Page 1

150mm

32mm

150mm

32mm

150mm 150mm

SORT DAGGRY SORT DAGGRY

EN DANSK PROFESSOR i mikrobiologi og hans datter omkommer tilsyneladende under dykkerferie i det nordlige EN DANSK PROFESSOR i mikrobiologi og en hans datter omkommer til- Kenya ikke langt fra grænsen til Somalia. syneladende under en dykkerferie i det nordlige Kenya ikke langt fra grænsen til Somalia. Ved et tilfælde opdager Forsvarets Efterretningstjeneste, at parret formentlig stadig er i live og i stedet er kidnappet Ved et tilfælde opdager Forsvarets Efterretningstjeneste, at parret af Al Qaida og terrorallierede, Al Shabaab. formentlig stadig er ibevægelsens live og i stedetsomaliske er kidnappet af Al Qaida og terrorbevægelsens somaliske allierede, Al Shabaab. Professoren tvinges til at fremstille en bioterrorbombe indeholdende dødelig virus, skal udløses indeholdende i en europæisk storby. Tusinder af Professoren tvinges en til at fremstille ender bioterrorbombe i fare, og panikken sigaf i de danske og udenen dødelig virus, dermenneskeliv skal udløses er i en europæisk storby.breder Tusinder landske efterretningstjenester. menneskeliv er i fare, og panikken breder sig i de danske og udenlandske efterretningstjenester. Jægersoldaten Michael Plessner bringes i førersædet, og hans opgavePlessner er klar: Med sit team af håndplukkede jægersoldater skal han Jægersoldaten Michael bringes i førersædet, og hans opbefri de danske gidsler og forhindre den planlagte gave er klar: Med sit team af håndplukkede jægersoldater skal han terroraktion. befri de danske gidsler og forhindre den planlagte terroraktion. I et hæsblæsende kapløb med tiden infiltrerer Michael Plessner hansmed mænd i al hemmelighed dybt ind i Somalia ved hjælp af en I et hæsblæsende og kapløb tiden infiltrerer Michael Plessner lokal milits, ogdybt Plessner står endnu og hans mænd i al hemmelighed ind i Somalia vedengang hjælp afover en for sine arvefjender fra Al Qaida. lokal milits, og Plessner står endnu engang over for sine arvefjender fra Al Qaida.

SORT DAGGRY er andet bind i Thomas Rathsacks serie om jægersoldaten Plessner. Rathsack harjægersolskrevet sig direkte ind i en SORT DAGGRY er andet bindMichael i Thomas Rathsacks serie om international for thrillere, som ind handler daten Michael Plessner. Rathsacktradition har skrevet sig direkte i en om elitesoldater på skarpe operationer. international tradition for thrillere, som handler om elitesoldater på skarpe operationer.

Det er action ogaction realisme. Det er og realisme. Forfatteren er simpelthen på hjemmebane. Forfatteren er simpelthen på hjemmebane. Det er action og realisme. ForfatterenBØRSEN er simpelthen på hjemmebane. OMBØRSEN SHADOWOM ARMY (SERIENS FØRSTE BIND)FØRSTE BIND) SHADOW ARMY (SERIENS BØRSEN OM SHADOW ARMY (SERIENS FØRSTE BIND) Læs også første bind i serien! også som e-bog

ROMAN ROMAN

POLITIKENS FOR LAG POLITIKENS FOR LAG

også som e-bog


FORORD

Siden den 11. september 2001 har begrebet terror for alvor rodfæstet sig i vores bevidsthed. For mit vedkommende har krig og terror været en fast bestanddel af mine 11 år som operativ jægersoldat, hvoraf jeg i over to år var indsat i Afghanistan og Irak. Terroren er kommet meget kontant og visuelt til udtryk i form af død og lemlæstelse blandt mennesker, som har kæmpet for den ene eller anden sag. Også på mere hjemlige breddegrader har vi oplevet terror. Bombeangrebene i London i 2005 og massakren på Utøya i Norge i 2011 er eksempler på såkaldte vellykkede terroraktioner. Disse terrorister var heldige, vedholdende og dygtige nok til at gennemføre deres planer, men de fleste bliver afsløret og bremset af efterretningstjenesterne, før de når så langt. Mange af disse afsløringer kommer aldrig til offentlighedens kendskab. Biologisk terrorisme er anderledes end de ovennævnte eksempler. Den form for terror kan ikke ses, høres eller lugtes. Og bioterror er efter min mening den mest frygtindgydende og potentielt mest effektive og dødelige form for terrorisme, hvilket jeg har forsøgt at beskrive i denne bog. Jo dybere jeg researchede i emnet, des mere forstod jeg,

