Page 1

Præsentation IKKE TRYK!

Præsentation IKKE TRYK!

Bedrag, selvmord, galskab og forbudt kærlighed har gennem generationer huseret på det sydsjællandske gods Liljenholm. Engang var det hjemsted for en verdenskendt forfatter af skrækromantiske romaner. Nu er der kun de døde tilbage. Men en råkold novemberdag i 1941 aflægger godsets fortabte datter, Nella, besøg. Hun er ikke alene. En fremmed er taget med hende hele vejen fra København. Sammen opdager de, at alle familier har hemmeligheder, men liljenholmerne har flere end de fleste. Godset gemmer på en grum historie, der berører dem begge. Silhuet af en synder er en gotisk roman, en slægtsfortælling og et æskesystem af historier, der til slut danner et overraskende hele.

ISBN 9788740050493

Leonora Christina Skov Silhuet af en synder


Af samme forfatter De røde sko – feminisme nu • antologi (red. 2002) Rygsvømmeren • roman (2003) Alice i Eventyrland • gendigtning (2006) Champagnepigen • roman (2007) Glashuset • børnebog (2008) Førsteelskeren • roman (2012) Hvor intet bryder vinden • roman (2015) Den, der lever stille • roman (2018)


Leonora Christina Skov

Silhuet af en synder roman

politikens forlag


Til Edith Schmidt min kĂŚre mormor

Med al mulig tak til Annette for kĂŚrligheden og tĂĽlmodigheden & til Jannie for venskabet


»I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer« (Joh. 8, 31-32)


A

UGUST 1973


E

n ny begyndelse

De sidste mange år er der ikke gået en eneste dag, uden at jeg har tænkt på dengang, jeg vendte tilbage til Liljenholm. Det var i november 1941, klokken lidt over fire om eftermiddagen, og lige der, hvor lindealleen ender, og man med et har fuldt udsyn over godset, stoppede mine fødder helt af sig selv. – Min gud! Foran mig vendte min kære Nella sig om. Hendes hud var som porcelæn, selv i denne blæst, der for længst havde taget magten fra hendes omhyggeligt opsatte frisure, og hun strøg en slangekrølle bort fra øjnene. Satte sin kuffert fra sig et kort øjeblik. – Hvad er der galt? Hun så ikke min finger, der pegede. Hankede bare op i kufferten og trak kraven længere op om ørerne. – Jeg vil foreslå, at du skynder dig, sagde hun over den ene skulder. – Men kan du ikke se ...? – Skynd dig nu bare. Det bliver jo uvejr lige om lidt. Det var fem år siden, vi havde været her sidst, og i vores fravær var godset sunket sammen som en pukkelrygget olding. Eller også var det bare vildnisset, der var vokset. Nøgne vækster lå på lur i skumringen nu. Kravlede op ad de mørkerøde mure og dækkede det meste af indgangspartiet. Hullet midt i vildnisset, hvor hoveddøren måtte befinde sig, lignede dog andet og mere end et hul. Det lignede ... ja, jeg ved dårligt, hvordan jeg skal forklare det. Men forestil Dem, at De åbner en tyk, gammel bog, som De nu vil gen~ 11 ~


læse. De bladrer intetanende et par sider frem, papiret knitrer, og De forventer selvsagt, at den historie, De kender, skal begynde. Der står måske oven i købet kapitel 1, men nedenunder finder De kun et hul på størrelse med en knytnæve, tværs igennem alle siderne, så der ikke er andet end halve, forkrøblede sætninger tilbage. Sådan føltes det, da jeg fik øje på Liljenholm. Selv da jeg kom tættere på, kunne jeg ikke se andet end det foruroligende mørke i indgangens sted. – Liljenholm er ikke just ældedes med ynde, bemærkede jeg, bare for at bemærke et eller andet, der kunne få alting til at falde til ro, og Nella var næsten inde i hullet nu. Flankeret af to mosbegroede løver af sten, der stod på bagbenene med blottet tandsæt. Jeg huskede svagt at have set dem før. – Nej, havde du forventet det? spurgte hun og klappede adspredt den ene. Den højre, der havde mistet halvdelen af den paryklignende manke i et lige snit fra issen og ned til midt på den muskuløse ryg. Hendes selvsikkerhed kom bag på mig, selv om den strengt taget ikke burde. Når alt kom til alt, var det hende og ikke mig, der havde boet her hele sin barndom. I atten lange år sammen med sin mor, Antonia von Liljenholm. Kender De navnet? Jeg håber det. Uanset hvad man ellers måtte mene om Antonia, var hun Danmarks førende skrækromantiske forfatterinde frem til Anden Verdenskrig, men tiden har været hård ved hendes eftermæle. Selv de største af hendes toogtredive romaner er gået i glemmebogen, og hvis det også gælder hendes livshistorie, må jeg hellere nævne, at alle omkring hende døde eller forsvandt (eller flygtede til København i Nellas tilfælde), så Antonia tilbragte de sidste ti år af sit liv helt alene på godset her. Hun døde af kræft som 52-årig. I 1936. – Tænk, at hun kunne holde ud at bo her alene, udbrød jeg, netop som omridset af hoveddøren tonede frem, og Nella stak nøglen i låsen, drejede tre gange. Vi var her udelukkende for at rydde op i Antonias efterladte papirer og gennemgå arvestyk~ 12 ~


kerne, inden godset skulle sælges, og vores fremtid kunne begynde. Nåja, Nellas fremtid, hvis ret skulle være ret. Jeg var her bare for at holde Nella med selskab og gå til hånde, hvor jeg kunne. Det tynde øl, kunne man også kalde mig, selv om ’det knap så tynde øl’ nok ville være mere dækkende, min fremtoning taget i betragtning. Nella drejede hovedet og fangede mit blik. Hendes ansigt var følelsesløst som et nystrøget lagen. – Er du klar? spurgte hun og skubbede døren indad, så den åbnede sig med et opgivende suk. Jeg går ud fra, at jeg svarede ja. Men jeg var ikke det mindste klar. Selv i dag, så mange år efter, at det hele lige så godt kunne være løgn, føler jeg et stærkt, prikkende ubehag ved tanken om det øjeblik, jeg trådte over dørtærsklen. Alt, hvad jeg kendte, forsvandt bag mig, uden at jeg havde begreb skabt om det. Alt, hvad jeg var, blev pludselig et åbent spørgsmål, og jeg ved faktisk ikke engang, hvad der foruroliger mig mest: at det skete, eller at det lige så godt ikke kunne være sket. For jeg kom aldrig bort fra Liljenholm igen. Det er den korte historie om den sag. Og den lange historie? Ja, den får De naturligvis, når jeg har skrevet dette forord til ende. Men jeg vil vente et øjeblik med at give ordet til den væsentligt yngre udgave af mig selv. Hende, der nedfældede alt, hvad der skete på Liljenholm den vinter, og alt, hvad der var sket alle årene forud, og siden, i 1943, udsendte resultatet som den virkelige historie Silhuet af en synder. Under det lidet dækkende pseudonym A. von Liljenholm, i øvrigt. Men inden jeg fortaber mig aldeles i dengang, må jeg lige gøre opmærksom på, at jeg skriver dette forord under pres. Faktisk kan jeg overhovedet ikke se, at en bog som Silhuet af en synder har brug for et forord, men min forlægger er åbenbart af en anden mening. Bella, hedder hun. Hun er Nellas datter, og jeg har ellers aldrig haft de store problemer med at sige nej, men jeg kan umuligt sige nej til et menneske, der ligner Nella så meget. Min Nella. Det er, hvad kærlighed gør ved én. ~ 13 ~


