Små påsatte brande

Page 1

– N E W YO R K T I M ES B O O K R E V I E W

Dybt tilfredsstillende læseoplevelse. – THE INDEPENDENT

Blændende! – L.A. TIMES

Udsøgt, medrivende, kompleks pageturner. – BOSTO N GLO BE

Ng er en sand fortællemester og tvinger os til at se os selv i øjnene. – SAN FR ANCISCO CHRONICLE

VI N D ER AF G O O D RE A DS’

I villakvarteret Shaker Heights i Cleveland er der styr på tingene. Vejene er et sirligt symmetrisk net, husenes farver nøje afstemt, og beboerne dyrker rummelighed, engagement og regelrethed som idealer. Og ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson. Ind på scenen træder Mia Warren, kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson. Mias mystiske fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer hurtigt med at forstyrre roen i det velordnede kvarter. Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighed ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at tvinge Mias hemmeligheder frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.

L Æ S E R P R I S 2 017

A M A ZO NS „ Å R E T S B O G 2 017 “

Skarp, begavet og indfølende. Et mirakel af en bog. – P A U L A H AW K I N S , forfatteren bag Kvinden i toget

Celeste Ng SM Å PÅSAT TE BR A N D E

En totalt medrivende, ofte hjerteknusende, dybt empatisk læseoplevelse.

EN N EW YO R K TI M ES - B ES TSEL L ER

SM Å PÅSAT TE BR A N D E roman

C E L E S T E N G (f. 1980) er en ameri-

kansk forfatter. Hun har læst ved Harvard University og University of Michigan. Små påsatte brande er hendes anden roman. Hendes første, Alt det jeg aldrig fortalte dig, udkommer i foråret 2019 på dansk. Hun bor i Cambridge, Massachusetts. Celesteng.com

Celeste Ng H r. F e r d i n a n d


Til dem derude, der selv gĂĽr rundt og puster til ilden

Sma_pasatte_brande.indd 5

08/03/18 11.19


Celeste Ng

Små påsatte brande På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

Roman

Hr. Ferdinand

Sma_pasatte_brande.indd 3

08/03/18 11.19


Sma_pasatte_brande.indd 6

08/03/18 11.19


Uanset om du køber en grund tæt på skoleområdet, flere tønder land i Shaker Country Estates, eller et af husene, som vi tilbyder i særligt udvalgte kvarterer, får du adgang til at dyrke fritidsinteresser som golf, ridning, tennis og sejlsport; de uovertrufne skoler er inkluderet; og der er livsvarig garanti mod afskrivninger og uforudsete forandringer. Annonce, The Van Sweringen Company, grundlægger og udvikler af Shaker Village

Men når alt kommer til alt, så er folk fra Shaker Heights stort set som folk fra alle andre steder i Amerika. De har måske tre eller fire biler i stedet for en eller to, og de har måske to fjernsyn i stedet for et, og når en pige fra Shaker Heights gifter sig, så er det måske med ottehundrede gæster og Meyer Davis med band fløjet ind fra New York, i stedet for en bryllupsreception for hundrede med det lokale band, men det er alt sammen kun detaljer, ikke fundamentale forskelle. “Vi er venlige mennesker, og vi har det skønt!” udtalte en kvinde i Shaker Heights Country Club for nylig, og hun har ret, for indbyggerne i Utopia ser faktisk ud til at leve ret så lykkeligt. “Det gode liv i Shaker Heights”, Cosmopolitan, marts 1963.

7

Sma_pasatte_brande.indd 7

08/03/18 11.19


Sma_pasatte_brande.indd 8

08/03/18 11.19


1

A

lle i Shaker Heights talte om det den sommer: Hvordan Isabelle, den yngste af Richardson-børnene, til sidst var gået helt amok og havde brændt huset ned. Hele foråret havde sladderen handlet om den lille Mirabelle McCullough – eller afhængig af, hvilken side man var på, May Ling Chow – og nu var der langt om længe noget nyt og opsigtsvækkende at tale om. Lidt efter klokken tolv den lørdag i maj hørte de, der gik og købte ind i Heinen’s, brandbilerne, der i susende fart kørte i retning af den lille sø. Et kvarter over tolv holdt fire brandbiler parkeret på Parkland Drive, hvor alle seks værelser i Richardson-familiens hus stod i flammer, og alle i en kilometers radius kunne se røgen, der rejste sig over trætoppene som en tæt, sort tordensky. Senere ville folk sige, at tegnene havde været der hele tiden: Izzy var ærlig talt lidt skør, der havde altid været et eller andet underligt ved den Richardson-familie, og så snart de havde hørt sirenerne den morgen, vidste de bare, at der var sket noget ganske forfærdeligt. På det tidspunkt var Izzy selvfølgelig over alle bjerge, så der var ikke nogen til at forsvare hende, og folk kunne sige – og sagde – præcis, hvad der passede dem. Men lige da brandbilerne ankom og et pænt stykke tid derefter, vidste ingen faktisk, hvad der var sket. Naboerne stimlede sammen så tæt op ad den improviserede afspærring, som de kunne – en politibil 9

