Issuu on Google+

146mm

… forfatternes bud på sex, lyster og moderne familieliv er en herlig, let forfriskning på den danske bogmenu.

✶✶✶✶✶ - Månedsmagasinet IN

Tredje og sidste bog om den småneurotiske tandlæge Helene Sandholm og hendes familie.

❤ SA LæS OG

Historien om de seks voksne og deres seks børn er som en blanding af Panduro og Finn Søeborg, en moderne familiekrønike, hvor man kan grine og græde med såkaldte voksne i deres indviklede familiespil.

✶✶✶✶✶ – MetroXpress

EX OG S E R E SEND M LERE BORN SEND F

90mm

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS

SEND MERE

KAERLIGHED

❤ ANNE-GRETHE BJARUP RIIS,

ISBN 978-87-567-9916-4

POLITIKENS FORLAG

født 1965, er uddannet på Statens Teaterskole. Hun har spillet et utal af roller på både teater, film og tv - bl.a. Idioterne, Drømmen, Veninder, Blå mænd, Emmas Dilemma, Anna Pihl og Nynne. Desuden er hun billedkunstner med separatudstillinger og ophængninger på Charlottenborg. I 2012 instruerede hun den prisvindende debutfilm, Hvidsten Gruppen, som blev set af 765.000 biografgængere, og i 2013 filmen om travhesten Tarok. Hun har tidligere udgivet Send Mere Sex (2009) sammen med Trine Appel og Send flere børn (2010).

220mm

og som en anden Florence Nightingale kaster hun sig ud i at redde hele verden. Men efter et afbrudt samleje på Korfu og en mor, der stikker en kæp i hjulet, går der ged i kærlighedslivet. Helene bliver taget med bukserne nede af en gammel kæreste, opdager at hendes mand er til strip, og selv forelsker hun sig i en stenrig kvinde, der er dybt afhængig af coke. Og mens barndommen spøger i kulissen, mister Helene al dømmekraft og finder sig selv i rendestenen i den brune kødby.

146mm FOTO: PER MORTEN ABRAHAMSEN

ENDELIG KORER DET IGEN FOR HELENE SANDHOLM,

26mm

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS SEND MERE KAERLIGHED

90mm


Anne-Grethe Bjarup Riis

S EN D m ere kaerligh ed

POLITIKENS FORLAG

Send mere kĂŚrlighed.indd 3

20/05/14 13.35


1. kapitel

På med vanten, og lang noget kærlighed over disken! Det er Helene Sandholms nye mantra. Det kan jo ikke passe, at man skal gå og klynke og døje med psyken, når man nu har fået de unger, man vil have, fanget manden i sit liv og banket tandlægeklinikken op igen, så den kører maks. Man skal bare op af sofaneseren og aldrig hvile på laurbærrene, som Helenes mor altid siger. Og det er der selvfølgelig en portion sandhed i. Derfor er Helene primus motor i projektet: Vi rejser alle mand på aktivferie til Korfu. Ideen fik Helene, da hun faldt over en brochure, hvor overskriften lød: Vis, du værdsætter dine ansatte. Det er altid vigtigt, og ikke mindst nu. Sætningen blev ved med at snurre rundt i Helenes hoved. Og hun havde da bestemt lyst til at vise, at hun værdsætter sine ansatte. Slutningen af sætningen – og ikke mindst nu – havde nok noget med finanskrisen at gøre, eller også var det bare op til én selv at fortolke. I hvert fald ringede hun til nummeret på bagsiden og kom i kontakt med Eventdreams. “Vores personalepleje vil ryste medarbejderne sammen og har teambuilding-effekt,” jublede den unge fyr i den anden ende af telefonen. Og selvom det hele lød lidt overgearet, var Helene solgt og købte hele pakken. I Københavns Lufthavn er der sort af hvide mennesker. Hr. og fru Danmark er kommet ud af busken og hoppet i den pastelfarvede garde11

