__MAIN_TEXT__

Page 1

Joan har helt glemt tiden på legepladsen i den zoo, hvor hun kommer hver dag med sin fireårige søn Lincoln, og de må skynde sig for at nå ud gennem porten inden lukketid. Men da de nærmer sig udgangen, ser Joan noget, der på et splitsekund får hende til at samle

GIN PHILLIPS

MØRKERE END NATTEN. VILDERE END ET DYR. TÆTTERE PÅ, END DU TROR.

EN PAGETURNER AF RANG!

THE GUARDIAN

drengen op og løbe den modsatte vej – tilbage ind i haven.

Joan kæmper for at overbevise Lincoln om, at alt næsten er, som det plejer at være. Det mindste fejltrin kan få fatale følger for dem begge. VILDE DYR udforsker, hvor grænserne går mellem vores dyriske instinkt for overlevelse og pligten til at beskytte hinanden i en virkelighed, hvor de vildeste dyr er mennesker.

En hjertebankende thriller. Fortællingen flyver af sted som en gazelle med en løve i hælene. NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Som en adrenalinindsprøjtning. ENTERTAINMENT WEEKLY

VILDE DYR

De næste tre timer bliver et mareridt af død og ødelæggelse, mens

VILDE DYR

GIN PHILLIPS S PÆ N D I N G S R O M A N

HR. FERDINAND ISBN: 978-87-400-3842-2

HR. FERDINAND

GIN PHILLIPS har flere prisbelønnede romaner bag sig og er solgt til udgivelse over hele verden. Hun er oprindeligt journalist og bor i dag i Birmingham, Alabama, med sin familie.


VILDE DYR

Vilde dyr.indd 1

12/11/2018 18.15


Vilde dyr.indd 2

12/11/2018 18.15


GIN PHILLIPS

VILDE DYR

Oversat af Nete Harsberg

Hr. Ferdinand

Vilde dyr.indd 3

12/11/2018 18.15


Vilde dyr.indd 4

12/11/2018 18.15


Til Eli, som har hele verdener indeni

Vilde dyr.indd 5

12/11/2018 18.15


Vilde dyr.indd 6

12/11/2018 18.15


Jeg vil bare vide, om en lyd kan skabe en dreng. Eller om en kvinde bliver mor, når hun tror, hun hører et spædbarn kalde i sin gråd. – Elizabeth Hughey

“Questions for Emily”

Vilde dyr.indd 7

12/11/2018 18.15


Vilde dyr.indd 8

12/11/2018 18.15


16.55 Joan har balanceret på fodballerne et godt stykke tid nu. Bare fød­ der, bøjede knæ, nederdelen rører jorden. Men nu vil lårene ikke mere, og hun sætter en hånd mod jorden og lemper sig ned i sandet. Et eller andet stikker hende i hoften. Hun mærker efter og fisker et lille plastikspyd frem, omtrent på længde med en pegefinger, og det kommer ikke som nogen overraskelse, for hun har det med at finde bittesmå våben de særeste steder. “Mangler du et spyd?” spørger hun. “Eller er det et scepter?” Lincoln tager det lille stykke plastik ud af hånden på hende uden at svare. Han har tilsyneladende ventet på, at hendes skød skulle blive tilgængeligt, for han kryber baglæns op og sætter sig til rette på hendes lår. Ikke et eneste sandkorn klæber til ham. Der er noget pernittent over ham; han har aldrig været typen, der elsker finger­ maling. “Vil du have en næse, mor?” spørger han. “Jeg har allerede en næse,” svarer hun. “Vil du have en til?” “Ja tak, hvem ville ikke gerne det?” De mørke krøller trænger allerede til at blive klippet igen, og han stryger dem væk fra panden. Bladene daler ned rundt om dem. 9

