SCENER Et liv med klimaaktivisme og Aspergers

GRETA THUNBERG (f. 2003), svensk skoleelev og klimaaktivist, som på eget initiativ kæmper imod global opvarmning ved siden august 2018 hver fredag at have strejket foran den svenske rigsdag med slagordene ’Skolestrejke for klimaet’. Hun er verdensberømt for sine taler ved bl.a. FN’s klimakonference COP 24 og World Economic Forum i Davos samt for sin TED talk og sit møde med paven i april 2019. Er nomineret til Nobels Fredspris. Bor i Stockholm med sin lillesøster, Beata, sin mor, Malena Ernman, der opgav en karriere som internationalt anerkendt operasanger, fordi den indebar flyrejser, samt sin far, Svante Thunberg.

www.politikensforlag.dk

POLITIKENS FORLAG 9 788740 055696

FOTO © ANDERS HELLBERG

FRA HJERTET

FORSIDEFOTO © DNTT/MICKAN PALMQVIST

SCENER FRA HJERTET er en stærk personlig historie og et opråb fra Greta og hendes familie, der tacklede deres egen altopslugende krise ved at tage en endnu større krise på deres skuldre – den globale klimakrise. Bogen er skrevet i korte scener, så man læser den som en roman. Samtidig indeholder den et sammendrag af Gretas vigtigste taler, der har bevæget verdens politikere og alle os andre og for alvor sat klimaet på den internationale politiske dagsorden.

SCENER FRA HJERTET

Med sin skolestrejke hver fredag og sine taler i bl.a. FN er Greta Thunberg fast besluttet på at ændre skæbnen for vores planet. Hun brænder så stærkt igennem med sit budskab, at tusinder og atter tusinder af andre unge verden over – herunder i Danmark – er fulgt i hendes fodspor og demonstrerer for klimaet og håbet om en fremtid.

SVANTE THUNBERG, BEATA ERNMAN & MALENA ERNMAN

GRETA THUNBERG

(fra bogen)

Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg har egenhændigt sat sig for at råbe verdens politikere op i sin kamp for at redde klimaet ved at kræve handling her og nu, og det har på rekordtid gjort hende verdensberømt. Dette er historien bag. Om en ung pige, der spurgte sig selv, hvorfor ingen gjorde noget ved klimakrisen. Og om en stærkt udfordret familie, hvor begge døtre fik alvorlige psykiske diagnoser, hvilket kom til at påvirke alt.

SVANTE THUNBERG, BEATA ERNMAN & MALENA ERNMAN

Greta sidder på køkkengulvet sammen med Moses og Roxy. Hun børster deres pels med en gammel kam, roligt og metodisk. “Jeg kan huske den første gang, jeg hørte tale om klimaet og drivhuseffekten,” siger hun. “Jeg kan huske, jeg tænkte, at det der da umuligt kunne være sandt. For hvis det var sandt, ville dét være det eneste, man talte om. Og der var jo ikke nogen, der talte om det.” “Det bliver op til jer at redde verden,” siger jeg til min datter. Hun fnyser på nøjagtig samme måde som min far, en mand, der i øvrigt er gået gennem livet som en totalt stilsikker parodi på en person med Aspergers syndrom. Men han har selvfølgelig aldrig fået stillet en diagnose. De ligner hinanden utrolig meget. “Det siger vores lærere også,” svarer Greta. Det er jeres generation, der skal redde verden. Det er jer, der bliver nødt til at rydde op efter os, siger de, hvorefter de hopper på flyveren, hver gang de har ferie. Det er jer, der skal redde verden. Jo tak, vi har fattet det. Men det ville ikke være helt tosset, hvis I i det mindste ville give os en hjælpende hånd.” Hun rejser sig op og følger efter Moses, der har lagt sig til rette på tæppet lidt væk. Hun fortsætter: “Men nej, mor, det bliver ikke mig eller andre som mig, der redder verden. For sådan nogle som mig er der ingen, der gider høre på. Det er muligt, at vi vil få mere kundskab, men viden tæller jo ikke længere. Se bare på forskerne. Ingen hører efter, hvad de siger …”