Sma_pasatte_brande.indd 9

08/03/18 11.19


holdt parkeret på tværs et par hundrede meter derfra – og herfra så de brandfolkene trække slangerne ud, men de så ud, som om de anså slaget for tabt allerede. På den anden side af gaden snadrede gæssene efter andemad, uden overhovedet at lade sig anfægte. Mrs. Richardson stod ude på striben af græs mellem fortovet og gaden og holdt sin lyseblå morgenkåbe tæt lukket om halsen. Selvom det var blevet eftermiddag, sov hun stadig, da røgalarmerne var gået i gang. Hun var gået sent i seng og havde med fuldt overlæg sovet længe. Det mente hun, at hun havde fortjent efter en ret så strabadserende dag forinden. Aftenen før havde hun fra et af vinduerne ovenpå set en bil parkere foran huset. Indkørslen var lang og formet som en dyb hestesko, der slog en bue hen foran hoveddøren og tilbage – vejen befandt sig altså godt hundrede meter væk, så hun kunne ikke se tydeligt så langt. Desuden var det i maj næsten mørkt ved ottetiden. Men hun havde genkendt sin lejers lille, lysebrune Volkswagen med tændte forlygter. Døren i passagersiden gik op og en slank skikkelse steg ud og lod døren stå på klem: Mias teenagedatter, Pearl. Kabinelyset oplyste bilen indefra, men bilen var proppet med bagage næsten helt op til loftet, og mrs. Richardson kunne kun lige skimte silhuetten af Mias hoved med det løst opsatte hår knejsende på toppen af hovedet. Pearl bøjede sig ind over postkassen, og mrs. Richardson kunne høre, hvordan lugen knirkede, da den først blev åbnet og bagefter lukket i. Så sprang Pearl tilbage til bilen og smækkede døren. Bremselysene lyste rødt og blinkede så ud, og bilen forsvandt i skumringen. Mrs. Richardson var lettet gået ned til postkassen og havde fundet et sæt nøgler, ingen besked. Hun havde tænkt sig at gå over næste dag og tjekke udlejningshuset på Winslow Road, selvom hun allerede nu kunne regne ud, at de var væk. Det var derfor, hun havde tilladt sig selv at sove længe, og nu var den blevet halv et, og hun stod på græsset bag fortovet i sin 10

Sma_pasatte_brande.indd 10

08/03/18 11.19


morgenkåbe og med sin søn, Trips tennissko på fødderne, mens hun så huset brænde. Da hun var blevet vækket af røgalarmens skingre hyl, var hun løbet fra værelse til værelse for at sørge for at få Trip, Lexie og Moody ud. Det gik op for hende, at hun slet ikke havde ledt efter Izzy, fordi hun gik ud fra, at det var hendes skyld. Der var tomt på værelserne, bortset fra lugten af benzin og et lille, knitrende bål i hver eneste seng, som om en sindssyg pigespejder havde været forbi. Da hun tjekkede stuen, tv-stuen, udestuen og køkkenet, var røgen begyndt at brede sig, og så var hun til sidst løbet udenfor, hvor hun kunne høre, at brandbilerne, tilkaldt via deres alarmsystem, allerede var på vej. Ude i indkørslen kunne hun se, at Trips Jeep var væk. Det samme gjaldt Lexies Explorer og Moodys cykel og så selvfølgelig hendes mands sedan. Han plejede at køre ind på kontoret lørdag morgen for at indhente det forsømte. En eller anden måtte ringe til ham. Hun kom i tanke om, at Lexie gudskelov havde overnattet hos Serena Wong. Hun spekulerede på, hvor Izzy var blevet af. Hun spekulerede på, hvor hendes sønner befandt sig, og hvordan hun skulle forklare dem, hvad der var sket.

Da branden var slukket, var huset ikke, som mrs. Richardson havde frygtet, brændt ned til grunden. Alle vinduer var væk, men ydermuren stod stadig, fugtig og sodet og dampende, og det meste af taget var intakt. De oversprøjtede, mørke tegl blinkede som fiskeskæl. Richardson-familien ville først få lov til at gå ind i huset om et par dage, når brandmyndighedens ingeniører havde testet, at alle bjælker stadig holdt, men selv ude fra vejen – det tætteste det gule advarselstape tillod dem at komme – kunne de se, at der ikke var ret meget, der stod til at redde. “Hold da op,” sagde Lexie. Hun sad på taget af sin bil, der nu 11

Sma_pasatte_brande.indd 11

08/03/18 11.19


stod parkeret på den anden side af vejen på plænen, der bredte sig ned mod den lille sø. Hun og Serena lå stadig og sov ryg mod ryg i Serenas dobbeltseng, da dr. Wong havde rusket hende i skulderen efter kun én gang at have hvisket “Lexie, Lexie, lille skat. Vågn op. Din mor har lige ringet.” Den var over to, inden de var faldet i søvn, da de havde snakket – som de havde gjort hele foråret – om den lille Mirabelle McCullough og diskuteret dommens udfald, og hvorvidt hendes nye forældre burde have fået tilkendt forældremyndigheden, eller om den skulle være givet tilbage til sin egen mor. “Hun hedder jo ikke engang rigtigt Mirabelle McCollough, for fanden,” havde Serena sagt som det sidste, inden de mutte og tavse til sidst var faldet i søvn begge to. Nu iagttog Lexie røgen, der pulsede ud af vinduet fra hendes værelse, og tænkte på alt det, der nu var væk. Alle hendes T-shirts i kommoden, hendes jeans i skabet. Alle de små breve, Serena havde skrevet til hende siden femte klasse, og som lå sammenfoldet i en skotøjsæske under sengen. Selve sengen, hvor også dyne og sengetøj nu kun var sprøde, forkullede flager. Armbåndet med lyserøde roser, som hendes kæreste, Brian, havde givet hende, da de skulle til gamle elevers fest, og som havde hængt til tørre på hendes spejl med kronblade, der changerede mellem bordeaux og blodrødt. Nu var der kun aske tilbage. Hun havde haft skiftetøj med hen til Serena, så hun var faktisk bedre stillet end resten af familien, gik det op for hende: På bagsædet havde hun en taske med et par jeans og en tandbørste. Nattøj. Hun skævede til sine brødre og til sin mor, der stadig stod i morgenkåbe på græsset ude ved vejen, og hun tænkte, de har bogstavelig talt ikke andet end det tøj, de går og står i. Bogstavelig talt var Lexies yndlingsord, som hun ofte brugte også om situationer, der var alt andet end bogstavelige. Men i det her tilfælde brugte hun det for en gangs skyld mere eller mindre korrekt. Trip, der stod ved siden af hende, kørte fraværende en hånd 12

Sma_pasatte_brande.indd 12

08/03/18 11.19


gennem håret. Solen stod højt på himlen nu, og varmen fik krøllerne til at kruse. Han havde spillet basketball henne ved medborgerhuset, da han havde hørt brandbilernes sirener, men han havde ikke tænkt videre over det. (Her til morgen havde han haft andet at tænke på, men han ville nok ikke under nogen omstændigheder have bidt mærke i det.) Så klokken et, da alle var sultne og havde besluttet sig for at gå, var han kommet kørende. Som sædvanlig havde han ikke lagt mærke til noget, selvom han havde haft vinduerne rullet ned. Det var først, da han så, at vejen var afspærret af en politibil, at det gik op for ham, at der måske var noget galt. Efter ti minutters forklaring fik han langt om længe lov til at parkere sin Jeep over for huset, hvor Lexie og Moody allerede stod og ventede. De satte sig op på biltaget i samme rækkefølge, som de havde siddet på alle familieportrætterne, der indtil nu havde hængt over trappen. Lexie, Trip og Moody: fjerde, tredje og andet år på high school. De kunne godt fornemme et tomrum. Izzy, den yngste på første år, det sorte får, den utilpassede, var der ikke – men de var stadig overbeviste om, at det kun var midlertidigt. “Hvad har hun dog tænkt på?” mumlede Moody, og Lexie sagde: “Hun er oven i købet selv godt klar over, at hun er gået langt over stregen den her gang. Det må være derfor, hun er stukket af. Når hun kommer tilbage, slår mor hende ihjel.” “Hvor skal vi bo?” spurgte Trip. De var tavse et øjeblik, mens de funderede over det. “Vi skal vel bo på et hotelværelse eller sådan noget,” sagde ­Lexie til sidst. “Det tror jeg, Josh Trammels familie gjorde.” Alle kendte den historie: Hvordan Josh Trammel, fra andet år, for et par år siden var faldet i søvn med et tændt stearinlys, der havde nedbrændt hans forældres hus. Rygtet lød, at det ikke var et stearinlys, men en joint, men huset havde været så medtaget, at det ikke kunne afgøres, og Josh havde holdt fast i sin stearinlysforkla13

Sma_pasatte_brande.indd 13

08/03/18 11.19


ring. Alle tænkte stadig på ham som det fjols, der havde brændt et hus ned, selvom det nu var længe siden, og han fornylig havde afsluttet sine studier på Ohio State med udmærkelse. Nu ville Josh Trammels ildebrand helt sikkert ikke længere være den mest berygtede brand i Shaker Heights. “Ét hotelværelse? Til os alle sammen?” “Eller to værelser, hvad ved jeg. Eller måske præsidentsuiten. Hvor skulle jeg vide det fra.” Lexie trommede med fingrene på knæet. Hun havde lyst til en smøg, men efter det, der lige var sket – og for næsen af sin mor og ti brandmænd – turde hun ikke tænde en. “Mor og far løser det. Og forsikringen betaler.” Selvom hun kun havde en vag fornemmelse af, hvordan en forsikring fungerede, så virkede det sandsynligt. I hvert fald så var det de voksnes problem, ikke deres. De sidste brandmænd forlod huset og trak maskerne af. Det meste af røgen var væk, men der var fugtigt overalt som i et badeværelse, efter at nogen havde taget et langt, varmt brusebad. Taget på bilen var blevet varmt, og Trip strakte sine ben ned over forruden og prikkede til viskerne med det yderste af en klipklapper. Så kom han til at grine. “Hvad er det, der er så sjovt?” sagde Lexie. “Jeg så bare Izzy for mig, og hvordan hun har rendt rundt og tændt ild over alt.” Han fnyste. “Skøre kugle.” Moody trommede på tagbagagebæreren. “Hvordan kan vi være så sikre på, at det er hende, der har gjort det?” “Kom nu.” Trip sprang ned fra bilen. “Vi taler om Izzy. Og alle vi andre er her. Mor er her. Far er på vej. Mangler vi andre?” “Izzy er her ikke. Men er hun den eneste, der kan være ansvarlig for det?” “Ansvarlig?” indskød Lexie. “Izzy?” “Far var på arbejde,” sagde Trip. “Lexie var ovre hos Serena. Jeg var henne på Sussex og spille bold. Og dig?” 14

Sma_pasatte_brande.indd 14

08/03/18 11.19


Moody tøvede. “Jeg var cyklet hen på biblioteket.” “Der kan du jo selv se.” For Trip var svaret indlysende. “De eneste, der var hjemme, var Izzy og mor. Og mor lå og sov.” “Måske var det en kortslutning. Eller måske har en eller anden glemt at slukke for komfuret.” “Brandmændene har sagt, at der var flere små påsatte brande,” sagde Lexie. “Branden er opstået flere steder. Måske har der også været brugt antændingsvæske. Ikke et uheld.” “Vi ved jo alle sammen, hvor sindssyg hun altid har været.” Trip lænede ryggen op mod bildøren. “Du har altid drillet hende,” sagde Moody. “Måske er det derfor, hun opfører sig sindssygt.” På den anden side af vejen begyndte brandbilerne at rulle slangerne ind. De tre tilstedeværende Richardson-børn så brandfolkene lægge økserne fra sig og trække de tilrøgede, gule dragter af sig. “En eller anden burde gå hen til mor,” sagde Lexie, men ingen rørte sig. Et øjeblik efter sagde Trip, “Når mor og far finder Iz, så spærrer de hende inde på den lukkede resten af livet.” Ingen tænkte over, at Mia og Pearl netop var rejst fra huset på Winslow Road. Mrs. Richardson, der iagttog, hvordan indsatslederen omhyggeligt tog notater på sit clipboard, havde glemt alt om sine tidligere lejere. Hun havde ikke nævnt det for hverken sin mand eller børn endnu. Moody havde godt lagt mærke til, at de var væk i morges, men var ikke klar over, hvad det skulle betyde. Langt nede af Parkland Drive viste deres fars BMW sig som en blå prik. “Hvordan kan I være så sikre på, at de finder hende?” spurgte Moody.

Sma_pasatte_brande.indd 15

08/03/18 11.19


2

F

orrige juni, da Mia og Pearl var flyttet ind i det lille udlejningshus på Winslow Road, havde hverken mrs. Richardson (som teknisk set ejede huset) eller mr. Richardson (der udleverede nøglerne) tænkt nærmere over det. De vidste, at der ikke var en mr. Warren, og at Mia ifølge kørekortet fra Michigan, som hun havde fremvist, var seksogtredive. De havde lagt mærke til, at hun ikke gik med vielsesring på venstre hånd, men gik med alle mulige andre ringe: en stor ametyst på pegefingeren, en ring lavet ud af en sølvske på lillefingeren og noget på tommelfingeren, som mrs. Richardson mente måtte være en humørring, der skiftede farve i takt med temperaturen. Men hun virkede flink nok, og det gjorde hendes datter Pearl også. Hun var en tilbageholdende femtenårig pige med en lang, mørk fletning. Mia betalte den første og sidste måneds husleje og depositummet med en stak tyvedollarsedler, og den lysebrune VW Golf – allerede medtaget dengang – spruttede hen ad Parkland Drive mod det sydlige Shaker, hvor husene lå tættere, og haverne var mindre. Winslow Road bestod af en lang række tofamilieshuse, men set fra fortovet ville man ikke have regnet det ud. Udefra så man kun én yderdør, én udendørslampe, én postkasse, ét husnummer. Der var ganske vist to elmålere, men de var – beordret af kommunen – sat op på bagsiden af huset henne ved garagen. Det var først, når 16

Sma_pasatte_brande.indd 16

08/03/18 11.19


man kom ind i entreen, at man fik øje på de to døre, hvor den ene ledte op til lejligheden på 1. salen og den anden ind til lejligheden i stuen og den fælles kælder. Alle husene på Winslow Road husede to familier, men udefra så det ud, som om der kun var én. De var bygget sådan med vilje. På den måde undgik beboerne stigmatiseringen, der fulgte med at bo i et dobbelthus – at bo til leje i stedet for at eje – og det højnede standarden, for områder med lejeboliger var ellers mindre attraktive. Det vidste alle. Sådan var det i Shaker Heights. Der var regler, mange regler for, hvad man måtte og ikke måtte, og det fandt Mia og Pearl hurtigt ud af, da de var flyttet ind i deres nye hjem. De lærte at skrive deres nye adresse 18434 Winslow Road, første for at være sikre på, at deres post blev leveret til dem og ikke til mr. Yang neden­under. De fandt ud af, at den lille stribe græs mellem fortovet og vejen blev kaldt træplænen – på grund af de unge lønnetræer, der var plantet der, et per hus – og at skraldespandene ikke skulle stilles ud fredag morgen for at blive tømt, men blev hentet omme bag ved huset for ikke at skæmme facaden. Mænd i orange kedeldragter susede ned ad hver indkørsel på et motoriseret køretøj for at hente skraldet fra sit skjul bag huset og transporterede det ud til den store skraldevogn, der imens stod i tomgang ude på vejen. Chokket, hun havde fået den første fredag, de boede i huset, sad i kroppen på Mia i månedsvis, fordi en vogn med flammer malet på siden var brølet forbi køkkenvinduet. De vænnede sig til det med tiden, ligesom de vænnede sig til den fritstående garage – godt gemt af vejen bag huset, igen for ikke at skæmme facaden – og de lærte at tage en paraply med, hvis de ville holde sig tørskoede fra bil til hus, når det var regnvejr. Senere, da mr. Yang rejste væk i to uger i juli for at besøge sin mor i Hong Kong, lærte de, at en uklippet plæne resulterede i et høfligt, men bestemt brev fra kommunen om, at deres græs var mere end 15 cm langt, og at kommunen ville slå det inden tre dage, hvis det ikke blev bragt i 17

Sma_pasatte_brande.indd 17

08/03/18 11.19


orden – og sende dem en regning på 100 dollars. Der var mange regler at lære. Og der var mange andre regler, som Mia og Pearl ikke forstod før langt senere. Regler for, hvilke farver et hus måtte males i for eksempel. Et hjælpsomt skema fra kommunen havde inddelt hvert hus i henholdsvis Tudor, Engelsk og Fransk stil med en oversigt over passende farver henvendt til såvel arkitekter som husejere. Huse i engelsk stil måtte kun males skiferblåt, mosgrønt eller en særlig lysebrun for at sikre en æstetisk sammenhæng på hver enkelt vej. Huse i Tudor-stil skulle kalkes i en bestemt råhvid nuance, og træværket males i en bestemt mørkebrun. I Shaker Heights var der en plan for alt. Da byen var blevet anlagt i 1912 – som en af de første konstruerede byer i hele landet – var skolerne bygget, så alle børn selv kunne gå i skole uden at skulle krydse en stor vej. Sidevejene ledte ud til de store boulevarder med strategisk placerede stoppesteder til dem, der pendlede med færge ind til Cleveland. Faktisk var byens motto – bogstavelig talt, som Lexie ville have sagt – “De fleste fællesskaber opstår ved et tilfælde. De bedste er planlagt”. Den underliggende filosofi var, at alting kunne – eller burde – planlægges, og hvis bare man gjorde det, så kunne man undgå det upassende, det ubehagelige og det katastrofale. Men der var også andre, mere behagelige ting at opdage i løbet af de første uger. Mens de gjorde rent og malede og pakkede ud, lærte de vejnavnene at kende i området: Winchell, Latimore, Lynnfield. De fandt vej hen til det lokale supermarked, Heinen’s, hvor man blev behandlet som adelige. I stedet for selv at køre sine indkøb ud på parkeringspladsen, satte en dreng i poplinskjorte et nummer på indkøbsvognen og udleverede et skilt i rødt og hvidt med et tilsvarende nummer. Skiltet skulle sættes i bilruden, og når man så kørte bilen helt hen til døren, kørte en anden dreng indkøbene ud og pakkede omhyggeligt varerne i bagagerummet uden at forvente drikkepenge. 18

Sma_pasatte_brande.indd 18

08/03/18 11.19


De fandt ud af, hvor den billigste benzintank var – på hjørnet af Lomond og Lee Roads, altid en cent billigere end de andre steder; hvor apoteket var og hvem, der udleverede rabatkuponer. De fandt ud af, at beboerne i Cleveland Heights og Warrensville og Beachwood kørte deres skrald ud på fortovet som almindelige mennesker, og de fandt ud af, hvilke dage der var skrald på hvilke veje. De fandt ud af, hvor man kunne købe en hammer, en skruetrækker, en dåse maling og en pensel: Det kunne man alt sammen få hos Shaker Isenkram, men kun mellem 9.30 og 18, for ejeren sendte sine medarbejdere hjem, så de kunne være med ved middagsbordet. Og for Pearls vedkommende var der mødet med udlejeren og Richardson-børnene. Moody var den første, der vovede sig hen til det lille hus på Winslow. Han havde hørt, hvordan hans mor havde fortalt hans far om de nye lejere. “Hun er kunstner af en eller anden slags,” havde mrs. Richardson sagt, og da mr. Richardson spurgte hvilken slags, så havde hun for sjov svaret “af den økonomisk trængte slags.” “Det er helt i orden,” forsikrede hun sin mand. “Hun har betalt sit depositum kontant.” “Det er jo ikke det samme, som at hun betaler huslejen til tiden fremover,” sagde mr. Richardson, men de var begge klar over, at lejen ikke betød noget. Den var kun 300 dollars for førstesalslejligheden, og de havde ikke det mindste brug for pengene for at klare sig. Mr. Richardson var forsvarsadvokat, og mrs. Richardson arbejdede for lokalavisen, Sun Press. De havde ingen lån i huset på Winslow Road. Mrs. Richardsons forældre havde købt det i sin tid som investeringsobjekt, da hun var teenager. Lejen havde først bidraget til at betale hendes studier på Denison. Senere var den blevet en lille månedlig “håndsrækning” – som hendes mor kaldte det – da hun lige var begyndt i sit første job som journalist. Og da hun havde giftet sig med 19

Sma_pasatte_brande.indd 19

08/03/18 11.19


Bill Richardson og var blevet mrs. Richardson, havde det været med til at nedbringe lånet på deres eget smukke Shaker-hus, det hus på Parkland Drive, som hun senere skulle se brænde ned. Da mrs. Richardsons forældre døde for fem år siden med kun få måneders mellemrum, havde hun arvet Winslow-huset. Hendes forældre havde boet i ældrebolig et stykke tid forinden, og hendes barndomshjem var allerede solgt. Men de havde beholdt Win­slow-huset. Lejen havde dækket udgifterne til hjemmehjælp, og mrs. Richardson havde bagefter beholdt huset af sentimentale årsager. Nej, det var ikke pengene, det kom an på. Lejen – i alt 500 dollars – gik nu til ferieopsparingen hver måned, og sidste år havde indtægten betalt for deres tur til Martha’s Vineyard, hvor Lexie havde perfektioneret sin baghånd, Trip havde fordrejet hovedet på de lokale piger, Moody var blevet solskoldet, og Izzy under tvang til sidst var gået med ned på stranden – skulende i Doc Martens og fuldt påklædt. Men sandheden var, at der fint havde været råd til den ferie alligevel. De havde ikke brug for pengene fra huset, og derfor handlede det for mrs. Richardson om, hvem hun lejede ud til. Hun ville gerne føle, at hun gjorde noget godt for nogen. Hendes forældre havde opdraget hende til at tænke på andre. De havde dengang hvert år doneret beløb til dyrevelfærd og UNICEF, og de havde altid støttet de lokale foreninger og engang vundet en kæmpe teddybjørn efter en af de budrunder, Rotary Club havde indkaldt til. Mrs. Richardson anså huset for at være en form for velgørenhed. Hun holdt huslejen kunstigt nede. Fast ejendom var ikke så dyr i Cleveland, men lejligheder i gode kvarterer som Shaker kunne være bekostelige – så hun lejede kun ud til folk, hun syntes fortjente det, og som af en eller anden grund ikke havde fået en fair chance i livet. Det var en glæde for hende at udjævne den uretfærdighed. Mr. Yang havde været den første lejer, hun havde taget ind, 20

Sma_pasatte_brande.indd 20

08/03/18 11.19


efter hun havde arvet huset. Han var immigreret fra Hong Kong og var kommet til USA uden af kende nogen, og han talte kun et meget begrænset engelsk og med en stærk accent. Hans accent havde kun forbedret sig minimalt, og når de talte sammen, var mrs. Richardson sommetider henvist til bare at nikke eller smile. Men mr. Yang var en flink mand, syntes hun. Han arbejdede hårdt. Han kørte skolebus for Laurel Academy, en privat pigeskole i nærheden, og så arbejdede han også som handyman. Han ville aldrig under andre omstændigheder have været i stand til at bo så rart et sted med bare én indkomst. Han ville være endt i en trang og kedelig lejlighed omkring Buckeye Road, eller mere sandsynligt i det nedslidte område i den østlige del af Cleveland, der gik under betegnelsen Chinatown, hvor huslejen var usandsynlig lav, hver anden ejendom stod tom, og sirenerne lød mindst én gang hver eneste nat. Desuden vedligeholdt mr. Yang huset, så det fremstod i upåklagelig stand, han reparerede dryppende vandhaner, lappede flisestien ude foran, og han havde forvandlet det lille frimærke ude bagved til en frodig have. Hver sommer forærede han hende kinesiske meloner, som han selv havde dyrket, som en slags tiende, og selvom mrs. Richardson ikke anede, hvad hun skulle stille op med dem – de var jadegrønne, rynkede og ubehageligt melede – så satte hun pris på hans betænksomhed alligevel. Mr. Yang var præcis sådan en lejer, mrs. Richardson gerne ville have: Et venligt menneske, som hun kunne gøre en tjeneste, og som var taknemmelig for det. Med førstesalen havde hun ikke været så heldig. Lejerne var røget ud og ind en gang om året: En cellist, der lige var blevet ansat som underviser på Institute of Music; en fraskilt i 40’erne; et ungt, nygift par, nyuddannede fra Cleveland State. De fortjente alle sammen den lille håndsrækning, som hun var begyndt at kalde det for sig selv. Men ingen blev boende særlig længe. Cel­ listen, der ikke fik pladsen som førstecellist i Cleveland Orchestra 21

