147 mm

220 mm

Foto: Punch Photographic

90 mm

er født i Dublin i 1969. Hun er prisbelønnet forfatter til en række romaner og har desuden skrevet skuespil og radioteater. I 2010 fik hun sit internationale gennembrud med romanen Rum. Den blev filmatiseret i 2016 og Donoghue blev oscarnomineret for bedste manuskript. Underet er hendes anden roman på dansk. Hun bor i Canada med sin familie.

OM RUM

POLI T I KEN

26 mm

CMYK

147 mm

overvågning at iagttage at holde opsyn med nogen som fangevogter at være vågen som skildvagt at kontrollere

E T U N D ER ? ELLER E T M E G E T L A N G S O M T M O R D PÅ E T BA R N ?

Dagen efter sin brors død indleder den elleveårige Anna O’Donnell en religiøs faste for at formilde Gud. Fire måneder senere lever hun stadig i bedste velgående uden at have taget nogen form for føde til sig. Folk valfarter allerede til den lille irske flække, hvor hun bor, for at købe sig til helbredelse gennem pigens berøring.

90 mm

Lib nægtede at lade sig tage ved næsen af et elleveårigt barn. I dag var hun nødt til at være endnu mere præcis og omhyggelig, så hun kunne leve op til bogens dedikation. Hun læste dem igen, miss N’s smukke ord: Til mrs. Wright, der har den rette ånd som sygeplejerske.”

Den unge sygeplejerske Elisabeth Wright, der er uddannet af den legendariske Florence Nightingale, og derfor betragtes som særlig dygtig og hæderlig, tilkaldes for at afgøre, om pigen hemmeligt spiser, eller om hun virkelig er et under. Og nu begynder et nervepirrende og nådesløst psykologisk magtspil i det lille religiøst afsporede samfund.

Uddrag fra bogen “Donoghue mestrer det historiske drama lige så overbevisende som den moderne roman.”

“Ingen kan undgå at blive berørt af denne gribende roman.”

KI RKUS REVI EWS

BO OKLIST

ALT FOR DAMERNE

“Original, morsom og skræmmende.” I NFORMAT ION

ISBN 978-87-400-3201-7

A F F O R FAT T E R E N T I L D E N I N T E R N AT I O N A L E B E S T S E L L E R R U M Politikens Forlag

Underet_omslag_ORD_147x220_26mm.indd 1

Omslagsdesign: Kimberly Glyder Forsidefoto © Margie Hurwich/Arcangel Images Versionering: henriettemork.dk

19/01/17 11:22

Af samme forfatter Rum, 2011

Underet.indd 2

10/01/17 11.27

EMMA DONOGHUE

UNDERET PÃ¥ dansk ved Bente Kastberg

POLITIKENS FORLAG

Underet.indd 3

10/01/17 11.27

Underet.indd 4

10/01/17 11.27

Til vores datter, Una, en gammel irsk bøn: Nár mille an sioc do chuid prátaí, Go raibh duilleoga do chabáiste slán ó chnuimheanna. Gid der hverken går frost i dine kartofler eller orm i din kål.

Underet.indd 5

10/01/17 11.27

Underet.indd 6

10/01/17 11.27

Indhold

Indhold 7 Pleje 9 OvervĂĽgning 71 Faste 125 Vigilie 185 Skifte 239 Epilog 307 Forfatterens kommentar 310

Underet.indd 7

10/01/17 11.27

Underet.indd 8

10/01/17 11.27

FØRSTE KAPITEL

Pleje

pleje at føre tilsyn at drage omsorg at passe en patient

Underet.indd 9

10/01/17 11.27

Underet.indd 10

10/01/17 11.27

Rejsen var ikke værre, end hun havde forventet. Et tog fra London til Liverpool; natdamperen til Dublin; et langsomt søndagstog vest­ på til en by, der hed Athlone. En kusk, der ventede. “Mrs. Wright?” Lib havde kendt mange irere, soldater. Men det var nogle år si­ den, så hun måtte anstrenge sig for at forstå, hvad kusken sagde. Han bar hendes kuffert hen til sin hestevogn, som han kaldte den, men vogn var nu så meget sagt, det var mere en simpel kærre. Lib satte sig på den primitive bænk med støvlerne dinglende tættere på det højre hjul, end hun brød sig om. Hun slog sin stålribbede paraply op mod støvregnen. Det var i det mindste bedre end det overfyldte tog. Kusken satte sig på den anden side af bænken med en ryg så bøjet, at den næsten rørte hendes, og slog et smæld med pisken. “Af sted med dig!” Den stridhårede hest satte i gang. De få mennesker på den makadamiserede vej ud af Athlone så blege ud, og Lib tilskrev det den tarvelige kost bestående af kartofler og ikke ret meget andet. Måske var den kost også ansvarlig for ku­ skens manglende tænder. Han sagde et eller andet med midt ... “Hvabehar?” “Midtpunktet, ma’am.” 11

Underet.indd 11

10/01/17 11.27

Lib ventede og holdt godt fast, mens kærren skrumplede af sted. Han pegede ned. “Vi er lige nøjagtig midt i landet.” Flade marker med striber af mørkegrønt. Strækninger med rød­ brun tørvejord; var moseområder ikke hjemsted for sygdom? Her og der en grå rest af en rønne, næsten overbegroet af grønt. Ikke noget, der virkede malerisk på Lib. Det indre Irland var tydeligt nok en hulning, hvor vandet samlede sig, den lille fordybning i en under­ kop. Vognen drejede ned ad en smallere grusvej. Den silende lyd mod paraplyens lærred slog over i en vedvarende trommen. Små huse uden vinduer. Lib så for sig, hvordan der i hvert af dem sad en fami­ lie med deres dyr og krøb sammen i ly for regnen. Med jævne mellemrum førte en smal sidevej hen mod et virvar af tage, som velsagtens udgjorde en landsby. Men åbenbart endnu ikke den rigtige. Lib skulle have spurgt kusken om turens varighed. Hun undlod at stille ham spørgsmålet for det tilfælde, at han svare­ de: Der er stadig lang vej. Forstanderinden på hospitalet havde kun sagt, at man søgte en erfaren sygeplejerske i fjorten dage til et privat anliggende. Udgifter­ ne til ophold og rejse til og fra Irland ville blive dækket, og desuden ville hun modtage et dagligt vederlag. Lib vidste intet om familien O’Donnell, ud over at de måtte være bemidlede, siden de havde råd til at hente en veluddannet sygeplejerske over helt fra England. Først nu faldt det hende ind at spørge sig selv, hvordan de kunne vide, at patienten skulle bruge hende i fjorten dage, hverken mere eller mindre. Måske var hun midlertidig afløser for en anden syge­ plejerske. Under alle omstændigheder ville hun få god betaling for sin ulej­ lighed, og desuden havde foretagendet en vis nyhedens interesse. På hospitalet var der lige så stor uvilje mod Libs uddannelse, som der var påskønnelse af den, og det var kun de mere grundlæggende færdigheder, der var påkrævet: at give mad, skifte forbindinger og rede senge. 12

