__MAIN_TEXT__

Page 1

GREVINDE ALEXANDRA

MIT LYKKELIGE LAND verdens lykkeligste folkefærd? Og hvordan ser lykken egentlig ud? Det er nogle af de spørgsmål, som grevinde ­Alexandra forsøger at finde svar på i Mit lykkelige land. I sin søgen rejser hun Danmark rundt, fra Skagen til Skarø, fra Møgeltønder til Køben­ havn. Hun opsøger landskaber og virksomheder,

GREVINDE ALEXANDRA

Hvorfor kåres danskerne gang på gang til et af

dansk historie, kultur og identitet.

og HH Prins Felix fra ægteskabet med HKH Prins Joachim (gift 1995-2005). Sammen med professor

Turen er samtidig en personlig rejse i erindrin-

Tim Fort har hun skrevet bogen om forretnings­

gen. Alexandra beskriver, hvordan det var som

etik The Sincerity Edge (2017) . Medlem af bestyrelsen i Ferring Pharmaceuticals og formand for Ethics and Compliance Committee samme

31-årig i 1995 at forlade sin hidtidige tilværelse i en af verdens største byer, Hongkong, for at

sted. I 2018 Leader in Residence på The Kelley

bosætte sig i marsken i Sønderjylland og blive en

School of Business i Indiana, USA. Protektor for

del af den kongelige familie. Hun fortæller om at

en lang række danske institutioner og organisa-

tilegne sig et nyt sprog og en ny nationalitet, om

tioner. Har tidligere arbejdet som børsmægler i

at være mor til to prinser – og om hele tiden at

Hongkong og som vicedirektør i GT Management,

turde kaste sig ud i livet.

Hongkong.

Mit lykkelige land er en kærlighedserklæring til RIKK E HYL D G A A R D

Danmark og en personlig fortælling om at blive

(Født 1972). Journalist, forfatter og lektor på

en lykkelig dansker.

Center for Journalistik ved Syddansk Universitet. Forfatter til bøgerne Soldaten – i krig og kærlighed

lille klit og går ned mod vandet. Hele blikket fyldes af himmel og hav. Lige over horisonten hænger solen, endnu blød og gylden, på en baggrund af pastelfarver. Lavendel, gul, rosa, blå. Nedenunder bruser havet mørkegråt og med kridhvide skumsprøjt.

stærkt at være en del af Isbryderne.

MIT LYKKELIGE LAND

(Født 1964 i Hongkong). Mor til HH Prins Nikolai

og lammer læberne, så snart vi forcerer den

sagde, at naturoplevelsen i sig selv gør det

konsulterer eksperter i blandt andet kunst, sprog og lykke. Alle bringer de hende tættere på

Udenfor slår vinden bidende mod kinderne

Jeg forstår, hvad Mette mente, da hun

hun besøger øboere og vinterbadere, og hun G RE VIND E A L E X A N D R A

MIT LYKKELIGE LAND

“Vi følger årets gang og lægger mærke til temperaturforskelle, vindretninger og skiftene fra dag til dag. Det er skønt at være i pagt med naturen, og den oplevelse deler vi med hinanden. Det er en lykke,” mener hun. Der er også en fryd i at møde vandet, hævder hun. En biologisk lykkerus, hvor chokket får huden og blodkarrene til at trække sig sammen og udløser blandt andet adrenalin, dopamin og endorfiner, der får velværet til at brede sig. Vi må se. De andre badere krænger rutineret badekåberne af sig og lader dem falde ned i det kolde, blege sand uden at tøve. De fortsætter direkte mod vandet. Jeg skal først have gummistøvler og jeans fumlet af under badekåben. “Vent på mig!” råber jeg og smider alt ned

(2011), Dorthe Kollos Jeg er stadig her (2014),

i sandet for at løbe efter dem ud i bølgerne.

