Uglens øje - læseprøve

CMYK

CMYK

Selvstændig fortsættelse til bestsellerne DINOSAURENS FJER og SVALENS GRAF OM DINOSAURENS FJER

★★★★★★ ”Ganske enkelt klasse” JYLL ANDS-POSTE N

WEEKE NDAVISE N

”En fin, uanstrengt klogskab på mennesker og deres reaktioner” INFORMATION

OM SVALENS GRAF ”Godt gået, Gazan”

”Hendes plot styrer for vildt”

”Scorer højt på alle de parametre, en underholdende og udfordrende krimi bør bestå af”

INFORMATION

POLITIKEN

WEEKE NDAVISE N

UGLENS ØJE er en selvstændig fortsættelse til DINOSAURENS FJER og SVALENS GRAF. Da bøgerne udkom i USA, fremhævede Washington Post og Wall Street Journal dem som nogle af årets bedste oversatte romaner.

OM HVIDE BLOMSTER ”Det kræver vildt mådehold ikke at sluge romanens 512 sider i en gigantisk mundfuld” POLITIKE N

★★★★★★ ”Hører til den slags romaner, man ikke ønsker får en ende” KRIST ELIG T DAG BL AD

”Romanen blander videnskab, spænding og miljøskildring til noget ret forunderligt i dansk litteratur” INFORMATION

★★★★★★

Engang var Søren Marhauge en af politiets allerskarpeste hjerner. Nu er han en midaldrende efterforsker med en helt umulig sag om et barn, der er sporløst forsvundet.

Farmakonom Sille Bjergager er varm fortaler for den nye mirakelmedicin Trimixal, for den har hjulpet hendes bror Bjørn ud af alvorlig depression, og han har endelig fået sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet.

Medicinaldirektør Tonny Enggaard er manden bag det mirakuløse præparat. Han har altid nægtet at give op, før han når sit mål. Uanset prisen.

Da en gigantisk medicinal-skandale pludselig truer i horisonten, krydses Sørens, Silles og Tonnys veje. Men hvorfor blev industriens skruppelløse bedrag ikke opdaget i tide af de almægtige hackere i MediLeaks, der overvåger medicinal-industrien indefra?

Uglens øje er en spændingsroman om vores evige kamp for at finde sandheden

Sissel-Jo Gazan Uglens øje

”Noget af det bedste, jeg længe har læst”

Sissel-Jo

Sissel-Jo

Gazan Uglens øje

Gazan

har skrevet otte romaner og fik sit internationale gennembrud med videnskabskrimien Dinosaurens fjer, der er udgivet i 17 lande. Uglens øje er en selvstændig fortsættelse af Dinosaurens fjer og Svalens graf.

Sissel-Jo Gazan har blandt andet modtaget Læsernes bogpris, DR’s romanpris og Den Gyldne Kødøkse (Danskernes yndlingskrimi 2000-2010).

Sissel-Jo Gazan er født i Aarhus i 1973 og uddannet cand.scient. i biologi.

Hun bor i dag i Berlin med sin familie.

og for at få lov at beholde dem, vi elsker.

”Must read” FE MIN A

ISBN 978-87-400-6156-7

Spændingsroman Politikens Forlag

FORSIDEFOTO: EN INSEKTSAMLING HJEMSENDT FRA LAGOA SANTA I BRASILIEN AF PETER WILHELM LUND, ANTAGELIGT I 1850’ERNE. OPBEVARET PÅ STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM I KØBENHAVN. OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK FORFATTERFOTO: LES KANER

Uglens øje

Af samme forfatter Når man kysser i august, roman, 1995 Et barn for sig, roman, 1997 Vigtigt at vide om Ludmilla, roman, 2003 Sig ja! Hvad præster ved om kærlighed, samtaler, 2006 Dinosaurens fjer, roman, 2008 Min by Berlin, guide, 2010 Svalens graf, roman, 2013 Vi elsker Berlin, guide, 2015 Blækhat, roman, 2017 Vi elsker stadig Berlin, guide, 2019 Hvide blomster, roman, 2020

Sissel-Jo Gazan

Uglens øje Spændingsroman

Politikens Forlag

Romanen Uglens øje er helt og holdent fiktion og fri fantasi. Jeg har opfundet medikamenter og aktører fra medicinalindustrien med inspiration fra den virkelige verden, men enhver lighed med virkeligheden er tilfældig og utilsigtet.

Sissel-Jo Gazan

Mandag den 12. november 2018.

Et sted i verden, i et lille aflåst kælderlokale, mødtes den anonyme nonprofit hackergruppe MediLeaks. Gruppen havde eksisteret siden 2015. Dengang havde det kun været de to grundlæggere, men nu sad der syv personer ved det runde bord.

Luften var varm og statisk, for to store blinkende servere kørte på højtryk, og vinduerne var blændede.

På væggen hang et stort nærbillede af et stirrende gult øje, og over billedet, direkte på væggen, stod der: “If MediLeaks don’t see it, it ain’t there.”

I tre år havde gruppen systematisk hacket sig ind i medicinalbranchens datasystemer og lagt kompromitterende information frem på www.medileaks.org, gruppens domæne i cyberspace. MediLeaks hængte lobbyister, kapitalfonde, storaktionærer og anløbne forskere til tørre. De udstillede uden nåde rådne regnskaber, humbug i kliniske forsøg, hemmeligholdelse af uønskede forskningsresultater og ikke mindst taktisk brug af erstatningssøgsmål.

