Page 1

CMYK + GLOSSY KASCHE

121 mm

Det er fremtiden som et åbent forum for drømme og kritiske ideer, for selvrealisering og samfundsforandring, for det uhørte og det usagte.

204 mm

Er nutidens unge en ny kosmopolitisk mennesketype eller en marginaliseret generation af afmægtige? Hvad fortæller aktivisterne fra det arabiske forår eller personerne i den norske tv-serie Skam os om unges vilkår og drømme? Eller hvad med oprørere som Edward Snowden og Christopher Wylie?

Klimaforandringerne truer vores fremtid. Når faren er størst, må drømmene så også være det?

CARSTEN JENSEN

forfatter og journalist, f. 1952 i Marstal.

POLITIKENS FORLAG

MOD STJERNERNE

Giver et ungdomsoprør kun mening, hvis det sætter sig mål, der gælder for alle?

21 mm

CARSTEN JENSEN

Hvad er det dyrebareste, ungdommen har?

7,5

7,5

121 mm

KOPFBAND / BLACK

MOD CARSTEN J E NSE N

STJER NER NE Om nødvendigheden af at sætte sig de største mål

POLITIKENS FORLAG


MOD STJERNERNE Om nødvendigheden af at sætte sig de største mål

Mod stjernerne.indd 1

04/09/18 09.06


Af samme forfatter Folkelighed og utopi, 1981 Sjælen sidder i øjet, 1985 På en mørkeræd klode, 1986 Kannibalernes nadver, 1988 Souvenirs fra 80’erne, 1988 Jorden i munden, 1991 Af en astmatisk kritikers bekendelser, 1992 Forsømmelsernes bog, 1993 Jeg har set verden begynde, 1996 Jeg har hørt et stjerneskud, 1997 År to & tre, 1999 Oprøret mod tyngdeloven, 2001 Træet i ørkenen – En rejse i Niger, 2003 Det glemte folk – En rejse i Burmas grænseland, 2004 Livet i Camp Eden, 2004 Vi, de druknede, 2006 Sidste rejse, 2007 Vi sejlede bare sm. Karsten Hermansen, 2009 UD – Opdagelsesrejser 1978-2010, 2010 Den første sten, 2015 Krigen der aldrig ender sm. Anders Hammer, 2016 Kældermennesker, 2018

Mod stjernerne.indd 2

04/09/18 09.06


CARSTEN J E NSE N MOD STJERNERNE Om nødvendigheden af at sætte sig de største mål

POLITIKENS FORLAG

Mod stjernerne.indd 3

04/09/18 09.06


Mod stjernerne.indd 4

04/09/18 09.06


“Don’t be an idiot,” I said. “Those people were willing to follow an 18-year-old girl because she seemed to be going somewhere, seemed to know where she was going.” OCTAVIA BUTLER, PARABLE OF THE TALENTS

Mod stjernerne.indd 5

04/09/18 09.06


Mod stjernerne.indd 6

04/09/18 09.06


1. Hvad skal jeg sige til min datter?

Da jeg var barn og havde problemer med at spise op, sagde mine forældre altid: “Tænk på alle de sultende børn i Indien.” Det var ikke blot min utaknemmelighed, de ville gøre mig opmærksom på. De ville også minde mig om det privilegium, det var at være født i den rigeste del af verden. Nutidens forældre har måske mere grund til at være bekymrede for deres børns lærevillighed end for deres appetit, så hvad skulle jeg sige til min datter, da hun ti år gammel hellere ville spille på sin PlayStation end læse lektier? Thomas Friedman har et forslag i bogen The World is Flat fra 2004, hvor han fejrer globaliseringen. “Du må hellere læse lektier. Tænk på alle de kloge børn i Kina, som hellere end gerne vil have dit fremtidige job.” Hvis jeg fremsætter denne formaning, gør jeg det modsatte af, hvad mine forældre gjorde. Jeg minder ikke min datter om hendes privilegier som indbygger i den rigeste del af verden, og jeg giver hende heller ikke nogen 7