GRETA THUNBERG

SCENER FRA HJERTET

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 1

30/04/2019 15.36

SCENER

FRA HJERTET GRETA THUNBERG, SVANTE THUNBERG, BEATA ERNMAN & MALENA ERNMAN PÃ¥ dansk ved Henrik Andersen

P O L I T I K E N S FO R L AG

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 3

30/04/2019 15.36

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 4

30/04/2019 15.36

BAG FORTÆPPET

Thi dagen lider. Solen skal dø klokken syv. Sig mig, I mørkets eksperter, hvem skal lyse for os nu? Hvem tænder et vesterlandsk modlys, hvem drømmer en østerlandsk drøm? Kom hvem som helst med en lygte! Helst du. Elegi, Werner Aspenström

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 5

30/04/2019 15.36

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 6

30/04/2019 15.36

FORORD

Det her kunne have været min historie. Lidt som en selvbiografi, hvis man havde villet skrive sådan en. Men jeg ikke så interesseret i selvbiografier. For mig er der andre ting, der er vigtigere. Det her er en historie, som Svante og jeg har skrevet sammen med vores døtre, og den handler om krisen, der ramte vores familie. Den handler om Greta og Beata. Men det er først og fremmest en fortælling om krisen, der omgiver og påvirker os alle. Den krise, vi mennesker har skabt ved at leve, som vi gør: hinsides bæredygtighed, afkoblet fra naturen, vi alle er en del af. Nogle kalder det overforbrug, andre kalder det klimakrise. Langt de fleste lader til at tro, at det er en krise, der udspiller sig et helt andet sted og først vil ramme os om lang tid. Men det passer ikke. For den er her allerede og udspiller sig hele tiden omkring os på mange forskellige måder. Ved morgenbordet, på skolegangene, i gader, huse og lejligheder. I træerne uden for dit vindue og i vinden, der ugler dit hår. Nogle af de ting, som Svante og jeg sammen med børnene efter lang og grundig overvejelse har valgt at skrive om her, burde vi måske have ventet med at fortælle til senere. 7

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 7

30/04/2019 15.36

Til vi havde fået det hele mere på afstand. Ikke for vores skyld, men for jeres. Det ville mange sikkert have syntes, var klogt. Og måske mere passende. Men vi har ikke tid til at vente. Hvis vi skal have en chance, er vi nødt til at synliggøre krisen nu. Nogle dage før denne bog udkom i august 2018, indledte vores datter Greta Thunberg sin skolestrejke for klimaet ved at sætte sig uden for Sveriges Riksdag – en strejke, der fortsætter den dag i dag, både på Mynttorget i Gamla Stan og mange andre steder i verden. Meget har forandret sig siden da. Både for hende og for os som familie. Nogle dage føles det næsten som et eventyr. Men alt det vil vi fortælle om i næste bog. Det her er fortællingen om vejen frem til Gretas skolestrejke. Vejen til den 20. august 2018. Malena Ernman, november 2018

PS. Før denne bog udkom første gang, fortalte vi, at de penge, vi eventuelt ville tjene på den, skulle gå til Greenpeace, WWF, Lära med Djur, Fältbiologerna, Kung över Livet, Naturskyddsföreningen, Barn i Behov og Djurens Rätt. Og sådan er det. For det har Greta og Beata bestemt.

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 8

01/05/2019 14.20

SCENE 1.

DEN SIDSTE AFTEN I OPERAEN

Der er klar scene. Orkestret stemmer instrumenterne en sidste gang, og lyset dæmpes i salen. Jeg står ved siden af dirigenten Jean-Christophe Spinosi, og vi skal snart gå ind ad scenedøren og indtage vores positioner. I aften er alle i godt humør. Det er den sidste forestilling, og i morgen kan man rejse hjem til sit og sine. Måske videre til næste job. Eller hjem til Frankrig, Italien og Spanien. Hjem til Oslo og København. Til Berlin, London og New York. De seneste forestillinger er forløbet lidt som i en trance. Alle, der har prøvet at stå på en scene, ved, hvad jeg mener. Nogle gange kan der opstå et flow, en energi, der forstærkes i samspillet mellem scene og publikum og skaber en kædereaktion, der hænger ved fra forestilling til forestilling, fra aften til aften. Det er ren magi. Teater- og operamagi. Og nu er det sidste opførelse af Händels Xerxes i kunsthallen Artipelag i Stockholms skærgård. Det er den 2. november 2014, og i aften skal jeg synge min sidste operaforestilling i Sverige. Men det er der ingen, der ved. I aften skal jeg synge min sidste operaforestilling overhovedet. Stemningen er elektrisk, og bag scenen svæver alle nogle centimeter over Artipelags halvtomme betongulv. Der er også filmindspilning. Vi optager forestillingen med otte kameraer og fuldt produktionshold. 9