3

Sort daggry.indd 5

5

12/09/13 12.49


hvorfor efterretningstjenester og biologiske beredskabsmyndigheder anser bioterrorisme som det ultimative mareridtsscenarie. Min research omfattede interviews med personer, der er tilknyttet efterretningstjenesterne, terroreksperter, kampsportsfolk, journalister, prominente mikrobiologer og biohackere, som anlægger en aktivistisk og ikke-institutionaliseret tilgang til mikrobiologi. Gennem mine samtaler med sidstnævnte personer erfarede jeg til min overraskelse og bekymring, at man for relativt beskedne økonomiske midler samt simple metoder og udstyr kan fremstille et biologisk terrorvåben. Min research til Sort Daggry førte mig desuden tre gange til Somalia, hvor jeg ud over at researche arbejdede som sikkerhedskonsulent. På en af rejserne havde jeg den unikke ære og oplevelse at interviewe det åndelige overhoved for den politiske bevægelse og milits Ahlu Sunna Wal Jamaah, ligesom jeg var æresgæst under en af militsens højtider. Jeg fik under mine rejser til Somalia et solidt indblik i kulturen og ikke mindst i de udfordringer, det på mange områder forarmede land står over for. Sort Daggry er fiktion. Men handlingen læner sig op ad realistiske scenarier og er baseret på procedurer, teknikker og begivenheder, som jeg selv har oplevet og erfaret som jægersoldat. Til sidst en kæmpe tak til jer gutter – I ved selv, hvem jeg mener. Derudover en stor tak til min cool og superprofessionelle redaktør samt min gode ven og sparringspartner, som jeg blot vælger at kalde ‘oraklet’. Jeg håber, at du nød at læse Sort Daggry lige så meget, som jeg nød at skrive den. Michael Plessner vender tilbage. Thomas Rathsack www.thomasrathsack.dk https://www.facebook.com/thomas.rathsack

4

Sort daggry.indd 6

12/09/13 12.49

Sort dag


13 12.49

18

Somalia, Lower Juba-regionen – senere samme aften Professor Hoffmann besluttede sig for at gennemgå tingene en sidste gang. Men udmattet efter næsten 12 timers uafbrudt arbejde med at gøre laboratoriet klar måtte han først have noget at drikke. Han skubbede containerens dør op og trådte ud på gårdspladsen, hvor varmen ramte som en mur, selv om solen var gået ned. Under halvtaget sad de tre vagter i skrædderstilling omkring en petroleumslampe og lyttede til en lille radio, der udsendte messende arabisk musik. Hoffmann pegede på en kasse med flaskevand. En af mændene nikkede. Hoffmann drak, mens han skævede op til den mørke, kasseformede bygning. Trods varmen gav den ham kuldegysninger. Den mindede om de hemmelige irakiske industrianlæg, han som FN-våbeninspektør havde inspiceret efter den første Golfkrig. Anlæg, hvor Saddams videnskabsfolk bryggede kemiske våben, og andre, hvor kritiske landsmænd blev tortureret af regimets bødler. Et sted inde i bygningen ventede Zania på ham, sikkert overvåget af

5

Sort daggry.indd 121

121

12/09/13 12.49


den vederstyggelige skabning med lædermasken og øksen. Tanken fik udmattelsen til at fortage sig, og han stak flasken i lommen, gik ind i containeren og lukkede døren bag sig. Containeren var 12 meter lang, to en halv meter bred og to en halv meter høj. Et aircondition-anlæg over indgangsdøren producerede en behagelig temperatur på omkring 18 grader, og det påmonterede HEPAluftfilter sørgede for at rense luften for partikler, der var større end tre mikrometer, eller 0,0003 millimeter. Ikke helt nok til at holde rummet sterilt, men det var heller ikke strengt nødvendigt for at løse opgaven. Hoffmann lynede den lufttætte Airstop-sikkerhedslynlås ned foran indgangsdøren og begyndte at inspicere de to lag gennemsigtig industriplastic, der var opsat med dobbeltklæbende supertape på gulv, vægge og loft. Da han var tilfreds, trådte han igennem endnu en sikkerhedslynlås, lynede den op og befandt sig nu i en sluse identisk med den første. Også her var professoren tilfreds og fortsatte ind i det egentlige laboratorium, hvor han igen lynede bag sig. Han kiggede rundt i det plasticforseglede rum. Over ham summede endnu et HEPA-filter, der rensede luften fra de to indgangssluser, og under loftet i de fire hjørner var der monteret kameraer, som dækkede alle vinkler i laboratoriet. Et samtaleanlæg og en lille monitor på væggen gav mulighed for at kommunikere med hovedbygningen. Langs den modsatte væg stod et sikkerhedskabinet, foran det en arbejdsstol, og til højre for kabinettet var der et rullebord med basalt laboratorieudstyr. På venstre side af kabinettet stod en skabsfryser. Alle ledninger og kabler i laboratoriet var tapet sammen til en pølse, der snoede sig over gulvet igennem et varmeforseglet hul i plasticen og videre til to dieselgeneratorer udenfor. I tilfælde af at den ene svigtede, ville den anden øjeblikkeligt tage over. Hoffmann gik over til sikkerhedskabinettet. Det var efterhånden en del år siden, han havde arbejdet i ‘handske-bokse’, men nu – under tvang i en container, der formentlig befandt sig et sted i Afrika – skulle han til det igen. 122

