Ondt blod af Emelie Schepp

schepp Emelie Schepp (f. 1979) er vokset op i Motala, Sverige, og bor nu uden for Norrköping med sin familie. Serien om Jana Berzelius har gjort hende til et kendt og elsket navn blandt svenske krimifans, som tre år i træk har valgt hende som Læsernes Krimifavorit.

ONDT BLOD Hvem kommer først, din redningsmand eller din morder?

En tidlig morgen findes en kvinde bagbundet og mishandlet i sin lejlighed i Norrköbing. Den første på stedet er ambulanceredderen Philip Engström.

Kvinden virker bekendt, og han gør alt, hvad der står i hans magt for at redde hendes liv, men hun dør mellem hænderne på ham. Kort efter findes endnu et mishandlet offer. Igen er Philip på stedet, og nu går en rædselsvækkende sandhed op for ham.

Da anklager Jana Berzelius sættes på sagen, opdager hun et mønster i vanvidshandlingerne, et hævntogt udført med ondt blod og iskold planlægning. Samtidig opsøges hun af en person fra sin fortid, der tvinger hende til at gå langt ud over, hvad loven tillader.

Ondt blod er tredje selvstændige bind i Jana Berzelius-serien.

Emelieschepp ONDT BLOD

Emelie

De

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

og

2018

Emelie

schepp HHHHHH – Book me up, Scotty

HHHHHH – Bogfriisen

HHHHH – Fyens Stiftstidende

ONDT BLOD En Jana Berzelius-BOG SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND

Ondt blod.indd 6

12/01/17 14.35

Emelie Schepp

Ondt blod PĂĽ dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Politikens Forlag

Ondt blod.indd 3

12/01/17 14.35

Til far

Ondt blod.indd 5

12/01/17 14.35

Kvinden åbnede øjnene igen og så direkte op på mig. Hendes hænder begyndte desperat at slå ud i luften, som om det gik op for hende, hvad der var ved at ske.

Jeg kunne se hendes forbløffelse, hendes undren, og jeg hviskede til hen­ de, at der ingen anden udvej var, hviskede til hende, at det var for sent, at hun allerede havde set for meget.

Hun skulle have holdt øjnene lukkede, skulle ikke have åbnet sine nys­ gerrige øjne, skulle ikke have set ringen.

“Beklager,” sagde jeg, mens jeg trykkede hænderne ned over hendes næse og mund, “men hvad ville du selv have gjort, hvis du var mig?”

Hun svarede ikke. Selvfølgelig ikke.

Hun gjorde bare et nyt forsøg på at komme fri, et sidste desperat forsøg.

Hendes spinkle krop spjættede op og ned på briksen. Hun prøvede at gribe fat i mine hænder, men bevægede i stedet fingrene hen over min arm, mere og mere febrilsk. Neglene rev min hud. Men jeg holdt fast. Trykkede bare hårdere. Hårdere.

Hun prøvede at skrige, jeg kunne høre en gurglende lyd, men hun hav­ de ikke længere kræfter til det, de begyndte at slippe op, og hun glippede flere gange med øjnene, uden at der kom nogen tårer.

Og så – endelig – kom den; erkendelsen af, at det var slut. Hendes hjer­ ne tømtes for alt andet, så alt bare blev rent og grufuldt.

Der kom ikke en lyd, kun et gisp, da hun gav op. Da kroppen endelig slappede af og lå helt stille.

Jeg tog hånden væk fra hendes mund og lyttede til stilheden. Smilede.

For det føltes så simpelt, så fuldendt, så selvfølgeligt.

7

Ondt blod.indd 7

12/01/17 14.35

Nok var det bare en afstikker, men det var ogsĂĽ en begyndelse. Og jeg glĂŚdede mig til fortsĂŚttelsen.

Som et lille barn.

Ondt blod.indd 8

12/01/17 14.35

Onsdag 1

Philip Engström stod med begge hænder mod den sorte køkkenbords­ plade i personalerummet på ambulancestationen i Norrköping. Et vin­ due stod åbent, og en sval forårsluft fandt ind. Han rakte ud efter kaf­ fekruset i automaten, lukkede hænderne om det og nød varmen. Gik gennem rummet og lod sig dumpe ned i en af sofaerne.

Der var en time, til hans vagt sluttede, men han følte allerede stærk trang til at lukke øjnene og døse lidt hen, om det så bare var et par mi­ nutter.

