Når vi ikke længere forstår verden - Læseprøve

SUNDAY TIMES

I et hæsblæsende tempo og med uovertruffen detaljegrad vækker Benjamín Labatut fortællinger om store videnskabsfolk der udvidede vores forståelse af hvad der er muligt til live.

ÅRETS BOG IFØLGE NEW YORK TIMES, THE GUARDIAN OG NEW STATESMAN

Den mest originale bog, som denne anmelder har læst i årevis.

NEW STATESMAN

ISBN 978-87-400-7746-9

NÅR VI IKKE LÆNGERE FORSTÅR VERDEN

NÅR VI IKKE LÆNGERE FORSTÅR VERDEN er en roman om banebrydende opdagelsers skønhed og destruktivitet, venner og elskede som forsvinder når besættelsen overgår fornuften, og kunsten at beskrive det uforståelige uden selv at forstå.

NÅR VI IKKE LÆNGERE FORSTÅR

© Foto: Juana Gómez

UDDRAG FRA BOGEN

Et blændende kvantespring fyldt med yndefulde arabesker, der forbinder kontinenter, århundreder og idéer.

BENJAMÍN LABATUT

”Den 24. december 1915, mens han drak en kop te i sin lejlighed i Berlin, modtog Albert Einstein en kuvert afsendt fra Første Verdenskrigs skyttegrave. Brevet havde krydset et kontinent i flammer; det var snavset, krøllet og dækket af mudder. Et af hjørnerne var blevet helt revet af, og afsenderens navn var dækket af en blodplet. Einstein tog handsker på og åbnede det med en kniv. I kuverten fandt han den sidste gnist af et geni.”

SHORTLISTET TIL INTERNATIONAL BOOKER AWARD

BENJAMÍN LABATUT er født i 1980 i Rotterdam. Som tolvårig flyttede han til Santiago de Chile, hvor han stadig er bosat i dag. Når vi ikke længere forstår verden er hans tredje bog og den første, som er oversat til dansk.

VERDEN Genial og dybt foruroligende.

THE GUARDIAN

Både mørk og blændende.

THE WALL STREET JOURNAL

BENJAMÍN LABATUT

C&K

PÅ D A N S K V E D P E T E R A D O L P H S E N

Omslag: © Ute Lübbeke Omslagsversionering: Sofie Winding

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 2

18-03-2022 12:18:20

Titelblad

BENJAMÍN LABATUT NÅR VI IKKE LÆNGERE FORSTÅR VERDEN ROMAN

På dansk ved Peter Adolphsen

C&K

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 3

18-03-2022 12:18:20

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 4

18-03-2022 12:18:20

(…) We rise, we fall. We may rise by falling. Defeat shapes us.

Our only wisdom is tragic, known too late, and only to the lost.

GUY DAVENPORT

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 5

18-03-2022 12:18:20

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 8

18-03-2022 12:18:20

Indhold Preussisk blåt 9 Schwarzschilds singularitet 37 Hjertets hjerte 61 Når vi ikke længere forstår verden 89 Epilog. Nattegartneren 177 TAK 195

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 7

18-03-2022 12:18:20

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 10

18-03-2022 12:18:20

PREUSSISK BLÅT

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 9

18-03-2022 12:18:20

Ved en lægeundersøgelse i månederne op til retssagen i Nürnberg blev det bemærket, at neglene på Hermann Görings hænder og fødder havde en ildrød misfarvning. Lægerne troede – fejlagtigt – at farven skyldtes hans afhængighed af dihydrokodein, et smertestillende middel, som han tog flere end 100 piller af om dagen. Ifølge William Burroughs minder virkningen om heroin og er mindst dobbelt så stærk som kodein, men med en højspændt kokain-agtig kant, hvorfor de nord­amerikanske læger så sig nødsaget til at helbrede Göring for sin afhængighed, før han kunne møde frem i retten. Det var ikke let. Da de Allierede styrker fangede ham, slæbte nazilederen på en kuffert, der ikke kun indeholdt den neglelak, som han brugte, når han var forklædt som Kejser Nero, men også mere end 20.000 doser af hans yndlingsstof, næsten alt, hvad der var tilbage af den tyske produktion ved slutningen af Anden Verdenskrig. Hans afhængighed var ikke usædvanlig: Stort set alle Wehrmacht-tropper fik udleveret amfetamin i tabletform som en del af deres feltrationer. De blev markedsført under navnet Pervitin, og soldaterne brugte dem til at holde sig vågne i ugevis, fuldstændig afsindige i en vekslen mellem manisk ildhu og mareridtsagtigt sløvsind, en over11

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 11

18-03-2022 12:18:20

anstrengelse, der gav mange af dem ukontrollérbare udbrud af eufori: „Der hersker total stilhed. Alt bliver ubetydeligt og uvirkeligt. Jeg føler mig helt vægtløs, som om jeg svæver oven over min flymaskine,“ som en pilot fra Luftwaffe skrev flere år senere, som om han erindrede den tavse henrykkelse, der følger med en åben­baring, og ikke krigens hundedage.

Den tyske forfatter Heinrich Böll sendte adskillige breve til sin familie fra fronten, hvori han bad om nye doser af stoffet: „Det er hårdt her,“ skrev han til sine forældre den 9. november 1939, „og jeg håber, at I kan forstå, at jeg kun kan skrive hver anden eller tredje dag. I dag gør jeg det primært for at bede jer om at sende mere Pervitin … Jeg elsker jer, Hein.“ Den 20. maj skrev han et langt og lidenskabeligt brev, der sluttede med samme anmodning: „Kan I skaffe mig en smule mere Pervitin, så jeg har en reserve­beholdning?“ To måneder senere modtog hans forældre blot en enkelt skælvende linje: „Om overhovedet muligt: Send mere Pervitin.” I dag ved man, at amfetamin var brændstoffet, som Tyskland brugte til at opretholde blitzkrigens uophørlige angreb, og at mange soldater oplevede psykotiske episoder, mens de mærkede den bitre smag fra tabletterne, der opløste sig på deres tunger. Rigets øverste ledere havde derimod en helt anden smag i munden, da deres lynkrig blev standset af de Allieredes ildstorme, og kampvognenes larvefødder frøs fast i den russiske vinter, og Føreren beordrede ødelæggelsen af alle nationens værdier, så der ikke var andet end brændt jord tilbage til de invaderende hærstyrker; stillet over for det totale nederlag, overvældet af synet af den rædsel, de havde nedkaldt over verden, valgte de den hurtige udvej og bed i en cyanidkapsel, hvorpå de led kvælningsdøden, ledsaget af den søde duft af mandler, som dette giftstof udsender.

