Page 1

„LEVENDE, UNDERHOLDENDE OG VELSKREVET.“ THE TIMES Mitfordmordene dykker i seks bind ned i det glamourøse liv, som det blev levet på godset Asthall Manor hos de seks berømte og excentriske Mitford-søstre.

I første bog møder vi især den ældste søster Nancy, der senere selv blev journalist og forfatter og i sin ungdom tilhørte de toneangivende ’Bright Young Things’, som det londonske jetset kaldtes i de brølende tyvere. De seks mordgåder bygger på virkelige mord, der aldrig er blevet opklaret. Hvert bind giver derfor sit eget overraskende bud på, hvordan opklaringen kunne være forløbet, og hvem der kunne have været morderen.

Året er 1920, og Louisa Cannon drømmer om en vej ud af fattigdommens London, der i disse år er hårdt mærket af den netop overståede verdenskrig. I en blanding af snarrådighed og held sikrer hun sig ansættelse hos Mitford-familien på godset Asthall Manor i Oxfordshire. Som kombineret barnepige og selskabsdame for de seks Mitford-søstre oplever hun en ny og fortryllende verden. Især knytter hun sig til den eventyrlystne og smukke sekstenårige Nancy, den ældste af søstrene, som elsker detektivhistorier og brænder efter at opleve verden uden for godset. Da den berømte Florence Nightingales guddatter myrdes i et tog ved højlys dag, vækker sagen enorm opsigt, og snart vikles både Louisa og Nancy ind i en mordgåde, der er lige så spændende, som den er livsfarlig.

FØRSTE BOG

„EN HERLIG BOG, HVOR ALLE SPORENE GÅR YDERST TILFREDSSTILLENDE OP TIL SIDST.“ PUBLISHER’S WEEKLY „SPÆNDINGEN HOLDES TIL ALLERSIDSTE SIDE.“ EVENING STANDARD

MYSTERIET PÅ ASTHALL MANOR

MYSTERIET PÅ ASTHALL MANOR

JESSICA FELLOWES er forfatter og journalist. Hun har skrevet for både The Guardian, Daily Mail og Sunday Times og har i en årrække været chefredaktør på Englands mest berømte magasin Country Life. Som forfatter er hun først og fremmest kendt for sin bestsellerserie på fem bøger, der går bagom tv-succesen Downton Abbey. Bøgerne har ligget på både New York Times’ og Sunday Times’ bestsellerlister og solgt i over en halv million eksemplarer. Mitfordmordene er allerede fra den første bog i serien blevet en international bestseller og bøgerne skal desuden danne forlæg for en ny stor tv-serie, produceret af holdet bag The Crown.

„ JEG ER UNDERHOLDT, FORFØRT OG ALDELES FORGABT I DEN VERDEN. IMPONERENDE .“ DAISY GOODWIN, VICTORIA

„FASCINERENDE . JEG ELSKER DEN.“ JULIAN FELLOWES, DOWNTON ABBEY

POLITIKENS FORLAG POLITIKENS FORLAG


Mitfordmordene

Mitfordmordene.indd 1

30/01/18 08.38


Jessica Fellowes

Mitfordmordene FØRSTE BOG Mysteriet på Asthall Manor

Oversat af Kirsten Heltner

POLITIKENS FORLAG

Mitfordmordene.indd 3

30/01/18 08.38


Mitfordmordene.indd 8

30/01/18 08.38


Prolog Den 12. januar 1920

Florence Shore ankom til Victoria Station klokken 14.45 i en hyrevogn. Det var ødselt at tage en vogn hele vejen fra Hammer­ smith, men hun følte, at hun fortjente det. Hendes måde at ankomme på passede til hendes nye pelskåbe, en fødselsdagsgave til sig selv, som hun havde haft på for første gang dagen før for at imponere sin moster, baronesse Farina, der havde inviteret til te og ingefærkager. Mosteren havde beklaget, at der ikke var fødselsdagskage. Florence havde været på stationen for et døgn siden på vej tilbage fra dagturen til sin slægtning i Tonbridge, og nu skulle hun tilbage næsten samme vej, til St. Leonards-on-Sea, hvor hendes gode veninde Rosa Peal boede oven over en tesalon. Ud over fødselsdagen og pels­ kåben – som var rigelig anledning til at tage en hyrevogn i stedet for de to busser, der var nødvendige for at komme gennem byen – undskyld­ te Florence sit valg af transportmiddel med sin omfattende bagage: en dokumentmappe, en stor kuffert, hendes rejseskrin, en paraply og en håndtaske. Hvad angik det at smide om sig med penge, var det kun to måneder siden, at hun var blevet hjemsendt. Hun havde kun tilladt sig selv en smule luksus, siden hun havde arvet penge efter sin søster for fem år siden, og hun havde sparet op. Det gjorde udslaget, og Florence tilkaldte en drager. Hun ville være rundhåndet med drikke­ pengene, hvis han tog hendes bagage uden at brokke sig. 9