Sort daggry.indd 122

6

12/09/13 12.49

Sort dag


13 12.49

Han kørte en hånd over stålrammen. Den føltes kold. På et lille skilt oppe i det ene hjørne stod der Holm & Dalby – made in Denmark. Med et let tryk på kontakten aktiverede han kabinettets lukkede ventilationsanlæg. I løbet af et minuts tid havde elmotorerne opbygget det nødvendige undertryk inde i det hærdede, gastætte glasbur, som var på størrelse med et par flyttekasser. Han satte sig på stolen og kontrollerede, at de lange, sorte gummihandsker, som hver sad i et hul på indersiden af glasset, var intakte og monteret korrekt. I buret stod et Mini Spray Dryer-apparat, og han sikrede sig, at det var tilsluttet og klar til brug. Ved siden af lå to medier, som skulle bruges til at slippe virussen ud et sted på kloden. Det var tydeligvis de nyeste og mest sofistikerede inden for aerosol-partikel-teknologi, og de gjorde ikke meget væsen af sig, som de lå der. Hvilket netop var hensigten. Jo mere tilforladelige og almindelige, desto mindre mistanke ville de vække. Hoffman slukkede for kabinettet, rejste sig og gik hen og åbnede skabsfryseren. Et koldt sus ramte ham. Det eneste, der befandt sig på en af hylderne i de 80 graders kulde, var en hvid flamingoæske på størrelse med en cigarkasse. Han stirrede på æsken. Heri lå et plastrør indeholdende mindre end 0,5 milliliter blodig grødis og ventede på ham. 0,5 milliliter substans, der kunne sætte verden på den anden ende. Slå titusinder af uskyldige mennesker ihjel. Potentielt hundredetusinder. Tanken fik det til at vende sig i maven på ham. En alarm begyndte at bippe, da fryseren registrerede den stigende temperatur, og han lukkede skabet. Han stillede sig ud på gulvet og erklærede laboratoriet klar til brug. I den autoriserede forskerverden var det naturligvis komplet uacceptabelt, og en videnskabsmand ville øjeblikkeligt blive udstødt af sine kollegaer og erklæret for sindssyg, hvis han indvilligede i at arbejde under forhold som disse. Al forskning med koppevirus eller andre dødelige vira skulle foregå i et topsikret BSL4-laboratorium, som var konstrueret på det højeste sikkerhedsniveau og lå isoleret fra andre

7

Sort daggry.indd 123

123

12/09/13 12.49


bygninger. Kun specialuddannede videnskabsfolk i astronautlignende trykdragter fik adgang til sådanne topsikrede laboratorier, og både før og efter arbejdet med de farlige mikroorganismer skulle forskerne igennem sluser med undertryk og ultraviolet lys og kemiske brusebade, der destruerede alle farlige biologiske partikler. Naturligvis var disse videnskabsmænd vaccineret mod de vira, de arbejdede med. Men det var så længe siden, at Hoffmann havde været i nærheden af aggressive koppevira, at hans vaccinationer mod dem ikke længere virkede. Han fortrængte tanken og gik hen til samtaleanlægget. “Laboratoriet er kontrolleret og klar til brug. Men jeg behøver noget søvn og noget at spise, før jeg starter,” sagde han ind i mikrofonen. Der gik lidt tid, før et ansigt tonede frem på monitoren, og en stemme svarede: “Kom ud. Arbejdet skal påbegyndes ved daggry.” Hoffmann slukkede lyset og forlod containeren.

8

Sort daggry.indd 124

12/09/13 12.49

Sort dag


13 12.49

19

Somalia, Lower Juba-regionen – samme nat De fem technicals ræsede igennem natten. Forrest Abdi og Nadif og de øvrige somaliere. Emmende af gin og kat, stadig iført solbriller, pressede de køretøjerne til det yderste som erfarne rallykørere. Herefter Mulle, Tarok og Majeed, som bag rattet i hver sin technical kæmpede for at holde trit med somalierne. Tarok bandede. Indhyllet i støv fra den forankørende technical føltes det som at køre i tæt tåge med en toiletrulle for hvert øje. De eneste referencepunkter var baglygter og bremselys. Den gamle spand manglede også motorkraft, så han gearede ned for at producere flere omdrejninger og dermed mere fart. Efter et hasarderet højresving halsede han efter Mulles technical videre ned ad et nyt spor. Falkens næve hamrede i taget over Tarok, og den ellers så afdæmpede præstesøn spyede eder og forbandelser, mens han klamrede sig til 14.5’eren på ladet. Plessner var olm. Med kortet og GPS’en i skødet forsøgte han forgæves at holde styr på patruljens position, men kabinen spjættede som en