Hans Pilgaards Støj og fortielser (2016) og Johannes Langkildes Da amerikanerne gik hver til sit (2017). Modtog i 2011 Spadestiksprisen for fortællingen I krig og kærlighed i Fyens Stiftstidende. ISBN 978-87-400-4068-5

9 788740 040685

POLITIKENS FORLAG w w w. p o l i t i ke ns f orlag.d k

Omslagsfotos: Bax Lindhardt Tak til Thorvaldsens Museum


MIT LYKKELIGE LAND

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 1

21/08/2018 13.06


Til mine børn Nikolai og Felix. I giver mig muligheden for at opleve den ultimative form for kærlighed – almægtig, ubetinget og altomfattende.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 2

21/08/2018 13.06


GREVINDE ALEXANDRA

MIT LYKKELIGE LAND I samarbejde med

R I K K E H Y L D G AAR D

POLITIKENS FORLAG

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 3

21/08/2018 13.06


INDHOLD

Den målte lykke 6

1. Sort sol over fladt land 11

2. Min flerkulturelle arv 27

3. Prinser og prinsesser 39

4. Æ, Ø, Å 65

5. Mammutter i ådalen 85

6. Blandt venner 99

7. Historiefortællerne 119

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 4

21/08/2018 13.06


INDHOLD

8. Vølve og vikinger 139

9. De fire årstider 155

10. Min vikingedåb 171

11. Frihed til at lege 189

12. Æstetisk lykke 211

13. Blå horisonter 231

14. Dr. Feelgood 249

15. København-HongkongKøbenhavn 263

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 5

21/08/2018 13.06


DE N MÅLTE LYKKE

Lykkeniveauet i verdens lande bliver opgjort i blandt andet FN’s årlige World Happiness Report, der udkom første gang i 2012. Målingen bygger primært på data fra Gallups World Poll, der siden 2005 har lavet spørgeundersøgelser i 160 lande. Borgerne bliver her bedt om at evaluere deres liv, og i det overordnede spørgsmål bliver de bedt om at forestille sig en stige, hvor trinene er nummereret fra 0 til 10. De øverste trin af stigen repræsenterer det bedst mulige liv for den enkelte, og de nederste det værst tænkelige liv. Man skal oplyse, på hvilket trin man føler, at man står netop nu.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 6

21/08/2018 13.06


7

Siden de første målinger har Danmark, med få undtagelser, indtaget førstepladsen med scorer på omkring 7,5-8,0. Anden lykkeforskning, der blev gennemført tilbage i 1970’erne og 1980’erne, tyder på, at vi allerede dengang følte os lykkeligere end mange andre befolkninger. Ifølge den europæiske opgørelse Eurobarometer var 95 procent af danskerne meget eller nogenlunde tilfredse med deres liv i 1973 mod eksempelvis kun 57 procent i Italien og 77 procent i Frankrig. På 2016-barometret var tallene 97 procent i Danmark mod 65 procent i Italien og 84 procent i Frankrig. ˜ Our World in Data, World Happiness Report og World Database of Happiness

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 7

21/08/2018 13.06


2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 8

21/08/2018 13.06


2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 9

21/08/2018 13.06


2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 10

21/08/2018 13.06


1

Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende; men det at være sig selv i Sandhed nærværende, det er dette “Idag”, dette, at være idag, i Sandhed at være idag. ˜ SØREN KIERKEGAARD, i Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler (1849)

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 11

21/08/2018 13.06


2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 12

21/08/2018 13.06


13

S ORT S OL OVER F LAD T LA ND

J

eg drejer væk fra den sønderjyske motorvejs ­brus­ende trafik og skrår ned mod det ­sydvestligste hjørne af Danmark. Jeg genkender hver eneste meter på ruten. De lange, lige landeveje, lands­byerne, de ensomme træer, der rager op, de tilsyneladende endeløse jorde. Danmark flader ud her. Det er, som om landet strækker sig for at nå Vadehavet. Mens jeg passerer mark efter mark, mindes jeg, hvor svært det var før mobiltelefonens tid at give venner rute­beskrivelser, når de skulle besøge mig i Møgeltønder, fordi det er sparsomt med kendingsmærker i dette åbne landskab. I dag har det sneet. Markerne er dækket af et ganske tyndt lag hvidt, som frosne, brune knolde lige kan stikke snuden op af. Trods mere end 20 år som dansker er jeg aldrig sluppet af med min kuldskærhed og skutter mig i bilen.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 13