Bella lagde vejen forbi Liljenholm forleden og kyssede mig på kinden, som hun altid gør. Hun er sådan en fryd for øjet med sine lange lemmer og sit solblegede hår, der svinger om ansigtet. Lidt som disse moderne støvekoste, min nye, unge husjomfru vimser rundt med, men kønnere – selvsagt. Bellas påklædning er jeg mere i tvivl om, men hun hævder, at korte kjoler er moderne, og det skal nok passe. Jeg har aldrig selv haft det privilegium at være i pagt med min tid, så jeg skal ikke gøre mig klog på noget. – Forlaget har besluttet at genudgive Silhuet af en synder i en ny luksusudgave. Du ved, fuldt udstyr, smudsomslag og det hele, sagde hun. – I anledning af hvad, min ven? spurgte jeg, og lad mig straks pointere, at denne bog absolut ikke kun er værd at genudgive i anledning af tåbelige mærkedage. – Jamen, det er jo trediveåret for Silhuet af en synders udgivelse i år, har du glemt det? – Det siger du ikke! Jeg er blevet så kynisk på mine gamle dage, siger min ven og privatsekretær Marguerite. Men det skyldes ene og alene, at jeg er blevet dårligere til at skjule det. Selv om livet gør, hvad det kan for at forklæde sig, er det grundlæggende det samme og mere af det samme, og når man som jeg har rundet de 75 år, er der efterhånden sørgeligt langt imellem overraskelserne. Men Bella havde dog en enkelt i ærmet til mig. – Jeg ved godt, at du vil hade det her, sagde hun og fangede mit blik. – Men det var altså Nellas sidste ønske, at du skulle skrive et forord, »når der var gået tilpas mange år«. Det var hendes formulering. – Sludder og vrøvl! Bella løftede hånden på præcis samme måde, som Nella plejede at gøre, når hun ville have ørenlyd. Jeg måtte se væk et øjeblik for at genvinde fatningen. – Silhuet af en synder betød jo præcis lige så meget for mor, som ~ 14 ~


den gør for dig, sagde hun indtrængende. – Hun ønskede virkelig, at du skulle føre historien op til i dag. Marguerite trådte ind i mit arbejdsværelse i det samme med vores gamle hyrdehund, Simo den Tredje, i hælene. Hun stillede to kopper sort kaffe og en stiv whisky på det lille sidebord, jeg har fået monteret på mit skrivebord, og jeg måtte tage mig i at følge hendes nye blondering med øjnene. Det kan meget vel være, at frisøren kalder farven for lys kornblomst, men resultatet ser altså besynderligt ud. Og kompakt. Som har nogen placeret en krøllet hat på hendes hoved. – Her har I lidt at styrke jer på, sagde hun og så sigende på Bella, der så bekymret tilbage. Jeg ved ikke noget værre end, når folk taler hen over hovedet på mig. Selv om mine beslutninger rigtignok har været tvivlsomme indimellem, sætter jeg stor pris på at bestemme over det, der er mit. Måske fordi jeg startede tilværelsen på bunden. Som børnehjemsbarn. Men De kender vel allerede min livshistorie? Jeg nærer et forfængeligt håb, det agter jeg ikke at lægge skjul på. I mange år ernærede jeg mig blandt andet som forhutlet sekretær med en straffeattest så lang som salmerækken om søndagen. Årene må vel efterhånden have vasket den ren, straffeattesten. Men jeg tvivler på, at min samvittighed nogensinde bliver det. Som en klog kone skrev til mig engang: Når man én gang er begyndt at danse i den forkerte takt, så bliver man ude af stand til at fornemme den rigtige, og hvor har hun dog ret. Dårlige beslutninger har det med at formere sig, først i ens liv og siden i ens hoved, men én god beslutning har jeg da truffet i min tid: Jeg skrev bogen her. Forleden, da Bella introducerede ideen om dette forord, sagde hun noget andet, der slog mig som vigtigt. Hun sagde: »Du behøver ikke at hævde, at Silhuet af en synder er et overstået kapitel af dit liv, for det ved vi jo er løgn.« Og hvor har hun dog ret! Når man én gang har slået sit liv på ~ 15 ~


vid gab for læsere verden over, er intet overstået, tværtimod. Det ligger frit fremme, og indimellem har det i sig selv været ganske ulideligt. Kun overgået af de toneangivendes uforblommede meninger. I Silhuet af en synder tog jeg ikke tilstrækkelig afstand fra nazismen, mente de med bagklogskaben på deres side. Hvor var krigen i det hele taget blevet af? Udspillede den sig eller udspillede den sig ikke lige uden for Liljenholms mure? Jeg burde have opbygget alting mindre snørklet, skrevet om noget andet, benyttet mig af færre effekter og portrætteret flere mænd frem for alle de frustrerede fruentimmere. Hvad lavede al den galskab der overhovedet, for ikke at tale om alle perversionerne, som vi ikke har bedt om at få lige i synet. Tænk, det skrev en anmelder på et tidspunkt, som foretrak han helt alvorligt, at de lå og boblede lige under overfladen i stedet. Men alligevel solgte bogen fortræffeligt både under og efter krigen. Der har været opture og nedture og anklager hen ad vejen. Alt andet ville også have været mærkeligt i betragtning af, hvor kontroversiel historien endte med at blive. Nu bør man ikke tale for de døde, men jeg vil nu alligevel gøre en undtagelse. For jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Silhuet af en synder gav Nella og mig de bedste år af vores liv. Jeg skrev, Nella udgav. Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på et lykkeligt forhold. Jeg vil sige noget mere, men jeg ved ikke hvordan. På den måde bliver det aldrig rutine at skrive; der er altid noget, man ikke aner, hvordan man skal få sagt. Men det drejer sig altså om nætterne, når Marguerite, hendes eventuelle gæster og min husjomfru for længst er gået til ro. Som regel sidder jeg, hvor jeg også sidder nu, og hvor Antonia sad før mig. Ved det gamle skrivebord i arbejdsværelset, i bunden af tårnet med udsigt til parken, og uden varsel springer mørket ned i mine porer. De knagende lyde stryger direkte ind i mine blodbaner. I løbet af ingen tid mærker jeg, at jeg ryster, og lidt efter lidt kommer tankerne listende. At jeg altid er kommet for sent til det vigtigste uden at forstå det før længe efter. ~ 16 ~