Underet.indd 12

10/01/17 11.27

Hun modstod fristelsen til at række ind under kappen efter sit ur, det ville ikke få tiden til at gå hurtigere, og der kunne komme regn­ vand i mekanismen. Endnu en ruin af et hus, som vendte væk fra vejen, og hvis gavle og mure strakte sig anklagende mod himlen. Ukrudtet havde endnu ikke dækket det helt. Lib fik et glimt af en sort rodebunke gennem hullet, hvor døren havde siddet: en nylig brand, altså. (Men hvor­ dan kunne der gå ild i noget i dette gennemvåde land?) Ingen havde gjort sig den ulejlighed at fjerne de forkullede spær, og da slet ikke at rejse en ny konstruktion og tække et nyt tag. Var det sandt, at irer­ ne var uimodtagelige for forbedringer? En kvinde med en beskidt blondekyse stod i vejkanten med en klynge børn bag sig ved hegnet. Vognens raslen fik dem ud med fremstrakte håndflader, som om de ville fange regnen. Lib så forle­ gent væk. “Den magre årstid,” mumlede kusken. Men det var højsommer. Hvordan kunne der være mangel på mad netop nu? Hendes støvler var overstænket med mudder og grus, som blev hvirvlet op af hjulet. Vognen var flere gange skrumplet ned i en mudderpøl så dyb, at hun måtte klamre sig til bænken for ikke at falde af. Flere huse, nogle med tre eller fire vinduer. Lader og skure. Et toetagers stuehus, så endnu et. To mænd, der var i gang med at læsse en vogn, vendte sig om efter kærren. Den ene sagde noget til den anden. Lib kiggede ned ad sig: Var der noget mærkeligt ved hendes rejsedragt? Måske var de lokale så dovne, at de gerne afbrød arbejdet for at glo efter en fremmed. Hvidtekalk skinnede skarpt fra en bygning med spidstag længere fremme; et kors øverst oppe, hvilket betød, at det var en lille kirke. Først da kusken strammede tøjlerne, gik det op for Lib, at det her måtte være landsbyen, selv om det efter engelske forhold ikke var stort andet end en sølle samling bygninger. 13

Underet.indd 13

10/01/17 11.27

Nu så hun på uret: næsten ni, og solen var endnu ikke gået ned. Hesten sænkede hovedet og nippede til en græstot. Det så ud til, at der kun var denne ene gade. “De skal bo derovre i værtshuset.” “Hvabehar?” “Hos Ryan, det er både købmandshandel og udskænkningssted.” Kusken nikkede til venstre mod en bygning uden skilt. Det kunne ikke være rigtigt. Lib var stiv efter køreturen og lod manden hjælpe sig ned. Hun rystede paraplyen i strakt arm, rullede det voksagtige lærredsstof sammen og knappede den til. Hun tørre­ de hånden mod indersiden af kappen, inden hun trådte ind i det lavloftede lokale. Stanken af tørv slog hende i møde. Bortset fra den ulmende ild under en stor skorsten var der kun få lyskilder i lokalet, hvor en pige stod og lirkede en dåse ind i rækken på en høj hylde. “Godaften,” sagde Lib. “Jeg tror, jeg er blevet sat af det forkerte sted.” “De må være den engelske dame,” sagde pigen lidt for højt, som om Lib var døv. “Har De ikke lyst til at gå ind bagved og få lidt af­ tensmad?” Lib bevarede fatningen. Hvis der ikke fandtes en ordentlig kro, og hvis mr. og mrs. O’Donnell ikke selv kunne eller ville have den syge­ plejerske boende, som de havde hyret, nyttede det ikke noget at klage. Hun gik ind ad døren ved siden af skorstenen og befandt sig nu i et meget lille lokale uden vinduer og med to borde. Ved det ene sad en nonne med ansigtet næsten skjult bag hovedbeklædningens stivede lag. Hvis det gav et lille gib i hende, var det, fordi hun ikke havde set noget lignende i mange år; i England gik nonner ikke sådan klædt, af frygt for at provokere antikatolske sindelag. “God­ aften,” sagde hun høfligt. Nonnen svarede med et dybt buk. Måske blev medlemmerne af hendes orden opfordret til ikke at tale med folk af anden tro, eller de havde måske ovenikøbet aflagt et tavshedsløfte? 14

