TIL ORIENTERING IKKE PRINT

TIL ORIENTERING IKKE PRINT

En dybt betagende roman.

M i n Ji n L e e

NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Yeongdo, Korea, 1911. DAILY MAIL

Episk. SAN FRANCISCO CHRONICLE

En af årets ti bedste bøger. NEW YORK TIMES

En af årets ti bedste bøger. BBC

med en femtenårig pige. Sammen får parret et barn, den højtelskede datter Sunja. Da Sunja forelsker sig i en rig, gift mand med farlige forbindelser til yakuzasyndikatet og bliver gravid, tvinges familien ud på fortabelsens rand. Men den gennemrejsende præst Isak tilbyder Sunja en anden vej: et nyt liv i Japan, som hans kone. Sunjas beslutning om at forlade sit hjemland og vende ryggen til sit ufødte barns magtfulde far sender rystelser ned gennem generationerne, og hendes efterkommere mødes af et hårdt og uretfærdigt Japan. Men glæden slipper også ind gennem sprækkerne, mens Sunja og hendes slægt af stærke, stædige kvinder, splittede mænd og hengivne søskende finder en plads i det tyvende århundrede.

PACHINKO er en episk historisk roman om ambitioner og modgang, fordomme og traditioner, arv og ophav, om det at høre hjemme.

Spillevende og altomsluttende. Pachinko er en hyldest til et glemt folk.

PAC H I N KO ROM AN

PACHINKO

Finalist til National Book Award 2017.

I en lille by ved det østkinesiske hav gifter en fisker sig

Min Jin Lee

Storslået, elegant og totalt medrivende.

MIN JIN LEE er forfatter og skribent for blandt andre Condé Nast Traveler, The Times  (London), Vogue, Travel+Leisure, Wall Street Journal, New York Times Magazine og Food & Wine. Hendes debutroman Free Food for Millionaires var en af årets mest roste udgivelser, da den udkom i 2007. Pachinko er hendes anden roman. Hun bor i dag i New York med sin familie.

THE GUARDIAN

Hr. Ferdinand ISBN: 978-87-400-4623-6

HR. FERDINAND

omslag : simon lilholt

/

imperiet . dk

PACHIN KO

Pachinko.indd 1

23/07/18 15.48

Min Jin Lee

PACHINKO Oversat af Henrik Enemark

Hr. Ferdinand

Pachinko.indd 3

23/07/18 15.48

Til Christopher og Sam

Pachinko.indd 5

23/07/18 15.48

Første bog Gohyang/Hjemstavn 1910-1933

Pachinko.indd 7

23/07/18 15.48

Pachinko.indd 10

23/07/18 15.48

Skønt hjemmet kun er et ord, er det dog et stærkt ord, stærkere end noget, en troldmand nogensinde har udtalt, eller en ånd har ladet sig besværge med. – Charles Dickens, Martin Chuzzlewit

Pachinko.indd 9

23/07/18 15.48

1

Yeongdo, Busan, Korea Historien har svigtet os, men det betyder ingenting. Omkring århundredeskiftet besluttede en aldrende fisker og hans kone sig for at tage logerende ind for at tjene lidt ekstra penge. De var begge født og opvokset i den lille fiskerlandsby på Yeongdo, en knap otte kilometer bred ø ud for havnebyen Busan. I løbet af deres lange ægteskab havde hustruen født tre sønner, men kun Hoonie, den ældste og svageste, overlevede. Hoonie var født med klumpfod og hareskår, men han var også velsignet med stærke skuldre, en solid krop og en smuk, gylden lød. Selv da han var blevet en ung mand, havde han fastholdt det blide og eftertænksomme temperament, han havde haft som barn. Når Hoonie skjulte sin vanskabte mund med hænderne, hvilket han af gammel vane altid gjorde, når han mødte fremmede, lignede han sin flotte far, og de havde begge de samme store, smilende øjne. Hans pande var prydet af to kulsorte øjenbryn, og eftersom han for det meste arbejdede i det fri, var hans hud altid mørk og solbrændt. Ligesom sine forældre var Hoonie ikke en stortalende mand, og nogle begik den fejl at tro, at eftersom han heller ikke talte særlig hurtigt, var der noget i vejen med hans hoved, men det var bare ikke rigtigt. 11

Pachinko.indd 11

23/07/18 15.48

I 1910, da Hoonie var 27 år, annekterede Japan Korea. Fiskeren og hans kone, som var nøjsomme og hårdføre mennesker, nægtede at lade sig gå på af landets inkompetente aristokrater og korrumperede magthavere, som havde ladet en flok tyveknægte overtage deres land. Da lejen for ægteparrets hus endnu en gang blev sat op, rykkede de ud af deres soveværelse for i stedet at sove i et lille værelse ved siden af køkkenet, så de kunne øge antallet af logerende. Træhuset, som de i mere end tredive år havde boet til leje i, var ikke ret stort og kun på lige godt 45 kvadratmeter. Indenfor var huset ved hjælp af papirbeklædte skydedøre opdelt i tre hyggelige værelser, og fiskeren havde gjort udlejeren, som boede i en stor og luksuriøs villa inde i Busan, en stor tjeneste ved at udskifte det utætte græstag med brændte, røde tagsten. I sidste ende havde fiskeren og hans kone været nødt til at flytte køkkenet ud i urtehaven for at få plads til større potter og pander og ekstra sammenklappelige spiseborde, som var ophængt på en række kroge på en muret stenvæg, når de ikke var i brug. Efter sin fars ønske havde Hoonie af skolemesteren i landsbyen lært både at læse og skrive koreansk og japansk og var blevet så dygtig til det, at han kunne føre pensionatets regnskabsbog, og han var også blevet så god til hovedregning, at sælgerne på markedet ikke kunne snyde ham. Da han havde erhvervet disse grundlæggende færdigheder, tog hans forældre ham ud af skolen. Allerede da han var en halvvoksen dreng, arbejdede han lige så godt som en stor og stærk mand, der var dobbelt så gammel. Han var udstyret med to stærke og velformede ben, hans hænder var skruet godt på, og han kunne løfte og bære selv temmelig tunge ting, men han var ikke i stand til at gå særlig hurtigt eller løbe. I landsbyen var både Hoonie og hans far kendt for aldrig nogensinde at røre vin. Fiskeren og hans kone opdrog deres eneste overlevende søn, landsbyens krøbling, til at blive en både dygtig og arbejdsom mand, for de vidste ikke, hvem der skulle tage sig af ham, når de selv engang var væk. Hvis det var muligt for en mand og hans kone at dele det samme hjerte, var Hoonie dette solide og bankende organ for dem. De havde 12

Pachinko.indd 12

23/07/18 15.48

mistet deres andre sønner – den mindste til mæslinger og den mellemste, som havde været lidt af en svækling, var blevet stanget ihjel af en tyr i en meningsløs ulykke. Med undtagelse af skolen og markedet holdt det gamle ægtepar den unge Hoonie i nærheden af huset, og da han var blevet en ung mand, var han stadig nødt til at opholde sig meget hjemme for at hjælpe sine forældre. Ingen af dem kunne udholde tanken om at skuffe ham, men alligevel elskede de ham så højt, at de bevidst bestræbte sig på ikke at forgude ham. De vidste begge, at en forkælet søn kunne gøre større skade på en familie end en død søn, og de var omhyggelige med ikke at være alt for overbærende over for ham. Andre familier var ikke så velsignede at bestå af to så kloge forældre, og som det så ofte sker i lande, der bliver hærget af enten en fjende eller naturens magt, var alle de svageste mennesker på den besatte halvø – gamle, enker og forældreløse børn – i en desperat situation. For hver husholdning, hvor man var i stand til at brødføde et ekstra medlem af familien, var der horder af mennesker, som var villige til at knokle en hel dag for en skål boribab. I foråret 1911 – to uger efter Hoonie var fyldt 28 – opsøgte landsbyens rødmossede koblerske hans mor. Hoonies mor viste kvinden ud i køkkenet. De måtte sænke stemmerne og tale dæmpet sammen, fordi de logerende lå og sov i den anden ende af huset. Det var op ad formiddagen, og efter at have fisket hele natten havde de logerende indtaget et måltid varm mad, hvorefter de havde vasket sig og var gået i seng. Hoonies mor skænkede en kop kold te brygget på byg til kvinden, men hun afbrød ikke sit eget arbejde. Naturligvis vidste Hoonies mor godt, hvad kvinden ville, men hun anede ikke, hvad hun skulle sige til hende. Hoonie havde aldrig bedt sine forældre om at finde en brud til ham. Det var ganske enkelt utænkeligt, at man i en ordentlig familie ville lade en datter gifte sig med en mand med en deform krop, eftersom den slags uundgåeligt ville blive bragt videre til den næste generation. Hun havde aldrig 13