At alt for meget og ingenting har hindret mig i at blive lykkelig, og jeg ved dårligt, hvad der er værst. At jeg har en udmærket skrivekarriere og alligevel føler mig ribbet for alt som en gammel knagerække. Jeg har forsaget for meget og fået for lidt, det er sådan, det føles. Tolv romaner har jeg bragt til verden, millioner af ord har jeg skrevet, og alligevel lykkedes det mig aldrig at fortælle Nella, at hun betød langt mere for mig end alle ordene tilsammen. Det er ikke rart at måtte erkende det, men på nuværende tidspunkt er jeg sandsynligvis mere betydningsfuld for mig selv, end jeg er for andre. Med undtagelse af Marguerite, selvfølgelig. Og Bella, måske. – Husk at fortælle om fotografiet, ikke? sagde hun ovre fra døren, lige inden hendes lyse hår svingede ud, og hvis der er en ting, jeg hader, er det, når andre gør sig kloge på, hvad jeg skal fortælle og ikke fortælle. Men jeg vil gøre en undtagelse, siden hun tilfældigvis har ret. Modsat Antonia von Liljenholm, der som oftest befandt sig midt i en hvilken som helst forsamling og dermed et hvilket som helst fotografi, har jeg altid haft en særlig evne til at befinde mig uden for rammen. Enten fordi jeg helt frivilligt har siddet herinde og hakket i tasterne på min efterhånden helt antikke Underwood, eller fordi jeg simpelthen er i vane med at træde et skridt bort fra mængden. Fotograferne har nu heller aldrig gjort sig de store anstrengelser for at indfange mig, må jeg tilføje. Sådan er det vel, når ens ydre ikke lever op til konventionerne, og hvorom alting er, har det aldrig for alvor bekymret mig. Men som jeg sidder her, ærgrer det mig, at jeg ikke kan berige dem med et eneste fotografi. Ikke engang af min karrieres indiskutable højdepunkt. For det er ganske vist foreviget til overmål, men jeg figurerer ikke på et eneste af billederne. Faktisk ser ingen ud til at ane, at jeg overhovedet var til stede, men det skal ikke hindre mig i at nævne det her. Måske kender De det famøse fotografi fra 1959, hvor min nu ~ 17 ~


afdøde veninde Lula, bedre kendt som forfatterinden Carson McCullers, har inviteret baronesse Karen Blixen til at møde Marilyn Monroe og Arthur Miller. De sidder ved Lulas marmorbord og skåler i champagne, imens de venter på deres østers, og midt på bordet står en skål druer. Jeg nævner skålen, fordi jeg befandt mig til venstre for den. Uden for billedet, vanen tro, og ingen ser ud til at skåle med mig. Arthur kigger på baronessen, det samme gør Marilyn, og med Lula ved jeg ikke. Til gengæld ser hun direkte på mig på et af de andre fotografier, hvor det er hende, baronessen og Marilyn alene. »Kom dog herover!« siger hendes blik, og jeg ved da virkelig ikke, hvorfor jeg afslog, men jeg går ud fra, at det er sådan, jeg er. Når jeg skal, så vil jeg ikke. Om så en skønhed som Marilyn Monroe læner sig frem imod mig med sin smukke udskæring og dufter af Chanel N°5. Det mærkeligste ved at blive gammel er, at jeg dagdrømmer mere og mere. Om situationer, der er endegyldigt forbi eller aldrig er opstået, om Nella og Marilyn og hofballerne, jeg plejede at hade. Måske er jeg simpelthen et menneske, der lever bedre i hovedet end i virkeligheden. Den tanke har da strejfet mig, især fordi virkeligheden bliver mere og mere irrelevant for mig. Engang blev jeg smigret i ugevis, når jeg fik begejstrede breve fra mine læsere, men i dag læser jeg dem ikke engang. Marguerite læser dem, tror jeg. Det er hende, der tager sig af mine korrespondancer og en hel del andet oveni, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke hende. Vi har kendt hinanden de sidste halvtreds år, og Marguerite, min allerkæreste ven, det er ikke et år for mange. Du plejer at slå det hen, når jeg siger det til dig. Men jeg har aldrig været mere taknemmelig over noget, end at du sagde ja til at flytte ind på Liljenholm dengang i 1943, hvor jeg var så ulykkelig, som jeg aldrig siden har været. Fordi du kom, blev jeg. Jeg vil slet ikke tænke på, hvor jeg ellers havde været i dag.

~ 18 ~


Dengang i 1947, hvor første reviderede udgave af Silhuet af en synder udkom, blev jeg opfordret til at dedikere bogen til de levende, men jeg gjorde det ikke. Jeg dedikerede den til de døde, og det vil jeg blive ved med. Du er inderligt savnet, Nella. Alt, hvad jeg har skrevet i det følgende, er af hele mit hjerte til dig.


N

OVE M B E R 1 9 4 1


A

nkomsten

Selv om det kun var anden gang i mit liv, at jeg befandt mig på Liljenholm, måtte jeg trække vejret dybt, før jeg trådte over dørtærsklen den sene eftermiddag i 1941. Som det første tændte jeg en gylden lampet, der efter et øjeblik besluttede sig for at lyse. Kufferten udstødte en dump lyd, da jeg satte den fra mig ved siden af Nellas. Hun stod lige så rank, som hun plejede, midt i den anseelige hall. Hendes hænder fastgjorde hurtigt et par vildfarne slangekrøller til den opsatte frisure, og i hendes let rundkindede ansigt anede jeg den såre velkendte blanding af lethed og koncentration. Jeg kunne ikke få nok af den blanding, kan stadig ikke få nok af den, men lige der måtte den dække over noget andet, tænkte jeg. Godt nok virkede godset umiddelbart fredeligt, men jeg fornemmede tydeligt, at her langtfra var ro. Nella var opvokset på dette sted, men hun talte sjældent om sin fortid. Ja, det gjorde ingen af os, for Nella insisterede på, at den lå bedst, hvor den lå. Nemlig bag os. Jeg vidste dog med sikkerhed, at hun havde oplevet mere ulykke her, end de fleste kommer i nærheden af et helt liv, og alligevel stod hun nu og smilede. Tilsyneladende uden at bemærke, at Liljenholm var så stille, at man skulle tro, de gamle rum lå og tyssede på hinanden omkring os. – Alting ligner jo sig selv, sagde hun, og jeg kunne dårligt tro, at vi så på det samme. Rummet var tapetseret lidt for gult, solgult er vist den korrekte betegnelse, og de harlekinmønstrede klinker, der dækkede gulvet, var fyldt med et syndigt virvar af glasskår og knækkede spejlrammer. Som havde en overdimensioneret næve ~ 23 ~


løftet rummet ti meter op i luften og sluppet det for sjov, faldt det mig ind. Selv gelænderet på den statelige trappe til højre var smadret, hakket og ridset til ukendelighed, og jeg kunne ikke undgå at mindes sidste gang, jeg var her. For fem år siden. På vej op ad trinnene med Nella i hælene og en eneste tanke i hovedet: Er det for sent? Er det min skyld? Nu rømmede hun sig. – Lukker du ikke lige hoveddøren bag dig? Her er jo iskoldt. Hun havde ret. Kulden listede sig gennem alle sprækker herude, og dog svedte jeg, da døren faldt i med et suk. Jeg havde forberedt mig på lidt af hvert, men ikke på at blive overmandet af frygt. Ikke på at svede, nu igen. I det hele taget kan man roligt sige, at min forberedelse var slået fejl, og det gjorde den ellers sjældent. I en af mine tidligere professioner gjaldt det om at vide præcis, hvad man gik ind til, og så har jeg forhåbentlig ikke sagt for meget. Jeg prøvede at rette blikket mod det vandskadede loft, der hvælvede sig højt over vores hoveder. Højere og højere, som fløj det rundt deroppe. Derpå knappede jeg mit skrummel af en lodenfrakke op, rettede på mit jakkesæt og forsøgte at finde en ledig bøjle. Knagerækken ved døren viste sig mærkeligt nok at være uskadt, og det var en lang række mørke frakker også. De hang skulder ved skulder. Mit hjerte stak som en nålepude på vrangen. – Er der noget galt? spurgte Nella, og jeg hostede så højt, at det rungede. For højt, muligvis. – Jeg har det fint. Der er jo ingen, der har tvunget mig herud, vel? Det var sandt. Selv om man ikke skulle tro det, havde jeg ganske frivilligt valgt at ledsage Nella. Anledningen var den enkle, at en for os ukendt køber af Liljenholm pludselig havde meldt sig på banen. Hans Nielsen, hed han, og velskrivende var han. Hvis ikke Nella von Liljenholm havde tænkt sig at bebo godset i fremtiden, var han meget interesseret i at købe det, gerne fuldt møbleret og naturligvis for en klækkelig sum. Kunne den ærede frøken bringes til at overveje hans tilbud? ~ 24 ~