Sma_pasatte_brande.indd 21

08/03/18 11.19


flyttede i bitterhed fra byen. Den fraskilte blev gift igen efter en fire måneder lang, stormfuld forelskelse og flyttede sammen med sin nye mand til et splinternyt McMansion i Lakewood. Og det unge par, der ellers havde virket så oprigtige, så hengivne og så dybt forelskede, havde skændtes uafbrudt og gik fra hinanden efter kun otte måneder og efterlod sig et brud på lejekontrakten, et par knuste vaser og tre huller i væggen i hovedhøjde, hvor vaserne havde ramt. Det måtte hun tage ved lære af, tænkte mrs. Richardson. Denne gang ville hun være mere omhyggelig. Hun bad mr. Yang om at reparere væggen og tog sig god tid til at finde en ny lejer. Det skulle være af den rigtige slags. 18434 Winslow Road, første stod tom i næsten seks måneder, indtil Mia Warren og hendes datter dukkede op. Enlig mor, velformuleret og kunstnerisk, med en datter, der var høflig og ret køn og åbenbart ualmindeligt godt begavet. “Jeg har hørt, at skolerne i Shaker er de bedste i Cleveland,” havde Mia sagt, da mrs. Richardson havde spurgt, hvorfor de ville til Shaker. “Pearl er allerede på collegeniveau. Men jeg har ikke råd til privatskole.” Hun skævede til Pearl, der stod lige så stille i den tomme stue i lejligheden med foldede hænder og smilede genert. Der var noget ved det blik mellem mor og datter, der fangede mrs. Richardsons hjerte som et sommerfuglenet. Hun forsikrede Mia om, at ja, skolerne i Shaker var fremragende – ­Pearl kunne tage højt niveau i alle fag; der var laboratorier, planetarium og undervisning i fem fremmedsprog. “Der er også en skøn dramalinje, hvis hun er interesseret i det,” tilføjede hun. “Min datter Lexie var Helena i En skærsommernatsdrøm sidste år.” Hun citerede Shaker-skolens motto: Et samfund skal bedømmes på dets skoler. Ejendomsskatterne i Shaker var højere end nogen andre steder, men beboerne fik så sandelig også noget for pengene. “Men du skal jo bo til leje, så du får alle fordelene uden at bære byrden,” tilføjede hun og lo. Hun rakte 22

Sma_pasatte_brande.indd 22

08/03/18 11.19


Mia et ansøgningsskema, men hun havde allerede bestemt sig. Det gjorde hende umådelig tilfreds at forestille sig denne kvinde og hendes datter slå sig ned i lejligheden. Pearl kunne lave sine lektier ved køkkenbordet. Mia kunne måske arbejde på et maleri eller en skulptur – hun havde endnu ikke nævnt sit materiale – i udestuen ud mod baghaven. Moody, der lyttede til sin mor, mens hun beskrev deres nye lejere, var mindre optaget af kunstneren end af den ‘højt begavede’ datter lige på hans alder. Et par dage efter, Mia og Pearl var flyttet ind, kunne han ikke dy sig længere. Som altid tog han cyklen, en gammel Schwinn uden gear, som havde været hans fars engang for længe siden i Indiana. Ingen andre cyklede i S ­ haker Heights. Ingen tog bussen heller: Enten kørte man, eller også blev man kørt. Det var en by skabt til biler og for folk, der havde biler. ­Moody kørte på cykel. Han blev først seksten til foråret, og han bad aldrig hverken Lexie eller Trip køre sig, hvis han kunne undgå det. Han satte af og fulgte kurven ned ad Parkland Drive, forbi den lille sø, hvor han aldrig havde set en and i hele sit liv, kun utallige store, nærgående canadagæs. Over Van Aken Boule­vard og togsporene til Winslow Road. Han havde ikke været her ret tit – ingen af børnene havde ret meget med udlejningshuset at gøre – men han vidste, hvor det lå. Et par gange havde han, da han var yngre, siddet i bilen, mens den gik i tomgang i indkørslen, og gloet på ferskentræet i haven og trykket sig gennem radiostationerne, mens hans mor løb ind for at sætte noget af eller for at tjekke et eller andet. Det skete ikke særligt tit. Det var for det meste, når hun søgte nye lejere. Ellers passede huset sig stort set sig selv. Det gik først op for ham nu, at han aldrig havde været indenfor. Det troede han faktisk heller ikke, at nogen af hans søskende havde. Ude foran huset på græsset var Pearl i gang med at sortere delene til en seng af træ. Moody steg af på den anden side af vejen og 23