I tre år havde MediLeaks med held, frækhed og snilde gemt sig for det internationale politisamarbejde af cybercrime-specialister, som de vidste jagtede dem, men nu havde gruppen fået alvorlige problemer. Myndighederne var på sporet af dem, og det var et spørgsmål om tid, før der ville blive banket hårdt på døren til det lille kælderlokale. Det var igen blevet tid til at flytte de to servere og skifte lokalitet.

5

Søren Mandag den 15. oktober 2018 forsvandt 13-årige Solvej Vallekilde på vej hjem fra Birkegårdens rideskole i Humlebæk, og tirsdag morgen landede sagen på kriminalassistent Søren Marhauges bord.

Søren åbnede den grønne sagsmappe og stirrede på portrættet af Solvej, sat fast med en papirklips. Det var helt vildt så meget, Solvej lignede hans egen datter, Lily, og han kunne ikke lide det. De var præcis lige gamle, født med to dages mellemrum i 2004, og de havde begge kort, lysebrunt hår i en tid, hvor alle andre unge piger havde hår til numsen. De havde begge et åbent, selvstændigt blik og runde kinder. Søren virrede med hovedet. Det var ikke Lily, sagde han til sig selv.

Sammen med sin partner, Nadia Asurri, kørte Søren til Kirkelte i Nordsjælland for at tage en indledende samtale med Solvejs forældre og hendes tvillingebror, Buster, og Søren var stille i bilen. I de sidste fem år havde han siddet i den såkaldte Overgrebsgruppe i Afdelingen for personfarlig kriminalitet på Teglholmen og efterforskede hovedsageligt sager, der involverede børn, og selvom det var hans spidskompetence, var han kørt træt. Sisyfosarbejde, hed det vist.

Lige meget hvor mange sager han opklarede, battede det ikke. Der kom bare flere allerede næste dag.

“Er du okay?” spurgte Nadia, da de kørte nordpå.

“Jeg har det fint. Jeg var oppe med Theo i nat, men jeg har det fint.”

Theo var Sørens treårige søn. Nadia havde en datter på samme alder, som hun elskede at tale om. Søren lyttede efter med et halvt øre, mens forstæderne gled forbi.

7

Tilbage i juli havde Søren været ved læge og nævnt, at han var kørt lidt sur i det, og lægen havde stillet ham spørgsmål fra et spørgeskema og var endt med at give ham en recept på antidepressiva. Søren havde set skeptisk på recepten. Trimixal.

Han syntes, det lød som et giftstof, og det føltes som et giftstof. Ikke nok med, at han omgående havde mistet sin libido, han havde også taget på, og han havde mistet en stor del af sin smags- og lugtesans.

Søren havde for længst ringet til sin læge og fortalt om bivirkningerne, men lægen havde sagt, at tab af libido desværre var en kendt bivirkning ved psykofarmaka, og at uoplagtheden nok snarere skyldtes mangel på D-vitamin. Det med smagssansen havde han aldrig hørt om før, måske var Søren forkølet? Trimixal var et virkelig godt præparat med meget få bivirkninger sammenlignet med andre tilsvarende præparater.

“Giv det nu lige en chance,” havde han sagt.

Nu var der gået fire måneder, og Søren havde mistet tålmodigheden med de piller, for han havde ikke fået det bedre, tværtimod. Han følte sig endnu mere tåget og ufokuseret, og så var han endda begyndt at begå fejl på arbejde. To af dem havde været graverende.

“Looking isn’t the same as seeing,” havde Sørens ekskæreste og bedste veninde, Vibe, sagt en aften, de havde talt i telefon sammen, og Søren havde fortalt hende om fejlene. Vibe boede på Fyn nu, men de talte i telefon et par gange om måneden. Citatet stammede fra et populærvidenskabeligt studie i utilsigtet blindhed fra Harvard University, hvor to forskere havde påvist, at det, man fik øje på, i langt højere grad afhang af det, man fokuserede på, end det, man rent fysisk var i stand til at se.

“Måske er dit fokus bare off?” havde hun sagt. “Og det forstår jeg altså godt, Søren. Du er enlig far til to børn og har et krævende fuldtidsjob. Du er presset, og det første, der ryger, er fokus.”

Måske er dit fokus bare off? Søren havde tænkt på det hver dag siden, ikke mindst siden han var begyndt på pillerne. Men han havde 8

brug for sit fokus! Han havde ikke råd til at begå flere fejl. Han måtte ikke træde forkert.

Han havde glemt sit tjenestevåben ude på lokummet! Bare tanken om, at han kunne komme til noget så tåbeligt, gav ham lyst til at krybe i et musehul. Han var lige kommet tilbage fra en anholdelse, var gået på toilettet og havde ladet sit våben ligge på gulvet i toiletbåsen.

Desværre var våbnet blevet fundet, før Søren overhovedet opdagede, at han havde glemt det, og han havde fået en ordentlig røffel af politiinspektør Henning Krantz. Søren havde aldrig begået sådan en fejl før, og ubehaget blev ikke mindre af, at Krantz ikke ville sige, hvem der havde fundet våbnet og var gået til ledelsen i stedet for lige at prikke Søren på skulderen. Søren mistænkte Henrik Tejsner, hans tidligere makker og ven, nu nærmeste leder. Henrik var altid så frelst.

Allerede to uger senere havde han imidlertid overgået sig selv og var faldet i søvn på en overvågningsopgave, så en mand, de havde været tæt på at kunne anholde i en stor sag, var sluppet væk. Fejlen var igen blevet ordnet internt, uden officiel disciplinærsag, men denne gang havde Henning Krantz sat Søren på bænken.