Efter min ringe mening var der ikke det store at betænke sig på. Liljenholm havde stået tomt, lige siden Nellas mor, den store forfatterinde Antonia von Liljenholm, døde fem år tidligere, og Nella, i sin egenskab af Antonias eneste datter, arvede det hele. Men hun havde nægtet at vende tilbage før nu, og det stred imod enhver logik, havde jeg tænkt. Før jeg altså selv stod her og fumlede med min frakke og svedte som en vanvittig. Ret beset burde Nella for længst have bragt orden i Antonias personlige papirer og efterladte manuskripter og sat det mest værdifulde indbo til salg. Om ikke for andet, så fordi Nellas ellers udmærkede forlag var ved at gå fallit, og der var vel ingen grund til at ende sammen med kirkerotterne og mig, hvis man kunne blive fri. Jeg havde netop mistet mit arbejde som sekretær for gud ved hvilken gang, og det var ikke mine kvalifikationer, den var gal med. Det byder min stolthed mig at skrive. Jeg var altid den bedste, også til at blive sagt op, og mit udseende og min væremåde bar utvivlsomt sin del af skylden. Jeg lignede og opførte mig simpelthen ikke, som man forventede af en sekretær. Men nok om det. Nu var vi her langt om længe, og Nellas eneste opgave var at gøre Liljenholm klar til salg så hurtigt som muligt. Og min opgave? Tja, det kan godt være, at jeg er gammeldags. Men i min verden bør en yngre, ugift frøken altså ikke opholde sig på et forladt gods alene, slet ikke i flere dage og nætter, så jeg havde besluttet at tage med og assistere hende efter bedste evne. Galant er man vel, selv om Nella rigtignok havde gjort, hvad hun kunne for at tale mig fra det. Hun kunne sagtens klare det hele alene, hævdede hun. Der var ingen som helst grund til, at jeg skulle bruge mine sidste sparepenge på en togbillet, og skal jeg være ærlig over for Dem fra begyndelsen, kære læser, så assisterede jeg hende da heller ikke for mine blå øjnes skyld alene. Jeg assisterede hende, det kan jeg lige så godt indrømme, fordi hendes øjne altid blev hårde og sorte, når jeg så meget som nævnte Liljenholm, og jeg var nysgerrig. Jeg ville vide hvorfor. ~ 25 ~


Nella måtte have spurgt mig om et eller andet, og at dømme efter hendes ansigtsudtryk havde hun ventet på svar et godt stykke tid. Jeg fandt hurtigt et par ledige bøjler inde bag alle frakkerne. De lugtede stadig af Antonias tunge, orientalske parfume, konstaterede jeg, og jeg sagde det også. Nella snusede ind. – Men hvad stemmer du for? spurgte hun, og jeg ville gerne have sagt, at jeg stemte for at vende om og tage hjem. Det hjalp ikke, at min frakke nu hang på sin bøjle, og at jeg objektivt set var iført for lidt tøj. Jeg svedte stadig tran, og den sprittede parfumelugt skar mig i næsen og invaderede mit svælg, så jeg endte med at hoste frem for at svare. Nella nikkede. – Godt, så tager vi en rundtur i mit ærede barndomshjem, før vi pakker ud, sagde hun og rettede blikket mod det halvcirkelformede vindue over døren, der skiftede farve fra lysegråt til mørkegråt i det samme. – Det kan vi godt nå, inden det bliver mørkt, tror du ikke? Det skulle blive snevejr i nat, muligvis også snestorm. Vinden havde i hvert fald været en kold hånd i ryggen hele vejen fra stationen og herud. Jeg så mig omkring. Over alting hvilede jo faktisk et forsonende lag støv, der tilsagde, at ødelæggelserne ikke var indtruffet for nylig. Det vidste jeg i øvrigt godt. Ødelæggelserne var indtruffet sidst, vi var her, og mit hjerte begyndte så småt at falde til ro. Når alt kom til alt, var der intet at være bange for, ikke længere, jeg skulle bare assistere, være galant og få tingene til at glide, så ville vi hurtigt være tilbage i København, hvor vi hørte hjemme. – Så hvad venter vi på? spurgte jeg, og Nella gav min skulder et lille klem. – Dig, sagde hun og knappede sin frakke op med effektive fingre. Den var et af disse kunstfærdige tøjstykker med stofovertrukne knapper. Fra før krigen, selvfølgelig. Nella brugte den kun ved særlige lejligheder, og indenunder havde hun sin tykkeste uldtrøje. Godt, at en af os i det mindste var klar over, hvad det ville sige at besøge Liljenholm i vinterhalvåret. ~ 26 ~


– Skal vi? Hun lignede en person i en dårlig stumfilm, da hun gik over klinkerne med hjemmevante skridt, tilsyneladende uden at tage synderlig notits af skårene. Nogen havde smadret kulissen, og alligevel spillede hun rollen som den hjemvendte datter, der forcerede et par trin op til den første stue, stemte skulderen mod døren, lagde alle kræfter i. Døren klagede sig dybt i den buede indgang og gik op. – Slukker du lige lampetten? Vi skal jo nødigt have elværket til at lukke for elektriciteten lige nu, sagde hun over den ene skulder, og normalt lader jeg mig ikke kommandere rundt med af kvinder, der er ti år yngre end mig selv. Men jeg gjorde en undtagelse og slukkede lampetten. På væggen fik jeg øje på noget, der fik mine fingerspidser til at prikke. Mine hænder rakte ud helt af sig selv. – Tapetet herude i hallen, Nella? – Ja, hvad med det? Hendes skygge faldt ind over den gule flade, drejede sig en smule ud af facon, men man kunne stadig se de lange, lyse rivemærker, der i betænkelig grad mindede om mærkerne på Nellas krop. Hun havde dem både på ryggen og på maven og ned ad benene (som man nok aner, kender vi hinanden temmelig godt), men ud over væggene var der mange flere. Nogle var overfladiske, andre var dybe, og de fleste løb i fem parallelle spor, så man selv kunne tænke sig til resten. Jeg lod fingerspidserne følge en særligt dyb rift hele vejen op til den åbne dør. – Hvem har revet i tapetet? Lyset skinnede mig blegt i møde fra den forstue, vi trådte ind i, og Nella lo en lille smule. – Åh, det er vi vist flere, der har gjort gennem tiden, sagde hun, og stuen betragtede mig tyst. Det mørke plankegulv og tykmavede chatol langs den ene væg var helt gråt af støv, og det samme var det aflange bord, der stod afventende midt i stuen på sine udskårne dyrepoter. Hvad det ventede på, var ikke til at vide, men et par stole ville så afgjort pynte på det. ~ 27 ~


– I rev? Nella var allerede på vej over til de to vinduer mod lindealleen. Hun nikkede derovrefra. – Ja, selvfølgelig rev vi. Og hvem ved, måske var det virkelig en helt normal beskæftigelse i de finere kredse på Sydsjælland. Jeg havde boet hele mit miserable 43-årige liv i det indre København, så jeg havde da virkelig ingen anelse om, hvad man fordrev tiden med på et gods som dette. Altså, ud over at man helt oplagt forsøgte at imponere sine gæster. Tapetet var oversået med guldblomster herinde, stukken lignede fæl kagepynt (jeg ved ikke noget værre end kager), og midt i noget, der lignede en mindre eksplosion af stukblomster, hang en overdimensioneret prismekrone. Jeg blinkede, men der var ingen tvivl. De lange glasprismer slog let mod hinanden deroppe, og en glaskugle vajede fra side til side i en rigt dekoreret kæde. Nella trak det tykke, røde gardinstof ud af dets opretstående dvale og mønstrede det. – Nå, men du kan vel genkende det meste? sagde hun, tilsyneladende uden at forvente et svar, og det var nok meget heldigt. Sidst jeg var her, stormede jeg bare igennem godset, så hvis jeg kunne genkende noget som helst, var det snarere stemningen end de faktiske rum. Den umiskendelige fornemmelse af at være uvelkommen og nidstirret, som var man ti år gammel igen. Eller endnu yngre, i mit tilfælde. Nella slog gardinstoffet omkring sig. – Der må vist være til adskillige nye kjoler, tror du ikke? – Utvivlsomt. Hvis man ikke havde andet og bedre at tage sig til, kunne man sikkert sy sig en hel garderobe af Liljenholms gardiner, men det hjalp hverken at snakke sig fra det eller drapere det omkring sig. Rummet brød sig ikke det mindste om besøg, og Nella løftede det ene bryn, da jeg sagde det. – Nu har Liljenholm jo heller aldrig ligefrem været et venligsindet sted, sagde hun. – Det må du da også kunne huske? ~ 28 ~


Men i det øjeblik huskede jeg faktisk kun al den hårrejsende sladder om Liljenholm, jeg havde hørt og læst gennem tiden. Uden for alvor at tage den alvorligt. Om smækkende døre og klagende lyde og ting, der forsvandt, blot for at dukke op de mest usandsynlige steder. Faktisk havde en vanvittig person med det fantasifulde nom de plume Madame Rosencrantz skrevet et helt smædeskrift i 1932. Genfærdenes Dronning, hed det, og det solgte langt over evne, fordi det påberåbte sig at afsløre Liljenholms uhyggelige og blodige hemmeligheder og familiens onde skæbne. Jeg skal ikke trætte Dem med detaljerne nu, men blot nævne, at den onde skæbne angiveligt bestod i, at alle generationer af liljenholmere fik tvillinger. Den ene klarede sig strålende, mens den anden blev gal og tog livet af sig for siden at gå igen på godset, lød påstanden, og jeg rystede den forsøgsvis af mig. – Nu var det jo også en tilspidset situation sidst, sagde jeg så roligt, jeg formåede. – Jeg havde vel håbet, at alting var blevet anderledes i dag. Gulvet skød ryg og gav sig. Måske i forbavselse over de sko, der gik hen over det. Mine gamle herresko, Nellas højhælede støvler. – Hvis jeg var dig, ville jeg indstille håbet de næste par dage, sagde hun tørt. Hun inspicerede den næste stue med armene over kors. – Det er jo også derfor, det undrer mig, at denne Hans Nielsen er så interesseret i at købe, fortsatte hun. Vi havde allerede haft denne samtale et par gange for meget de sidste par dage. Nella, der nævnte, at folk heromkring sladrede så meget, at Hans Nielsen dårligt kunne have undgået at høre de værste ting om Liljenholm. Mig, der svarede, at denne Hans Nielsen sikkert bare ville væk fra alting. Måske elskede han naturen, de gamle træer i parken, og i øvrigt kunne hans motiver vel være ligegyldige, hvis bare han købte og betalte kontant. Nella var trådt et par skridt frem, og stuen lignede i temmelig høj grad den foregående. Faktisk var den eneste forskel et sidde~ 29 ~


arrangement foran de to vinduer. Foruden et hjulbenet sofabord bestod det af et par armstole og en ikke videre vellykket mellemting mellem en stol og en sofa. – En bergère, sagde Nella. – Det var så her, mor plejede at modtage gæster. At denne stue nogensinde havde været fyldt med liv, var næsten umuligt at forestille sig i dag, men fra Antonia bragede igennem med sin debutroman, Lady Nellas lukkede øjne, i 1905, til Nella blev født tre år senere, havde Antonia angiveligt haft et rigt socialt liv. Nella sagde vist også noget mere om det, men det eneste, der for alvor optog mig, var det snigende mørke omkring os. Det virkede mere udtalt herinde, måske fordi et par høje træer skyggede for vinduerne. Jeg forsøgte at klikke liv i en undseelig bordlampe, der stod på en skænk langs den ene væg. Men forgæves. Bag skænkens glaslåger hvilede en opstilling af gamle tallerkner i stativer, og min nakke knækkede højt. Det var noget nyt, den var begyndt på, når jeg lagde hovedet tilbage i et ryk. Utvivlsomt endnu et tegn på min fremskredne alder. – Hvad var det for en lyd? Nella blev stille. Det var først her, det gik op for mig, at hun måtte have talt indtil nu, og lyden vendte tilbage. Det lød grangiveligt som en let banken oppe fra loftet, og Nella drejede sig halvt mod mig. Hendes smukke grønne øjne var pludselig sorte. De kastede runde skygger ned over hendes kinder. – Det her er for dit eget bedste, sagde hun. – Uanset hvad du hører og ser og fornemmer, så lad som ingenting. Det er det eneste, der hjælper her på Liljenholm. Jeg ved, hvad jeg taler om. Den sidste stue lyste op i en død, nålegrøn nuance i det samme. En hjørnestue, der fungerede som spisestue, så det ud til, og jeg trådte forsigtigt ind på livet af hende. – Det gør det kun værre at spørge, jeg taler af erfaring, sagde hun hurtigt. Jeg kunne se de små hår i hendes nakke. – Hvad skete der da, hvis du spurgte? ~ 30 ~


