Vil du med i rummet by JP/Politikens Forlag

Når man befinder sig på en rumstation, bliver selv helt almindelige, dagligdags ting en udfordring. Det har krævet den allermest indviklede teknologi og de sejeste raketter at komme derud, og så er det pludselig besværligt bare at drikke et glas vand. Følg med, når Andreas Mogensen, der som den første dansker blev sendt i rummet i 2015, viser os vejen. Andreas var den ene ud af de flere end 10.000 ansøgere, der fik lov at komme med på ekspeditionen, og vejen dertil var lang – og spændende! Her i bogen kan du høre om, hvad der skal til for at blive en ægte astronaut og måske en dag selv prøve at rejse langt, langt ud i rummet. Klar til affyring? 10-9-8-7-6-5-4-3-2-1 …

ANDREAS MOGENSEN, HENRIK BENDIX OG THOMAS DJURSING

Hvordan sover man egentlig i rummet? Hvad spiser man? Og hvad gør man, når man skal på toilettet?

Vil du med i rummet?

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3818-7

ANDREAS MOGENSEN

HENRIK BENDIX OG THOMAS DJURSING

Vil du med i

rummet?

Foto: ESA

ANDREAS MOGENSEN, HENRIK BENDIX OG THOMAS DJURSING

Vil du med i

rummet?

POLITIKENS FORLAG

Foto: NASA

Kapitel 1:

Så affyres raketten! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8

FAKTA: Sådan virker rumraketten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Kapitel 2:

En drengedrøm bliver til virkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

FAKTA: Sådan testes astronauternes hjerner . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Kapitel 3:

Verdens sjoveste flyvetur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Kapitel 4:

I svømmehal med rumdragt på . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

FAKTA: Rumdragten er et rumskib til én . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

Kapitel 5:

Kanin til aftensmad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40

Kapitel 6:

En uge under jorden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .46

Kapitel 7:

Pænt goddag til Barracuda Bob . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52

Kapitel 8:

Forberedt på nødlanding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58

FAKTA: Et dødsensfarligt job . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

Kapitel 9:

En tur i centrifugen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

Kapitel 10:

Underlige traditioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74

Kapitel 11:

En lang rejse til rumstationen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82

FAKTA: Rumstationen er et samlesæt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90

Kapitel 12:

Vildt at være vægtløs! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94

Kapitel 13:

Tre ting kan gå galt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100

FAKTA: Rumskrot gør rumfart farligere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104

Kapitel 14:

Jeg sov som en flagermus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

Kapitel 15:

Lorten skal i posen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110

FAKTA: Rige turister kan rejse til rummet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115

Kapitel 16:

Vores tøj bliver til stjerneskud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118

Kapitel 17:

Maden må ikke krumme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

Kapitel 18:

Et festmåltid fra Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

Kapitel 19:

Vandboblerne drillede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132

FAKTA: Dansk teknik i rummet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138

Kapitel 20: Udsigten er fantastisk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 Kapitel 21:

Robotten var følsom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146

Kapitel 22: Den vildeste rutsjebanetur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154

FAKTA: Tredelt rumskib med plads til tre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162

Kapitel 23:

Jeg vil op igen! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164

sa affyres raketten! Jeg kan høre, at de tæller ned fra ti. 10 – 9 – 8 – 7 – 6 – 5 – 4 – 3 – 2 – 1 ... Affyring! Vi mærker en svag rumlen under os. Alt foregår stille. Jeg troede, det ville larme meget mere at blive sendt op med en rumraket. Jeg hører kun en brummen, og jeg kan slet ikke mærke, at raketten bevæger sig væk fra Jorden og op mod himlen. Først da vi er ﬂere kilometer oppe, bliver jeg trykket bagud i sædet. Jeg mærker, at jeg bliver tungere, i takt med at raketten får mere og mere fart på. Pludselig går det hele meget hurtigt, og den dybe brummen bliver afløst af en piftende lyd. Raketten opfører sig som en ballon, der er pustet op og nu bliver sluppet – den farer af sted med et wuschh! Raketten består af flere trin, der affyres efter hinanden. Da det første trin brænder ud, bliver jeg kastet frem i sædet, ligesom når en bil bremser. Men så starter andet rakettrin, og igen bliver jeg trykket tilbage i sædet. Det går hurtigere og hurtigere, som når man kører bil, og der rigtig bliver trykket på speederen.

Foto: ESA, S. Corvaja

Alting sker helt af sig selv, og jeg skal ikke gøre andet end at følge med i nogle papirer, så jeg kan se, at det hele går efter planen. Til at starte med kan jeg ikke kigge ud, fordi vores rumkapsel på toppen af raketten er beskyttet af en kappe af metal, men da den pludselig ryger af, kan jeg se ud ad de små vinduer. Det er et magisk øjeblik. Først vender raketten sådan, at Solens lys rammer mig direkte i ansigtet og nærmest blænder mig. Det er virkelig en wauw-oplevelse, og mens raketten langsomt drejer, bevæger lysstrålen sig rundt på væggen i kapslen. Da det tredje og sidste rakettrin brænder ud ni minutter efter affyringen, bliver jeg med ét vægtløs. Det er en mærkelig og helt fantastisk fornemmelse. Jeg kan bedst forklare det sådan her: Forestil dig, at du sidder på en gynge. Du gynger højere og højere, op mod skyerne, men i det øjeblik du er allerhøjest oppe, er det, som om tiden går i stå. Gyngen svinger aldrig tilbage igen, og du bliver bare hængende deroppe. Let som en ballon. Det var sådan, jeg følte, da jeg med ét sad vægtløs på hovedet med fødderne pegende mod himlen.

Sådan gik det til, da jeg kom ud i rummet den 2. september 2015. Som den første dansker nogensinde. Min tur til rummet startede fra en øde og stenet slette i landet Kasakhstan. Her har russerne en rumhavn, der kaldes Bajkonur, og det var herfra, jeg blev sendt op med den mægtige Sojuz-raket. Vi var tre astronauter, der skulle sendes op til Den Internationale Rumstation, der kredser rundt om Jorden. Sammen med to andre tog jeg en elevator op til rumkapslen på toppen af rumraketten. Den er næsten 50 meter høj, så allerede mens raketten stod på jorden, var jeg højere oppe end øverst i Rundetårn i København. Oppe ved rumkapslen åbnede vi lugen og kravlede indenfor. Så var der nogle teknikere, der hjalp os med at spænde os fast i vores sæder, og lugen blev lukket igen. Vi skulle sidde i rumkapslen i fire timer, før vi blev sendt op. Vi brugte tiden på at finde ud af, om alting virkede, som det skulle. For eksempel tjekkede vi radiosystemet, så vi kunne snakke med hinanden og med

Foto: ESA

folk i kontrolcenteret, og vi sikrede os, at vores rumdragter var tætte. For en sikkerheds skyld har man nemlig rumdragter på, når man bliver sendt op, for hvis luften pludselig forsvinder fra rumkapslen, kan man kun overleve, hvis man har en rumdragt på. Alt var i orden, og så sad vi bare og lyttede til musik det sidste stykke tid, mens der blev fyldt brændstof på raketten. Vi tre astronauter havde på forhånd valgt de musiknumre, vi helst ville høre, mens vi ventede. Jeg havde for eksempel valgt nogle numre af det danske band Mew, der spiller rockmusik. Vi hørte også noget, der lød som folkemusik fra Kasakhstan, det var jeg ikke så vild med. Jeg følte mig ret indeklemt, da jeg sad der i rumkapslen, for den er ikke særlig stor, og jeg er ret høj. Der er mindre plads end i en lillebitte bil, og der kan kun lige akkurat være tre astronauter. Da jeg var på plads i mit sæde, føltes det som at ligge på ryggen i et lille badekar. Jeg havde knæene trukket helt op til brystkassen, og jeg kunne slet ikke bevæge dem.

Faktisk var det ikke spor rart at sidde sådan i rumkapslen, og jeg fik ret ondt i benene. Desuden var dragten frygtelig varm. Jeg havde lange underbukser på, og for at det ikke skal være løgn, havde jeg også ble på, så jeg kunne tisse, hvis jeg virkelig skulle. Tænk, at jeg skulle have ble på som 38-årig! Men alt det prøvede jeg at glemme. Da jeg sad og ventede på affyringen, tænkte jeg på min familie, især på min datter, Emily, der var næsten to år gammel dengang. Hendes første ord var “måne”. Jeg tænkte også på alle de ting, jeg havde været igennem for at nå hertil – for at kunne opleve det, jeg altid havde drømt om. Så blev der sagt: “Gør klar. Tag hjelmene på.” Og klokken 10.37 blev der tændt for rakettens motorer. Præcis på det tidspunkt skulle raketten affyres, for at den kunne nå frem til rumstationen som planlagt. Jeg fløj opad sammen med de to andre astronauter – Sergej fra Rusland og Aidyn fra Kasakhstan – og vi fik så meget fart på, at vi til sidst fløj ti gange hurtigere end kuglen fra en pistol. Allerede efter to minutter var vi nået op i en højde af 100 kilometer, og det er heromkring, rummet begynder. Endelig, efter mange års træning, var jeg nu en rigtig astronaut. Foto: ESA

Jeg var glad og lettet, da vi var kommet helt ud i rummet.

fakta o

Sadan virker rumraketten En rumraket fungerer på præcis samme måde som en nytårsraket. Man starter med at fylde et rør med noget, der brænder rigtig godt. Så sætter man ild til det. Når raketten affyres, bliver brændstoffet til varme gasser. Den ene ende af røret er lukket, så gasserne kan kun fare ud af den anden ende. Når gasserne ryger nedad, løfter raketten sig opad. I rumraketter kan brændstoffet være fast ligesom krudtet i nytårsraketter, men det kan også være flydende. Sojuz-raketten, som jeg blev sendt op med, bruger flydende brændstof. Den fyldes op med petroleum, der minder om den benzin, man fylder på biler. Uden ilt kan ting ikke brænde. Når en bil kører, fordi benzinen bliver brændt af, bruger den ilt fra luften. Men ude i rummet er der ingen luft, og derfor er der heller ingen ilt. Det betyder, at en rumraket også skal have ilt med. I Sojuz-raketten er der store tanke til ilt, der først køles ned, så det bliver flydende i stedet for at være som luft. Så fylder det nemlig mindre. Sojuz-raketten har altså både tanke til petroleum og til flydende ilt. De to ting bliver blandet sammen og antændt i rakettens motorer. Der skal brændes rigtig meget petroleum af, hvis man skal helt ud i rummet, og derfor er rumraketter så kæmpestore. En Sojuz-raket bruger 247 ton brændstof – det er lige så meget, som der kan være i 5.000 store biler, hvis man fylder tanken helt op.

Foto: ESA, S. Corvaja

For at komme ud i rummet er det ikke nok med én raket. Man bliver nødt til at sætte flere raketter sammen. Til at starte med sidder der fire mindre raketter uden om den store raket i midten. De går i gang først. Når de så er brændt ud, ryger de af den store raket, som fortsætter derudad. Når den nederste del af den store raket er løbet tør for petroleum, ryger den del også af. Så er der det tredje og sidste rakettrin tilbage. Det sørger for at få astronauterne helt ud i rummet og i kredsløb om Jorden. Til sidst er tredje rakettrin også brændt ud, og så er der kun selve rumskibet tilbage. Astronauterne sidder inde i rumskibet, der også hedder Sojuz ligesom raketten. Ude i rummet farer rumskibet af sted med 27.500 kilometer i timen. Rumskibet har små raketmotorer, så vi kan styre det. Så gælder det bare om at komme det sidste stykke op til rumstationen. 14

50 meter

Sojuz-raketten Højde:

49,5 meter

Diameter:

10,3 meter 310 ton

Sojuzrumskib

Vægt af brændstof: Løfteevne:

247 ton 7,1 ton

Petroleum til trin 3

Flydende ilt til trin 3

30 Motor til trin 3

Flydende ilt til trin 2

Petroleum til trin 2

Flydende ilt til trin 1 10 Petroleum til trin 1

Motor til trin 2 0

Motor til trin 1

Illustration: Jørgen Stamp

En drengedrom i bliver til virkelighed Jeg vil gerne starte med at fortælle, hvordan jeg blev astronaut. Det bliver man nemlig ikke så let. Man skal gå i en særlig astronautskole i flere år, før man kan blive sendt ud i rummet. Bare for at komme ind på den skole skal man først have en lang uddannelse på et universitet, og man skal igennem mange forskellige prøver. Det er hårdt, men det er heldigvis også sjovt at træne til at blive astronaut. Jeg havde nogle fantastiske oplevelser, allerede før jeg kom ud i rummet, og dem skal du nok få lov til at høre om lidt senere. Jeg begyndte at drømme om at blive astronaut, da jeg var ti år gammel. På det tidspunkt boede jeg i USA, for efter 3. klasse flyttede jeg dertil sammen med min familie. Min far havde nemlig fået job derovre. Jeg kan huske, at jeg tegnede en masse rumraketter, der fløj ud i rummet og helt op til Månen, og jeg læste en masse bøger og tegneserier om astronauter og rumfart. I skolen var jeg glad for matematik, og jeg elskede at løse gåder. Jeg var nu også ret vild med sport og spillede både fodbold, basketball og baseball, der minder om rundbold. Men allermest drømte jeg om at blive astronaut. Jeg tænkte, at hvis andre mennesker kan blive det, så kan jeg også.

Privatfoto

I USA spillede jeg meget baseball. 17

Da jeg blev voksen, besluttede jeg mig for at lære alt om, hvordan flyvemaskiner og rumskibe virker. Det kunne jeg lære på et universitet, men ikke i Danmark. Det bedste universitet for den slags lå i England, så der flyttede jeg hen og boede i fire år. Bagefter var jeg stadig helt sikker på, at jeg ville ud i rummet. Problemet var bare, at der ikke var brug for flere astronauter på det tidspunkt. Jeg kunne heller ikke finde et arbejde, der havde noget med rumfart at gøre. Så i stedet fik jeg et arbejde på en boreplatform, hvor jeg var med til at bore efter olie ud for Afrikas kyst. Da jeg blev træt af det job, flyttede jeg tilbage til Danmark og fik et nyt arbejde. I to år var jeg med til at udvikle vinger til vindmøller, så de virker så godt som muligt. Men jeg havde ikke glemt mine planer om at blive astronaut, og jeg tænkte, at jeg ville lære endnu mere om rumskibe, mens jeg ventede på, at astronautskolen optog nye elever. Så jeg begyndte på et nyt universitet, denne gang i USA. Her lærte jeg, hvordan man styrer et rumskib. Efter den uddannelse fik jeg et job i et rumfartsfirma i Tyskland, hvor jeg var med til at bygge satellitter. I dag kredser de satellitter rundt om Jorden og måler magnetfeltet. Da Den Europæiske Rumorganisation, ESA, langt om længe havde brug for nye astronauter, var jeg helt klar til at søge ind på astronautskolen. Jeg var ikke den eneste, der gerne ville være astronaut – faktisk var der næsten 10.000 ansøgere fra hele Europa. Det første, jeg skulle gøre for at komme ind på astronautskolen, var at svare på dette spørgsmål: “Hvorfor vil du være astronaut?”

Privatfoto

PolFoto, Kasper Løftgaard

Mit svar lød sådan her: “Vi mennesker altid har haft lyst til at udforske verden og opdage nye ting. Vi er nysgerrige, og det fik os til at sejle ud på havene og være opdagelsesrejsende. Jeg synes, at det mest fantastisk job må være at tage på opdagelse i rummet, og derfor vil jeg gerne være astronaut.” Ud af de mange tusinde ansøgere blev 918 inviteret til at komme til Tyskland for at blive testet. Jeg var en af dem. Folkene fra Den Europæiske Rumorganisation ville finde ud af, om jeg kunne blive en perfekt astronaut. Som astronaut skal man være god til at huske alle de ting, man har lært, så man gør alting rigtigt, når man er i rummet. Man skal også være dygtig til at lære nye ting og løse problemer, og man skal være god til at arbejde sammen med andre. Man må ikke blive nervøs, bange eller vred, hvis der er noget, der ikke fungerer, som det skal – man skal kunne holde hovedet koldt. Desuden er det vigtigt, at man er sund og rask. Alle disse ting blev jeg testet for, og alle prøverne gik godt. Til sidst skulle jeg snakke med otte af cheferne for rumorganisationen. De spurgte mig blandt andet, om jeg nogensinde bliver vred. Her svarede jeg, at jeg godt kan blive lidt sur, når det danske landshold taber en fodboldkamp. Det syntes de heldigvis bare var sjovt, og de begyndte at grine. Så der var god stemning til det vigtige møde, og et stykke tid senere ringede en af cheferne og fortalte det, jeg allerhelst ville høre: at jeg var blevet optaget på den europæiske astronautskole i den tyske by Køln.

