Strøm læseprøve

Page 1

Michael Holbek

STRØM

Michael Holbek

Roman

STRØM
POLITIKENS FORLAG

Til Kasper, Simon og Sofie.

Have you come here for forgiveness?

Have you come to raise the dead?

Have you come here to play Jesus?

To the lepers in your head.

u2: “one”

Prolog, april 1987 9

Første del, 1966-1975 15

Anden del, 1976 253

Tredje del, 1979-1987 303

Prolog

April 1987

Der er lovet sne, men da de træder ud på trappen foran Blågårds Kirke, strømmer regnen fra en åben sluse. Det sjasker gennem ned løbsrørene, plasker fra fyldte tagrender, suser og bobler i kloakristene. Nu trommer vanddråberne på kistelåget.

Det lyder sgu, som om Bruno banker på derinde for at komme ud igen, hva’ Kim? siger Eivind med et grin og trækker Q8-kasketten ned i panden.

Er I klar? siger Kim og ser på far og de øvrige bærere.

Ja, en-to-tre-go! siger Lenny.

Rustvognens bagdør er åben, og bedemanden træder til side under sin paraply, så de kan komme til. De placerer kisten på de forreste val ser og ruller den ind i bilen.

For fanden da også, stønner Jack. Ryggen har sat sig under anstren gelserne, han står som et vinkeljern i regnen med hænderne på knæ ene.

Du er nødt til at rette dig lidt op, så det ikke låser, siger Lenny.

Hvad fanden ved du om det?

Lenny tager fat i Jacks arm og hjælper ham op.

Av, for helvede, råber Jack.

Kim ser mor træde frem og lægge en blomst på kisten. Farvel, lille bror, hvisker hun.

Mormor står med bøjet hoved. Min søde dreng … Hun klemmer grådkvalt ordene ud.

Farmor og farfar kondolerer til Jytte og stiller sig i periferien med

9

Thit står og tripper lidt rådvildt. Kim kysser hende og går hen under bagklappen. Et øjeblik blusser billeder af onkel Bruno frem i hovedet på ham … verdensmand med højt hår og cowboystøvler … smilende i taxaen på vej til lufthavnen i Kabul … i sofaen hjemme i lejligheden grinende i en tæt sky af røg fra den brændende chillum. Det føles som en evighed siden, men så længe er det heller ikke. Han tapper et par gange med knoerne på kisten. Tak for nu, Bruno.

Så går han mellem vandpytterne hen til farmor og farfar.

Det var sødt af jer at dukke op, siger han.

45 år, det er ikke meget, siger farfar.

Nej, der må have været noget galt med hjertet, siger han. Jeg skulle sige fra Jytte, at hun håber, I vil med ind og have gravøl på caféen.

Det vil vi da rigtignok ge…, siger farfar, men farmor afbryder: Nej tak, den springer vi over.

Han tænker: Så skrub dog hjem, din havkat, og lad farfar gå med os andre.

Han siger: Jamen, så er det jo sådan.

Farmor stikker armen ind under farfars og trækker ham med over pladsen og op ad Blågårdsgade.

Bedemanden trækker bagklappen ned og smækker. Han trykker Jyt tes hånd og stiger ind i bilen, dækkene knaser i gruset, da bilen sætter i gang. Jytte stirrer på den sorte rustvogn, og da den forsvinder om hjør net, slipper hun i hele kroppen. Hun falder på knæ i sølet og skriger op mod regnen og den stengrå himmel.

NEEEJ, MIN ELSKEDE!!!

Mor og Lenny haster hen til hende, tager fat i hver sin arm og får rejst hende op. Hun slår armene om mors hals og græder, og et øjeblik ser mor ud, som om hun ikke helt ved, hvor hun skal gøre af sig selv, så folder hun armene om Jytte og stryger hende over ryggen.

Regnen stilner af. Mens de er samlet om Jytte, smutter Jack uden at

10 sorte paraplyer. Hanne får en blomst af mor, hun lægger den på onkels kiste og træder til side.

En mand kommer ned ad kirketrappen. Pludselig genkender Kim ham, han er i civil, men der er ingen tvivl. Hvad i alverden laver han her?

Nå, Jack havde nok ikke lyst til at hilse, siger Berggren til ham og smiler.

Han er vist ikke så meget for politiet.

Det gør mig ondt, med din onkel, Kim, siger Berggren og giver ham hånden.

Tak. Det var en overraskelse.

Jeg kunne godt lide Bruno.

Han kniber øjnene sammen og ser på Berggren.

Han gjorde, hvad han gjorde, og jeg passede mit arbejde. Sådan er det jo.

Regnen er holdt op. De finder cigaretter frem, han får ild af Berg gren.

Det havde han ikke fortjent, siger Berggren.

At dø så tidligt?

Heller ikke det. Men han havde sgu ikke fortjent, at Jytte ikke var der, da han kom ud. Han tog jo hele skraldet for dem begge to. Men kærlighed har det med at gøre blind, siger han.

De ryger. Han ved ikke rigtig, hvad han skal sige.

Hvordan går det, Kim?

Det går fint. Jeg skylder dig nok også at sige tak.

Det er Bruno, du skal takke, siger Berggren og giver ham et klap på skulderen. Nå, jeg vil ikke trænge mig på, jeg ville bare vise ham en sidste ære. Du må have det godt. Jeg håber ikke, vi ses igen, siger han og smiler. Så går han.

Mormor kommer over til ham.

Hvem var det? spørger hun.

Bare en, Bruno kendte, siger han.

11 sige farvel, han krabber af sted over pladsen og forsvinder ind i en port i en af blokkene.

Jytte støtter sig til Lenny, de går sammen ind på Café Blågårds Apo tek. Mor og Hanne kommer hen til ham og mormor.

Hvor er Eivind blevet af? siger mor.

Han ser sig om efter far blandt dem, der står på pladsen. Hm, han er åbenbart forsvundet, siger han, han har lige været en tur på Sankt Hans igen, måske kunne han ikke rigtig overskue det.

Det er synd for ham, siger mormor.

Mor siger ikke noget.

Har I overhovedet talt sammen siden dengang, Vigga? siger mor mor.

Næ, siger mor. Det må være første gang, jeg ser ham i … i hvad kan det blive?

Er det ikke femten år? siger Hanne.

Jo, sådan noget lignende, siger mor.

Han siger til Thit, hun ikke behøver gå med på Apoteket. Hun nik ker, hun kendte jo heller ikke Bruno. Hun kysser ham og krammer mor og mormor og Hanne. Vi ses senere, skat.

Jytte sidder i det støvede lys fra en lampe på Apoteket. Hendes ansigt er hævet af gråd. Opløst mascara maler ujævne skygger om øjnene. Hun sætter ølglasset og siger: Bruno var mit livs store kærlighed.

De ser alle sammen på hende uden at sige noget.

Mor spørger, hvad der egentlig skete.

Jytte fortæller, at nogen fandt ham med en nål i armen.

En nål? siger mormor.

Ja, og sådan noget har Bruno aldrig gjort, siger Jytte.

Han tænker: Hun går virkelig linen ud.

Jeg skulle ind og identificere ham på hospitalet, siger Jytte. Jeg måtte ikke røre ved ham, kun stå og se på ham gennem en stor rude. Der lå han … min smukke prins … helt hjælpeløs ... og uskyldig. Det var så forfærdeligt.

Mor kan ikke holde tårerne tilbage, Hanne lægger armen om hende. Mormor snøfter og dypper en småkage i kaffen, siger: Jeg kan bare ikke forstå, han skulle sidde så længe for nogle tæpper.

12

Jytte og Lenny ser ned i bordet og siger ikke noget.

Det var mange tæpper, mormor, siger Kim.

Prøv lige med en hel kæde af tæppeforretninger, siger Lenny.

Måske skulle I have holdt jer til den, I havde inde i Pisserenden, siger mor.

With Love From Kabul. Det var en fin forretning, siger Lenny og smiler.

Ja, det skulle vi nok, siger Jytte. Men Bruno syntes jo kun, det var starten på noget større.

Han har altid været en drømmer, siger mor med ømhed i stemmen. Sådan var tiden jo, siger Jytte.

Han slog nok større brød op, end han kunne bage, siger mormor.

Men det var han jo ikke alene om, siger mor.

Kan I huske dengang med vaskehuset? siger Kim for at få det i en anden retning.

Ja, der var de ikke populære! siger mor og griner.

Hvem var ikke? siger Jytte.

Bruno og Eivind.

Det har Bruno aldrig fortalt om? siger Jytte.

Det var også, før I mødte hinanden, siger mormor.

Kim ser på uret og siger: Nå, jeg er sgu nødt til at stikke af nu.

Nu? siger mor.

Jeg har lovet at tage med chefen til Bordeaux, vi flyver om et par timer.

Jeg troede, du havde fået fri fra arbejde, siger mor.

Verden holder jo ikke bare op med at dreje rundt, siger han.

Verden kommer aldrig til at dreje rundt mere, siger Jytte.

Ah, mon ikke? siger han og rejser sig.

Første del 1966-1975

Bruno slår store søm i det sidste bræt og fastgør det til bærelægten på vaskehusets flade tag. Bankelydene overdøver fuglenes kvidder. Nede på fliserne ligger de rådne brædder, de har trukket af med kobenet. Eivind kommer op ad stigen med en rulle underpap under armen.

Det ser godt ud, svoger, siger han.

Mmm, siger Bruno.

Eivind flår papiret af paprullen. Han lægger den ud mod kanten af taget, stiller sig på pappet og giver rullen et spark, så den triller ud i en bane. Bruno fanger den med sålen lige før vindskeden. Ét for ét trækker Eivind de blåsorte søm, han har siddende mellem læberne, ud og banker pappet fast i den ene ende. Imens skærer Bruno banen over i sin ende med sin hobbykniv og fisker en håndfuld søm op af æsken.

Da banen er sømmet fast, sparker Bruno rullen tilbage mod Eivind, og de trækker den nye bane hen over kanten på den første. De slår søm i fra hver sin ende. De konkurrerer. Som altid. Det er Bruno, der er tømreren, Eivind er elektriker, men han når først over midten. Han smiler til Bruno.

Hvor fanden har du trukket det svendebrev? Bruno tørrer sved af panden. Snart har de dækket tagfladen med underpap. Mon ikke det er godt? siger Bruno, og Eivind nikker. Skal du op og se, hvordan man gør, Kim? kalder Eivind ned i haven. Ja! Må jeg? siger han og slipper fodbolden. Selvfølgelig. Du er syv år, det kan man ikke lære for tidligt.

17 1966

Kim kigger op på far. Så kravler han langsomt op ad stigen. Han klamrer sig til trinene og træder med let skælvende knæ. Da han stikker hovedet op over tagrenden, tager far fat i hans hånd og hjælper ham op.

Fra taget af vaskehuset ser Kim farfar komme op ad havegangen. Så er gudstjenesten i Virum Kirke slut, og resten af søndagen er kirke tjenerens egen. Han går ind i huset og kommer snart ud i korte bukser, bar mave, træsko og solbriller. Farmor kommer ud med den rød- og hvidternede dug, og sammen lægger de den ud over havebordet. Far far sætter den fast med metalklemmer i hjørnerne. Og mens farmor fordeler tallerkner og knive og gafler, klør farfar på med lugejernet i bedet med roser. Hans overkrop er solbrændt, og armmusklerne danser under huden, når han hakker ukrudt op. Kim ser et par våde perler glide ned ad hans ryg.

Pas nu på deroppe, Kim, siger farmor og retter på forklædet.

Ja, ja, råber Kim. Han står på tæer og retter sig ud i fuld længde med armene over hovedet.

Det er, som om solen brænder stærkere heroppe på taget. Og træ erne er blevet mindre. Kim kigger lige op i de krogede kroner. Alle træerne i haven er til nytte. De bærer blommer, ananasæbler, kirsebær og gråpærer. Et par hvepse cirkler mellem bladene, og pludselig dyk ker en af dem ned mod Kim. Han slår forskrækket ud med armen og jager den væk.

Bruno kommer op ad stigen, tipper en rulle tagpap af og kravler ned igen. Eivind bærer den hen i hjørnet og pakker ud.

Hov, Kim, jeg tror sørme, der mangler et par søm her.

Hvor?

Her. Vil du slå dem i?

Kim mærker det sitre i hele kroppen, da han griber om hammeren. Far viser ham, hvordan man holder på sømmet.

Pas på fingrene.

Kim er fuldt koncentreret. Han slår små bløde slag og fjerner fing rene. Sømmet har fat og står selv. Han slår og rammer hovedet skævt, så det flyver ud over kanten af taget.

18

Hov, hov, mester, prøver du at nedlægge farfar?

Kim blusser.

Jeg kan ikke.

Jo, jo, kom nu. Prøv igen. Far rækker ham et søm. Han fatter om det og gentager de bløde slag.

Nu står det, siger far. Væk med fingrene.

Kim hæver hammeren og lader den falde rent på hovedet. Sømmet synker ned i træet.

Jeg vidste, du kunne.

Han slår igen. Skævt. Sømmet bøjer. Far tager hammeren og retter det op. Rækker hammeren tilbage.

Kim slår. Nu er den der. Fire slag, og sømmet er nede.

Giv det lige et ekstra hug, så du er sikker på, det binder, siger far.

Og snart har Kim slået de sidste tre søm i.

Bruno dukker op på stigen med brænderen. Kim lister forsigtigt ud til kanten af taget og kigger ned. Fra brænderen løber en rød gummi slange ned til en stor gul flaske Kosangas. Eivind lægger den nye rulle tagpap til rette, trækker en stribe papir af pappet og blotter en fedt skin nende, sort klæbemasse. Bruno fisker en lighter ud af lommen, åbner for gassen på brænderen og tænder, så en spruttende flamme slår ud, og Kim går et par skridt tilbage. Bruno holder flammen hen mod pap pet, fører den fra side til side, og Eivind lægger sig på knæ og klapper med håndfladen, så det smeltede tjære klæber til underpappet. Kim ser den sorte kant boble op af varme, det ligner lakridstyggegummi. Så lægger det sig. Bruno brænder, Eivind klapper.

Havelågen falder i med et smæld, og Kim får øje på mor i den blom strede sommerkjole. Hun har Hanne med i klapvognen. I det samme kommer farmor ud på trappen.

Lige til spisetid, Vigga, siger farmor og giver mor hånden. Farmor smiler, da hun ser, at Hanne sover. Mor smiler, da hun ser farfar. Hun må bøje sig lidt, da han vil kysse hende på kinden, og hun tørrer sig i ansigtet med håndryggen, da han slipper hende.

Så er der frokost, råber farmor op mod taget.

19

Eivind og Bruno har kørt to baner tagpap på.

Jeg kunne æde en halv gris, siger Bruno.

Jeg kunne æde en hel, siger Eivind.

Da pappet er banket på plads, drejer Bruno på brænderens regula tor, og den hvæsende flamme dør.

De kravler alle ned ad stigen. Bruno krammer sin storesøster. Eivind kysser hende på munden. Farfar lægger lugejernet på græsplænen. Hjælper du til?

Ja, mor. Jeg har slået pap fast med søm. Kim buler af stolthed.

Det kom han sgu hurtig efter, siger far og tager ham om skulderen. Og nu skal det gøre godt med en bid brød. Spegesild. Kogte æg og tomater. Hjemmelavet leverpostej. Hjem melavet rullepølse med hjemmesyltede rødbeder. Der er ikke noget unyttigt i farmors spisekammer. Heller ikke i hendes væsen. Farfar knapper tre kolde øl op. Mor og Kim får citronvand, farmor en dansk vand.

Hvor er snapseglassene? Farfar ser på farmor.

Hun stirrer køligt tilbage på ham.

Ja, og hvor er snapsen? Eivind letter på solbrillerne. Han lader sig ikke slå ud af sin mors isblå øjne. Farfar går ind i huset og kommer tilbage med en fryserkold flaske Rød Aalborg og snapseglas mellem fingrene.

Brødet går rundt, smørkrukken.

Hellere fedtet, siger Eivind.

Da han har tygget en mundfuld sild, hæver han det duggede snapse glas.

Så har du snart et tæt tag over gruekedlen, mor. Skål!

Mændene klinker, mor hælder citronvand op. Den bruser. Farmor syder.

Må jeg smage? Kim rækker ud efter fars ølglas. Kun en lille tår.

Kim tager glasset og lægger nakken tilbage.

20

Hov, hov, jeg sagde kun en lille tår, siger far og snupper glasset ud af hånden på ham.

Øllet løber ned ad hagen og sætter en våd stribe på hans T-shirt.

Farmor ryster på hovedet og sender rullepølsen rundt. Farfar maler en skive over med sennep og topper med et par rødbeder. Solen bager på farfars isse, og i hårkransen blinker et par svedperler.

Var der mange i kirke i dag? spørger mor.

Der var godt fyldt op.

Men jeg synes ikke, jeg så hr. og fru Sadolin, siger farmor.

De har vist fået datteren hjem på besøg fra Kamerika, siger farfar.

Der skal ikke meget til at kortslutte forbindelsen. Eivind griner, slår sit glas mod farfars og siger: For herrens tjener.

Hellere for, at han har fri. Farfar ler.

De tygger i tavshed, lader hvilen falde på sig.

Du er flyttet ind til København, siger farmor.

Jae, siger Bruno.

Hvorfor det?

Bruno trækker på skuldrene.