“Du tager lige en pause, Marhauge,” havde politiinspektør Krantz sagt og klappet ham venskabeligt på skulderen.

Så i tre stive måneder havde Søren siddet og gennemset videomateriale. Rigtig meget videomateriale. Overvågningsbånd, overvågningsoptagelser og optagelser af seksuelle overgreb på børn. Rigtig mange optagelser af børn. Han havde været ved at dø langsomt. Og som om det ikke havde været straf nok, var Krantz begyndt at låne ham ud til lorteopgaver, som Søren var overkvalificeret til: som vagt til fodboldkampe i Parken, til klimademonstrationer og sågar ved et gidseldrama på en medicinalvarefabrik i Valby. Krantz testede, hvordan Søren interagerede med borgere i det offentlige rum, det var han udmærket klar over. Testede, om Søren var parat til publikumskontakt igen, som det hed i politiet. Søren var sikker på, at alle hans kolle9

gaer morede sig bag hans ryg. Hans gamle protegé, Abdul Izmir, som Søren havde både tørret røv på og givet sutten, da de havde arbejdet sammen på Bellahøj, og som nu var hot-shot i Politiets Aktionsstyrke, havde i hvert fald moret sig helt utrolig meget, da Søren pludselig stod i uniform og passede på politiafspærringen under gidseldramaet i Valby.

“Så har man sgu set det med, Marhauge,” havde Izmir sagt. “Hvad bliver det næste? Færdselssager?”

Ha ha.

1. oktober var Krantz’ straf endelig overstået, og lige meget hvor meget det udhulede ham at efterforske børnesager, fandtes der intet værre end at pendulere mellem at glo på videomateriale og passe på fulde brøndbyfans i Parken. Det skulle han bare ikke igen og havde siden trådt varsomt. Hver dag mærkede han politiinspektørens blik i nakken. Som en ugle i et træ holdt Krantz øje med ham, og Søren skulle ikke træde ved siden af.

Til morgenbriefing på Teglholmen onsdag morgen var det Henrik Tejsner, der briefede.

“Familien Vallekilde er trådt ud af samfundet,” sagde Henrik. “De har ingen mobiltelefoner, iPads eller computere, heller ikke børnene. De har ikke engang NemID. I nødstilfælde bruger de genboens fastnettelefon. De har muldtoilet.” Henrik så på Søren, for det var ham, der havde skrevet “muldtoilet” i rapporten.

“Hvad fanden er et muldtoilet?” spurgte en af kollegaerne.

“Et toilet uden træk og slip,” sagde Søren.

“Hvad fanden er træt og slip?” spurgte Nadia. Hun vidste helt sikkert godt, hvad det var, og at det ikke hed “træt og slip”, men det var blevet en joke imellem dem, at hun ikke fattede, hvad Søren sagde, fordi han var en babyboomer, mens hun var 32 år og generation Y. Der lød spredt latter, og Henrik så strengt på dem. “… muldtoilet,” gentog Henrik. “Høns og geder og køkkenhave.

10

De ringede fra genboens telefon i forgårs aftes, da Solvej ikke kom hjem fra ridning. De tror desuden på en guru i Indien, der hedder Sai Baba.”

Efter morgenmødet kørte Søren og Nadia igen til Nordsjælland.

Solvejs forældre var blevet afhørt på Teglholmen dagen før, og i dag var det Solvejs tvillingebrors tur.

Solvej havde fem søskende, hvoraf fire af dem var småbørn, og familien boede i et hjemmeflikket hus på en mudret grund i udkanten af Kirkelte. Husets hjerte var et stort åbent rum, der både rummede køkken, spisestue og opholdsstue og havde store vinduer ud imod en charmerende rodet have med et drivhus og efterårsresterne af en køkkenhave, som Søren ikke var i tvivl om var overdådig i den rette sæson. En ulidelig varme i stuen fik en masse drømmefangere til at sno sig dovent om deres egne snore, og Søren fortrød, at han ikke havde ladet sin jakke blive i bilen. Foran en buldrende brændeovn lå to store hunde og tre katte og sov i en bunke.

På en spraglet gulvmadras midt i rummet sad Solvejs forældre og broren, Buster, i skrædderstilling. Han var en køn, vagtsom dreng, der lignede sin søster meget, iført løse fiskerbukser og en T-shirt med et nordsjællandsk friskole-logo på brystet. Alle tre sad med bedekæder af træperler i hænderne, og Buster så kun kort på Søren, før han igen lukkede øjnene og gav sig til at gnide sine hænder op og ned ad sine lår, mens han fortsatte sin brummende messen.

“Vi beder for et mirakel,” forklarede moderen. Ud over sin bedekæde holdt hun et indrammet sort-hvidt foto af en mand i hænderne.

Det måtte være den guru, Henrik havde nævnt. De fire små søskende havde samlet sig nysgerrigt om Søren og Nadia, da de var trådt ind, nu legede de rundtomkring i det store rum.

“Hej Buster,” sagde Søren blidt, og Buster åbnede øjnene. “Jeg er kriminalassistent Søren Marhauge, og det er kriminalassistent Nadia Assuri. Vi vil gøre alt for at finde din søster – Solvej.” Søren så kort på Solvejs forældre. “Er det i orden, at vi stiller dig nogle spørgsmål?”

11

Buster nikkede.

“Er der et sted, vi kan tale med Buster i enrum?” Søren så igen på forældrene, så på Buster. “Kan vi gå ind på dit værelse?”