12

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 12

18-03-2022 12:18:20

En bølge af selvmord skyllede gennem Tyskland i krigens sidste måneder. Alene i april 1945 tog 3800 mennesker deres eget liv i Berlin. Indbyggerne i landsbyen Demmin, tre timer nord for hovedstaden, bukkede under for kollektiv panik, da de tyske tropper under tilbagetoget sprængte broerne, der forbandt byen med fastlandet, og fangede dem mellem de tre broer, der omkransede deres halvø, forsvarsløse mod den Røde Hærs grusomheder. Hundredvis af mænd, kvinder og børn slog sig selv ihjel på blot tre dage. Hele familier gik ud i vandet i floden Tollense, bundet sammen med reb om livet, som om de blot legede en rædselsvækkende tovtrækningsleg, de mindste børn med sten i skoletaskerne. Kaosset var så udbredt, at de russiske tropper – der indtil da havde nøjedes med at plyndre landsbyen, brænde husene og voldtage kvinderne – fik ordre til at standse selvmordsepidemien; ved tre forskellige lejligheder måtte de forhindre en kvinde i at hænge sig fra grenene i det enorme egetræ, der voksede i hendes have, og ved hvis rødder hun allerede havde dræbt sine tre børn ved at give dem kiks – en sidste lille lækkerbisken – dyppet i rottegift; kvinden overlevede, men soldaterne kunne ikke forhindre en lille pige i at forbløde, efter at hun havde åbnet sine pulsårer med det samme barberblad, som hun havde brugt til at skære sine forældres håndled over med. Samme dødsønske blev de øverste cirkler af den nazistiske elite grebet af: 53 generaler i hæren, 14 generaler i luftvåbnet og 11 flådegeneraler begik selvmord, såvel som undervisningsministeren Bernhard Rust, justitsminister Otto Thierack, feltmarskallen Walter Model, ‘ørkenræven’ Erwin Rommel og, naturligvis, Føreren selv.

Andre, som Hermann Göring, tøvede og blev taget til fange, hvilket kun førte til en udsættelse af det uundgåelige. Da lægerne erklærede ham egnet til retsforfølgelse, blev han stillet 13

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 13

18-03-2022 12:18:20

for Nürnberg-tribunalet og dømt til døden ved hængning.

Han bad om at blive skudt af en henrettelsespeloton; han ville ikke dø som en almindelig forbryder. Da han erfarede, at hans sidste ønske ville blive ham nægtet, tog han livet af sig selv ved at bide i en glasampul med cyanid, som han havde gemt i en dåse hårpomade, og efterlod en seddel, der forklarede, at han valgte døden for egen hånd „som den store Hannibal“.

De Allierede forsøgte at slette ethvert spor af hans eksistens.

De fjernede glasskårene fra hans læber og sendte hans tøj, hans personlige ejendele og hans nøgne lig til det kommunale krematorium ved Ostfriedhof-kirkegården i München, hvor man tændte en af ovnene for at kremere Göring og blande hans aske med resterne fra tusindvis af politiske fanger og modstandere af det nazistiske regime, som var blevet guillotineret i Stadelheim-fængslet, handicappede børn og psykiatriske patienter, der blev myrdet under eutanasiprogrammet T4, og utallige ofre fra koncentrationslejrene. Den smule, der blev tilbage af hans krop, blev ved nattetide kastet i vandet i Wenzbach, en lille bæk, der blev valgt tilfældigt på et kort for at forhindre, at hans grav blev et pilgrimssted for fremtidige generationer. Men disse bestræbelser skulle vise sig at være forgæves: Samlere fra hele verden fortsætter den dag i dag med at udveksle genstande med relation til den sidste store nazileder, øverstkommanderende for Luftwaffe og Hitlers naturlige efter­følger. I juni 2016 spenderede en argentiner over 3000 euro på et par silkeunderbukser, der havde tilhørt Rigsmarskallen. Nogle måneder senere betalte den samme mand 26.000 euro for den cylinder af kobber og zink, som havde indeholdt den glasampul, som Göring knuste mellem sine tænder den 15. oktober 1946.

Lignende kapsler blev udleveret til den nationalsociali14

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 14

18-03-2022 12:18:20

stiske partielite ved afslutningen af den sidste koncert med Berliner­filharmonikerne den 12. april 1945, kort før byen faldt. Albert Speer, minister for oprustning og Det Tredje Riges hofarkitekt, havde tilrettelagt et særligt koncertprogram, der omfattede Beethovens violinkoncert i D-dur efterfulgt af Bruckners fjerde symfoni – den såkaldt ‘romantiske’ – og til sidst, ganske passende, Brünnhildes arie, der lukker tredje akt af Richard Wagners Götterdämmerung, hvori valkyrien ofrer sig selv på et gigantisk ligbål, hvis flammer ikke bare fortærer menneskenes verden, men også Valhalla og alle guderne. Da publikum bevægede sig mod udgangene, stadig med Brünnhildes smertensskrig rungende i ørerne, uddelte medlemmer af Deutsches Jungvolk – børn på under ti år, da de større børn var udkommanderet til at dø på barrikaderne – cyanidkapsler fra små flettede kurve, som var de offergaver til en guds­tjeneste. Nogle af disse kapsler blev benyttet af Göring, Goebbels, Bormann og Himmler til at begå selvmord, men mange af de nazistiske ledere valgte at skyde sig selv i hovedet, samtidig med at de bed i giftampullen, af frygt for at giften skulle svigte eller være blevet saboteret og dermed ikke i stand til at skænke dem den øjeblikkelige og smerteløse død, som de ønskede, men i stedet den langsomme og smertefulde dødskamp, som de fortjente. Hitler endte med at være så overbevist om, at der var blevet fiflet med hans selvmordskapsler, at han besluttede at efterprøve deres effektivitet ved at give én til sin elskede Blondi, en schæferhund, der var fulgt med ham ned i førerbunkeren, hvor den sov i fodenden af hans seng og i øvrigt nød alskens privilegier. Føreren foretrak at dræbe sit kæledyr frem for at lade det falde i hænderne på de russiske tropper, som på det tidspunkt allerede havde omringet Berlin og hver dag nærmede sig hans underjordiske beskyttelsesrum 15

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 15

18-03-2022 12:18:20

yderligere, men han besad ikke modet til at gøre det selv: Han bad sin livlæge om at knække en af ampullerne og tømme den i dyrets mund. Hunden – som netop havde født fire hvalpe – døde omgående, da det lillebitte cyanidmolekyle, som består af et kvælstofatom, et kulstofatom og et kaliumatom, trængte ind i dens blodomløb og standsede dens vejrtrækning.

