Victoria

SIDE 1 - KUN PRESENTATION

”Den perfekte blanding af spænding, romantik og historisk indsigt.”

THE TIMES

til to tidligere historiske romaner, The American Heiress og The Fortune Hunters, der begge blev New York Times-bestsellere. Hun er desuden en anerkendt tv-producer, og sideløbende med sit arbejde med Victoria har hun både skrevet og produceret en stor tv-dramaserie af samme navn, der bygger på romanen. Første sæson af serien bliver vist på DR1 i løbet af foråret 2017.

Daisy Goodwin bor i London og arbejder på anden sæson af tv-serien.

En tidlig junimorgen i 1837 vågner den attenårige prinsesse Alexandrina Victoria op til nyheden om, at hendes onkel William IV er død. Hun er nu dronning i verdens mest magtfulde nation. I de kommende uger og måneder vil det vise sig, om den overbeskyttede unge kvinde kan leve op til den rolle, eller om hun vil blive et lydigt og nyttigt redskab for sin mors magtsyge rådgiver, Sir John Conroy.

G O O DWIN

FR A N C ESC O GU IDIC INI

DA ISY

DAISY GOODWIN er forfatter

HOLDT DU AF DOWNTON ABBEY, VIL DU ELSKE VICTORIA

”HOFMARSKALLEN GJORDE SIG klar til den officielle bekendtgørelse, og Victoria vendte sig om mod Melbourne. Hun havde brug for at sørge for noget meget vigtigt, og hun tænkte, at han måske ville forstå det. ”Jeg kan forestille mig, at jeg kaldes Alexandrina Victoria i bekendtgørelsen?” ”Ja, Deres Majestæt.” ”Men jeg bryder mig ikke om navnet Alexandrina. Fra nu af vil jeg kaldes ved mit mellemnavn, Victoria.”

Melbourne nikkede. ”Victoria,” sagde han og smagte på det. ”Dronning Victoria.” Han smilede.

Victoria trådte ud på balkonen og hørte uroen i folkemængden tage til, indtil en kvinde råbte: ”Gud bevare dronningen.”

Hun så ud over de opadvendte ansigter og vinkede til sit folk.”

Hun får uvurderlig støtte fra sin premierminister, Lord Melbourne.

Han er gammel nok til at være hendes far, men han tiltrækkes uhjælpeligt af den unge kvinde. Og hun af ham, for han er den eneste, der ser, at hun vil blive en stor dronning.

”Kan varmt anbefales til alle, der elsker historiske romaner.”

BOOKLIST

”Goodwin skriver smukt og ubesværet om både historie og følelser.”

DAILY MAIL

ISBN: 978-87-400-3781-4

D A I S Y GOODWIN Romanen bag ny stor dramaserie på DR1 POLITIKENS FORLAG

Uddrag fra bogen

”Et stykke inspirerende royal historie, der bygger på den unge Victorias egne dagbøger.”

PUBLISHERS WEEKLY

VICTORIA Daisy Goodwin

Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

POLITIKENS FORLAG

Victoria.indd 3

09/03/17 19.58

Til Ottilie og Lydia Mentor og Muse

Victoria.indd 5

09/03/17 19.58

Prolog

Kensington Palace, september 1835 Solopgangslyset faldt i en stribe ind over revnen i hjørnet af

loftet. I går havde det lignet et par briller, men i nattens løb havde en edderkop spundet sit net hen over sprækken og fyldt hullerne ud, så det nu lignede en krone, tænkte hun. Ikke sådan en krone, som hendes onkel bar. Den så tung og ukomfortabel ud. Snarere sådan en, som en dronning ville bære – spinkel og elegant, men dog stærk. Hendes hoved var jo, som Mama og sir John aldrig blev trætte af at påpege, helt ekstremt lille. Når dagen oprandt – og nu vidste alle, at det ville ske – ville hun få brug for en krone, der passede.

Der lød snorken fra den store seng. “Nein, nein,” skreg hendes mor i kampen med søvndæmonerne. Når hun blev dronning, ville hun insistere på at have sit eget værelse. Mama ville naturligvis græde og sige, at hun blot forsøgte at beskytte sin dyrebare Drina, men hun ville stå fast.

Hun forestillede sig, hvordan hun sagde: “Som dronning har jeg livgarden til at beskytte mig, Mama. Mon dog ikke jeg kan sove trygt i mit eget værelse?”

Hun vidste nu, at hun en dag ville blive dronning. Hendes onkel, kongen, var gammel og svagelig, og det var tydeligvis for sent for hans hustru, dronning Adelaide, at frembringe en tronarving. Men Victoria, som hun kaldte sig selv, selvom hendes mor og alle andre kaldte hende Alexandrina, eller endnu værre – Drina, et kælenavn hun fandt ydmygende snarere end sødt – vidste ikke, hvornår det ville blive. Hvis kon-

7

Victoria.indd 7

09/03/17 19.58

gen døde, inden hun blev myndig om to år, var det højst sandsynligt, at hendes mor, hertuginden af Kent, ville blive udpeget som regent, og sir John Conroy, hendes særlige ven, ville være ved hendes side. Victoria så op i loftet. Conroy var ligesom edderkoppen: Han havde spundet sit net ud over slottet, og hendes mor hang fast i det. Men, tænkte Victoria, hun ville aldrig selv lade sig indfange.

Victoria skælvede, selvom det var en varm junimorgen. Hver søndag bad hun i kirken for sin onkel, kongens helbred, og for sig selv tilføjede hun altid en lille ekstra bøn til den almægtige om, at hvis han besluttede at kalde Hans Majestæt Vilhelm 4. op til sig, om han så ikke godt ville vente til efter hendes attenårs fødselsdag?

Victoria havde ikke nogen klar forestilling om, hvad det indebar at være dronning. Hendes guvernante Lehzen havde undervist hende i historie, og hun var blevet belært om forfatningen af domprovsten af Westminster, men ingen kunne fortælle hende, hvad en dronning egentlig lavede. Hendes onkel, kongen, tilbragte tilsyneladende det meste af tiden med at tage snus og beklage sig over, hvad han kaldte “de forbandede whigger”. Victoria havde kun én gang set ham med kronen på, og det var, fordi hun havde bedt ham om at tage den på, så hun kunne se ham med den. Han fortalte hende, at han bar den, når han åbnede parlamentet, og spurgte, om hun havde lyst til at ledsage ham til åbningen.

Victoria havde svaret, at det ville hun gerne, men så havde hendes mor sagt, at hun var for ung. Victoria havde hørt Mama tale med sir John om det bagefter. Hun havde siddet og kigget i et album med akvareller omme bag sofaen, og de havde ikke set hende.

“Som om jeg ville tillade Drina at blive set offentligt med den rædsomme gamle mand,” havde hendes mor surt sagt.

“Jo før han drikker sig ihjel, jo bedre,” havde sir John svaret. “Landet har brug for en monark, ikke en bajads.”

Hertuginden havde sukket. “Stakkels lille Drina. Hun er alt for ung til det store ansvar.”

Sir John havde lagt sin hånd på hendes mors arm og sagt: “Men hun kommer ikke til at regere alene. De og jeg vil sørge for, at hun ikke gør noget dumt. Hun vil være i trygge hænder.”

8

Victoria.indd 8

09/03/17 19.58

Hendes mor havde smilet dumt, som hun altid gjorde, når sir John rørte ved hende. “Min stakkels lille faderløse pige, hvor er hun heldig at have Dem, en mand som vil støtte hende i et og alt.”

Victoria hørte fodtrin i gangen. Normalt skulle hun blive liggende i sin seng, indtil hendes mor vågnede, men i dag skulle de til Ramsgate for at nyde den friske havluft, og de skulle af sted klokken ni. Hun glædede sig sådan til turen. I Ramsgate ville hun i det mindste kunne se ud ad vinduet og se rigtige mennesker. Her i Kensington så hun aldrig nogen. De fleste piger på hendes alder ville deltage i selskabslivet nu, men hendes mor og sir John sagde, at det var for farligt for hende at være sammen med folk på hendes egen alder. “Dit renommé er dyrebart,” sagde sir John altid. “Hvis først det får en plet, er det for evigt. En ung pige som du vil uvægerligt begå fejltagelser. Det er bedre, at du ikke får lejlighed til det.” Victoria sagde ikke noget. Hun havde for længst lært, at det var nytteløst at protestere. Conroys stemme vejede altid tungere end hendes, og hendes mor støttede ham altid. Det eneste, hun kunne gøre, var at vente.

Hertuginden tog som altid lang tid om at komme i tøjet. Victoria og Lehzen sad allerede i vognen, da hendes mor dukkede op sammen med Conroy og sin hofdame, lady Flora Hastings. Victoria så de tre stå og le ad noget sammen på trappen. Af den måde de så over mod vognen på, sluttede hun, at de talte om hende. Så gik de ned ad trappen og hen imod vognen, mens hertuginden sagde et eller andet til lady Flora.

“Godmorgen, Deres Kongelige Højhed. Godmorgen, baronesse.” Lady Flora, en musefarvet kvinde i slutningen af tyverne, som altid gik rundt med en Bibel i lommen, satte sig ind i vognen. “Hertuginden har bedt mig om at ledsage Dem og baronessen til Ramsgate.” Lady Flora smilede, så man kunne se tandkødet. “Og jeg tænkte, at det var en god anledning for os til at gennemgå et par etikettespørgsmål. Da min bror kom på besøg forleden dag, bemærkede jeg, at De refererede til ham som Hans Nåde. Men De bør vide, at kun hertuger kaldes Hans Nåde. En simpel markis som min bror,” hun blottede endnu mere af tandkødet, “er ikke berettiget til en så ærefuld omtale. Han var naturligvis henrykt – enhver markis ønsker at være hertug – men jeg tænkte, at det var min

9

Victoria.indd 9

09/03/17 19.58

pligt at informere Dem om fejltagelsen. Jeg ved godt, at det er en lille ting, men jeg er sikker på, at De vil give mig ret i, at den slags detaljer er helt afgørende.”

Victoria sagde ikke noget, men skottede til Lehzen, som tydeligvis følte sig lige så stødt over lady Floras indblanding, som hun selv gjorde.

Lady Flora fortsatte. “De har naturligvis været en eksemplarisk guvernante, baronesse. Der er imidlertid nuancer, som De som tysker ikke kan forventes at forstå.”

Victoria så en lille trækning i Lehzens kæbe og skyndte sig at sige: “Jeg er bange for, at jeg har lidt hovedpine, så jeg tror, at jeg vil forsøge at sove lidt her i vognen.”

Flora nikkede, tydeligvis irriteret over ikke at få yderligere chancer for at påpege Victorias og Lehzens fejl og mangler.

Victoria så på hendes skuffede, gustne ansigt og lukkede lettet øjnene.

Idet hun døsede hen, undrede hun sig, ikke for første gang, over hvorfor hendes mor altid valgte at dele vogn med sir John Conroy og aldrig med hende.

Selvom hendes hovedpine i vognen var en nødløgn for at undgå den utålelige lady Floras belæringer, begyndte Victoria virkelig at føle sig skidt tilpas næste dag i Ramsgate. Da hun vågnede, havde hun så ondt i halsen, at hun dårligt nok kunne synke.

Hun gik over til sin mors seng. Hertuginden sov tungt, og Victoria måtte ruske hende temmelig hårdt i skulderen, før hun åbnede øjnene.

“Was ist los, Drina?” spurgte hun irriteret. “Hvorfor vækker du mig? Det er stadig tidlig morgen.”

“Jeg har ondt i halsen, Mama, og ondt i hovedet. Jeg tror måske, at jeg bliver nødt til at tale med lægen.”

Hertuginden sukkede, satte sig op i sengen og lagde hånden på Victorias pande. Hånden føltes kølig og blød mod huden. Victoria lænede sig frem mod den. Pludselig længtes hun efter at lægge sig ned med hovedet på sin mors skulder. Måske ville hendes mor tillade hende at lægge sig i hendes seng.

“Ach, helt normalt. Du overdriver altid, Drina.” Hertuginden lagde sit papillotteprydede hoved på puden og faldt i søvn igen.

10

Victoria.indd 10

09/03/17 19.58

Lehzen så Victoria skære ansigt, da hun forsøgte at synke sin te ved morgenbordet, og gik straks over til hende. “Hvad er der galt, Deres Højhed? Har De det ikke godt?”

“Det gør ondt at synke, Lehzen.” Selvom det bedste, hun vidste her i Ramsgate, var at gå tur med sin hund langs vandet og kigge på havet og de andre kvinders kjoler, så var det eneste, Victoria havde lyst til i dag, at ligge i et køligt, mørkt rum.

Denne gang var det Lehzen, der lagde sin hånd på Victorias pande.

Den var varmere end morens og ikke så blød, men trøstende. Guvernanten fortrak ansigtet og strøg Victoria over kinden. Så gik hun over til hertuginden, som sad og drak kaffe ved et bord i karnappen sammen med sir John og lady Flora.

“Måske burde vi tilkalde doktor Clark fra London. Jeg er bange for, at prinsessen ikke er rigtig rask.” “Åh, Lehzen, De laver altid sådan et postyr. Jeg mærkede selv på Drinas pande her til morgen, og der var ikke noget.”

“At tilkalde den kongelige livlæge fra London,” sagde Conroy, “ville bare vække unødig bekymring. Vi ønsker ikke, at folket skal tro, at prinsessen er svagelig. Hvis hun virkelig er syg – og jeg må sige, at hun ser ganske rask ud i mine øjne – kan vi konsultere en lokal læge.”

Lehzen tog et skridt hen imod Conroy og sagde: “Og jeg siger Dem, sir John, at prinsessen skal tilses af en læge, en god læge. Hvad betyder det, hvad folk tænker, når det er hendes helbred, der står på spil?”

Hertuginden løftede hænderne i vejret og sagde med sin tunge tyske accent: “Åh, baronesse, De overdriver altid sådan. Det er bare en sommerforkølelse. Der er ingen grund til al den opstandelse.”

Lehzen skulle lige til at protestere, da hertuginden løftede hånden for at stoppe hende. “Jeg tror nok, baronesse, at jeg selv ved, hvad der er bedst for min datter.”

Conroy nikkede og tilføjede med sin selvsikre baryton: “Hertug­inden har helt ret. Prinsessen har, som vi alle ved, en tendens til at simulere.”

Victoria hørte ikke Lehzens svar, for svimmelheden overmandede hende, og hun sank sammen på gulvet.

11

Victoria.indd 11

09/03/17 19.58

Hun vågnede i et mørklagt værelse. Men det var ikke køligt. Tvært­ imod følte hun sig så varm, som om hun skulle smelte. Hun måtte have lavet støj, for Lehzen var straks ved hendes side og duppede hendes kinder og pande med en kold klud.

“Jeg har det så varmt, Lehzen.”

“Det er feberen. Det går over.”

“Hvor er Mama?”

Lehzen sukkede. “Hun kommer nok snart, Liebes, det er jeg sikker på.”

Victoria lukkede øjnene og faldt atter i en feberhed, urolig søvn.

På et eller andet tidspunkt senere samme dag dukkede Victoria op til overfladen og kunne lugte sin mors lavendelvand. Hun forsøgte at kalde på hende, men hendes stemme var bare en tør kvækken. Da hun åbnede øjnene, var rummet stadig mørkt, og hun kunne ikke se noget. Så hørte hun sin mors stemme: “Stakkels lille Drina, hun har været så syg. Jeg håber ikke, det kommer til at påvirke hendes udseende.”

“Doktor Clark siger, at hun er stærk og nok skal klare den,” svarede Conroy.

“Hvis der skulle ske hende noget, ville mit liv være forbi. Jeg ville være nødt til at tage tilbage til Coburg.”

“Når feberen er faldet, tror jeg, at vi bør sørge for at træffe visse foranstaltninger med henblik på fremtiden. Hvis jeg blev hendes privatsekretær, ville det betyde, at der ikke ville blive nogen ... dumheder.”

“Kæreste sir John,” hørte Victoria sin mor sige. “De vil vejlede Victoria, som De altid har vejledt mig.” Der lød et suk og en let raslen. Så sagde Conroy dæmpet: “Vi vil vejlede hende sammen.”

“Altid.”

Victoria drejede hovedet for at finde en kølig plet på puden og forsvandt ind i sine feberdrømme.

Næste gang hun slog øjnene op, strømmede lyset ind ad vinduerne, og Lehzens bekymrede ansigt var bøjet ind over hendes. “Hvordan har De det, Deres Højhed?”

“Bedre, tror jeg,” svarede Victoria med et smil.

Hun mærkede, at en hånd greb om hendes håndled, og så doktor

12

Victoria.indd 12

09/03/17 19.58

Clark stå ved siden af sengen. “Pulsen er meget stærkere i dag. Jeg tror måske, prinsessen bør indtage lidt næring. Lidt bouillon eller kødsuppe.”

“Så gerne, doktor, jeg sørger straks for det.” Lehzen var på vej hen mod døren, da hertuginden kom styrtende ind med håret arrangeret i perfekte slangekrøller på begge sider af ansigtet.

“Drina, jeg har været så bekymret.” Hun så på doktor Clark. “Må jeg røre ved hende, doktor?”

Doktoren bukkede. “Nu hvor feberen er faldet, er der ingen smitte­ fare, frue.”

Hertuginden satte sig på sengen og begyndte at stryge Victorias kind.

“Du ser så bleg og tynd ud, men du skal nok få dit gode udseende tilbage.

Vi skal nok passe godt på dig.”

Victoria forsøgte at smile, men havde ikke kræfter til det. Hun tænkte, at hendes mor var så smuk nu til morgen. Hun var iført en stribet silkekjole, Victoria ikke havde set før, og nye diamantørenringe, der dinglede ned fra hendes ører.

“Gudskelov, at jeg sendte bud til London efter Dem, doktor Clark,” sagde hertuginden. “Det er ikke godt at vide, hvad der ellers ville være sket.”

“Jeg tror, at prinsessen har fået tyfus, hvilket kan være fatalt, men jeg føler mig overbevist om, at Hendes Kongelige Højhed med den rette pleje nok skal komme sig.”

Lehzen kom tilbage med en skål bouillon. Hun satte sig ved den anden side af sengen og begyndte at made Victoria.

“Mange tak, Lehzen, men jeg kan godt selv made min datter.” Hertuginden tog ske og skål ud af baronessens hænder, og Victoria så Lehzen rejse sig og træde tilbage i rummet.

Hendes mor pressede skeen mod hendes læber, og Victoria lod bouillonen skylle ned gennem halsen. “Og så en til, Liebes.”

Victoria åbnede lydigt munden.

En gulvplanke knirkede højlydt, idet Conroy trådte ind i rummet.

“Hvilken rørende scene! Den hengivne moder, hvis omsorg hjælper datteren tilbage til livet.”

Victoria lukkede munden. “Bare lidt mere, Liebes,” sagde hertuginden, men Victoria rystede på hovedet.

13

Victoria.indd 13

09/03/17 19.58

Conroy tårnede sig op bag hendes mor. “Tillad mig at gratulere Dem med Deres helbredelse, Deres Kongelige Højhed. De har da gudskelov arvet Deres mors robuste konstitution.”

Hertuginden smilede. “Drina er en ægte Coburg.”

Conroy blottede tænderne i et smil. “Men nu hvor De er ved at komme Dem, er der en sag, som vi bliver nødt til at ordne. I modsætning til Dem er kongen ikke så robust, og det er altafgørende, at vi er forberedte til det, der forestår.”

Han trak et ark tætbeskrevet papir frem fra inderlommen. “Jeg har forberedt et dokument, der udnævner mig til Deres privatsekretær. Deres mor og jeg mener, at det er den bedste måde at sikre, at De vil være beskyttet, når De kommer til magten.”

“Ja, Drina, du er ung og svag. Sir John vil være din faste klippe.”

Fra sin plads i sengen kunne Victoria se Conroys hånd hvile på morens skulder, og rødmen, der bredte sig over hendes kinder.

Conroy lagde papiret på sengen ved siden af Victorias hånd og fandt pen og blæk frem fra skrivebordet ved vinduet. “Det er alt sammen meget enkelt.” Conroy tog opstilling ved sengen med blæk og pen. “Når De har underskrevet papiret, sørger jeg for at ordne det fornødne.”

“Du er så heldig, Drina. Tænk at have nogen, som altid vil beskytte dine interesser,” sagde hertuginden.

Conroy bøjede sig ned med pennen, og Victoria kunne lugte ærger­ righeden i hans ånde. Hun så op i hans mørke øjne og rystede på hovedet.

Conroy stirrede på hende. En lille muskel i mundvigen begyndte at sitre.

“Jeg ser frem til at tjene Dem lige så trofast, som jeg har tjent Deres mor.”

Victoria rystede atter på hovedet. Conroy så på hertuginden, som lagde sin hånd oven på datterens. “Vi ønsker bare at gøre det, som er bedst for dig, Liebes. At beskytte dig imod dine slemme onkler. Den rædsomme Cumberland, som vil gøre alt for at hindre dig i at blive dronning.”

Victoria forsøgte at sætte sig op i sengen, men hendes krop nægtede at samarbejde, og hun mærkede, hvordan tårerne vældede op i øjnene af frustration. Hun så Lehzen læne sig frem og knytte hænderne med øjne, der skød lyn af vrede imod Conroy. Hendes guvernantes vrede indgød

14

Victoria.indd 14

09/03/17 19.58

hende mod. Hun drejede ansigtet om mod sin mor og sagde, så højt hun kunne: “Nej, Mama.”

Hendes mors slangekrøller skælvede. “Åh, Drina, du er stadig svag efter feberen. Vi taler om det senere.”

Hun mærkede Conroy presse pennen ind i hendes hånd og ned mod papiret. “Vi kan naturligvis tale om detaljerne, men først må De underskrive dette.”

Victoria vendte sig mod Conroy og sagde med en kraftanstrengelse: “Jeg ... skriver ... aldrig ... under.”

Conroys hånd strammede grebet om hendes håndled, idet han bøjede sig ned og hviskede: “Men det skal De.” På en eller anden måde fandt hun styrken til at trække hånden til sig.

I skyndingen kom hun til at puffe til blækhuset, så indholdet fossede ud og lavede en stor sort plet på sengetøjet. Hendes mor hylede forskrækket op og rejste sig for at beskytte sin nye kjole. “Åh, Drina, se nu der!”

Conroy stirrede rasende på hende. “Jeg kan ikke tolerere denne ... denne opførsel. Jeg finder mig ikke i det.”

Han løftede hånden, og et kort øjeblik troede Victoria, at han ville slå hende, men så trådte Lehzen ind imellem dem. “Jeg synes, prinsessen ser så rød ud i kinderne, er De ikke enig, doktor? Måske skulle De undersøge hendes puls i tilfælde af, at feberen er ved at vende tilbage.”

Doktor Clark tøvede. Han ville nødig lægge sig ud med sin velynder, hertuginden. Ved nærmere eftertanke fandt han imidlertid, at det ville være endnu værre at støde tronarvingen fra sig, så han trådte frem og tog Victorias håndled. “Ja, pulsen synes faktisk at være steget. Jeg tror, prinsessen har brug for hvile nu – det ville være meget uheldigt, hvis feberen vendte tilbage.”

Hertuginden så på Conroy, som stod helt ubevægelig, hvid i ansigtet af raseri. “Kom, sir John, vi taler med Drina igen, når hun er mere sig selv. Hun er for syg til at vide, hvad hun gør.” Hun tog ham under armen og førte ham ud af rummet. Doktor Clark fulgte efter.

Da de var blevet alene, så Victoria op på Lehzen, som forsøgte at duppe blækpletten væk fra sengetøjet. “Tak,” hviskede hun.

Baronessen bøjede sig ned og kyssede hende på panden. “De var me-

15

Victoria.indd 15

09/03/17 19.58

get tapper, Deres Højhed.” Hun gav Victorias hånd et klem. “Jeg ved, at De bliver en stor dronning.”

Victoria smilede og lukkede udmattet øjnene. Hun kunne stadig ane den svage duft af lavendel. Hun ville aldrig tilgive sin mor, at hun havde ladet Conroy terrorisere hende sådan. Hvorfor syntes Mama ikke, at hendes egen datter var vigtigere end den væmmelige mand? Hun vidste, at de ville vende tilbage med deres papir. Men hun ville aldrig underskrive det. De skulle komme til at fortryde, at de havde været så modbydelige alle sammen – Mama, Conroy og lady Flora. De troede, hun ikke var andet end en brik, de kunne flytte rundt med efter forgodtbefindende, men en dag ville hun blive dronning. Og så ville alting blive anderledes.

Hvis bare hendes onkel, kongen, ville overleve, indtil hun var atten.

Victoria.indd 16

09/03/17 19.58

Første bog

Victoria.indd 17

09/03/17 19.58

Victoria.indd 18

09/03/17 19.58

Første kapitel

Kensington Palace, 20. juni 1837 VICTORIA SLOG ØJNENE OP og så en smal sprække af lys gennem skodderne. Hun kunne høre sin mors åndedrag i den store seng i den anden ende af rummet. Men ikke meget længere. Snart, tænkte Victoria, snart ville hun have sit eget soveværelse. Snart ville hun kunne gå ned ad trapperne uden at skulle holde Lehzen i hånden. Snart ville hun kunne gøre, som hun ville. Hun var fyldt atten måneden forinden, så når øjeblikket kom, ville hun kunne regere alene.

Dash løftede hovedet, og så hørte Victoria sin guvernantes raske fodtrin. Hvis Lehzen kom nu, kunne det kun betyde én ting. Hun rejste sig fra sengen og gik hen til døren, netop idet Lehzen rakte hånden frem for at banke på. Baronessen så så komisk ud, som hun stod der med hånden strakt frem, at Victoria begyndte at fnise, men så tog hun sig i det ved synet af guvernantens ansigtsudtryk.

“Budbringeren fra Windsor venter nedenunder. Han har sørgebind om armen.” Lehzen nejede dybt for hende. “Deres Majestæt.”

Hun mærkede smilet brede sig over hele ansigtet, inden hun kunne nå at standse det. Victoria rakte Lehzen sin hånd og trak hende op at stå igen. Hun blev dybt rørt over den hengivenhed, hun læste i den ældre kvindes bekymrede brune øjne.

“Kæreste Lehzen, jeg er så glad for, at De er den første, der kalder mig det.”

Guvernanten så over mod den sovende skikkelse i sengen, men Vic19

Victoria.indd 19

09/03/17 19.58

toria rystede på hovedet. “Jeg vil ikke vække Mama lige nu. Det første, hun vil gøre, er at tilkalde sir John, og så vil de gå i gang med at fortælle mig, hvad jeg skal gøre.”

Lehzens læber fortrak sig til et smil. “Men nu er De dronning, Drina.”

Hun stoppede brat, da hun indså sin fadæse. “Jeg mener, Deres Majestæt. Der er ikke længere nogen, der kan fortælle Dem, hvad De skal gøre.”

Victoria smilede.

En dør gik op i den anden ende af gangen, og tjenestedrengen Brodie styrtede ind. Da han fik øje på de to kvinder, satte han tempoet ned til en mere respektfuld gangart. Idet han kom nærmere, bemærkede Victoria, at han tøvede, inden han bukkede dybt for hende. Hun havde lyst til at smile. Han var næsten lige så lille, som hun var, så hans gestus virkede nærmest komisk, men hun vidste, at det fra nu af var hendes pligt at holde masken. En dronning kunne godt le, men ikke ad sine undersåtter. “Ærkebiskoppen er her,” meddelte han og tilføjede så hurtigt: “Deres Majestæt.” Brodies lille fregnede ansigt lyste op af lettelse over, at han havde husket at tiltale hende korrekt.

Lehzen så skarpt på ham. “Og du har ikke fortalt det til andre?”

Drengen så krænket ud. “Jeg gik direkte til Dem, baronesse, som aftalt.” Der opstod en kort tavshed, så gav Lehzen drengen en mønt, og han pilede af sted. Ethvert forsøg på at optræde værdigt var øjeblikkelig glemt ved glæden over denne belønning.

“De må hellere gå nu, Deres Majestæt, inden ...” Lehzen skottede over Victorias skulder til skikkelsen i sengen.

Victoria trak sjalet sammen over sin natkjole. Selvom hun ville foretrække at tage tøj på først, vidste hun, at når først hun var kommet i klæderne, ville resten af huset være vågnet, og så ville hendes mor og sir John begynde at blande sig. Nej, hun måtte hellere gå nu. Hun ville begynde, som hun agtede at fortsætte.

Victoria fulgte Lehzen ned gennem portrætgalleriet, forbi maleriet af dronning Anne, der – som Lehzen aldrig undlod at minde hende om – var den sidste kvinde, der havde siddet på Englands trone. Idet hun passerede Annes sure, skuffede ansigt, tænkte Victoria, at hun håbede, at

20

Victoria.indd 20

09/03/17 19.58

hun aldrig ville komme til at se så ulykkelig ud. Hun opfangede et glimt af sig selv i spejlet. Hendes kinder var lyserøde, og hendes blå øjne strålede af begejstring. Hun var ikke klædt som en dronning, i sin natkjole og med det løsthængende hår ned over skuldrene, men hun syntes, at hun lignede én i dag.

Da hun nåede til toppen af trappen, rakte Lehzen hånden frem, som hun plejede.

Victoria tog en dyb indånding. “Mange tak, Lehzen, men jeg kan godt gå selv.”

Lehzens så overrasket og bekymret på hende.

“De ved godt, at Deres mor har sagt, at jeg altid skal være der for at forhindre, at De falder.”

Victoria så op på hende. “Jeg kan udmærket godt gå ned ad trappen uden at komme til skade.”

Lehzen skulle lige til at protestere, men ved synet af Victorias blik tog hun sig i det.

Victoria begyndte at gå ned ad trappetrinene. Så sagde hun med et blik tilbage over skulderen: “Tingene kan ikke fortsætte som før, Lehzen, nu da jeg er dronning.”

Lehzen standsede op med foden hævet over trappetrinet, som om hun var stivnet midt i bevægelsen. Hendes ord kom langsomt og besværet: “Jeg antager, at De ikke længere har brug for en guvernante. Måske er det på tide, at jeg vender tilbage til Hannover.”

Victoria rakte hånden ud mod hende og blev blød i trækkene. “Åh, Lehzen, det var ikke sådan ment. Jeg ønsker ikke, at De skal rejse. At jeg gerne vil gå ned ad trappen alene, betyder ikke, at jeg ikke ønsker Dem ved min side.”

Lehzen tog Victorias hånd og rødmede. “Jeg har intet ønske om at forlade Dem, Deres Majestæt. Jeg ønsker kun at tjene Dem.” “Og det skal De komme til, Lehzen. Men jeg får ikke længere brug for at holde Dem i hånden ned ad trappen.” Victoria så op ad trappen i retning af sin sovende mor. “Den del af mit liv er forbi.”

Lehzen nikkede forstående.

“Og De kan sige til tjenestefolkene, at jeg flytter ind i dronning Marias

21

Victoria.indd 21

09/03/17 19.58

soveværelse i aften. Jeg tror, at det er på tide, jeg får mit eget værelse, er De ikke enig?”

Lehzen smilede. “Jo, Deres Majestæt. Jeg tror ikke, at en dronning sover i en barneseng inde i sin mors soveværelse.”

H

un standsede op for foden af trappen. Ærkebiskoppen og hofmar skallen ventede bag døren ind til biblioteket. Hun havde ventet så længe på dette øjeblik, men nu da det var kommet, måtte hun undertrykke en pludselig trang til at flygte ind i skoleværelsets tryghed.

Hun havde aldrig før været alene i et rum med en mand, for da slet ikke at tale om en ærkebiskop. Så hørte hun den raslende lyd af Dashs kløer, idet han kom styrtende ned ad trappens trætrin. Han satte sig ved hendes fødder og så forventningsfuldt op på hende. Han var i det mindste helt parat til det eventyr, der ventede forude. Victoria undertvang sin frygt og gik hen imod døren. Hun var dronning nu.

De to gråhårede mænd bukkede, da hun trådte ind i biblioteket, og Victoria hørte, hvordan ærkebiskoppens knæ knagede, idet han knælede for at kysse hendes hånd.

“Det er min triste pligt at meddele Dem, at Deres onkel, kongen, gik bort klokken halv tre i nat,” sagde ærkebiskoppen. “Dronning Adelaide var ved hans side.”

Victoria så op på de to mænd med kindskæggene, som tårnede sig op over hende. “Min arme, kære onkel. Gud være hans sjæl nådig.”

Begge mænd bøjede hovedet. Victoria spekulerede på, hvad hun nu skulle sige, men hendes tanker blev afbrudt, da hun mærkede en lille ru tunge, der slikkede hendes fod. Dash prøvede at fange hendes opmærksomhed. Hun bed sig i læben.

“Kongens sidste ønske var at overgive dronning Adelaide til Deres omsorg.” Hofmarskallen så ned på Dash, og hans øjenlåg sitrede. Victoria kendte godt det ansigtsudtryk. Hun havde set det så ofte før. Det var ansigtsudtrykket hos en mand, som følte, at det, han gjorde, lå under hans værdighed. Hans egentlige kald, fortalte det, var at tage sig af statens betydningsfulde anliggender, ikke at tage sig af en ung kvinde og hendes hund.

22

Victoria.indd 22

09/03/17 19.58

Victoria rankede ryggen, stak næsen i sky og forsøgte at se større ud, end hun var – bare hun dog havde været lidt højere. Det var virkelig svært at se majestætisk ud, når alle andre kunne se hen over hovedet på én. Men, mindede hun sig selv om, det var ligegyldigt, hvor høj hun var.

Hun tænkte sig om et øjeblik og besluttede sig så for at bruge en vending, som hun engang havde hørt sin onkel, kongen, bruge, og som hun lige siden havde længtes efter selv at sige: “Mange tak, ærkebiskop, hofmarskal. De har min tilladelse til at trække Dem tilbage.”

Hun forsøgte at se helt udtryksløs ud, mens de to mænd bukkede og gik baglæns ud af lokalet. Der var noget helt utroligt komisk ved synet af disse to gamle mænd, der trak sig tilbage, som om de var styret af usyn­ lige snore, men hun vidste, at hun ikke måtte begynde at le. At være dronning gav hende ret til at sende dem bort, men ikke til at le ad dem.

Det, som enhver monark havde brug for, var værdighed. Hun huskede, hvor forlegen hun havde været, da hendes onkel var begyndt at synge en sang om en fuld sømand midt under en festmiddag. Han havde været temmelig beruset, tænkte hun, og mens han sang, sivede spyttet i tynde strenge ned fra hans læber. Hun havde set ned ad bordet for at se, hvordan hoffet reagerede, men alle havde lagt ansigterne i uudgrundelige folder, som om der ikke foregik noget som helst upassende. Det eneste tegn på, at nogen havde bemærket kongens drukne tossestreger, var en ung lakaj, hvis skuldre rystede af indestængt latter, indtil en ældre kol­ lega sagde, at han skulle holde op. I det øjeblik havde hun besluttet, at hun aldrig ville tillade noget sådant at ske, når hun blev dronning.

Tanken om, at hendes hofmænd måske lo ad hende bag deres glatte ansigtsudtryk, var ikke til at holde ud.

Victoria så sig omkring, men der var ingen at se, så hun løftede op i natkjolen og løb op ad trappen med Dash ivrigt gøende efter sig. Løb var forbudt under Kensington-styret – det system af regler, som hendes mor og Conroy havde etableret til at styre samtlige aspekter af hendes tilværelse. At løbe op ad trappen ville have været utænkeligt i går, men i dag kunne hun gøre, som hun ville.

Hendes påklæderske, Jenkins, ventede hende. Den sorte silkekjole,

23

Victoria.indd 23

09/03/17 19.58

som var blevet bestilt i sidste uge, da det stod klart, at kongen ikke ville komme sig over sin sygdom, lå klar på chaiselongen. Jenkins havde villet bestille flere kjoler, men sir John havde sagt, at det var en overflødig udgift. Det var endnu en ting, der ville ændre sig, nu da hun var dronning.

Jenkins så spørgende på hende, og Victoria opdagede, at hun havde knyttet hænderne.

“De kan bestille resten af mine sørgeklæder nu, Jenkins. Jeg ser ingen grund til at udsætte det længere.”

“Javel, Deres Majestæt.” Jenkins runde ansigt smilede som en flækket træsko.

Victoria rakte armene i vejret, og påklædersken trak den sorte kjole ned over hovedet på hende. Hun vendte sig om for at se sig selv i det store helfigurspejl. Den sorte silkekjole med de rynkede ærmer var så helt anderledes end de enkle musselinkjoler, som hendes mor fandt passende. Sørgedragten fik hende til at se ældre ud, og de krenelerede ærmer gav hendes silhuet en skarphed, som hun godt kunne lide. Hun glattede silkestoffet i taljen.