Pachinko.indd 13

23/07/18 15.48

set sin søn tale med en pige. De fleste af pigerne i landsbyen undgik ham, og Hoonie var klog nok til ikke at drømme om noget, som han vidste, at han alligevel ikke kunne få – og dette ville alle normale forældre også have erkendt i forhold til deres søns liv og de ting, han havde lov til at drømme om. Kvindens sælsomme, lille ansigt var lyserødt og oppustet. Hendes øjne var mørke og intelligente, og hun var meget omhyggelig med kun at sige positive ting om Hoonie. Kvinden vædede læberne, som om hun var tørstig. Hoonies mor så, hvordan kvinden omhyggeligt betragtede hende og hver eneste lille detalje i huset, mens hun med et stramt blik opmålte størrelsen på køkkenet. Omvendt må det have været vanskeligt for kvinden at aflæse Hoonies mor. Hun var en stille og tillukket kvinde, der knoklede fra tidlig morgen til sen aften og arbejdede sig stille og roligt gennem alle de ting, der skulle gøres i løbet af dagen eller som forberedelse til den næste. Hun besøgte kun sjældent markedet, for hun havde ikke tid til forstyrrelser i form af løs snak, så i stedet sendte hun altid Hoonie derhen for at handle. Mens kvinden fortsatte, forblev Hoonies mors mund lige så ubevægelig som det solide fyrretræsbord, hun var i færd med at skære radiserne i tern på. Kvinden var den første, der bragte emnet på bane. Ja, der var jo hele det uheldige anliggende med Hoonies fod og spaltede overlæbe, men på samme tid var det også tydeligt, at han var en god dreng – både dannet og stærk som to okser! Hun var velsignet ved at have så fin en søn, sagde kvinden og sammenlignede ham med sine egne børn. Ingen af hendes sønner havde udvist nogen interesse for hverken at læse bøger eller drive en forretning, men alligevel var de ikke helt håbløse. Hendes datter var blevet gift alt for tidligt og boede meget langt væk. Hendes børn var velsagtens alle blevet godt gift, fortsatte kvinden, men hendes sønner var dovne. Ikke flittige og arbejdsomme som Hoonie. Efter sit lille foredrag stirrede kvinden på Hoonies mor og betragtede hendes smukke, solgyldne hud, men hendes ansigt var tillukket og afslørede ikke det mindste om hendes interesse. 14

Pachinko.indd 14

23/07/18 15.48

Hoonies mor holdt hovedet nede og fortsatte roligt arbejdet med den skarpe kniv. Hver eneste lille tern af radiserne var skåret skarpt og præcist. Da der havde samlet sig et mindre bjerg af radisetern på skærebrættet, skubbede hun med en hurtig og sikker bevægelse med kniven ternene ned i en røreskål. I virkeligheden lyttede Hoonies mor så omhyggeligt efter, hvad kvinden sagde, at hun i sit stille sind var bange for, at hun ville blive så nervøs, at hun begyndte at ryste på hænderne. Før de var gået indenfor, havde kvinden gået en tur rundt om huset for at danne sig et indtryk af familiens økonomiske status og formåen. Alt tydede på, at naboernes udtalelser om familiens stabile situation så ud til at holde stik. I køkkenhaven voksede hesteradiser, som takket være den tidlige forårsregn havde vokset sig så store og tykke, at de allerede var klar til at blive rykket op af den brune jord. Lyssej og blæksprutter var ophængt nydeligt på en tørresnor, hvor de hang og tørrede i den flimrende forårssol. Uden for et skur gik tre sorte svin rundt i en lille og velholdt indhegning opført af store sten, som blev holdt på plads med mørtel. Kvinden havde talt syv høns og en hane i baghaven. Familiens velstand var dog endnu tydeligere indenfor. I køkkenet var poser med ris og suppeskåle stablet op på solide hylder, og flettede ranker af hvidløg og chilifrugter hang i de lave gardinstænger foran vinduet. I et hjørne nær vasken bugnede en stor fletkurv af friskopgravede kartofler. I en sort gryde simrede en blanding af byg og hirse og fik en liflig duft til at brede sig i det lille hus. Tilfreds med pensionatets tilstand og formåen i et land, hvor folk konstant blev mere og mere fattige, følte kvinden sig overbevist om, at selv Hoonie ville kunne få en sund og rask brud, så derfor fortsatte hun ufortrødent med sit forehavende. Pigen kom fra den anden side af øen, på den anden side af de tætte skove. Hendes far, der var forpagter, var en af de mange, der som et resultat af det japanske kolonistyres seneste landmålinger havde fået ophævet sin lejekontrakt. Manden havde mistet sin kone og var alene med fire døtre og ingen sønner, og familien fik ikke andet at spise 15

Pachinko.indd 15

23/07/18 15.48

end det, de kunne indsamle i skoven, kombineret med nogle ikke solgte fisk fra markedet og af og til lidt velgørende hjælp fra naboer, som selv var lige så fattige. Den ordentlige og retskafne mand havde bønfaldt koblersken om at finde en ægtemand til hver af de fire ugifte døtre, eftersom det var bedre for unge jomfruer at blive gift med en hvilken som helst mand end at være nødt til at stjæle eller nasse sig til mad, når både mænd og kvinder gik sultne i seng, og dyderne stod for fald. Pigen, Yangjin, var den yngste af de fire søstre og den letteste for manden at gifte væk, fordi hun var for ung til at beklage sig, og det var da også hende, der altid havde fået mindst at spise. Yangjin var femten år og blid og kærlig som en nyfødt kalv, fortalte kvinden. “Der er naturligvis ikke tale om nogen medgift, og hendes far gør sig ingen forventninger om at modtage nogen form for gaver. Måske et par liggehøner, lidt bomuldsstof til Yangjins søstre og seks eller syv sække hirse til at hjælpe dem med at komme gennem vinteren.” Da kvinden ikke hørte nogen protester over opremsningen, blev hun lidt mere modig. “Og måske en ged. Eller en lille gris. Familien ejer så lidt, og prisen på brude er faldet så drastisk. Der er jo ikke tale om en pige, der har brug for at pryde sig med dyre smykker.” Kvinden lo stille. Med en hurtig håndbevægelse dryssede Hoonies mor noget havsalt over radiserne. Kvinden over for hende kunne umuligt vide, hvor intenst Hoonies mor koncentrerede sig om at tænke på, hvad det var, kvinden var kommet for. Den unge piges mor ville have gjort alt for at hæve den pris, der blev krævet for hendes datter. Med en vis overraskelse greb Hoonies mor sig selv i at være bevidst om de forestillinger og håb, der begyndte at tage form i hendes bryst, men hendes ansigt forblev fattet og tillukket. Kvinden over for hende var dog ingen tåbe. “Åh, hvad ville jeg ikke give for en dag selv at få en sønnesøn,” sagde kvinden og satte ind med sin afsluttende manøvre, mens hun stirrede stift på Hoonies mors rynkede, brune ansigt. “Jeg har allerede et barnebarn – en pige – men ingen drenge, og pigen græder noget så skrækkeligt.” 16