Hun bøjede sig for at samle en håndfuld lyseblå skår op fra gulvet, der var dækket af tykke, blomstrede tæpper, de fleste i kødfarvede nuancer. Det måtte være trist at arve andres dårlige smag, men Nella så ikke ud til at bemærke det. – Så fik jeg så mange prygl, at jeg ikke spurgte igen, sagde hun, og møblerne virkede med et for store herinde. Et spisebord til mindst tyve, en skænk med uendeligt meget porcelæn, mandsstore portrætmalerier ud over væggene. Nella lagde skårene fra sig. – Bare et uheld sidst, jeg var her, sagde hun. – En gulvvase, der væltede. Jeg kunne alt for tydeligt se hendes spinkle krop for mig. Hænderne, der værgede for sig. Den bløde hud dækket af slag, der siden blev til de ar, jeg kendte lige så godt som gaderne i København. – Jeg er ked af, at jeg pressede sådan på, for at vi skulle tage tilbage hertil, sagde jeg, og jeg mente det, som jeg sjældent havde ment noget. Jeg havde jo i grunden levet fint uden at kende ret meget til Nellas første år, sådan set levede jeg også fint uden at kende ret meget til mine egne, og når det kom til Nellas skrantende økonomi, kunne jeg vel dele ud af mine, om ikke udmærkede, så brugbare erfaringer. Nella gik over til en lukket dobbeltdør og slog den på vid gab. – Lad os nu bare komme videre, sagde hun let. – Vi skal jo også have pakket ud. Jeg genkendte øjeblikkeligt lugten derinde. Den på én gang støvede og krydrede lugt af gamle bøger, og da loftslampens opalglas lyste op i fem små solnedgange, kunne jeg også se dem. Langs væggene stod de i lange baner, ryg ved ryg. Fra gulv til loft og i store stakke på hver side af en dyb sofa med udskåret bladværk i gavlene. Dens brokadestof var tyndslidt i den ene ende. – Hvad slog hun dig med? hørte jeg mig selv spørge. – For det var vel Antonia, der ...? ~ 31 ~


Det udflydende omrids af Nellas ånde var helt tydeligt, og når nu jeg så efter, var min egen det også. – Hvad? Åh, jernbøjler, som regel. Hun så forundret på mig. – Men det skete altså ikke så tit, bare rolig. Hun gik hen til det eneste stykke væg, der ikke var dækket af bøger. Stoppede foran et prangende portrætfotografi i en endnu mere prangende ramme. – Mit store held var jo, at jeg ikke kendte til andet. – Mener du det? Nella så tænksomt på fotografiet. Det forestillede helt oplagt Antonia, henslængt på en sofa med et cigaretrør mellem læberne, og hendes lange vipper var forhåbentlig malet direkte på billedet. Jeg håbede i hvert fald ikke for hende, at det var hendes egne. – Du ved da lige så godt som jeg, at det kan være en stor redning ikke at vide, hvad der er almindeligt, sagde hun og så skråt forbi mig. På den lille trappe ved siden af billedet, der førte op til en lukket dør, og jeg kunne ærlig talt ikke se, hvorfor jeg skulle blandes ind i samtalen lige nu. Så jeg rettede min fulde opmærksomhed mod fotografiet, der næppe var taget inden for de sidste tyve år. Der findes temmelig mange billeder af Antonia, fordi hun lod sig portrættere, hver gang salget af hendes bøger gik i stå, så jeg kan nogenlunde tidsbestemme hende. Som ung var hun mere rundkindet, kønnere og med uskyldige øjne, og de sidste ti år af sit liv sminkede hun sig langt mere end her. Hendes læber blev også smallere og mundvigene nedadvendte, imens pelsværket om hendes skuldre blev stedse mere opulent. I modsætning til Antonia selv, i øvrigt. Efterhånden som kræften åd sig ind på hende, blev hun mager som en mynde. Nella pegede på et eller andet. – Prøv lige at se der i baggrunden af fotografiet, i spejlet ovre til højre. Jeg måtte se at få anskaffet mig et par briller ved lejlighed. Det ~ 32 ~


felt, hun udpegede, forekom mig aldeles utydeligt, og hun lo en lille smule. – Kan du ikke se, at jeg sidder der med ryggen til? Det var slet ikke faldet mig ind at se efter Nella. Mig bekendt lod Antonia sig altid portrættere alene. Glasset var koldt mod min næse, men nu kunne jeg se hende. I spejlet, bag en bordlampe, der så ud til at være tændt. Hendes hår var et bølget gardin om ansigtet, og hendes holdning var så rank, at hun selv lignede en lampe. Så dårligt var mit syn altså heller ikke. Der var bøger bag Antonia, og under hendes ene arm anede man sofaens udskæringer. – Billedet er taget herinde, ikke? Hvor gammel er du? – Seks år. Hun satte sig på hug foran en kamin, der var mast ind mellem bøgerne. – Vil du hjælpe mig? Jeg skyndte mig at række hende et par knastørre brændeknuder fra en spand på gulvet, og jeg indser, at der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle Dem, selv om jeg i princippet ikke synes, at jeg, som person, er spor vigtig for denne del af historien. Ellers vil De næppe forstå, hvorfor jeg pludselig følte mig så tom og trist, at Nella så helt forundret op på mig. – Er der noget galt? Folk siger indimellem, at Nella ligner mig, når hun ser sådan ud. Med et udråbstegn mellem brynene og øjnene let på skrå. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nævner det, fordi sammenligningen smigrer mig. – Nej, hvad skulle der være galt? Brændeknuderne vendte sig vredt, da Nella forsøgte at antænde dem, og jeg fik øje på adskillige tændstikæsker på reolen. Et lyspunkt, tænkte jeg. I København var tændstikker blevet lidt af en mangelvare det sidste års tid, og ja, jeg taler udenom. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen, ikke engang til min bedste ven, Ambro~ 33 ~


sius, så jeg ved dårligt, hvor jeg skal ende og begynde. Det er ulempen ved at holde på hemmeligheder for længe; til sidst er der ikke længere ord for dem. Men det drejer sig altså om de første fire år af mit liv. Jeg ved godt, jeg skrev, at jeg levede fint uden at kende ret meget til dem, og det er da også, hvad jeg plejer at sige, hvis nogen formaster sig til at spørge. Men sandheden er, at alt det, jeg ikke ved om mig selv, føles som et sugende hul inden i mig; hvornår jeg har fødselsdag, hvem mine forældre er, hvordan jeg ligner dem, hvad der skete de første år, jeg levede. Og indimellem, direkte konfronteret med en familie eller blot de sørgelige rester af en, vokser hullet, så jeg dårligt kan få øje på andet. Også selv om familien er så betændt som Nellas. Lad mig uddybede en smule. Nellas bedsteforældre, Horace og Clara, boede, forstå det hvem der kan, også her på Liljenholm, og en sen aften i 1898 sad de ret op og ned i deres ægteseng og stirrede på det tomme hjørne nær vinduet. Men de kunne ingenting se. Ikke længere. De var nemlig stendøde, og det var så vidt vides Antonia og hendes tvillingesøster, Lily, der fandt dem. Hvad to fjortenårige piger lavede i deres forældres soveværelse på den tid af døgnet, kan man kun gisne om, men den officielle dødsårsag lød under alle omstændigheder på selvmord. Liljenholm var bundløst forgældet på det tidspunkt, så man forestillede sig meget rimeligt, at Horace og Clara hellere ville dø end ende deres dage på fattiggården. Eller nogen forestillede sig det, for allerede dengang gik snakken om Liljenholms genfærd og om, at Horace og Clara skulle have påkaldt sig deres vrede ved at forsøge at fordrive dem fra tårnene. Som straf havde genfærdene hevet sjælene ud af de to liljenholmere, sagde man. Nu gik de igen sammen med alle de andre, der var døde før tid. Horaces og Claras ubetimelige dødsfald var i øvrigt hverken de første eller de sidste i den liljenholmske familie, og på den måde havde den famøse Madame Rosencrantz på sin vis ret. Alle generationer af liljenholmere fik rigtignok tvillinger, og den ene af ~ 34 ~


