2 minute read

Når samværet er værdiskabende

Når samarbejdet er værdiskabende

En mor: – Det har været rædselsfuldt. En rutsjetur. Især i starten. Men jeg mødte jo nogle mennesker, som troede på, at jeg kunne være mor. Og nu tror jeg også på det selv.

Advertisement

En rådgiver: – Så har jeg modtaget statusbeskrivelsen og læst den igennem. Tak for den. Må bare sige, hold da op et ordentligt og professionelt arbejde, I har leveret, både pædagogisk og skriftligt.

Vores erfaring er, at indsatsen for en familie lykkes bedst, når samarbejdet mellem familien, kommunen og Familiebo fungerer godt. De to ovenstående udtalelser er eksempler på dette.

Familiebo ligger i Vejle og har fungeret som opholdssted for børn og deres forældre siden 1991. Når de sociale myndigheder er alvorligt bekymrede for, om barnet i en familie har det godt, kan et ophold på Familiebo være med til at afklare, hvad der sker. Måske er der brug for massiv støtte i døgnregi til at komme på fode. Eller måske er tilknytningen mellem barn og forældre så skrøbelig, at Familiebo skal kompensere fysisk og følelsesmæssigt i kontakten til barnet.

Samarbejdet med familien

Et godt samarbejde med familien er, når de oplever, at de bliver respekteret og hørt af både kommunen og Familiebo – også selvom det er kommunen, der bestemmer, at de skal være på Familiebo. Nogle familier ønsker selv at flytte ind for en tid og få lidt ro på livet. Når skuldrene falder lidt ned, kan vi sammen finde ud af, hvilke behov deres børn har, og hvordan de skal dækkes. For andre familier er det imod deres vilje, at de skal flytte ind, men de siger ja af frygt for, at kommunen ellers vil anbringe deres børn. Trods modstanden lærer vi stille og roligt hinanden at kende, imens vi støtter og ser, hvad der sker i familien.

Denne gang giver vi forstanderstafetten til Grethe Albinus, der er forstander på opholdsstedet Familiebo.

Samarbejdet med kommunen

Samarbejdet med kommunen er værdiskabende, når den handleplan, som familien har fået ved indskrivningen, bliver til specifikke arbejdspunkter formuleret af familien og Familiebo. Arbejdspunkterne evalueres løbende under opholdet. Ved afslutningen af opholdet afleverer Familiebo en skriftlig status til kommunen, hvor vi beskriver, hvad familien har arbejdet med, og vurderer, om det er tilstrækkeligt til at sikre barnets udvikling og trivsel. Vi har tæt samarbejde med familiens rådgiver gennem opfølgningsmøder og gensidig tillid til hinanden – det er gennem samarbejdet, at vi kan gøre det så godt som muligt for familien.

At samarbejde og skabe værdi kan være mange ting, men for Familiebo er det, når børnene kan få bedre vilkår at vokse op i, end da familien flyttede ind på Familiebo.

This article is from: