Page 1

Flere og flere danskere ændrer i disse år spisevaner. Vi gør det for at passe bedre på miljøet, klimaet, dyrene eller os selv og vores børn. En madrevolution breder sig, og industri, interesseorganisationer, eksperter og detailhandel kæmper for at styre dagsordenen. Som forbruger er det svært at orientere sig. Hvad er fup? Hvad er fakta? I Spis ordentligt – en guide til den skeptiske forbruger skærer journalisterne Christian Nørgaard og Andreas Lindqvist igennem støjen af løsrevne og unuancerede påstande og finder svar på spørgsmålene, så vi som forbrugere kan træffe oplyste valg.

Bogens anden halvdel gennemgår de enkelte råvarer og junglen af mærkningsordninger, så du nemt og overskueligt kan træffe dit personlige valg ud fra kriterier som klimapåvirkning, sundhed og kemi, dyrevelfærd, kvalitet og sæson.

SPIS

ORDENTLIGT EN GUIDE TIL DEN SKEPTISKE FORBRUGER

Christian Nørgaard Andreas Lindqvist

Bogens første halvdel gennemgår de nye forbrugertrends og går tæt på kødproduktion, fiskeriet og det vegetabilske landbrug i et dansk perspektiv. Forfatterne binder de løse ender sammen og skaber den sammenhæng, der hidtil har manglet.

SPIS ORDENTLIGT

Er økologi altid bedst? Er sprøjtede afgrøder farlige? Er buræggene så onde, som vi hører? Findes der slet ikke klimavenligt kød? Er frisk fisk egentlig frisk? Og kan Danmarks økonomi overhovedet klare et opgør med det konventionelle landbrug?

Christian Nørgaard og Andreas Lindqvist

ISBN 978-87-400-1829-5

POLITIKENS FORLAG

Christian Nørgaard er født i 1975 og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole (i dag DMJX) i 2002. Han er selvstændig journalist og har tidligere arbejdet i blandt andet Læger uden Grænser og DR. Han køber sin fisk på havnen og bruger meget tid i køkkenet og køkkenhaven. Andreas Lindqvist er født i 1978 og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole (i dag DMJX) i 2003. Han er AG Grønlandspostens korrespondent på Christiansborg og skriver blandt andet om miner, miljø og klimaforandringer. Tidligere har han arbejdet for blandt andet Politiken og Fagpressen.


SPIS ORDENTLIGT

spisordentligt.indd 1

26-06-2017 13:38:58


spisordentligt.indd 2

26-06-2017 13:38:58


Christian Nørgaard og Andreas Lindqvist

SPIS ORDENTLIGT EN GUIDE TIL DEN SKEPTISKE FORBRUGER

Politikens Forlag

spisordentligt.indd 3

26-06-2017 13:38:58


spisordentligt.indd 4

26-06-2017 13:38:58


INDHOLD 7 FORORD 10 KØDET 57 FISKEN 90 PLANTERNE 127

FORBRUGEREN

160 MÆRKNINGSKRAV 164 MÆRKNINGSORDNINGER 174 FRUGT OG GRØNT 201 ANIMALSKE FØDEVARER 231 FISK OG SKALDYR 263 ALT DET ANDET

spisordentligt.indd 5

26-06-2017 13:38:58


spisordentligt.indd 6

26-06-2017 13:38:58


FORORD Da vi begyndte arbejdet med denne bog, var det som lige dele journalister, madelskere og familiefædre. Som mange andre var vi i stigende grad begyndt at købe lokalt og økologisk, at tænke over dyrevelfærd og pesticider og foretrække de fisk, der stadig var mange af i havene. Kurvene var fulde af gode intentioner, uigennemskuelige mærkningsordninger og ønsker om i hvert fald ikke at fylde vores børn med skidt og kemi. Men det fritog os ikke for jævnligt at blive ramt af tvivl, når vi havde fyldt kassebåndet med de velmenende og dyre varer. Blev vi snydt? Var det skinhelligt? Var kvaliteten altid bedre? Kunne vores børn virkelig ikke tåle sprøjtede grøntsager? Og hvorfor skulle det være så dyrt og udvalget så lille? Lidt dybere nagede en endeløs række af spørgsmål: Reddede vi bare os selv? Er konventionelt landbrug virkelig så slemt? Er økologi så storartet? Hvad med dyrene? Miljøet? Klimaet? Landets økonomi? Fødevareforsyningerne i resten af verden? Etik, dyrevelfærd, fairtrade, bæredygtighed og lokalproduktion er blevet salgsargumenter på linje med kvantitet og pris. Og detailhandelen servicerer gerne. Der er trods alt penge at tjene. Så frem med økologien, ind med MSC-fiskene og ud med buræggene. Markedet bestemmer, men træffer det også de bedste valg?

FORORD

spisordentligt.indd 7

7

26-06-2017 13:38:58


Vi satte os for at søge de sværere og mere nuancerede svar end dem, der virker på tv og i organisationernes kampagner. Derfor er denne bog født af skepsis, også over for de nye dogmer. Metoden er journalistisk undersøgende og baseret på flere års arbejde, flere hundrede mundtlige kilder, endnu flere skriftlige, kryds- og dobbelttjek af udsagn og gennemregninger af tal og statistikker. Vi er gået fordomsfrit til værks, og vi er selv blevet overrasket mange gange. Der er mange meninger om mad, og ikke alle er lige velbegrundede. Vi har ikke set anden mulighed end at læne os op ad så god videnskab som muligt for at få så sande svar som muligt. Det vil sige den velafprøvede forskning, der er konsensus om. Hvor myter og holdninger for alvor påvirker debatten, og hvor forskerne er uenige på centrale punkter, har vi præsenteret de forskellige synspunkter. En landbrugsforsker ser nu en gang anderledes på kvælstof end en biolog, og er ens fag folkesundhed, har man et andet syn på pesticider, end en miljøtoksikolog har. Overraskende ofte har det vist sig at være kontroversielt at stole på de eksakte videnskaber. Fiskerne og deres organisationer vil til enhver tid hævde, at de har et større indblik i, hvor mange fisk der er i havet, end biologerne. Landmænd kan blankt benægte, at der bliver udledt kvælstof fra markerne, og interesseorganisationer og supermarkeder ved bedre end etikere og adfærdsbiologer, om æglæggende høns har det bedst i bur eller frit vandrende rundt blandt tusinder af andre. I dag kender vi svarene på mange af de spørgsmål, vi satte fra land med – i hvert fald så nogenlunde, næsten, måske, teoretisk set og i de fleste tilfælde. Intet ved mad er simpelt eller entydigt. Vi er også blevet klar over, at vi ikke er alene med vores tvivl og spørgsmål, uanset hvor svære de er at besvare. Flere og flere forbrugere i alle aldre er begyndt at træffe nye valg i supermarkedet. Begejstringen over industrialiseringens overflødighedshorn er aftagende, og for et stigende antal danskere erstattet af en stræben efter noget simplere, noget vi kan forstå og stå inde for. Hvad det så end er. Men ikke alle er med på vognen. Lige nu er det at vælge økologisk frem for konventionelt de privilegeredes valg, lige som det er det at vælge en vildtfanget fisk frem for en opdrættet. Vi har adgang til det i Dan-

8

spisordentligt.indd 8

FORORD

26-06-2017 13:38:58


mark, men det er stadig et dyrere valg og kræver prioritering. For mange vil det forekomme at være en uopnåelig luksus, som der ikke er råd til, når vintertøjet og afdragene på fjernsynet er betalt. Priserne på økologi og andre alternativer er faldende, som udbuddet bliver større, men ordentlig mad er alligevel endnu ikke blevet hvermandseje. Vi vil vove at påstå, at det i endnu højere grad end økonomi skyldes mangel på viden, råvarekendskab og færdigheder i køkkenet. Takeaway og færdigretter er trods alt ikke helt billige, og gør man sig selv den tjeneste at tilberede maden ordentligt, kan man spise bedre mad af bedre råvarer billigere. Måske med en lidt mindre mængde kød til følge. Vi er blevet klogere undervejs i arbejdet, og hvis man i råvareleksikonet i bogens anden halvdel mærker en vis forkærlighed for dyr og planter, der har fået tid til at vokse, for det uforarbejdede, det lokale og det, der er i sæson, er det, fordi vi ikke selv kunne undgå at blive påvirket i løbet af lang tids arbejde. Vi er ærligt og redeligt blevet overbevist om, at skånsomme produktionsformer overordnet giver mere mening for natur, dyr og mennesker, og ofte giver en højere kvalitet. I de fleste tilfælde, for intet er som sagt entydigt. Vi er blevet vænnet til, at mad smager på en bestemt måde, og derfor kan smagen af naturligt frembragt mad for nogle virke fremmed. Hvad hver enkelt foretrækker, og hvordan man vægter den ene sag over den anden, vil vi lade være op til læseren. Vi opfordrer til at træffe informerede valg, bygget på egne værdier og uden at blive hysteriske.

