Page 1

CMYK

„EN COOL, NUTIDIG OG VANVITTIGT SKARP THRILLER.“ PAUL A HAWKINS, forfatter til Kvinden i toget

„Utroligt godt skruet sammen.“ NORDJYSKE

LIT TERATURSIDEN

Se dig om i lokalet. Hvem er den mest magtfulde person? Er det den, der tager ordet, har mest taletid, flest penge – måske den med højest status i samfundets øjne? Eller er det en som Christine Butcher: Den stille, oversete figur, der ubemærket bærer vidne og indsamler informationer om de mennesker, der knap nok registrerer hendes eksistens? Christine er helt klar over, hvad der forventes af hende: total loyalitet og diskretion. I tyve år har hun været Mina Appletons privatsekretær og trofaste højre hånd – og en stille tilskuer til hendes liv. Så stille, at man næsten kan glemme, hun er der. Dag ud og dag ind, år efter år, har Christine fået indblik i alle de hemmeligheder, der har floreret omkring hende. Og hun har holdt dem for sig selv. Men når en person som Christine Butcher bliver presset til det yderste, kan hun hurtigt blive den farligste person i lokalet …

RENÉE KNIGHT FOTO: © Colin Hutton

„Renée Knight har konstrueret et genialt og svimlende plot – fuldstændigt umuligt at gennemskue. Jeg blev taget ved næsen lige til det sidste, og sikke herligt det var. […] Et must-read for læsere af Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn, Elizabeth er forsvundet af Emma Healey og Kvinden i toget af Paula Hawkins.“

DER ER EN HÅRFIN GRÆNSE MELLEM LOYALITET OG BESÆTTELSE ...

RENÉE KNIGHT SEKRETÆREN

Det skrev anmelderne om Renée Knights debutroman, Enhver lighed:

RENÉE KNIGHT (f. 1959) arbejdede

SEKRETÆREN

med dokumentarer for BBC, før hun blev manuskript- og romanforfatter. Siden har hun skrevet for bl.a. BBC og Channel Four. Hun debuterede som romanforfatter i 2015 med den anmelder­roste thriller Enhver lighed, der er ved at blive filmatiseret. Sekretæren er hendes anden roman.

HR. FERDINAND HR. FERDINAND

Sekretaeren_SMUDS.indd 1

30/01/2019 09.09


SEKRETÆREN

Sekretæren.indd 1

23/01/2019 16.18


Renée Knight

Sekretæren På dansk ved Kim Langer

Hr. Ferdinand

Sekretæren.indd 3

23/01/2019 16.18


SekretĂŚren.indd 8

23/01/2019 16.18


1 Sekretæren er den farligste person i lokalet. Jeg kunne ikke lade være med at smile, første gang jeg læste den sætning. Det var i en god, gammeldags kriminalroman, et hyggeligt engelsk mordmysterium med et nyt lig på hver anden side. Jeg puttede mig imellem dem og svælgede i beskrivelserne af de brutale dødsårsager uden at føle det mindste ubehag, i sikker forvisning om at alt nok skulle løse sig til sidst, at der ikke ville være nogen løse ender, og at gerningsmanden ville få sin straf og få retfærdigheden at føle. Længe leve den snu detektiv. Sådan er det ikke i det virkelige liv. Der er altid løse ender og flossede kanter, uanset hvor meget man anstrenger sig for at holde orden i tingene. Og retfærdighed? Det er noget, jeg for længst har mistet troen på. Jeg har efterhånden læst An Unquiet Woman utallige gange – det er en af de få bøger, jeg har taget med til The Laurels, og når jeg ikke kan falde i søvn om aftenen, er det den, jeg rækker ud efter, den der får mine øjne til at glide i. Det var forestillingen om de chokerede ansigtsudtryk hos forsam­ lingen af velklædte damer og herrer i dagligstuen, da detektiven ud­ pegede skurken, der fik mig til at smile. “Sekretæren,” sagde han og vendte sig om og pegede på den forbitrede gammeljomfru, der utvivl­ somt sad helt ude på kanten af sædet på stuens mest umagelige stol. “Dér sad hun, stille som en mus i begivenhedernes centrum. Et tavst vidne, som iagttog og lyttede og afventede det rette tidspunkt, hvor hun kunne slå til. Én efter én gjorde hun det af med dem, der fornedrede, 9