Cyanid har så voldsom en virkning, at der kun findes ét eneste vidnesbyrd om dets smag, efterladt i begyndelsen af det 19. århundrede af M.P. Prasad, en indisk guldsmed på toogtredive år, der nåede at skrive tre linjer efter at have slugt giften: „Læger, kaliumcyanid. Jeg har prøvet det. Det brænder på tungen og smager surt,“ stod der på sedlen, som man fandt ved siden af hans lig på det hotelværelse, som han havde lejet med henblik på at tage livet af sig selv. Giftens flydende form, i Tyskland kendt som Blausäure (blåsyre), er særdeles flygtig: Den koger ved 26 grader celsius og udsender en svag, mandelagtig aroma, sød, men også let bitter, som ikke alle kan opfange, da det kræver et særligt gen, som 40 procent af alle mennesker mangler. Som konsekvens af dette evolutionære tilfælde er det sandsynligt, at en betragtelig del af de personer, som blev myrdet med Zyklon B i Auschwitz, Majdanek og Mauthausen end ikke bemærkede lugten af det cyanid, der fyldte gaskamrene, mens andre døde med den samme duft i næsen, som mændene, der organiserede deres udryddelse, da de bed deres selvmordskapsler itu. Årtier forinden var en forgænger til den gift, som nazisterne brugte i deres dødslejre – Zyklon A – blevet sprøjtet som pesticid på appelsiner i Californien og brugt til at afluse de tog, som titusindvis af mexicanske immigranter skjulte sig i under rejsen til De Forenede Stater. Togvognenes træ antog en smuk blå farve, ganske som den farve, man den dag i dag kan 16

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 16

18-03-2022 12:18:20

se på nogle af murstenene i Auschwitz; begge dele kan føres tilbage til den egentlige oprindelse for cyanidgiften, afledt i 1782 af det første moderne syntetiske farvepigment, preussisk blåt, også kendt som berlinerblåt.

Så snart den kom frem, blev denne farve en sensation i den europæiske kunstverden. Takket være den lave pris erstattede preussisk blåt helt den farve, som malerne siden renæssancen havde benyttet til englenes klæder og den Hellige Jomfrus kåbe: ultramarin, det mest raffinerede og dyre af de blå pigmenter, der blev fremstillet ved at knuse lapis lazuli, en ædelsten, der blev hentet fra grotter i Kokcha-floddalen i Afghanistan. Dette mineral, der blev malet til et fint pulver, gav så dyb en indigofarve, at den først kunne kopieres kemisk i begyndelsen af det 18. århundrede, da en schweizisk farve­fabrikant ved navn Johann Jacob Diesbach skabte preussisk blåt. Det skete ved en fejl, eftersom han egentlig ville genskabe den karminrøde farve, der blev fremstillet ved at knuse millionvis af cochenillelus-hunner, et insekt, der snylter på nopalkaktussen i Mexico og det øvrige Mellem- og Syd­amerika, smådyr, der er så skrøbelige, at de kræver endog større omhu end silkeorme, da deres hvidlige og behårede kroppe let beskadiges af vind, regn og frost eller ædes op af rotter, fugle og larver. Deres skarlagenrøde blod var – sammen med guld og sølv – en af de største skatte, der blev røvet af de spanske conquistadorer fra de amerikanske folkeslag, og gav den spanske krone et monopol på farven rød, som varede i flere århundreder.

Diesbach forsøgte at bryde monopolet ved at blande sale tartari (kalium) med et destillat af animalske rester, frembragt af en hans assistenter, den unge alkymist Johann Conrad Dippel, men kombinationen producerede ikke den intense rubinrøde farve fra Dactylopius coccus, men en så blændende blå farve, at 17

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 17

18-03-2022 12:18:20

Diesbach tænkte, at han havde fundet frem til selveste hsbd-iryt, himmelfarven, den legendariske blå, som de gamle ægyptere brugte til at indfarve deres gudestatuers hud. Denne opskrift blev nøje bevogtet gennem århundreder af de ægyptiske præster og siden stjålet af en tyveknægt fra Grækenland, men gik tabt efter Romerrigets fald. Diesbach døbte sin nye farve ‘preussisk blåt’ for at oprette en intim og varig forbindelse mellem hans tilfældige opdagelse og det imperium, der uden tvivl skulle overgå fortidens i herlighed, thi det ville have krævet en langt dygtigere mand – udstyret, måske, med profetiske evner – for overhovedet at kunne forestille sig dets fremtidige undergang. Og Diesbach manglede ikke bare denne sublime fantasi, men også de mest basale forretningskompetencer for at kunne høste de materielle fordele ved sin opfindelse, hvorfor disse faldt i hænderne på hans financier, ornitologen, lingvisten og entomologen Johann Leonhard Frisch, der forvandlede hans blå til guld.

Frisch tjente en formue på at sælge preussisk blåt en gros til butikker i Paris, London og Sankt Petersborg. Han brugte fortjenesten til at købe hundredvis af hektar jord i omegnen af Spandau, hvor han anlagde Preussens første silkeplantage.

Frisch var en lidenskabelig naturforsker og skrev et langt brev til Frederik den Store af Preussen, hvori han hyldede de egenartede egenskaber ved den lille silkeorm; brevet beskrev også et gigantisk landbrugsprojekt, som han havde set i en drøm: Han havde set morbærtræer vokse i gårdhaverne ved alle imperiets kirker og deres smaragdgrønne blade, der gav næring til Bombyx mori’ernes afkom. Hans plan blev forsigtigt sat i værk af Kong Frederik og voldsomt gentaget, mere end to hundrede år senere, af det Tredje Rige. Nazisterne plantede millioner af disse træer på forladte jordlodder og i beboelses18

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 18

18-03-2022 12:18:20

kvarterer, skolegårde, på kirkegårde, ved hospitaler, sanatorier og på begge sider af de motorveje, der gik på kryds og tværs af det nye Tyskland. De distribuerede håndbøger og vejledninger til småbønder med de statsanerkendte tekniske detaljer til høst og forarbejdning af silkeormene; de skulle indsamles og derpå hænges op i mere end tre timer over en gryde med kogende vand, således at dampen dræbte dem langsomt, uden at det kostbare materiale, som de havde viklet sig ind i, idet de konstruerede deres kokoner, led den mindste overlast. Samme metode havde Frisch medtaget i et appendiks til sit magnum opus, hele tretten bind, som han brugte de sidste tyve år af sit liv på at skrive, og hvori han med en grundighed, der grænsede til det vanvittige, opregnede de tre hundrede insektarter hjemmehørende i Tyskland. Det sidste bind indeholder en detaljeret beskrivelse af fårekyllingens livscyklus, fra nymfestadiet til hannens parringssang, et højt, gennemtrængende skrig, der minder om babygråd. Frisch beskrev det såvel som kopulationsmekanismerne og hunnernes æglægningsproces, æg, hvis farve minder overraskende meget om det pigment, der havde gjort ham til en velhavende mand, og som blev brugt af kunstmalere over hele Europa, så snart det blev kommercielt tilgængeligt.

Det første store værk, hvortil pigmentet blev benyttet, var Kristi begravelse, malet i 1709 af hollænderen Pieter van der Werff. På hans himmel dækker skyerne horisonten, og sløret, der dækker den Hellige Jomfrus åsyn, skinner blåt og spejler disciplenes sorg, idet de står rundt om liget af Messias, hvis nøgne krop er så bleg, at det oplyser ansigtet på den kvinde, der på knæ kysser hans håndryg, som om hun med sine læber ville kauterisere hans åbne stigmata.

Jern, guld, sølv, kobber, tin, bly, fosfor, arsen; i begyndelsen 19

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 19

18-03-2022 12:18:20

af det 18. århundrede kendte menneskeheden kun til en håndfuld rene grundstoffer. Kemien havde endnu ikke adskilt sig fra alkymien, og en mængde mystiske substanser som bismut, vitriol, cinnober og amalgam gav grobund for alskens uventede og heldige ulykker. Preussisk blåt, for eksempel, havde aldrig eksisteret, hvis ikke det havde været for den unge alkymist, der arbejdede i malerværkstedet, hvor farven blev skabt.

Johann Conrad Dippel præsenterede sig selv som pietistisk teolog, filosof, kunstner og læge, selv om hans fjender opfattede ham som en simpel svindler. Han blev født på det lille slot Frankenstein, tæt på Darmstadt i det vestlige Tyskland, og siden barndommen havde han haft en sær karisma, der gjorde dem, der opholdt sig for længe i hans nærhed, aldeles omtågede. Hans overtalelsesevner gjorde ham i stand til at forføre en af samtidens vigtigste videnskabsmænd, nemlig den svenske mystiker Emanuel Swedenborg, der i begyndelsen var en af hans mest hengivne disciple, men som endte med at blive hans værste fjende. Ifølge Swedenborg havde Dippel en evne til at fjerne mennesker fra deres tro og berøve dem al intelligens og godhed og „overlade dem til de rene tvangsfore­ stillinger“. I et af de mest lidenskabelige smædeskrifter, som han skrev mod ham, sammenligner Swedenborg ham med selveste Satan: „Han er den ondeste dæmon, ikke underlagt noget princip, men i gennemført opposition til alt.“ Hans kritik rørte ikke Dippel, som var blevet immun over for skandalisering efter at have tilbragt syv år i fængsel for sine kætterske ideer og handlinger. Da han havde udstået sin straf gav han afkald på enhver form for menneskelighed: Han udførte de mest ubeskrivelige eksperimenter på levende og døde dyr, som han dissekerede med stor iver. Hans mål var at gå over i historien som den første, der transplanterede sjælen fra én krop til en 20

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 20

18-03-2022 12:18:20

anden, selv om det var hans ekstreme grusomhed og perverse nydelse, der endte med at gøre ham til en legende. I bogen Lidelser og remedier for kødets liv, udgivet i Leiden under pseudonymet Christianus Democritus, hævdede han at have fundet Livets Eliksir – den flydende version af De Vises Sten – som kunne helbrede hvilken som helst lidelse og skænke evigt liv til enhver, der drak den. Han forsøgte at bytte formlen med ejerskabet til Frankenstein-slottet, men det eneste, takket være den uforlignelige stank, som hans sammenkog af forrådnet blod, knogler, gevirer, horn og klove kunne bruges til, var insektmiddel. På grund af den selvsamme egenskab blev den tyktflydende, tjæreagtige væske århundreder senere brugt af de tyske tropper under Anden Verdenskrig som et ikke-dødeligt kemisk våben (og dermed ikke omfattet af Geneve-konventionen) til at hælde i brøndene i Nordafrika som forhindring for General Patton, hvis tankvogne jagtede dem gennem ørkensandet. En af bestanddelene i Dippels eliksir var det, der endte med at frembringe den blå farve, der ikke blot skulle pryde himlen i Van Goghs Stjernenatten og Hokusais Den store bølge ud for Kanagawa, men også den preussiske hærs infanteri­ uniformer, som om der var noget i farvens kemiske struktur, der påkaldte sig vold, en skygge, en uundgåelig plet, nedarvet fra alkymistens eksperimenter, der sønderskar levende dyr og samlede delene til grufulde kimærer, som han forsøgte at genoplive med elektricitet, monstre, der inspirerede Mary Shelley til at skrive mesterværket Frankenstein – eller den moderne Prometheus, hvori hun advarede mod videnskabens blinde fremskridt, den farligste af alle menneskets åndsfrembringelser.

Kemikeren, der opdagede cyanid, mærkede denne fare på sin egen krop: I 1782 rørte den svenske farmaceut Carl Wilhelm Scheele rundt i en apotekerkrukke med en ske, der inde21

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 21

18-03-2022 12:18:20

holdt en rest af svovlsyre, og skabte dermed den moderne tidsalders vigtigste giftstof. Han døbte sin nye kemiske forbindelse ‘blåsyre’, idet han omgående forstod det enorme potentiale, der lå i stoffets hyperreaktivitet. Men hvad han ikke kunne have forestillet sig, var, at man to hundrede år efter hans død, i det 20. århundrede, ville finde så mange industrielle, medicinske og kemiske anvendelsesområder, at der hver eneste måned ville blive fabrikeret en tilstrækkelig mængde af stoffet til at giftmyrde samtlige levende mennesker på hele planeten. Det uretmæssigt glemte geni Scheele var forfulgt af ulykker hele sit liv: På trods af at han var den kemiker, der opdagede flest naturligt forekommende grundstoffer (hele ni, herunder ilt, som han kaldte for ild-luft), måtte han dele æren for hver og en af sine opdagelser med videnskabsmænd med ringere talent, der offentliggjorde lignende opdagelser, før han selv gjorde det. Det tog Scheeles forlægger mere end fem år at udgive bogen, som svenskeren havde skrevet med kærlighed og så umådelig omhu, at han hyppigt lugtede til og endda smagte på de nye substanser, som det lykkedes ham at fremtrylle i sit laboratorium. Selv om han heldigt nok ikke gjorde det med blåsyren – hvilket ville have dræbt ham på få sekunder – så kostede denne dårlige vane ham alligevel livet i en alder af 43 år; han døde med en sønderslidt lever og dækket af betændte blærer fra top til tå, ude af stand til at bevæge sig på grund af væskeophobningen i hans knogleled. De samme symptomer ramte tusindvis af europæiske børn, hvis legetøj og slik blev farvet med en farve, som Scheele fremstillede med arsen uden at være klar over stoffets giftighed, en smaragdgrøn kulør så skinnende og forførerisk, at det blev Napoleons yndlingsfarve.

