Skytsenglen

Politiinspektør Anders Olsen bliver hurtigt sat på sagen og finder ud af, at Hardrup har delt fængselscelle med den karismatiske Bjørn Schouw Nielsen, og at hans interesser for mystik, yoga, hypnose og et nyt nordisk rige har haft indflydelse på Hardrup. Pludselig vikles Anders Olsen ind i et spind af bedrag og manipulation, hvor intet er som det ser ud, og intet er til at stole på – ikke engang hans egen bevidsthed.

SKYTSENGLEN er en psykologisk thriller baseret på hypnosemordene, en historisk mordsag som rystede og fascinerede danskerne i begyndelsen af halvtredserne. Det er også en spillefilm, med blandt andre Pilou Asbæk og Josh Lucas i hovedrollerne.

Kevin Frazier er en amerikansk forfatter og kritiker. Frazier er i dag

bosat i Helsinki. Arto Halonen er en finsk filminstruktør og manuskriptforfatter med flere prisvindende film bag sig. Frazier og Halonen har samarbejdet på flere projekter, senest manuskriptet bag spillefilmen SKYTSENGLEN og denne roman.

Hr. Ferdinand

SKYTSENGLEN

En forårsdag i 1951 begår den 29-årige Palle Hardrup røveri mod Landmandsbanken på Nørrebrogade i København. Noget går galt, og han skyder to bankansatte, inden han flygter med pengene. Øjenvidner siger, at han opførte sig som var han i trance.

Arto Halonen Kevin Frazier

HVEM STYRER DINE TANKER OG HANDLINGER?

Arto Halonen

Kevin Frazier

SKYTSENGLEN Psykologisk thriller baseret på virkelige hændelser

Hr. Ferdinand

Skytsenglen

Skytsenglen.indd 1

03/05/18 10.28

Kevin Frazier og Arto Halonen

Skytsenglen PĂĽ dansk ved Sarah von Essen

SpĂŚndingsroman

Hr. Ferdinand

Skytsenglen.indd 3

03/05/18 10.28

Skytsenglen.indd 4

03/05/18 10.28

1 “Slap helt af i kroppen ...”

Hardrup gik ned ad smøgen, mens sneen faldt. I venstre hånd havde han en attachemappe. I bunden af mappen lå hans pistol, en halvautomatisk FN Browning. Han gik ud af smøgen og ind i en baggård, der lå mellem et par boligkarréer. Beskidte murstensbygninger.

I den anden ende af gården stod Bjørn Schouw Nielsen ved siden af et knækket nedløbsrør. Nielsens blik var trygt og varmt. Hardrup kunne mærke, hvordan det trak ham fremad, forbi rækkerne af beskidte ruder. Nielsen begyndte at tale. Hans stemme var blød.

“Palle,” sagde han, “du bliver nødt til at følge trinene i din åndelige udvikling.”

Hardrup gik tættere på. Ordene havde samme virkning som sneen, der faldt så roligt. Han mærkede mappen mod sit ene ben. Det eneste, han kunne se, var øjnene. De venlige, rolige øjne. Det eneste, han kunne høre, var stemmen. Den fredfyldte, faste stemme.

“Vi har en vigtig mission foran os,” sagde Nielsen, “en mission, som vil kræve store ofre.” Hardrup nikkede. Vinden tog fat i hans hår.

“Gud vil tale til os,” sagde Nielsen. Han løftede sine hænder, lagde dem over kors foran sit ansigt. Hardrup stirrede på de korslagte hænder og mærkede, at han blev roligere. Det begyndte at prikke i hans hud. Alt stod klart for ham. Det var tid til at tage det næste skridt.

5

Skytsenglen.indd 5

03/05/18 10.28

2 “Jeg begynder at tælle ...”

Det var fredag den 29. marts 1951, og vicepolitikommissær Anders Olsen sad i sin politibil, en Opel, på vej gennem de københavnske gader. Det sneede, og der var ikke meget trafik. Cyklisterne slangede sig mellem bilerne og busserne: Købmænd og bibliotekarer, sygeplejersker og revisorer, sekretærer og blomsterhandlere. Anders standsede foran Bruuns Boghandel. Han tog sin jakke på og strammede sit slips, inden han trådte ud af bilen og kiggede efter Marie gennem vinduet. Hun stod på vindeltrappen og holdt om sin maves bløde kurve, mens hun bevægede sig ned ad de snoede smedejernstrin.

Anders gik ind i butikken, listede sig hen mod Marie. Da han stod bag hende, lagde han en arm om hendes talje. Hun spjættede, men smilede, da hun genkendte hans berøring.”Pas på,” sagde hun, “jeg er gift med en politibetjent. Vi bliver nødt til at være forsigtige.”

Han bevægede hånden hen over hendes mave, mærkede et stød mod sin håndflade.

“Et godt spark,” sagde han.

“Den vil ud.” Marie vendte sig om og kyssede ham. Men blev så mere alvorlig. “Hvorfor er du her så tidligt?”

“Jeg skulle afhøre en mand lidt længere nede ad gaden. Et vidne i Berger-sagen.”

6

Skytsenglen.indd 6

03/05/18 10.28

Marie nikkede, tænkte. “Vil du hjælpe mig med kasserne ude på lageret?”

Anders tøvede. “Jeg er ikke færdig med at arbejde. Men jeg kommer tilbage klokken 17.00” “Du skal ikke love noget, du ikke kan holde.”

“Jeg skal nok komme,” sagde Anders. *** Hardrup var alene i smøgen. Han satte cyklen fra sig, den havde tre gear, og han havde fået den af Nielsen. Banken lå to gader væk. Han åbnede mappen, fandt en sort kasket. Den havde en skihue rullet op under skyggen.

Han trak huen ned over ansigtet og rettede den til ved halsen.

