TIL ORIENTERING! NO PRINT!

TIL ORIENTERING! NO PRINT!

NU FORTÆLLER JEG DET HELE Silas har valgt et ensomt liv som skiftevis soldat i det danske forsvar og professionel narkoman. Hans tvilling, Elias, har valgt Sara, kernefamilien og et roligt liv, hvor den jødiske mystik, kabbala, går hånd i hånd med kvantefysik. Men på en bukkejagt sker der en ulykke.

DANIEL DENCIK

Nordisk vildt er en roman om kærlighed, broderskab, den danske kystskov, tvillingesjælens vandringer og den dybe forbandelse ved den høje intelligens. Romanen inviterer sin

ROMAN

læser på en rejse gennem nye usete verdener, der ligger midt i den gamle døende verden et sted mellem Juelsminde og Horsens.

DANIEL DENCIK

debuterede i 1998 med digtsamlingen Lyn på en motorvej. Han har siden udgivet sørgesangen Via katastroferne, romanen Anden person ental, novellesamlingen Grand Danois og senest essayene Sportshjerte. Nordisk vildt er hans ottende bog. Daniel Dencik har også instrueret dokumentarfilmene Moon Rider og Ekspeditionen til verdens ende samt portrætfilmen Tal R: The Virgin og senest spillefilmen Guldkysten. ISBN 9788740022681

omslag: simon lilholt

/

imperiet

omslagsillustration: cathrine raben davidsen

forfatterfoto: robin skjoldborg

O mslagsillustration © Cathrine R aben Davidsen

Nordisk vildt

Nordisk_vildt.indd 1

29/08/18 14.05

Af samme forfatter Lyn pĂĽ en motorvej Chihuahua Solvinden Via katastroferne Anden person ental Grand Danois Sportshjerte

Nordisk_vildt.indd 2

29/08/18 14.05

DANIEL DENCIK

NORDISK VILDT Roman

Politikens Forlag

Nordisk_vildt.indd 3

29/08/18 14.05

Nordisk vildt af Daniel Dencik © Daniel Dencik og JP/Politikens Hus A/S 2018 Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Bogen er sat med Baskerville hos LYMI DTP-Service Omslag: Simon Lilholt, Imperiet Omslagsillustration: Originalværk af Cathrine Raben Davidsen Kenosis, 2016 Blandede medier på papir Bogen er trykt hos GGP Media GmbH, Pössneck Printed in Germany, 2018 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-400-2268-1

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Politikens Forlag Rådhuspladsen 37 1785 København V Tlf.: 33 47 07 07 Fax.: 33 47 07 08 www.politikensforlag.dk

Nordisk_vildt.indd 4

29/08/18 14.05

Fjernt fra jordens frugtbarhed skal din bolig være og fjernt fra himlens dug foroven. Ved dit sværd skal du leve, og for din bror skal du trælle. Men engang skal du rive dig løs og kaste hans åg af din nakke. – Første Mosebog 27, 39-40

Nordisk_vildt.indd 5

29/08/18 14.05

Nordisk_vildt.indd 6

29/08/18 14.05

Nu fortæller jeg det hele. Jeg går mod vinden og strandengene. Det er ebbe, en slank måne er på vej op over øen derude. Nymåne betyder, at du skal begynde på noget nyt. Foråret har sprængt vintermørket i stykker, men kulden er blevet hængende. En hinde fra de gråtunge januarnætters fostervand er ikke blevet brudt, skoven ligger gemt bag sin egen uskyld. Det har regnet i nat. Nu er det hørt op, råvildtet tørrer sig på åbne områder. Jeg går med min Otterup hen over det skinnende mudder i Håbet. Det er et opdæmmet stykke land fuld af våde veksler. En buk strejfer i de bleggrønne aks. Majhimlen er mørkeblå med lette, rødmende strøg mod øst. På bunden af Storebælt står stadig de gamle fyrreskove. Du kan begynde på noget nyt, indtil du står ved en grav. Din eller en andens. Bukken har jeg set før, jeg kender ham på strejfskuddet bag ørerne. Han har sat godt op, over vinteren er han blevet seksender. Jeg går i hans yderste land, hvor Kattegat skyller mod de synkende skove. I årevis har jeg fulgt ham, bilder jeg mig ind, pladsbukken. Du er nødt til at tro. Digte din skov og tro på den. Dine egne forklaringer er, hvad du ender med. Én selv har altid ret. Jeg mister fodfæste i en sænkning, synker i vand op til lårene, holder riflen over hovedet, trækker mig op på knæ, vrister mig fri. Håret har jeg samlet i nakken, men indimellem sætter det sig alligevel fast i grenene, når jeg bevæger mig langsomt. Det 7

Nordisk_vildt.indd 7

29/08/18 14.05

kolde vand siver ind i mine støvler, mens jeg står stille og synker i græsset. Svovlet tang sidder i snørerne, tung som tjære. Jeg ser bukken vade lige ud i vandet og de sunkne haver. Råvildt svømmer. Det ser forkert ud, men det drukner ikke. Herude glitrer natten endnu i flydende øer af tagrør og ålegræs. Bukken forsvinder i bølgernes mørke. I de nøgne birke alleryderst sidder den larmende koloni af skarver. De skider hele yderfjorden død. Det er nogle forslugne fugle, ålekrager kaldte morfar dem. Jeg skød min første hare som fireårig. Morfar skulle pisse og bad mig holde geværet. Hvis der kom noget, måtte jeg gerne nedlægge det. Sådan begyndte det. Plaffede den i hjertet. Morfar var til­ lært jæger, han var ikke født ind i det på samme måde, fuld af fejl, men klog nok til ikke at lære fra sig. Jeg øvede på flasker opstillede på træstubbe. Elias gad ikke rigtigt. Jeg aflader og går tilbage i det plørede gry mod godset gen­ nem skoven. Det er ikke vores vildt, men det er vildt, der går i vores skov. En bæk har kilet sig ned gennem skrænten, der vokser elfenbenspadderokker, høje buske af kærsvinemælk og skavgræs. Jeg følger bukkens spor baglæns mod hestefoldene, men ser ikke flere. Til gengæld ser jeg hjulspor omkring remiserne. Aftrykkene ser friske ud. De er ikke mine, de ligner ikke engang en fire­ hjuls­trækkers. Havde jeg været yngre, ville jeg have overnattet i skoven, taget dem på fersk gerning, når de kom kørende. Jeg tror, de ligger og skyder fra bilerne, men det er svært at bevise noget. Jeg fik operativ træning efter min værnepligt. Det var nogen­ lunde på samme tid, vores stedfar begyndte at opgive planerne om landbrug på godset. Han havde en bred spalte af en kæft, der altid kværnede om kvægavl, uden at der nogensinde skete noget. Elias virkede endnu mere uinteresseret end jeg, bare på sin egen måde. Jeg tror ikke, vi var provinsielle nok til at blive bønder. Mor brokkede sig over, at hun havde født tvillinger, uden at det hjalp på tronfølgen, som hun kaldte det i lyse stunder. De havde en overgang et æblemosteri på godset. Det var, hvad de kunne 8

Nordisk_vildt.indd 8

29/08/18 14.05

drive det til. De var der bare, min familie. Jeg havde ikke noget særligt forhold til dem. Vi var der sammen, det var alt. De kunne have været hvem som helst. Godset er ikke et sted, man tilfældigvis kommer forbi. Det ligger gemt i Bjerre Herreds ufremkommelige kystskov. Skov­ ranker slynger sig om det gamle stødhegn. Med sin forrevne strand, sine overgroede veje, de bortforpagtede marker og menneske­tomme skove er godset glemt af verden. Foldene og haverne gaber tomme. Overdrevene er ikke længere overdrev, løvskov trænger ind og gror til. Hvis ikke vi holder diget, vil det gå i hav. Så lad det gå i hav. Første dige ligger allerede langt ude i bølgerne. Bjerre Herred er en halvø med Horsens Fjord og Vejle Fjord på hver side. Hvis man følger kysten fra Fakkegrav og det nedbrændte badehotel østpå, går man gennem en ubrudt skov. Der står et fjernsynstårn på en bakketop, hvor man på klare dage kan se til Lillebælt, men i dag bliver en skyet dag med dårlig sigt. Jeg tager markvejen tilbage. Det lysner og lysner. Jeg skrår hen over bakkerne. Vejen er kridtet for en ny, hvidskyet dag, som jeg gerne vil skjules fra. Jeg sidder på bagtrappen og ruller en joint efter jagten, som jeg bliver ved med at kalde den, selvom jeg ikke har skudt til et dyr på denne side af det nye år. Jeg har røget, siden jeg blev aftrådt. Græsset gør det nemmere for mig at holde mig fra medicinen, eller i hvert fald begrænse den. Jeg har fået så meget junk fra militærpsykiatrisk, at jeg har glemt, hvad jeg skal tage for hvad. Krigen har spredt sig, som de siger. Men jeg sover bedre, når jeg har røget, selvom andre sikkert heller ikke ville kalde det for søvn. Jeg har det fra en grønlænder på Christiania, en stor pose bornholmsk pot med klistrede topskud. Jeg stamper filteret mod min negl. Dagen føles ufuldendt, hvis ikke jeg har været skæv i løbet af den. Den får en forsonlig side ved at ligne de foregående. Nutidens krige har hverken en klar begyndelse eller afslutning, der er dårligt nok en front, men når jeg hiver det søde græs ned 9

Nordisk_vildt.indd 9

29/08/18 14.05

i lungerne, får jeg en følelse af, at verden lukker sig omkring mig. Det er ikke noget, jeg taler med nogen om længere, men det tilfører den blege dag en smag. Jeg stryger en tændstik og inhalerer det brændte græs. Røgen er sød, den smager af skam. Hver dag nærer jeg et ønske om ikke bare at lade dagen passere uden i det mindste at forsøge at gøre den historisk, legendarisk, slibe de skarpe kanter ned til en blomsterduftende døs. De slider i hjertet, de tidlige morgentimer. Efter en nat uden søvn dukker dagslyset op som en gammel gældsinddriver. Jeg hiver klappen op i panden, blinker det smat­tede syn væk. I mine vipper sidder søvn som grus. I mine led sidder stivhed som død. Det er alt det, jeg har taget. Men jeg fortryder ikke en nat, ikke en patrulje, ikke en pille, ikke en streg. Jeg betaler med skavankerne, det er i orden. Det gider jeg ikke engang diskutere med mig selv. Det hele ligger ude i regionerne nu. Alderdom er ikke et forfald, det er en massakre, har jeg hørt en eller anden klynke. Men jeg ved, hvad der er en massakre. Du kan begynde med at grave i Bosniens jord. Der er en sløret plet i midten af det gode øje, som øjenlægerne ikke har opdaget. Jeg melder ikke ud. Jeg kan godt læse den nederste linje, siger jeg. Skal ikke miste det jagttegn. Ikke det også. Sidste halmstrå. Det bliver ved med at være uskarpt. Vildtpleje, hedder det. Som om man har brug for en undskyldning. Når alt andet sejler. Skoven er det mindste. Alle er væk. Skoven er min. Døde eller væk. Enden på en ny begyndelse. Morgenvindene bremses af højtrykket længere inde over den jyske højderyg, presses tilbage mod fjordene igen. Herude regner det konstant efterhånden. Jeg holder gløden i en kube i min hånd for ikke at ødelægge skoven med røgen. Tobakken, jeg har blandet i græsset for at holde ild i de fugtige skud, fylder mit svælg med spyt, så jeg må snotte mellem støvlerne. Jeg elsker udmattelsen i kroppen efter en jagt, efter et hiv. Vibeflokke ankommer fra syd i store, daglige træk. Skoven hælder mod havet 10

Nordisk_vildt.indd 10

29/08/18 14.05

som en fejebakke, hvor alt før eller siden bare mister grebet og forsvinder. Langsomt begynder det at gå stærkt. Telefonen er på lydløs, men jeg kan mærke den vibrere i min frakkelomme. Det er Elias. Jeg holder røgen i lungerne, så længe jeg kan. Det er for sent, jeg er for væk. Jeg lader den ringe ud, så slukker jeg for den. Det er svært nok at tale sammen i forvejen. De kan komme, når de kommer. I dag eller i morgen. Elias er min bror, som jeg ikke ser. Mor ødelagde ham. Han sprang den ene klasse efter den anden over, til sidst var han pist væk. Jeg kan ikke huske, om vi er uvenner. Sara tvinger os sammen, selv­om vi begge to helst er fri. Jeg ved, han vil brokke sig, fare op, ævle løs som i et gammelt teaterstykke. Hvor talentløs jeg er, der for­ sumper som en taber. Hvor fabelagtig han selv er, som har set lyset. Han kommer med sin familie og skal være jøde. En gang om året kommer han for at inspicere mit forfald. Det føles, som om jeg blev skæv allerede efter første hiv. Jeg skal have gjort rent. Jeg binder mine støvler op, tømmer dem for vand. Jeg burde skrotte dem, sålerne flagrer og larmer, men det er for koldt til at gå barfodet. Kommer til at halte i kulden. Jeg holder jointen mellem læberne, mens jeg knækker riflen. Jeg repeterer kuglen ud af kammeret, tømmer magasinet. At lade det leve, vildtet. Får folk til at blive religiøse. Noget, du kan give bukken. Livet, din angst. Mærker det som en varme. Tilfredsstillelsen ved at være den, der afgør, hvem der må gå, hvem der skal forende. Det er nok bare at komme så tæt på, at jeg kan hviske et ord med løbet pegende i skudretningen. Bang. Kunne have gjort det. Men i dag lod vi det leve. Vildtet blev set vakle mellem brunst og død denne morgen. Vi har båret en riffel gennem en våd skov. Vi kan dræbe jer, I kan ikke dræbe os. Hold nu kæft med vi. Der er kun dig. Altid kun. Solen var ved at brænde igennem lige før. Hvor mange be­ gyndelser har en dag? Hvor mange har et liv? Man overraskes, skubber starten længere og længere foran sig, indtil den bliver 11

Nordisk_vildt.indd 11

29/08/18 14.05

en slutning. En mand kan dø af søvnmangel, en kvinde også. Jeg skal spise noget snart. Og jeg skulle have varmet kaffen. Nu vender det sig i tarmene. Jeg lader jointen hvile på trappen, knækker en gren fra en potteplante og renser sålerne. Måske kan jeg sy dem på med sejlgarn eller i det mindste gaffe dem fast. Forleden tror jeg, at jeg fandt spor af en vildtpåkørsel ud mod de andre gårde. Et såret dyr var gået gennem rugen, der var schweiss stænket ud over de børstede stakke. Det er ved denne tid, kornet skrider, akset bryder op. Jeg ville fange af, men mistede blodsporet efter få meter. Jeg fandt heller ikke gennemskud. Jeg tror bare, det var trafikken. Jeg overvejede at ringe til en hundefører for at få en schweisshund på sporet, men jeg kunne ikke overskue at tale med nogen eller få hunde ud på grunden. Hvordan står det så til herude, Silas? Find nu bare det skide dyr. Jeg finder en hestebremse i mit hår, filtret ind i de lange totter. Jeg tværer det tørre dyr ud mellem mine fingre. Mor kaldte mig for hendes pindsvin. Elias for ugle. Clemens kaldte os bare for regnorme, landbrugsekspert som han var. Han mente ikke, vi havde nogen rygrad. Men ikke nogen rygrad og eventyrlyst, det er to forskellige ting, det fattede han aldrig. Jeg tænder på ny, står i strømpesokkerne og ser vibeflokkene trække over bæltet i sorthvide klynger. Min verden lukker sig om mig, røgen indkapsler mig. Jeg fortryder, at jeg igen har røget, men jeg har glædet mig hele morgenen. Hver nat tænker jeg, at jeg ikke skal ryge mere, men hver ny dag føler jeg et behov for at krone dagen ved at ryge. Det er ikke et nyt behov, det er det samme, dag efter dag. Jeg finder årsager til at fortjene en joint. De mindste ting, et repareret hegn. Jeg skraber gløden mod stentrappen, kaster skoddet i karpedammen. Så dasker jeg over til annekset, hvor jeg holder til. De andre kommer først senere. Jeg sover i en lænestol ved pejsen med front mod døren.

Nordisk_vildt.indd 12

29/08/18 14.05

Sara var min opfindelse. Den slags ved jeg godt, man ikke kan hævde. Retten forsvinder med tiden, med alderen. Men hun var kun sytten år, da jeg mødte hende. Jeg fandt hende en nat, som endte med, at jeg friede til hende. Hun kunne have reddet mig. Men jeg ved det godt. Det ville være lige så rigtigt at sige, at hun fandt mig. Vi fandt hinanden. Det var til en af de store ballet­ fester omkring årtusindeskiftet, en halloweenfest til ære for de mange amerikanske korpsdansere i det danske ensemble. Alma, som var Saras veninde, havde taget hende med til festen. Ingen af pigerne dansede ballet, men jeg tror, de var tiltrukket af den verden. Balletfolket havde ry for at kunne feste. Vi var klædt ud som rypejægere, sagde vi, da vi forstod, at man skulle være udklædt. Sara og Alma var hekse. Vi var nogle år ældre end dem. Jeg var på vej til Kosovo. Vi var tætte dengang, Elias og jeg. Det var stort set kun pigerne, der var udklædt til festen. Racerkøreren Jacques Villeneuve var der også af en eller anden grund. Han var heller ikke udklædt. Han var verdensmester i Formel 1, så han kom bare i jeans og flannelskjorte med et skilt på brystlommen, hvor der stod: GUD. Han bagte på de to hekse, men pigerne blev ved med at vende tilbage til dansegulvet, hvor jeg opførte en vild dans, en krigsdans, som jeg mente passede til min fremtid. Elias lavede ormen. Veninderne fulgte med os, da festen lukkede. Vi kom ud på 13

Nordisk_vildt.indd 13

29/08/18 14.05

Kongens Nytorv en blæsende efterårsnat. Der var busser, der kørte til Ordrup, hvor pigerne boede. De burde tage en natbus, sagde de, for de havde lovet deres forældre at komme direkte hjem efter festen. Men vi fik talt dem fra det. Vi havde en armygrøn køjesæk med os, som jeg havde hugget fra Sjælsmark Kaserne. Vi havde været i Nordsjælland hele dagen for at lede efter svampe blandt hestepærerne på golfbanerne, psilocybinsvampe. Vi havde spist løs af de små nøgenhatte, men det sagde vi ikke noget om. Vi havde også fundet bulmeurt og galnebær, som vi ikke havde taget hul på endnu. Galnebær blev brugt af både vikinger og præriefolk, men den hallucinogene dosis er kun en lille smule mindre end den dødelige, så man skal tage det under ordnede forhold. Vi havde fisket i en nedlagt slusestation, hvilket vi var nødt til at afsløre, da der i rygsækken lå et par fisk af ubestemmelig art, som lugtede fælt. Vi havde været oppe og slås, en broderlig kamp, så vi havde mudder op ad buksebenene. Han var den åndelige verden, jeg var den fysiske. Men vi havde også medbragt champagne og nødder for det tilfælde, at vi ville finde nogle som Sara og Alma at skåle med. Der var kun et par dage, til jeg skulle afsted, vi ville ikke spilde tiden. Sara havde et kamera. Hun øvede sig i at filme. Planen var, at hun ville søge ind på Filmskolen med det, hun optog. Hun spurgte, om hun måtte forevige os til sit projekt. Vi skulle bare være os selv, sagde hun. Vi foreslog pigerne at tage i Zoologisk Have. – Klokken fire om natten? spurgte Sara, mens hun kiggede på os igennem sin søger. – Det er tit et af de bedste tidspunkter, oplyste jeg. – Til hvad? spurgte Alma, som i det hele taget lod til at være den mere skeptiske af de to. – Til at blive dus med himlens fugle, sagde jeg. Jeg ville gerne sørge for, at Sara fik noget unikt materiale med hjem til sin ansøgningsfilm. Det samme gjaldt Elias. – Vi er allerede Des med en bunch of pelikaner, sagde han. 14

Nordisk_vildt.indd 14

29/08/18 14.05

De to piger gik den lange vej med Elias imellem sig. Jeg løb foran. Der var for meget fart i mit blod. Jeg kunne ikke udstå deres stenede tempo. Jeg spurtede frem og tilbage, mens Elias slentrede mellem pigerne og fortalte dem et eller andet, som fik dem til at måbe. Jeg ankom med forpustede rapporter. Sara panorerede frem og tilbage. – Morgenaviserne er netop blevet uddelt på H.C. Ørstedsvej! – Bliv nu bare her, bad hun. Jeg hørte Elias lire sine scorereplikker af sig. Han lød som en revystjerne, det gjorde han tit. – Hvilket lucky punch, at I har mødt os på jeres korte og ellers temmelig arbitrære bane gennem livet. Min elskede bror og jeg tilhører de menneskelige alpetinder. Verden har aldrig set mage. Følg os, stol på jeres længsel efter at vide, hvem I har været så heldige at løbe ind i. Blæs på natten. Aldersforskel er det nye jetlag. Problemet er bare, hvor vi skal gøre af alle vores begavelser. I al tænkelig beskedenhed. Verden er for uimodtagelig og tungnem til den intelligens, vi repræsenterer. Silas er kroppen, jeg er hovedet. Ninjastyle. Hans hjerne er tolv minutter mindre udviklet end min. Min bror har det i kroppen, muskelmassen er imponerende. Men vi har brug for at omgive os med skønhed. Fly chicks and new kicks. Unge piger er naturens festfyrværkeri. Hvem sagde det, Schopenhauer eller Wittgenstein? Enten eller, ikke Kierkegaard. Naturens festfyrværkeri. Tractatus Logico-Philosophicus, hvis ikke jeg tager fejl. – Jeg tåler det ikke, skreg jeg. Jeg løb rundt omkring dem, mens Elias fortalte pigerne om sine naturvidenskabelige studier, om den dybe forbandelse ved den høje intelligens, om den amerikanske østkysts fortrinligheder, om en mand ved navn Nasir Bin Olu Dara Jones, bedre kendt som Nas, samt om godset, hvor vi havde vores rødder. Vi har haft alt undtagen penge, proklamerede han højstemt. Jeg førte an i elastiske spring, mens pigerne halsede efter. Min bror forklarede 15

Nordisk_vildt.indd 15

29/08/18 14.05

til kameraet, hvordan vi i vores broderskab gladeligt lod godsets skove vokse vildt. – Findes der ikke noget nærmest tragikomisk over det men­ neske, der med love og forbud forkaster det ene frø, mens en anden sæd kultiveres med monomani og pesticider? Der skal være no mercy til tåben, som i desperation må gribe til stubfræser, grensaks og plæneklipper. I den eviggrønne verden, vi er nedsteget fra, må alt gro, som det bedst kan. Der findes intet ukrudt i hele verden, der skal rives op med rode, der findes ikke et træ, der skal fældes eller beskæres. I stedet går vi ind for, at vi, som menneskehedens fortropper, nysgerrigt afprøver de forskellige svampe, bær, pig­ æbler og rødder, som vi støder på, mens vi ryger, drikker eller på anden måde indtager så meget som muligt af det sortiment af planter, urter, kviste og strå, vi måtte finde på vores vej gennem de tilgroede stier, som vi kalder Horsens kommune. – Hvad siger jeres mor og far? – Ja, nej og så videre. Han havde pigerne i sin hule hånd. – Hvad betyder det? spurgte Sara. – At vi næsten ikke har hverken mor eller far, svarede han. – Men vi har haft en morfar, udbrød jeg ret overraskende. – Mere er der ikke at sige om den sag, slog Elias fast. – Men vi vil gerne høre om det, indvendte Sara. – Hvorfor har I ikke haft hverken mor eller far? spurgte Alma. – Vi var for umulige, svarede Elias. – Hurtigere, sagde jeg. Vi begyndte at spæne. – En morfar rummer også både en mor og far, prustede han. Han gav alt. Vi løb op ad bakken langs Frederiksberg Slot. – Kan vi gå lidt? prøvede pigerne. – No way, skreg han. Pigerne skævede til hinanden, mens de blæste videre i kostu­ merne som to flagermus. Da vi kom til et flethegn, kravlede vi 16

Nordisk_vildt.indd 16

29/08/18 14.05

over. Der var ikke noget alarmsystem i haven, havde vi opdaget for et par uger siden. Men de gamle grusstier mellem dyrene var blevet asfalterede i mellemtiden, hvilket Elias ikke var sen til at kommentere. – Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for asfalten. Vi kom til pingvinerne, som var vågne alle sammen, selvom det var mørkt. Jeg stak pingvinerne en af fiskene. Lynhurtigt blev vi venner. Særligt med en af dem. Jeg hoppede over indhegningen, hentede bemeldte pingvin, uden at den gjorde modstand. Alma peb. – Det gør du bare ikke. Jeg sendte hende et dræberblik, mens jeg stod med pingvinen under armen. Jeg var glad for, at det ikke var Sara, der prote­ sterede. Det ville også blive en bedre film, hvis hun ikke gjorde det. Vi ville vise pingvinen verden. Så den kom ned i sækken. Sara sagde ikke noget, det kan jeg huske, at jeg var vild med. Hun ville vel se, hvad vi kunne bidrage med til hendes optagelser, hvis ikke hun afbrød os. Vi kravlede op i tårnet, det kinesiske tårn. Elias blev pludselig tvær og modstræbende for rullende kamera. Det var en blanding af højdeskræk og jalousi, tror jeg. Han hev mig afsides. – Punch your own weight, hvæsede han. – Hun er min, sagde jeg. – Du er så grim. – Ja, det er du jo så også. Jeg vristede mig fri, ville vise pingvinen udsigten, ville vise Sara, at hun var min. Jeg vidste bare, at jeg skulle op i det tårn med hende. Det gamle Danmark deroppefra. Alma blev sammen med Elias på anden etage. Han råbte efter os, men Sara fortsatte med mig og pingvinen. Jeg havde vundet. Prinsessen og det halve kongerige, tænkte jeg for mig selv. Vi kom op i toppen. Trap­pen endte over trækronerne. Vi bar pingvinen rundt langs udkigs­ tårnets fire sider. København er en meget smuk by set fra højderne. 17

Nordisk_vildt.indd 17

29/08/18 14.05

– Den suger det til sig, sagde jeg. Så bad jeg om lov til at kysse hende. Hun stillede sit kamera fra sig. Hun rettede det ind, så det stadig filmede. Hun spurgte, om jeg altid bad om lov først. Jeg nåede ikke at udtænke et godt svar, før hun kyssede mig. Det gav et elektrisk stød, da vores læber mødte hinanden. – Du gav mig stød, din stodder. – Det var dig, heks. – Lad os prøve igen. Da der ikke kom noget stød den anden gang, sugede vi os ligesom bare fast til hinanden. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde brugt hele mit liv på ikke at kysse hende. Vi glemte pingvinen, som stod for sig selv i sækken på gulvet. Hvis man slap væk fra Elias, blev man tit forbavset over, hvor stille der blev. Jeg anede aldrig, at han kæftede så meget op. Når det bare var os to, glemte jeg det, men så snart der var andre til stede, blev det en pest. Jeg stod og tav, mens jeg kiggede Sara i øjnene. Hvis jeg skulle beskrive hende, ville jeg have sagt: Okay, hun er jo en vaskebjørn. København lå under vores fødder som et stille hav af tindrende stjerner, der kørte rundt i byens gader i lysende baner. Sara slikkede sig om munden. – Du smager af frisk luft. – Du smagte af pebermynte og blod. – Og dine øjne. – Hvad med dem? – Det er bankrøverøjne. Jeg kiggede væk, vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Om det var godt eller dårligt. Så jeg prøvede at skifte emne. Jeg kunne bare ikke huske et eneste emne. Hun havde stadig hat på, men hendes mascara var ved at løbe og tværede hendes ansigt ud i to mørke, voksende huler. Hun lignede på en prik den blonde vaskebjørn, jeg havde tænkt, at hun var. Hendes hår var lyst, krøllet og stort, 18

Nordisk_vildt.indd 18

29/08/18 14.05

hatten holdt det kun delvis på plads. Hendes læber var hævede og bløde. Jeg fandt ind til dem igen. Jeg havde aldrig mødt en bedre pige. Hun passede perfekt til mig. Jeg kyssede hende helt forpustet. Vi fik hår i munden. Jeg førte en hånd op under hendes bluse. Hun fjernede den igen. – Tænk på pingvinen, hviskede hun. – Jeg tænker kun på pingvinen. – Du er syg i hovedet, mand. – Det er ikke mig, der skal filme alt, hvad der sker. – Hvem kendte I egentlig til festen? – Verdensmesteren, Jacques Villeneuve. – Helt sikkert. – Nej, jeg havde bare hørt, at du ville indfinde dig. – Helt sikkert. – En vaskebjørn ved navn Sara. – En vaskebjørn? – Ja, der skulle smage af mynte­blod. – Hvornår rejser du? Elias og Alma lod som ingenting, da vi kom ned. Men han havde læbestift over det hele. Han var stadigvæk sur som et fjols. Jeg foreslog, at vi gik ned og afleverede pingvinen, så det gjorde vi. Den så også ret tør ud. Jeg slap den fri over bassinet. Vi kunne se den svømme lidt rundt i vandet, inden den gled ind på land, hvor den rystede sin pels. Så gik den tilbage til flokken og stillede sig iblandt de andre, iskold. – Lad os gå hen til isbjørnene, sagde Elias mut. – Vi har noget til dem, sagde jeg til pigerne. – Vil I give dem fisk? – Luksusfisk. Før vi kastede vores fangst ud til de to isbjørne, der lå og halvslumrede i morgenens første lys, fyldte vi fiskene med noget hakket bulmeurt. Vi sagde, at vi marinerede dem. De stærke 19

Nordisk_vildt.indd 19

29/08/18 14.05

natskygger er delirianter. Ud over bulmeurt og galnebær er det pigæble og alrunerod. Vi stoppede det langt ned i vommene, så det ikke ville ryge ud igen, når vi smed fiskene ind til isbjørnene. Bjørnene vågnede, da maden dumpede ned foran deres snuder. Efter lidt tøven slugte de fiskene rub og stub. – Hvilken slags bær var det? spurgte Alma. – Kun lettere euforiserende, svarede jeg. – Er I rigtig kloge? udbrød Alma. – Det er da dyrplageri, sagde Sara. – Dyrplageri? gentog jeg interesseret. – Vi er med i Dyrenes Befrielsesfront, brummede Elias. Hans vrisne humør fortog sig dog, mens vi ventede på, at isbjørnene ville mærke noget. – Stakkels bjørne, sagde Alma. – De oplever ellers ikke det store, sagde jeg. – En på opleveren, sagde Elias. – Kan man ikke få evighedstrip af den slags? spurgte Alma. – Man kan altid håbe, svarede Elias. Vi sad og ventede på en bænk ved siden af isbjørnehulerne. Nu var der ingen, der kyssede hinanden. Med tanke på dyrenes kropsvægt, ville det nok kunne tage op til to timer, før effekten indfandt sig, sjussede vi os frem til. Sara løb tør for batterier. Men så kom en vagt eller dyrepasser kørende over den nylagte asfalt i en grøn golfbil med kurve og koste på ladet. Han holdt ind ved bænken. – Vi er uskyldige, erklærede jeg med det samme. – I hvad? spurgte manden. – Alt, svarede jeg. – Det forstår jeg ikke, sagde manden. – Do the math, sagde Elias. – I må vist hellere følge med mig. Vi skulle sidde og vente på et kontor. Der var stadig ikke åbent i haven. Manden ringede efter nogen udefra. Han bad om at se 20

Nordisk_vildt.indd 20

29/08/18 14.05

vores ID. Ingen havde noget. Vi blinkede til de unge hekse, vi havde været oppe imod ordensmagten før. – Du må ikke kropsvisitere os uden vores samtykke, sagde jeg. – Og det kan du godt kigge langt efter, sagde min bror. – Jeg ville også hellere tjekke isbjørnene, hvis jeg var dig. – Der vil jeg give min bror fuldstændig ret. Kontoret lå lige ved indgangen. Mens vagten stod og talte i telefon med en eller anden myndighed i det tilstødende lokale, åbnede jeg et vindue på klem. Vi kunne alle fire kravle ud i friheden. Vi stak af gennem portene, satte i løb forbi billetlugerne, hoppede over bommene, spænede til venstre ude på vejen, fortsatte ned ad bakken i fuld fart midt ude på kørebanen. Vi skreg af glæde. Sara og jeg løb hånd i hånd. En bus dyttede, mens den lavede en stor bue uden om os. Vi løb lige ind i en bager på Frederiksberg. Det var blevet lyst. Vi spiste morgenbrød med champagne på en kirkegård. Inden vi skiltes, fik jeg Saras nummer. Hun boede hjemme, så hun skrev nummeret til sine forældre på min hånd. Hendes overlæbe krængede en lille smule opad, så man måtte styre sig selv for ikke at kysse den på plads hele tiden. Jeg svor foran de andre, at jeg ville gifte mig med hende. Hun sagde, at hun var alt for ung. Jeg sagde, at jeg ville give hende et par år. – Ja, giv mig lige et par år. – Var det et ja? spurgte jeg. – Ja. En uge senere var jeg på vej til Kosovo.

Nordisk_vildt.indd 21

29/08/18 14.05

TIL ORIENTERING! NO PRINT!

TIL ORIENTERING! NO PRINT!

NU FORTÆLLER JEG DET HELE Silas har valgt et ensomt liv som skiftevis soldat i det danske forsvar og professionel narkoman. Hans tvilling, Elias, har valgt Sara, kernefamilien og et roligt liv, hvor den jødiske mystik, kabbala, går hånd i hånd med kvantefysik. Men på en bukkejagt sker der en ulykke.

DANIEL DENCIK

Nordisk vildt er en roman om kærlighed, broderskab, den danske kystskov, tvillingesjælens vandringer og den dybe forbandelse ved den høje intelligens. Romanen inviterer sin

ROMAN

læser på en rejse gennem nye usete verdener, der ligger midt i den gamle døende verden et sted mellem Juelsminde og Horsens.

DANIEL DENCIK

debuterede i 1998 med digtsamlingen Lyn på en motorvej. Han har siden udgivet sørgesangen Via katastroferne, romanen Anden person ental, novellesamlingen Grand Danois og senest essayene Sportshjerte. Nordisk vildt er hans ottende bog. Daniel Dencik har også instrueret dokumentarfilmene Moon Rider og Ekspeditionen til verdens ende samt portrætfilmen Tal R: The Virgin og senest spillefilmen Guldkysten. ISBN 9788740022681

omslag: simon lilholt

/

imperiet

omslagsillustration: cathrine raben davidsen

forfatterfoto: robin skjoldborg

O mslagsillustration © Cathrine R aben Davidsen