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 9

30/04/2019 15.36

Lyden af 900 musestille mennesker trænger ind gennem scenedøren. Kongen og dronningen er her. Alle er her. Jeg tripper frem og tilbage. Forsøger at trække vejret normalt, men kan ikke. Kroppen krænger ligesom til venstre hele tiden, og jeg sveder. Mine hænder er følelsesløse. De sidste syv uger har været ét langt mareridt, og der er intet sted, jeg kan finde hvile. Intet sted, jeg kan få den mindste smule ro. Jeg føler et ubehag, men befinder mig samtidig ligesom hinsides ubehaget. Som i et langvarigt anfald af panikangst. Som var jeg sprunget lige ind i en glasvæg og nu ligesom stivnet i faldet ned mod gulvet. Jeg venter på slaget. Venter på smerten. Jeg venter på blod, brækkede knogler og lyden af ambulancer. Men der sker ikke noget. Jeg ser kun mig selv hænge i luften foran den der skide glasvæg, der ikke har fået den mindste lille revne. “Jeg har det ikke så godt,” siger jeg. “Sæt dig ned et øjeblik. Vil du have lidt vand?” Dirigenten og jeg taler fransk med hinanden. Mine ben kan pludselig ikke bære mig længere. Jeg synker sammen. Jean-Christophe griber mig i sin favn. “Det skal nok gå,” siger han. “Vi sætter forestillingen på hold. Publikum må bare vente. Vi kan give mig skylden. Jeg er franskmand, og franskmænd kommer jo altid for sent.” Jeg hører latter. Jeg skal skynde mig hjem efter forestillingen. Min yngste datter, Beata, fylder ni i morgen, og der er et hav af ting, jeg skal have ordnet derhjemme. Men lige nu ligger jeg, hvor jeg ligger. Besvimelsen nær i dirigentens arme. Typisk. Nogen stryger mig nænsomt over panden. Alt bliver sort for mine øjne.

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 10

30/04/2019 15.36

SCENE 2.

FABRIKKEN

Jeg voksede op i et rækkehus i Sandviken. Mor var diakon, og far arbejdede som økonomi- og skatteansvarlig i industrikoncernen Sandvik. Jeg har en tre år yngre søster, Vendela, og en 11 år yngre bror, Karl-Johan, som mor havde opkaldt efter operasangeren og skuespilleren Carl-Johan “Loa” Falkman, fordi hun syntes, han var så flot. Det er den eneste kobling til opera og klassisk musik, jeg har fået med hjemmefra. Vi sang meget. Folkemusik, Abba, John Denver. Og vi var i det hele taget en meget almindelig svensk familie i provinsen. Det eneste, der muligvis adskilte os fra andre, var mine forældres store engagement i udsatte mennesker. Hjemme i Vallhov var humanismen i førersædet, og det var en selvfølge, at man forsøgte at hjælpe mennesker, der havde brug for det. En familietradition, som mor havde fået med fra sin far, Ebbe Arvidsson, der var højt på strå i den svenske folkekirke og en pioner inden for økumeni og nutidig bistandshjælp. Min opvækst var derfor præget af flygtninge og mennesker uden opholdstilladelse, der logerede hjemme hos os. Det kunne nogle gange være lidt upraktisk. Men oftest fungerede det fint. Når vi rejste væk, var det altid for at besøge mors bedste veninde, der var nonne, og nogle somre boede vi på hendes kloster i det nordlige England. Det er nok derfor, jeg bander så meget på 11

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 11

30/04/2019 15.36

scenen. En form for barndomsoprør, der ligesom er gået hen og blevet kronisk. Men bortset fra vores somre i sovesalene på et engelsk kloster og flygtningene ude i garagen var vi som alle andre. Som sagt: Vi sang meget, og jeg elskede at synge, jeg sang hele tiden. Og jeg kunne synge hvad som helst – jo sværere musikstykker, desto sjovere var det. Jeg elsker udfordringer, og det er nok den enkle grund til, at jeg på et langt senere tidspunkt blev operasangerinde. Til syvende og sidst var opera det sværeste og sjoveste, man kunne synge.

