Som man sår_Læseprøve

Page 1

© Kajsa Göransson

AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER

„Spændingen bliver bare ved at eskalere … Ganske enkelt et must.“ KRISTIANSTADSBLADET

Tre år er gået. Vanja Lithner har overtaget Rejseholdet, og det nye OM SEBASTIAN BERGMAN-SERIEN „Vildt imponerende ... En kompleks og overbevisende roman.“

teams første opgave bliver at stoppe en snigskytte, som efter tre mord på blot få dage har sat en skræk i livet på alle i Karlshamn. Der findes ingen ledetråde, ingen vidner, og ofrene synes tilfældigt udvalgt. Alle i byen er potentielle skydeskiver.

SUNDAY TIMES

♥♥♥♥♥ „Krimigys ... Hæver sig over den vanlige krimistrøm.“ FEMINA

EL PERIÓDICO

♥♥♥♥♥ „Fortættet nonstop spænding.“ POLITIKEN

blev morfar, og arbejder nu som psykolog og terapeut på deltid. Men alt vendes på hovedet, da han kontaktes af en mand, der har brug for hjælp til at bearbejde sine oplevelser efter tsunamien i 2004. Billy skal være far og bestemmer sig for, at han ikke længere vil acceptere sine mørke, hemmelige drifter. Men fortiden glemmer ikke. Spørgsmålet er, hvor langt Billy er villig til at gå for ikke at blive afsløret.

Som man sår er syvende og næstsidste del af den succesfulde serie om kriminalpsykolog Sebastian Bergman og teamet fra

TIDLIGERE BØGER I SERIEN: MANDEN DER IKKE VAR MORDER DISCIPLEN FJELDGRAVEN DEN STUMME PIGE DE UEGNEDE EN HØJERE RETFÆRDIGHED

Rejseholdet. „Pas på, den spolerer din nattesøvn.“ MARIESTADS-TIDNINGEN

„Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt er usædvanlig dygtige krimiforfattere, de opbygger plot og tempo med en elegance som kun få formår.“ DAGENS NYHETER

ISBN 978-87-400-7471-0

SOM MAN SÅR

„En suveræn og enormt vanedannende serie, takket være blandingen af geniale plots og realistiske personer.“

Sebastian Bergman har søgt en mere stille tilværelse, siden han

MICHAEL HJORTH & HANS ROSENFELDT danner sammen bestsellermakkerparret Hjorth Rosenfeldt, som har stor succes med serien om kriminalpsykolog Sebastian Bergman, der er solgt til udgivelse verden over.

MICHAEL HJORTH er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducenter. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringerne af Henning Mankells Wallanderromaner og senest Netflix-serien Snabba Cash.

HANS ROSENFELDT er internationalt anerkendt manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen

SOM MAN SÅR EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI PÅ DANSK VED LILIAN KINGO OG MORTEN VISBY

HR. FERDINAND

og Netflix-serien Marcella. I 2020 debuterede han med Ulvesommer, første bind i en ny spændingsserie om Hannah Wester og hendes team fra Haparandas politi.



SOM M AN SÅR

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 1

05-01-2022 15:01:48


Af samme forfattere Manden der ikke var morder Disciplen

Fjeldgraven

Den stumme pige De uegnede

En højere retfærdighed

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 2

05-01-2022 15:01:48


Titelblad

HJORTH ROSENFELDT SOM MAN SÅR KRIMINALROMAN

På dansk ved Lilian Kingo og Morten Visby

Hr. Ferdinand

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 3

05-01-2022 15:01:49


Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 4

05-01-2022 15:01:49


Ci-

Så hæng dem højt Så hæng dem langsomt Men hæng dem højt Jeg kræver hævn En tidlig morgen Født til sjov – Kent, “Töntarna”.

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 5

05-01-2022 15:01:49


Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 6

05-01-2022 15:01:49


H

vor længe siden var det, hun rejste derfra? År. Flere år. Men hvor mange? Tydeligvis færre end ti. Uinteressant. Burde og kunne godt blive flere og længere, kunne hun mærke, da hun så den velkendte bys silhuet uden for bussens vindue. Hvad lavede hun her? Hvorfor var hun taget tilbage? Hvad var den egentlige grund? Ti år siden, og så hvad? Hvorfor var hun ikke bare ligeglad? Det var hun også. Havde ingen som helst interesse i at få at vide, hvad der var sket med nogen af de niogtyve personer, hun havde været tvunget til at tilbringe tid sammen med i tre år. Hvad de lavede nu, om de havde familie, hvad de arbejdede med, hvor de boede. Hun var ligeglad, ligeglad med dem. Hun kunne heller ikke forestille sig, at nogen skulle være interesseret i hende. Hun havde aldrig betydet noget for nogen af dem. Kunne de overhovedet huske hende? Nogle kunne måske. Burde kunne. Eller glemte man dem, man havde behandlet dårligt? Eksisterede de kun, så længe man kunne pine dem? Forsvandt, når det ikke længere kunne lade sig gøre at såre dem? Nye ofre erstattede måske på alle måder de gamle. Hvad lavede hun her? Hvorfor var hun taget tilbage? Det var ikke sådan, at hun vendte tilbage i triumf. Ingen sød hævn. Ingen forhåbninger om, at de skulle samles omkring hende eller synes bedre om

7

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 7

05-01-2022 15:01:49


hende, fordi hun var blevet kendt eller succesrig. Hun kunne ikke komme tilbage og vise dem det. Den grimme ælling havde ikke forvandlet sig til en svane, var bare blevet ældre, hårdere, den grimme and. Så hvad lavede hun her? Hvorfor var hun taget tilbage? Måske ville hun bare vise, at hun levede, at hun turde, at det ikke var lykkedes dem at knække hende? Men forholdt det sig nu også sådan? Hvem vidste, hvordan hendes liv ville have set ud, hvis de der år havde været anderledes? Været bedre? Været til at holde ud? Uden De Tre, som bestemte, at hun ikke engang var værd at blive irriteret på? Behandlede hende som luft. Som ingenting. Uden det tavse følge, så usikre, så bange for at havne i hendes situation, som gjorde det muligt. Uden Macke og Philip. Nej, ikke det. Ikke nu. Ikke endnu. Hun skubbede dem væk: tankerne, navnene, den aften. De ville være der, påmindede hun sig selv. Hun ville møde dem. I aften. Til festen, eller hvad man nu skulle kalde det. I hvert fald ikke genforening. Man skulle have følt en eller anden form for samhørighed for at kunne blive genforenet. De ville være der. Måske var det alligevel derfor, hun tog derhen, tog tilbage. Drømmen. Den, der kom igen og igen. Første gang kom den til hende om natten, efter at hun havde fået invitationen. Og oftere sidenhen, efter at hun havde takket ja. Den, hvor hun fik oprejsning. Hvor hun forsvarede sig selv. Gav dem, hvad de fortjente. Indimellem så virkelig, så levende, at hun vågnede med en følelse af triumf. Som selvfølgelig forsvandt, så snart hun stod op, var tilbage i virkeligheden. Bussen kørte forbi de skilte, der viste, at de nu kørte ind i Karlshamn, at hun var tilbage i den by, hun var rejst fra. Havde forladt. Var flyttet fra. Klumpen i maven, som hun havde troet var anger eller angst, var nok i virkeligheden noget andet, sagde hun til sig selv. Beslutsomhed. Forventning. Et langsomt genopstået had, som hun havde skubbet væk så længe, men som hun nu ville give lov til at vokse.

8

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 8

05-01-2022 15:01:49


Det var derfor, hun tog tilbage. Det var det, hun skulle gøre. Slå igen.

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 9

05-01-2022 15:01:49


K

ungsgatan. Angelica Carlsson gjorde ikke noget forsøg på at holde det tilfredse smil tilbage, da hun drejede ind på vejen. Der fandtes større og mere luksuøse villaer, finere lejligheder og boliger i Karlshamn, mere eksklusive adresser. Men efter knap fire måneder var hun mere eller mindre flyttet ind i en stor treværelses på Kungsgatan. Slet ikke så dårligt. Hundrede og tolv dage efter, at hun havde mødt Nils første gang. Hundrede og tretten efter, at hun havde taget kontakt til ham på en af alle de datingsider, hun var registreret på og regelmæssigt gik ind på. Sytten år ældre end hende. Så rar ud, fraskilt, en datter, der ikke længere boede hjemme, hans profil så ud til at være perfekt, præcis den slags mand, hun ledte efter, men sikker kunne hun selvfølgelig ikke være. Det var først på femte, eller måske var det på sjette date, hun forstod, at hun havde mødt den helt rette. Med blikket slået ned havde hun en smule genert lagt sin hånd på hans og sagt, at hun håbede, han ville mødes med hende igen, hun ville virkelig sætte pris på, at det … blev til mere, at de ligesom blev et par. Han havde leet en smule genert og ville sikkert have slået afværgende ud med hænderne, hvis hun ikke havde holdt fast i den ene af dem. “Hvad skal du med mig?” Hun lod aldrig den boblende glæde nå op til ansigtet, så bare alvorligt på ham, sagde, at han var dum, spekulerede på, hvorfor han nedvurderede sig selv, han, der lod til at være så fantastisk god en mand. Det var derfor, hun gerne ville tilbringe mere tid sammen med ham. Hånd i hånd var de

10

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 10

05-01-2022 15:01:49


gået hjem til ham den aften. Første gang hun var oppe i lejligheden på Kungsgatan. Et par uger senere introducerede hun Dick. Hendes håbløse idiot af en ekskæreste. Nedstemt og en smule distræt havde hun mødt Nils hjemme hos ham efter arbejde. Han kunne selvfølgelig mærke, at alting ikke var, som det skulle være, men hun ville ikke tale om det, ikke blande ham ind i det. Holdt fast i det, indtil hun følte, at han snart ikke ville blive ved med at spørge, men faktisk gøre, som hun bad ham om og lade det ligge. Så fortalte hun modvilligt alt. Aftenen blev til nat, før hun var færdig. Så vidste Nils alt om, hvordan hun og Dick havde mødt hinanden, dengang hun var ung og dum, at hun havde syntes, det var spændende med hans højtflyvende, urealistiske planer, vanvittige påfund, ubekymrede livsstil, men at der under den underholdende, charmerende overflade fandtes en mørk, kontrollerende side. Mens tårerne løb, fortalte hun, at hun efter et par år var blevet gravid, at Dick absolut ikke ville have barnet, havde tvunget hende til at vælge mellem ham og babyen, og at han havde dumpet hende alligevel, kun få måneder efter aborten. Nils havde holdt om hende i sofaen, hun havde tørret sine tårer, ladet sig trøste. Havde spekuleret på, hvordan hun skulle fortsætte, men han hjalp hende ved at spørge, hvorfor hun tænkte på Dick netop i dag, netop nu. Var der sket noget? Havde han ladet høre fra sig? Ja, det var der. Det havde han. For nogle år siden var han kommet tilbage ind i hendes liv, sagde hun. Var begyndt at lægge an på hende igen. Havde sagt, at han savnede hende, at han var ked af den måde, han havde behandlet hende på, havde indset, hvor dårligt han havde opført sig. Han var blevet mere moden og spurgte, om det ikke kunne blive de to igen. Havde tigget og bedt. Hun var faldet for det. Havde troet, at han rent faktisk havde forandret sig. At han ville kunne give hende den tryghed, hun søgte. Det var startet godt, efter et halvt års tid besluttede de sig for at flytte sammen, købte en lejlighed i Göteborg. Men efter få måneder sneg hans

11

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 11

05-01-2022 15:01:49


jaloux, kontrollerende side sig frem og tog overhånd. Denne gang blev han voldelig. Et eller andet sted havde hun fundet styrken til at rive sig løs. Det ville aldrig lykkes ham at få hende tilbage igen, hvad han end sagde, hvilke løfter han end gav. Hun var færdig med Dick. Men han var ikke færdig med hende, overhovedet ikke. Med jævne mellemrum lod han høre fra sig, var krævende, truede hende, pressede hende, gjorde alt, hvad han kunne for at gøre hendes liv besværligt og ødelægge det. Nu var det noget med lejligheden i Göteborg og lånene, hun vidste ikke rigtigt, havde lagt på, da han begyndte at skælde ud, og havde blokeret ham, men alligevel var det lykkedes ham at krybe ind under huden på hende. Derfor havde hun været trist, da hun kom, selvom hun burde være lykkelig. Med sit liv. Med ham. Med Nils. Den nat gik de i seng med hinanden første gang. Bagefter græd hun i hans arme. Talte om, hvor glad og taknemmelig hun var for, at de havde mødt hinanden. Han fik hende til at føle sig så tryg, han passede så godt på hende. “Jeg kan godt lide at tage mig af dig,” hviskede han og strøg hende kærligt over håret. Hun krammede ham tavst, det var præcis, hvad hun gerne havde villet høre. I ugerne efter flyttede hun mere eller mindre ind. Kom oftere, blev længere, tog et sæt skiftetøj eller to med, fik en hylde, en skuffe, plads i garderoben. Ekskonen havde hun hverken set eller hørt noget til, datteren vidste, at Angelica fandtes, havde det tilsyneladende fint med, at han havde fundet en ny. De havde ikke vanvittig meget kontakt, Nils og hans datter, ringede til hinanden en gang hver fjortende dag i bedste fald. I løbet af den tid, Angelica havde været i lejligheden, var datteren aldrig kommet på besøg, selvom hun boede i Helsingborg, knap to timer væk. Angelica tog de sidste skridt hen mod døren. Det tilfredse smil var nødt til at forsvinde nu. Blive afløst af uroen og angsten. Det var på tide at tage det næste skridt. I dag var det lykkedes Dick at få fat i hende igen. Han havde truet med politiet og fogeden og alt muligt. Hun forstod ikke rigtigt alt, hvad han sagde, men det var noget med, at han havde tænkt sig at sælge lejligheden i Göteborg, og at hun på en eller anden måde skyldte ham penge. Hun ville komme op i lejligheden i oprørt tilstand, oprevet, tårevædet, 12

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 12

05-01-2022 15:01:49


have behov for den trøst, som kun Nils kunne give. Som hun ville få. Men hun ville ikke være i stand til at falde til ro. Ikke i aften. 235.000 kroner ville Dick have. Rigtig, rigtig, rigtig mange penge. Hvor skulle hun få dem fra? Så langt kunne hun planlægge, bagefter måtte hun improvisere. Med lidt held ville Nils straks og frivilligt tilbyde at låne hende pengene uden at stille spørgsmål eller tjekke noget. Det var mest sandsynligt, at han ville foreslå juridisk hjælp, måske en politianmeldelse. Det måtte hun i så fald forsøge at styre udenom, skynde sig langsomt og varsomt plante den idé, at han i stedet kunne blive den, der hjalp hende med at blive fri en gang for alle. Hendes ridder på den hvide hest. Et lån. Et for ham overkommeligt beløb, for hende livsafgørende. I det mindste indtil det næste problem dukkede op, og hun fik brug for mere. Hun satte nøglen i døren og lukkede øjnene. Mærkede tårerne vælde op i øjnene. Hold da kæft, hvor var hun god. Øvelse gør mester. Da hun åbnede øjnene igen, havde hun en ottendedel sekund tilbage at leve i. Knap nok. Projektilet forlod geværet med en fart på næsten otte hundrede meter i sekundet. Mere end dobbelt så hurtigt som lyden, så hun nåede ikke at høre det dumpe knald, før hun blev ramt i tindingen og faldt død om på sit højtelskede Kungsgatan.

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 13

05-01-2022 15:01:49


Kerstin Neuman Bernt Andersson Angelica Carlsson Philip Bergström Aakif Haddad Lars Johansson Ivan Botkin Annie Linderberg Peter Zetterberg Milena Kovacs

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 14

05-01-2022 15:01:49


D

et tredje lig, det tredje drab. Vanja kastede et blik hen mod ambulancen, som uden hastværk trillede igennem afspærringerne på Kyrkogatan, hvor en flok nysgerrige havde samlet sig bag den blåhvide polititape. Den grøngule bil blev fotograferet og filmet af flere mobiltelefoner, da den uden blink og sirener styrede mod det nærmeste hospital med lighus. Vanja vidste ikke, hvor det lå, hun havde ikke nået at blive tilstrækkelig kendt med byen endnu. Ursula vidste det, hun havde været der for selv at danne sig en opfattelse af de to tidligere ofres kvæstelser. Det eneste, de ellers vidste om dem, var det, de havde kunnet læse sig til på stationen, efter at det lokale politi havde overdraget efterforskningen til dem. Den første var en otteogtresårig kvinde, Kerstin Neuman, skudt, da hun sandsynligvis var på vej ud for at tømme postkassen ved den store vej. Ikke meget at komme efter dér, den lille gård, hvor hun boede alene, lå for sig selv omkring tyve kilometer uden for selve landsbyen. Et afsidesliggende sted, som Kerstin Neuman bevidst havde valgt, kunne Vanja forstå, da hun læste sig ind på sagen. Der fandtes ikke noget direkte trusselbillede imod hende, men alle – eller i hvert fald rigtig mange – i Karlshamn vidste, hvem Kerstin Neuman var. Vidste, hvad hun havde gjort. Eller rettere, hvad hun havde været ude for, eftersom hun aldrig blev holdt officielt ansvarlig. For busulykken. Den anden hed Bernt Andersson, treoghalvtreds år gammel, men så mindst ti år ældre ud på det billede, der hang på opslagstavlen på deres midlertidige kontor på politistationen et par gader væk. Resultatet af et hårdt 15

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 15

05-01-2022 15:01:49


liv. I ret mange år havde han været misbruger af det meste, der kunne misbruges. Ifølge de personer, som fra tid til anden løb ind i ham, når han daskede rundt i Asarum, hvor han boede, havde det på det seneste tydeligvis handlet mest om alkohol. Han var et kendt ansigt for det lokale politi, havde tilbragt utallige nætter i detentionen, var blevet anholdt for forstyrrelse af den offentlige orden, tiltalt for mindre narkoforbrydelser, men var altid sluppet med dagbøder. Politianmeldt et par gange for tyveri og vold mod de forskellige kvinder, det fra tid til anden var lykkedes ham at flytte ind hos i en periode. Men ingen domfældelser. De havde fundet ham liggende på et af redskaberne i et udendørs træningsområde i udkanten af en skov, tre dage efter at Kerstin Neuman var blevet skudt. Et skud i tindingen, øjeblikkeligt dødbringende, samme gevær begge gange, viste det sig. Det var på dette tidspunkt, det var lykkedes Krista Kyllönen, chefen for det lokale politidistrikt, at overtale sine overordnede på region Syd i Malmö til at sende bud efter Rejseholdet. Usædvanligt, når en efterforskning ikke havde varet mere end en uges tid, men i begge tilfælde handlede det trods alt om en snigskytte, og der var ingen vidner. Ingen tekniske beviser ud over projektilerne, ingen patronhylstre efterladt på stedet, ingen dækspor, intet mistænkeligt på de få overvågningskameraer, der sad rundt omkring i byen. De havde intet at gå efter og havde brug for hjælp. At påstå, at de var ankommet til en by ramt af rædsel, var at overdrive, men et tredje skudoffer inden for otte dage ville uden tvivl øge uroen og frygten, og så var vreden aldrig langt borte. Vanja sukkede for sig selv. Det her kunne let udvikle sig til et mareridt. Det måtte ikke ske. Der blev holdt øje med hende. Det var hendes første store efterforskning, efter at hun var blevet chef for Rejseholdet i december. Efter at hun havde taget over fra Torkel. Hun kiggede tilbage op ad gaden, op mod afspærringen i det næste kryds, ved Södra Fogdelyckegatan. Vanja vidste ikke, hvad Fogdelycke var for noget, om det overhovedet var et rigtigt ord. Det lød som noget, nogen havde fundet på. Også dér havde der samlet sig nysgerrige, men ikke så mange, og de havde færre telefoner fremme. Det lå længere væk fra selve 16

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 16

05-01-2022 15:01:49


gerningsstedet, og det var ikke så let at tage billeder, der viste meget mere end en almindelig gade i en mindre by. Måske kunne de få Ursula med på billedet, som hun sad der på hug i færd med at fotografere det sted, hvor offeret havde ligget, som ifølge det kørekort, de havde fundet i hendes frakke, hed Angelica Carlsson og var niogtredive år gammel. “Vanja.” Hun vendte sig om og så Carlos komme gående hen imod sig. Det var i starten af april, solen var ganske vist på vej ned, men det var ikke koldt, i hvert fald ikke så koldt, som man skulle tro, når man så Carlos Rojas. Huen trukket ned over ørerne, forede handsker, et halstørklæde under den tykke, eksklusive frakke, som Vanja vidste dækkede over en strikket trøje, en flonelsskjorte og en T-shirt. Hun var ret sikker på, at han også havde lange underbukser på under sine mærkejeans. Carlos var det seneste skud på stammen i gruppen. Den første gang, de havde arbejdet sammen, havde været i Uppsala, hvor de havde jagtet en serievoldtægtsmand. Vanja forsøgte at lade være med at tænke på de uger i oktober for tre et halvt år siden. At hun havde været så tæt på selv at blive et af ofrene. Så mange uhyggelige ting og en af de underligste sager, hun havde opklaret, men det var her, hun og de andre fra Rejseholdet havde mødt Carlos. Dengang Torkel holdt op – blev tvunget til at gå af, rettede hun sig selv – var de nødt til at få en ny ind i teamet. Det blev Carlos. Let at samarbejde med, dygtig, arbejdsom, omhyggelig. Masser af egenskaber, som Vanja satte pris på, især nu hvor hun var den øverste ansvarlige for alt, hvad der havnede på deres bord. Men han frøs. Altid. Uanset temperaturen. “Hvad er der?” spurgte hun, da han nåede hen til hende. “Jeg har en kvinde deroppe,” sagde han og pegede op mod klokketårnet, der stod et stykke oppe på bakken bag et sort smedejernsstakit på den anden side af gaden. “Hun siger, hun hørte, at der blev skudt.” “Hørte?” “Hørte. Vil du tale med hende?” Vanja tænkte sig om i en fart. Ville hun det? Det var hendes gæt, at det eneste, hun ville få at vide, var, at kvinden havde hørt et knald. Men hun burde. Var tvunget til at vende hver eneste sten … Hun fulgte efter Carlos op mod det beigepudsede lille stentårn, som 17

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 17

05-01-2022 15:01:49


normalt ville stå ved en kirke, men som tronede alene oppe på bakketoppen, selvom den nærmeste kirkebygning lå en halv gade derfra. Her og der på græsplænen var der grupper af påskeliljer på vej til at springe ud. Foråret er længere fremme her end i Stockholm, tænkte Vanja og følte sig som en pensionist. Det var noget, hendes far kunne have sagt. I hvert fald en af hendes fædre. Valdemar. Ham, hun havde troet, hun ville holde fast ved, hvad der end skete, men som hun efter mange komplicerede omgange, løgne og afsløringer havde mistet kontakten med. Det gjorde det heller ikke ligefrem bedre, at han sad i fængsel. I stedet var det Sebastian Bergman, som hun i mange år havde gjort alt, hvad hun kunne, for at få skubbet ud af sit liv, som hun fra tid til anden tog kontakt til. De havde det seneste år underligt nok udviklet et næsten normalt forhold. Nogle gange tog livet de mest besynderlige drejninger. Det havde med hendes datter at gøre. Amanda. Sebastians barnebarn. Som blev tre til juli. Vanja afbrød sine tanker og skubbede den længsel væk, som hun følte, hver gang hun tænkte på Amanda, hvilket var tit. De kom hen til kvinden, der ventede på dem med en brunternet trolley ved sin side. Hun var omkring de halvtreds og havde en kort, ujævn frisure, som Vanja gættede på var et resultat af mødet med en saks foran badeværelsesspejlet derhjemme, hendes tøj var helt og rent, men hun så alligevel en smule lurvet ud. I den ene hånd holdt hun en gribetang, og Vanja kunne se, at trolleyen var halvfuld af tomme dåser og plasticflasker. Hun præsenterede sig med navn og titel og bad kvinden om at fortælle. “Jeg har allerede sagt det til ham derhenne,” sagde hun med et nik hen imod Carlos. “Jeg gik her, der er en del unge her om aftenen, så det plejer at være et godt sted at finde dåser, og så hørte jeg et knald.” Vanja bandede i sit stille sind. Hun kunne, burde, have ladet Carlos tage det her. Prioritere. Uddelegere. Det havde Torkel været god til. “Et knald?” “Som et skud.” “Ved du hvorfra?” “Nej, det gav ligesom genlyd mellem husene.” Vanja så sig omkring. Der fandtes ikke rigtigt noget “mellem husene”. Der lå ganske vist to lave træhuse for enden af gaden og en stor, rød bygning, 18

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 18

05-01-2022 15:01:49


hvorpå der stod Forsamlingshus med store bogstaver cirka tredive meter inde på det parklignende område, hvor de stod nu. Ellers kun stenhuset i tre etager i ensom majestæt på den ene side af Kungsgatan. Ikke meget at give genlyd imellem for en lyd. “Du så ikke nogen løbe væk herfra?” “Nej.” “Slet ikke noget, der bevægede sig, også selvom han ikke løb? Ingen bil, der kørte væk?” “Nej, men jeg hørte knaldet.” “Tak, min kollega tager dine kontaktoplysninger, hvis vi får brug for at lade høre fra os igen. Tak for hjælpen.” Vanja begyndte at gå tilbage mod gaden nedenfor. Hun så sig omkring. Hvor kunne skuddet være kommet fra? Fra nogle af husene på de gader, der krydsede den, som var spærret af nu? Muligvis. Eventuelt fra et sted inde i parkområdet, som hun netop var på vej til at forlade, men mere usandsynligt. Få træer at skjule sig bag, ingen store, tætte buskadser, risikabelt i dagslys. Faktisk var der ingen grund til at spekulere på det, de vidste ikke noget om vinklen på skuddet, de ville sandsynligvis heller aldrig få det at vide, eftersom de ikke vidste, hvor Angelica Carlsson stod, da hun blev skudt. Der sad en nøgle i låsen, der hvor de fandt hende, hvilket tydede på, at hun havde været på vej ind ad den blå dør. Hvis hun havde stået foran den, var skuddet kommet et eller andet sted fra højre. I så fald fra Södra Fogdelyckegatan … Skulle hun sende nogen ud for at stemme dørklokker i de gule murstenshuse i krydset, hvorfra man kunne se drabsstedet? Hvad ville Torkel have gjort? Uden at have taget nogen beslutning gik hun ned på gaden igen, samtidig med at Billy kom ud fra den blå dør og kom hen imod hende med hurtige skridt. “Jeg ved, hvor hun var på vej hen.”

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 19

05-01-2022 15:01:49


S

å snart Vanja trådte ind i lejligheden på første sal, fik hun en fornemmelse af, at det ikke var Angelicas hjem. Hun havde befundet sig i så mange boliger gennem årene – ofrenes, de pårørendes, gerningsmændenes – og her fik hun straks en følelse af, at det ikke var en kvindes hjem. Kunne ikke rigtigt sætte fingeren på det, men det føltes … færdigt. Som om nogen var gået ind i en møbelforretning og havde købt alt, hvad der var brug for, hverken mere eller mindre, og det var så det. Det havde ikke fået et sidste touch, var ikke gjort personligt, der var ikke lagt noget til eller trukket noget fra. Vedkommende havde bare stillet sig tilfreds på en måde, som Vanja mente, en kvinde ikke ville gøre. Måske var hun bare fordomsfuld, men lejligheden føltes som en hurtig – mandlig – løsning efter en skilsmisse. I sofaen sad den mand, som Billy havde sagt hed Nils Fridman, måske lidt under tres, beige lærredsbukser og en ternet skjorte, hår, som både var begyndt at blive gråt og tyndt, et urørt glas vand foran sig på sofabordets glasskive, med tårerne løbende ned over de blege kinder. Hænderne hang tungt ned langs siden, skuldrene ludede; det virkede, som om alle kræfter blev brugt på bare at holde kroppen oprejst. Vanja fortalte endnu en gang, hvem og hvad hun var, og spurgte, om han kunne klare at svare på et par spørgsmål. Nils nikkede, rømmede sig og fiskede et stoflommetørklæde op af den slags, som Vanja ikke havde troet, nogen under firs brugte længere. Han tørrede hurtigt sine våde kinder, hvorefter han pudsede næse og puttede lommetørklædet i lommen igen. “Den kvinde, vi fandt udenfor, hun hed Angelica Carlsson?” spurgte Vanja, mens hun satte sig yderst ude på kanten i stuens eneste lænestol. 20

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 20

05-01-2022 15:01:49


“Ja.” Han fik atter tårer i øjnene, da han hørte hendes navn, men lommetørklædet blev i lommen. “Og hun var på vej hen til dig?” Endnu en gang snarere en påstand end et spørgsmål, men atter fik hun et bekræftende blik som svar. “Boede hun her, eller hvor kendte du hende fra?” Nils snøftede, sank et par gange som for at sikre sig, at stemmen ikke skulle knække over, da han vendte sine rødgrædte øjne mod Vanja. “Vi var kærester,” sagde han med grødet stemme. “Hun boede her indimellem.” “Når hun ikke var her, hvor boede hun så?” spurgte Vanja og så ud af øjenkrogen, at Billy gik i gang med at tage notater. Nils trak vejret for at svare, men standsede et kort sekund og tænkte efter, mens en rynke dukkede op i panden. “Hun … hun har en lejlighed ude ved Bräkne-Hoby … Ronneby, deromkring …” “Du har aldrig været hjemme hos hende?” “Nej, vi var mest her. Eller vi var altid her, hvis vi ikke var i byen.” Han talte lidt langsommere, da han sagde det sidste, og Vanja fik en følelse af, at det netop nu gik op for ham, at det var lidt underligt, at han aldrig havde været hjemme hos Angelica, og at han ikke engang vidste, hvor hun boede. “Hvor længe havde I været sammen?” “Vi mødtes i slutningen af december, på en af de der datingsider.” “Så næsten fire måneder.” “Ja.” “Men du var aldrig hjemme hos hende.” “Nej.” Vanja sendte Billy et hurtigt blik. At Nils aldrig havde sat sine ben i Angelicas hjem, tydede på, at hun ikke ville have ham der, og det, at hun ikke ville have ham der, kunne betyde, at hun havde noget at skjule, at der fandtes noget, Nils ganske enkelt ikke måtte vide noget om. “Har du adressen?” “Nej, desværre.” “Vi finder den, bare rolig.” Vanja blev tavs, så på den sorgramte mand, 21

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 21

05-01-2022 15:01:49


og det gik op for hende, at det næste spørgsmål ville blive endnu sværere for ham. Hun lænede sig frem, sænkede stemmen noget. “Kan du fortælle noget om hende, som kan forklare, hvorfor hun blev dræbt?” Nils rystede bare på hovedet igen, øjnene blev ganske rigtigt fyldt med tårer en gang til, som om det blev for meget for ham, hver gang han blev mindet om, at hun var død. Han fiskede lommetørklædet op og gentog proceduren fra før: tørre tårer, pudse næse, tilbage ned i lommen. Vanja tog sig selv i at spekulere på, om der fandtes et system, så man undgik at gnide det gamle snot ud i øjnene, men hun skubbede tanken fra sig. Fokus på det, der var vigtigt. “Var det ikke ham, der har skudt de andre to?” fik Nils frem til sidst. “Måske,” medgav Vanja. “Men hun sagde aldrig noget om, at hun følte sig truet eller overvåget eller noget i den retning? Ikke noget, hun fortalte dig?” “Der var ham Dick,” sagde Nils nærmest eftertænksomt. “Hvem er Dick?” “En ekskæreste, som hun havde boet sammen med i Göteborg, og som stadig gjorde livet surt for hende indimellem.” “På hvilken måde?” “Ringede og sagde, at hun skyldte ham penge, truede med politiet og med at pudse fogeden på hende og den slags.” Vanja kiggede hen på Billy igen, forstod, at de tænkte det samme, da han tog sin telefon og gik ud for at se, hvad han kunne finde på ham Dick. “Ved du, hvad han hedder til efternavn?” vendte han sig om og spurgte i døren, inden han forlod værelset. “Nej, hun sagde bare Dick.” “Okay. Tak.” Vanja sad stille et stykke tid og tænkte sig om. En ekskæreste. Aldrig et godt tegn. Mange kvinder blev truet, slået, dræbt af mænd, som de havde eller havde haft et nært forhold til. Alt for mange. Hvert år. En jaloux ekskæreste. Slet ikke umuligt. Men fandtes der i så fald en kobling til de andre, eller var de to første drab et forsøg på at skjule, at Angelica hele tiden havde været det tilsigtede offer. Da Vanja formulerede det for sig selv, lød det utrolig søgt, langt ude. 22

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 22

05-01-2022 15:01:49


De vidste for lidt, først og fremmest om Angelica, men i grunden om alting. De vidste ingenting. “Ikke andet, som du ved tyngede eller bekymrede hende?” “Nej, hun var hele tiden så glad … så kærlig og god …” Stemmen svigtede ham igen, og denne gang kunne han ikke holde en hulken tilbage. Vanja kastede et hurtigt blik hen på sofaen, mente ikke, der var mere, Nils Fridman kunne hjælpe dem med. Ikke lige i øjeblikket i hvert fald. “Er der nogen, vi kan ringe til, nogen, du vil have til at komme og holde dig med selskab?” spurgte hun, mens hun rejste sig op fra lænestolen, parat til at afslutte besøget. Til hendes store lettelse rystede Nils atter på hovedet. Hun ville så hurtigt som muligt tilbage til deres lokale på den statelige politistation på Erik Dahlbergsvägen, havde brug for at være alene, tænke, lægge en strategi for, hvad de skulle gøre nu, hvordan de skulle gå videre med efterforskningen. Ansvaret var hendes nu. For første gang, og hun kunne mærke, hvor meget det tyngede. Det var slemt nok, at de havde tre ofre. Hun ville for enhver pris undgå et fjerde.

Hjorth_Rosenfeldt_Som man saar_BOG.indb 23

05-01-2022 15:01:49


© Kajsa Göransson

AF FORFATTERNE BAG TV-SERIERNE BROEN OG WALLANDER

„Spændingen bliver bare ved at eskalere … Ganske enkelt et must.“ KRISTIANSTADSBLADET

Tre år er gået. Vanja Lithner har overtaget Rejseholdet, og det nye OM SEBASTIAN BERGMAN-SERIEN „Vildt imponerende ... En kompleks og overbevisende roman.“

teams første opgave bliver at stoppe en snigskytte, som efter tre mord på blot få dage har sat en skræk i livet på alle i Karlshamn. Der findes ingen ledetråde, ingen vidner, og ofrene synes tilfældigt udvalgt. Alle i byen er potentielle skydeskiver.

SUNDAY TIMES

♥♥♥♥♥ „Krimigys ... Hæver sig over den vanlige krimistrøm.“ FEMINA

EL PERIÓDICO

♥♥♥♥♥ „Fortættet nonstop spænding.“ POLITIKEN

blev morfar, og arbejder nu som psykolog og terapeut på deltid. Men alt vendes på hovedet, da han kontaktes af en mand, der har brug for hjælp til at bearbejde sine oplevelser efter tsunamien i 2004. Billy skal være far og bestemmer sig for, at han ikke længere vil acceptere sine mørke, hemmelige drifter. Men fortiden glemmer ikke. Spørgsmålet er, hvor langt Billy er villig til at gå for ikke at blive afsløret.

Som man sår er syvende og næstsidste del af den succesfulde serie om kriminalpsykolog Sebastian Bergman og teamet fra

TIDLIGERE BØGER I SERIEN: MANDEN DER IKKE VAR MORDER DISCIPLEN FJELDGRAVEN DEN STUMME PIGE DE UEGNEDE EN HØJERE RETFÆRDIGHED

Rejseholdet. „Pas på, den spolerer din nattesøvn.“ MARIESTADS-TIDNINGEN

„Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt er usædvanlig dygtige krimiforfattere, de opbygger plot og tempo med en elegance som kun få formår.“ DAGENS NYHETER

ISBN 978-87-400-7471-0

SOM MAN SÅR

„En suveræn og enormt vanedannende serie, takket være blandingen af geniale plots og realistiske personer.“

Sebastian Bergman har søgt en mere stille tilværelse, siden han

MICHAEL HJORTH & HANS ROSENFELDT danner sammen bestsellermakkerparret Hjorth Rosenfeldt, som har stor succes med serien om kriminalpsykolog Sebastian Bergman, der er solgt til udgivelse verden over.

MICHAEL HJORTH er en af Sveriges mest kendte manuskriptforfattere og filmproducenter. Han står blandt andet bag flere af manuskripterne til filmatiseringerne af Henning Mankells Wallanderromaner og senest Netflix-serien Snabba Cash.

HANS ROSENFELDT er internationalt anerkendt manuskriptforfatter bag blandt andet tv-serien Broen

SOM MAN SÅR EN SEBASTIAN BERGMAN-KRIMI PÅ DANSK VED LILIAN KINGO OG MORTEN VISBY

HR. FERDINAND

og Netflix-serien Marcella. I 2020 debuterede han med Ulvesommer, første bind i en ny spændingsserie om Hannah Wester og hendes team fra Haparandas politi.