__MAIN_TEXT__

Page 1

145 mm

klatter altid mest i starten. Så skriver han uden at tænke, sådan føles det, historien er der allerede, Hans Christian har set den, nu må den nedfældes. Han begynder med første sætning, det er nu engang det nemmeste, han tænker på Anna og Molly, men mest på Krieger og hendes blinde tro på, at man skal lave sig selv om for at opnå det, man begærer.

D

a den unge Hans Christian Andersen vender hjem fra Italien, ligger hans liv i ruiner. Han hånes i aviserne og i de fine kredse, ingen gider at læse hans bøger, han er fattig og plaget af tvivl. Sidste og eneste mulighed for at overleve er at skrive til børn, hvis ellers han kunne tåle synet af de små udyr. Midt i elendigheden fiskes et maltrakteret lig op af Københavns kanal. Den myrdedes søster, skøgen Molly, er ikke i tvivl. Det er den underlige digter, Hans Christian, der er gerningsmanden. Og politiet tror hende.

MORDET PÅ EN HAVFRUE er en roman om grænseløs kærlighed, en historie om en bestialsk mordsag, der bliver inspiration til verdens mest kendte eventyr. Det er fortællingen om trekløveret Molly, Hans Christian og Lille Marie, og om hvordan et venskab kan ændre livets bane, ikke bare for en ung digter, men for hele verden og måden, vi forstår os selv på.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 9788740043815

9 788740 043815

BAG E T H V E R T EV E N T Y R LU R E R E T M AR E R I D T

100 mm

Mo rdet på en

havfrue A.J. Kazinski er et pseudonym for Anders Klarlund og Jacob Weinreich. Sammen har de solgt over 400.000 bøger i

Mordet på en

havfrue

Danmark og udkommer i mere end tyve lande. De har vundet priser både herhjemme og i udlandet, bl.a. vandt bogen Den sidste gode mand prisen for årets roman i Frankrig I 2012,

RYDAHL & KAZINSKI

Prix relay. Den sidste gode mand er solgt til filmatisering. Den forfatterskoleuddannede Thomas Rydahl har udgivet romanerne Eremitten og De savnede. Eremitten har vundet flere litterære priser, bl.a. Glasnøglen i 2015, for årets bedste nordiske krimi.

krimi POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: © PETER STOLTZE

228 mm

For at undgå dødsstraf og finde den rigtige morder må Hans Christian slå sig sammen med den modvillige skøge. Flere lig dukker op – og snart jagtes Molly og Hans Christian gennem storbyens beskidte underverden, de kongelige stalde og slavehandlens glitrende palæer. Med på slæb har de søsterens datter, den nu moderløse Lille Marie, som Hans Christian forsøger at trøste. Men hvad skal man fortælle et barn, der har mistet sin allerkæreste? Hvilken historie kan lindre hendes smerte – og kan Hans Christian endelig bruge sine evner som digter til at forstå det uforståelige, til at se tråden, der binder de horrible mord sammen?

145 mm

FOTO: © LES KANER

Et hurtigt dyp med pennen i blækhuset, en ubrugt fjerpen

? mm

RYDAHL &KAZINSKI

100 mm


Rydahl & Kazinski

Mordet pĂĽ en havfrue

Politikens Forlag

Mordet pĂĽ en havfrue.indd 1

26/06/2019 18.10


H.C. Andersen fører ivrigt dagbog fra 1825 og frem til sin død i 1875. Kun halvandet år mangler. I 1834, da han vender hjem fra Italien, holder han pludselig pause i sine evindelige skriverier. Ingen ved hvorfor. Denne roman begynder, hvor Andersen holdt op.

Mordet på en havfrue.indd 2

26/06/2019 18.10


Del I Ă—

13. - 18. september 1834

Mordet pĂĽ en havfrue.indd 3

26/06/2019 18.10


Mordet pĂĽ en havfrue.indd 4

26/06/2019 18.10


Kapitel 1

Han er ikke normal. Det normale er en mand, der river klæderne af hende. Det normale er en mand, der skubber hende rundt. Det normale er en mand, der åbner bukserne og lader hende kigge ned i mørket, i forventning om at synet vil begejstre hende. Det normale er en mand, der er så træt og så fuld og liderlig, at han ikke engang ser hende, ikke ved, hun hedder Anna, ikke ved, hun har en datter på seks, Lille Marie, der bliver passet af moster inde ved siden af. Det normale er en mand, der ikke tænker på hende som andet end en blød sprække. Men denne kunde er ikke normal. Han har aldrig taget sine klæder af eller skubbet til hende eller vist hende noget i sine bukser. Han er ikke rig, men heller ikke fattig, han er måske studerende, en slags digter, har hun hørt, selv om han ikke siger meget. Hun kender kun hans efternavn, Andersen. Også her til aften er han unormalt nydelig og velduftende. Siden sidst har han ladet overskægget gro ud, det gør ham mere mandig, synes Anna, men tør ikke sige noget. Han er i slutningen af 20’erne, måske lidt ældre, det er svært at sige. Han har sat sig på bænken ved væggen og fundet sin saks og sit farvede papir frem. Han vil intet andet end det, betragte hende og lave et papirklip, der ligner. En gang imellem ser han op med sine store øjne, hurtigt, skamfuldt, hvorefter hans blik finder tilbage til saksen og det farvede papir. Han sidder opslugt af saksens arbejde, de små stumper falder fra papiret, mens han klipper. Saksen snor sig og gør indhug i pa5