Send mere kærlighed.indd 11

20/05/14 13.35


robe, og appelsinhud og gamle juledeller spænder sommertøjet ud til bristepunktet. Helene betragter menageriet og nyder, at hele molevitten har valgt som hende: nemlig at rejse, komme hinanden ved og give til fællesskabet. “Er I her alle sammen?” råber Helene og spejder ud over en broget flok, der står omkring hende. “Ja,” lyder det i kor fra selskabet, som er blevet en del større end først planlagt. Det var meningen, at det udelukkende skulle være en rejse for tandlægeklinikken, men i sidste sekund blev det besluttet, at det var med påhæng. Og også med børnene selvfølgelig. “Mor, jeg skal tisse,” hvisker Gustav og hiver Helene i cardiganærmet. Og den udmelding skal man tage alvorligt, for Gustav kan ikke tåle flere tisse-nederlag. Han har tisset i samtlige senge og møbler hjemme i huset i Kartoffelrækken på Øster Farimagsgade, tisset i diverse institutioner og har skiftet skole af samme årsag. Nej, når purken skal, så skal han! Uanset om det er sidste udkald til boarding. Tissealarmen sneg Helene ned i kufferten her til formiddag, for, som den niårige, snusfornuftige søn selv udtrykker det, så behøver man jo ikke skilte med sine personlige problemer. Det vil da også være synd, hvis han skal sidde i ti tusind kilometers højde og lave en tisseplet på flysædet, tænker Helene. Det vil være en af de oplevelser, som prenter sig fast i hjernen resten af ens liv. Ligesom sex på flytoilettet nok også vil gøre, begynder hendes primitive hjerne, der har det med at poppe op med forførende ideer og umoralske klarsyn. Men er der overhovedet nogen, der har gjort det? … Der er noget med højder, det er der altså. Helene og Gustav halser ind på dametoilettet i lufthavnen. “Jeg kan ikke alligevel, mor,” siger han og trækker lidt på de små skuldre. “Jo, du kan, Gustav,” siger Helene motiverende og sætter tungen op i ganen og siger som en tissestråle. “Det hjælper ikke, mor … jeg kan ikke …” Helene låser hurtigt op, går ud til håndvasken og tænder for vandet. “Lyt til strålen … Nu tisser du lige, skat, for der går en krig, før 12

Send mere kærlighed.indd 12

20/05/14 13.35


skiltet siger ding, og den røde sele forsvinder, så man må gå på toilettet oppe i flyveren,” speedsnakker hun til drengen, der nu sidder for åben dør med bukserne nede om knæene. “Vi har da fløjet før … Kan du ikke huske, dengang mor og far var gift? Vi fløj på sommerferie til Provence?” Helene mærker stressen prikke i hovedbunden, og hun ved, hvis hun ikke slår koldt vand i blodet med det samme, vil hun slå ud på brystet i store, røde blomkålslignende plamager og reagere irrationelt og uhensigtsmæssigt spontant. Helene stikker håndleddene ind under hanen og husker på sit nye livssyn: jesus-agtigt fokus væk fra mig selv, gentager hun inde i hovedet. “Mor, jeg kan ikke …” “Hvad? Nå, jamen det er også fint, hvis du ikke kan huske det. Det er da bare underligt.” Hun sætter sig tålmodigt på hug ved kummen. “Alle husker da de bølgende lavendelmarker, springvandet på det lille hyggelige torv …” “Mor, jeg kan ikke …” “Kan du heller ikke huske kattene, der kom og tiggede mad, og markederne om lørdagen, hvor man kunne købe sæbe og gedeost?” “Mor, jeg kan ikke tisse …” “Åh, for satan da! Op med bukserne, skat.” Da de kommer tilbage til gaten, er alle gået om bord på flyet til Korfu. Helene og Gustav gungrer ud gennem harmonikagangen og om bord på flyveren. “Hold nu kæft, Helene! Var jeg lige nervøs for, om I nåede det?” får Mads kommunikeret i en blanding af tegnsprog og råbehvisken. Han står cirka 15 sæder fremme og kampsveder med lille Hugo på armen, som selvfølgelig lige har spyttet sutten ud. Og i den anden arm hænger en hunde-flytaske med sidste skud på stammen. En nyindkøbt hundehvalp, for at det ikke skal være løgn. “Katrine, kan du ikke lige samle sutten op?” prøver Helene gennem menneskemængden til troldeungen med det store og viltre hår. Ronja Røverdatter, bare i en fireårig udgave. Men ungen ryster mut på hovedet og gemmer sig bag sin far. “Hør lige efter, Katrine,” siger Helene i en mere skarp tone, påpasselig med ikke at komme op i råbe13