9

Sort daggry.indd 125

125

12/09/13 12.49


texansk rodeotyr. Han tjekkede uret. De havde kørt i knap fem timer. Da en technical løb tør for brændstof, var Abdi og Nadif stoppet for at tanke diesel, kat og gin, hvorpå kolonnen fortsatte mod sydøst ind i det mere frodige terræn. De måtte være halvvejs og snart komme til den første landsby på ruten. Det betød, at de var i Al Shabaab-territorium, og det var ensbetydende med problemer. Områdets klaner og militser brød sig heller ikke om Ahlu Sunna og endnu mindre om vestlige soldater, så Plessner havde i det hele taget en skidt mavefornemmelse. At høvle igennem fjendeland med 100 kilometer i timen og fuldt blus på køretøjerne harmonerede ikke just med den hemmelige infiltrationsfase, han havde planlagt. “SANNE – SANNE,” knitrede Olsens stemme pludselig i øresneglene. I det samme flåede Tarok rattet mod højre og fulgte efter kolonnen ned ad et nyt spor. Det var både godt og skidt nyt, indså Plessner. Godt nyt, fordi Olsen i pickuppen foran tilsyneladende havde helt styr på patruljens position og over radioen meldte, at de netop havde passeret meldelinje ‘SANNE’ – et vej-Y to kilometer nord for landsbyen. Skidt nyt fordi Abdi og Nadif var drejet til højre og ikke som planlagt til venstre. Crackhoveder! Det betød, at de nu høvlede direkte mod en landsby, hvor en fjendtligtsindet milits holdt til. Operationen var knap startet, og de glimrede allerede som en flok amatører! Havde det ikke været, fordi Abdi var i besiddelse af kufferten med de 300.000 euro, ville Plessner have givet fanden i ham og beordret patruljen til at vende om. Men gik Abdi op i røg sammen med pengene, var der intet at købe Ahlu Sunna-loyalitet for, hvormed operationen også ville gå op i røg – og så ville han sikre sig en fremtid som centervagt samt et eftermæle som ‘gøgleren’, der donerede over to millioner skattekroner til en somalisk milits. Så patruljen var nødsaget til at følge efter Abdi og de forbandede penge. “BRACE-BRACE, COBRA-1, 500!” meddelte Plessner over radioen og forberedte alle på kampføling i landsbyen, som de ville nå inden 126

Sort daggry.indd 126

10

12/09/13 12.49

Sort dag


13 12.49

for de næste 500 meter. Han spændte hjelmen, tændte natbrillerne og strammede grebet om C8’eren. Et lysglimt trængte igennem støvskyen. Så endnu et. Og et mere. Fuck! RPG’ere! Velkommen til Somalia! Tarok indså øjeblikkeligt faren, hamrede støvlen på bremsen og kørte technicalen i stilling i en lavning mellem træerne langs vejen og kvalte lyset. Samtidig kastede Plessner sig ud ad døren, sprang i dækning i lavningen og forsøgte at få et overblik. Over ham pumpede Falken og Schmidt bly bag 14.5’erne, der med de mægtige mundingsflammer lignede ildsprudende drager. Mulle bidrog med et Minimi-maskingevær på den anden side af vejen, og nu savede Tarok også med en Minimi nede fra lavningen. Bailey og Majeed var ude af syne. Måske var de fra deres technical allerede i færd med at rekvirere topcover fra en drone eller et gunship, håbede Plessner. Igennem natbrillerne kunne han ane silhuetten af landsbyen. Den glimtede af skud fra småkalibrede våben suppleret med større eksplosioner fra RPG’ere, som blev affyret fra raketstyr. Små sorte prikker nogle hundrede meter fra hans position dannede formationer på hver side af vejen. Det var militsfolkene, som rykkede frem i et hæsblæsende tempo. Aggressive skiderikker! Hvor mange var der? Umuligt at se. Og hvad med Abdi og Nadif!? “Tal til mig, Falk!” råbte Plessner. “Terrænet er som en myretue – mit gæt er hundrede plus ... alle trickerhappy og på vej mod os!” “Og Abdi og Nadif?!” “Jeg har ikke visuel på dem, men deres technicals holder 100 meter foran os, den ene brænder, den anden holder i vejkanten!” 100 fucking militsfolk mod os! Brand i den ene! Pengene! “OLSEN! Efter mig,” råbte han og forsøgte at overdøve kakofonien fra 14.5’erne. “Pengekufferten SKAL evakueres! Resten af jer – støt med alt, hvad I har, Olsen og jeg rykker frem til Abdi!”