Mordet på en havfrue.indd 5

26/06/2019 18.10


piret på en måde, Anna aldrig har set nogen klippe før, ikke engang en onkel, der var skrædder. Hun beundrer den måde, han kan finde frem til det smukke og få alt andet til at forsvinde på. Tilbage er en papirtynd udgave af Anna med udslået hår og naturstridige former, væk er alt det grimme, de mange kunder, der har sat deres spor i Annas øjne, hendes manglende fortand og bekymringernes små rynker i panden, bekymringerne for Lille Marie, hvordan det skal gå hende, om Anna bliver i stand til at give hende et bedre liv end det, hun selv har fået. Det sker også, at Andersen beder hende om noget særligt. Kan De strække Deres arme og hænder mod loftet? Kan De løfte Deres ben som ballerinaerne på teatret? Og så gør hun det. Eller forsøger på det. For den slags penge, han plejer at give hende, gør hun næsten hvad som helst. Alligevel vil han ikke have, at hun skal lade underskørterne falde, han vil aldrig se hendes køn, kun brysterne, formerne. Hun har spurgt ham, om hun ikke skal tage det sidste og afgørende stykke tøj af? Men nej, bestemt nej. Annas lillesøster Molly mener, at han er unaturlig. Du kan ikke stole på en mand, der ikke drikker og ikke ligger med kvinder, siger Molly. Til gengæld kan du stole på, at en mand, der drikker og ligger med kvinder, vil gøre dig ondt med tiden. Sådan er alle mænd. Anna strækker sig, skyder sine bryster frem mod ham, begge hænder på de smalle hofter. Han ser op, et undersøgende blik på Annas hvide barm, der hænger frit og bevæger sig ganske let. Udenfor på gaden lyder vægterens sang. Klokken er ni, og alt er godt. Altid den samme vægter, de har hvert deres område af byen at holde styr på. Og Ulkegade kræver en standhaftig vægter, en, der kan gå ind i slagsmålene, tumle fulde sømænd, slæbe etbenede tyve til Domhuset, skabe orden i kaos. I den såkaldt fine ende af gaden har man fået lov til at skifte gadenavn. Som om de syndige pakker sammen og forsvinder, fordi Ulkegade pludselig hedder Holmensgade. – Av, siger Andersen og trækker fingeren til sig, blodet drypper ned på gulvet. – Lad mig hjælpe Dem, siger hun og vil nærme sig. Han ser skræmt ud og sutter på sin finger. – Nej, nej, siger han. 6

Mordet på en havfrue.indd 6

26/06/2019 18.10


– Men De bløder. – Jeg må gå, den er for mange, alt for mange, siger manden, ulykkelig som et barn. – Skal De hjem til familien? spørger hun, skynder sig i tøjet, mens hun forestiller sig den høje, tynde mand og en bleg, køn kone med et barn ved hvert bryst. Han svarer ikke, men rejser sig og lægger sit udklip i en sort lædermappe. Hans krøller rører næsten loftet, så høj er han, ja, han ligner nærmest en af den slags abekatte med lange arme, som Anna har set ude på Dyrehavsbakken. – For Deres ulejlighed, siger han og trykker en varm mønt i hendes hånd, en dråbe blod løber med. – Og for Deres fortrolighed, tilføjer han. Hun nikker, men føler, hun også burde neje. – Må jeg se? siger Anna og overrasker sig selv. Hun plejer aldrig at bede kunderne om noget. Andersen er også overrasket, forskrækket. – Se? – Mig selv, siger hun og nikker i retning af lædermappen, som han knuger med sine lange fingre som kløer om et bytte. – Næste gang, næste gang. Jeg er ikke tilfreds, ikke endnu, siger Andersen. – Men det var ikke Dem, ikke Dem, det var mig. Han åbner døren og ser ud på gangen. Som de fleste af hendes kunder er han ikke meget for at møde de andre mænd, der skal ind på besøg. Så hilser han hurtigt, han har ikke en høj hat at sætte på hovedet ligesom de fine herrer, bare en blød kasket af sort silke, som må være et nummer for lille og helt sikkert er købt i udlandet, måske i Frankrig. Anna husker svagt en fransk kunde, det må være år siden nu, han gik med samme slags hovedbeklædning og betalte i øvrigt med forældede franske pengesedler. Andersen dukker sig under dørkarmen og forsvinder. Lyden af støvler mod trægulvet, indtil han er væk. Anna er let om hjertet, den tynde digter var dagens sidste kunde. Så kan hun komme ind til Molly. Og Lille Marie, der forhåbentlig sover. Hun tager sin kjole på igen og samler papirstumperne op. De ligger spredt som store snefnug, hun kan genkende et bryst her, et ben 7

