CMYK

Nogle menneskers hemmeligheder er mørkere end andres

Imponerende, begavet spændingsroman i dialog med mange af tidens store emner. – THE TIMES

Advokaten Kate Woodcroft skal føre sagen; hun er en dreven professionel og forstår, at jura mest af alt handler om at have argumenterne i orden. Kate er overbevist om, at James er skyldig. Hvem har ret, når det kommer til James? Sophie eller Kate? Og har de andet at gå ud fra end fornemmelser og personlige oplevelser? På trods af sin privilegerede opvækst ved Sophie udmærket, at hendes perfekte liv ikke er ukrænkeligt. Det har hun vidst, siden hun og James mødte hinanden på Oxford, og noget unævneligt fandt sted i en månebelyst atriumgård.

Velskrevet pageturner, fuld af twists! – THE INDEPENDENT

Totalt medrivende psykologisk retssalsdrama, særligt i disse #MeToo-tider. – THE GUARDIAN

SKANDALENS ANATOMI

JAMES ER EN GOD OG KÆRLIG FAR, en opmærksom ægtemand og en karismatisk og succesfuld figur i den offentlige debat. Og så er han anklaget for en frygtelig forbrydelse. Hans kone Sophie håber for alt i verden på hans uskyld.

SARAH VAUGHAN har studeret engelsk ved Oxford og blev senere journalist. Skandalens anatomi er hendes tredje roman, blev med det samme en bestseller i hjemlandet, og er solgt til udgivelse over hele verden. Hun arbejder og bor i Cambridge sammen med sin mand og deres to børn.

HR. FERDINAND

Skandalens anatomi

Skandalens_anatomi.indd 1

16/01/19 08.45

Sarah Vaughan

Skandalens anatomi SpĂŚndingsroman

PĂĽ dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Hr. Ferdinand

Skandalens_anatomi.indd 3

16/01/19 08.45

Skandalens_anatomi.indd 4

16/01/19 08.45

Han har brug for skyldige mænd. Så han har fundet mænd, der er skyldige. Dog ikke nødvendigvis i det, de er blevet anklaget for. Hilary Mantel, M ag t e n

Skandalens_anatomi.indd 5

16/01/19 08.45

Skandalens_anatomi.indd 6

16/01/19 08.45

KATE 2. december 2016

Et

Parykken ligger på mit skrivebord, hvor jeg har smidt den. En strandet vandmand. Uden for retssalen er jeg ligeglad med denne vigtige del af min garderobe, og i stedet for at udvise den behørige respekt gør jeg det stik modsatte. Den er håndlavet af hestehår og næsten seks hundrede pund værd. Jeg vil gerne have, at den skal ældes og suge noget af den myndighed til sig, som jeg nogle gange frygter, at jeg mangler. At hårgrænsen skal blive gulnet af mange års brug, og de stramme, flødefarvede krøller slappe og grå af støv. Nitten år efter, at jeg blev advokat, ser min paryk stadig ud til at tilhøre den flinke nye stræber – ikke hende, eller mere almindeligvis ham, der har arvet parykken efter sin far. Det er sådan en paryk, jeg vil have: en, der er mat og patineret af tradition, privilegier og alderdom. Jeg sparker mine sko af: blanke sorte læderpumps med guldspænder foran, sko, der kunne tilhøre et lapset parlamentsmedlem, en hofmester, eller netop en kvindelig advokat, som nyder at gå op i historien, traditionerne, det herligt absurde ved det hele. Det er vigtigt med dyre sko. Vi kigger alle sammen ned i gulvet en gang i mellem for ikke at virke konfronterende, når vi taler med vores 7

Skandalens_anatomi.indd 7

16/01/19 08.45

kollegaer, med retsbetjentene eller politiet. Enhver, der kaster et blik på mine sko, vil se en person, der forstår denne lille psykologiske særhed, og som tager sig selv alvorligt. De vil se en kvinde, der klæder sig, som om hun tror på, at hun vil vinde. Jeg kan lide at klæde mig til rollen, forstår I. At gøre det ordentligt. Kvindelige advokater kan gå med pibestrimmel: en stump bomuld og blonde, der sidder som en hagesmæk – et falsk forstykke, der kun lige når rundt om halsen – og koster godt tredive pund. Eller de kan klæde sig som mig: en hvid rundhalset bluse og en krave hæftet fast med kraveknapper både fortil og bagtil. Manchetknapper. En sort jakke i uld og nederdel eller bukser og – afhængigt af deres succes og anciennitet – en sort kappe i uld eller silke. Alt det har jeg ikke på nu. Jeg har taget det meste af min forklædning af i advokaternes omklædningsrum i domhuset, the Baileys. Kappen er smidt. Kraven og manchetterne løsnet, mit halvlange blonde hår, som i retten er skrabet tilbage i en hestehale, er nu fri af elastikken og en lille smule uglet. Uden hele mit antræk er jeg mere feminin. Med parykken på og mine tungt indfattede briller ved jeg godt, at jeg virker aseksuel. I hvert fald ikke tiltrækkende, skønt man måske vil bemærke mine markerede kindben, der trådte frem, da jeg var i tyverne, og som kun er blevet hårdere og skarpere siden, ligesom jeg er blevet hårdere og skarpere med årene. Jeg ligner mig selv mere uden parykken. Er mere mig. Den, jeg er inderst inde, ikke den, jeg fremstår som i retssalen, eller en af de inkarnationer, min personlighed har haft gennem tiden. Det her er mig: Kate Woodcroft, kriminalretssagfører og QC, udpeget til Queen’s Counsel, medlem af det prestigefyldte advokatsamfund Inner Temple og ekspertanklager i sager om seksualforbrydelser. Toogfyrre år; skilt, single, barnløs. Jeg hviler hovedet lidt i hænderne og puster langsomt ud, mens jeg prøver at få mig selv til at slippe taget, bare et øjeblik. Det nytter ikke. Jeg kan ikke slappe af. Jeg har en lille plet eksem på håndleddet, og jeg smører E45-creme på, mens 8