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 12

30/04/2019 15.36

SCENE 3.

KULTURARBEJDERE

Jeg har stået på scenen og sunget for publikum, siden jeg var seks år gammel. Kirkekor, vokalgrupper, jazzband, musicals, opera. Min kærlighed til sangen er grænseløs – jeg vil helst ikke tilhøre en specifik genre eller anbringes i en skuffe. Jeg stritter i alle retninger. Jeg er villig til at synge alt, bare det er god musik. Jo tydeligere du er som kunstner, desto flere kogebøger får du lov til at lave, siger man gerne i underholdningsbranchen – og mine kogebøger glimrer formentlig stærkere ved deres fravær end de fleste. Men jeg har, i hvert fald i mine egne øjne, de seneste 15 år fulgt en tydelig rød tråd, hvor jeg har forsøgt at kombinere kunstnerisk kvalitet med publikumsmæssig bredde. Jeg har forsøgt at gøre det svære lidt mindre svært, det finkulturelle lidt mindre fint, det smalle lidt bredere. Og omvendt. Jeg har gået mine egne veje. Altid mod strømmen og næsten altid alene. Bortset fra når Svante har været med, selvfølgelig. Det, der i begyndelsen udsprang af instinkt og intuition, blev med årene en metode. Næsten et ansvar, en overbevisning om, at de, der har mulighed for at videreudvikle det, de beskæftiger sig med, også har pligt til at forsøge at gøre det. Svante og jeg tilhører det fåtal, der til sidst fik den mulighed. Og vi forsøgte. Vi er kulturarbejdere. Vi er uddannet på opera-, musik- og teaterskoler og har et halvt livs arbejde som freelancere og på 13

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 13

30/04/2019 15.36

kulturinstitutioner bag os. Vi gør det, alle kulturarbejdere i sidste ende er programmerede til at gøre. Vi slider og slæber for at sikre vores fremtid og nå det evige mål: at finde det nye publikum. Vi har helt forskellige udgangspunkter, men altid haft samme mål, lige fra begyndelsen. Forskellige, men alligevel ens. Da jeg blev gravid med vores første barn, Greta, arbejdede S vante på Östgötateatern, Riksteatern og Orionteatern. Samtidig. Selv havde jeg kontrakter flere år frem med operahuse rundtomkring i Europa. Vi var 1.000 kilometer væk fra hinanden, da vi i telefonen diskuterede, hvordan i alverden vi skulle få vores nye hverdag til at hænge sammen. “Du er en af de bedste i verden til det, du laver,” sagde Svante. “Det har jeg læst i mindst ti aviser, hvorimod jeg nok snarere er ham, der står bagerst og spiller bas i svensk teater. Og så tjener du jo en helvedes masse mere end jeg.” “End mig.” “Du tjener en helvedes masse mere end mig.” Jeg protesterede tilpas halvhjertet, men beslutningen var taget, og efter Svantes sidste forestilling fløj han ned til mig i Berlin. Dagen efter ringede Svantes mobil, han besvarede opkaldet og gik ud på altanen mod Friedrichstraße, hvor han stod og talte i nogle minutter. Det var i slutningen af maj, højsommervarmen var allerede trykkende. Vi havde ikke engang været sammen i et halvt år. “Det her er bare så skidetypisk,” sagde han og grinte, da han havde lagt på. “Hvem var det?” “Det var Erik Haag og en anden fyr. De var på Orion og se forestillingen i sidste uge.” 14

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 14

30/04/2019 15.36

Svante havde spillet med Helena af Sandeberg i et stykke af Irvine Welsh, forfatteren til Trainspotting, hvor alle rendte rundt og tog stoffer og svøbte lig ind i plastfolie. “Så knald mig dog!” lød en replik, Helena havde råbt til Svante flere aftener om ugen, siden forestillingen havde haft premiere. Jeg var frygteligt jaloux. “De har gang i et humorprogram i Sveriges Radio, og de synes åbenbart, at jeg er en sjov type, så nu ville de vide, om jeg havde lyst til at være med, sådan lidt på prøve. Det var lige præcis sådan en samtale, man går og venter på ... ” “Hvad sagde du? Du er jo nødt til at gøre det!?” Jeg stirrede intenst på ham. “Jeg sagde, at jeg er hos min gravide kæreste, og at hun arbejder i udlandet.” Han stirrede intenst tilbage. “Sagde du nej?” “Ja. Det kan ikke være anderledes. Vi er nødt til at gøre det her sammen, ellers vil det aldrig komme til at fungere.” Og sådan blev det. Nogle uger senere var vi til premierefesten for Don Giovanni på Staatsoper, hvor Svante fortalte maestro Barenboim og Cecilia Bartoli, at han lige var blevet hjemmegående far. “So now I’m a housewife.” Sådan fortsatte vi i 12 år. Det var opslidende, men også fantastisk sjovt. Vi boede to måneder i hver by og rejste derefter videre til den næste. Berlin, Paris, Wien, Amsterdam, Barcelona. Omgang efter omgang. Somrene tilbragte vi i Glyndebourne, Salzburg eller Aix-enProvence. Som man nu gør, når man er god til at synge opera og anden klassisk musik. Jeg havde prøver 20-30 timer om ugen, og resten af tiden var vi sammen. Holdt fri. Ingen slægtninge, bortset fra farmor Mona. Ingen venner. Ingen middage. Ingen fester. Bare os. 15

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 15

30/04/2019 15.36

Beata blev født tre år efter Greta, og vi købte en Volvo V70 for at få plads til dukkehuse, bamser og trehjulede cykler. Derefter fortsatte vi. Omgang efter omgang efter omgang. Det var fantastiske år. Om vinteren sad vi på gulvet i lyse og smukke herskabslejligheder og legede med pigerne, og når det blev forår, strejfede vi rundt sammen i skyggefulde parker. Vores hverdag lignede ikke andres. Vores hverdag var aldeles vidunderlig.

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 16

30/04/2019 15.36

SCENE 4.

EN ENESTÅENDE MULIGHED

“At være med i Melodi Grand Prix er lidt som at få barn. Man kan fortælle andre om det, beskrive hver eneste lille detalje. Men det er kun dem, der selv har prøvet det, der forstår, hvordan det er.” Anders Hansson er musikproducer, og sammen skal vi snart begynde arbejdet på mit næste album. Lige nu slæber vi vores tasker hen over Stortorget i Malmø på vej til banegården og Stockholmstoget, og Anders griner, mens han sætter Svante og mig ind i situationen. Det er dagen efter min debut som slagersanger, og et stort billede af mig, Petra Mede og Sarah Dawn Finer pryder Aftonbladets forside. Billedteksten lyder: “Malmø Arena klokken 21:23.” Jeg ser vildt chokeret ud. Hvis man er med i Melodi Grand Prix, skal man vinde. Og man skal vinde på den rigtige måde. Man skal være totalt undertippet. Der skal være store og dygtige artister med i finalen – og så skal man vinde med mindst mulig marginal og helst takket være folkets stemmer. Som jeg gjorde. Sværere er det ikke. Derefter var det bare at gå i gang med arbejdet. Forudsætningerne kunne ikke have været bedre. Sejren i Melodi Grand Prix gav os en enestående mulighed – en chance, vi formentlig aldrig ville få igen. Publikum strømmede til. Kulturministeren talte om “Malena-effekten”. “Opera er på vej ud af de fine sale og tilbage til folket,” stod der i Expressen. Og Dagens Nyheters kulturchef skrev, at “Det er 17

