Page 1

om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Hovedpersonen er den unge, danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien sammen med 23 andre udlændinge. i den syriske ørken. Beretningen følger Daniels måneder i fangenskab og hans familie hjemme i Hedegård i Jylland. Den giver et unikt indblik i, hvorUnder Daniel Ryes tilfangetagelse som gidsel i Syrien tog kidnapperne flere gange et såkaldt proof of life-billede af ham. Dette var et af dem, som hans familie fik at se.

dan mennesker overlever tortur, skaber venskaber og bevarer håbet under ekstreme forhold – og i, hvordan Daniels forældre håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem. Historien går også sjældent tæt på eftersøgningen af både Daniel og

Få timer senere kom George ind i cellen med en tusch og nogle ark A4-papir og beordrede de tilbageværende gidsler, der ikke var fra Storbritannien eller USA, til at skrive præcis de ord, han dikterede. Med tuschen skrev Daniel: “I don’t want to end like him. Pay 2 M. Go to Danish Government.” Daniel kom til at spejlvende G’et i Government, og George lossede ham i siden, krøllede papiret sammen og gav Daniel et nyt ark, så han kunne starte forfra. Måske var det frygten, der gjorde, at han igen vendte G’et forkert. George opgav og satte i stedet Federico til at skrive Daniels besked, efter han havde skrevet sin egen. Daniels hjerne kørte på højtryk. “Jeg vil ikke ende som ham,” stod der på hans papir. Hvad fanden betød det?

James Foley og de nervepirrende forhandlinger om en løsesum med Islamisk Stat, som foregik over Daniels mors e-mail. I Ser du Månen, Daniel fortæller Puk Damsgård for første gang i detaljer om det verdenskendte fængsel i Raqqa, hvor Daniel og hans medfanger endte med at sidde. Desuden tegner bogen et indgående portræt af Islamisk Stat og de mennesker, der holdt Daniel fanget, og som er fostret i vores egne vestlige samfund. Daniel Rye er indtil videre det sidste gidsel, der har forladt fangenskabet i live.

ISBN:978-87-400-2083-0

PU K DAM SGÅRD

SER DU MÅNEN, DANIEL

Foto: Mathias Vejen

Blandt dem var amerikaneren James Foley, som blev myrdet

PUK DAMSGÅRD SER DU MÅNEN, DANIEL

SER DU MÅNEN, DANIEL er Puk Damsgårds beretning

PUK DAMSGÅRD (f.1978) har siden 2011 været DR’s mellemøstkorrespondent, og inden da boede hun en årrække i Afghanistan og Pakistan. Hun har som journalist og forfatter modtaget adskillige priser, senest Fortællerprisen fra Den Danske Publicistklub og Læsernes Bogpris 2015 for sin forrige bog, bestselleren Hvor solen græder (Politikens Forlag, 2014) om krigen i Syrien. Tidligere har hun desuden skrevet bøgerne Ulvehjerter (Politikens Forlag, 2011) og De Renes Land (Jyllands-Postens Forlag, 2009).

13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat POLITIKENS FORLAG

Forsidefoto: Det sidste billede, som Daniel Rye tog, inden han blev tilfangetaget. Det er fra om aftenen torsdag 16. maj 2013 på et tag i den syriske grænseby Azaz.


SER DU MANEN, DANIEL

M_POL_Ser du m책nen_0101.indd 1

17/09/15 17:29


P U K DA M S G Å R D

SER DU MANEN, DANIEL 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat

Politikens Forlag

M_POL_Ser du månen_0101.indd 3

17/09/15 17:29


M_POL_Ser du m책nen_0101.indd 4

17/09/15 17:29


Indhold

Forord 9 Happy birthday, Jim  15 Elitegymnasten fra Hedegård  25 Syrien tur-retur  49 Løkken om halsen  71 Gidslerne under børnehospitalet  95 Daniel og James  129 Ser du månen, Daniel?  147 I orange med udsigt til verden  173 Mails fra mørket  193 Eksperimentet 211 Hej mor, det er Daniel  235 Tilbage til friheden  259 Døden i ørkenen  277 Efterskrift 296 Tilfangetagne udlændinge hos IS  298 Bag om bogen  301