11

Sort daggry.indd 127

127

12/09/13 12.49


Olsen smed sig ved siden af Plessner. De nikkede til hinanden og satte af fra grøften. I det samme piskede projektiler en slange af jord op foran dem, og et par meter fra dem splintrede en træstamme. No fucking way! De kastede sig tilbage ned i grøften. Vejen var en regulær kill-zone. Olsen og han ville ikke overleve ti sekunder deroppe. I stedet løb de frem igennem grøften. Her var nogenlunde sikkert. Men de kunne ikke bevæge sig lige så hurtigt hernede, hvilket var noget pis. Det gjaldt for alt i verden om at nå frem til Abdis technical før militsen. Plessner mærkede trykket fra 14.5-salverne over sig. Nogle af dem indeholdt lysspors-projektiler, der som røde laserstråler bevægede sig mod de fremrykkende militsfolk. Forhåbentlig ville Schmidts og Falkens ildtæppe sinke dem og give Olsen og ham nogle ekstra sekunder. De nåede op på siden af de to technicals. Køleren på den ene brændte, men ilden havde ikke nået kabinen. Den anden holdt med åbne døre, tilsyneladende forladt. Plessners hjerne snurrede. Hvordan kom de op til køretøjerne på vejen uden at blive slået ihjel?! Han tastede på radioen. “Hold inde med støtten – vi rykker op på vejen – jeg gentager: HOLD INDE!” Plessner håbede, at patruljen hørte ham. En ting var at dø i fjendtlig ild – det kunne han acceptere – men han nægtede at dø i en fucking blue on blue! “Olsen, RØG – klar?!” Olsen havde læst situationen. Han holdt allerede en røggranat klar og nikkede. Begge mænd vidste, at denne taktik både havde fordele og ulemper: Militsfolkene ville skyde i blinde – fint – men de ville samtidig blive usynlige og kunne hvert sekund pible ud af røgen og tage Olsen og ham med bukserne nede. 128

Sort daggry.indd 128

12

12/09/13 12.49

Sort dag


13 12.49

Simultant kastede de røggranaterne ned ad vejen i retning mod militsfolkene. Et par sekunder efter hvæsede de, og efter yderligere et par sekunder hang der et tykt tæppe af røg over vejen. De to jægersoldater sprang op fra grøften og løb hen til den technical, der stod med åbne døre. Tilsyneladende havde patruljen hørt ordren om at stoppe skydningen, gættede Plessner. I hvert fald var han ikke ramt i ryggen endnu. Technicalen var ikke forladt. Der sad tre somaliere i den. De havde aldrig nået at forlade sæderne. Liget bag rattet manglede stort set hele ansigtet – formentlig ramt i siden af en RPG-raket, der ikke var detoneret – og liget i passagersædet var også et ubestemmeligt rod af blodigt kød og knoglestumper. På bagsædet manglede somalieren kæben og det meste af baghovedet. Ligene var så medtagne, at Plessner ikke kunne identificere nogen af dem som Abdi. “Kan du se kufferten!?” råbte Plessner. “Nej, ikke noget herovre!” lød det fra Olsen. Fuck! Den måtte være i den anden technical. De stormede over til den og flåede dørene op. Samtidig lød en række smæld i karrosseriet, og Plessner følte det, som om nogen snittede ham med en kniv i skulderen og halsen. Var han ramt? Adrenalinen bedøvede smerten, og han ignorerede den. I passagersædet sad Abdi med kufferten i skødet. Tilsyneladende livløs. Plessner rev solbrillerne af ham og gav ham et par lussinger. Øjnene åbnedes en anelse. Han levede. Men også kun akkurat. Den lyse T-shirt under jakken var gennemvædet af blod. Det så slemt ud. Et par projektiler hvislede igennem forruden, og Plessner trak Abdi med sig ned i bunden af kabinen. Ved et svineheld blev han ikke ramt. Heller ikke Abdi lod til at være truffet i den nye skudveksling. Han smilede bare og mumlede et eller andet, der blev opslugt af larmen. “Er du o.k., Olsen?!” Olsen lå ind over chaufføren, også i bunden af kabinen. “Yep!” “Abdi lever – hvad med din?!”

13

Sort daggry.indd 129

129

12/09/13 12.49


“Han er på slisken, men der er puls – tager ham med! Tror sgu, at det er Nadif!” “Roger! Jeg tager Abdi – lad os komme væk!” Flere projektiler peb forbi dem, og Plessner registrerede somaliske råb og kommandoer inde i røgen. Så var det nu! Med et snuptag hev han Abdi ud af bilen, smed ham op på skulderen og greb kufferten med den frie hånd. Den føltes næsten tungere end Abdi. Somalieren var lige så høj som ham selv men vejede formentlig ikke mere end 60 kilo. Plessner og Olsen begyndte at løbe. Der var ikke tid til at søge ned i grøften igen. Når som helst ville militsfolkene dukke op. De nåede tilbage til patruljen, der allerede havde vendt de to technicals. Tarok og Mulle sad klar bag rattet med snurrende motorer. Knap havde Olsen og Plessner smidt sig selv og deres somaliske patienter på ladene, før Schmidt og Falken igen åbnede ild med 14.5’erne. Tarok og Mulle smed hver en røggranat for at sløre patruljens exit, hvorefter dækkene snurrede i gruset, og de tre technicals drønede tilbage ad sporet. I bunden af ladet forsøgte Plessner at fastholde grebet i bilen, Abdi og kufferten, mens glohede patronhylstre fra maskingeværet dryssede ned over ham. Lidt efter blev synet og hørelsen grødet. Hvorfor vidste han ikke. Smerterne var ikke synderligt slemme. Over ham stod Schmidt vagtsomt bag 14.5’eren, men han skød ikke længere. Hans lange manke hang ud under hjelmen og blafrede som en fugls vinger i slowmotion. Løsrevne ord sivede ind i Plessners bevidshed: “Næste stop ... Ahlu Sunna-militsens lejr ... Obersten ...” Så forsvandt larmen. Kun technicalens motor brummede, og et par RPG-granater hvislede som lavtgående stjerneskud hen over den klare nattehimmel uden at finde deres mål. Han følte en ubændig trang til at sove. Det føltes vådt omkring ham nu. Pis? Blod? Hans? Never fucking mind.