Vilde dyr.indd 9

12/11/2018 18.15


Trætaget på de grove, runde stolper skærmer dem, men udenfor danser pletter af sollys og skygge hen over det grålige grus i vinden. “Hvor køber man sådan en ekstra næse?” spørger hun. “I næsebutikken.” Hun ler og læner sig tilbage, ignorerer følelsen af det klistrede sand mod håndfladerne. Hun fjerner et par fugtige korn, der har sat sig fast under neglene. Solen når aldrig helt herned i Dinosaur­ grotten, og her er altid vådt og koldt, men alligevel er det måske det sted i zoo, hun synes allerbedst om, også selv om sandet klæber til nederdelen, og bladene sætter sig fast i hendes bluse. Grotten ligger lidt gemt af vejen, forbi karrusellen og folden med klappedyr og haneburene og gennem det lille område med træer og ukrudt, som kaldes for Skoven. Der lever nogle få dyr blandt træerne og klippestykkerne og de smalle grusstier: En grib i et aflukke, hvor der af en eller anden grund også holder en rusten pickup-truck. En ugle, der altid sidder og stirrer på et tyggedyr hængt op i en snor. Vilde kalkuner, altid helt ubevægelige – hun er faktisk ikke sikker på, om de overhovedet har ben. Hun forestiller sig et eller andet ondsindet jægerritual, en svedig halskæde med afskårne kalkun­ fødder. Hun kan godt lide den underligt tilfældige stemning, der hviler over skovområdet, som nu og da byder på et halvhjertet forsøg på at trække folk til. For tiden er der spændt en svævebane ud mellem træerne, men hun har nu aldrig set nogen bruge den. For et par år siden gik der dinosaurrobotter rundt herinde, og engang forsøgte man sig med en spøgelsessti. Man kan også se efterladenskaber fra endnu ældre forsøg: klippeblokke, som hun forestiller sig er ægte, men sikkert ikke er det, et primitivt hegn og en bjælkehytte. Intet af det ser ud til at have noget formål længere. Tomme bassiner af beton kan have været brugt til vanding af store pattedyr. Der er desuden noget, der ligner et forsøg på at lave en vandrerute med tilfældige skilte, men de giver nu snarere indtryk af, at man er på vildspor, end at man er på rette vej. På et af træerne sidder et skilt, hvorpå der står LAURBÆRTRÆ, mens alle andre træer rundt om det er navnløse. 10

Vilde dyr.indd 10

12/11/2018 18.15


“Nu skal jeg fortælle dig noget,” begynder Lincoln og lægger hånden på hendes knæ. “Ved du, hvad Odin har brug for?” Hun har faktisk tilegnet sig temmelig meget viden om de nordi­ ske guder her på det sidste. “En øjebutik?” spørger hun. “Jep. Så behøvede han ikke at gå rundt med klap for øjet.” “Altså med mindre han godt kan lide sin klap.” “Ja, med mindre det,” siger Lincoln. Sandet er overstrøet med små helte og skurke i plastik. Thor og Loke, Captain America, Green Lantern og Iron Man. Alt hand­ ler om superhelte for tiden. Under dem ligger kunstige knogler halvt begravet i sandet, og en rygsøjle fra en eller anden uddød dyre­race stikker op bag dem. Der er står en spand med slidte ma­ lerpensler til at børste sandet væk med. Hun og Lincoln tog tit herhen for at grave efter dinosaurknogler i hans tidligere liv som treårig. Nu er det to måneder siden, han fyldte fire, og han har lagt sit gamle, arkæologiske jeg bag sig sammen med flere andre inkarnationer. Dinosaurgrotten er forvandlet til Stilhedens Ø, hvor Thors lu­ skede halvbror, Loke, bliver holdt fangen, og når der altså ikke lige spørges til ekstra næser, fyldes luften af lydene fra et gigantisk slag, hvor Thor prøver at få Loke til at indrømme, at han har skabt en ilddjævel. Lincoln bøjer sig frem for at genoptage sin fortælling. “Den onde skurk grinede ondt,” siger Lincoln. “Men så fik Thor en idé!” Han kalder dem for sine historier, og hvis hun giver ham lov, kan han blive ved og ved, i timevis. Hun foretrækker dem, hvor han selv opfinder personerne. Han har opfundet en skurk ved navn Heste­ manden, som forvandler mennesker til heste. Hans nemesis hedder Von Hest og tryller hestene om til mennesker igen. En ond cirkel. Joan hører efter med et halvt øre, mens Lincolns stemme skifter karakter og toneleje alt efter, hvem han leder gennem handlings­ forløbet. Hun nyder at falde hen. Om morgenen er her fyldt med mødre i yogabukser med klapvogne, men sidst på eftermiddagen er 11