M_POL_Ser du månen_0101.indd 5

17/09/15 17:29


M_POL_Ser du m책nen_0101.indd 6

17/09/15 17:29


M_POL_Ser du m책nen_0101.indd 7

17/09/15 17:29


M_POL_Ser du m책nen_0101.indd 8

17/09/15 17:29


Forord En eftermiddag i slutningen af maj 2013 ringede telefonen. Jeg var netop kommet hjem til Beirut efter en to ugers reportagerejse til den syriske by Yabrud lidt nord for Damaskus. Turen var endt dramatisk, da det syriske regime begyndte at sende jagerfly ind over byen. Bomberne ramte vores kvarter og smadrede ruderne i den bygning, vi boede i. Fotografen og jeg besluttede at rejse ud af Syrien over grænsen til Libanon. Vi var udmattede efter at have arbejdet i dagevis under konstant fare. Det var ikke kun bombningerne, der gjorde os nervøse, men også de syriske oprørere fra de mange forskellige grupperinger, der befandt sig i området. Vi stolede ikke på dem. Vi vidste, at der allerede sad en fransk fotograf fanget lidt længere mod syd. Stemningen i Yabrud havde desuden ændret sig markant, siden jeg havde været der nogle måneder tidligere, og jeg var konstant på vagt over for de mennesker, vi mødte. Jeg lå splattet ud på sofaen for at komme til hægterne, da jeg tog telefonen. I røret var den erfarne krigsfotograf Jan Grarup. Han bad om, at vores samtale forblev fortrolig. Jeg satte mig op i sofaen, mens han fortalte, at den danske freelancefotograf Daniel Rye, som havde været assistent hos ham, var blevet kidnappet i det nordlige Syrien. “Kender du nogen omkring shariadomstolene?” spurgte han. “Nej, ikke lige umiddelbart,” svarede jeg. Ifølge tilgængelige informationer var det ekstreme islamister, der havde taget Daniel Rye, og han skulle åbenbart stilles for en shariadomstol. Men Jan Grarup havde kun ganske få oplysninger. Jeg følte mig magtesløs, fordi jeg ikke kunne hjælpe. Mine første 9

M_POL_Ser du månen_0101.indd 9

17/09/15 17:29


tanker gik til Daniel Ryes forældre. Jeg har altid tænkt, at hvis der nogensinde skulle ske mig noget tilsvarende, ville det være værst for mine forældre, der skulle sidde tilbage og ikke ane, hvor jeg var. Den tanke var uudholdelig. Nyheden om Daniel Ryes tilfangetagelse var bare en af flere, der understregede, at mit fag var under voldsomt angreb. Flere af mine udenlandske kolleger var blevet kidnappet i Syrien. Vi talte meget om det, fordi det forfærdede os. Alle var i princippet potentielle gidselofre, og det betød, at vi fik sværere ved at fortælle de vigtige historier fra krigen og tragedien i Syrien. I løbet af det følgende år blev stadig flere kidnappet. I de lukkede cirkler, hvor journalistkorpset i Mellemøsten diskuterede kidnapningerne, spredte sig en stemning af panik. Folk, vi kendte, sad som gidsler på ubestemt tid. Da jeg rejste tilbage til Syrien i september og november 2013 samt i juni 2014, var det med hjertet helt oppe i halsen. Den islamistiske organisation ISIS satte dagsordenen for, hvor vi kunne rejse hen. Og selv om ISIS-krigerne forsvandt fra et område, de havde haft under kontrol, strakte deres fangarme sig langt ind i de syriske samfund og sjæle. De bevæbnede mænd, jeg mødte i det nordlige Syrien i juni 2014, stod med et vildt og utilregneligt blik i øjnene, og min venlige chauffør viste sig at have kæmpet for ISIS. “But no more, madame,” beroligede han mig. Heller ikke i Bagdad kunne jeg undgå ISIS. I foråret 2014 angreb bevægelsen et stadion fyldt med flere tusind mennesker – mænd, kvinder og børn – der var til et valgmøde for et shiitisk parti, som jeg var taget ud for at dække. Da den første bombe sprængtes, forsvandt min hørelse, og jeg gemte mig bag en kummefryser ved en interimistisk gadebod. Da der blev skudt vildt omkring mig, løb jeg væk fra boden og over vejen – og undslap med nød og næppe udgangen, som en selvmordsbomber kort efter kørte sin bil ind mod. Trykket fra eksplosionen pressede mod min ryg. Over 40 mennesker blev dræbt den dag. De eneste opløftende nyheder fra egnen det forår var, at flere europæiske gids10