Underet.indd 14

10/01/17 11.27

Lib satte sig ved det andet bord med ryggen til nonnen og vente­ de. Hendes mave rumlede – ikke så højt, at det kunne høres, håbede hun. Der lød et par svage klik, som måtte komme fra kvinden: den berømte rosenkrans. Da pigen endelig kom med bakken, bøjede nonnen hovedet og hviskede; hun bad bordbøn inden måltidet. Lib gættede på, at hun var i fyrrerne eller halvtredserne. Hun havde let udstående øjne og grove bondehænder. Et underligt udvalg af retter: havrebrød, kål og fisk af en slags. “Jeg regnede egentlig med kartofler,” sagde hun til pigen. “Dem må De vente på en måned mere.” Nu forstod hun, hvorfor det var Irlands magre årstid, hvis kartof­ lerne ikke blev høstet før til efteråret. Det hele smagte af tørv, men hun gik i gang med at tømme tal­ lerkenen. Siden Skutari, hvor sygeplejerskernes madration havde været lige så beskeden som mændenes, havde Lib haft svært ved at lade en eneste bid gå til spilde. Spektakel ude i butikken, og så klemte en gruppe på fire sig ind i spiserummet. “Gud bevare jer,” sagde den første mand. Lib vidste ikke, hvad hun skulle svare, så hun nikkede. “I lige måde.” Det var nonnen, der talte, mens hun gjorde korsets tegn ved først at føre hånden op til panden, så til brystet og derefter til venstre og højre skulder. Så forlod hun lokalet – enten fordi hun havde spist, hvad hun ønskede, af det tarvelige måltid, eller fordi hun ville overlade bordet til de nyankomne. Det var en højrøstet forsamling, disse bønder og deres koner. Hav­ de de drukket et andet sted hele søndag eftermiddag? Købmands­ handel og udskænkningssted: Nu forstod hun, hvad kusken mente. Det var et sted, hvor man serverede spiritus. De snakkede om et helt særligt under, som de havde svært ved at tro, selv om de havde set det med deres egne øjne, så Lib blev enig med sig selv om, at de måtte komme direkte fra et forlystelsesmar­ ked. 15

Underet.indd 15

10/01/17 11.27

“Det er småfolket, der står bag, skulle jeg mene,” sagde en skæg­ get mand. Hans kone gav ham en albue i siden, men han fortsatte. “De hopper og springer for hende!” “Mrs. Wright?” Hun drejede hovedet. Den fremmede i døren slog utålmodigt fingerspidserne mod sin vest. “Dr. McBrearty.” Det var navnet på mr. og mrs. O’Donnells læge, så vidt hun hu­ skede. Lib rejste sig og gav ham hånden. Pjuskede hvide bakkenbar­ ter, meget lidt hår på hovedet. En lurvet jakke, skæl på skuldrene og en spadserestok med afrundet greb. Halvfjerds, måske? Bønderne og deres koner så nysgerrigt på dem. “Pænt af Dem at rejse den lange vej,” sagde lægen, som om hun var der på besøg og ikke i embeds medfør. “Var overfarten slem? Er De færdig med at spise?” fortsatte han uden at give hende mulighed for at svare. Hun fulgte efter ham ud i butikken. Pigen tog en lampe og viste dem op ad en smal trappe. Det var et lille værelse. Libs rejsekuffert fyldte det meste af gulvet. Var det meningen, at hun skulle have en samtale under fire øjne med dr. McBrearty her? Havde stedet ingen andre lokaler, eller var pigen for indskrænket til at planlægge det bedre? “Tak, Maggie,” sagde han til pigen. “Hvordan går det med din fars hoste?” “Lidt bedre.” “Ja, mrs. Wright,” sagde han, så snart de var alene, og gjorde tegn til hende om at sætte sig på stolen med fletsæde, den eneste, der var. Lib ville meget gerne have haft ti minutter for sig selv til brug af natpotten og servanten. Irerne var kendt for deres manglende fin­ følelse. Lægen støttede sig til sin stok. “Og hvor gammel er De, om jeg må spørge?” Hun skulle altså igennem en ansættelsessamtale på stedet, selv 16

Underet.indd 16

10/01/17 11.27

om man havde givet hende indtryk af, at stillingen allerede var hen­ des. “Endnu ikke fyldt tredive, doktor.” “Og De er enke, forstår jeg. De slog Dem på sygeplejen, da De blev, øh, alene?” Var McBrearty i færd med at kontrollere forstanderindens oplys­ ninger? Hun nikkede. “Ja, mindre end et år efter at jeg blev gift.” Hun var stødt på en artikel om de tusindvis af sårede og kolera­ ramte soldater uden nogen til at tage sig af dem. Det havde stået i The Times, at man havde skaffet syv tusind pund, så der kunne sendes en gruppe engelske kvinder til Krim som sygeplejersker. Det, havde Lib tænkt med rædsel, men også med undren over sit vove­ mod, det tror jeg er noget, jeg kan. Hun havde allerede mistet så meget, at hun var ligeglad med konsekvenserne. “Jeg var femogtyve,” var det eneste, hun sagde til lægen. “En Nightingale!” udbrød han med beundring i stemmen. Så meget havde forstanderinden altså fortalt ham. Lib var altid tilbageholdende med at bringe den store dames navn på banen og afskyede den krukkede titel, som nu blev hæftet på dem, hun havde uddannet, som om de var dukker, der var støbt i miss N’s helte­modige form. “Ja, jeg havde den ære at gøre tjeneste under hende i Skutari.” “Prægtigt arbejde.” Det virkede vrangvilligt at sige nej, arrogant at sige ja. Lib fik indtryk af, at det var navnet Nightingale, der havde ansporet lægen til at lade en sygeplejerske fragte tværs over Det Irske Hav. Hun kunne mærke, at den gamle irer gerne ville høre mere om hendes lære­mesters skønhed, strenghed og retfærdige harme. “Jeg arbejde­ de som sygeplejerske.” “En af de frivillige?” Hun havde villet præcisere, at hun ikke var sygesøster, men han havde misforstået hende, og hun blev hed i kinderne. Men hvorfor egentlig føle den mindste forlegenhed? Miss N havde altid mindet dem om, at den kendsgerning at de blev betalt, ikke gjorde deres altruisme mindre. “Nej, jeg mente, at jeg var en af de uddannede 17