Mordet på en havfrue.indd 7

26/06/2019 18.10


der. Undervejs var Andersen flere gange blevet utilfreds og begyndt forfra. Anna stikker mønten i sin pung og tænker på den suppe med grønkål og klumper af salt flæsk, der serveres nede på hjørnet for seks skilling. Det banker på døren. En lyd, hun aldrig vænner sig til, lyden af en ny kunde, nye modbydeligheder, mænd, der vil grave med deres fingre i hendes åbninger, vaskes med hendes urin, smækkes bagi med bælter. Normalt plejer kunderne at sige hendes navn, men der er blot stille udenfor. Måske er det digteren, der er vendt tilbage, måske har han glemt noget. – Er det Dem, hr. Andersen? Intet svar. I stedet banker det igen, det uforudsigeliges rytme. Hun lægger øret til døren, hun kan høre nogen derude. Hun kunne lade være med at åbne, hun kunne sige, at der er lukket for i dag. Men pengene, de har brug for pengene til kroen. Anna og Molly vil købe Judas’ Hule, der ligger i Hendriksholm, en times gang fra volden ved Vesterport. Det er ikke Sjællands kønneste kro, men de ridende gør ofte holdt dér, og den har et godt ry, fordi den forrige kroejer aldrig sagde nej. Uanset hvem der ville sove dér, om så det var Judas selv, ham, der forrådte Herrens søn, var der en halmseng og en kop øl, hvis ellers man kunne finde en mønt i pungen. Det er desuden den eneste kro, som Anna og Molly kan købe, kvinder må slet ikke eje på den måde, men ejeren har indvilliget i at skrive Annas og Mollys afdøde far på skødet. De har allerede lagt en udbetaling på hundrede rigsdaler, det har taget et halvt år at spare sammen, både Anna og Molly har taget imod alle, der har banket på døren. Med få undtagelser. Hun er nødt til at lukke op. I skæret fra olielampen under loftet kan Anna se en ung kvinde, pæn i tøjet, nydeligt tørklæde om det lyse hår. Hun er ikke af den slags, der plejer at komme i huset. Slet ikke. Måske er hun faret vild. Måske leder hun efter sin mand. Er det mon hr. Andersens hustru, der er fulgt efter ham, hvis han overhovedet har sådan en? – Kan jeg hjælpe? spørger Anna. 8

Mordet på en havfrue.indd 8

26/06/2019 18.10


– Tillader De, frøken Hansen? siger kvinden lavt og peger ind i Annas kammer. Kvinden er smuk – som en kvinde fra Paris. Og Anna vil helst undgå at have en samtale herude, hvor enhver kan høre, hvad de siger. Der er et par af skøgerne, især Sofie, eller Sutte-Fie, som soldaterne kalder hende, der har så få kunder, at de ikke har andet at lave end at ligge og lytte med. Anna lader døren gå op og træder til side. Kvinden glider hurtigt indenfor. Ser sig rundt i kammeret, går over til vinduet, trækker i gardinet, selv om det allerede er trukket for. Den slags er Anna vant til, kundernes nervøsitet, frygten for at blive set i skøgens hus. – Søger De selskab? Jeg har desværre kun en kvart time. Anna stiller sig op ad døren. Hun har kvindelige kunder et par gange om året. Det har hun ikke noget imod. De lugter bedre end mændene. Og er mindre nærige. Men de er også skamfulde, selv om de bare vil holdes om, røres forsigtigt ved, måske kildes lidt, mens mændene som regel er uden skam og aldeles højlydte og brutale som irriteret kvæg inden slagtning. Kvinden holder sig i mørket ved tællelyset. Hun hvisker. – Lad mig se Deres bryster. Anna er ikke dum. – Det bliver otte skilling. – De får fem rigsdaler, siger kvinden. Igen med hviskende stemme. Fem rigsdaler. Det er en formue. Så er de godt på vej med næste afbetaling på kroen. – Jeg vil ikke have revet mit tøj i stykker, siger Anna og husker, sidste gang en rig kunde troede, han kunne gøre hvad som helst. – Det skal De ikke bekymre Dem om. Anna løsner sit korset og krænger kjolestropperne ud over skuldrene, så brysterne kommer fri. Kvinden ser på Anna. Måler hende med øjnene, hendes talje og især barmen, som en slagter måler kviens yver på kvægmarkedet ved Nikolaj Plads. – Gå med ned i min vogn, den holder rundt om hjørnet. – Jeg kan ikke gå. Desværre, frue. Det er for ... Kvinden afbryder med en lillefinger på Annas læber. – De får pengene dernede. 9

