Page 1

Maria Gerhardt

Maria Gerhardt

Transfervindue

Transfervindue er en utopisk fremstilling af Nordsjælland som et stort, luksuriøst Hospice. Alle går i hvidt. New age-nonner dyrker naturlig cannabis på stranden. Internet og musik er forbudt, til gengæld kan man vinterbade med overlægen. Indimellem ætsende tilbageblik til livet som terminal kræftpatient slentrer vores hovedperson og hendes ven Mikkel rundt, taler om firserne og om, hvordan de gerne vil dø. Høje af olie drikker de juice og griner af de raskes fejl.

— Fortællinger om de raskes fejl

Transfervindue

Maria Gerhardt debuterede med bestselleren Der bor Hollywoodstjerner på vejen i 2014. Året efter kom digtsamlingen Amagermesteren, som vandt Politikens Litteraturpris. Når Maria Gerhardt ikke skriver bøger, arbejder hun med musik og følelser under dj-aliasset Djuna Barnes.

P O L I T I K E N S F O R L AG

Politikens Forlag politikensforlag.dk


Maria Gerhardt —

Transfervindue

FortĂŚllinger om de raskes fejl

Politikens Forlag


Af samme forfatter: Der bor Hollywoodstjerner pĂĽ vejen, 2014 Amagermesteren, 2015


I’ve changed my face. I’ve changed my name But nobody wants you, when you loose Kate Bush & Peter Gabriel —Don’t give up (1986)


D

er findes et sted i Rosenhaven ved Hellerup Strand, hvor jeg sidder, når jeg ikke kan sove. Jeg venter på solen, ryger cigaretter, imens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. Mine ben spjætter, nerveskader, siger de. Kroppens notifikationer. Det står med rødt, det står med gult, det står med orange, kærlig hilsen stadie fire. Jeg ved ikke, hvad klokken er, vi må ikke have ure her. Min taske har ellers det mest nødvendige, en snor, jeg kan hive i, hvis jeg har brug for hjælp. Ild og penge. Vores interne valuta bærer billeder af mirakler. Jeg venter på solen, ryger cigaretter, imens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. Hver gang jeg lukker øjnene, bliver jeg vækket af lydene. Et nervøst øjeblik har jeg glemt, at katastrofen ikke er på vej, katastrofen er her allerede.

7


Det ligner, at det brænder derude i horisonten, en båd, en familie, en af hver sin slags, en af hver sin art. Jeg hiver i snoren, og en venlig medarbejder kommer efter få minutter. Han lægger en hånd på min skulder. “Kom, så går vi hjem,” siger han. “Det brænder,” siger jeg. “Kan det være en flygtningefamilie?” Man hører jo så meget, og jeg ville så gerne hjælpe, men dertil er jeg for svag. Han puffer mig væk fra broen. “Det er en genspejling,” siger han. “Kom, så går vi hjem.” Jeg rejser mig langsomt. Jeg er svimmel, og jeg husker det gode råd, jeg fik, da jeg tjekkede ind sidste sommer. Prøv ikke at have for mange meninger, du vil blive så hurtigt træt.

8


Jeg husker at være på internettet. Jeg husker at læse det hele, men aldrig at deltage. Bekendte og algoritmer, der begyndte at spørge, hvornår jeg mon sagde noget, og jeg husker min egen fnysen over, at de ikke vidste, at det var for deres egen skyld, at jeg lod være. De døende trumfer altid identitetspolitikken.

9


Vi har alle sagt farvel til vores familier under et fint og rørende ritual. Børn, der danser ned ad Strandboulevarden, kun klædt i hvidt. Nonner, der tager imod os foran den gamle Sankt Josephstiftelse. Jeg gav dem alle mine ejendele. Den ældste søster lagde en hånd på min pande. “Vi har altid taget os af de syge,” sagde hun. “Det er ikke noget nyt, det er, som det altid har været.” Så satte vi os ind i det ombyggede tivolitog og kørte rundt og så området. De ældste vinkede fra balkoner. Der var gratis sushi til de nye. Ved solnedgang skulle I af sted, jeg græd ned ad min nye, hvide skjorte, men du var cool som altid. Og vi udvekslede konvolutter. “Jeg kan skrive til dig,” sagde jeg. “Jeg kan altid skrive til dig.”

10


Tre hundrede og firs dage har jeg været her. Jeg har to værelser. Et, hvor jeg sover, en stue og en knage til mit håndklæde nede på badebroen. Vi skal i vandet året rundt. Der er mødepligt, der sidder medarbejdere og sætter krydser, når vi spruttende kommer op og famler os ind i saunaerne. En af de ældste nynnede en melodi, derinde i saunaen, jeg ikke kunne placere. Resten af dagen hvirvlede den rundt inden i mig, som en virus. Måske var det en ældre svensk godnatsang, du plejede at synge for ham om aftenen. Jeg rystede det øjeblik, da det gik op for mig, at jeg ikke har hørt musik i et år.

11


Vi kommer hjem i tide til morgenbuffeten, medarbejderen følger mig pænt hen til mit stambord. Han husker mig på min morgenolie. “Skal du have røræg i dag?” spørger han. “De er akkurat taget af panden, imens de stadig er glinsende.” Jeg er ikke sulten. “Det var altså en familie i brand derude,” siger jeg til den venlige mand, der dæmper de speciallavede lamper. “Nej, det var bare en lysspejling på havet,” siger han. “Du kan få det forklaret til videnskabstimerne senere i dag, du er velkommen til at stille spørgsmål til sidst.”

12


Musik er forbudt. Det vækker så mange følelser. “Lad være med at høre det alene,” siger de. Der er salmer om søndagen, med trænede medarbejdere, klar til at gribe dem, der bryder sammen under sang.

13


Vi spiser i store haller. Jeg sidder altid det samme sted med damerne fra kortklubben og min ven Mikkel. For enden af bordet sidder en medarbejder for at sikre, at samtalen ikke bliver for mørk. Vi taler ofte om vores barndom. Jeg husker firserne. Og Mikkel er på alder med mig, så han husker med. Jeg husker et fællesskab alene, fordi fodboldlandsholdet var så gode, som de var. Min stolthed kommer derfra. Min selvovervurdering. Fordi jeg oprigtigt troede, at jeg hjalp til, at de vandt, derhjemme i stuen, fordi jeg brugte alle mine telepatiske evner. Jeg knyttede mine næver og spændte hver en muskel i mit ansigt. Min onkel kom hjem med et par venner fra Idrætsparken den junidag, hvor vi vandt 4-2 over Sovjet. Der lugtede af revolution i stuen, og jeg følte en aldrig overgået tilfredshed med mig selv.

14


Maria Gerhardt

Maria Gerhardt

Transfervindue

Transfervindue er en utopisk fremstilling af Nordsjælland som et stort, luksuriøst Hospice. Alle går i hvidt. New age-nonner dyrker naturlig cannabis på stranden. Internet og musik er forbudt, til gengæld kan man vinterbade med overlægen. Indimellem ætsende tilbageblik til livet som terminal kræftpatient slentrer vores hovedperson og hendes ven Mikkel rundt, taler om firserne og om, hvordan de gerne vil dø. Høje af olie drikker de juice og griner af de raskes fejl.

— Fortællinger om de raskes fejl

Transfervindue

Maria Gerhardt debuterede med bestselleren Der bor Hollywoodstjerner på vejen i 2014. Året efter kom digtsamlingen Amagermesteren, som vandt Politikens Litteraturpris. Når Maria Gerhardt ikke skriver bøger, arbejder hun med musik og følelser under dj-aliasset Djuna Barnes.

P O L I T I K E N S F O R L AG

Politikens Forlag politikensforlag.dk

Transfervindue af Maria Gerhardt  

Transfervindue er en utopisk fremstilling af Nordsjælland som et stort luksuriøst hospice. Alle går i hvidt. New age-nonner dyrker medicinsk...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you