Page 1

Lars Daneskov LARS DANESKOV

Tro, håb og gorgonzola

Det er ikke så let at have en mor, der drømmer om en stor, stærk mand med overskæg og lange arme. Men så er det godt, man har en tyggegummi-automat, en ostecykel og en stinkende gorgonzola. En vild historie om en kidnapning, en pizzamand med virkelig meget hår på armene, en stjerne med høje sko, en far, der er kommet slemt til skade i en slowfox — og om at voksne i det hele taget bare er nogle underlige nogle.

ISBN 978-87-400-1199-9

Politikens Forlag


1 Overskaeg og lange arme Historien her handler en hel del om ost. Den handler også om overskæg og lange arme og om en mand med hår på ryggen. Men først og fremmest handler den om Anton, der egentlig bare ville hjælpe sin mor, men hvor alting pludselig begyndte at gå fuldstændig galt. Anton var ikke så pokkers stor, og hvis der havde været mere end én Anton i skolen, ville den her Anton helt sikkert være ham, der blev kaldt Lille Anton. Eller måske Strit Anton. Lige meget hvornår man mødte ham, strittede hans hår nemlig i alle retninger, som om han lige havde sovet. Men Anton var den eneste Anton i skolen, ja, faktisk i hele byen, og derfor vidste alle, hvem han var. Det var ham

9


den lille fyr på den store cykel, der altid kørte rundt med ost for sin mor og havde et sjovt hår. Anton boede i det lille gule hus nede på hovedgaden. Det var her, alle butikkerne lå. Anton boede i Ostehuset skråt over for Torbens Dametøj og lige ved siden af Pappas Pizza. Den anden, der boede i huset, hed Mor. Det var det, Anton kaldte hende. Alle de andre i byen kaldte hende for Ostedamen. Mor var virkelig god til at sælge ost. Hun kunne sige alle de svære navne på alle oste i hele butikken. Gorgonzola. Emmentaler. Mozzarella. Roquefort. Hun vidste også, hvordan de skulle staves, hvilke lande de kom fra, og hvor gamle de var. Anton vidste bare, hvordan de lugtede. Parmesan var den værste. Den lugtede lidt som varm gummisko. Mor lignede ikke de andre damer i byen. Hun gik for eksempel meget mere i træsko end Mollys mor, der altid havde høje hæle, som sagde klik på gulvet ovre på danseskolen. Hun var også tykkere end Mollys mor, men Mollys mor var nu også næsten for tynd, syntes Mor. Mors hår var også anderledes. Det var temmelig rødt. Især når hun lige havde været hos frisøren. Så lignede det en af de tusser i Antons penalhus, som han brugte, når han skulle tegne ild eller gulerødder.

10


Mor havde et meget højt grin. Tit kunne Anton høre hende grine helt nede fra butikken, når han sad oppe på sit værelse. Hun talte også meget højt, og nogle gange fløjtede hun. Anton kunne ikke altid høre, hvilken melodi hun fløjtede, og nogle gange kom der ikke engang rigtig lyd ud, men kun luft. Så lignede hun en, der var ved at puste lys ud på en lagkage. Men selv når Mor fløjtede uden lyd, kunne Anton godt lide det. Det betød, at hun var glad. Men nogle gange sagde Mor ikke noget i lang tid, og hun fløjtede heller ikke. Så sad hun helt stille. Det var, fordi hun var træt, sagde hun. Nogle gange om aftenen faldt hun endda i søvn på sofaen i stedet for i sin seng. Det var nok al den ost, tænkte Anton. Han vidste aldrig rigtig, hvad han skulle gøre, når Mor blev stille. Han ville gerne have hende til at blive glad igen, så hun kunne grine eller fløjte. Nogle gange fortalte han historier fra skolen om Molly og hr. Godtmod og alle de andre, og hvad de havde lavet. Det plejede hun godt at kunne lide. Hun blev også altid glad, når Anton kom hjem med ting, han selv havde lavet, til hende. Engang havde han for eksempel givet hende en snemand i ler. Den dag fik han et stort knus, og hun faldt slet ikke i søvn på sofaen. Hun stillede i stedet for

11


snemanden på bordet lige ved siden af fjernsynet og sagde, at det var den flotteste snemand, hun nogensinde havde set. Man lagde slet ikke mærke til, at spidsen af næsen var knækket af, sagde hun. Anton havde ikke lige nogen far. Eller det vil sige, at det havde han vel egentlig, man han kunne ikke huske ham mere. Han havde godt nok et billede af ham i en kasse under sin seng, men det var mange år siden, han havde set ham rigtigt. En gang imellem fik han en gave med posten, men mest når det var jul eller fødselsdag. Som regel var det en trøje, som han ikke kunne passe, eller noget af den slags legetøj i plastik og med mange farver, som han elskede at lege med, dengang han var helt lille. Antons far havde fået en ny kone og nogle nye børn. Dem havde Anton også et billede af et sted. Men lige nu var det aften. Anton stod foran spejlet på badeværelset og rakte tunge ad sig selv. Han var i gang med at finde tøj til den store udklædningsfest i næste uge på skolen. Anton havde fået en af Mors kitler på. Den havde lyseblå striber og nåede helt ned over knæene.

12


”Jeg ligner en idiot,” vrængede Anton. ”Det gør du da ikke,” sagde Mor. ”Jo, se selv,” sagde Anton. ”Jeg ligner en læge. Eller en, der sælger pølser.” ”Du ligner en rigtig ostehandler,” smilede Mor og strøg ham over håret. ”Jeg ligner ikke en ostehandler, hvis jeg ikke har en ostehøvl,” sagde Anton. ”Jamen så låner du da bare en af mine,” sagde Mor. ”Man må ikke have våben med i skole, Mor.” ”En ostehøvl er ikke et våben,” sagde Mor. ”Hvis man har den med i skole, er det,” sagde Anton og knappede kitlen op. ”Måske kunne vi tegne et lille skæg på dig? Så kunne du være Mors lille mand.” Mor kørte igen sin hånd rundt i Antons hår og smilede. Hun lugtede af ost. Det gjorde hun altid, når hun havde været i butikken hele dagen. I dag var det vist mest af parmesan. Anton skyndte sig at dreje hovedet væk. ”Jeg tror måske hellere, jeg vil være noget andet.” Mor så på ham. ”Vi skal nok finde på noget. Men der er kun en uge til.” Og så gik hun. Anton kunne høre hende synge i køkkenet. Det var en

14


af de glade sange i dag, og han vidste godt hvorfor. Det var onsdag, og når det var onsdag, skulle de se Don Amore i fjernsynet. Don Amore var Mors yndlingshelt. Han var hovedperson i serien Tro, håb og Amore, og selv om det blev sent, fik Anton lov at blive længe oppe. Så sad de helt tæt sammen i sofaen, og Anton hentede sin dyne inde fra værelset. Nogle gange fik de endda is. ”Det er farligt at have liggende i fryseren,” sagde Mor. Anton havde aldrig forstået, hvad hun mente med det. Han syntes ikke, at is virkede specielt farligt. I aften spiste de ikke is. De sad bare i sofaen. Mor havde tændt stearinlys og lugtede stadig lidt af parmesan. Så snart Don Amore viste sig på skærmen, nynnede hun med på musikken. Det gjorde hun også hver onsdag. Don Amore var detektiv og havde et stort overskæg og en lang rød sportsvogn, der spyede ild, når han kørte stærkt. Hver onsdag skulle Don Amore fange en masse farlige forbrydere, og tit skulle han også lige kysse en dame, der hed Lola Star og havde en meget stram kjole på. Anton kunne bedst lide, når Don Amore kørte i sportsvognen eller fangede forbryderne. Han forstod ikke, hvorfor Lola Star altid skulle lukke øjnene, når Don Amore

15


kyssede hende. Hun havde meget læbestift på, og Anton syntes, det var klamt. Mor gik ikke med læbestift. Engang havde Mor faktisk fået et billede af Don Amore i et brev. Don Amore havde selv skrevet på billedet. Kærligste hilsener Don Amore, stod der. Det sagde Mor i hvert fald. Anton kunne ikke selv læse det. Don Amore skrev meget snoet. Han havde også tegnet et lille hjerte. Billedet af Don Amore hang på køleskabet med en lille magnet, som Anton havde givet Mor. Magneten forestillede et M.

16


I aften skulle Don Amore fange en tyv inde i fjernsynet. Tyven havde stjålet et stort skrin med smykker fra en rig gammel dame med en mærkelig stemme. Lige nu stod Don Amore ved sin røde sportsvogn sammen med Lola Star. Pludselig sagde Mor noget mærkeligt. ”Det var sådan en mand, man skulle have,” sukkede hun. Anton kiggede op på hende. ”Men du har jo mig.” ”Ja, men du ved, hvad jeg mener,” sagde Mor. ”Sådan en høj, flot mand med stort overskæg, der kan nå osten på alle de høje hylder og … som bare er stærk og … Du ved, hvad jeg mener.” Det gjorde Anton faktisk ikke helt. Han kiggede igen på fjernsynet ved siden af den lille snemand. Nu lagde Don Amore armene om Lola Star. Om lidt skulle han garanteret kysse hende. Så kiggede Anton igen på Mor. Hun sad helt stille uden at sige noget. Hendes øjne så pludselig lidt sørgelige ud, syntes han. Han blev ved med at kigge på hende, mens Don Amore fangede tyven i fjernsynet. Den gamle dame med den mærkelige stemme blev glad for at få sine smykker

17


tilbage, og til sidst lagde Don Amore armene om Lola Star i den røde sportsvogn og kyssede hende. Med lukkede øjne og hovedet på skrå. Der smilede Mor. Anton blev ved med at tænke på det, Mor havde sagt, da han var kommet i seng og skulle sove. Det var sådan en mand, man skulle have. Hvad mente hun med det? En mand som Don Amore? Skulle Don Amore så arbejde i Ostehuset og have kittel på ligesom Mor? Skulle Anton aldrig mere køre ost på cyklen, fordi Don Amore var der med sin sportsvogn? Og hvad ville de sige til det i fjernsynet, hvis Don Amore pludselig var væk, fordi han skulle hjælpe Mor med at nå de store oste på de øverste hylder? Anton trak dynen helt op til hagen. Lyset var tændt ved sengen. Det var det altid. Han hadede mørke. Det var, som om der altid var flere lyde, når det blev mørkt. Skyggerne fra gardinet kunne pludselig se levende ud, som om der stod nogen i værelset. En bil udenfor på gaden kunne lyde som et brølende dyr, når den kørte forbi. Derfor lod han lyset være tændt.

18


Denne aften gik der lang tid, før Anton faldt i søvn. Han blev ved med at tænke på Mors sørgelige øjne i sofaen. Hun havde lydt meget alvorlig, og hendes øjenbryn var blevet helt skrå i panden på hende. Måske var hun faktisk ked af det. Det var sådan en mand, man skulle have. Anton blev nødt til at gøre noget. Det vidste han. Hvis ikke han gjorde noget, ville Mor blive ved med at sidde i sofaen om aftenen og blive stille i stedet for at fløjte og være glad. Mor havde brug for en mand med stort overskæg og lange arme, og der var kun én ting at gøre. Anton blev nødt til at hjælpe hende med at finde ham. Han var den eneste, der kunne gøre noget. Det var kun ham, der kunne gøre hende glad. Ligesom dengang med snemanden.

19

Tro håb og gorgonzola - af Lars Daneskov  

Antons mor er ostehandler og skilt. Anton er derfor, som alle andre skilsmissebørn, uhyre opmærksom på de signaler, hun udsender. Hvornår er...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you