Skandalens_anatomi.indd 8

16/01/19 08.45

jeg modstår fristelsen til at kradse i det. Kradse i min utilfredshed med livet. I stedet kigger jeg op i det høje loft på mit advokatkontor. En række kontorer i en rolig oase i hjertet af London. Arkitektur fra det attende århundrede med overdådig stuk, bladguld om rosetten i loftet og udsigt gennem de tårnhøje ateliervinduer til Inner Temples gårdsplads og den runde Temple Church fra ellevehundredetallet. Det her er min verden. Gammeldags, anakronistisk, privilegeret, eksklusiv. Alt, hvad jeg burde – og normalt ville – påstå at hade. Og alligevel elsker jeg det. Jeg elsker det, fordi det hele – klyngen af bygninger ned til floden i ly bag The Strand, pompen og pragten, hierarkiet, den høje status, historien og traditionerne – er noget, jeg engang ikke anede fandtes, og som jeg aldrig havde troet, at jeg kunne blive en del af. Det viser alt sammen, hvor langt jeg er nået. Det er derfor, at jeg altid tager en kop varm kakao og ekstra sukker med ud til pigen, som kryber sammen i sin sovepose foran The Strand, når jeg køber min cappuccino. Hvis jeg altså ikke følges med mine kollegaer. De fleste ville næppe lægge mærke til hende. De hjem­løse er gode til at gøre sig usynlige, eller vi er gode til ikke at se dem: blinde for deres slidte soveposer, deres grå ansigter og uredte hår; deres kroppe indsvøbt i sweatre, der virker alt for store, og deres lige så udmagrede gadekryds, mens vi haster forbi mod Covent Gardens forførende glans eller kulturlivet på South Bank. Man skal ikke opholde sig ret længe i en retssal, før det går op for en, hvor usikkert livet kan være. Hvordan ens verden kun alt for brat kan synke i grus, hvis man træder så meget som ét skridt forkert; hvis man bare et splitsekund handler ulovligt. Eller rettere, hvis man er fattig og bryder loven. For retssale tiltrækker ligesom hospitaler dem, som har dårlige kort på hånden fra begyndelsen, som vælger den forkerte mand eller de forkerte venner og synker så dybt ned i ulykken, at de mister deres moralske kompas. De rige slipper lettere igennem. Tag bare skatteunddragelse, eller svindel, som det gerne hedder, når den anklagede ikke har nydt godt af en dygtig revisor. 9

Skandalens_anatomi.indd 9

16/01/19 08.45

Uheld, eller mangel på skarpsindighed, rammer ikke rig nær så hårdt som fattig. Åh, jeg er i dårligt humør. Man ved, jeg er i dårligt humør, når jeg giver mig til at tænke som en ungdomspolitiker. For det meste holder jeg min hang til The Guardian og mine overbevisninger for mig selv. De kan ryge i den gale hals på mine mere traditionelt indstillede kollegaer, blive årsag til ophedede diskussioner ved officielle mid­ dage, hvor vi spiser den slags mad, man kan risikere at få serveret til bryllupper, kylling eller indbagt laks, og drikker vores akkurat lige så middelmådige vin. Så er det mere diplomatisk at nøjes med retssalssladder: Hvem får så få sager ind, at de snart må søge ekstra arbejde som dommer ved Crown Court, hvem bliver den næste i silkekappe; hvem flippede ud på en retsbetjent midt under et rets­møde? Jeg kan knevre med i den slags samtaler, mens jeg tænker på mit arbejde, stresser over mit privatliv, eller sågar mens jeg planlægger morgendagens indkøb. Efter nitten år er jeg god til at passe ind. Jeg er ferm til det. Men på mit kontor, hvor jeg har helle, kan jeg nogle gange slippe kontrollen bare lidt, og et øjeblik støtter jeg hovedet i hænderne på mit partnerskrivebord i mahogni; klemmer øjnene i og maser til med knoerne. Jeg ser stjerner: hvide nåle, der stikker hul i mørket og stråler som diamanterne i den ring, jeg har købt til mig selv, for ingen anden havde tænkt sig at gøre det. Hellere se stjerner end give efter for tårerne. Jeg har lige tabt en sag. Og selv om jeg ved, at jeg vil komme mig over følelsen af fiasko inden på mandag, vil se fremad, for der er andre sager at føre, andre klienter at repræsentere, piner det mig. Det er ikke noget, der sker ofte, eller som jeg bryder mig om at indrømme, for jeg kan lide at vinde. Nå, det kan vi jo alle sammen. Det giver sig selv. Hvis vi ikke vinder, går glansen af vores karrierer. Og anklageprocessen fungerer nu engang, som den gør. Jeg husker, at det kom som et kæmpe chok, første gang det blev slået fast for mig under min advokatuddannelse. Jeg helligede mig 10

Skandalens_anatomi.indd 10

16/01/19 08.45

loven med høje idealer, og jeg har bevaret et par stykker; jeg er ikke blevet helt kynisk, men jeg havde ikke forventet det udtrykt så brutalt. ‘Sandhed er en indviklet sag. På godt og ondt handler advokatvirksomhed egentlig ikke om at søge sandheden, fortalte Justin Carew, QC, til os hvalpe i tyverne, lige landet fra Oxford, Cambridge, Durham og Bristol. Advokatvirksomhed handler om at være mere overbevisende end modparten, fortsatte han. Man kan vinde selv med alle beviser imod sig, hvis bare man har de bedste argumenter. Og det handler alt sammen om at vinde, det er klart. Men nogle gange taber man på trods af alle sine talegaver, og for mig sker det uvægerligt, når et vidne viser sig at være ustabilt, når vidnernes udsagn ikke holder vand, når vidnesbyrdet vikles op under krydsforhøret som et garnnøgle i kløerne på en killing – en masse selvmodsigelser, der filtrer til, jo mere man hiver. Det skete i dag med Butlersagen. Det var en voldtægtssag formørket af partnervold: Ted Butler og Stacey Gilbous havde boet sammen i fire år, og gennem det meste af den tid havde han tævet rundt med hende. Jeg vidste fra begyndelsen, at vi havde alle odds imod os. Nævninge dømmer gerne forbryderen, der har begået overfaldsvoldtægt, det arketypiske monster i den skumle gyde, men når det gælder partnervoldtægt, vil de helst ikke vide for meget, ellers tak. Jeg synes nu generelt jurymedlemmer gør det godt, men i denne sag gjorde de ikke. Jeg tænker nogle gange, at de sidder fast i Victoria­ tiden; hun er din hustru eller din partner, hvad du gør med hende mellem hjemmets fire vægge, er din egen private sag. Og hvis jeg skal være fair, er der da også noget snusket over at dykke så langt ned i et pars privatliv: at høre om, hvad hun har på i seng – en oversize T-shirt fra en førende supermarkedskæde – eller om, hvordan han altid tager sig en cigaret efter sex, selv om hun har astma, og han ved, hun får trykken for brystet. Jeg undrer mig over folk på tilskuerrækkerne: Hvorfor kommer de og ser det her triste, ynkelige drama? Det er mere gribende end tv for så vidt, at det er ægte mennesker i salen og ægte 11

Skandalens_anatomi.indd 11

16/01/19 08.45

gråd fra vidnet – som tilskuerne heldigvis ikke kan se; skærmet som hun er bag en skillevæg, så hun ikke behøver at se på sin påståede overfaldsmand: fednakket og griseøjet, iført et tarveligt jakkesæt og med sort skjorte og slips; hans afstumpede forsøg på at virke respektabel, som han sidder der og skuler bag anklagebænkens panserglas. Ja, det føles snusket og uanstændigt. Anmassende. Men jeg stiller spørgsmålene alligevel – spørgsmål, der borer i de mest sårbare og skræmmende minutter af Staceys liv, for i bund og grund, og desuagtet hvad en klog gammel QC fortalte mig for mange år siden, er det stadig sandheden, jeg er ude efter. Og så rejser forsvareren spørgsmålet om porno. Et spørgsmål, som kun kan rejses, fordi min modstander med succes har argumenteret for, at der er en parallel mellem en scene i en DVD på natbordet og det, som nu er sket. ‘Er det ikke muligt,’ spørger min lærde ven Rupert Fletcher med sin dybe, bydende baryton, ‘at der var tale om en sexleg, som hun senere er blevet lidt beklemt ved? En fantasi, hun gav sig hen til, som hun følte, gik lidt for vidt? På DVD’en ser man en kvinde blive bundet, akkurat som frøken Gibbons blev bundet. I kan tænke jer, at Ted Butler i selve penetrationsøjeblikket troede, at Stacey Gibbons udlevede en fantasi, de havde talt om på forhånd. At hun simpelthen bare spillede en rolle, som hun villigt var gået med til.’ Han videregiver nogle flere detaljer fra DVD’en, så henviser han til en tekstbesked, hvor hun indrømmer: ‘Det gjorde mig liderlig’. Og jeg ser glimtet af væmmelse på et par af nævningenes ansigter – den midaldrende kvinde, fikst klædt på til sin dag i retten, som måske havde forventet at få en sag om indbrud eller mord, og hvis øjne er blevet godt og grundigt åbnet af denne sag – og jeg ved, at deres sympati for Stacey nu forsvinder hurtigere end tidevand fra stranden. ‘Du fantaserede om at blive bundet, ikke sandt?’ siger Rupert. ‘Du skrev til din elsker og lod ham vide, at du var med på at prøve den slags.’ Han holder et sekunds kunstpause og lader Staceys hulken nå hele 12

Skandalens_anatomi.indd 12

16/01/19 08.45

vejen rundt i den vinduesløse retssal. Og så: ‘Jo,’ lyder hendes grådkvalte tilståelse – og fra dét øjeblik betyder det ikke længere noget, at Ted nærmest kvalte hende, mens han gennemførte voldtægten, eller at der var mærker på hendes håndled, fra da hun kæmpede for at komme fri; rebmærker, hun havde åndsnærværelse nok til at filme med sin iPhone. Fra dét øjeblik går det kun ned ad bakke. Jeg skænker mig selv et glas whisky fra karaflen på anretterbordet. Det er ikke noget, jeg ofte gør, drikker i arbejdstiden, men det har været en lang dag, og klokken er over fem. Tusmørket er faldet på – med et blødt skær af fersken og guld, der lyser skyerne op og forskønner gården – og jeg vil til enhver tid mene, at alkohol er tilladt efter mørkets frembrud. Single malten rammer mit svælg og varmer ned gennem halsen. Jeg spekulerer på, om Rupert vil fejre sin sejr på vinbaren over for Højesteret. Ud fra hævelserne, mærkerne på halsen og det smørrede grin på klientens fjæs må Rupert have vidst, at han var skyldig som ind i helvede. Men en sejr er en sejr. Og dog, hvis jeg var forsvarer i sådan en sag, ville jeg have anstændighed nok til ikke at hovere og i hvert fald til ikke at købe en flaske Veuve og dele med min junioradvokat. Men på den anden side undgår jeg helst at være forsvarer i sager som denne. Selv om man regnes for en bedre advokat, hvis man både er anklager og forsvarer, vil jeg ikke smudse min samvittighed til ved at repræsentere klienter, jeg mistænker for at være skyldige. Det er derfor, jeg foretrækker at være anklager. For jeg er på sandhedens side, må man forstå, ikke bare på vindernes – og jeg tænker sådan, at hvis jeg tror på et vidne, er der beviser nok til at føre en sag. Og det er derfor, jeg vil vinde. Ikke bare for sejrens skyld, men fordi jeg holder med denne verdens Stacey Gibboner, og med dem, hvis sager er mindre mudrede og endnu mere brutale: den seksårige, der er blevet voldtaget af sin bedstefar, den elleveårige, der gang på gang er blevet bagpulet af sin spejderfører, den studerende, som bliver tvunget til oralsex, fordi hun formaster sig til at gå alene hjem en sen aften. Ja, jeg er især på hendes side. Bevisbyrden er tung ved straffedomstolen: Enhver tvivl kommer den tiltalte til 13

Skandalens_anatomi.indd 13

16/01/19 08.45

gode, og i modsætning til sager ved civildomstolen er det ikke nok, at anklagen er mere sandsynlig end forsvaret. Og derfor gik Ted Butler fri i dag. Der var dét gran af tvivl: den hypotetiske mulighed, manet frem af Rupert med hans karamelstemme, for, at Stacey, en kvinde, som nævningene måske antog for at være lidt grov i det, havde givet samtykke til voldsom sex, og at det først to uger senere, da hun tog Ted i at være utro, faldt hende ind at gå til politiet. Den mulighed, at hun måske var traumatiseret og skamfuld, at hun måske frygtede at blive ydmyget i retten og mistænkeliggjort, som hun siden blev, faldt dem tilsyneladende ikke ind. Jeg fylder mit tunge krystalglas igen, tilsætter et skvæt vand. Min grænse går ved to drinks, og jeg overholder den. Jeg er disciplineret. Det bliver jeg nødt til at være, for jeg ved, at mit intellekt bliver sløvet, hvis jeg drikker mere end det. Måske er det på tide at gå hjem – men tanken om at komme hjem til min velordnede treværelses lejlighed frister ikke. Generelt holder jeg af at bo alene. Jeg er for egenrådig til at være i et forhold, det ved jeg, for øm over mit privatliv, for egoistisk, for diskussionslysten. Jeg nyder at være alene, eller rettere nyder jeg at være fri for at skulle tage hensyn til andres behov, når min hjerne kører på højtryk, mens jeg forbereder en sag, eller når jeg er hundetræt efter at have afsluttet en. Men når jeg taber, går stilheden mig på. Jeg vil ikke være alene – vil ikke svælge i min professionelle og personlige utilstrækkelighed. Så jeg plejer at blive på kontoret med lyset tændt, længe efter at mine kollegaer med familie er gået hjem; på jagt efter sandheden i mine bunker af papirer og fordybet i spørgsmålet om, hvordan jeg vinder næste sag. Nu lytter jeg, mens mine kollegaers hæle klaprer ned ad trætrappen fra det attende århundrede, og deres latter trænger op til mig. Tidlig december, optakten til juleræset, og den almindelige lettelse over at være nået til enden på en lang uge er til at tage og føle på. Jeg har ikke tænkt mig at mødes med mine kollegaer nede på pubben. Jeg har mit sure fjæs på, som min mor plejede at sige, og jeg har spillet skuespil nok for i dag. Jeg vil ikke have, mine kollegaer skal føle, 14

Skandalens_anatomi.indd 14

16/01/19 08.45

at de bliver nødt til at trøste mig; fortælle mig, at der er andre sager at føre; at når det handler om hustruvold, har man stort set tabt fra begyndelsen. Jeg gider ikke smile anstrengt, mens jeg koger indeni. Jeg vil ikke ødelægge stemningen med min vrede. Richard vil være der: min tidligere mentor, min lejlighedsvise elsker – min meget lejlighedsvise elsker, nu hvor hans kone, Felicity, har fået nys om os. Jeg vil ikke forstyrre og endnu mindre ødelægge hans ægteskab. Han skal ikke sidde der og have ondt af mig. Det banker hårdt på døren: det rappe bank-bank-bank, der tilhører den eneste person, jeg kan holde ud at møde lige nu. Brian Taylor, min advokatsekretær gennem alle de nitten år, jeg har været på Swift Court nr. 1. Fyrre år i branchen og med mere sund fornuft og psykologisk indsigt end mange af de advokater, han arbejder for. Bag den elegante gråsprængte frisure, det sirligt knappede jakkesæt og hans kække “frøken“ – for han insisterer på at holde på formerne, i det mindste på kontoret – gemmer der sig en skarp forståelse for menneskets natur og et stærkt moralsk kompas. Han er også meget privat. Det tog mig fire år at opdage, at hans kone havde forladt ham, og endnu fire år, før jeg fandt ud af, at det var for en anden kvinde. ‘Tænkte nok, du stadig ville være i gang.’ Han stikker hovedet ind ad døren. ‘Hørte om Butlersagen’. Hans øjne flakker fra mit tomme whiskyglas til flasken og tilbage igen. Han siger ingenting. Noterer det bare. Jeg mumler noget utydeligt, der kommer ud som en knurren i halsen. Han stiller sig foran mit skrivebord med hænderne på ryggen, hvilende i sig selv, mens han venter på tilladelse til at sige et par visdomsord. Jeg spiller med og læner mig tilbage i stolen, og lidt af det mørke humør letter trods alt. ‘Det, du har brug for nu, er noget med kød på. Noget stort.’ ‘Det siger du ikke.’ Jeg mærker et lettelsens suk over, at han kender mig så godt, og at han omtaler min ambition som en kendsgerning. ‘Det, du har brug for, fortsætter han og ser listigt på mig, hans 15

Skandalens_anatomi.indd 15

16/01/19 08.45

mørke øjne optændt af begejstring over en saftig sag, ‘er noget, der vil få dig frem i verden. Noget, der simpelthen vil sikre din karriere.’ Han står med noget i hånden, som jeg vidste, at han ville. Siden oktober 2015 er alle sagsakter blevet overdraget elektronisk: ikke længere ombundet med dybrosa bånd som en tyk billet doux. Men Brian ved, jeg foretrækker at læse fysiske dokumenter: at fordybe mig i papirark, jeg kan notere på, understrege; dække med selvlysende Post-its, indtil jeg har tegnet et kort, jeg kan bruge til at navigere i sagen. Han printer altid mine papirer ud, og sødere læsning findes ikke end den, han nu præsenterer med en tryllekunstners finesse. ‘Jeg har lige den sag, du mangler’.

Skandalens_anatomi.indd 16

16/01/19 08.45

SOPHIE 21. oktober 2016

To

Sophie har aldrig tænkt på sin mand som en løgner. Hun ved, at han forstiller sig, ja. Det hører med til hans arbejde: en vilje til at økonomisere med sandheden. En forudsætning, nærmest, for en minister i regeringen. Men hun har aldrig forestillet sig, at han ville lyve for hende. Eller rettere, at han måske har et liv, hun ikke ved noget om: en hemmelighed, der kan detonere under hendes kærligt opbyggede verden og sprænge den i stumper og stykker én gang for alle. Mens hun ser på ham den fredag, på vej af sted for at følge børnene i skole, føler hun et jag af kærlighed så heftigt, at hun stopper op på trappen og bare sluger synet af de tre sammen. Dørkarmen rammer dem ind: James, der vender sig for at råbe farvel; venstre arm løftet i det politikervink, hun plejede at gøre grin med, men som nu virker så naturligt, højre hånd på Finns hoved. Deres søn, med pandehåret ned i øjnene og ål i strømperne, sparker lidt til fliserne, som altid utilfreds med at skulle af sted. Hans storesøster, Emily, smutter ud ad døren: ni år gammel og fast besluttet på ikke at komme for sent. ‘Nå, men så hej hej, råber hendes mand, og efterårssolen fanger 17