21/08/2018 13.06


14

MIT LYKKELIGE LAND

Det var også vinter, da jeg flyttede til Møgeltønder i november 1995. Hård vinter endda. Isbryderne skar sig gennem de danske farvande, og ude ved det fremskudte dige, der skiller marsk fra hav, kunne jeg ved selvsyn konstatere, hvordan det ser ud, når havet er frosset til. Jeg stod på diget og spejdede ud over Vadehavet, hvor isen strakte sig, så langt mit øje rakte. Det var et sælsomt syn. Hidtil havde jeg kun oplevet have i bevægelse. Det sneede og blæste voldsomt den vinter, og i februar blev det så slemt, at en storm lukkede det meste af egnen i flere dage. Motorvejen stod stille, grænsen lukkede, folk talte om isvinter, og jeg frøs. Jeg havde oplevet sne tidligere, da jeg i en kort periode boede i Japan, og en enkelt gang på en vinterferie i Østrig, men jeg kendte ikke til den fra min opvækst. En dag, hvor jeg kørte med dronning Margrethe i bilen gennem det hvide landskab, sagde hun til mig, at det var usædvanligt med så meget sne. Jeg tænkte, at det sikkert blot var et venligt forsøg på at berolige mig, så jeg ikke løb skrigende bort. Om aftenen blev det mørkt på en måde, der var ny for mig. Selvfølgelig sortner himlen om aftenen i Hongkong, hvor jeg er vokset op, men jeg havde aldrig før kørt på en uoplyst vej. Der var intet lys, hverken fra huse, gadelamper eller andre biler. Det var både skræmmende og spændende. Denne tidlige eftermiddag et par årtier senere skinner vinter­ solen dog forude, og det er til min store glæde også vindstille. Det er en af disse kolde og klare vinterdage, som er så smukke i Danmark. Jeg er spændt på at nå frem til Møgeltønder, som jeg ikke har besøgt så ofte, siden jeg flyttede i 2005. Der skal jeg møde en gammel bekendt, som vil tage mig med i Tønder­ marsken. Det er et landskab, der betyder noget helt særligt for mig. Ikke kun fordi det er et af de fladeste og mest åbne land­ skaber herhjemme, men også fordi det var her, det hele begyndte for mig. Det var hertil, jeg flyttede for at blive dansker, og et nyt, afgørende kapitel i mit liv begyndte.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 14

21/08/2018 13.06


S ort sol over fladt land

15

Nu skal det være begyndelsen på en ny rejse. Jeg vil tage rundt i det land, der blev mit, dengang for mere end 20 år siden, og prøve at finde ud af, hvorfor jeg og andre danskere er så glade for at bo netop her. Gang på gang ender vi i toppen af internationale lykkemålinger. Hvorfor? Jeg vil besøge velkendte steder og op­ søge for mig ukendte hjørner og stille spørgsmålene: Hvordan ser den danske lykke ud? Hvad skaber den? Jeg ved, at jeg risikerer at overse de problemer og bekymringer, som naturligvis også findes i vores samfund, men der er masser af andre, som foku­ serer på ulykken. Jeg vil finde lykken og dermed forhåbentlig minde mig selv og andre om de mange gode sider af vores land. Lykken har optaget mennesket meget længere, end vi har målt den. I antikken beskrev de græske filosoffer den som et liv med dyder. Hvis man handlede fornuftigt og moralsk godt, ville man opnå det gode liv og blive et helt og harmonisk menneske. Senere blev lykken beskrevet som sjælero, nydelse og succes. Psykologer, filosoffer, hjerneforskere, sociologer, økonomer og kunstnere er blot nogle af dem, der har vendt og drejet den og stadig gør det. I 2012 begyndte FN at stræbe efter en mere holistisk måde at betragte verdens tilstand på. Frem for blot at måle et lands fremgang i økonomisk vækst ville organisationen også interessere sig for, hvordan livskvaliteten var i verdens lande, og hvad der skabte gode samfund og gode liv. Vi fik en international lykkedag (hvert år den 30. marts) og de hitlister, der skabte overskrifter over hele kloden om danskerne som verdens ­lykke­ligste folk. Fra 2013 til 2015 lå Danmark øverst på listen. Siden er vi blevet overhalet, men vi har stadig en placering i top-3, og vi danser stadig tæt i toppen med den samme håndfuld lande: Finland, Norge, Island og Schweiz. En fællesnævner for de lande, der scorer højest i målingerne, er velstand og en tradition for at fordele goderne og skabe et socialt sikkerhedsnet. Det er et veludviklet demokrati, fravær af korruption og frihed til at leve livet, som man ønsker. Alt sammen noget, jeg gerne vil blive klogere på. Jeg er dog også interesseret i at