Han vidste, at han ikke burde tænke tanken, men han trængte til at komme til hægterne igen efter nattens stressende begivenheder, og pludselig havde han nikket med hovedet, var blevet trukket ned i søvnen og begyndt at drømme om et hvirvlende, fossende vandfald.

Så hørte han en eller anden råbe i det fjerne, og det gibbede i ham, han famlede med hænderne på bordet og kom til at vælte kaffen.

“Philip dog!”

“Hej, Sandra,” sagde han fortumlet.

Sandra Gustafsson stod to meter fra ham med den ene hånd i siden.

Hendes hår var blondt, og øjnene lige så grønne som farven på arbejds­ tøjet. Hun var ambulanceassistent og den seneste i rækken af nyansatte.

Hun var dygtig og hårdtarbejdende, men også omsorgsfuld over for sine kolleger.

“Stadig træt?” sagde hun.

9

Ondt blod.indd 9

12/01/17 14.35

“Ikke en skid,” sagde Philip og rejste sig op og tørrede kaffen på bordet op med alt for meget køkkenrulle, før han satte sig i sofaen igen.

Hun iagttog ham, mens han forsøgte at skjule et gab, hvorefter hun gik hen til automaten og tog to krus, som hun fyldte med kaffe. Han kunne ikke lade være med at smile, da hun rakte det ene frem.

Han tog en hurtig slurk og skævede til uret.

“Så er det snart tid til at komme hjemover,” sagde hun.

“Jep,” sagde han.

“Du vil ikke lige snakke lidt, inden du går?”

Hun satte sig i lænestolen overfor. Hendes krop var lavstammet og veltrænet.

“Om hvad?”

“Om patienten, der døde?”

“Næh, hvorfor skulle jeg ville det?” sagde han og tog en slurk mere af kaffen, følte sig stadig døsig og tænkte, at han snart måtte til at passe bedre på sit helbred. Arbejdet gjorde, at han sov for lidt, og han vidste udmærket, at hans søvn burde være mere regelmæssig, at han ikke bur­ de lade sig nøje med en time her og dér.

“Det var en mærkelig situation,” sagde hun.

“Det var et ganske almindeligt hjerteanfald – hvad fanden er der at tale om?”

“Patienten kunne have overlevet.”

“Men det gjorde hun altså ikke, okay?”

Philip lyttede til kaffemaskinens snorken. Tænkte på patienten og mærkede hænderne dirre.

“Jeg tænker bare på, hvordan du har det med det?” sagde hun.

“Sandra,” sagde han og stillede kruset fra sig på bordet. Jeg ved godt, at du er støttekollega, men sådan noget psykologipis virker ikke på mig.”

“Du vil altså ikke snakke?”

“Nej, sagde jeg jo.”

“Jeg tænkte bare ...”

“Hvad tænkte du? At vi kunne sætte os i en rundkreds og give kram­ mere? Synes du også, vi skal tage frottépyjamasser på?”

10

Ondt blod.indd 10

12/01/17 14.35

“Ifølge rutinerne, så ...”

“Drop det. Jeg har arbejdet som paramediciner i fem år – jeg ved nøjagtig, hvordan rutinerne ser ud.”

“Så ved du også, at det ikke er okay at falde i søvn på en udrykning.”

Der blev stille i lokalet en rum tid.

“Tænk, hvis nogen får det at vide,” hviskede hun.

“Ingen får det at vide,” sagde han. “Det hører under tavshedspligten.”

“Hva’?”

Han så sig om for at tjekke, om nogen var inden for hørevidde.

“Du hørte mig godt.”

“Helt ærligt – det kan vi sgu da ikke,” sagde hun.

Philip mødte hendes blik.

“Hvorfor ikke?”

“Du er da ikke rigtig klog,” sagde hun, “du er da totalt ...”

“Jeg kan godt se, at det lyder lidt mærkeligt.”

“Mærkeligt? Det lyder da bindegalt.”

Han så over mod døren og tænkte, at han helst ville forlade lokalet nu, lige med det samme. Han ville mærke roen, høre stilheden og frem for alt slippe for Sandra.

“Beklager, Philip, det kan jeg ikke. Det var dig, der sløsede, ikke mig.”

“Jeg sløser aldrig, at du ved det. Og det var ikke derfor, hun døde.”

“Tror du selv på det?”

Philip fikserede hende med blikket, strøg hånden gennem håret og trak vejret dybt i et forsøg på at falde lidt til ro.