Mod stjernerne.indd 7

04/09/18 09.06


følelse af tryghed eller sikkerhed. Jeg fortæller hende i stedet, at der ikke er nogen grænser eller hegn, der vil kunne beskytte hende. Det kan godt være, at vi lever i en del af verden, som er rigere end de andre, men privilegier og geografi følges ikke længere ad. Rige mennesker findes overalt, men det gør tabere også, og det eneste, der adskiller den ene fra den anden, er lektielæsning og villighed til at adlyde globaliseringens ti bud. Hvad jeg altså i virkeligheden fortæller hende, er ikke, at skolen er for livet, men at markedet er for livet, og hun allerede er trådt ind på en kampplads, som er langt mere livsfarlig end nogen skolegård, hvor alle og enhver, inklusive ti år gamle legesyge piger, grundlæggende står alene, og kun hårdt arbejde i den truende skygge af fremtidig fiasko kan frelse dem.

2. Tusindårsbørn

Aritmetikken, tallenes magi, har altid fascineret os. Og dog var vi ikke så tiltrukket af tanken om årtusindskiftet, som om enhver kombination af ord, hvori tusind kan indgå, for altid har mistet sin tiltrækningskraft. Tænk på et i grunden smukt ord som tusindårsbørn. En søgning på nettet giver uhyre få resultater, og de er alle fra før årtusindskiftet. Derefter forsvinder ordet helt, som om den tanke at være født ind i et nyt årtusind ingen løfter bringer med sig. Det er, som om der består et fatalt fællesskab mellem årtusindskiftet og vores bristede drømme om fremtiden. Ingen tror 8

Mod stjernerne.indd 8

04/09/18 09.06


i dag, at deres børn får et bedre liv, end de selv fik. Med bortvendt blik sender vi dem ud i livet, som om fremtiden var et land, de ikke har visa til, og fremtiden en fremmed tid. Her har den inderste kerne i fremskridtstanken lidt skibbrud, og mismodet er universelt udbredt såvel hos populisterne som blandt dem, der udnævnes til elite.

3. Et politisk litani

For et par år siden overværede jeg i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek et interview med den franske filosof Jacques Rancière. Salen var fyldt til bristepunktet med unge mennesker, 400 i alt, der alle sammen havde en bærbar computer på skødet, ivrigt i færd med at tage notater. Jacques Rancière er en ældre mand, der nærmer sig de 80. Jeg husker hans skrifter fra 1970’erne, da jeg selv gik på universitetet, hvor han som så mange andre marxistiske koryfæer blev citeret med stor andagt, medmindre man da tilhørte en konkurrerende marxistisk skole og citerede ham med lige så stor foragt. Rancières store opdagelse var, hvis jeg forstod den uklare teoritunge samtale rigtigt, at de arbejdende masser, der i den marxistiske tankegang så ofte bliver henvist til, var individuelle mennesker, der ikke, som Karl Marx troede, ville ofre sig for en fjern fremtids kommunisme, men gerne så retfærdighedsog lighedsutopien indført i deres egen levetid. Det var en sympatisk indsigt, men havde arrangørerne invite9

Mod stjernerne.indd 9

04/09/18 09.06


ret en københavnsk buschauffør fra linje 5, kunne han have givet de unge den samme indsigt, at mennesker lever deres liv med forventninger. Samtalen fortsatte i en endeløs cirkel omkring begreber, som det forudsattes, at vi nede i salen havde et indgående kendskab til. Var det ikke tilfældet, var det som at overvære et rituelt litani på latin, hvor nøgleord som proletariat, revolution og internationalisme blev endevendt og udlagt. Hvis de unge tilhørere var kommet her som resultatet af en pludselig opdukket politisk interesse eller et nyvågnet engagement, blev de ikke belønnet. Og dog dansede deres fingre hen over tastaturet. Med indædt koncentration gjorde de deres notater. Jeg betragtede dem indgående, da seancen var overstået, og de brød op. Ville de nu gå ud på gaden og omsætte deres notater i en eller anden form for politisk handling?