Pachinko.indd 16

23/07/18 15.48

Kvinden fortsatte. “Jeg kan stadig huske, hvordan jeg holdt min første søn i armene, da han var helt spæd. Hvor var jeg lykkelig! Han var lige så hvid som en kurv med friske riskager ved nytårstid – så blød og spændstig som varm dej. Så lækker, at jeg havde lyst til at tage en bid af ham. Og nu … ja, nu er han bare en stor og doven kleppert,” tilføjede hun, som om hun følte et behov for at komme med en lille beklagelse, som kunne opveje praleriet. Langt om længe brød Hoonies mor ud i et smil, for billedet stod næsten for lyslevende og klart for hende. Hvilken moden kvinde drømte ikke om at holde sin sønnesøn i armene – især når en sådan tanke indtil for blot ganske få øjeblikke siden havde været udelukket? Hun rakte ud efter skålen med radiserne og bed tænderne hårdt sammen for at tvinge sig selv til at falde lidt ned igen. Hun rystede skålen lidt i hænderne for at få saltet til at fordele sig. “Pigen har et kønt ansigt, og hendes hud er ikke koparret. Hun har gode manerer og adlyder sin far og sine søstre. Og hun er ikke for mørk. Hun er en lille spirrevip, men hun har stærke arme og hænder. Hun får brug for at tage lidt på i vægt, men det forstår du nok. Det har været en svær tid for familien.” Kvinden smilede og så på kurven med kartoflerne i hjørnet som for at antyde, at her i huset ville pigen kunne spise lige så meget, som hun havde lyst til. Hoonies mor støttede skålen på køkkenbordet og vendte sig om mod sin gæst. “Jeg vil tage en snak med min mand og min søn. Der er ikke penge til hverken en ged eller en gris. Vi vil nok kunne sende noget bomuldsstof sammen med de andre ting, så de kan klare sig gennem vinteren. Jeg bliver nødt til at tale med min mand om det.” Bruden og gommen mødtes på deres bryllupsdag, og Yangjin blev ikke skræmt af Hoonies ansigt. I hendes egen landsby var der tre andre, som var blevet født på samme måde. Hun havde set kalve og smågrise med den samme skavank. En pige, som boede i nærheden af hendes familie, havde en jordbæragtig gevækst mellem næsen og sin 17

Pachinko.indd 17

23/07/18 15.48

spaltede læbe, og de andre børn kaldte hende Jordbær, hvilket pigen aldrig havde haft noget imod. Da Yangjins far havde fortalt, at hendes mand var født ligesom Jordbær, og at han desuden havde en misdannet fod, havde hun ikke grædt. Hendes far havde sagt, at hun var en dygtig pige. Hoonie og Yangjin blev gift ved en enkel og stille ceremoni, og hvis ikke familien havde sendt bynkekager rundt til naboerne, ville de være blevet beskyldt for at være nærige. Selv de logerende blev overraskede, da bruden dagen efter brylluppet dukkede op for at servere morgenmad for dem. Da Yangjin blev gravid, var hun bekymret for, at barnet ville blive født med Hoonies misdannelser. Hendes første barn blev født med hareskår, men havde gode og stærke ben. Hoonie og hans forældre blev ikke chokerede, da jordemoderen viste drengen til dem. “Gør det noget?” havde Hoonie spurgt sin kone, og hun havde svaret nej, for det betød ikke noget. Da Yangjin var blevet alene med sin søn, havde hun ladet en finger glide stille rundt om den lille drengs mund og kysset den. Hun havde aldrig nogensinde elsket nogen så højt, som hun elskede sin søn. Da han var syv uger gammel, fik han feber og døde. Hendes næste barn blev født med perfekt ansigt og gode ben, men han fik feber og diarre og døde før sin baek-il, hvor de skulle have fejret hans første hundrede dage. Hendes søstre, som stadig ikke var blevet gift, gav hendes svage mælkeproduktion skylden og opfordrede hende til at opsøge en shaman. Hoonie og hans forældre brød sig ikke om tanken om at søge hjælp hos en shaman, men da pigen var blevet gravid tredje gang, gjorde hun det alligevel uden at fortælle noget til dem. Alligevel skete der det, at da hun var halvvejs i sin tredje graviditet, fik hun en underlig fornemmelse og affandt sig med udsigten til, at hun også risikerede at miste sit næste barn. Hendes tredje barn fik kopper og døde. Yangjins svigermor opsøgte byens urtehandler og bryggede styrkende teer til hende. Yangjin drak hver eneste af de brune dråber i kopperne og undskyldte for de store udgifter, hun havde påført famili18

Pachinko.indd 18

23/07/18 15.48

en. Efter hver fødsel var Hoonie gået hen på markedet og havde købt tang af den allerbedste kvalitet, så de kunne lave en suppe, der ville hjælpe hendes livmoder med at komme sig oven på fødslen. Efter hvert dødsfald købte han søde og stadig varme riskager på markedet og serverede dem for hende. “Du er nødt til at spise noget, så du kan komme til kræfter igen.” Tre år efter brylluppet afgik Hoonies far ved døden, og efter yderligere nogle måneder døde også hans mor. Yangjins svigerfamilie havde aldrig nægtet hende hverken mad eller tøj. Ingen havde slået hende eller så meget som sagt et kritisk ord til hende – selv ikke da det ikke var lykkedes hende at skænke dem en arving, som overlevede. I sidste ende fødte Yangjin Sunja – hendes fjerde barn og første pige, og barnet overlevede. Da pigen fyldte tre år, kunne hendes forældre omsider sove igennem om natten uden gentagne gange at kaste et blik ned på halmmadrassen for at forvisse sig om, at den lille skabning ved siden af dem stadig trak vejret. Hoonie lavede små dukker af tørrede majsblade og holdt op med at købe tobak til sig selv, så han i stedet kunne bruge pengene på søde sager til sin datter. Den lille familie på tre indtog alle måltider sammen, selvom de logerende gerne ville have, at Hoonie spiste sammen med dem. Han elskede sin datter lige så højt, som hans forældre havde elsket ham, og det begyndte at gå op for ham, at han ikke var i stand til at nægte hende noget. Sunja var en helt normal og velskabt pige. Hun var kvik og havde en smittende latter, men i hendes fars øjne var hun det smukkeste, han nogensinde havde set, og han kunne ikke komme sig over, at de sammen havde skabt et så perfekt barn. Kun få fædre i verden forgudede deres datter lige så meget som Hoonie, og det var, som om hans eneste mål i livet bestod i at få sin datter til at smile. Den vinter, hvor Sunja fyldte tretten, fik Hoonie tuberkulose og sov stille ind. Til begravelsen var Yangjin og Sunja utrøstelige, men den næste morgen rejste den unge enke sig alligevel bare fra halmmadrassen og genoptog sit arbejde.

Pachinko.indd 19

23/07/18 15.48

2

November 1932 Vinteren efter Japans invasion af Manchuriet var streng. En bidende kold vind skar gennem væggene i det lille pensionat, og kvinderne stoppede ekstra bomuld ind mellem deres mange lag af tøj. Mange gange under måltiderne fortalte pensionatets logerende om den underlige størrelse, der blev omtalt som Den Store Depression, og som havde bredt sig ud over hele verden, hvormed de gentog det, de havde hørt fra de mænd på markedet, som kunne læse aviser. Fattige amerikanere var lige så sultne som fattige russere og kinesere. I kejserens navn måtte selv helt almindelige japanere gå sultne i seng. Der var ingen tvivl om, at de mest snu og hårdføre nok skulle overleve vinteren, men der var alt for mange forfærdelige beretninger om børn, der gik i seng og aldrig vågnede igen; om unge piger, der solgte deres uskyld for en skål hvedenudler; og om ældre mennesker, som i skjul sneg sig væk fra deres familier for at lægge sig til at dø, så de unge kunne få nok at spise. Alligevel forventede de logerende i pensionatet, at måltiderne stadig blev serveret som altid, og i et gammelt hus er der altid brug for reparationer og vedligeholdelse. Huslejen skulle stadig betales en gang om måneden til ejerens agent, som ikke var til at hverken hugge 20

