Page 1

Svær at lægge fra sig ... meget anbefalelsesværdig.   Mellem-linjerne.dk Bogen er på mange måder en hyldest til dem, der tør tænke anderledes, og til det bedste i mennesket. Den er et kærligt opgør med den konventionelle tankegang og status quo-regimet – den tør være anderledes og gøre det uventede. Bogen er skrevet med ønsket om, at vi igen snart kan tillade os at tro på, at fremtiden for vores børn vil skinne mere, end den gør i dag. Må vi aldrig negligere livet. ­­ Du kan finde uddybende informationer om bogen og kommende bøger på: www.sommerfugleklanen.dk facebook.com/T.M.Palshof/ Jeg vil meget gerne høre om din læse­ oplevelse – kontakt mig endelig på troels@sommerfugleklanen.dk

Et mærkværdigt nødopkald fra en mystisk butik i New York eskalerer og får brutale konsekvenser. Tristan og Clara fra CIA’s Afdeling for Radikal Mønstergenkendelse overtager sagen, og de starter en hæsblæsende og global jagt på sandheden.   En jagt, der involverer præsidenter og paver, urgamle kulturer og moderne teknologi. Ekstrem loyalitet, tvivl og dobbeltspil lurer ­konstant under overfladen, og sporene tager de to agenter fra verdens mest magtfulde menneskers soveværelser til civilisationens mest håbløse egne.   De hvirvles ind i et spind af ældgamle hemmeligheder, mistillid og magt. Den helt igennem usædvanlige sag udfordrer ikke kun deres faglighed – den tvinger dem til at gentænke deres egen fortid og k­ onfronterer dem med de mest eksistentielle spørgsmål. Men er de villige til at betale den ultimative pris for at finde sandheden?

Pavens Yndling t.m. palshof

SOMMERFUGLEKLANEN – Pavens Yndling er det første selvstændige bind i en serie om Sommerfugleklanen.

Pavens Yndling er Troels’ debut­roman. Ideen til bogen opstod i en række natlige samtaler, Troels havde med sin døende far – det forstår du, når du har læst bogen. Farens død blev samtidig startskuddet til en personlig revurdering og skabte drivkraften til at skrive medrivende historier med mening og perspektiv. Troels har en baggrund som entreprenør med flere virksomheder bag sig og rådgiver virksomheder om innovation. Troels bor lidt udenfor København med Anna, sine to drenge og bonusdatter. Herfra arbejder han på de næste bind om Sommerfugleklanen.

Sjældent fascinerende fortælling, der overrasker og intensiveres bogen igennem. Historien slipper dig ikke, og du drages ind i en verden af bedrag, håb, ondskab og kærlighed, der sætter dit eget liv i perspektiv. Signe Villumsen, cand.mag. i medie­videnskab

Sommerfugleklanen er en thriller i ordets bedste betydning. Bogen drives af et meget veloplagt og begavet plot med et elegant net af handlings­tråde … Læs den. Pernille M. Frederiksen, cand. mag i nordisk sprog og litteratur

En ny genre er født! Sommerfugleklanen er både genial & original. Brugeranmeldelser på Saxo.com

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-4633-5

En thriller med så meget spænding ... og samtidig dybde. Sidsesbogreol.dk

T.M. PALSHOF

En medrivende og yderst spændende bog, der på forunderlig vis forener eksistentielle og filosofiske livsovervejelser med underholdende action. Kan på det varmeste anbefales! Niels Christian Hvidt, Professor of Spiritual Care

T. M. PALSHOF POLITIKENS FORLAG


Troels M. Palshof

Sommerfugleklanen PAV E N S Y N D L I N G

BI ND 1

Politikens Forlag


Dedikation

Skrevet i mindet om Torben Palshof (1948-2016), der dedikerede sit liv til at forbedre livet for de svageste – de sygdomsramte. »Vi har ikke kort tid, men har ladet megen tid gå til spilde. Livet er tilstrækkelig langt, og vi har, hvis hele vort liv anvendes godt, fået rigeligt af det til fuldførelse af de største forehavender; men hvor det flyder ud i vellevned og ligegyldighed, hvor det ikke bruges til nogen god sag, er det først i den yderste nød at vi, uden at have set livet gå, tvinges til at indse, at det er gået. Således forholder det sig: Vi modtager ikke et kort liv, men gør livet kort; det lader os ikke mangle noget, men vi ødsler det bort« // Lucius Annaeus Seneca Oversat af Villy Sørensen

5


Prolog Rio de Janeiro, 2015

Kvindens lyse hår stod i skarp kontrast til omgivelserne, da hun hastigt gik gennem Rio de Janeiros gader. Det var varmt, der var larm, liv og en hektisk puls. Alligevel virkede hun upåvirket af heden. Hvis man kunne fjerne blikket fra hendes lyse lokker og se forbi hendes æteriske skønhed, ville man møde et blik, der var årvågent, på grænsen til overmenneskeligt opmærksomt, som om hvert eneste indtryk blev indfanget og registreret i løbet af et splitsekund. Hun var på vej tilbage efter en lang gåtur gennem den by, hun kaldte sit hjem. Hun havde haft behov for at opleve den, se det hele en sidste gang. Selvom hun ikke havde hang til sentimentalitet, havde hun brug for dette ritual for at sige ordentligt farvel til de omgivelser, hun havde befundet sig i, siden hun først var blevet placeret i Rio og havde omfavnet byen med al dens skønhed og grusomhed. Inden for kort tid ville det være forbi. De sidste par dage ville hun bruge på at elske med sin mand, grine og mindes alt det, de havde oplevet de sidste fem år. Det havde været fem år med intensiv tilstedeværelse i livet, i verden, og de var trygge ved, at det valg, de havde beseglet den dag ved det gamle træ i junglen, var det rigtige. Da hun trådte ind ad døren i deres lille værelse ovenpå caféen, blev hun med det samme omfavnet og løftet højt op i luften af mandens stærke arme. Han smilede varmt til hende, men blev straks efter alvorlig i blikket. »Hvad er der galt, min skat?« spurgte hun. 7


Han smilede, men hun kunne se alvoren bagved smilet. »Synes du ikke, at det er forkert, trods alt?« svarede han. Hun så tilbage på ham, uforstående og udforskende. »Hvad er forkert?« Han satte sig tungt i den lille, slidte sofa, der bar pletter fra utallige andre logerende. »Jeg kan ikke lade være med at føle, at der måske kunne have været en anden vej.« Kvindens blik blev hårdere. Hun havde en ufravigelig og benhård tro på det liv, de havde valgt, og uanset hvor meget hun elskede og respekterede sin mand, kunne hun mærke, at hans tvivl skuffede hende. De var privilegerede som ingen andre, mente hun, og de havde truffet deres valg med åbne øjne dengang. »Nu må du ikke blive vred, min skat,« sagde han. Han kunne genkende blikket i hendes øjne og vidste, at hun var urokkelig i sin kærlighed til klanen. »Jeg er ikke vred. Jeg ønsker bare, at du husker, hvorfor vi traf valget. Hvor smukt et valg og hvor rigtigt et valg det var og er.« Han mærkede efter og huskede. »Min elskede, jeg glæder mig.« Kvinden satte sig ned ved siden af ham. Hun kunne aldrig være vred på ham i lang tid ad gangen. De havde planlagt denne aften, deres livs aften, og nu ville de nyde den. I det samme hørte de skridt foran døren og kiggede instinktivt på hinanden med ængstelige øjne. For få uger siden havde det været usandsynligt, at de først hørte det nu, men deres evner var ved at være så svækkede, at de hørte det for sent. Det næste, de opfattede, var lyden af gammelt træ, der flækkede midtover med et højt brag. Sekunder efter blev kvindens skrig kvalt af en brutal hånd, der trak hendes hoved tilbage. Det gav et knæk i hendes nakke, og hun nåede kun lige akkurat at se tre mænd med sygeligt grå ansigter, der stod bøjet over hende. Det sidste, hun så, før hun besvimede, var glimtet fra en knivsæg, der skinnede i den lavthængende aftensol. 8




Vegetationen i junglen var tæt, og der slap ikke en eneste solstråle ind mellem de høje træer. Der herskede en øredøvende summen, kun sporadisk afbrudt af høje skrig fra papegøjer, der sad oppe i træerne og råbte som små rød- og gulvingede dæmoner. Det summede af liv under det virvar af blade og rødder, som drengene løb henover i jagten på søde frugter og eventyr. Den forreste dreng satte tempoet. Han var en smuk, solbrun dreng på 12 år, og hans halvlange nakkehår vippede op og ned, når han hoppede over de store rødder, der stak ud fra de tusindårige træer. Pludselig stoppede han brat op. Han stod i en lysning forårsaget af væltede træer. Han kiggede lige op i træet foran sig, pegede med en udstrakt arm og råbte ophidset til de andre, at de skulle stoppe. I en af de lavere grene hang to menneskekroppe. Det lignede en mand og en kvinde, men det var svært at se, for de havde hængt der nogen tid og var sortnede af sol og tid. Deres fødder måtte have hængt så lavt, at junglens dyr kunne få fat i dem, for deres ben stoppede lige under anklerne. Vegetationen under deres kroppe var sort af størknet blod. Hvor deres munde havde været, gabte sorte huller, og ovenover var der sorte, tomme øjenhuler. I løbet af et splitsekund vendte drengene om og løb hjemad i et rasende tempo med brændende lunger og synet af de to kroppe bankende på deres nethinder og i deres hjerter. Det lokale politi var hurtigt på plads i lysningen og pillede de to kroppe ned. Retsmedicineren konkluderede, at de var forblødt grundet mutilering af deres ben og ansigt. En grundig undersøgelse af stedet, hvor ligene var blevet fundet, blev foretaget, men afslørede ikke, hvem gerningsmanden kunne være, og sagen blev skrinlagt. Det var, trods forbrydelsens bestialske karakter, kun endnu en sag for et politikorps i en by, der dagligt var fyldt til bristepunktet med 9


uhyrligheder fra menneskets mange skyggesider. Da ligene ikke kunne identificeres gennem politiets databaser, og ingen pårørende meldte sig, blev de lagt på køl sammen med de hundredvis af kroppe, der udgjorde de permanente beboere i Rio de Janeiros overfyldte morgue. Her ville de blive liggende, til de kunne identificeres. Der skulle gå år, før nogen atter fattede interesse for sagen, men de vertikale striber, man havde fundet på ofrenes underarme, bragte sagen til live igen.


1

Rød kode New York, 2017

»Skal vi smutte?« Tristan hørte ikke Roberts spørgsmål. Han sad koncentreret foran sin skærm. »Tristan, vi har fri! Er du frisk på at snuppe en øl på vej hjem?« råbte Robert lidt højere. »Undskyld,« sagde Tristan. Han rejste sig fra bordet og slukkede computeren, men kom i samme øjeblik i tanke om sin aftale med Julia. »Argh … jeg har lovet fruen at komme tidligt hjem i dag.« »Vi kan vel godt nå en hurtig øl? Kom nu! Vi har fortjent det. Jeg kan ikke huske en mere kedelig uge.« »Okay, men så gør vi det hurtigt!« De gik sammen ud af kontoret, slukkede lyset og låste efter sig. På vej mod elevatoren sagde de farvel til aftenholdet, der netop var mødt. De mødte Clara, aftenens vagthavende, der spurgte ind til dagens begivenheder. Tristan svarede, at de havde afværget et par attentatforsøg, men at det ellers havde været en stille dag. Clara grinede og ønskede dem en god aften. Ved elevatoren scannede de begge højre hånd og højre øje, og da scanneren genkendte dem, kørte elevatoren dem de 25 etager ned til gadeplan. På vejen ned 11


blev de enige om, at det var hurtigst at tage en øl på Quicks på 8. gade. Fra den store hall i stueetagen kunne de se, at det småregnede. Det huede ikke Robert, der højlydt brokkede sig over ugens konstante nedbør. »Du skal udelukkende bruge energi på det, du kan gøre noget ved. Det lærer du nok en dag, knægt,« sagde Tristan på belærende vis, hvilket fik ham til at lyde væsentlig ældre end hans 38 år. De småluntede igennem regnen klemt sammen under en fælles paraply. »Savner du ikke det aktive liv i felten?« spurgte Robert. Tristan tøvede lidt. »Nej, egentlig ikke. Jeg har været med længe nok til at kunne finde ro i kontorrutinerne.« »Er det al den nye teknologi, vi har fået, som gør skrivebordsarbejdet interessant for dig?« »Ja, det ved jeg sgu ikke helt. Grundlæggende er jeg i tvivl om, hvad vi reelt får ud af den nye teknologi. Verden er jo ikke ligefrem blevet et bedre sted, vel?« »Hvad mener du?« »Det varer ikke mange år, før vi alle sidder og glor ind i et par briller i en konstrueret verden, der er tilpasset vores temperament. Er det virkelig sundt?« I samme øjeblik var de nået frem til Quicks, og de skyndte sig ind i tørvejret. »Jeg ringer lige hjem til Julia,« sagde Tristan. Robert havde fundet et bord og sad klar med to øl, da Tristan kom tilbage. Tristan satte sig og pustede ud. »Alt okay fra Julia. Jeg skulle hilse og sige, at du også skulle gå lige hjem.« »Hils generalen og sig javel,« svarede Robert grinende. Tristan lagde an til at tage den første slurk, da hans telefon ringede. »Hmm, det er Clara.« Tristan nåede kun lige akkurat at 12


undre sig over, hvorfor hun ringede, før Claras ophidsede stemme spurgte, om han havde to sekunder. Hun undlod at afvente svar og forklarede, at de havde modtaget en prioritet 1-efterretning. Tristan tilbød, at de kunne komme tilbage til kontoret, men Clara afviste det og forklarede, at hun ville sende dem direkte til en butik på 12. gade. Det var blot nogle få gader væk. »Det er ret mærkeligt. Ingen burde jo have vores direkte nummer,« sagde Clara. »Men ikke desto mindre talte jeg med en person, der lød åbenlyst bange. Men det var svært helt at forstå sammenhængen, da hun talte med en tung accent. Vi kan sende det videre til det lokale politidistrikt, men jeg synes, det er nødvendigt at undersøge, hvordan hun har fået vores nummer.« Tristan blev eftertænksom. »Kan du gengive noget af det, som personen sagde?« spurgte han til sidst. »Det lød, som om hun sagde, at hun blev truet af sorte fugle.« »OK, vi går derned og kigger.« »Tak. Jeg noterer jer som aktive i systemet igen. Ring lige tilbage, når I har været dernede.« Robert stirrede spørgende på Tristan. »Vi skal lige ned og kigge på en butik et par gader væk,« svarede Tristan. »Jeg forklarer det på vejen derhen.« Ude på gaden var trafikken tæt, og de gule taxier dyttede i vildskab. Regnen var taget til, så Tristan slog sin paraply op. Tristan råbte til Robert, at han skulle skynde sig, og løb selv over vejen gennem horderne af biler, der holdt i tæt kø. Robert råbte, at New York lignede en bilkirkegård i regnvejr, hvorfor det måtte være noget vigtigt, de var på vej til. Mens de løb, videregav Tristan de få oplysninger, Clara havde givet ham. De fortsatte hen ad 12. gade tæt op ad bygningerne, så Robert ikke blev for våd. Tristan stoppede og slog paraplyen sammen. De stod foran en gammel butik, hvor mængden af 13


varer i vinduesudstillingen og regnen på ruderne gjorde det svært at se ind. Tristan tog i dørhåndtaget og åbnede døren. Den gik op, og der lød en gammeldags klokkelyd. Tristan trådte ind med Robert lige i hælene. Indenfor var der overraskende højt til loftet og reoler fra gulv til loft med udstoppede dyr og insekter i rammer. I den ene side af lokalet var der en vindeltrappe, som førte opad, men stoppede ved loftet. I den anden side af lokalet var der en fritstående disk og bagved den en dør, der måtte føre ud til et baglokale. Luften var tør, og der var helt stille. De kiggede sig grundigt omkring. Pludselig blev døren bag disken åbnet. Tristan fik et chok, og som en ren refleks fløj hans hånd om bag på højre lænd. Han slap hurtigt grebet om pistolen, da han så den ældre dame. Hun smilede med hele ansigtet. »Hvad kan jeg hjælpe med?« Tristan sendte hende en neutral grimasse. »Ja, det var vel egentlig det, vi ville spørge dig om.« Den ældre dame, der så ud, som om hun stammede fra Sydamerika, kiggede undrende på Tristan. »Undskyld, men hvad mener du?« »Én herfra har ringet til vores afdeling og bedt om hjælp.« Damen kiggede stadig forundret på Tristan. »Det må være en misforståelse, for vi har ikke nogen telefon i butikken.« Efter lidt yderligere spørgsmål stod det klart, at damen i butikken forstod deres ærinde i langt mindre grad, end de selv gjorde. Tristan spurgte damen, hvad butikken solgte, og om de måtte kigge sig lidt omkring. Hun forklarede, at de solgte udstoppede dyr og diverse artikler til samlere af sjældne dyr. Tristan gentog, om det var okay, at de kiggede sig lidt omkring. Damen løftede accepterende armene, samtidig med at hun smilende spurgte, om det var nogle specielle dyr, de ønskede at se. Tristan følte sig åndssvag og sagde, at de ønskede at se sig omkring på grund af opkaldet. Den ældre dame nikkede bare roligt. 14


Robert var tæt på at grine. De havde løbet gennem regnen og stod nu omgivet af døde dyr og talte helt forbi en ældre dame. Måske savnede Tristan alligevel at arbejde i felten trods alt, tænkte Robert. Butikkens mange reoler, der så ud til at stå helt tilfældigt, gjorde butikken kringlet og uoverskuelig, og der var meterbrede glaskrukker med store slanger i sprit og kæmpebiller i glasrammer. Fra reolerne hang der udstoppede aber, og i loftet hang der flere lag af forskellige store og små udstoppede dyr, fra hvad der lignede alle verdensdele. Udstoppede fugle i stærke farver stod i reolerne, og der var glasrammer med sommerfugle og mærkværdige kæmpeinsekter. Robert hviskede drillende til Tristan, at det her da virkelig var en udfordring for den nationale sikkerhed. Tristan kiggede irriteret tilbage på Robert uden at svare. Damen guidede dem roligt gennem reollabyrinten til de bagerste dele af butikken. Lokalerne var væsentlig dybere, end de havde forestillet sig. Tristan vendte sig og smilede til damen og bad hende vise dem baglokalet. Damen nikkede og fulgte dem hen til døren til baglokalet. Det var ikke andet end et lille tekøkken med et smalt vindue for enden af et køkkenbord, hvor der stod opvask. Tristan nikkede venligt, og damen lukkede døren. »Er du alene i butikken?« spurgte Tristan. »Jeg er aldrig alene. Mine børn er altid i mit hjerte,« svarede damen uden tøven og smilede til Tristan. Tristan rynkede panden og specificerede sit spørgsmål med let utålmodig stemme. »Er der andre i butikken lige nu?« »Ingen udover jer to.« Tristan blev tydeligt irriteret. »Nu skal du være venlig at fortælle os, om her er andre, og forklare, hvem og hvorfor nogen har ringet fra butikken til vores kontor.« Damen smilede fortsat og var helt rolig. »Nej, vi er her alene, og 15


jeg kan desværre ikke forklare, hverken hvorfor eller hvordan nogen skulle have ringet herfra.« Der kom kunder ind i butikken, så Tristan trak Robert med tilbage i den fjerneste del af butikken, hvor de kunne tale i fred. Da de blev alene, omgivet af små støvede montre med biller, firben og edderkopper, trak Robert Tristan i ærmet. »Hvad fanden laver vi her?« Tristan så sig bekymret omkring. Robert kunne fornemme, at der var noget, der gik ham på. Selv så Robert mest det komiske i situationen. Han prøvede at koncentrere sig om samtalen mellem kunderne og den gamle dame i forlokalet, men den var for lavmælt, og det gav et sæt i ham, da Tristan lettere aggressivt afbrød hans koncentration. »Hvad tænker du?« Robert løftede øjenbrynene. »Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår en pind af det hele.« Tristan kiggede med sit insisterende blik – han ville ikke lade ham slippe så let. »Hold nu op. Hvordan vurderer du situationen?« Robert rettede sig op. »Jeg synes, at det her er noget af det mærkeligste, jeg har været med til.« »Godt, og hvad beror din skepsis på?« spurgte Tristan sagte. »For det første er det underligt, at nogen har ringet til vores nummer. Dernæst er det yderst mærkværdigt, at en butik ikke har en telefon, og det er ærlig talt lidt uhyggeligt med alle de dyr.« Tristan kiggede irriteret på ham. »Virker din hjerne kun på kontoret?« Robert kiggede forbavset tilbage på Tristan. Tristan trak formildende på smilebåndet. »Du skal altid være forberedt på det utænkelige. Du skal observere og se det, som ingen andre bemærker.« Han fortsatte i en alvorlig tone. »Jeg tror ikke, at det her er en almindelig butik, no way. Hun skjuler noget eller nogen, og der var for meget frisk opvask til én person. Der er ingen 16


prisskilte, intet kasseapparat, ingen telefon eller dataforbindelse. Det minder om et cellekontor camoufleret som en taksidermi-butik.« Robert var stille, overrasket over Tristans skarpe analyse. Tristan rodede i sin lomme, trak sin telefon frem og ringede. Uden at fortrække en mine sagde han tørt: »Vi har en rød kode.« Robert kunne med ét mærke, at hårene rejste sig i nakken. Rød kode. Dét havde han aldrig oplevet udover på træningskurserne. Tristan lagde røret på og kiggede Robert direkte i øjnene. »Du skal være på nu, helt på. Der er noget, der er helt galt, og vi bliver nødt til at komme ud af den her butik med det samme. Forstærkningerne er her indenfor seks minutter. Du skal holde hovedet koldt nu.« De gik hastigt ud mod forlokalet. Inden de nåede halvvejs, satte Tristan pludselig hånden op og holdt Robert tilbage. Han gjorde mine til, at de skulle være stille. Stemmerne fra forlokalet var nu blevet mere højlydte, og de kunne tydeligt udskille en mandestemme, der talte i et truende toneleje. »Gamle kælling, du giver mig intet valg. Du bliver endnu et eksempel, indtil I lærer det.« Der lød to skud. Det var fra et våben med lyddæmper – det var ikke til at tage fejl af. Tristan flåede sin pistol frem og satte sig på hug op ad en reol. Robert kopierede ham og fulgte med ned. Deres hjerter bankede, og de kunne høre lyden af en person, der faldt tungt og rev ting med sig i faldet. Tristan kiggede lynhurtigt Robert i øjnene og indikerede, at de skulle bevæge sig fremad i butikken. De smøg sig langsomt hen langs reolerne med pistolerne foran sig. Først blev der helt stille i forlokalet, så kunne de høre et højt slag efterfulgt af noget, der bevægede sig hurtigt. Tristan rejste sig og løb ud med Robert i hælene. De nåede lige at se ryggen af en mand, der løb ud ad døren. Han havde væltet bøger og krukker på vejen ud. Tristan skreg efter ham, at han skulle stoppe. De løb begge instink17


tivt efter manden ud på gaden, men han var som opslugt af byen, regnen og den hurtigt faldende skumring. De skyndte sig tilbage til butikken og fandt den gamle dame liggende bag disken. Hun var ramt af to skud i panden, og blodet sivede ud af hendes baghoved. Da Robert gik tæt på hende, skubbede hans fod til noget. Han kiggede ned og så til sin forskrækkelse, at det var en fod. Damens højre fod var amputeret lige over anklen, og der sivede stadigvæk lidt blod udover det gamle trægulv. Ved siden af disken lå der en blodig udfoldelig økse. Robert var tæt på at kaste op og prøvede at holde igen ved at holde sig for munden. Han hørte Tristan råbe ophidset, at de skulle komme ud – NU! De styrtede ud i regnen igen. Robert ville råbe til Tristan, men inden han nåede at åbne munden, smældede en kraftig eksplosion, der overdøvede alt. De blev begge slynget flere meter hen ad fortovet, og alle Roberts sanser frøs. Hans tidsfornemmelse var væk. Sekunder føltes som minutter, og hans hjerne kæmpede for at skabe overblik. Småsten og træsplinter faldt i slowmotion ned fra himlen. Robert havde en uudholdelig hylen for ørerne, mens flere glasskår og træsplinter dryssede ned over ham. Regnen silede stadigvæk ned, og flere bilalarmer hylede voldsomt. Robert kæmpede for at trække vejret og forsøgte at føle sin krop. Til sidst lykkedes det ham at samle sig, så han kunne hive lidt luft ned i lungerne. Gaden var indhyllet i en blanding af røg og støv, og en massiv støvsky rullede ud fra butikken. Han havde aldrig før været så tør i munden. Roberts sanser begyndte at fungere igen, hørelsen blev langsomt bedre, og han kunne registrere flere lyde bag det stressende lydtæppe af hidsige bilalarmer. Hans tunnelsyn opløstes langsomt, og han begyndte at orientere sig. Adrenalinet brusede stadig i hans krop. Han kæmpede med at trække vejret, og hans kropsfunktioner reagerede ikke på hans ordrer. Han ville trække vejret ud i alle afkrogene af kroppen for at mærke den. Han prøvede at rejse sig, men 18


kroppen svarede ikke. Følelsen af en ekstrem sårbarhed satte sig i ham, mens han lå på det våde fortov. Han kunne mærke, at hjertet hamrede afsted og pumpede følelsen af frygt ud i kroppen. Ikke den frygt, der langsomt kommer snigende, men en altoverskyggende frygt, som pludselig med ét lammer en. Han følte sig meget alene. Han frygtede for sit liv, om han ville overleve det, om hans krop ville blive ved med at fungere. Febrilsk forsøgte han at nå sin pistol under jakken, men havde ikke kræfter til at hive den ud under vægten af sin krop. Ud af øjenkrogen fornemmede han Tristan komme haltende i retning mod butikken med sin pistol i hånden. Robert ville stoppe ham, men hans råb var for vagt, og Tristan forsvandt ind i tågen af røg og støv. Hans hjerne repeterede proceduren for nærkamp fra CIA-akademiet: Kom i sikkerhed, identificer fjenden, engager i kamp. Reglerne fløj rundt i hovedet på ham, mens han for alvor begyndte at høre byens lyde trods den silende regn. Der var en, der lagde en hånd på hans skulder. Det gav et jag i ham, og han fik endelig sin pistol trukket fri og rettede den mod personen. Han så en mand i UPS-uniform med hænderne i vejret, der råbte og så bange ud. Robert sænkede pistolen. Bag UPS-manden kom der flere mennesker løbende. Robert prøvede igen at rejse sig, men kunne ikke. Han kiggede ned ad sig selv og så sit ben og fik straks kvalme. Det venstre ben var i bogstavelig forstand åbent, bukserne var flænset, og der havde dannet sig en blodpøl omkring benet. Det sortnede for hans øjne. Sirenerne i det fjerne blev gradvist tydeligere og blev hurtigt så høje, at Robert ikke kunne høre andet. Lyden kastedes mellem bygningerne i den smalle gade. Han anede, at Clara og flere andre sprang ud af store sorte biler iklædt kampuniformer og med trukne automatvåben. Clara råbte noget, men han anstrengte sig ikke længere for at høre det. Han var træt, kropsligt udkørt og kunne ikke holde sig kørende mere. Robert brugte alt sit fokus på at holde sig vågen. Angsten havde sat sig i hans luftrør. 19


Han trak vejret som en mekanisk dukke, der var ved at løbe tør for batterier. Han tænkte udelukkende på at overleve og kæmpede for at stabilisere sin vejrtrækning. Hver indånding krævede hans fulde fokus. Han opdagede ikke, at Tristan sprang ud af tågen fra bygningen med noget tungt i armene for umiddelbart at falde på knæ på fortovet. Tristan var støvet og beskidt på tøjet og i ansigtet. Han blødte forskellige steder på kroppen og havde tydelige smerter forårsaget af fragmenter, der havde ramt ham under eksplosionen. Han nikkede besværet i retning af Clara og råbte ophidset, at de skulle hjælpe Robert. Clara kiggede hen ad gaden og så en menneskemængde, der stod forsamlet omkring en person. Hun dirigerede hurtigt de tilkomne politibetjente og reddere henimod Robert og løb selv derhen. Robert så medtaget ud. Han lå omgivet af en blodpøl og havde udover mindre skrammer et stort åbent sår på venstre ben, hvor en stor knogle stak ud. Synet gav Clara en klump i halsen, og alt vendte sig i hendes mave. Hun stirrede Robert intenst ind i øjnene, prøvede at smile beroligende til ham og bad ham holde ud. Redderne gik straks i gang med at tilse Robert, og efter få sekunder tilkaldte den ene redder yderligere lægeassistance over radioen. Clara havde rykket sig et par skridt tilbage og stod forstenet med sin pistol i hånden. Det var svært for hende at se væk fra det væmmelige syn af Roberts benknogle, der strittede ud. Der lød igen høje sirener i baggrunden, og hun kunne høre helikoptere begynde at cirkulere over området. Clara kiggede imod butikken og så, at specialstyrken løb ind og ud med geværerne i kampstilling. Hendes hånd var begyndt at smerte. Hun kiggede på den og så, at hun klemte så hårdt om pistolen, at hendes fingermuskler var begyndt at krampe.


2

En del af sagen Der var gået halvandet døgn siden eksplosionen, og Tristan var på vej til debriefing på kontoret, mens Robert fortsat var indlagt. Tristan erindrede ikke, hvornår han sidst havde været oppe i toppen af deres kontorbygning, hvor der kun var adgang via en sikkerhedskontrolleret elevator. Elevatoren til himlen blev den kaldt blandt de menige ansatte. Tristan så anerkendende på Clara, da elevatordøren åbnede, og vagten nikkede til dem. De trådte ind, gav deres kodeord til vagten, og han bad dem lægge hånden på scanneren. Clara lagde sin højre hånd på scanneren, men den blinkede rødt. Vagten kiggede formelt på Clara og bad hende træde ud af elevatoren. Hun så målløst på Tristan, der lige så målløst forsøgte at smile og signalere, at det var helt fint, mens scanneren omkransede hans hånd med et grønt skær. Dørene lukkede og efterlod Tristan alene med vagten. Tristan var sur, for hvorfor var Clara ikke blevet godkendt? Var vagten ikke klar over, hvor meget hun havde hjulpet siden eksplosionen? Han søgte med sit kropssprog at få vagten i tale og komme med en forklaring. Men han kiggede upåvirket lige ud i luften. Elevatoren stoppede i et hurtigt ryk, og dørene gled op. Udenfor blev Tristan mødt af en ung mand i uniform, der nikkede imødekommende. Mens de gik ned ad en lang gang, kunne Tristan mærke ubehaget komme snigende. Da de nåede hen til en større 21


brun dobbeltdør, vendte hans ledsager sig om og bad om hans fulde navn, tjenestenummer og projektkode. Tristan svarede, og vagten kørte sit kort igennem scanneren ved siden af døren og tastede en kode. Døren gik op, og Tristan trådte ind i et stort mødelokale. I midten af lokalet var der et stort, rundt konferencebord. Hans uniformerede ledsager lukkede dørene og efterlod Tristan alene. Han lod sine instinkter styre og gik straks i rekognosceringsmode. Han registrerede alt, hvad der var i lokalet. Glasskærme i bordet, højttalere fordelt strategisk, otte kontorstole af læder omkransende bordet, skærme og atter skærme og flere kameraer, end han havde set pakket ind i et lokale før. Han kunne se på elektronikken, at der ikke var sparet på noget, og konkluderede, at det var et operationsrum for personer med en markant højere rang end ham selv. Ensomheden blev brudt af en stemme. »Er du okay, Tristan?« Tristan genkendte straks stemmen. »Hej, Dennis. Ja tak, jeg er okay. Det var Robert, der blev hårdest ramt.« »Vi er glade for, at du er uskadt.« En stor skærm for enden af lokalet blev tændt. På skærmen tonede hans tidligere divisionschef Dennis frem i selskab med to personer, han ikke kendte. Vurderet ud fra deres snorlige fremtoning formodede han, at de var fra Dennis’ team. Tristan trak en stol ud og trak diskret vejret helt ned i maven for at berolige sin hjerne. »Vi ved godt, at det har været nogle anstrengende dage siden eksplosionen. Vi følger nøje Roberts tilstand og giver ham og familien al den support, vi kan,« sagde Dennis i en tone, der passede til et forretningsmøde. »Men vi bliver nødt til at stille dig en række spørgsmål, Tristan, og du kender reglerne. Det her møde er for vores skyld og ikke din.« Tristan nikkede indforstået. »Tristan, vi skal forstå, hvorfor du kaldte en rød kode.« 22


Tristan sank en gang, før han svarede. »Ja, det har jeg haft lejlighed til at tænke indgående over det sidste døgn. Jeg bilder mig ind, at en af mine styrker er at træffe instinktive beslutninger, der ikke altid kan rationaliseres. Jeg tror, at min hjerne processerede situationen hurtigere end min bevidsthed, og jeg reagerede umiddelbart ved at kalde alarmen.« »Det var det rigtige at gøre,« svarede Dennis og nikkede. »Kan du uddybe din analyse i situationen, lige inden du ringede?« Tristan var tavs i en del sekunder, trak på skuldrene og begyndte meget ulig sin normale adfærd overfor overordnede at tænke og snakke på samme tid. »Min erfaring med mønstergenkendelse kombineret med min menneske- og kontekstforståelse fortalte mig, at der var noget helt galt inde i den butik.« Tavsheden fra de fire personer på skærmen foran ham fik Tristan til at fortsætte, mens han for sit indre blik genså billederne fra butikken. »Udover det åbenlyst underlige i, at den ældre dame påstod, de ikke havde en telefon, når vi havde bekræftet, at der var ringet til os fra den pågældende adresse, var der særligt en ting, der virkede forkert. Den ældre dame var alt for rolig i vores dialog. Vi identificerede os aldrig, og alligevel behandlede hun os som enhver anden, der trådte ind ad hendes dør. Hun spillede skuespil – det kunne jeg se på hende. Det var min klare opfattelse, at det ikke var en butik. De ville i hvert fald ikke sælge noget derinde, og alle de indtryk tilsammen gjorde, at jeg mente, der var overhængende risiko for, at vi stod på en camoufleret cellelokation.« Tristan tænkte på den dræbte dame, som han bar ud i sine arme efter eksplosionen. »Dennis, er I blevet klogere på damen fra butikken? Hun kunne være kilden til at afklare situationen.« Dennis kiggede ud i luften og var tavs i et par sekunder, før han svarede. »Det er hun i den grad stadigvæk. Hendes krop er sendt 23


til hovedkontoret, og de arbejder på den. Men det har undret os, at du ikke ilede hen til Robert, som proceduren foreskriver, og i stedet gik ind i butikken igen?« »Hvad mener du med, at de arbejder på den? Hvad er vi i tvivl om?« Sekunderne gik, og han mærkede deres tvivl igennem skærmen. Han vidste godt, at han havde brudt reglerne ved ikke at tilse Robert som det første – men noget havde trukket ham tilbage i butikken. Dennis skar igennem tavsheden. »Tristan, vi bliver nødt til at vide noget mere om, hvad du oplevede, da du kom ind i butikken.« Tristan gik det hele igennem. Skridt for skridt forklarede han, hvordan de var gået derind, hvad de havde sagt, de oplevede modsætningsforhold og de fornemmelser, han havde fået undervejs. »Godt. Tag en tår vand. Vi er tilbage om lidt,« sagde Dennis nøgternt, og skærmen blev sort. Tristan strøg hånden igennem håret og bemærkede, at ømheden fra sårene fra eksplosionen sved. Han trak lidt ud i sin skjorte for at se, om det blødte fra de to store rifter på brystkassen. Hvorfor sveder jeg så meget? tænkte han irriteret. Han kendte jo Dennis, selvom det var en del år siden, de havde arbejdet sammen. Det var unødvendigt at være anspændt som et barn foran rektors kontor, bare fordi han sad overfor ham igen. Han kiggede på sit ur og bemærkede først nu, at det var gået i stå. Uret viste 18.24, præcis det tidspunkt, hvor eksplosionen skete. Uret havde været hans farfars og var et af de eneste arvestykker, han havde fra sin farfar og sin far, der havde haft det før ham. Tristan tog sin telefon frem for at se, hvad klokken var. Det virkede, som om han havde opholdt sig alene i nogen tid, men telefonen viste blot en sikkerhedsskærm med beskeden no use permitted. Han rejste sig op og gik rundt i lokalet. Han kiggede på de sorte skærme på væggene. Ingen tvivl om, at dette var et situationsrum. Sidst han havde sid24


det i et af disse, havde der været mennesker og hektisk aktivitet, ikke bare nøgne skærme. Han længtes pludselig efter andre mennesker efter at have tænkt på sin far og farfar, spørgsmålene fra Dennis, bekymringen for Robert og for Clara, der ikke var blevet godkendt. Hans tanker blev bremset, da skærmen igen blev bragt til live. »Tristan, vi fortsætter,« sagde Dennis myndigt. Tristan satte sig til rette igen. Dennis rømmede sig. »Vi har gået din profil igennem, drøftet sagen, og vi er enige om, at vi kan opgradere dig til et højere godkendelsesniveau. Vi har clearet det med vores overordnede, og du er blevet midlertidigt godkendt.« Tristan tænkte over, hvem der var Dennis’ overordnede. Han var chef for CIA’s kontraspionageenhed i verdens største efterretningstjeneste. Men Tristan kendte spillereglerne godt nok til ikke at spørge. »Vi er blevet enige om at fortælle dig nok til at teste, om du kan hjælpe os videre i sagen,« sagde Dennis. Der opstod en pause, hvor alle kiggede på hinanden. Tristan vidste, at det betød, at han skulle underskrive en niveauløfteerklæring, hvilket betød, at han tilsluttede sig en række stramme ufravigelige forhold og regler omkring de informationer, han snart ville få adgang til. Han kom til at tænke på Julia. Det var ikke mange år siden, han havde lovet hende ikke at gå med i et niveau 4-projekt igen, da det betød, at han kunne være væk i månedsvis uden mulighed for at kommunikere med hende, og at det teoretisk set kunne udsætte hende for fare. Han følte, at tiden stod stille som på hans ødelagte ur. Han forsøgte at forstå situationen, og hvad Dennis havde i ærmet. Dennis var ikke kommet til sin magtposition ved at være klassens flinke dreng. Tristan kendte ham godt nok til at vide, at han udelukkende gjorde det her, fordi 25


Tristan ville kunne hjælpe dem med noget. Men han havde ikke brikker nok i puslespillet til at regne ud, hvad det var. »Tristan, på bordet foran dig er der en skærm med et dokument, som vi skal have dig til at læse og tilslutte dig. Du kan underskrive erklæringen med den digitale kuglepen, som ligger i skuffen, der hænger under bordet,« sagde Dennis. Tristan lænede sig ned over skærmen og mærkede, at det løb fra sårene på hans bryst. Han lod som ingenting og kiggede på dokumentet, der kom frem på skærmen. Tristans hjerte hoppede en gang, da han så titlen på dokumentet. Midlertidig niveau 6-godkendelse. Helt uden at tænke sig om udbrød han: »Jeg vidste ikke, at der var et højere kvalifikationsniveau end 5!« Der blev stille i begge lokaler, inden Dennis lænede sig frem mod kameraet. »En del af godkendelsen er, at du accepterer at hemmeligholde, at der findes et niveau 6.« Tristan følte sig både intimideret og smigret over at være med i noget, som sprængte rammerne for de kendte niveauer. Han læste dokumentet så koncentreret, han kunne. Han forsøgte at fokusere, men det var, som om hans hjerne ikke kunne forholde sig til de juridiske termer og de lange sætninger. Han var dog ikke i tvivl om, at konsekvensen af at bryde med vilkårene i niveau 6-godkendelsen også var udenfor normal kategori. Alvoren blev understreget af dokumentets underskrivere til sidst: en højesteretsdommer og formanden for Kongressens nationale sikkerhedsråd. Tristan var chokeret. Dokumentet med hans navn var underskrevet af nogle af de mest magtfulde personer i USA. Han forsøgte at spille cool og underskrev ved at lægge sin hånd på scanneren i bordet og signerede med den digitale pen. Han blev godkendt, skærmen blinkede grønt, hvorefter flere skærme i lokalet tændtes med livebilleder fra forskellige steder i verden. Han tænkte igen på Julia. Shit, hvad har jeg dog gjort? Hvad vil hun sige til, at jeg er med i et projekt, som jeg aldrig vil kunne fortælle hende om? 26


Dennis’ stemme kaprede hans opmærksomhed. »Tristan, er du fokuseret?« »Ja,« svarede Tristan og rettede alle sanser mod skærmen på væggen. »Godt.« Dennis nikkede til en af sine folk. Personen rejste sig og nævnte sit navn og titel. Tristan studsede over hans titel, Special Extender Officer. Det kunne han ikke placere på nogen måde. Hvad var han på vej ind i? Officeren bad Tristan kigge på skærm 1 i lokalet. Tristan kiggede rundt og så et 1-tal over en skærm, der viste optagelser af en gruppe mennesker foran en stor bygning, der lå tilbagetrukket fra kameraet. Officeren spurgte Tristan, om han genkendte stedet. Tristan studerede skærmen og svarede nej. Officeren fortalte, at det var et livebillede fra Pantheon i Rom, og at skærm 2 viste liveoptagelser fra Cairo, skærm 3 Rio, skærm 4 Teheran, skærm 5 var Beijing, og på skærm 6 var det ... Inden officeren nåede at sige mere, kunne Tristan se, at det var butikken eller rettere sagt, hvad der var tilbage af den. »Tristan, giver skærmene anledning til nogle tanker, som du vil dele med os?« brød Dennis ind. Tristan rystede på hovedet. »I må give mig noget mere, hvis jeg skal kunne sige noget fornuftigt.« »OK,« sagde Dennis, og i samme åndedrag kom der fotos frem af Julia og Tristan på alle skærmene. Tristan følte et sug i maven. Hvorfor skulle Julia og han frem på alle disse skærme? »Du skal ikke frygte, at vi bruger Julia imod dig. Vi prøver bare at få dig til at se det bemærkelsesværdige i, at alle jeres rejser inkluderer netop disse byer og specifikke steder.« Tristan huskede, hvordan det havde været i de forskellige byer, mærkede varmen, hørte lydene igen, fornemmede duftene og følte tempoet. Han tænke på Julias glade ansigtsudtryk, når han hav27


de fortalt om de oplevelser, han havde haft med sin farfar og far de samme steder. Men han blev hurtigt iskold indeni. Hvad var mistænksomt ved netop de byer? Han kunne mærke sin puls stige. Han kunne sågar se det på en af skærmene i lokalet, hvor alle væsentlige tal og data om ham var vist under et profilbillede. Det fik sveden til at pible frem på hans krop. Han følte for første gang i lang tid, at noget ramlede. At alle hans valg i livet, alt, hvad han havde foretaget sig, var rørt sammen af en underlig grå grød, som han ikke kunne finde hoved og hale i. Dennis kiggede dybt ind i skærmen. »De seks byer, du ser på skærmene, har vi de sidste mange år nøje overvåget som følge af en specifik trussel mod nationens sikkerhed. Du har besøgt stederne flere gange i din barndom med din far og din farfar og gennem dit voksenliv med Julia. Ikke alle mulige andre steder, men præcis disse steder, der i årevis har været en topprioritet for vores organisation. Tristan, kan du forstå, at jeg er en anelse ... lad os kalde det nysgerrig efter at vide, hvorfor du som den eneste i vores tjeneste har besøgt netop disse byer gentagne gange?« Tristan følte forvirringens stride modvind. Han kunne ikke rubricere alle indtrykkene. Han forsøgte at regne ud, hvad de forventede, han skulle forklare. Tankerne var spredte fra helt konkrete rejseoplevelser til en diffus national sikkerhedstrussel. Han kunne ikke skabe forbindelserne. Han forsøgte i stedet at betragte det som en sag, der ikke handlede om ham selv, men som en normal sag, han skulle opklare. »OK, selvom det er unikt, at jeg som den eneste i tjenesten har besøgt disse byer, kan det så ikke tilskrives tilfældigheder?« Dennis så en smule irriteret på ham. »Læg oveni, at der bliver ringet til dit kontor på et nummer, som ingen burde kende, fra en butik, som vi overvåger. I en butik, hvor der, få minutter efter at DU er trådt ind ad døren, sker et bestialsk mord og en eksplosion,« sagde han skarpt. 28


Tristan kunne igen mærke, at han famlede efter at forstå, hvad det var, Dennis forventede af ham. Det virkede usandsynligt, at de skulle give ham en niveau 6-sikkerhedsgodkendelse, hvis de havde ham mistænkt for at være indblandet i en sikkerhedstrussel. Dennis lænede sig frem mod kameraet og fyldte nu det meste af skærmen. »Hør her. Vi har aldrig før fået en niveau 6-godkendelse til at gå igennem så hurtigt, ALDRIG, men vi og vores øverste chefer kan ikke sidde fakta overhørig. Vi ser kendsgerningerne i øjnene og reagerer.« Der opstod en pause, der føltes som et iskoldt vindpust. »Da du med min anbefaling tog imod stillingen hos Afdeling for Radikal Mønstergenkendelse i New York, havde du mig bekendt adskillige jobtilbud på hånden. Det kontor, du valgte, ligger tilfældigvis få gader fra butikken, som vi har overvåget i årevis. Kan du se, at det er svært at tilskrive det hele som tilfældigheder?« Tristan sad som lammet. »Mine overordnede har afkrævet, at vi finder ud af, hvordan det hele hænger sammen nu, og her er du en oplagt ledetråd. Du skal ikke føle dig anklaget. Det er sagskomplekset og historikken for alvorlig til,« fortsatte Dennis. Tristan tog sig en slurk vand for at vinde tid, for han anede ikke, hvad han skulle svare, eller om de overhovedet ønskede, at han skulle svare. Alt, hvad han havde lært om at holde overblikket, forholde sig iskold og observerende overfor situationen og ikke mindst at tro på sig selv, ja, det hele, var blevet mudret – uden start eller afslutning. End ikke en flig af et mønster kunne han hænge sig i. Hans reptilhjerne tog over, han blev igen firmaets mand og sagde mekanisk uden eftertanke: »Hvad kan jeg så gøre for jer nu? Hvordan kan jeg hjælpe med at finde overblik eller indblik i det her?« Dennis trak let på smilebåndet. »Start med at strække benene og få lidt ro på tankerne.« 29


Tristan fulgte rådet og gik helt hen til skærmen, hvor han blev stående og stirrede ind i kameraet. Dennis rejste sig og gik roligt henimod deres kamera. »Du vil i den næste tid blive introduceret til en virkelighed, som vil udfordre din forestillingsevne om verden. Det er en virkelighed, som vi endnu ikke forstår, men som du potentielt er nøglen til. Dit fulde samarbejde er afgørende for vores nationale sikkerhed, som du så på det dokument, du underskrev, fra de højeste embeder i landet. Er du klar til at samarbejde?« Tristan lænede sig helt frem til linsen på kameraet og forestillede sig, at han stirrede Dennis lige ind i sjælen. »Ja, jeg er klar, helt klar, men I skal give mig mere, meget mere.« Han følte sig på en gang lettet over at give dem modspil, men samtidig en voldsom frustration over ikke at ane, hvad der reelt foregik. Han levede af at genkende mønstre, se sammenhænge, opdage kausalitet, og var den bedste til det. Men der var ingen sammenhæng i de sidste timers begivenheder og informationer. Han kendte sig selv godt nok til at vide, at den manglende forståelse ville irritere ham grænseløst, hvis sagen handlede om en anden. Nu var han tilsyneladende selv midtpunkt i sagen, hvorfor de manglende sammenhænge gjorde decideret ondt. Dennis så på sit ur. »Tristan, det har formodentlig været nogle intense timer. Jeg har et andet møde. Få dig lidt mad – så fortsætter vi snakken senere.« Tristan følte det som en befrielse, at der kunne komme en tænkepause. Et kort helle, hvor han kunne prøve at skabe overblik, som han plejede at gøre. Hvis der altså fandtes et. Døren bag ham blev åbnet, og der kom en nydelig dame ind med en bakke med mad. Det var en lettelse at omgås mennesker igen, og isolationsfornemmelsen fortog sig hurtigt. Duften fra maden gjorde ham med ét skrupsulten, og han spiste hurtigt, imens tankerne 30


fik frit løb. Han kunne ikke glemme tanken om, at hans farfar og far spillede en rolle i det her. Hvorfor havde de været så opsatte på at besøge de forskellige byer? Var hele hans liv en slags skuespil, hvor han ufrivilligt havde spillet en hovedrolle, som han nu skulle til at forstå? Tristan tabte kontrollen og begyndte at grine uhæmmet. Han lænede sig tilbage i stolen, selvom det gjorde ondt i sårene, og kastede hænderne op i luften som spørgsmål – hvad var meningen? Han blev hængende i stillingen og beundrede sine hænder, samtidig med at han opdagede elektronikken i loftet. Der var kameraer, små røde og grønne lamper skiftede farve hele tiden. Det var som at kigge op på bunden af et rumskib. Han fik en stærk trang til at ringe til Julia og fortælle hende det hele. Men han kunne ikke ringe fra lokalet, da muligheden for kommunikation var blokeret, og han kendte konsekvensen af at fortælle om sine oplevelser til nogen. Tristan var uddannet i efterretningstjenesten og kendte alle spillereglerne: hemmelighederne, dobbeltspillet, frygten og det at arbejde for en større sag i nationernes tjeneste. Det hele var blevet en naturlig del af hans liv. Men denne oplevelse sprængte rammerne for, hvad han havde prøvet tidligere. Var han udvalgt til et testforsøg på et nyt initiativ, og var det her selve testen? Han kunne ikke få tanken om øvelsen til at gå op. Det var på ingen måde realistisk, at den øverste chef for flere tusinde ansatte ville bruge timer på at teste en enkelt person. Han afviste ideen. Hans fritsvævende tanker blev afbrudt, da Dennis og de andre igen tonede frem på skærmen. Han rettede på sit tøj og satte sig ved bordet. »Nå, så kom vi så langt. Håber, du nød maden,« sagde Dennis. Tristan nikkede. »Jeg kan stadigvæk ikke se, hvad der binder min barndom, mit voksenliv og de seks byer, I overvåger, sammen – udover det geografiske sammenfald.« »Vi forstår dig. Vi er også selv en anelse på herrens mark,« sagde Dennis. 31


Tristan besluttede sig for at udnytte den gode tone til at være direkte. »Dennis, har du tidligere set en sammenhæng mellem sagen og mig?« Han havde brug for at få afklaret, om relationen til Dennis altid havde været præget af dette. »Nej, vi har kun haft dig i kikkerten de sidste 14 dage, og da vi pludselig så dig på overvågningskameraet udenfor butikken på 12. gade, blev vi særligt interesseret,« svarede Dennis hurtigt og overbevisende. »I kikkerten – hvordan?« spurgte Tristan forundret. »Som jeg nævnte tidligere, er det en gammel sag. Forskellige tjenester har i årtier arbejdet på sagen, on and off. Jeg har været ansvarlig for sagen i snart 10 år, og det er i stigende grad blevet en topprioritet for vores organisation og for mig personligt at finde et svar.« Tristan lyttede opmærksomt. »Vi har dedikeret betydelige ressourcer til indsatsen, men resultatet af de sidste års arbejde er udelukkende blindgyder og nye spørgsmål. Vi har mange informationer, men meget lidt indsigt.« Da Dennis holdt en kort pause, indskød Tristan: »I snakker om ‘det’ og ‘potentielle trusler’ og ‘sagen’, men hvad er sagen? I bliver nødt til at forklare tingene fra en ende af, hvis jeg skal forstå og muligvis kunne bidrage.« »Ja ja, for fanden,« råbte Dennis og smilede. »Det er jo netop derfor, vi sidder her.« Dennis nikkede til en kollega i lokalet, en officer i uniform. Officeren rejste sig fra bordet og rømmede sig. »Godt. For at give dig overblikket så lad mig starte med det, vi mener, vi ved med sikkerhed.« Tristan kunne mærke sin puls stige let. Ikke som tidligere på dagen på grund af pres, men mere som hos en sporhund, der efter længere tids afsøgning genfinder sit duftspor. 32


»Siden Harry S. Truman oprettede CIA i 1947, har sagen frustreret efterretningstjenesten, og der er reelt divergerende holdninger til, hvorvidt CIA blev oprettet for at løse den pågældende sag.« Tristan nikkede interesseret. »Truman havde en betroet personlig assistent, som fulgte ham i mange år. Assistenten blev en dag fundet død i sin lejlighed. Der var jo en del pres og mistillid i Trumans embedsperiode, så man endevendte omstændighederne for assistentens død og gennemsøgte hans lejlighed. De konkluderede, at assistenten var død af naturlige årsager, men de fandt også, hvad der skulle vise sig at blive et at de mest skelsættende fund i den moderne efterretningshistorie, nemlig hans dagbog.« Officeren tog en slurk vand, inden han fortsatte. »Dagbogen beskrev en række væsentlige begivenheder i Trumans indenrigs- og udenrigspolitik, men det skræmmende var, at de var skrevet, år før de rent faktisk fandt sted.« »Og det var beviseligt?« spurgte Tristan. »Der er ingen tvivl. Analyser har bekræftet den kronologiske ægthed, og dagbogen indeholdt også overraskende præcise beskrivelser af, hvad der skulle ske de kommende år.« »Siger I, at assistenten kunne se ind i fremtiden?« spurgte Tristan mistænksomt. »Nej, snarere at han formåede at skabe fremtiden fra sin position tæt på præsidenten.« Dennis brød ind. »Det er måske overflødigt at sige, at det skabte panik i sikkerhedsapparatet i Det Hvide Hus og i det nyoprettede Pentagon dengang. Dagbogen, The Truman Diary, ligger stadig den dag i dag på præsidentens skrivebord, når vedkommende tiltræder, som en påmindelse om at fortsætte efterforskningen.« Officeren fortsatte. »Sagen er for så vidt unaturlig gammel, ligesom det andet centrale omdrejningspunkt i sagen. Vi har beviser 33


for, at der findes en gruppe mennesker, som kan blive meget gamle – unaturligt gamle i forhold til vores forståelse af den menneskelige fysik. Vi kalder dem for extendere.« Officeren kiggede analyserende på Tristan, mens han talte, for at afkode om han kunne absorbere, hvad han sagde. »Det er i sig selv vældig interessant, men jo ikke en sag for os. Men når den gruppe mennesker, ligesom Trumans assistent, dukker op omkring afgørende begivenheder og vores mest indflydelsesrige beslutningstagere, så bliver deres eksistens pludselig et spørgsmål om vores nationale sikkerhed. Ja, principielt ikke kun vores, men hele verdens. Hvad er deres agenda? Hvorfor deler de ikke deres hemmeligheder med verden?« Tristan vidste ikke helt, hvilken grimasse han skulle bruge. »Øhm … når du siger, at disse såkaldte extendere kan blive gamle, hvor gamle mener du så?« Dennis brød igen ind i samtalen. »De kan blive umådeligt gamle. Den gamle dame, du bar ud af butikken på 12. gade, hvad ville du sætte hendes alder til?« Tristan genkaldte sig billedet af den gamle dame. »Hun var vel tæt på 80.« Dennis smilede. »Ja, det er, hvad hendes ydre giver udtryk for, men du skal lægge et par hundrede år til. Tidligere i dag fik vi svar på de prøver, der blev foretaget på hendes lig, og ifølge kulstofanalyserne og celleprøverne er hun 264 år gammel, plus eller minus et par år.« Dennis imødekom Tristans tavshed. »Jeg forstår godt, hvis du er forbavset, men det er videnskabelige fakta.« Tristan rynkede tøvende på næsen. »Er det hypotesen, at vi har at gøre med kontakt fra andre intelligenser, eller er det blot mennesker med en anden fysiologi? Der må være spor i hendes krop, som kan gøre os klogere?« Officeren tog igen ordet. »Vi er IKKE på jagt efter rumvæsener. Vi er overbeviste om, at vi har at gøre med en gruppe mennesker, 34


som har en kur, der gør, at de kan opnå deres høje alder. Udover den 264-årige dame, du selv har mødt, og Trumans assistent er vi kommet i besiddelse af et andet eksemplar. De ligger alle på en militærbase i Nevada, hvor der er gennemført alle tænkelige analyser af deres kroppe. De viser, at de har et specifikt protein, som vi ikke finder hos andre mennesker. Vi forstår endnu ikke, hvordan det specifikke protein påvirker deres aldringsproces, og vi ved ikke, hvorvidt disse extendere er født sådan, eller om de er så teknologisk avancerede, at de kan biomanipulere sig selv. Og proteinet er umuligt at reproducere – for os.« »Kender du til udredningen af det menneskelige DNA? Det, vi sammen med Europa blev enige om at kortlægge?« spurgte Dennis. Tristan nikkede. »Hvad tror du, var den egentlige årsag til at starte dette milliardprojekt?« Tristan regnede hurtigt ud, hvor Dennis ville hen. »OK, så de har et unikt protein, som gør, at de kan leve over 250 år. Snakker vi om en håndfuld eller mange tusinder af mennesker, som formodes at tilhøre extender-gruppen?« spurgte Tristan. Dennis kiggede rundt på de andre i gruppen omkring ham. Ingen virkede klar til at svare, og Dennis trak på skuldrene. »Det er vel svar nok,« sagde han. »Men hvordan finder vi dem, hvis de på alle måder ligner dig og mig?« Dennis spiste den sidste bid af den sandwich, der stod foran ham, inden han svarede. »Tristan, grunden til, at alle vores systemer finder dig, er jo, at du har været de viste steder flere gange.« »Ja. Hvad har de pågældende steder med det hele at gøre?« Dennis tørrede sig om munden og kiggede på officeren til højre for ham, idet han endnu ikke havde sagt noget. Officeren rejste sig og gik hen til en skærm i deres lokale. Tristan kunne for første 35


gang se, at Dennis og hans team sad i et identisk lokale, og spurgte nysgerrigt til det. »Der er kun en håndfuld niveau 6-lokaler i verden, og de er alle 100 procent identiske, så man ikke specifikt ved, hvor de andre sidder,« forklarede Dennis. Officeren, som havde rejst sig, introducerede sig selv og forklarede, at han havde arbejdet med de seks lokationer i de sidste fire år. »Jeg kan sige ærligt, at jeg aldrig før har erfaret noget så fragmenteret som det, vi har oplevet på disse steder. Vi har erfaret, at der sker aktiviteter tilknyttet extenderne ved disse seks lokationer, hvorfor vi har forsøgt at holde dem under konstant overvågning. Kun i Teheran har vi i perioder været begrænset i vores arbejde på grund af det intense politiske klima.« »Du siger aktiviteter. Hvad er det specifikt, der har fanget jeres interesse?« brød Tristan ivrigt ind. »Det er evident for os, at extenderne vender tilbage til disse steder. Vi formoder, at stederne repræsenterer et historisk knudepunkt for dem og fungerer som en form for mødepunkt, som de vender tilbage til igen og igen. Vi har identificeret en lang række formodede extendere igennem årene og har forsøgt at tilbageholde dem ved flere lejligheder. Men med meget lidt succes.« Tristan havde rejst sig og kiggede analyserende på livebillederne fra Rom. »Er det ikke et eksempel på den klassiske lokationssyge? Vi ved jo, at agenter kan begynde at se sammenhænge efter længere tid i marken, fordi de simpelthen trænger til at finde noget?« »Det har vi diskuteret, og vores psykologer har undersøgt alt mandskab fra de forskellige missioner gennem årene, men der er ikke noget at komme efter,« sagde Dennis. »Men hvordan identificerer I dem i gadebilledet?« »Der er ingen smutveje til at identificere extendere. Vores mistanker beror på den ældste af alle efterretningskompetencer – over36


vågning. Den eneste identiske fællesnævner, vi har fundet på de tre fysiske eksemplarer, vi har i vores varetægt, er en vertikal tatovering på venstre underarm. På afstand ligner det en mørk streg på 12-20 cm, men vi har ikke været i stand til at identificere tatoveringen i felten endnu. De mistænkte har altid tildækkede arme.« »Så blottede underarme er en negativ identifikation?« »Ikke helt. Paul, vores tidligere lokalisationschef i Rom, mente at have observeret extendere, der ikke havde den pågældende tatovering,« sagde Dennis. Tristan bemærkede en svag ændring i Dennis’ tonefald. Han satte sig igen og lænede sig ind over bordet. »Har jeg mødt Paul?« Dennis blev stille, og Tristan kunne fornemme, at han tænkte sig grundigt om, inden han svarede. »Paul var din underviser på kurserne i kognitiv træning i Langley.« Tristan forsøgte uden held at grave en Paul frem fra hukommelsen. »Men Paul hed noget andet dengang,« tilføjede Dennis. »Bill?« »Ja, samtlige af vores lokalisationschefer er igennem et hårdt program, inden de bliver udnævnt. Det har for nogen betydet, at de skulle skifte identitet.« Tristan tænke på Bill, eller Paul, som han nu kaldtes. Det måtte være mindst otte år siden, han sidst havde set ham. Men Clara og han snakkede tit om Paul og om hans metoder. Han var en lidt ældre herre og kendt for at have en ekstremt krævende, men også ultradedikeret måde at undervise på. Paul havde været Claras og hans egen favoritlærer indenfor kontekstforståelse og human psykologi, og han var endt med at blive deres mentor i Langley-årene. Han var en stærk person med en markant og dominerende personlighed – en type, man enten hadede eller elskede. Tristan havde elsket ham og brugte mange af hans principper i sit daglige arbejde. Paul ud37


fordrede altid holdet og lærte dem at gennemskue det åbenlyse og afkode det, som ingen andre endnu havde set. Det krævede ekstrem observans og sjældne evner til at analysere menneskelig adfærd og ikke mindst en psyke, der aldrig stillede sig tilfreds med halve sandheder. Alt sammen noget, som havde appelleret stærkt til Tristan. »Er Bill, undskyld, Paul stadigvæk på sagen?« Dennis stirrede Tristan direkte ind i øjnene, som kun magtpersoner kan gøre. »Paul har ikke været hos os, siden jeg overtog stolen. Han trak sig og forsvandt fuldstændigt, da min forgænger gik af. Måske fordi han var utilfreds med ikke selv at blive tilbudt stillingen.« Der blev helt stille i de to lokaler. Tristan fornemmede tydeligt, at det ikke var det rette tidspunkt at stille yderligere spørgsmål omkring Paul, og skiftede i stedet spor. »I siger, at disse extendere er dukket op omkring vigtige beslutningstagere. Søger de magt og indflydelse og i givet fald, hvordan gør de det?« Dennis talte tydeligt langsommere og vejede sine ord ekstra meget. »Det er vores klare hypotese, at de søger magt, men vi har kun indicier at forholde os til. Vi har spor af extenderne fra de højeste cirkler i samfundet og ikke kun i USA. De seks steder på skærmene er steder med en bemærkelsesværdig stor magtkoncentration. Men vi ved helt grundlæggende ikke, hvad de kæmper for, og når det kommer til, hvordan de udøver deres magt, er der to teorier. Den ene teori går på, at de bruger deres lange levetid til at arbejde sig op i verdens mest magtfulde positioner. Forestil dig, hvor langt man kan nå på en 250-årig karriere! Den anden teori går på, at extendere på en eller anden måde kommer i tæt dialog med vores øverste beslutningstagere, hvad enten det sker gennem afpresning eller manipulation.« Han holdt en kort pause. »Lad mig understrege, at det er udokumenterede teorier.« »Hvad tror du selv, Dennis?« 38


»Jeg tror personligt, at de har markant større indflydelse, end vi kan dokumentere. Men dit mandat og speciale er at skære igennem holdninger og finde ind til sandheden. Så se gerne bort fra min. Kan du bidrage med de manglende brikker, vil du gøre os en meget stor tjeneste, og en frokost i Det Hvide Hus vil være indenfor rækkevidde,« sagde Dennis med antydningen af et smil. Tristan havde været totalt opslugt af diskussionerne og informationerne, der flød mod ham, men mærkede nu den voksende træthed og mentale mæthed komme snigende. Han gned sig under øjnene. »Godt. Hvad vil I have mig til?« Dennis hævede stemmen og nærmest skar sine ord i laser. »Tristan, kan jeg stole på dig … er du på?« Ordene skar sig ind i Tristans indre, og han fornemmede, at Dennis og hans folk kunne kigge lige igennem ham og allerede havde bemærket hans indre kamp – hvad skulle han fortælle til Julia? Dennis skruede ned for det hårde tonefald og spurgte mere venligt, men bestemt: »Er du med mig, Tristan?« »Naturligvis er jeg det, men jeg skal bruge tid på at samle brikkerne på min egen måde, hvis jeg skal have en chance for at skabe gennembrud i sagen.« Han kiggede på Dennis for at få hans accept. Dennis fortsatte i en bestemt tone, som vidnede om mange års erfaringer med at udstikke ordrer. »Tristan, vi har i årtier haft carte blanche på sagen, men befinder os lige nu i en politisk situation, hvor vi risikerer at blive lukket helt ned. Så tid er en knap faktor. Derfor er det vigtigt, at du ikke tænker i klassiske projekttermer. Du skal tænke i niveau 6-termer.« Jamen jeg kender ikke en pind til niveau 6-sager, tænkte Tristan. Han genkaldte sig Pauls ord. En sag er født til at fejle, hvis man ikke kommer rigtigt fra start. Kun hvis man finder nye skjulte sandheder, kan man skabe de afgørende gennembrud. Det kræver, at man bryder med den konventionelle tilgang. Gå aldrig på kompromis her, heller 39


ikke når I bliver presset, når I er trætte, eller når der sidder personer med mange stjerner på skuldrene foran jer. Kræv altid, at I selv får mulighed for at forholde jer til fakta – uden andres filtre af fortolkninger og holdninger. Pauls ord stod pludselig på hans nethinde, som de reneste ord mejslet i marmor. »Okay,« sagde Tristan, »Det eneste, jeg kræver, er, at jeg får frihed til at arbejde helt selvstændigt med sagens materialer. Helt uden opsyn og i den retning, jeg finder mest opportunt.« Det var tydeligt, at Dennis ikke var vant til, at nogen brugte ordet ‘kræver’ i hans nærvær. Han sendte Tristan et neutralt blik. »Kan du være mere specifik?« Tristan tænkte som besat. Det var vigtigt, at han var skarp nu. »For at kunne levere gennembrud i en årtier gammel sag er der behov for, at jeg går nye veje. Jeg har naturligvis brug for at få fuld adgang til sagens dokumenter, og jeg har brug for en partner til at gennemgå sagen med. Én, som ikke kender sagen på forhånd, og som er specialist i kontekstuel forståelse og med erfaring fra felten. Jeg har behov for adgang til de bedste tekniske ressourcer, og endelig har jeg behov for at kunne rejse frit til de forskellige missionslokationer.« I samme øjeblik han havde sagt det, fortrød han. Fortrød, at han havde været så eksplicit med sine ønsker og krav. Hvem fanden stillede krav til Dennis? Dennis kiggede forstenet på Tristan og var tavs, i hvad der føltes som adskillige minutter. Han blinkede ikke med øjnene. »Tristan, giv os lige et par minutter,« sagde han pludselig, hvorefter skærmen blev sort.


3

Missionsafklaring Tristan var mentalt udmattet og følte en tåge af træthed, der sneg sig ind over ham, samtidig med at spørgsmålene tårnede sig op. Hvorfor spurgte jeg ikke til, om vi havde mistet agenter på sagen, om vi havde været i kamp med extenderne, og om, hvad de vidste om Pauls forsvinden? Han følte dog, at han havde spillet sine kort rigtigt ved at turde stille modkrav. Han forestillede sig, hvad resten af hans team ville tænke, hvis han fortalte, at han havde siddet i møde med Dennis i adskillige timer, og hvis de hørte om niveau 6. Tristans tanker vendte tilbage til Clara, og han mærkede igen frustrationen over, at hun ikke kunne komme med i elevatoren. Rusen over at være inkluderet i noget tophemmeligt, der havde de øverste lags udelte bevågenhed, pressede dog trætheden i baggrunden, og han genfandt sit mentale overskud. Skærmen lyste op. Han kunne se de to officerer fra tidligere, men Dennis var ikke at se. »Dennis er til møde med sine chefer for at briefe dem om situationen, men vi er blevet clearet til at indfri dine betingelser for projektet,« sagde den ene. Tristan nikkede. Han var spændt som en flitsbue, men prøvede at skjule det. »Vi har fået grønt lys til, at du dedikeres til dit eget spor af sa41


gen, mens vores øvrige efterretningsarbejde fortsætter som hidtil. Du rapporterer direkte til Dennis, og som du ved, kan han godt lide at føle sig opdateret. Du beholder i første omgang din niveau 6-godkendelse til sagen den næste måned. Herefter vurderes fremdriften og de fortsatte muligheder. Det betyder, at du får adgang til databaser, personer og analytisk power, som kun ganske få i dette land har. Samtidig får du en transportgodkendelse på A1-niveau, der betyder, at du kan blive transporteret, hvorhen i verden du vil, og med højeste prioritet.« Tristan nikkede, men uden helt at vide, hvad det reelt betød. Han havde kun et par gange før fløjet med CIA-privatfly, og det havde krævet en hel del papirarbejde. »Du skal som udgangspunkt arbejde i den bygning, som du sidder i nu, og vi har fundet et sted at placere dig,« sagde officeren smilende og tilføjede: »Det vil sige i den sikrede kælder.« Tristan kiggede forbavset på ham. »Ja, du befinder dig i vores atomsikrede kælder en del meter under Manhattans gader.« »Men jeg kørte jo op med elevatoren.« »Det har også taget en del år at udvikle elevatorer, som giver fornemmelsen af, at man kører op, selvom det modsatte er tilfældet.« Tristan skruede tiden tilbage til der, hvor de stod foran elevatoren. Hvordan Clara var gået med ind, men ikke var blevet godkendt. »Så det var derfor, I havde inviteret Clara med. For at forvirre mig og fjerne mit fokus?« Officeren valgte at svare med et diskret smil. »Når du nu alligevel nævner Clara, så lad os drøfte hende. Vi forstår på din kompetencebeskrivelse, at du vil pege på hende som din makker. Vi vil bede dig sove på det. Imens laver vi et niveau 6-tjek af hende. Vi kan ikke love, at vi kan få hende godkendt.« »Det lyder godt. Jeg trænger til en timeout,« sagde Tristan. 42


»Tristan, du skal nok regne med, at du kommer til at overnatte relativt ofte herinde, så få det afstemt med din hustru i aften. Fortæl, at du kommer til at være meget væk – men uden at afsløre noget. Du kender konsekvenserne.« Tristan nikkede og mærkede en snigende tvivl om, hvorvidt han havde taget den rigtige beslutning ved at gå med. »Vi får klargjort sagens materialer, og de vil ligge i dit projektrum i morgen tidlig. Held og lykke,« sluttede officeren af, inden skærmen blev sort. Tristan var igen overladt til sig selv. Han kom i tanke om, at han befandt sig i en kælder, men han kunne ikke få det til at stemme. Lyset omkring ham virkede naturligt, men han kunne ikke se noget ud ad lokalets vinduer. Der var hverken trukket for eller fra, men lyset fra vinduerne blændede, som var det dagslys, hvilket det jo ikke kunne være. Dørene bag ham åbnedes. Han vendte sig om og så to personer, der smilede til ham. Tristan stod i mødelokalet – stadig uden nogen tidsfornemmelse – sammen med to agenter, en mand og en kvinde, og den ene af dem stod med et biometrisk adgangskort. Tristan havde set disse kort på Langley, men havde aldrig selv haft et. Damen gav Tristan kortet. »Pas godt på det, og husk, at du altid skal have det på dig. Det er din adgangsbillet til etagen her og stort set alle andre lokationer.« Tristan fik kortet og kiggede på det. Det var lige så tykt som fem kreditkort lagt ovenpå hinanden. Helt naturligt, som om han genkendte kortet, stak han det i lommen. Tristan grinede indeni. Han var træt, men høj over at være på vej på en mission helt udenfor skala – og med prædikatet niveau 6. Han skulle jagte mennesker, som kunne blive meget gamle, som levede skjult og med en ukendt agenda. Det var surrealistisk, og selvom han havde svært ved at 43


kategorisere det hele, tiltalte sagen og dens omstændigheder hans personlige ambitionsniveau. Nu var han med, hvor det gjaldt. Det vidnede kortet i lommen om. Han kiggede op, og den mandlige agent sagde høfligt, at de havde fået ordre om at sende ham hjem for at få noget søvn. Trætheden havde nu også nået et punkt, hvor den ikke kunne ignoreres mere. Tristan tog elevatoren til gadeplan. Han gik gennem lobbyen mod udgangen. Det var mørkt udenfor, og der var ikke lige så mange mennesker, som der plejede. Han gik mod svingdørene og mærkede, hvordan han glædede sig til at komme ud i den friske luft. Han oplevede, at alle omkring ham kunne gennemskue ham, og selvom han var oplært i at agere anonymt, uanset hvad han havde været udsat for, følte han sig sårbar. Følte, at alle kunne se på ham, at der var noget voldsomt i gære. Da han var kommet gennem svingdøren og stod ude på gaden, pustede han ud, som havde han holdt vejret i flere timer. Tankerne om alt, hvad der var sket siden eksplosionen, væltede rundt i hovedet på ham. Han følte, at han havde en glasklokke over hovedet, men han samlede sig og begyndte at gå op ad gaden. For hvert skridt blev det nemmere at få styr på tankerne. Efter et par hundrede meter kom han i tanke om sin mobil, og han fik en umådelig lyst til at ringe til Julia. Telefonen var ikke længere i sikkerhedstilstand, men han blev nødt til at genstarte den for at kunne ringe. Julia tog den med det samme. »Hej, skat. Er du okay? Jeg har ringet så mange gange. Hvor har du været? Din telefon har været slukket de sidste mange timer.« »Undskyld. Jeg har været i et langt projektmøde i den mobilfri zone. Jeg er hjemme om en halv times tid, skat,« sagde han, og de afsluttede samtalen. Han gik ned i subwayen, hvor et tog var på vej ind på perronen, og han måtte skynde sig for at nå det. Der var mange med toget, og fra sin ståplads studerede han de mange typer, der var 44


med. Han elskede at køre med tog i New York. Det var som at køre med en form for verdenstog med en palet af nationaliteter og personer fra alle tænkelige sociale lag. Det sjoveste var altid at spotte de nye tilflyttere, som kæmpede for at virke newyorker­ agtige. De skilte sig ud på en kejtet måde. Tristan trænede sin hukommelse, når han kørte med toget. Han rekognoscerede alle i vognen og kunne genkende personer, der havde været med toget for flere måneder siden. Da han havde scannet samtlige medpassagerer, begyndte hans tanker at vende tilbage til mødet med Dennis og de to officerer. Det irriterede ham nu, at han følte, at han ikke havde været skarp nok i sine observationer af dem. Han var simpelthen blevet hylet ud af sine rutiner flere gange under mødet. Han hadede, når han ikke kunne sammenstykke en solid forståelsesmodel af de personer, han mødte. Det var naturligt for ham at observere og analysere personer. Det var blevet en del af hans personlighed at forstå og gennemskue andres. Noget, han havde gjort lige så længe, han kunne huske tilbage. Da han var barn, havde han altid konkurreret med sin far om, hvem der var bedst til at gengive personer, de havde mødt på deres indkøbsture. Det havde været en sjov leg, som de begge havde værdsat og betragtet som deres. Tristan havde gennem årene forfinet og videreudviklet evnen og ikke mindst interessen for at forstå mennesker. Hans far havde ment, at mennesker i kraft af deres kropssprog og fremtoning afslørede, ikke bare hvem de var, men hvem de ønskede at være. Men det krævede, at man gjorde sig umage og oprigtigt søgte. Interessen for mennesker tog han med sig ind i CIA, hvor kompetencerne blev bemærket og ledte til, at han hurtigt blev udtaget til Afdeling for Radikal Mønstergenkendelse. Tristan kom til at tænke på sin nye viden om Paul. Underligt, at han nu var på samme sag som ham, og endnu mere underligt, at Paul var forsvundet. Tristan prøvede at genkalde sig Dennis’ 45


kropssprog, da han havde fortalt om Paul. Hvilke signaler havde han sendt? Dennis var bestemt ikke den nemmeste type at afkode. Han var skolet igennem hele sin karriere til at håndtere følsomme informationer. Ingen fik chefjobbet for antispionage, hvis ikke de kunne camouflere deres tanker og manipulere omverdenen. Fra sine tidlige år i CIA huskede han alt for tydeligt, hvordan det var at arbejde direkte under Dennis. Han havde været hård og svær for de fleste at arbejde under. Han og Clara havde for år tilbage været på en mission i Canada direkte under Dennis’ ledelse. Det var en kompleks og svær mission, der krævede, at de skulle operere og samarbejde med deres canadiske kolleger, og det havde taget uger at oparbejde den gensidige tillid. Tilliden blev også sat på prøve, fordi deres mål pludselig forsvandt fra jordens overflade. Canadierne garanterede, at de ikke havde noget med det at gøre. De havde konfronteret Dennis og bedt om at blive delagtiggjort, men Dennis nægtede pure nogen former for involvering. På trods af deres tvivl om Dennis’ uskyld havde de rettet ind og var taget hjem. Et år efter opdagede de tilfældigt, at de fem mål alle opholdt sig i et af CIA’s oversøiske fængsler. Tristan havde aldrig brudt sig om den mistillid, der huserede i efterretningstjenesten. De var nærmest uddannet til at formode, at folk omkring dem spillede dobbeltspil med skjulte agendaer. Forhold, der besværliggjorde det operative samarbejde i hele organisationen. Han tænkte over, hvad han skulle sige til Julia. Han fortrød, han havde omtalt den mobilfri zone. Det var deres kodeord for, at han var i gang med noget fortroligt, som ikke kunne nævnes over telefonen. Han tænkte, at det havde været lettere, hvis han ikke havde sagt noget overhovedet. Så var han sluppet for at skulle forklare sig. Han blev klar over, at han for første gang i deres forhold måtte fortie noget for hende og ikke kunne inkludere hende i sagen og høre hendes råd. Det var umuligt for ham at finde ro. Han satte 46


nøglen i døren til deres lejlighed, gik ind i entréen, stillede tasken og råbte »hej, skat«. Julia råbte, at der stod mad parat i køkkenet. Tristan gik ud i køkkenet, tog maden og to øl i køleskabet og gik ud på terrassen til Julia. Hun lå henslængt på deres udendørssofa med en bog i skødet og et glas hvidvin på bordet. Hun kiggede undersøgende, men afslappet på ham og rakte ud efter cigaretpakken, der lå på bordet, og tilbød ham en cigaret inden maden. Tristan stillede tallerkenen fra sig og satte sig under hendes ben, tog en smøg i munden og tilbød hende en øl før hvidvinen. Julia grinede og takkede ja. Tristan pustede røgen ud, lænede sig tilbage, tog en tår af sin øl og kunne nu igen mærke sine sår. Julia drak af sin øl. »Denne udsigt gør den her stressende by tålelig.« Tristan kiggede ud over den mørke aftenhimmel. »Ja, det er nærmest som at kigge på uendeligt mange stjerner med alle de oplyste vinduer. Overvældende. Jeg kan aldrig lade være med at tænke på, hvad der mon foregår inde bag alle de små lysende felter,« sagde Tristan og løsnede sit slips. »Det er da den første gang, du er kommet hjem stadig iført slips. Var der virkelig så mange spændende forbrydere, du skulle observere i toget?« grinede hun. Han kiggede på hende, lagde slipset om halsen på hende og gav hende et kys. Så lagde han sig tungt tilbage i sofaen, mens han tog et hiv af cigaretten. De var stille, indtil Julia brød tavsheden. »Skat, fortæl mig, hvad der er sket.« Han kiggede tilbage på hende og kunne ikke skjule, hvor træt han var. »Du skal ikke give mig det trætte blik og tro, at du slipper for at fortælle mig, hvad der foregår.« 47


Tristan trak vejret dybt. »Er de hjemme ovenpå?« »Jeg har ikke hørt nogen, så mon ikke de sover, som mange andre normale mennesker gør på det her tidspunkt.« Tristan kiggede på sit ur. »Er det ikke underligt – mit ur gik i stå under eksplosionen i tirsdags, men jeg har først fundet ud af det i dag?« Julia tog hans arm og kiggede på uret. »Jo, det ligner bestemt ikke dig. Men det var også en voldsom oplevelse, ik’?« Julia ventede ikke på svar. »Hvordan går det med Robert?« »Jeg har faktisk ikke hørt nyt om ham i dag.« »Har du ikke ringet til Maria i dag?« spurgte Julia i en anklagende tone. »Nej, jeg har været optaget hele dagen, men jeg ringer til hende i morgen.« Julia vendte blikket mod Tristan. »Du skal altså ringe til hende i morgen tidlig. Han er din makker, og selvom du ikke synes, han er den dygtigste kollega, så skal du udvise ham respekt og omsorg, specielt i den her situation.« »Ja ja, det er jo heller ikke, fordi jeg ikke har tænkt på ham i dag, men jeg har været til møde med Dennis.« Julia blev stille og spærrede øjnene op. »Den Dennis?« »Ja.« Tristan dæmpede stemmen. »Er du sikker på, at der ikke er nogen ovenpå eller inde hos naboen?« Julia kiggede på klokken; den var 00.45. »Jeg har ikke hørt nogen, efter jeg kom hjem. Hvis de er hjemme, så sover de.« Hun trak benene op under sig og satte sig op i sofaen. »Jeg havde ikke ligefrem forestillet mig, at Dennis havde været en del af din dag, da du ringede og sagde kodeordet. Lad mig høre, hvad der er sket.« Tristan kiggede intenst og sjældent alvorligt på Julia. »Jeg har haft ...« I samme øjeblik kom han i tanke om sit nye adgangskort. Han satte pegefingeren for munden og viste kortet til Julia, der 48


straks tog det i hånden og kiggede undersøgende på det fra alle leder og kanter. Han tog kortet og gik ud i entréen og lagde det ind i skabet. Da han kom tilbage, sad Julia i samme position og signalerede wauw med munden. »Jeg har haft den mest vanvittige dag,« hviskede Tristan. Han greb cigaretpakken og tændte en ny. Julia tog sin smartphone frem og tændte for musikken inde i stuen. Tristan smilede. »Godt tænkt.« Sådan sad de sammen i den varme sensommernat og kiggede tavse ud over byen, mens Leonard Cohen spillede i baggrunden. Efter nogen tid fortsatte Tristan. »Tak, fordi du gav mig tid. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal tænke om det hele lige nu. Jeg skal prøve at give dig det bedst mulige resume, men jeg kan ikke fortælle dig alt.« Julia så forbavset og skuffet på ham. »Er du bange for Dennis?« »Det handler ikke kun om Dennis. Jeg stoler 100 procent på dig, men jeg kan ikke fortælle dig alt lige nu. Jeg har skrevet under på et dokument, hvor jeg grundlæggende fraskriver mig alle kendte menneskerettigheder, hvis jeg ikke holder tæt, og det samme gælder for dem, jeg måtte komme til at fortælle noget til.« Der blev stille, men da Julia så ud til at acceptere den nye virkelighed, fortsatte han. »Du må forstå, at selv det, jeg kan fortælle dig, aldrig må komme videre, så vi er nødt til at være langt mere paranoide omkring vores hemmeligheder fremover.« »Jeg forstår,« sagde Julia og kiggede nysgerrigt, men også alvorligt på ham. Han fortalte, så godt som han kunne, men undlod at nævne noget om personer, der kunne blive mere end 250 år, fryseren i Nevada, Trumans fremtidsdagbog og den særlige rolle, som deres fælles rejsemål havde i sagen. 49


De var begge trætte og lidt forvirrede, som de sad der og forsøgte at konsumere indtrykkene. De delte en cigaret, og Tristan hentede en øl mere. Julia prøvede på sin klassiske advokatfacon at opsummere det hele. »Okay, du blev kaldt ud til et rutinebesøg i en butik, hvor det hele virkede suspekt. Du kaldte en rød kode. Butikken eksploderede, og din unge makker blev hårdt såret. To dage efter bliver du kaldt til en ekstra debriefing, hvor du tror, at du skal stå skoleret for at have anvendt en rød kode på for løst et grundlag. Men det viser sig, at eksplosionen var en del af en langt større sag, som jeres øverste chef så bruger flere timer på at diskutere med dig. Det er en sag, der er flere årtier gammel, hvor en gruppe mennesker, eller en loge måske, mistænkes for i det skjulte at søge magten. På grund af din optræden i butikken, som også menes at være tilknyttet logen, og grundet dine kompetencer vil Dennis nu gerne have, at du involverer dig. Det betyder, at du har fået en helt ny sikkerhedsclearing og kommer til at have minimum en måned, hvor jeg ikke skal have nogle forventninger om at se ret meget til dig – super.« Julia trak vejret tungt, kiggede igen udover byens funklende nattehimmel og konstaterede tørt: »Jeg savner et tydeligt motiv for, at denne loge er en national sikkerhedstrussel. Ellers bør alle hvide mænd vel være i søgelyset?« Tristan rejste sig op. »Enig. Motivet mangler, ligesom hundredvis af andre løse ender. Men når Dennis vælger at bruge det meste af sin dag på mig, og formanden for Kongressens nationale sikkerhedsråd underskriver ens sikkerhedsclearing …« »Wauw,« sagde Julia og lyste op. »… Og så lige højesteretspræsidenten,« tilføjede Tristan. »Skat, du er jo blevet den nye Mulder fra X-Files,« sagde hun anerkendende. De grinede. 50


»Jeg har fået maksimal transportprioritering på højde med Dennis,« smilede Tristan. »Så nu skal vi sgu ud at rejse,« fortsatte han og nød, at de stadig kunne grine sammen. Han gned sig i øjnene og kunne mærke, at han ikke skulle holde dem lukkede for længe, for så ville han falde i søvn. »Det er vigtigt for mig, at du er okay med, at jeg har påtaget mig opgaven. Jeg kommer til at rejse meget den næste måned, og vi kommer ikke til at tale sammen hver dag. Du ved, hvordan jeg er, når jeg begraver mig i en tung sag.« Der opstod en lille kunstpause, hvor de begge sad og ikke helt vidste, hvad de skulle sige. Julia havde bunker af spørgsmål, som hun gerne ville stille, men klokken var mange, og hun kunne mærke på ham, at det ikke var tiden til at gå dybere ind i det. »Ja, selvfølgelig,« sagde Julia, »men på to betingelser. For det første skal du passe fandens godt på, at Dennis ikke tager røven på dig igen og gør dig til syndebuk eller lignende.« »Ja, jeg har selv tænkt tanken. Hvad er det andet?« spurgte Tristan. Julia smilede med øjnene, mens hun knappede de øverste knapper i sin skjorte op. »At du går med mig ind i seng og knalder mig lige nu.« Tristan blev øjeblikkeligt tændt, selvom han var totalt udkørt. Han trak Julia op til sig og lod sine hænder glide ned på hendes balder, klemte dem og hviskede hende i øret: »Gør du det for at sikre, at jeg kan sove i nat, eller bare fordi du bliver pissetændt af, at jeg arbejder for de høje herrer nu?« Julia kyssede ham på en provokerende måde. »Det finder du måske ud af.«


4

Leverance Et sted i Rom

De dræber altid klanens unge først. Det havde Leon fået fortalt, og ordene rungede i hans hoved, da han løb gennem de støvede gader i Roms bymidte. Nu var det op til ham, at det ikke skete, men frygten for ikke at leve op til sit ansvar sad som en betonklump i maven. Den gjorde ham ude af stand til at fokusere på ikke at stikke ud fra mængden. Uroen gjorde ham uforsigtig og uopmærksom, det vidste han, men panikken havde et fast greb om ham nu. Han kunne kun håbe på, at han nåede til sin destination i tide. Helt fra barnsben havde han hørt historier om uopfyldte missioner. Missioner, der havde fået alvorlige konsekvenser for hans ligemænd. Dengang havde det fascineret og skræmt ham, men havde også været let at slå hen, som historier om ansvar, konsekvenser og voksenliv ofte er for et barn, der sidder trygt på sin mors skød. Dengang havde den mission, han en dag ville få udstukket, kun virket som et fascinerende eventyr med ham selv som helten. En helt var dog det sidste, han følte sig som nu, hvor pulsen bankede i hans tindinger, varmen var ved at overmande ham, og paranoia gav ham følelsen af at blive forfulgt, hver gang han rundede et gadehjørne. Hans største frygt – den, han siden sin 25-årsdag havde lært at leve med – var frygten for at blive opdaget. Men det havde nu ændret sig fra at være en 52


abstrakt og udefinerbar bekymring til at blive en brutal og altoverskyggende realitet. I bedste fald var det kun hans eget liv, som var i fare. I værste fald ville også hans ledsager samt alle de mennesker, der siden barndommen havde udgjort rammen om hans liv, være i overhængende fare. Det altafgørende var at nå hen til mødestedet i tide og få advaret de andre. Faren bestod i, at der var en overhængende risiko for, at dette sted var blevet kompromitteret. Han risikerede at gøre det hele værre, blive opdaget, indfanget og udslettet ved at dukke op, men han vidste også, at han var nødt til at løbe den risiko. Han havde ikke noget valg. Hans eget liv var én ting, men at udsætte de øvrige klanmedlemmer, der opholdt sig i byen, for fare var ubærligt at tænke på. De var vant til at holde sig under myndighedernes radar, men de skulle alligevel minde hinanden om ikke at blive skødesløse. Det her var noget andet. Episoderne vidnede om, at de kendte deres vaner. De seneste dage havde han set flere af dem omkring pladsen på jagt efter klanmedlemmer, og for netop få timer siden var et klanmedlem kun med nød og næppe undsluppet et overfald i sin lejlighed. Inde i Pantheon var det køligt. Kontrasten mellem det stærke lys udenfor og halvmørket inde under kuplen gjorde, at hans øjne ikke kunne fokusere ordentligt. Da han endelig kunne skelne skygger fra lys og orientere sig, gik han med hastige skridt hen til Rafaels niche. Han holdt stadigvæk den lille æske gemt inde under tøjet. Turisterne kiggede ikke nævneværdigt på den unge mand med det jagtede ansigtsudtryk, og Leon blev næsten forarget over den lethed, hvormed de spankulerede rundt og pegede på søjler og statuer og småsnakkede om, hvor de skulle spise frokost. Han ønskede det ikke, men midt i al frygten kom bitterheden op i ham. Han huskede, hvordan han selv for blot et halvt år siden havde levet et forholdsvis bekymringsfrit liv. Han tænkte på Cassandras fingre, der kærtegnede hans nakke, blidt og begærligt på en og samme tid, og 53


det føltes som en evighed siden. Tanken om Cassandra tvang ham tilbage i nuet. Det var også for hende, han måtte løbe risikoen. Han åbnede de øverste knapper i sin skjorte og greb fat om posen, der hang i en snor om hans hals.


5

Rum til analyse Tristan vågnede til lyden af Julias stemme. Hun kaldte på ham. Han strakte sig og kiggede på sit vækkeur; klokken var 5.50. Han havde kun sovet fire timer. Ikke underligt, at han følte sig træt. Hans tanker strøg tilbage over informationsstrømmen fra i går. Han rejste sig og gik ud i køkkenet. Hans krop sitrede, da han duftede den frisklavede kaffe. Han sagde godmorgen og gav Julia et kys på kinden. Hun stod allerede iført stramt arbejdstøj og læste nyheder på sin iPad. De gjorde, som de plejede, talte om dagen, der ventede dem. Julia havde et tidligt morgenmøde og skulle afsted, før hun plejede. Hun så ham i øjnene, smilede oprigtigt og bad ham holde hende opdateret, så meget som opgaven nu tillod. Så strøg hun ud ad døren. Tristan kom til at tænke på, om Dennis mon var stået op, og smilede over den pudsige indskydelse. Da Tristan sad i toget, gennemførte han sin daglige rutine med at observere og klassificere personerne i vognen. Men det blev ikke så intenst, som det plejede at være. Tankerne var begyndt at fokusere på det, der ventede ham. Det var altid en særlig følelse for Tristan at starte på en ny sag. En følelse af glæde over at skulle udrette noget, han var god til, blandet med en vis form for ængstelse. Den samme følelse, han forestillede sig, en cykelrytter kunne have lige før et 55


stort og vigtigt etapeløb. Hvor de fleste efterretningsfolk var blevet trænet til at følge faste rutiner, som over tid gjorde dem i stand til at udføre deres arbejde med en mindre og mindre mental indsats, så arbejdede de ansatte i Afdelingen for Radikal Mønstergenkendelse aldrig efter en fast procedure. Faktisk var de strukturerede omkring nedbrydning af arbejdsmæssige vaner for konstant at kunne følge nuets bedste muligheder. Det gjorde de, fordi det virkede. Deres kunnen i ikke at anvende fastlagte metoder var udviklet i samarbejde med førende hjerneforskere og var blevet forfinet over tid på grundlag af et utal af komplicerede sager. Særligt i en sag som den, han nu stod overfor, hvor alle konventionelle spor var blevet forfulgt, var det vigtigt at besidde modet til at arbejde utraditionelt. Tristan var komfortabel med den måde, hvorpå han angreb opstarten af en ny sag. Hans største succeser i karrieren var netop opnået med den fremgangsmåde. Hans bekymring skyldtes, at det var så mentalt opslidende aldrig at give hjernen lov til at køre på rutinerne, og at den konstant blev udfordret til at vælge det næste træk og helst det klogeste – det kostede energi og tærede på kræfterne. Efter sin seneste niveau 4-sag, der i næsten tre måneder havde taget al hans opmærksomhed, måtte han efterfølgende trække stikket og sætte hjernen på standby i flere uger. Ude af subwayen igen mærkede han, at byen var vågnet og allerede var oppe i gear, selvom klokken knap havde rundet 7.15. Der var udsigt til, at det ville blive endnu en varm dag, og Tristan tog sin overfrakke af og gik videre iført sit jakkesæt. Han børstede knap synlige fnug af sin jakke, spejlede sig i et butiksvindue og rettede lidt på sit hår. På den anden side af karruseldøren kunne han ud af øjenkrogen fornemme en skikkelse, han kendte – lidt længere fremme så han 56


Clara komme gående stirrende stramt. Hun gik helt tæt på Tristan og sagde med lav stemmeføring: »Hvad skete der i går? Jeg har fået at vide, at du er indisponibel på ubestemt tid. Hvad fanden sker der?« »Det er … vildt … men du bliver nok klogere i løbet af dagen.« Clara havde en kop kaffe i hånden, som hun rakte til Tristan. »Værsgo, den er med ekstra sukker.« »Tak. Vi ses til frokost, hvis det kan lade sig gøre,« sagde Tristan. Han hadede sukker i kaffen, men Clara og han havde en række tegn og kodeord, som de brugte i forskellige situationer, og sukker i kaffen betød, at de skulle mødes på caféen to gader væk, hvor de kunne tale frit. De skiltes og gik hen til hver sin elevator. Clara tog en elevator fyldt med tavse kolleger i mørke jakkesæt. Tristan tog den sikkerhedskontrollerede ekspreselevator, som blev betjent af den samme vagt som dagen før. Han må have fået mindre søvn end mig, tænkte Tristan med en vis respekt. Han havde altid værdsat, at han i CIA var omgivet af folk med en enorm dedikation, uanset hvilket job de havde. Mens de kørte, forsøgte han at fornemme, om elevatoren kørte op eller ned. Til hans overraskelse føltes det virkelig, som om de var på vej op. Imponerende, hvordan kroppen og hjernen kunne snydes. Tristan tænkte på, hvor gennemtænkt og iscenesat det var, og huskede på Julias bemærkning om ikke at lade sig narre. I den stilrene minireception sad en ældre, nydelig kvinde bag en skranke. Hun smilede, rejste sig og gav Tristan hånden. »Godmorgen, jeg hedder Elsa. Jeg skal hjælpe dig med sagen. Lad mig starte med at vise dig projektrummet.« Mens de gik, fortsatte Elsa. »Jeg er bekendt med, at du ved, at vi er under jorden. Når man arbejder hernede, er der en række uskrevne regler, som det anbefales at følge 57


for at undgå ubådssyge. Vi kan ikke have, at du bliver skør af at være uden dagslys.« Tristan smilede. »Det skal jeg nok.« De stod foran en dør, som Tristan ikke erindrede havde været der i går. Elsa fangede med det samme hans undren. »Ja, døren her er ikke så nem at se. Der var sikkert et gardin for i går, da du var her.« Elsa kørte sit kort igennem aflæseren ved siden af døren. Derefter viste skærmen ved siden af døren Tristans ID-billede. Han lagde sin hånd på håndscanneren, der lyste grønt sammen med en kortlæser ved siden af skærmen. Tristan kom i tanke om sit nye adgangskort og satte det i læseren, hvorefter døren gik op. »Har man været væk i mere end 12 timer, så kan det tage lidt længere tid, da systemet i så fald laver et fuldt baggrundstjek af din profil,« sagde Elsa. Hun indikerede, at han skulle gå først. Nysgerrigt gik han ind i lokalet, der var større, end han havde forestillet sig. Lokalet var cirkelformet, og i midten stod et mødebord, hvor der i den ene ende hang glasplader og skærme ned fra loftet. Til højre for bordet var der et antal mindre arbejdsstationer, til venstre stod et langt, højt bord med skabe ovenover, og nedenunder stod forskellige former for laboratorieudstyr. »Ja, det er vores bedste projektrum, og det burde være muligt at udføre stort set al teknisk analyse herinde. Det kommer du til at sætte pris på, men du skal selvfølgelig lige lære det at kende.« Tristan nikkede imponeret. Elsa gik over til den anden dør i lokalet, der ledte ind til et tilstødende rum. Det var et ganske stort lokale, sparsomt, men stilfuldt møbleret og udstyret med endnu to døre. »Herinde kan man finde ro og lidt privatliv, du har desuden eget bad og toilet, og i værelset ved siden af er der mulighed for at tage en lur om nødvendigt. Desuden har vi, som du ser, tilladt os at hente dine ting fra dit kontor.« 58


Tristan gik ind i sit nye private kontor og betragtede det hotellignende værelse, hvor hans egne billeder stod pænt på bordet, og hans papirbunker lå stablet op. Elsa gik tilbage til mødelokalet og åbnede et af laboratorieskabene. »Herinde finder du altid noget at drikke, lidt mad og snacks. Der er sågar enkelte øl, kan jeg se,« sagde hun og smilede. »Der er en række ting, som kan gøre din tid hernede endnu bedre – prøv at komme med.« Hun gik hen til det store mødebord og trykkede på en glasskærm i bordet. »Her kan du selv bestemme, hvor meget lys og hvilken udsigt du ønsker.« Tristan så uforstående til, men da Elsa trykkede på knappen, kunne Tristan høre en svag mekanisk lyd, der fik ham til at vende blikket mod den ene side af lokalet. Her lyste et par skærme op; det lignede faktisk vinduer. »Ja, det har en god effekt, når dagene bliver lange, hvor man jo let kan miste tidsfornemmelsen.« Elsa trykkede på skærmen igen, og med et var der, hvad der lignede vinduer hele vejen rundt. »Du vælger selv, hvilken udsigt du ønsker, og om den skal underlægges døgnet her eller måske et helt andet sted på kloden. Jeg vil anbefale dig at bruge det. Det er et nyttigt redskab, når man skal agere i forskellige tidszoner.« »Det vil jeg bestemt gøre.« »Dennis har bedt mig stå til din rådighed, indtil projektet afsluttes, og det skal tages meget bogstaveligt. Min opgave er at bidrage med det, jeg kan, for at dit projekt lykkes så godt som overhovedet muligt.« Tristan kiggede på Elsa og vidste ikke helt, hvilken grimasse han skulle sende til hende. Mon hun var plantet af Dennis? »Det lyder godt. Jeg glæder mig til at lære dig at kende og indlede et frugtbart samarbejde med dig,« sagde han til sidst, hvorefter han åbnede sin taske for dermed at signalere, at han gerne ville i gang. »Nu skal jeg give dig lidt ro til at lande, og jeg kan forstå, at du gerne vil mødes med Tech, så det er sat til kl. 12.00. Passer det dig?« 59


»Super. Tak.« Lige inden Elsa gik ud ad døren, spurgte han: »Kender du Dennis?« Elsa standsede, vendte sig langsomt om, kiggede et par sekunder på Tristan med smil i øjnene. »Kender alle ikke Dennis på en eller anden måde, eller i hvert fald alle dem, der kommer hernede?« Så gik hun ud af mødelokalet. Tristan stod alene i det topmoderne projektrum, og tog sig tid til at suge indtrykkene til sig. Han gad godt vise Julia sit nye arbejdslokale. Det var imponerende. Han gik rundt og åbnede de forskellige skuffer og skabe. Remedierne i skabene var opdelt i diverse kategorier; noget var bekendt, men der var også meget, han aldrig havde set før. Han bevægede sig ind i sit private værelse, der mest af alt mindede om et lækkert hotelværelse, med eget badeværelse, toilet og en stor seng. Tristan tænkte, at det måtte blive brugt som sikkerhedsrum, når forskellige VIP’er besøgte byen, og smilede for sig selv over, at det nu var hans private domæne. Der var endnu et skab, større end det andet, og nysgerrigt åbnede han lågerne og så, at der hang indtil flere habitter og skjorter, alle med små størrelsesmærker. Tristan kiggede efter str. 50, hans størrelse, og konstaterede, at der hang fire sæt. I samme øjeblik hørte han noget, der bippede, efterfulgt af lyden af en dør, der gik. Han lukkede hurtigt skabet og gik tilbage til det store rum. Elsa stod ved mødebordet med et rullebord fyldt med dokumentmapper. »Det her er sagens primære dokumenter, som du har bedt om. Der er langt mere i arkiverne, men det meste er gammelt og temmelig ustruktureret – her kan Tech imidlertid hjælpe med at finde det, der interesserer dig. Givet sagens natur må de fysiske dokumenter aldrig forlade dette lokale.« Hun kiggede op på Tristan. »Skal jeg pakke dokumenterne ud og organisere dem her på bordet?« Tristan kiggede på de forseglede sikkerhedsposer, som dokumenterne formodentlig var transporteret i fra et topsikret arkiv. 60


De var stadigvæk uåbnede. »Perfekt. Jeg havde netop lige overvejet, hvor dokumenterne var, og ja tak.« Han kiggede på Elsa, imens hun pakkede dem ud og sirligt fordelte materialet i forskellige bunker på laboratoriebordet. Elsa fornemmede hans utålmodige blik. »Giv mig lige 10 minutter, så har jeg et delvist overblik over, hvad vi har modtaget.« »Fint,« sagde Tristan og tog instinktivt sin mobil frem. Elsa kiggede på ham og fortalte, at han kun kunne bruge sin mobil inde på det private værelse. Så fortsatte hun med at lægge papirer og mapper i bunker, imens hun fortalte, at rummene var hermetisk lukkede for kommunikation udenom systemet, men at man havde lavet en mindre sender inde på værelset, som gjorde det muligt at ringe ud fra ens egen telefon. Tristan takkede for infoen og gik ind på værelset. Han ringede til Julia. Opkaldet gik igennem, og han hørte hendes telefonsvarer, men efterlod ikke nogen besked. Han gik tilbage til Elsa, som nu var i gang med at sætte små markeringer på alle dokumenterne. Det lignede nærmest et gerningssted med alle de små nummererede holdere. Tristan studerede intenst alle bunkerne og konstaterede hurtigt, at der var langt mere materiale end normalt. Det vidnede om mange års efterretningsarbejde og ville tage uger at nå i dybden med. Så kiggede han på Elsa. »Jeg vil gerne kende din baggrund og høre, hvad du har erfaret om sagen, men allerførst vil jeg gerne se nærmere på bunkerne. Kan vi ikke sammen skimme materialet og finde nogle kategorier at opdele det i? Det vil også give os nogle input til mødet med Tech.« Uden at vente på svar satte han sig til rette på den modsatte side af bordet og begyndte at bladre i en stabel dokumenter. Elsa fulgte efter. Tristan startede med et notat bestående af cirka 50 ark papir i et omslag af ældre dato. Han begyndte at bladre. Han kiggede ikke 61


efter noget specielt, men lod øjnene flyve igennem papirerne og lavede sporadiske nedslag i teksten. Der var mange diagrammer og mindre skemaer med data. På en af siderne faldt hans øjne på en fantomtegning af en person, og ved siden af nævntes flere datoer samt noter som »set på pladsen kl. 23.19«. Under skitsen var der en kort beskrivelse af personens højde, kropsbygning, hår osv. Tristan læste den forrige side og konkluderede, at det var en rapport med registreringer om en person, de flere gange havde set i Rom. Rapporten indeholdt primært generelle beskrivelser, ikke præcise adfærdsmønstre eller udredninger, som Tristan selv var vant til at udfærdige. Han oprettede en kategori, der hed ‘Feltobservationer’ og placerede notatet som det første dokument i den bunke. Så tog han hul på det næste dokument. De arbejdede sådan de næste par timer. »Tech-teamet kommer til mødet om lidt,« mindede Elsa ham om. »Det er rigtigt,« sagde Tristan og lænede sig tilbage. »Jeg er også ved at være færdig med de første to bunker.« Han kiggede på Elsas papirbunker. »Du har flere bunker end jeg, men du har sandelig også udvalgt de mindste, kan jeg se,« sagde Tristan med et smil. Elsa grinede. »Har du nogle indledende refleksioner eller kommentarer?« »Jeg har noteret datoer og steder, men det er baseret på en lyngennemgang, så jeg har ikke kunnet forholde mig til noget endnu.« Der lød en biplyd, og de kiggede begge mod døren. Ved siden af døren lyste en skærm op, hvor der stod ‘Tech-møde’, og der var fotos af to personer. Samtidig tændtes den store skærm for enden af lokalet og viste et livebillede af de ventende personer på den anden side af døren. Tristan kiggede imponeret på Elsa. Elsa åbnede døren for de to personer fra Tech-afdelingen og bød dem velkommen. Tristan rejste sig, gav dem hånden og vurdere62


de dem. De var ikke klassiske nørdede tech-folk, men mere hen i retning af akademiske typer. Den ene af de to mænd var midt i 40’erne, og han syntes at være den højest rangerende af de to. På hans navneskilt stod der ‘Tech 24’, og Tristan spurgte om hans navn. Manden smilede og pegede på skiltet, som om han indikerede, at han hed Tech 24. »Beklager, men de nye regler gør, at vi alle har fået tildelt et navn og nummer, helt ligesom indsatte, så …« sagde han og trak på skuldrene, hvilket fik alle til at smågrine. På den andens navneskilt stod der ‘Tech 51’. »Helt fint. Regler er regler. Jeg hedder Tristan og er ikke indsat endnu.« Stemningen var med det samme venlig og afslappet i det ellers sterile lokale. Alle fire satte sig omkring det store mødebord, og Elsa serverede kildevand. »Vi er her for at forklare, hvad vi laver, og få at vide, hvad vi kan hjælpe dig med,« indledte Tech 24. Tristan nikkede. »Vi er ikke en traditionel tech-enhed, der overvåger, finder og hjælper med data og sikkerhed. Vores særlige kompetence er AI og machine learning. Ved I, hvad det betyder?« »Jeg ved, hvad det er. Det forventes jo, at det om nogle år vil overtage mit job som mønstergenkender, men jeg ved ikke, hvordan jeres team arbejder, så forklar endelig.« »Vi er en specialistenhed, der siden 00’erne er opbygget med fokus på at bruge den nyeste teknologi til at finde sammenhænge i verdens voksende datamængder. De første mange år kørte vores analyser på rå data, som I sikkert opfatter det, altså ord og tal. Men i de sidste otte år har vi i højere grad fokuseret på alt det, som ikke er tal og bogstaver, det vil sige eksempelvis fænomener, begiven­ heder, vejrudsigter og i særdeleshed billeder og lyde.« Tech 51 tog over. »Eksempelvis foretager vi realtidsanalyser, hvis 63


konklusioner er baseret på millioner af billeder. Hermed kan vi i livetilstand udlede, hvem der med stor sandsynlighed er i risikogruppen for at begå terror. Hvis vi ydermere kan koble lyden til de levende billeder, bliver vores ‘hit rate’ endnu højere. Hele dette system og den bagvedliggende teknologi er ny og noget, som alle de store virksomheder kæmper om. For 18 måneder siden mistede vi en hel afdeling til Facebook, og mange interne regler blev efterfølgende ændret, og det er blandt andet derfor, vi har fået de her alternative navne.« »Spændende. Kan I give nogle eksempler på jeres brug af AI?« »Naturligvis,« sagde Tech 24. »Vi har igennem flere år arbejdet på at tillære computerne, at de selvstændigt tilegner sig viden, så de konstant kan forfine deres kunnen. Eksempelvis lavede vi for fem år siden et program, som i realtid overvåger passagerer i lufthavne, og baseret på optagelserne udvælger programmet selv personer til kontroltjek. Programmet har med tiden forbedret sig selv, så det nu stort set spotter alle personer, der kan udgøre en trussel.« »Og den type intelligens kan vi trække på til vores analyser, eller …?« spurgte Tristan. »Lige præcis. Det er vores X-faktor. Vi kan analysere langt mere, end I kan forestille jer. Jo flere data vi har at arbejde med, desto nemmere er det for vores programmer at finde de afgørende sammenhænge,« sagde han med en vis stolthed i stemmen. Tristan smilede indvendigt over ligheden med sin egen biologiske computer og den måde, han programmerede den på. Han overvejede, hvordan han kunne gøre brug af Tech og deres kompetencer, men manglede for én gangs skyld relevante ideer. »Derudover er vi blevet bedt om at præsentere jer for, hvad der internt kaldes for vores Krystalenhed. Det er en enhed, som baseret på alle vores data løbende genererer en vurdering af fremtiden ud fra et meget bredt spektrum. Vi har haft denne enhed siden 64


9/11 med det formål at kunne forberede os på det, som kan ske om 5-10-50 år.« Tristan tænkte på dagbogen fra Trumans assistent og så eftertænksomt på dem. »Er det ikke ren spekulation, eller kan I fortælle mig, om jeg får succes med mit projekt?« Alle grinede, selv Elsa, der ellers havde holdt sig i baggrunden gennem samtalen. Tech 24 skiftede til en alvorlig tone igen. »Der er færre end 150 mennesker i verden, der er bekendt med denne enheds eksistens, og man bliver ansat i en livstidsstilling og kan derfor aldrig tage arbejde andetsteds, da gruppen sidder med en ekstrem indsigt. Selv de mindste forecast-forbedringer kan få afgørende indvirkning på, hvad vores beslutningstagere vælger at gøre. I afdelingen har vi ansat mange forskellige eksperter, tidligere nobelprismodtagere indenfor diverse naturvidenskabelige discipliner, og nogle af klodens dygtigste matematikere, kaosteoretikere, psykologer etc.« »Og hvor gode er jeres forecasts så? Altså hvor nøjagtigt rammer I?« brød Tristan ind. »Det er jo lidt et dilemma, for det er udelukkende fremtiden, som kan give os svaret, men ser vi på vores analyser fra år 2008 og frem, så er de bemærkelsesværdigt skarpe, og dengang havde vi næsten ingen data sammenlignet med i dag. Så min egen personlige vurdering er, at de er bekymrende tæt på at blive præcise.« »Bekymrende?« »Ja, der er en vis risiko ved at kende fremtiden. Hvis fremtiden tegner sig dystert, kan det få folk til at agere kortsigtet, irrationelt og uetisk og dermed eskalere det, som man forventer sker. Vi kan selv accelerere ragnarok, fordi vi ved, det kommer.« Tristan rejste sig og prøvede at fordøje den dystre forudsigelse. »Meget interessant, men hvordan er alt dette relevant i forhold til vores projekt?« 65