Send mere kærlighed.indd 13

20/05/14 13.35


gearet. Helene og Katrine har nemlig lige gennemgået det, man nok vil betegne som en lidt skidt periode. Katrine havde misforstået, at papmor også bestemmer, og Helene havde først prøvet ultrapædagogisk, så lidt mere kontant og til sidst var det simpelthen løbet løbsk, og der blev råbt morgen, middag og aften. Og da det begyndte at klø i fingrene, vidste Helene godt, at hun var ude på et totalt skråplan. For helvede da også, hvor er det belastende, tænker Helene. Hvorfor skal jeg blive så provokeret af en pusling på fire? Det føles, som om jeg konstant er PMS og i overgangsalderen på en gang. “Nu skal jeg snuppe den til jer,” siger en sød og meget tyk dame med solbriller på størrelse med visiret fra en styrthjelm. Hun krænger sig ned på hug i en stram satinkjole. “Gevinst,” stønner hun og vifter med sutten. “Tusind tak,” synger Helene og sender hende en thumbs up. “Nej, nej, nej! Det er da løgn!” udbryder kvinden og slår hænderne sammen om sutten. “Helene Sandholm! Nej! Gud, altså! Nej, hvor er det sjovt!” “Ja?” siger Helene og er helt blank. “Jeg siger dig, Helene, jeg er simpelthen blevet et andet menneske, efter du har lært mig at banke,” fjantegriner hun nu hen over alle flypassagererne. “Jeg er ikke bange for noget som helst mere.” Nej, det tror jeg på, tænker Helene og husker nu tydeligt, hvem hun er. Inger hedder hun og er nok den mest grænseoverskridende patient, Helene har haft til dato. Inger havde så meget tandlægeskræk, at hun havde drukket sig mod til hjemmefra. Væltede rundt i klinikken som en brølende flodhest. Men ikke nok med det. Inger hang i telefonen flere uger efter for at fortælle, hvor fantastisk det var at banke med pegefingeren rundt i ansigtet, og at hun bare måtte overgive sig til den healende banketeknik, som Helene havde lært hende, og som bare løsnede op for alle traumer. “Og der er overhovedet ingen bøvl med stifttanden,” proklamerer Inger nu, mens hun krænger overlæben op og tapper på sin ene fortand med pegefingerneglen. “Jeg bruger stadigvæk tankefeltterapien flere gange om dagen. Jamen kors! Al min angst er væk.” Inger dasker til 14

Send mere kærlighed.indd 14

20/05/14 13.35


en lige så tyk herre, der sidder med næsen mod flyruden. “Verner, det er Helene Sandholm. Hun er med samme fly som os.” Verner tager solbrillerne af og kigger desorienteret på sin kone, tager så et par sorte natbriller på i stedet og sætter sig til at sove. “Det er så din familie!” råber hun og propper endelig sutten ind i munden på Hugo og klapper Mads kammeratligt på ryggen. Helene maser sig forbi en delegation af muskuløse håndboldpiger, krabber sig ind på flysædet ved siden af Karl og haler Gustav med sig. Endelig i dækning. “Mor, hvem er damen, der råber sådan?” spørger Gustav og bider en negl. “Ikke bide negle! Der går betændelse i hele din hånd. Bare en af mors patienter.” “Hvorfor råber hun sådan?” “Det skal man heller ikke inde i en flyvemaskine,” når Helene lige at sige, da hun hører Ingers gennemtrængende røst igen. “Og hvem har vi dér?” Inger roder rundt i håret på Katrine. “Hun er jo som snydt ud af næsen på dig, Helene.” Helene lader, som om hun ikke hører hende, og synker længere ned i sædet. “Katrine er min datter. Og altså Helenes papdatter,” forklarer Mads og må kvæle et grineflip. Han får møffet Katrine ind til vinduespladsen, hunden ned på gulvet, og endelig kan han sætte sig med Hugo på skødet. “Gud, ja! Det var jo noget med, at du var blevet skilt, Helene,” bralrer hun ud over hele kabinen og skruer sig ned i flysædet. “For satan da!” udbryder Helene, da hendes mobil ringer. “Det er snyd, at du må have din mobil tændt, når jeg ikke må,” mukker Gustav forurettet. “Mor glemte lige at slukke den,” stønner hun med hovedet nede i tasken. Hun får mobilen fisket op, sammen med to trusseindlæg og en hårelastik. Bjarke, står der på displayet. “Hallo, hvad nu?” hvisker Helene. “Jeg sidder altså i flyveren og bliver nødt til at slukke min telefon.” “Helene, ti lige stille to sekunder, så jeg har en chance for at fortælle dig …” 15