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 15

21/08/2018 13.06


16

MIT LYKKELIGE LAND

komme tæt på nogle af de mere uhåndgribelige sider af det gode liv: naturen, litteraturen, barndomslivet, danskheden og æstetikken, for eksempel. Hvad betyder de for vores glæde ved livet? For at finde svar har jeg opsøgt en stribe danskere, der har været så venlige at dele deres betragtninger og erfaringer med mig. Og det har været en stor glæde for mig at genopdage og dvæle ved alt det, jeg elsker ved Danmark og betragter som den danske folkesjæl. Jeg har gennem mit liv set landet fra vinkler, som andre ikke har. Jeg kom fra en multikulturel familie i en af verdens største byer til en lille landsby i Sønderjylland. Jeg skulle lynhurtigt lære alt om landet, sproget og kulturen, så jeg kunne blive dansker og som en del af kongehuset også repræsentere Danmark. I mit nye virke fik jeg desuden mulighed for at komme helt tæt på Danmarkshistorien og møde mennesker fra alle afkroge af det danske samfund. Det fascinerede mig dengang, og det gør det stadig. Hvem er vi danskere? Hvad er det, der gør Danmark til Danmark? Og hvorfor blev jeg selv en lykkelig dansker? På min researchrejse har jeg forsøgt at samle mine erfaringer og sætte dem sammen med nye. Med andre ord: at kaste endnu et kærligt og undrende blik på det folk, jeg blev en del af. Iver Gram bor i et lille fredet hus i Møgeltønders hovedgade, Slotsgade, der må være landets kønneste med sine lave, velholdte huse med små karnapper og markante fyldningsdøre. Iver er en vidende mand, der har lært mig meget om vadehavsregionen. Som nyuddannet lærer blev han ansat i Miljøministeriet, hvor han var med til at etablere naturvejlederordningen, og sideløbende blev han også biolog, vandfugleforsker og fik en ph.d. i bæredygtig turisme. I dag driver han firmaet Sort Safari, der tager turister med på ture i den enestående region for at op­leve ­naturfænomenet sort sol, stære på træk, fange østers og s­ potte sæler.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 16

21/08/2018 13.06


S ort sol over fladt land

17

Når jeg har tilbragt tid sammen med Iver, bemærker jeg altid detaljer i landskabet, som jeg før lod blikket glide forbi. Det er længe siden, jeg sidst har set ham, og gensynet er glæde­ligt. Han står i sin lave hoveddør og venter på, at jeg får parkeret, så han kan invitere mig indenfor. Huset er bygget i begyndelsen af 1800-tallet. Væggene i den lille stue skråner let, og bjælkeloftet er malet i en havgrøn farve. “Vi skal ud og se på gæs,” siger Iver. “Der er mange af dem lige nu. Bramgæs, hedder de. De kommer fra det russiske ishav, og vi får flere og flere. I maj har vi Europas største gåseflokke.” Bramgåsen har været fredet siden 1979. Bestanden var på det tidspunkt meget lille, og den dalede. I dag ser det anderledes ud. “Nu begynder landmændene at være kede af det, for i dag kan vi have op til 100.000 bramgæs i området, og de æder altså to gange deres kropsvægt og har afføring hvert andet minut,” fortæller Iver. “Hvorfor kan de lide at være her?” spørger jeg. “Fordi det er mildt, kystnært, der er vedvarende græs – og de ikke er truet,” siger han med et smil, og det kunne jo unægtelig lyde som den danske opskrift på lykke. For 20-30 år siden var bramgæssene ved at uddø, blandt andet fordi russerne fangede dem, forklarer han. Jagten var nødvendig, hvis soldaterne i ishavsforlægningen nær Murmansk ikke skulle sulte. “Har du nogensinde været i Murmansk?” spørger Iver. Det har jeg. Det var i november, og der var intet lys, ikke engang til at oplyse den enorme statue af Lenin, som befolkningen stolt viste frem i udkanten af byen. Iver har været der flere gange og mindes, hvordan skrottede ubåde ligger langs kysten, og gennemsnitsalderen er lav, fordi folk bliver syge af lavradioaktivt affald og nikkel fra nedbrydningen af malm. “Ja, det sted glemmer man ikke. Det ligger som en tung sten i rygsækken. Det er så traurigt,” bemærker han. Et kort øjeblik bliver der stille i stuen. Man forstår, hvorfor både gæs og Iver foretrækker at være her.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 17

21/08/2018 13.06


18

MIT LYKKELIGE LAND

På vej ud til gæssene orienterer Iver mig om, hvad jeg kan forvente: måske over 20.000 bramgæs i luften på samme tid. De flyver ikke så tæt, som vi kender det fra stærene i sort sol, for så ville de brække vingerne. Til gengæld er de større og en lille smule hysteriske på denne tid af dagen, fordi havørnen begynder at jage. Vi skal nærme os dem forsigtigt, formaner han. Ikke noget med at smække med bildøren. Når de bliver agtpågivende, ser de sorte ud, fordi de strækker deres sorte halse for at spejde. Jeg husker første gang, jeg så sort sol. Det er en af de mest fænomenale naturoplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var en forårsaften omkring skumringstid, og jeg stod helt stille og spejdede mod himlen i det svindende lys uden at ane, hvad jeg skulle forvente. Ivers stemme afbrød mine tanker: “Nu kommer de!” Langt borte i horisonten så jeg en sort plet komme til syne. Det lignede ikke fugle. Pletten bevægede sig tættere og tættere på og voksede i størrelse, til den fyldte himlen over mig, og jeg kunne se, at det var hundredtusinder af stære. 700.000, lød Ivers bud. De bevægede sig sammen i bølger, dansede som til klassisk musik. De changerede som nordlys, blot i sort. Når en rovfugl fløj ind i flokken for at angribe, spredte de sig lynhurtigt, skiftede retning og dykkede og havde styr på formationerne, som var de et fodboldhold med forsvarsspillere, angribere og fløje. Der var en styrke i mængden, som tog vejret fra mig. Hver for sig var de bittesmå, men sammen blev de stærke. Som en hær sendte de droner af sted for at finde de bedste sivområder at overnatte i. Og pludselig, på nul komma fem, forsvandt de. Ned i marsken et sted. Jeg registrerede ikke en eneste bevægelse i sivene, hørte ikke et pip. Intet. Flere hundredtusind fugle var pist væk. Vi lægger Møgeltønder bag os og nærmer os Tøndermarsken. Ved en markvej gør vi et stop, så jeg kan stå under de skrå træer i et læhegn. De var noget af det allerførste, der fascinerede mig ved det danske landskab. Træerne vokser op på den måde, skæve

