En nat i august læseprøve

Jeg har alle aldre lige nu.

Måske skulle jeg fortsætte, rundt og rundt, indtil svingdøren spytter mig ud på fortovet ved siden af manden med iltslanger i næsen, der sidder barbenet i morgenkåbe i en kørestol og ryger?

Men jeg går ind gennem den slidte forhal og op ad trapperne til den rigtige etage, hvor jeg trækker i den røde plastiksnor, så døren til fødegangen går op.

I stedet for at være jordemoder bliver Stefanie forfatter, for det er der ingen der kan dø af.

I hvert fald kun på papiret.

Uroen ligger dog stadig og lurer indeni, og 22 år efter indser hun, at hun er nødt til at forsøge at blive jordemoder igen, selvom det er i en tid, hvor mange jordemødre søger væk fra fødegangene.

EN NAT I AUGUST er en roman om at stå med andres liv i hænderne. Om at opleve voldsomme begivenheder i et fag, hvor liv og død og de største følelser er på spil. Det er fortællingen om at gå itu og kæmpe for at heles.

Og om at opdage hvordan fortiden kan være en nøgle til at finde ro.

- citat fra bogen

En nat i august

En nat i august

Jeg er den 29-årige jordemoderelev, der ligger og hulker og holder om min store mave, mens Asger tager sig af vores datter, som ikke må se mig sådan.

Jeg er et barn. Jeg er 51 og på én gang klar og rystet over, at jeg står her.

Stefanie vil være jordemoder, selvom hun både er bange for nåle og for at der skal ske noget forfærdeligt med kvinder og børn. Og det gør der en dag, kort tid før hun er færdiguddannet. Der sker en obstetrisk katastrofe.

Jeanette Øbro

FORFATTERFOTO: KAREN ROSETZSKY

Provinshospitalets store glassvingdør gør mig lettere svimmel, som om jeg har taget flere ture rundt i den. September­ solen hænger lavt og reflekteres i glasset, så jeg bliver blændet et øjeblik.

Jeanette Øbro

Kvinder går ind gennem denne dør for at føde. Jeg går vistnok herind i et forsøg på at blive genfødt.

Jeanette Øbro er forfatter, jordemoder og psykoterapeut MPF. En nat i august er del­vist baseret på hendes egne oplevelser. Udover at skrive og at arbejde som jorde­moder, har hun sin egen terapeutiske praksis i København.

Jeanette Øbro udgør den ene del af forfatter­­ parret Øbro & Tornbjerg, der har skrevet den prisbelønnede serie om kriminalpsykologen Katrine Wraa. www.jeanetteobro.dk

ISBN 978-87-400-8464-1

ROMAN

POLITIK ENS POLITIKENS FORLAG

OMSLAGSDESIGN: SOFIE WINDING FORSIDEILLUSTRATION: JULIE ROSTRUP JAKOBSEN

En nat i august

Obro_En nat i august_BOG.indb 1

17-03-2023 14:32:13

Af samme forfatter

Af samme forfatter i samarbejde med Ole Tornbjerg: Skrig under vand, 2010 Djævlens ansigt, 2011 Evas sidste nat, 2013 Det norske job, 2014 Pigen og vogteren, 2016 De ustraffede, 2018

Obro_En nat i august_BOG.indb 2

17-03-2023 14:32:13

Jeanette Øbro

En nat i august ROMAN

Politikens Forlag

Obro_En nat i august_BOG.indb 3

17-03-2023 14:32:13

Obro_En nat i august_BOG.indb 4

17-03-2023 14:32:13

Undfangelse

Obro_En nat i august_BOG.indb 5

17-03-2023 14:32:13

Obro_En nat i august_BOG.indb 6

17-03-2023 14:32:13

Kvinder går ind gennem denne dør for at føde. Jeg går vistnok herind i et forsøg på at blive genfødt.

Provinshospitalets store glassvingdør gør mig lettere svimmel, som om jeg har taget flere ture rundt i den. Septembersolen hænger lavt og reflekteres i glasset, så jeg bliver blændet et øjeblik.

Jeg har alle aldre lige nu.

Jeg er den 29-årige jordemoderelev, der ligger og hulker og holder om min store mave, mens Asger tager sig af vores datter, som ikke må se mig sådan. Jeg er et barn. Jeg er 51 og på én gang klar og rystet over, at jeg står her.

Måske skulle jeg fortsætte, rundt og rundt, indtil svingdøren spytter mig ud på fortovet ved siden af manden med iltslanger i næsen, der sidder barbenet i morgenkåbe i en kørestol og ryger?

Men jeg går ind gennem den slidte forhal og op ad trapperne til den rigtige etage, hvor jeg trækker i den røde plastik­ snor, så døren til fødegangen går op, og den karakteristiske lugt af hospitalets rengøringsmidler og linoleum slår for alvor igennem.

7

Obro_En nat i august_BOG.indb 7

17-03-2023 14:32:13

De hvidklædte kvinder i træsko tager imod mig med varme øjne. De har faste blikke og styrke i kroppene, som de står og ser på tavlen i vagtrummet og taler om de fødende på stuerne.

Jeg havde glemt den styrke. Selv er jeg skæv af angst, den helt særegne hospitalsangst, som både er gammel og ny, og som er undfanget af kropstvang og nåle.

Måske skulle jeg bare liste af igen, beklage dybt og sige, at det hele var en fejl? „Hvor langt er stue tre?“ „Fem centimeter. Hovedet står oppe i bækkenindgangen.

Der er koblede veer. Jeg tror desværre, den står lidt dumt.“ Den unge jordemoder viser ihærdigt med plastikdukke og et bækken, hvordan hun mener hovedet står. Dukken har en navlesnor, der er lavet af blåt og rødt snoet garn, som munder ud i en lille rød plastikskive, der skal forestille moderkagen.

Jeg gyser let ved at blive mindet om, hvor svært det kan være at mærke indefra, hvordan hovedet står, og forsøger at se barnets vej ned gennem fødselskanalen for mig, den indre rotation. Hvordan det her lille menneske har kilet sig skævt ned, så kvinden nu kommer på overarbejde for at få sit barn ud. „Stue seks er syv centimeter, og hun har fået gode veer.

Men jeg er ikke så glad for kurven. Kan vi lige kigge på den sammen?“ Ikke så glad for kurven.

Jeg ser på barnets hjertelydskurve, mens de taler om den.

Minut efter minut aftegnes et mønster af, hvor mange slag barnets hjerte slår lige nu. Mit eget hjerte hamrer med ét hårdt og hurtigt i brystkassen, som om det forsøger at nå op på niveau med de ufødte børns fordoblede tempo.

8

Obro_En nat i august_BOG.indb 8

17-03-2023 14:32:13

„Vi stoler på Stan,“ siger afdelingsjordemoderen og ser jorde­ moderen i øjnene, som nikker og gentager: „Vi stoler på Stan.“ Er det overlægen? Nej, hun hedder Agnethe, og jorde­ mødrene elsker hende, fortalte chefen, da jeg var til samtale.