Tapetet i værelserne i Longwood-huset, det fugtige og

22

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 22

18-03-2022 12:18:20

rottebefængte hus, som kejseren beboede i sine seks år som englændernes fange på øen Sankt Helena, var indfarvet med Scheeles grønne farve. Den maling, der prydede hans værelser, kan forklare det betragtelige indhold af arsen, der blev påvist i hans hovedhår to århundreder efter hans død, et giftstof, der kan have forårsaget den kræft, der åd et hul på størrelse med en tennisbold i hans mavesæk. I de sidste uger af hans liv hærgede sygdommen kejserens krop med samme fart, som hans soldater havde hærget Europa: Hans hud antog en liggrå kulør, hans øjne mistede deres glans og sank ind i kraniet, hans tjavsede skæg fyldtes af brækrester. Han mistede musklerne i sine arme, og benene fyldtes af små ar, som om de pludselig huskede hvert et lille sår og hver en hudafskrabning, som de havde haft i løbet af hans liv. Men Napoleon var ikke den eneste, der led under eksilet på øen, også kohorten af tjenestefolk, der var spærret inde sammen med ham i Longwood-huset, efterlod adskillige vidnesbyrd om deres konstante diarré og mavesmerter, de grufuldt opsvulmede ekstremiteter og en tørst, som ingen væske kunne afhjælpe. Mange af dem døde med samme symptomer som den mand, de tjente, hvilket dog ikke forhindrede læger, gartnere og andre medlemmer af tjener­staben i at slås om den døde kejsers lagner, selv om de var plettede af blod, fæces og urin og uden tvivl kontaminerede af selvsamme substans, der lidt efter lidt havde forgiftet ham.

Hvor arsen er en tålmodig morder, der gemmer sig i kroppens dybest liggende væv og ophober sig dér gennem årene, så standser cyanid åndedrættet øjeblikkeligt. En tilstrækkelig dosis stimulerer en række kemiske receptorer i halspulsåren, der afskærer vejrtrækningen, en effekt, der i den engelsk­ sprogede medicinske litteratur beskrives som an audible gasp

23

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 23

18-03-2022 12:18:20

og går forud for øget puls, apnø, kramper og kardiovaskulært kollaps. Denne hurtighed gjorde giftstoffet til mange morderes foretrukne metode; Grigorij Rasputins fjender, for eksempel, forsøgte at befri Aleksandra Fjodorovna Romanova, det russiske imperiums sidste zarina, fra den fortryllelse, som mystikeren havde underlagt hende, ved at forgifte ham med cyanidholdige petitfours, men af stadig ukendte årsager var Rasputin immun. For at slå ham ihjel var de nødt til at skyde ham tre gange i brystet og en gang i hovedet, vikle liget ind i jernkæder og kaste det i Neva-flodens iskolde vand. Den mislykkede forgiftning bidrog kun til den gale munks berømmelse og øgede yderligere kejserinden og hendes fire børns hengivelse til hans afsjælede legeme, og det i en sådan grad, at de beordrede deres mest trofaste tjenere til at bjærge liget fra isen og sætte det op på et alter midt ude i en skov, hvor han forblev perfekt konserveret af kulden, indtil myndighederne besluttede at brænde ham for på den måde omsider at få ham til at forsvinde.

Giftstoffet cyanid forførte ikke kun mordere; efter at han havde fået bryster som følge af den kemiske kastration, som den britiske regering pålagde ham som straf for hans homoseksualitet, valgte det matematiske geni og computerens fader Alan Turing at slå sig selv ihjel ved at bide i et æble, som han havde injiceret med cyanid. Myten fortæller, at han gjorde det for at efterligne en scene fra Snehvide, hans yndlingsfilm, hvis rimende verslinjer – Dip the apple in the brew / Let the Sleeping Death seep through – han plejede at synge for sig selv, når han arbejdede. Men æblet blev aldrig undersøgt for at efterprøve selvmordshypotesen (selv om æblekerner indeholder en naturligt forekommende form for cyanid; blot en halv kopfuld er nok til at slå et menneske ihjel), og der findes dem, som 24

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 24

18-03-2022 12:18:20

mener, at Turing blev myrdet af den britiske efterretningstjeneste, selv om han havde stået i spidsen for det hold, der havde knækket den kode, hvormed tyskerne krypterede deres kommunikation under Anden Verdenskrig, hvilket var af­gørende for de Al­lieredes sejr. En af dem, der har skrevet hans biografi, foreslår, at de tvetydige omstændigheder ved hans død (tilstedeværelsen af en flakon med cyanid i hans hjemme­laboratorium og den håndskrevne note på hans natbord, der kun indeholdt hans indkøbsliste til den følgende dag) blev planlagt af Turing selv, for at hans mor kunne tro, at hans død var et uheld, og således skåne hende for byrden af et selvmord. Det ville have været en sidste excentricitet fra en mand, der mødte alle livets partikulære enkeltheder på sin egen, personlige og unikke måde. For eksempel generede det ham, at hans kolleger benyttede hans personlige tekop, og derfor lænkede han den til en radiator med en hængelås, som stadig hænger der den dag i dag. I 1940, da England forberedte sig på en mulig tysk invasion, købte han to kæmpestore barrer af sølv for sin opsparing og begravede dem i en nærliggende skov. Han tegnede et detaljeret, kodificeret kort, der skulle hjælpe ham med at genfinde dem, men formåede at skjule dem så godt, at han end ikke selv kunne finde dem igen efter krigen, selv ikke med hjælp fra en metaldetektor. I sin fritid legede han ‘øde ø’, et tidsfordriv, der bestod i at frembringe hans egne hjemmelavede produkter; han lavede sit eget vaske­ middel, sin egen sæbe og et insektmiddel så potent, at det lagde nabohaverne øde. Under krigen transporterede han sig fra sit hjem til kryptograficentret i Bletchley Park på en cykel med en defekt kæde, som han nægtede at lade reparere. I stedet for at tage den til cykelsmeden talte han antallet af omdrejninger, som kæden kunne tåle, og sprang af sadlen, sekundet inden 25

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 25

18-03-2022 12:18:20

den igen hoppede af. Om foråret, når hans pollenallergi blev uudholdelig, valgte han at bære en gasmaske (den britiske regering havde uddelt dem til hele befolkningen ved krigens begyndelse), hvilket spredte panik blandt dem, der så ham, fordi de troede, at et angreb var nært forestående.

At Tyskland ville foretage et gasangreb forekom på den tid uundgåeligt. En af den britiske regerings rådgivere beregnede, at et sådant angreb ville forårsage over 250.000 civile tab alene i den første uge, og af den grund fik selv nyfødte spædbørn udleveret specialdesignede gasmasker. Børn i skolealderen brugte Mickey Mouse-modellen, et grotesk tilnavn, der forsøgte at afbøde den rædsel, som børnene følte ved at høre den sirene, der påbød dem at iføre sig maskerne og trække vejret gennem det ildelugtende gummi, der dækkede deres ansigter, mens de efterlevede Krigsministeriets instruktioner: Hold vejret.

Hold masken foran ansigtet med tommelfingrene inden for stropperne.

Skub hagen langt frem i masken. Stram stropperne så meget som muligt hen over baghovedet.

Før en finger hele vejen rundt langs maskens kant for at sikre, at den slutter tæt.