Sma_pasatte_brande.indd 23

08/03/18 11.19


fik øje på den slanke pige i lang, krøllet nederdel og en løs T-shirt med et slogan, han ikke var i stand til at aflæse. Hendes hår var langt og krøllet og samlet i en fletning så tyk, at det så ud, som om den var lige ved at briste. Hun lagde hovedgærdet ned op mod blomsterbedet ved husmuren, sidestykkerne ned derfra og lamellerne som ribben i regelmæssige rækker på hver side. Det var, som om sengen havde trukket vejret dybt og i udåndingen lagt sig fladt ned på græsset. Moody iagttog halvt skjult bag et træ, hvordan hun gik hen til Golfen, der stod i indkørslen med dørene på vid gab, og trak fodgavlen ud fra bagsædet. Han spekulerede på, hvordan de mon havde formået at få alle de dele ind i så lille en bil. Hun gik på bare fødder ud på græsplænen igen for at lægge fodgavlen på plads. Så trådte hun til hans fryd ind den tomme firkant i midten, hvor madrassen skulle være, og lagde sig ned på ryggen. Fra førstesalen blev et vindue åbnet, og Mia stak hovedet ud. “Er det hele der?” “Der mangler to lameller,” råbte Pearl tilbage. “Vi skaffer nogle nye. Nej, vent, bliv liggende. Du må ikke rejse dig op.” Mias hoved forsvandt. Et øjeblik efter dukkede hun op igen med et kamera, et rigtigt kamera med en kæmpestor linse. Pearl blev liggende, hvor hun var, og stirrede op i den halvt overskyede himmel, og Mia lænede sig ud for at finde den rigtige vinkel. Moody holdt vejret. Han var bange for, at kameraet skulle glide fra hende og lande på hendes datters tillidsfulde, opadvendte ansigt, eller at hun selv skulle falde ud over karmen og ned i græsset. Men intet af det skete. Mia kiggede først den ene, så den anden vej for at beskære sit motiv. Kameraet skjulte hende fuldstændig, bortset fra den mørke glorie af skødesløst opsat hår. Da Moody senere så de færdige billeder, syntes han først, at Pearl mindede om et skrøbelig fossil, noget der i tusindvis af år havde ligget gemt i bugen på et forhistorisk uhyre. Bagefter tænkte han, at hun lignede en engel, der hvilede med udstrakte vinger. Og så, 24

Sma_pasatte_brande.indd 24

08/03/18 11.19


efter et øjeblik, at hun simpelthen lignede en pige, der sov i en frodig, grøn seng og ventede på sin elsker. “Okay,” råbte Mia oppefra. “Jeg fik det.” Hun trak sig ind igen, og Pearl satte sig op og kiggede over på den anden side af vejen, direkte på Moody, og hans hjerte sprang et slag over. “Kommer du og hjælper?” sagde hun. “Eller har du bare tænkt dig at stå der?” Moody kunne ikke huske, at han gik over vejen, eller at han stillede cyklen fra sig på fortovet, eller at han skulle have sagt goddag. For ham var det, som om han altid havde vidst, hvad hun hed, og at hun altid havde kendt hans navn, og de på en eller anden måde altid havde været venner. Sammen slæbte de delene op ad den snævre trappe. Stuen var tom bortset fra kasserne, der stod stablet i den ene ende og en stor, rød pude lå midt på gulvet. “Denne vej.” Pearl trak en favnfuld lameller tættere til sig og førte Moody ind i det største værelse, hvor der endnu ikke stod andet end en falmet, men ren madras op ad den ene væg. “Her,” sagde Mia og stillede en værktøjskasse ved Pearls fødder. “Den her får du brug for.” Hun smilede til Moody, som om han var en gammel ven. “Kald på mig, hvis du får brug for hjælp.” Så gik hun ud på gangen igen, og et øjeblik efter hørte de en papkasse blive skåret op. Pearl håndterede hjemmevant værktøjet og hævede de to sidestykker op, så de passede til hovedgærdet. Hun holdt dem oppe med anklen, mens hun skruede dem fast. Moody sad ved siden af den åbne værktøjskasse og så betaget på hende. Hjemme hos ham ringede hans mor altid til en håndværker, hvis noget gik i stykker – komfuret, opvaskemaskinen, affaldsspanden – eller hun smed det ud og erstattede det med nyt. Hver tredje eller fjerde år, eller så snart fjedrene blev lidt slappe, skiftede hans mor sofagruppen ud, de gamle sofaer røg ned i kælderen, og de gamle-gamle blev 25

Sma_pasatte_brande.indd 25

08/03/18 11.19


givet væk til drengehjemmet på West Side eller til kvindecenteret inde i byen. Hans far var heller ikke den, der gik og rodede med biler ude i garagen. Når der lød en raslelyd eller noget begyndte at hvine, kørte han hen til Lusty Wrench, hvor Luther havde passet alle de biler, Richardson-familien havde ejet, de seneste tyve år. Den eneste gang, han selv havde haft værktøj i hånden, var i sløjd i syvende klasse. De var blevet delt op i grupper. Et hold skulle måle op, et andet save og et tredje slibe, og til sidst havde de pligtopfyldende skruet stykkerne sammen, så det blev til en lille, firkantet slikautomat, som kunne spytte tre Skittles ud, hver gang man trak i håndtaget. Trip havde fremstillet en tilsvarende året før, og Lexie det samme året før igen, og Izzy havde lavet sin egen året efter, men selv efter et helt semester med sløjd og med fire identiske slikautomater i huset, så følte Moody sig ikke sikker på, at nogen hjemme hos ham vidste, hvad man skulle bruge en helt almindelig skruetrækker til. “Hvem har lært dig det der?” spurgte han og rakte Pearl endnu en lamel. Pearl trak på skulderen. “Min mor,” sagde hun, mens hun placerede en lamel med den ene hånd og tog en skrue fra bunken på tæppet med den anden. Da sengen var samlet, viste det sig, at det var en gammeldags enkeltseng med træudskæringer, af den slags Guldlok kunne have sovet i. “Hvor har du den fra?” Moody lagde madrassen i og prøvede den. Pearl lagde skruetrækkeren tilbage i værktøjskassen og smækkede den i. “Vi har fundet den.” Hun satte sig på sengen med ryggen mod endegavlen og med strakte ben, mens hun kiggede op i loftet, som for at prøve det af. Moody satte sig ved hovedgærdet tæt på hendes fødder. Hun havde græs mellem tæerne, op ad benene og på tøjet. Hun duftede af frisk luft og mynteshampoo. 26