“Okay,” sagde han lidt efter. “Nu skal du høre, hvad vi gør. Hvis no­ gen nogensinde og mod formodning skulle finde ud af, at jeg faldt i søvn under udrykningen, så lover jeg at indberette mig selv.”

“Hvad så med mig?”

“Du skyder hele skylden på mig og siger, at du ikke turde fortælle det, fordi du er helt ny i jobbet og alt det dér. Rul en rigtig tåreperser ud.”

Hun gloede bare på ham.

“Er det en aftale?” sagde han.

11

Ondt blod.indd 11

12/01/17 14.35

“Ja,” sagde hun lavmælt. “Men du burde gøre noget ved det – én episode mere, så indberetter jeg dig.”

“Tak,” sagde han og lagde en hånd på hendes skulder.

“Jeg mener det,” sagde hun.

“Det ved jeg godt,” sagde han og rejste sig. *** Anklager Jana Berzelius sad i en af stolene uden for radiostudiet med det ene ben over det andet. Hun ventede på, at det blev hendes tur til at tage plads ved siden af Richard Hansen, der var vært for morgenprogrammet på Sveriges Radio P4 Östergötland.

Da hun fik tegn af Hansen, gik hun lydløst ind i studiet til sin anviste plads. Med høretelefonerne over ørerne hørte hun ham skifte emne og annoncere næste indslag om de kriminelle banders aktiviteter.

“Afpresninger, røveri og overfald med hammer, kniv og automat­ våben. Bandevolden stiger altså stadig. Jana Berzelius, du har i flere år arbejdet som forundersøgelsesleder ved efterforskninger af grov organi­ seret kriminalitet her i Norrköping. Hvad tror du, forklaringen er på, at vi ser en stigning i volden?”

Jana rømmede sig.

“For det første må vi huske på, at vi taler om antallet af anmeldte forbrydelser. At kriminaliteten statistisk set stiger, er ikke ensbetydende med, at den faktiske kriminalitet stiger, men ...”

“Du mener altså, at statistikken lyver?”

“Det, vi kan observere, er, at bandevolden i hele Sverige stiger, sam­ tidig med at volden i samfundet generelt falder.”

“Og hvad skyldes den øgede bandevold?”

“Der er mange forklaringer.”

“Nævn et par stykker.”

Hun lænede sig frem.

“I princippet har du allerede nævnt de vigtigste i dit oplæg til ind­sla­ get, og jeg kan kun være enig i, at medvirkende faktorer er den øgede 12

Ondt blod.indd 12

12/01/17 14.35

adgang til skydevåben kombineret med større sociale og økonomiske skel.”

“Som du ved, har vi her på redaktionen kortlagt de kriminelle bander i Norrköping,” fortsatte Hansen, mens han kiggede ned i de papirer, han havde liggende foran sig. “Vores reportager om bandernes aktiviteter in­ den for våben-, narkotika- og menneskehandel fik stor bevågenhed. Nu er der gået et år siden de første reportager, og der er næppe sket nogen forbedring på området. Der fældes kun få domme, kun få sager kommer overhovedet for retten, og mange hævder, at retssystemet har spillet fallit i Sverige. Har vi grund til at være ængstelige?”

“Der er altid risiko for fejl i retssystemet, som i beklagelige tilfælde kan føre til fejlagtige eller sågar manglende domme.”

“Kan en forudindtaget anklager være en sådan risiko?”

“Ja, og det samme kan manipulerede politiefterforskninger, vild­ ledende ekspertudsagn eller falske vidneforklaringer. At det er reelle risici, som indimellem kan resultere i fejlagtige domme, kan ingen be­ nægte, ikke engang jeg som anklager.”

“Og hvad er din holdning til de røster, der lyder om at skærpe straffen for eksempelvis voldsforbrydelser?”

“Vi kan ikke påvise, at strengere straffe fører til færre forbrydelser – der­imod ...”

“I USA har en satsning på hårdere straffe ført til ...”

“Men nu taler vi jo om Sverige og Norrköping,” understregede Jana.

Hansen så ned i sine papirer igen.

“Ifølge oppositionen er skærpede straffe en vigtig målsætning inden for retspolitikken. Har du nogen kommentarer til det?”

“Kriminalpolitikkens fremmeste opgave bør være at arbejde for bedre muligheder for at forebygge kriminalitet.”