M_POL_Ser du månen_0101.indd 10

17/09/15 17:29


ler var blevet frigivet efter udbetaling af løsesummer, deriblandt Daniel Rye. En aften i august 2014, mens jeg befandt mig på et hotelværelse i Irak, blev en video uploadet på YouTube. En amerikansk kollega, jeg skulle mødes med over en kold øl den aften, skrev via Messenger, at hun var i chok, og vi opgav at mødes. Videoen viste drabet på den amerikanske freelancejournalist James Foley, der sad på knæ i orange fangedragt i et ørkenlandskab i Syrien, inden han endte sine dage i hænderne på bødlerne fra ISIS. Den nat kunne jeg ikke sove. Det var dybt tragisk for James Foley og hans familie, og også et brutalt angreb på journalistikken. Med disse nye perspektiver var det ikke længere nok at forberede sig selv og sine nærmeste på det uomgængelige faktum, at kugler og bomber kan ramme, når man dækker en krig. Jeg var nu først og fremmest et mål, et potentielt og værdifuldt politisk værktøj, der kunne bruges efter forgodtbefindende. Det havde verden såmænd set før. Den ældst daterede kidnapning gik tilbage til midten af det tredje årtusind før vor tidsregning. Men det var første gang i mit journalistiske virke, at truslen føltes så nærværende, nærmest personlig. Mit største ønske var alligevel at kunne rejse til ISIS’ højborg i Raqqa og portrættere islamisterne og det liv, de skabte for byens borgere. Jeg var nysgerrig efter at undersøge, hvem de var. I ren frustration over at være så langt fra begivenhederne overvejede jeg at klæde mig ud i sort fra top til tå og tage rejsen sammen med en betroet lokal. I stedet valgte jeg det næstbedste. Jeg besluttede at bruge netop mit fag til at portrættere det, der var sket for mine kolleger – og gennem deres historie komme lidt tættere på kernen i ISIS. Daniel Rye havde været gidsel hos ISIS sammen med James Foley, og jeg sendte derfor via bekendte en forespørgsel til Daniel Rye, om han ville fortælle om sine 13 måneder i ISIS’ fangenskab. Han svarede mig over Facebook: “Hej Puk. Mit navn er Daniel Rye. Du har sikkert hørt om mig. 11

M_POL_Ser du månen_0101.indd 11

17/09/15 17:29


Jeg havde et lille arbejdsuheld sidste år. Det endte heldigvis godt for mig.” Vi mødtes første gang en fredag i begyndelsen af oktober 2014 på en kælderrestaurant i det indre København. Og vi blev enige om, at Daniels historie skulle udfoldes i en bog.

· * · Ser du månen, Daniel handler om at overleve en af de mest spektakulære tilfangetagelser i nyere tid. Et gidseldrama udført af ekstreme islamister, som Danmark i oktober 2014 gik i krig mod. 24 gidsler, fem kvinder og 19 mænd, fra 13 forskellige nationer endte i samme fængsel i Raqqa i det nordlige Syrien under kontrol af terrorregimet, der i dag kalder sig Islamisk Stat, og som har erobret og administrerer store områder i Irak og Syrien. Blandt de mange gidsler var Daniel Rye, der i skrivende stund er den seneste, der har forladt sit fangenskab i live. Undervejs blev seks af hans medfanger dræbt. Bogen er en journalistisk fortælling skrevet på baggrund af utallige interviews og samtaler med Daniel Rye og hans familie, hvis kamp for at få ham ud af fangenskab hos verdens mest brutale organisation følges tæt. Desuden har jeg talt med talrige andre personer, tidligere medfanger, jihadister og baggrundskilder i ind- og udland med kendskab til sagen og de personer, der holdt Daniel Rye fanget. Historien bygger også på interviews med kidnapningseksperten og sikkerhedskonsulenten Arthur. Han eftersøgte både Daniel Rye og hans amerikanske medfange James Foley, der endte sine dage i Syrien. Arthur er ikke hans rigtige navn. I virkeligheden lever han en særdeles diskret tilværelse, hvilket er afgørende for hans arbejde med at forhandle gidsler fri verden over. Det ligger ham fjernt at fortælle om sit arbejde, men han har alligevel valgt at medvirke, fordi han mener, at der er meget at lære af hans fortælling. Og som han siger, viser Daniels historie også, “at så længe, der er liv, er der en vej”. 12