Gasgranaterne faldt aldrig over England, og børnene lærte, at udåndingerne bag maskerne lød som en salve af prutter, men rædslen, som var blevet gennemlevet af soldaterne i skytte­gravene under Første Verdenskrig, trængte ned i underbevidstheden på en hel generation. Det bedste vidnesbyrd om den frygt, som historiens første masseødelæggelsesvåben indgød, var det faktum, at samtlige lande nægtede at benytte sig af kemiske våben under hele Anden Verdenskrig. USA besad enorme lagre parate til at blive anvendt, og englænderne havde eksperimenteret med miltbrand på fjerntliggende skotske øer, 26

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 26

18-03-2022 12:18:20

hvor de massakrerede flokke af får og geder. Selv Hitler, der ikke havde skrupler ved at benytte gas i udryddelseslejrene, nægtede at benytte våbnet på slagmarken, selv om hans viden­ skabsmænd havde fabrikeret næsten 7000 tons sarin­gas, rigeligt til at udrydde befolkningen i tredive byer på størrelse med Paris. Men Føreren kendte selv gassen. Han havde set den, dengang han selv var menig soldat i skyttegravene, og havde på egen krop oplevet den smerte, den afstedkom.

Historiens første gasangreb hærgede de franske tropper, der var forskanset ved landsbyen Ieper i Belgien. Da de vågnede om morgenen torsdag den 22. april 1915, kunne soldaterne se en enorm grønlig sky, der kom krybende mod dem hen over ingenmandsland. Den var dobbelt så høj som et menneske og så tæt som en vintertåge og strakte sig fra den ene ende af horisonten til den anden, seks kilometer bred. Da den passerede forbi, visnede træernes blade, fuglene faldt døde fra himlen, og græsset antog en sygelig, metallisk farve. En lugt af ananas og blegemiddel kildrede soldaterne i næsen, da gassen reagerede med slimet i deres lunger og dannede saltsyre. Efterhånden som gassen samlede sig i skyttegravene, faldt hundredvis af mænd til jorden i kramper, mens de druknede i deres eget slim, det gullige snot dannede bobler i deres munde, og deres hud blev blå som følge af iltmangel. „Meteorologerne havde ret. Det var en smuk dag, solen skinnede. Græsset lyste grønt.

Vi skulle være taget på skovtur i stedet for at gøre det, som vi gjorde,“ skrev Willi Siebert, en af soldaterne, som åbnede nogle af de 6000 cylindre med klorgas, som tyskerne tømte ved Ieper den morgen. „Snart hørte vi franskmændene skrige. Mindre end et minut senere begyndte jeg at høre den største affyring af ammunition, som jeg nogensinde havde hørt. Hver eneste artillerikanon, hver eneste riffel, hvert eneste maskingevær, 27

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 27

18-03-2022 12:18:20

som franskmændene besad, måtte være blevet affyret. Jeg har aldrig hørt et lignende bulder. Kugleregnen, der piftede hen over vores hoveder var utrolig, men den standsede ikke gassen.

Vinden fortsatte med at skubbe skyen hen mod de franske linjer. Vi hørte køerne brøle og hestene vrinske. Fransk­mændene blev ved med at skyde. De kunne umuligt se, hvad de skød på. Efter cirka femten minutter begyndte skyderiet at høre op.

Efter en halv time var der kun spredte skud. Og så blev alting helt stille. Lidt senere var luften klaret op, og vi gik forbi de tomme gasbeholdere. Det, der mødte os, var den totale død.

Intet var i live. Alle dyrene var kommet op af deres huller for at dø. Der var døde kaniner, muldvarpe, rotter og mus over det hele. Lugten af gas svævede stadig i luften. Den hang i de få buske, der stadig var tilbage. Da vi kom hen til de franske forsvarslinjer, var skyttegravene tomme, men knap en kilo­ meter længere inde i landet lå der døde franske soldater overalt.

Det var ufatteligt. Senere så vi enkelte englændere. Man kunne se, hvordan mændene havde kradset sig i ansigterne i forsøget på at få vejret. Nogle havde skudt sig selv. Hestene, stadig i staldene, køerne, hønsene, alt, alle var de døde. Alting, selv insekterne var døde.“ Manden, der havde planlagt gasangrebet ved Ieper, skaberen af denne nye form for krigsførelse, var den jødiske kemiker Fritz Haber. Haber var et ægte geni og måske den eneste person på slagmarken, der var i stand til at forstå de komplekse molekylære processer, der sortnede huden på de 1500 soldater, der døde den dag. Angrebets store succes medførte en forfremmelse til kaptajn og leder af Krigsministeriets kemiske afdeling og en middag med selveste Kejser Wilhelm den 2., men ved hjemkomsten til Berlin måtte han stå ansigt til ansigt med sin hustrus umådelige raseri. Clara Immerwahr 28

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 28

18-03-2022 12:18:20

– den første kvinde, der modtog en doktorgrad i kemi ved et tysk universitet – havde ikke bare set gassens virkning på dyr i laboratoriet, hun havde også været meget tæt på at miste sin mand, da vinden skiftede under et af feltforsøgene. Gassen drev pludselig hen mod den bakke, hvorfra Haber fra hesteryg dirigerede sine tropper. Fritz reddede sig mirakuløst, men en af hans adjudanter formåede ikke at undslippe giftskyen; Clara så ham dø på jorden i kramper, som var han blevet invaderet af en hær af sultne myrer. Da Haber vendte sejrrig hjem fra massakren i Ieper, anklagede Clara ham for at have perverteret videnskaben med det formål at skabe en metode til at udrydde mennesker i industrielt omfang, men Fritz ignorerede hende totalt: For ham var krig krig, og død var død, uanset hvordan man påførte den. Han blev tilstået to dages orlov, som han benyttede til at invitere alle sine venner til en fest, som varede hele natten. Ved daggry gik hans hustru ned i haven, tog skoene af og skød sig selv i brystet med sin mands tjenesterevolver. Hun forblødte i armene på sin 13-årige søn, der var kommet løbende ned ad trapperne, da han hørte skuddet.

Stadig i choktilstand var Fritz nødt til at rejse til Østfronten allerede næste dag for at supervisere endnu et gasangreb. Resten af krigen finpudsede han metoderne til at sprede giften med stadig større effektivitet, konstant hjemsøgt af sin hustrus spøgelse. „Det gør mig i sandhed godt at være ved fronten med regelmæssige mellemrum, at være, hvor kuglerne flyver. Der er øjeblikket det eneste af betydning, og den eneste pligt er at gøre, hvad der måtte være muligt i skyttegraven. Men senere, tilbage ved hovedkommandoen, lænket til telefonen, lytter jeg til ordene i mit hjerte, ordene, som min stakkels hustru engang sagde til mig, og som i et drømmesyn født af udmattelse ser jeg hendes ansigt mellem alle telegrammerne. Og jeg lider.”

29

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 29

18-03-2022 12:18:20

Efter våbenstilstanden i 1918 blev Fritz Haber erklæret krigsforbryder af de Allierede, selv om de havde benyttet giftgas med samme iver som Centralmagterne. Han var tvunget til at flygte fra Tyskland og søge tilflugt i Schweiz, hvor han modtog nyheden om, at han var blevet tildelt Nobelprisen i kemi for den opdagelse, han havde gjort umiddelbart inden krigen, og som i de følgende årtier skulle ændre menneskehedens skæbne.

I 1907 var Haber den første til at udvinde kvælstof – det vigtigste næringsstof, som planter benytter til at vokse – direkte fra luften. Dermed løste han fra den ene dag til den anden den mangel på gødning, som i begyndelsen af det 20. århundrede truede med at udløse en global hungersnød af hidtil usete dimensioner; uden Haber ville hundredvis af millioner af mennesker, som indtil da havde været afhængige af naturligt forekommende substanser såsom hønsemøg og salpeter som gødning til deres afgrøder, have været døde af sult. I de foregående århundreder havde Europas umættelige efterspørgsel fået flokkevis af englændere til at rejse til Ægypten for at plyndre oldtidens faraograve, ikke for guld, smykker eller antikviteter, men i jagten på kvælstoffet i knoglerne på de tusindvis af slaver, som Nilkongerne havde ladet begrave sammen med sig, så de kunne tjene dem hinsides døden. De engelske gravrøvere havde allerede udtømt det kontinentale Europas kirkegårde; de opgravede mere end tre millioner skeletter, inklusive knoglerne fra hundredtusindvis af døde soldater og heste fra slagene ved Austerlitz, Leipzig og Water­loo, for at fragte dem med skib til havnen i Hull i Nord­ england, hvor de blev malet til støv i Yorkshires benmøller for at gøde Albions grønne marker. På den anden side af Atlanten blev kranierne af tredive millioner massakrerede bisonokser 30

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 30

18-03-2022 12:18:20

indsamlet et efter et af fattige landmænd og indianere for at blive solgt til Northwestern Bone Syndicate of North Dakota, der lagde dem i dynger på størrelse med katedraler, inden de blev transporteret til fabrikken, der producerede gødning og ‘bensort’, det mørkeste pigment, som fandtes på daværende tidspunkt. Hvad Haber var lykkedes med i laboratoriet, fik Carl Bosch, chefingeniør ved den tyske kemigigant BASF, lavet til en industriel proces, der var i stand til at producere kvælstof i hundredvis af tons på en fabrik på størrelse med en mindre by, drevet af mere end 50.000 arbejdere. Haber-Bosch-­processen var den vigtigste kemiske opdagelse i det 20. århundrede: Mange­doblingen af den disponible mængde kvælstof muliggjorde den demografiske eksplosion, der fik menneskeheden til at vokse fra 1,7 til hele 7 milliarder på under hundrede år. I dag er omkring 50 % af kvælstof­atomerne i vores kroppe kunstigt skabte, og over halvdelen af verdensbefolkningen afhængige af fødevarer produceret med gødning, der kun findes takket være Habers opfindelse. Den moderne verden ville ikke eksistere uden manden, der „trak brød ud af luften“, som datidens presse formulerede det, selv om hans mirakuløse opdagelse ikke umiddelbart blev brugt til at brødføde de sultende masser, men i stedet til at forsyne Tyskland med de nødvendige rå­ materialer til at fremstille krudt og sprængstoffer under Første Verdenskrig, efter den britiske flåde havde afskåret adgangen til salpeter fra Chile. Med Habers kvælstof blev den europæiske konflikt trukket yderligere ud i to år og øgede dermed antallet af ofre på begge sider med adskillige millioner.

En af dem, der led under krigens forlængelse, var en ung kadet på 25 år; en håbefuld ung kunstner, som havde undgået den obligatoriske militærtjeneste på alle tænkelige måder, indtil politiet afhentede ham i nummer 34 på Schleissheimer31

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 31

18-03-2022 12:18:20

gaden i München i januar 1914. Under trussel om fængselsstraf stillede han til lægeundersøgelse i Salzburg, men erklæringen lød: „Uegnet, for slap og ikke i stand til at føre våben“. I august samme år – da tusindvis af mænd meldte sig frivilligt til de væbnede styrker, opflammet af trang til at deltage i den kommende krig – ændrede den unge maler pludselig holdning: Han skrev en personlig anmodning til Kong Ludwig den 3. af Bayern om at tjene som østrigsk soldat i den bayerske hær.

Tilladelsen kom den følgende dag.

Adi, som kammeraterne i List-regimentet kaldte ham, blev sendt direkte til det slag, som i Tyskland blev kendt som Der Kinder­mord bei Ypern, fordi 40.000 nyindkaldte ynglinge døde på bare tyve dage. Ud af de 250 mænd i hans kompagni lykkedes det kun de 40 at overleve; Adi var en af dem. Han blev dekoreret med Jernkorset, blev forfremmet til korporal og udnævnt til budbringer for sit regimentshovedkvarter og tilbragte derfor de følgende år behageligt langt fra fronten, hvor han læste bøger om politik og legede med en foxterrier, han havde taget til sig, kaldet Fuchsl, lille ræv. Han brugte sin fritid på at male akvareller i blå nuancer og kulskitser af kæledyret og livet i barakkerne. Den 15. oktober 1918, mens han hentæredes i venten på nye ordrer, blev han kortvarigt blind af et engelsk sennepsgasangreb og tilbragte krigens sidste uger som rekonvalescent på et lazaret i landsbyen Pasewalk i Pommern med øjne, der føltes som to glødende stykker kul.

Da han hørte nyheden om Tysklands nederlag og Kejser Wilhelm den 2.’s abdikation, fik han endnu et anfald af blindhed, meget anderledes end det, som gassen havde forårsaget: „Alt sortnede for mine øjne. Vaklende famlede jeg mig tilbage til mit telt, kastede mig på briksen og borede mit brændende hoved ned i puden,“ erindrede han flere år senere i en celle 32

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 32

18-03-2022 12:18:20

i Landsberg-fængslet, anklaget for forræderi som leder af et mislykket statskup. Her tilbragte han ni måneder, opslugt af had, stadig ydmyget af de betingelser, som de sejrende krigsmagter havde pålagt hans adopterede fædreland, og af generalerne, de kujoner, der havde overgivet sig i stedet for at kæmpe til sidste mand. I fængslet planlagde han sin hævn: Han skrev en bog om sin personlige kamp og udstak en plan for at hæve Tyskland over alle verdens nationer, noget, han om nødvendigt ville gøre med sine egne næver. I mellemkrigstiden, mens Adi kravlede til tops i hierarkiet i Det Nationalsocialistiske Arbejderparti, idet han udspyede de racistiske og antisemitiske svadaer, der skulle ende med at krone ham til Fører for hele Tyskland, var Fritz Haber optaget af sine egne bestræbelser på at genoprette sit fædrelands storhed.