Mitfordmordene.indd 9

30/01/18 08.38


“Til perron ni, tak,” sagde hun. “Tredje klasse.” Der var grænser for, hvor meget hun ville flotte sig. Da Florence var blevet befriet for bagagen, rettede hun på sin fik­ se pelshue og glattede på den lange nederdel. Førkrigstidens mode klædte hendes figur bedre; hun ville indimellem ønske, at hun turde smide korsettet, men hun kunne ikke vænne sig til det. Den ene gang hun var gået ud uden snøreliv, havde det føltes som at gå nøgen hen ad gaden. Hun klappede som sædvanlig på håndtasken, holdt godt fast i paraplyen, så hun kunne støtte sig til den, og gik med målbevidste skridt hen mod billetkontoret. Hun havde ikke travlt, men hun havde heller ikke tid til svinkeærinder. Der var et posthus på stationen, og hun overvejede, om hun skulle skrive til værtinden på pensionatet, at hun var rejst, men besluttede at lade være. Hun kunne skrive fra St. Leonards. Hun fortsatte mod bil­ letkontoret og blev glad for at se, at der ikke var lang kø. Hun stillede sig bag en nydelig ung dame ved sjette luge. Florence beundrede den slanke skikkelse foran sig med det blanke hår i en blød knude under en stor hat med marineblåt satinbånd. Pagehår var endnu ikke blevet højeste mode i London, sådan som hun havde set det i Paris, men det anede hende, at det ikke ville vare længe. Kvinden købte hurtigt sin billet og smilede kort til Florence, før hun gik videre. Florence så på billettøren, en skægget mand med kasket bag en glasrude. Hun undrede sig et øjeblik over, at jernbanevæsenet tillod de ansatte at have skæg, men mindede hurtigt sig selv om, at han kun­ ne have vansiringer i ansigtet efter krigen, som han gerne ville skjule. Hun vidste kun alt for godt, at det ikke var usædvanligt. “Ja, frue?” sagde han.”Hvor skal De hen?” “Tredje klasse til Warrior Square, St. Leonards, tak. Retur om en uge.” Florence så, at han skævede til hendes krigsmedalje og sendte hen­ de et blik, der sagde: De er en af vore. Men det, han sagde, var: “Perron ni. De kan nå afgangen 15.20. Toget deler sig ved Lewes – de forreste vogne kører til Brighton, de bageste til Hastings. De skal sætte Dem i en af de bageste kupéer.” 10

Mitfordmordene.indd 10

30/01/18 08.38


“Det ved jeg,” sagde Florence. “Tak skal De have.” “Så bliver det seks shilling.” Hun havde allerede stillet tasken på hylden foran sig og fandt be­ hændigt, til trods for sine behandskede hænder, det korrekte beløb i pungen. Florence rakte pengene frem og tog imod de små, stive fir­ kanter. Hun lagde omhyggeligt returbilletten ned i tasken og beholdt billetten til udturen i hånden. Spændet lukkede med et klik. Florence så på stationsuret, da hun kom tilbage til banegårdshallen – der var tid nok, men hun vidste, at drageren stod og frøs på perronen med hendes bagage, så hun opgav tanken om at drikke en hurtig kop te i stationens hyggelige tesalon. Pladsen foran hende føltes uendelig og tom, mere som en flyhangar end en togstation. Kulden og mørket i januar havde for længst gjort det af med julens feststemning, for slet ikke at tale om nyhedsværdien af et nyt årti. Man havde så længe set frem til et liv efter krigen kun for at opdage, at der ikke var noget, der kunne blive som før. Der var for meget, der havde forandret sig. Der havde været for megen sorg. I det mindste var den forestående rejse ikke lang, og Rosa ville stå klar med et solidt måltid mad, når hun ankom – store humpler brød med et tykt lag smør, honningglaseret skinke og et glas øl, sikkert ef­ terfulgt af et stykke kage, der var blevet tilovers i tesalonen, med lun, hjemmelavet creme ovenpå. Florence var altid nødt til at løsne korset­ tet et par centimeter efter nogle uger hos Rosa. Sært nok blev hendes appetit ikke vakt ved tanken om dette festmåltid, en erindring, der var rodfæstet i mange besøg hos veninden. Det eneste, hun havde lyst til lige nu, var varm og sød te. Men skidt. Det var ikke det værste, hun havde prøvet at undvære. Hun fortsatte mod toget. Perron ni var en slags halvperron længst til højre for stationen, som man skulle gennem perron otte for at nå frem til. Mens hun gik, statelig og adstadig som Queen Mary, der stod ud fra Portsmouth, anede hun en velkendt skikkelse ud af øjenkrogen. Flo­ rence gøs ved synet af ham. Havde han vidst, at hun ville være på Vic­ toria Station? Han var spinkel, senet og frønnet i kanterne – en tøm­ 11

Mitfordmordene.indd 11

30/01/18 08.38


merflåde i forhold til hendes oceandamper. Han havde ryggen halvt til hende og hatten nede i panden, så hun kunne ikke være sikker på, om han havde set hende. Måske var det ikke ham. Florence satte farten op. Hendes hjerte slog hurtigere. Hun havde set drageren længere frem­ me, der tålmodigt stod og ventede ved hendes bagage, og faldt til ro. Hun skulle bare stå på toget. Om tyve minutter ville hun være på vej. Florence fangede dragerens blik og holdt det fast, mens hun nær­ mede sig, hvilket gjorde ham urolig. Hun følte sig tryggere ved at se på ham, selv om han ikke var meget mere end en grønskolling. Han kradsede sig på hagen og trak nervøst i sin kasket. Der var noget ved hans ængstelighed, der fremkaldte en følelse i hende. Hun var ved at affærdige den, da nogen kom til syne til højre for drageren. Mabel. Drengen udstødte en hæs lyd. “Undskyld, frue, damen her ville tage Deres bagage, men jeg var ikke sikker på, om ...” Han holdt inde. Mabel trådte frem: “Kæreste Florence. Han ville ikke tage imod drikkepenge.” Florence svarede ikke, men talte direkte til drageren. “Det er i or­ den. De må gerne gå nu. Tak for hjælpen.” Hun gav ham en shilling med en bestemt mine, og han skyndte sig lettet væk. Hun vendte sig mod Mabel. “Hvad bestiller du her?” “Sikke en måde at hilse på en gammel ven på,” sagde Mabel smi­ lende. “Jeg tænkte bare, at jeg ville hjælpe dig. Jeg kender jo dine præferencer med hensyn til siddepladser. Og du kan da ikke klare al den bagage alene.” “Jeg havde en drager, som du kan se. Jeg klarer mig udmærket.” “Det ved jeg godt. Men der er ikke noget galt i at tage imod min hjælp. Bliv her, så ser jeg på kupéerne.” Toget var kommet, mens de havde stået der. Drageren var blevet sendt af sted, så Florence blev ved bagagen, mens Mabel åbnede den første af dørene ind til tredje klasse og derefter den næste. Hun kom hurtigt tilbage. “Du er nødt til at sætte dig herind. Der er tomt, så du kan sidde, hvor du har lyst til. Der sidder en dame i den anden kupé, der vender mod lokomotivet. Hun vil ikke flytte sig.” 12

Mitfordmordene.indd 12

30/01/18 08.38


Florence var tavs. Hendes træk var lige så glatte og svære at læse som en gammel gravsten, hvor skriften var blevet utydelig efter århundre­ ders regn og blæst. Mabel tog den store kuffert og dokumentmappen af mørkerødt læder, der var falmet i hjørnerne og ramponeret, efter at dens ejer i årevis havde bragt den med sig rundt i Frankrig. Florence havde allerede taget sit lille, mørkeblå rejseskrin. Nøglen til det havde hun i sin taske. Hun havde fået det af sin moster, der havde købt det i Aspreys i Bond Street, da dronning Victoria stadig sad på tronen. Den kupé, Mabel havde valgt, var ganske rigtigt tom, og man havde allerede fjernet affaldet efter de forrige passagerer. Der var to polstrede bænke placeret over for hinanden, og der var kun en anden dør ud til den modsatte perron. Når toget kørte, ville ingen andre kunne kom­ me ind. Mabel stillede skrinet under det første sæde i højre side, der vendte mod lokomotivet. Dokumentmappen stillede hun ved siden af det sæde, hvor Florence skulle sidde. Florence tog sin hat af og stille­ de den på skrinet ved siden af sig. “Har du noget at læse i?” spurgte Mabel og gik frem for at kigge i Florences håndtaske, men Florence verfede hende af med en brat bevægelse. “Du må hellere sætte dig ned. Toget kører snart.” Florence sagde stadig ingenting, men satte sig på det sæde, som Mabel havde anvist hende. Det var i det fjerneste hjørne; hvis nogen kiggede ind fra perronen, ville de have svært ved at se hende. Tusmør­ ket var endnu ikke faldet på, men lyset var svagt. Himlen havde sam­ me farve som det beskidte marmorgulv i banegårdshallen. Gudskelov varede det ikke så længe, før damprørene ville varme hende. Der var gaslamper i kupéerne, men de ville ikke blive tændt, før de nåede til Lewes. Det var ikke umuligt at læse i det lys, men det var ikke just behageligt for en dame i hendes alder – femoghalvtreds år var hun fyldt for to dage siden. Hun havde besluttet sig for at gå på pension, når krigen var forbi, og nu, tænkte hun, havde hun kun sin alderdom at se frem til. Mabel rettede sig op og så ud, som om hun skulle til at sige noget, da noget bag hende rørte på sig og fik hende til at fare sammen. Dø­ 13

Mitfordmordene.indd 13

30/01/18 08.38


ren gik op, og en ung mand på otteogtyve, måske tredive år kom ind i kupéen. Han var iført et lysebrunt tweedjakkesæt og hat. Florence kunne ikke få øje på nogen frakke, som man ville forvente hos en, der rejste til kysten i januar, men måske havde han den over armen, og de kunne bare ikke se den. Han medbragte hverken bagage eller spadse­ restok, ikke engang en paraply. Han satte sig ved vinduet i venstre side over for Florence, med ryggen til lokomotivet. De hørte togføreren fløjte – fem minutter til afgang. Mabel gik hen mod døren, og manden rejste sig. “Med forlov,” sagde han. “Nej tak,” svarede Mabel. “Jeg kan godt selv.” Hun trak vinduet ned med læderstroppen, lænede sig ud for at dre­ je håndtaget og åbnede døren. Florence blev siddende og ænsede ikke sin rejsefælle; hun havde en avis i skødet og læsebrillerne på næsen. Mabel trådte udenfor, lukkede døren og stod på perronen og kiggede ind. Det varede ikke længe, før konduktøren fløjtede en sidste gang. Toget satte langsomt i gang og fik støt og roligt mere fart på, indtil det nåede den første tunnel, hvor det rullede hen ad skinnerne i fuld fart. Det var sidste gang, nogen så Florence Nightingale Shore i live.