M_POL_Ser du månen_0101.indd 12

17/09/15 17:29


Bogen beskriver virkeligheden, som den er gennemlevet og erindret af Daniel Rye og de andre medvirkende. Den er fortalt med respekt for de dræbte, de tilbageværende og de overlevende samt deres familier. Puk Damsgård, Kairo, september 2015

13

M_POL_Ser du månen_0101.indd 13

17/09/15 17:29


M_POL_Ser du m책nen_0101.indd 14

17/09/15 17:29


Happy birthday, Jim Flyet var lettet fra Heathrow-lufthavnen i London og fløj højt over skyerne, da Daniel tog sin pung frem og trak et lille stykke pap op af den. Han betragtede tavs den hvide overflade, hvor han kunne se sit eget ansigt tegnet med tynde blyantstreger. På tegningen havde han ingen briller på, og skægget var vokset ud på overlæben og hagen, men ellers lignede det ham. Han rakte det lille stykke pap frem mod sin rejseledsager, Arthur, der sad ved siden af og strakte sine lange ben ind under flysædet foran sig. “Vi lavede faktisk mange hyggelige ting. Vi spillede Risk, som vi selv havde fremstillet, og jeg lavede gymnastikøvelser med de andre gidsler,” sagde Daniel, mens han holdt miniportrættet i et fast greb mellem fingrene. Tegningen var det eneste mindeværdige portræt fra dengang, da han sad som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien. Det var en af de andre vestlige fanger, franskmanden Pierre Torres, der havde lavet tegningen, syet den ind i sit ærme og smuglet den ud af fangenskab. Pierre var også blandt de heldige, som blev forhandlet ud i friheden. Daniel frygtede det værste. Islamisk Stat var begyndt at dræbe de tilbageværende vestlige gidsler, hvilket også var årsagen til, at han 17. oktober 2014 befandt sig på et fly sammen med Arthur på vej over Atlanten til New Hampshire i USA. Sammen skulle de deltage i mindehøjtideligheden for James Foley. Daniel lagde blyanttegningen tilbage på dens faste plads i pungen og bestilte et glas vin til den forudsigelige flymenu ‘chicken På denne kirkegård ligger nu en mindesten for den amerikanske freelance­ journalist James Foley, der blev dræbt 19. august 2014 af IS i Syrien.