Vilde dyr.indd 11

12/11/2018 18.15


her næsten mennesketomt. Hun går af og til herover med Lincoln, når hun har hentet ham fra børnehave – de skifter lidt mellem zoo­ logisk have og biblioteket og parkerne og det naturvidenskabelige museum – og når det kan lade sig gøre, styrer hun ham direkte hen til skoven. Her er fårekyllinger, eller i hvert fald noget, der lyder som fårekyllinger, og fuglefløjt og raslende blade, men ingen lyde af mennesker, undtagen Lincoln, der udspiller sin dialog. Han har indoptaget superheltenes gæve stemmeføring og gengiver den i sin egen version. “Han havde et hemmeligt våben i bæltet!” “Hans ondsindede plan mislykkedes!” Han sitrer af entusiasme. Alting dirrer på ham, fra fodsålerne til de buttede knytnæver. Thor slår ud i luften, og Lincoln springer til siden, og hun spekulerer på, om det er selve idéen om det godes sejr over det onde, han er vild med, eller måske mere bare en spænden­ de slåskamp, og om det mon snart er på tide, at hun fortæller ham om den position mellem godt og ondt, som de fleste mennesker indtager, men han er så glad, at hun ikke nænner at gøre tingene alt for komplicerede. “Ved du så, hvad der sker, mor?” spørger han. “Efter Thor har slået ham?” “Nej, hvad?” siger hun. Hun har lært sig kunsten at høre efter med den ene halvdel af bevidstheden, mens den anden driver omkring. “Loke har i virkeligheden styret Thors tanker. Og slaget får ham til at miste sine kræfter!” “Nå da,” siger hun. “Og hvad så bagefter?” “Thor klarer ærterne!” Han snakker videre – “Men der er kommet en ny skurk til byen, folkens!” – mens hun bøjer og strækker tæerne. Hun tænker. Hun tænker på, at hun stadig mangler en bryllupsgave til sin ven, Murray – et billede af den der kunstner, som maler hunde­ portrætter, ville måske være en sød idé, og hun må hellere sende en mail med en bestilling, selv om ordet ‘bestilling’ måske vil virke fornærmende på en kunstner. Hun kommer i tanke om, at hun har 12

Vilde dyr.indd 12

12/11/2018 18.15


glemt at ringe til sin grandtante i morges, men måske skulle hun hellere – hun løser jo problemer til højre og venstre her, en sand eksplosion af mental foretagsomhed, mens Loke bliver begravet i sandet – måske skulle hun hellere sende hende den sjove abe, som Lincoln har lavet ud af en papirpose i børnehaven. Hjemmelavet kunst er helt sikkert bedre end en opringning, selv om der ligger en vis egoisme bag, for hun hader at tale i telefon, og ja, det er den let­ teste udvej, det ved hun godt, men hun hælder nu alligevel mod pa­ pirposeaben. Hun tænker på sin grandtantes squashdressing. Hun tænker på resten af de bananchips, der ligger hjemme i køkkenska­ bet. Hun tænker på skuespilleren Bruce Boxleitner. I high school var hun en lille smule forelsket i ham i tv-serien Scarecrow and Mrs. King, og hun har opdaget, at man kan se hele serien på nettet, så nu er hun i gang med at se alle afsnittene igen – den er faktisk okay af en firserserie at være, med koldkrigsspioner og grimt hår – og hun kan ikke huske, om det er i sidste afsnit af sæson to eller tre, at Lee og Amanda langt om længe kysser hinanden, og hun har stadig seks afsnit tilbage af anden sæson, men hun kunne strengt taget godt springe hen til sæson tre. Et sted i nærheden banker en spætte, og hun vender tilbage til nuet. Hun lægger mærke til, at vorten på Lincolns hånd er vokset. Den ligner en søanemone. Der er det smukke lysflimmer på gruset, og Lincoln udstøder sin onde skurkelatter, og det slår hende, at de her eftermiddage med vægten af hendes søn på skødet, her mellem træerne, er noget nær euforiske. Thor falder ned på hendes fod, rammer hende på tåen med sit plastikhoved. “Mor?” “Ja?” “Hvorfor har Thor ikke hjelm på i filmen?” “Han ser sikkert ikke lige så godt med hjelm på.” “Men vil han ikke gerne passe på sit hoved?” “Han har den nok på nogle gange. Det kommer lidt an på hans humør.” “Jeg synes, han skulle tage at passe på sit hoved altid,” siger 13

Vilde dyr.indd 13

12/11/2018 18.15


han. “Det er farligt at kæmpe uden hjelm. Hvorfor har Captain America kun en hætte på, tror du? Den beskytter ikke særlig godt, vel?” Paul, hendes mand, keder sig altid over al den snak om super­ helte – han vil meget hellere snakke om fodbold og holdopstillinger – men det er fint med Joan. Hun har selv været besat af Super Wo­ man. Super Friends. Hulken. Hvem tror du, ville vinde – Superman eller Hulken? spurgte hun engang sin onkel. Superman kan jo altid flyve væk, hvis han var ved at tabe, svarede han, og hun syntes, det var et usandsynligt klogt svar. “Captain America har jo sit skjold,” siger hun til Lincoln. “Det kan han bruge som beskyttelse.” “Men hvad nu, hvis han ikke når at holde det op foran hove­ det?” “Han er lynhurtig.” “Men alligevel,” siger han skeptisk. “Nej, du har ret,” siger hun, for det har han jo. “Han burde fak­ tisk have hjelm på.” Grottens bagvæg er bygget op som en kunstig klippe, og bag den rumsterer et lille dyr. Hun håber ikke, det er en rotte. Nok snarere et egern, tænker hun, men ser ingen grund til at kigge efter. Hun åbner tasken for at tjekke sin telefon. “Om fem minutter må vi hellere begynde at gå tilbage mod indgangen,” siger hun. Lincoln overhører hende fuldstændig, som han ofte gør, når hun annoncerer, at det er tid til at indstille legen. “Har Doktor Doom altid maske på?” spørger han. “Hørte du, hvad jeg sagde?” spørger hun. “Ja.” “Hvad sagde jeg?” “At vi skal til at gå.” “Godt,” siger hun. “Ja, Doktor Doom har altid maske på. På grund af arrene.” “Arrene?” “Ja, han kom til skade i et laboratorieeksperiment.” “Hvorfor har han så maske på?” 14

Vilde dyr.indd 14

12/11/2018 18.15


“Fordi han gerne vil skjule dem,” siger hun. “Han synes vel, de er grimme at se på.” “Hvorfor synes han, de er grimme?” Hun betragter et orange blad falde til jorden. “Jo, altså, de får ham til at se anderledes ud,” siger hun. “Somme tider har man ikke rigtig lyst til at se anderledes ud.” “Jeg synes ikke, at ar er grimme.” Mens han taler, trænger en høj, skarp lyd gennem bevoksningen. To knald, og derefter nogle flere. Som balloner, der springer. Eller fyrværkeri. Hun kan ikke rigtig komme i tanke om, hvad man kan lave i en zoologisk have, der kunne lyde sådan. Måske har det no­ get med halloween at gøre? De har hængt lysguirlander op over det hele – ikke lige her mellem træerne, men langs de mere befærdede stier – og måske er det en transformer, der er røget. Eller noget byggearbejde, et luftbor? Der lyder et knald mere. Og et til, og endnu til. Det lyder for højt til at være balloner, og pauserne indimellem er for lange til, at det kan være et bor. Fuglene er tavse, men bladene daler stadig. Lincoln er upåvirket. “Kan jeg bruge min Batman som Doktor Doom?” spørger han. “Han har sort tøj på. Hvis jeg bruger ham, vil du så lave en maske til ham?” “Selvfølgelig,” siger hun. “Hvad vil du lave den af?” “Sølvpapir,” foreslår hun. Et egern piler hen over grottens tag, og hun kan høre den svage raslen, da det lander i et træ. “Og hvad skal vi så lave arterne med?” spørger Lincoln. Hun ser ned på ham. “Arterne?” gentager hun. Han nikker. Hun nikker tilbage, mens hun forsøger at genkal­ de sig, hvad de har talt om. Hun kan godt lide at dechifrere hans tankebaner – det er faktisk en af de ting ved moderskabet, hun har glædet sig allermest over, for hun anede ikke, at det eksistere­ 15

Vilde dyr.indd 15

12/11/2018 18.15


de. Hans hjerne er kompliceret og særegen, spinder sine helt egne verdener. Somme tider råber han hele sætninger i søvne – Ikke ned ad trappen! – og selv om der indimellem opstår et vindue, og hun i glimt kan se ind i maskinrummet, vil hun aldrig nogen sinde for alvor lære det at kende, og det er det gode ved det. Han er sit helt eget væsen, lige så virkelig som hende selv. Arter. Hun grubler. “Mener du arterne i hans ansigt?” spørger hun så. “Ja. Dem, han synes, er så grimme.” Hun ler. “Nåh. Jeg sagde ‘arrene’ – du ved, ligesom dem, far har på armen, fordi han kom til at spilde varmt vand på den, da han var lille. Eller det, jeg har på knæet, fra dengang jeg faldt.” “Nå,” siger han betuttet. Så griner han også. Han er hurtig til at fange, når noget er sjovt. “Ar, ikke arter. Han synes altså ikke, at arter er grimme?” “Jeg ved faktisk ikke helt, hvad Doktor Doom synes om arter,” siger hun. “Han har ikke nogen arter i ansigtet.” “Nej. Kun ar.” Hun lytter, mens hun dels overvejer, om hun kunne have grebet arrene blidere an, og dels tænker på pistolskud. Men det kan ikke have været skud. Og hvis det var, ville hun også have hørt andre lyde: skrig, sirener, en advarende stemme i højtaleranlægget. Der er ikke noget. Hun har vist været vidne til lidt for mange slag. Hun tjekker telefonen. Der er kun nogle minutter, til haven luk­ ker, og de kunne sagtens risikere at blive overset helt hernede i skoven. Det scenarie har hun forestillet sig mere en én gang: at være tvunget til at tilbringe natten i zoo, måske endda gemme sig herinde med vilje og gå rundt og se på dyrene i nattens mulm og mørke – det er sådan noget, man kan læse om i en børnebog. Det er selvfølgelig en fjollet tanke, for der er garanteret vagter. Selv om hun godt nok aldrig har bemærket nogen her. De må se at komme af sted. “Vi bliver nødt til at gå, skat,” siger hun, løfter ham op fra sit 16

Vilde dyr.indd 16

12/11/2018 18.15


skød og venter, til han modvilligt sætter fødderne på jorden. Han burde have haft jakke på, men han insisterede på, at han ikke frøs, og hun gav ham lov til at lade den ligge i bilen. “Kan vi ikke blive her lidt længere?” Hun rejser sig op fra sandet og smutter i sandalerne. Det er hen­ des forkærlighed for sandaler, der er hovedårsagen til, at hun ikke har den fornødne autoritet til at kræve, at han har overtøj på. “Nej,” siger hun. “Den er næsten halv seks. Det er lukketid. Beklager. Vi skal skynde os ud, ellers bliver vi måske lukket inde.” Hun begynder faktisk at blive en anelse nervøs ved udsigten. De har ventet for længe og skal nå hele vejen ud af skoven og gennem børneområdet. Det bliver lige snært nok. “Kan vi stoppe ved legepladsen og gå over broen?” spørger Lin­ coln. “Ikke i dag. Vi kan komme igen i morgen.” Han nikker og træder fra sandet ud i det spredte græs. Han kan ikke lide at bryde reglerne. Hvis folkene i zoo siger, at de skal gå hjem, så går han hjem. “Vil du hjælpe mig med skoene?” spørger han. “Og putte mine mænd i din taske?” Hun bukker sig ned, børster sandet af hans fødder og trækker strømperne op over de brede, buttede fødder. Hun åbner velcro­ stropperne på hans gummisko og kigger op, da en rød kardinal i det samme lander mindre end en meter fra dem. Dyrene herinde frygter ingenting. Hun har af og til set en hel flok spurve eller egern eller jordegern standse op for at betragte Lincolns kampscener på få meters afstand. Hun smider plastikfigurerne i tasken. “Så er vi klar,” siger hun.

Vilde dyr.indd 17

12/11/2018 18.15


18

Vilde dyr.indd 18

12/11/2018 18.15


17.23 Joan sikrer sig, at de ikke efterlader nogen plastikmænd i sandet, og tager så Lincoln i hånden og begiver sig hen ad stien ud af sko­ ven. Hun spekulerer på, hvornår han mon ikke gider holde hende i hånden længere. Foreløbig er de vist lige tilfredse med ordningen. Efter mindre end tyve skridt har skoven åbnet sig – den isolerede fornemmelse var bare en illusion – og man kan høre vandfaldet plaske ned over klipperne i odderanlægget. Odderen er et af deres yndlingsdyr og blandt de få, der stadig kan få Lincoln til at vende tilbage til virkeligheden. De to oddere har et kæmpestort, grottelignende anlæg med kunstige klippefrem­ spring, og i et grønligt bassin bag en bred glasvæg kan man se dyrene boltre sig. Klipperne rager ud over stien, og et vandfald plasker over hovederne på publikum og ned i en skildpaddedam med åkander og siv og nogle lilla blomster på lange stængler. Hun har altid elsket den træbro, der leder hen over dammen, men lige nu virker den mest af alt tom. Lincoln står ved siden af hende og griner. “Se lige den der odder. Se, hvordan den svømmer.” Han kæmper stadig lidt med at udtale bløde d’er. Otter, siger han. Jeg sitter ned. Jeg vil spille fo-bold. “Jeg kan godt lide dens poter,” siger hun. 19

Vilde dyr.indd 19

12/11/2018 18.15


“Har den poter? I stedet for finner? Poter ligesom en hund eller håndpoter ligesom en abe?” Hun har lyst til at standse op og forklare ham om odderens anatomi. Det er måske det, hun ønsker allermest for ham: At han opdager livets mange undere, lærer at være opmærksom – Se lige! Hvor er det flot, sagde han ved synet af en benzinpyt på par­ keringspladsen uden for zoo. Men der er ikke tid. Hun trækker let i hans hånd, og han følger med, selv om han stadig har hovedet vendt mod odderen. De går ud på gangbroen, hvor åkanderne duver til begge sider, og hun ville ønske, der var andre mennesker, en anden sludrende familie, som også var sent på den. Ikke at der er noget usædvanligt i, at de har stien for sig selv. Det sker tit, at de ikke møder andre på vej ud her om eftermiddagen, og de er trods alt tættere på lukketid end sædvanligt. Hun sætter farten op. “Skal vi løbe om kap?” spørger hun. “Nej.” “Vil du løbe gadedrengehop?” “Nej tak.” Han trasker videre. Hun spekulerer af og til på, om hans modvilje mod at gøre noget er ligefrem proportional med graden af hendes egen entusiasme. Han sjosker over broen og sætter farten ned for at undgå en myg eller kigge ned på en spættet koi-karpe. Så standser han helt op for at klø sig på kinden. Da hun beder ham om at skynde sig, rynker han panden, og hun kan se på ham, hvad han vil. “Du skal bære mig.” “Jeg kan ikke bære dig hele vejen ud til bilen,” siger hun. “Du er blevet for tung.” Hans læber krænger nedad. “Vi kan lave en aftale,” skynder hun sig at sige, inden det eska­ lerer og forsinker dem endnu mere. “Jeg bærer dig, når vi kommer hen til fugleskræmslerne. Så skal du være sød at gå hen til fugle­ skræmslerne selv.” “Okay,” siger han med bævende stemme, og munden krænger 20

Vilde dyr.indd 20

12/11/2018 18.15


endnu mere nedad, og han begynder at græde, samtidig med at han bevæger sig i takt med hende. Hun har jo faktisk ikke sagt noget om, at han ikke må græde, mens han går, tænker hun. Han overholder i princippet sin del af aftalen. Måske vil gråden vil dø ud i løbet af få sekunder, når han bliver distraheret af en tanke om Thors hjelm eller Odins øjeklap. Måske vil han græde endnu højere, og hun vil give sig og tage ham op, fordi han i virkeligheden allerede har gået ret langt på de små ben uden at kny. Eller måske vil han blive ved med at græde, og hun vil holde fast i, at han skal gå selv hele vejen ud til bilen, fordi hun ikke vil have, han bliver sådan et barn, der får sin vilje ved at skabe sig. Sådan er forældreskabet: Et sindrigt regnskab af plusser og mi­ nusser, af beregninger og gætteri og cost-benefit-analyser. En guldsmed hænger stille i luften og styrtdykker. En hejre pik­ ker i vandkanten. Gangbroen bugter sig ind og ud mellem træer og siv. Lincoln er holdt op med at græde og begyndt at nynne, og hun mener temmelig sikkert, at det er Georgia Bulldogs’ kampsang – “Glory, glory to old Georgia! / Glory, glory to old Georgia!” – men allerede inden hun har tænkt tanken færdig, er han hoppet over til Texas Longhorns i stedet. Ingen hjemme hos dem holder med no­ gen af de to hold, men han suger kampråb til sig på samme måde, som han suger superhelte og skurke til sig. Han er samler. Han samler til bunke. Mellem træerne kan hun ane karrusellens teltspidse tag. Det ly­ ser hvidt mod den grå himmel. De kommer forbi hønsenetburet, hvor en etbenet ørn holder til, og en næsten usynlig indhegning tilhørende et par sølvhejrer. Visne grene og drueliljer og lysegrønne ukrudtsplanter. Hun nærmer sig en lavthængende gren, og et blad river sig løs og forvandles til en gul sommerfugl, der flakser op mod himmelen. Langt om længe når de ud til betonstierne, der er lige så brede som veje. En række græskarlygter knejser på deres hegnspæle. De tager et par skridt ud i civilisationen, og hun ser over mod 21

Vilde dyr.indd 21

12/11/2018 18.15


karrusellen. Den står ubevægelig og lydløs med sine farvestrålende giraffer og zebraer og bjørne og gorillaer og strudse i stivnede po­ siturer. Lincoln elskede den karrusel, da han var yngre, men ville kun ride på zebraen. Nu hænger der gummiflagermus og små ser­ vietspøgelser ned fra træstiverne over dyrene. De er kommet ind i skyggen fra karrusellens hvide lærredsdug nu, den breder sig over dem, lys og rolig. “Mor,” siger han. “Du skal bære mig.” “Så snart vi kommer hen til fugleskræmslerne,” siger hun og ignorerer de små, udstrakte arme. “Bare lidt længere.” Denne gang protesterer han ikke. De skynder sig forbi karru­ sellen og videre hen mod caféområdet og vandlegepladsen, hvor vandstrålerne stadig står i en næsten mandshøj bue op fra fontæ­ nerne og ned mod det blå og røde underlag. “Her har Medusa været,” proklamerer Lincoln, og hun ser over på den skyggefulde krog på den anden side af vandlegepladsen med skildpadden, frøen og firbenet i sten. Hver gang de ser en stenfigur, er det et tegn på, at Medusa har været på besøg. Her har Spider-­ Man været, siger han, når han ser et edderkoppespind. “Stakkels dem,” siger hun, for det siger hun altid, når de passe­ rer Medusas ofre. “De skulle have lukket øjnene,” siger han, for det siger han altid. Hun ser ind gennem de mørke ruder i Koala Café, dens hylder med plastikindpakkede sandwich, Jell-O og hårdkogte æg, men der er ingen bevægelse at spore derinde. Plastikstolene er stillet op på bordene med benene i vejret. Personalet plejer at lukke caféerne ned og låse af et kvarter før lukketid, så det kommer ikke bag på hende. Til højre for dem ligger legepladsen med klipperne og hænge­ broen. På et tidspunkt var Lincoln interesseret i Antarktis, og klip­ perne var isbjerge. I foråret legede han ridderborg på hængebroen og råbte ad usynlige konger, at de skulle køre kanonerne frem og lade katapulterne med sten. Nu er broen altid Thors regnbuebro ned til jorden. Om et års tid går han i børnehaveklasse, og super­ helteperioden vil være afløst af noget, hun endnu ikke kan forestille sig, og engang vil selv zoologisk have være erstattet med noget 22