Pachinko.indd 20

23/07/18 15.48

eller stikke i. I årenes løb havde Yangjin lært meget om at håndtere penge, indgå aftaler med leverandører og nægte at acceptere betingelser, som hun ikke var tilfreds med. Hun ansatte to forældreløse piger til at hjælpe på pensionatet og blev dermed arbejdsgiver. Hun var nu en 37-årig enke, der drev et pensionat, og ikke længere den barfodede unge pige, der første gang trådte over dørtrinnet til pensionatet uden andet i armene end en bylt med et sæt rent undertøj indpakket i et stykke stof. Yangjin skulle tage sig af Sunja og måtte sørge for at tjene nogle penge. Det var et stort held for dem at drive pensionatet, selvom de ikke ejede huset. Den første i hver måned betalte hver logerende 23 yen for kost og logi, men det var blevet sværere og sværere at få pengene til at slå til, når der skulle købes korn på markedet og kul til opvarmning. Det var ikke muligt at sætte prisen for værelserne op, for de logerende tjente ikke flere penge, men alligevel kunne Yangjin heller ikke reducere størrelsen på de portioner, hun serverede for dem. Af svineskank kogte hun tyktflydende, cremede supper, og hun krydrede grøntsagerne fra haven og serverede dem som lækkert tilbehør. Sidst på måneden, når der ikke var ret mange penge tilbage, fremstillede hun mættende retter af hirse og byg og supplerede med de magre rester, der var tilbage i spisekammeret. Når sækkene med korn var næsten tomme, lavede hun velsmagende pandekager af bønnemel og vand. De logerende gav hende de fisk, de ikke kunne sælge på markedet, så når der var en spand med krabber eller makrel til overs, kogte hun dem med krydderier for at gemme dem, så hun kunne bruge dem som et supplement til de mere magre måltider, hun uden tvivl ville være nødt til at servere på et senere tidspunkt. I de foregående to sæsoner havde seks af de logerende på skift sovet i et af gæsteværelserne. De tre Chung-brødre fra Jeollado fiskede om natten og sov i dagtimerne, og to unge mænd fra Daegu og en enkemand fra Busan arbejdede på fiskemarkedet ved havnen i dagtimerne og lagde sig til at sove først på aftenen. I det trange værelse sov mændene tæt op ad hinanden, men ingen beklagede sig, for 21

Pachinko.indd 21

23/07/18 15.48

pensionatet var bedre end det, de havde været vant til i deres respektive hjem. Sengetøjet var rent, og maden var mættende. Pigerne var gode til at vaske deres tøj rent, og pensionatets indehaver var dygtig til at lappe deres slidte arbejdstøj med forskellige stumper af stof, så det kunne holde i endnu en sæson. Ingen af mændene havde råd til at få en kone, så for dem var arrangementet slet ikke så ringe. En kvinde kunne have givet en hårdtarbejdende mand en vis trøst, men et ægteskab ville resultere i børn, som skulle have mad, tøj og et ordentligt hjem. En fattig mands kone ville sandsynligvis både beklage sig og fælde mange tårer, og disse mænd havde erkendt deres begrænsninger. Prisernes konstante stigninger kombineret med manglen på indtægter var en pinsel, men alligevel betalte de logerende næsten aldrig for sent. Mændene, der arbejdede på markedet, fik nogle gange udbetalt deres løn i form af usolgte varer, og når lejen skulle betales, tog Yangjin undertiden imod en krukke med stegeolie i stedet for et par yen. Hendes svigermor havde forklaret, at man var nødt til at behandle de logerende godt, for der var altid andre steder, hvor folk med arbejde kunne vælge at bo. “Mænd har valgmuligheder, som kvinder ikke har,” havde hun forklaret. Hvis der var nogle få mønter tilbage, når sæsonen sluttede, lagde Yangjin dem i en mørk lerkrukke, som hun gemte bag et panel i det skab, hvor hendes mand også havde skjult to guldringe, som havde tilhørt hans mor. Under måltiderne listede Yangjin og Sunja lydløst rundt om bordene og serverede maden, mens de logerende højlydt diskuterede politik. Chung-brødrene kunne hverken læse eller skrive, men de fulgte omhyggeligt med i nyhederne på havnen og kunne godt lide at sidde ved pensionatets middagsbord og analysere landets skæbne. Det var midt i november, og udbyttet fra fiskeriet havde været bedre end ventet for måneden. Chung-brødrene var lige vågnet. De logerende, som arbejdede om aftenen, ville snart være på vej hjem for at sove. Fiskerbrødrene indtog altid dagens hovedmåltid, før de drog ud 22

Pachinko.indd 22

23/07/18 15.48

på havet. Når brødrene var veludhvilede og i godt humør, følte de sig overbeviste om, at Japan aldrig ville kunne besejre Kina. “Stodderne vil måske godt kunne tage en lille bid, men Kina lader sig aldrig æde med hud og hår. Det er umuligt!” udbrød den mellemste af Chung-brødrene. “De små undermålere vil aldrig kunne besejre et mægtigt kongerige. Kina er som en storebror for os, mens Japan ikke er andet end en lille rod,” råbte Fatso, den yngste af brødrene og smækkede kruset med den varme te ned i bordet. “Kina skal nok få has på de stoddere. Bare vent og se!” De fattige mænd holdt sig ikke tilbage fra at håne landets magtfulde besættere, når de befandt sig inden for pensionatets tynde vægge, hvor de følte sig i sikkerhed for kolonimagtens politi, som ikke beskæftigede sig med fattige fiskere og deres storskrydende holdninger. Brødrene pralede med Kinas styrke, fordi de i hjertet længtes efter, at en anden nation ville udvise styrke, eftersom deres egne magthavere havde svigtet dem. Korea havde allerede været koloniseret i 22 år. De to yngste af brødrene havde aldrig levet i et Korea, som ikke blev styret af Japan. “Ajumoni,” råbte Fatso gemytligt. “Ajumoni.” “Ja?” Yangjin vidste, at han gerne ville have noget mere at spise. Han var en splejset ung mand, men alligevel spiste han mere end sine to brødre til sammen. “Kan jeg få endnu en portion af den dejlige suppe?” “Ja, da. Naturligvis.” Yangjin hentede suppen i køkkenet. Fatso slubrede den i sig, hvorefter mændene forlod huset for at tage på arbejde. Kort efter kom de logerende fra aftenholdet hjem, vaskede sig og skyndte sig at indtage deres aftensmad. De røg lidt på deres piber og gik i seng. Kvinderne ryddede bordene og spiste deres enkle aftensmad i stilhed, fordi mændene sov. De to tjenestepiger og Sunja ryddede op i køkkenet og skrubbede de snavsede vaske. Yangjin tjekkede, om der var kommet kul nok på, før hun gjorde sig klar til 23

Pachinko.indd 23

23/07/18 15.48

at gå i seng. Hun kunne ikke få brødrenes snak om Kina ud af hovedet. Hoonie havde altid lyttet opmærksomt, når mændene kom hjem med nyheder, og så havde han nikket stille, taget en dyb indånding og var gået videre med dagens pligter. “Det har ingen betydning,” havde han mumlet. “Ingen betydning.” Uanset om Kina kapitulerede eller tog hævn, skulle ukrudtet stadig fjernes fra køkkenhaven; der skulle stadig væves sandaler af reb, hvis de ikke skulle gå barfodede rundt; og tyvene, der ofte prøvede at stjæle deres få høns, skulle stadig holdes fra døren. Den våde kant på Baek Isaks uldfrakke var stivfrossen, men langt om længe lykkedes det ham at finde vej til pensionatet. Den lange rejse fra Pyongyang havde udmattet ham. I modsætning til den snerige nordlige del af landet var kulden i Busan lumsk. Vinteren virkede mildere i den sydlige del af landet, men den iskolde vind fra havet trængte ned i hans svækkede lunger og fik ham til at fryse langt ind i knoglerne. Da Isak var rejst hjemmefra, havde han følt sig stærk nok til at gennemføre togturen, men nu var han fuldstændig udmattet og vidste, at han var nødt til at hvile sig. Fra togstationen i Busan havde han fundet vej til den lille færge, der havde sejlet ham over til Yeongdo, og da han var kommet i land, havde en kulsælger fra øen vist ham hen til pensionatets dør. Isak tømte lungerne for luft og bankede på. Han var segnefærdig, men alligevel tænkte han, at hvis han bare kunne få en god nats søvn, ville han have det meget bedre næste morgen. Yangjin havde lige lagt sig på sin bomuldsbetrukne halmmadras, da den yngste af tjenestepigerne bankede stille på trærammen om alkoven, hvor kvinderne sov sammen. “Ajumoni, der står en mand udenfor, som gerne vil tale med husets herre. Det handler om noget med hans bror, som har boet her for mange år siden. Herren ønsker at overnatte her i nat,” fortalte tjenestepigen stakåndet. Yangjin rynkede panden. Hvem i alverden kunne finde på at spørge efter Hoonie? I næste måned ville der være gået tre år, siden han døde. 24