Sekretæren.indd 9

23/01/2019 16.18


udnyttede og ikke mindst undervurderede hende – hvilket var hendes ofres største fejltrin.” Jeg har været sekretær i næsten tyve år, så det morede mig natur­ ligvis at opdage, at skurken i An Unquiet Woman var én som mig. Jeg kunne identificere mig med hende og se det trodsige udtryk i hendes ansigt, når hun gengældte sin anklagers stirrende blik. Og ligesom hun må have kunnet, kunne jeg ligefrem høre proppen blive taget af krystalkaraflen, da hun blev ført ud, ligesom jeg kunne høre hendes overmænd udbringe en skål for retfærdighedens gang, idet døren lukkede bag hende. Det er en velkendt lyd for mig – den helt særlige klirren af krystal, en velfortjent drink efter en lang arbejdsdag. Christine, vil du ikke gøre mig selskab? Og jeg gjorde det altid – jeg sagde aldrig nej. An Unquiet Woman har halvtreds år på bagen, men rollen som sekretær dengang var tilsyneladende ikke synderlig anderledes end i dag. Den særlige evne til at gøre sig usynlig. Det er utroligt, så mange samtaler der føres i vores nærvær, som om vi var luft. Rollen som det tavse vidne kender jeg udmærket. Jeg iagttager og lytter – stille som en mus i begivenhedernes centrum – uden at min loyalitet og diskretion nogensinde bliver betvivlet. Ikke desto mindre er loyalitet og diskretion dyder, som har kostet mig dyrt. Jeg er blevet ydmyget i fuld og utilsløret offentlighed. Jeg gruer ved tanken om, hvordan det ville være gået mig, hvis jeg ikke var blevet frelst af The Laurels. Jeg har fundet et frirum her. In­ gen har tvunget mig til at tage hertil – jeg kom af egen fri vilje, selvom jeg ikke var herre over omstændighederne, der lå til grund for valget. Alligevel vægrer jeg mig ved at opfatte mig selv som et offer. Lad os nøjes med at sige, at jeg kører på vågeblus, mens jeg overvejer min fremtid. Som treogfyrreårig er jeg for ung til at gå på pension. Jeg har forsøgt at implementere en vis arbejdsdisciplin her på The Laurels og har givet mig selv til opgave at råde bod på fortiden og få bragt orden i den. Jeg ankom med bæreposer fyldt til bristepunktet med avisudklip, som havde været spredt ud over gulvet hjemme hos 10

Sekretæren.indd 10

23/01/2019 16.18


mig selv. Jeg samlede dem sammen og tog dem med, og nu har jeg bredt hvert eneste udklip ud, glattet folderne og lagt dem i krono­ logisk rækkefølge for at klistre dem ind i min scrapbog. Det er et smukt album med læderbind – den slags, man gerne ville have sine bryllupsbilleder i. Man kan vel kalde det for en slags beskæftigelse­ sterapi – hver eneste side jeg udfylder, stiller uret tilbage og bringer minderne frem. Hvem havde troet, at Christine Butcher nogensinde skulle få sit navn i avisen? Eller at nogen skulle være interesseret i at tage et billede af mig? Men dér står jeg. Mit øjeblik i rampelyset, en kort overgang forrige år, i 2012. De fleste har sandsynligvis bare skimmet oplysningerne om mig og kun læst med et halvt øje, indtil de kom til det, de opfattede som det centrale i historien. De har utvivlsomt glemt mit navn. Jeg er ordinær og optræder kun, fordi jeg traf en ræk­ ke tvivlsomme valg – valg, som jeg kun kan tro, at mange andre også ville have truffet, hvis de havde været i mit sted.