Forste rumraket: I

Ved en affyring den 20. juni 1944 blev den tyske raket Aggregat-4, senere kendt som V2, det første menneskeskabte objekt, der nåede over 100 km op. Dermed blev den også den første rigtige rumraket.

! D R O K E R 19

fakta o

Sadan testes astronauternes hjerner Hvis man vil være astronaut, skal man være god til matematik og engelsk. Man skal også have en god hukommelse og kunne koncentrere sig. Desuden skal man kunne regne ud, hvordan ting virker. Alle de ting bliver man testet i, før man kan blive optaget på astronautskolen. Jeg skulle sidde i mange timer og svare på opgaver som dem, du kan se her. Du kan selv prøve, om du kan løse opgaverne – det kan godt være, du skal have hjælp af voksen.

Opgave 1: Engelsk Hvilket ord skal stå i stedet for prikkerne i denne sætning på engelsk? A tiger is as dangerous ... a lion A: like B: than C: as D: then

Opgave 2: Hukommelse Her er en tegning med otte bogstavpar eller symboler, der hver hører til tallet ved siden af dem. Nu har du et minut til at huske, hvilke tal der hører til hvilke bogstavpar eller symboler. Når minuttet er gået, må du ikke kigge på tegningen mere. Så skal du svare på spørgsmålet nedenunder. Dæk tegningen, før du svarer på dette: Hvilket tal hører til bogstaverne MZ?

søgeren skal udfylde mang-

ndre test udforsker grænserne

ter ESA sig af timevis af com-

handler basale færdigheder

56 43

29 99

DEL

79 Grafik: Elisabeth von Eyben

Opgave 3: Opfattelsesevne to bogstaver og skal huske, hvad de var kombineret med af tal. Den store udfordring med

Kun de hvide af måleinstrumenterne herunder er vigtige. nuhar påsvaret, demså imængden af komdenne test er, at nye kombinationer bliver vist, efterKig at man tre sekunder. Bagefterbinationer, skal duman lukke øjnene fortælle, hvad viserne på skal huske, stigerog hele tiden. de hvide instrumenter peger på.

Grafik: Elisabeth von Eyben

14-06-2016 11

fakta Opgave 4: Fysik Hvad er en lynafleder typisk lavet af? A: Plastic B: Stål C: Bly D: Tin

Opgave 5: Hovedregning Disse matematikopgaver skal regnes ud i hovedet, og du må højst bruge et minut på alle fire opgaver: A: Hvad er 19 x 4? B: Hvad er 1069 - 911? C: Hvad er 406 + 1362? D: Hvad er 93 delt med 3?

Opgave 6: Mekanik Hvilken konstruktion er mest nyttig, når det gælder om at løfte det tunge lod på 100 kg ved at hive i snoren i pilens retning?

100 kg

100 kg Grafik: Elisabeth von Eyben

A: Nr. 1 B: Nr. 2 C: De er lige gode D: Ingen af dem dur

A B C D 4

Eksempel 6: Gear og udveksling På hvilke af hjulene skal remmen være anbragt, for at

den øverste akse X roterer hurtigst?

2 og 4

Svar: Opgave 1: C I Opgave 2: 29 I Opgave 3: 7, 3, 1, 6 I Opgave 4: B I Opgave 5: A: 76, B: 158, C: 1.768, D: 31 I Opgave 6: A

1 og 4

1 og 3

2 og 4

66 23 Bog_OK.indd 66-67

ANDREAS MOGENSEN, HENRIK BENDIX OG THOMAS DJURSING

Hvordan sover man egentlig i rummet? Hvad spiser man? Og hvad gør man, når man skal på toilettet?

Vil du med i rummet?

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-3818-7

ANDREAS MOGENSEN

HENRIK BENDIX OG THOMAS DJURSING

Vil du med i

rummet?