Underet.indd 17

10/01/17 11.27

sygeplejersker og ikke en almindelig sygesøster. Min far var økono­ misk uafhængig,” tilføjede hun lidt fjollet. Ikke rig, men alligevel. “Javel så, udmærket. Hvor længe har De været på hospitalet?” “Tre år til september.” Hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt, eftersom de fleste sygeplejersker ikke blev mere end et par måneder: uansvarlige finker, der klynkede for at få deres ration af porter, som mrs. Gamps altid sagde. Ikke at Lib var særlig påskønnet på stedet; hun havde hørt forstanderinden beskrive veteranerne fra miss N’s Krim-kampagne som storsnudede. “Efter Skutari arbejdede jeg for forskellige familier,” tilføjede hun, “og hjalp mine egne forældre gennem deres sidste sygdomsperiode.” “Har De nogensinde plejet et barn, mrs. Wright?” Lib var rådvild, men kun et øjeblik. “Jeg går ud fra, at princip­ perne er de samme. Er min patient et barn?” “Ja, Anna O’Donnell.” “Jeg har ikke fået at vide, hvad hun fejler.” Han sukkede. Noget dødeligt, sluttede Lib. Men noget, der gik så langsomt, at det endnu ikke havde slået barnet ihjel. Tuberkulose, højst sandsyn­ ligt, i det her fugtige klima. “Man kan ikke sige, at hun er syg i den gængse forstand. Deres opgave består udelukkende i at overvåge hende.” Et mærkeligt verbum. Den skrækkelige sygeplejerske i Jane Eyre, som blev pålagt at holde den sindssyge kvinde skjult i loftsrummet. “Er jeg blevet hentet herover for at ... holde vagt?” “Nej, nej, slet og ret for at observere.” Men observation var bare den første brik i puslespillet. Miss N lærte sine sygeplejersker at iagttage de syge nøje for at blive klar over, hvad de havde brug for, og sørge for, at de fik det. Ikke me­ dicin – det var lægernes område – men det, hun påstod, var lige så vigtigt for bedringen: lys, luft, varme, renlighed, hvile, trøst, næring og samtale. “Hvis jeg forstår Dem ...” “Det tror jeg ikke, De gør, ikke endnu, og det er min skyld.” 18

Underet.indd 18

10/01/17 11.27

McBrearty støttede sig til servanten med den ene hånd, som om kræfterne svigtede ham. Lib ville have tilbudt den gamle mand sin stol, hvis det havde været muligt uden at fornærme ham. “Jeg vil jo ikke påvirke Dem på nogen måde,” fortsatte han, “men jeg kan fortælle Dem, at der er tale om et helt usædvanligt tilfælde. Anna O’Donnell påstår – eller rettere, hendes forældre påstår – at hun ikke har taget føde til sig siden sin elleveårs fødselsdag.” Lib rynkede brynene. “Så må hun være syg.” “Ikke en sygdom, der er kendt. Ikke af mig, i hvert fald,” sagde McBrearty. “Hun spiser ganske enkelt ikke.” “De mener ingen fast føde?” Lib havde hørt om den tilbøjelighed hos fine, moderne frøkener, som levede af kogt arrowroot og bouil­ lon i dagevis. “Ingen næring af nogen slags,” sagde lægen. “Hun kan ikke holde andet end rent vand i sig.” Kan ikke betyder vil ikke, som det hed i børneverset. Medmindre ... “Har barnet problemer med maven?” “Ikke så vidt jeg har kunnet konstatere.” Lib var i vildrede. “Voldsom kvalme?” Hun havde kendt til gra­ vide kvinder, der havde så slem kvalme, at de ikke kunne tåle mad. Lægen rystede på hovedet. “Er hun melankolsk?” “Det mener jeg ikke. Hun er en stille, from pige.” Nå, så var det måske en religiøs henrykkelse, og slet ikke et læge­ ligt spørgsmål. “Katolik?” Den hurtige håndbevægelse betød sikkert hvad ellers? Alle var vel stort set katolikker så langt fra Dublin. Lægen kunne meget vel selv være en af dem. “Jeg går ud fra, at De har indskærpet hende faren ved at faste,” sagde Lib. “Det har jeg naturligvis. Det samme gjorde hendes forældre, til at begynde med. Men Anna er urokkelig.” Var hun blevet slæbt tværs over havet for det her: et barns griller? 19

Underet.indd 19

10/01/17 11.27

Mr. og mrs. O’Donnell var sikkert blevet grebet af panik, første gang deres datter rynkede på næsen ad sin morgenmad, og havde sendt et iltelegram til London med krav om ikke bare en sygeplejerske, men en af de nye upåklagelige af slagsen: Send en Nightingale! “Hvornår havde hun fødselsdag?” spurgte hun. McBrearty rykkede i sine bakkenbarter. “I april. Fire måneder siden i går.” Lib ville have leet højt, hvis hun ikke havde været så godt opdra­ get. “Doktor, så ville pigen være død nu.” Hun ventede på en tilken­ degivelse af, at de var enige om absurditeten: et indforstået blink, en fingerduppen på siden af næsen. Han nikkede bare. “Det er et stort mysterium.” Det var ikke det ord, Lib ville have valgt. “Er hun ... sengeliggen­ de, i det mindste?” Han rystede på hovedet. “Anna går rundt som enhver anden pige.” “Er hun afmagret?” “Hun har altid været et lille kræ, men nej, hun ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt siden april.” Han lød alvorlig, men det her var grotesk. Så han dårligt med de gamle rindende øjne? “Og hun har alle sine åndsevner i behold,” tilføjede McBrearty. “Livskraften brænder faktisk så stærkt i Anna, at hendes forældre er blevet overbevist om, at hun kan leve uden mad i det uendelige.” “Utroligt.” Bemærkningen lød lidt for sarkastisk. “Jeg kan godt forstå, at De er skeptisk, mrs. Wright. Det var jeg også.” Var? “Fortæller De mig i fulde alvor, at ...” Han afbrød hende, og de pergamentagtige hænder skød op. “Den oplagte udlægning må være, at det er et fupnummer.” “Ja,” sagde Lib lettet. “Men pigen her ... hun er ikke som andre børn.” Hun ventede på mere. “Jeg har intet at fortælle Dem, mrs. Wright. Jeg har kun spørgs­ 20

Underet.indd 20

10/01/17 11.27

mål. De sidste fire måneder har jeg været revnefærdig af nysgerrig­ hed, og det er jeg sikker på, De er nu.” Nej, det var ikke nysgerrighed, hun var revnefærdig af, hun ville gerne have samtalen afsluttet og manden ud af værelset. “Videnska­ ben siger, at man umuligt kan leve uden mad.” Han nikkede. “Men er det ikke sådan, at de fleste opdagelser gen­ nem civilisationens historie har virket mystiske, ja, nærmest magiske til at begynde med?” Hans stemme dirrede af begejstring. “Alle de store, lige fra Arkimedes til Newton, har fået deres gennembrud ved at undersøge deres iagttagelser uden forudfattede meninger. Så alt, hvad jeg beder Dem om, er at møde Anna O’Donnell med et åbent sind i morgen.” Lib sænkede blikket. Hun var beskæmmet på McBreartys vegne. Hvordan kunne en læge lade sig narre af en lille piges spil og bilde sig ind, at han var blandt de store som følge deraf? “Må jeg spørge, om barnet udelukkende er under lægeligt tilsyn af Dem?” Hun for­ mulerede det høfligt, men egentlig betød det: Havde man indkaldt mere kvalificeret ekspertise? “Det er hun,” sagde McBrearty beroligende. “Det var faktisk mig, der fik idéen til at formulere en skriftlig redegørelse og sende den til The Irish Times.” Den havde Lib aldrig hørt om. “Er det en landsdækkende avis?” “Ja, den senest grundlagte, så jeg håbede, at ejerne ville være noget mindre påvirkede af sekteriske fordomme,” sagde han tanke­ fuldt. “Mere åbne over for det nye og det usædvanlige, hvor det end måtte dukke op. Jeg havde i sinde at dele kendsgerningerne med et bredere publikum, ikke sandt, i håbet om at nogen ville kunne forklare dem.” “Og har nogen kunnet det?” Et undertrykt suk. “Der har været flere glødende læserbreve, som har erklæret, at Annas tilfælde er et rent mirakel. Også et par interes­ sante antydninger af, at hun muligvis benytter sig af hidtil ukendte næringskilder som for eksempel magnetisme og lugt.” 21

Underet.indd 21

10/01/17 11.27

Lugt? Lib bed sig i kinderne for ikke at smile. “En dristig brevskriver slog til lyd for, at hun måske omdannede sollys til energi, som vegetationen gør. Eller levede af luft, som visse planter gør,” tilføjede han og lyste op. “Kan De huske den skibbrud­ ne besætning, som efter sigende skulle have levet af tobak i flere måneder?” Lib slog blikket ned, så han ikke kunne læse foragten i hendes øjne. McBrearty tog tråden op igen. “Men langt de fleste af svarene har bestået af personlige fornærmelser.” “Mod barnet?” “Mod barnet, mod familien og mod mig! Ikke bare i The Irish Times, men i adskillige britiske publikationer, som tilsyneladende har taget sagen op med satire som det eneste formål.” Nu forstod hun det. Hun var rejst hele den lange vej for at tjene som kombineret barnepige og fangevogter, og det alene på grund af en provinslæges sårede stolthed. Hvorfor havde hun ikke bedt forstanderinden om flere detaljer, før hun sagde ja til stillingen? “De fleste brevskrivere formoder, at mr. og mrs. O’Donnell er bedragere, som har aftalt med hinanden at give datteren mad i al hemmelighed og dermed holde alle for nar.” McBreartys stemme var skinger nu. “Vores landsby er endt med at være indbegrebet af enfoldighed og tilbageståenhed. Flere betydningsfulde mænd i om­ rådet føler, at det gælder egnens – og muligvis hele den irske nations – ære.” Havde lægens godtroenhed bredt sig som en feber blandt disse betydningsfulde mænd? “Så man har nedsat en komité og besluttet at iværksætte en over­ vågning.” Nå, så det var slet ikke O’Donnells, som havde sendt bud efter Lib. “Med den hensigt at bevise, at barnet opretholder livet på en ganske særlig måde?” Hun prøvede at undertrykke selv den mindste antydning af spot i stemmen. 22

Underet.indd 22

10/01/17 11.27

“Nej, nej,” forsikrede McBrearty, “simpelthen for at bringe sand­ heden, hvad den end måtte være, frem i lyset. To samvittighedsfulde vidner skal på skift være hos Anna hele døgnet i fjorten dage.” Det var altså ikke Libs erfaring med lægelige tilfælde og smit­ somme sygdomme, der var brug for her, kun hendes faglige disci­ plin. Komitéen håbede tydeligvis på, at tilvejebringelsen af en af de samvittighedsfulde, nyuddannede sygeplejersker ville give O’Don­ nells vanvittige historie et skær af troværdighed. At få denne udørk til at fremstå som et forunderligt sted. Lib var optændt af vrede. Og af fællesskabsfølelse over for den anden kvinde, som var ble­ vet lokket ud i dette morads. “Den anden sygeplejerske, kender jeg hende?” Lægen rynkede panden. “Gjorde De ikke søster Michaels be­ kendtskab ved aftensmåltidet?” Den nærmest stumme nonne. Det burde Lib have gættet. Mær­ keligt, som de tog de mandlige helgeners navne, som om de opgav selve det at være kvinde. Men hvorfor havde nonnen ikke præsen­ teret sig under måltidet? Var det, hvad det dybe buk havde skullet tilkendegive: at hun og den engelske kvinde gjorde fælles sag i dette menageri? “Er hun også oplært på Krim?” “Nej, nej, jeg har lige hentet hende i Barmhjertighedens Hus i Tullamore,” sagde McBrearty. En af Barmhjertighedens søstre. Lib havde tjent sammen med andre af den orden i Skutari. De var i det mindste pålidelig arbejds­ kraft, sagde hun til sig selv. “Forældrene anmodede om, at mindst en af kvinderne tilhørte deres egen, øh ...” O’Donnells havde altså bedt om at få en katolik. “Trosretning.” “Og nationalitet,” tilføjede han som for at mildne det. “Jeg er udmærket klar over, at man ikke er venligt stemt mod englændere her i landet,” sagde Lib og smilede anstrengt. “Det er måske så meget sagt,” protesterede McBrearty. Hvad med de mænd, der havde kigget efter hestevognen, da Lib 23

Underet.indd 23

10/01/17 11.27

blev kørt gennem landsbygaden? De havde altså talt om hende, for­ di hun var ventet, det indså hun nu. Hun var ikke en hvilken som helst engelsk kvinde; hun var kvinden, der var blevet sejlet over for at have opsyn med godsejerens lille pige. “Søster Michael vil kunne give barnet en vis følelse af bekendt­ hed, det er det hele,” sagde McBrearty. Alene forestillingen om, at bekendthed skulle være en nødvendig eller endda nyttig forudsætning for en vogter! Men som den anden observatør havde han valgt en kvinde fra miss N’s berømte brigade, tænkte hun, for at få overvågningen til at tage sig tilstrækkeligt omhyggelig ud, især set med den britiske presses øjne. Lib overvejede med meget kølig stemme at sige: Doktor, jeg kan se, at man har hentet mig hertil i håb om, at min tilknytning til en yderst imponerende kvinde vil kunne kaste et skær af agtværdighed over et skandaløst fupnummer. Jeg vil ikke have noget med det at gøre. Hvis hun tog af sted i morgen tidlig, kunne hun være tilbage på hospitalet om to dage. Tanken om det gjorde hende forstemt. Hun så for sig, hvordan hun måtte forklare, at den irske ansættelse havde vist sig at være moralsk stødende. Forstanderinden ville skumme af raseri. Så Lib undertrykte sin vrede for nærværende og koncentrerede sig om de praktiske spørgsmål. Slet og ret for at observere, havde McBrearty sagt. “Hvis personen i vores varetægt på noget tidspunkt, selv i tilslørede vendinger, skulle finde på at udtrykke det mindste ønske om at få noget at spise ...” “Så giv hende det.” Lægen lød chokeret. “Det er ikke vores bestil­ ling at sulte børn.” Hun nikkede. “Og så aflægger nonnen og jeg beretning til Dem om to uger?” Han rystede på hovedet. “Som Annas læge – og fordi jeg er blevet trukket ind i disse ubehageligheder i aviserne – kunne man opfatte mig som forudindtaget. Så meningen er, at De skal aflægge vidnes­ byrd til den forsamlede komité under edsansvar.” 24

Underet.indd 24

10/01/17 11.27

Lib nikkede. Det så hun frem til. “De og søster Michael hver for sig,” tilføjede han og hævede en knudret pegefinger, “uden at De på nogen måde konfererer med hinanden. Vi vil gerne høre, hvad De hver især er nået frem til, helt uafhængigt af hinanden.” “Udmærket. Må jeg spørge, hvorfor denne overvågning ikke bli­ ver udført på det nærmeste hospital?” Medmindre der ikke var no­ get hospital i denne udørk lige nøjagtig midt i landet. “Mr. og mrs. O’Donnell stejlede bare ved tanken om, at deres lille pige skulle indlægges på hospitalet.” Det bekræftede Libs formodning: Godsejeren og hans frue ville holde datteren hjemme, så de fortsat kunne liste mad ind til hende. Det krævede ikke to ugers tilsyn at afsløre dem. Hun valgte sine ord med omhu, for lægen var tydeligt nok glad for den lille svindler. “Hvis jeg, inden der er gået fjorten dage, skulle finde bevis for, at Anna har taget føde til sig i det skjulte – skal jeg så aflægge rapport til komitéen med det samme?” Han sugede de skæggede kinder ind. “I det tilfælde ville det vel være spild af alles tid og penge at fortsætte.” Det ville sige, at Lib kunne sidde på skibet hjem til England om få dage, og denne særprægede sag kunne være afgjort til hendes tilfredshed. Ydermere, hvis aviser over hele landet ville give sygeplejersken Elizabeth Wright æren for at have afsløret fupnummeret, ville hele personalet på hospitalet være nødt til at spidse ører. Hvem ville så kalde hende storsnudet? Måske kom der noget godt ud af det: en mere interessant stilling, der passede bedre til Libs formåen. Et mindre indskrænket liv. Hendes hånd fløj op for at skjule en pludselig gaben. “Jeg må hellere overlade Dem til Dem selv,” sagde McBrearty. “Klokken må være næsten ti.” Lib trak i kæden ved bæltestedet og vendte uret. “Jeg får den til at være atten minutter over ti.” 25

Underet.indd 25

10/01/17 11.27

“Åh, vi er femogtyve minutter bagud her. Deres ur viser stadig engelsk tid.” Lib sov godt, efter omstændighederne. Solen stod op lidt i seks. På det tidspunkt var hun i sin hospi­ talsuniform: grå tweed-kjole, kamgarnsjakke og hvid kappe. (Den passede i det mindste. En af de mange ydmygelser i Skutari havde været, at alle dragter havde samme størrelse: små sygeplejersker hav­ de sejlet rundt i deres, mens Lib havde lignet et fattiglem, der var vokset ud af sit tøj). Hun spiste morgenmad alene i lokalet bag butikken. Æggene var friske med solgule blommer. Ryans pige – Mary? Meg? – havde det samme plettede forklæde på som dagen før. Da hun kom ind for at rydde af bordet, sagde hun, at mr. Thaddeus ventede. Hun var ude af lokalet igen, inden Lib fik fortalt hende, at hun ikke kendte nogen af det navn. Lib gik ud i butikken, hvor en mand sad og ventede. “De ønske­ de at tale med mig?” Hun var usikker på, om hun skulle tilføje et sir. “Godmorgen, mrs. Wright, jeg håber, De har sovet godt.” Denne mr. Thaddeus var mere veltalende, end hun havde forventet ud fra hans falmede frakke. Et rødmosset, ikke helt ungdommeligt ansigt med opstoppernæse; en sort manke kom til syne, da han løftede hatten. “Det er meningen, jeg skal følge Dem over til O’Donnells nu, hvis De er klar.” “Ja, jeg er klar.” Men han måtte have hørt den spørgende tone, for han tilføjede: “Den gode doktor mente, at det nok burde være en ven af familien, der stod for præsentationen.” Lib var forvirret. “Jeg havde indtryk af, at dr. McBrearty var netop sådan en ven.” “Det er han også,” sagde mr. Thaddeus, “men jeg går ud fra, at mr. og mrs. O’Donnell nærer en særlig tillid til deres præst.” 26

Underet.indd 26

10/01/17 11.27

Præst? Manden her var i civilt tøj. “Undskyld. Skal jeg kalde Dem fader?” En skuldertrækning. “Ja, det er vel den nye stil, men den slags går vi ikke meget op i her på egnen.” Det var svært at forestille sig denne elskværdige mand som skrifte­ fader for landsbyen, ham, der sad inde med hemmelighederne. “De går hverken med præstekrave eller ...” Lib pegede på hans bryst, for hun kendte ikke navnet på embedets tilknappede sorte kjole. “Jeg har naturligvis hele udstyret til helligdagene liggende i min kuffert,” sagde mr. Thaddeus med et smil. Pigen kom løbende ud igen, mens hun tørrede hænderne. “Her er så Deres tobak,” sagde hun til mr. Thaddeus, snoede papirender­ ne på pakken og skubbede den hen over disken. “Gud velsigne dig, Maggie, og en æske tændstikker, tak. Er De klar, søster?” Han kiggede forbi Lib. Hun vendte sig om og så nonnen stå i sin fulde højde; hvornår var hun listet ud i butikken? Søster Michael nikkede først til præsten så til Lib med en træk­ ning ved læberne, der kunne være ment som et smil. Lammet af generthed, tænkte Lib. Hvorfor havde McBrearty ikke sendt bud efter to Nightingales, nu han var i gang? Det slog Lib, at der måske ikke var en eneste af de nogle og halvtreds andre – uddannede eller nonner – der havde været ledige med så kort varsel. Var Lib den eneste Krim-sygeplejer­ ske, som ikke havde fundet sin rette plads efter fem år? Den eneste, som ikke havde noget særligt for og derfor kunne bide på krogen med den giftige madding? De drejede til venstre ned ad gaden i det blege solskin. Ilde til mode mellem præsten og nonnen knugede Lib sin lædertaske ind til sig. Bygninger vendte i forskellige retninger, gav hinanden den kolde skulder. En gammel kvinde i et vindue ved et bord fyldt med kurve – en kræmmer, der solgte varer af en slags fra sin dagligstue? Der var 27

Underet.indd 27

10/01/17 11.27

ingen travlhed som den, Lib ville have forventet en mandag morgen i England. De gik forbi en mand, der bar på en sæk og udvekslede velsignelser med mr. Thaddeus og søster Michael. “Mrs. Wright har arbejdet sammen med miss Nightingale,” sagde præsten henvendt til nonnen. “Ja, det hører jeg,” mumlede søster Michael. “De må have vældig stor erfaring med operative indgreb,” tilføjede hun. Lib nikkede så beskedent, hun kunne. “Vi tog os også meget af kolera, dysenteri og malaria. Og forfrysninger om vinteren, selvføl­ gelig.” Faktisk havde engelske sygeplejersker udstoppet madrasser, rørt vælling og stået over vaskebaljer det meste af tiden. Men Lib ville nødig have, at nonnen antog hende for bare at være ukyndigt tyende. Det var det, ingen forstod: at redde liv drejede sig tit om at rense et stoppet latrinrør. Ikke skyggen af en markedsplads eller en fælled, som enhver en­ gelsk landsby ville have haft. Den kridhvide kirke var den eneste bygning, der så ny ud. Mr. Thaddeus drejede til højre ad et mudret stræde, der førte rundt om en kirkegård. De skæve, mosbegroede gravsten stod ikke i rækker, men så ud til at være anbragt på må og få. “Ligger O’Donnells hus uden for landsbyen?” spurgte Lib, som gerne ville vide, hvorfor familien ikke havde vist dem den høflighed at sende en vogn, for slet ikke at tale om at have dem boende hos sig. “Et stykke vej udenfor,” sagde nonnen med sin hviskende stem­ me. “Malachy holder korthornskvæg,” tilføjede præsten. Den svage sol havde mere magt, end Lib ville have troet; hun svedte under kappen. “Hvor mange børn har de boende hjemme?” “Kun pigen nu, efter at Pat er rejst over, Gud velsigne ham,” sag­ de pastor Thaddeus. Rejst hvorhen? Mest sandsynligt til Amerika, tænkte Lib, eller til England eller kolonierne. Irland, den uøkonomiske moder, sendte tilsyneladende halvdelen af sit magre afkom til udlandet. Mr. og mrs. O’Donnell havde altså kun to børn, det var ikke mange, tænkte Lib. 28

Underet.indd 28

10/01/17 11.27

De kom forbi et faldefærdigt hus med en rygende skorsten. En sti skrånede ned fra strædet mod et andet hus. Lib spejdede ud over mosestrækningen efter O’Donnells ejendom. Havde hun lov til at spørge præsten om andet end de rene kendsgerninger? De to kvin­ der var blevet ansat for at danne sig hvert deres indtryk. Men denne spadseretur var måske hendes eneste chance for at tale med denne nære ven af familien, tænkte Lib. “Mr. Thaddeus, må jeg spørge Dem, om De kan stå inde for mr. og mrs. O’Donnells retskaffen­ hed?” Der gik et øjeblik. “Javist, jeg har ingen grund til at betvivle den.” Lib havde aldrig før haft en samtale med en katolsk præst og kun­ ne ikke tyde hans diplomatiske tonefald. Nonnens blik var rettet mod den grønne horisont. “Malachy er en mand af få ord,” tilføjede mr. Thaddeus. “Han er afholdsmand.” Det forbavsede Lib. “Har ikke rørt en dråbe, siden han aflagde afholdsløftet, inden børnene blev født. Hans kone er en bærende kraft i sognet, meget aktiv i Vor Hellige Frues Broderskab.” De detaljer sagde ikke Lib noget, men hun forstod meningen. “Og Anna O’Donnell?” “En fantastisk lille pige.” På hvilken måde? Dydig? Eller exceptionel? Det var tydeligt, at pigebarnet havde fortryllet dem alle. Lib så strengt på præstens krumme profil. “Har De nogensinde rådet hende til ikke at tage næring til sig, måske som en form for åndelig øvelse?” Han løftede hænderne i protest. “Mrs. Wright. Jeg må formode, at De ikke deler vores tro?” Lib valgte sine ord med omhu og sagde: “Jeg blev døbt i den anglikanske kirke.” Nonnen så ud til at iagttage en krage, der fløj forbi. Lod hun være med at blande sig i samtalen for at undgå besmittelse? “Altså,” sagde mr. Thaddeus, “lad mig forsikre Dem om, at kato­ 29