For at prøve noget nyt.

Ja, ja, siger farmor.

Jeg fik mulighed for at få mit eget. En toværelses på Nørrebro.

Og hvad med Pia og børnene?

Brunos blik kravler hen over dugen.

Men havde I ikke lige fået den store lejlighed i Sorgenfri?

Hun og børnene bliver boende. De klarer sig, nu hvor de kan få boligsikring.

Ja, ja. Det er nu ikke nemt at være alene med tre børn, siger farmor og bider over et stykke leverpostej.

Mormor siger, at Pia bliver gravid, bare hun ser et par underbukser, udbryder Kim.

SÅ! siger mor.

Hun har måske ikke opdaget kadonnerne, siger farfar og skænker en runde snaps.

21

Så tror jeg, det er ved at være godt, siger farmor og tager snapsefla sken fra ham. Hun går ind i huset og kommer tomhændet tilbage.

De tømmer de små glas, og Eivind læner sig tilbage. Så kan man lidt igen, siger han.

Ja, det var dejligt. Tak for mad, Frida, siger mor og ser bestemt på Kim.

Kim tørrer sodavand af overlæben, rejser sig og går rundt om bordet. Han takker for mad, giver hånd og bukker.

Velbekomme, min dreng.

Nu kalder taget vist også, siger Eivind.

Han og Bruno rejser sig. Kim følger trop.

Vi skal bygge videre, siger han revnefærdig af stolthed til mor.

De klatrer ad stigen op på vaskehusets tag. Farmor og mor tager af bordet, farfar fatter atter lugejernet.

Eivind har gjort en rulle pap klar, han fløjter, og Bruno tænder brænderen. Varmen får luften over taget til at flimre, og flammen spiller hen ad den boblende tjære. Eivind skubber rullen og klapper pappet fast. Banen slutter til, snart er den næste rullet ud. Så overtager Bruno rullen, mens Eivind på alle fire bakser den nye blyinddækning på plads. Han tager en håndfuld søm og begynder at slå dem i.

Solen stikker fra en knaldblå himmel, den får skifergranuleringen i tagpappet til at slå små lyn, de danser om øjnene på Eivind. Snapsen gør ham ekstra hed, og han tørrer en film af sved af panden med un derarmen. En let luftning løber gennem trækronerne, og Eivind ser de dybblå blommer gynge på grenene. Suttesyge hvepse kravler rundt på blommerne, nogle har hovedet gravet ind i frugtkødet. Han stirrer på en af dem, ser den gnave grådigt. Så trækker den hovedet til sig og vælter bagover i et skævt svæv. Han følger den, hører dens dovne summen. Den flyver drukkent om i bløde buer, inden den lander på en ny blomme.

Eivind tager et femtommersøm og hæver hammeren over hovedet, og idet han løsner armen, fistrer en hveps ind bag hans brilleglas. Eivind ryster på hovedet og virrer febrilsk i kroppen, mens hammeren falder.

Skriget kommer nede fra indvoldene.

22

En suppe af stjerner skvulper rundt i hans blik. Han rejser sig med hånden om den sårede finger og går baglæns, brølende af smerte. Kim træder et skridt tilbage ved synet, blodet sprutter ud af fars hånd, og da Eivind tager endnu et skridt, snubler han over tagkanten og falder sidelæns gennem luften og lander med en dump lyd i et bed af spredte sommerblomster og krydderurter.

Eivind jamrer, og blodet strinter ud over blomsterne. Kim står for skrækket ved kanten af taget og kigger ned, indtil Bruno smider bræn deren, griber ham og styrer mod stigen.

Så er det ned, Kim. Nu!

Farfar har smidt lugejernet og er hoppet over rosenbedet. Han falder på knæ og lægger armen om Eivinds skulder.

Hvor har du slået dig? Har du brækket noget?

Bruno kravler hurtigt ned ad stigen og sætter Kim fra sig på fliserne. Han holder sig for ørerne, han forstår ikke, der kan være så meget lyd i far. Så er Bruno også over Eivind.

Kan du bevæge dig?

Det tror jeg, stønner Eivind.

Da farmor ser blodet, løber hun ind i huset og kommer tilbage med et vådt håndklæde. Mor ser til uden en lyd, hun holder Kim ind til sig.

Den tommelfingernegl sidder lidt skævt, siger farmor og vikler håndklædet om hånden. De får ham tippet om på ryggen, og farfar løfter hans arm for at tage trykket af blodet.

Eivind klager stadig, men verden vender langsomt tilbage for hans blik. Han ser dem stå bøjet over sig, og trods en smerte, der hyler i ørerne, er han et øjeblik ikke fri for at nyde at være i centrum for deres overvældende bekymring.

Så hører de det knitre på taget. Ilden fra brænderen har fået fat et sted deroppe. De ser små flammer, først rolige, men snart ivrigt flak kende. Bruno slukker for gassen og river slangen af gasflasken, og farfar løber ind i cykelskuret efter haveslangen. Mens han kæmper med at få den sat på vandhanen, rejser ilden sig, og den har ædt sig ned i brædder og bærelægter, da han endelig retter strålen fra vandslangen

23

Farmor løber ind i huset og drejer 0-0-0.

Farfar sprøjter stadig vand op på taget, men det dæmper ikke ilden. Nu oser det sort af tjære, og det nye tagpap krøller op i flammerne.

Bruno får Eivind op at stå. Fra græsplænen kan de se taget spundet ind i ild. Gennem døråbningen ser de stykker af brændende træ falde ned på gulvet. Ingen siger noget. Så hører de sirenerne nærme sig.

Snart står en fossende fontæne af vand fra brandslangen. Det syder og oser, og fed mørk røg bulmer rundt i haven og driver ind over nabo hækken. På et kvarter har brandfolkene slukket ilden. Sorte sodstriber zigzagger over den røde mur, der har slået revner i varmen. Jorden rundt om vaskehuset er forvandlet til en sø, og da vandet langsomt trækker ned i bedene og mellem fliserne, ligger forkullede træstykker, splintret glas, tjærepap og nister af murpuds tilbage.

Da brandfolkene er kørt, hænger en tør og stikkende stank over hele haven. De har reddet en del af blommetræet, men stammen står som en afsvedet pæl mellem de grønne kroner fra de andre træer.

Et stykke tid står de bare og ser på den dampende ruin.

Bruno rømmer sig. I skal nok have fat i forsikringsselskabet, siger han ikke særlig højt.

Farmor kigger stramt på ham.

Hold nu kæft, Bruno, siger Eivind og vikler håndklædet af hånden.

Skal vi tage på skadestuen? siger mor.

Nej, det tror jeg ikke er nødvendigt.

Fingerblommen er flækket, og neglen har løsnet sig i den ene side.

Det var så dagens mindste uheld, siger farmor og går ind efter Falck-kassen. Hun renser såret med sæbevand og lægger en kompres forbinding om.

Bruno står og tripper fra den ene fod til den anden.

Jamen, så tror jeg også, jeg vil til at komme hjemad, siger han.

God ide, siger farfar og stirrer forstenet på det, der for lidt siden var et vaskehus. Jeg tror, I alle sammen skal gå hjem nu.

24 op mod vindskeden. Nu har ilden også fået fat i blommetræet. Funker drysser fra de tørre grene.

Slukøret lukker de havelågen bag sig. Da de er nået på behørig af stand, begynder Bruno at fnise. Eivind ser på ham, og Bruno kigger hurtigt væk. Men han kan ikke lade være med at grine, og snart smitter han Eivind. Nu ler Kim også, fordi far ler. Synes I virkelig, det er noget at grine af? siger mor. Kim holder inde. Hanne jubler i klapvognen. Eivind og Bruno klukker af grin. Så kan mor heller ikke lade være, og ingen af dem kan holde op, mens de går hjem ad Frederiksdalsvej.

Kim drømmer om at blive elektriker ligesom sin far, Eivind. Eivind er dygtig og driftig og knokler løs under 1960’ernes opsving. Han har store planer for fremtiden, og det samme har hans kone, Vigga, der syr lampeskærme derhjemme for at kunne lægge lidt til side. Viggas bror Bruno er tømrer, men han har ikke hænderne skruet helt rigtigt på. Til gengæld er han en genial hashsmugler og har udsigt til et liv i sus og dus sammen med revydanserinden Jytte, hans livs store kærlighed. Eivind, Vigga, Bruno og Jytte drømmer stort og slider hårdt, men da Kim bliver voksen, opdager han, hvor skrøbelig den funklende fremtid er. Han må finde sin egen vej, men først må han gøre sig fri af det hele, hvis han kan. er en barsk og bevægende roman, der med sort humor fortæller om en håndværkerfamilie gennem de tre heftige årtier 60’erne, 70’erne og 80’erne. En historie om drømme, kærlighed, kriminalitet og almindelig mislykket hed.