spisordentligt.indd 9

26-06-2017 13:38:58


K A P IT E L 1

KØDET Kødæderne udgør mindst 90 procent af den danske befolkning, og imens vi spiser dobbelt så meget af den eftertragtede råvare som for 50 år siden, så bruger vi halvt så mange penge på det som dengang. Kød er blevet billigt. Måske alt for billigt, konsekvenserne taget i betragtning. 42 procent af plastpakkerne, vi køber i supermarkedet, indeholder svin, andre 26 procent oksekød, størstedelen hakket. Endelig udgør fjerkræ – læs: kylling – 28 procent af vores forbrug. Lammekød, kanin, hest og vildt står for en forsvindende lille del af kødindtaget i Danmark. Hver dansker, spædbarn som olding, konsumerer ifølge tal fra DTU, i gennemsnit 52 kilo reelt kød hvert år – 142 gram om dagen. Vi spiser lidt mindre end amerikanerne, men mere end hollænderne, svenskerne og franskmændene. På verdensplan er danskerne blandt de allermest kødspisende folk. Vi spiser dobbelt så meget som den gennemsnitlige verdensborger og otte gange mere end afrikaneren. Er alt det kød overhovedet sundt? Det korte svar er nej. Imens et veltilberedt stykke kød kan være noget af det mest delikate og smukke på en tallerken, risikerer et overdrevent indtag at begrænse nytten af et langt livs pensionsindbetalinger. Vil man øge sine chancer for at leve længe, bør man holde igen med dyrefedt, rødt kød og stegeskorpe ifølge Sundhedsstyrelsen, som har for

10

spisordentligt.indd 10

KØDET

26-06-2017 13:38:58


vane at holde sig på den sikre side af konsensus – det, størstedelen af videnskaben kan blive enig om. Hæmjern i især de firbenede landdyrs blod og de stege- og røgmutagener, som opstår under tilberedningen, er nemlig potentielt kræftfremkaldende, imens fedtet kan medføre hjerte-kar-sygdomme. Fjerkræ og fedtfattigt svinekød er lægerne gladest for. Men bedst er det måske helt at droppe landdyr. De fleste undersøgelser peger ret entydigt på, at der er noget ved den vegetariske livsstil, som resulterer i bedre sundhed og et længere liv. En såkaldt metaanalyse af syv enkelte studier med i alt 124.706 deltagere viser, at vegetarer overordnet har ni procent lavere dødelighed end kødspisere. Dødelighed måles oftest ved at tælle hvor mange ud af tusind mennesker med almindelig aldersspredning, der dør i en given periode. En tredjedel færre dør af hjerte-kar-sygdomme, og en femtedel færre af kræft. Pescetarer, altså vegetarer som supplerer med alt godt fra havet, har endnu bedre livsudsigter. Talrige andre undersøgelser er kommet til lignende resultater, blandt andet flere studier af titusindvis af medlemmer af det kristne trossamfund Syvende Dags Adventisterne, som advokerer en vegetarisk eller vegansk diæt. Fejlkilden i alle studierne er, at vegetarer og dem, der ligner, har det med i det hele taget at opføre sig sundere og mindre risikobetonet end befolkningen generelt. De ryger mindre, går ture i skoven og stopper før chipsposen er tom. Vegetarers almene dydighed afholder dog ikke Fødevarestyrelsen fra at konkludere, at det er et sundt valg helt eller delvist at droppe kødet, så længe det lykkes at dække sig ind med protein, vitaminer og – især for kvinder – jern andre steder fra. Hvad angår palæokosten, low carb og hvad de seneste års kødtunge modediæter ellers har af kælenavne, er de fleste læger og sundhedsforskere enige. De giver først og fremmest resultater, fordi udøverne er indstillet på at gøre op med en tidligere usund livsstil. Protein skal den menneskelige krop kun bruge i afmålte mængder. Og begynder man at supplere kødet med proteinpulver, som ikke er usædvanligt i træningsmiljøet, kan det gå hen og blive småfarligt. Store mængder protein sender

KØDET

spisordentligt.indd 11

11

26-06-2017 13:38:58


nyrerne på overarbejde, og over længere tid kan det resultere i kronisk nyresvigt. Det gælder særligt de omkring 10 procent af befolkningen, som menes at have nedsat nyrefunktion. Men selv uden kostsupplementer viser forskningen, at fravalg af kulhydrater til fordel for animalsk protein og fedt kan være uheldigt. Et stort studie fra Sverige, hvor den såkaldte lchf-diæt (low carb, high fat) virkelig har bidt sig fast, konkluderer, at risikoen for at blive ramt af en blodprop stiger med 62 procent for kvinder, som dropper brød, pasta og ris til fordel for bacon og bøffer. Et andet studie, fra Californien, dokumenterer, at imens ældre kan have fordele af meget protein, stiger risikoen for at dø af kræft til det firedobbelte, hvis midaldrende spiser en proteinrig kost baseret på animalske fødevarer – det vil sige, en kost hvor mere end 20 procent af energien kommer fra protein. Selv en moderat mængde protein på mellem 10 og 19 procent af energibehovet – det vil sige inden for de danske kostråd – giver tre gange større risiko for at dø af kræft sammenlignet med midaldrende, der følger en lav-proteindiæt.

Mo r t en Ko rch p å t va n g s a u k t ion For meget kød er ikke kun dårligt for helbredet. Den heftige produktion af billige animalske proteiner koster også dyrt, for dem der laver det. For trods de grønne plastikpakker iført landligt og nationalistisk klingende produktnavne, er der intet som helst romantisk ved konventionel kødproduktion. Morten Korch er stendød og har været det længe. Det konventionelle landbrug har i årevis været præget af en kamp for livet, som hovedsageligt skyldes dets ensidige satsning på mælk og kød til lavpris, både på hjemmemarkedet og især til eksport. Det kan forekomme underligt, for anskuer man det helt uden at skæve til hverken kvalitet eller hensynet til dyrene, er dansk landbrug en succeshistorie uden lige. Fra at være primært korneksporterende måtte det på rekordtid omlægge sig til opdræt af husdyr, da afgrøder fra primært USA udkonkurrerede de danske i slutningen af 1800-tallet.

12

spisordentligt.indd 12

KØDET

26-06-2017 13:38:58


I 1880 var 50 procent af den danske landbrugseksport vegetabilsk, men i 1910 var det kun ni procent. I 1880 var der lige over en halv million svin i Danmark, i 1903 var der knap halvanden million, og i mellemkrigstiden blev der flere svin end mennesker. I dag er der over 12 millioner svin i live på et hvilket som helst tidspunkt. Billigt kød og mejeriprodukter er blevet landbrugets suverænt største slagnummer internationalt. Og imens den bedrift er opnået, har landbruget formået at effektivisere sig, så vi nu er blandt de bedste i verden, når det angår arbejdsproduktivitet – den producerede mængde landbrugsvarer per landbrugsbeskæftiget. Hvor der i 1960 var 200.000 landbrug i Danmark, er tallet nu under 11.000 fuldtidslandbrug og faldende. Tilsvarende er det gået med beskæftigelsen i erhvervet, som i 1960’erne talte 13 procent af de arbejdsduelige danskere. Nu beskæftiger det primære landbrug omkring 2,3 procent af landets arbejdsstyrke. Trods at produktionen i de samme år er eksploderet, har mange landbrug haft det svært økonomisk – især mælke- og svinebønder. De har i årevis investeret heftigt i at udvide produktionen for at modvirke faldende indtjening og tab af konkurrenceevne, imens den ene krise har afløst den anden. Bankerne har været med på den. Med uansvarlige lån i landbrugsjord, som i 00’erne blev pumpet højt op i værdi, er der opbygget en kreditboble, som i sin form om ikke omfang kan minde om den, som igangsatte finanskrisen i 2008. I slutningen af 2015 skyldte landbruget over 340 milliarder kroner væk. Og selv om især eksporten til Asien er kommet sig, og indtjeningen forventes at bedres i 2017 og måske 2018, er der langt igen, før krisen er overstået. Ikke mindst fordi mange landmænd under lavkonjunkturen har undladt at investere i modernisering, som kan sikre konkurrencefordele. Opstår der pludselige investeringsbehov, har mange af dem hverken penge eller kreditværdighed til at dække dem. Alene det at overleve har for mange været udfordring nok. Hver tredje heltidsbedrift oplevede i sommeren 2015 alvorlige problemer med at servicere sin gæld, ifølge Landbrugets Finansieringsbank. Mange

