Tvunget til tavshed - Linda Castillo

Tvunget til tavshed

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

Linda Castillo

TVUNGET

TIL TAVSHED Ovarsat af Henrik Enemark

HR. FERDINAND | københavn | vico del gargano

”Ufortøvet dukkede djævelen op – for nævn hans navn, og han er altid nær.”

Matthew Prior: “Hans Carvel”

Indle dn ing o

Amanda Horner havde ikke troet på uhyrer, siden hun var seks år og fik sin mor til at tjekke klædeskabet og kigge under sengen om aftenen. Men nu, hvor hun i en alder af enogtyve lå nøgen, mishandlet og bundet på hænder og fødder på et iskoldt betongulv, var hendes barnetro vendt tilbage.

Indhyllet i mørke lyttede hun til sit hjertes trommende rytme.

Hun kunne ikke holde op med at ryste. Kunne ikke forhindre sine tænder i at klapre. Selv den mindste lyd fik hende til at spænde i hele kroppen af frygt for, at uhyret ville vende tilbage.

I begyndelsen havde hun fantaseret om at flygte eller overtale voldsmanden til at lade hende gå. Men Amanda var realistisk og vidste, at der ikke var nogen lykkelig afslutning i vente. Der ville ikke blive nogen forhandlinger. Politiet ville ikke komme og redde hende. I sidste ende ville der ikke være nogen nåde. Uhyret ville slå hende ihjel. Det var ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt han ville gøre det. Kun hvornår. Ventetiden var næsten lige så uudholdelig som tanken om døden i sig selv.

Hun vidste ikke, hvor hun var, eller hvor længe hun havde været der. Hun havde mistet enhver fornemmelse for tid og sted.

Hun vidste ikke andet om sine omgivelser, end at stedet stank af

5

Bund 11.0____Top 4.0_____Front 9.5____Ryg 3.0____Stang 940.0____Rulle 1260.0

råddent kød, og hver eneste lille lyd rungede, som om hun befandt sig i en hule.

Hun var hæs af at skrige. Udmattet af at kæmpe imod. Demoraliseret af alle de rædsler, han havde udsat hende for. En lille del af hende længtes kun efter, at hendes pinefulde kamp for at overleve ville få en ende. Men, åh gud, hvor hun ønskede at leve … ”Mor,” hviskede hun.

Amanda havde aldrig før tænkt nærmere over døden. Hun havde haft alt for mange drømme. Hun havde været alt for fuld af håb for fremtiden og havde troet fuldt og fast på, at dagen i morgen ville blive bedre end dagen i dag. Men nu, hvor hun lå i en kold sø af sin egen urin, affandt hun sig med, at der ikke ville komme nogen ny dag i morgen. Der var intet håb. Ingen fremtid.

Kun en dyb og dunkel frygt for hendes nært forestående død og den pinsel, som denne viden medførte.

Hun lå på siden med knæene trukket op foran brystet. Ståltråden, som hendes hænder var bundet sammen med på ryggen, havde været smertefuld i begyndelsen, men efterhånden som timerne var gået, havde smerterne fortaget sig. Hun prøvede at lade være med at tænke på alle de ting, han havde gjort ved hende. Først havde han voldtaget hende, men selv dette overgreb var for intet at regne mod de andre lidelser, han havde udsat hende for.

Hun kunne stadig høre den skarpe, elektriske knitren efterfulgt af en flænsende smerte, da strømmen skar sig gennem hendes krop og sendte chokbølger gennem hendes hjerne. Hun kunne stadig høre den dyriske lyd af sine egne skrig. Brølet fra adrenalinet, der strømmede gennem hendes blodårer. Hendes hjerte, der hamrede i en vild og ukontrollabel rytme. Og så var der kniven.

Han havde mishandlet hende med en makaber kunstners dybe koncentration. Han havde holdt ansigtet så tæt på hende, at hun 6

kunne mærke hans hvislende ånde på huden. Når hun skreg, slog han hende med strømstaven. Når hun sparkede ud efter ham med benene, slog han hende igen. Til sidst havde hun ligget helt stille og tavst affundet sig med lidelserne. Hun havde accepteret smerterne. Og et kort øjeblik havde hendes tanker ført hende til en strand i Florida, som hun to år tidligere havde besøgt sammen med sine forældre. Det varme, hvide sand under fødderne og den stille brise, der var så lun og behagelig, at den føltes som Guds ånde på hendes sjæl. ”Mor, hjælp mig …”

Lyden af støvler mod beton rykkede hende ud af dagdrømmene.

Hun løftede hovedet og så sig vildt omkring i et forgæves forsøg på at se ud under bindet for øjnene. Hun kunne høre sin egen vejrtrækning hvisle mellem tænderne. Hun var som et vildt og jaget dyr, der snart ville blive nedlagt. Hun hadede ham. Hun hadede den, han var, og alt det, han havde gjort mod hende. Hvis bare hun kunne flå bindet om øjnene af og flygte … ”Hold dig fra mig, dit svin!” råbte hun. ”Hold dig fra mig!”

Men hun vidste, at han ikke ville lade hende være.

En behandsket hånd strejfede hendes hofte. Hun vred i kroppen og sparkede ud efter ham med begge ben. En flygtig tilfredsstillelse bredte sig i hende, da hun hørte ham stønne. Men så knitrede strømstaven atter som et lyn, og smerten skød sig gennem hendes krop, som om hun lige var blevet slået med en pisk.

Et øjeblik blev hele verden tavs og grå. Et sted langt væk registrerede hun et par hænder, der rørte ved hendes fødder. En fjern klirren af stål mod metal og en kulde, der trængte sig dybt ind i hende, indtil hele hendes krop rystede ukontrollabelt.

En ny rædsel bredte sig i hende, da hun blev klar over, at han havde viklet en kæde om hendes ankler. De kolde led borede sig ind i hendes hud, da kæden blev strammet. Hun prøvede at sparke, 7

prøvede at vride fødderne fri for at yde et sidste, desperat forsøg på at gøre modstand.

Men det var for sent.

Amanda skreg, til hun ikke havde mere luft tilbage. Hun kastede kroppen frem og tilbage, vred og snoede sig, men alle hendes anstrengelser var nytteløse. Over hende klirrede stål mod stål, mens kæden langsomt løftede hendes fødder op fra gulvet. Hun skreg igen, da hun forstod, hvad der var på vej til at ske. ”Hvorfor gør du det her?” råbte hun. ”Hvorfor?”

Kæden raslede og fortsatte med at trække hendes fødder højere og højere op, indtil hun hang på hovedet under loftet. Det føltes, som om al blodet i hendes krop strømmede dunkende og pulserende ned i hovedet. Hun kæmpede for at rette sig op, men tyngdekraften trak hende ned igen. ”Hjælp! En eller anden … hjælp!”

En sanseløs panik bredte sig i hende, da en hånd greb fat om hendes hår. Et skingert skrig pressede sig op fra hendes lunger, da uhyret trak hendes hoved tilbage. Men så mærkede hun en pludselig varme, da noget skarpt gled over hendes hals. Som fra et sted langt, langt væk hørte hun en plaskende lyd. Som vand fra en bruser, der ramte en flisevæg. Men det var ikke vand. Mens hun hang i benene, stirrede hun ud i mørket bag bindet for øjnene og hørte, hvordan det livgivende blod strømmede ud af hende.

Det kunne ikke være rigtigt, at det skete. Ikke for hende. Ikke i Painters Mill.

Som hvis nogen havde slukket for en kontakt, blev hendes tanker slørede. Hendes ansigt føltes varmt, men hendes krop var kold. Hendes frygt forvandlede sig til en fjern og sløv murren.

Smerterne aftog og forsvandt. Hendes muskler blev slappe, og det begyndte at prikke i hendes arme og ben.

Han vil alligevel ikke gøre mig fortræd, tænkte hun.

8

Og hun slap væk fra ham og befandt sig igen på den hvide sandstrand, hvor de slanke palmer svajede i vinden som elegante dansere. Det smukke, dybblå hav strakte sig lige så langt, som øjet rakte.

9

K a p i t el 1 o

De nøgne vintertræer lå badet i et rødt og blåt lysskær fra politibilens advarselsblink. Kriminalassistent T.J. Banks trak ud i rabatten, tændte projektørlyset på bilen og lod lyskeglen glide hen over udkanten af marken, hvor majsstænglerne stod og rystede i kulden. Tyve meter fra ham stod seks jerseykøer i grøften og tyggede drøv. ”Forbandede, åndssvage køer,” mumlede han. Bortset fra høns måtte køer være de dummeste dyr, der fandtes.

Han trykkede på knappen på radioen. ”Vagthavende, 47 kalder.” ”Hvad så, TJ?” spurgte Mona, der havde nattevagten ved omstillingen på stationen. ”Stutz’ forbandede køer er sluppet ud igen.” ”Det er anden gang i denne uge.” ”Og det sker altid på min vagt.” ”Hvad har du tænkt dig at gøre? Han har jo ingen telefon.”

Et hurtigt blik på uret på instrumentbrættet fortalte, at klokken var næsten to om natten. ”Jeg har ikke tænkt mig at gå ud i den forbandede kulde og drive de forpulede kreaturer sammen.” ”Måske skulle du bare skyde dem?” ”Lad være med at friste mig.” Han kastede et blik rundt og 10

sukkede. Køer på vejen på dette tidspunkt af døgnet var som en ulykke, der bare ventede på at ske. Hvis en eller anden kom for hurtigt gennem svinget, kunne det blive skæbnesvangert. Han tænkte på alle de papirer, der skulle udfyldes, hvis der skete en ulykke, og rystede på hovedet. ”Jeg tænder nogle advarselslamper og kører ud og sparker hans fede amishrøv ud af sengen.” ”Sig til, hvis du får brug for forstærkninger,” sagde hun fnisende.

Han trak lynlåsen i sin jakke helt op i halsen, fiskede lommelygten op af holderen ved siden af sædet og steg ud af bilen. Det var så koldt, at han kunne mærke, hvordan hårene i næsen frøs til is. Sneen knirkede under hans støvler, da han bevægede sig hen mod grøften, og hans ånde hang som små skyer i luften foran hans ansigt. Han hadede nattevagt lige så meget, som han hadede vinter.

Han lod lyskeglen fra lommelygten glide hen langs hegnet, og ganske rigtigt … omkring seks meter fra ham var pigtråden flået af den knortede træstolpe, den havde været fastgjort til. Aftrykkene i sneen fortalte, at adskillige køer allerede havde opdaget åbningen og vovet sig ud i grøften for at græsse på den anden side af hegnet. ”Forbandede, åndssvage køer.”

Han gik tilbage til bilen og åbnede bagagerummet. Han tog to advarselslamper og placerede dem midt på vejen for at advare eventuelle trafikanter. Han var på vej tilbage til bilen, da han fik øje på noget i sneen på den modsatte side af vejen. Nysgerrigt gik han over mod det. En enkelt damesko lå i vejkanten.

At dømme efter skoens tilstand og fraværet af sne på den kunne den ikke have ligget der ret længe. Den tilhørte sikkert en teenager.

Den øde vejstrækning var et populært sted for områdets unge at ryge pot og dyrke sex. De var stort set lige så dumme som køerne.

TJ rynkede panden og skubbede til skoen med foden. I det samme fik han øje på et tydeligt spor. Det var, som om et eller 11

andet tungt var blevet trukket gennem sneen. Med lommelygten fulgte han sporet hen til hegnet og videre ind på marken på den anden side. Han mærkede de små hår i nakken rejse sig, da han fik øje på en plamage af blod. Masser af blod. ”Hvad helvede?”

Han fulgte sporet ned i grøften, hvor en række gule græsstrå strittede op gennem sneen. Han klatrede over hegnet og fandt endnu flere blodpletter på den anden side. Mørke og nærmest sorte mod den hvide baggrund. Det løb ham koldt ned ad ryggen.

Sporene førte ham hen til et espalierhegn af nøgne æbletræer i udkanten af majsmarken. Han kunne høre sin egen anspændte vejrtrækning, og de visne majsstængler hvislede i vinden på alle sider af ham. Han lagde hånden på sin tjenestepistol og lod lyskeglen fra lommelygten glide 360 grader rundt. Det var i det øjeblik, han fik øje på det, der lå i sneen.

I begyndelsen troede han, at der var tale om et dyr, som var blevet påkørt, hvorefter det havde slæbt sig ind på marken for at dø. Men da han nærmede sig, afslørede lyskeglen flere detaljer.

Bleg hud. Mørkeblondt hår. En nøgen fod, der stak op fra sneen.

Adrenalinet pumpede rundt i hans krop. ”Hold da helt kæft!”

Et øjeblik kunne han ikke røre sig ud af stedet. Han kunne ikke holde op med at stirre på den mørke cirkel af blod og den farveløse hud, men alligevel ruskede han op i sig selv og lod sig falde ned på knæ ved siden af liget. Hans første tanke var, at kvinden måske stadig var i live. Han børstede sneen lidt væk og lod en hånd hvile på hendes bare skulder. Hendes hud var iskold, men alligevel vendte han hende om på ryggen. Han fik øje på endnu mere blod og stirrede bare stift på hendes dejagtige, blege hud. Det var, som om hendes livløse øjne stirrede direkte på ham.

Han rejste sig og tog et par vaklende skridt tilbage. Hans hånd rystede, da han ledte efter mikrofonen på kraven. ”47 kalder. Kom ind!”

12

”Hvad er der nu, TJ? Har en af køerne jaget dig op i et træ?” ”Der ligger fandeme et lig på Stutz’ mark.” ”Hvad?”

Politiet i Painters Mill benyttede sig af et kodet talsystem, men uanset hvor store anstrengelser, han gjorde sig, kunne han ikke huske koden for et lig. Han havde aldrig haft brug for den før. ”Jeg sagde, at der ligger et lig på marken.” ”Jeg hørte dig første gang.” Ordene blev fulgt af en lammet pause. ”Hvor befinder du dig helt præcist?” ”Dog Leg Road, lige syd for den overdækkede bro.”

Et øjebliks stilhed. ”Hvem er det?”

Alle kendte alle i Painters Mill, men han havde aldrig set den unge kvinde før. ”Jeg ved det ikke. En kvinde. Lige så nøgen som den dag, hun blev født … og mere død end Elvis.” ”En bilulykke eller hvad?” ”Nej, der er ikke tale om nogen bilulykke.” TJ lod hånden hvile på pistolskæftet, mens han lod et blik glide hen over skyggerne mellem træerne. Han kunne mærke hjertet hamre i brystet. ”Du må hellere sende bud efter bossen, Mona. Jeg tror, vi står med en drabssag.”

13

K a p i t el 2 o

Jeg drømmer om død.

Som altid står jeg i køkkenet i det gamle stuehus på gården. Blodet funkler mørkerødt på det skurede trægulv. En duft af gærbrød og frisk halm blander sig med den skarpe lugt af min frygt, modsætninger, som min hjerne ikke kan forlige.

Gardinerne blafrer i brisen, der står ind gennem vinduet over vasken. Jeg kan se røde blodstænk på det gule stof. Flere blodstænk på væggen. Jeg mærker den klæbrige fornemmelse af blod på mine hænder.

Jeg sætter mig på hug i hjørnet, og en serie dyriske lyde, som jeg ikke kan genkende, trænger op gennem min hals som undertrykte skrig. Jeg mærker dødens tilstedeværelse i rummet. Alt er mørkt omkring mig. Inde i mig. I en alder af fjorten ved jeg, at ondskaben findes i min ellers så trygge og beskyttede verden.

Telefonen rykker mig ud af søvnen. Mareridtet trækker sig tilbage til sin hule som et af nattens sky dyr. Jeg vender mig om på siden, famler med hånden på sengebordet og holder telefonen op til øret. ”Ja?” Min stemme er ru og hæs. ”Det er Mona. Du må undskylde, at jeg vækker dig, men jeg tror, du hellere må komme.”

Mona har nattevagten på stationen. Hun har det normalt ikke med at blive hysterisk, så ængstelsen i hendes stemme betyder, at hun straks får min fulde opmærksomhed. ”Hvad er der sket?”

14

”TJ befinder sig ude ved Stutz’ gård. Han var ved at få styr på nogle køer, der var sluppet ud af indhegningen, da han fandt et lig.”

Pludselig er jeg ikke længere søvnig. Jeg sætter mig op og skubber håret væk fra ansigtet. ”Hvabehar?” ”Han fandt et lig. Han lyder temmelig rystet.”

Jeg slår benene ud over sengekanten og rækker ud efter min badekåbe. Et hurtigt blik på vækkeuret fortæller mig, at klokken er næsten halv tre om natten. ”En trafikulykke?” ”Nej, bare et lig. En nøgen kvinde.”

Det går op for mig, at jeg har brug for mit rigtige tøj, ikke min badekåbe. Jeg tænder lampen. Lyset skærer mig i øjnene, men jeg er lysvågen nu. Jeg prøver stadig at fatte, at en af mine betjente har fundet et lig. Jeg spørger, hvor han helt præcis befinder sig, og hun fortæller det. ”Ring til Coblentz,” siger jeg. Coblentz er en af de seks læger i Painters Mill i Ohio, og han fungerer også som retsmediciner i Holmes County.

Jeg går hen til klædeskabet og finder en bh, et par strømper og et par lange underbukser. ”Sig til TJ, at han ikke må røre ved noget eller flytte rundt på liget. Jeg er der om ti minutter.”

Familien Stutz’ gård ligger på en godt tredive hektar stor grund, der på den ene side afgrænses af Dog Leg Road og på den anden af den nordlige ende af Painters Creek. Det sted, som Mona har angivet, ligger omkring syv hundrede meter fra den gamle overdækkede bro på et øde stykke af vejen, som længere fremme ender blindt.

Jeg trænger desperat til en kop kaffe, da jeg kører op bag TJ’s patruljevogn. Lyset fra mine forlygter afslører hans silhuet på førersædet. Det glæder mig at se, at han har stillet advarselslamper 15

ud på vejen og har tændt nødblinket på bilen. Jeg tager min lommelygte og skubber mig ud af bilen. Kulden rammer mig som en mur, og jeg skutter mig i min frakke og ærgrer mig over, at jeg ikke har fået en hue med. TJ virker rystet, da jeg nærmer mig. ”Hvad er der sket?” ”Et lig. En kvinde.” Han gør sit bedste for at opretholde en professionel mine, men han ryster på hånden, da han peger ud over marken. Jeg ved, at han ikke ryster på grund af kulden. ”Ti meter inde, i nærheden af træerne.” ”Er du sikker på, at hun er død?”

Hans adamsæble vipper op og ned to gange. ”Hun er kold.

Ingen puls. Der er fandeme blod over det hele.” ”Lad os se nærmere efter.” Vi går hen mod træerne. “Har du rørt ved noget? Ødelagt beviserne på findestedet?”

Han ser ned, og jeg ved, at det er tilfældet. “Jeg troede, hun måske var . . . i live, så jeg vendte hende om for at tjekke.”

Det lover ikke godt, men jeg siger ikke noget. T.J. Banks har alt det, der skal til for at blive en dygtig politimand. Han er pligtopfyldende og seriøs i sit arbejde. Men det er hans første ansættelse ved kriminalpolitiet. Han har kun været ansat i et halvt år og er stadig grøn og uerfaren. Jeg er overbevist om, at det er hans første lig.

Vi vader gennem den ankeldybe sne. En følelse af frygt lammer mig, da jeg får øje på liget. Jeg ville ønske, at solen var stået op, men der vil gå mange timer endnu, før det sker. Kvinden er nøgen.

Stor teenager eller i begyndelsen af tyverne. Mørkeblondt hår. En plamage af blod på omkring en halv meter i diameter omslutter hendes hoved. Hun har været køn engang, men i døden er hendes ansigt et makabert syn. Jeg kan se, at hun oprindeligt må have ligget på maven. Hendes hud er begyndt at blive gusten, og den ene side af hendes ansigt er violet. Hendes øjne er halvåbne og 16

glasagtige. Hendes tunge er tyk og hænger ud mellem hendes hævede læber, og jeg kan se iskrystaller på spidsen af den.

Jeg sætter mig på hug ved siden af liget. ”Det lader til, at hun har ligget her i nogle timer.” ”Huden bærer allerede præg af frysebrænding,” tilføjer TJ. Selvom jeg har været ordensbetjent ved politiet i Columbus i seks år og efterfølgende var ansat i drabsafdelingen i to år, har jeg det, som om jeg er ude på dybt vand. Drabssager er ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed i Columbus, selvom byen ligesom alle andre også har sine skyggesider. Jeg har set masser af død og ødelæggelse, men alligevel er jeg rystet over brutaliteten ved den her forbrydelse. Jeg foretrækker at tro, at der ikke bliver begået voldelige drab i byer som Painters Mill.

Selvom jeg ved, at virkeligheden er en anden.

Jeg minder mig selv om, at vi befinder os på et findested. Jeg rejser mig og lader keglen fra lommelygten glide ud over omgivelserne. Der er ikke andre spor i sneen end vores egne. Jeg får en ubehagelig fornemmelse af, at vi muligvis allerede har ødelagt vigtige spor. ”Ring til Glock og bed ham om at komme herud.” ”Han har feri-” Mit blik afbryder ham midt i sætningen.

Medarbejderstaben ved politiet i Painters Mill består af mig, tre fuldtidsansatte betjente, to medarbejdere i omstillingen og en reservebetjent. Rupert ”Glock” Maddox er forhenværende marineinfanterist og min mest erfarne medarbejder. Han har fået sit øgenavn på grund af sin store kærlighed for sit tjenestevåben. Jeg har brug for ham. Ferie eller ej. ”Bed ham om at tage en rulle afspærringstape med.” Jeg overvejer, hvad vi ellers får brug for. ”Få en ambulance til at komme herud.

Ring til hospitalet i Millersburg og fortæl, at der er en ambulance på vej med et drabsoffer. Åh … og bed ham om at tage noget 17

kaffe med. Masser af kaffe.” Jeg ser ned på liget. ”Vi kommer til at være her i et stykke tid.”

Doktor Ludwig Coblentz er en kraftigt bygget mand med et stort, halvskaldet hoved og en mave på størrelse med en Folkevogn. Jeg går ham i møde i vejkanten, da han kæmper sig ud af sin Escalade. ”Jeg hører, at en af dine betjente er snublet over et lig,” siger han. ”Der er ikke bare tale om et lig,” siger jeg. ”Vi har en drabssag.”

Han er klædt i et par lyse bukser, og jeg kan se en ternet rød pyjamasjakke under hans frakke. Jeg ser ham tage en sort pose på passagersædet. Han holder den i hånden som en madkasse, og da han vender sig mod mig igen, fortæller udtrykket i hans ansigt, at han er klar til at gå i gang med arbejdet.

Jeg fører ham ned i grøften. Der er ikke langt hen til liget, men hans vejrtrækning er allerede anstrengt, da vi klatrer over hegnet. ”Hvordan helvede ender et lig så langt inde på marken?” mumler han. ”En eller anden har efterladt hende herude, eller også slæbte hun sig selv ind på marken, før hun døde.”

Han sender mig et blik, men jeg uddyber det ikke nærmere.

Jeg vil ikke have, at han skal gå til arbejdet med forudfattede holdninger. Det første indtryk er vigtigt i alle former for politiarbejde.

Vi dukker os og træder ind under afspærringstapen, som Glock har trukket ind og ud mellem træerne som toiletpapir til Halloween. TJ har hængt en arbejdslampe op i en gren over liget.

Den udsender ikke ret meget lys, men den er bedre end lommelygter og betyder, at vi har hænderne fri. Jeg ville ønske, at vi havde en generator. ”Så er området afspærret.” Glock nærmer sig med to krus kaffe og rækker det ene til mig. ”Du ligner en, der trænger til kaffe.”

18

Jeg tager imod flamingokruset, åbner låget og tager en slurk. ”Åh, det var dejligt.”

Han ser ned på liget. ”Tror du, at nogen har kørt hende herud og efterladt hende?” ”Det ser sådan ud.”

TJ slutter sig til os, og hans blik flakker tøvende hen over den døde kvinde. ”For helvede, det er ikke til at holde ud at se hende ligge på den måde.”

Jeg kan heller ikke selv holde det ud. Man kan se hendes bryster og kønsbehåring. Kvinden i mig krymper sig. Men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det. Vi kan ikke flytte hende eller dække hende til, før vi har gennemgået stedet. ”Er der nogen af jer, der kan genkende hende?” spørger jeg.

De to mænd ryster på hovedet.

Jeg nipper til kaffen, mens jeg betragter området og prøver at stykke en forklaring sammen på, hvad der er sket. ”Glock, har du stadig det gamle polaroid-kamera?” ”Det ligger i bilen, ja.” ”Tag nogle billeder af liget og området omkring hende.” Jeg tænker på den nedtrampede sne og slår i tankerne mig selv hårdt i hovedet, fordi vi har vadet rundt og ødelagt eventuelt vigtige spor.

Et støvleaftryk kunne have været nyttigt. ”Tag også nogle billeder af slæbemærkerne.” Jeg henvender mig til dem begge. ”Opdel området inden for afspærringen i et gittermønster og gennemgå det minutiøst. Begynd ved træerne. Saml alt det op, I finder, og gem det i bevisposer, uanset om I tror, at det er betydningsfuldt eller ej. Sørg for at tage billeder af alt, før I rører ved det. Prøv at se, om I kan finde et støvleaftryk. Hold øjnene åbne og led specielt efter beklædningsgenstande eller en pung.” ”Skal ske, boss.” Glock og TJ begiver sig hen mod træerne.

Jeg vender mig mod Coblentz, der står ved siden af liget. ”Nogen anelse om, hvem hun er?” spørger jeg.

19

”Jeg kan ikke genkende hende.” Han tager sine vanter af og presser sine tykke fingre ned i et par latexhandsker. Han sukker, da han lader sig falde ned på knæ. ”Noget bud på, hvor længe hun har været død?” ”Det er svært at afgøre på grund af kulden.” Han løfter hendes arm. En række røde furer løber rundt om hendes håndled. Huden er hævet og indsmurt i blod. ”Hun har været bundet på hænderne,” siger han.

Jeg ser på den medtagne hud. Hun har kæmpet desperat for at gøre sig fri. ”Med ståltråd?” ”Det vil jeg tro, ja.”

Hendes lakerede fingernegle fortæller, at hun ikke er amish. Jeg bemærker to flækkede negle på hendes højre hånd. Hun har gjort modstand. Jeg minder mig selv om, at der skal tages en prøve af eventuelle rester under hendes negle. ”Dødsstivheden er indtrådt,” siger Coblentz. ”Hun har været død i mindst otte timer. At dømme ud fra iskrystallerne på slimhinderne er der nok snarere tale om ti. Når jeg får hende overført til hospitalet, vil jeg kunne måle temperaturen i kroppens kerne.

Kropstemperaturen falder med en grad til halvanden hver halve time, så hvis man kender temperaturen i kroppens kerne, vil man også kunne fastslå dødstidspunktet mere præcist.” Han slipper hendes hånd.

Hans fingre glider tøvende hen over den violette hud på hendes ene kind. ”Der er ligpletter i den ene side af ansigtet.” Han ser op på mig. Hans briller er duggede, og hans øjne virker kolossale bag de kraftige glas. ”Er der nogen, der har flyttet hende?” spørger han.

Jeg nikker, men undlader at nævne hvem. ”Hvad med dødsårsagen?”

Han tager en lille lommelygte op af inderlommen, trækker op i et af kvindens øjenlåg og retter lyskeglen direkte ind i øjet. ”Ingen punktformede blodudtrædninger.”

20

”Så hun blev ikke kvalt?” ”Nej.” Han fører forsigtigt en hånd ind under hendes hage og presser hovedet ud til venstre. Hendes læber glider fra hinanden, og jeg bemærker, at to af hendes tænder er knækket af helt oppe ved gummerne. Han drejer hovedet til højre, og flængen på kvindens hals åbner sig som en blodig mund. ”Hun har fået halsen skåret over,” siger han. ”Kan du sige noget om det våben, der er blevet anvendt?” ”Et eller andet skarpt. Ikke et savtakket instrument. Der er ingen tegn på, at huden er flosset. Der er ikke blevet brugt kræfter, for så ville flængen have været både længere og dybere, men det er svært at afgøre i det her lys.” Han vender hende forsigtigt om på siden.

Mit blik glider ned over kvindens krop. Hendes venstre skulder er dækket af blussende røde hudafskrabninger, eller muligvis er der tale om brændemærker. Flere mærker af samme slags kan ses på hendes venstre balle. Der er også hudafskrabninger på hendes knæ og fødder. Hendes ankler har samme farve som en moden aubergine. Huden er ikke flosset på samme måde som på håndleddene, men det er tydeligt, at også hendes fødder har været bundet sammen.

Mit hjerte synker, da jeg ser blodet på kvindens mave lige over navlen. På trods af den udtværede, mørke plamage bemærker jeg noget, jeg har set før. Noget, jeg stadig ser i mine mareridt. ”Hvad med det der?” ”Tak skæbne.” Hans stemme skælver. ”Det virker, som om et eller andet er snittet ind i huden.” ”Det er svært at se, hvad det er.” Men i det samme er jeg overbevist om, at vi begge ved det. Ingen af os har lyst til at sige det højt.

21

Han læner sig frem, så hans ansigt befinder sig omkring tredive centimeter fra såret. ”Det ligner to X’er og tre I’er.” ”Eller romertallet for treogtyve,” tilføjer jeg.

Han ser på mig, og i hans øjne genkender jeg den samme frygt og vantro, som får mit bryst til at snøre sig sammen. ”Det er seksten år siden, jeg har set noget tilsvarende,” hvisker han.

Mens jeg stirrer på det blodige tegn på den unge kvindes krop, fyldes jeg med en væmmelse, der er så dyb, at jeg ryster.

Efter et øjeblik læner Coblentz sig tilbage på hælene. Han ryster på hovedet og peger på mærkerne på kvindens baller, de flækkede fingernegle og brækkede tænder. ”En eller anden har mishandlet hende på det groveste.”

En vrede og frygt, som jeg ikke har lyst til at se i øjnene, raser i mig. ”Er hun blevet voldtaget?”

Mit hjerte hamrer, da han retter lommelygten mod hendes underliv. Jeg kan se blod på indersiden af hendes lår og skælver indvendigt. ”Det tyder på det, ja.” Han ryster på hovedet. ”Jeg vil kunne finde ud af flere detaljer, når jeg får hende undersøgt på hospitalet.

Forhåbentlig har stodderen efterladt nogle dna-spor.”

Sammentrækningerne i min mave fortæller, at det sikkert ikke vil gå så let.

Jeg ser ned på liget og spekulerer på, hvilket uhyre der kunne finde på at udsætte en ung kvinde med hele livet foran sig for en så bestialsk behandling. Jeg spekulerer på, hvor mange liv der vil blive knust på grund af hendes død. Kaffen er begyndt at give mig en bitter smag i munden. Jeg fryser ikke længere. Jeg føler mig dybt krænket og er rasende over brutaliteten bag det, jeg ser. Men endnu værre er, at jeg også er bange. ”Kan jeg få dig til at trække en beskyttelsespose over hendes hænder for mig?”

22

”Selvfølgelig.” ”Hvor hurtigt vil du kunne gennemføre obduktionen?”

Coblentz støtter hænderne på knæene og presser sig op. ”Jeg kan rokere lidt rundt med nogle aftaler og gøre det senere i dag.”

Vi står i den kolde vind og prøver forgæves at lade være med at tænke på, hvad kvinden har været igennem før sin død. ”Han slog hende ihjel et andet sted.” Jeg kigger på slæbemærkerne. ”Der er ingen tegn på, at der har fundet et håndgemæng sted mellem dem her. Hvis han havde skåret halsen over på hende her, ville der have været meget mere blod.”

Han nikker. ”En blødning standser, når hjertet holder op med at slå. Hun var sikkert allerede død, da han efterlod hende.

Sandsynligvis er blodet blot piblet ud af flængen på halsen.”

Jeg tænker på de mennesker, som må have elsket hende.

Forældre. Ægtemand. Børn. Og jeg fyldes af sorg. ”Han dræbte hende ikke i affekt.” ”Gerningsmanden har givet sig god tid.” Hans øjne møder mine. ”Det hele er meget velgennemtænkt. Planlagt.”

Jeg ved, hvad han tænker. Jeg kan se det dybt i hans øjne. Jeg ved det, fordi jeg selv tænker præcis det samme. ”Akkurat ligesom dengang,” tilføjer han.

23