4.  Revolutionen som pensum

Senere fik jeg forklaringen. De var alle sammen studerende, og den iver, hvormed de tog notater, havde en langt mere ligetil forklaring end nogen, jeg kunne have forestillet mig. Jacques Rancière var pensum og eksamensstof på universitetet. De studerendes fremtidige ansættelsesmuligheder afhang af, at de var i stand til korrekt at gengive og analysere hans teoridannelser. De fleste af dem ville sikkert blive ansat i staten, andre ende i den private sektor, ofte som kommunikationsrådgivere, hvor de skulle lave PR for forskellige 10

Mod stjernerne.indd 10

04/09/18 09.06


virksomheder. Begge steder ville deres pensum være irrelevant, og en stat såvel som et erhvervsliv, der var optaget af at bevare status quo, kunne derfor roligt ansætte dem. Deres iver vidnede om disciplin og villighed til at acceptere det obligatoriske eksamensstof, ikke om kritiske sind, der var i færd med at vågne. Denne fossilerede marxisme var simpelthen det mest apolitiske, man kunne forestille sig, ikke en inspira­ tionskilde til kritisk tænkning, men en garanti for dens fravær. Hvor var appellen til deres nysgerrighed? Jeg så det samme, da min datter gik i gymnasiet. Det var tydeligt, at institu­tionen ikke forstod sig som en forberedelse til livet, eller mindre højtideligt udtrykt: som en træning i at være borger i et demokratisk samfund. Gymnasiet havde i stedet i et lukket kredsløb ladet sig reducere til forberedelsen til næste undervisningsinstitution. Det meste af undervisningen gav slet ikke mening, hvis eleverne ikke ønskede at fortsætte på universitetet. Tilegnelsen af halvfordøjede abstraktioner var vigtigere end evnen til at udtrykke sig, fodnoter det vigtigste af alt, og det sidste var kun alt for symbolsk. Her skulle personligheden ikke udvikles, men afvikles til akademisk fodnotestørrelse.

5.  På tankens hovedveje

Et eksamensfikseret system forhindrer lærer og elev i at mødes og sammen blomstre. Men hvis det er sådan, hvorfor gør de så ikke i fællesskab oprør? Hvor 11

Mod stjernerne.indd 11

04/09/18 09.06


bliver lærernes protest af? Og hvad med studenternes? Studenteroprør hed det engang med en sproglig nydannelse, der hurtigt blev en institution. Nu er det ord hverken det ene eller det andet, men en montre på Nationalmuseet. Er lærerne, når det kommer til stykket, virkelig interesserede i besværlige studenter, der forfølger deres egne ideer og sætter kritiske spørgsmålstegn ved alt? Er de studerende selv interesserede i at færdes ad andet end tankens hovedveje, hvor trafikstrømmen reguleres af overskuelige regler og lyskurvenes forudsigelighed? Hvem vil bevæge sig ad sideveje og besværlige bjergstier, hvor målet ikke er givet på forhånd? Den intellektuelle horisont hos de studerende, jeg mødte den dag i Det Kongelige Biblioteks Dronningesal, var opfyldt af det, der var eksamensrelevant, og uden for findes der meget lidt. Deres kommende positioner som medansvarlige for videreførelsen af samfundet medfører ingen kritisk stilling­tagen. De kan gå til eksamen i alle de mest radikale teorier om samfundsomvæltningens imperativer, men handlingen selv er hverken eksamens- eller erhvervsrelevant og derfor hinsides deres horisont. Føler de sig overhovedet tiltrukket af nogen politisk ide, kunne det måske være neoliberalismen, som ville være et perfekt spejlbillede på deres egen ængstelige karrierestræben og muligvis også et uudtalt oprør mod de fastansatte katederrevolutionære af frønnet marxistisk observans, der med deres forelæsninger disciplinerer snarere end underviser dem. Der er en passage i filosoffen Immanuel Kants skrift Hvad er oplysning?, 12

Mod stjernerne.indd 12

04/09/18 09.06


hvor han skriver om de unge studerende og deres lærere, som han også betegner som deres værger. Lærernes opgave er at forhindre deres studerende, som de har reduceret til umælende husdyr, i at tænke på egen hånd. Ustandseligt understreger lærerne ifølge Kant faren ved at gå sine egne veje. Alle de veje, der fører til horisonten, var dengang som nu blokeret af indkørsel forbudt-skilte.