KØDET

spisordentligt.indd 13

13

26-06-2017 13:38:58


landmænd er da også gået konkurs de senere år, hvilket har betydet en udhuling af jordværdien. Det vil tage mange års stabil indtjening, før situationen er stabiliseret. Men det er næppe realistisk, at de voldsomme konjukturudsving slutter her, ifølge Landbrug & Fødevarer: ”De store udsving er blevet et vilkår for alle i erhvervet, og både landmanden og dennes samarbejdspartnere skal have is i maven”, skriver organisationen i en analyse i maj 2017. Krisen har dog også haft sine vindere. Imens mange landmænd har kæmpet for livet, har kapitalstærke aktører fra ind- og udland stået på spring for at købe sig ind. De satser på stordrift i hidtil uset omfang, og efter finanskrisen er det i forvejen stærkt specialiserede konventionelle animalske landbrug på færre hænder end nogensinde. Der fandtes i 2016 173 bedrifter med over 10.000 svin og 91 bedrifter med over 15.000 svin. Produktionen er sat på formel i gennemoptimerede og fuldstændigt usentimentale kødfabrikker, hvor de blødere hensyn må vige for konkurrencedygtigheden. Danmark er et dyrt land at producere i. Andre lande står på spring for at udkonkurrere alle andre end de største og mest omkostningsbevidste konventionelle danske landmænd. Det findes der næppe mirakelløsninger, der kan hjælpe på. Heller ikke lempelsen af miljøregler, som Venstre-regeringen, der kom til magten i 2015, har kørt på med ud fra argumentet om, at duksen Danmarks fortolkning af EU-lovgivningen på området i årevis har været strammere end konkurrerende landes – den såkaldte overimplementering. Dansk landbrug ligger nemlig ikke under for strengere lovgivning end sine europæiske konkurrenter. Lovgivningen er bare anderledes skruet sammen, og problemet er i stedet gælden, vurderer konsulentselskabet Cowi i en analyse af svine-, kvæg- og planteproducenter. ”Regnskabsanalysen peger på, at indtjeningen i alle tre driftsgrene ikke afviger markant fra indtjeningen i nabolandene, men en høj gældsbyrde medfører, at de danske bedrifter ender med at have et lavere overskud end bedrifter i de undersøgte nabolande”, skriver Cowi.

14

spisordentligt.indd 14

KØDET

26-06-2017 13:38:58


L an d b ru g e t e r e n d å r lig f o r r etni ng Når de fleste partier på Christiansborg vil gå meget langt for at hjælpe landbruget, snarere end at lade falde hvad der ikke kan stå, skyldes det, at de opfatter erhvervet som helt grundlæggende for Danmarks velstand. Historisk set har det da også fyldt meget i den danske identitet, historie og ikke mindst økonomi. Om det stadig er så væsentligt, er mindre sikkert. Imens de færreste politikere tør så tvivl om erhvervets fremtid, er landbruget ikke længere nogen hellig ko for økonomerne. Blandt andet har den tidligere overvismand Niels Kærgård påpeget, at det ikke vil være nogen afgørende katastrofe, hvis landbruget helt forsvandt. Det er betydningsfuldt, men ikke længere dominerende i den danske økonomi. Den slags udtalelser står i skærende kontrast til erhvervets egen selvforståelse. Her har talerøret Landbrug og Fødevarer opfundet begrebet ’fødevareklyngen’, som ifølge organisationen tilsammen står for 25 procent af dansk vareeksport og beskæftiger knap seks procent af arbejdsstyrken. Det gør indtryk, når tallene slynges ud i kronikker, står uimodsagt i direkte tv-debatter og via lobbyisterne finder vej til politikernes talepapirer. Men tal er taknemmelige, og ’fødevareklyngen’ synes specialdesignet til at pumpe landbrugets betydning op. For det første udgør dansk vareeksport ”kun” omkring 60 procent af den samlede danske eksport på cirka 1.020 milliarder kroner, som også omfatter salg af tjenesteydelser. For det andet er fødevareklyngen i sig selv også en noget oppustet størrelse. Ud over primærlandbruget, forarbejdningen og eksporten af dets produkter er der medtaget mange varer, som intet har med landbruget at gøre. Det gælder fiskeri, produktion af enzymer samt for eksempel brødfabrikker. Dem skulle vi have, uanset om vi importerede hvert et rug- og hvedekorn. Fjerner man indtægter, der ikke stammer fra landbruget, halveres erhvervets andel af vareeksporten. På samme måde går det, hvis vi udelukkende kigger på arbejdspladser, som kun findes i kraft af landbruget, i stedet for at regne bagermesteren og fiskeren med. Ser man stort på, om der er tale om deltidsansatte eller fuldtidsansatte, havde knap 64.000

KØDET

spisordentligt.indd 15

15

26-06-2017 13:38:58


mennesker job i landbruget i 2014. Tallet er sandsynligvis faldet siden, ligesom i de tilknyttede erhverv, som tæller for eksempel slagteriarbejdere, foderstofhandlere og mejeriansatte. Hvis fortællingen om fødevareklyngen skæres fra, står landbruget for knap otte procent af den samlede danske eksport, et par procent af bruttonationalproduktet og et par procent af beskæftigelsen i Danmark (det dobbelte, hvis man inkluderer følgeaktiviteter). Men sektoren, som har 56 procent af Danmarks jordarealer under plov (langt mere end i resten af EU-landene, hvor det i gennemsnit er 25 procent), løber knap rundt trods årlig landbrugsstøtte på over 10 milliarder kroner. I 2015 og 2016 oversteg produktionsomkostningerne faktisk værdien af produktionen, ifølge Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. Den slags tal får flere historikere og økonomer til overveje, om den gamle traver om Danmark som landbrugsland reelt snarere holder den danske økonomi tilbage. Ikke mindst i forhold til lande vi normalt sammenligner os med, og hvor man har været bedre til at satse på videnstunge, innovative og lukrative aktiviteter. Jan Holm Ingemann, lektor og landbrugsøkonom ved Aalborg Universitet, siger det ligeud: Det giver ikke mening at fortsætte som hidtil. Han mener, at dansk landbrug siden 1960’erne har været i samme situation, som da korneksporten sidst i 1800-tallet blev udkonkurreret af import fra blandt andet USA. Markedet er mættet, og mange andre lande kan producere det samme billigere. Men i stedet for at erkende, at det er på høje tid at finde på næste træk, har man lukket øjnene, skaleret op og udvidet, indtil man blev indhentet, og så gjort det igen. Og igen og igen. Det er en proces, som allerede blev identificeret og navngivet ’landbrugets økonomiske trædemølle’ af den indflydelsesrige amerikanske landbrugsøkonom Willard W. Cochrane i 1958. ”Hvis man reagerer på faldende priser ved at producere endnu mere, er man kommet ind i en trædemølle, hvor man bare løber hurtigere og hurtigere. De danske politikere og bønder har for hovedparten holdt fast i den uheldige løsning med at producere flere enheder, når priserne falder. Ved at de har insisteret på at blive ved med den samme