Buster nikkede og rejste sig, og Søren og Nadia fulgte ham ud af stuen. De var begge uddannet til at afhøre børn og havde aftalt i bilen, at Søren skulle tale med Buster.

Værelset lå lidt nede ad en mørk gang, og der hang en perleplade med ordene “Her bor Buster & Solvej” på døren. Værelset var overraskende sparsomt indrettet for to teenagere, med en køjeseng op ad den ene væg, en kommode op ad den anden og ellers intet udover en uro med måner og planeter og den amerikanske street artist Shepard Faireys ‘Make art, not war’-plakat på væggen. Søren genkendte den kun, fordi Lily havde nøjagtig den samme plakat på sit værelse. Luften var indelukket, og gardinerne stadig trukket for, og det var tydeligt, at værelset kun blev brugt til at sove i, fordi størstedelen af familiens liv foregik i det store køkken-alrum.

Nadia hentede hurtigt et par stole, mens Søren pakkede deres videokamera ud og riggede det til.

“Skal I filme mig?” spurgte Buster forskrækket, og Søren forklarede, at politiet var nødt til at filme, når de talte med børn, men at det kun var dem, der var med til at lede efter hans søster, der skulle se optagelsen.

“Du skal ikke være bekymret,” sagde Søren og tænkte på de mange sager, der florerede, hvor teenageres liv blev knust, fordi belastende materiale blev postet og videresendt.

“Okay,” sagde Buster og så alligevel bekymret ud.

Nadia var tilbage med to stole, og Buster satte sig på kanten af underkøjen. Hænderne lå stille på lårene nu, og han kiggede vagtsomt på Søren, så på kameraet, så på Søren igen, så på Nadia.

“Bare tag det helt roligt, Buster. Vi er her for at hjælpe dig. Vi er her for at hjælpe med at finde din søster.”

Søren stillede spørgsmål, og som samtalen skred frem, sank hjertet 12

i livet på ham. Solvej var Busters bedste ven, sagde han. Hun elskede dyr, især heste, men også hunde og katte. I skolen elskede hun engelsk og at skrive stil, men ikke så meget matematik. Solvej og Buster var meget hjemme, for sådan var de opdraget. Familien var vigtigst.

Nej, hun havde helt sikkert ikke haft en kæreste, og hun var altid med bussen, når Buster kom og hentede hende. Altid.

“Tak, Buster,” sagde Søren, da de var færdige. “Det er rigtig fint, at du snakker med os.”

Nadia pakkede videoudstyret ned, og da Søren rakte hånden frem mod Buster for at sige farvel, havde drengen lukket øjnene og genoptaget sin messen. Han gned sine hænder op og ned ad lårene. Søren drak grådigt af luften, da de igen stod på den mudrede grund foran huset. De gik over til genboen, Else Bernstorff, en lille, væver dame i tresserne. Nej, Solvej havde ikke ringet til hende, og det plejede både hun og Buster at gøre, hvis der skete noget uforudset, og så gik hun gerne over og gav forældrene besked.

“Jeg forstår jo ikke, hvorfor de ikke bare selv får en telefon,” sagde hun. “Men dem om det, og mig generer det ikke. De er en herlig familie, og jeg hjælper dem gerne, hvor jeg kan. Åh, jeg håber da ikke, der er sket Solvej noget. Hun er en god pige.”

Søren og Nadia takkede.

“Solvej lyder som en engel,” sagde Nadia, da de sad i bilen. “For artig, for sød, for pligtopfyldende. Kan det virkelig passe? Oh là-là, mig som teenager. Det var en anden sag.”

“Vi må vente og se, hvad der dukker op,” sagde Søren. Han havde en mavefornemmelse, men han blev pludselig i tvivl, om han kunne stole på den, og skød til hjørne.

Birkegårdens rideskole lå under to kilometer fra Sørens hus på Skovvej i Humlebæk, og Søren inddrog Lilys bevægelsesfrihed med øjeblikkelig virkning. Lily gik i ottende klasse på Nørrebro Lilleskole, og de uger hun var hos Søren, tog hun selv toget hjem til Humlebæk, 13

når hun fik fri, for hvis hun skulle vente på, at Søren fik fri fra arbejde, hentede hendes lillebror, Theo, i børnehaven og så kørte tre kvarter ud af byen i tæt eftermiddagstrafik, kunne hun ikke nå at lave lektier.

Det forstod Søren godt, sagde han, men så længe Solvej var forsvundet, og der var en potentiel gerningsmand på fri fod, måtte hun gå hen i klubben på skolen og vente på, at han kom og hentede hende.

Sådan blev det. Lily protesterede højlydt og sagde, demokrati altså stavedes D*E*M*O*K*R*A*T*I og ikke D*I*K*T*A*T*U*R, men Søren stod fast. Han tog ingen chancer. Det måtte Lily forstå, formanede han.

“Nej,” svarede hun. “Det må jeg ikke forstå, Søren. Det må jeg acceptere, fordi der er fire år og tre uger og to dage og syv minutter til den herlige dag, hvor jeg bliver myndig og selv kan bestemme.”

Så marcherede hun ind på sit værelse. Et kvarter senere ringede Anna Bella, Lilys mor og Sørens ekskæreste, og Søren kunne godt regne ud, at Lily havde ringet og brokket sig til hende.

Søren og Anna Bella kom op at skændes i telefonen, det skete ellers ikke ret tit.

“Gider du slappe lidt af med at kontrollere og skræmme mit barn?” spurgte Anna. “Du ved ikke engang, om Solvej har været udsat for en forbrydelse. Er hun ikke bare stukket af som alle andre teenagere?”