Hansen så op på hende og sagde: “I den såkaldte Politiskandale står højtstående politichefer og er­ hvervsfolk anklaget for bestikkelse og narkotikasmugling og vil – må man antage – blive idømt lange fængselsstraffe.”

“Det er korrekt.”

13

Ondt blod.indd 13

12/01/17 14.35

“Så vidt jeg forstår, er sagen både kompliceret og usædvanlig. For­ uden de særdeles brutale elementer af voldsforbrydelser er der altså tale om en statsligt ansat chef på højeste sted, som har misbrugt sin magt­ position, endda groft.”

“Du taler om rigspolitichef Anders Wester,” sagde Jana. “Men vi har endnu ikke overblik over hele situationen – alle mistænkte er endnu ikke afhørt ...”

“Det er rigtigt nok, men man kunne vel godt forestille sig, at det var nødvendigt med strengere straffe i en så unik sag for at statuere et eksem­ pel for, hvor alvorligt samfundet ser på denne type kriminalitet? Her er der i øvrigt også tale om tilliden til politiet.”

“Det kan jeg ikke kommentere – sagen ligger ikke på mit bord.”

“Men er du ikke enig i, at strafferetssystemet er en måde, hvorpå sam­ fundet kan markere, hvor alvorligt man ser på forskellige handlinger?”

“Jo, men der er som sagt ingen beviser for, at strengere straffe umid­ delbart fører til færre forbrydelser.”

“Hvis jeg forstår dig ret, mener du altså, at vi i stedet bør bruge flere ressourcer på forebyggende tiltag – at det ville være den eneste vej til mindre kriminalitet?”

“Ja, naturligvis.”

“Hvad bygger du den konklusion på?”

Jana så ham direkte i øjnene.

“Min erfaring.” * * * Sygeplejersken Mattias Bohed gik sammen med sin kollega Sofia Olsson gennem afdeling 11 på Vrinnevi Sygehus. Uden for stue 38 sad vagten Andreas Hedberg med rank ryg og foldede hænder. Han smilede genert til Sofia, da de nærmede sig, hvorefter han rejste sig og låste døren op.

Da de var kommet ind på stuen, lukkede Hedberg døren bag dem og låste den.

På den skarpt overvågede stue havde den drabsmistænkte Danilo 14

Ondt blod.indd 14

12/01/17 14.35

Peña været indlagt i tre måneder. Mattias vidste ikke ret meget mere om patienten end det, han havde læst på nettet, nemlig at han var indblan­ det i det, der gik under navnet Politiskandalen; at han var mistænkt for flere drab, de fleste på unge piger fra Thailand. De medarbejdere, der var blevet udvalgt til at passe ham, havde fået strenge instrukser, blandt andet måtte ingen fra personalet være alene med ham på stuen.

“Glemte du at slukke?” sagde Sofia, da hun så, at der var lys ved sen­ gen.

“Nej,” sagde han. “Det tror jeg ikke.”

“Men du skal altså huske ikke at efterlade lamper tændt. Der skal være mørkt på stuen, når vi ikke er her.”

“Undskyld,” sagde han, selvom han vidste, at det ikke var hans skyld.

Stuen var lille og rummede foruden det medicinske udstyr også en seng, et natbord og en stol.

Sofia tog en lille glasflaske frem og rystede den forsigtigt, før hun sugede væsken op i en sprøjte.

“Har du i øvrigt hørt, at han vågnede op i går?” sagde hun.

“Du tager pis på mig?”

“Ja,” lo hun.

“Prøver du at forskrække mig?”

“Nej, men jeg vil have, at du skal være omhyggelig. Ingen lamper tændt, når vi forlader stuen.”

Patienten lå tavs og stille i sengen, men en langsom vejrtrækning kunne anes som en bevægelse over brystkassen. Han lå på ryggen med lukkede øjne og armene under dynen.

Mattias holdt afstand, selvom han vidste, at patienten sov tungt.

“Hvad er der med dig? Det var jo bare en joke,” sagde Sofia, der hav­ de bemærket hans nervøsitet. “Han har jo aldrig vist nogen tegn på at være ved at vågne. Han har knap nok rørt på sig, bare ligget sådan her, hver evig eneste gang vi er kommet herind.”

“Men på et eller andet tidspunkt vågner han jo, og den dag nærmer sig vel?”

“Prøv nu bare at slappe lidt af,” sukkede hun.

15

Ondt blod.indd 15

12/01/17 14.35

“Men seriøst – hvad sker der, hvis han vågner?”