Hun hørte en lyd bag sig, en mellemting mellem et gisp og et suk, og vendte sig om og opdagede Lehzen lige bag sig. “Åh ... tilgiv mig ... Deres Majestæt. Jeg er ikke vant til at se Dem i sort, De ser så ... voksen ud.”

Victoria smilede til Lehzen. “Det glæder mig. Det er på høje tid, at folk holder op med at betragte mig som en lille pige.”

Døren ind til soveværelset gik op. Hertuginden af Kent brasede ind.

Hendes hår var stadig fuldt af papillotter, og hendes store paisleysjal flagrede omkring hende.

“Mein Kind, hvor blev du af?” Hertugindens stemme var som altid fuld af bebrejdelse. Men så så Victoria sin mor registrere den sorte kjole, og hun betragtede hendes ansigt, mens det skiftede fra krænkelse til chok.

“Der König?”

Victoria nikkede. Hendes mor lagde armen omkring hende, og hun lod sig synke ind i hendes lavendelduftende arme.

“Mein kleines Mädchen ist die Kaiserin.”

24

Victoria.indd 24

09/03/17 19.58

Victoria vristede sig fri. “Ikke mere tysk, Mama. Du er mor til dronningen af England nu.”

Hertuginden nikkede, så papillotterne dansede. Hun lagde en skælvende hånd på Victorias kind. Hendes lyseblå øjne var fugtige. “Åh, min lille Drina, har jeg nogensinde fortalt dig om min rejse fra Amorbach tværs over Frankrig, da jeg ventede dig?” Hun beskrev en bue med hånden i luften for at antyde en højgravid mave.

Victoria nikkede. “Mange gange, Mama.” Men hertuginden lod sig ikke sådan bremse.

“Det var bare en lejet vogn, og så ukomfortabel. Men jeg krydsede benene hele vejen, så du, Liebes, kunne blive født i England. Jeg vidste, at hvis du blev født noget andet sted, ville dine skrækkelige onkler aldrig anerkende dig som engelsk, og så kunne du ikke blive dronning. Men jeg holdt ud.”

Hertuginden smilede ad sit eget obstetriske kunststykke. Hun havde selvfølgelig ret, det vidste Victoria godt. Der var allerede nok mennesker, der tvivlede på, at en attenårig kvinde kunne blive en ordentlig monark, men tanken om en attenårig kvinde, der var født i Tyskland, ville aldrig blive tolereret.

“Hvis blot din stakkels far kunne have oplevet denne dag.” Hertug­ inden så op på det legemsstore maleri bag dem af den hedengangne hertug af Kent, der stod med hånden hvilende på en kanon.

“Men Mama, selv hvis han ikke var død, da jeg var lille, så ville han jo aldrig have set mig blive dronning, vel? Den eneste grund til, at jeg er dronning, er, at han er død.”

Hertuginden rystede utålmodigt på hovedet ad Victorias pedantiske insisteren på de arvefølgemæssige fakta. “Ja, jeg ved det, men du forstår, hvad jeg mener, Drina. Han ville være så glad for at vide, at det ud af alle hans brødre var hans barn, som blev dronning. Tænk bare på, at hvis jeg ikke havde været, hvad din far altid kaldte en Coburg-avlshoppe, så ville det monster til din onkel Cumberland være konge.” Hertuginden skælvede teatralsk og slog korsets tegn for sig.

“Nå, men det er han ikke. Ikke over England, i hvert fald. Men han er naturligvis konge af Hannover nu,” sagde Victoria. Det var en særlig

25

Victoria.indd 25

09/03/17 19.58

finurlighed ved arvefølgeloven, at mens hun arvede den britiske trone, så var hun som kvinde afskåret fra at regere over den tyske stat, som havde været under fællesregering, siden Georg 1. blev kurfyrste i 1713. Hendes onkel Cumberland arvede som den næste mand i arvefølgen det tyske kurfyrstendømme.

“Hannover! Det er – hvad er det nu, det hedder på engelsk? – en filipens midt i Tyskland. Lad ham da bare tage derover og være konge. Så får vi fred for ham.”

Victoria glattede kjolelivet, så det sad pænt. Hendes mor havde forsøgt at skræmme hende med den mand, hun kaldte “din onde onkel Cumberland”, så langt tilbage hun kunne huske. Han var grunden til, at Victoria altid havde sovet inde i morens soveværelse, for hertuginden mente, at hvis Cumberland skulle komme efter Victoria om natten, så ville hun i det mindste kunne kaste sig ind mellem morderen og barnet.

Victoria havde ingen problemer med at forestille sig sin onkel som morder. Han lignede nærmest karikaturen på en skurk – høj og bleg og med et grimt duel-ar på den ene kind. Da Cumberlands kammertjener var blevet fundet med overskåren strube, havde den almindelige antagelse været, at det var Cumberland, der var den ansvarlige. Til gengæld havde hun mindre tillid til sin mors evne til at forsvare hende. Victoria tænkte, at hun næppe ville kunne nedkæmpe en næsten to meter høj mand udstyret med en kniv, uanset hvor viljestærk hun var.

Hendes mor begyndte at hidse sig op. “Hvorfor vækkede I mig ikke straks?” Hun så anklagende på Lehzen. “De burde have fortalt mig det, baronesse.”

Baronessen dukkede nakken, men sagde ikke noget. Hun kunne dårligt sige, at hun havde handlet efter datterens udtrykkelige ordre. Inden hertuginden kunne nå at komme med yderligere bebrejdelser, gik døren op, og sir John Conroy kom ind. Han anbragte sig som altid midt i lokalet, som om det var nyerobret territorium, han tog i besiddelse.

Hertuginden vendte sig omgående om og flagrede hen mod ham. “Åh, sir John, har De hørt det? Den rædsomme gamle mand er død, og vores lille Drina er dronning.”

Victoria mærkede et stik af væmmelse, da hun så moren lægge hån-

26

Victoria.indd 26

09/03/17 19.58

den på hans arm. Hvorfor kunne hendes mor ikke se, at det var under hendes værdighed som hertuginde, medlem af kongehuset og nu dronningemoder sådan hele tiden at krybe for denne modbydelige mand, som om han var en mand af stand og klasse og ikke blot hendes betalte rådgiver?