15

M_POL_Ser du månen_0101.indd 15

17/09/15 17:29


or beef’. Efter maden faldt han i søvn med hovedet hvilende på det stadig sammenfoldede og plastikindpakkede tæppe, som han brugte som hovedpude. Håret strittede af statisk elektricitet, og munden stod halvt åben. Han vågnede først igen fem timer senere, da piloterne gjorde klar til landing i Boston. Uden for lufthavnsterminalen tændte han en smøg i mørket og den klare efterårsluft. Han trak røgen langsomt ned i lungerne, han plejede ellers ikke at ryge. Imens fik Arthur udleveret nøglerne til en udlejningsbil, og de kørte til Holiday Inn i udkanten af Boston for at overnatte. Næste morgen kørte de mod Foley-familiens hjemstavn, Rochester i New Hampshire. Det var en let skyet 18. oktober 2014. James ville være fyldt 41 år den dag. Den amerikanske freelancejournalist havde i august 2014 mistet livet i et ørkenlandskab i Syrien. Som det første vestlige gidsel havde han fået skåret halsen over af briten bedst kendt fra diverse medier som Jihadi John fra Islamisk Stat. Daniel havde været tilfangetaget i Syrien i 13 måneder, de otte af dem havde han tilbragt i selskab med James og andre vestlige gidsler. Daniel havde værdsat James. Han var altid optimistisk, selv om han havde været gidsel siden november 2012. De havde haft masser af tid til at lære hinanden at kende, og Daniel havde lyttet til anekdoter om James’ søskende og forældre. Nu var han på vej for at møde dem og tage endelig afsked med en ven og et venskab, der var opstået og endt under tilfangetagelse. Skovene lænede sig imødekommende ind over den smalle landevej, Old Rochester Road, der bugtede sig en times kørsel fra Boston. Knaldrøde ahornblade lyste op mellem grønne graner, og gullige, orange, pink nuancer hang stadig på grenene som en sidste krampetrækning inden den mørke tid. Der duftede af længsel og vinterens komme, og af Daniel og Arthurs cigaretter. Daniel styrede musikken fra sin iPhone. Melankolske toner fra nummeret 16

M_POL_Ser du månen_0101.indd 16

17/09/15 17:29


Add Ends med det danske band When Saints Go Machine – et nummer, han havde hørt meget, siden James blev dræbt. Mellem træerne knejsede velholdte villaer, hvis haver var prydet med græskar udskåret som muntre græskarmænd med stjerneformede øjne eller som uhyggelige ansigter, der var stivnet i et ovalt skrig. Bange og vrede holdt græskarrene vagt fra græsplæner og indkørsler. Købmandens udstillingskasse bugnede af de orange halloween-grøntsager og blokerede næsten indgangen til butikken. Da de drejede ned ad Foley-familiens vej, skiftede orange til sort. De passerede en villa, hvor et sortklædt skelet med hætte over kraniet vogtede i døren. Vejen slog ud i bløde sving mellem spredte huse og amerikanske flag, der var stukket ned i græsset langs asfalten. Hele kvarteret var i sorg over det, der havde ramt naboerne i det hvide træhus for enden af vejen. Den store græsplæne foran huset var tæt og fugtig, og lys trængte ud gennem vinduerne mod indkørslen, hvor enkelte biler holdt parkeret. Daniel gik energisk mod hoveddøren med Arthur i hælene, bankede på og trådte ind, da han hørte stemmer. ‘Welcome’, stod der på dørmåtten. James’ forældre, Diane og John Foley, tog imod dem, så snart de trådte indenfor. Diane gav Daniel et langt, moderligt kram, så hendes fyldige mørke hår rørte ved hans ansigt, når hun holdt om ham. Hun klemte hans arme og skuldre og trak ham rundt i et tætpakket køkken for at hilse på familien. Over døren mellem køkkenet og stuen stod malet: ‘With God’s blessing spread love and laughter in this house’. Der duftede af kaffe, parfume og ristet brød. “Hils på Daniel. Han sad fængslet med Jim. Det var ham, der gav os beskeden,” præsenterede Diane med både taknemmelighed og smerte i stemmen. Mens Daniel havde siddet tilfangetaget og efter et år omsider havde fået en fornemmelse af, at han måske var tæt på at blive frigivet, havde James besluttet sig for at få en besked med Daniel ud til familien. Han havde ikke turdet sende et brev. Det kunne blive 17