Sekretæren.indd 11

23/01/2019 16.18


2 Jeg kan ikke benægte, at jeg var spændt, da jeg fik at vide, at jeg skulle arbejde i supermarkedskæden Appleton’s, endda i hovedkvarteret. Det er ikke særlig ofte, man genkender den administrerende direktørs navn eller ser deres billede i avisen, men Mina Appleton, datter af firmaets bestyrelsesformand og grundlægger, lord Appleton, var fast inventar til diverse kendisfester og i de kulørte blade. Hun havde også selv en klumme, som jeg både havde læst og holdt af. En madlavningsklumme med tip til hurtige og enkle familiemåltider, krydret med hen­kastede bemærkninger om berømte venner, hun havde haft på besøg. Ikke at jeg forventede at få noget med Mina Appleton at gøre per­ sonligt. Jeg var der som vikar og var blevet kastet ind som ferieafløser for en sekretær. For mig var det et spørgsmål om personlig stolthed at sørge for, at ingen kom til at savne den ferierende, og jeg fik gjort mig uundværlig. De ville gerne beholde mig, så det var kun et spørgsmål om tid, før Mina blev opmærksom på mig. Jeg kan huske første gang, hun talte til mig. Det var midt på dagen, og som sædvanlig holdt jeg skansen alene på kontoret, mens de andre sekretærer var til frokost. Jeg havde altid en sandwich med hjemme­ fra, som jeg spiste ved bordet, så jeg kunne gå på slaget fem. Min datter – Angelica – var fire år gammel, og dengang sørgede jeg altid for at være hjemme, før hun skulle i bad og i seng. “Er han gået til frokost?” Mina ledte efter økonomidirektøren – mr. Beresford, var det dengang, Ronald Beresford. 12

Sekretæren.indd 12

23/01/2019 16.18


“Ja,” nikkede jeg, muligvis lettere forblændet. Hun gik direkte ind på hans kontor og lukkede døren, og jeg rej­ ste mig op og børstede krummer af nederdelen. Jeg kunne se hende gennem glasvæggen i mr. Beresfords kontor. Hun ledte i hans skrive­ bordsskuffer – trak diverse stykker papir ud, indtil hun fandt det, hun ledte efter. Jeg havde sat mig og lod, som om jeg havde travlt, da hun kom ud igen, og jeg tror, hun glemte, at jeg var der. Jeg kunne høre hende mumle for sig selv henne ved kopimaski­ nen, og da jeg kiggede op, kunne jeg se, at hun trykkede hidsigt på de forskellige knapper. Først da jeg havde åbnet en ny pakke printer­ papir og lagt den i magasinet, udskiftet den tomme blækpatron og vakt maskinen til live igen, vendte hun sig om og så på mig. “Hvor mange kopier skal du bruge?” spurgte jeg. “To,” sagde hun, mens jeg kopierede, samlede og sammenklipsede papirerne. Mit instinkt sagde mig, at hun gerne ville gå derfra med dokumenterne i en neutral, brun konvolut, så sådan en fandt jeg og lagde papirerne i for hende. “Dig har jeg vist ikke set før?” “Jeg er kun vikar,” svarede jeg, selvom det ikke var sådan, jeg opfat­ tede mig selv. Jeg var afdelingens mest pålidelige og samvittighedsful­ de sekretær. “Skal jeg lægge originalerne på plads for dig?” Hun så på mig og smilede, og det var en ubeskrivelig oplevelse. Ikke ret mange mennesker besidder den evne, men Mina har den til overflod. Når hun retter sin fulde opmærksomhed mod en, lyser man op indven­ digt. Det fik mig til at føle mig ... om ikke speciel, så dog som om jeg betød noget. I det øjeblik, lige dér, betød jeg noget for Mina. “Mina.” Hun rakte hånden frem. “Mina Appleton.” “Christine Butcher,” svarede jeg. Hendes hånd var lillebitte i min. “Det glæder mig at møde dig, Christine.” Hun smilede igen. “Der er ingen grund til at fortælle mr. Beresford, at jeg har været her.” Hun holdt håndtrykket lidt endnu, og så gik hun. Da hun var gået, lagde jeg de dokumenter, hun havde taget kopier af, tilbage på plads, og mens mr. Beresfords smilende øjne iagttog 13

Sekretæren.indd 13

23/01/2019 16.18


mig fra fotografiet på skrivebordet, ryddede jeg op og slettede sporene efter Mina. Han ville aldrig få det at vide, og jeg gengældte hans blik, som han stod dér med en arm om konen og sine to små piger hånd i hånd i forgrunden. Så rettede jeg hans stol ind i forhold til bordkan­ ten og genoptog min frokost. To uger senere blev jeg ringet op af miss Jenny Haddow – Minas fars, lord Appletons, privatsekretær. “Mina er på udkig efter en ny sekretær, og dit navn blev bragt på banen,” sagde hun. Mere var der ikke. Mina måtte have forhørt sig om mig. Det eneste, nogen kunne have fortalt hende, var, at jeg var punktlig, effektiv og, muligvis, at jeg var gift og havde et barn. Hun kunne have valgt blandt et utal af sekretærer, men det var mig, hun ville have.