Send mere kærlighed.indd 15

20/05/14 13.35


“Jeg siger jo ikke noget.” “Din mor har fået lungebetændelse, og …” “Bjarke, det er en uge siden, hun fik lungebetændelse,” sukker He­le­ ne utålmodigt. “Åh, det er typisk, du afbryder hele tiden, Helene. Jeg synes faktisk det er blevet værre, efter vi er blevet skilt. Dengang vi var gift …” “Stop! Det snakker vi ikke om. Det er vi kommet over, punktum!” “Jytte har været hos lægen, og den ene lunge er begyndt at klistre sig sammen, og nu har hun givet hende noget stærkere penicillin, men det er, som om hun slet, slet ikke kan tåle kuren.” “Hvorfor sagde du ikke det med det samme? Det er sgu da alvorligt.” “Det prøvede jeg jo også på, men selvfølgelig skulle du …” Bjarkes talestrøm stopper brat og overtages af en hektisk kvindestemme. “Sorry, Helen, but Jytte is very bad. It’s like devil’s attack her.” Den stakåndede, lidt hæse stemme tilhører Gladys. “I tried to give her herbs and women’s fit tea, but we cannot wake her up. And the strange thing is, she is talking totally rubbish.” Bjarke overtager og hvæser ind i Helenes øre. “Helene, du skal komme hjem! Din mor er dødssyg!” Der er ekko på den sidste melding, men Helene kan ikke tage beskeden ind. Hun kan heller ikke slippe af med den. Klemmer sin iPhone, så knoerne bliver hvide. Så tager hun en dyb indånding. “Bjarke, du ved lige så godt som jeg, at min mor er hypokonder. Hun drikker for meget, og hun mangler selskab.” Helene bliver blødere i tonen. “Selvfølgelig er det synd for min mor, at Svend døde, og selvfølgelig savner hun ham. Men Bjarke, du må da give mig ret i, at det ikke er normalt at sidde og drikke øl med en mand, der ikke er der! Så er man da utilregnelig.” “Gladys har altså også set Svend, og jeg må indrømme, at jeg er begyndt at tro på spøgelser, efter …” “Stop, Bjarke! Min mor leger syg, og det gør hun kun, fordi hun vil straffe mig. Hun kører som sædvanlig psykisk terror af på mig. Og nu kan …” 16

Send mere kærlighed.indd 16

20/05/14 13.35


“Det har jeg da aldrig oplevet. Altså, Helene! Er det igen den gamle sang om din barndom, der har været uh så frygtelig? Du er det mest forkælede … Prøv at tænke på mor og far, hvad de gjorde ved mig, så kan vi snakke om straf.” “Det er sgu da pudsigt, hun skal lægge sig, når jeg endelig skal ud at rejse, endelig være sammen med klinikken og min familie. Så planlægger hun lige at stikke en kæp i hjulet. Nej, du! Det her er et teambuildingkursus, som Lillian har fået arrangeret på Korfu. Der kommer faktisk en personlig træner med derned, og det har kostet kassen,” Helene kan ikke få stoppet ordlavinen, “og det ville da være en gigantisk nedtur at stå ude i Rødovrehallen og komme hinanden ved. På Korfu får vi jo en ferie samtidig, og … og … Bjarke, jeg ringer lige tilbage.” Hun får mast sig ud på midtergangen igen. “Mads … min mor er blevet rigtig dårlig.” “Er hun løbet tør for bajere?” “Skat, det er alvorligt. Bjarke synes, jeg skal komme hjem.” “Bjarke synes, og Bjarke synes.” “Jeg ved godt, at vi har glædet os til endelig at have noget tid sammen, men det kan vi jo altid få, jeg mener, man har jo kun én mor, og hvis hun … hvis hun dør, så kan man jo ikke bare få en snak med hende en anden gang.” “Jeg kan sgu da ikke stå alene med fem børn, hvor tre af dem ikke er mine egne.” “Det overhører jeg lige, det du lukkede ud dér.” Helene synker en klump. Så, ikke lade følelserne løbe af med dig nu. Ikke blive sur. Ikke flippe ud. Han mente det ikke, han behandler jo ungerne ens – eller gør han? Ja-hatten på. I det samme starter flymotoren, og Helene går i panik. Hun drejer om på hælen og braser ind i en stewardesse. “Du skal sætte dig ned på din plads og tage sikkerhedsbæltet på,” kvidrer stewardessen, der har smurt al den toldfri makeup, man kan skrabe til sig, rundt i ansigtet på en gang. “Jeg skal ikke sidde! Jeg skal ud af den her flyver!” Helene stolper ned ad gangen. Det var da også åndssvagt, at jeg partout skulle rejse i mine espadriller. Kinahælen har fanden da skabt. Hun griber fat i en ny stewardesse. “Jeg skal ud, min mor er blevet meget syg, og ...” 17