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 17

30/04/2019 15.36

egentlig for godt til at være sandt. Men pludselig er det faktisk sandt.” For en stund var jeg lige ved at tro, at det virkelig kunne lade sig gøre: Opera kunne blive folkelig. Men da efteråret gjorde sit indtog, var alt igen som før. Ingen svenske operainstitutioner tog kontakt med mig for at udnytte den mulighed, der var opstået. Publikummet var derude, men ingen var interesseret i at få det. Så vi gjorde i stedet det hele på egen hånd. Hovedroller i udlandet og soloartist i Sverige, hvor vi selv arrangerede koncerter, turneer og forestillinger. Alt sammen i vores jagt på det nye, brede publikum. En aften to uger inden den sidste Xerxes-forestilling sad Svante og jeg og krøb sammen på gulvet i badeværelset hjemme i Stockholm. Det var sent, børnene var faldet i søvn. Alt var begyndt at smuldre omkring os. Væggene i lejligheden opførte sig sælsomt. Der løb sprækker hen over loftet, og det føltes, som om hele vores kvarter når som helst kunne styrte sammen og blive opslugt af Klara Sjö. Greta var lige begyndt i femte klasse, og hun havde det ikke godt. Hun græd, når hun skulle i seng om aftenen. Hun græd på vej til skole. Hun græd i timerne og frikvartererne, og lærerne ringede til os næsten hver dag. Så måtte Svante styrte ud ad døren og hente hende i skolen. Hente hende hjem til Moses, for kun Moses kunne hjælpe. Hun kunne sidde sammen med vores golden retriever i time vis, mens hun klappede ham og strøg ham over pelsen. Vi prøvede alt, men intet hjalp. Hun forsvandt langsomt ind i en form for mørke og holdt ligesom op med at fungere. Hun holdt op med at spille klaver. Hun holdt op med at le. Hun holdt op med at tale. Og. Hun holdt op med at spise. 18

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 18

30/04/2019 15.36

Vi sad der på det hårde mosaikgulv og vidste nøjagtigt, hvad vi var nødt til at gøre. Vi var nødt til at gøre alt. Nødt til at lave om på alt. Vi var nødt til at nå ind til Greta igen, koste hvad det koste ville. Men det var ikke nok. Vi var nødt til at gøre noget konkret, der var mere end blot ord og følelser. Lave en statusopgørelse. Foretage et brud. “Hvad synes du?” spurgte Svante. “Vil du gerne fortsætte?” “Nej.” “Okay. Så synes jeg, at vi bare skider hul i det fra nu af,” sagde han. “Det er umuligt at gøre opera folkelig, når de etablerede operainstitutioner ikke ønsker, at opera skal være folkelig. Hvad nytter det, at vi finder det der berømte nye publikum, når der ikke er nogen, der vil have det.” “Enig. Jeg er færdig med det her.” Og det var jeg. “Hvis det ikke er nok, at vi kan få 20.000 mennesker til at rejse langt ud i skoven til en kunsthal på Värmdö, tre kilometer fra nærmeste busholdeplads, uden hjælp fra sponsorer eller så meget som en flad femøre i støtte – vil der jo for ind i helvede aldrig være noget, der er nok.” Svantes temperament er ikke altid til hans fordel. Men i det øjeblik havde jeg ikke de store indvendinger mod hans konklusion. “Vi er nået så langt med det, som det er muligt,” sagde jeg. “Jeg tror helt ærligt ikke, at jeg ville overleve, hvis vi fortsatte.” “Vi aflyser alt. Hver eneste kontrakt,” fortsatte Svante. “Madrid, Zürich, Wien, Bruxelles. Det hele. Vi finder på en eller anden undskyldning. Så laver vi noget andet i stedet. Du kan være med i koncerter, musicals, teater, tv. Du kan stadig synge opera. Synge musikken, men ikke flere forestillinger.” “Den sidste forestilling er om to uger. Derefter er det slut for altid.” Jeg havde besluttet mig. 19

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 19

30/04/2019 15.36

“Skal vi sige noget om det? Eller vil det være dumt?” “Ja,” sagde jeg. “Det vil være dumt.” Så vi fortalte det ikke til nogen.

2858 Greta_Thunberg_indhold.indd 20

30/04/2019 15.36

SCENER Et liv med klimaaktivisme og Aspergers

www.politikensforlag.dk

POLITIKENS FORLAG 9 788740 055696

FRA HJERTET

SCENER FRA HJERTET

SVANTE THUNBERG, BEATA ERNMAN & MALENA ERNMAN

GRETA THUNBERG