Pachinko.indd 24

23/07/18 15.48

På det varme gulv var hendes datter, Sunja, allerede faldet i søvn og lå og snorkede stille. Hendes løsthængende hår bar stadig mærker efter de fletninger, det havde været sat op i hele dagen, og nu flød det ud over hendes pude som et stykke flimrende sort silke. Ved siden af hende var der lige akkurat plads nok til, at tjenestepigerne kunne lægge sig til at sove, når de var færdige med dagens arbejde. “Fortalte du ham ikke, at husets herre ikke længere lever?” “Jo. Han virkede overrasket. Herren fortalte, at hans bror havde skrevet til husets herre, men at han aldrig havde hørt fra ham.” Yangjin satte sig op og rakte ud efter sin hanbok af musselin, som hun lige havde taget af, foldet omhyggeligt sammen og lagt ved siden af sin pude. Hun iførte sig en quiltet vest over sin nederdel og jakke, og med et par hurtige håndbevægelser samlede hun sit hår i en knold. Ved synet af manden gav det pludselig god mening, at tjenestepigen ikke bare havde bedt ham om at gå igen. Hans krop var rank og elegant som et ungt fyrretræ, og han var en usædvanligt flot mand. Hans øjne var smalle og smilende, hans næse var stærk, og hans hals var lang og slank. Huden i mandens pande var lys og glat, og han mindede på ingen måde om de robuste logerende, som sad og råbte på maden og drillede pigerne med, at de endnu ikke var blevet gift. Den unge mand var klædt i et jakkesæt i vestlig stil og en kraftig overfrakke. Hans importerede lædersko, læderkufferten og den noble herrehat virkede nærmest malplacerede i den lille døråbning. At dømme efter mandens fremtoning havde han penge nok til at leje et værelse på en af kroerne inde i byen, hvor de fleste købmænd og handelsfolk boede. Næsten alle de kroer i Busan, hvor koreanere kunne indlogere sig, var fyldt op, men hvis man havde penge nok, var det altid muligt at finde et værelse. Efter mandens påklædning at dømme kunne han sagtens gå for at være en velstående japaner. Tjenestepigen stirrede på den fremmede med let åben mund og håbede inderligt, at han ville få lov til at blive. Yangjin bukkede. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til den fremmede mand. Det var uden tvivl sandt, at mandens bror havde 25

Pachinko.indd 25

23/07/18 15.48

sendt et brev, men hun kunne ikke læse. En sjælden gang – med flere måneders mellemrum – bad hun skolemesteren i byen om hjælp til at læse den post, hun havde modtaget, men på grund af tidnød havde hun ikke gjort det hele den forgangne vinter. “Ajumoni,” sagde manden og bukkede. “Jeg håber ikke, at jeg vækkede Dem. Det var mørkt, da jeg ankom med færgen. Jeg har først hørt det med Deres mand for et øjeblik siden. Det gør mig ondt at høre den triste nyhed. Mit navn er Baek Isak. Jeg kommer fra Pyongyang. Min bror, Baek Yoseb, har boet her for mange år siden.” Hans nordlige accent var diskret, og hans stemme var lærd. “Jeg håber, at jeg kan bo her i et par uger, før jeg rejser videre til Osaka.” Yangjin så ned på sine bare fødder. Gæsteværelset var allerede fyldt, og en gæst som herren foran hende ville forvente at få tilbudt sit eget værelse, men på denne tid af natten ville det være vanskeligt at finde en mand, der kunne sejle ham tilbage til fastlandet. Isak tog et hvidt lommetørklæde op af lommen og holdt sig for munden med det, da han hostede. “Min bror boede her for næsten ti år siden. Jeg spekulerer på, om De kan huske ham. Han beundrede Deres mand rigtig meget.” Yangjin nikkede. Hun kunne tydeligt huske den ældre Baek, fordi han ikke havde været fisker og heller ikke havde arbejdet på markedet. Hans fornavn var Yoseb, og han var opkaldt efter en person fra Bibelen. Hans forældre var kristne og havde grundlagt en kirke oppe nordpå. “Men Deres bror – den herre, der boede her, lignede Dem ikke særlig meget. Han var lille og bar runde metalbriller. Han var på vej til Japan og boede her i adskillige uger, før han rejste videre.” “Ja, præcis.” Isaks ansigt lyste op. Han havde ikke set Yoseb i mere end ti år. “Nu bor han i Osaka sammen med sin kone. Det var ham, der skrev til Deres mand. Han insisterede på, at jeg skulle bo her. Han skrev og fortalte mig om Deres fantastiske dampede torsk. ‘Den er bedre end vores egen mors!’ skrev han.” 26

Pachinko.indd 26

23/07/18 15.48

Yangjin smilede. Hvordan kunne hun lade være? “Min bror fortalte, at Deres mand arbejdede virkelig hårdt.” Isak nævnte ikke noget om klumpfoden eller hareskåret, selvom Yoseb uden tvivl ville have nævnt disse ting i sine breve. Isak havde været nysgerrig efter at møde den mand, der havde klaret sig så godt på trods af sine misdannelser. “Har De spist aftensmad?” spurgte Yangjin. “Mange tak, men jeg er ikke sulten.” “Vi kan sagtens finde noget at spise.” “Vil det være muligt for mig at overnatte her? Jeg er godt klar over, at jeg ikke er ventet, men jeg har været undervejs i to lange dage.” “Vi har ingen ledige værelser, min herre. Ser De, det er ikke noget stort pensionat …” Isak sukkede, men så smilede han til enken. Det var hans problem, ikke hendes, og han ville ikke bringe hende i forlegenhed. Han kastede et blik rundt for at kigge efter sin kuffert. Den stod nær døren. “Naturligvis. Jeg må hellere vende tilbage til Busan og finde et sted at overnatte. Men før jeg tager af sted, vil jeg lige spørge, om De kender et pensionat her i nærheden, hvor der kan tænkes at være plads?” Han rankede ryggen, som om han ikke ville virke alt for skuffet og modløs. “Der er ingen andre steder her i nærheden, og vi har desværre ingen ledige værelser,” sagde Yangjin. Hvis hun lod ham sove sammen med de andre logerende, ville han sandsynligvis ikke bryde sig om mændenes lugt. Uanset hvor ofte deres tøj blev vasket, var det umuligt helt at fjerne stanken af fisk. Isak lukkede øjnene og nikkede. Han vendte sig om for at gå. “Der er lidt ekstra plads i det værelse, hvor de logerende sover. Ser De, jeg har kun ét værelse til udlejning. Der sover tre gæster på værelset i dagtimerne og tre om natten – alt afhængigt af deres arbejdstider. Der er lige akkurat plads til en ekstra person, men det vil ikke være bekvemt. De må gerne se værelset, hvis De ønsker.” “Det er uden tvivl ganske udmærket,” sagde Isak lettet. “Det vil jeg være yderst taknemmelig for. Jeg kan betale for en hel måned nu.” 27