dem var rigtignok gal og tog livet af sig. Horace havde eksempelvis en tvillingesøster, der hed Hortensia, og hun tog sig allerede af dage som 14-årig. I 1850. Da sprang hun ud fra et af de store vinduer ovenpå og landede direkte i rosenbedet, og mange år senere sprang Antonias tvillingesøster, Lily, samme vej. Der findes ikke et eneste fotografi af hende, for hun rev sig selv ud af alle familiebillederne, da hun ville gøre en ende på livet. Men efter sigende var hun hverken lige så køn eller lige så charmerende som Antonia, og desuden var hun langtfra lige så heldig. I en fin familie som den liljenholmske arver den førstefødte det hele; titlen og nøglerne til fadeburet, kisterne og dørene, og den førstefødte var ikke Lily. Den førstefødte var Antonia. Imens Lily forblev ugift, blev Antonia først forlovet og siden gift med sin store kærlighed, Simon. Ham findes der heller ingen fotografier af her på Liljenholm, for da Lily var i gang med at maltraktere den liljenholmske billedsamling, rev hun også ham ud af familien. Men i flere år boede han og Lily og Antonia altså sammen her på godset (med begrænset succes, som De nok aner) og levede af indtjeningen fra Antonias bøger. Nella var også født på dette tidspunkt, hun var seks år gammel, da Lily døde, og så var der oldfruen ... – Hvad var det nu, hun hed, hende oldfruen? Nella havde langt om længe fået ild i brændestykkerne, men hullet i skorstenen lod vist en del tilbage at ønske. Jeg kom til at hoste. – Laurits, mener du? Det var rigtigt. Det var frøken Lauritsen, hun hed. Hun blev ansat mange år tidligere, da Antonia og Lily kun var et par måneder gamle, og en af hendes mange kvaliteter var efter sigende, at hun havde særlige evner. Hun kunne tale med de døde, og hun gjorde det også. Desuden fungerede hun i praksis som både husjomfru, barnepige og tvillingernes mor efter Horaces og Claras død, og den funktion fik hun også over for Nella. For hun mistede ikke ~ 35 ~


bare sin moster Lily som seksårig, men også sin far og, til en vis grad, sin mor. Simon forsvandt nemlig ud i det blå cirka samtidig med Lily. Eller ned i det blå, måske rettere, eftersom han angiveligt forsvandt under en fisketur. Så druknedøden lå lige for, og at Antonia sørgede over tabet af sin elskede mand og søster, var åbenlyst. I hvert fald for alle andre end den driftige Madame Rosencrantz, der hævdede, at den ridderlige Simon og den tilbagetrukne Lily i virkeligheden havde haft en årelang affære, og at Antonia, i et anfald af forsmåede følelser og det glade vanvid, havde skubbet sin søster i døden, ombragt Simon og begravet ham et ukendt sted i parken. Men nu løber jeg ikke med sladder, så lad mig holde mig til fakta, der er, at Antonia pludselig så væsentligt ældre ud på de officielle billeder. Hendes øjne var sorgfulde, trækkene hårdere trukket op, og hun forskansede sig oftere og oftere i sit arbejdsværelse for at skrive. Så Nella voksede op med frøken Lauritsen som nærmeste fortrolige, og da hun døde i 1926, flyttede Nella hjemmefra. Først ti år senere, i forbindelse med Antonias død, vendte hun tilbage. Uanset om man tror på Madame Rosencrantz’ kulørte historier eller ej, lyder det ikke som en drøm af en familie i mine ører, og så meget desto mere idiotisk føltes det, at hullet inden i mig voksede på den måde. Alt, hvad der skulle til, var åbenbart synet af Antonia og Nella på samme fotografi. En mor og en datter, der dårligt kendte hinanden, så vidt jeg havde forstået. Oven i købet fotograferet i de mindst hjemlige omgivelser, jeg overhovedet kunne forestille mig. Nella stod med hænderne i siden nu. – Du har tårer i øjnene, konstaterede hun, og jeg havde aldrig hørt så galt. – Det er bare røgen fra kakkelovnen. Jeg tåler den slags dårligt, det ved du da godt. Nella rystede på hovedet, og jeg kunne kun give hende ret. Mine tårer gav ingen mening. Jeg har måske aldrig haft en stor fa~ 36 ~


milie, men siden jeg blev adopteret fra et børnehjem som fireårig, har jeg i den grad haft en mor, der behandlede mig som sit eget barn. Lillemor, hedder hun, og måske vender jeg tilbage til hende senere. For nu vil jeg bare nævne, at jeg som nyfødt blev indleveret på Vodroffsvej Børnehjem i København, også kendt som Huset med de glade ansigter. Selv ville jeg dog være glad, hvis jeg bare kunne huske et eneste ansigt fra de år, eller endnu bedre: hvis et eneste menneske fra de år kunne huske mig. Forstanderinden og plejemor er for længst døde og begravet, men en plejesøster eller en assistent kunne der vel godt være tilbage et sted. Bare nogen, hvem som helst, faktisk, som jeg kunne spørge, hvordan jeg var dengang? Det kan godt være, at det lyder sært, men den største ensomhed, der findes, er at være helt alene med sin historie. – Så Simon og Lily var lige forsvundet, da det her billede af dig og Antonia blev taget? prøvede jeg, en smule halvhjertet, tror jeg, for Nella blev bare ved at betragte mig. – Ja, det må jeg gå ud fra, sagde hun, – og måske skulle vi se at få den her rundtur overstået? Du ser ud til at kunne bruge en lille pause. Vil du gerne ligge ned? – Må jeg være fri! Men i det øjeblik var jeg faktisk så træt, at jeg snildt kunne have sovet helt til næste morgen. Nella kantede sig forbi mig, forcerede trappen op til den lukkede dør, og med et vidste jeg præcis, hvad der ventede os: Antonias halvcirkelformede arbejdsværelse. Som man nok aner, havde jeg ikke just det store begreb skabt om Liljenholms anatomi på det tidspunkt, så jeg vidste ikke, at værelset har den form, fordi det er placeret i bunden af Liljenholms ene tårn (i det andet ligger en legestue, hvor ingen nogensinde har leget, mig bekendt). Det første, jeg fik øje på, var to buede vinduer. De vendte ud mod et vildnis, som jeg gættede på var Liljenholms park, men det var allerede for mørkt til, at jeg kunne skelne træerne fra hinanden. Jeg trådte et par skridt ind i rummet, og det gav et sæt i mig, ~ 37 ~


da godset våndede sig i det samme. Noget knagede et sted over vores hoveder. Meget højt, forekom det mig. – Nå, så blæser det op, sagde Nella let. Lyset fra loftslampen fik det afskallede loft til at ligne forvitret, gulligt papirklip, og pæren blinkede et par gange deroppe, tydeligvis usikker på, om den ville lyse eller ej. – Var du ikke bange? Da du boede her, mener jeg? Min stemme lød underligt rusten. – Bange? Nella lo tørt. – Jeg anede da ikke, hvad det ville sige ikke at være bange. Vi stod lidt. Foran den ene rude tronede et ryddeligt skrivebord med en skinnende sort skrivemaskine, en Remington, og ud over gulvet lå væltede bunker bøger. En overfyldt bogreol fulgte værelsets runding hele vejen over til kaminen ved døren, foran den stod en blomstret hvilestol, og jeg måtte tvinge mig selv til at se til venstre. På enmandssengen. Sidst, jeg var her, lå Antonia i den med hænderne foldet over dynen. Hun havde været død i mange timer. – Det er så mærkeligt, sagde Nella, og da jeg fik set ordentligt på hende, var hendes øjne som det tyndeste lag is. – Selv om mor er død, og det hele er forbi, er det altså, som om hun stadig er herinde. Kan du ikke mærke det? I luften? I det øjeblik så det nu snarere ud, som om hun talte til luften og ikke til mig, og det foruroligede mig. Hendes stemme faldt i styrke. – Jeg ville ikke blive spor overrasket, hvis hun pludselig sneg sig ind på os og ... Hun afbrød sig selv. Gik hurtigt over til vinduerne og rakte ud efter et eller andet i vindueskarmen. En helt ordinær tændstikæske. – Og hvad, Nella? – Ja, holder det aldrig op? Kan du fortælle mig det? Hun lagde æsken fra sig. Der var stadig tændstikker i den, kunne jeg høre. ~ 38 ~


– Hvis hele den her historie ikke engang forsvinder, når alle for længst er døde, hvad i alverden skal der så til? Hun hev i de brungrønne, gulvlange gardiner, der kun modvilligt makkede ret det sidste stykke, og i ruden anede jeg stadig en tynd stribe af mit eget spejlbillede. Mit jakkesæt sad pænere i teorien end i praksis, og jeg så træt ud, krøllerne stod i alle retninger, selv da jeg prøvede at lægge dem ned. – Men du er jo ikke død, Nella, påpegede jeg, som sandt var, men det var ikke det rigtige svar, og jeg vidste det, så snart det havde forladt min mund. Jeg har altid været lidt for god til at svare det forkerte på de rigtige spørgsmål, især når de kom fra Nella, og lige nu stod jeg gudhjælpemig og trådte mig selv over tæerne imens. Nella så på mig et langt øjeblik, blinkede, som hun altid gjorde, når hun forsøgte at samle tankerne. – Jeg har ellers følt mig mere død end levende temmelig længe. Hun trak den øverste skrivebordsskuffe ud i et ryk. Alt var ordnet i nydelige bunker dernede. – Virkelig? Antonia havde langt mere orden i sine ting, end Nella nogensinde havde haft, selv når jeg personligt havde bragt orden i hendes papirer. Hun havde allerede fundet Antonias sidste, upublicerede manuskript med En håndfuld orkaner skrevet i blokbogstaver på første side, og nu pustede hun støvet af skrivebordet, lagde papirerne fra sig. Her havde vi da i det mindste Nellas husleje det næste halve år, tænkte jeg. – Ja, undrer det dig, at jeg føler mig lidt død nogle gange? spurgte hun nu, og denne samtale var endt det helt forkerte sted som lidt for mange samtaler før denne. Hvis jeg havde haft ordet i min magt, ville jeg have ladet Nella vide, præcis hvor glad jeg var for, at hun var levende sammen med mig og ikke død sammen med sin familie. Men hun havde allerede trukket de næste skuffer ud. Så hårdt, at der kom uorden i bunkerne. Lilys dødsannonce, kvitteringer, ~ 39 ~


stakkevis af autografkort og breve fra læserne blandede sig med kondolencebreve i anledning af Lilys død, gulnede avisudklip og eksklusivt brevpapir med tilhørende konvolutter. Et af udklippene fangede min opmærksomhed. Der var tale om et interview med Antonia. Givet kort efter Simons forsvinden, så det ud til, og med et profilbillede af Antonia von Liljenholm, Genfærdenes Dronning, for nu at citere billedteksten. Hendes blik var lige så sørgende, som hun lød, da Nella læste op: »Min mand var alt det, jeg aldrig har været. Livsduelig, morsom og kærlig. Hans skønhed var bemærkelsesværdig. De skulle vide, hvor ofte jeg har ladet mig inspirere af ham i mit arbejde.« »Når De beskrev de unge elskere, mener De?« »Ja, naturligvis. Lige nu, hvor De spørger mig, aner jeg faktisk ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at leve videre, hvis han ikke kommer tilbage. For hver time svinder mit håb om at se ham igen.« »De er bange for, at han er gået bort?« »Jeg frygter det, det er klart.« Herefter gjorde intervieweren sig de største anstrengelser for at få Antonia til at røbe sin elskedes navn og frigive et fotografi, men hun nægtede. »Jeg påskønner Deres omsorg for min situation, men mit svar forbliver nej,« sagde hun, og Nella så utilpas ud. – Afslutningen er næsten det værste, sagde hun. Hun læste videre: »De har da gudskelov Deres lille datter, fru Liljenholm?« »Ja, gud ske tak og lov! Hun er min eneste store trøst lige nu. Der er så meget af min mand i hende og af min elskede søster med – æret være hendes minde.« »Deres søster har De også lige mistet, er det korrekt?« »Ja, hun sprang ud ad et vindue, den kære. Depression har altid ligget til familien, men jeg håber og

~ 40 ~


beder selvfølgelig til, at min lille datter går fri. Det ville enhver mor vel gøre, tror jeg. Vi ønsker jo vores børn det bedste.« Intervieweren var for taktfuld til at skrive det direkte, men det skinnede alligevel igennem, at han undrede sig. Eksisterer Deres mand og Deres søster overhovedet? kunne man næsten høre ham spørge. Eller har De bare sat deres død i scene for at sælge flere bøger, Antonia von Liljenholm? Nella rev langsomt artiklen midt over, krøllede resterne sammen og smed dem i kaminen. Der var heldigvis ikke tændt op i den. Ellers havde jeg selvsagt haft svært ved at redde stumperne ud og citere dem direkte. Jeg rettede mig op i min fulde højde. Objektivt set er jeg ikke mange millimeter over gennemsnittet, men efter sigende virker jeg sådan. Især på kvinder. – Ved du hvad, sagde jeg og nikkede mod døren. – Jeg kunne virkelig godt bruge en stærk kop te lige nu.


Præsentation IKKE TRYK!

Præsentation IKKE TRYK!

Bedrag, selvmord, galskab og forbudt kærlighed har gennem generationer huseret på det sydsjællandske gods Liljenholm. Engang var det hjemsted for en verdenskendt forfatter af skrækromantiske romaner. Nu er der kun de døde tilbage. Men en råkold novemberdag i 1941 aflægger godsets fortabte datter, Nella, besøg. Hun er ikke alene. En fremmed er taget med hende hele vejen fra København. Sammen opdager de, at alle familier har hemmeligheder, men liljenholmerne har flere end de fleste. Godset gemmer på en grum historie, der berører dem begge. Silhuet af en synder er en gotisk roman, en slægtsfortælling og et æskesystem af historier, der til slut danner et overraskende hele.

ISBN 9788740050493

Leonora Christina Skov Silhuet af en synder

Profile for JP/Politikens Forlag

Silhuet af en synder - Leonora Christina Skov  

Bedrag, selvmord, galskab og forbudt kærlighed har gennem generationer huseret på det sydsjællandske gods Liljenholm. Engang var det hjemste...

Silhuet af en synder - Leonora Christina Skov  

Bedrag, selvmord, galskab og forbudt kærlighed har gennem generationer huseret på det sydsjællandske gods Liljenholm. Engang var det hjemste...