Hun lytter til dem og lader fødslerne tage tid.

Jeg skal ikke på fødestue i dag og i morgen. Jeg skal først lære huset at kende. Maven snører sig sammen ved tanken om det, der venter bagefter.

Jeg flygter ud på toilettet og møder et plaget ansigt i spejlet.

Husk at tage smykker og ure af!

Sedlen hænger under spejlet mellem sæbe og håndsprit.

Jeg ser ned på mine hænder, på de korte, skæve fingre, jeg som tiårig fra det ene øjeblik til det andet begyndte at skamme mig over, fordi jeg fik at vide, at de lignede min ængstelige farmors.

I aftes fjernede jeg min neglelak og klippede neglene helt i bund, det blev de ikke kønnere af, og i morges skrubbede jeg dem med en neglebørste. Alligevel føles de stadig beskidte, kolonier af farlige mikroorganismer gror lige under neglebåndene. Jeg har glemt at tage min vielsesring af. Den er en bakteriebombe. Jeg lirker ringen af og sniger den ned i pungen i min taske, der ligger i personalestuens slidte sofa. Der ligger en hovedpude og et tæppe, så jeg gætter på at det er her, natte­ vagterne skiftes til at tage et hvil, hvis der er tid. „God ide at lægge den dér,“ siger en jordemoder, der sidder og skriver journal. „Jeg lagde min vielsesring i kittellommen engang, så røg den til vask og kom aldrig retur.“ „Åh nej,“ siger jeg.

9

Obro_En nat i august_BOG.indb 9

17-03-2023 14:32:13

Chefen kommer ind og hilser på os alle. Hun hedder Beth, og hun har varme øjne. „Velkommen til, Stefanie,“ siger hun. „Skal vi finde en kop kaffe?“ Vi sætter os i fødegangens meget lille køkken. „Ja, så fik vi da sommeren overstået, så nu er der mere ro til at få dig til at lande godt i faget. I dag skal du følges med Louise, som er assistent.“ „Er hun din assistent?“ spørger jeg og tænker, at det manglede da også bare, at man fik indført personlige assistenter til de fortravlede sygehuschefer.

Beth har lige taget en tår kaffe og kæmper nu med sin latter. Jeg ler også, men på en lidt halvhjertet måde, uden helt at vide hvad det sjove er.

Da det endelig er lykkedes hende at synke kaffen, siger hun: „Nej, gid det var så vel. Men det vil jeg da foreslå oppe i de højere lag,“ gnægger hun, og det ser ud som om hun har en hel komediefilm kørende indeni ved tanken. „Louise er afdelingens sosu-assistent.“ „Nåh.“ De hed sygehjælpere, sidst jeg var iført træsko. „Hvis du er i tvivl om noget, så spørg Louise,“ siger Beth. „Ja,“ istemmer en jordemoder der går forbi os. „Louise ved alt!“ Nysgerrigt følger jeg efter Louise med det kraftige røde hår ned i de lange gange under hospitalet, der hvor man skal kigge både til højre og venstre og holde vigepligt for ikke at blive torpederet af portørerne, der kører ræs i små vogne med et følge af rullende jernbure, fyldt til randen med hvide

10

Obro_En nat i august_BOG.indb 10

17-03-2023 14:32:14

lærredssække med patienternes beskidte tøj og sengelinned.

De hilser på hinanden som buschauffører med pege- og langfinger i tindingen.

Vi går ind i tøjdepotet. Lange stålreoler frembyder kitler og veste til når natten køler kroppen ned ved 3-4-tiden, hvor trætheden er værst. „Man må tage tre sæt ad gangen. Det er stort i størrelserne.“ Jeg tager tre sæt bukser og busseronne med V-udskæring. „Det kan godt betale sig at hamstre lidt til weekenden,“ siger Louise lavmælt, selvom vi er alene i depotet „for der mangler altid tøj.“ Man låner tøjet med sit personalekort som på biblioteket.

Alt er nyt, og alt er som da jeg tog flugten for 22 år siden.

Louise låner det for mig, og så går vi hen for at få lavet et kort.

Da jeg har fået taget et billede, hvor jeg ligner en, der ser døden i øjnene, går vi tilbage, jeg ville fare vild, hvis jeg gik her alene. Jeg ville gå fortabt rundt hernede og kigge for­virret på skiltene. Måske ville jeg ende i kapellet. Jeg har levet af at lade fantasien få frit spil og at skrive det ned, men lige nu tjener det mig ikke. Jeg skræmmer kun mig selv.

Neonatalafdeling, står der på etagen under fødegangen. Jeg gyser ved tanken om den måned jeg tilbragte på neonatalafdelingen på mit andet år som jordemoderelev. Jeg græd på vej i bilen både ud og hjem over de små hjælpeløse børn med slanger overalt i kuvøserne. De skal ikke ligge der alene, råbte alt i mig, og jeg faldt kun til ro, når børnene lå hos en af deres forældre på det nøgne bryst. Jeg fantaserede om at køre galt.

Et pludseligt træk i rattet kunne jo sende mig ind i autoværnet.

11

Obro_En nat i august_BOG.indb 11

17-03-2023 14:32:14

Asger ville forhåbentlig tro at jeg bare havde mistet herredømmet over bilen. Han måtte ikke tro, at jeg havde ønsket at forlade ham og Dea. Hverken neonatalsygeplejersken eller jeg selv forstod det.

Men jeg var stum, mens jeg var der. Jeg kunne intet sige til hverken forældrene til de syge børn eller til personalet. Det var værre end det plejede at være. Skammen nåede nye højder, da sygeplejersken sagde at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op, hun havde ikke oplevet noget lignende. Jeg havde ikke regnet med at bestå. Men det gjorde jeg. Senere tænkte jeg, at det ville have været bedst, hvis hun havde dumpet mig.

Så var alt det andet ikke sket.

Først langt senere forstod jeg det.

En etårig, ladt alene i uge efter uge i en hospitalstremmeseng, oplever den dybeste rædsel. Hun oplever at være i overhængende livsfare. En etårig har intet sprog. Angsten blev en del af mig allerede dengang, som en slags skjult styresystem.

Hvordan skal man kunne begribe det senere hen?

Jeg klæder om og sender et billede til Asger, der sidder i fred og ro på tegnestuen og arbejder.

Hvidt klæder dig godt, skriver han tilbage, du er den modigste jeg kender.

Jeg tænker at det er pænt af ham at lyve. Men noget i mig ved, at han mener det. Han er bekymret for hvordan det hele skal gå. Det er vi to om.

Louise og jeg tømmer en brugt fødestue. Der er blod og sortgrøn babyafføring både på gulvet og på fødelejet. Fødekarret står stadig med vand i. Udefinerbare menneskelige efter­ ladenskaber driver rundt i det.