“Jeg tror ikke, Solvej er stukket af, Anna Bella, og uanset hvad, går Lily over i klubben efter skole.”

“Søren,” sagde Anna Bella forsonende. “Du bliver altså nødt til at lade dit arbejde blive på Teglholmen, når du får fri, ellers overfører du din ængstelse til børnene. Og det er jo ikke, fordi vi sender Lily alene igennem Fælledparken klokken tre om natten, vel?”

“Nej, men hun går fra Humlebæk Station og hjem til Skovvej alene, og det er under to kilometer fra dér, hvor Solvej forsvandt. Det bliver, som jeg siger.”

“Du vil altså til at mandsopdække Lily, eller hvad?” spurgte Anna.

“Når hun går ned på Sankt Hans Torv og drikker varm kakao eller går 14

fra skolen og hjem til mig ved højlys dag? Du er fandme snart værre end Overkontrollant Mustafa.”

Nu blev Søren også sur. Mustafa var far til Lilys bedste veninde, Salma, og han lod aldrig sin datter gå to skridt alene. Hver eftermiddag stod Mustafa eller en af Salmas brødre udenfor skolen, og hver morgen blev hun fulgt helt til skoleporten. Anna Bella afskyede Mustafa og kaldte ham kvindeundertrykkende, men Søren kunne godt lide ham. Han passede på sin datter i en verden fuld af farer, og det samme gjorde Søren. Længere var den ikke.

“Og hvad er der så galt med Mustafa?” spurgte han.

“Okay, nu forsvarer du simpelthen Mustafa? Ved du godt, at han i al hemmelighed har installeret en sporingsapp på Salmas mobiltelefon, så han kan holde øje med, hvor hun er? Forleden flåede han hende ud fra en helt uskyldig hiphop-dansetime og gav hende stuearrest, fordi hun havde skjult, at hun gik til dans. Uha ja, det er godt nok også en slem forbrydelse!”

“Okay, det var måske lidt overdrevet,” svarede Søren.

“Lidt overdrevet? Mustafa er en kontrollerende Hizbollah-idiot,” sagde Anna Bella. “Han tvinger sin søde, pålidelige datter til at lyve, fordi hun ikke må gå til dans. Forstår du ikke, at det er hans mistillid, der gør, at hun må luske?”

“Nu er Hizbollah jo libanesisk,” havde Søren tørt indvendt. “Og Mustafa er, så vidt jeg ved, fra Afghanistan.”

Nu tabte Anna Bella besindelsen. “Det er jo fucking lige meget, om der er tale om Hizbollah, Stasi eller et panoptisk fængsel, Søren.

Er det sådan en far, du vil være? En, der går og planter syge forestillinger om en syg verden i børns hoveder? Lily har for resten spurgt mig, om hun må begynde at bo lidt mere inde hos mig, og det er, hvad du får ud af at kontrollere hende. Hun trækker sig. Er det det, du vil?”

“Selvfølgelig ikke,” sagde Søren såret.

“Nå, men det er det, der sker.”

“Hvad sagde du så til hende?”

15

“Jeg sagde, at det var okay for mig, hvis hun gerne ville. Hun lovede at snakke med dig om det.”

Da de havde lagt på, var Søren lige dele rasende og ked af det.

Formuleringen ‘Gider du slappe lidt af med at kontrollere mit barn?’ sved. Anna Bella havde sagt mit barn.

Lily var to et halvt år, da Søren forelskede sig i hendes mor, og hun havde helt fra begyndelsen sagt, at hvis de skulle være kærester, måtte han engagere sig helhjertet. Lilys biologiske far havde forladt dem, da Lily var baby, og Anna Bella havde tidligt besluttet, at Lily aldrig igen skulle opleve at miste en far.

“Faderskab handler ikke om at donere en sædcelle,” havde hun sagt. “Men om, hvordan man opfører sig i de næste atten år.”

Søren havde sagt rungende ja tak til både mor og datter og de næste atten år og havde altid følt stor taknemmelighed for Anna Bellas ultimatum. Han hørte tit kollegaer tale om, at de aldrig rigtig fik lov til at involvere sig ordentligt i deres nye kæresters børn og derfor aldrig fik en ordentlig relation til dem. Anna Bella havde givet ham plads og ansvar, og det havde været det bedst tænkelige fundament for Lily og Sørens tætte forhold. Lige så længe han kunne huske, havde Anna Bella sagt vores barn om Lily. Nu kaldte hun hende pludselig mit barn og antydede, at Lily var træt af at bo hos ham.

Solvej forsvandt første mandag i efterårsferien, som også var første dag på det ridekursus, hun var meldt til på Birkegårdens rideskole. Hun var mødt på rideskolen klokken ni om morgenen og havde redet sammen med fem piger, som hun gik til ridning med i forvejen. Rideundervisningen sluttede klokken fire, og klokken lidt i fem, da hun var færdig med at strigle og fodre, havde hun sagt farvel til sine veninder, til ejeren, Marion, og til staldmesteren, Michael, og var gået hundrede meter ned ad Humlebækvej til busstoppestedet. Bussen havde været forsinket, og hun havde stadig siddet og ventet, da hendes veninde Lucia var kommet forbi i bil tyve minutter senere. Lucia 16

havde rullet vinduet ned, og hendes far havde spurgt Solvej, om de ikke skulle køre hende hjem, men det ville hun ikke have. Hendes tvillingebror kom og hentede hende ved busstoppestedet hjemme i Kirkelte, havde hun sagt. Han var sikkert allerede gået hjemmefra, og hun kunne ikke få fat i ham.