Sma_pasatte_brande.indd 26

08/03/18 11.19


“Det her er mit værelse,” udbrød Pearl, og Moody rejste sig brat op. “Undskyld,” sagde han og rødmede op over begge ører. Pearls så op, som om hun havde glemt alt om, at han var der. “Åh,” sagde hun. “Det var ikke sådan, jeg mente det.” Hun pillede et græsstrå mellem tæerne ud, verfede det væk, og de så det dale ned på tæppet. Da hun sagde noget igen, var det med forundring i stemmen. “Jeg har bare aldrig før haft mit eget værelse.” Moody tænkte over, hvad hun havde sagt. “Har du altid delt værelse med nogen?” Han prøvede at forestille sig en verden, hvor det var sådan. Han forsøgte at forestille sig, hvordan det ville være at dele værelse med Trip, som lod beskidte strømper og sportsmagasiner ligge og flyde på gulvet, og som det første, han gjorde, når han kom hjem, var at tænde for radioen – altid “Jammin” på FM 92.3 – som om hans hjerte ikke kunne slå uden en enerverende, dunkede bas i nærheden. Når de var på ferie, havde de altid tre værelser, et til mr. og mrs. Richardson, et til Lexie og Izzy, et til Trip og Moody, og når de spiste morgenmad drillede Trip altid Moody med, at han talte i søvne. Moody kunne næsten ikke fatte, at nogen kunne være så fattige, at de måtte sove i samme værelse. Pearl rystede på hovedet. “Vi har aldrig før haft vores eget hus,” sagde hun, og Moody måtte beherske sig for ikke at belære hende om, at det her altså ikke var et hus, men kun et halvt hus. Hun lod en finger glide hen over madrassen og fulgte fordybningerne omkring knapperne. Moody havde ingen anelse om, hvad hun så tilbage på: Det genstridige brændekomfur i Urbana; femtesalslejligheden i Middle­ bury, den tilgroede have i Ocala og den tilrøgede lejlighed i Muncie, hvor den tidligere lejer havde ladet sin kanin gå frit rundt i stuen, så den havde gnavet huller og efterladt flere mistænkelige pletter. Og så var der fremlejen i Ann Arbor for flere år siden, som hun havde været mest ked af at rejse fra, for udlejerne havde haft en datter kun et eller to år ældre end hende, og hver dag, i 27

Sma_pasatte_brande.indd 27

08/03/18 11.19


de seks måneder hun og hendes mor havde boet der, havde hun leget med den forkælede piges hestefigurer, siddet i hendes lænestol i børnestørrelse og ligget i hendes hvidmalede himmelseng. Og sommetider havde hun midt om natten, når hendes mor sov, tændt sengelampen og åbnet pigens skab og prøvet hendes kjoler og sko, selvom hun var lidt lille til dem. Der havde været billeder af pigen overalt i huset – på kaminhylden, på sofabordene i dagligstuen, på væggene ude på trappen. Flotte, professionelle portrætter, hvor hun sad med hånden under hagen. Det havde været så let for Pearl at forestille sig, at det var hendes hus, og hendes ting, hendes værelse, hendes liv. Da parret vendte tilbage med datteren efter deres orlov, havde Pearl ikke magtet at se på pigen, solbrændt og med viltert hår og nu alt for stor til kjolerne i skabet. Hun havde grædt hele vejen til Lafayette, hvor de skulle bo de næste otte måneder, og selv porcelænshesten med løftet hov, som hun havde stjålet, kunne ikke trøste hende. For selv om hun havde været nervøs for, at de blev stillet til regnskab for tyveriet, så skete der ingenting. Og kunne der være noget mere utilfredsstillende end at stjæle fra nogen, der var så forkælede, at de ikke engang opdagede det, når man tog noget fra dem? Hendes mor måtte have forstået, hvordan hun havde det, for de fremlejede aldrig igen. Pearl havde undladt at kommentere det, for hun foretrak en tom lejlighed frem for en, der var fyldt med andres ting. “Vi flytter ofte. Hver gang, min mor har fået nok.” Hun så direkte på ham, spiddede ham næsten, og Moody opdagede, at hendes øjne, som han havde opfattet som nøddebrune, faktisk var jadegrønne. På det tidspunkt fik Moody pludselig en klar forståelse af, hvad der allerede var sket den morgen: Hans liv var fra nu af delt op i et før og et efter, og han ville i al fremtid komme til at betragte det sådan. “Hvad skal du i morgen?” spurgte han.

Sma_pasatte_brande.indd 28

08/03/18 11.19


– N E W YO R K T I M ES B O O K R E V I E W

Dybt tilfredsstillende læseoplevelse. – THE INDEPENDENT

Blændende! – L.A. TIMES

Udsøgt, medrivende, kompleks pageturner. – BOSTO N GLO BE

Ng er en sand fortællemester og tvinger os til at se os selv i øjnene. – SAN FR ANCISCO CHRONICLE

VI N D ER AF G O O D RE A DS’

I villakvarteret Shaker Heights i Cleveland er der styr på tingene. Vejene er et sirligt symmetrisk net, husenes farver nøje afstemt, og beboerne dyrker rummelighed, engagement og regelrethed som idealer. Og ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson. Ind på scenen træder Mia Warren, kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson. Mias mystiske fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer hurtigt med at forstyrre roen i det velordnede kvarter. Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighed ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at tvinge Mias hemmeligheder frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.

L Æ S E R P R I S 2 017

A M A ZO NS „ Å R E T S B O G 2 017 “

Skarp, begavet og indfølende. Et mirakel af en bog. – P A U L A H AW K I N S , forfatteren bag Kvinden i toget

Celeste Ng SM Å PÅSAT TE BR A N D E

En totalt medrivende, ofte hjerteknusende, dybt empatisk læseoplevelse.

EN N EW YO R K TI M ES - B ES TSEL L ER

SM Å PÅSAT TE BR A N D E roman

C E L E S T E N G (f. 1980) er en ameri-

kansk forfatter. Hun har læst ved Harvard University og University of Michigan. Små påsatte brande er hendes anden roman. Hendes første, Alt det jeg aldrig fortalte dig, udkommer i foråret 2019 på dansk. Hun bor i Cambridge, Massachusetts. Celesteng.com

Celeste Ng H r. F e r d i n a n d