Page 1

Stand 150431 Noget - UE

Nutzengröße: 35,6 cm x 25,6 cm 149 mm

30 mm

En dag falder hun i familien Agesens lejlighed over nogle informationer, som viser sig at kunne bruges i en langt større målestok, end hun er vant til. Ingredienserne er en berømt tv-vært, et uægte barn og en saftig sladderhistorie, der kan sælges anonymt til et ugeblad. Jytte er henrykt. Men der er én ting, hun har glemt at tage med i beregningerne: Hvad gør en mor, når hendes barn trues?

dingsromanen Noget for noget , der indbragte hende Det Danske Kriminalakademis diplom for fremragende debut. Året efter fulgte Det

taler vi ikke om , og i 2007 udkom Dybt at falde , der er første bind i den anmelderroste FOTO: CHRIS TØNNESEN

serie om den skaldede detektiv Dan Sommerdahl. Bind to, tre og fire, Judaskysset , Kun-

sten at dø og Den skaldede detektiv , fulgte i 2008, 2009 og 2010. I 2011 udkom Anna Grues novellesamling, De andre , som i 2012 og 2013 efterfulgtes af bind fem og seks i Dan Sommerdahl-serien, Et spørgsmål om

penge og Sidste forestilling .

226 mm

ANNA GRUE debuterede i 2005 med spæn-

ANNA GRUE NOGET FOR NOGET

I

en ejendom på Østerbro passer viceværtens kone, Jytte Svendløv, de ferierende beboeres blomster og kæledyr mod en beskeden betaling. En ordning, som hendes kunder er glade for – bortset fra de af dem, som på længere sigt kommer til at betale lidt mere, end de havde regnet med. Jytte er nemlig også pengeafpresser. Ikke i millionklassen – bare lige til dagen og vejen og en rejse sydpå i ny og næ: 5.000 kr. hist og 20.000 kr. pist … Det bliver til penge alt sammen, tænker hun og tænder endnu én af sine evindelige smøger.

149 mm

Anna Grue

NOGET FOR NOGET VINDER AF DET DANSKE KRIMINALAKADEMIS

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-1563-8

9 788740 015638

Rücken 29 mm / Deckel 141 x 226 mm/ Einschläge 15/15 mm/ Falz 7,5 mm

DEBUTANTPRIS KRIMI · POLITIKENS FORLAG


Anna Grue

NOGET FOR NOGET

POLITIKENS FORLAG


Sommeren 2004 I begyndelsen var dråberne så små, at de hver for sig var usynlige, men tilsammen dannede de et massivt lag, som fra oven lignede en fjerlet dyne af sne med finttegnede skygger i det klare solskin, men som set fra jorden dannede et ensfarvet, gråblåt tæppe, der ubønhørligt spærrede for lyset. Så længe de var helt spæde, var hver enkelt af dem for let til, at den kunne adlyde tyngdekraften, men da de fandt på at slutte sig sammen i verdens mest primitive rejseselskaber, kunne deres frie fald mod jorden begynde. Til alle sider faldt de nyfødte dråber, der ikke var til at skelne fra hinanden med det blotte øje, selv om de hver for sig var ganske unikke. Lydløst for de gennem luftlagene. Af og til slog en kastevind dem ud af kurs og bragte uorden i geledderne, så de først samlede sig og dernæst delte sig igen – nu med en helt ny fordeling af de oprindelige partikler. Det var aldrig til at sige, hvilke dråber der ville gå i forbindelse med hinanden, og hvilke der fløj nedad uden at være i kontakt. Men rejsen nedad ændrede hver og én. Hurtigere og hurtigere faldt vores små, våde venner, og da de nåede helt ned, hvor de – hvis de havde haft øjne – ville have kunnet se byen tydeligt under sig, ville de også – hvis de havde haft ører – have kunnet høre, at deres stumme tilværelse var forbi. Da de ramte et rødt tegltag på Østerbro, sprang hver eneste dråbe op igen med et lille plask, der næppe havde været hørligt, hvis den havde været helt alene. Men i fællesskab lavede regnen en gennemtrængende, susende larm mod den skrå overflade. Dråberne eksisterede ikke mere som individer. I et sanse5


løst orgie favnede de hinanden på de røde tegl og drev nu i skøn, sammensmeltet forening ned i tagrenden og videre ned gennem det nedløbsrør, som viceværten for få dage siden havde fået skiftet. Røret var endnu ikke ført ned i jorden, men hang og dinglede en halv meter over asfalten, og vandet sprøjtede i en tyk stråle ned på gårdspladsen, blev over nogle få meter til en lille bæk og endte sit korte liv i et sidste, berusende rush ned i kloakken. Det var den vådeste sommer i mands minde. Milliarder af regndråber væltede ned, byge efter byge, dag efter dag, ligeglade med aflyste skovture og oversvømmede rockfestivaler. Husets beboere var kun alt for vant til den evige, silende regn og tog også denne den seneste byge med stoisk ro. Folk kaldte ungerne ind til videoen, og selv de mest optimistiske af ejendommens husmødre gav tabt og løb ud efter vasketøjet. Efter et par minutters hektisk aktivitet var gården tømt for mennesker, og den sidste af bagdørene smækkedes i. Viceværten stak som et antiklimaktisk punktum sit rødblussende ansigt ud af køkkenvinduet og kiggede bebrejdende op mod himlen, men da han indså, at ikke en gang han kunne stoppe syndfloden, trak han hovedet til sig igen og gik ind til sit fjernsyn og en kold pilsner. Lyden af regnen var nu det eneste, man kunne høre derude, og kun de stadigt faldende dråber skabte bevægelse mellem karreens mure. Den fire etagers ejendom optog en hel blok på et par sidegader til Østerbrogade. Nakskovgade dannede grænsen mod syd, og Rudkøbinggade mod nord. De to korte længer havde hver et par numre i henholdsvis Nykøbinggade og Rudkøbing Tværvej – for nu at være lidt mere præcis. Huset var bygget i begyndelsen af århundredet af en købmand ved navn H. P. Drewsen, som havde haft en blomstrende forretning i ejendommens nordvestlige hjørne samt et stort lager i baggården. Butikken var for længst lukket, og både den og lagerbygningen var i de tidlige 70’ere omdannet til beboelse. Det eneste spor efter den driftige bygherre var ejendommens navn, Drewsens Gaard, som stod i sortnede messingbogstaver over den brede, mørkegrønne port ud mod Rudkøbinggade. 6


At den store kolos af en rødstensejendom ikke for længst var forfaldet ligesom så mange andre af de jævnaldrende huse i kvarteret, skyldtes ikke den gamle købmands efterkommere, der som de fleste andre udlejere havde etableret sig længere nordpå og nøjedes med at indkassere huslejen og ignorere enhver klage over utætte vinduer, rustne kældertrappegelændere og defekte afløb. Først i midten af 80’erne, da Drewsen Junior havde draget sit sidste suk, var ejendommen blevet solgt, og en større renovering kom i gang. Efter et års tid med stilladser og en baggård fyldt med betonblandere og byggeaffald kunne beboerne nyde tilværelsen med egne badeværelser, termoruder uden hverken træk eller sprosser samt en rigtig cykelkælder. Huslejen var ganske vist steget 70 procent i samme omgang, og mange måtte flytte. Men et nyt hold rykkede ind, lige så hurtigt som de gamle beboere forsvandt. Siden var huset blevet solgt et par gange og tilhørte nu en pensionskasse med orden i sagerne. Det satte Bjarne Svendløv stor pris på, orden. Han havde været vicevært i ejendommen siden 1972 og havde oplevet de skiftende ejeres lige så skiftende holdning til begrebet vedligeholdelse. Han var i sin tid blevet ansat af den dengang næsten 80-årige Drewsen Junior, og selv om han vel nok var den, der var allergladest for forbedringerne – og allermest ligeglad med huslejeforhøjelsen – tænkte han stadig på den gamle købmandssøn med en vis veneration. Det kunne godt være, at Drewsen havde forsømt sin ejendom, men der havde nu været noget ganske særligt ved at nyde det årlige glas portvin i det elegante Holte-hjem, mens den gamle sagde et par rosende ord og overrakte en smal, cremefarvet kuvert med den traditionelle julecheck, udfyldt med gammeldags fyldepen i en smukt svungen håndskrift, der år for år var blevet stadigt mere ulæselig. Nu om dage var der hverken check eller årgangsportvin. Bjarnes kontakt med pensionskassen indskrænkede sig til telefonsamtaler, breve og et sjældent møde, hvis der var en større investering undervejs. Som nu for eksempel de nye tagrender og nedløbsrørene. Det var godt, at de var kommet op, før de voldsomme regnbyger kom. Men det irriterede ham, at blik7


kenslageren stadig ikke havde ført dem ned i jorden, hvor de hørte hjemme. Bjarne stod ved vinduet med telefonen i hånden, da hans kone kom ind ad døren. Hun nåede kun at opfatte de sidste par sætninger. »... Der er hele floder af vand rundt om hele ejendommen! ... Nej, ikke dem alle sammen. Der er store søer midt på gårdspladsen! ... Ja, men det var i forgårs, de fjernede de stilladser, og I lovede ... Nej, selvfølgelig vil jeg ikke det! Men kom på mandag, ikke? ... Jo ... Jo ... Ja, men så på mandag. Farvel!« Han vendte sig om og så på sin kone. »De kommer på mandag.« Jytte rystede en smøg ud af læderetuiet og tændte den. »Ja, så meget forstod jeg da.« Hun greb fjernbetjeningen på sofabordet og zappede sig frem til et dyreprogram. Hun skruede lidt op for lyden og lænede sig tilbage i sofaen. Det var ikke så tit, Bjarne havde blikket rettet direkte mod sin hustru mere end et øjeblik ad gangen. Men nu betragtede han hende med en vis, åndsfraværende interesse. Havde hun ikke taget ganske gevaldigt på, siden hun blev arbejdsløs? Hendes nougatbrune nederdel sad i stramme tværfolder over maven, og den blomstrede skjortebluse gabte, så man kunne ane hendes nussede, grålige bh mellem knapperne. Hendes urrem bar tydelige spor af, at hun for nylig havde skiftet hul, og under det kraftige kæbeparti havde en blød pude af fedt lejret sig. Den bevægede sig slapt, hver gang hun tog et sug af sin Look Light. Jytte var meget stolt af sine ben og viste dem gerne frem i lidt for korte nederdele. Indtrykket blev ganske vist forstyrret af de flade, udtrådte sko og topmaven, der trak nederdelen ud af facon, men det lagde hun ikke selv mærke til, og Bjarne skulle i hvert fald ikke nyde noget af at gøre hende opmærksom på det. Hun havde i mange år fået farvet håret i den samme lillarøde nuance, som gav hendes hud et næsten grønligt skær, kraftigt understøttet af den babyrosa perlemorslæbestift, der var hendes eneste makeup. På de brede, kortklippede negle lyste et frisk lag neglelak i samme nuance. Man kunne da ikke sige andet, end at hun gjorde sig umage! 8


»Hvad er der?« Hun holdt stadig blikket rettet mod skærmen, som i skarpe nærbilleder viste en knæler i færd med at fortære sin kopulerende mage, men hun havde åbenbart alligevel fornemmet hans forskende blik. Bjarne rev sig løs. »Ikke noget. Jeg faldt bare i staver.« Han kiggede igen ud ad vinduet mod Rudkøbinggade, hvor bilerne kantede sig tålmodigt rundt mellem hinanden. Hvorfor pokker fik kommunen den ikke ensrettet? To biler kunne umuligt passere hinanden, når der var parkering i begge sider. »Jeg går lige en runde,« meddelte han og trampede ud i entreen, hvor hans regnfakke og gummistøvlerne lå i en bunke ved døren. Jytte svarede ikke, men tændte en ny smøg uden at flytte blikket fra den ægteskabelige hyggestund på tv-skærmen. Bjarne smækkede døren bag sig og gik de få trin ned mod hoveddøren. Viceværtboligen lå i stueetagen lige ved siden af porten, og ved deres ringeklokke sad et efterhånden ret bedaget messingskilt med Bjarnes træffetider. Jytte pudsede det en gang om måneden, så det lyste som en paillet på en kartoffelsæk. »Dér skal den ikke stå!« råbte Bjarne til en kvinde, der var i færd med at sætte sin cykel fra sig ved naboopgangen. »Vi har faktisk en cykelkælder!« »Jamen, Bjarne! Det pisser ned!« Hun havde allerede stillet sine poser og tasker ned på den våde jord, mens hun fandt sin nøgle frem. »Vi kan ikke have alle jeres cykler til at stå og spærre fortovet!« vrissede han. »Jeg skal nok låse porten op!« Hun kapitulerede uden yderligere protester og satte sine indkøb tilbage i cykelkurven. Bjarne holdt med en demonstrativt galant bevægelse døren i porten åben, mens hun uden at se på ham fik bakset den tunge cykel ind. Han kiggede efter hende, mens hun småløb tværs over gården og hoppede uden om vandpytterne. Da hun nåede til kældertrappen, måtte hun igen tage sine poser op af kurven, mens hun låste kælderdøren op og fik måtten klemt fast, så den ikke smækkede i igen. Først derefter kunne hun hente cyklen. Hun lod den bumpe ned ad de syv trin, kantede den gennem døren og forsvandt nogle se9


kunder, inden hun dukkede op igen, lukkede døren bag sig og løb tilbage til porten med sine Nettoposer. »Nå, det var da ikke så slemt, vel?« Kvinden sendte ham et træt blik under pandehårets drivvåde frynser, som klæbede sig til hendes hud og sendte strømme af regnvand ned langs næsen. »Tusind tak for hjælpen, Bjarne!« Lød hun ikke lidt spids? Nå, så kunne hun da selv få lov at holde døren en anden gang. Han bukkede sarkastisk og så efter hende, da hun ringede på dørtelefonen og omgående blev brummet ind. Hendes mand havde måske fået tidligt fri? Ja, der var nogen, som kunne! Bjarne traskede videre mellem vandpytterne. På Rudkøbing Tværvej samlede han et par gennemblødte pizzaæsker og en iturevet bagerpose op. Et øjeblik stod han med ansigtet vendt op mod ejendommens tag, så regnen ramte ham direkte i ansigtet. Det var ved at være noget tid siden, han havde været oppe på loftet for at kigge efter lækager. Han ville tage en runde deroppe om lidt, og så kunne han køre i Silvan efter nogle småting og måske få sig en enkelt pilsner henne på hjørnet bagefter. På den måde kunne han snildt udskyde hjemkomsten et par timer. Det var fredag, det var midsommer, det øsregnede, og viceværten gik sine runder. Alt var med andre ord, som det plejede. Men inden sommeren 2004 var forbi, ville Bjarne, Jytte, kvinden med poserne og alle de andre beboere i Drewsens Gaard have oplevet både en kvælende hedebølge, en saftig skandale og mindst tre dødsfald. De mange ugers regnvejr var bare ouverturen.

10


1 Ekspedition Modtager: Afsender: Afsendt: Emne:

carage@privat.dk mette.agesen@style.dk 25.06.04 09:05 Wake up call

Godmorgen, hr. Agesen! Jeg ville ikke vække dig, da jeg gik, og du sover vel stadig – i betragtning af, hvor sent du arbejdede i nat. Derfor denne mail som en husmoderlig reminder – idet jeg formoder, at du ikke kan holde fingrene fra din computer, selv om du har lovet at holde fri i dag;–) Altså: HUSK ... ... at tage vasketøjet ud af maskinen og lægge det i tumbleren. ... at smide en kuvert med nøglen ind gennem brevsprækken hos Svendløvs, så Jytte kan komme ind og fodre Kludder, mens vi er væk. ... at købe kiks, frugt og nogle sodavand til turen. Læg sidstnævnte i fryseren en times tid, før vi kører. ... at tage Esbens Gameboy + alle spillene med. De ligger i den blå kommode. ... at hente knægten kl. 15, så I er helt klar, når jeg kommer hjem ved 16-tiden. Jeg har pakket alle mine egne og Esbens ting ned i bilen, så vi kan køre, så snart du har smidt din bagage ind. Glææææder mig til at komme af sted! Det her vejr er jo til at få pip af! Og jeg har selvfølgelig en hel stak redigeringer liggende, som jeg skal arbejde mig igennem, før det er slut. Pyh! Kys M

11


Modtager: mette.agesen@style.dk Afsender: carage@privat.dk Afsendt: 25.06.04 12:24 Emne: re:

Wake up call

Svirp! Den sad! Grebet på fersk gerning og med bukserne nede! Jeg åbnede den faktisk bare for at tjekke mail, før vi skal af sted. Jeg har ikke RØRT oversættelsen. Hehe. Der er styr på det hele. Bare rolig. Jytte Svendløv tog i egen person imod nøglen. Den kone er altså lidt skræmmende. Bare hun ikke serverer Kludder-steg for os ved hjemkomsten ... Vi ses! Carsten

Carsten Agesen klikkede på send-ikonet og lænede sig tilbage i stolen med et bredt smil. Hans kone kendte ham lidt for godt. Hun havde jo helt ret i, at han ikke havde kunnet holde sig fra manuskriptet. Han skulle være væk fra sit arbejde i tre uger – og det var lang tid! Før i tiden var han blevet irriteret, når hun afslørede ham i et anfald af upassende arbejdsliderlighed, ligesom han helt givet ville være blevet sur over hendes manglende tillid til, at han selv kunne finde ud af de ganske almindelige, dagligdags rutiner op til afrejsen. Men nu havde han forstået, at sådan var hun bare. Mette ikke blot tjekkede, hun dobbelttjekkede – både på arbejde og derhjemme og på både egne og andres vegne. Nå, men hendes emsighed var vel i virkeligheden værst for hende selv. Sikke meget energi, hun måtte spilde! Bortset fra det – så VAR der rent faktisk to af tingene, han ikke havde tænkt på. Han gik ind på Esbens værelse og hentede Gameboy’en og spillene. Da han havde lagt dem ned i drengens rygsæk til cd’erne, walkman’en, tegneblokken og tusserne, fandt han en kuglepen og skrev med store bogstaver på sin håndryg: »VAND I FRYSER 15.00« Der var en time, til han skulle hente sin søn, men lysten til at kigge på oversættelsen endnu en gang var forsvundet. Carsten kiggede ud ad vinduet mod gården og konstaterede tilfreds, at regnen var stilnet af. Han stod et øjeblik lidt rådvild og tog så 12


en rask beslutning. I tre lange skridt var han henne ved computeren, slukkede for den og ryddede skrivebordet så nogenlunde. Hvis han skyndte sig, kunne han nå at være henne i børnehaven, før de spiste frugt, og så kunne han og Esben spise en stor is sammen. Bagefter kunne de gå på legepladsen, hvis det stadig var tørvejr, så drengen kunne få fyret noget krudt af inden afgangen. Carsten, Mette og Esben Agesen boede på tredje sal i Nakskovgade 37. De havde været usandsynligt heldige at få den rummelige lejlighed, og bortset fra den nævenyttige vicevært – han var sgu værre end Mette! – og de grimme, nye, sprosseløse termoruder, der fik huset til ligne et torturoffer med udstukne øjne, var de godt tilfreds med at bo der. De havde ikke så meget at gøre med de øvrige beboere, men var på nik og goddag med alle i deres egen opgang – og det var alt rigeligt for Carsten. Om få timer skulle de alle tre på et par ugers sommerferie i Nice, hvor de havde lånt en lejlighed af en canadisk bestsellerforfatter ved navn Carl Holborn. Carsten var Carls faste oversætter, og de to mænd havde gennem årene udviklet et nært venskab. Det var fjerde gang, familien Agesen skulle bo i Carls lejlighed, men det var første gang, de selv skulle køre hele vejen. Da Mette et par måneder forinden var gået i gang med at finde flybilletter, var det gået op for hende, at hun var for sent ude. Der var kun de dyre afgange tilbage, og i et anfald af akut nærighed havde hun besluttet at køre derned i bilen. Carsten havde protesteret. Han havde ikke kørekort, og han syntes, det var meget langt at skulle køre for Mette. Men hans kone havde som altid holdt på sit, og så var det – som sædvanlig – sådan, det blev. Nu kom Mette til at lyde som en dominatrix og Carsten som en medlidenhedsvækkende mandsling. Men det var slet ikke hensigten. Da Carsten gik ned i cykelkælderen for at hente sin gamle, veltjente Raleigh med barnesædet, havde han faktisk på ingen måde ondt af sig selv. Tværtimod gik han endnu en gang og tænkte på, hvor heldig han havde været, da han mødte Mette ved en fest i Huset for snart tyve år siden, og hun faldt lige så endegyldigt for ham som han for hende. 13


Der havde ikke været mange, der havde spået det umage par en lang og lykkelig, fælles fremtid – vel egentlig heller ikke dem selv. Mere forskellige mennesker skulle man i hvert fald lede længe efter. Carsten var også dengang en næsten to meter høj, ranglet mand med en stilfærdig og lidt distræt opførsel. Han havde på det tidspunkt stadig undervist i engelsk litteratur på universitetet, men var så småt begyndt at pusle med ideen om at blive oversætter på fuld tid. Køn var han ikke. I hvert fald ikke, hvis man skulle finde på at spørge ham selv. Hans lange, alvorlige ansigt med de ultrastærke briller var toppet af et uregerligt hår, der dengang havde været stort og ildrødt. (Siden hen yndede Mette at fortælle omgivelserne, at hendes første indtryk af ham havde været »en kloning af Klaus Hoffmeyer og Max von Sydow«. Carsten tvivlede på, at hun i 1984 havde vist, hvem Hoffmeyer var, men han nøjedes altid med bare at smile overbærende.) Carstens nørdede look og indadvendte facon stod i skarp kontrast til Mettes alt andet end tørre udstråling. Hendes krop var frodig, grænsende til det kuglerunde, og de mørke krøller, de brune egern-øjne og de dybe smilehuller aflagde tilsammen en nonstop rapport til hendes omgivelser om hver eneste følelse, der måtte strømme gennem hende. Det var en del. Mette skiftede ubesværet mellem alle slags humør, fra tøsefnis til utrøstelig gråd eller frådende raseri – og tilbage igen på rekordtid. Selv deres tøj var fyldt med modsætninger. Hvor Carstens garderobe udelukkende bestod af jeans, mørke sweatshirts og ensfarvede skjorter, var Mettes skabe proppet til bristepunktet med upraktiske klædningsstykker i alle regnbuens farver. Hendes hang til perler, pailletter og store smykker havde dengang i 80’erne, da de mødte hinanden, virket ret besynderlig, mens det i dag var højeste mode. Carstens klædningsstykker havde aldrig været hverken det ene eller det andet. De var der bare. Af og til, når Carsten i den første forelskelses tid – før de var flyttet sammen – havde overnattet hos hende, lå han i sengen 14


om morgenen og betragtede fascineret Mette og hendes treårige datter, når de tog tøj på, byttede smykker og satte hinandens hår med en iver, der afslørede, at det ikke kun var lille Naja, som morede sig med udklædningskassen. For ham var det et indblik i en verden, der var lige så fremmed, som hvis de havde været australske aboriginals i færd med at fortære levende larver. Allerede dengang havde de pludret og fniset uafladeligt, og den indforståede omgangsform havde holdt sig gennem årene, så en mindre selvsikker mand ville have følt sig udenfor. Carstens held var, at hans selvtillid aldrig havde fejlet noget. »Hej, Carsten!« En ny pædagogmedhjælper, som han endnu ikke havde lært navnet på, åbnede børnehavens dør. »Vi skal lige til at spise frugt. Vil du have et stykke med?« »Hej. Nej, jeg tror, vi cykler hen og får en is i stedet.« »Jamen, det er da også meget sundere!« Hun smilede flirtende og vrikkede foran ham ind til Mariehønsene, hvor tre-fire af de største drenge var i gang med at bygge en borg af nogle firkantede hynder og et gammelt patchwork-tæppe. Bag borgen kunne Carsten se en tot hvide krøller over et dybt koncentreret ansigt. Han nåede helt derhen, før Esben fik øje på ham. »Hej, skat!« »Har du set, hvad vi laver?« Esben fokuserede igen på arbejdet. Det så ud, som han var ved at fæstne tæppets ene ende mellem et par af puderne, men det blev ved at glide ned, og den lille dreng prustede af anstrengelse. »Ja, en borg. Den er flot. Er det svært?« »Mmm ...« Esben forsøgte igen. Denne gang havde han bundet en snor rundt om tæppets ene hjørne, og nu førte han snoren over til et bordben og bandt den fast. »Så!« Han rejste sig og så stolt på borgens tag. En af de andre drenge kom hen til dem. »Er det rigtigt, at I skal til en by, der hedder nice?« Han udtalte ordet på engelsk og så skeptisk ud. »Ja, næsten. Faktisk hedder den Nice.« »Nåeh. Esben skrev nice på sin tegning.« »Kan du læse?« Carsten var ikke så forbløffet over, at Esben 15


kunne skrive et ord. Men at Matthias havde evner i den retning, det havde han alligevel ikke regnet med ... »Nej da. Men Linda læste det for mig.« Linda? Det måtte være den nye medhjælper. Det var sgu ikke meget, de unge mennesker lærte i skolen nu om dage! »Kom, skal vi gå?« Carsten rakte hånden ud mod Esben. »Vil du ikke se min tegning?« »Jo da. Hvor er den?« Esben greb hans hånd og trak ham uden flere forklaringer over til opslagstavlen, hvor en stor, farvestrålende tegning havde fået hæderspladsen i midten. »Det er dén!« Han så op på Carsten og ventede selvsikkert. »Hold da op!« Carsten var oprigtigt imponeret. Esben havde tegnet et højt, gult hus med grønne skodder og sirligt svungne, franske altaner. Ved siden af huset stod et par palmer, og i det ene vindue stod far, mor og Esben. Over døren stod det manende ord »NICE« i sorte bogstaver. Det var en næsten naturtro gengivelse af den ejendom, Carl Holborns lejlighed lå i. Tænk, at en fem-årig kunne have så klart et billede af ejendommen efter over et år. Lige ved siden af palmerne havde Esben tegnet et lille, ovalt dyr med runde stritører og bittesmå ben. »Er det Kludder?« »Ja. Han er ked af det, fordi han skal blive hjemme.« Esben så sørgmodigt sin tegning. »Kan han ikke komme med?« Han kiggede op på sin far. »Nej, Esben. Det ville være synd at tage ham med på sådan en lang tur. Marsvin kan ikke lide at køre i bil, og det tager tre hele dage at komme derned. Der bliver også varmt i bilen.« Da Esben stadig så lidt mut ud, tilføjede Carsten hurtigt: »Jytte Svendløv passer ham. Hun elsker dyr!« »Jeg hader Jytte,« svarede drengen. »Nej, det må du ikke sige. Hvorfor hader du hende?« »Hun er dum.« »Det kan godt være, hun er lidt skrap en gang imellem, men hun er da god ved dyr ...« Carsten gav Esbens hånd et lille klem. »Skal vi gå? Vi skal noget hemmeligt!« Esbens ansigt var med ét som blæst for sorger. »Hvad skal vi?« 16


»Noget, jeg først vil sige, når vi er ude ved cyklen!« Carsten bøjede sig ned til ham og forsatte hviskende: »Ellers bliver de andre børn misundelige!« »Orv!« Esben fik pludselig travlt. Han afværgede pædagogmedhjælperens afskedsknus, men tog nådigt imod et kys fra treårige Laura, der var hans trofaste beundrer, og som han behandlede som et laverestående væsen på tålt ophold. Carsten kiggede på sit ur, da de gik ud af døren. Den var kun halv tre, så der var god tid til både is og ... I det samme fik han øje på ordene på sin håndryg. »Pokkers!« Han standsede op. »Hvad er der, far?« »Jeg troede, vi havde smaddergod tid, men jeg har lovet mor at ordne noget derhjemme.« Han tænkte sig om, mens Esben kiggede uroligt på ham. »Ved du hvad?« sagde han så. »Vi starter med at gå i Netto. Så kan vi køre hjem og putte nogle sodavand i fryseren, og SÅ skal vi have en kæmpeis og på legepladsen!« »Jahhh!« Mens de cyklede hjemad, brød solen omsider frem. * »Hvor mange har jeg tilbage?« »Syv.« »Okay. Så tør jeg godt gætte ... Er det Eddie Murphy?« »Ja, det er! Hold kæft, hvor er du heldig, Mette!« »Heldig? Jeg er sgu da skidegod!« »Det er din tur.« »Jeg skal lige tænke. Må jeg ikke få min Cola?« »Her.« »Danke schön!« Mette skruede plastlåget af med én hånd, mens hun lod den anden blive liggende på rattet. Hun satte flasken for munden og drak, mens hun tænkte sig om. »Jo!« udbrød hun glad. »Nu har jeg én! Sover han?« Carsten vendte sig om og kiggede på Esben, der sad lænet op ad bagdøren med walkman’ens hovedtelefoner klistret ind i det hvide hår og et fortinnet udtryk i øjnene. Han fangede sin fars blik og smilede fraværende. 17


»Næsten. Der er ikke mange minutter tilbage i ham. Havde du fundet på én?« »Jep.« Mette drak endnu en tår og rakte Carsten flasken, så han kunne skrue låget på. »Fang an!« »Er det en mand?« »Nej.« »Er hun nulevende?« »Ja.« »Er hun skuespiller?« »Nej.« »Er det en forfatter?« »Nej.« »Er hun noget med musik?« »Nej. Hvor spørger du dog åndssvagt, Carsten! Du skal da cirkle dig lidt mere ind, før du begynder at gætte så konkret.« »Nå nå. Jamen så ... Er det en dansker?« »Ja.« »Er hun kendt fra bladene?« »Mjoh ... På en måde ...« »Er det én, vi kender personligt?« »Ja.« »Er hun smuk?« »Det kommer vist an på, hvem du spørger. Men ja, jeg synes sgu, hun er ret skøn!« »Er hun vild med hunde?« »Ja.« »Er hun en hidsigprop?« »Øhm ... Ja.« »Laver hun verdens bedste mad?« »Jo, såmænd.« »Har hun brune øjne?« »Yes.« »Ha. Jeg tænkte det nok. Det er din mor!« »Nej.« »Jamen ... Er det én, der er yngre end din mor?« »Ja. Du har fem spørgsmål igen.« »Er det én, jeg er i familie med?« 18


»Ja.« »Så er det Naja!« »Nej, altså! Hvor er du dum!« »Nå, selvfølgelig ... Det er dig selv!« »Ja da, din ånd!« »Jeg kan da ikke gøre for, at det hele passer på jer alle tre. Det kunne sgu da lige så godt være én af de andre to!« Carsten var lidt stødt. »Du kunne da bare finde ud af aldersklassen eller spørge dig til mit erhverv eller sådan noget. Hvor svært kan det være?« »Skal vi ikke holde en pause?« Han begyndte at rode efter sin bog. Mette undertrykte et suk. »Okay. Men jeg skal altså snart ha’ en smøg. Jeg holder ind på den næste rasteplads.« »Hmm,« mumlede Carsten. Han havde allerede sænket nakken i en sirlig halvfems graders vinkel og var forsvundet ind i sin roman. Mette var stiv i skuldrene og rullede forsigtigt hovedet fra side til side, mens hun forsøgte at slappe af. Der var pokkerme langt til det dér Sydfrankrig! De var ikke kommet mere end et par hundrede kilometer ned i Tyskland, og hun var allerede helt mørbanket. Det var måske også dumt, at hun havde insisteret på at køre næsten direkte fra arbejde en fredag eftermiddag, hvor hun i forvejen var anspændt og udmattet efter en hel uges ævl og kævl og afbrydelser. Men hun glædede sig så utroligt til at gense Nice igen – gå aftentur i klipklapper på de runde sten i strandkanten eller trisse på grøntmarkedet ved otte-tiden om morgenen, når luften stadig var kølig, og blomstersælgerne veludhvilede og slagfærdige. Alene duftene sådan en tidlig morgen, når middagsvarmen endnu ikke havde gennembagt blomster, krydderier og frugt ... Hun plejede at slentre langsomt fra bod til bod, mens hun sniffede diskret og lyttede til den rutinerede smalltalk, når de lokale forhandlede om priser på store, saftige meloner og løg, der var så friske, at deres transparente, lysebrune skaller stadig lå stramt og smækkert om deres sartgrønne indre. Når hun havde købt til dagens måltider – og som regel en 19


god portion mere – satte hun sig på en fortovsrestaurant med dagens første espresso og gav sig god tid til en cigaret, mens solen lunede hendes bare ben. Tilværelsen i Nice var en nydelse, der var så sanselig, at hun hjemme i Danmark næsten ikke kunne tåle at tænke på det. Hun længtes efter byen, som var den en elsker, der lå i en lavendelduftende himmelseng med lagener af blåt hav og kaldte på hende, så det kunne høres hele vejen op gennem Europa. Mette skottede over til Carsten, der nu var helt tabt for omverdenen. Hun vidste bedre end at afbryde ham for at få lidt selskab, men hun ville ønske, at han ville tale med hende i stedet for at begrave sig i sin bog. Klokken var næsten elleve, og de havde kun været undervejs i små syv timer. Alligevel følte hun det, som om hun havde siddet bag rattet i mindst et døgn. De havde regnet med at overnatte i Kassel, men hun tvivlede efterhånden på, at hun ville kunne holde sig vågen så længe. Der var stadig et par timers kørsel tilbage, og hun kunne mærke, hvordan ikke bare hendes stakkels skuldre, men også hjernen begyndte at udsende nødsignaler. Hvorfor fanden havde han aldrig fået et kørekort? Hun bremsede tanken, før den blev til irritation. Mette havde for længst indrømmet for sig selv, at når Carsten påstod, han ville blive verdens farligste og mest distræte bilist, havde han nok ret. Men det var godt nok upraktisk! Hun stirrede ud på motorvejen, der i svimlende fart strømmede ind under bilen, og hun vidste, at når hun om forhåbentlig ikke så lang tid lå med lukkede øjne under en dyne på et eller andet motel, ville hun se vejstriberne komme susende imod sig i en endeløs strøm, indtil hun faldt søvn. Lyset fra de modkørende bilers lygter sved i øjnene, og hun lod forsøgsvis øjenlågene sænke sig et sekund – kun for at opleve lyset endnu skarpere, da hun hævede dem igen. Mette stirrede ud på vejskiltene, desperat efter at finde en rasteplads. Hey presto! Dér kom én! Om 10 kilometer. Hun rettede sig op i sædet og mærkede energien vende tilbage. Tænk, at Carsten ikke havde gættet, at det var sig selv, hun havde tænkt på! Ganske vist havde han ret i, at de tre genera20


tioner af Nilaus-kvinder delte så mange fællestræk, at de af og til følte sig som russiske babuska-dukker; hver gang man lukkede én af dem op, fandt man en ny dukke indeni, fuldstændig mage til den første, bare mindre. Og lukkede man dén op, kom der endnu en lille klon, som kunne lukkes op, og ... Tænk, hvis Naja en dag fik en pige, som lignede sin oldemor og mormor og mor lige så meget, som de lignede hinanden ... Mette smilede ved tanken om en ny, lille Naja med brune øjne, dybe smilehuller og mørke proptrækkerkrøller. Men hvad nu, hvis Naja fik en tynd, stilfærdig pige med fregner og glat leverpostejhår? Ville hun så blive lige så glad for ungen? Mette behøvede kun et nanosekund til det spørgsmål. Hendes lille, hvidhårede knægt på bagsædet var svar nok. Hun rystede på hovedet ad sig selv. »Så!« Hun blinkede lettet til højre, hvor et betonkompleks af benzintank, motel og cafeteria lå som en sort bunker i natten, omgivet af snavsede containere og stabler af tomme kasser i et mareridtslandskab af dystre, parkede lastvogne. Men motellets støvede glasruder lyste gult og varmt, og Mette fandt stedet direkte indbydende. Neonskilte med pile blinkede i muntre farver, og hun fandt uden problemer frem til parkeringspladsen. Hun drejede nøglen og trak håndbremsen. »Så stiger vi ud!« »Her?« Carstens hals var møjsommeligt hejst op i lodret position, men hans finger var limet til en linje i bogen. »Skulle vi ikke til Kassel?« »Vi må køre lidt længere i morgen, så. Jeg kan ikke mere.« Mette åbnede døren og steg ud. Da hun havde fået ild på en cigaret, lænede hun sig op ad køleren og strakte sig, så de lange øreringe klirrede i mørket. »Gider du ikke godt at massere min ryg, før vi sover?« »Selvfølgelig.« Carsten var også stået ud af bilen. Han havde stadig bogen i hånden, men han holdt i det mindste ikke pegefingeren på den side, han var kommet til. Et godt tegn. »Skal jeg gå ind og tjekke, om de har et ledigt værelse?« »Åh, gider du?« Han kyssede hende og forsvandt ind ad glasdørene til recep21


tionen med bogen i hånden. Mette trådte den sidste stump cigaret ud på asfalten og tændte straks en ny. Hun kunne jo lige så godt benytte sig af, at hun opholdt sig udendørs. Hun vandrede hen til glasdøren og fik øje på sin mand, der stod ved en høj disk og talte med en overvægtig, ung pige med en stofrose i hårspændet. Da han fangede Mettes blik gennem ruden, viftede han triumferende med et nøglekort. Godt. Hun havde næsten heller ikke kunnet bære at sove i bilen. Et kvarter senere lå Esben i midten af den store dobbeltseng under et tykt, beigefarvet fleecetæppe. Han sov så tungt, at han knap havde reageret, da Carsten løftede ham ud af bilen, fjernede hovedtelefonerne og bar ham ind på det trøstesløse værelse. Mette havde børstet tænder og fjernet makeup, og nu lagde hun sig fladt på ryggen ved siden af sin søn. »Åhhh ...« »Er du træt?« »Jeg føler mig som et alderdomshjem efter en heldagstur til Puttgarten!« Hun drejede med besvær hovedet og studerede væggen bag sig. »Øv, der er ingen sengelampe! Skal vi virkelig læse i det ækle lys?« Carsten studerede kontakterne ved døren og kom til samme konklusion. Han trak på skuldrene: »Jeg skal nok stå op og slukke.« Han havde taget bukserne af og stod nu med de lange, blege ben blottede mellem skjorten og de lysegrå sokker. Mette kunne ikke skjule et smil. »Hvad nu?« Han rynkede irriteret brynene. »Du ser bare så ... Du ser så sød ud, skat!« »Hmm ...« Han så stadig en smule mistænksom ud bag de stærke briller. »Husk nu, at du har lovet mig massage!« Mette gabte højlydt. »Ja ja, lige et øjeblik.« Carsten forsvandt ud på det diminutive badeværelse, der var formet af ét stort stykke beigefarvet glasfiber, komplet med vask, bruser og wc-kumme. Gad vide, om man kunne blive kvalt derinde, hvis døren gik i baglås? Mette lå og døsede, mens hun lyttede til lydene fra Carstens omfattende aftentoilette. Det var utroligt, så lang tid han 22


kunne bruge på vandpjask og tandbørstning og lange, stille pauser, hvor han ... Ja, hvad lavede han? Brugte han sin medbragte tandtråd? Var han på toilettet? Smurte han sig ind i bodylotion, eller betragtede han bare sine næsehår i spejlet? Da han kom ud, var hun næsten faldet i søvn, men rakte alligevel en blød, doven arm ud mod ham. »Carsten?« »Ja ja, lige et øjeblik,« sagde han igen og lagde omhyggeligt sit tøj sammen ved siden af den krøllede dynge, som bestod af hendes nederdel, bluse, bh og sandaler. »Kom nu!« Hendes stemme var klynkende. »Ja ja.« Han satte farten en anelse op og lagde briller og armbåndsur fra sig oven på sit sammenfoldede tøj. »Ja ja.« Mette vendte sig om på maven og krøllede puden sammen under halsen, så hendes hoved kunne ligge lige, og de næste ti minutter sagde ingen af dem et ord, mens Carstens muskuløse skrivefingre systematisk bearbejdede hendes stakkels nakke, skuldre og overarme. Da hans hænder begyndte at glide nedad mod hendes balder, overvejede hun et kort øjeblik at protestere, men hun var simpelthen for søvnig – og herregud, der gik jo ingen skår af hende, hvis han lige fik lov til et ferie-put, nåede hun at tænke, før hun med et dovent gys opdagede, at det faktisk var meget rart. Hun løftede bagdelen i vejret og nød de dybe stød fra hans pik og den varme kildren, hver gang hans testikler ramte hendes kønsdele, men hun nåede ikke rigtigt at komme op i omdrejninger, før samlejet efter et par minutter var overstået. Carsten trak sig ud og lod sig falde ned på hendes ryg med ansigtet hvilende mod hendes skulderblad. »Tak, skat!« Han kyssede hendes trætte hud. »Og undskyld, det gik så hurtigt. Det var alt for dejligt!« Mette fik fat i hans hånd og gav den et lille klem. »Det er helt okay. Nogle gange er det sgu meget rart med lidt sex uden al den forstyrrende liderlighed!« Hun kunne mærke hans smil mod sin skulder, og de blev liggende lidt, indtil Mette næsten var faldet i søvn. Han rejste sig og lagde fleecetæppet over hende, og i sin halvvejs sovende til23


stand fornemmede hun, at han bevægede sig rundt om sengen til sin egen side, hvor han omstændeligt fik møvet sig ind under Esbens tæppe. Mette lå stadig på maven og nød varmen i hele kroppen, men en tanke trængte sig på. »Hvordan tror du, at far skal klare sig?« Hendes stemme sneg sig uldent gennem puden. »Hvad mener du?« »Jamen, med den ryg?« Mette lagde sig på siden, så hun kunne trække vejret. »Jeg snakkede med ham i formiddags, og da kunne han hverken gå eller stå. Han måtte kravle ud efter sine piller i morges!« »Åhr, han klarer sig nok.« »Han er jo helt alene! Mor gider i hvert fald ikke at køre hele vejen til Skodsborg og hjælpe ham. Hun synes, det er latterligt, at han ikke vil tage imod den hjemmehjælp, når han nu har fået tilbuddet.« »Inge har helt ret. Den mand er simpelthen alt for stolt.« »Jamen, hvad nu, hvis han falder om, og ...« »Mette, hold nu op!« Han gabte. »Hvis Olaf virkelig får brug får hjælp, skal han nok finde ud af at skaffe den. Han har altid mobilen på sig, det ved du da. Og hvis ikke Naja eller Ida eller en eller anden anden fra familien har tid, så er der jo alle hans naboer ...« »Det er gamle damer!« »Gamle damer kan såmænd godt finde ud af at hjælpe gamle mænd, når det gælder. Og da ikke mindst Olaf! Du glemmer, hvor meget prestige der er i at kende en berømthed.« »Jo, men ...« »Søde, lille elskede! Lige nu sidder der en direktørenke i pudderrosa negligé og mader ham med sin hjemmelavede laksemousse, mens hun fortæller ham, hvor godt han holder sig, og at hun savner ham på skærmen!« De sidste ord blev forvrænget af endnu en dybfølt gaben, og Carsten åbnede demonstrativt sin bog. »Jeg ringer i hvert fald lige til ham, inden vi kører i morgen.« »Mmm, gør du det, skat ...« Bye-bye, Carstens opmærksomhed. Den var nu langt inde i den skide bog. Om hun fattede, 24


hvordan han kunne være så opslugt af noget så kedeligt som Marcel Proust! Mette havde selv læst de første par bind, men bortset fra Madeleinekagerne havde hun ikke fundet noget interessant ved forfatterens jagt på den tabte tid. På sporet af den spildte tid, havde hun til Carstens store irritation kaldt den, da hun omsider gav op. »Godnat, skat.« »Godnat.« »Tak for massagen! Med mere!« »Mmm ... ja ...« Han så op et sekund og smilede åndsfraværende. »Det er mig, der takker! Godnat, Mette.« Famous last words. Ham ville hun ikke få mere ud af i aften. Mette vendte sig, så hun lå med ryggen mod den skarpe pære i loftet. Uanset hvad Carsten sagde, var hun nu alligevel bekymret. Det kunne godt være, at hendes far havde stjernestatus i kraft af sin fortid som en af Danmarks mest kendte og elskede talkshowværter. Men Olaf Nilaus var en ældre herre, og hans stolthed havde mere end én gang forhindret ham i at tage imod selv den mindste hjælp fra andre. Han skulle bogstaveligt talt være helt nede på gulvbrædderne, før han gjorde brug af de mange tilbud, han fik fra både venner, familie og det offentlige. Mette og hendes mor var enige om, at hans stædighed på det punkt først og fremmest handlede om forfængelighed. Han havde i en menneskealder været ugebladenes yndlingsoffer; den høje, veltrænede mand med sejler-teinten og de denimblå øjne havde alle dage haft en heldig hånd med hunkønnet – med skam at melde også i de 38 år, han havde været gift med Mettes mor. Og nu, hvor han var pensionist og levede singlelivet på Strandvejen, var det altafgørende for ham at holde fast i sit image som superhelt. Mette gabte igen. Nå, hun kunne ikke gøre andet end at ringe til ham i morgen tidlig. Hvis han havde det slemt, kunne hun vel få Naja til at stikke derud, før hun tog på Roskilde Festival. Hun burde egentlig også lige ringe til Jytte Svendløv en gang til og sikre sig, at marsvinet blev passet som aftalt. Tænk, hvis Kludder døde af sult, mens de var væk! Hun fortrød lidt, at hun 25


ikke havde bedt sin mor om at tage dyret i pension. Men hun havde jo også nok at tænke på, og desuden ... Da Carsten ti minutter senere rejste sig for at slukke loftslyset, sov Mette lige så tungt som sin søn. Hendes ene arm hang ud over kanten af sengen, og det store hår dannede en chokoladebrun rede om hendes ansigt, der nu var helt afslappet, bortset fra en lille, tænksom rynke mellem øjenbrynene. * Jytte Svendløv ringede på først. Det gjorde hun altid, selv om det vel egentlig var overflødigt, men hun ville gerne være på den sikre side. Hun trak vejret dybt ind og ringede én gang til, før hun lagde øret mod den flaskegrønne dør og lyttede. Da hun havde talt til tyve, stak hun nøglen i låsen. Hun standsede brat. Nu var der altså en lyd. En dæmpet staccato-gnækken fra døren lige til venstre for hende. Et øjeblik mærkede hun et sug i mellemgulvet af panik, men så kom hun i tanker om marsvinet. Det var sikkert inde på drengens værelse. Hun åbnede døren og kiggede rundt i det lille kammer, hvor legetøjet stod pænt opmarcheret på hylderne, langs fodpanelerne og i vindueskarmen. En kraftig lugt af urin, blandet med savsmuld og en ubestemmelig, museagtig aroma, slog imod hende, og hun gik direkte over til vinduet og slog det op på vid gab. Marsvinets gnækken blev højere og gik over i nogle langstrakte, gennemtrængende pibelyde, nu hvor både mad og opmærksomhed var inden for rækkevidde. Jytte gik over til buret, der stod på hjørnet af et skrivebord. Avisen i burets bund var tydeligvis gennemblødt, og der var hverken mere hø eller foderpiller. Hun stod lidt og så ned på dyret og kom nu også i tanker om dets navn. Kludder. Sært navn til et marsvin. Måske var det opkaldt efter Klavs Kludder ... Men hvor stor var chancen for, at en moderne femårig ville opkalde sit kæledyr efter en gammel tegneseriefigur? Måske var det bare et vrøvlenavn. »Hej, Kludder. Er du sulten?« Jytte rakte hånden ned i buret og lod den glide ind under marsvinets tætte, blanke krop. Klud26


der kiggede på hende med sine sorte perleøjne og holdt op med at pibe. Hun kunne mærke dyrets hurtige hjerteslag ind mod sit bryst, mens hun forsigtigt kiggede sig omkring i resten af den fireværelsers. Det var denne del af arbejdet, hun bedst kunne lide; den allerførste rundtur i en fremmed lejlighed. De næste fjorten dage ville hun være det eneste menneske, som kom her. Fjorten dage var rigeligt til en grundig gennemgang, så hun kunne tillade sig at tage det roligt. Hun havde også tid nok. I denne uge havde hun kun to andre lejligheder at passe, og der var ingen kæledyr, bare blomster. Desuden havde hun været begge steder flere gange før, så der var ikke meget nyt at komme efter. »Nåh, Kludder, nu skal du snart få lidt at spise ...« Trods det overskyede vejr virkede lejligheden varm og indelukket. I opholdsstuen stod en glemt blomsterbuket på sofabordet, og duften af døende liljer blandede sig med den skarpe lugt af dyrehandel, der bølgede ud fra børneværelset. Jyttes ansigt fortrak sig i en grimasse. Hun åbnede endnu et par vinduer, så der kom gennemtræk i de overfyldte rum. Egentlig var det en pæn lejlighed. Ikke så stor som den, Jytte og Bjarne boede i, men der var da to stuer mod gaden og et dejligt soveværelse, et kammer og et lille spisekøkken mod gården. Rigeligt plads til tre mennesker, skulle man tro. Men Mette og hendes mand havde fyldt begge stuer med møbler, så der næsten ikke var noget gulvplads tilbage. I stuen med liljerne var spisebord, sofa og tre store lænestole mast sammen, og de to af væggene var dækket med bøger fra gulv til loft. I rummet ved siden af stod der to arbejdsborde med en computer på hvert. Der var en printer og en lille kopimaskine på et bord i det ene hjørne, og langs alle vægge var der reoler med papirbunker, gamle tidsskrifter og ringbind. Og flere bøger. Hvad skulle de dog med alle de bøger? Jytte vandrede ud i køkkenet. Her var pænt og rent; et hurtigt tjek afslørede, at der ikke en gang på krydderiglassenes låg var fedtet støv som hos så mange andre, hun kunne nævne. En seddel på bordpladen hilste hende velkommen og opfordrede hende til at tage sig en kop kaffe, hvis hun havde lyst. Jytte var 27


ikke den, der sagde nej til en gratis forfriskning, så hun tændte for elkedlen og fandt pulverkaffe og en kop frem. Det aftalte beløb lå i en kuvert ved siden af sedlen. Der var faste priser: Tohundrede pr. uge, når der var kæledyr, og det halve, hvis det kun var posten og blomsterne, hun skulle tage sig af. Mette havde lagt en ekstra hundredekroneseddel. Til uforudsete udgifter, som hun skrev. Hun havde tegnet sig selv og sin mand og deres dreng som en lille pindefamilie under nogle palmer. De vinkede alle tre og smilede. Jytte krøllede sedlen sammen. »Skal vi finde noget mad, Kludder? Skal vi det?« Jytte satte Kludder ned i køkkenvasken og lagde en gulerod ned til ham, før hun slæbte buret ud i køkkenet. Hun proppede de gennemsølede aviser ned i en affaldspose, bandt den til og stillede den ud ved hoveddøren. Mette havde lagt rene aviser frem ved siden af poserne med savsmuld og hø, og Jytte fik hurtigt ordnet buret, fyldt vandautomaten og hældt foderpiller i skålen. »Så, nu skal du op i dit bur igen. Det var fint, ja ...« Da buret stod på sin plads igen, smed Jytte liljerne i endnu en affaldspose, vaskede vasen af og tørrede omhyggeligt den stærktfarvede, klæbende pollen op fra sofabordet. Med et selvtilfreds suk lod hun sig dumpe ned i den største af lænestolene med sin kaffekop og tændte en Look Light. Hun havde taget næsten femten kilo på, og nederdelen strammede. Hun lettede bagen og trak lidt op i skørtet. Jytte Svendløv så ældre ud, end hun selv troede, og de nærmest auberginefarvede permanentkrøller gjorde ikke ligefrem underværker for hendes 57-årige teint. Hun gik aldrig med håndtaske, når hun var på sine runder. Nøgleknipperne lå sammen med cigaretetuiet og engangslighteren i en slidt, blå lærreds-mulepose med en hvid logo på siden. Posen havde hun fået i det forsikringsselskab, hvor hun havde tilbragt størstedelen af sine voksne år. Fra hun som 16årig var blevet ansat som kontorelev, til hun 38 år senere blev fyret i forbindelse med en fusion mellem hendes firma og deres værste konkurrent. Fyringen havde gjort hende rasende. Hendes første handling var at pakke sine ting, trampe ud ad de alt for velkendte glasdøre og gå sporenstregs til lægen, som ikke 28


turde andet end at give hende en sygemelding for de seks måneder, der udgjorde hendes opsigelsesvarsel. I den følgende tid havde raseriet ændret sig til en sydende bitterhed, som hun plejede og passede, indtil den var blevet en fast del af hverdagen derhjemme – næsten som en lidt eksotisk hobby. Sorg følte hun på intet tidspunkt. Det nærmeste, hun kunne komme en så ydmyg følelse, var en flygtig bekymring for, hvordan hun og Bjarne skulle klare sig uden hendes faste løn. Men hun fik da dagpenge, og da hun havde fået ideen med at passe blomster og kæledyr for ejendommens beboere, var de værste økonomiske knaster overvundet. Så godt havde hun såmænd heller ikke tjent på det kontor. Desuden havde hun en tredje indtægtskilde, som ingen andre, ikke en gang Bjarne, kendte til. Selvfølgelig vidste hun godt, at det hverken var særlig høfligt eller helt legalt at presse penge af folk, uanset hvor små beløb der var tale om. Men havde Jytte på noget tidspunkt haft tilløb til dårlig samvittighed, var den hurtigt blevet kvalt. Hvis folk bare ville overholde loven og lade være med at have sære sexlyster eller nære romantiske følelser for andre end deres respektive ægtefæller, havde de jo intet at frygte. Hvis ikke ... ja, så var de faktisk selv ude om det. Gennem det åbne vindue kunne Jytte høre trafikken oppe fra Østerbrogade, og fra børneværelset anedes en serie raslende lyde fra marsvinet, der henrykt borede sig gennem det tykke lag af frisk hø. Bortset fra det var her helt stille. Hun inhalerede dybt og pustede røgen ud i en lang stråle, mens hun forsøgte at bestemme sig til, hvor hun skulle begynde. Normalt ville hun starte med skrivebordet og de personlige dokumenter. Men her var der så mange papirer, at hun blev helt utilpas ved tanken. Hun skoddede cigaretten i underkoppen og rejste sig. Måske skulle man starte med soveværelset denne gang? Hun stillede sig på dørtrinnet og betragtede Mettes og Carstens dobbeltseng. Den var dækket med et vævet tæppe i stærke farver. Det var måske sydamerikansk, men hun ville ikke vædde på det. Ved den ene side af sengen stod der en lav reol, der var tæt pakket med bøger. Hun kneb øjnene sammen og gik lidt nær29


mere for at se, hvad det var for noget. Lutter udenlandske titler; de fleste engelske, men også nogle tyske og et par stykker på fransk eller spansk eller sådan noget. Oven på reolen stod en 50’er-bordlampe i rødemaljeret metal ved siden af et kalkplettet glas med et par millimeter vand i bunden. Hun gik pr. automatik hen og løftede glasset op for at bære det ud til køkkenvasken, men satte det fra sig igen. Egentlig havde hun jo ikke noget undskyldning for at være i dette rum, hvor der hverken var dyr eller planter, som skulle passes, så det var nok bedre at lade alt stå, som det stod. På sengens anden side var natbordet mere normalt: En lille, hvidmalet kommode med gammeldags porcelænsgreb på skufferne. Det var tydeligt, at det var i denne side, lejlighedens kvindelige beboer sov. Oven på bordet lå et par bøger om psykologi. De så kedelige ud. Den cremefarvede lampe var ikke helt magen til den røde, men var i samme stil. De var sikkert begge to fundet på et loppemarked eller hos en af kvarterets marskandisere. Ind mod væggen stod et indrammet fotografi af en mand med tykke briller og en lille dreng i armene. Bag de to stod en ung, buttet pige med en turkis kasket trukket godt ned over øjnene. Jytte tog billedet op og studerede de tre ansigter. Manden – det var Carsten – havde gråligt hår og lyse vipper og øjenbryn. Han havde sikkert været rødhåret som ung, men den tid var for længst forbi. Han så ud til at være omkring de 50. Måske endda lidt mere. Han var måske lidt gammel til at have så lille en søn, men Mette var jo heller ikke helt ung, så vidt Jytte vidste. Pigens øjne var knebet sammen mod solen, og hendes ansigtstræk var svære at skelne i skyggen fra kasketten. En mørk krølle stak ud under hatten og hang ned over hendes solbrune skulder. Drengen på billedet grinede henrykt med åben mund. Han rakte en hånd ud mod fotografen og så ud, som om han lige var blevet kildet; helt rød i kinderne og med de næsten hvide krøller i vild uorden. Jytte havde aldrig spurgt om hans navn – hvorfor skulle hun det? – men Mette havde sikkert fortalt hende det helt uopfordret. Hun kunne bare ikke huske, hvad det var. Jonas? Emil? Kasper? Nå, det kunne også være lige meget. Hun stillede billedet på 30


plads og gik hen til vinduet og åbnede det. Nede i gården legede et par unger med en stor papkasse i en bleg solstråle ved baghusets sydmur, og i det samme drejede Bjarne ind ad porten i sin metallicblå Mazda med traileren bagpå. Han var den eneste, som måtte køre ind i gården; alle andre parkerede på gaden. Som vicevært havde han brug for sin omhyggeligt afmærkede plads, og ve den, der kom for skade at stille en cykel eller en barnevogn på den. Ejeren havde knurret lidt i starten, men Bjarne lod det prelle af. Nu havde de boet her i over 30 år, og selv om huset i den mellemliggende tid havde skiftet ejer flere gange, var der aldrig nogen, som havde haft kræfter til at ændre på Bjarnes parkeringsvaner. Jytte lænede sig lidt ud og så ned på sin mand, mens han steg ud af bilen. Hans rødblussende måne var nu så stor, at den næsten ikke kunne kaldes en måne mere, og den lyste vredt op mod hende. Hun trak vejret ind for at kalde på ham, men fortrød og lod luften sive ud af lungerne i et langt suk. Bjarne forsvandt for at smække porten efter sig, og Jytte genoptog sine overvejelser. Når alt kom til alt, var natbordet slet ikke noget dårligt sted at begynde. * Mette svedte. De sad for tæt på hinanden, og temperaturen nærmede sig kogepunktet i den lille Punto. Her på rejsens tredje dag var klimaanlægget pludselig gået i stykker, og det var umuligt at køre med åbne vinduer på motorvejen. Desuden var Carsten følsom over for træk. Han sad fordybet i sin bog uden at lade sig mærke med de irriterede vibrationer fra førersædet. Mette skød underlæben frem og pustede luft op mod sin pande. Hendes ansigt var fugtigt, og det smagte på én gang salt og fedtet, når hun slikkede sig om munden. Hendes ryg klistrede mod sædet, og hun kunne mærke sveden løbe i små bække ned fra armhulerne og mellem brysterne. De var nået et godt stykke ned i Frankrig, og for hver time blev der varmere. Det helt åndssvage var, at hun til hverdag elskede at køre bil. 31


Når hun sad helt alene i den lille, sølvgrå æske, nød hun ensomheden, og hvor urimeligt det end var, blev hun irriteret, hver gang hun skulle have passagerer med. Hendes private fralægningsplads på passagersædet, hvor hun normalt havde håndtaske, mobiltelefon, lakridser og Krakkort liggende inden for rækkevidde, var nu optaget af Carstens lange krop, så hendes håndtaske med alle livsnødvendighederne måtte klemmes ind under førersædet. Mette sukkede. »Jeg drejer altså fra, næste gang der kommer en afkørsel,« sagde hun ud i den stillestående luft. »Mmmm ...« Carsten løftede hovedet og drejede det om mod hende. Efter et par sekunder fulgte hans opmærksomhed trop. »Drejer fra? Jamen, er der ikke langt igen?« »Jo, men jeg skal have en pause og noget luft. Og det skal være nu!« Mette kneb øjnene sammen bag solbrillerne og lod, som om hun koncentrerede sig om vejskiltene. »Jeg er ved at blive kvalt herinde!« »Okay,« sagde han og tilføjede tøvende: »Skal jeg hjælpe dig med at ... holde udkig? Skal jeg se på kortet, eller ...« Blikket var allerede på vej nedad mod hans højre pegefinger. »Nej, jeg finder ud af det. Læs du bare videre.« Allerede inden sætningen var slut, havde Carstens hoved fundet tilbage i den vante halvfemsgraders-vinkel, og hans bifaldende grynt var næppe hørligt. Mette misundte ham. Når Carsten læste, var han så koncentreret, at intet kunne forstyrre ham. Esben kunne se fjernsyn lige ved siden af ham, og Mette kunne føre lange telefonsamtaler ved bordet overfor, uden at det rørte ham. Hvis hun selv havde været i stand til at arbejde på den måde, ville hverdagen som redigerende journalist på damebladet Style ikke være så stressende, var hun sikker på. Fem billedtekster, som hun burde kunne klare på et kvarters tid, kunne nogle gange tage det meste af en time, fordi der hele tiden var afbrydelser og telefoner. Og hvis det så bare var de henvendelser, som rent faktisk var til hende, hun lod sig distrahere af ... Problemet var, at hun ikke kunne lade være med at lytte, når en af de andre sad og for32


handlede med en freelancer over telefonen, eller hvis en layouter skulle diskutere et problem med redaktionschefen ved bordet lige over for Mette. Hun havde af og til foreslået, at de delte kontorlandskabet op i mindre enheder, men det var der absolut ingen stemning for. De andre var bange for at miste »pulsen«, som de sagde. Og måske havde de ret. Mette havde det bare skidt med storkontoret. Faktisk skidt med sit job, i det hele taget, hvis hun skulle være helt ærlig. Efter nogle få minutter kom der en frakørsel, og Mette blinkede af. Vejen løb gennem et industriområde, der gik over i et landskab med store marker og spredte gårde. Mette drejede ned ad den første, den bedste af de små sideveje. Nu begyndte det endelig at ligne noget. Den smalle vej, der kun var et tyndt asfaltlag fra at være en grusvej, snoede sig gennem et bakket landskab. Små landarbejderhuse i groft tilhuggede kampesten lå i små klynger med skodderne lukket mod den smeltende middagshede. Carsten kiggede op et par gange uden kommentarer, og da bilen holdt stille i et vejkryds, lagde han bogen fra sig og blev helt nærværende. »Hvor er vi?« »Aner det ikke. Hvilken vej ser mest lovende ud?« Mette rullede sideruden ned. Her trak det i hvert fald ikke, uanset hvad han sagde. »Jeg tror, jeg ta’r den til højre!« Uden at vente på svar drejede hun endnu en gang, og en lille kilometer længere fremme var lykken med dem. En lille sø blinkede indbydende i middagsheden, og ved siden af den stod der – tak, Gud! – en blåmalet trækiosk, hvor der ifølge de farvestrålende skilte kunne købes is, sodavand og kaffe. Hun åbnede bildøren og lod sig nærmest falde ud. Carsten blev siddende et øjeblik på passagersædet med benene udenfor. Han lænede sig lidt bagover og så på Esben, der nu var gledet helt ned på sædet i en akavet stilling, fordi selen stadig holdt ham delvist oppe. »Kors, hvor han sover!« Carsten steg ud af bilen og strakte sig. »Skal vi ikke vække ham? Det ville da være synd, hvis han går glip af muligheden for at få en is ...« Mette stod og kiggede på sceneriet med søen og den lille is33


kiosk. Her virkede næsten helt stille efter den monotone larm på motorvejen. Fra kiosken kunne hun ganske vist svagt høre en radio, men den kunne ikke overdøve lyden af fuglesang og en fjern brægen. »Han går ikke glip af noget, selv om han sover lidt længere,« sagde hun. »Vi bliver her til i aften. Jeg kan ikke klare at sidde i bilen i den varme.« »Jamen, så kommer vi først frem en gang i nat!« Carsten tog brillerne af og begyndte at pudse dem i en flig af sin skjorte. Han så bekymret ud. »Kan du holde til at køre hele natten, skat?« »Ja. Og hvis jeg ikke kan, må vi overnatte et sted mere på vejen. Jeg kan ikke klare det her tempo.« Hun begyndte at gå over mod iskiosken, mens hun rodede i sin taske efter småpenge. »Vil du ha’ en kold Cola?« Carsten blev stående ved siden af bilen. »Ja tak, men ... Skal vi ikke lige snakke om det? Der går jo en hel dag fra ferien, hvis vi overnatter et sted mere på vejen. Så er vi først dernede i morgen aften ...« Mette svarede ikke. Hun var gået hen til kiosken og lænede sig frem mod en umådeligt fed, midaldrende mand, der sad bag disken og udsendte en aura af modvilje. Mette smilede og pegede uanfægtet og lagde de uvante mønter på disken, før hun kom tilbage med to Colaer. Hun holdt de iskolde dåser op mod sin hals. Køligheden bredte sig fra dem og gav hende overskud til at sende sin mand et overbærende smil, før hun rakte ham den ene. »Carsten, for fanden. Der kan da ikke gå en dag fra ferien, fordi vi kommer derned en dag senere. Ferien er jo også nu! Det er sgu da ikke kun, mens vi er i Nice!« Han trak på skuldrene, åbnede sin Diet Coke og skålede over mod hende med et lidt flovt grin. De lod bildørene stå åbne og satte sig ved et af de små borde foran kiosken. Efter fem minutter kravlede Esben ud af bilen og stod fortumlet ved siden af den. Hans hår var blevet strågult af sved, og han havde smidt sandalerne i bilen, så han stod med bare tæer på det skarpe grus. »Godmorgen, Morgenstjerne!« Carsten gik hen til ham og 34


løftede ham op i en hurtig bevægelse. Han satte drengen ned på bænken og lod ham vågne i fred. Esben kiggede sig omkring, mens han kløede sig på benet og gabte. Han vendte ansigtet op mod sin mor. »Jeg skal tisse.« »Hent lige hans sandaler, Carsten. Så finder vi et toilet imens.« Mette løftede Esben op og holdt hans fugtige krop ind mod sig, mens hun igen gik hen til den fede mand. Han havde taget sin ternede skjorte af og sad nu i undertrøje på en spinkel campingstol, stærkt optaget af transmissionen fra noget, der lød som en fodboldkamp. Mette begyndte på sit bedste skolefransk at spørge om vej, men han opfattede situationen, før hun fik talt ud, og viftede dem utålmodigt om bag kiosken uden at kigge på dem. Da Esben havde tisset, fik han en dåse-Fanta og en stor is, der omgående begyndte at smelte ud over hans hænder og dryppe ned fra hans hage. Han så lykkelig ud. »Sikken du får sovet for tiden!« Carsten havde hentet en serviet og var i færd med at tørre det værste af drengens kinder. »Mmm.« Esben vred sig og var ved at tabe isen. »La’ nu vær’! Er vi snart i Nice?« Carsten kiggede over på Mette, som rystede let på hovedet. »Nej, vi skal sove én gang til,« sagde han så. »I morgen er vi der!« »Det sagde du også i går!« »Ja. Men mor er træt, og vi vil hellere tage os god tid. Pas på! Du skal lige slikke ovre på den anden side af vaflen ... Ja, dér!« »Hvor skal vi så sove?« »Vi finder en kro et sted. Du kunne også spørge ham sportsmanden derovre, Mette? Måske kender han et sted i nærheden?« »Vi må vist hellere lade ham høre kampen færdig først.« Mette rejste sig. »Hvem vil med ned til søen?« »Jeg bliver her og læser.« »Kom, Esben!« Hun rakte en hånd ud mod sin søn. »Vil du med?« »Jeg vil være sammen med far.« »Jamen, han læser. Vil du ikke med ud på bådebroen?« 35


Esben så usikkert på først den ene, så den anden af sine forældre. Carsten aede ham blidt på den reneste af kinderne. »Gå nu med mor. Jeg kommer om lidt.« »Okay.« Mens de vandrede ned mod den lille sø, mærkede Mette for første gang fornemmelsen af ferie. De havde været på farten i to døgn, havde tanket op på grimme benzinstationer, spist på grimme rastepladser og sovet på grimme moteller. I sin naivitet havde hun troet, at alt det grimme ville være overstået, så snart de var kommet igennem Tyskland, men det her var faktisk det første smukke sted på hele turen. Den gamle bådebro var en smule ustabil, men Mette bekæmpede trangen til at forbyde Esben at gå derud. Vandet var vel ikke dybere, end at hun kunne redde ungen i land, hvis brædderne pludselig gav efter. Da de nåede ud for enden, lagde Esben sig på maven og kiggede ned i vandet, hvor et par blishøns padlede rundt og stirrede på turisterne med lækkersulten malet i deres små, finttegnede frøken-ansigter. Mette fandt sin mobiltelefon frem og ringede til sin far. »Det er Olaf Nilaus’ automatiske telefonsvarer. Læg en besked efter tonen, så skal jeg nok ringe tilbage hurtigst muligt. Biiip.« »Hej far. Det er Mette. Jeg ville bare høre, hvordan det går med ryggen. Øhmm ... Og så ... Nå ja, så ikke så meget andet. Vi har det godt. Ringer du, når du får tid?« Hun lagde på. Esben rullede om på siden og så op på hende. »Var morfar ikke hjemme?« »Nej. Han er nok ude at gå en tur.« Mette bad til, at det var dét, der var forklaringen, mens hun proppede mobilen tilbage i tasken. »Har vi ikke noget brød til de dér ænder?« »Det er ikke ænder, Esben. Det er blishøns.« »Narj! Det er ænder!« »Den slags dér hedder blishøns, skat.« »Det er ænder!« »Nej, det ER altså ...« Mette fangede hans spillende øjne og 36


opdagede, at han boblede af undertrykt latter. Hun klaskede ham grinede i hans runde numse. »Du driller jo, din slambert! Og her sidder jeg og er så pædagogisk!« Esben rullede fnisende væk og var nær drattet ud over bådebroens kant. Mette fik i sidste øjeblik slået en klo i ham. »Ups! Pas nu på, dit fjollehoved! Skal vi gå op og spørge manden, om vi kan få lidt brød af ham? Ellers tror jeg, vi har et par kiks tilbage i bilen.« »Jeg går selv!« Esben havde rejst sig og stak hænderne i shortsenes lommer. »Jamen, kan du da tale fransk?« »Det kan far.« »Nå ja. Smut bare. Men ikke gå ud på vejen!« Esben sendte hende et opgivende blik og snurrede rundt. I fuld fart løb han op til sin far. Det var ikke mange minutter, den stakkels mand havde fået for sig selv, tænkte Mette. På den anden side, så sad han jo også og læste hele tiden, mens de kørte. Det var vel i virkeligheden hende, der havde fortjent lidt ro! Hun lagde sig bagover med hænderne under nakken og lukkede øjnene. Solen bagte på hendes nøgne ben og arme, og selv om en let brise fra søen gjorde varmen til at holde ud, vidste hun, at hun ikke skulle ligge her ret længe. Når de nu endelig havde fundet et sted med skygge, burde hun udnytte det. Hun lod sig lune igennem nogle minutter endnu, før hun rejste sig og gik ind under et træ på bredden. * Mettes far havde det også varmt. Sveden dryppede af ham, og han måtte igen have fat i det lyseblå håndklæde, der lå draperet over motionscyklens styr. Bare fem minutter til – og så kunne han gå over til maskinerne. Uanset hvor ondt han havde i sin stakkels ryg, ville han ikke undvære sine besøg i det lokale fitnesscenter. For et par timer siden havde han taget en dobbelt portion af de smertestillende piller, og nu var hans muskler så tilpas bedøvede, at han kunne gennemføre sit træningsprogram, når han blot passede på ikke 37