Tech 51 tog ordet. »For det første har jeres projekt opnået topprioritet, hvorfor I kan trække på os alt det, I har behov for. Og for det andet,« han holdt en kort pause og kiggede på Tech 24, som nikkede, »har vores AI fortalt os, at du, Tristan, er interessant og af særlig betydning for sagen.« Alle var tavse og kiggede på Tristan, som ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle reagere. »Kan du uddybe?« »Som nævnt har vi igennem mange år opbygget enorme datamængder, blandt andet over rejseaktiviteter, data, som er hentet direkte fra luftfartsmyndighederne. Da vores AI sammenkørte rejsedata med sagens data, kom nogle ganske få navne frem, herunder dit.« Han tog en tår vand, inden han fortsatte. »Da vi på vores ledermøde i sidste uge fortalte om de nye navne, vi havde identificeret, skabte det en underlig situation, da Krystalenheden også havde analyseret sig frem til dit navn. Vi har altså to af USA’s mest hemmelige analyseenheder, som simultant analyserer sig frem til dit navn. Det er aldrig sket før, at vi har haft matchende observationsprioriteter.« Tristan blev varm indeni. Følelserne og tankerne fluktuerede med ét rundt mellem kaos, frygt, konspirationstanker, Julia og hans familie, samtidig med at han prøvede at bevare overblikket og det professionelle fokus. Tristan havde altid været kendt som ham, der aldrig mistede overblikket, men hans tankers stresstærskel var blevet nået på få sekunder. Tristan udbrød uden nærmere eftertanke: »Hvad fanden sker der? Hvorfor er jeg pludselig så interessant?« De andre kiggede på ham, som om de havde forventet reaktionen fra ham. Han pustede langsomt ud. »Okay, det er, må jeg indrømme, på alle måder en lidt … særlig situation at sidde i.« Han anstrengte sig for at bearbejde oplysningerne og få sine følelser lidt på afstand. »For 10 minutter siden troede jeg, at vi diskuterede, hvordan I kun66


ne hjælpe mig med sagen. Nu er jeg ærlig talt i tvivl om, hvorvidt jeg er hyret til at hjælpe med en sag, eller om jeg er den hovedmistænkte.« Det var, hvad Tristan kunne rapportere fra sit indre kaos. »Som du hørte i går,« sagde Elsa, »har du, som en af de få her i landet, fået en niveau 6-godkendelse. Dennis har, siden dit navn dukkede frem, indgående diskuteret med de forskellige teams, hvordan de skulle forholde sig til dig. Jeg har hørt og læst om din og Dennis’ fortid, så du må ikke være i tvivl om, at han har kæmpet for, at vi kunne inkludere dig i stedet for det modsatte.« Hun kiggede på ham, som om hun forventede, at hendes ord havde lagt en beroligende dæmper på hans sindstilstand. Tech 24 nikkede samtykkende. »Det er vigtigt at forstå, at vi sjældent kan forklare, hvordan vores AI når et givent resultat. Så selvom du er en af de første, som vores AI har identificeret i denne sag, så er det eneste, vi ved med sikkerhed lige nu, at du er en slags nøgleperson i sagen – vi ved ikke hvorfor eller hvordan. Så … hvem er bedre end dig til at finde ud af det, Tristan?« De gav Tristan tid til at tage argumenterne til sig. »Selvom det ikke har nogen forklaringsværdi for dig lige nu, så kan jeg sige dig, at vi alle tre har været yderst spændte på endelig at møde dig. Vi har i de sidste dage læst, analyseret og kigget dit liv efter i sømmene og er temmelig sikre på, vi ved mere om dig, end du selv gør,« sagde Elsa og startede med at smågrine. Det fik de andre til at gøre det samme, og den tidligere anspændte stemning blev lettet lidt. Tristan blev smittet af deres oprigtige latter, fordi han kunne se det ironiske i, at hans person nu pludselig var udsat for de analyser, som han selv havde foretaget gennem hele karrieren. »Tristan, vi bryder op nu. Det var godt endelig at møde dig, og vi har alle det samme ønske, nemlig at hjælpe til med at få løst denne 67


sag. Men vi har nogle ret insisterende chefer, som vi skal afrapportere til, og de forventer action og resultater. Sig til, når I har behov for hjælp, uanset hvilken tid på døgnet det er,« sluttede Tech 24 af. Tech-folkene pakkede sammen og skyndte sig ud ad døren. Elsa havde rejst sig for at lave kaffe. »Du har nok allerede regnet ud, at jeg ved, hvilken kaffe du kan lide,« sagde hun og smilede til Tristan. »Jeg prøver at vænne mig til tanken om, at I har analyseret mig og mit liv. Det føles mærkeligt at skulle fordøje sin egen medicin.« »Det kan jeg sagtens forstå, men jeg håber også, at du ved, hvor ordentlige vi har været.« »Jo tak,« sagde Tristan. »Når du nu kender alt til mig, kunne jeg godt tænke mig at forstå dig og din rolle. Er du klar til det?« Elsa tog de to kopper kaffe med over til det store bord. »Selvfølgelig. Alt, som er relevant for dig og projektet, kan jeg naturligvis fortælle om, men du kender reglerne. Der er emner, som jeg ikke kan komme ind på.« »Godt, lad os endelig komme i gang. Vi mangler jo ikke ligefrem pres ovenfra, og tid synes allerede at være en mangelvare her på sagen,« sagde Tristan sarkastisk. Elsa tog en slurk af kaffen og gjorde sig klar til at fortælle. »Jeg har arbejdet i forskellige dele af tjenesten i mere end 35 år. Jeg begyndte som projektleder, da jeg var i starten af 20’erne, og har gennem årene skiftet mellem forskellige administrative afdelinger, som har kunnet gøre brug af mine evner til at organisere og lede. Jeg har aldrig foretaget deciderede opgaver i felten. Den slags er jeg ikke trænet til. Sidst jeg arbejdede i et ovalt kontor, var i mine otte år for Clinton, hvor jeg var en del af hans stab af forbindelsesofficerer til tjenesterne. Det var der, jeg første gang stiftede bekendtskab med extender-sagen.« Tristan lyttede imødekommende til Elsas gennemgang. »Det var også i den periode, jeg mødte Dennis. Som en af topsikkerhedsrådgiverne havde han ofte sin gang i Det Hvide Hus, og 68


da Clinton forlod embedet, tilbød Dennis mig at blive en del af sit team med ansvar for ressourcestyring. I Bush-årene var det i perioder svært at sikre prioritering af extender-projektet med de store militære operationer i Afghanistan og Irak. Så det var nødvendigt at have en stram styring for at holde projektet kørende. I de senere år har jeg så været involveret i flere og flere personale- og rekrutteringssager under Dennis.« »Hvor længe har du været i New York?« »Jeg har været her i næsten fire år.« »Kan du lide det?« »Tja … jeg har aldrig rigtigt slået rødder i nogen af de byer, jeg er blevet placeret i. Jeg har kun opfattet dem som midlertidige baser, og derfor har det været let at flytte videre.« »Det hjælper nok heller ikke på tilhørsforholdet at sidde i et hul under jorden,« sagde Tristan med et smil på læben. »Nej. Men hvis vi kan løse det her projekt, kunne jeg godt bagefter overveje at finde en ny afdeling og så slå mig ned der. Jeg er jo ikke ligefrem 25 år længere.« Tristan rejste sig og gik frem og tilbage. »På mange måder minder din historie lidt om min egen. Jeg har også boet mange steder i sagens tjeneste, men min kæreste, Julia, har de sidste par år snakket om, at hun gerne vil blive i New York. Ikke fordi hun er så vild med byen, men hun elsker sit arbejde her i byen.« »Hvad med dig?« »Jeg ved ikke helt, om jeg kan finde ro i det. Man bliver rodløs af at have boet så mange forskellige steder. Opgaverne har altid været mit fokus, mit liv. De fleste af projekterne har været fantastiske, men også opslidende, men det har altid givet mening for mig at hjælpe med at afværge, hvad jeg betragter som trusler mod vores samfund.« Han holdt en pause. »Jeg var bare ikke klar over, at jeg selv potentielt var en af dem,« sagde han eftertænksomt. 69


»Du må tro mig, når jeg siger, at vi aldrig har fundet NOGET på dig, som har gjort os bekymrede. Jeg ved ikke, hvor mange af dem, som arbejder i det her foretagende, der ville kunne tåle samme grundige analyse, som du har været udsat for, men jeg tror ikke, det er mange,« sagde hun og udstrålede tydeligt, at hun søgte Tristans accept af sin udlægning. Tristan var dog ikke klar til at acceptere det hele på en gang. »Når du nu har analyseret mig så grundigt, så ved du også, at jeg ikke bare sådan accepterer alt, hvad jeg hører og ser. Jeg sætter pris på din åbenhed og ærlige tilgang til mig og hele projektet, men jeg skal have tid til at skabe min egen forståelse.« »Ja, det tænkte jeg nok, at du ville sige,« sagde Elsa med et stort smil. Tristan lo. »Jeg tror, det ville være produktivt, hvis vi kastede os over dokumenterne igen.« De satte sig ved bordet og gik i gang. Tristan tog en bunke dokumenter. På omslaget af den første mappe stod der Beijing-notatet. Første side indeholdt en kort beskrivelse af det team, der havde udarbejdet notatet. Det var en række af amerikanske såvel som kinesiske navne. Tristan skimmede hurtigt navnene, men der var ikke umiddelbart nogen, han genkendte, før han endte ved det sidste navn på listen. Dennis havde været den øverste ansvarlige. »Har Dennis arbejdet i Beijing?« spurgte Tristan. »Han har ikke været udstationeret der, men han var meget i Kina i Clinton-årene. Han var blandt andet med til at overbevise Clinton om nødvendigheden af i det hele taget at besøge Kina i 1998.« »Har du klæbehjerne?« »Med visse ting …« grinede Elsa. »Jeg var selv med på den tur og var i flere måneder dybt involveret i alle forberedelserne.« 70


»Aha … og Dennis var med under besøget?« »Præcis. Jeg husker, at noget af det, som slog mig dengang, var, at Clinton og Dennis havde flere møder alene udenfor referat og det officielle program. Det irriterede Secret Service enormt. Du kender Dennis. Han lægger gerne arm med hvem som helst, selv med Secret Service.« »Interessant,« sagde Tristan. »Er du er sikker på, at det ikke bare var private møder med venlige demokratiske vælgerinder?« Elsa grinede behersket. »Sådanne møder var altid på hotellet, og dem havde Secret Service ikke det store imod.« »Ved du, hvad møderne gik ud på?« »Nej, jeg var for langt nede i hierarkiet til at blive indviet.« Tristan fortsatte læsningen af Beijing-notatet. Der var lange beskrivelser af et mindre kvarter i byen, teamet havde overvåget i årevis. Beskrivelserne var maleriske og yderst minutiøse. Der var også en række transskriptioner af samtaler med en historieprofessor fra Peking Universitet i Beijing, hvor han forklarede, at der i Mingdynastiet havde været fokus på en klan, som levede udenfor det etablerede samfund. Klanens medlemmer kunne opnå en meget høj alder – ud fra datidens målestok. Professoren forklarede, at man aldrig havde forstået, hvordan det hang sammen, men at sporet var blevet koldt under den første revolution, hvor det meste forskning var blevet stoppet og al dokumentation brændt. Tristan noterede professorens navn og fortsatte med at læse beskrivelser af personer, som var blevet overvåget. Han bed mærke i, at der primært var yngre personer blandt de overvågede. Unge mennesker, som man fulgte i årevis, men som så pludselig forsvandt sporløst. Der var sågar formodninger om, at de overvågede personer kunne have kannibalistiske tendenser, da de unge var forsvundet synkront fra den ene dag til den anden – et mønster, der tilsyneladende også var observeret på andre lokationer. 71


Da Tristan var færdig med Beijing-notatet, gik han videre og fik fat i et dokument om genanalyser. Emnet var formuleret i et kompliceret fagsprog med lange beskrivelser af meget teknisk karakter. Tristan lagde den i bunken med ‘assistance fra fagspecialister’. Tristan skulle til at tage en ny stak papirer, da Elsa afbrød hans tankerække. »Vi bør også drøfte Clara.«


Svær at lægge fra sig ... meget anbefalelsesværdig.   Mellem-linjerne.dk Bogen er på mange måder en hyldest til dem, der tør tænke anderledes, og til det bedste i mennesket. Den er et kærligt opgør med den konventionelle tankegang og status quo-regimet – den tør være anderledes og gøre det uventede. Bogen er skrevet med ønsket om, at vi igen snart kan tillade os at tro på, at fremtiden for vores børn vil skinne mere, end den gør i dag. Må vi aldrig negligere livet. ­­ Du kan finde uddybende informationer om bogen og kommende bøger på: www.sommerfugleklanen.dk facebook.com/T.M.Palshof/ Jeg vil meget gerne høre om din læse­ oplevelse – kontakt mig endelig på troels@sommerfugleklanen.dk

Et mærkværdigt nødopkald fra en mystisk butik i New York eskalerer og får brutale konsekvenser. Tristan og Clara fra CIA’s Afdeling for Radikal Mønstergenkendelse overtager sagen, og de starter en hæsblæsende og global jagt på sandheden.   En jagt, der involverer præsidenter og paver, urgamle kulturer og moderne teknologi. Ekstrem loyalitet, tvivl og dobbeltspil lurer ­konstant under overfladen, og sporene tager de to agenter fra verdens mest magtfulde menneskers soveværelser til civilisationens mest håbløse egne.   De hvirvles ind i et spind af ældgamle hemmeligheder, mistillid og magt. Den helt igennem usædvanlige sag udfordrer ikke kun deres faglighed – den tvinger dem til at gentænke deres egen fortid og k­ onfronterer dem med de mest eksistentielle spørgsmål. Men er de villige til at betale den ultimative pris for at finde sandheden?

Pavens Yndling t.m. palshof

SOMMERFUGLEKLANEN – Pavens Yndling er det første selvstændige bind i en serie om Sommerfugleklanen.

Pavens Yndling er Troels’ debut­roman. Ideen til bogen opstod i en række natlige samtaler, Troels havde med sin døende far – det forstår du, når du har læst bogen. Farens død blev samtidig startskuddet til en personlig revurdering og skabte drivkraften til at skrive medrivende historier med mening og perspektiv. Troels har en baggrund som entreprenør med flere virksomheder bag sig og rådgiver virksomheder om innovation. Troels bor lidt udenfor København med Anna, sine to drenge og bonusdatter. Herfra arbejder han på de næste bind om Sommerfugleklanen.

Sjældent fascinerende fortælling, der overrasker og intensiveres bogen igennem. Historien slipper dig ikke, og du drages ind i en verden af bedrag, håb, ondskab og kærlighed, der sætter dit eget liv i perspektiv. Signe Villumsen, cand.mag. i medie­videnskab

Sommerfugleklanen er en thriller i ordets bedste betydning. Bogen drives af et meget veloplagt og begavet plot med et elegant net af handlings­tråde … Læs den. Pernille M. Frederiksen, cand. mag i nordisk sprog og litteratur

En ny genre er født! Sommerfugleklanen er både genial & original. Brugeranmeldelser på Saxo.com

P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-4633-5

En thriller med så meget spænding ... og samtidig dybde. Sidsesbogreol.dk

T.M. PALSHOF

En medrivende og yderst spændende bog, der på forunderlig vis forener eksistentielle og filosofiske livsovervejelser med underholdende action. Kan på det varmeste anbefales! Niels Christian Hvidt, Professor of Spiritual Care

T. M. PALSHOF POLITIKENS FORLAG

Pavens yndling  
Pavens yndling  

Pavens yndling er nytænkt, hæsblæsende underholdning fra første side og en helt uforudsigelig fortælling, som får læseren til at tænke på, h...

Advertisement