M_POL_Ser du månen_0101.indd 17

17/09/15 17:29


fundet og bringe Daniels frigivelse i fare, og beskeden ville aldrig nå frem. Derfor havde de sat sig ved siden af hinanden i cellen, og James havde dikteret de ord, som Daniel gentog for sig selv igen og igen, indtil han kunne huske dem i søvne. Så snart Daniel blev forhandlet fri og kom tilbage til Danmark, ringede han til Diane og gengav ordret beskederne fra James over telefonen. Det var den eneste og sidste hilsen, familien fik fra deres søn i fangenskab. Diane skrev alle James’ ord ned på et stykke papir for at huske dem. I anledning af mindehøjtideligheden printede hun ordene ud, så gæsterne og omverdenen selv kunne læse dem. Overskriften lød: ’Et brev fra Jim’. Der var blandt andet en hilsen til hans mormor: Grammy, vær sød at tage din medicin, gå lange ture og bliv ved med at danse. Jeg har planlagt at tage dig med på Margarita’s, når jeg kommer hjem. Vær stærk, for jeg får brug for din hjælp til at komme tilbage i mit liv. “Tak, Daniel,” sagde mormor i køkkenet og klemte hans hånd. Den spinkle dame med perleøreringe tørrede øjnene og så ud, som om hun var ved at styrte sammen under sorgens vægt. Til lillesøster Katie med det lange, glatte hår havde James sendt denne hilsen: Katie, jeg er så stolt af dig. Du er den stærkeste af os alle. Jeg er sikker på, at du arbejder hårdt som sygeplejerske. Jeg er så glad for, at vi skrev til hinanden, lige før jeg blev fanget. Jeg beder til, at jeg kommer hjem til dit bryllup. I køkkenet stod også brødrene Mark, John og Michael. De var iklædt mørke jakkesæt og havde de samme træk som James. Brune øjne under kraftige øjenbryn og et bredt smil. Daniel følte, at han havde kendt dem længe, for James havde fortalt om dem – og 18

M_POL_Ser du månen_0101.indd 18

17/09/15 17:29


savnet dem. Daniel vidste også, at brødrene havde længtes efter gode nyheder om deres bror. Brevet havde for en stund givet dem nyt håb: Jeg har haft dårlige og gode dage. Alle bliver vi glade, når nogle af os bliver løsladt. Men selvfølgelig længes vi samtidig efter vores egen frihed. Vi forsøger at give hinanden styrke. Vi får bedre mad nu – og dagligt. Vi får te, nogle gange kaffe. Jeg har taget de kilo på, jeg tabte sidste år. […] Jeg tænker på alle de dejlige øjeblikke med familien, fordi de tager mig væk fra fængslet […] Jeg mærker jer, særligt når jeg beder. Jeg beder til, at I bliver ved med at være stærke i troen. Jeg føler, at jeg kan røre ved jer, selv i dette mørke, når jeg beder. James havde endelig fået fred for sine pinsler, og familien forsøgte midt i mørket at finde tilbage til livet. Mark ventede sit første barn sammen med sin hustru, Kasey, der stod i køkkenet med hævede fødder i sutsko og aede den struttende mave. “Han skal hedde James Foley,” sagde hun stolt om sin ufødte søn. Messen skulle begynde klokken 10. Selskabet tømte kaffekopperne og tog sko og overtøj på for at begive sig mod kirken. Kasey beholdt sutskoene på, da familien gik ud mod bilen. Diane insisterede på at sidde ved siden af Daniel på bagsædet, og hun tog hans hånd og holdt den fast et øjeblik, mens John tavs kørte mod kirken. Our Lady of the Holy Rosary-kirken i Rochester var fyldt med familie og venner. Foran alteret stod et billede af James Wright F ­ oley. Han smilede sit skæve, charmerende smil, som mange kvinder efter sigende godt kunne lide. Gule og røde blomster omkransede hans ansigt og blikket, der vidnede om en kærlig ballademager. Der var ingen kiste at lægge i graven. James var allerede stedt til hvile et sted i Syrien. Det sidste billede, verden havde set af 19