“Han vågner ikke.”

Hun gik hen til sengen og sagde lavmælt til patienten, at det var tid til hans sprøjte.

“Hvorfor snakker du til ham, hvis han alligevel ikke kan høre dig?”

“Det ved jeg ikke – gammel vane måske?”

Hun holdt sprøjten i venstre hånd og slog dynen til side med højre.

“Hjælper du mig lige?” sagde hun.

Han gik hen til sengen, stillede sig ved siden af hende og rensede hu­ den med sprit. Førte vatkuglen frem og tilbage over den slappe overarm.

Danilo Peñas krop så tynd ud, tænkte han. Han havde formentlig mistet en hel del muskelmasse, mens han havde ligget på sygehuset.

Mattias gik rundt om sengen, smed vatkuglen i papirkurven og iagt­ tog Sofia føre sprøjten ned mod Danilos overarm.

“Drøm sødt,” sagde hun.

I samme øjeblik spjættede hans hånd. Sofa trådte omgående et skridt bagud og tabte sprøjten på gulvet. Den trillede ind under sengen.

“Er han vågen?” spurgte Mattias, der var bakket indtil flere skridt hen mod døren.

“Nej. Hans øjne er slørede, blikket ufokuseret. Han sover stadig. Men jeg var ikke forberedt på, at han ... det kom bare helt bag på mig, mener jeg.”

Hun bøjede sig ned for at samle sprøjten op. Rakte ind under sengen, men kunne ikke nå den.

“Den er længere ovre i din side – kan du ikke lige samle den op, mens jeg fylder en ny?”

Mattias rettede ængsteligt blikket mod patienten og lagde sig ned på knæ. Han kunne se Sofias ben og fødder, da han kiggede ind under sengen.

Sprøjten lå helt inde ved væggen, og navneskiltet og kuglepennene i brystlommen stak ham i brystet, da han klemte sig ind for at få fat i den.

I samme øjeblik lød der et bump oven over ham. Han søgte med blikket, men kunne ikke længere få øje på Sofias ben.

16

Ondt blod.indd 16

12/01/17 14.35

“Sofia?” sagde han og rejste sig op med et krampagtigt greb om sprøj­ ten.

Udskillelsen af adrenalin i blodet indtraf lynhurtigt, da han så, at dy­ nen var slået til side, og sengen tom.

Sofia lå halvvejs hen over stolen ved siden af.

Han stirrede på hende, mens hjertet slog så hårdt, at det dundrede i ørerne. Først nu faldt det ham ind, at han burde trykke på alarmknap­ pen for at tilkalde hjælp, eller kalde på vagten, men kroppen lystrede ham ikke.

Så tog han et skridt bagud, vendte sig langsomt om og fik øje på pa­ tienten, der stod musestille bag ham, kun to skridt væk, med knyttede næver og et dystert blik.

Mattias knugede sprøjten hårdere og hævede den langsomt, som for at forsvare sig.

“Det kan du godt glemme,” sagde Danilo med klangløs stemme og tog de to skridt hen mod ham.

Mattias slog ud med armen, men bevægelsen var alt for forudsigelig og langsom. Danilo fik fat i hans arm og vred til. Det gjorde frygtelig ondt.

“Hvad vil du?” klynkede Matias. “Bare fortæl mig, hvad du vil ... jeg skal nok hjælpe dig ...”

Smerten i armen fik ham til at tie. Han kunne ikke kæmpe imod længere; sprøjten gled ud af hans hånd og ned på gulvet.

“Tag tøjet af.”

“Hva’?”

“Tag tøjet af.”

“Okay, okay,” sagde Mattias, men blev alligevel stående. Kroppen føl­ tes lammet, som om han ikke var i stand til at røre sig.

Først da Danilo gentog ordene, forstod han det og trak den hvide skjorte over hovedet. En kuglepen røg ud og faldt ned på gulvet.

“Også bukserne.”

Mattias vendte blikket mod døren.

“Er du tungnem? Det haster.”

17

Ondt blod.indd 17

12/01/17 14.35

Slaget kom så hurtigt, at han ikke nåede at reagere. Han rørte let ved sin mund og mærkede varmt blod mellem fingrene.

Danilo bøjede sig ned og tog sprøjten op.

“Vil du ikke nok lade være,” sagde Mattias, “jeg skal nok gøre, som du vil ...”

“Bukserne.”