Sekretæren.indd 14

23/01/2019 16.18


3 “Velkommen til mit hus! Kom frit ind. Gå trygt.” Det var Notting Hill Gate, ikke Transsylvanien, og Mina Appletons hus, ikke grev Draculas slot, men havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved i dag, var jeg måske ikke trådt helt så frit ind over hendes dørtærskel. Den lørdag eftermiddag jeg ringede på hendes dørklokke, var en bitterlig kold midvinterdag, og alligevel mindes jeg, at jeg havde det varmt, da jeg stod på hendes dørmåtte. Varm af spænding ved udsig­ ten til en uventet fremtid. Ganske anderledes end de svedeture, jeg bliver overmandet af i dag – hormonkaskader i kroppen, som får mig til at føle, at jeg langsomt bliver forgiftet. Tidlig overgangsalder, har jeg ladet mig fortælle. Jeg havde aldrig været i Notting Hill før, og det var noget af en åbenbaring for mig, at der fandtes en så grøn og luftig ekstravagance midt i London. Minas hus lå i en række med femetagers pastelfarve­ de huse, som vendte ud mod en fælles have – et helle for de privile­ gerede, hvor der kun var adgang for dem med nøgle. Husejerne og deres personale. Det kom bag på mig, at Mina selv lukkede op – jeg havde som minimum forventet en hushjælp. “Hér, nu skal jeg tage den.” Jeg gav hende min frakke og så passivt til, mens hun strakte sig på tæer for at hænge den op på knagerækken. Først nu gik det op for mig, hvor lille hun var. På kontoret gik hun i høje hæle, men hjemme hos sig selv trippede hun rundt i strøm­ 15

Sekretæren.indd 15

23/01/2019 16.18


pesokker. Da jeg var kommet indenfor, kunne jeg se, at huset var endnu større, end jeg havde troet, og jeg stoppede op for at indsnu­ se omgivelserne – de ukendte dufte i næsen, mens mine øjne søgte opad mod en sælsom maskinel lyd på en etage højere oppe. “Det er en elevator,” forklarede hun. “Huset har engang været et hotel. Børnene var vilde med den, så vi valgte at beholde den. Jeg har lige sendt dem ovenpå i den. Skal vi?” Jeg lærte aldrig at føle mig tryg ved den elevator. Det var sådan en, man møder på et lille fransk hotel: skinnende messing, rødt tæppe på gulvet – stilfuld, men upålidelig – angiveligt med plads til fem personer, men selv med to var det en smule klemt. “Det er pænt af dig at ofre din lørdag, Christine. Jeg ved, hvor dyre­ bare weekender er.” Jeg fulgte efter hende forbi en åben stuedør – et glimt af velour­ puder, enorme sofaer, ild i kaminen. Vi gik ned ad trappen til hendes køkken i kælderen – et sted, hun senere beskrev som husets hjerte. Jeg forventede noget halvdystert, men hun havde gjort noget med be­ lysningen, som gav en fuldstændig bedårende effekt. Så besnærende som noget fra teateret, eller som om solen på magisk vis var trængt igennem murstenene. Over bordet hang en mælkehvid kugle, der fik mig til at tænke på en fuldmåne. Virkningen var hypnotiserende. Vores køkken derhjemme havde et enkelt lysstofrør. Det ville aldrig være faldet os ind at udskifte det med noget andet. Det var typisk Mina at afholde min jobsamtale hjemme hos sig selv i stedet for i kontorets formelle omgivelser. Det var sådan, hun bedst kunne lide at lave forretninger: bløde kanterne op, så kommer­ cielle transaktioner kom til at fremstå hyggelige og fortrolige. “Sæt dig endelig ned, Christine.” Jeg klemte mig ind på en bænk ved bordet, så jeg vendte ud mod rummet, mens hun viklede et viske­ stykke om hænderne og tog en bageplade ud af ovnen. En kaskade af gyldne småkager gled over på et fad. Hvis jeg lukker øjnene nu, kan jeg stadig fornemme duften. Det er ikke svært at genkalde følel­ sen af, hvordan det var at være der den første gang. Minas forsøg på 16

Sekretæren.indd 16

23/01/2019 16.18


beskedenhed, hendes anstrengelser for at få mig til at slappe af. Det lykkedes hende at få en ung kvinde på femogtyve – genert, ængstelig for at skuffe og oven i købet med et cv, der afslørede min manglende erfaring – til at føle sig hjemme. “Hvad må jeg byde på, Christine? Te, kaffe?” Jeg kunne godt lide, at hun hele tiden sagde mit navn. Værsgo, Christine. Tak, Christine. “Kaffe, tak.” Gennem vinduet i den modsatte ende af køkkenet kunne jeg se en gårdsplads, hvor solens stråler blev filtreret af et træ, der var så stort, at gården henlå i noget nær permanent skygge. Det var en senblom­ strende magnolie. Dets blomster dufter af citrus, og hvis de falder af, og man lægger dem i en lille skål med vand, holder duften i en uge, selv efter at blomsterbladene er blevet brune og visne. Mina satte sig ved bordet sammen med mig, og herfra gik hun lige til sagen, selvom jeg var blevet forledt til at tro noget andet. “Hvor gammel er din datter, Christine? Det er en lille pige, du har, ikke?” “Jo, Angelica. Hun er fire.” “Angelica. Sikke et smukt navn. Usædvanligt.” Vi sad så tæt på hinanden, at jeg kunne se fregnerne på hendes næse og de små blå skygger under hendes øjne. Hun havde ikke makeup på. Sund hud, perfekte hvide tænder. Hendes hår var udslå­ et – kraftige naturkrøller, der slangede sig ned over hendes skuldre. Hun er kendt for sit hår, og selv i dag forbløffes jeg over, hvor lidt pleje det har brug for. Alt andet har haft brug for en hjælpende hånd i årenes løb, men ikke hendes hår. Det er stadig lige imponerende. “Mælk? Sukker?” “Mælk, tak. Ingen sukker. Tak.” Hun skænkede kaffe og stillede en kop foran mig. “Undskyld,” sagde hun og kvalte et gab. “Jeg har været tidligt oppe for at besøge en af butikkerne i det nordlige London. Jeg forsøger mig med en ny indretning – nye farver. Jeg vil have, det skal føles sådan her,” sagde hun og løftede sit kaffekrus – blåt og flødefarvet stentøj 17

Sekretæren.indd 17

23/01/2019 16.18


fra Cornwall. Jeg forstod straks, hvad hun ledte efter – hygge og no­ stalgi. “Jeg siger jeg, fordi min far ikke interesserer sig så meget for, hvordan tingene føles – han ville med glæde beholde status quo, men forretningen er nødt til at følge med tiden, hvis vi skal udvide vores kundegrundlag.” Hun puffede kagefadet hen over bordet. “Tag ende­ lig, Christine.” Hun tog selv en småkage og sad med den i hånden, men spiste ikke en eneste bid i al den tid, jeg var der. Jeg var kommet af sted uden at få morgenmad og tog endnu en. “Desværre var det noget af en skuffelse, så vi kommer til at gentænke vores butiksud­ smykning. Det skal du vide om mig, Christine, jeg er nødt til at se tingene i virkeligheden for at kunne afgøre, om de er helt rigtige. Og hvis de ikke er nøjagtig, som de skal være, laver jeg om på dem.” Det faldt mig ikke ind, at det også gjaldt mennesker. “Jeg er ligeglad med, hvor mange gange noget skal laves om. Jeg ved, det må drive folk til vanvid.” Hun trak på skuldrene. Hun var vitterlig ligeglad med, om hun drev alle til vanvid, og det er hun stadig. Engang beundrede jeg hende for det – at hun kunne være så ligeglad. Jeg er selv typen, der bekymrer mig meget, og jeg vil strække mig langt for ikke at irritere andre, men på den anden side, modsætninger mødes. I den forstand passede vi perfekt sammen. “Min far opfatter det som en svaghed. Hvorfor kan kvinder aldrig bestemme sig?” Hun lo, men det var en kærlig latter, som en datter der griner overbærende ad sin aldrende far og hans gammeldags facon, og jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt automatisk formodede, at hun og lord Appleton var tæt knyttet. Som jeg sad dér og så på hende – de klare øjne med antydningen af et blåt skær i det hvide – havde jeg ikke andre tanker, end at hun kun ønskede det bedste for firmaet. “Jeg kan bare godt lide, at tingene bliver gjort rigtigt. Nå. Fortæl mig lidt om dig selv, Christine. Hvor længe har du været vikar hos Appleton’s?” “I seks måneder.” “Du milde. Så må du kende os ud og ind. Hvor har du ellers ar­ bejdet?” Jeg skubbede mit cv over bordet, og hun kastede et hurtigt blik på 18

Sekretæren.indd 18

23/01/2019 16.18


det, men ikke mere end det. Måske var det min manglende erfaring, hun faldt for. Jeg kunne formes efter hendes behov. Dengang vidste jeg ikke, hvor glubsk en appetit hun havde, og hvor meget hun ville forvente af mig. “Hvad laver din mand? Undskyld, du har vel ikke noget imod, at jeg spørger? Det kommer selvfølgelig ikke mig ved.” “Det er helt i orden.” Og det var det. “Han laver snedkerkøkkener. Specialbyggede møbler – kommoder, borde ...” Allerede dengang tog jeg mig selv i at sige det, jeg troede, hun gerne ville høre. Sandheden var, at min mand installerede elementkøkkener. “Så er han altså udlært håndværker. Det har jeg stor beundring for. Hvad hedder han?” Hun drejede småkagen mellem fingrene. “Mike.” “Mike,” gentog hun. “Og dine forældre? Jeg er mere interesseret i, hvem du er, Christine, end i hvad du har lavet. Det gør vel ikke noget?” “Ikke spor. Min far har arbejdet i et firma, der laver termokander – du ved, til te og kaffe. Kander, ikke flasker ...” Distinktionen fik hende til at smile, og jeg blev flov over, at jeg havde gentaget fars mantra: Kander, ikke flasker, Christine. Store termokander til firmabrug, ikke til at tage med på skovtur. “I dag er han pensioneret.” “Og din mor?” “Hun døde, da jeg var otte.” “Det gør mig ondt at høre. Det er alt for tidligt at miste sin mor.” Jeg tog endnu en småkage. Jeg blev hurtigt voksen efter mors død og lærte allerede i en ung alder ikke at sætte mig selv i første række. “Nogen søskende?” “Nej.” “Så er du enebarn ligesom mig.” Hun anstrengte sig virkelig for at få mig til at føle mig godt tilpas. For at få det til at fremstå, som om vi havde noget tilfælles. “Det har både sine fordele og ulemper, synes du ikke?” Jeg nikkede for at erklære mig enig, selvom jeg altid havde længtes 19

Sekretæren.indd 19

23/01/2019 16.18


efter en bror eller søster. “Børnepasning er ikke et problem, Angelica går i dagpleje ...” Mina holdt en hånd i vejret. “Christine. Din børnepasning vedkommer ikke mig. Det kunne jeg ikke drømme om at spørge dig om. Og nu er det min tur,” sagde hun. “Min far lever stadig i bedste velgående, som du ved. Det sam­ me gør min mor.” Jeg ventede på en uddybning, men den kom ikke. Lady Appleton forblev en gåde for mig i årevis, selvom jeg forsøgte at bruge fantasien til at udfylde hullerne og forestille mig, hvordan hun var. Fantasi er ikke en af mine stærke sider. “Jeg har tre børn. Tvillingedrenge, Henry og Sam, og en datter, Lottie. Min mand arbejder i finanssektoren, men ...” Hun tav og bed sig i læben. Senere fandt jeg ud af, at det var noget, hun gjorde, når hun var på nippet til at betro sig. “Lad mig være ærlig over for dig, Christine, og det her siger jeg i al fortrolighed. Børnene ved det ikke endnu, men vi skal separeres. Det ender i skilsmisse. Jeg håber, han vælger at opføre sig ordentligt, så det ikke bliver noget rod, men jeg kan ikke lægge hånden på hjertet og sige, at han nok skal vare sig. Min mand er ikke altid lige nem.” Dér var den, vores første hemme­ lighed sammen. Dem har der været mange af i årenes løb. “Jeg synes kun, det er rimeligt at fortælle dig det, for hvis du er interesseret i jobbet, skal du vide, at grænsen mellem mit arbejde og min fritid er flydende. Du vil komme om bord på et vanskeligt tidspunkt i mit privatliv, og det er til dels derfor, jeg håber, du siger ja. Jeg har brug for min egen personlige sekretær. Jeg har mange for­ pligtelser ud over at være administrerende direktør i Appleton’s, og jeg får brug for hjælp til at sikre, at hverdagen forløber så uforstyrret som muligt for børnene. Jeg ser det som en holistisk rolle.” “Mor?” Hendes datter, Lottie, stod i døråbningen. Et sødt og genert lille pus, som ventede på at få lov, før hun kom indenfor. “Kom ind, lille skat,” sagde Mina med fremstrakt hånd, hvorefter Lottie sjokkede ind og satte sig op på sin mors skød. 20

Sekretæren.indd 20

23/01/2019 16.18


“Det her er Christine, søde. Jeg håber, jeg kan overtale hende til at begynde at arbejde hos os.” “Hej,” sagde Lottie og så på mig med et vurderende blik for at afgøre, om jeg var ven eller fjende. “Hej, Lottie,” svarede jeg med et smil. Ven, prøvede jeg at kom­ munikere. Mina tog et æble i skålen og begyndte at skrælle det med en ualmindelig smuk frugtkniv. Hun har et utal af pæne ting, men frugtkniven er en af dem, hun holder allermest af. Victoriansk, med perlemorsskaft, og dertil vanvittig skarp. Jeg så skrællen krølle af æb­ let, og Lottie nippe til de skiver, som hendes mor gav hende. “Som du ved, Christine, har jeg indtil nu delt sekretær med min far. Jenny Haddow. Men hun skal snart på pension, og det er gået op for mig, at hun ikke magter også at tage sig af min arbejdsbyrde. Hun har nok at gøre med at tage sig af fars, selvom den er faldet betragte­ ligt. Han rykker lige så stille længere bagud i bussen – han trækker sig helt tilbage om et par år. Indtil da ville du skulle arbejde for os begge, men efter det ... ja, så ville jeg få dig for mig selv. Jeg har brug for en nær medarbejder, mens jeg fører firmaet videre. Et ungt menneske.” Hun rejste sig, hankede Lottie op på hoften og gik hen til komfuret for at lave mere kaffe. “Hvor meget ved du egentlig om Appleton’s?” “En smule.” “Så lad mig udfylde hullerne for dig. Branchen er i forandring, og vi er nødt til at følge med. Det handler ikke kun om at sælge daglig­ varer, det er også et spørgsmål om politik. Fødevarer, kost, sundhed. Det er noget, jeg går meget op i. Appleton’s har ry for at behandle sine leverandører ordentligt, og det vil jeg gerne bygge videre på. Lige nu udnytter vi det ikke tilstrækkeligt. Appleton’s er et supermarked med samvittighed – vi interesserer os for landmændene, vi interesse­ rer os for jorden. Jeg er overbevist om, at vi som firma kan vokse uden at sætte vores identitet over styr. Fødevarer har afgørende betydning for, hvordan vi ser os selv som nation. Det vi putter i munden, og det vi serverer for andre.” Det burde have fået en alarmklokke til at ringe, at alt det her kom fra en kvinde, som tilsyneladende ikke spiste, men 21

Sekretæren.indd 21

23/01/2019 16.18


jeg var tryllebundet, og billedet har lagret sig i min hukommelse. Mina, som står ved det store landkomfur med et barn på hoften og udbasunerer sin formålserklæring for Appleton’s. Hjemmelivet kan være en formidabel forklædning. Hun satte Lottie fra sig, gik tilbage til bordet og lænede sig ind mod mig. “Christine, jeg tror, du og jeg vil kunne arbejde godt sammen. Jeg håber, du vil overveje det.” “Ja, naturligvis.” “Og uanset hvad du beslutter, har det været en sand fornøjelse at møde dig rigtigt. Hér – tag endelig resten med hjem, måske kan Angelica lide dem.” Jeg så til, mens hun pakkede de resterende små­ kager ind – i brunt papir med et stykke selvbindergarn omkring. “Tak,” sagde jeg. Jeg kan huske, at jeg følte mig let til mode på vej hjem, som om fremtiden åbnede sig for mig. Jeg troede, jeg så den klart og tydeligt. Da brevet med det officielle tilbud landede på vores dørmåtte tirs­ dag morgen, viste jeg det til Mike, som stadig kun havde morgenkåbe på. Jeg så til, mens hans øjne pilede frem og tilbage over sætningerne og registrerede den private sundhedsforsikring og rejsegodtgørelser­ ne. Da de kom til lønnen, kneb han dem sammen, og hans lyse øjen­ vipper dirrede som små følehorn. Dernæst så han på mig og smilede. Der var ikke noget at diskutere. Han rakte mig brevet, og jeg så på det igen. Det var fra personaleafdelingen, men nederst havde Mina til­ føjet noget i hånden: Jeg håber meget, du siger ja. De allerbedste hilsner, M. For mig havde beslutningen meget lidt at gøre med vilkårene og frynsegoderne, og nu slår det mig, at jeg var nødt til at tænke over det, da Mike spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, hvorimod jeg omgående sagde ja, da Mina friede.

Sekretæren.indd 22

23/01/2019 16.18


CMYK

„EN COOL, NUTIDIG OG VANVITTIGT SKARP THRILLER.“ PAUL A HAWKINS, forfatter til Kvinden i toget

„Utroligt godt skruet sammen.“ NORDJYSKE

LIT TERATURSIDEN

Se dig om i lokalet. Hvem er den mest magtfulde person? Er det den, der tager ordet, har mest taletid, flest penge – måske den med højest status i samfundets øjne? Eller er det en som Christine Butcher: Den stille, oversete figur, der ubemærket bærer vidne og indsamler informationer om de mennesker, der knap nok registrerer hendes eksistens? Christine er helt klar over, hvad der forventes af hende: total loyalitet og diskretion. I tyve år har hun været Mina Appletons privatsekretær og trofaste højre hånd – og en stille tilskuer til hendes liv. Så stille, at man næsten kan glemme, hun er der. Dag ud og dag ind, år efter år, har Christine fået indblik i alle de hemmeligheder, der har floreret omkring hende. Og hun har holdt dem for sig selv. Men når en person som Christine Butcher bliver presset til det yderste, kan hun hurtigt blive den farligste person i lokalet …

RENÉE KNIGHT FOTO: © Colin Hutton

„Renée Knight har konstrueret et genialt og svimlende plot – fuldstændigt umuligt at gennemskue. Jeg blev taget ved næsen lige til det sidste, og sikke herligt det var. […] Et must-read for læsere af Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn, Elizabeth er forsvundet af Emma Healey og Kvinden i toget af Paula Hawkins.“

DER ER EN HÅRFIN GRÆNSE MELLEM LOYALITET OG BESÆTTELSE ...

RENÉE KNIGHT SEKRETÆREN

Det skrev anmelderne om Renée Knights debutroman, Enhver lighed:

RENÉE KNIGHT (f. 1959) arbejdede

SEKRETÆREN

med dokumentarer for BBC, før hun blev manuskript- og romanforfatter. Siden har hun skrevet for bl.a. BBC og Channel Four. Hun debuterede som romanforfatter i 2015 med den anmelder­roste thriller Enhver lighed, der er ved at blive filmatiseret. Sekretæren er hendes anden roman.

HR. FERDINAND HR. FERDINAND

Sekretaeren_SMUDS.indd 1

30/01/2019 09.09

Profile for JP/Politikens Forlag

Sekretæren  

Der er en hårfin grænse mellem loyalitet og besættelse … Christine Butcher er helt klar over, hvad der forventes af hende som personlig ass...

Sekretæren  

Der er en hårfin grænse mellem loyalitet og besættelse … Christine Butcher er helt klar over, hvad der forventes af hende som personlig ass...