M_POL_Ser du månen_0101.indd 19

17/09/15 17:29


ham, kunne familien ikke få sig selv til at kigge på. En krop klædt i orange fangedragt lå på maven i ørkensandet med armene ned langs siden. Oven på kroppen, mellem skulderbladene, lå hans hoved. De fleste medier verden over havde afstået fra at vise Islamisk Stats propagandavideo med drabet. Daniel havde kun set den for at sikre sig, at James havde fået fred. Han havde så mange andre billeder af James på nethinden, som han huskede, mens han sad på en af de forreste af kirkens bænkerækker og stirrede frem for sig. Hans hvide skjorte lyste op som en måne blandt de mange mørke skuldre i kirken. Han tænkte et år tilbage, til 18. oktober 2013, da de sad fanget sammen. Sent om aftenen havde James bemærket, at det forresten var hans 40-års fødselsdag. Daniel og de andre fanger havde ønsket tillykke og sagt, at de håbede, han fik en bedre fødselsdag året efter. Nu sad Daniel foran et billede af James, mens Michael græd sig gennem en tale om en varm og kærlig storebror, der havde kæmpet for en bedre verden. “James døde for de værdier, han troede på,” sagde han. Daniel så pludselig James i Michael. Han lænede sig frem med albuerne på knæene. Hans brede, hvide ryg rystede ubønhørligt. Han tog brillerne af og græd ned mod kirkegulvet, som om han tilbageholdt et råb i gråden, der kom buldrende som kramper fra maven og op langs rygraden. Han lod det komme væltende for første gang siden august, hvor Arthur overbragte ham nyheden om James’ død. Daniel fjernede tårerne med begge hænder, så arrene rundt om hans håndled blev blottet. De var printet ind i huden som tatoverede rødlige armbånd. Det var den James, som Michael beskrev foran gæsterne, han havde kendt. Ham, der altid havde haft overskud til andre – selv dengang, da de begge vidste, at James muligvis skulle dø i fangenskab. Daniel tog brillerne på igen og kiggede op mod alteret med rødmossede kinder. 20

M_POL_Ser du månen_0101.indd 20

17/09/15 17:29


“Happy birthday, Jim,” sagde præsten, og kirkegæsterne bad en bøn for alverdens flygtninge og for syrerne, der levede i en blodig krig på tredje år. Som afslutning på messen sang de alle I Am the Bread of Life. Uden for kirken røg Daniel endnu en cigaret. “En dæmon har lige forladt min krop,” bemærkede han til Arthur, inden han henvendt til sig selv og efterårsluften udbrød: “James, dit røvhul! Jeg savner dig. Hvorfor fanden skulle du dø?” Familien kørte ud til kirkegården. En flad, gråhvid mindesten lå i græsset omkranset af røde ahornblade og gule blomster. Diane holdt om skuldrene på sin mor, da de stillede sig i en halvcirkel om stenen og bad en stille bøn. Skyerne trak sig, og solens stråler ramte gravpladsen. “Se, nu kommer solen. Så blev det alligevel en lys dag,” bemærkede Diane. Daniel betragtede James’ mindesten. ‘A man for others’, stod der. Efter ceremonien hyldede familien James’ liv i et af kirkens lokaler. Hans barnepige bemærkede, at han døde i livets lyse orange farve, mens bødlen stod i Satans sorte gevandter. Præsten huskede tilbage på en af de sidste aftener, han havde spist middag med familien, inden James rejste til Syrien. “Jeg sagde til James, at hans brødre og søster ikke brød sig om hans beslutning om at rejse til Syrien, tilbage til løvens gab. ‘Fader,’ havde James svaret. ‘Jeg bliver nødt til at rejse tilbage og fortælle om det syriske folk. De lever under en diktator, der træder på dem, som var de græs’,” fortalte pastor Paul og tilføjede: “Her har vi mad på bordet, og vi forstår ikke, hvad mennesker i Syrien gennemlever. Jeg ved, at James’ mission kom fra hjertet.” Diane stod på den samme plet i flere timer og modtog kondolencer fra gæster, som stillede sig foran hende i en kø, der slangede sig gennem hele lokalet. “God bless you all,” hviskede hun. 21

M_POL_Ser du månen_0101.indd 21

17/09/15 17:29


Næste formiddag impulskøbte Daniel en sweater med New Hampshires revolutionære slogan ‘Live Free or Die’. Han og ­ rthur købte også et par øl, vand og nogle kiks i en ældre mutters A biks på et hjørne og kørte ud til de enorme skovområder og Win­ ni­pe­saukee-søen i nærheden af Wolfeboro, hvor James voksede op og legede i sin barndom. Daniel trak den bordeaux ‘Live Free or Die’-sweater over hovedet og vandrede med Arthur ad fugtige skovstier i mange timer og for vild mellem de nøgne stammer og ildrøde blade. Daniel tog en dyb indånding. Der var lige så stille, som der nogle gange havde været i fangenskab – og hjemme på marken ved hans barndomshjem i Hedegård i Jylland. Han vidste, hvad det ville sige at længes efter døden snarere end livet. Mellem træstammerne, hvor mudderet gjorde skoene tunge, nærmest råbte han: “Det er mit motto nu, Arthur. Live Free or Die!”