Underet.indd 29

10/01/17 11.27

likker kun påbydes at undvære mad i nogle få timer, for eksempel fra midnat og til vi modtager den hellige nadver næste morgen. Vi afholder os også fra at spise kød på onsdage og fredage og under fa­ sten. Moderat faste dæmper kroppens behov,” tilføjede han så hen­ kastet, som hvis det havde været vejret, han talte om. “Vil det sige lysten til mad?” “Blandt andet.” Lib så ned på den mudrede vej forude. “Vi udtrykker alle vores sorg over Vor Herres lidelser ved at tage del i dem,” fortsatte mr. Thaddeus, “og fasten kan således være en gavnlig bodsøvelse.” “Vil det sige, at ens synder bliver tilgivet, hvis man straffer sig selv?” spurgte Lib. “Ja, eller andres synder,” hviskede nonnen. “Ja, det er præcis, som søster siger,” svarede præsten, “hvis vi frem­bærer vores lidelse som et personligt bodsoffer, kan tilgivelsen overføres til et andet menneskes konto.” Lib forestillede sig en stor hovedbog fyldt med millioner af blæk­ sorte debit- og kreditposter, hvor indskrivningerne flyttede fra den ene til den anden kolonne. “Men det er vigtigt, at man aldrig går til yderligheder i forbindel­ se med fasten eller lader den nå et punkt, hvor den er skadelig for helbredet,” forklarede mr. Thaddeus. Svært at spidde denne glatte fisk. “Så hvorfor tror De, at Anna O’Donnell er gået imod kirkens regler?” Præsten trak på de brede skuldre. “Mange gange har jeg forsøgt at tale hende til fornuft det seneste par måneder, tryglet hende om at spise lidt føde af en slags. Men hun lader sig ikke overtale.” Hvad var det ved denne forkælede frøken, som gjorde, at hun med held havde inddraget alle de voksne omkring sig i denne uhyr­ lige paradeforestilling? “Så er vi her,” mumlede søster Michael og pegede mod enden af en svagt afmærket sti. 30

Underet.indd 30

10/01/17 11.27

100 mm

154 mm

47 mm

154 mm

100 mm

ROBERT K. WITTMAN OG DAVID KINNEY hemmeligholdte dagbogsoptegnelser et skræmmende indblik i tankegangen hos Hitlers chefideolog, Alfred Rosenberg, der skabte det filosofiske grundlag for Det Tredje Rige og formulerede de grundlæggende principper bag nazisternes masseudryddelser. Bogen er samtidig en historie om jagten på Rosenbergs dagbog, som på mystisk vis forsvandt efter Nürnbergprocessen.

232 mm

ROBERT K. WITTMAN oprettede FBI’s afdeling for forbrydelser med relation til kunst, og han var gennem flere år bureauets nationale ekspert i tyverier af kulturværdier.

Den var væk i næsten trekvart århundrede, indtil den forhenværende FBI-agent Robert K. Wittman kom på sporet af den. Alfred Rosenbergs dagbogsoptegnelser dækker perioden fra 1936 til 1944. Den loyale Hitlerrådgiver beretter udførligt om

DAVID KINNEY er journalist, har vundet Pulitzerprisen og har blandt andet skrevet for New York Times.

fortrolige møder med Føreren og om indædt rivalisering med Hermann Göring og Heinrich Himmler. Den indeholder også oplysninger om planerne for et besat Sovjetunionen efter krigen, og den fortæller om Rosenbergs overopsyn med massebeslaglæggelser og katalogisering af kunstværker fra private hjem, biblioteker og museer i hele det besatte Europa.

”Dette værk kan ikke anbefales nok.” New York Journal of Books

DJÆVLENS DAGBOG

DJÆVLENS DAGBOG giver via afslørende og hidtil

DJÆVLENS DAGBOG ALFRED ROSENBERG HITLERS CHEFIDEOLOG OG HANS HEMMELIGE OPTEGNELSER

POLITIKENS FORLAG

R O B E R T K . W I T T M A N O G D AV I D K I N N E Y

Efter midnat blev dommene læst op for de […] dødsdømte nazister, og de fik et sidste måltid bestående af pølser, kartoffelsalat og frugt. Lidt efter klokken et om natten hentede vagterne mændene, en efter en. Rosenberg var den fjerde. Fængselspræsten, Gerecke, spurgte, om han måtte bede en bøn for ham. ”Nej tak,” lød svaret. Rosenberg, der havde håndjern på, gik den korte vej over gården fra celleblokken, og klokken 1.47 kom han ind i fængslets gymnastiksal, hvor vidnerne sad ved borde eller stod bagest i salen. Hans hænder blev bundet på ryggen med et læderbælte, og han blev ført op ad de 13 trin til galgen, hvorefter hans ben blev bundet. ”Rosenberg var glansløs og havde indfaldne kinder, da han så sig om i salen,” skrev Kingsbury Smith, som overværede henrettelserne for International News Service. ”Hans ansigtsfarve var dejagtig, men han virkede ikke nervøs og gik med faste skridt op til galgen … Trods sin erklærede ateisme var han ledsaget af en protestantisk præst, som fulgte med ham hen til galgen, mens han bad. Rosenberg så kun én gang, udtryksløst, på præsten.” Som den eneste af de dødsdømte havde den flittigste skribent i Det Tredje Riges historie ikke nogen sidste ord. En hætte blev trukket over hans hoved. Faldlemmen åbnedes, og Rosenberg faldt.