Pistolen lå stadig i sit læderhylster nederst i mappen. Ved siden af hylsteret lå et ekstra magasin, projektilerne var synlige gennem det perforerede metal. Han knappede hylsteret op, tog pistolen. Et nazi­ mærke – en ørn over et hagekors – var stemplet ind i metallet, lige over aftrækkeren. Det samme mærke sad på slæden, ved siden af stemplet Fabrique Nationale.

Hardrup vendte og drejede pistolen, inspicerede den en sidste gang. 1922 FN-modellen var den mest effektive Browning, en hammerløs enkeltskudspistol med sigtemidler for og bag. Pistolen var klar, ladt. Han lagde hånden om det metalmønstrede skaft og mærkede magasinets vægt. Ni skud med 7,65 kaliber patroner.

Han arbejdede hurtigt, gennemgik hvert trin i pistolens tredobbelte sikkerhedssystem. Først sikrede han sig, at magasinet var fyldt og på plads. Derefter løsnede han skæftesikringen. Til sidst tjekkede han tommelfingersikringen og holdt den sikret. Han ville udløse den, når han nåede frem til banken. Da han var færdig, tog han et par solbriller ud af lommen på den ene side af hylsteret. Han tog dem på og lagde pistolen i baglommen på sin kedeldragt.

7

Skytsenglen.indd 7

03/05/18 10.28

*** Kai Madsen kæmpede med en hovedpine.

Han var overkasserer i Landmandsbankens Nørrebro-afdeling. Han stod ved kasse tre og talte de sedler, fru Vinteuil havde hævet.

Hun så lige på ham med tydelig omsorg. “Er De sløj?”

Det lykkedes ham at sende hende et anspændt smil. Han havde altid været glad for fru Vinteuil. Hun havde været kunde i banken i årevis. Hun og hendes mand, en fransk pianist, måtte begge give private klavertimer for at få det hele til at løbe rundt. Hun havde tilbragt en del af sin barndom i Paris og talte dansk med fransk accent.

“Jeg har det fint,” svarede Madsen. “Og tak fordi De spørger.”

Han fortsatte med at tælle pengesedlerne. Han havde ondt i øjnene. Der var noget galt med hans nye bifokale briller. Styrken i glassene var forkert. De fik hans tindinger til hamre af ubehag, smerte.

Madsen havde gået med briller, siden han var dreng: Han kunne hverken læse eller skrive uden. I løbet af de sidste par år var han også blevet mere og mere nærsynet. Han ville have briller, der gjorde det muligt stadig at køre bil, ordne papirarbejdet i banken og ikke mindst spille tennis med sin datter. Elna var meget talentfuld. Det ville ærgre ham, hvis han ikke længere kunne træne med hende. Så han havde indvilliget i at betale en meget højere pris for de bifokale glas, end han egentlig havde råd til, og nu havde han altså opdaget, at der var et eller andet galt med styrken. Doktor Bisgaard – den surmulende og storrygende øjenlæge – havde været utålmodig, da han undersøgte Madsen. Der var ingen tvivl om, at han havde givet optikeren de forkerte tal. Og nu blev Madsen nødt til at bede om en ny henvisning og nye brilleglas. Det var en ubehagelig situation. Madsen hadede konflikt. Især når det drejede sig om penge.

Han havde haft de nye briller i en uge nu. Hver dag vågnede han og lovede sin kone, at han ville ringe og få en ny tid hos doktor Bisgaard. Og hver dag udsatte han det og satte spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig var nødvendigt. Men det var det jo. Brillerne var ubru8

Skytsenglen.indd 8

03/05/18 10.28

gelige. De gjorde det svært for ham at se, tænke, arbejde. Den nederste del af glasset fungerede fint. Men den øverste forvrængede alting og pakkede hele verden ind i en uigennemtrængelig tåge. Det gik op for ham, at han havde glemt, hvor han var nået til.

“Undskyld,” sagde han. “Jeg bliver nødt til at begynde forfra.”

Fru Vinteuil pillede ved sin medaljon. Sidste efterår havde hun vist hr. Madsen billedet i den: Det forestillede hendes mands families hjem i Combray. Det var væk nu. Sønderbombet under krigen.

“Tænk ikke på det, “ sagde hun. “Jeg har ikke travlt.” *** Bankens bestyrer, Martin Bernhoft, flyttede rundt på papirvægtene på sit skrivebord.

“Jeg kan ikke gøre det, “ sagde han. “Det er for meget.”

Bernhofts gamle ven, arkitekten og entreprenøren Erik Walsøe, stod foran ham med et rør med tegninger under armen. Han pegede på Bernhoft med røret.

“Vi ved begge to, at du ender med at godkende planerne. Det afhænger kun af betingelserne.”

Bernhoft flyttede en vægt frem, skubbede en anden tilbage.

“Ikke denne gang, Erik,” sagde han. “Du har nået grænsen.”

Walsøe lo. Han forstod ikke, at Bernhoft mente det, at han ikke ville låne ham pengene. De var vokset op sammen. To arbejderdrenge fra Nørrebro, som havde klaret sig ganske godt. Tidligere havde Bernhoft gjort alt for at hjælpe Walsøe, men nu var Bernhoft 54 år gammel, og han havde ikke længere lyst til at løbe risikoen. Han havde lige købt noget nyt udstyr til sin kones dyrlægeklinik. Han havde også fået smag for skræddersyede habitter. Der var ikke mange, der ville hyre en midaldrende bankbestyrer, der var blevet fyret på grund af dårlig dømmekraft.

“Du bliver nødt til at stole på mig,” sagde Walsøe.

Nu var det Bernhoft, der lo. Walsøe elskede at spille højt spil, og 9

Skytsenglen.indd 9

03/05/18 10.28

han investerede i saneringsmodne lejligheder på Nørrebro, som han fiksede op og solgte med profit. Og projekterne var hele tiden blevet større. Nogle gange havde han tjent styrtende. Andre gange havde han ikke været i stand til at betale sine lån tilbage. Hans seneste projekt – restaureringen af familien Hauser og Raasløffs gamle lejligheder, som lå over K. Dorph-Petersens vinhandel – var hans mest ambitiøse til dato.

“Jeg har kun brug for 50.000,” sagde han.

“Du er stadig bagud med afbetalingen på dit sidste lån.”

“Det er jo, fordi jeg ikke har 50.000 kroner.”

“Du vil låne penge af os, så du kan betale af på det lån, vi allerede har givet dig?” spurgte Bernhoft.

“Det er bare et spørgsmål om likviditet,” sagde Walsøe.

Bernhoft skubbede endnu en papirvægt frem på skrivebordet. Han havde tolv, og de var alle fra Clichy, farverige og millefiori-mønstrede. Han elskede at flytte rundt på dem og skabe mønstre på sit bord.

“Hør nu,” sagde Walsøe. Han grinede, skruede op for charmen og håbede tydeligvis, at det var nok. “Lån mig nu bare de penge.”

Men Bernhoft nægtede at lade sig påvirke. I stedet placerede han papirvægtene i to snorlige rækker med seks i hver. Papirvægtene var absolut afgørende for hans sindstilstand. De var led i en fast rutine, og han havde brug for dem, hvis han skulle komme igennem dagen.

Bernhoft mistede aldrig besindelsen. Han lod sig aldrig overvælde.

Hvis han havde styr på sine papirvægte, havde han styr på sig selv.

“Du bliver nødt til at få det til at række,” sagde han. Han var munter, men urokkelig. “Det var det beløb, du sagde, du havde brug for.

Det var aftalen, og den holder vi os til.”

Som ventet begyndte Walsøe på en længere forklaring.

“Det er entreprenørerne. De opfører sig fuldstændig uforsvarligt.

De –” “Det er nok, Erik,” sagde Bernhoft og rettede på den venstre række. “Jeg har et møde. Lad mig følge dig ud.”

Han lagde en papirvægt i lommen og så hen mod døren. De gik ud i den højloftede bank.

10

Skytsenglen.indd 10

03/05/18 10.28

Bernhoft inspicerede hurtigt sine omgivelser. Bogholderne og revisorerne sad bøjede over deres regnskabsbøger. Sekretærerne skrev på maskine. Eleverne bladrede i arkivskufferne. Stikirenddrengene hentede kontrakter, viderebragte beskeder. Banken var som en velsmurt maskine, og Bernhoft kunne lide, at de alle arbejdede lidt hårdere, når de fik øje på ham.

Madsen betjente fru Vinteuil ved skranke tre.

Bernhoft tænkte, at Madsen så lidt sløj ud. Bankassistentens tynde ansigt var blegt, og han så mere anstrengt ud, end han plejede. Der var ingen ved de andre skranker. Fru Vinteuil var tilsyneladende den eneste kunde. Det var, tænkte Bernhoft, en stille dag.

“Ved du hvad,” sagde Walsøe. Han fandt en fyldepen i inderlommen. “Jeg skriver en check til dig på 5000 kroner. Og så blåstempler du lånet. Du får altså en afbetaling på det første lån, inden du godkender det andet lån.”

Bernhoft snøftede, lidt utålmodigt.

“Beklager, Erik, men det går altså ikke.”

Men Walsøe havde allerede fundet sit checkhæfte. Han lagde det på det nærmeste bord, begyndte at skrive. Bernhoft betragtede ham, irriteret og godt underholdt.

Så begyndte røveriet. *** Først forstod Madsen ikke, hvad der foregik. Han havde lige lukket skuffen og givet fru Vinteuil hendes penge. Hun foldede sedlerne en gang, lagde dem i sin pung.

“Farvel,” sagde hun. “Nu skal jeg købe flere noder til mine elever.”

Hun vendte sig væk fra skranken, idet den fremmede mand trådte ind ad døren. Han havde en skihue trukket ned over ansigtet. Øjnene var skjult bag et par solbriller. Han holdt et eller andet op i vejret. Det var sort, af metal. Madsen kneb øjnene sammen og prøvede at se gennem de tågede brilleglas. En høj lyd – halvt brag, halvt smæld – gav 11

Skytsenglen.indd 11

03/05/18 10.28

genlyd gennem hele lokalet. Der gik et øjeblik, før Madsen forstod, at det var lyden af et skud. Den fremmede havde affyret et varselsskud mod loftet.

Der lød et skrig. Madsen kiggede sig tilbage over skulderen og så et par assistenter og bogholderen kaste sig ned på gulvet. De fleste andre blev bare stående. Den fremmede havde en mappe under venstre arm. Han havde en blå kedeldragt på. Han lignede en fabriksarbejder.

“Ti stille!” sagde han.

Så sænkede han stemmen. Han begyndte at tale, på en gang målrettet og upersonligt. Han talte lige akkurat højt nok til, at alle kunne høre ham.

“Hænderne op.”

Han gik hen imod skranken – mod det matterede glas, som kassererne arbejdede bag. Fru Vinteuil knugede sin pung. Patronhylsteret var landet på gulvet, ved siden af snuden på hendes nypudsede sko.

Hun stirrede på det, inden hun sendte Madsen et hurtigt, spørgende blik. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han havde tit dagdrømt og forestillet sig, at han ville beskytte kunderne, hvis en situation som denne skulle opstå: Han ville slå røveren i ansigtet, tage hans våben.

Men i hans dagdrøm var pistolen knap så ægte, og røveren knap så stor. Han ville ikke være i stand til at nå rundt om hjørnet hurtigt nok.

Han ville blive skudt, hvis han gjorde noget. Hans hovedpine dundrede. Han puffede til sine briller, som var gledet ned på hans næsetip.

Den fremmede nåede skranken. Han svingede sin mappe over det matterede glas.

Madsen blev forskrækket, trådte et skridt tilbage. Mappen landede foran ham, på hans side af skranken.

“Fyld den,” sagde den fremmede. Hans stemme var streng, skarp.

Han rettede pistolen mod Madsens hoved.

“Skynd dig.”

Madsen stirrede på våbenet. Han var lammet, men mærkede alligevel, at brillerne igen gled ned ad hans næse, og at alt blev tåget.

12

Skytsenglen.indd 12

03/05/18 10.28

*** Manden drejede væk fra skranken. Hans arm gled umærkeligt gennem luften, og pistolen pegede nu på Bernhoft.

Bernhoft blev overrasket. Han var på vej hen mod skranken, men standsede. Så tog han hånden i lommen og greb fat om papirvægten.

Reglerne, tænkte han. Jeg bliver nødt til at følge reglerne. Han var trænet til at klare situationer som denne. Banken havde givet ham en folder med 12 punkter. Han kendte proceduren. Han vidste, hvad han skulle gøre i tilfælde af røveri. Bernhoft ville gøre det rigtige. Han ville tage kontrol over situationen. Det var et spørgsmål om viljestyrke og karakter. Han betragtede røverens solbriller, prøvede at finde hans øjne bag de mørke glas. Men brilleglassene afslørede intet. Han så kun en utydelig afspejling af bankens æggeskalsfarvede søjler og stukken i loftet.

Bernhoft stirrede. Og tænkte: Jeg bliver nødt til at sige til ham, at vi ikke vil skabe problemer. Det var pjecens første regel. Man skulle erklære sin samarbejdsvilje. Bernhoft tænkte især på kundernes og personalets sikkerhed. Røveren skulle overbevises om, at der ikke var nogen, der ville prøve at stoppe ham, og at han derfor ikke havde grund til hverken at skyde nogen eller tage gidsler. Bernhoft åbnede munden. Men han afbrød sig selv, inden han nåede at sige noget.

Der var et eller andet, der fik ham til at genoverveje, hvad han ville gøre – noget hårdt og uforsonligt ved røverens mund. Måden, han stod på sine ben på, mens han pegede med sit våben. Bernhoft tænkte, at hvad han så end sagde, ville det ikke nytte. Tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Måske ville han komme til at tirre røveren. Bernhoft besluttede, at det ikke ville hjælpe at sige noget.

Han vendte sig om, så på Walsøe, som var blevet stående ved det tomme skrivebord. Han skulede. Røret med tegningerne var faldet på gulvet. Han havde stadig fyldepennen i den ene hånd, checkhæftet i den anden.

Da de var teenagere, havde de to venner prøvet lykken som ama13

Skytsenglen.indd 13

03/05/18 10.28

tørboksere. Walsøe havde altid været den modigste af de to, han slog fra sig, gjorde sig sårbar over for Bernhofts mere disciplinerede slag.

Han kiggede hurtigt på sin vens ansigt. Han var bange for, han ville gøre noget dumt. Måske ville han provokere røveren, få ham til at affyre sin pistol. *** Madsen stod stadig bag skranken og stirrede på attachemappen. Så tvang han sig selv til at kigge op. Det var en lettelse, at pistolen nu pegede på en anden – på Bernhoft, som virkede overraskende rolig.

Med et ryk rettede den fremmede pistolen mod Walsøe.

Walsøe var et mysterium for Madsen. En stor mand, der gik med selvsikre skridt og tilhørte en særlig kundegruppe, som aldrig kom hen til skranken: De gik lige til Bernhoft, klarede deres forretninger med ham. Walsøe var et sjældent væsen i Madsens verden. En mand, som svævede over vandene og ikke var plaget af de problemer, som tyngede de fleste menneskers liv.

Så det var mærkværdigt at opdage, at netop i dette sekund var de to mænd lige sårbare. En kugle kunne lige så nemt flå igennem Walsøes hud, som den kunne ramme fru Vinteuil. Eller hvem som helst i banken.

Walsøe sank. Hans adamsæble bevægede sig op og ned i hans tykke hals.

“Hænderne op,” sagde den fremmede mand.

Walsøe rakte hænderne i vejret, og krøllede skulderpuderne i sin dyre habit. Han havde stadig sit checkhæfte i hånden. Han knugede det så hårdt, at det begyndte at bøje.

Madsen blinkede. Så kiggede han over på en af de andre kasserere: Lund, som stod i den næste skranke.

En gnaven, ung mand, der stadig var vred over, at det var Madsen, der var blevet forfremmet til førstekasserer. Året forinden havde han sagt til to af sekretærerne, at Madsen ikke fortjente forfremmelsen.

14

Skytsenglen.indd 14

03/05/18 10.28

Han havde også prøvet at få Madsen i fedtefadet for ikke at påtale det, når nogle af de andre kasserer kom for sent på arbejde.

Madsen havde ignoreret ham. Man i virkeligheden plagede Lunds fjendtlighed ham. Faktisk fandt han situationen ubærlig. Det var en mere ekstrem version af det pres, han følte, når han huskede, han blev nødt til at konfrontere doktor Bisgaard.

Nu så Lund på ham over den lave skillevæg imellem dem og gav ham et næsten usynligt nik.

Madsen rynkede panden. Han var ikke sikker på, hvad det nik betød. Så dukkede Lund sig og rakte ud efter alarmknappen. Madsen ville råbe, standse ham. Men det var for sent. Alarmen satte i gang.

Den lød over bankens hovedindgang, advarede alle på gaden udenfor. Madsen så på de dirrende glas i vinduerne.

Den fremmede blev stående, fastholdt sit fokus. Han svingede pistolen tilbage mod skranken – tilbage mod Madsens hoved.

“Stands alarmen.” Det var et ultimatum, hårdt og direkte.

Madsen tog endnu et skridt tilbage fra skranken. Alarmen hylede.

Den fremmede gentog sin befaling: “Stands alarmen.”

Madsen mærkede en anspændthed i sine arme, i sine ben og i sin nakke, og inden han egentlig vidste, hvad han gjorde, faldt han på knæ og famlede under skranken. Han havde en slags forventning om, at han ville blive ramt af en kugle, da han dukkede sig. Men der skete ikke noget: Pistolen blev ikke affyret. Han kravlede fremad, skjult bag disken. Han gispede og skyndte sig på alle fire.

Han tænkte: Jeg skal nok klare den.

Han nåede svingdørene, bøjede sig under dem, begyndte at rejse sig. Han skulle bare løbe, nå bagdøren. Han var næsten fri.

“Stop,” sagde den fremmede. Hans stemme var beslutsom, urokkelig.

Madsen rejste sig, mens han så sig tilbage mod sin plads. Den fremmede blev stående ved den anden ende af skranken. Han kunne skyde lige hen over det matterede glas.

15

Skytsenglen.indd 15

03/05/18 10.28

Madsen så pistolløbet – hørte det hårde smæld, som overdøvede den hylende alarm. Han mærkede først noget ved sine ribben: Det føltes ikke som en egentlig smerte. Det var nærmere forvirrende, et chok, og så en eksplosion af følelsesløshed. Hans brystkasse trak sig sammen og tilbage. Hans briller fløj gennem luften.

Mine briller, tænkte han. Jeg har tabt mine briller. Så gav hans ben efter under ham. Følelsesløsheden bredte sig inden i ham. Han var overrasket over, at han ikke mærkede det, da hans hoved ramte gulvet.

Der var nogen, der havde slukket for alarmen. Det er meget rarere sådan her, tænkte han, inden alting blev mørkt. Det er meget rarere uden al larmen. *** Anders bevægede sig gennem trafikken, mens han lyttede til politiradioens knitren. Opelen var vanskelig at manøvrere, en bunke svulmende krom og kofangere. Anders havde bedt om bilen i forbindelse med sin efterforskning af den illegale benzinhandel: Han blev nødt til at finde og følge leveringsruten mellem København og Aarhus.

Anders havde, ligesom mange af de andre kriminalbetjente på Politi­ gården, aldrig haft sin egen bil. Han plejede at cykle.

Radioen holdt op med at knitre, og en stemme gik tydeligt igennem.

“Kalder alle enheder i nærheden af Landmandsbanken. Dette er en meddelelse til alle enheder –” Anders tog mikrofonen og trak i gummiledningen, der sad på P-8022 radiomodtageren. “Kommissær Olsen her,” sagde han. “Jeg er i området og på vej mod banken.” Han kastede et hurtigt blik i bakspejlet og vendte bilen. Han rettede op og trykkede på speederen. ***

16

Skytsenglen.indd 16

03/05/18 10.28

Der var stille i banken. En lille stribe røg fandt vej ud af pistolens mørke løb. Bernhoft kunne ikke trække vejret. Han strammede grebet om papirvægten, der lå i hans lomme, og hans fingre blev ømme.

En eller anden – måske var det Lund – havde slukket for alarmen, men Bernhoft var ikke i stand til at vurdere, om det havde været det rigtige at gøre. Tag dig sammen, tænkte han. Du kan ikke bryde sammen, ikke nu.

Madsen lå på flisegulvet, ved siden af svingdørene. Bernhoft kunne ikke se, hvor slemt han var såret, men han vidste, at Madsen skulle på hospitalet. Det var bestyrerens ansvar at sørge for, at det her blev afsluttet så hurtigt som muligt. Jeg bliver nødt til at gøre noget, tænkte han. Det går ikke at vente. Men han var rædselsslagen, for bange til at røre sig.

Røveren – den bizarre maskerede figur med pistolen i hånden – udstak kun befalinger. Han var ikke interesseret i at forhandle. Men hvis ikke han ville forhandle, hvilke muligheder var der så tilbage?

Hvordan kunne Bernhoft opnå kontrol over situationen?

Fru Vinteuil løftede hagen og så lige på røveren, stirrede på ham med nervøs foragt. Han opdagede det tilsyneladende ikke. Så begyndte Walsøe at sænke sine arme, og han lagde checkhæftet og fyldepennen fra sig. Han så træt ud. Han lignede en mand, der havde mere lyst til at give efter end gå til angreb. Han var ikke længere bokseren, der slog fra sig, tænkte Bernhoft.

Røveren drejede om en af søjlerne og sigtede igen på Walsøes hoved.

“Hold dem oppe,” snerrede ham.

Walsøe løftede igen armene, og denne gang gik det endnu mere ud over hans skulderpuder. Alle de andre ansatte stod også med armene i vejret, undtagen Bernhoft.

Jeg bliver nødt til at følgelig retningslinjerne, tænkte han. Men han kunne ikke huske, hvad det var, han nu skulle gøre.

“Hænderne op,” sagde røveren. Han rettede på pistolen med uhyg-

17

Skytsenglen.indd 17

03/05/18 10.28

gelig præcision, så den igen sigtede på Bernhoft. Så gestikulerede han mod mappen, der lå på skranken.

“Gå derover,” sagde han. “Fyld mappen.” Men Bernhoft rørte sig stadig ikke.

Røveren holdt om pistolen med begge hænder. Han gentog befalingen, talte med den samme skarpe stemme, med samme foruroligende kontrol: “Gå derover. Fyld mappen.”

Bernhoft rørte sig stadig ikke. Han mærkede, det prikkede i hans hovedbund. Skuddet ramte ham i brystet. Han gik et skridt til venstre.

Så satte han sig ned. Han rakte sin ene arm ud, lagde sig sidelæns på gulvet, så ned ad sig selv og opdagede den forkullede tråd, der hang fra et knaphul i hans jakkes revers. Noget mørkt og langsomt var ved at trænge igennem det grå stof.

“Det er forfærdeligt,” sagde han. Ordene lød mærkelige, næsten fjollede. Det lød som noget, han kunne finde på at sige, når han opdagede en fejl i en af regnskabsbøgerne. Han rullede om på ryggen og stirrede på en af messinglamperne, som hang i loftet. Han tænkte, at den trængte til at blive støvet af. Det gjorde ondt i hans ribben. Det var, som om han var blevet slået med et boldtræ.

En voldsom smerte jog igennem ham. Men det var også, som om det skete et andet sted, at det ikke var hans krop. Han knugede om papirvægten og tænkte, at det var synd for den anden Bernhoft, som ikke kunne stille noget op mod så håbløs en smerte. Han ville ønske, der var noget, han kunne gøre for at hjælpe ham.

Skytsenglen.indd 18

03/05/18 10.28

3 “En ...”

Anders kørte over for rødt og satte farten op på vej mod det næste kryds. Vinduesviskeren svingede frem og tilbage, børstede snefnuggene af ruden.

Det var ikke almindeligt med sne på denne tid af året. Vinteren var åbenbart kommet tilbage. Der var noget ved denne dag, som ikke virkede rigtigt. Noget var skævt, forvrænget på en måde, som Anders ikke kunne forklare.

Han drejede på rattet, og bilen skred rundt om hjørnet. Han snoede sig ud og ind mellem en mælkevogn og en motorcykel. Ræsede ned ad Nørrebrogade, forbi de gamle rækkehuse med de spidse murstensgavle.

Forude stod en lille flok samlet foran banken. Alarmen havde trukket folk til fra flere retninger. Nørrebro var et arbejderkvarter og havde havde ry for ballade. Anders vidste, at det nemt kunne udvikle sig, hvis nogen var kommet til skade inde i banken. Han var tæt på kantstenen, da en af bankens døre gik op.

En mand kom væltende ud. Hans ansigt var gemt bag et par solbriller og en sort skihue af uld. Han skubbede sig vej gennem folkemængden, spænede så ned ad fortovet. Anders steg ud af bilen i

19

Skytsenglen.indd 19

03/05/18 10.28

samme sekund, han holdt ind til kantstenen. Han løb efter manden, zigzaggede sig vej gennem tilskuerne.

Han overvejede, om han skulle råbe til den mistænkte. Sige, at han skulle standse. Men skihuen fik ham til at tro, at der nok var tale om den samme mand, som havde begået et røveri i Hvidovre i august. Han havde sikkert et våben. Det ville være dumt at sige noget, der måske ville opmuntre ham til at bruge det.

Anders så ham løbe hen mod en ung arbejdsdreng i blå overtræksbukser. Arbejdsdrengen stod med sin cykel, gik fremad og prøvede at spærre vejen for den mistænkte, som vendte sig om og trak en pistol op af baglommen på sin kedeldragt. “Forsvind, “ sagde han, “eller jeg skyder.”

Arbejdsdrengen gik et skridt til siden. Den mistænkte sænkede pistolen, så snart arbejdsdrengen adlød.

“Slip cyklen,” sagde han. Arbejdsdrengen slap cyklen. Den væltede.

Den mistænkte samlede den op og satte sig i sadlen, netop som en fotograf dukkede frem af mængden – en høj, ret ranglet mand med et kamera om halsen. Han greb fat i cyklens rat.

Så satte en anden mand sig i bevægelse. Han var lille, solid og klædt i en grå arbejdsuniform med navnet på en pølsefabrik syet på brystet. Han rakte ud efter cyklens bagskærm. Den mistænkte sparkede mandens hånd væk.

“Du rører ikke ved cyklen,” sagde han. Hans fingre bevægede sig let hen over pistolen ved hans hofte.

Fotografen og fabriksarbejderen trak sig begge tilbage og slap cyklen.

Og så forsvandt den mistænkte, på cykel ned ad gaden.

Han smed først solbrillerne fra sig. Bagefter trak han skihuen af og kastede den over i en snedrive.

Anders kiggede op og ned ad fortovet. Der stod en cykel op ad muren. Cyklens ejer, en forretningsmand, stod ved siden af og børstede sne af sin hat. Anders løb derhen, rev cyklen til sig uden at sige noget.

“Hør,” råbte manden, “Hvad bilder De –” Anders trillede ned fra fortovet og forbi de mørke, frosne vandpytter ude på gaden. Foran 20

Skytsenglen.indd 20

03/05/18 10.28

ham fløj den mistænkte lynhurtigt af sted langs butikkerne. Anders lænede sig ind over styret, slingrede uden om ambulancen, som var på vej til banken. *** Anders cyklede imod ensretningen. Sneen blæste ind i ansigtet på ham, mens den mistænkte drejede til venstre ved det næste hjørne.

Anders fulgte efter ham, men gaden foran ham var tom. Et par meter længere fremme lå den mistænktes cykel væltet. Anders steg af sin egen cyklen, tog et skridt frem. På den ene side af gaden lå en etageejendom, på den anden en park. Den mistænkte var ingen steder at se.

Så mærkede Anders pistolens kolde metalløb mod sin nakke. *** En stemme talte bag ham: “Du skal ikke følge efter mig.” Anders nikkede. Han prøvede at undertrykke sin vrede. Han mærkede pistolens munding mod sit hår, sit kranie.

“Læg dig ned,” sagde stemmen.

Han skyder, tænkte Anders. Han skyder mig i nakken.

“Skyd ikke,” sagde han. Han bøjede sit ansigt ned mod jorden.

Hans næse rørte næsten sneen. Han hørte sin fars stemme. Et spøgelse fra barndommen: Du beskyttede vel pigen, gjorde du ikke? Han stirrede på den hvide jord. Han huskede den dag for næsten 30 år siden, hvor han havde stået i gården og pisset i bukserne. Han huskede varmen. Han huskede, hvordan de andre drenge havde grinet, da de så pletten ved hans lynlås, der blev større og større.

Han ventede på skuddet. Kuglen, der hamrede.

“Du skal ikke følge efter mig,” gentog den mistænkte. “Luk øjnene.” Anders bed tænderne sammen, hviskede. “Jeg beder dig –” “Luk øjnene. Hold dem lukket i to minutter.”

21

Skytsenglen.indd 21

03/05/18 10.28

“Ja.” Anders lukkede øjnene. Han prøvede at rejse sig. Prøvede at tvinge sig selv op. Men han kunne ikke røre sig. Han blev ved med at se pistolen for sig. Blev ved med at tænke på, at den ville gå af det sekund, han rejste sig. En politisirene hylede, kom tættere på: En hvas lyd, der kom fra området omkring Søerne. Lyden rev Anders tilbage, ud af hans trance. Han åbnede langsomt øjnene.

Han løftede hovedet, så den mistænkte stige op på sin cykel igen.

Han cyklede hen mod ejendommens hoveddør. Han nåede trappestenen, steg af cyklen og smuttede ind gennem hoveddøren.

Patruljevognen kørte op på siden af Anders og bremsede hårdt.

Anders blev siddende på knæ. Han trak vejret langsomt, mens betjentene løb over mod ham. En af dem spurgte, hvordan han havde det. Anders trak vejret skarpt ind.

“Den vej, trapperne,” sagde han. “Han har en pistol.” Der lød flere sirener fra begge ender af gaden. Anders lukkede øjnene, prøvede at undertrykke vreden og ydmygelsen, som jog igennem ham. Så kiggede han op på sneen, som dalede fra de lave grå skyer. *** Et minut senere var den mistænkte anholdt. To patruljebiler havde spærret gaden, så han ikke kunne flygte. Et hold betjente var gået ind for at hente ham. Nu fulgte de ham ned ad trappen igen.

Anders var forvirret, udmattet. Han fulgte med fra fortovet. To betjente førte den mistænkte hen mod en af politibilerne.

Anders betragtede ham. Han havde et tomt, næsten uskyldigt, udtryk. Hans ansigt var ungt og glat. Han havde håndjern på og holdt sine hænder op foran sig. Det virkede ikke, som om han havde tænkt sig at gøre modstand eller stikke af. Betjentene placerede ham på bagsædet af en af patruljevognene. Anders benyttede sig af sin rang og satte sig ind ved siden af ham.

“Har De en tegnebog?” spurgte han. Han følte sig stadig omtumlet, og det var, som om han var uden for sin krop.

22

Skytsenglen.indd 22

03/05/18 10.28

Den mistænkte stak hånden i lommen og gav Anders sin tegnebog.

Den var af læder, gammel, men velholdt. Anders fandt identitetspapirerne og så på navnet. Palle Hardrup. Født 3. december 1922. Han var altså 28 år gammel. Betjenten ved rattet vendte sig om. Han var en ældre politimand, og hans stemme var hæs af cigaretter.

“Chefen har lige kaldt os over radioen,” sagde han. “Vi skal køre ham her tilbage til banken, så vidnerne kan identificere ham. Han skød to medarbejdere.” Anders lagde papirerne tilbage i tegnebogen.

“Passer det, Hardrup?” spurgte han. “Skød De to mennesker i banken?”

“Ja.” “Hvorfor?”

Hardrup så på Anders, men han svarede ikke.

Anders lukkede tegnebogen. Besluttede, at han ikke ville ikke spørge mere. Det kunne vente til afhøringen. Mange kriminelle var overraskende villige til at fortælle, når først de var i politiets varetægt.

Men Hardrup var anderledes. Man kunne se det i hans isblå øjne: Hans blik var stolt, fornuftigt. Det var, som om han ikke havde gjort noget, han ikke kunne retfærdiggøre eller forklare. Anders fastholdt Hardrups blik, huskede følelsen af pistolen mod sit baghoved.

Han tænkte: Denne mand har lige skudt to mennesker. Hvorfor var jeg ikke den tredje? Hvorfor lod han mig slippe?

Patruljevognen svingede ud på gaden. Hardrup kiggede ud ad vinduet, iagttog gadelygterne og murstensbygningerne, som gled forbi i deres egen ophøjede, regelmæssige rytme. *** Marie lukkede skuffen i kasseapparatet og så op på uret, som hang i hjørnet af boghandlen. Klokken var næsten 17.00. Anders ville snart komme og hjælpe hende med kasserne. Hun håbede, han ville komme tidligt. Hun kunne allerede mærke usikkerheden krybe ind under huden.

23

Skytsenglen.indd 23

03/05/18 10.28

Alt er fint, tænkte hun. Der er ikke noget at være bekymret for.

Men lige så snart hun havde tænkt det, tog uroen til. Hun ryddede op på sit skrivebord, gennemgik ordrebogen.

Han kommer, sagde hun til sig selv. Det betyder ikke noget, at han ikke er kommet endnu.

Hun plejede ikke at gå op i, om Anders kom til tiden. Hun havde vidst, da de giftede sig, at en betjent tilbragte mange timer på arbejdet. For det meste havde hun det også fint med at være alene. Men hver gang hun mærkede uroen, håbede hun næsten at finde en årsag til, at hun var bekymret. For det, der for alvor kunne få uroen til at vokse i hende, var, når hun ikke vidste, hvorfor hun følte sig urolig.

Hun huskede brevene fra Lisbeth. Huden, der hang i pigtråden.

Barnet sparkede.

Det fik hende til at vende sine tanker mod andre bekymringer.

Bekymringer, som hun kun sjældent glemte. Var hun klar til at blive mor? Selvfølgelig ikke. Hvad i alverden havde dog fået hende til at tro, at hun kunne tage vare på et andet menneske? Hun var sidst i tyverne, men hun kunne knap nok finde ud af at passe hr. og fru Bruuns lille lokale boghandel. Men det var jo for sent. Hun var gravid, barnet var på vej.

Ja, barnet var på vej, og det betød, at det ville tage hende i hvert fald ét ekstra semester, før hun kunne få sin længe ventede kandidatgrad i filosofi. Hendes liv ville kun komme til at handle om bleer fra nu af, sutteflasker og amning om natten. Anders ville selvfølgelig blive træt af hende på et tidspunkt, og han ville gå fra hende og finde en anden kvinde. En kvinde med en kandidatgrad. Hun ville stå alene tilbage, og barnet ville bebrejde hende og hade hende for altid. Hun var virkelig på vej mod den store katastrofe.

Hun hørte en stemme, blid og tryg. Det skal nok gå, Marie. Der er aldrig nogen, der føler sig klar til at få et barn. Men samtidig hørte hun også en anden hviske: Måske ville det være bedst, hvis der alligevel ikke kom noget barn.

Bedst for dig og bedst for Anders. Hun tænkte over det. Hun satte sig 24

Skytsenglen.indd 24

03/05/18 10.28

ved sit bord og lyttede til alle stemmerne, der begyndte at skændes i hendes hoved. Det var umuligt at slippe for dem. *** Patruljevognen kørte op til fortovet uden for banken.

Det ene øjeblik gled Anders gennem byen. Det næste var der vrede mennesker overalt, de omringede bilen og spærrede for indgangen til banken. Der var kommet flere mennesker til. De var rasende, snart ville de kræve blod. Mange af ansigterne var forvrængede, ude af sig selv. Folk råbte, snerrede, viftede med knyttede næver.

Nogle sang om hævn: “Et øje for et øje! Et liv for et liv! Øje for øje!

Et liv for et liv.”

Anders kunne smage galskaben i luften. Det var et massehysteri, en beruselse. Alle gav sig hen, lod sig rive med. Hardrup sad med sine hænder i skødet. Han havde knap sagt et ord på vejen. Han var upåvirket af larmen og menneskemængden. Han lignede stadig en fredfyldt dreng. Anders handlede hurtigt. Han greb fat i Hardrups arm, trak ham ud af bilen. Han tvang dem begge igennem mængden.

De skulle bare nå hen til banken. Så kunne de låse døren og blive derinde, indtil folk faldt til ro eller besluttede at gå hjem.

Hardrup fulgte med, gjorde ingen modstand.

Anders åbnede en af de tunge døre og skubbede Hardrup ind i bankens lobby. Bag dem blev råbene højere og højere. Det lød som trolddom, som ordene i en mørk og voldelig formular. “Øje for øje! Et liv for et liv! Øje for øje! Et liv for et liv.” *** Marie låste butikken og begyndte at støve hylderne af. Så gik hun ind på lageret. Hun så på kasserne, der lå spredt ud over gulvet. De var fyldt med kunstbøger: Adskillige bind om italiensk renæssancemaleri, hinduistiske mosaikker og geometrisk design i muslimsk arkitektur.

25

Skytsenglen.indd 25

03/05/18 10.28

Anders var tyve minutter forsinket. Hun blev nødt til at begynde uden ham.

Gør det nu bare, tænkte hun. Gør det, før du begynder at bekymre dig igen.

Hun klappede sig selv på maven. Babyen sparkede ikke mere. Den sov sikkert.

Hun bøjede sig ned og løftede en kasse. Hun kunne mærke vægten af de store, indbundne bøger, som lå tæt pakket.

Den skeptiske stemme var tilbage, pinte hende: Han er tyve minutter forsinket. Han er ligeglad. Ligesom alle andre. Hun prøvede at le.

Nogle gange fik det selv hendes mørkeste tanker til at forsvinde. Men hun kunne mærke, at det ikke ville virke nu.

Afrevet hud. Store stykker, som blafrede fra hegnet. Det var sandheden. Resten var løgn.

Kassen knagede lidt, mens hun bar den. Hun begyndte at hive den op ad stigen, så hun kunne gemme den på hylden over kosteskabet.

Tag det roligt, sagde hun til sig selv. Der er ikke noget galt. Det hele er noget, du forestiller dig. Hun var næsten nået helt op, da hun hørte telefonen ringe i lokalet inde ved siden af.

Hun vendte sig mod lyden. Så gled hendes sko på et af stigens riflede trin.

Hun slap kassen, men hun havde allerede mistet balancen. Hun tippede væk fra væggen, mærkede barnet bevæge sig inden i sig, inden hun greb desperat ud efter stigen en sidste gang. Hendes negle skrabede mod metallets kant. Hun gispede stille, faldt baglæns ud i ingenting.

Skytsenglen.indd 26

03/05/18 10.28

Politiinspektør Anders Olsen bliver hurtigt sat på sagen og finder ud af, at Hardrup har delt fængselscelle med den karismatiske Bjørn Schouw Nielsen, og at hans interesser for mystik, yoga, hypnose og et nyt nordisk rige har haft indflydelse på Hardrup. Pludselig vikles Anders Olsen ind i et spind af bedrag og manipulation, hvor intet er som det ser ud, og intet er til at stole på – ikke engang hans egen bevidsthed.

SKYTSENGLEN er en psykologisk thriller baseret på hypnosemordene, en historisk mordsag som rystede og fascinerede danskerne i begyndelsen af halvtredserne. Det er også en spillefilm, med blandt andre Pilou Asbæk og Josh Lucas i hovedrollerne.

Kevin Frazier er en amerikansk forfatter og kritiker. Frazier er i dag

bosat i Helsinki. Arto Halonen er en finsk filminstruktør og manuskriptforfatter med flere prisvindende film bag sig. Frazier og Halonen har samarbejdet på flere projekter, senest manuskriptet bag spillefilmen SKYTSENGLEN og denne roman.

Hr. Ferdinand

SKYTSENGLEN

En forårsdag i 1951 begår den 29-årige Palle Hardrup røveri mod Landmandsbanken på Nørrebrogade i København. Noget går galt, og han skyder to bankansatte, inden han flygter med pengene. Øjenvidner siger, at han opførte sig som var han i trance.

Arto Halonen Kevin Frazier

HVEM STYRER DINE TANKER OG HANDLINGER?

Arto Halonen

Kevin Frazier

SKYTSENGLEN Psykologisk thriller baseret på virkelige hændelser

Hr. Ferdinand