12

Obro_En nat i august_BOG.indb 12

17-03-2023 14:32:14

„Du må rigtig gerne vænne dig til at tømme det med det samme,“ siger Louise, før hun med alle tegn på væmmelse tilføjer: „Det er rarest for alle.“ „Det er noteret,“ siger jeg og skærer en grimasse af det ulækre vand.

Så går vi i depotet og samler ting sammen til at fylde hylder og skuffer op på en anden stue, der netop er blevet gjort ren. Vi gennemgår børnebordets funktioner og hvordan man tilkalder hjælp. „Et hiv i snoren er almindeligt tilkald, to hiv i snoren er akut alarm, et tryk på denne knap betyder, at alle smider alt hvad de har i hænderne, og kommer løbende – også nede fra anæstesien – så den er kun til livstruende situationer.“ Jeg synker og nikker. Og så skal vi over på afdelingen for indlagte gravide, hvor vi skal hente mad. Vi tager en mad­seddel med fra stue tre. Kvinden kan ikke spise noget. Manden vil gerne have sort kaffe og tarteletter med høns i asparges. „Tarteletterne er populære,“ siger Louise, smiler skævt og tager to plastikemballerede pakker ud af køleskabet. „Der er nok noget beroligende ved mormormad,“ siger jeg.

Hun prikker huller med en saks, det har hun gjort mange gange, og sætter dem i hver af de to ovne på program tre og program fem. Da ovnen hyler efter ti sekunder er tarteletterne færdige, hun klipper plastikken op og sætter dem på tal­lerkenen. Lidt efter hyler den med høns i asparges, og hun fylder omhyggeligt tarteletterne med det cremede, lyse fyld.

Jeg kigger fascineret på alle hendes rutinerede bevægelser.

I sidste uge stod jeg i høje sko til en bogreception med et glas champagne i den ene hånd og en flot kanapé i den anden. Nu

13

Obro_En nat i august_BOG.indb 13

17-03-2023 14:32:14

står jeg i et hospitalskøkken i hvide lånetræsko og lærer at arrangere tarteletter. „Man skal kunne lidt af hvert,“ siger jeg og tænker, at jeg må huske at tage noter. Man ved aldrig, hvad det hele kan føre til. „Jeg er her jo kun i dagvagterne,“ siger hun med et beklagende udtryk, „og vi har ikke assistenter aften og nat, så der henter I selv maden, tømmer stuer og fylder op.“ „Det ser ikke så svært ud,“ siger jeg og forsøger at smile.

„Jeg er da ikke for fin til at arrangere høns i asparges,“ siger jeg til Asger om aftenen, da vi sidder og spiser. „Hvis det kan hjælpe til med at de føder.“ „Men jordemødrenes tid kunne jo nok bruges lidt bedre.“ Han ser på mig med store øjne, som om jeg har været udsendt på ekspedition til en fjern, ukendt egn i dag. „Hvordan er sundhedsplatformen egentlig at arbejde i? Er det så slemt som man hørte, da den kom?“ „Den, der købte det system,“ siger jeg, der tidligere på dagen kiggede en jordemoder over skuldrene, mens hun bandende skrev journal, „burde nok dømmes til at arrangere tarteletter og tømme fødebadekar. På fuld tid. Resten af livet.“

„Og du skal simpelthen være jordemoder igen?“ Nysgerrige øjne undersøger mit ansigt, mens jeg hælder kaffe op i det lille personalekøkken. De tilhører Mie. „Jeg prøver i hvert fald, men jeg kan nok ikke love noget.“

14

Obro_En nat i august_BOG.indb 14

17-03-2023 14:32:14

„Og det er 22 år siden, du blev færdig? Og du kom aldrig i gang?“ Hun samler sit lange, lyse hår i en hestehale med energiske bevægelser og ligner en der kunne være håndboldspiller.

Hun er en del yngre end mig og har lige fortalt, at hun har været jordemoder i tolv år. Hun har både arbejdet i Grønland og i Afrika med Læger uden Grænser – ting jeg troede jeg skulle prøve. I stedet blev vi hjemme, Asger, pigerne og jeg. „Ja. Og nej.“ „Hvordan kan det være?“ Jeg begynder at fortælle om katastrofen, først lidt tøvende og hakkende, mens jeg gransker hendes ansigt. Hun stiller gode spørgsmål, og hendes øjne er stadig forstående, så jeg fortæller det hele.

En klump vokser frem i halsen. „Hvor er det modigt af dig,“ siger hun.

Jeg læner mig ind i hendes styrke et øjeblik og bliver fyldt op af tro på at det kan lade sig gøre.

Det er tredjedagen, og jeg skal følges med hende i dag. Jeg er mødt til direktørtid klokken 8.30 de to første dage.

I dag er det alvor. Dagvagten starter klokken 7.15. Klokken 4.45 ringede vækkeuret, og jeg havde knap sovet, fordi jeg lå og tænkte på at jeg snart skulle op, og fordi jeg blev mere og mere stresset over at jeg ikke kunne sove, og at Asger snorkede.

Svimmel af søvnmangel, som en nybagt forælder, stod jeg op og listede rundt for ikke at vække Asger og gik ud i den gryende morgen, ned i dybet på Nørreport til regionaltoget med de hylende bremser.

Jeg må vænne mig til at være vågen når andre sover, og at sove mens andre er vågne.

15

Obro_En nat i august_BOG.indb 15

17-03-2023 14:32:14

„Men er det rigtigt, at du har skrevet alle mulige forskellige bøger?“ spørger Mie. „Ja.“ Jeg smiler og ser væk. Hun fanger heldigvis, at jeg ikke gider at tale om det. „Hvor lang tid tror du det tager at komme i gang? Altså rigtig i gang, så du kan arbejde selvstændigt? Det er det, der er målet, ikke?“ Det er som om hun ser lige igennem mig. Jeg er enten blevet gennemsigtig, eller også har hun røntgenblik. Hendes gennemlysning får noget af mit mørke til at forsvinde. Hun må gerne kigge ind, beslutter jeg. „Ingen ved det helt,“ siger jeg.

Det er sandt. Chefen har heller ikke den fjerneste ide, men hun er fuld af optimisme. Det kan godt gå hen og tage sin tid, tænker jeg. Og hvad hvis de når at miste tålmodigheden med mig? Hvis jordemødrene begynder at sende mig den slags blikke, jeg husker fra dengang? Eller tale om mig, som de to jeg overhørte tale om deres kollega en dag, da jeg lige var startet i den første praktik. De var utrygge ved at være på arbejde med hende, fordi hun var så usikker. Og uden at kunne forstå hvorfor tænkte jeg: Det er mig om tre år. Jeg bliver sådan en de andre er utrygge ved. „Nå, vi genstarter dig i dag. Lad os tage stue et,“ siger hun og slår hænderne sammen. „Jeg prikker på det vand, sætter ham til at lave rebozo, du ved, han ryster hende kærligt med et tørklæde, så oxytocinen flyder frit, og så griber vi den baby sammen før klokken to, så jeg kan nå at skrive, og vi kan gå til tiden. Okay?“ Hun holder en hånd op, og vi highfiver. Der

16

Obro_En nat i august_BOG.indb 16

17-03-2023 14:32:14

er tre andre i vagtstuen, og vi griner. Mie er en hvirvelvind, og jeg vil med ind i hendes luftstrøm, suge til mig, sætte en iltmaske for næse og mund og bare inhalere alt det hun kan, som var det lattergas.

En fødsel. Hårene rejser sig på mine underarme, mens vi stiller os foran tavlen, et whiteboard med et kæmpe skema, man skal holde opdateret med fødslens progression og eventuelle risikofaktorer. Vores alle sammens alter.

Ud over vores stue er der en tvillingefødsel og en for tidlig fødsel.

En studerende skal have den for tidlige fødsel. Det er hendes første, kan jeg høre. „Jeg er altså lidt nervøs for det,“ siger hun til sin jordemoder. „Du er helt klar til det. Og jeg er der jo sammen med dig.

Teamwork, du,“ siger jordemoderen.

Jeg labber det i mig, mens jeg tolker det, der står på tavlen om stue et: Hun skal have sit andet barn, og fødslen skal sættes i gang på grund af for højt blodtryk, så langt rækker det tvivlsomme fjerndepot af en hukommelse, jeg er indehaver af. „Det ville have været godt med en, der var helt normal, men hun er vores bedste bud, og vi forbereder os på PPH, fordi hun havde det efter første fødsel,“ siger Mie. Måske skulle jeg bare tage hjem igen. „Vi skal blande et koncentreret drop, så vi har det klar, hvis hun bløder igen efter denne fødsel,“ siger Mie og redder mig ud af min indre kamp, men i stedet isner det i mig ved tanken

17

Obro_En nat i august_BOG.indb 17

17-03-2023 14:32:14

om en stor blødning. „Vi starter med at gøre droppet klar, så vi skal hente noget synto.“ Hun går målrettet mod medicinrummet, lukker os ind med sit kort og tager fire små flakoner med det vestimulerende syntocinon.

Vi går ud til dropvognen, som står i gangen. „Hvorfor blødte hun sidst? spørger jeg. „Og hvor meget?“ „Atoni,“ siger Mie og åbner den øverste skuffe, hvor alle kanylerne ligger. „800 milliliter. Her, du kan trække op og blande det.“ Jeg har pludselig fornemmelsen af en stor og blød livmoder i hænderne. En livmoder, der ikke har trukket sig sammen og lukket sig godt nok om de kar, der var forbundne med moderkagen, og derfor står og bløder.

Mie lægger syntoerne på akutbordet. Det er en syntetisk efterligning af kroppens eget vidunderhormon, oxytocin, der både kan lave veer og kærlighed. Men syntocinon kan kun lave veer.

Jeg åbner den øverste skuffe, og med tøvende fingre tager jeg en lyserød kanyle til at trække op med. De har en større indre diameter, det har man ikke lavet om på. Jeg tager en fem­ millilitersprøjte, der er en milliliter i hver flakon, og sætter nålen på. Pludselig bliver jeg alligevel i tvivl. Er der nu også en milliliter i? Jeg fortsætter trods den matematiske forvirring.

Mie har ikke protesteret. Jeg bevæger mig langsomt og husker pludselig, at man altid skal læse etiketten tre gange, så jeg læser, knipser på toppen for at få væsken ned i glasset og vil brække halsen over på den. Men der sker intet. „Har du tjekket om prikken vender ind mod dig?“ Jeg vender den. Glashalsen knækker med den samme lille

18

Obro_En nat i august_BOG.indb 18

17-03-2023 14:32:14

tilfredsstillende knæklyd som dengang. Jeg læser etiketten igen, stikker kanylen ned, trækker væsken op og knipser på sprøjten for at få luftboblerne op. Den lille bevægelse stiver mig lidt af. Så gentager jeg processen med de tre andre flakoner. Og læser etiketterne for tredje og sidste gang. „Sådan, se nu bare der, kroppen husker!“ siger Mie, og vi ler, mens jeg lader som om jeg tørrer sved af panden og tager posen med en liter saltvand. Der er to åbninger. „Den hvide,“ siger hun. „Den hvide,“ gentager jeg og ser i det samme pilene, der viser det. Medicin ind i den hvide. Væske ud ad den blå.

Jeg vrider plastikdutten af og stikker kanylen ind i den hvide indgang på posen og trykker stemplet i bund. Så trækker jeg den ud igen og vender posen et par gange i luften, så væskerne blander sig. Det er som om jeg kan hente en smule sikkerhed i trods alt at kunne udføre de her helt simple handlinger. Jeg pakker dropslangen ud og sætter studsen i den blå indgang.

Så skruer jeg proppen af og lader væsken løbe igennem, ned i affaldsposen, tjekker for luftbobler, blokerer slangen med den orange lukkemekanisme, sætter proppen på igen og føler mig optimistisk.

Mie tager ting fra skuffen til at anlægge adgang i kvindens hånd. De ser anderledes ud end dem jeg husker, de har en lille slange med to indgange. Hun vifter med den. „Skal jeg lægge PVK’en?“ „Det hed venflon, sidst jeg var i branchen,“ siger jeg. „PVK – perifert vene-kateter.“ „Nå, selvfølgelig. Det er nok bedst for alle involverede, at du gør det.“

19

Obro_En nat i august_BOG.indb 19

17-03-2023 14:32:14

Jeg laver en grimasse, hun griner, og jeg får koldsved ved tanken om at skulle tage ansvar for at stikke i folks blodårer, for ikke at tale om at hælde medicin i dem. Jeg nåede at vænne mig til at stikke i andre kroppe, men nåleskrækken fik mig næsten til at besvime i starten. „Hvad skal vi ellers tænke på?“ „Øh …“ „Hun skal have et rigtig godt klyx.“ „Nåh ja.“ At tømme endetarmen med 250 milliliter kropstempereret saltvand kan sætte gang i veerne – og forhindre at der står noget graviditetsforstoppelse og spærrer vejen for barnet.

Hun luner plastikflasken ti sekunder i mikroovnen. „Vil du tage imod?“ Vi ved begge at hun ikke længere taler om klyxet, men om barnet.

Tage Imod Barnet.

Den hellige handling.

Der står man, som en anden frugtbarhedsekspert, i hvis varme handskeklædte hænder barnet fødes.

Hvad tænker hun dog på? „Æh, nej, jeg tror jeg bare lige observerer lidt her i starten.“ „Helt fint, jeg syntes bare du skulle have tilbuddet. Du er jo jordemoder. Men det styrer du selv,“ siger hun, og jeg tænker at hun vil blive rystet, når hun indser, hvor lang vejen tilbage er for mig.

Hun banker på døren, og vi træder ind på fødestuen til parret, der begge ser på os med store, runde øjne. „Nå, Sidsel,“ siger Mie, „skal vi så se at få dig til at føde?“

20

Obro_En nat i august_BOG.indb 20

17-03-2023 14:32:14

„Ja tak,“ svarer Sidsel. „Nu vil jeg gerne snart have ham her fodboldspilleren ud.“ Mie og jeg er klædt i samme slags hvide tøj. Jeg er ældre end hende.

Men hun kan alt, og jeg kan intet.

Det er den 24-årige frygtsomme jordemoderelev, der taler sådan, minder jeg mig selv om. Hun taler i absolutter. For hende er verden enten-eller. Sort eller hvid. Og hun har sine gode grunde til det, husk det nu.

Jeg tager en dyb indånding, tvinger luften længere ned i lungerne, løsner mellemgulvet, der står som en hårdt udspændt trampolin på tværs af kroppen og husker pludselig den allerførste fødsel jeg var med til. Det var på et hospital i en anden provinsby end denne. Et lille hyggeligt fødested, der for længst er lukket. Den andengangsfødende klemte min hånd så det gjorde ondt, men jeg sagde ikke noget. „Hej, jeg hedder Stefanie.“ Jeg giver hånd og ser dem begge i øjnene. „Jeg er jordemoder, men har været væk fra faget i mange år, så jeg er bare lidt med på sidelinjen, hvis det er okay med jer.“ Mie har allerede været inde at spørge om lov, men jeg vil gerne vise min bundløse ydmyghed.

De ser begge glade ud. „Det er da fornemt at få to jordemødre,“ siger Martin. „Vi har jo hørt at I løber stærkt på fødegangene.“

„– Og så prikkede hun hul på vandet og satte manden til at lave rebozo, det er blevet mainstream i mellemtiden, det var helt nyt dengang, og så –“

21

Obro_En nat i august_BOG.indb 21

17-03-2023 14:32:14

„Hvordan er det man prikker hul på vandet?“ spørger Asger om aftenen, da vi sidder og spiser.

Jeg taler som en der har drukket fem kopper kaffe og taget to Treo. Det er godt, at han bryder ind. „Det gode ved, at du spørger om den slags, er, at jeg føler, at jeg trods alt kan huske noget. Spørg løs, så længe du orker.“ „Jeg kan godt huske, at det var lidt voldsomt at høre om nogle gange, da du gik på uddannelsen,“ siger han. „Så siger du stop eller beder om Ritzau-versionen.“ „Aftale.“ Jeg ser ned i min mad og skubber et stykke gulerod rundt på tallerkenen. „Hvad så?“ spørger Asger. „Det virker uopnåeligt lige nu. Der er så meget jeg har glemt: Jeg kan kun lige akkurat huske, hvor børnene kommer ud.“ „Arh, mon ikke du kan huske lidt mere.“ Han lægger hovedet lidt på skrå og smiler.

Jeg skærer en tvivlende grimasse. „Hør nu her,“ fortsætter han. „Du er kun lige startet. Og det lyder som om du er kommet det helt rigtige sted hen; der er nogle dejlige mennesker, et syn på fødslerne som du godt kan lide, og en ledelse der bakker op om det hele.“ Han har ret. „Når man … når vi skal prikke hul på vandet, bruger vi sådan en lang plastikpind som er formet som en lille hæklenål for enden. Den fører man ind i vagina mellem sine to fingre –“ Jeg holder pege- og langfinger op i et peacetegn, jordemødres

22

Obro_En nat i august_BOG.indb 22

17-03-2023 14:32:14

håndtegn, som altid følger med en forklaring af det eksplorative fund. Jeg gyser lidt. Bevægelsen og forklaringen kommer helt naturligt.

Han nikker ivrigt. „Der skal helst være spænding i hinderne, ligesom hvis du forestiller dig en fyldt vandballon.“ Fingerspidserne husker med ét følelsen af den bløde, varme slimhinde, af livmodermundens runde åbning, af hinder, som barnets hoved befinder sig lige bag ved. „Man vinkler hindesprængeren, så man kan prikke hul på fosterhinderne. Det kan give et lille smæld, og så løber det varme vand ud over ens hånd. Så fører man fingrene rundt derinde for at sikre sig, at navlesnoren ikke er fulgt med ned og sidder i klemme mellem hovedet og livmodermunden.

Og så lytter man hjertelyd.“ „Vildt,“ siger Asger. „Og så satte Mie manden i gang med at lave rebozo og mig i gang med at læse procedurer for blødning og for højt blodtryk – og i løbet af to timer havde kvinden fået gode veer.“

Martin ser først lidt skeptisk ud, da Mie forklarer, hvordan rebozo virker. „Vi er biologi,“ siger hun. „Og vi har brug for oxytocin for at lave veer. Vi kan selv stimulere oxytocin ved at sørge for tryghed, sanselighed og nærhed – det er et kærlighedshormon.

Så hvis I også holder nogle gode pauser i rebozoen og kysser og krammer, så skal du bare se, Martin. Det bliver stimuleret af hudkontakt. Det er derfor, det også er godt for baby og for

23

Obro_En nat i august_BOG.indb 23

17-03-2023 14:32:14

amningen at ligge hud mod hud. Stress skaber adrenalin, og det vinder over oxytocin. Det kan man også filosofere lidt over i sit parforhold,“ siger hun og blinker til ham.

Vi gør alt hvad vi kan for at skabe en oxytocinhule på stuen med nedrullede gardiner, LED-lys, dæmpet belysning og varmepude til Sidsel.

Mie og jeg spiser frokost i vagtstuen, så vi kan holde øje med vores kurve. „Altid dejligt med en tv-dinner.“ Jeg nikker mod skærmen.

Hun ler og spiser æg, avocado og røget forel med lynets hast. „Jordemoderfrokost,“ siger hun. „Hurtigt at spise, mætter godt.“ Jeg har en salat med, som jeg omhyggeligt snittede i aftes, men selvom jeg spiser så hurtigt jeg kan, er jeg kun nået halvvejs, da hun er færdig. Salat tager for lang tid at spise, noterer jeg mig og forstår, hvad hun mente med jordemoderfrokost.

Man ved aldrig hvor lidt tid man har. Jeg skriver hurtigt en besked til Asger, som køber ind på vejen hjem i dag, og beder ham om at købe røget forel, avocado og æg.

Da vi har spist, skriver Mie journal. Jeg kigger hende over skulderen, og en overraskende prikkende fryd breder sig ud i armene ved gensynet med journallingoet: Vg: collum 1 cm, blød i konsistens, orificium 3 cm, let sakralt.

Efter informeret samtykke gøres

HSP

med udtømmelse af en lille skylle klart fostervand.

Se procedurenotat.

24

Obro_En nat i august_BOG.indb 24

17-03-2023 14:32:14

Ingen fremfald af navlesnor eller smådele.

Hjertelyd herefter: Intet Abnormt.

Efter informeret samtykke gives

klyx

som kvitteres med god effekt.

Plan: BF instrueres i rebozo.

Ut. og jdm. Stefanie har god snak med parret om vigtigheden af oxytocin for udvikling af veer.

Parret er ved godt mod og støtter hinanden.

Jordemoder Mie Nielsen

„Hvad betyder BF?“ spørger jeg. „Barnefader,“ siger Mie. Vi skrev vir, tænker jeg, og føler mig som et oldtidslevn.

Alarmen lyder, jeg farer sammen.

Det er stue et. Vores stue.

Mie går forrest. „Hvad så, I to? Har I arbejdet på sagen?“ „Ja, nu har jeg sgu da fået nogle helt vilde veer,“ siger Sidsel, der ud over veer har fået røde kinder. Hun har smidt alt tøjet, bortset fra hospitalets hvide nettrusser og det kæmpestore bind, og står lænet ind over fødelejet, der er kørt lidt op i højde, men ikke meget, for hun er ikke så høj. „Jamen det var da dejligt!“ smiler Mie. „Så skal vi jo snart holde fødselsdag!“ Mandens øjne er enorme. Han aner ikke hvor han skal gøre af sine hænder, og sætter dem højt i sine sider, næsten oppe i armhulerne, så han ligner en lille dreng. Jeg smiler til ham.

Han skærer en grimasse.

25

Obro_En nat i august_BOG.indb 25

17-03-2023 14:32:14

„Fik du rystet hende lidt, Martin?“ spørger Mie og imiterer tørklædebevægelserne, hun har vist ham. „Ja ja. Jo, og kysset og det hele.“ Han griner og peger befippet på tørklædet. „Men så sagde hun, at nu var det nok.“ „Åh, nu gør det fandeme ondt!“ Sidsel kan pludselig næsten ikke få vejret. Mie er straks henne ved hende, hun lægger sine hænder over hendes lænd, trykker hofterne sammen med et solidt klem og hjælper hende med at trække vejret. „Nej, nej, nej, Mie, jeg vil ikke mere. Jeg vil have et kejser­ snit!“ „Jeg tror du føder snart, det er derfor du har det sådan der,“ siger Mie helt roligt og beder om lov til at trække ganske let ned i nettrusserne. Jeg følger hendes blik til den mørklilla fure øverst mellem kvindens balder og husker pludselig at den farveændring sker, fordi barnet står dybt i bækkenet. „Det trykker,“ stønner Sidsel og må igen overgive sig til den næste ve. Hendes lyde har ændret sig markant. „Det kan jordemødrene altid godt lide at høre,“ siger Mie og blinker indforstået til mig. „Vi elsker de ord.“ Jeg smiler ivrigt, forundret over at det virkelig bliver som Mie sagde. „Mnnghhh.“ „Du skal bare gå med på det din krop siger,“ siger Mie og hjælper hurtigt Sidsel af med trusserne. Hun kaster et blik på fødebordet og tager nogle ting i skabet. Lågen er ved at falde af, den hænger kun i det ene hængsel.

Det er som om jeg er blevet til en gasart. Som om jeg er ved at lette, som om kroppen er væk, og jeg nu bare er et par øjne, der hænger og svæver i et hjørne med et synsfelt, der kun kan

26

Obro_En nat i august_BOG.indb 26

17-03-2023 14:32:14

opfange den fødende kvinde. Bare Mie ikke beder mig om at gøre noget. Men det lader til at hun bare gør, hvad hun skal nu.

Bare Sidsel ikke bløder igen.

Bare hendes blodtryk ikke stiger.

Gid barnet har det godt. Mine øjne klæber til hjertelydskurven. Det ser normalt ud.

I takt med at presseveerne tager til, kommer tvivlen snigende. Dykker barnets puls alligevel ikke lidt for meget under veen? Hvor meget er okay? Hvor meget har ændret sig i måden man tolker det på? Jeg har hørt at det har ændret sig, og jeg skal på kursus i alt det nye.

Sidsels ben kan ikke holde til mere nu. De begynder at ryste, hun kan slet ikke styre det. Fødekroppens skælven. Både lige før fødslen og lige efter. Mie og Martin hjælper hende op på fødelejet. Hun lægger sig på siden, holder benet med sin arm og presser, og nu kan man skimte barnets hoved. Jeg møder mandens blik hen over fødelejet. „Tænk, at I snart skal se ham,“ siger jeg, overrasket over at jeg er i stand til at tale.

Han har tårer i øjnene. Det får jeg også. „Det er så godt, dét der, Sidsel,“ siger Mie. „Vi kan jo se ham nu! Han har mørkt hår.“ Jeg svæver hen så jeg kan se barnets hoved, der står så de små kønslæber, mellemkødet og anus begynder at blive udspilet. Et øjeblik er jeg lidt rystet over synet, selvom jeg har set det mange gange. Men det er længe siden, og jeg har på en måde glemt, hvordan det ser ud, når barnets hoved står der og presser på, udspiler anus som en stor, tyk gummiring, så det yderste, øverste stykke af endetarmen bliver krænget ud. Et

27

Obro_En nat i august_BOG.indb 27

17-03-2023 14:32:14

stykke af kroppen som ellers aldrig ser dagens lys. Der løber lidt rester af klyx og afføring ud, som Mie tørrer væk, før hun vrider en vaskeklud op i en skål med varmt vand og holder på det stærkt udspændte væv. Den anden hånd er på barnets hoved. Hovedbunden er presset sammen i store folder. „Åh, det brænder!“ skriger Sidsel.

Jeg husker følelsen af at presse mine børn ud af kroppen.

Jeg husker det brændende, svidende kød. Som at blive smurt med chili og brændenælder og vide at man er nødt til at smøre endnu mere på for at få det barn ud.

Og at der ikke er nogen vej udenom. Eller tilbage. Det er alle kvinders skrig lige i dette øjeblik. De lyder forskellige og alligevel ens.

Jeg ser Mies hænder arbejde, mellemkødets farver, ser hvordan vævet bliver hvidligt, og husker fornemmelsen af at have fingrene på barnets hovedbund og at kunne mærke hvor meget fart der er på. „Prøv at gispe lidt nu,“ siger Mie. Hovedet glider langsomt ud mellem Sidsels ben. Der står barnet, næsten halvt ude af sin mor, ansigtet peger lige ned mod hendes balder, de tykke kinder er presset op, der løber fostervand ud af næseborene, og det slår mig, at jeg lærte at suge barnet i næse og svælg, når det stod her, men det er man forhåbentlig holdt op med? „Kom med dine hænder,“ siger Mie til kvinden, der rækker ned og rører ved sit barns hoved for første gang. „Åh, der er du, lille skat, åh, der er du jo.“ Martin græder og stirrer på hovedet, der roterer en kvart omgang, som det skal, så ansigtet peger mod det ene lår, den

28

Obro_En nat i august_BOG.indb 28

17-03-2023 14:32:14

øverste skulder glider under kønsbenet. Mie trækker ganske lidt op, den underste skulder og resten af kroppen følger med, og de to kvinders hænder hjælpes ad med at trække barnet ud, resten af fostervandet plasker ud, og der ryger en sjat ud over Mies bukser. Det er et barn på omkring fire kilo, ligesom min yngste datter, Simone, tænker jeg, der er godt med hvidt fosterfedt, men det er også kun uge 38 og 4 dage. Barnet skriger. Det tager sit første åndedrag, vi siger forløsende lyde, og tårerne vælter igen op i mine øjne. Martin og Mie hjælpes ad om at få Sidsel om på ryggen, mens hun holder det våde barn mellem sine store bryster. Mie tager lune håndklæder, der ligger klar under varmelampen på børnebordet, og tørrer barnet, der skifter farve fra blåt til lyserødt. Hun giver syntoen i Sidsels lår, trykker på hendes mave, så hun brokker sig, det gør ondt, og blodet løber ud af hende.

Alt det, Mie kan på én gang.

Bare hun ikke bløder for meget, tænker jeg. Men det er for meget, og lugten af afføring og alt det blod giver mig kvalme. „Kan du lige trække i snoren?“ siger Mie roligt over skulderen til mig.

Og på et øjeblik har jeg gjort det på magisk vis, helt uden at være i en krop med arme.

Afdelingsjordemoderen og Louise kommer straks ind. De ved jo at Sidsel har blødt for meget før, og at jeg ikke kan sættes til noget.

Utrolig mange ting sker samtidig.

Afdelingsjordemoderen spørger om moderkagen er født. „Nej, vi har lige født, 13.17,“ siger Mie, der har et fast greb nede om kvindens livmoder. Det er to minutter siden, og på

29

Obro_En nat i august_BOG.indb 29

17-03-2023 14:32:14

trods af situationens alvor tænker jeg over dette uændrede kollektive „vi“. „Vi har lige født.“ Mie kugler livmoderen, Sidsel vånder sig af smerte over den hårdhændede massage, og Mie undskylder med at det er nødvendigt for at stoppe blødningen.

Louise vejer hurtigt de blodtunge stykker der skiftes under kvinden. Sidsel holder om sit barn, Martin holder om dem begge. „600 milliliter i alt,“ siger Louise. „Jeg henter akutbordet.“ „Du bløder lidt rigeligt ligesom sidst, så nu sker der mange ting på en gang,“ siger Mie til de nybagte forældre. „Vi skal have det koncentrerede s-drop sluttet til,“ siger afdelingsjordemoderen. „Jeg vil også gerne have sat en pose saltvand op, der kommer mere nu,“ siger Mie. „Er der nogen der tager et tryk? Og tømmer blæren?“ „Vil du kalde forvagten?“ siger afdelingsjordemoderen til Louise. „Vi skal have givet tranexamsyre. Jeg lægger kateter.“ Jeg ser på Mie, på blodstænkene på hendes bukser og træsko.

Alt er svage, gråblege aftryk, som billeder der langsomt fremkaldes og tager farve. Jeg husker kroppenes arbejde, både den fødendes og personalets. Alt er ved det gamle. Alt er nyt.

„Og så fik de stoppet blødningen?“ spørger Asger og lægger bestikket fra sig. „Ja, hun blødte præcis det samme som ved sin første fødsel.

800 milliliter. Det var bare overvældende.“

30

Obro_En nat i august_BOG.indb 30

17-03-2023 14:32:14

„Det forstår jeg godt. Jeg ville aldrig selv turde stå med den slags.“ Asger ser lidt på mig, før han fortsætter. „Men du skal jo ikke kunne de her ting allerede, Stef. Du er der for at lære det hele igen. Og du kan tage nogle ekstra samtaler med Kirstine, hvis du har brug for det.“ Han kender mig. Jeg skal høre det igen og igen.

Og ved tanken om Kirstine, den terapeut uden hvem jeg ikke ville have været i stand til overhovedet at undfange ideen om at vende tilbage til fødegangen, kommer tårerne.

Asger sætter sig ved siden af mig, jeg synker ind i hans favn. „Hvad hvis jeg bare bliver ved med at være bange for, at nogen dør igen?“ „Du kommer ikke til at stå alene med det.“ Han har ret.

Og han har ikke ret.

Vi sidder sådan til jeg er faldet til ro. „Vækkede jeg dig i morges?“ „Ja. Men jeg faldt i søvn igen,“ skynder han sig at sige.

Vi gør rent lørdag formiddag. Pigerne kommer til middag i aften. Den ene er forelsket, den anden har gammel kærestesorg.

Jeg spekulerer som en gal på, hvor meget jeg skal fortælle dem om fødegangen. Og hvordan. Jeg vil gerne fortælle, men jeg vil ikke skræmme dem. Min drøm var at de skulle vokse op som rigtige jordemoderbørn, at de havde fået den gave af mig, at al den snak om fødsler og kvindekroppe i dagligdagen ville have gjort det at føde til noget helt naturligt, at de ville have fået en stor viden fra mig, deres jordemodermor, om deres kroppe. I

31

Obro_En nat i august_BOG.indb 31

17-03-2023 14:32:14

stedet mistede jeg lysten til at tale om det. Vendte ryggen til det jeg vidste, i skam og bitterhed.

Mit kontor samler støv, og min redaktør er holdt op med at spørge, hvad jeg skriver på, efter at jeg nævnte, at jeg ville forsøge at skrive noget om at føde, at jeg syntes denne dramatiske begivenhed fyldte alt for lidt i litteraturen, og sendte et par siders udkast. Det kunne også være noget historisk, fra dengang jordemoderstuderende hed læredøtre og jordemødre cyklede rundt til hjemmefødsler med deres taske og lytterør?

Eller en antologi?

Hun svarede at det nok ville være sjovt for mine døtre at læse om mine fødsler. De andre ideer svarede hun slet ikke på.

Nu har hun travlt med sine andre forfattere, kan jeg se på nettet. Det er både rart og forfærdeligt. Forfattermisundelse er som en orm, der tager bo i kroppen og gnaver sig rundt i vævet.

Det tog lang tid at indse det, og det føltes som en fallit: Så kunne jeg heller ikke det i det lange løb. „Du er jo lidt af en quitter, ikke? Springer lidt fra det ene til det andet,“ sagde en veninde jeg er holdt op med at ringe til, engang i fuldskab til mig, som om hun forsøgte at konkurrere med den selvsaboterende djævel der bor i mig. Men så skal man alligevel stå tidligere op.

Jeg lader blikket vandre over mine bøger: ti romaner, tre af dem krimier, fire børnebøger, to young adult. Der er også en bog om at lave sin altan grøn og en om svenske ødegårde.

Min farmor ringede altid og sagde tillykke på udgivelses­ dagen. Hun læste ikke bøger. Heller ikke mine, men hun fulgte med.

