Om de fleste og det meste Læseprøve

Page 1

LARS LØKKE

RASMUSSEN

DE FL ESTE OG D E T M ESTE OM

E R IND R INGSGL IM T


DE F L EST E OG D ET M ESTE OM



L ARS LØR ASMUSS KKEE N DE F L EST E OG D ET M ESTE OM

ER I NDR I NGS GLI MT

POLITIKENS FORLAG


INDHOLD 2020 Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 1970 Sommeren 1970 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 1971 Kamya, den vagtsomme vogterdreng . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 1977 Klasseværelset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 1978 Tyveriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 1980 Hold kæft, du har en sød mor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 1984 Plastikposer med ubetalte regninger og tabt selvværd . 33 1985 Den frie tanke kan ikke lægges i lænker . . . . . . . . . . . . . . . 37 1986 Afghanistan I . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 1989 Jeg skal være far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 1990 Rabat på alle hylder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 1991 Afghanistan II . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 1994 Tak for øl – og for tilliden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 1994 Jeg brænder mit lys i begge ender . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 1999 Bykongens fald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 2001 Løkkeposen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 2001 Giv aldrig op! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87 2002 Du skal rejse hjem. Nu! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 2004 Et nyt danmarkskort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 2004 Kan man eksportere lykke? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 2004 Jeg elsker Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 2006 Skal, skal ikke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 2007 Den gule negl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 2008 Da finanskrisen ramte os . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 2009 Alene for sidste gang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 2009 En kop vand på Marienborg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 2009 Folkehelt eller bandit? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 2010 Pas på blomsterne, når bedet luges for tidsler . . . . . . . 147


2010 Ord gør en forskel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 2011 Farvel til efterlønnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 2011 Arabisk forår og fransk realityshow . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 2011 Mit hjerte frøs til is . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171 2011 Ingen copyright i politik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 2011 Giv aldrig op II . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 2012 Livet leves forlæns . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 2014 I modvind ta’r livet sin form . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 2014 Rund fødselsdag i krisens tegn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 2015 Er du pædofil? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 2015 Where are the damn British when you really

need them? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

2016 Et godt grin i Danmarks tjeneste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219 2016 Rygeboks og polsk te . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 227 2017 Ikke sige undskyld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 233 2017 Kongen af Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 2017 Fremad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 2017 Afghanistan III . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 2018 Små sko . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257 2018 Udskilningsløb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 2018 En tidslomme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 263 2018 Talent kan i længden ikke holdes nede . . . . . . . . . . . . . . . 267 2019 Befrielsens øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 2019 Tid til at give op . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279 2019 Mødet i Brejning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285 2019 Tid til fortrydelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 2019 Mit spanske eksil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 303 2020 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313



7

2020

PROLOG ˜

D

ette er ikke en klassisk selvbiografi eller en detaljeret beskrivelse af dansk politik i de snart fire årtier, jeg har været folkevalgt. Det er en række erindringer i glimt. Jeg har valgt at skrotte pligtstoffet for at fortælle om de mennesker og begivenheder, som har betydet allermest for mig som politiker og menneske. Jeg er 56 år. Føler mig ikke gammel eller færdig, selvom andre for et år siden de facto besluttede, at jeg skulle være det. I amerikansk politik ville jeg først nu have alderen til at kunne gøre mig realistiske forhåbninger om at søge valg til Senatet og endnu alt for ung til at gøre mig i præsidentvalget. Alder er noget mærkeligt noget. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg står bare pludselig ved en skillevej. Vidste, den ville komme, bare ikke lige nu. Døre lukker sig bag mig. Nye åbnes. Skal jeg give efter for de lukkede døre eller forsøge at flå dem op igen? Hvilke af de nye skal jeg træde igennem? Jeg ved det sandt for dyden ikke. Men jeg ved, at jeg er i et slags vakuum mellem noget, jeg altid har været, siden jeg var meget ung, “ham der politikeren”, og noget, jeg jo i princippet har været i endnu længere tid, i nogen grad har sat til side, men nu kan koncentrere mig 100 procent om at være: mig selv.

OM DE FLESTE OG DET MESTE


8

Hvem er jeg? Det spørgsmål tumler vi vist alle med. Det er eksistentielt. Har lagt grunden til de store verdensreligioner og de store ismer. Heller ikke i mit tilfælde findes der noget simpelt og klart svar på det spørgsmål. Jeg er så langtfra kun et idealistisk menneske, der har været i politik, siden jeg var 17, for at gøre verden til et bedre sted. Jeg er også ærgerrig, ambitiøs, en hård hund. Men jeg er også en blød mand. Jeg kan græde, når jeg ser uretfærdighed, når mennesker tromles, når medmennesker kvases af livsvilkår så ringe, at selv den stærkeste ikke kan kæmpe sig fri af det. Og jeg kan fælde en tåre af glæde, når mennesker lykkes, folder sig ud, indfrier deres potentiale. Når Andreas Mogensen bliver den første dansker i rummet, når Kenneth Toft-Hansen vinder kokke­konkurrencen Bocuse d’Or, når en dreng på LøkkeFondens Drenge­Akademi bryder læsekoden. Det er lige stort det hele. Jeg finder trøst i Niels Bohrs gamle ord om, at enkelheden – og ikke løgnen – er sandhedens modsætning. For sandheden kan ikke udtrykkes enkelt og uden nuancer. Den er kompliceret. I et forsøg på at genvinde personligt fodfæste har jeg kastet mig ud i at skrive denne bog. Måske vil jeg skuffe dem, der er på jagt efter afsløringer af hidtil ukendte detaljer i tilblivelsen af forskel­ lige politiske aftaler eller ser frem til artige afsløringer af politiske med- og modspillere. I så fald undskylder jeg på forhånd, men mit ærinde har været et andet: at teste min egen hukommelse og pirre min nysgerrighed for at genfremkalde nogle af de erindringsbilleder, der har gjort mig til den, jeg er. Måske kan det gøre mig selv en lille smule klogere og sætte en retning for resten af mit liv. Måske kan det samtidig have lidt bredere interesse og give dem, der levende interesserer sig for vores demokrati og folkestyre, et lille indblik i, hvordan tingene tager sig ud indefra. Det er i hvert fald mit håb.

LARS LØKKE RASMUSSEN


9

1970

SOMMEREN 1970 ˜

V

i drejer ned ad den blinde villavej med ni nyopførte, totalt ens typehuse. Gule murstensgavle, træfacader, eternittag. Haverne er endnu ikke anlagt, så de ligger bare der. Det ene kedelige hus med endeløse rækker af vinduer efter det andet. Vi stopper ved nummer 4, for det har min far købt. Jeg sidder på bagsædet af tante Hanne og farbror Klavs’ bil. De har samlet mig og min storesøster op i Vejle, hvor min mor og lillebror stadig er. For far har fået nyt arbejde i Styrelsen for Civil Værnepligt eller militærnægtertjenesten, som det vist mere mundret kaldes. Slut med at køre Fyn og Jylland tyndt for at besøge frisørsaloner med Wella-produkter hele ugen for så at køre de samme områder tynde i weekenden med familie, klapbord, madpakker og termokande. Dels for bare at komme ud af Arbejdernes Andelsboligforenings lejlighed i Skolegade. Dels fordi det ligger ham og mor meget på sinde, at vi skal kende vores land. Hær­ vejen, Den Gamle By, Jellingstenene, Christiansfeld, Dybbøl. Nu skal der ro på. Fast arbejde som bogholder, parcelhus, frisk luft og tæt til arbejdet. Græsted er valgt, fordi der kun er syv kilometer til kontoret i militærnægterlejren i Gribskov. “Det der er da ikke Gribskovlejren,” udbryder farbror lidt vrissent. Han beder mig om adressen, da vi kommer nord for Hillerød. Drosselvangen 4, Græsted, er det eneste, jeg seks år gammel ved om vores nye liv, så den stikker jeg ham.

OM DE FLESTE OG DET MESTE


10

Vredt vender han bilen i indkørslen, jeg får lige et glimt af nogle børn på vejen, og en halv time senere har vi fundet vejen fra ­Mårum mod Helsingør, drejet fra ved stationen – som nu er revet ned og erstattet af et trinbræt – og nået frem til de røde barakker, hvor unge mænd med skulderlangt hår planter og fælder træer i protest mod Vietnamkrigen, USA, kapitalismen, og hvad der ellers driver dem til ikke at aftjene deres værnepligt. Når de altså ikke strejker, brænder lejren ned eller spænder stålwirer over vejen for at blokere tilkørslen. Og der står min far. Den ældste søn af malermesteren fra Våbensted, der blev kommis, handelsrejsende og nu tjenestemand. I jakkesæt og slips som altid, men for mig – og helt sikkert også for ham selv – placeret i noget uvante omgivelser. Min far var ikke manden, der tog store chancer eller foretog dristige valg. Bortset fra et uheldigt forsøg med at åbne et dampvaskeri i Fredericia, som økonomisk gik helt galt – men betød, at min mor til sin død havde et kæmpelager af sammenfoldelige regnhætter i små, farvestrålende plastiketuier påtrykt ‘Nygaards Vaskeri – J. Løkke Rasmussen – Tlf. Fredericia 20610’ – var der ikke meget improvisation over ham. Men nu havde han taget et valg. Skiftet job, geografi og købt parcelhus ubeset af sin hustru. Så meget mod ville jeg aldrig kunne finde frem i mig selv. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde fik sagt ham tak. Men for mig blev skiftet fra blokken med de store drenge, der bestak mig til at købe smøger, fordi deres mødre i klart sprog havde sagt i kiosken, at de ikke måtte sælge tobak til dem, starten på et barndomsliv, jeg ville ønske var alle børn forundt. Det er sommeren 1970. Velfærdssamfundet er for alvor ved at vokse frem. Mange tager den samme rejse til parcelhuskvartererne som min familie. Det koster. Én indtægt slår ikke længere til. Kvinderne skal arbejde, børnene skal passes, institutionaliseringen begynder at tage form. Jeg slap, men det gjorde min lillebror ikke helt. Legestue og børnehaveklasse til ham – som en forsigtig

LARS LØKKE RASMUSSEN


11

forløber for den karriere uden for eget hjem, som nutidens børn indleder, inden de fylder et år. Ungdomsoprøret er fortsat i fuld gang, men har allerede sat sig i et mindre dogmatisk syn på autoriteter. De skal rives ned. Du skal ikke tro, du er noget. Men vi er der ikke endnu. Læreren er stadig en autoritet i lokalsamfundet. Ikke en, der pendler ind til byen om morgenen og ud igen om eftermiddagen eller skal opgøre sin arbejdstid i U(ndervisnings)-, F(orberedelses)- og Ø(vrig) tid. Ikke en, der udfordres af en hel forældrekreds, der mener sig bedre uddannet. Læreren er ham eller hende, der er et helt afgørende omdrejningspunkt for byens liv. Træner til badminton, fodbold, håndbold eller den organisatoriske rygrad hos spejderne eller FDF. En voksen, man ikke kun ser i klasseværelset, men som har et øje på os – også i fritiden. Det er sommeren 1970. Hilmar Baunsgaard er statsminister, og hans kone, Egone, er ved at plante rododendroner på Marienborg. Jeg aner intet om nogen af delene. Men hele mit barne- og ungdomsliv står i gæld til Baunsgaards generation af ­politikere, som på godt og ondt – mest godt – skabte rammerne om det ‘mulighedernes samfund’, der gav mig familiens første studenter­ eksamen, kandidatgrad og i seks år og 181 dage udsigt til Egones rododendroner. Jeg er taknemmelig for det hele. Jeg synes, jeg skylder for de fantastiske muligheder, jeg har fået. Og det har været mit personlige drive i mit politiske liv, at næste generation skal have endnu flere.

OM DE FLESTE OG DET MESTE


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.