Pachinko.indd 27

23/07/18 15.48

“Værelset vil sikkert være mere trangt, end De er vant til. Der boede ikke så mange mænd hos os, da Deres bror var her. Vi havde ikke så mange gæster dengang. Jeg ved ikke, om …” “Nej, nej, jeg har bare brug for et hjørne, hvor jeg kan lægge mig.” “Det er sent, og der blæser en kraftig vind i aften.” Pludselig skammede Yangjin sig over pensionatets tilstand, selvom det ikke var en følelse, hun på noget tidspunkt havde haft før. Hvis Isak rejste igen i morgen, ville hun give ham pengene tilbage, tænkte hun. Hun oplyste ham om den månedlige leje, som skulle betales forud. Hvis han rejste inden udgangen af måneden, ville hun betale ham differencen tilbage. Hun oplyste den samme pris, som fiskerne betalte. 23 yen. Isak talte beløbet op og rakte hende pengene med begge hænder. Tjenestepigen stillede gæstens kuffert foran værelset og gik hen for at finde en ren rullemadras i skabet med sengetøj. Han ville få brug for noget varmt vand fra køkkenet, så han kunne blive vasket. Tjenestepigen sænkede forlegent blikket, men den fremmede mand havde vakt hendes nysgerrighed. Sammen med tjenestepigen trådte Yangjin ind på værelset for at rede sengen, og Isak fulgte dem tavst med øjnene. Bagefter hentede tjenestepigen et vaskefad fyldt med varmt vand og et rent håndklæde. Drengene fra Daegu lå nydeligt side om side og sov, og enkemanden sov med armene strakt op over hovedet. Isaks madras lå parallelt med enkemandens. Når det blev morgen, ville mændene brokke sig lidt over at skulle deles om pladsen med en ny logerende, men Yangjin havde jo ikke bare kunnet vise manden bort.

Pachinko.indd 28

23/07/18 15.48

3

Ved solopgang vendte Chung-brødrene tilbage fra deres båd. Fatso bemærkede straks, at der var kommet en ny logerende, som lå og sov på værelset. Han så på Yangjin og lo. “Det glæder mig at se, at en hårdtarbejdende kvinde driver en så god forretning. Nyheden om din fantastiske mad har bredt sig til de rige. Det varer sikkert ikke længe, før du begynder at modtage japanske gæster! Jeg håber, at du opkræver ham det tredobbelte af, hvad vi andre betaler.” Sunja så på ham og rystede på hovedet, men han bemærkede det ikke. Fatso pillede lidt ved slipset, som hang sammen med Isaks jakkesæt. “Så det er altså sådan et, yangban går med om halsen for at se vigtige ud? Det ligner nærmest en løkke. Jeg har aldrig set en af de tingester så tæt på før. Hold da helt op, det er glat.” Den yngste bror gned slipset stille mod sine bakkenbarter. “Måske er det silke. En ægte silkeløkke.” Han lo højt, men Isak ikke så meget som rørte på sig. “Fatso-ya, hold fingrene væk!” sagde Gombo skarpt. Den ældste brors ansigt var koparret, og når han blev vred, blev den hullede hud i hans ansigt blussende rød. Siden deres fars død havde han holdt nøje øje med sine to yngre brødre. 29

Pachinko.indd 29

23/07/18 15.48

Fatso slap slipset og så helt flov ud. Han kunne ikke lide at gøre sin bror vred. Brødrene tog et bad og spiste, og så faldt de alle tre i søvn. Den nye gæst lå stadig og sov ved siden af dem, og kun af og til blev hans dybe søvn forstyrret af en lavmælt brummen. Yangjin gik ud i køkkenet for at bede tjenestepigerne om at holde øje med, om den nye gæst vågnede, så de kunne tage sig af ham. De skulle have et måltid varm mad klar til ham. Sunja sad i hjørnet og skrubbede søde kartofler, men hun så ikke op, da hendes mor kom ud i køkkenet – og heller ikke da hun gik igen. I løbet af den seneste uge havde de kun henvendt sig til hinanden, når det var absolut nødvendigt. Tjenestepigerne kunne ikke finde ud af, hvad der var sket, som havde gjort Sunja så tavs. Sidst på eftermiddagen vågnede Chung-brødrene, spiste aftensmad og gik ud i landsbyen for at købe noget tobak, før de fortsatte videre ned til båden. Aftengæsterne var endnu ikke kommet tilbage fra arbejde, så i et par timer var der helt stille og roligt i det lille hus. Vinden fra havet trængte gennem de porøse vægge og smøg sig rundt om vinduesrammerne, så det trak mærkbart i den korte gang mellem værelserne. Yangjin sad i skrædderstilling nær et af de varme steder på det opvarmede gulv i alkoven, hvor kvinderne sov. Hun var i gang med at lappe et par bukser – blot den første opgave ud af de fem-seks beklædningsgenstande i bunken med de logerendes slidte tøj. Mændenes tøj blev ikke vasket ofte nok, for de ejede så lidt tøj og var ligeglade med, hvordan de så ud. “Det bliver bare snavset igen,” sagde Fatso, selvom hans ældre brødre foretrak, at deres tøj var rent. Når Yangjin havde vasket tøjet, reparererede hun det så godt, som hun kunne, og mindst én gang om året udskiftede hun kraverne på skjorterne og jakkerne, hvis de ikke længere kunne repareres eller vaskes rene. Hver gang den nye gæst hostede, fløj hendes hoved op. Hun prøvede at koncentrere sig om sine nydelige sting i stedet for at se på sin datter, som var i færd med at feje gulvet i huset. To gange om dagen blev det gule vokspapir på 30

Pachinko.indd 30

23/07/18 15.48

gulvene fejet med en lille, kort kost, hvorefter de blev tørret over med en hårdt opvredet klud. Hoveddøren blev skubbet langsomt op, og både mor og datter så op fra deres arbejde. Jun, kulmanden, var kommet for at få sine penge. Yangjin rejste sig fra gulvet for at gå ud til ham. Sunja bukkede mekanisk og genoptog arbejdet. “Hvordan har din kone det?” spurgte Yangjin. Kulmandens kone led af nervøs mave og måtte undertiden holde sengen. “Hun stod op i morges og tog på arbejde på markedet. Jeg kan ganske enkelt ikke holde det kvindemenneske tilbage fra at tjene penge. Du ved, hvordan hun er,” sagde Jun med stolthed i stemmen. “Du er en heldig mand.” Yangjin tog sin pung frem for at betale ham for ugens forsyning af kul. “Ajumoni, hvis alle mine kunder var ligesom dig, ville jeg aldrig gå sulten i seng. Du svigter aldrig, når regningen skal betales!” Han lo muntert. Yangjin smilede til ham. Hver eneste uge beklagede han sig over, at ingen betalte for deres kul til tiden, men de fleste ville hellere klare sig med mindre mad for at kunne betale ham, for det var for koldt til at klare vinteren uden kul. Kulmanden var en stor og trivelig mand, som blev tilbudt en kop te og en lille lækkerbisken i hvert eneste hus på ruten, og på trods af de hårde tider risikerede han ikke at komme til at sulte. Hans kone solgte den bedste tang på hele markedet og tjente også selv ganske godt. “Ham stodderen til Lee-seki længere henne ad gaden nægter at hoste op med det, han skylder …” “Det er en svær tid, vi lever i. Alle har problemer.” “Ja, det er ikke nemt at få tingene til at hænge sammen, men heldigvis har du hele huset fuldt af betalende gæster, fordi du er den bedste kok i hele Kyungsangdo. Bor præsten hos dig nu? Fandt du en seng til ham? Jeg fortalte ham, at ingen tilbereder en havrude bedre i hele Busan.” Jun snuste til luften og spekulerede på, om han kunne nå at smage en bid af et eller andet, før han 31