32

Obro_En nat i august_BOG.indb 32

17-03-2023 14:32:14

„Tænk, at du skulle blive sådan en lille forfatter,“ sagde hun engang. „Ja, tænk engang,“ svarede jeg og krympede over at hun ikke vidste, at de fleste forfatteres hedeste drøm formentlig er at blive kaldt STOR. Jeg ved hvad hun kommer af, messede jeg igen og igen, mens djævlen varmede op til en sand fest med sit nye bytte: lille forfatter. Lille er noget hun bruger om alle kvinder: Min mor var en rigtig lille husmor, Dea er en lille prinsesse. Min farmor voksede op på landet og kom ud at tjene som 13-årig.

Hele livet passede hun den købmandsbutik i provinsen, min farfar havde arvet, og som gik i arv til min far. Det var faktisk hendes bedste forsøg på at rose mig.

Hun døde for tre år siden som den sidste af mine bedsteforældre. Jeg kunne ikke græde til begravelsen, men savnede min morfar, som ikke nåede at møde mine børn.

Mit blik lander på en lille æske. Jeg finder navneskiltet.

Jordemoderelev, står der under mit navn. „Se, hvad jeg fandt.“ Asger slukker støvsugeren. „Jeg var ved at besvime af stolthed, da jeg tog det på første gang og mødte op inde på Riget i mine nye ergonomiske sandaler, der havde kostet en halv SU,“ siger jeg. „Jeg troede det var indlysende for alle, at vi jordemoderelever var de heldigste på hele Blegdammen. Men så blev vi vist rundt på alle af­delingerne, der hørte til det obstetriske område, og da vi kom til neonatalafdelingen, blev vi mødt af en lidt ældre sygeplejerske, der kastede et hurtigt blik på vores skilte og sagde:

33

Obro_En nat i august_BOG.indb 33

17-03-2023 14:32:14

Jordemoderelever? Af banen, alle ved jo, at I er de dummeste på hele hospitalet. Og så gik hun sin vej.“ „Sagde hun det?“ Asger er forarget. Han taler pænt til alle mennesker, selv de mest utålelige bygherrer. „Jeg blev helt stum.“ Som altid, tænker jeg. „Men Stina, kan du huske Stina?“ Det gør ondt at tænke på hende, og Asger ved ikke engang hvorfor. „Ja, hun boede på Nørrebro?“ „Og havde tre drenge. Hun begyndte at grine, og så turde vi alle sammen godt le ad det. Men det var desværre først, da sygeplejersken var gået.“ „Velkommen til.“ Jeg går ind i kontoret og lægger skiltet på plads sammen med mit blå emblem med livets træ og autorisationen. I alle årene har jeg skiftevis haft lyst til at kyle det hele ud og at gemme det. Jeg har aldrig følt mig det mindste autoriseret, som om jeg ikke har ret til at eje disse symboler.

Det vil jeg nu, gejsten vælter op i mig, jeg vil føle at jeg har ret til at eje dem, at jeg er kompetent.

Jeg tager mit træstetoskop i hænderne, fægter lidt med det, tager det op til øret. Jeg vil mærke, at jeg er jordemoder. Jeg var så tæt på at få den følelse dengang.

Jeg tænker på de studerende jeg har mødt i ugens løb. De er på alder med mine børn, modige og åbne, og jeg ville ønske, at jeg kunne have været som dem dengang. Eller som Stina eller den første jordemoder jeg fulgte på Riget, Susan. Jeg oplevede alt for første gang sammen med hende. Alting var så nyt og fascinerende og skræmmende.

34

Obro_En nat i august_BOG.indb 34

17-03-2023 14:32:14

Jeg ser hende for mig, som bliver jeg suget tilbage gennem tid. Hun står og gør peacetegn med sin handskeklædte hånd.

Der er lidt lyst blod og rester af en tyk slimprop på hendes pegefinger­ og langfinger, og hun forklarer mig, at det her er fem centimeter. Jeg er ved at dø af skræk. Hun taler med kvinden, men jeg hører ingenting. Jeg kan kun tænke på det, jeg om lidt skal gøre.

35

Obro_En nat i august_BOG.indb 35

17-03-2023 14:32:14

Jeg har alle aldre lige nu.

Måske skulle jeg fortsætte, rundt og rundt, indtil svingdøren spytter mig ud på fortovet ved siden af manden med iltslanger i næsen, der sidder barbenet i morgenkåbe i en kørestol og ryger?

Men jeg går ind gennem den slidte forhal og op ad trapperne til den rigtige etage, hvor jeg trækker i den røde plastiksnor, så døren til fødegangen går op.

I stedet for at være jordemoder bliver Stefanie forfatter, for det er der ingen der kan dø af.

I hvert fald kun på papiret.

Uroen ligger dog stadig og lurer indeni, og 22 år efter indser hun, at hun er nødt til at forsøge at blive jordemoder igen, selvom det er i en tid, hvor mange jordemødre søger væk fra fødegangene.

EN NAT I AUGUST er en roman om at stå med andres liv i hænderne. Om at opleve voldsomme begivenheder i et fag, hvor liv og død og de største følelser er på spil. Det er fortællingen om at gå itu og kæmpe for at heles.

Og om at opdage hvordan fortiden kan være en nøgle til at finde ro.

- citat fra bogen

En nat i august

En nat i august

Jeg er den 29-årige jordemoderelev, der ligger og hulker og holder om min store mave, mens Asger tager sig af vores datter, som ikke må se mig sådan.

Jeg er et barn. Jeg er 51 og på én gang klar og rystet over, at jeg står her.

Stefanie vil være jordemoder, selvom hun både er bange for nåle og for at der skal ske noget forfærdeligt med kvinder og børn. Og det gør der en dag, kort tid før hun er færdiguddannet. Der sker en obstetrisk katastrofe.

Jeanette Øbro

FORFATTERFOTO: KAREN ROSETZSKY

Provinshospitalets store glassvingdør gør mig lettere svimmel, som om jeg har taget flere ture rundt i den. September­ solen hænger lavt og reflekteres i glasset, så jeg bliver blændet et øjeblik.

Jeanette Øbro

Kvinder går ind gennem denne dør for at føde. Jeg går vistnok herind i et forsøg på at blive genfødt.

Jeanette Øbro er forfatter, jordemoder og psykoterapeut MPF. En nat i august er del­vist baseret på hendes egne oplevelser. Udover at skrive og at arbejde som jordemoder, har hun sin egen terapeutiske praksis i København.

Jeanette Øbro udgør den ene del af forfatter­­ parret Øbro & Tornbjerg, der har skrevet den prisbelønnede serie om kriminalpsykologen Katrine Wraa. www.jeanetteobro.dk

ISBN 978-87-400-8464-1

ROMAN

POLITIK ENS POLITIKENS FORLAG

OMSLAGSDESIGN: SOFIE WINDING FORSIDEILLUSTRATION: JULIE ROSTRUP JAKOBSEN