“Det første, der skal afgøres, er, hvad De vil kaldes. Alexandrina er for fremmedartet, og Victoria passer sig næppe for en dronning. Men måske Elizabeth eller Anne. Ja, Elizabeth den 2. lyder udmærket. Fremragende, faktisk,” sagde Conroy selvsikkert på sit dybe, rungende irske. Hans lange, statelige ansigt blussede beruset af at være magten så nær.

Han vendte sig om mod den kvinde, der havde fulgt ham ind i lokalet.

“Synes De ikke også det, lady Flora?”

Victoria stirrede lige ret frem for sig. Hun tænkte, at hvis hun undlod at se på Conroy og Flora Hastings, ville de måske forstå, at de ikke var velkomne.

Men så hørte hun lady Floras kjole rasle, idet hun nejede. “Elizabeth ville være en påmindelse om en stor dronning,” mumlede hun. Det underforståede budskab kunne ikke have været tydeligere: Det krævede mere end et navn at gøre en lille pige til monark.

Hertuginden rettede atter sin opmærksomhed mod Victoria. “Er ærke­ biskoppen kommet? Jeg klæder mig lige på, så går vi sammen ned og taler med ham.”

Victoria vendte sig om mod hende. Hendes hjerte hamrede, og hun forsøgte at lyde mere selvsikker, end hun følte sig: “Mange tak, Mama, men det er ikke nødvendigt. Ærkebiskoppen og hofmarskallen var her tidligere. De har allerede kysset min hånd.”

Hertuginden stirrede rædselsslagent på hende. “Mødtes du med dem alene? Men Drina da! Hvad tænkte du dog på?”

Victoria tav et øjeblik og svarede så, så roligt hun kunne: “Jeg fyldte atten for en måned siden og er dermed gammel nok til at være dronning og følgelig også fuldt ud i stand til at mødes med dem alene.”

Hertuginden så som altid, når hun stødte på problemer, over mod Conroy. Victoria bemærkede med tilfredshed, at der var en muskel, der sitrede ukontrollabelt ved hans venstre øje.

27

Victoria.indd 27

09/03/17 19.58

Der lød et brag, idet Conroy hamrede sin sølvbeslåede stok ned i træ­ gulvet. “Så er det godt med det pjat! For fremtiden,” han tøvede et øjeblik, før han kunne få sig til at udtale hendes nye titel, “Deres Majestæt, vil De lade Dem ledsage af Deres mor eller mig. Altid! De kan ikke klare dette alene.”

Victoria trådte ufrivilligt et skridt baglæns, da han tårnede sig op over hende. Men så mindede hun sig selv om, at der ikke var nogen grund til at være bange. Han kunne ikke længere gøre hende noget. Dash knurrede ved hendes fødder.

Hun bøjede sig ned og tog hunden op. “Åh, De skal ikke bekymre Dem, sir John. Jeg er ikke alene.” Hun ignorerede sin mors bedende ansigt og drejede hovedet, så hun så ham lige ind i øjnene. “Forstår De, jeg har jo Dash.”

For ikke at udfordre skæbnen yderligere forlod hun derefter lokalet med Dash i et fast greb i favnen. Hun løb hen ad gangen og standsede så op. Braget fra Conroys stok, der hamrede ned i gulvet, gav stadig genlyd i hendes hoved. Hun vidste, at der ikke længere var noget at frygte, men alligevel var hun helt åndeløs efter at have trodset ham.

Victoria.indd 28

09/03/17 19.58

SIDE 1 - KUN PRESENTATION

”Den perfekte blanding af spænding, romantik og historisk indsigt.”

THE TIMES

til to tidligere historiske romaner, The American Heiress og The Fortune Hunters, der begge blev New York Times-bestsellere. Hun er desuden en anerkendt tv-producer, og sideløbende med sit arbejde med Victoria har hun både skrevet og produceret en stor tv-dramaserie af samme navn, der bygger på romanen. Første sæson af serien bliver vist på DR1 i løbet af foråret 2017.

Daisy Goodwin bor i London og arbejder på anden sæson af tv-serien.

En tidlig junimorgen i 1837 vågner den attenårige prinsesse Alexandrina Victoria op til nyheden om, at hendes onkel William IV er død. Hun er nu dronning i verdens mest magtfulde nation. I de kommende uger og måneder vil det vise sig, om den overbeskyttede unge kvinde kan leve op til den rolle, eller om hun vil blive et lydigt og nyttigt redskab for sin mors magtsyge rådgiver, Sir John Conroy.

G O O DWIN

FR A N C ESC O GU IDIC INI

DA ISY

DAISY GOODWIN er forfatter

HOLDT DU AF DOWNTON ABBEY, VIL DU ELSKE VICTORIA

”HOFMARSKALLEN GJORDE SIG klar til den officielle bekendtgørelse, og Victoria vendte sig om mod Melbourne. Hun havde brug for at sørge for noget meget vigtigt, og hun tænkte, at han måske ville forstå det. ”Jeg kan forestille mig, at jeg kaldes Alexandrina Victoria i bekendtgørelsen?” ”Ja, Deres Majestæt.” ”Men jeg bryder mig ikke om navnet Alexandrina. Fra nu af vil jeg kaldes ved mit mellemnavn, Victoria.”

Melbourne nikkede. ”Victoria,” sagde han og smagte på det. ”Dronning Victoria.” Han smilede.

Victoria trådte ud på balkonen og hørte uroen i folkemængden tage til, indtil en kvinde råbte: ”Gud bevare dronningen.”

Hun så ud over de opadvendte ansigter og vinkede til sit folk.”

Hun får uvurderlig støtte fra sin premierminister, Lord Melbourne.

Han er gammel nok til at være hendes far, men han tiltrækkes uhjælpeligt af den unge kvinde. Og hun af ham, for han er den eneste, der ser, at hun vil blive en stor dronning.

”Kan varmt anbefales til alle, der elsker historiske romaner.”

BOOKLIST

”Goodwin skriver smukt og ubesværet om både historie og følelser.”

DAILY MAIL

ISBN: 978-87-400-3781-4

D A I S Y GOODWIN Romanen bag ny stor dramaserie på DR1 POLITIKENS FORLAG

Uddrag fra bogen

”Et stykke inspirerende royal historie, der bygger på den unge Victorias egne dagbøger.”

PUBLISHERS WEEKLY