Vilde dyr.indd 22

12/11/2018 18.15


andet, og livet vil have forandret sig, og drengen, som hun holder i hånden, være forvandlet til en helt anden. De har fart på nu, suser forbi gavebutikken og træfiguren, hvor man kan stikke hovedet igennem et hul og blive til en gorilla. De sagtner farten en anelse ved de algegrønne akvarier i udkanten af børneområdet – Lincoln kan ikke lade være med at kigge efter kæmpeskildpadden – og netop som de runder den buede akvarie­ væg, dukker en ældre kvinde op nogle få meter foran dem. Hun vakler en anelse baglæns og har en sko i den ene hånd. “Så er stenen væk, Tara,” siger hun med en munter desperation i stemmen, der afslører, at hun er en bedstemor. “Kom så.” To lyshårede piger, uden tvivl søstre, kommer til syne, og bedste­ moren bøjer sig ned og holder skoen frem mod den yngste af piger­ ne. Hun har rottehaler og ser ud til at være lidt yngre end Lincoln. “Vi skal gå nu,” siger bedstemoren og maser pigens lille fod ned i gummisandalen. Så retter hun sig op. Den lille siger noget med lav stemme, og Joan kan ikke høre, hvad det er, selv om de er få meter fra hinanden nu. Fluerne sum­ mer mod akvariets glas. “Du kan få dem af igen, når vi kommer ud i bilen,” siger bedste­ moren forpustet. Hun tager begge piger om håndleddet og træder et usikkert skridt fremad. Pigerne ser på Lincoln og blinker et par gange, men så trækker kvinden af med dem. “En bedstemor,” siger Lincoln, lidt for højt, og standser så brat, at det giver et ryk i Joans arm. “Ja, det er det vist,” hvisker hun. Joan ser efter den ældre kvinde. Der hænger en kemisk, blom­ steragtig duft i luften, som minder hende om hendes lærer i sjette klasse, mrs. Manning, der gav hende og kun hende en udgave af De blå delfiners ø den sidste skoledag. Men nu er kvinden og hendes børnebørn væk, forsvundet bag det sidste akvarium. “Hvis jeg havde en bedstemor, ville hun så se sådan der ud?” spørger Lincoln. Han har været meget optaget af bedsteforældre på det seneste. Hun håber, det går over lige så hurtigt som alle de andre faser. 23

Vilde dyr.indd 23

12/11/2018 18.15


“Du har en bedstemor,” siger Joan og trækker ham videre. “Far­ mor. Fars mor. Hun var her i julen, kan du ikke huske det? Hun bor bare langt væk. Vi bliver altså nødt til at gå, skat.” “Der er nogle, der har masser af bedsteforældre. Jeg har kun én.” “Nej, du har tre. Nu skal vi gå, eller også får vi ballade.” De magiske ord. Han nikker og sætter farten op med alvorlig og beslutsom mine. Det knalder igen, højere og tættere på end før, godt og vel ti skarpe smæld i luften. Det må være noget hydraulik, tænker hun. De er nået hen til kanten af et bassin – det største i haven, en sø faktisk – og hun får et glimt af et par svaner, der glider hen over vandet. Stien deler sig. Til højre leder den rundt om søen og videre hen til det afrikanske område, mens den til venstre vil føre dem ud af haven i løbet af få sekunder. Hun kan se det rød-grønne glimt af papegøjerne forude, men de er usædvanligt stille. Hun kan godt lide deres lille ø midt i al betonen – en græsklædt høj og spinkle træer. Det er altid deres første og sidste stop, besøgets sidste ritual. “Du kan godt begynde at øve dig på dit papegøjeskrig,” siger hun. “Jeg behøver slet ikke øve,” siger han. “Jeg vil bare se på fugle­ skræmslerne.” “Vi må kigge på dem, mens vi går.” Langs træhegnet rundt om søen er der sat en hel række fug­ leskræmsler op. Flere af dem har græskarhoveder, og Lincoln er meget fascineret af dem. Han er vild med det, der skal forestille Su­ perman, og det, der ligner en astronaut med et hvidmalet græskar som rumhjelm, og særligt elsker han Katten med hatten. “Okay, skat,” siger hun. Han slipper hendes hånd og løfter armene. Hun ser hen langs hegnet og får øje på Katten Petes lyseblå græs­ karhoved. Cirka midtvejs er en del af fugleskræmslerne faldet ned. Fældet af vinden velsagtens – lige bortset fra, at det ikke rigtig har været blæsevejr den sidste tid. Men fem-seks fugleskræmsler ligger 24