14

Sort daggry.indd 130

12/09/13 12.49

Sort dag


13 12.49

20

Somalia, Lower Juba-regionen – næste morgen En sveddråbe gled ind i øjet. Hoffmann måtte anstrenge sig for at se klart. At omdanne væske til tørre, pulveragtige partikler var en relativt elementær proces, og han havde udført den tusindvis af gange før. Ikke desto mindre rystede hænderne let i gummihandskerne, der holdt om det lille plastrør inde i sikkerhedskabinettet. Forsigtigt drejede han kapslen på det forseglede rør. Et svagt klik forplantede sig igennem handsken. Der var fri adgang ind til den blodige grødis. Kun ni millimeter glas adskilte ham fra millioner af viruspartikler. Så skruede han kapslen helt af og hældte nogle dråber af en klar væske ned i røret for at opløse grødisen. Da isen var smeltet, placerede han røret i en holder på Mini Spray Dryer-apparatet og førte omhyggeligt en gummislange ned i væsken. En svag summen begyndte bag glasruden, da han trykkede på powerknappen. Gasstrømmen, temperaturen og varmedysen blev justeret. Processen var i gang, og han gav sig til at vente på, at temperaturen i apparatet blev stabil.

15

Sort daggry.indd 131

131

12/09/13 12.49


Som altid når han beskæftigede sig med vira, dukkede billedet af et bestemt ansigt op i bevidstheden. Det tilhørte en køn og glad jugoslavisk pige, der fejrede sin fjortende og sidste fødselsdag med familien hjemme i landsbyen i Kosovo. Billedet var taget i midten af februar 1972. To uger tidligere var hendes far, en rettroende muslim, vendt tilbage efter en pilgrimsrejse til Mekka, og familien havde fejret hans hjemkomst. Et par dage efter fødselsdagen fik pigen feber og kastede op. Faren bragte hende til den lokale læge, som ordinerede penicillin i den tro, at pigen havde en svær betændelsesinfektion, men medicinen havde ingen effekt på datterens tilstand, der blev værre og værre. Virussen begyndte at danne sorte, blodfyldte blister på kroppen og i ansigtet, det hvide i hendes øjne blev rødt, og hun begyndte at bløde ud af mund, næse, øre, anus og vagina. En uge senere blev pigen indlagt på et hospital i Beograd. Hendes tilstand forværredes. Feberen steg, massive indre blødninger sivede ud af alle kropsåbninger og vædede sengetøjet med inficeret blod. Lægerne og sygeplejerskerne behandlede hende efter bedste evne, men kunne stadig ikke finde ud af, hvad pigen fejlede, og formodede, at det var en usædvanlig reaktion på penicillinen. Først et par dage efter fandt de ud af, at pigen var smittet med koppevirus – formentlig af sin far, der på rejsen til Mellemøsten havde pådraget sig virussen, men da var det for sent. 24 medpatienter blev smittet, og læger og sygeplejersker førte smitten videre. I midten af marts var 250 personer smittet. Ingen overlevede. Myndighederne slog alarm og kontaktede WHO. Hoffmann var en del af det program, som havde til formål at udrydde koppevirussen globalt. I løbet af et døgn ankom han med sine kollegaer til hospitalet i Beograd, hvor virusofrene lå i karantæne. Hoffmann nåede at se pigen, før hun døde. Hun lå i en pøl af sit eget blod, kapslet inde i en plastickuvøse, ude af stand til at røre sig. Heller ikke lugten kunne han glemme. Ofre for koppevirus udskilte en særlig ram dunst af råd, bare mere bitter. Paralyseret af skræk og 132