16

spisordentligt.indd 16

KØDET

26-06-2017 13:38:58


strategi i over 50 år, er vi ikke kommet ud af stedet. Og derfor er landbruget gået fra krise til krise”, siger Jan Holm Ingemann. Han mener ikke, at der er noget nyt under solen, bare fordi det i de senere år har været de russiske og kinesiske markeder, der har givet de danske landmænd grå hår i hovedet. ”Døden har altid en årsag, og det kan i sidste ende være en forkølelse. Og forkølelsen er de markedsfluktuationer, som altid er der – det går op og ned. Sidst var det Mellemøsten og Muhammed-krisen. Men den langsigtede trend er den her trædemølle, som er årsagen til, at vi løber fra krise til krise”, siger landbrugsøkonomen. Han er overbevist om, at der kun er én vej videre. Og det er vel at mærke ikke eftergivelse af landmændenes gæld eller nye støtteprogrammer. Det vil kun udsætte det uundgåelige, når det er selve grundforretningen, der ikke er sund. I stedet må landbruget genopfinde sig selv endnu en gang, som det gjorde i 1882. Det skal måske også erkende, at det ikke længere fylder så meget i vores identitet, økonomi eller fremtid. ”Vi må droppe landbruget i sin nuværende form og se på, hvad vi har af kompetencer og ressourcer. Undersøge hvad markedet efterspørger til en højere pris og så indrette os efter det”, siger Jan Holm Ingemann, som vurderer, at fremtiden kan blive lys for de små kvalitetsbevidste specialproducenter. ”Jeg er samfundsøkonom, så jeg skal ikke kloge mig for meget på det produktionsmæssige. Men vi har nogle småproducenter og nicheproducenter, som lever ganske fornuftigt af for eksempel gårdbutikker. Efter min opfattelse er vi nok nødt til at stoppe den der standardiseringsstrategi, hvor alle producerer det samme. Den tid er slut, hvor dansk landbrug bare skal skrue op for køer og svin – det er noget andet, vi må tænke i. Og der skal ikke kun tænkes nationalt, men også regionalt og lokalt”, siger økonomen. Eksportomsætningen vil sandsynligvis falde væsentligt af et sådant skift, men det er der ingen grund til at være ked af, ifølge Jan Holm Ingemann. Det er i forvejen en forholdsvis dårlig forretning for Danmark. Derfor vil tårerne tørre lige så hurtigt som dem, der blev grædt, da Danmarks stærkt underskudsprægede skibsværftsindustri blev afviklet. ”Jern- og metalindustrien holdt gudskelov op med at bygge skibe og be-

KØDET

spisordentligt.indd 17

17

26-06-2017 13:38:58


gyndte at producere vindmøller i stedet. Og det er noget af det samme, vi skal med landbruget – være kreative og innovative, i forhold til hvad vi kan i stedet”, siger økonomen.

S o j a i n d , g y lle f o r u r e n in g u d Imens det synes åbenlyst, at dansk landbrugs sats på animalsk storproduktion på langt sigt er gift for mange af landmændene selv, går det også hårdt ud over os andre. Hver eneste dansker betaler på vegne af sig selv og sine efterkommere en indirekte landbrugsstøtte for at holde det konventionelle landbrug kørende i form af forgiftet grundvand, tilbagegang af dyre- og plantearter, livstrætte vandløb og søer, forurenet jord og forarmet natur. Selv når der faktisk er en regning at gøre op, ender den oftere hos borgerne end hos landmændene, som i lovgivningen er friholdt fra almindelige principper om, at ’forureneren betaler’. For eksempel er det vandselskaberne og dermed forbrugeren, der skal betale landmændene for ikke at gøde op til maksimumgrænsen de steder, hvor det ville forurene drikkevandsboringerne over det tilladelige. Den hovedskyldige i den misere er uafviseligt Danmarks intensive konventionelle kødproduktion, som er den højeste i verden, hvis man ser på kilo kød per indbygger. Hvor knap 10 procent af den opdyrkede jord herhjemme bruges til at dyrke menneskemad, anvendes 82 procent – cirka halvdelen af vores lands totale jordareal – til at producere dyrefoder. Det er der også brug for. Den danske svineproduktion var på næsten 32 millioner i 2016, hvoraf 12 millioner, først og fremmest smågrise, blev eksporteret levende. På et hvilket som helst tidspunkt er der mere end dobbelt så mange svin som indbyggere i Danmark. Dermed er Danmark landet med den absolut tætteste svinekoncentration i Europa, større end EU-landenes næststørste og tredjestørste produktioner lagt sammen. Stanken, som ofte sidder i næsen i ”Udkantsdanmark”, kommer fra svine- og kostaldes udluftningsanlæg. Den kommer fra gylletanke, som

18

spisordentligt.indd 18

KØDET

26-06-2017 13:38:58


skal kunne rumme ni måneders afføring og urin – møg og ajle, som det hedder på landet. Og fra februar til høst – nogle gange længere - kommer den fra gyllen, som nedfældes på markerne. Alle sammen fordamper de blandt andet ammoniak, som desværre ikke kun er til gene for næser, vasketøj og huspriser. Der er dokumenterede eksempler på, at ammoniakdampe fra stalde kan dræbe planter og lave svidningsskader på træer op til 300 meter væk. Fra markerne transporterer vinden ammoniakken ud i naturen, hvor for store koncentrationer er ødelæggende for sarte naturområder som hedelandskaber, vandløb og moser. Desuden koster ammoniakforurening, som landbruget og primært gyllen står for 95 procent af, hvert år 250-300 for tidlige dødsfald og dertil tusinder af luftvejslidelser og sygedage, ifølge Økologisk Råd, som baserer sig på tal fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – ved Aarhus Universitet. Ammoniakudledning fra især svin og køer er et af landets største miljøproblemer. Derfor har Danmark da også lovet FN og EU at nedbringe udledningen gevaldigt per 2020. Det reduktionsmål vil blandt andet landbrugspakken fra 2016 (læs mere om dens tilblivelse på side 93) gøre det meget svært at nå. For landmanden er spredningen af gylle nemlig ikke kun et spørgsmål om at gødske. Det er også løsningen på et affaldsproblem ved den intensive kødproduktion. Et eller andet sted skal man gøre af alle de dyrs afføring. Og her bistod landbrugspakken ved at tillade landmændene at sprede mere gylle og have flere svin per hektar. De cirka 30 millioner ton gylle, som udlægges hvert år, indeholder også fosfor og nitrat. Problemet er, at planterne på grund af jordens beskaffenhed ikke alle steder kan optage al næringen fra gyllen, som køres ud. Derfor skyller næringsstofferne ud i vandløb, søer, fjorde og hav, hvor de medfører algevækst, iltsvind og fiskedød. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet modtager over 50 procent af de danske naturområder mere kvælstof, end de kan tåle. Nitraten siver desuden ned i grundvandet – vores drikkevandsreservoir. Her har WHO defineret en grænseværdi på 50 mg per liter i drikkevandsboringer, fordi for høje nitratkoncentrationer mistænkes for at medvirke til kræft og

KØDET

spisordentligt.indd 19

19

26-06-2017 13:38:58


kan være sundhedsskadelige for spædbørn. I alt vurderes det, at 70.000 danskere drikker vand, som har en nitratforurening over WHO-grænseværdien, primært fra små dårligt overvågede vandforsyninger. Et andet problem ved gyllen er den store mængde kobber og zink, som har erstattet tidligere tiders vækstfremmere – den faste tilsætning af antibiotika til svinefoder. Vækstfremmerne blev brugt til at holde dyrenes naturlige tarmflora nede, så foderet blev optaget mere effektivt, og svinene dermed voksede mere end med en normalt fungerende mave. Det skulle også stoppe den uundgåelige diarré hos smågrise, der i den konventionelle produktion fjernes fra moderen allerede efter fire uger. Når de ikke længere beskyttes af soens immunforsvar via modermælken, er de spæde maver i højrisiko for eksempelvis E. coli-infektioner. På grund af truslen fra den stigende antibiotika-resistens (mere om den senere) blev praksissen med tilsætning af vækstfremmere forbudt i 1999. De er nu erstattet af tungmetallerne kobber og zink, som ikke er reguleret i samme omfang, men har mange af de samme – og ifølge dansk forskning fra 2017 nogle steder værre – resistensproblematikker med sig. Kobber og zink er giftigt for dyr og mennesker i for høje koncentrationer. Men når man tilsætter det til foderet, virker det ligesom antibiotika, som en vækstfremmer. Foderet bliver optaget mere effektivt og giver flere kilo gris per foderenhed, imens diarreudbrud hos smågrise reduceres. Der findes alternativer til tungmetallerne, men de er dyrere og mindre effektive. I 2016 blev der brugt 420 ton zink til at medicinere svin med, imod 128 ton i 2005, ifølge Fødevarestyrelsen. Dertil kom omkring 900 ton, som tilsættes foderet. Stort set alle tungmetallerne ender i gyllen. Og imens det i dag er forbudt at sprede slam fra spildevand, hvis det indeholder for meget zink og kobber, er der ingen grænser for indholdet i husdyrgødning. Det kan spores i landbrugsjorden, hvor gyllen spredes. Ifølge en rapport, som Danish Centre for Environment and Energy (DCE) udgav i 2015, var der potentielt problematiske zinkniveauer i jorden på næsten halvdelen af de marker, der var udtaget jordprøver fra.