Vilde dyr.indd 24

12/11/2018 18.15


i hvert fald på jorden på stykket ned mod papegøjeanlægget og længere væk endnu. Nej. Det er ikke fugleskræmsler. Ikke fugleskræmsler. Hun kan se en arm bevæge sig. Hun kan se en krop, der er alt for lille til at være et fugleskræmsel. En nederdel, der er gledet uan­ stændigt langt op over en bleg hofte, bøjede ben. Hun er langsom til at få løftet blikket, men da hun kigger længe­ re væk, forbi skikkelserne på jorden, forbi papegøjerne og hen mod den aflange, lave bygning med toiletter og dørene med KUN AD­ GANG FOR PERSONALE-skilte, kan hun se en mand. Han står lige ved vandposten, ubevægelig og med ryggen til. Han har cow­ boybukser og en mørk bluse på, ingen jakke. Hans hår er brunt eller sort, og så kan hun ikke tyde flere detaljer, men hun kan ikke undgå at se det, da han langt om længe bevæger sig. Han sparker toiletdøren op og løfter albuen for at holde den åben, og han har et våben i sin højre hånd, et gevær af en slags, langt og sort, og spidsen stikker op over hans mørke hoved som en antenne, da han forsvinder ind på det bleggrønne dametoilet. Hun tror, hun ser en anden bevæge sig ovre ved papegøjerne, en, der stadig står op, men da har hun allerede vendt sig om. Hun ser ikke mere. Hun tager fat i Lincoln og hiver ham op til sig, så hans ben ram­ mer hende hårdt på hoften, og låser sin højre hånd fast om venstre håndled under numsen på ham. Hun løber.

25

Vilde dyr.indd 25

12/11/2018 18.15


Joan har helt glemt tiden på legepladsen i den zoo, hvor hun kommer hver dag med sin fireårige søn Lincoln, og de må skynde sig for at nå ud gennem porten inden lukketid. Men da de nærmer sig udgangen, ser Joan noget, der på et splitsekund får hende til at samle

GIN PHILLIPS

MØRKERE END NATTEN. VILDERE END ET DYR. TÆTTERE PÅ, END DU TROR.

EN PAGETURNER AF RANG!

THE GUARDIAN

drengen op og løbe den modsatte vej – tilbage ind i haven.

Joan kæmper for at overbevise Lincoln om, at alt næsten er, som det plejer at være. Det mindste fejltrin kan få fatale følger for dem begge. VILDE DYR udforsker, hvor grænserne går mellem vores dyriske instinkt for overlevelse og pligten til at beskytte hinanden i en virkelighed, hvor de vildeste dyr er mennesker.

En hjertebankende thriller. Fortællingen flyver af sted som en gazelle med en løve i hælene. NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Som en adrenalinindsprøjtning. ENTERTAINMENT WEEKLY

VILDE DYR

De næste tre timer bliver et mareridt af død og ødelæggelse, mens

VILDE DYR

GIN PHILLIPS S PÆ N D I N G S R O M A N

HR. FERDINAND ISBN: 978-87-400-3842-2

HR. FERDINAND

GIN PHILLIPS har flere prisbelønnede romaner bag sig og er solgt til udgivelse over hele verden. Hun er oprindeligt journalist og bor i dag i Birmingham, Alabama, med sin familie.

Profile for JP/Politikens Forlag

Vilde dyr - af Gin Phillips  

En intelligent og åndeløst nervepirrende roman om, hvor langt en mor vil gå for at redde sit barn, og om de dyriske sider i mennesket – på g...

Vilde dyr - af Gin Phillips  

En intelligent og åndeløst nervepirrende roman om, hvor langt en mor vil gå for at redde sit barn, og om de dyriske sider i mennesket – på g...