Mordet på en havfrue.indd 9

26/06/2019 18.10


– Der er nogen, der venter på mig. Anna plejer ikke at sige den slags. Men en kvinde vil nok forstå det, forstå hendes situation. – Jeg betaler mere, hvis De går med, siger kvinden og viser Anna en rigtig pengeseddel. Hun er aldrig blevet betalt med en seddel før, bortset fra ham franskmanden. – Den bliver Deres, hvis De går med, hvisker kvinden, en stemme i øret, helt tæt og varmt. Anna har lyst til at lade sig lokke, de har brug for de penge. Hun ser i retning af søsterens kammer, derinde hvor Lille Marie sover, mens Molly våger over hende. Anna og Molly har givet hinanden et løfte, et ubrydeligt et: De går aldrig på gaden med en kunde. Aldrig nogensinde. Der sker forfærdelige ting med skøgerne i hovedstadens gader, og hverken vægterne eller politiet tager sig af det. Det er gratis at slå en trækkerske ihjel. Herinde i huset passer kvinderne på hinanden. Et råb om hjælp bliver besvaret. – Desværre, hvisker Anna. – Jeg kan ikke. Jeg må ikke. Kvinden ser væk, hun er irriteret. – Så fortsæt, siger hun og peger på Annas barm. Anna åbner korsettet og skubber underskørterne ned. Hun sætter sig på sengen på den måde, de fleste mænd kan lide. Med halvt spredte ben og barmen skubbet ganske let op med armene, så brysterne læner sig op ad hinanden som to fulderikker på vej hen ad Ulkegade. Kvinden sætter sig, lader håndryggen glide ned over Annas venstre bryst. – Hvor gamle er dine bryster? Først er Anna forvirret. Har bryster en anden alder end den krop, de sidder på? De dukker jo først op senere, de er forsinkede på kroppen, kan man sige, er det sådan noget, kvinden mener? – Jeg er otteogtyve, svarer Anna, opgiver at trække tolv og et halvt år fra sin foreløbige levetid og nå et mere præcist resultat af sine brysters alder. Kvinden tager sit tørklæde af, retter på håret og leder efter noget i sin taske. – Er De interesseret i parfume? Kan De lide min? Kvinden rækker sit halstørklæde frem mod Anna og nikker. Ikke som De må gerne, men som De skal. Det lugter svagt, ganske svagt, både sødt og surt, som honning iblandet noget ækelt, måske hvalolie. 10

Mordet på en havfrue.indd 10

26/06/2019 18.10


– En underlig lugt, siger Anna. – Jeg kalder den englepust. Den er fra de sorte vildmænd i Vestindien. Anna stikker næsen i klædet. – Jeg kan ikke ... Kvinden har hånden om Annas nakke og presser tørklædet mod hendes næse. Hvorfor er den parfume så vigtig? Anna hiver efter vejret og mærker en flok myrer på vej ned gennem lungerne. Eller noget, der føles sådan. Hun skal til at råbe på Molly eller de andre, hvem som helst, men så sker det, hun kan ikke længere kommandere sin krop og sin stemme. Kvindens ansigt forsvinder som en væge bag ild.

Mordet på en havfrue.indd 11

26/06/2019 18.10


Kapitel 2

– Er mor hjemme? spørger Lille Marie halvt i søvne. Hun hedder Lille Marie, fordi hun er lille. Lille af sin alder som følge af for lidt mad og sit skravl af en far, der ikke længere er i Annas og datterens liv. Og så fordi der findes en anden, større Marie i skøgehuset, en ubehagelig kælling kaldet Mug-Marie. – Snart, svarer Molly og lytter efter vægteren. Klokken må være omkring ti. Anna skulle være færdig nu, ja, for længst. Hun er begyndt at tage flere kunder, efter at de har lagt udbetaling på Judas’ Hule. Molly burde også tage flere kunder, selv om Anna bliver ved med at sige, at Molly ikke behøver. Anna påstår, at det slider mere på Molly end på hende. Storesøstre kan klare mere end dem, der kommer efter, siger hun. Molly ved godt, at Anna lyver. I forvejen har Anna Lille Marie, som hun skal forsørge. Molly må også lægge krop til. I morgen. I morgen slipper hun en mand eller to mere ind i kammeret, burer sin sjæl inde, hvor de ikke kan nå den. Ellers kommer hun og Anna og Lille Marie aldrig væk, væk fra skøgehuset med kostalden på anden sal, væk fra den evige lugt af lort og liderlighed og opkast. – Moster? Molly ser på den lille, der har sat sig halvt op. – Hvad? siger hun. – Og nu skal du svare ærligt, siger Lille Marie med det blik, som Molly ikke kan stå for. – Ærligt, jeg lover det. Og så skal du ærlig talt sove. 12

Mordet på en havfrue.indd 12

26/06/2019 18.10


Lille Marie forbereder spørgsmålet, det tager tid, Molly kan se det lille hoved kæmpe for at finde de rigtige ord. Molly bruger ventetiden på sit hår, det er filtret og umuligt, hendes stærkeste kort, når det gælder mændene, men stadig filtret og umuligt. Hun former en knold i nakken og sætter den lange hårnål gennem den. Hårnålen har hun fået af Anna, der fik den af en kinesisk sømand med problemer dernede. Anna ville ikke tage imod betaling, så længe kineseren ikke kunne, og i stedet gav kineseren hende hårnålen, der er lang og flad, men smallere end en flækkekniv, og rød og sort som soldaternes uniformer. Anna har sagt, at hårnålen kan ende med at redde Mollys liv en dag. En skøge er nøgen og har intet at forsvare sig med, men på denne måde har Molly altid en overraskelse gemt i håret, det er hendes skøgesabel, som Anna kalder den. – Kom nu, kludderpus, siger Molly. – Du skal sove. – Og du svarer ærligt? Lille Marie kigger skeptisk på hende. – Ja, ærligt. Og hurtigt. – Findes der prinsesser? Sådan virkeligt? Molly smiler, sætter sig på kanten af sengen, halmen stikker hende bagi. Hun stryger håret væk fra Maries pande, forsøger at få de helt lyse lokker til at sidde bag de små ører. Hun har det skidt med, at Marie aldrig rigtig har set byen. De holder hende inden døre eller i gården, de sidste par år har kongen slået hårdt ned på skøgernes unger. I sidste måned tog de Karens to drenge, Molly husker, hvordan Karen skreg og kastede sig over kongens foged og soldater, hun ville have sine børn tilbage. Nu er de sendt ud af byen, nogle siger, at de er kommet på små gårde ved Sorø, hvor man bruger børn som en slags tyende. – Ja, Marie, der findes prinsesser. Og nu skal du sove. – Har du set dem? – Jeg har set dem, svarer Molly. Og det passer. Hun har set en af slottets gyldne kareter blive trukket gennem gaderne, og inde bag de hvide gardiner et ansigt, et par øjne, der stirrede på Molly med forundring. Kan man virkelig leve så usselt? Sådan sagde prinsessens øjne. Nej, havde Molly lyst til at svare. Det kan man ikke. Men sådan går det, når man er fattig og forelsker sig i den forkerte. Det er farligt at elske. 13

Mordet på en havfrue.indd 13

26/06/2019 18.10


Molly ved det. Hun har lyst til at hviske det til Marie. Så hun også ved det. Så hun passer på sig selv. Man skal passe på mænd. Mænd er farlige, det farligste i verden, du bliver forelsket og forladt, ligesom Molly. Bagefter kan du ikke gøre andet end at forlade landsbyen. Ingen vil have dig, når du er brugt og kasseret. Så er du kun interessant for sømænd og soldater på gennemrejse, charlataner og fribyttere med løse skillinger på lommen, sære stoddere med rådne tænder og studerende med syge fantasier. Ligesom digteren, som Molly så smutte ind til Anna for lidt siden. Andersen. Molly har sagt til Anna, at hun skal passe på med ham. Den slags mænd er de farligste. Molly kan huske en dreng i Onsevig, han begyndte med at skære i dyr, engang fandt han på at brække vingerne af en solsort. Og en dag blev han taget for at tæve en pige fra nabobyen, han havde banket hende blå og sort, brækket hendes arme. Sådan er det også med ham digteren. Lige nu er det nok at klippe i papir. Men snart, om en måned eller til næste fuldmåne, skal der mere til, sådan går det. Han havde også bedt Molly om at stå model til hans sære papirklip, men hun havde pure afvist ham. Hun tåler ikke de sjælesyge, hun vil hellere have en idiotisk dørmand end en indbildsk digter. Molly hjælper Marie med resterne af den varme øl. Pigen drikker den sultent. I landsbyen på Lolland kunne man drikke vandet, det kan man ikke her, her drikker alle, både børn og voksne, mælk med brændevin eller lunkent øl. – Godnat, din lille tosse. Molly ser pigen krybe sammen i halmen som en mager gris. Alt for mager. De skal ud af det her hul. Hvis – eller når – de får egen kro, bliver der råd til mere flæsk i suppen. Og de behøver ikke bekymre sig om kongens foged og gemme Lille Marie af vejen i kassen under sengen som en hemmelig dukke. I det samme høres vægteren. Klokken er elleve, alt er roligt, råber han over larmen fra en urolig hest og drukmåsen Otto, der synger viser nede på kroen. Elleve, kan det passe? Så sent plejer Anna aldrig at arbejde. Molly rejser sig og lytter ved døren. Annas kammer er nede ad gangen, på samme etage. Kan hun være stødt på en desperat ungkarl med en sidste skilling i 14

Mordet på en havfrue.indd 14

26/06/2019 18.10


lommen? Det er midt på måneden – og ikke den tid, hvor daglejerne, svendene og karlene på gårdene uden for byen nødvendigvis mangler penge. Sidst på måneden forsøger de nogle gange at få prisen ned og kan blive dumme at høre på og svære at styre. Det plejer dog ikke at volde Anna problemer. Hun går til kunderne med en praktisk tilgang. I begyndelsen, når den lille sov, plejede Molly at bede Anna om råd og hjælp, at spørge om alle de ting, en ny skøge kan spørge en garvet om. I dag kan hun se, at det var de dummeste ting, man kunne spørge om. Hvad mænd kan lide, og hvorfor de så gerne vil slikkes alle steder. Anna svarede på spørgsmålene, men Molly blev kun endnu mere nysgerrig, næsten ærgerrig efter at vide mere og forstå. Efter et par måneder fandt Molly ud af, at storesøsteren ikke var nogen dygtig skøge. Hun havde store bryster, især efter at hun fik den lille. Og de havde været både Annas forbandelse og velsignelse. Uden dem ville hun måske have været den fattigste skøge i huset, ja, i byen. Uden dem ville de alle tre være døde af sult for tre vintre siden, da Molly mistede sit arbejde som stuekone på hospitalet. Molly måtte selv lære sig faget. Det forbandede fag, men et fag som alle andre, ikke meget anderledes end det er for bødkeren. Jo dygtigere man er, jo hurtigere er kunden tilfreds og ude ad døren. Molly spurgte de andre piger til råds. Hvordan holder I på den? Skal man malke den gasblå pind som yveret på en ko, eller er det mere som at pudse en lysestage? Og hvad med munden? Hvordan undgår man at blive gravid, skal man smøre revnen med hvidtøl eller læderbalsam fra skomageren, sådan som Salomine påstod, to fingre med læderbalsam ført op om morgenen, inden man går i gang, og igen når man er færdig, så bliver man ikke med barn? Senere, måneder senere, var det Molly, der måtte lære Anna, hvordan hun kunne snøre kunderne, hvordan hun skulle gå klædt for at sælge sine bryster bedst muligt, og hvilke kunder hun skulle sige ja til. Heldet vendte en smule, men også kun en smule. Den lille voksede, hun begyndte at gå, fik tænder og sagde mor og moster og kunne stønne, så det lød som en stiv kaptajn, og hun og Anna grinede, og køerne begyndte at brøle ovenpå. Molly glider ind i en hvid, tåget drøm og vågner med et sæt, da klok15

Mordet på en havfrue.indd 15

26/06/2019 18.10


kerne fra Holmens Kirke slår timeslag. Hun rejser sig og lægger igen øret mod døren ud til gangen. Ikke en lyd. Anna må være færdig. Igen stryger uroen ned ad rygraden. Der er noget i vejen. Hvad, hvis ham Andersen har brugt sin saks til noget andet end at klippe i papir? Et hurtigt blik på den lille pige, hun er helt fortabt i noget, øjenlågene bevæger sig som en høstak med mus. Molly bliver nødt til at smutte ud, bare et øjeblik. Hun er ude på gangen og klemmer sig forbi Sutte-Fie, spinkel som en syg due, der ligger på knæ mellem benene på en soldat. Sofies skræv blev ødelagt, dengang hun skulle presse sine døde tvillinger ud, røvhullet sprang, og kødet voksede skævt sammen. Nu kan hun kun tjene penge med munden. Molly er hurtigt rundt om hjørnet til Annas kammer. Hun banker på et par gange, forsigtigt. – Anna, siger hun lavt, for det tilfælde at Anna er faldet i søvn i armene på kunden. Det kan ske. Anna er som regel udmattet på dette tidspunkt. Intet svar. Hun åbner døren. Og behøver kun at se den tomme seng i det tomme kammer, før uroen bryder ud i lys lue. Molly slipper dørhåndtaget og løber ned ad gangen forbi Sofie og soldaten. Så standser hun brat op og går tilbage til Sofies åbne dør. – Har du set Anna? spørger hun. – Sofie, hvor er Anna? Sofie vikler sig ud af soldatens bukser, våd om munden. – Hvad? spørger hun snøvlende. – Svar mig, skøge, det er vigtigt, hvor er Anna? Soldaten vrider sig forvirret og irriteret, men har mistet evnen til at tale. – Hvad? gentager Sofie. Hun må have drukket endnu tættere end sin kunde. – For helvede, siger Molly og skynder sig ned ad trappen og ud på gaden. Molly ser efter Annas lyse hår, der som regel er bundet i en knold. 16

Mordet på en havfrue.indd 16

26/06/2019 18.10


Hun ser også efter digteren. Andersen. Men der er mange mennesker i gaderne, også sent om aftenen, der er aldrig ro i denne del af byen, og Molly har svært ved at skelne folk i mørket. Hun skubber sig forbi en tigger uden arme, forbi kroen, hvor der er slagsmål, en ung mand skriger, fordi hans næse er brækket. En bager svinger en pind med kringler. Bag ham er der gået ild i en tønde med brændevin. En gammel mand råber ad en tosse, der har stjålet hans ur. En ko brøler. Molly drejer op ad Vingårdstræde. En flok sømænd med bløde huer danser rundt om hinanden. Hun ser en vægter længere fremme og løber op på siden af ham. Han ser travl og træt ud, men nikker kort til hende, inden han opdager, at hun er en skøge, så sætter han farten op. – De må hjælpe mig, siger Molly. – Sig frem, skøge, jeg er på vej ned i Admiralgade, hvor en mand har hængt sig. – Jeg ved ikke, jeg ... Min søster er væk, hun er ... hun forsvandt med en mand. En underlig mand. – Dem er der mange af. Er hun offentligt fruentimmer som Dem? – Ja, ja, men hun er ikke ligesom ... – Så dukker hun jo nok op, når karlene går til ro. – Nej, det er ikke sådan, jeg kan mærke ... Men vægteren er for hurtig og forsvinder rundt om en hestevogn med stinkende koskind. Molly holder sig for næsen og ser sig omkring. – Anna, råber hun, da hun ser noget lyst hår forsvinde ind i den lille smøge bag Hotel du Nord. – Anna. Smøgen er proppet med trækasser og tømmer og tønder. Nogen har efterladt en ødelagt hestevogn. Der er ingen lampe i smøgen, kun lidt lys fra vinduer i nærheden. Hun går længere ind. I mørket kan Molly skimte flere par bøjet over hinanden, ophidsede ansigter, bare bryster og skuldre, et par behårede baller, mænd forsvundet under skørter. Hun ser en mand i sort frakke, bøjet over en grøn kjole. – Anna? siger hun og skubber manden væk, så hun kan se kvinden. – Hold dig væk, kælling, siger manden, hans tænder er blodrøde. 17

Mordet på en havfrue.indd 17

26/06/2019 18.10


Kvinden ser bare op på Molly. Det er ikke Anna. Molly bakker ud af smøgen. Hun ser ud over mylderet af mennesker, lytter til byens larm og kaos. Byportene er lukket for natten, København er et fængsel, uden de rigtige papirer er der ingen vej ud eller ind. Men det er umuligt for hende at finde Anna på denne måde. Antallet af smøger, kældre, baggårde, stræder og gader, hvor hun kan være forsvundet hen, er for overvældende. Det er ikke ligesom hjemme i Onsevig, hvor ikke en eneste gade er brolagt, og kroen lukker før solnedgang. Og hvor man altid ved, hvem der er hvor. Hun kommer i tanke om Lille Marie og skynder sig tilbage. Ned ad Ulkegade, op på første, forbi Sofie og soldaten. Pigen sover stadig. Heldigvis. Hun trækker vejret roligt, ubekymret, uvidende om sin mors forsvinden. Åh, det gør ondt i maven, noget er helt galt. Anna ville aldrig glemme Marie, glemme Molly. Hun ville aldrig gå på gaden på dette tidspunkt, ikke engang for at finde en kunde mere eller for at ryge tobak eller få sig en snaps. Og desuden ville Sofie have set Anna, hvis ham digteren var kommet baksende med hende. Men hvis Anna ikke er forsvundet ud ad hoveddøren, hvordan så? Molly ser op ad trappen. Kostalden? Umuligt. Alligevel skynder Molly sig op ad trapperne, op til anden sal. Døren ind til stalden står åben, det plejer den aldrig at gøre, husets ejer, hr. Müller, er bange for, at skøgerne stjæler mælk fra yveret. Den ene af staldens tre køer ser træt og opgivende på Molly. Lugen i gavlen står åben, hejseværket, som hr. Müller bruger til at få køerne op og ned med, har været i brug, Molly kan se, at den store krog ikke er hejst op, som den plejer at være. Molly går forbi køerne og hen til åbningen i gavlen. Dernede, for enden af tovværket, hænger krogen med dertilhørende læderremme, som hr. Müller spænder om køerne, når de skal op eller ned for at slagtes eller sælges i bytte for en jordlod på Amager. Er det her, ham digteren, Andersen, har firet Anna ned? Nej, umuligt, hvorfor ville nogen stjæle Anna? Molly vender sig og får øje på sporene i staldens gamle hø. Hun kender dem, det var præcis de samme to spor, som aftegnede sig i køkkengulvets skidt, når hun og Anna som børn skulle slæbe deres døddrukne far i seng om aftenen. 18