Mattias skyndte sig at knappe de hvide bukser op og trak dem ned under knæene. Forsøgte at få benet ud, men den hvide kondisko satte sig fast i stoffet, og han mistede balancen og væltede til siden. Han mærke­ de smerten i hoften, da han landede på gulvet, men blev bare ved med at trække i buksebenet.

Til sidst fik han sko og bukser af og mærkede gåsehuden brede sig.

Han tænkte på sin søn, Vincent, der altid var så langsom til at klæde sig af. At Mattias altid måtte skænde på ham med at få tøjet af, når han skulle i bad eller i seng. Nu lovede han sig selv aldrig mere at skænde på ham. Aldrig mere, tænkte han og mærkede gråden i halsen.

“Du glemte strømperne. Skynd dig nu!”

Mattias sank en klump, tog strømperne af og rettede blikket mod Da­ nilo.

“Jeg har familie, en søn ...”

“Rejs dig op,” sagde Danilo. “Gå hen til sengen.”

Mattias vaklede derhen uden kontrol over sin krop, men holdt sig på benene, gispende og dirrende.

“Hvad så nu?”

“Læg dig ned,” hvæsede Danilo.

“I sengen?”

“I sengen.”

Sengetøjet var stadig varmt, da han lagde sig ned med hovedet på puden. Han lå ubekvemt, men turde ikke røre sig.

Danilo bøjede sig ned, samlede skjorten op fra gulvet og trak den hur­ tigt over hovedet. Bukserne hang løst om livet på ham. Så vendte han sig om mod Mattias. Slog dynen til side og holdt sprøjten over hans nøgne bryst, en centimeter over hjertet.

18

Ondt blod.indd 18

12/01/17 14.35

“Så er det tid til din sprøjte,” sagde han og lo.

Mattias så den sylespidse nål. Derefter gik det hele så hurtigt, at han ikke nåede at reagere. Der kom et stik i brystet, som om han blev bidt af et insekt, og det føltes, som om koldt smeltevand bredte sig i hans blod.

En rød plet voksede frem fra stiksåret og bredte sig ud over det hvide sengetøj.

Han burde føle rædsel, men han følte ingenting – han kunne kun registrere.

Danilo sagde noget, men ordene lød, som om de blev sagt i en tun­ nel. Mattias så ham rette på den hvide skjorte, samle kuglepennen op fra gulvet, sætte den i brystlommen og inspicere sig selv i spejlet. Så strøg han begge hænder hen over sit mørke hår, før han vendte sig om mod Mattias igen.

“Drøm sødt,” sagde han.

Han gik hen mod døren. Mattias hørte låsen klikke, hørte døren blive åbnet og lukket.

Det her sker bare ikke, var hans sidste tanke.

Så mærkede han den komme. Tavsheden.

Derefter kulden. Den begyndte i fødderne og hænderne. Bredte sig langsomt fra benene, armene og hovedet ind til hjertet.

Og til sidst kom mørket.

Ondt blod.indd 19

12/01/17 14.35

schepp Emelie Schepp (f. 1979) er vokset op i Motala, Sverige, og bor nu uden for Norrköping med sin familie. Serien om Jana Berzelius har gjort hende til et kendt og elsket navn blandt svenske krimifans, som tre år i træk har valgt hende som Læsernes Krimifavorit.

ONDT BLOD Hvem kommer først, din redningsmand eller din morder?

En tidlig morgen findes en kvinde bagbundet og mishandlet i sin lejlighed i Norrköbing. Den første på stedet er ambulanceredderen Philip Engström.

Kvinden virker bekendt, og han gør alt, hvad der står i hans magt for at redde hendes liv, men hun dør mellem hænderne på ham. Kort efter findes endnu et mishandlet offer. Igen er Philip på stedet, og nu går en rædselsvækkende sandhed op for ham.

Da anklager Jana Berzelius sættes på sagen, opdager hun et mønster i vanvidshandlingerne, et hævntogt udført med ondt blod og iskold planlægning. Samtidig opsøges hun af en person fra sin fortid, der tvinger hende til at gå langt ud over, hvad loven tillader.

Ondt blod er tredje selvstændige bind i Jana Berzelius-serien.

Emelieschepp ONDT BLOD

Emelie

De

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

og

2018

Emelie

schepp HHHHHH – Book me up, Scotty

HHHHHH – Bogfriisen

HHHHH – Fyens Stiftstidende

ONDT BLOD En Jana Berzelius-BOG SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND