Frank er midt i et liv, der aldrig er kommet i gang. Han passer sit værksted på Enghavevej og en hemmelig elskerinde, men da hans far kommer til skade i en ulykke, overfører ansigtsløse kriminelle en gæld til ham. Frank går på opdagelse i faderens liv og finder ud af, at hans eget indeholder mere, end han havde forestillet sig.

24,5 mm

100 mm

147 mm

Foto: © Robin Skjoldborg

147 mm

MICHAEL ENGGAARD

220 mm

100 mm

Ellen renser sår og sorterer medicin i Vesterbros lejligheder, men hun er ude af trit med sig selv. Ofte vågner hendes sind før kroppen, og hun bliver hjemsøgt af et dødt barn og den mand, hun flygtede fra. Mødet med en ny patient åbner muligheden for at slippe af med dæmonerne.

Michael Enggaard (f. 1971) er journalistuddannet og har arbejdet på JyllandsPostens kulturredaktion siden 2000. Han skriver primært om dansk film, men har boksning som en særlig niche

Svækling er en fortælling om at tage livtag med tilværelsen efter at have dukket sig for længe.

og udgav i 2010 den anmelderroste biografi Kessler sammen med fotograf Thomas Sjørup. Han er opvokset i Hvidovre og Frederikshavn, men har boet på

ISBN 978-87-40-03527-8

POLITIKENS FORLAG

I S B N 978-87-400-3527-8 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 035278

MICHAEL ENGGAARD ROMAN

POLITIKENS FORLAG

Vesterbro i 20 år. Svækling er hans skønlitterære debut. Omslag: Ida Balslev-Olesen

SvĂŚkling.indd 2

08/08/17 20.33

Michael Enggaard

Svækling Roman

P O L IT IK ENS F ORL AG

Svækling.indd 3

08/08/17 20.33

Til Monika

SvĂŚkling.indd 4

08/08/17 20.33

1

Frank bevilgede sig selv otte smøger om dagen, og han var lige rullet af Poul Kochs kone, da han greb sit etui på natbordet og tændte den første. Han sad på sengekanten og stirrede ud i luften efter mulig me­ ning med dagen forude. Biler, der skulle males, og nu frisklavet skyld og skam, der skulle holdes på afstand. Han mærkede Tanyas negle på hoften. – Kommer du og laver kærlighed i mig? – Ikke mere kærlighed nu, Tanya. Jeg skal arbejde. – Bare lidt, sagde hun og krøb tættere på. Hun nåede ikke at friste mere. I entreen hørte de låsen dreje, og Frank havde kun flået un­ derbukserne fra anklerne til skridtet, da Poul Koch vadede ind i soveværelset bag en buket halvvisne tulipaner fra en døgner. Tanya flygtede ind under dynen, og Frank indså, at afsløringen var total. I stedet for at sige undskyld trak han vejret dybt og an­ bragte omhyggeligt sine ømme nosser i den foretrukne position, før han rejste sig for at tage tøj på. 5

Svækling.indd 5

08/08/17 20.33

Poul Koch, engang kvarterets feterede sportshelt, nu taxavogn­ mand med uforudsigelige arbejdstider, vendte ryggen til. Han dum­pede blomsterne på gulvet og gik ud i køkkenet. – Aldrig mere kærlighed, hviskede Frank irriteret til bunken af lagner. I køkkenet havde Poul Koch åbnet en pose rundstykker og stil­ let tre kopper frem ved siden af kaffemaskinen. De var én mere til morgenhyggen, end han havde kalkuleret med, men han var sulten og realistisk, hvad angik udfaldet af en fysisk konfrontation med sin bedste vens søn. – Du knepper min hustru, Frank, sagde han og baksede med noget syltetøj. – Er hun god? Frank hældte kaffe op til sig selv og stillede en kop foran Poul Koch. – Du ville kende svaret, hvis du var hjemme en gang imellem, tykke. Hvordan faen kan du hente sådan en hertil og så bare være ligeglad? – Når jeg er her, forstyrrer jeg åbenbart. Frank satte sig og søgte hans øjne. – Hun er 20 år yngre end dig, hun keder sig. Smid et par kilo, du ved bedre end andre, hvordan man gør. Tag dig sammen, giv hende opmærksomhed. – Næ, nu kan mekanikeren minsandten reparere parforhold. Det må jeg sige, Frank. Måske skulle du få styr på din egen familie. – Tak for kaffe, Poul. Pas på hinanden. Jeg finder selv ud. Han hilste på avisbuddet i opgangen. Trods alle de dårlige ny­ heder, fyren slæbte rundt på, var der en forbløffende energi i hans skridt, sikkert forårsaget af det milde vejr. Sitting Bull og en anden lokal bums, der var fætter til en berømt racerkører, indtog allerede deres faste pladser på trappestenen foran Settlementets genbrugs­ butik. De havde pillet huerne af og studerede en klynge vintergækker, 6

Svækling.indd 6

08/08/17 20.33

der stod foroverbøjet i fortrolig samtale. Blomsterne var skudt op af en sprække mellem husmuren og den inderste flise. – Se, den høje der, den har sagt noget sødt til den venstre. Den ser forlegen ud. – Lad dem være. Det bliver ikke bedre af, at du kigger. Frank tog sig til brystlommen for tidligere end normalt at ryge dagens anden smøg, men han havde glemt sit etui hos Tanya. Etui­et havde tilhørt hans farfar og var en af få genstande, der betød noget for ham. Det var af rustfrit stål, og en ornamenteret boksehandske og forbundets logo prydede låget. Han overvejede at gå op efter det, men netop som han kom frem til, at det var for taktløst, hørte han over sig en vindueshaspe gå op og slå mod ruden. Tanya, det afblegede hår sat op med en lyserød elastik, fik øje på ham og fremviste triumferende etuiet. Han samlede næverne i en kurv, og hun slap så præcist, at han greb uden at flytte den. – Smukt samarbejde, bemærkede racerkørerens fætter fra trap­ pestenen. – Stik mig noget ild, svarede Frank. – Naturligvis, sagde manden og fandt en engangslighter. Frank studerede sit tipshæfte og var i gang med at finde en statistik over Notts Countys udebaneresultater på sin telefon, da en kvinde med alt for mange lynlåse på sin læderjakke åbnede døren og trak en brise med ind. Forår, han hadede forår. Falske løfter om bedre tider kom hvert år brasende som en nedrivningskugle ind i hans forskansede vin­ terpuppe. Han var aldrig klar, og når andre lod sig forføre af kirse­ bærtræernes lyserøde farvelægning af Vesterbro, blev han bare knotten. Hende her lignede en, der forestillede sig, at solen ville brænde alle problemer væk. 7

Svækling.indd 7

08/08/17 20.33

– Latte og maccato skal du til skægaberne i Istedgade og have, meddelte han uden at kigge op. – Macchiato, korrigerede hun. – Det er fint, men vi har det ikke. Du kan få filterkaffe og et dryp sødmælk. For 15 stacchiato. Han fortrød sin replik, men den generede ikke gæsten. – Må jeg selv hælde mælken i? Frank greb en mørkeblå karton fra køleskabet og slap den de­ monstrativt på disken fra lidt for stor højde. Hun kiggede under­ søgende på udløbsdatoen, hældte op og svajede hen mod et bord bagest i lokalet på sine høje støvler. Nylonstrømper var årstidens formildende omstændighed, så meget medgav han. Der var to andre gæster i forhuset, det, de kaldte cafeen. Frank kendte dem perifert, de havde booket den ene garage i tre timer for at skrue på en importeret Mustang. Nu sad de og læste teg­ ninger. Selv var han i færd med at gøre en tank, skærme og andre motorcykeldele klar til lakering i den ene kabine, men han hav­ de god tid og var i pausen sunket ned i fodboldkampene og sine spege­pølsemadder. Han tændte en cigaret og skulede til en stabel papkasser, han havde lovet Svend at pakke ud. Jakker og skjorter med savtakkede brystlommer i originalt amerikansk design. Svend insisterede på, at tøjet skulle forhandles i forretningen, og nu drev de en hybrid af maler- og mekanikerværksted, tøjbutik og truckercafé. Økonomien hang akkurat sammen. De havde et sted at arbej­ de, og når de ikke brugte faciliteterne, lejede de dem ud til lokale amatører, der kunne lide at rode med biler. Han havde lige skoddet cigaretten, da mobilen ringede fra et skjult nummer. – Frank? prøvede en stemme. Han genkendte den ikke. – Ja, det er mig. – Frank … Thøgersen, famlede vedkommende i den anden ende. 8

Svækling.indd 8

08/08/17 20.33

Manden lød forpustet, som om han var i gang med at flytte møbler. – Ja, for faen. Hvem taler jeg med? – Jeg hedder Ming. Jeg arbejder med din far, Gerhard, i IKEA. Den Gule. Frank vidste udmærket, hvem Ming var. En krakiler, som hund­sede med ældre mænd i lavtlønsjob på et lager i Taastrup. Selv gaffeltrucks reagerede nervøst i hans nærvær. – Din far er kommet til skade. Kom ud og tøm hans skab. Før politiet gør det. – Hvad er der sket? – Hør nu, hvad jeg siger: Du skal køre nu. Ved du, hvor det er? – Jeg kommer. Han havde akkurat afbrudt forbindelsen, da kvinden stod for­ an ham igen. Der var noget bekendt ved hende, men han var for stresset til at interessere sig for det. – Jeg kunne ikke undgå at se, at du spiste madder. Er det muligt at købe en? Frank skuede ud i rummet og konstaterede, at Mustang-fyrene var gået i garagen. Han vendte håndfladerne mod hende i en ges­ tus, der signalerede, at hun måtte vente. Han ringede til Svend, men han svarede ikke. – Du er heldig, sagde han og pillede ved sit nøglebundt. – Du må få alle de madder, du kan spise. Du skal nemlig passe butik­ ken, indtil der kommer en og overtager om lidt. Kvinden var midt i en indånding til protest, da han kastede nøglen i en blød bue i hendes retning. Forrådt af sin griberefleks stod hun nu med den i hånden. – Der kommer en rødhåret fyr på to meter inden for et kvarter. Hvis han er forsinket, må du aftale noget med gutterne i garagen.

9

Svækling.indd 9

08/08/17 20.33

Lav sol over Enghavevej varmede instrumentbrættet, og Frank re­ gistrerede en krydret duft i varevognen, en lyseblå og altid blank­ poleret Chevrolet fra 1980, som hostede og kørte elendigt, men ifølge Svend sendte de rigtige signaler. I handskerummet søgte han forgæves efter gevinst i to Gajolæsker, som han smed på bundmåtten ved siden af en halvfuld dunk sprinklervæske. Løsningen blev endnu en cigaret, før han vred bilen ud fra baggården for at svinge ad Vesterbrogade mod forstæderne. Han tændte radioen, men slukkede igen. Han havde brug for ro, og de overstadige værter lavede alligevel programmet til sig selv. Frank havde hørt meget om Den Gule. Hver gang Frank tal­ te med sin far, kunne han et nyt ukvemsord om ‘Overbiddet fra Kinesien’, og det blev altid fulgt op af samme sætning: – Jeg er ligeglad med, om folk er sorte eller hvide, gule eller blå, og har de lyst til at spjætte på et håndsyet tæppe syv gange om dagen, er det fint med mig. Men tro mig, ham her, han er en rigtig skiderik. Frank vidste, at faderens beretninger savnede nuancer, men han var selv blevet provokeret af Mings kommanderende tone. I skuldre og nakke mærkede han en genkendelig anspændthed, en modstand, der truede med at blokere åndedrættet. Han trykkede speederen nærmere gulvet. Damhussøen og Kentucky Fried Chicken gled forbi på højre side. Alene synet af logoet fremkaldte smagen af kyllingevingers forkullede panering og følgeblandingen af hvidkål og gulerødder bugseret sammen i mayonnaise og sennep. I mange år hentede de mad der efter særligt tilfredsstillende træningspas. Det var, før økologi og minutiøse, proteinrige kostplaner blev moderne. Når Frank følte sig flad, anbefalede Gerhard ham at æde et stykke cho­ kolade og drikke en cola. – De laver en god kålslaw herinde, gentog hans far ved hvert eneste besøg. 10

Svækling.indd 10

08/08/17 20.33

Når Frank spurgte, om det ikke også var det eneste sted, der førte denne fremmedartede salat, nikkede han bekræftende, men pointerede: – Det bliver den ikke dårligere af. Frank kendte ingen, der havde tilbragt tilnærmelsesvis så meget tid med sin far, som han havde, i mange år 20-25 timer om ugen. Ikke at de talte sammen. Relationen var koncentreret om boks­ ning og de få ord, der knyttede sig til sporten. “Kom først”, for eksempel. Det budskab rungede stadig i hans ører. I dag vidste de meget lidt om hinanden. Forholdet løb ud i fælles skuffelse, fordi Frank allerede som 21-årig indstillede sin karriere, og da Gerhard tilbragte al sin tid i klubben eller foran fjernsynet for at se boksning på gamle vhs-bånd og dvd, så de sjældent hinanden. Officielt hed det sig, at kun Frank vidste, hvorfor han stoppede så pludseligt. Gerhard vidste det også, men til pressen havde fade­ ren dengang erklæret, at det var et mysterium for ham. Frank hav­ de lige vundet DM og kunne have taget medalje ved OL, mente Gerhard. Med sin stil kunne han være blevet en god professionel, og det forlød, at landets eneste promotor var klar med en kon­ trakt. De følgende år var han kommet til træning, når han følte for det, men nu havde han ikke hørt rytmen fra sjippetove og sandsække eller indåndet lokalets sveddampe i årevis. Forstadstrafikken hakkede langsomt i to spor. Frank var i gang med at dytte ad en sælgertype i en sikkert leaset Audi, da han mærkede telefonens hidsige ryk i bukselommen. Han lirkede den op og bebrejdede sig selv, at han ikke havde gjort den lettere til­ gængelig. Ukendt nummer igen. – Ming, jeg er på vej. – Ambulancefolkene ser til ham nu. De kører om lidt. Hvor er du? – Glostrup et sted. – Når du kommer, parkerer du på bagsiden. Ved fragtvognene. Du skal ikke ind ad hovedindgangen. 11

Svækling.indd 11

08/08/17 20.33

– Hvor alvorligt er det? – Slemt, tror jeg. IKEA delte parkeringsareal med flere andre varehuse, fornuftige mennesker ville gøre alt for at undgå at besøge. Frank brød sig ikke om samlesætsbygningerne og det åbne asfaltlandskab med om­kringliggende grusgrave. Han var taknemmelig for, at han ikke skulle herud hver dag. Nogle få biler stod spredt på området, og han så et yngre par komme slæbende med kasser fyldt med fore­ stående skænderier. Han cirklede et minut, før han fik øje på fragtbilerne. En po­ litivogn holdt ved siden af dem, og af naturlig skepsis parkerede Frank så langt som muligt fra ordensmagten. Han havde lige sluk­ ket motoren, da en ambulance kørte fra lagerhallen. Da han steg ud, så han tre rødder i arbejdstøj sidde på en be­ tonklods og glo efter udrykningskøretøjet, som slog sirenen til på hovedvejen. De talte ikke til hinanden, men røg og trykkede på deres telefoner. Frank gik derhen og sagde, at han skulle tale med Ming. – Hvis det er et job, du mangler, er der lige blevet et ledigt, sag­ de en kæk indvandrer med barberet korthårsfrisure. Han høstede intet bifald fra de andre. – Han er i omklædningsrummene, tror jeg. Gå over til porten, så kan en af de gamle tosser hente ham. Frank besluttede at huske fyrens ansigt og skyndte sig over mod lageret. En gruppe ældre mænd stod i en kreds og sludrede uroligt, og han genkendte Irving Madsens muskuløse silhuet ved siden af flere andre ansigter, hvis næser og kantede træk vidnede om, at ingen mestrede undvigelsens kunst til perfektion. Samtalen gik i stå, da han kom. – Frank, for helvede, begyndte Irving Madsen. Han tog fat i Franks skuldre, holdt ham ud i strakt arm og 12

Svækling.indd 12

08/08/17 20.33

besigtigede ham, som om han var et kreatur, Irving overvejede at købe. – Jeg har ikke set dig i hvad … 15 år? Det var noget af en ven­ strehånd, der sad på dig. – Den var i hvert fald bedre end dem, I lavede ude hos jer. Hvad er der sket? – Gerhard gik ved siden af en truck med nogle tunge kasser med bordplader. Enten har føreren trukket gaflerne ved en fejl, eller også har den været lastet for tungt og er brækket. Den løfter tre ton. Han har fået hele lortet ned over sig, forklarede Irving og afbrød sig selv. – Nu kommer Den Gule. En lavbenet mand i begyndelsen af fyrrerne kom marcherende imod Frank, og han havde allerede rakt næven frem til hilsen. – Følg med, beordrede Ming. Frank nikkede farvel til Irving og de andre og gik tøvende efter. – Du får nøglen til hans skab, og så … Frank afbrød. – Det kan godt være, at du er vant til at styre alle idioterne i overalls herude, men mig skal du tale ordentligt til. Ming ignorerede Franks indvending. – Du sørger for at fjerne hans gift. Det har været her for længe. Politiet sidder oppe i administrationen og afhører truckføreren, og hvis du er kvik, slipper vi for problemer. Sekundet senere stod Frank med en nøgle i hånden. Ming hav­ de kastet. Han havde grebet. Ming skubbede døren til omklædningsrummet op. – Jeg har lagt en rulle sorte affaldssække i hans skab, du kan fylde varerne ned i. Det bageste er hans. Jeg går ud i hallen. Han anede ikke, hvad Ming talte om.

13

Svækling.indd 13

08/08/17 20.33

Frank kendte mange banditter, men han havde ikke regnet med, at hans far var en af dem. Fra bilen ringede han til Svend for at sikre sig, at han var på værkstedet. Denne gang svarede han med det samme, og han lovede at have frie hænder, når Frank var tilbage. Svend sad på en vakkelvorn klapstol i solen og røg, da Frank svingede varevognen ind i baggården. Han gik direkte til bagage­ rummet for at tage fat i sækkene, og kompagnonens drillende blik fortalte, at hans handlekraft undrede ham. – Hvad sker der? – Vi skal have anbragt dem her et godt sted. Gider du tage den ene? Gæsterne arbejdede stadig på Mustangen i garagen, og han nik­ kede i retning af farverummet. Frank lukkede døren, da de kom ind. Han stillede sin sæk på gulvet ved blandingsanlægget og hev en karton Rød Marlboro op. Så en mere, og en mere. – De lå i min fars skab ude i forpulede IKEA. Jeg har ikke talt dem, men der er mindst 100 kartoner. Svend snuppede en karton fra sin egen sæk og studerede ban­ derolen. – Gerhard, den røver. Han har trampet rundt mellem svensker­ nes billige lort og solgt tyrkersmøger. Hvordan har han det? – Han er blevet kørt til Rigshospitalet. Jeg tager derud om lidt. Svend lovede at passe forretningen, men forklarede, at Fords værksted havde ringet. Deres maler var syg, og de havde brug for hjælp. Svend havde aftalt at tage nogle biler ind. Det var vigtigt at holde løfterne til forhandlerne. Når de havde givet tilsagn, skulle man kunne stole på dem. – Jeg kigger forbi i aften, forsikrede Frank. Han gik ind i cafeen. Der var ingen gæster, og hans tipshæfte lå stadig opslået på League One. Han havde sat ring om et par kam­ 14

Svækling.indd 14

08/08/17 20.33

pe, han havde planlagt at spille for at tilføre aftenen et element af spænding. Nu klarede han sig rigeligt uden. Svend var fulgt med. Han skænkede to kopper kaffe. – Var hende i læderjakken her, da du kom? spurgte Frank. – Ja, hun har købt en Triumph Spitfire. Hun vil have den sat i stand, men vil gerne selv være med. – Hun er kommet til den rette, lo Frank. – Ja, jeg har sagt, at jeg nok skal hjælpe hende. Rødt hår havde aldrig svækket Svends dametække, og hans ap­ petit på kvinder var forblevet enorm i alle de år, Frank havde kendt ham. Han forstod, hvorfor de kunne lide ham. Svend udstrålede kontrolleret styrke. Han var ordentlig indeni og især udenpå med sin skjortefetich. Svend havde også haft et nært forhold til sin far. Faderen drev værksted i deres nabogård, klos op ad Tove Ditlevsens Minde­ have, hvor han var en flittig besøgende efter fyraften. Mens Frank lærte at slå en lige venstre fra skulderen i Bavnehøj Hallens kæl­ der, terpede Svend motorlære under tvang. Faderen mente, at det var værdifuldt for Svend at se med, når han skilte motorer ad, og undervejs smed han delene op i en spand. Bagefter skulle Svend navngive hver enkelt og redegøre for deres funktion. Øvelsen stod på gennem mange år og gjorde Svend til en af byens bedste meka­ nikere allerede som 17-årig. Nu skulle han blære sig på en Triumph Spitfire. – Så du, hvem hun var? Franks tanker var et andet sted, så Svend besvarede selv sit spørgsmål. – Hun har været vært på TV Avisen. – Jamen så bliver det da en oplevelse at få olie under neglene. Indtil de knækker, sagde Frank. Han rejste sig. – Jeg tager på Riget og finder ud af, hvad der er sket.

Svækling.indd 15

08/08/17 20.33

SvĂŚkling.indd 16

08/08/17 20.33

2

Ellen vidste ikke, hvem hun ellers skulle ringe til, så nu sad han her igen i sin termojakke, Hardy, viceværten. Hun havde brygget kaffe og stillet franske vafler frem på et blomstret fad, så de så mere indbydende ud end i den emballage, hun selv spiste dem fra. Hun håbede, at han gad blive en time, men sandsynligheden var lille. – Du må snart finde en anden. Jeg er ikke socialarbejder, kla­ gede Hardy. – Dit job er at have beboerkontakt, og det her må da være sjo­ vere end at ordne afløb, trumfede hun. Hardy slukkede mobiltelefonen, rømmede sig et par gange og undersøgte sine fotokopierede ark gennem et par læsebriller, han anvendte til måleraflæsning. – Begynder vi med Scene 3, siger du? – Ja, men stiller du dig ikke ud på gulvet? – Stop nu, Ellen. Det er ikke Jørgen Reenberg, du har på besøg. – Okay, så begynd.

17

Svækling.indd 17

08/08/17 20.33

– Jeg gider ikke irettesættes hele tiden. Du må tage det, som det kommer. Som øjeblikket før igangsættelsen af en rodbehandling indån­ dede Hardy dybt og deklamerede: – Mit rejsegods er bragt om bord. Farvel. Og søster, tøv nu ikke med at skrive, så ofte der er lejlighed til brev og gunstig vind. – Er du i tvivl om det? – Hvad Hamlet og hans leflerier angår, så tag dem for et lune, en manér, en elskovs martsviol i tidlig blomstring. Hardy holdt ud knap en halv time, og Ellen belønnede ham for indsatsen med flere vafler. Nu evaluerede hun deres Shakespeare-­ seance. – Ungdom er en dugvåd morgenstund. Lagde du mærke til den sætning? Er det ikke smukt? Og sandt? Hardy sad allerede med snuden langt nede i sit medbragte BT og læste fodboldreportager. Han hørte hende ikke. – Du har selv lige læst det, appellerede hun. – Frem er i nedrykningsfare. Der er så mange penge i fodbold, og vi har ingen. En af Daniel Aggers klunker koster mere end hele vores hold. Ellen gav op. Hun spurgte, om han ville have mad med, men han afslog hel­ digvis. Hun orkede ikke andet end at spise resten af salaten fra dagen før, helst alene foran fjernsynet. En psykolog, hun engang kom hos, havde forklaret, at det var sundt at se en times tv hver dag, en time, hvor man bare tog imod og lod tankerne drive. Ellen fik aldrig spurgt, om det også gjaldt, hvis man så TV3. – Nå, min pige, jeg må videre, bebudede Hardy. – Det var ikke behageligt, men hvad gør man ikke for ejendommens smukke kvinder? – Jeg skal nok forsøge at skåne dig fremover, lovede hun. 18

Svækling.indd 18

08/08/17 20.33

De sagde farvel med et hastigt kram, han stadig med et fast greb i den sammenrullede BT. Hun spekulerede på, hvor mange gange om dagen han læste den avis. Når hun læste i den, stod der ingenting. Da Hardy var gået, gik hun hen til vinduet, satte sig på sin taburet og kiggede ud over banelegemet. Togene gled lydløst gen­ nem skumringen i alle retninger. Ellen mødte altid til tiden, og hun spurgte indimellem sig selv hvorfor. Andre kom dryssende fem og ti minutter senere end mø­ dets begyndelse klokken 07.00, men det betød bare, at hun fik besked om eventuelle ændringer i sin dagsplan før dem. Der var en ny borger i hendes papirer, orienterede Iris Bach. – Ibrahim Wahid, 22 år. Bor i Saxogade hos familien, så ham kan du besøge før eller efter Bjarne. Pilonidalcyste, konstaterede afdelingschefen. En af de unge sygeplejersker, Jeanette, der lige havde sat sig, indskød en af sine ironiske bemærkninger. – Er der noget skønnere end at starte dagen med en byld i rø­ ven? – Jamen, skal jeg give dig Ibrahim? Jeg kan tilrettelægge en hel dag med bylder specielt til dig. Ellen kunne lide chefens kontante stil. Den gjaldt over for alle, især pårørende, der havde urealistiske forestillinger om hjemme­ plejens formåen og brokkede sig over behandlingen. – Godt så. Der er en enkelt ting, jeg vil drøfte med jer, inden I tager nøglerne. Iris Bach kiggede på Ellen for at lade hende forstå, at det ved­ rørte hende. Ellen nikkede sit samtykke. De havde talt det igen­ nem. – Ellen besøgte en borger i sidste uge, en ældre herre, der havde været så venlig at tvære afføring ud over hele sin lejlighed. På alle 19

Svækling.indd 19

08/08/17 20.33

vægge, i alle værelser. Der var lort i ovnen, i hans køleskab, på hans gebis. Kollegerne så deltagende på Ellen og fik trækninger ved næser­ ne, som om der pludselig stank ved bordet. – Det var især lækkert at stå med tænderne, sagde Ellen og lave­ de børstebevægelser ud i luften. Iris Bach tog ordet igen. – Ellen vaskede både manden og lejligheden, og hun tilkaldte en assistent, inden hun tog videre. Hun arbejdede halvanden time over. Her i weekenden er der kommet en klage fra familien. De synes, at lejligheden er uhumsk, og “far har betalt skat hele livet”. De har ikke længere tillid til hjemmeplejen. Rundt om bordet formidlede de andre sygeplejersker deres for­ agt med let hovedrysten. Iris Bach holdt pause for at give dem plads til at reagere, inden hun fortsatte. – Det ændrer ikke ved, at de pårørende har ret. Ellen har ydet en stor indsats, men den svinesti skulle have været desinficeret af folk i beskyttelsesdragt. Den kamp må jeg tage højere oppe, men I må melde det, når I står i en umulig situation. Lederens tale opmuntrede flokken, og Ellen var i godt humør, da hun fulgtes med de andre ned til cyklerne. Hun skulle nå ni besøg, og hun besluttede at begynde i Oehlenschlægersgade hos Bjarne og tage Ibrahim Wahid bagefter. Bjarne var forhenværende dyrepasser i Zoologisk Have, og hans røverhistorier kunne være et af dagens pudsige indslag. Diabetes havde taget halvdelen af hans højre ben og det meste af hans hu­ mør, men indimellem fortalte han en skrøne og livede op. Han svarede ikke, da hun ringede på fra gaden, så i sit nøgle­ bundt fandt hun nøglen til cylinderen ved dørtelefonen, trak den ud og tog nøglen til Bjarnes lejlighed. – Hallo, råbte hun advarende, da hun låste sig ind. 20

Svækling.indd 20

08/08/17 20.33

– I soveværelset! brølede Bjarne. Der kørte en golfturnering på fjernsynet. – Den Tiger er noget tam i det, bemærkede Bjarne, som om han og Ellen havde set fjernsyn sammen i timevis. – Nå, jeg synes ellers, at jeg hører, at han er ualmindelig aktiv, sagde hun. – Hvor mange gange skal jeg sige, at du ikke skal tage de grim­ me skoposer på hos mig, fortsatte Bjarne. De blå kyser var standard for Ellen. Hun havde ikke tid til at tage skoene af og på ni gange om dagen, selv om hun godt vidste, at plastik­ken udtrykte en distance mellem hende og borgeren. I mange hjem afslørede lyden af hendes skridt, at poserne var rele­ vante. Gulvoverfladerne var ofte fedtede som harpiks. Bjarne følte sig tryg ved hende nu, men de var kommet no­ get akavet fra start. Under sit første besøg så Ellen, at han brugte toupé. Nyopereret og bundet til sengelejet var det åbenbart umu­ ligt at anbringe parykken, som producenten havde tiltænkt. Bun­ ken af hår lignede gnavere i slagsmål, så da Ellen var færdig med at rense stumpen, tilbød hun at ordne hans frisure. Forslaget udløste en panisk reaktion. Bjarne følte sig afsløret og bad hende blande sig udenom, men hun holdt fast. En mand med dybe komplekser over ringe hårvækst ville få problemer med at acceptere en protese, spåede hun, så hun erklærede, at mange kvinder, hun selv inklusi­ ve, tænder på skaldede mænd. Det viste sig, at Ellen havde befriet ham for et større menageri. Bjarne havde gennem flere år været kunde i et parykcenter, der ydede den service at køre på hjemmebesøg og sy og klippe til i private omgivelser. Foretagendet markedsførte sig blandt andet på diskretion og havde ikke reklamer på firmabilen. I dag sad parykken trykket ned over Nordpolen på en globus på kommoden i soveværelset. Ellen satte sig i fodenden af sengen. 21

Svækling.indd 21

08/08/17 20.33

– Hvordan har du det? – Det jager i det ben, der ikke er der. – Det er almindeligt. Det er det også at blive ked af det. Bjarne kiggede stift ind i fjernsynet, men besluttede at slukke for de vandrende mænd i parken, der kunne blive rasende over ikke at få bolden i hul. Hun så, at hans ansigt begyndte at vibrere. – Hvis jeg ser på såret, fortæller du så om giraffer imens? Jeg kan ikke komme mig over, at de står op og sover. – Jeg gider ikke. – Fint. Jeg ordner det bare, og jeg lytter, hvis der er noget, du vil tale om. Alt, hvad hun skulle bruge af udstyr og materialer, lå ordnet på en hylde i hans klædeskab. Hun gik ud og tog sin jakke af og va­ skede hænder. Tilbage ved sengen tog hun handsker på og lagde et engangslagen under Bjarnes halverede ben. Hun pillede strømpen af stumpen og begyndte forsigtigt at tage den gamle forbinding af. – Jeg kommer til at rådne op her, sagde han. – Vel gør du ej. Du er helet hurtigere end andre på din alder, og ved du hvorfor? Bjarne svarede ikke. – Du er stærk og har fået frisk luft i Zoo. Hvis du passer din genoptræning og spiser normalt, er der masser af gode oplevelser tilbage til dig. Du ser bedre ud i dag, end da jeg så dig første gang. – Mener du det? Hun arbejdede koncentreret, men løftede blikket et øjeblik. – Jeg giver aldrig patienter falske forhåbninger. Bjarne, der er intet, der forhindrer dig i at få mange gode år endnu. Du skal vænne dig til at bevæge dig på en ny måde, men du kommer ikke til at se mere åndssvag ud, end du gjorde med den skide paryk. Du burde forære den til et amatørteater. – Så du, tynde skiver. Vil du have kaffe? 22

Svækling.indd 22

08/08/17 20.33

Hun afslog, selv om hun mente, at det havde været god sygeple­ je, hvis hun havde sagt ja. Hun skulle videre til den næste patient. Måske kom hun aldrig til at høre girafhistorier igen. Bjarne var snart i stand til at klare sig selv. – Kunne det ikke være en idé at skrive dine historier fra Zoo ned? Jeg vil gerne læse dem, sagde hun. På gaden besluttede hun, at hun kunne nå en cigaret, og hun trak cyklen i retning af en stribe sollys, som flugtede med Istedgade. En ølkusk med kasket var i færd med at slæbe sin leverance af Albani ind på McKluud, hvor døre og vinduer stod åbne i forsøget på at slippe af med weekendens hørm af synd. Ved bageren, den sidste i kvarteret, der stadig fremstillede rosenbrød, flyttede hun en café­ stol fri af markisens skygge, så hun kunne tage imod varmen og lyset. Det var altid med forbehold, hun besøgte en ny borger. Man vidste aldrig, hvad der ventede bag døren, og hun havde mere end én gang mødt mennesker med så ringe egenomsorg, at hun følte sig frastødt. Ibrahim Wahid ville formentlig blive en nem sag. De fleste ind­ vandrerfamilier respekterede sygeplejersker, og da den unge mand boede hjemme, ville lejligheden normalt syde af eksotisk te og sødt bagværk, når hun kom. Det var let at blive fed i hjemme­ plejen. Mange tilbød et eller andet af høflighed, endnu flere i håb om at få bare et kvarters samtale med et andet åndende væsen. Ellen cyklede til Saxogården, en rødmuret almennyttig enklave klemt ind som en kassette mellem Vesterbros oprindelige karreer. Alle steder på Vesterbro skød nye butikker med designervarer op, men fliserne her blev sjældent betrådt af fremmede. Kun folk, der boede i Saxogården, kom i Saxogården. Nogen åbnede via dørtelefonen, da hun ringede på, og en kvin­ de på hendes egen alder tog imod, da hun kom op ad trappen. 23

Svækling.indd 23

08/08/17 20.33

– Ibrahim har meget, meget ondt, sagde hun bedrøvet, før El­ len var kommet op på etagen. – Han kom hjem i går, ikke? spurgte Ellen, da hun var nået op til entreen og pustende trak sine blå poser over skoene. – Han arbejder i Føtex og studerer ved siden af. Nu kommer han bagud med det hele. – Mon dog. Vis mig, hvor han er, sagde Ellen. Kvinden ledte hende forbi stuen, hvor en mand sad dybt i sit eget sofaaftryk og så nyheder. Hun kom til et værelse, hvor to yng­ re piger sad over for det, der måtte være deres storebror. Ibrahim lå på sengen i bar overkrop med en pude under brystet. – Ibrahim er dårlig, sagde pigerne i kor og kiggede på hende, som om hun kunne løse alle verdens problemer, og denne sag var den mest presserende. – Lad mig få lidt tid med den unge mand, sagde Ellen. – Ja, ud med jer, beordrede Ibrahim. Ellen introducerede sig og forklarede, at hun kunne skylle såret på ganske få minutter. Det var en almindelig byld, han havde pådraget sig, forårsaget af et indadvoksende hår på lænden lige over revnen. Nu var filipensen fjernet, men sådan nogle kunne komme igen. Derfor var en god hygiejne afgørende den kom­ mende tid. – En rigtig perkerskade, jamrede Ibrahim. Ellen undlod at svare, men Ibrahim blev ved: – Er det ikke bare klamt at komme rundt til alle perkerne og pille i deres stinkende infektioner? Ellen fornemmede, at han søgte en konflikt. Hun forholdt sig tavs. – Eller kan du lide perkere? Du er lidt kvabset, kan jeg se. Er du sådan en, der må nøjes med perkere? Ellen trykkede på det ømme punkt med begge pegefingre, og Ibrahims ryg skød op i et smerteryk. 24

Svækling.indd 24

08/08/17 20.33

– Stop nu den selvmedlidenhed. Du har ikke cancer, og du bliver behandlet som en konge her i huset. – Jeg vil have morfin. – Det kan jeg ikke ordinere. – En bleg dansker havde fået morfin. – Ja, men jeg er medlem af Ku Klux Klan, så jeg siger, at du må bede dine søstre om at hente Panodiler i Føtex. De kan fortælle, at du er tilbage på arbejde om tre-fire dage. Ibrahim klappede i, og hun fik fred til at rense såret. – Tak for denne gang, sagde Ellen, da hun var færdig. Hun fornemmede, at han skammede sig over sine udbrud, men gjorde intet for at befri ham for følelsen. Ibrahims far havde ikke rykket sig. Han stirrede stadig på fjernsynets formidling af dagens ulykker. I entreen mødte hun moderen. Hun smilede intetanende og spurgte, om Ellen kunne tænke sig en kop te sammen med Ibrahim, nu hun var færdig med behandlingen. – Nej tak, Ibrahim skal have ro. Og jeg skal videre.

Svækling.indd 25

08/08/17 20.33

Frank er midt i et liv, der aldrig er kommet i gang. Han passer sit værksted på Enghavevej og en hemmelig elskerinde, men da hans far kommer til skade i en ulykke, overfører ansigtsløse kriminelle en gæld til ham. Frank går på opdagelse i faderens liv og finder ud af, at hans eget indeholder mere, end han havde forestillet sig.

24,5 mm

100 mm

147 mm

Foto: © Robin Skjoldborg

147 mm

MICHAEL ENGGAARD

220 mm

100 mm

Ellen renser sår og sorterer medicin i Vesterbros lejligheder, men hun er ude af trit med sig selv. Ofte vågner hendes sind før kroppen, og hun bliver hjemsøgt af et dødt barn og den mand, hun flygtede fra. Mødet med en ny patient åbner muligheden for at slippe af med dæmonerne.

Michael Enggaard (f. 1971) er journalistuddannet og har arbejdet på JyllandsPostens kulturredaktion siden 2000. Han skriver primært om dansk film, men har boksning som en særlig niche

Svækling er en fortælling om at tage livtag med tilværelsen efter at have dukket sig for længe.

og udgav i 2010 den anmelderroste biografi Kessler sammen med fotograf Thomas Sjørup. Han er opvokset i Hvidovre og Frederikshavn, men har boet på

ISBN 978-87-40-03527-8

POLITIKENS FORLAG

I S B N 978-87-400-3527-8 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 035278

MICHAEL ENGGAARD ROMAN

POLITIKENS FORLAG

Vesterbro i 20 år. Svækling er hans skønlitterære debut. Omslag: Ida Balslev-Olesen