Pachinko.indd 31

23/07/18 15.48

fortsatte til det næste hus, men han opfangede ingen liflige dufte ude fra køkkenet. Yangjin så på sin datter, og Sunja afbrød gulvfejningen for at gå ud i køkkenet og finde lidt at spise til kulmanden. “Ved du godt, at den unge mand allerede havde hørt om din kogekunst fra sin bror, som boede her for ti år siden? Åh, maven har bare en bedre hukommelse end hjertet!” “Præsten?” Yangjin så forundret på ham. “Den unge mand nordfra. Jeg mødte ham i aftes, da han vandrede rundt i gaderne og ledte efter dit hus. Baek Isak. Lidt af en laps at se på. Jeg viste ham herhen og ville lige have stukket hovedet indenfor, men jeg havde en leverance til Cho-seki, som langt om længe havde skaffet nogle penge efter i en måned at have trukket betalingen i langdrag …” “Javel …” “Jeg fortalte præsten om min kones maveproblemer – og hvor hårdt, hun slider på markedet – og så sagde han bare uden videre, at han ville bede en bøn for hende. Han bøjede ganske enkelt bare hovedet og foldede hænderne! Jeg ved ikke, om jeg tror på den slags mumlen og hvisken, som visse mennesker begiver sig af med, men jeg kan heller ikke se, hvordan det skulle kunne gøre nogen skade. Han er en flot og imponerende ung mand, synes du ikke? Er han rejst videre nu? Jeg burde måske lige hilse på ham igen.” Sunja kom tilbage med en bakke med en tekande med varm te brygget på byg og en skål med dampende varme søde kartofler. Hun stillede bakken foran ham. Kulmanden lod sig falde ned på en pude på gulvet og kastede sig sultent over de varme kartofler. Han tyggede omhyggeligt et øjeblik, før han atter sagde noget. “Godt, men her i morges spurgte jeg så min kone om, hvordan hun havde det, og hun sagde, at det gik meget bedre, og så tog hun på arbejde! Måske er der alligevel noget ved alt det med at bede bønner, der virker. Ha!” “Er han katolik?” Yangjin brød sig ikke om at afbryde Jun alt for 32

Pachinko.indd 32

23/07/18 15.48

mange gange, men der var ingen andre muligheder, når man talte med ham, fordi han ellers kunne tale i timevis. Hendes mand havde altid sagt, at af en mand at være havde Jun alt for mange ord i sig. “Katolsk præst?” “Nej, nej. Han er ikke katolik. Den slags er på en helt anden måde. Baek er protestant. Så han er en af den slags præster, der godt må gifte sig. Han er på vej til Osaka, hvor hans bror bor. Jeg kan ikke erindre, at jeg har mødt hans bror.” Han fortsatte med at tygge stille og drak et par slurke af teen. Før Yangjin kunne nå at sige noget, fortsatte Jun: “Ham Hirohito-­ seki overtog bare vores land og stjal al den bedste jord. Ris, fisk og nu også vores unge mennesker.” Han sukkede og spiste endnu et stykke kartoffel. “Nå, jeg bebrejder nu ikke de unge, fordi de rejser til Japan. Der er ingen penge at tjene her. Det er for sent for mig at gøre det, men hvis jeg havde en søn …” Jun tav et øjeblik, for han havde ingen børn, og det gjorde ham trist til mode at tænke på det. “… ville jeg sende ham til Hawaii. Min kone har en dygtig nevø, der arbejder i forskellige sukkerplantager på Hawaii. Arbejdet er hårdt, men hvad så? Han arbejder i det mindste ikke for de svin, der har besat vores land. Da jeg forleden dag kom ned på havnen, prøvede røvhullerne at fortælle mig, at jeg ikke kunne …” Juns sprog fik Yangjin til at rynke panden og sende ham et skarpt blik. Huset var så lille, at pigerne i køkkenet og Sunja, som nu var i færd med at feje gulvet i alkoven, kunne høre hvert eneste ord og uden tvivl fulgte opmærksomt med i samtalen. “Kunne du tænke dig lidt mere te?” Jun smilede og skubbede med begge hænder den tomme kop hen mod hende. “Det er vores egen forbandede fejl, fordi vi lod dem tage vores land. Det er jeg udmærket klar over,” fortsatte han. “De forbandede aristokratsønner solgte os ganske enkelt. Ikke en eneste af de yangban-stoddere har nogen nosser.” Både Yangjin og Sunja vidste, at kulmandens svada ville få piger33

Pachinko.indd 33

23/07/18 15.48

ne i køkkenet til at fnise, selvom han uge efter uge fyrede de samme beklagelser af. “Det er muligt, at jeg er fattig, men jeg er en ærlig og hårdtarbejdende mand, og jeg ville aldrig have ladet japanerne komme og overtage magten.” Han tog et rent, hvidt lommetørklæde op af sin kulstøvede frakke og tørrede sin løbende næse. “De stoddere. Nå, jeg må hellere se at komme videre med dagens leveringer.” Yangjin bad ham om at vente et øjeblik, mens hun gik ud i køkkenet. Ved hoveddøren overrakte hun Jun en lille stofbylt med frisk­ opgravede søde kartofler. En af dem faldt ud af bylten og trillede hen over gulvet. Jun standsede den med foden og stak den ned i en af sine dybe frakkelommer. “Man må aldrig lade noget værdifuldt gå til spilde.” “De er til din kone,” sagde Yangjin. “Vær så venlig at hilse hende fra mig.” “Mange tak.” Jun skyndte sig at stikke fødderne i sin sko igen og trådte ud af huset. Yangjin blev stående i døren og kiggede efter ham, da han gik. Hun vendte først om og gik indenfor igen, da Jun forsvandt ind ad døren til naboens hus. Huset føltes helt tomt uden den højrøstede mands rungende stemme. Sunja kravlede rundt på knæene for at blive færdig med at gøre rent i gangen, der løb fra indgangen gennem resten af huset. Pigens krop var fast og robust som en blok af lyst træ – en kropsbygning, hun i store træk havde arvet fra sin mor – og der var masser af kraft i hendes smidige hænder, muskuløse arme og solide ben. Hendes lille, kompakte krop var som skabt til hårdt arbejde, og der var ikke megen ynde at finde i hendes ansigt eller lemmer, men alligevel var hun en fysisk tiltrækkende pige, selvom man ikke ville kalde hende decideret smuk. I alle sammenhænge blev Sunja hurtigt bemærket på grund af sin friske energi og sit lyse væsen. De logerende forsøgte altid at spille op til hende, men ingen havde haft held med deres anstrengelser endnu. 34

Pachinko.indd 34

23/07/18 15.48

Hendes mørke øjne funklede som to våde sten på en blankpoleret hvid overflade, og når hun lo, var hendes latter altid smittende. Hendes far, Hoonie, havde forgudet hende helt fra begyndelsen, og selv da hun stadig kun var en lille pige, havde hun set det som sin vigtigste opgave i livet at gøre ham glad. Så snart hun havde lært at gå, fulgte hun ham rundt i hælene som et trofast kæledyr, og selvom hun også beundrede sin mor, havde det været sådan, at da hun mistede sin far, forandrede hun sig omgående fra at være en glad og munter pige og blev en eftertænksom ung kvinde. Ingen af Chung-brødrene havde råd til at gifte sig, men Gombo, den ældste, havde ved mere end en enkelt lejlighed sagt, at en pige som Sunja ville blive en god kone for en mand, der ønskede at blive til noget i verden. Fatso beundrede hende, men han forberedte sig også på at beundre hende som en ældre svigerinde, selvom hun kun var seksten år gammel og dermed jævnaldrende med ham. Hvis nogen af brødrene en dag ville blive gift, ville Gombo som den førstefødte sandsynligvis finde sig en kone før de andre. Men intet af det spillede nogen rolle længere, eftersom Sunja for nylig havde måttet vinke farvel til alle udsigter til at blive gift. Hun var gravid, og barnets far var ikke i stand til at gifte sig med hende. For en uge siden havde Sunja bekendt sig til sin mor, men naturligvis var der ingen andre, der vidste noget. “Ajumoni, ajumoni!” skreg den ældste af tjenestepigerne pludselig fra værelset i den forreste ende af huset, hvor de logerende sov, og Yangjin styrtede hen mod hende. Sunja smed gulvkluden fra sig for at følge efter sin mor. “Der er blod! På puden! Og han er gennemblødt af sved!” Bokhee, som var den ældste af de to søstre, tog en række dybe indåndinger for at falde lidt til ro. Det lignede hende ikke at hæve stemmen, og det havde ikke været hendes hensigt at skræmme de andre, men hun vidste ganske enkelt ikke, om gæsten var døende eller allerede død, og hun var så bange, at hun ikke turde træde helt hen til ham. 35

Pachinko.indd 35

23/07/18 15.48

Et øjeblik sagde ingen noget, men så bad Yangjin tjenestepigen om at forlade værelset og vente ved hoveddøren. “Jeg tror, det er tuberkulose,” sagde Sunja. Yangjin nikkede. Gæstens udseende fik hende til at tænke på Hoonies sidste uger. “Hent apotekeren,” sagde Yangjin til Bokhee, men så ombestemte hun sig. “Nej, vent. Jeg får måske brug for dig.” Isak lå med hovedet på puden og sov. Svedig, rødmosset og uvidende om, at kvinderne stod og stirrede ned på ham. Dokhee, den yngste af tjenestepigerne, var kommet hen til værelset fra køkkenet. Hun gispede højt, men hendes søster tyssede på hende. Allerede da gæsten var ankommet aftenen før, havde det været umuligt ikke at bemærke hans blege ansigt, men ved fuldt dagslys var hans kulør direkte gusten og havde samme farve som snavset regnvand. Betrækket på hans pude var fyldt med små, røde blodstænk, fordi han havde hostet. “Åh,” mumlede Yangjin, både forskrækket og bekymret. “Vi er nødt til straks at få ham flyttet. De andre risikerer at blive syge. Dokhee-ya, gør plads til ham i opbevaringsrummet, nu. Skynd dig.” Hun ville anbringe ham i det lille ekstrarum, hvor også hendes mand havde sovet, da han var syg, men det hele ville naturligvis have været meget lettere, hvis han selv havde kunnet gå hen i den modsatte ende af huset – i stedet for, at hun nu selv måtte prøve at flytte ham. Yangjin trak i et hjørne af madrassen i et forsøg på at ruske ham vågen. “Pastor Baek? Min herre?” Yangjin rørte ved hans overarm. “Min herre?” Langt om længe åbnede Isak øjnene. Han kunne ikke huske, hvor han var. I sin drøm havde han været hjemme igen. Han havde ligget og hvilet sig i æblehaven, og over ham havde træernes grene været dækket af en myriade af hvide blomster. Da han var vågnet helt op, genkendte han dog værtinden fra pensionatet. “Er alt i orden?” “Har De tuberkulose?” spurgte Yangjin ham. Han måtte naturligvis have været klar over det. 36

Pachinko.indd 36

23/07/18 15.48

Han rystede på hovedet. “Nej, det havde jeg for to år siden. Jeg har haft det fint siden.” Isak rørte ved sin pande og mærkede sveden langs hårkanten. Han prøvede at løfte hovedet, men det var tydeligt, at det føltes tungt. “Åh, jeg forstår,” sagde han, da han så de røde stænk på puden. “Jeg beklager dybt. Jeg ville ikke være kommet, hvis jeg havde vidst, at jeg ville blive til besvær. Jeg bør tage af sted igen. Jeg ønsker ikke at bringe Dem i fare.” Isak lukkede øjnene, fordi han var så træt. I hele sit liv havde han været svagelig, og den seneste tuberkuloseinfektion var bare én ud af de mange sygdomme, han havde været ramt af. Både hans forældre og hans læge havde været imod, at han rejste til Osaka, og kun hans bror Yoseb havde ment, at det ville være bedre for ham, fordi vejret i Osaka var varmere end i Pyongyang – og fordi Yoseb vidste, hvor meget Isak hadede at blive betragtet som en svækling og blive behandlet på den måde, som det havde været tilfældet i hovedparten af hans liv. “Jeg bør rejse hjem,” sagde Isak, stadig med lukkede øjne. “De dør bare under togrejsen. De vil få det endnu værre, før De får det bedre igen. Kan De sætte Dem op?” spurgte Yangjin. Isak trak sig op og lænede sig op ad den kolde væg. Han havde følt sig træt på rejsen, men nu var det, som om der sad en bjørn på hans bryst. Han holdt vejret og vendte ansigtet væk for at hoste. En række blodige stænk bredte sig ud over væggen. “De bliver her, indtil De er rask igen,” sagde Yangjin. Hun og Sunja så på hinanden. De var ikke blevet syge, da Hoonie var blevet smittet, men på en eller anden måde var de nødt til at beskytte de logerende og pigerne, som ikke havde været der dengang. Yangjin så på Isaks ansigt. “Kan De selv gå hen i den anden ende af huset? Vi er nødt til at holde Dem adskilt fra de andre.” Isak prøvede at rejse sig, men han kunne ikke. Yangjin nikkede. Hun bad Dokhee om at hente apotekeren og bad Bokhee om at gå ud i køkkenet og gøre aftensmaden klar til de logerende. Yangjin fik Isak til at lægge sig på madrassen, hvorefter hun tog fat 37

Pachinko.indd 37

23/07/18 15.48

om den ene ende af den og trak ham hen mod køkkenet på samme måde, som hun tre år tidligere havde flyttet sin mand. “Det var ikke min intention at give Dem problemer,” mumlede Isak. Den unge mand bandede stille over sig selv, fordi han var rejst ud for at opleve verden uden for sin fødeby, og fordi han havde løjet for sig selv om, at han var rask nok til at rejse til Osaka, når han allerede havde haft på fornemmelsen, at han aldrig ville blive kureret for at være så svagelig. Hvis han smittede nogle af de mennesker, han var kommet i kontakt med, ville han også bære skylden for deres eventuelle død. Hvis han selv var på vej til at dø, håbede han, at det ville ske så hurtigt, at andre uskyldige blev skånet for at lide den samme skæbne.

Pachinko.indd 38

23/07/18 15.48

CMYK

CMYK

En dybt betagende roman.

M i n Ji n L e e

NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Yeongdo, Korea, 1911. DAILY MAIL

Episk. SAN FRANCISCO CHRONICLE

En af årets ti bedste bøger. NEW YORK TIMES

En af årets ti bedste bøger. BBC

med en femtenårig pige. Sammen får parret et barn, den højtelskede datter Sunja. Da Sunja forelsker sig i en rig, gift mand med farlige forbindelser til yakuzasyndikatet og bliver gravid, tvinges familien ud på fortabelsens rand. Men den gennemrejsende præst Isak tilbyder Sunja en anden vej: et nyt liv i Japan, som hans kone. Sunjas beslutning om at forlade sit hjemland og vende ryggen til sit ufødte barns magtfulde far sender rystelser ned gennem generationerne, og hendes efterkommere mødes af et hårdt og uretfærdigt Japan. Men glæden slipper også ind gennem sprækkerne, mens Sunja og hendes slægt af stærke, stædige kvinder, splittede mænd og hengivne søskende finder en plads i det tyvende århundrede.

PACHINKO er en episk historisk roman om ambitioner og modgang, fordomme og traditioner, arv og ophav, om det at høre hjemme.

Spillevende og altomsluttende. Pachinko er en hyldest til et glemt folk.

ROM AN

PACHINKO

Finalist til National Book Award 2017.

I en lille by ved det østkinesiske hav gifter en fisker sig

Min Jin Lee

Storslået, elegant og totalt medrivende.

MIN JIN LEE er forfatter og skribent for blandt andre Condé Nast Traveler, The Times  (London), Vogue, Travel+Leisure, Wall Street Journal, New York Times Magazine og Food & Wine. Hendes debutroman Free Food for Millionaires var en af årets mest roste udgivelser, da den udkom i 2007. Pachinko er hendes anden roman. Hun bor i dag i New York med sin familie.

THE GUARDIAN

Hr. Ferdinand ISBN: 978-87-400-4623-6

HR. FERDINAND

omslag : simon lilholt

/

imperiet . dk