Mordet på en havfrue.indd 18

26/06/2019 18.10


Så rammer det hende. Som en stram hånd om hendes hjerte. At der er sket noget forfærdeligt. En frygtelig forbrydelse, at Anna er blevet trukket igennem stalden. At Anna er død. At Maries mor er død. At Mollys eneste håb er blevet slået ihjel.

Mordet på en havfrue.indd 19

26/06/2019 18.10


145 mm

klatter altid mest i starten. Så skriver han uden at tænke, sådan føles det, historien er der allerede, Hans Christian har set den, nu må den nedfældes. Han begynder med første sætning, det er nu engang det nemmeste, han tænker på Anna og Molly, men mest på Krieger og hendes blinde tro på, at man skal lave sig selv om for at opnå det, man begærer.

D

a den unge Hans Christian Andersen vender hjem fra Italien, ligger hans liv i ruiner. Han hånes i aviserne og i de fine kredse, ingen gider at læse hans bøger, han er fattig og plaget af tvivl. Sidste og eneste mulighed for at overleve er at skrive til børn, hvis ellers han kunne tåle synet af de små udyr. Midt i elendigheden fiskes et maltrakteret lig op af Københavns kanal. Den myrdedes søster, skøgen Molly, er ikke i tvivl. Det er den underlige digter, Hans Christian, der er gerningsmanden. Og politiet tror hende.

MORDET PÅ EN HAVFRUE er en roman om grænseløs kærlighed, en historie om en bestialsk mordsag, der bliver inspiration til verdens mest kendte eventyr. Det er fortællingen om trekløveret Molly, Hans Christian og Lille Marie, og om hvordan et venskab kan ændre livets bane, ikke bare for en ung digter, men for hele verden og måden, vi forstår os selv på.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 9788740043815

9 788740 043815

BAG E T H V E R T EV E N T Y R LU R E R E T M AR E R I D T

100 mm

Mo rdet på en

havfrue A.J. Kazinski er et pseudonym for Anders Klarlund og Jacob Weinreich. Sammen har de solgt over 400.000 bøger i

Mordet på en

havfrue

Danmark og udkommer i mere end tyve lande. De har vundet priser både herhjemme og i udlandet, bl.a. vandt bogen Den sidste gode mand prisen for årets roman i Frankrig I 2012,

RYDAHL & KAZINSKI

Prix relay. Den sidste gode mand er solgt til filmatisering. Den forfatterskoleuddannede Thomas Rydahl har udgivet romanerne Eremitten og De savnede. Eremitten har vundet flere litterære priser, bl.a. Glasnøglen i 2015, for årets bedste nordiske krimi.

krimi POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: © PETER STOLTZE

228 mm

For at undgå dødsstraf og finde den rigtige morder må Hans Christian slå sig sammen med den modvillige skøge. Flere lig dukker op – og snart jagtes Molly og Hans Christian gennem storbyens beskidte underverden, de kongelige stalde og slavehandlens glitrende palæer. Med på slæb har de søsterens datter, den nu moderløse Lille Marie, som Hans Christian forsøger at trøste. Men hvad skal man fortælle et barn, der har mistet sin allerkæreste? Hvilken historie kan lindre hendes smerte – og kan Hans Christian endelig bruge sine evner som digter til at forstå det uforståelige, til at se tråden, der binder de horrible mord sammen?

145 mm

FOTO: © LES KANER

Et hurtigt dyp med pennen i blækhuset, en ubrugt fjerpen

? mm

RYDAHL &KAZINSKI

100 mm

Profile for JP/Politikens Forlag

Mordet på en havfrue  

Kom tæt på geniet og særlingen H.C. Andersen på en helt ny, fiktiv og gruopvækkende måde i Mordet på en havfrue, hvor den verdensberømte for...

Mordet på en havfrue  

Kom tæt på geniet og særlingen H.C. Andersen på en helt ny, fiktiv og gruopvækkende måde i Mordet på en havfrue, hvor den verdensberømte for...