Send mere kærlighed.indd 17

20/05/14 13.35


“Det kan du ikke, de har lige kørt indgangen væk,” siger stewardessen forurettet og betragter Helene som en psykisk handicappet. “Jeg skal ud! Min mor er ved at dø!” hvæser Helene og viser tænder, så stewardessen forstår, at det er alvor. “Jeg skal høre kaptajnen,” pipper hun chokeret og bakker væk. “Helene, stop nu den der panik,” siger Mads kærligt. Han står lige bag ved hende med Hugo på armen. “Du kan sgu ikke forlade os her.” Nu kommer Lillian trippende ned ad midtergangen iført en alt for lårkort plisseret nederdel. Hun ligner en Le Klint-lampeskærm i fart. “Det er ikke, fordi jeg er nysgerrig, men hvad søren foregår der?” Lillian glatter nederdelen lidt. “Helenes mor er blevet alvorlig syg,” afbryder Mads. “Nej, nej, nej … Det er da en katastrofe. Er det leveren? Jeg ved altså godt, hun drikker, og det er ikke for at snage, men …” “Det er helt fint, Lillian, men når Gladys og Bjarke ringer og fortæller, at …” “Gladys?” stønner Mads. “Nej, Helene! Gladys maler jo fanden på væggen, bare en af ungerne har slået hul på knæet.” Han bakser lille Hugo, der er faldet i søvn, over på den anden arm. Stewardessen kommer ud fra cockpittet. “Hvis det stod til mig, var den ikke gået,” snerrer hun og fortsætter. “Men når det handler om sygdom og dødsfald, så gives der dispensation. Du kommer af flyet om et øjeblik.” “Kommer af flyet?” Lillian trækker sig i det stærkt affarvede strithår, mens øjnene bliver blanke. Theis støder nu til. “Så så man lige nogen holde plenum og bare være skideligeglade med sikkerhedsbælterne, mens vi andre …” “Helene skal ikke med alligevel,” siger Lillian. Theis vender hovedet i et spjæt, så pagefrisuren virrer om hovedet på ham, da trappen sættes fast til flydøren med et smæld. Helene taster Bjarkes nummer ind på mobilen. Det er simpelthen for meget det her, selvfølgelig er hun ikke i livsfare. “Hej, det er mig. Det er lige før, jeg bliver sur nu, Bjarke. Hvis min mor er i livsfare, så burde hun jo ligge ovre på Rigshospitalet. Altså, en 18

Send mere kærlighed.indd 18

20/05/14 13.35


lunge, der er begyndt at klistre sig sammen, er jo ikke en lunge, der ligesom har klistret sig sammen, vel? Nu tager jeg til Korfu, og så kan du ringe, når en overlæge mener, at hun ligger på det sidste. Hils Gladys og min mor, hej, hej. Og pas godt på cafeen.” Helene slukker mobilen og ser på stewardessen med den største selvfølgelighed. “Der er lige lidt ændringer i planen, så jeg flyver med alligevel, undskyld ulejligheden.” Flyet letter, og Helene gemmer sig helt nede i Gustav og Karls malebøger. Jamen fuck, hvor er det pinligt! Hun føler sig som den største klovn i kongeriget. Fatter ikke, hvordan hun kan gå sådan i panik. Fat­ter ikke, hvorfor hun ikke tænkte på det med Rigshospitalet noget før. Selvfølgelig ligger momse ikke hjemme i Kartoffelrækken og dør. Men tankerne om at miste sin mor sniger sig alligevel ind på hende. Er det Gladys, der har insisteret på at beholde Jytte derhjemme, så hun ende­lig kan praktisere sine evner som heksedoktor? Helene husker alle de mærkelige ting, Gladys proppede i Helene, da hun havde aborteret og gerne ville være gravid igen. Hun husker den krydrede duft fra alle stof­poserne, som Gladys hængte op i loftet, og at hun ikke måtte være i fysisk kontakt med katte, kaniner eller dådyr. Nu er det jo heller ikke lige hver dag, der spankulerer et dådyr forbi ude på Øster Farimagsgade! Helene kigger ned på skyerne og får lyst til at sende en sms, bare lige høre, hvor galt det i virkeligheden står til, men hun tør ikke tænde mobilen. Mads kommer ned til Helene igen og sætter sig på hug. Han strækker hals og trutter munden, men Helene trækker sig væk. Hun hader de forbandede skægstubbe, det er som at blive stukket med nåle. “Hvad så, min lille drama queen?” hvisker han med et smørret grin. “Det var da altid noget, du ikke begyndte at råbe ad stewardesserne. Noget raseri har du da fået ud ovre hos Gruppe-Frank. Det kan være, du skal have et par ekstra timer med boksepuden, så du kan få den sidste rest ud?” “Hvorfor skal du provokere mig? Jeg er ikke en skid rasende!” siger Helene og prøver at ignorerer raseriet, der prikker i kroppen. “Hold da op, en fin tegning. Er det et spøgelse?” “Ja, det er Svend,” siger Gustav stille og tegner videre. Helenes øjen19

Send mere kærlighed.indd 19

20/05/14 13.35


bryn farer op i hårgrænsen. Hun kradser sig på halsen og betragter sin søn. Han opfanger da også alt, det følsomme pus. Så ser hun opgivende på Mads og børster lidt skæl væk fra hans skulder. “Skat, du har simpelthen ikke forstået, at jeg har valgt en anden livsstil. Jeg ved godt, at jeg har haft en krise, men den blev jo udløst af skilsmissen, og alt det med Hugo. Selvfølgelig vænner man sig nok aldrig til operationerne i hans stakkels fingre og tæer. Men Mads, jeg føler alligevel, at jeg er kommet ud på den anden side nu.” Hun kysser ham, selvom det stikker. “Fra nu af vender jeg blikket ud. Kort og godt, jeg fokuserer på at give mere kærlighed.” “Okay.” Han rejser sig og klapper hende på hovedet, som om hun var en lille pige. Så spjætter han pludselig overdrevent med benene. “Arrgh, nu sover mine ben.” “Det er der en anden legemsdel, der gør hele tiden, synes jeg. Er den gået i hi, lillebjørnen dernede?” “Du er sjov,” griner han uden at mene det. “Jeg tror, Gogge har lavet lort i tasken, og William sidder med Hugo, så …” Mads fortrækker, og Helene stirrer ind i nakkestøtten på sædet foran. Brækposer og magasiner stritter op af sædelommen. Toldfri briller, toldfri parfume, toldfrit lort. Hvorfor er jeg så pissevred? Jeg har jo alt! Helene får dårlig samvittighed over den grove beskyldning mod sin mor. Det er da også for åndssvagt at tro, at hun lægger sig syg for at straffe mig. Helene strækker pludselig hals. Det var satans, nu hiver Inger sin mand med ind på det lille flytoilet – så er der altså nogen, der gør det i luften! Konen er da nymfoman. Og rimelig kinky, at de begge har taget solbriller på derind. Helene sukker, synes pludselig, hun bliver lidt utilpas. Kommer i tanke om, dengang hun gik i femte klasse, og en hot 70’er-brillemode huserede på Herning-egnen. Helle, hed pigen fra klassen, der var med på noderne og altid først med det nye. Helle var så heldig, at den var gal med øjnene. Og selvfølgelig troppede hun op i skolen med de smarteste briller i hele verden. Røde, store, med tonet overgang i glassene, og stængerne placeret det helt rigtige sted: nederst ved glassene. Helene blev misundelig, ønskede sig så brændende at være lige så smart som Helle, og med kulsort samvittighed fingerede hun dårligt syn. Hun 20

Send mere kærlighed.indd 20

20/05/14 13.35


kunne ikke se, hvad der stod på tavlen, og slet ikke lave lektier, og så blev tingene jo pludselig problematiske. Og dagen kom da også, hvor Helene fik overtalt sin mor til at gå med hen til optikeren. Helene fik ondt i maven, da hun skulle sidde i stolen og fortælle, hvor mange skibe, huse, biler og bogstaver hun kunne se på lystavlen, og turde kun gøre sit syn lidt værre. Så fik hun en masse forskellige brilleglas ind foran øjnene og svarede, næsten, så sandt som muligt. Diagnosen var tydelig og ikke til at tage fejl af. Optikeren slog fast, at der var tale om bygningsfejl på begge øjne. Helene jublede indeni. For nu skulle der vælges brillestel. Som en mis var hun henne ved de røde, store briller med stængerne nederst på stellet og stod bare og pegede med et skævt smil. Men det smil falmede igen, da hun så sin mor tage en lille firkantet metalbrille ned fra væggen. “Prøv lige dem her, Musepige,” sagde Helenes mor og masede kon­ tor­musbrillerne ind i ansigtet på Helene. “Kig dig lige i spejlet, Muse­ pige … Ja, for hulen, det er lige dig.” Helene tog dem af og fangede de smarte briller og satte dem på næ­sen i stedet. Hun spejlede sig og blev lykkelig indeni. Vendte og drejede ansigtet og stak sig selv et lille smil. “Mor, må jeg ikke godt få dem her? Jeg synes, de er meget pænere til mig.” “Sådan noget pjat, Musepige,” vrængede Helenes mor. Og Helene blev iskold indeni, for hun vidste, at var der først sagt én ting, blev den ikke lavet om. Det var lov. “Du havde vel ikke tænkt dig at rende rundt og spille fandango med de der,” fortsatte Jytte og henvendte sig til optikeren. “Vi tager dem her,” sagde hun bestemt og lagde metalbrillerne på disken. Helene kunne ikke bevæge sig, stod bare med de røde briller på næsen. Og det sved i øjnene, da hun stille hængte dem op på væggen igen. Hun vidste, der ikke var noget at gøre, og havde hun nogle indvendinger, blev hun nappet i den tynde hud under armen – man kan jo ikke smække en lussing offentligt. Metalbrillerne blev desværre klar til afhentning, og det blev endnu mere ydmygende at komme i skole, end Helene havde forestillet sig. Hun havde fået læst og påskrevet hjemmefra, at hun skulle gå med bril21

Send mere kærlighed.indd 21

20/05/14 13.35


lerne konstant og hele tiden. Og at det var forbudt, som Helenes mor udtrykte det, at lægge dem fra sig. Der kunne jo ske noget med dem, og det ville jo være en katastrofe, for sådan nogle dyre briller skulle jo holde i rigtig mange år. Alle elever skreg af grin, da Helene gik ind i klassen. De råbte brilleabe og Kloge Åge efter hende, men det værste var alligevel, at hun havde svært ved at se med dem på. Det var, som om gulvet sad oppe ved knæene, og det, hun før sagtens kunne se oppe på tavlen, var nu helt og aldeles utydeligt. Sådan var det i tre år, hvor Helene troligt og autoritetstro satte brillerne på næsen som det første om morgenen. Og tog først brillerne af igen ved sengetid, hvor hun forsigtigt lagde dem op på teaktræsskænken, som hun havde været så heldig at arve efter sin mor, da stuen skulle moderniseres. Tiden sneglede sig af sted, og Helene kunne ikke få de røde briller ud af hovedet. Og da konfirmationen nærmede sig, håbede hun, at det måske ville være en passende lejlighed til at bede om et par nye briller. Der var jo også blå mandag, hvor man skulle være smart i andendagstøj. Det kom helt bag på Helene, da Jytte gav grønt lys og puttede 500 kroner ind i hendes hånd. Og Helene synes, det var helt fint at bruge af lommepengene, hvis de nye briller kostede mere. Inde hos optikeren strålede Helene som en sol, da hun fandt et par briller, hvor stængerne sad nederst på stellet. De havde ikke nogen i røde, og faktisk var der kun ét par tilbage i den model. De var blå og meget tonede i glassene. Pyt med det, tænkte Helene, vi går jo sommeren i møde. Helene sparede de nye briller en hel uge og tog dem først på til selve konfirmationen. De gamle trampede hun i stykker ude i opgangen, fejede stumperne omhyggeligt op og smed dem ned i skakten. Da hun trådte ind i kirken i den hvide spinlonkjole og de nye blå briller, begyndte klassen at fnise. Helene troede, det var, fordi hun havde glemt underskørtet, og at konfirmationskjolen derfor klistrede sig knitrende og elektrisk ind mod hendes ben. Men det viste sig, at det var brillerne, der var forkerte. Og da hun holdt blå mandag med klassen, og de sad i Føtex i gågaden i Herning og spiste bøfsandwich, kunne hun høre, der blev hvisket, at de nye briller slet ikke var moderne længere. De var virkelig grimme. Og at det var noller at rende rundt 22

Send mere kærlighed.indd 22

20/05/14 13.35


med solbriller i skyet vejr, og endnu mere noller at have dem på inden døre. Først dér opdagede Helene, at klassekammeraten Helle havde fået en helt anden brille. Nu var det modellen med stængerne øverst på stellet, man sukkede efter! “Mor, jeg skal tisse!” Gustav får beamet Helene tilbage til nutiden, og hun flyver op som en raket. De suser op til toiletdøren, men der står Occupied med rødt. “Oh shit, oh fuck,” ryger det ud af Helene, da hun hører en voldsom tumult inde fra det lille hus. “Hvorfor må du sige fuck, når jeg ikke må?” “Hvad? Nå, sagde jeg det? Det var sørme ikke meningen, skat.” Helene begynder at svede og spejder ned mod det andet toilet, men der står tre unge damer i kø, så det vil tage alt for lang tid. Gustav holder sig i skridtet og begynder at trippe, og Helene ser ingen anden udvej end at banke forsigtigt på døren. “Hallo … hallo, jeg har en lille dreng, der skal tisse.” Ingen svar, til gengæld tager larmen til. Nej, det er sgu da for meget! Fortsætter de bare? “Hallo!” Hun banker nu en del hårdere. Stadig intet svar. Blomkålsplamagerne har nu spredt sig fra Helenes bryst til hele ansigtet, og hun går ind i den lidt irrationelle fase, hvor der ofte tales, før der tænkes. “Hallo … Hallo, Inger, jeg ved godt, du er derinde. Og jeg ved også, din mand er derinde, så hvis I kunne vente med at færdiggøre den seksuelle akt, til I kommer ind på jeres hotel­ værelse, så vi andre kan få lov …” Døren flyver op, og et latterbrøl som et hestevrinsk blæser ind i ansigtet på Helene. “Helene Sandholm, for pokker! Du sætter sgi kulør på tilværelsen.” Hun klapper visirsolbrillerne op i panden, og to flammende lilla striber kommer til syne over de små usminkede øjne. “Det er det sjoveste, jeg længe har oplevet,” griner hun, så skuldrene hopper. “Vi har begge lige fået snuppet de trætte øjenlåg, men der er gået betændelse i Verners sår, han er nærmest blind, så jeg må hjælpe ham … også med at tisse!” Inger strækker pludselig hals. “Hvilket hotel bor I på?” “Det kan jeg ikke lige huske,” stønner Helene. “Vi finder hinanden, det er helt sikkert.” Hun danser ned på plads og glemmer at få Verner med sig. Han når lige at knalde panden ind i 23

Send mere kærlighed.indd 23

20/05/14 13.35


toiletdøren, inden han finder den rigtige vej til sin plads. Og nu hvor der endelig er blevet ledigt på toilettet, er det for sent. Den mørke tisseplet på Gustavs bukser taler for sig selv.

Send mere kærlighed.indd 24

20/05/14 13.35


Send mere kærlighed - af Anne-Grethe Bjarup Riis