6.  Resignationen over for døden

Filosoffen Hannah Arendt skelner mellem skabende arbejde og arbejde, der blot står i overlevelsens tjeneste. Hvad er skabende arbejde? Jeg ønsker ikke her at indsnævre begrebet til kunstnerisk skaben. Skabende er enhver aktivitet, der sætter sig et spor, som stadig er der, også når udøveren selv er borte. Man nøjes ikke blot med at overtage verden, som den foreligger, når man træder ind i den. Man sætter i stedet sit præg på den. Den er ikke den samme, når man forlader den, som da man trådte ind i den. Verden flytter sig, måske kun uendelig lidt, men den flytter sig dog. Der står et hus. Der er plantet et træ. Eller sproget er blevet beriget med en ny vending. Det ikke-skabende arbejde kan være det samme som lønarbejde. Andre kan overtage dit job, ligesom du kan overtage andres. Formålet med jobbet er dig ligegyldigt, det endegyldige produkt kan endog forekomme dig absurd. Kun lønnens størrelse giver mening, fordi det er den, der bestemmer 13

Mod stjernerne.indd 13

04/09/18 09.06


din leve­standard, som kan variere fra den ene historiske epoke til den næste, fra fattigdom til noget, der nærmer sig den velstand, vi i vore dage i den vestlige verden har vænnet os til at betragte som en selvfølge. I forbrugersamfundet er vi ikke vores arbejde, men vores fritid. Det sker i digitaliseringens tidsalder, at arbejdet flytter med hjem, og at skellet mellem arbejde og fritid bliver flydende. Arbejdet invaderer og æder løs af vores fritid, men det giver os ikke af den grund en følelse af myndighed og opfyldelse. Vi har opgivet at sætte os spor, og derfor hengiver vi os til øjeblikkets flygtighed. Man kan også sige det på en anden måde: I det skabende arbejde ligger der et oprør mod vores egen dødelighed. I forbrugersamfundet har vi resigneret over for den. Det, vi kalder forbrugeradfærd og -mønstre, er i virkeligheden en række avancerede glemselsteknikker. Hvad er det sande modstykke til døden? At leve sit liv fuldt og helt? Men at leve sit liv fuldt og helt er ikke det samme som at ignorere døden. Det er at leve i bevidstheden om den. Vi kan også vælge at glemme, at vi skal dø, men det er at leve halvt, i den illusion, at også døden kan dø, når blot den bliver stranguleret med glemslens garrotte. Den skabende har hele tiden døden for øje. Det ligger i selve tanken om at skabe noget, der i modsætning til ens egen prisgivne krop vil vare. Dødens punktum er kun relativt. For forbrugeren er punktummet absolut. Med tomme hænder rækker vi ikke hinsides vores egne leve­år. Vi lever videre i vores børn, siger vi ganske vist. Men det gør dyrene også i deres. Vi sætter ikke børn i verden i 14

Mod stjernerne.indd 14

04/09/18 09.06


håb om, at de vil ændre verden, men blot i det mere nøjsomme håb, at de vil finde sig til rette i den, overleve, som vi har gjort, få noget ud af den, som vi har gjort, i små, nøje afmålte stumper af fritid, som vi kun i hedonismens halvdøs kan finde på at forveksle med virkelig frihed. Når revolutionen bliver eksamenspensum, ophører den skabende akts sprog med at være en opfordring til handling og bliver i stedet det modsatte: bekræftelse på resignation og selvopgivelse. Revolu­ tionen som eksamenspensum er revolutionen som parodi. Hver gang de studerende åbner en bog, blive de mødt af en spottende latter.

7. Hvad er skabende arbejde?

Men døden er ikke den eneste horisont, når vi taler om skabende arbejde. Også fællesskabet kan være skabende. Livsvilkår kan ændres takket være et samfunds satsning. Men oplever vi det sådan? Det var pointen i Karl Marx’ analyse af lønarbejdets fremmedgørende virkning, at arbejderen på fabrikken ender med ikke at bekymre sig om det produkt, han er med til at frembringe, og som han desuden er uden indflydelse på. Det er lønningsposen, han er optaget af. Selvopholdelsen er markedsøkonomiens eneste horisont. Hverken arbejderen selv eller andre spørger til fællesnytten af det produkt, han med sine hænder frembringer. Egennytten overskygger alt, og følelsen af at bidrage til fællesskabet er gået tabt. Jeg tilbragte under Balkankrigen 15

Mod stjernerne.indd 15

04/09/18 09.06


tilbage i december 1991 et par dage i den kroatiske by Osijek, der, som senere også Sarajevo, var under belejring og daglig beskydning. Børn var evakueret, og det var tilladt alle over tres år at forlade byen. Kun mennesker i den produktive alder var tilbage, og pludselig gik det som i en åbenbaring op for dem, hvad det ville sige at være produktive i fællesskabets og ikke egennyttens forstand. Hver morgen ved sekstiden, når byen vågnede efter en urolig nat, hvor mortérgranaterne landede med uregelmæssige mellemrum, og jeg lå vågen for at tælle nedslagene, tog bombardementet til i intensitet. Myldretid for mennesker betød også myldretid for bomber. Men bageren satte ikke livet på spil, fordi han skulle tjene sin dagsløn, men fordi hans indsats ved bageovnen var uundværlig, hvis den belejrede bys indbyggere ikke skulle sulte. Det samme gjaldt hvert eneste af de mange mennesker, der i decembermørket begav sig ud i en morgentrafik, der af dramatisk andre årsager end de sædvanlige var morderisk. De vidste alle, når de indfandt sig på byens tusindvis af arbejdspladser, at de var uundværlige for fællesskabet, og at uden dem ville den belejrede by bryde sammen. De var ikke blot til nytte for hinanden, de blev også synlige for hinanden på en måde, som de aldrig før havde været. Var det skabende arbejde? Hvis vi ser det fra fællesskabets perspektiv, så var det. Osijeks indbyggere satte sig spor i form af en udholdenhed og et sammenhold, der sikrede byens overlevelse. Der er ingen grund til at misunde dem. De måneder, belejringen stod på, var forfærdelige for dem, men samtidig var be16

Mod stjernerne.indd 16

04/09/18 09.06


lejringstilstanden også opløftende og udgjorde på en gang et højde- og et lavpunkt i deres liv. Et øjeblik så de et glimt af sig selv, der åbnede en plads for dem i en anden, mere løfterig sammenhæng, og måske burde deres mentale undtagelsestilstand tjene som inspira­ tion for en selvransagelse også på vores samfunds vegne, der lærer os igen at skelne mellem skabende og ikke-skabende arbejde i ordets dybeste, mest meningsgivende forstand. Hvad er meningen med livet? spørger de fleste mennesker sig selv før eller siden, og måske bør vi også spørge i kor om meningen med fællesskabet.

8. Er vi mere end ormeføde?

I Matthæusevangeliet (kap. 25, vers 14-30) finder man lignelsen om de betroede talenter. En herre, der skal rejse til udlandet, betror sine tjenere forskellige pengesummer. Ved sin tilbagekomst kalder han dem til sig for at høre, hvad de har gjort med pengene. To af dem har investeret pengene og fordoblet deres værdi. Den tredje, der kun fik tildelt et ubetydeligt beløb, har i ængstelighed for sin strenge herre gravet pengene ned og er derfor kun i stand til at levere den samme sum tilbage, som blev ham betroet. I sin ærgrelse over hans manglende tjenstiver forbander herren ham og kaster ham ud i mørket, hvor der på bibelsk vis er gråd og tænders gnidsel. Man kan sagtens læse lignelsen som en semi-marxistisk analyse af forholdet mellem en 17

Mod stjernerne.indd 17

04/09/18 09.06


pengepugende kapitalist og den arbejdskraft, som han udnytter til at forøge sin formue. Det er oven­ikøbet den udlægning, som den forsigtige tjener, der undlod at fordoble den betroede pengemængde, giver. Herren høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt, siger tjeneren anklagende. Med andre ord, den formuende herre er ikke andet end en simpel udbytter. Herren bekræfter det selv, da han fælder sin dom. “For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, som ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Karl Marx kunne ikke have sagt det bedre. Det er kapitalakkumulationens egen lovmæssighed, der her skildres i enkle, monumentale vendinger. Kapitalisten øger bestandig sin egen formue, mens den arbejder, der med sine hænder har skabt hans rigdom, står frarøvet alt, uden hverken anerkendelse eller gevinst, blot overladt til sig selv og sin egen tænderskæren i den nøgne overlevelses mørke. Talenter hedder den møntfod, herren og hans tjenere benytter sig af i Matthæusevangeliets lignelse. Ordet talent er oprindelig en babylonisk vægtenhed på ca. 25 kilo, og værdien af en talent sølv gav navn til møntfoden, men det er ordets synonym som betegnelse for en særlig begavelse, der i dag siger os noget. Tolker vi lignelsen om de betroede talenter i synonymets ånd, får vi en helt anden historie. Så handler den om de evner, der er blevet os givet, og om forpligtelsen til at udvikle dem til glæde for os selv og andre i stedet for blot at overgive os til vores egen dødelighed og den glemsel, der følger med den biologisk betingede 18

Mod stjernerne.indd 18

04/09/18 09.06


forsvinden. Så er vi mere end ormeføde. Så sætter vi os spor, og hvis vi anvender lignelsen om de betroede talenter på nutidens unge studerende, så bliver den endnu mere ubarmhjertig i sin lære, end hvis den blot havde været en nøgternt gennemskuende analyse af deres kommende udnyttelse som lønarbejdere. Så bliver det en lignelse om det futile i deres egen eksistens, hvor deres begavelse, der har ført dem langt ad en privilegeret uddannelses vej, alligevel ikke vil åbne nogen døre for dem.

9. 12-talspiger i vrede

Hvad opdrages unge til i uddannelsesinstitutionerne? Duknakkede karrieremagere, hvis blinde pletter omfatter klodens fremtid, mens deres egen private fremtid fylder det hele, som om de to ting kunne skilles ad. Med bagbundne hænder, frataget ungdommens adelsmærke, den idealisme, der får dem at spørge efter nye veje for fællesskabet, stresser de over deres egne pauvre ansættelsesmuligheder i stedet for at bekymre sig om planetens overlevelsesmuligheder. Men tænk, hvis der fandtes 12-talspiger i vrede og globale visio­ ner. Det er dagens teenagere og unge, der er morgendagens administratorer af klimaforandringernes og den globale uligheds uoverskuelige aldrig før sete katastrofer, og hvordan har vi forberedt dem?

19

Mod stjernerne.indd 19

04/09/18 09.06


CMYK + GLOSSY KASCHE

121 mm

Det er fremtiden som et åbent forum for drømme og kritiske ideer, for selvrealisering og samfundsforandring, for det uhørte og det usagte.

204 mm

Er nutidens unge en ny kosmopolitisk mennesketype eller en marginaliseret generation af afmægtige? Hvad fortæller aktivisterne fra det arabiske forår eller personerne i den norske tv-serie Skam os om unges vilkår og drømme? Eller hvad med oprørere som Edward Snowden og Christopher Wylie?

Klimaforandringerne truer vores fremtid. Når faren er størst, må drømmene så også være det?

CARSTEN JENSEN

forfatter og journalist, f. 1952 i Marstal.

POLITIKENS FORLAG

MOD STJERNERNE

Giver et ungdomsoprør kun mening, hvis det sætter sig mål, der gælder for alle?

21 mm

CARSTEN JENSEN

Hvad er det dyrebareste, ungdommen har?

7,5

7,5

121 mm

KOPFBAND / BLACK

MOD CARSTEN J E NSE N

STJER NER NE Om nødvendigheden af at sætte sig de største mål

POLITIKENS FORLAG

Profile for JP/Politikens Forlag

Mod stjernerne af Carsten Jensen  

Om nødvendigheden af at sætte sig de største mål. Hvad er det dyrebareste, ungdommen har? Fremtiden som et åbent rum, et forum for drømme o...

Mod stjernerne af Carsten Jensen  

Om nødvendigheden af at sætte sig de største mål. Hvad er det dyrebareste, ungdommen har? Fremtiden som et åbent rum, et forum for drømme o...