Sort daggry.indd 132

16

12/09/13 12.49

Sort dag


13 12.49

smerter forblev hun ved bevidsthed indtil det sidste og var klar over, at hun skulle dø. Også karakteristisk for koppevirus. Et par dage senere begyndte hun at gå i opløsning indefra, og endelig, efter 24 dages sygdom, døde hun. Smitten kostede også resten af hendes familie livet. Kun lillebroren overlevede. Han var blevet vaccineret mod kopper i skolen et halvt år tidligere. Jugoslavien var i alarmtilstand. På trods af at det meste af befolkningen var vaccineret, spredte virussen sig eksplosivt. Hæren lukkede byer, havne, lufthavne og landegrænser ned. Landet var komplet isoleret fra resten af verden. I samarbejde med sundhedsmyndighederne iværksatte Hoffmann og hans kollegaer fra WHO et vaccinationsprogram, der i løbet af ti dage vaccinerede 18 ud af landets 21 millioner indbyggere. To uger senere var udbruddet under kontrol. Med forskerholdet fra WHO fortsatte Hoffmann jagten på koppevirussen rundt på kloden i de følgende år. Den 26. oktober 1977 – på hans 36-års fødselsdag – udryddede de det sidste tilfælde i Somalia. Koppevirussen eksisterede herefter kun i laboratorier i USA, Rusland og Holland. Officielt. Derpå stoppede man alle vaccinationsprogrammer for koppevirus verden over. En grøn lampe blinkede. Temperaturen i apparatets systemer var nu stabil, og Hoffmann trykkede på en knap, som startede tørringsprocessen. En højtryksdyse spyede virussubstansen ud som atomiserede partikler, der blev mødt med tør, varm luft i en cylinderformet glasbeholder. Varmen fik væsken til at fordampe og omdannede partiklerne til et næsten usynligt pulver, som nu blev tørret, hvorefter en pumpe i bunden af beholderen sugede det ind i et andet glaskammer. Virussen kunne ikke ses med det blotte øje længere. Men Hoffmann vidste, hvordan partiklerne så ud. Gennem et elektromikroskop lignede de små håndgranater, som vred sig og ventede på at flyve ud og angribe det næste offer. Hver partikel var få mikrometer lang. Eller som Hoffmann plejede at visualisere det for sine studenter, da han

17

Sort daggry.indd 133

133

12/09/13 12.49


underviste på universitetet: Hvis man lagde 3-400 partikler i en række, fyldte de lige så meget som diameteren på et menneskehår. De var lette og dunede og kunne hænge i luften op til flere timer, og under gunstige vindforhold var de i stand til at blæse flere hundrede kilometer væk. Én partikel var nok til at slå et menneske ihjel. Efter at være blevet indåndet og suget ned i lungens yderste sække trængte den ind i blodbanen, begyndte at dele sig og inficere kroppens celler, hvorpå kroppen systematisk blev nedbrudt. Partiklerne var nu tørre og samlet i glaskammeret. Så blev det mere tricky. Hoffmann var ikke ekspert i aerosol-partikelteknologi og havde ikke arbejdet med den i praksis. At føre virussen ind i hvert af medierne, som skulle sprede partiklerne aerosolt, var en prekær og sensitiv proces, og meget kunne gå galt. Men når det lykkedes ham, ville han have udført sin del af aftalen. Og forhåbentlig ville de holde deres del. Samtidig ville han også have skabt et våben, der var designet til at nedbryde den vestlige verden. Hoffmanns hjerne rasede i bestræbelserne på at forpurre planen. Han kunne forsøge at ødelægge virussen. Men det var det samme som at afsige Zanias og hans egen dødsdom. Overfalde en af vagterne, snuppe et våben og skyde sig vej ud af komplekset? Nej, det var ingen mulighed. Tåbeligt. Rent selvmord. Hvilket han også havde overvejet. Men hvordan? Hænge sig? De overvågede ham hvert sekund, og han ville aldrig nå at gennemføre det. Som straf ville de sikkert torturere ham og Zania. Hendes skrækslagne øjne, kælderen, macheterne og manden med gummiforklædet og øksen dukkede op for hans indre øje. Hoffmann tog det første aerosole medie, åbnede det og førte en lille slange ned i mundingen, som han omhyggeligt forseglede. En rød lampe på Spray Dryeren begyndte at blinke, da han trykkede på FEED-knappen. Partikeloverførslen var i gang.

18

Sort daggry.indd 134

12/09/13 12.49


13 12.49

THOMAS RATHSACK

LINKS TIL THOMAS RATHSACK

Sort Daggry er Thomas Rathsacks anden bog i serien med jægersoldaten Michael Plessner som hovedperson.

www.thomasrathsack.dk www.twitter.com/thomasrathsack www.facebook.com/ThomasRathsack

Foto: © Ilan Brender

Født 1967. Sergent i Den Kongelige Livgarde fra 1986. Optages i Jægerkorpset i 1990 og gør tjeneste som jægersoldat indtil 1994. Arbejder dernæst i en årrække som fotograf og it-konsulent. Bliver i 2000 programleder for en dansk minerydningsorganisation i Kaukasus og Afghanistan. Melder sig i 2001 igen under Jægerkorpsets faner og er frem til 2008 indsat i en række specialoperationer i Afghanistan og Irak. Modtager den højeste amerikanske enhedsudmærkelse, Presidential Unit Citation, efter deltagelse i Task Force K-Bar i Afghanistan. Debuterer i 2009 med bestselleren Jæger – i krig med eliten, som er solgt i over 150.000 eksemplarer og udgivet i Norge, Sverige, Finland og Bulgarien. Bogen udløser den største skandale i dansk forsvars nyere historie, en skandale, som koster bl.a. forsvarschefen jobbet.