Da Lucia og hendes far var kørt videre, havde Lucia forklaret sin far, at ingen i Solvejs familie havde en mobiltelefon, så det var altid lidt besværligt med Solvej, fordi de ikke havde telefon i hendes familie. “’Lidt besværligt’ er århundredets underdrivelse,” havde Søren tænkt, da han læste udskriften af afhøringen af Lucia og hendes far.

Politiet havde afhørt Solvejs klasselærer og talt med hendes kammerater på Nordsjællands Friskole, med dem på rideskolen, med de faste rutebilchauffører på busruten mellem Humlebæk og Kirkelte, med naboerne, postbuddet og Hjem-IS-manden. De havde endevendt alt, trukket vod i de nærliggende søer og været ude med hundene, men manglede i den grad spor i sagen, ikke mindst digitale. Uden digitale spor var der ikke meget at gå efter. Ingen ondskabsfuld cyber bullying, ingen hemmelige profiler i lyssky chatrooms, ingen eksplosive online-skænderier, ingen nøgenbilleder, intet. Solvej havde været forsvundet i tre dage, og alle spor endte stadig blindt ved busstoppestedet.

Fredag den 19. oktober kørte Søren og Nadia igen nordpå til Kirkelte.

Henrik Tejsner havde ved morgenmødet bedt dem om at forberede forældrene på, at der ville blive holdt et pressemøde, hvor politiet ville bede offentligheden om hjælp.

I Kirkelte var det, som om tiden havde stået stille siden sidst. Solvejs forældre og hendes tvillingebror sad igen – eller måske stadig – på gulvmadrassen og messede, og Søren var splittet imellem sin trang til at ruske og sin trang til at trøste dem, særligt Solvejs mor, der klamrede sig til det indrammede foto af den indiske guru og bad om 17

et mirakel for sin datter. Der fandtes ingen mirakler, når ens datter var forsvundet på tredje, fjerde og snart femte, sjette og syvende døgn, forstod hun ikke det? Der fandtes ingen nådige forklaringer eller måder, man kunne få hende tilbage på ved hjælp af de positive tankers kraft. Der var kun den brutale sandhed: Der var gået over tre døgn, og deres datter var formentlig død, og gerningsmanden ville sandsynligvis slippe afsted med sin ugerning, fordi Solvej var den eneste teenager i den vestlige verden, der ikke havde efterladt sig et digitalt spor, politiet kunne bruge.

Søren og Nadia satte sig på madrassen.

“Vi vil gerne holde et pressemøde,” sagde Søren. “Vi vil gerne bede befolkningen om hjælp.”

“I er på bar bund, er I ikke?” spurgte Solvejs far trist. “Bare sig det, som det er.”

“Sylvester,” sagde Solvejs mor blidt og lagde sin hånd på sin mands lår. “Jeg er sikker på, politiet gør alt, hvad de kan, ligesom vi gør alt, hvad vi kan.”

Sylvester sukkede og begyndte at messe igen. Lavt og melodisk.

Det lød anderledes end Busters messen. Buster knurrede næsten, mens han gned hænderne op og ned ad sine lår. Søren iagttog ham, indtil han mærkede Solvejs mors blik.

“I gør, hvad I kan,” gentog hun. “Og vi gør, hvad vi kan.”

Så lukkede hun øjnene og genoptog sin egen messen, blød og melodisk.

På vej tilbage gjorde Søren og Nadia holdt på Birkegårdens rideskole.

De fandt indehaveren af rideskolen, Marion Frandsen, inde i stalden, hvor hun var ved at hjælpe en lille flok piger med at sadle op. Marion var en buttet, vejrbidt dame i ridebukser, oilskinsjakke og et par farvestrålende spænder i håret, og hun var tydeligvis populær blandt ridepigerne. De havde besluttet at køre ridekurset videre, fortalte hun, men stemningen var selvfølgelig trykket.

18

Nadia talte kort med hver enkelt af pigerne, mens Søren talte med Marion.

“Jeg spurgte pigerne, om de ville ride i dag, eller om vi hellere skulle sætte os ind i varmestuen og snakke lidt. Pigerne er jo meget bekymrede for Solvej. Det er vi alle sammen,” sagde Marion og lød, som om hun skammede sig over, at livet fortsatte. “Men pigerne ville absolut ride. Solvej missede aldrig en ridetime, og selv når hun ikke havde timer, kom hun forbi og hjalp i stalden. En gang stod hun her juleaftensdag, parat til at muge ud! Så vi rider i Solvejs ånd i dag.”

Da rideflokken var blevet sendt afsted til ridebanen sammen med deres ridelærer, tog Marion Frandsen Søren og Nadia med ind i varmestuen, som hun kaldte den, et ikke specielt varmt rum med slidte sofaer og gamle hunde- og hesteplakater på væggene.

Søren og Nadia havde læst afhøringsrapporten fra i tirsdags og spurgte nu lidt dybere ind til Solvej. Havde hun forandret adfærd på det sidste? Nævnt noget om en kæreste? Om nogen, der generede hende? Om problemer på hjemmefronten?

Marion rystede på hovedet.

“Solvej er Solvej,” sagde hun. “En solstråle, der elsker dyr, og som altid kommer med positiv energi. Hun er også lidt ekstrem.”

“Ekstrem?”