20

spisordentligt.indd 20

KØDET

26-06-2017 13:38:58


Forbruget af kobber er ikke lige så kendt som forbruget af zink. Men i 2010 blev der importeret 2.060 tons kobbersulfat af fem store engroshandlere af korn og foderstoffer, ifølge et svar til Folketinget. Da kobber­ andelen i kobbersulfat udgør 25 procent, må der være brugt mindst 515 tons rent kobber som vækstfremmer det år. Dertil kommer import af svinefoder, hvor kobberet allerede er tilsat. Andre udregninger, som har fokuseret på, hvor meget kobber svin ifølge anbefalinger fra branchen skal have i foderet, samt hvor meget gylle der må spredes på et givent areal, giver en idé om den konkrete udledning til miljøet. Her må en konventionel griseproduktion forventes at resultere i en årlig spredning af et til to kilo kobber per hektar (100 gange 100 meter) fra gylle. Det er tre-syv gange mere end det tilladte i Sverige, hvor området er reguleret. Tungmetalforurening med kobber og zink aflejrer sig i jorden, hvor man ikke kan komme af med det igen, idet det ikke nedbrydes som antibiotika. Hvad der så sker, når tungmetallerne transporteres videre i åer, søer, grundvand, havet og afgrøderne, er underbelyst herhjemme. Men både Danmarks Miljøundersøgelser og EU advarer mod udledningen. Det Europæiske Lægemiddelagentur, som godkender veterinærmedicin, krævede i 2017 ligefrem brugen af zink til smågrise forbudt for at redde miljøet fra tungmetalforurening. Eksperter og miljøorganisationer mistænker blandt andet kobber for at medføre et større antal ellers uforklarlige dødsfald blandt råvildt og harer. Det er tidligere påvist, at får og kaniner dør ret hurtigt af for meget kobber. Desuden vurderes koncentrationerne at være skadelige for mikroorganismer i jord og vandmiljø. Også indflydelsen på mennesker er underbelyst i Danmark. En norsk 2014-rapport om zink og kobber fra gylle regner sig dog frem til, at forbrugerne risikerer at indtage for meget kobber fra vegetabilske fødevarer, hvis dyrkningsjorden har været modtager af gylle i mange år. Det er vel at mærke på baggrund af den norske udledning, som ligger væsentligt under den danske. Danmark lægger dog langtfra jord til alle konsekvenserne af den intensive konventionelle kødproduktion – nogle af dem betaler vi os fra.

KØDET

spisordentligt.indd 21

21

26-06-2017 13:38:58


Hvor de drøvtyggende køer trives med en høj andel af såkaldt grovfoder – for eksempel græs, halm og ensilage – skal svin og kyllinger have masser af letfordøjelig kraft- og proteinfoder, hvis de skal vokse så hurtigt, som landbruget har brug for. Det opnås mest effektivt med for eksempel korn, majs og de proteinrige sojabønner. De seneste ti år har Danmark derfor i gennemsnit importeret 580.000 tons korn til foder. Dertil kommer over to millioner tons foderkager og -skrå primært af soja. Dyrkningen af sojabønnerne til det danske landbrug alene lægger beslag på et område på størrelse med Sjælland og Falster, primært i Sydamerika. To tredjedele af de importerede bønner stammer fra Argentina, hvor produktionen til verdensmarkedet er femdoblet over ti år og nu lægger beslag på 50 procent af landets landbrugsareal og erstatter skove og skovsavanne, den såkaldte chaco. Den internationale skovmiljø-organisation Forest Trends vurderer, at over en million hektar skov i det nordlige Argentina blev ryddet til sojamarker alene i perioden 1995-2005. Næsten halvanden gange Sjællands areal. Andre 11 procent af den danske sojabønneimport stammer fra Brasilien, hvor op mod halvdelen af produktionen dyrkes i tidligere regnskov, som er blevet ryddet illegalt. Efter at man i 2006 skred ind over for den praksis, er det nu i stedet cerradoen, der står for skud. Det er en særlig type skovsavanne midt i landet, som indeholder fem procent af verdens biodiversitet og desuden er et af de vigtigste vådområder i Sydamerika. Sojabønnerne er for størstedelen GMO-afgrøder – genmodificerede – og dyrkes som monokultur, altså samme afgrøde år efter år, hvilket resulterer i erosion og nedbrydning af muldjorden. Da produktionen ofte sker med stort forbrug af pesticider sprøjtet fra fly, er konsekvenserne blandt andet forurening af grundvand, søer og vandløb, samt stigende forekomster i lokalbefolkningen af kræft, aborter og børn født med misdannelser. Alt sammen er det problematikker, som danske forbrugere har et medansvar for, når vi køber det billige konventionelle kød. ”Produktionen af sojabønner foregår med et højt forbrug af pesticider, som negativt påvirker vandmiljøer såvel som lokal flora og fauna og lokalbefolkningen i de sojaproducerende områder”, lød det i 2014 i en analyse af

22

spisordentligt.indd 22

KØDET

26-06-2017 13:38:58


foderimportens konsekvenser, som Københavns Universitet lavede for Folketinget.

Ko b øv se r e r e t k lima p ro b le m Kødproduktion har endnu en alvorlig konsekvens, som er svær at tage og føle på, om end underligt ekstremvejr og smeltende havis har gjort den mere påtrængende de senere år. Vores forkærlighed for animalsk protein er og bliver en af hovedfjenderne i kampen mod den globale opvarmning. Det skyldes blandt andet, at de jungler, vådområder og markarealer, der nu bliver brugt til græsning og foderdyrkning, tidligere omsatte og bandt CO2, og at maskinerne, som skal pløje jorden og høste foderet, kører på fossilt brændstof. Hovedårsagen er dog, at dyrene prutter, bøvser og skider. Både tarmluft og det nedbrudte møg frigiver store mængder lattergas og metan, som er langt mere potente drivhusgasser end CO2. Ifølge FN’s fødevareorganisation FAO stammer 14,5 procent af de globale klimagasemissioner fra husdyrhold. Men i Danmark stod landbruget for 21 procent af de udledte drivhusgasser i 2014, ifølge tal fra DCE, og langt størstedelen kommer fra netop kødproduktionen. Især grisene er skyld i stor klimagasudledning, fordi der er så mange, ligesom køerne er slemme, fordi de er flermavede drøvtyggere. Og så har ændringer i kulstoflagringen i jorden en stor del af ansvaret, når afgrøderne frigiver bunden CO2. Det peger direkte tilbage på kødet, da foderproduktion monopoliserer 80 procent af Danmarks marker. Man kan argumentere for, at det er uretfærdigt at give det danske landbrug så stort et ansvar for det danske bidrag til drivhuseffekten, når det producerer mad til mere end det dobbelte af den danske befolkning – nogle mener 15 millioner mennesker, hvoraf over ni millioner i sagens natur bor i udlandet. En forsvarsadvokat vil også finde det på sin plads at rose branchen for at have gjort en indsats for at reducere udledningen af for eksempel metan fra husdyrbruget. Ifølge tal fra Landbrug og Fødevarer steg land-

KØDET

spisordentligt.indd 23

23

26-06-2017 13:38:58


FØDEVARERS KLIMABELASTNING 1 kilo kartofler: 0,2 kilo CO2 1 kilo æbler: 0,5 kilo CO2 1 kilo hvidt brød: 0,8 kilo CO2 1 kilo mælk: 1 kilo CO2 1 kilo æg: 2 kilo CO2 1 kilo konventionel kylling: 3 kilo CO2 1 kilo konventionelt svin: 4 kilo CO2 1 kilo oksekød: 12-20 kilo CO2

brugsproduktionen mellem 1990 og 2013 med 14 procent, mens den samlede klimagasudledning fra landbruget faldt med 21 procent. Men der mangler en væsentlig brik i det store klimaregnskab: Importen af foder fra primært Sydamerika, hvor produktionen frigiver store mængder drivhusgasser. Alene sojaimporten medfører ifølge udregninger fra tænketanken Concito en ekstra udledning på seks millioner tons CO2. Det svarer til over halvdelen af udledningen fra de danske personbiler. Lægges øvrigt foder fra udlandet til, stiger det tal til 16 millioner tons, ifølge en 2009-rapport fra ingeniørforeningen IDA. Hvis foderimporten tages med, har dansk landbrug, og i særdeleshed kødlandbruget, et klimaaftryk, der svarer til over 26 millioner tons CO2 årligt. Eller næsten 40 procent af den totale danske CO2-udledning tillagt belastningen fra det importerede foder. Da store dele af produktionen eksporteres igen, holder sådan et regnestykke ikke i retten. Tilbage står dog, at landbruget inklusive foderimporten har en langt større klimabelastning end den, som fremgår af vores nationale regnskab. Imens vi som danske forbrugere ikke kan tage hele ansvaret for det animalske landbrugs store CO2-udledning, hæfter vi for vores personlige klimabelastning. Her er vores kost årsag til cirka 25 procent, og især den andel af vores mad, som har animalsk oprindelse, har stor indflydelse. For eksempel udleder produktionen af et kilo oksekød lige så meget CO2