Din debutbog, Jæger i krig med eliten, hvor du fortæller om din tid i Jægerkorpset, vakte en enorm opmærksomhed og er solgt i over 150.000 eksemplarer. Hvad gav dig lyst til at springe ud på dybt vand som romanforfatter?

Var det ubesværet for dig at hoppe fra et liv som elitesoldat til en karriere som professionel forfatter? Nej. De to professioner er modsætningsfyldte. Som soldat indgik jeg i et fællesskab, hvor man arbejder sammen mod et mål. Som forfatter arbejder jeg stort set alene, hvilket kan være ensomt. Desuden havde jeg ingen forudsætninger for at skrive bøger. Jeg er hverken akademisk anlagt eller uddannet forfatter/ journalist. Den første roman, Shadow Army, var en kamp. Nu går det nemmere. Men det vil jeg lade læserne og anmelderne om at vurdere.

Jeg kunne godt lide at skrive Jægerbogen. Det var derfor nemt at takke ja til tilbuddet om at skrive Michael Plessner-serien, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt. Jeg nyder i højere og højere grad at skrive. Det giver mig frihed. Din første thriller, Shadow Army, fik ros af anmelderne og strøg ind på bestsellerlisterne.

20


Foto: © Ilan Brender

arbejder jeg som sikkerhedskonsulent for at holde mig opdateret omkring det militære håndværk.

Din nye roman, Sort Daggry, handler om biologisk terrorisme. Er det et fænomen, som hører hjemme i fiktionens verden, eller er der en reel risiko for, at vi kommer til at opleve den slags i virkeligheden? Biologisk terrorisme hører (desværre) ikke hjemme i fiktionens verden. Efter min vurdering er det den mest frygtindgydende og potentielt mest dødelige form for terror. Den kan hverken høres, ses eller lugtes. Forskellige former for vira kan købes på det sorte marked, og kyndige hænder kan udvikle en virus til et terrorvåben, som kan slå hundredetusindsvis af mennesker ihjel og få nationer til at kollapse. Dette er beskrevet i Sort Daggry.

Hovedpersonen i din thrillerserie er jægersoldaten Michael Plessner. Minder han om virkelighedens Thomas Rathsack? Plessner og jeg har flere lighedstræk (dog ikke fysiske). Han er tiltrukket af den militære verden, fordi den giver ham frihed og er enkel. Den giver ham også muligheden for at skabe menneskelige relationer, som han ikke er i stand til at skabe andre steder. Den civile verden finder han kold og kynisk, og han føler sig ensom her. Michael Plessner kommer i seriens to første bind på skarpe operationer i Afghanistan og senest i Somalia. Har du en ide om, hvor han skal i kamp, når du om kort tid kaster dig over seriens tredje bind?

Er elitesoldaten Thomas Rathsack gået på pension? Kommer du til at bruge resten af dit arbejdsliv foran computeren? Jeg vil altid være soldat. Pensioneret eller ej. Forhåbentligt vil jeg tilbringe resten af mit liv bag computeren med at skrive bøger. Jeg researcher grundigt, og det bringer mig ud i de lande og miljøer, hvor mine bøger udspilles. Senest har jeg tre gange været i Somalia for at lave research til Sort Daggry. Desuden

Det har jeg. Jeg er i fuld gang med det tredje bind, som skal foregå i Grønland. Inden længe rejser jeg derop. Bogens temaer: selvopholdelsesdrift, den kinesiske efterretningstjeneste, uranudvinding, grønlandsk armod.

21


LÆS FØRSTE BIND I SERIEN med jægersoldaten Michael Plessner som hovedperson. Thomas Rathsack skriver sig direkte ind i en international tradition for thrillere, som handler om elitesoldater på skarpe operationer.

★★★★★

– Børsen Det er action med realisme, og det kræver håndelag at kunne holde den stil kørende over en hel bog både sprogligt og indholdsmæssigt, uden at det bliver monotont – men forfatteren er simpelthen på hjemmebane. En flot spændingsroman, der holder hvad den lover: Blod, sved og sammenhold (…) Jeg ser frem til at overgive mig til Rathsack igen. – Weekendavisen

★★★★

– Ekstra Bladet En regulær spændingsroman (…) Hurtig og effektiv. Alene Rathsacks baggrund bør trække læsere til hans nye bog. Man mærker den faglige ekspertise, når han tørt og nøgternt beskriver Jægerkorpsets operationer i felten. (…) Jeg glæder mig til at læse den næste.

★★★★

– Fyens Stifstidende Han er tør, rå og skræmmende realistisk som forfatter (…) Bogens plot er orkestreret som en skarp indsats af aktionsstyrken. (…) Du slipper ikke ud af bogens greb før sidste side.

★★★★

Fås også som e-bog

– Krigeren.dk Det er underholdning – men underholdning, man bliver klogere af. Læsning kan anbefales.

Sort daggry - af Thomas Rathsack  

En dansk professor i mikrobiologi og hans datter omkommer tilsyneladende under en dykkerferie i det nordlige Kenya ikke langt fra grænsen ti...