“Ja, men det er vi alle sammen herude,” indskød Marion. “Vi, der elsker dyr. Vi kan godt selv se det sjove i det.” Marion smilede og så undskyldende på Søren og Nadia. “Ja, nu ved jeg jo ikke, om I elsker dyr. Men det gør vi her på Birkegårdens rideskole, og Solvej mest af alle. Hun går og hjælper insekter over Hørsholmvej, og hun har været veganer, siden hun blev født. Er der noget nyt om hende? Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvis hun er blevet gjort fortræd.” Marion fik tårer i øjnene.

“Desværre ikke,” sagde Søren og gav Marion sit kort. “Ring, hvis du kommer i tanke om mere. Alt har interesse.”

“Selvfølgelig,” sagde Marion.

19

På gårdspladsen talte de kort med ridelæreren, der kom småløbende tilbage fra ridebanen for at hente et longeringstov.

“Jeg har kun fem minutter,” sagde hun. “Pigerne rider volter.”

“Fem minutter er fint,” sagde Søren, og på spørgsmålet om, hvordan Solvej var, svarede ridelæreren: “Sød, velopdragen og virkelig glad for dyr. Måske lidt forsigtig.”

“Forsigtig?”

“Ja, ridepigerne er en livlig flok, og Solvej holder sig altid lidt i baggrunden, men på godt og ondt. Hun er aldrig del af det pigefnidder, der godt kan opstå. Solvej svævede ligesom over vandene.”

Efter de havde talt med ridelæreren, vekslede de et par ord med Michael, staldmesteren, der stod på gårdspladsen og vaskede bidsler i en spand. En pæn fyr, der var blevet lidt gammel til sine lidt for store, lavtsiddende jeans, tænkte Søren og fortrød med det samme. Michael var stadig tyve år yngre end ham selv.

Michael sagde det samme om Solvej som ridelæreren: “Den største dyreven, jeg nogensinde har mødt, og ellers lidt stille i det. Jeg tror, hun kommer bedre ud af det med dyr end med mennesker. Hun hjælper mig tit på dyreinternatet.”

“Dyreinternatet?”

“Ja, det kalder vi det bare.” Michael pegede over mod den fjerneste staldlænge. “Det er derinde. Hvad vi ikke har haft af dyr på rekreation der. Føl med kolik, forladte kattekillinger, fugle der er fløjet ind i ruder, en såret hane, sågar en varan. Når der var et sygt dyr, kom Solvej hver dag og så til det. Hun skal være dyrlæge, når hun bliver stor.”

I bilen gennemløb Søren og Nadia hurtigt billedet af, hvem Solvej var. En god ven, et inkarneret familiemenneske, en stor dyreelsker, altid hjælpsom, lidt forsigtig.

“Altså, vitterligt en engel,” sagde Nadia. Søren kørte.

“En engel oppe i himlen,” røg det ud af Søren. Nadia kiggede mørkt på ham, men nikkede. Solvej havde været væk i fire fulde 20

døgn, og de havde begge to erfaring nok til at vide: De ledte nok ikke efter en levende pige længere.

Lily havde selvfølgelig en mobiltelefon, og det havde hun efterhånden haft længe: en splinterny iPhone 8, som Søren havde foræret hende, da hun fyldte 13. Anna Bella havde set olmt på ham, da Lily pakkede ud, for hun var modstander af smartphones. Ikke af samme grunde som Solvejs forældre, for Anna Bella var cand.scient. i biologi og troede ikke på guruer og mirakler, men af den grund, at Lily var alt for lille til at rende rundt med en svinedyr mobiltelefon. Anna Bella ville gå med til en gammel klaptelefon. Sådan en kunne ringe og sms’e, og det var rigeligt.

Da Lily pakkede iPhonen ud på sin fødselsdag, havde hun kastet sig om halsen på Søren og sagt, at han var verdens bedste Søren. ‘Verdens allerbedste sødeste dejligste Søren’ var vist de nøjagtige ord. Søren havde krammet hende og havde fået dræberblikket af Anna Bella hen over Lilys skulder. Glædestrålende havde Lily taget telefonen ud af æsken, og Søren havde hjulpet hende med at sætte den op med Apple-ID og koder. Så havde de spist pizza, sunget fødselsdagssang og set film, og da Lily og Theo var blevet puttet, var Anna Bella taget hjem til sig selv på Nørrebro. Hun havde en deadline på en videnskabsteoretisk artikel, undskyldte hun sig, og blev nødt til at arbejde.

For en gangs skyld passede det fint, at Anna valgte sit arbejde frem for ham, for så snart Lily faldt i søvn, tog han hendes nye mobil og installerede appen “MSpy”, som var den parent control-app, der fik de bedste ratings.

Kort efter fødselsdagen var Søren en morgen faldet i snak med Salmas far, Mustafa. Han havde hilst på afghaneren masser af gange, men de havde aldrig talt ordentligt sammen. Den morgen var der skybrud, og Søren sad i sin bil foran skolen, da han fik øje på Mustafa under et halvtag. Han så utålmodigt ud på uvejret, men da Søren rullede ned og kaldte på ham, løb han taknemmeligt gennem regnen og 21

sprang ind i bilen. Søren startede bilen og kørte med vinduesviskerne hidsigt pendulerende.

Da Mustafa fandt ud af, at Søren var politimand, blev de omgående bedste venner. Han var så træt af kriminaliteten på Nørrebro, sagde han ophidset. Tyveri, vold og mord overalt.

“Det er derfor, jeg følger min lille pige i skole hver dag,” fortsatte Mustafa. “Hun er min solstråle, og jeg vil ikke have, der sker hende noget. Vi fædre må passe på vores døtre, er det ikke sandt, dadash?”

Søren gav ham fuldstændig ret.

Regnen blev ved, og Søren kørte Mustafa helt hjem til Mimersgade. Da de holdt foran Mustafas opgang, slukkede Søren bilens motor, fandt sin telefon frem og anbefalede Mustafa MSpy-appen. Søren viste ham telefonen, og da Mustafa så den røde prik, der blinkede i pigernes skole, bredte der sig et lille tilfredst smil på hans ansigt. Dér befandt Lily sig, præcis som hun skulle.

En uge senere fortalte Lily glædestrålende Søren, at Salma også havde fået en smartphone af sin far, og hvor fedt det var, for nu kunne de snapchatte.

Siden den regnvejrsmorgen havde Søren og Mustafa haft noget sammen.

“Hej dadash,” hilste Mustafa foran skolen. Søren havde fundet ud af, at det betød ‘bror’ på farsi.

“Har du styr på det?” svarede Søren og trykkede hans hånd.

Og det havde Mustafa.

Søren havde også styr på det. Om eftermiddagen, når Lily var på vej hjem fra skole, trackede han hende nemt og bekvemt, mens han sad ved sit skrivebord på Teglholmen eller i patruljevognen på vej ud til en anholdelse. Han vidste udmærket, at appen kunne give falsk tryghed, men alligevel var det beroligende at følge den lille røde prik, der helt efter aftalen bevægede sig støt ned ad Jagtvej, ud ad Østerbrogade til Svanemøllen Station og så videre nordpå til Humlebæk Station. Når han kunne se på appen, at hun var ankommet til Skov22

vej, slappede han af. Han havde styr på, hvor Lily var, og dét mindre at bekymre sig om.

Anna Bella hadede overvågningssamfundet, og åbenbart også Mustafa, men Søren var ligeglad. Hvis det stod til ham, skulle der installeres en parent control-app på alle teenageres mobiltelefoner.

Han turde slet ikke tænkte på, hvor meget tættere de ville have været på en opklaring i Solvej-sagen, hvis hun havde haft en mobiltelefon med sådan en app. Nu stod de på bar bund.

23

CMYK

CMYK

Selvstændig fortsættelse til bestsellerne DINOSAURENS FJER og SVALENS GRAF OM DINOSAURENS FJER

★★★★★★ ”Ganske enkelt klasse” JYLL ANDS-POSTE N

WEEKE NDAVISE N

”En fin, uanstrengt klogskab på mennesker og deres reaktioner” INFORMATION

OM SVALENS GRAF ”Godt gået, Gazan”

”Hendes plot styrer for vildt”

”Scorer højt på alle de parametre, en underholdende og udfordrende krimi bør bestå af”

INFORMATION

POLITIKEN

WEEKE NDAVISE N

UGLENS ØJE er en selvstændig fortsættelse til DINOSAURENS FJER og SVALENS GRAF. Da bøgerne udkom i USA, fremhævede Washington Post og Wall Street Journal dem som nogle af årets bedste oversatte romaner.

OM HVIDE BLOMSTER ”Det kræver vildt mådehold ikke at sluge romanens 512 sider i en gigantisk mundfuld” POLITIKE N

★★★★★★ ”Hører til den slags romaner, man ikke ønsker får en ende” KRIST ELIG T DAG BL AD

”Romanen blander videnskab, spænding og miljøskildring til noget ret forunderligt i dansk litteratur” INFORMATION

★★★★★★

Engang var Søren Marhauge en af politiets allerskarpeste hjerner. Nu er han en midaldrende efterforsker med en helt umulig sag om et barn, der er sporløst forsvundet.

Farmakonom Sille Bjergager er varm fortaler for den nye mirakelmedicin Trimixal, for den har hjulpet hendes bror Bjørn ud af alvorlig depression, og han har endelig fået sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet.

Medicinaldirektør Tonny Enggaard er manden bag det mirakuløse præparat. Han har altid nægtet at give op, før han når sit mål. Uanset prisen.

Da en gigantisk medicinal-skandale pludselig truer i horisonten, krydses Sørens, Silles og Tonnys veje. Men hvorfor blev industriens skruppelløse bedrag ikke opdaget i tide af de almægtige hackere i MediLeaks, der overvåger medicinal-industrien indefra?

Uglens øje er en spændingsroman om vores evige kamp for at finde sandheden

Sissel-Jo Gazan Uglens øje

”Noget af det bedste, jeg længe har læst”

Sissel-Jo

Sissel-Jo

Gazan Uglens øje

Gazan

har skrevet otte romaner og fik sit internationale gennembrud med videnskabskrimien Dinosaurens fjer, der er udgivet i 17 lande. Uglens øje er en selvstændig fortsættelse af Dinosaurens fjer og Svalens graf.

Sissel-Jo Gazan har blandt andet modtaget Læsernes bogpris, DR’s romanpris og Den Gyldne Kødøkse (Danskernes yndlingskrimi 2000-2010).

Sissel-Jo Gazan er født i Aarhus i 1973 og uddannet cand.scient. i biologi.

Hun bor i dag i Berlin med sin familie.

og for at få lov at beholde dem, vi elsker.

”Must read” FE MIN A

ISBN 978-87-400-6156-7

Spændingsroman Politikens Forlag

FORSIDEFOTO: EN INSEKTSAMLING HJEMSENDT FRA LAGOA SANTA I BRASILIEN AF PETER WILHELM LUND, ANTAGELIGT I 1850’ERNE. OPBEVARET PÅ STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM I KØBENHAVN. OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK FORFATTERFOTO: LES KANER