Opmuntret af sin succes med kvælstoffet satte Haber sig for at rekonstruere Weimarrepublikken og betale de krigsskadeserstatninger, der strangulerede dens økonomi gennem en proces lige så vidunderlig som den, der havde givet ham Nobelprisen: at høste guld fra havets bølger. Under falsk identitet for at undgå at vække mistanke rejste han verden rundt og indsamlede henved 5000 prøver fra diverse oceaner og indsøer, isklumper fra Nordpolen og isflager fra Antarktis.

Han var overbevist om, at det var muligt at udvinde det guld, der findes opløst i verdenshavene, men efter flere års hårdt arbejde måtte han erkende, at hans oprindelige beregninger indeholdt en voldsom overvurdering af tilstedeværelsen af dette ædelmetal. Han vendte tomhændet hjem.

I Tyskland søgte han tilflugt i arbejdet som leder af Kejser Wilhelm-instituttet for Fysisk Kemi og Elektrokemi, mens jødehadet voksede om ørerne på ham. Midlertidigt beskyttet i deres akademiske oase frembragte Haber og hans med­ 33

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 33

18-03-2022 12:18:20

arbejdere adskillige nye substanser; en af dem et cyanidbaseret pesticid i gasform med så heftig en virkning, at de døbte den Zyklon. Stoffets effektivitet forbløffede de entomologer, der benyttede det for første gang til at afluse en færge, der sejlede på ruten mellem Hamborg og New York, og det i en sådan grad, at de skrev direkte til Haber for at lovprise „udryddelses­ processens ekstreme elegance“. Haber grundlagde efterfølgende den Nationale Kommission for Skadedyrskontrol; herfra organiserede han aflivningen af væggelus og lopper i hærens ubåde, og rotter og kakerlakker i barakkerne. Han bekæmpede en sand legion af møl, der hærgede de beholdninger af mel, som regeringen opbevarede i siloer over hele landet, og som Haber beskrev for sine overordnede som „en bibelsk plage, der truer hele det germanske Lebensraum”, ganske uvidende om, at myndighederne allerede havde påbegyndt forfølgelsen af alle, der delte Habers jødiske rødder.

Fritz var konverteret til kristendommen som 25-årig. Han havde taget sit land og dets skikke til sig i en sådan grad, at hans børn først fik kendskab til deres oprindelse, da han fortalte dem, at de var nødt til at flygte fra Tyskland. Haber flygtede kort tid efter dem og søgte asyl i England, men blev brutalt afvist af sine britiske kolleger, der kendte til den rolle, han havde spillet i den kemiske krigsførelse. Han var nødt til at forlade øerne kort efter ankomsten. Derpå rejste han fra land til land i forsøget på at nå til Palæstina med et bryst knuget af smerter, eftersom hans vener ikke var i stand til at opretholde en tilstrækkelig blodforsyning til hjertet. Han døde i Basel i 1934, mens han knugede sig til den cylinder, der hjalp ham med at udvide hans kranspulsårer, uvidende om, at det insektmiddel, som han havde været med til at udvikle, få år senere ville blive benyttet i nazisternes gaskamre til at 34

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 34

18-03-2022 12:18:20

myrde hans halvsøster, hans svoger, hans nevøer og utallige andre jøder siddende på hug med stivnet muskulatur og huden oversået af røde og grønne pletter, med blødninger ud af ørerne og skum ud af munden, de unge masende børnene og de gamle under sig i forsøget på at bestige bunken af nøgne kroppe for så­ledes at trække vejret bare ét minut mere, bare nogle sekunder endnu, fordi Zyklon B samlede sig ved gulvet efter at være blevet spredt gennem små luger i loftet. Når cyanidtågerne var blevet blæst bort af ventilatorer, blev ligene slæbt ind i store krematorieovne. Deres aske blev begravet i massegrave, hældt i floder og vandreservoirer eller spredt som gødning på marker i omegnen.

Blandt de få ejendele, som Haber havde hos sig, da han døde, var et brev skrevet til hans hustru. Deri tilstod han at føle en ubærlig skyld; ikke for sin direkte eller indirekte med­virken til utallige menneskers død, men fordi hans metode til at udvinde kvælstof fra luften havde ændret naturens balancer i en sådan grad, at han frygtede, at planetens fremtid ikke tilhørte menneske­heden, men planterne, for faldt antallet af mennesker til præmoderne niveauer i blot et par årtier, ville plantevæksten være fri til at brede sig fuldstændig uhæmmet, idet den udnyttede overskuddet af næringsstoffer, som var blevet efterladt til dem på jordens overflade, indtil den dækkede den helt og aldeles og kvalte alle andre former for liv under en gruopvækkende frodighed.

35

Labatut_Naar vi ikke laengere forstaar verden_BOG.indb 35

18-03-2022 12:18:20

SUNDAY TIMES

I et hæsblæsende tempo og med uovertruffen detaljegrad vækker Benjamín Labatut fortællinger om store videnskabsfolk der udvidede vores forståelse af hvad der er muligt til live.

ÅRETS BOG IFØLGE NEW YORK TIMES, THE GUARDIAN OG NEW STATESMAN

Den mest originale bog, som denne anmelder har læst i årevis.

NEW STATESMAN

ISBN 978-87-400-7746-9

NÅR VI IKKE LÆNGERE FORSTÅR VERDEN

NÅR VI IKKE LÆNGERE FORSTÅR VERDEN er en roman om banebrydende opdagelsers skønhed og destruktivitet, venner og elskede som forsvinder når besættelsen overgår fornuften, og kunsten at beskrive det uforståelige uden selv at forstå.

NÅR VI IKKE LÆNGERE FORSTÅR

© Foto: Juana Gómez

UDDRAG FRA BOGEN

Et blændende kvantespring fyldt med yndefulde arabesker, der forbinder kontinenter, århundreder og idéer.

BENJAMÍN LABATUT

”Den 24. december 1915, mens han drak en kop te i sin lejlighed i Berlin, modtog Albert Einstein en kuvert afsendt fra Første Verdenskrigs skyttegrave. Brevet havde krydset et kontinent i flammer; det var snavset, krøllet og dækket af mudder. Et af hjørnerne var blevet helt revet af, og afsenderens navn var dækket af en blodplet. Einstein tog handsker på og åbnede det med en kniv. I kuverten fandt han den sidste gnist af et geni.”

SHORTLISTET TIL INTERNATIONAL BOOKER AWARD

BENJAMÍN LABATUT er født i 1980 i Rotterdam. Som tolvårig flyttede han til Santiago de Chile, hvor han stadig er bosat i dag. Når vi ikke længere forstår verden er hans tredje bog og den første, som er oversat til dansk.

VERDEN Genial og dybt foruroligende.

THE GUARDIAN

Både mørk og blændende.

THE WALL STREET JOURNAL

BENJAMÍN LABATUT

C&K

PÅ D A N S K V E D P E T E R A D O L P H S E N

Omslag: © Ute Lübbeke Omslagsversionering: Sofie Winding