Mitfordmordene.indd 14

30/01/18 08.38


FØRSTE DEL 1919

Mitfordmordene.indd 15

30/01/18 08.38


Mitfordmordene.indd 16

30/01/18 08.38


Kapitel et Juleaften 1919

Louisa Cannon zigzaggede ind og ud af menneskemylderet på King’s Road. Hun trak sin tynde frakke tæt op til halsen mod den skarpe, kolde vind og gik med bøjet hoved og lette trin på fortovet. Ga­ dens omrids blev udvisket i det tiltagende mørke, men folkemængden var ikke blevet mindre af den grund. Handlende slentrede parvis forbi de smukt pyntede vinduer med elektriske lys og fristende julegodter: kulørte papæsker med turkish delight bestående af klare lyserøde og grønne firkanter, som nærmest strålede gennem det tykke lag florme­ lis; de splinternye porcelænsdukkers blege, glatte ansigter med stritten­ de arme og ben i stivede bomuldskjoler med et kig til underskørternes papirstynde kniplinger, som brusede ud fra sømmene i overdådige lag. Bag hende havde stormagasinet Peter Jones sat et træ i alle ud­ stillingsvinduerne. Man havde omhyggeligt bundet røde og grønne bånd på grenene, og der hang træpynt i de mørkegrønne grantræer: små malede gyngeheste, sølvstjerner, der snurrede rundt, guldæg og bolsje­stokke. Hver genstand var en nøjagtig gengivelse af barnedrøm­ me, som kom tifold til live, nu hvor krigen og rationeringen var forbi. Der stod en mand foran butikken med hænderne omme på ryggen. Hans ansigt var badet i vinduernes bløde lys, og Louisa spekulerede på, om han var så optaget af andre ting, at han ikke ville lægge mærke til, at hun stak hånden i hans lomme og ledte efter hans pung. Det 17

Mitfordmordene.indd 17

30/01/18 08.38


sidste, hendes onkel havde sagt til hende, havde kørt rundt i hendes tanker siden i morges: “Du skal ikke bryde dig om at komme tilbage uden en ordentlig portion. Det er jul, så der er nok at tage af.” Der måtte være nogen, der havde truet ham, for han var i dårligere humør og mere krævende end normalt. Da hun nærmede sig, vendte manden sig pludselig om og stak hån­ den i lommen. Det burde have ærgret hende, men hun blev lettet. Louisa trak hagen længere ned til kraven og snoede sig ind og ud mellem snørestøvlerne og lakskoene på fortovet. Ud over onklen var hun på vej hjem til sin mor, som lå i sengen. Hun var ikke alvorligt syg, men heller ikke helt rask – sorg, hårdt arbejde og sult havde gjort hendes spinkle skikkelse endnu tyndere. Louisa var fordybet i tanker og mærkede varmen, før hun så, at den kom fra boden med ristede kastanjer. Den bitre røg nåede hendes tomme mave. Kort efter stod hun og trak små stykker af den hårde, rygende varme skal af, mens hun gnavede i den søde nød med fortænderne. Hun lovede sig selv, at hun kun ville spise to. Så ville hun tage resten med hjem til mor og håbe på, at de ikke var for kolde, når hun nåede hjem. Hun lænede sig op ad muren bag boden og nød varmen fra bålet. Kastanjesælgeren var rar, og der var en glad julestemning. Louisa slap­ pede af i skuldrene og indså, at hun havde haft dem trukket op så læn­ ge, at hun var holdt op med at lægge mærke til det. Så kiggede hun op og fik øje på en, som hun kendte, der kom imod hende: Jennie. Louisa gjorde sig lille og prøvede at skjule sig i skyggerne. Hun stak posen med kastanjer i lommen og trak kraven højere op. Jennie nær­ mede sig, og Louisa vidste, at hun var fanget – hun kunne ikke slippe væk uden at blive opdaget. Hun snappede efter vejret og bøjede sig febrilsk ned, mens hun lod, som om hun snørede sine støvler. “Louisa?” En behandsket hånd rørte blidt ved hendes albue. Den slanke skikkelse var iført en moderigtig fløjlskåbe i løst snit med brode­ rede påfuglefjer. Louisas grønne uldfrakke, som ellers klædte hendes spinkle figur, virkede nu trist og kedelig. Men stemmen var venlig og varm. “Er det dig?” Hun kunne ikke slippe væk. Louisa prøvede at se overrasket ud. 18

Mitfordmordene.indd 18

30/01/18 08.38


“Åh, Jennie!” udbrød hun. Den forbrydelse, hun nær havde begået, og hendes gamle venindes pludselige opdukken fik hendes kinder til at blusse af skam. “Goddag. Jeg havde ikke set, at det var dig.” “Hvor er det dejligt at se dig,” sagde den unge kvinde. Hendes skøn­ hed, som havde været ved at spire, sidst Louisa så hende, var nu blom­ stret til noget både strålende og sart, som en krystallysekrone. “Du godeste, er det ikke ... fire-fem år siden, vi sidst sås?” “Jo, det tror jeg,” sagde Louisa. Hun lagde hånden om posen med kastanjer i lommen og sugede deres varme til sig. En anden skikkelse kom pludselig til syne. En pige, der var to-tre år yngre end Louisa, med mørke krøller, der nåede ned til skuldrene, og grønne øjne, der tittede ud under hatteskyggen. Hun smilede og morede sig tydeligvis over de to veninders genforening. Jennie lagde en hånd på pigens skulder. “Det her er Nancy Mit­ ford. Nancy, det her er min ældste og kæreste ven, Louisa Cannon.” Nancy stak en behandsket hånd frem. “Goddag,” sagde hun. Louisa tog den og måtte tage sig i ikke at neje. Hun smilede varmt, men havde en holdning som en ung dronning. “Nancy er datter af mine svigerforældres gode venner,” forklarede Jennie. “Deres barnestuepige er rendt fra pladsen, og Nanny er ud­ mattet, så jeg tænkte, at jeg ville hjælpe dem lidt.” “Hun er stukket af med slagterens søn,” afbrød Nancy. “Hele lands­ byen er i oprør. Det er det morsomste, jeg nogensinde har hørt. Farve har været som en ildsprudende drage lige siden.” Hun begyndte at fnise uhæmmet. Louisa var lige ved at le med. Jennie så med forstilt strenghed på Nancy og fortsatte: “Ja, så vi har været ude til te. Vil du tænke dig, Nancy har aldrig smagt en mince pie på Fortnums før.” Det vidste Louisa ikke, hvad hun skulle sige til. Hun havde heller aldrig smagt en. “Jeg håber, du nød den,” sagde hun til sidst. “Det kan du tro,” sagde Nancy. “Den var dejlig. Det er ikke så tit, jeg får lov til at smage et stykke katolsk afgudsdyrkelse.” Hun lavede en lille piruet. Louisa var usikker på, om det var et udtryk for piget begejstring, eller om hun mente det oprigtigt. 19

Mitfordmordene.indd 19

30/01/18 08.38


“Hvordan går det? Hvordan har dine forældre det? Du ser ...” Jen­ nie gik i stå, kun et øjeblik, men det var nok. “Du ser godt ud. Det er virkelig koldt, hvad? Og der er så meget, man skal nå! Det er jul i morgen!” Hun udstødte en lille nervøs latter. “Vi har det godt,” sagde Louisa og flyttede vægten over på den an­ den fod. “Som sædvanlig. Vi klarer os.” Jennie tog hendes arm. “Kæreste, jeg er sent på den, men – vil du følges med os, så vi kan tale lidt mere sammen? Bare et øjeblik?” “Ja,” sagde Louise og gav efter. “Selvfølgelig. Har I lyst til en kastan­ je? Jeg har købt dem til mor, men jeg kunne ikke nære mig for selv at spise et par stykker.” “Mener du, at det ikke er dine?” spurgte Jennie og blinkede over­ drevent til sin veninde og gav hende en albue i siden. Hun fik endelig fremtvunget et lille smil fra Louisa, der afslørede hendes regelmæs­ sige tænder og fik hendes gyldenbrune øjne til at lyse op. Hun pillede en kastanje til dem hver. Jennie holdt sin med fin­ gerspidserne, før hun kom den i munden. Nancy gjorde det samme. Louisa benyttede øjeblikket til at se på sin veninde. “Du ser godt ud. Har du det godt?” Jennie lo ikke igen, men smilede til sin gamle veninde. “Jeg blev gift sidste sommer med Richard Roper. Han er arkitekt. Vi rejser snart til New York. Han vil væk fra Europa, som han siger er for medtaget efter krigen. Der er flere muligheder der. Det må vi i hvert fald håbe. Hvad med dig?” “Jeg er ikke blevet gift,” sagde Louisa. “Det ville alligevel ikke have givet mig stemmeret, så jeg har besluttet mig for, at jeg slet ikke har lyst.” “Hvor er du morsom,” sagde Jennie. “Du har overhovedet ikke for­ andret dig.” Louisa trak på skuldrene. Jennies bemærkning gjorde ondt, selv om hun vidste, at hun ikke havde ment noget med det. “Nej, der er ikke meget, der har forandret sig. Jeg bor stadig hjemme og leder efter arbejde.” “Det er jeg ked af at høre. Det er hårdt for dig. Må jeg få lov til at 20

Mitfordmordene.indd 20

30/01/18 08.38


hjælpe dig lidt?” Jennie begyndte at rode rundt i sin taske, en fin lille firkant, der hang i en tynd sølvkæde. “Nej. Jeg mener ... ellers tak. Vi klarer os. Vi er ikke helt alene.” “Din onkel?” Louisa rynkede brynene, men så rystede hun ubehaget af sig og smilede til Jennie. “Ja. Så vi skal nok klare os. Det går udmærket. Kom, lad os gå vide­ re. Hvor skal du hen?” “Jeg skal aflevere Nancy og møde Richard. Vi skal ud og danse sam­ men med nogle venner på 100 Club – har du været der? Du er nødt til at prøve den. Alt er så anderledes nu, og Richard er så dristig. Det er nok derfor, han har giftet sig med mig.” Hun sænkede stemmen konspiratorisk. “Jeg er ikke ligesom alle de andre hustruer ...” “Nej, det lyder ikke, som om andre fra vores stand ville passe ind i den kreds. Men du har også altid været mere ladylike end alle andre. Jeg kan huske, at du absolut ville have en stivet natkjole. Stjal du ikke noget stivelse fra min mors skab engang?” Jennie slog hånden for munden. “Gud, jo! Det havde jeg helt glemt! Jeg sagde til din mor, at jeg ville være hendes assistent, og hun grinede mig ud af stuen.” “Jeg tror ikke, at vaskekoner har assistenter,” sagde Louisa, “men jeg hjælper hende ellers en del. Tro det eller lad være, men jeg er blevet rigtig god til at stoppe strømper.” Louisa var bevidst om Nancys grønne øjne, som betragtede dem begge, mens hun lyttede til samtalen. Hun spekulerede på, om det var passende at tale om Jennies ikke-aristokratiske baggrund i hendes nærvær, men afgjorde, at Jennie var så dårlig til at lyve, at Nancy sik­ kert allerede vidste det. Jennie så i hvert fald ikke ud til at være pinligt berørt. “Arbejder din mor stadig?” spurgte Jennie med medlidenhed i øj­ nene. “Hvad med din far? Han klatrer vel ikke stadig rundt oppe i skorstenene?” Louisa nikkede forsigtigt. Hun havde ikke lyst til at forklare Jennie, at han var død for et par måneder siden. 21

Mitfordmordene.indd 21

30/01/18 08.38


“Var det ikke Hr. Sort og Fru Hvid, vi plejede at kalde dem?” De to unge kvinder fnisede og stod tæt sammen et øjeblik, som da de var skolepiger med rottehaler og forklæde på. Stjernerne kom frem på den klare, mørke himmel, men kunne dog ikke udkonkurrere gadelamperne. Automobilerne kørte larmende hen ad gaden med hyppige dyt, som var svære at tyde. De lød ens, uanset om man signalerede utålmodighed til en langsom vogn foran eller truttede venligt, når man genkendte nogen på fortovet. De forbipasserende stødte ind i dem med bugnende poser i irrita­ tion over de unge damer, som spærrede for den tætte strøm af menne­ sker med deres langsomme slentren. Jennie kiggede på sit armbåndsur og så bedrøvet op på sin veninde. “Kæreste, jeg er nødt til at gå, ellers kommer jeg for sent. Men kan vi ikke mødes igen? Jeg ser for lidt til mine gamle venner ...” Hun stand­ sede. Hun behøvede ikke at træde i det. “Jo,” sagde Louisa. “Det vil jeg gerne. Du ved, hvor jeg bor – det samme sted. Mor dig godt i aften. Og glædelig jul! Jeg er glad på dine vegne. Det er jeg virkelig.” Jennie nikkede. “Det ved jeg godt. Tak skal du have. Glædelig jul.” “Glædelig jul,” sagde Nancy og vinkede, og Louisa vinkede tilbage. Jennie og Nancy vendte sig og begyndte hurtigt at gå hen ad King’s Road. Louisa så mænd træde til side for dem. De skilte menneske­ havet ligesom Moses.

Mitfordmordene.indd 22

30/01/18 08.38


Kapitel to

Julen havde altid været en munter pause i vintermånederne for Louisa, men i år, hvor hendes far ikke var der, havde Louisa og hendes mor ikke nænnet at videreføre deres små traditioner. De havde hver­ ken pyntet op eller købt et træ. “Det er alligevel kun en enkelt dag,” havde hendes mor mumlet. Louisa havde tænkt, at det var godt det samme, at de havde ladet, som om det var en helt almindelig torsdag. Hendes onkel, Stephen Cannon, havde sovet indtil middag og havde knap nok ønsket sin niece og hendes mor, hans svigerinde Winnie, glædelig jul, da de sad tæt ved kaminen – Louisa læste Jane Eyre, og hendes mor var i gang med at strikke en mørkegrøn trøje – før han slæbte sig ud i køkkenet for at lede efter øl. Stephens hund, Socks – et langbenet sort og hvidt gadekryds med silkebløde ører – lå og dovnede ved Louisas fødder og nød tilværelsen. Da Stephen sank ned i lænestolen, samlede Winnie en tabt maske op og satte sig lidt tættere på ilden. “Vi skal have flæskesteg til mid­ dag,” sagde hun og vendte hovedet en smule mod sin svoger. “Og mrs. Shovelton har givet mig en lille julekage.” “Hvorfor har hun givet dig den?” spurgte Stephen. “Skide snobber. De kunne sgu aldrig finde på at give dig en ekstra half crown. Det har vi mere brug for end en julekage.” 23

Mitfordmordene.indd 23

30/01/18 08.38


“Mrs. Shovelton har været god imod mig. Jeg var nødt til at holde fri i to uger, da din far ... da Arthur ...” Winnie udstødte et hikst og kiggede ned i gulvet, mens hun trak vejret dybt for ikke at gå i panik. Bekymringerne var blevet værre på det sidste, og det var ikke alle hen­ des arbejdsgivere, der var lige så forstående, når deres vasketøj kom tilbage en dag senere end lovet. “Så, så, mor,” sagde Louisa. “Det var sødt af mrs. Shovelton at give os den. Jeg har vist et par mønter, vi kan komme i den.” Hun skulede ad sin onkel, der trak på skuldrene og tog en slurk af sin øl. Heldigvis sagde Stephen efter stegen og kartoflerne, at han ville tage en lur i stolen. Louisa og hendes mor havde opbudt alt deres julehumør over julekagen. Louisa havde lagt tre halfpennies i den og pyntet den med en kristtjørnkvist. De havde ingen brandy til at bræn­ de den af med. De overvejede, om de kunne bruge øl, men besluttede sig for at lade være. “Glædelig jul,” havde Louisa sagt, mens hun triumferende holdt den første skefuld op i luften. “Også til far.” Winnies øjne var blevet våde, men hun smilede til sin datter. “Ja, min skat. Også til far.” De spiste kagen uden at gemme noget til Stephen og tog sammen af bordet. Deres næsten ens skikkelser bevægede sig op ad hinanden i et velkendt mønster, mens Louisa vaskede op, og Winnie tørrede af i det lille køkken. Stephen vågnede, tog sin frakke og sagde, at han gik hen på pubben. Han smækkede døren bag sig og gik med Socks lun­ tende i hælene. Mor og datter genoptog deres stille sysler og gik i seng så tidligt, som de følte, at de kunne tillade sig – klokken ni. De kunne tydeligt høre naboerne synge Good King Wenceslas gennem væggen og vidste, at det var den første af mange sange. Et par timer senere vågnede Louisa fra en urolig søvn ved, at Ste­ phen ruskede i hendes skulder. “Hvad er der?” hviskede hun for ikke at vække sin mor, der lå ved siden af hende. Hun overvejede hurtigt, hvem hun kunne tænkes at skulle have besked om midt om natten, men kunne ikke rigtig komme i tanker om nogen. Deres genbo, mrs. Fitch, som havde passet deres 24

Mitfordmordene.indd 24

30/01/18 08.38


gamle kat, da de havde været i Weston-super-Mare i fem dage for et par år siden? Mrs. Shovelton? Men hvis der var sket hende noget, kunne det vel vente til i morgen? Alle bedsteforældrene var døde for længe siden. Louisa havde været ‘en dejlig overraskelse’ for sine for­ ældre, der var fyrre og seksogfyrre år, da hun blev født. Men Stephen førte usikkert fingrene op til munden og holdt hendes skulder i et fast greb, mens han trak hende ud af sengen. “Ja, ja! Jeg kommer nu,” hviskede hun højt, mens hun gned sig i ansigtet for at vågne. Winnie lagde sig om på siden med et raspende suk. “Tag det nu roligt.” Hun gik ud i køkkenet, hvor Stephen ventede på hende. “Hvad vil du?” “Der står en mand i stuen,” sagde Stephen. “Han vil hilse på dig. Han vil eftergive mig en lille gæld for fornøjelsen. Så sørg for, at du fornøjer ham.” Vittigheden forvandlede udtryksløsheden i hans ansigt til et smørret grin. “Det forstår jeg ikke.” “Det kommer du til, når du går ind i stuen. Af sted.” Han gennede hende ud, som om hun var en herreløs hund, der havde tigget om levninger. “Nej,” sagde Louisa. Hun havde forstået, hvad han mente. “Nej. Jeg siger det til mor.” Hans store, flade hånd ramte hendes kind med én voldsom bevæ­ gelse, så hun nær var faldet omkuld på sine bare fødder. Hendes slå­ brok sad løst om hendes bomuldsnatkjole. Hun forsøgte at rette sig op og famlede efter køkkenbordet, da hun blev ramt af endnu et slag på samme kind, denne gang med håndryggen. Det sved i kinden, og hun kunne mærke, at hendes kæbe begyndte at dunke. Hun græd ikke. Hendes øjne var tørre, og halsen endnu mere tør. “Din mor behøver ikke at få noget at vide. Hun har bekymringer nok, ikke? For sidste gang – gå så derind.” Louisa sendte sin onkel et langt, koldt blik. Han gengældte hendes blik og gjorde et kast med hovedet i retning af døren. Så vidt er det altså kommet, tænkte hun. Stephen var den eneste, der havde lagt mærke til, at hun ikke var et 25

Mitfordmordene.indd 25

30/01/18 08.38


barn længere. Han havde sagt til hende et par gange, at hun ikke bare var ‘et kønt ansigt’, og hun var blevet glad for den lille kompliment. Nu forstod hun det. Hun tog hånden væk fra kinden, trak slåbrokken tættere om sig og bandt en stram sløjfe. Så vendte hun sig om og gik ind i stuen. Hun lukkede døren stille bag sig, så hun ikke kom til at vække sin mor. Ved kaminen, hvor gløderne for længst var gået ud, stod en mand, som hun genkendte fra pubben henne ad gaden, hvor hun tit var gået ind for at hente Stephen hjem til middag: Liam Hudson. Hendes hals snørede sig sammen. Hans øjne var små sprækker, og han havde et beslutsomt drag om munden. Hun blev stående ved døren og holdt fast i håndtaget. Der sker mig ikke noget, så længe jeg holder fast i det her, tænkte hun. Det virkede, som om alle hendes andre sanser blev skærpet i mør­ ket. Hun kunne lugte hans ølånde, sveden, der sivede ud af hver ene­ ste pore; det føltes endda, som om hun kunne lugte snavset under hans negle. Der lød en skrabende lyd bag døren: Det var Stephen, der bøjede sig ned for at lytte. “Kom herhen, tøs,” sagde Liam. Hans hånd rykkede ned til bælte­ spændet, der glimtede i halvmørket. Louisa rørte sig ikke. “Du er vist ikke særlig velopdragen, hvad?” sagde han. Louisas knoer blev hvide. Hans stemme blev blødere. “Du skal ikke være bange. Jeg vil bare kigge. Du kan komme langt med det ansigt, er du klar over det?” Han kluklo, mens han gik hen imod hende og rakte en hånd ud. Louisa krympede sig og lagde armene over kors. “Du skal ikke se på noget som helst,” sagde hun. “Jeg er ligeglad med, hvad du vil have. Du får det ikke her. Jeg skriger, hvis du rører mig.” Manden udstødte en hæs latter. “Ti nu stille. Der er ingen grund til alt det her. Sagen er den ...” Han sænkede stemmen og bøjede sig ned for at tale ind i hendes øre. Hun kunne lugte alkohol og sved igen, og lukkede øjnene. “Sagen er den, at din onkel skylder mig penge. Hvis du udfører en lille opgave for mig, slår jeg en streg over det. Du tager 26

Mitfordmordene.indd 26

30/01/18 08.38


til Hastings med mig og er tilbage i løbet af nul komma fem. Der er ikke nogen her, der behøver at få noget at vide.” Louisa stod stadig tæt på døren. Hun syntes, hun kunne høre Ste­ phen – en dæmpet lyd. Hun forestillede sig, at han stod med sin knyt­ tede næve i munden. Liam skubbede hende op ad væggen med én hånd. Hun blev ban­ ge. Hendes hænder fløj op og prøvede at skubbe ham væk, men han var stærkere end hende og holdt dem fast med en hånd, mens den an­ den gled ned langs hendes side og mærkede på hendes talje og hofte. Louisa stod stille. Hun kiggede over hans hoved på vinduet, hvor gar­ dinerne var trukket for, men var krympet af ælde og ikke længere sluttede tæt i midten. Gennem sprækken udsendte en gadelampe et gult, blidt flakkende lys. Gaden var øde. Hun betragtede fortovet med græstotter mellem fliserne. Hun prøvede at krybe ned mellem sprækkerne og gem­ me sig i mørket. Hun havde været der før. Der havde hun følt sig tryg. Der kom en lyd fra trappen – det var mor, der kaldte. Liam trak sig brat væk. Hun sank sammen og trak vejret dybt. Mens han trådte tilbage, knappede han jakken og trak kraven op. “Bare en nat i Hastings,” sagde han. “Det er ikke meget at bede om.” Hun lagde ikke mærke til mere efter det. Kun mumlende stemmer, og at han stod i gangen. Så hørte hun Stephen, som tungt og slingren­ de gik op ad den lille trappe. Omsider blev der stille. Hun gik mekanisk ud i køkkenet, kogte vand i kedlen og lavede omhyggeligt te. Hun varmede kanden, hældte mælk i en flødekan­ de og tog en porcelænskop og underkop frem fra den bageste del af skabet. Hendes far havde købt det blå og hvide testel til hendes mor på Portobello Market, lige før hun blev født. Det betød, at koppen og underkoppen var ældre end hende – mindst nitten år, og de så mindre skårede og revnede ud, end hun følte sig. Det var først, da hun sad ved bordet og havde skænket te op i kop­ pen, at hun gav sig selv lov til at græde, men ikke længe. Hun tørrede sig i ansigtet med baghånden og rystede på hovedet. Det var på tide, at hun gjorde noget. Det gav et sæt i hende, da hun kom i tanker om, at Nancy Mitford havde sagt, at barnestuepigen var løbet af pladsen. 27

Mitfordmordene.indd 27

30/01/18 08.38


Måske var stillingen stadig ledig. Det måtte Jennie vide. Louisa fandt et stykke papir og en blyant frem fra en af køkkenskufferne og begynd­ te at skrive det brev, som hun håbede ville ændre alt.

Mitfordmordene.indd 28

30/01/18 08.38


„LEVENDE, UNDERHOLDENDE OG VELSKREVET.“ THE TIMES Mitfordmordene dykker i seks bind ned i det glamourøse liv, som det blev levet på godset Asthall Manor hos de seks berømte og excentriske Mitford-søstre.

I første bog møder vi især den ældste søster Nancy, der senere selv blev journalist og forfatter og i sin ungdom tilhørte de toneangivende ’Bright Young Things’, som det londonske jetset kaldtes i de brølende tyvere. De seks mordgåder bygger på virkelige mord, der aldrig er blevet opklaret. Hvert bind giver derfor sit eget overraskende bud på, hvordan opklaringen kunne være forløbet, og hvem der kunne have været morderen.

Året er 1920, og Louisa Cannon drømmer om en vej ud af fattigdommens London, der i disse år er hårdt mærket af den netop overståede verdenskrig. I en blanding af snarrådighed og held sikrer hun sig ansættelse hos Mitford-familien på godset Asthall Manor i Oxfordshire. Som kombineret barnepige og selskabsdame for de seks Mitford-søstre oplever hun en ny og fortryllende verden. Især knytter hun sig til den eventyrlystne og smukke sekstenårige Nancy, den ældste af søstrene, som elsker detektivhistorier og brænder efter at opleve verden uden for godset. Da den berømte Florence Nightingales guddatter myrdes i et tog ved højlys dag, vækker sagen enorm opsigt, og snart vikles både Louisa og Nancy ind i en mordgåde, der er lige så spændende, som den er livsfarlig.

FØRSTE BOG

„EN HERLIG BOG, HVOR ALLE SPORENE GÅR YDERST TILFREDSSTILLENDE OP TIL SIDST.“ PUBLISHER’S WEEKLY „SPÆNDINGEN HOLDES TIL ALLERSIDSTE SIDE.“ EVENING STANDARD

MYSTERIET PÅ ASTHALL MANOR

MYSTERIET PÅ ASTHALL MANOR

JESSICA FELLOWES er forfatter og journalist. Hun har skrevet for både The Guardian, Daily Mail og Sunday Times og har i en årrække været chefredaktør på Englands mest berømte magasin Country Life. Som forfatter er hun først og fremmest kendt for sin bestsellerserie på fem bøger, der går bagom tv-succesen Downton Abbey. Bøgerne har ligget på både New York Times’ og Sunday Times’ bestsellerlister og solgt i over en halv million eksemplarer. Mitfordmordene er allerede fra den første bog i serien blevet en international bestseller og bøgerne skal desuden danne forlæg for en ny stor tv-serie, produceret af holdet bag The Crown.

„ JEG ER UNDERHOLDT, FORFØRT OG ALDELES FORGABT I DEN VERDEN. IMPONERENDE .“ DAISY GOODWIN, VICTORIA

„FASCINERENDE . JEG ELSKER DEN.“ JULIAN FELLOWES, DOWNTON ABBEY

POLITIKENS FORLAG POLITIKENS FORLAG

Mitfordmordene. Første bog. Mysteriet på Asthall Manor  

Året er 1920 og Louisa Cannon drømmer om en vej ud af fattigdommens London, en by, der er hårdt mærket af den netop overståede verdenskrigs...

Mitfordmordene. Første bog. Mysteriet på Asthall Manor  

Året er 1920 og Louisa Cannon drømmer om en vej ud af fattigdommens London, en by, der er hårdt mærket af den netop overståede verdenskrigs...

Advertisement