24

spisordentligt.indd 24

KØDET

26-06-2017 13:38:58


som 100 kilometers bilkørsel. En kendsgerning, som i 2016 i et provokatorisk øjeblik fik Etisk Råd til at foreslå en særskat på oksekød. Ved at regne på 50.000 menneskers faktiske kost har en gruppe Oxford-forskere forsøgt at sætte tal på de animalske råvarers indflydelse på vores individuelle klimaregnskab. De kommer frem til, at hvis de af os, der spiser over 100 gram kød om dagen, blev vegetarer, ville vores madrelaterede CO2-aftryk blive mere end halveret. Men mindre kan gøre det. Hvis en kødspiser skærer kødindtaget ned til under 50 daglige gram, falder hendes CO2-udledning fra mad med en tredjedel. Erstatter hun kødet med fisk og bliver pescetar, udleder hun ifølge Oxford-forskerne kun 2½ procent mere CO2 end vegetarerne. Og en tidligere kødspisers CO2-udledning falder med 60 procent og en vegetars med 25 procent, hvis de dropper alt med animalsk oprindelse og bliver veganere. Den samme tendens er tydelig, hvis man kigger på selve køkkengerningen. Her er den overordnede bundlinje, at sund mad ofte også er den mest klimavenlige. Det viser sig for eksempel i opskrifter, som er udformet til dem med risiko for hjerte-kar-sygdomme. Her udleder en omgang bøf stroganoff, hvor halvdelen af kødet er erstattet med grøntsager 41 procent mindre. En hjerteskånsom gullasch-opskrift påvirker klimaet 46 procent mindre end originalen. Og en vegetarlasagne medfører 77 procent mindre udledning af drivhusgasser end kødudgaven.

H ø n s ha r o g s å f ø le ls e r Vilkårene for produktionsdyrene, som de færreste efterhånden kan være i tvivl om har det rædselsfuldt i det moderne landbrug, vejer mindst lige så tungt som helbredet, økonomien, naturen eller klimaet for rigtig mange forbrugere. ”Vi er grundlæggende moralske væsener, og vi bekymrer os om, hvad vi gør ved andre levende og følende væsener”, siger Peter Sandøe, filosof med speciale i såkaldt bioetik – spørgsmålet om, hvordan mennesket bør forvalte sin magt over det levende – og sektionsleder på Københavns Universitet. Han har flere forklaringer på, hvorfor pakken med

KØDET

spisordentligt.indd 25

25

26-06-2017 13:38:58


konventionelle svinekoteletter alligevel ender i indkøbskurven, når vi nu ved, at grisen stort set aldrig har krølle på halen. ”Den voksende interesse for dyrevelfærd er jo ikke ensbetydende med, at de samme mennesker opfører sig meget anderledes, end de altid har gjort, når de så går ned i supermarkedet og køber noget. Vi har ret pålidelige forbrugerundersøgelser, der viser, at når du står dernede, har du en meget stressende dagsorden, der handler om dine børn, dine penge, din tid, din sikkerhed og alt muligt andet. Når du står dernede, er der ikke ret meget overskud til at tage dig af det med dyrene, og dyrene når dårligt at ramme ind på den dagsorden”, siger Peter Sandøe. En anden årsag er, at vi har svært ved at sætte os ind i, hvordan dyr har det. Det kan være svært nok at forstå sin partner, for slet ikke at tale om fremmede. Men på den anden side af artsbarrieren slår vores menneskelige empati endnu dårligere til. ”Dyr er ikke bare dyr. Der er nogle dyr, som er sødere, og som betyder mere for os, end andre. Det er ikke en konstant skala. I den første dyreværnslov var de eneste dyr, der havde rettigheder, kvæg og heste. Siden er hunde og katte røget højt op – vores interesse for katte slog først rigtigt igennem i 1960’erne. Og blandt landbrugsdyrene er det jo helt tydeligt, at de højest rangerende er køerne, så kommer grisene, så kommer fjerkræet og endelig fiskene. Det vil sige, at folk bekymrer sig mere om en kos dyrevelfærd end om laksens. Og det afspejler sig jo klart i, hvordan vi behandler dyrene i produktionen i dag”, siger Peter Sandøe. Men forskningen er fuld af resultater, der sandsynliggør, at hver eneste af de 19 millioner navnløse grise, over 100 millioner slagtekyllinger, og over en halv million kvæg, som herhjemme må lade livet for vores og eksportens skyld hvert år, har en slags følelsesliv og individualitet. Svenskeren Björn Forkman, som er professor ved Københavns Universitets Sektion for Dyrevelfærd og Sygdomsbekæmpelse, lever af at spørge dyrene selv. Han er såkaldt etolog, en gren af adfærdsbiologien, hvor man undersøger, hvorfor dyr gør, som de gør. Her handler det om at rense for såkaldt antropomorfisme – vores tendens til at tillægge dyr menneskelige egenskaber og for eksempel vurdere om de har det godt eller skidt ud fra vores egne præferencer og forventninger.

26

spisordentligt.indd 26

KØDET

26-06-2017 13:38:58


I stedet spørger forskerne dyret selv via eksperimenter og observationer, vel at mærke på en måde, som giver resultater, der er så renset for fortolkningsrum som muligt. Det kan for eksempel være med såkaldte præferencetests, hvor dyrene får valget mellem to muligheder. Her kan man ’spørge’ høns, om de gerne vil have siddepinde i stalde og bure, og hvor højt de i så fald skal sidde. Junglehøns flyver i naturen op i træerne om natten. Det samme viser det sig, at tamhøns gerne vil, hvis man spørger dem – altså giver dem muligheden. Forhindrer man dem i at flyve op, viser de tegn på frustration. Spørger man dem, om siddepindene skal placeres højt eller lavt ved at give dem valget, svarer de højt. Jagter man dem, vil de hellere søge tilflugt på siddepinden end løbe væk. Og spørger man dem, om de hellere vil sidde i nærheden af andre høns end alene, foretrækker de selskabet. Dyrene kan også svare på mere nuancerede spørgsmål. I tilfældet med hønsene viser et andet eksperiment for eksempel, at hønen er klar til at arbejde for at få adgang til siddepinden. ”Den slags forsøg kræver mere af forskeren, men er også bedre, for så kan du se, hvor vigtigt det er for hønen. Jo mere den er klar til at arbejde, jo mere er ressourcen værd for hønen. Og her viser det sig, at siddepinde er noget af det vigtigste for høns overhovedet. Sådanne resultater har ført til den nyeste EU-lovgivning, hvor alle høns fremover skal have adgang til siddepinde”, siger Björn Forkman. At vide hvad dyrene foretrækker, er vigtigt i forhold til at sikre god dyrevelfærd. Deres ’ønsker’ til opdrætsforholdene er i høj grad funktioner af deres naturlige adfærd – nedarvede træk. En so, der skal fare, vil for eksempel gerne bygge rede og bliver stresset, hvis det ikke kan lade sig gøre. Hvis man stiller redebygningsmateriale til rådighed, får dyret en mere normal adfærd. Det er også muligt at undersøge, hvilket humør dyrene er i, via en analog til det klassiske ’er glasset halvt fuldt eller halvt tomt’-mål for optimisme og pessimisme. I Canada ville man for eksempel se, om kalve havde glæde af smertelindring efter afhorning. Derfor satte forskerne en touch screen op og lærte dyrene at bruge den. Trykkede de på skærmen, når den var rød,

KØDET

spisordentligt.indd 27

27

26-06-2017 13:38:58


vankede der en belønning. Trykkede de på den, når den var hvid, fik de ingenting. ”Så er spørgsmålet, hvad der sker, når den er rosa. Hvis du er optimist, synes du, at den er lidt rød. Er du pessimist, synes du derimod, at den er mere hvid. Og man kunne se, at de dyr, som ikke havde fået smertelindring, trykkede langt mindre på den rosa skærm, end de, der var blevet smertestillet”, siger etologen. De senere år har forskning vist, at dyr er mere intelligente og har et mere komplekst følelsesliv, end vi hidtil har troet. De bruger værktøjer, kan genkende sig selv i spejlet og planlægger længere forud, end forskerne tidligere har forstået. Flere end man troede har såkaldt theory of mind. De kan forstå, at andre handler ud fra egne tanker og motiver. Nogle har sågar noget, der ligner empati – de synes at sørge over deres døde, virker tilbageholdende med at påføre andre smerte og er klar til at lide afsavn, for at andre, eksempelvis, kan spise. Den slags tegn på, at dyrene er mere lig os, end vi troede, har kun bestyrket dyrerettighedsaktivisterne i deres kamp for egentlige dyrerettigheder. De sammenligner kødlandbrug med slaveri og kalder dyrenes rettighedsløshed for ”artsracisme”, en diskrimination af andre arter på et lige så irrationelt grundlag som race- og kønsdiskrimination. Tendensen synes klar. Dyr – også landbrugsdyr – kommer sandsynligvis til at få flere rettigheder i de kommende år. Der har allerede været lovændringer og domme i den retning i flere lande, også i Europa. ”Det industrielle kødlandbrug har spillet fallit på den mest basale moralske måde, ved ikke blot at fratage dyrene deres rettigheder, men at af-animalisere dem, at gøre dem til ting. Hvorfor dør der over 20.000 smågrise om dagen i det danske landbrug? Det gør der, fordi man har tweaket maskinen til at yde så maksimalt. Det er højeffektiv produktion, men enhederne har et spildprodukt. Der, hvor det industrielle landbrug er kommet hen, er ikke blot et sted, hvor der er nogle dyr, der ikke har rettigheder, men et sted hvor dyrene er forsvundet. Landbruget har kreeret en verden, hvor der, i stedet for dyr, er produktionsenheder, som yder med en bestemt kapacitet. Når menneskebørn dør, er det med den største modvilje og sorg, men her er det en del af systemet”, siger Jes Lynning Harfeld, ph.d. i bioetik ved Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet.

28

spisordentligt.indd 28

KØDET

26-06-2017 13:38:58


Det industrielle kødlandbrug er ifølge filosoffen principielt set moralsk uforsvarligt. Der kan simpelthen ikke opstilles et stringent argument for dobbeltstandarder mellem mennesker og dyr, hvor førstnævnte har rettigheder, imens husdyrene bliver til enheder, når det passer os. I yderste konsekvens af den tankegang kan naturligvis selv ikke den mest sympatiske økologiske hængebugsvin-produktion forsvares. Jes Lynning Harfeld medgiver da også, at tilgangen kan forekomme ret ubrugelig, da hverken kødlandbruget eller kødforbruget stopper af den grund. Men filosofien er alligevel nyttig, fordi den kan hjælpe tanker og udviklinger på gled, som ellers slet ikke fandtes. Dermed kan de studerende, dyrlæger og landmænd, han underviser, få modspil til det umiddelbare ”det er jo bare dyr”-rationale. Og tiden arbejder for dyrenes rettigheder, er han overbevist om. ”Jeg er ukuelig optimist. Hvis man ser på det historisk, er det sådan, at dyrerettigheder og dyrevelfærdstiltag udvikler sig i en positiv retning for dyrene, og det har de gjort i mange, mange år. Nok bliver der af og til fundet på endnu smartere måder at få dyr til at lide på, for eksempel avling for større kuld hos grise. Men lovgivningsmæssigt peger det én vej. Hvad angår forbrugernes forventninger, peger det én vej. Vi laver flere og flere dyr, og dermed bliver der flere, som lider, men der bliver strammet lige så langsomt. Rettighederne er i positiv udvikling, og langt ude i fremtiden ender det med at blive bedre”, siger Jes Lynning Harfeld.

D y r e n e lid e r i d e d a n s ke s t a lde I hvilken grad vi kommer til at dele frihedsrettigheder med kyllingerne og grisene, må tiden vise. I mellemtiden er det op til enhver menneskelig kødæder, hvad han eller hun vil være med til. Og rigtig mange vil gerne sikre dyrene bedre forhold end dem, de hører om i medierne. I en måling fra 2012 svarede en ud af 20 danskere dyrevelfærd, når de blev spurgt om, hvad det vigtigste var for deres valg i supermarkedet. I 2013 var antallet fordoblet til hver tiende. Og i 2016 svarede 70 procent,

KØDET

spisordentligt.indd 29

29

26-06-2017 13:38:58


at de tænker over og bekymrer sig om dyrevelfærd. Kun tre procent gjorde det slet ikke. Undersøgelsen bekræftede dog også resultater fra 2014, hvor halvdelen af dem, som gik op i dyrevelfærd, fortalte, at de praktiserede deres holdning ved at købe dansk kød – langt foran for eksempel økologisk kød eller kød fra fritgående dyr. Det er et mildest talt tvivlsomt valg, for ikke at sige stærkt problematisk. De mange års effektivisering af produktionen har ikke været for dyrenes skyld. Og politikerne, der nok kan puste sig op over dyrebordeller, halalslagtning og svinefri børnehavemad, har ikke gjort meget ved de store problemer. Ligesom i miljøspørgsmålene vil man ikke risikere at hæmme dansk landbrugs konkurrenceevne ved at regulere strammere end konkurrenterne. Det betyder ifølge Dyrenes Beskyttelse, der på kortere sigt ikke deler Jes Lynning Harfelds optimisme, at dyrevelfærden næsten står stille i det konventionelle landbrug. ”Den fokus og interesse, der findes fra forbrugerens og detailleddets side, genfinder man ikke i de politiske initiativer overhovedet. Der er ikke nogen, der går foran for at prioritere dyrevelfærden i den konventionelle produktion”, siger organisationens chefdyrlæge Pernille Fraas Johnsen, som heller ikke forudser større ændringer i den nærmeste fremtid. ”Hvis man ser på lovgivning, er der jo ikke kommet noget væsentligt i en årrække, og den lovgivning, der er på vej, er alt sammen noget, der er underlagt nogle meget lange overgangsperioder. Så vi er ude i 20202030, før der kommer forbedringer for kvæg og svin for eksempel. I EU er det også gået i stå, hvis man ser på EU-Kommissionens initiativer. Der er dyrevelfærd prioriteret helt ned”, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse. I mellemtiden sættes barren for det tilladelige i det konventionelle kødlandbrug herhjemme så forbløffende lavt, at det er svært at se, hvordan det stemmer overens med formuleringer i dyreværnsloven, hvor §1 lyder: ”Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.” og §2 lyder: ”Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til

30

spisordentligt.indd 30

KØDET

26-06-2017 13:38:58


deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer”. Konventionelle slagtekyllinger har så accelereret vækst, at deres ben ikke kan holde til vægten. Under en procent kan gå normalt og ubesværet, om end antallet, der slet ikke kan rejse sig, er faldet de senere år. De opdrættes i tætpakkede haller uden nogensinde at se dagslys, imens mange får syreskader fra ammoniakken i deres afføring, fordi gulvstrøelsen ikke bliver skiftet i deres korte liv. Tre-seks millioner høns dør om året eller må aflives, før de er slagtemodne. De overlevende indfanges så ublidt, at 1,6 procent ifølge en kontrol fra Fødevarestyrelsen brækker vingerne eller får andre skader. Det bliver til knap to millioner skadede fugle, hvis tallet er dækkende for alle de 117 millioner slagtekyllinger, som produceres årligt. Æglæggerne undgår den skæbne. I den konventionelle buræg-produktion er der i stedet op til 10 dyr per bur, 13 per kvadratmeter. Burene er typisk stablet indendørs i tre etager. Udenfor kommer dyrene aldrig – deres tilværelse udspiller sig i kunstigt lys. Hvad angår naturlig adfærd, som regnes blandt de vigtigste forudsætninger for god dyrevelfærd, er den stort set umulig – der er bogstavelig talt ikke plads til at sprede vingerne. Grisene har det også rædselsfuldt. 19 procent af de konventionelle søer blev i 2015 fundet selvdøde eller måtte aflives. De er fremavlet til at få så mange unger, at de ikke har patter nok til at give dem mad. 25.000 pattegrise dør eller aflives dagligt i Danmark, sidstnævnte ofte ved at få slået hovedet mod staldens gulv eller tremmer. Den høje dødelighed forekommer, på trods af at konventionelle søer holdes fast i deres båse, så de ikke ligger for mange unger ihjel. Hver ottende so har så lidt plads, at den ikke kan ligge ned, uden at hovedet ender i fodertruget. Stort set alle hangrise kastreres uden brug af bedøvelse – det er ikke tilladt i for eksempel Norge, Sverige og Holland. Over 97 procent af danske konventionelle svin får klippet op til halvdelen af halen af. Landmænd bliver aldrig straffet for praksissen, selvom loven eksplicit forbyder systematisk halekupering. Det tillades nemlig i tilfælde, hvor det ”er påkrævet af veterinære hensyn”. At det er kriti-