22

M_POL_Ser du månen_0101.indd 22

17/09/15 17:29


om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Hovedpersonen er den unge, danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien sammen med 23 andre udlændinge. i den syriske ørken. Beretningen følger Daniels måneder i fangenskab og hans familie hjemme i Hedegård i Jylland. Den giver et unikt indblik i, hvorUnder Daniel Ryes tilfangetagelse som gidsel i Syrien tog kidnapperne flere gange et såkaldt proof of life-billede af ham. Dette var et af dem, som hans familie fik at se.

dan mennesker overlever tortur, skaber venskaber og bevarer håbet under ekstreme forhold – og i, hvordan Daniels forældre håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem. Historien går også sjældent tæt på eftersøgningen af både Daniel og

Få timer senere kom George ind i cellen med en tusch og nogle ark A4-papir og beordrede de tilbageværende gidsler, der ikke var fra Storbritannien eller USA, til at skrive præcis de ord, han dikterede. Med tuschen skrev Daniel: “I don’t want to end like him. Pay 2 M. Go to Danish Government.” Daniel kom til at spejlvende G’et i Government, og George lossede ham i siden, krøllede papiret sammen og gav Daniel et nyt ark, så han kunne starte forfra. Måske var det frygten, der gjorde, at han igen vendte G’et forkert. George opgav og satte i stedet Federico til at skrive Daniels besked, efter han havde skrevet sin egen. Daniels hjerne kørte på højtryk. “Jeg vil ikke ende som ham,” stod der på hans papir. Hvad fanden betød det?

James Foley og de nervepirrende forhandlinger om en løsesum med Islamisk Stat, som foregik over Daniels mors e-mail. I Ser du Månen, Daniel fortæller Puk Damsgård for første gang i detaljer om det verdenskendte fængsel i Raqqa, hvor Daniel og hans medfanger endte med at sidde. Desuden tegner bogen et indgående portræt af Islamisk Stat og de mennesker, der holdt Daniel fanget, og som er fostret i vores egne vestlige samfund. Daniel Rye er indtil videre det sidste gidsel, der har forladt fangenskabet i live.

ISBN:978-87-400-2083-0

PU K DAM SGÅRD

SER DU MÅNEN, DANIEL

Foto: Mathias Vejen

Blandt dem var amerikaneren James Foley, som blev myrdet

PUK DAMSGÅRD SER DU MÅNEN, DANIEL

SER DU MÅNEN, DANIEL er Puk Damsgårds beretning

PUK DAMSGÅRD (f.1978) har siden 2011 været DR’s mellemøstkorrespondent, og inden da boede hun en årrække i Afghanistan og Pakistan. Hun har som journalist og forfatter modtaget adskillige priser, senest Fortællerprisen fra Den Danske Publicistklub og Læsernes Bogpris 2015 for sin forrige bog, bestselleren Hvor solen græder (Politikens Forlag, 2014) om krigen i Syrien. Tidligere har hun desuden skrevet bøgerne Ulvehjerter (Politikens Forlag, 2011) og De Renes Land (Jyllands-Postens Forlag, 2009).

13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat POLITIKENS FORLAG

Forsidefoto: Det sidste billede, som Daniel Rye tog, inden han blev tilfangetaget. Det er fra om aftenen torsdag 16. maj 2013 på et tag i den syriske grænseby Azaz.

Profile for JP/Politikens Forlag

Ser du månen, Daniel  

Den dramatiske historie om den danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien, fo...

Ser du månen, Daniel  

Den dramatiske historie om den danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien, fo...