at overbelaste ryggen. Hans personlige træner var her ikke om søndagen, men han kendte alle detaljer i programmet så godt, at han egentlig kun savnede hende af knap så praktiske grunde. Hun var en fryd for øjet, Karina! Når hun var der, gav han den altid hele armen, så hun kunne se, hvor stærk og smidig han stadig var. 72 er jo ingen alder! En dråbe sved faldt ned på cyklens display med stopuret, og han tørrede den væk uden at sænke farten. ... 54-55-56-57-5859-slut! Olaf slap pedalerne og rettede sig op. Ryggen havde det stadig nogenlunde okay. Han drak en lang slurk af sin vandflaske og tørrede sig under armene med håndklædet, før han lagde sig på pinebænken i den første maskine. Han gennemførte langsomt og systematisk hele programmet, før han til sidst gik over til måtterne i hjørnet og omhyggeligt strakte ud, som den strammåsede Karina havde lært ham det. Da han havde været i brusebad, lagde han sig på øverste hylde i saunaen og lod varmen trænge ind i sin gamle, ømme krop. Det var vidunderligt! Olaf elskede varme. Han havde mere end én gang overvejet at flytte sydpå, måske til Rom, men tanken om at bo så langt væk fra sine voksne børn, sine elskede børnebørn, sine gamle venner og sin – let’s face it – ret så dejlige ekskone holdt ham tilbage. Om vinteren tog han som regel til Østen, Seychellerne eller Caribien et par måneder, men resten af året var han herhjemme i det danske møgvejr. I år var sommeren da helt tosset. Det var, som om efteråret slet ikke kunne vente, til foråret var slut, og det sled på Olafs humør. Skulle han en sjælden gang imellem stoppe op og reflektere, måtte han i sit stille sind indrømme, at der var endnu en grund til, at han holdt det ud. I udlandet var der kun få – og det var som regel branchefolk – der vidste, hvem han var. Olaf havde det meste af sit liv været vant til at blive genkendt og feteret overalt, hvor han kom frem. Han ville have meget svært ved at vænne sig til et liv, hvor han bogstaveligt talt måtte finde sig i at stille op i køen. Han var vant til at få det bedste bord i enhver restaurant, gratis billetter til alle biograffilm og teaterstykker, rabat hos nogle af byens fineste forretninger. I eksil ville han heller ikke kunne opretholde sin stadig mere end pæne ind38


komst fra foredrag, konferencier-jobs og diverse bestyrelsesposter. Berømmelse er vanedannende, tænkte han lidt skamfuldt. Han vidste (men ville naturligvis aldrig indrømme over for andre), at han i udlandet ville savne de scener, der var hverdag herhjemme. Folk stoppede ham på gaden, fortalte ham, hvor godt de kunne lide ham, og hvor meget han havde betydet for dem, de bad om autografer eller inviterede ham på drinks. Og selv om han ligesom alle andre berømtheder af og til godt kunne ønske at gå i fred, var han det meste af tiden ganske tilfreds med opmærksomheden. Olaf var i journalistkredse kendt for aldrig at sige nej til et interview eller en kommentar. Han hørte ikke – som en del af sine gamle kolleger – til dem, der selv ringede og betroede ugebladsredaktionerne, når han brækkede en tå eller købte en ny sofapude, men han var altid positiv og imødekommende, hvis en desparat journalist ringede for at spørge ham, hvor han skulle hen på ferie, eller hvad han syntes om den nye kronprinsesse. En mand af den støbning er altid uhyre populær blandt mediefolk, og der havde i hele hans snart 50-årige karriere så at sige aldrig været offentliggjort en negativ artikel om ham. Selv hans små eskapader var blevet omtalt i nærmest ærbødige vendinger, og hele balladen omkring hans skilsmisse, hvor han helt bogstaveligt var blevet smidt ud og måtte flytte på hotel med sin dyne og en weekendkuffert, var i det store hele blevet behandlet nænsomt af sladderpressen. Olaf kendte alle de chefredaktører, der var værd at kende. De mødtes i Tivoli Clubben, de delte bord ved Cirkusrevyens midtvejsfest, og de blev inviteret til de samme receptioner. Faktisk havde han i et års tid haft en hed affære med den dengang purunge Trine Kohs, der nu var chefredaktør for det blad, hvor hans ældste datter var ansat. Det vidste Mette naturligvis ikke noget om, men Olaf fnisede af og til indvendigt ved tanken, når hans datter fortalte anekdoter om sin søde chef med de mange børn. Hun skulle bare vide ... Et par unge fyre kom ind i saunaen og satte sig i den anden ende af den øverste bænk. De talte dæmpet med hovederne tæt 39


sammen, og den ene kærtegnede den andens overarm med blide, drillende bevægelser. Bøsser. Øv. Olaf havde i teorien ikke det fjerneste mod homoseksuelle, men i praksis fyldtes han af ubehag, hver gang han stødte på én af slagsen. Han rejste sig, foldede håndklædet om maven og gik ud til den kolde bruser. De kunne få det hele for dig selv, kunne de! Saunaen og det efterfølgende brusebad havde virket bedøvende på Olafs rygmuskler, og han havde i en halv times tid næsten glemt sin tilstand. Først da han havde klædt om og var på vej gennem centrets café, gik det op for ham, at virkningen af den smertestillende medicin var aftaget. Et voldsomt jag i ryggen sendte ham ned på en af de umagelige caféstole, og han måtte tvinge sig til at trække vejret roligt for ikke at jamre højt. Små perler af sved piblede frem langs hårgrænsen og på overlæben, og det var med brutal selvbeherskelse, han lænede sig tilbage og kaldte en ung mand med overdimensionerede muskler over til sig. »Undskyld, men ...« Hans ansigt fortrak sig. »Kan du ikke være sød at hente mig et glas vand?« Fyren lænede sig straks bekymret ned over ham. »Er du syg? Vil du ikke herover og ligge lidt?« Han pegede over mod en smal, læderbeklædt bænk ved vinduet. »Nej tak. Bare et glas vand. Det er min ryg ...« Olafs hjerne arbejdede på højtryk. Han måtte hjem til sin sofa i en fart. »Jeg har mine piller med.« »Selvfølgelig!« Den unge mands karseklippede hoved forsvandt bag skranken, og et øjeblik senere satte han et glas isvand på Olafs bord. Han så bekymret på Olaf, der fumlede efter sin sportstaske under bordet. »Nej, den tager jeg!« sagde han og løftede den tunge taske op på en stol ved siden af den nu sygeligt blege mand. »Skal jeg finde dem for dig?« Olaf nikkede bare og pegede på lynlåsrummet forrest på den marineblå nylontaske. Han turde ikke åbne munden af frygt for at brøle højt af smerte. »Er det de her?« Den karseklippede holdt en æske Ketogan frem. Olaf nikkede. »Også de andre,« stønnede han. 40


»Dem her?« En lille æske med 600 mg Ibuprofen tabletter blev lagt ved siden af vandglasset. Olaf klemte to af hver slags ud i hånden og skyllede den dobbelte dosis ned med vandet. Han vidste godt, det var for meget, og det var kun tre timer siden, han havde taget en tilsvarende cocktail. Godt, at hans læge ikke så det! Eller endnu værre – hans ekskone! Inge ville aldrig have accepteret, at han fyldte sig med så meget medicin. Hun ville på den anden side heller aldrig have tilladt, at han gik i fitnesscentret, når han knap nok kunne bevæge sig ud på badeværelset ved egen kraft. Inges behov for at behandle ham som en umulig teenager havde tit været irriterende, men nu savnede han det faktisk. Hun havde passet på ham i det meste af hans liv – og hvem passede egentlig på ham nu, tænkte han i et anfald af selvmedlidenhed. »Er der mere, jeg kan gøre for dig?« Muskelbundtet stod stadig og så bekymret på ham. »Skal jeg ringe efter en taxi?« »Ja tak. Tak skal du have.« Olaf tvang et smil frem og rettede sig forsigtigt op. Det var dog utroligt, så hjælpsomme de var herinde! Fyren forsvandt igen, men da taxien ti minutter efter holdt for døren, kom han tilbage og tog som den selvfølgeligste ting i verden sportstasken og bar den ud til bilen, mens han støttede Olaf i hans langsomme, smertefulde gang ud af centret. Da Olaf var anbragt på det forreste passagersæde, trak den unge mand pludselig en serviet og en kuglepen frem. »Undskyld, men jeg kunne vel ikke få din autograf?« Olaf magtede ikke at protestere. Fyren havde jo været meget sød, så ... Han lagde servietten på en Kraks Kortbog, som chaufføren havde fremtryllet, og standsede med kuglepennen svævende over papiret. »Hvad hedder du?« »Rasmus. Men det er nu ikke til mig. Kan du ikke skrive en hilsen til Berit? Det er min mormor. Hun er helt vild med dig!« Olaf parerede ordre og undertrykte en ny stønnen, da han måtte vride sig for at række serviet og kuglepen ud af vinduet til Rasmus. Da fyren var forsvundet ind i centret igen, vendte Olaf sig med besvær for at give taxichaufføren sin adresse. Men nu holdt også han en blok og en kuglepen bydende op i ansig41


tet på sin berømte kunde. »Jeg vil da også ha’ én!« sagde han, og Olaf gjorde endnu en gang, som man forventede det. Måske havde det alligevel ikke været så god en idé at træne i dag. * SMS FRA: NAJA 28-06-04 14:27 Hej Mor. Alt vel? Fik i ordnet pasning af Kludder, eller skal jeg have dårlig samvittighed?

SMS FRA: MOR MOBIL 28-06-04 14:32 Alt ok. Viceværtens kone giver ham mad & vand. Men han vil sikkert være glad for besøg & klap, hvis du får tid efter Roskilde;–) Vi når først frem i aften. For varmt til at køre om dagen. Pyh!

SMS FRA: NAJA 28-06-04 14:35 Prøver at nå det. Roskilde bliver våd iflg dmi. Kys e + c.

SMS FRA: MOR MOBIL 28-06-04 14:48 De kysser tilbage. Husk regntøj;–)

42

Noget for noget - af Anna Grue  

Vinder af Det Danske Kriminalakademis Debutantpris. - Ved hjælp af blandt andet sms´er og e-mails oprulles den handlingsmættede historie om...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you