KØDET

spisordentligt.indd 31

31

26-06-2017 13:38:58


sable forhold i den danske svineindustri, der medfører behovet for at halekupere stort set alle grise, er en ren tilståelsessag for Landbrug og Fødevarer. ”Halebid er et tegn på, at grisene er stressede som følge af en frustration, som ofte er længerevarende. Frustrationen opstår oftest som følge af fejl i nærmiljøet. Udbrud af halebid ses, når summen af fejl i nærmiljøet overskrider et vist niveau”, skriver dets Videnscenter for Svineproduktion på sin hjemmeside. Slagteridyrlægerne indrapporterede i 2016 124.164 alvorlige skader fra stalde, transport og slagsmål grisene imellem. Blandt rapporterne var 995 tilfælde, hvor grise havde ”menneskepåførte slagmærker ud over bagatelgrænsen”. Dyrene var blevet slået med metalgenstande eller var blevet skamferet med elstødere, som var blevet hakket gennem huden igen og igen. Selv malkekøerne, der som levende leverer vores mejeriprodukter og som døde udgør 95 procent af oksekødet i handelen, får det sværere og sværere. Imens antallet af malkekøer i Danmark har været støt faldende de senere år, producerer hver enkelt malkeko næsten dobbelt så meget mælk, som den ville have gjort i 1980’erne – i gennemsnit næsten ni tons om året per ko. Og det gør køerne vel og mærke oftest i staldens kunstige belysning. Hvor 75 procent af besætningerne euforisk kunne løbe på mark i foråret 2004, er det nu kun 25 procent af alle køer og 15 procent af de konventionelle køer, der får den oplevelse. Det skyldes, at besætningerne er blevet så store, at græsning er blevet upraktisk. I nogenlunde samme periode som køerne er rykket indenfor, er begrebet taberkøer blevet cementeret. De kan udgøre op til 10 procent af en besætning og kendes ved, at de ofte er halte og magre, har sår, dårligt hårlag og leverer mindre mælk. Deres dødelighed er op til seks gange højere end normalen, ifølge Dyrenes Beskyttelse. Deres sundere staldfæller har også fået det sværere af stordriften og det manglende udendørsliv – den generelle dødelighed blandt malkekvæg er fordoblet de senere år. Lave priser på tyrekalve betyder, at de i modsætning til deres søstre er svære at få økonomi i for de trængte landmænd. Derfor bliver mange – især Jersey-kalve som er uøkonomiske at fodre på – aflivet ved fødslen. Jersey-racen udgør 12 procent af dansk malkekvæg, og derfor må op til

32

spisordentligt.indd 32

KØDET

26-06-2017 13:38:58


30.000 Jersey-tyrekalve lade livet på denne måde hvert år. I 2016 blev andre 34.000 kalve sendt til udlandet, mange af dem til Holland. Her bliver de oftest ’tremmekalve’ under forhold, som ikke er lovlige herhjemme. De står alene på bare betongulve og får en stor andel mælkepulver i foderet for at give kødet en mør lyserød farve. Det medfører, at de lider af mavesår og uafbrudt diarré. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er dyrevelfærden fanget i den samme fælde, som landbrugsøkonomen Jan Holm Ingemann tidligere i kapitlet redegjorde for i sin analyse af erhvervets økonomi. Landbrugets økonomiske trædemølle medfører, at den konventionelle kødproduktion hele tiden opskalerer og rationaliserer driften, og det går hårdt ud over dyrene. ”Det er et problem, at kødproduktionen stadig kører efter den præmis, at man skal producere mest muligt for færrest ressourcer, for det presser dyrevelfærden på alle måder. Man presser på pasningen og på pladsen, for det er dér, omkostningerne er størst. Dyretransporter har også været stigende de seneste fem år. Vi kan ikke rigtig se, at udviklingen vender i forbindelse med dyrevelfærden i den konventionelle produktion”, siger chefdyrlæge Pernille Fraas Johnsen. Hun oplever i stedet, at kødproduktionen er ved at dele sig i to. Et konventionelt landbrug, der ikke rokker sig ud af flækken på dyrevelfærd, men som står for langt størstedelen af salget. Og en revolution nedefra fra landmænd, der vil noget andet. Denne gruppe har fortsat meget lidt af markedet, men salget er til gengæld præget af vækst og stigende indtjening. ”Men det berører sådan set ikke den konventionelle drift, for den fortsætter bare på fuld hammer, som den hele tiden har gjort”, siger Pernille Fraas Johnsen.

D e t p o s t a n t ib io t is ke s a mf u n d Vores store konventionelle kødproduktion har en anden bagside, som er en funktion af stordriften og de dårlige forhold i staldene. Denne går

KØDET

spisordentligt.indd 33

33

26-06-2017 13:38:58


Flere og flere danskere ændrer i disse år spisevaner. Vi gør det for at passe bedre på miljøet, klimaet, dyrene eller os selv og vores børn. En madrevolution breder sig, og industri, interesseorganisationer, eksperter og detailhandel kæmper for at styre dagsordenen. Som forbruger er det svært at orientere sig. Hvad er fup? Hvad er fakta? I Spis ordentligt – en guide til den skeptiske forbruger skærer journalisterne Christian Nørgaard og Andreas Lindqvist igennem støjen af løsrevne og unuancerede påstande og finder svar på spørgsmålene, så vi som forbrugere kan træffe oplyste valg.

Bogens anden halvdel gennemgår de enkelte råvarer og junglen af mærkningsordninger, så du nemt og overskueligt kan træffe dit personlige valg ud fra kriterier som klimapåvirkning, sundhed og kemi, dyrevelfærd, kvalitet og sæson.

SPIS

ORDENTLIGT EN GUIDE TIL DEN SKEPTISKE FORBRUGER

Christian Nørgaard Andreas Lindqvist

Bogens første halvdel gennemgår de nye forbrugertrends og går tæt på kødproduktion, fiskeriet og det vegetabilske landbrug i et dansk perspektiv. Forfatterne binder de løse ender sammen og skaber den sammenhæng, der hidtil har manglet.

SPIS ORDENTLIGT

Er økologi altid bedst? Er sprøjtede afgrøder farlige? Er buræggene så onde, som vi hører? Findes der slet ikke klimavenligt kød? Er frisk fisk egentlig frisk? Og kan Danmarks økonomi overhovedet klare et opgør med det konventionelle landbrug?

Christian Nørgaard og Andreas Lindqvist

ISBN 978-87-400-1829-5

POLITIKENS FORLAG

Christian Nørgaard er født i 1975 og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole (i dag DMJX) i 2002. Han er selvstændig journalist og har tidligere arbejdet i blandt andet Læger uden Grænser og DR. Han køber sin fisk på havnen og bruger meget tid i køkkenet og køkkenhaven. Andreas Lindqvist er født i 1978 og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole (i dag DMJX) i 2003. Han er AG Grønlandspostens korrespondent på Christiansborg og skriver blandt andet om miner, miljø og klimaforandringer. Tidligere har han arbejdet for blandt andet Politiken og Fagpressen.

Spis ordentligt  

Er økologi altid bedst? Er sprøjtede afgrøder farlige? Er buræggene så onde, som vi hører? Findes der slet ikke klimavenligt kød? Er frisk f...

Spis ordentligt  

Er økologi altid bedst? Er sprøjtede afgrøder farlige? Er buræggene så onde, som vi hører? Findes der slet ikke klimavenligt kød? Er frisk f...

Advertisement