efter hun havde arvet huset. Han var immigreret fra Hong Kong og var kommet til USA uden af kende nogen, og han talte kun et meget begrænset engelsk og med en stærk accent. Hans accent havde kun forbedret sig minimalt, og når de talte sammen, var mrs. Richardson sommetider henvist til bare at nikke eller smile. Men mr. Yang var en flink mand, syntes hun. Han arbejdede hårdt. Han kørte skolebus for Laurel Academy, en privat pigeskole i nærheden, og så arbejdede han også som handyman. Han ville aldrig under andre omstændigheder have været i stand til at bo så rart et sted med bare én indkomst. Han ville være endt i en trang og kedelig lejlighed omkring Buckeye Road, eller mere sandsynligt i det nedslidte område i den østlige del af Cleveland, der gik under betegnelsen Chinatown, hvor huslejen var usandsynlig lav, hver anden ejendom stod tom, og sirenerne lød mindst én gang hver eneste nat. Desuden vedligeholdt mr. Yang huset, så det fremstod i upåklagelig stand, han reparerede dryppende vandhaner, lappede flisestien ude foran, og han havde forvandlet det lille frimærke ude bagved til en frodig have. Hver sommer forærede han hende kinesiske meloner, som han selv havde dyrket, som en slags tiende, og selvom mrs. Richardson ikke anede, hvad hun skulle stille op med dem – de var jadegrønne, rynkede og ubehageligt melede – så satte hun pris på hans betænksomhed alligevel. Mr. Yang var præcis sådan en lejer, mrs. Richardson gerne ville have: Et venligt menneske, som hun kunne gøre en tjeneste, og som var taknemmelig for det. Med førstesalen havde hun ikke været så heldig. Lejerne var røget ud og ind en gang om året: En cellist, der lige var blevet ansat som underviser på Institute of Music; en fraskilt i 40’erne; et ungt, nygift par, nyuddannede fra Cleveland State. De fortjente alle sammen den lille håndsrækning, som hun var begyndt at kalde det for sig selv. Men ingen blev boende særlig længe. Cel listen, der ikke fik pladsen som førstecellist i Cleveland Orchestra 21
Sma_pasatte_brande.indd 21
08/03/18 11.19