Skandalens_anatomi.indd 17

16/01/19 08.45

hans stadig lidt drengede frisure, lyser op som en glorie om hans hoved og fremhæver hans næsten to meter høje skikkelse. ‘Farvel, mor,’ råber hendes datter, mens hun løber ned ad trappen. ‘Hej hej mor.’ Finn, forvirret over forandringen i hans rutine – hans far, som følger ham i skole for en gangs skyld – skyder underlæben frem og rødmer. ‘Kom så, lille mand.’ James styrer ham ud ad døren: kompetent, myndig; ligefrem bydende, hvilket hun modvilligt erkender, at hun stadig finder tiltrækkende. Så smiler han ned til drengen, og hans ansigt bliver mildt, for Finn er hans bløde punkt: ‘Du ved, du bliver glad for det, når du først kommer derhen’. Han lægger armen om sin søns skulder og fører ham ned gennem deres pæne have i Vestlondon med de stynede laurbærtræer, der står som skildvagter, og den lavendelkantede sti, væk fra hende og ud på vejen. Min familie, tænker hun, mens hun ser den perfekte trio gå af sted: hendes pige, der løber i forvejen for at omfavne dagen, lutter tynde ben og viftende hestehale, hendes dreng, der tager sin far i hånden og ser op på ham med den ugenerte tilbedelse, som kom, da han blev seks. Ligheden mellem mand og dreng – for Finn er en miniatureudgave af sin far – gør kun hendes kærlighed større. Jeg har en smuk dreng og en smuk mand, tænker hun, mens hun betragter James’ brede skuldre – en tidligere roers skuldre – og venter i håbet snarere end forventningen om, at han skal se sig tilbage og smile til hende; for hun er aldrig blevet immun over for hans karisma. Selvfølgelig gør han det ikke, og hun ser til, mens de forsvinder ud af syne. De vigtigste mennesker i hendes verden. Denne verden styrter i grus klokken 20.43. James er forsinket. Hun burde have forudset det. Det er en af de fredage, hvor han har træffetid i et skarpt oplyst forsamlingshus i sin valgkreds i Surrey. Lige da han blev valgt, boede de der hver weekend; forlagde residensen til en kold, fugtig hytte, der aldrig kom til at føles helt hjemlig 18

Skandalens_anatomi.indd 18

16/01/19 08.45

på trods af al deres istandsættelse. Et valg senere var det en lettelse at opgive illusionen om, at Thurlsdon var et sted, de ønskede at tilbringe halvdelen af ugen. Dejligt om sommeren, ja, men trist om vinteren, når hun stirrede ud på de nøgne træer i bunden af deres landsbyhave, mens James passede sit arbejde i valgkredsen, og prøvede at formilde deres storbybørn, som savnede travlheden og adspredelserne i deres rigtige hjem i North Kensington. Nu tager de turen dertil en gang om måneden, og James tager den trælse tur ned til træffetid hver anden fredag. Han har fået chauffør nu, hvor han er juniorminister, og skulle have været hjemme omkring 19.30 – så vidt trafikken tillod. Det er meningen, de skal over til nogle venner og spise en uformel middag. Ja, eller venner og venner. Matt Frisk er også juniorminister: aggressivt ambitiøs på en måde, der er ilde set i deres kreds, hvor succes anses for at være uundgåelig, men rå ambition bliver opfattet som noget vulgært. Men han og Ellie er nære naboer, og hun kan dårligt aflyse aftalen med dem igen. De havde sagt, de ville være der klokken kvart over otte. Den er ti over nu – så hvor er han? Oktoberaftenen kryber mod ruderne: et mørke opblødt af gadelygterne, efteråret sniger sig ind. Hun elsker denne tid på året. Den minder hende om nye begyndelser: at løbe gennem de nedfaldne blade som ny studerende på Oxford, ør ved tanken om de nye verdener, der var ved at åbne sig for hende. Siden hun fik børn, har det været en tid til at pleje reden; hygge sig med ristede kastanjer, friske, kolde gåture og vildtgryder. Men netop nu er efterårsaftenen fuld af anelser. Skridt lyder ned ad fortovet, og en kvinde ler flirtende. En dybere stemme mumler. Ikke James. Lyden af skridt stiger og falder, dør bort. Hun trykker på genopkald. Hans mobil ringer og går til telefonsvareren. Hun støder til telefonens glatte skærm – urolig over dette tab af hendes sædvanlige selvkontrol. Angsten strammer i maven, og et øjeblik er hun tilbage i den kolde portnerbolig på sit college i Oxford, hvor vinden hviner gennem gården, mens hun venter på, at mønt­ 19

Skandalens_anatomi.indd 19

16/01/19 08.45

telefonen skal ringe. Portnerens medlidende blik. Den iskolde frygt – så intens gennem den sidste uge af hendes første sommersemester – for at noget endnu mere forfærdeligt ville ske. Nitten år gammel og desperat efter at han skulle ringe, allerede dengang. 20+14. Hun prøver igen og hader sig selv for det. Hans telefon går direkte til telefonsvareren. Hun fjerner et imaginært fnug, flytter rundt på sine venindearmbånd og tjekker sine negle: pænt filede, ulakerede, ikke som Ellies skinnende glatte gelékløer. Trin på trappen. En barnestemme. ‘Er far kommet hjem?’ ‘Nej – gå tilbage i seng.’ Hendes tonefald bliver hårdere, end hun har til hensigt. Emily stirrer på hende med et løftet øjenbryn. ‘Smut bare tilbage i seng, skat, tilføjer hun med mildere stemme, mens hun jager sin datter op ad trapperne og med et hjerte, der slår hurtigere, mens hun putter hende under dynen. ‘Fald du til ro nu. Han kommer snart.’ ‘Kan han komme og sige godnat, når han er her?’ Emily surmuler, helt ufattelig yndig. ‘Vi skal jo ud – men hvis du stadig er vågen ...’ ‘Det er jeg.’ Hendes datters beslutsomhed – den spændte kæbe, den uforsonlige selvtillid – som viser, at hun er sin fars datter. ‘Så er jeg sikker på, han kigger op’. Hun kommer yderligere indvendinger i forkøbet med et hurtigt kys på panden og stopper dynen ned om hende. ‘Men jeg vil ikke se dig ude af sengen igen. Forstået? Cristina passer jer, ligesom hun plejer. Jeg sender ham herop, når han kommer hjem.’ 20.17. Hun vil ikke ringe en gang til. Hun har aldrig været den slags hustru, der opfører sig som en stalker, men der er noget ved denne totale tavshed, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Det ligner ham ikke, han, der ellers er så god til kommunikation. Hun ser for sig, at han sidder fast i trafikken på M25-motorvejen og arbejder sig igennem sine papirer på bagsædet. Han ville ringe, 20

Skandalens_anatomi.indd 20

16/01/19 08.45

sende en besked, sende en mail: ikke bare lade hende vente – mens au pairen ude i køkkenet længes efter at flade ud på sofaen og få huset for sig selv – ikke bare sådan lade hende vente, mens hendes omhyggeligt genopfriskede ansigt bliver en smule mindre perfekt, og blomsterne til Frisk-parret ligger og visner i papiret på bordet ude i gangen. 20.21. Hun vil ringe til Frisk-parret klokken halv. Men tidspunktet kommer, og hun ringer alligevel ikke. Tyve femogtredive, seksogtredive, syvogtredive. Selv om hun ved, det er dårlig stil, sender hun Ellie Frisk en kort, beklagende sms og forklarer, at noget er kommet i vejen i valgkredsen, og de er frygtelig kede af det, men de kan desværre ikke komme alligevel. The Times har en artikel om Islamisk Stat skrevet af Will Stanhope, men ordene fra hendes gamle medstuderende skyller hen over hovedet på hende. Det kunne lige så godt være en historie om dinosaur­ astronauter, som hun læste højt for Finn, så lidt fanger den hende. For hver eneste del af hende er fokuseret på én ting. Og der er den. Lyden af hans nøgle i døren. En skraben og så et hvæs, idet den tunge egetræsdør glider op. Lyden af hans skridt: langsommere end de plejer at være, ikke hans sædvanlige raske, selvsikre gang. Så lyder bumpet fra hans røde ministermappe, som han giver slip på: vægten af ministeransvaret sluppet for et øjeblik – en lige så vidunderlig lyd på en fredag aften som tør hvidvin, der klukker ud af en flaske. Nøgler rasler på bordet i entréen. Og så stilhed igen. ‘James?’ Hun træder ud i entréen. Hans smukke ansigt er gråt: Hans anspændte smil når ikke op til øjnene, hvor de små rynker virker dybere end sædvanligt. ‘Du må nok hellere melde afbud til familien Frisk’. ‘Det er gjort’. Han ryster frakken af sig og hænger den omhyggeligt op med bortvendt ansigt. Hun tøver, så lægger hun armene om livet på ham – hans velformede talje med form som et V; som en ung træstamme, der breder sig op og ud – men han skubber blidt hendes arme væk. 21

Skandalens_anatomi.indd 21

16/01/19 08.45

‘James?’ Kulden i hendes mave niver. ‘Er Cristina her?’ ‘Ja.’ ‘Vil du ikke sende hende ind på værelset? Vi må tale sammen bare os to.’ ‘Klart.’ Hun har hjertebanken, og hendes stemme lyder spag. Han sender hende endnu et stramt smil, og en utålmodig tone sniger sig ind i hans stemme, som var hun et ulydigt barn eller måske en sløv embedsmand. ‘Vil du ikke være sød at gøre det nu, Sophie?’ Hun stirrer på ham og genkender ikke hans humør – så anderledes, end hun havde forventet. Han gnider sig i panden med faste, lange fingre, og hans grønne øjne glider i et øjeblik i, så øjenvipperne – afvæbnende lange – strejfer hans kinder. Så åbner han øjnene, og det blik, han sender hende, er det samme blik, Finn bruger, når han vil undgå en skideballe ved at undskylde på forhånd. Det er det samme blik, som James sendte hende for treogtyve år siden, før han bekendte den krise, der var ved at overvælde ham, der fik dem til at gå fra hinanden, der stadig nogle gange får hende til at gyse, og som hun nu frygter, vil stikke hovedet frem igen. ‘Jeg er ked af det, Soph. Virkelig ked af det’. Og det virker, som om han bærer ikke bare vægten af sit arbejde – juniorminister med ansvar for kontraekstremisme – men ansvaret for hele regeringen. ‘Jeg har virkelig nosset i det’. Hendes navn er Olivia Lytton, skønt Sophie altid havde tænkt på hende som James’ politiske assistent. 1,78 høj, otteogtyve, blond, med et godt netværk, selvsikker, ambitiøs. ‘Jeg tænker, at hun nu får tilnavnet den blonde bombe’. Hun går efter at lyde bidende, men hendes stemme lyder bare skinger. Affæren havde stået på i fem måneder, og han havde afsluttet den for en uge siden, lige efter partikongressen. ‘Det betød ikke noget’, siger James, med hovedet i hænderne, uden 22

Skandalens_anatomi.indd 22

16/01/19 08.45

at foregive, at han er noget som helst andet end angerfuld. Han læner sig tilbage og rynker på næsen, mens han lirer endnu en kliché af. ‘Det var bare sex, og jeg følte mig smigret’. Hun synker: Raseriet trykker hende for brystet, kan dårligt holdes inde. ‘Nå, men så er alt jo OK.’ Hans blik bliver mildt, idet han registrerer hendes smerte. ‘Den del af os fejlede ikke noget. Det ved du.’ Som regel er han så god til at læse hende: en færdighed, der er skærpet over to årtier, en af de ting, der binder dem så tæt sammen. ‘Jeg dummede mig bare.’ Hun venter, rank på sofaen over for ham, på, at hendes vrede skal aftage nok til, at hun kan tale behersket, eller på, at han slår bro over afstanden mellem dem. Rækker en prøvende hånd ud eller i det mindste giver et smil. Men han er naglet til stedet: hovedet bøjet, albuerne på knæene, hænderne samlet som til bøn. Først foragter hun dette angershow – en Blairagtig figur; den angrende politiker – og så formilder det hende, at hans skuldre skælver, bare en gang, ikke med et hulk, men med et suk. Et øjeblik ser hun sin mor for sig, da hendes charmerende, sorgløst utro far tilstår endnu et ‘lille eventyr’. Ginnys tørre resignation, og så det hurtigt undertrykte glimt af smerte i de havblå øjne. Måske er det sådan, alle ægtemænd gør? Sorgen vælder op, så vreden. Det burde ikke være sådan. Deres ægteskab er anderledes. Bygget på kærlighed og tillid og et sexliv, hun gør sit allerbedste for at vedligeholde. Hun har indgået kompromiser i sit liv, og guderne skal vide, at hun valgte at løbe en kæmpe risiko, da de fandt sammen igen, men som det eneste burde hun kunne regne med, at deres forhold er solidt. Hendes syn bliver uskarpt, øjnene sløres af tårer. Han ser op på hende – og hun ville ønske, at han havde ladet være. ‘Der er også noget andet,’ siger han.

23

Skandalens_anatomi.indd 23

16/01/19 08.45

Selvfølgelig ville han ikke tilstå affæren uden en grund. ‘Er hun gravid?’ Ordene – grimme, men nødvendige – misfarver afstanden mellem dem. ‘Nej, naturligvis ikke.’ Hun mærker, at hun slapper lidt af: ingen halvsøster eller halvbror til Emily og Finn. Intet bevis for forbindelsen. Ingen tvingende grund til at dele ham på nogen anden måde. Og så ser han op med en grimasse. Hendes negle skærer skarpe halvmåner i håndfladen, og hun ser, at hendes knoer er perler af elfenben på vej gennem rød hud. Hvad kan være værre, end at en anden kvinde føder hans barn – eller måske vælger at abortere hans barn? At andre ved besked: affæren som en særlig saftig bid sladder, serveret for enkelte udvalgte i Underhusets tesaloner, indtil det er almindeligt kendt. Hvem ved besked? Hans kollegaer? Premierministeren? De andre parlamentsmedlemmers hustruer? Hvad med Ellie? Hun forestiller sig hendes dumme, buttede ansigt badet i medlidenhed, hun knap kan skjule. Måske ser hun lige igennem den løgnagtige sms og ved det allerede. Hun tvinger sig selv til at trække vejret dybt. De kan få styr på det her; lægge det bag sig. De har været igennem det, der var meget værre, ikke sandt? En hurtig affære er ingen forbrydelse: Den kan fejes ind under gulvtæppet, er hurtigt glemt, absorberet. Og så siger James noget, der løfter det hele op på et langt mere ødelæggende, nedbrydende niveau; noget, der rammer hende hårdt i solar plexus, mens hun tænker over det, som er så forfærdeligt, at hun ikke har set det komme. ‘Historien rammer snart nyhederne.’

Skandalens_anatomi.indd 24

16/01/19 08.45

CMYK

Nogle menneskers hemmeligheder er mørkere end andres

Imponerende, begavet spændingsroman i dialog med mange af tidens store emner. – THE TIMES

Advokaten Kate Woodcroft skal føre sagen; hun er en dreven professionel og forstår, at jura mest af alt handler om at have argumenterne i orden. Kate er overbevist om, at James er skyldig. Hvem har ret, når det kommer til James? Sophie eller Kate? Og har de andet at gå ud fra end fornemmelser og personlige oplevelser? På trods af sin privilegerede opvækst ved Sophie udmærket, at hendes perfekte liv ikke er ukrænkeligt. Det har hun vidst, siden hun og James mødte hinanden på Oxford, og noget unævneligt fandt sted i en månebelyst atriumgård.

Velskrevet pageturner, fuld af twists! – THE INDEPENDENT

Totalt medrivende psykologisk retssalsdrama, særligt i disse #MeToo-tider. – THE GUARDIAN

SKANDALENS ANATOMI

JAMES ER EN GOD OG KÆRLIG FAR, en opmærksom ægtemand og en karismatisk og succesfuld figur i den offentlige debat. Og så er han anklaget for en frygtelig forbrydelse. Hans kone Sophie håber for alt i verden på hans uskyld.

SARAH VAUGHAN har studeret engelsk ved Oxford og blev senere journalist. Skandalens anatomi er hendes tredje roman, blev med det samme en bestseller i hjemlandet, og er solgt til udgivelse over hele verden. Hun arbejder og bor i Cambridge sammen med sin mand og deres to børn.

HR. FERDINAND