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 18

21/08/2018 13.06


S ort sol over fladt land

19

og pegende mod øst, fordi vestenvinden er så stærk, og der ingen læ er her på egnen. Selv om vi ikke er i marsken endnu, kan vi se flere kilometer væk med det blotte øje. Tøndermarsken er Danmarks jomfrueligste landskab, forstået som det yngste. For 500 år siden var det et floddelta under konstant forandring. Et sted, hvor havet mødte landet, ikke i en kystlinje, men ved at smelte sammen til ler, sump og filtrede planter. Gigantiske stormfloder formede landskabet og ikke mindst hverdagen for de mennesker, der boede her. Det var et rigt liv for bønder, fordi den ler, der kom ind fra havet, var usædvanlig frodig. Men det var også barsk. Når stormfloderne hærgede, tog de alt med, og tusinder af mennesker døde. Var digerne ikke blevet bygget, havde her set helt anderledes ud i dag. I midten af 1500-tallet begyndte man at inddæmme området og skabe de koge, som vi nu bevæger os ud i oppe på digerne. De store, åbne sletter ligger nogle steder flere meter under os, ­gennemskåret af Vidåen og kilometervis af snorlige kanaler, der sørger for at lede vandet væk fra engene om vinteren og tilbage om sommeren. Synet er imponerende. Engene er tottet af græs, og hver eneste tue kan ses i det helt åbne, let snedækkede landskab. Det samme kan hvert eneste får, der går og sopper og faktisk ofte får skadet klovene af den kolde og våde jord. “Jeg ved ikke, om det er kønt. Men det er et stort og ærligt landskab,” bemærker Iver. Det har han ret i. Intet kan skjule sig her. Naturen lyver ikke, hvilket gav mig en vidunderlig ro i de 10 år, jeg boede her. Intet andet stjal opmærksomheden, jeg kunne blot gå ud og være til i naturen. Det var befriende og en kæmpe kontrast til det liv, jeg lagde bag mig. Af sind er jeg et spontant menneske, og jeg kom fra storbyen, hvor butikkerne aldrig lukker, og der altid er bevægelse og larm, og pludselig sad jeg her, et stille sted pakket ind i natur og langt væk fra alt og alle. Et sted, hvor stilhed ofte runger mere end larm.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 19

21/08/2018 13.06


2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 20

21/08/2018 13.06


2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 21

21/08/2018 13.06


22

MIT LYKKELIGE LAND

Jeg genkalder mig følelsen af mødet med den ubønhørlige blæst, der gik gennem alle mine knogler, men også naturens styrke, når jeg stod ude ved det fremskudte dige og lænede mig ind i vestenvinden og nærmest blev skubbet tilbage. Vi passerer en mand, der er ved at grave ud til dræn. Selv om digerne blev bygget for at holde stormfloderne fra livet, er man stadig på vagt, når det stormer og regner på disse kanter, for vandet kan have svært ved at løbe væk. Åbassinet svulmer, digerne truer med bryde, og der må pumpes, så den lavtliggende Tønder By ikke kommer under vand. Flere steder er vandstanden i åen højere end de huse, der omkranser den. Samtidig holder man et vågent øje med havdiget. Foreløbig er det lykkedes at holde tidligere tiders naturkatastrofer fra døren. I 2014 kom den danske vadehavsregion på Unescos verdensarvsliste. Det mødte modstand i området, for syddanskere vil helst selv regulere tingene og var ikke særlig begejstrede for, at man sad i København og andre steder og blandede sig i den slags. Man ville jage, bygge og dræne, som man selv syntes. Det har dog ændret sig. I dag er et flertal positive over for den nye status som nationalpark, fortæller Iver, fordi det bidrager positivt til økonomien. Ivers turistfirma optræder nu i toppen af listen, når man opgør folks grunde til at besøge Tønder, og han trækker stadig flere gæster til. De vil opleve sort sol, men også sejle fra Rømø ud i Vadehavet for at opleve sælerne, der ligger og soler sig på sandbankerne. Iver forsikrer, at turene foregår på en respektfuld og varsom måde. Jeg funderer over, at det er prisværdigt at tro på folks natur­ glæde og bygge en turistforretning uden en iskiosk i sigte. Desuden har jeg altid godt kunnet lide sønderjydernes stolthed. Det har været turbulent for dem, når den dansk-tyske grænse er blevet flyttet gennem tiden, og det betyder, at de gør meget for at bevare egnen, som den er. Det lokale sprog, kulturen, bygningerne og naturen.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 22

21/08/2018 13.06


S ort sol over fladt land

23

“Dér,” peger Iver. “Der har vi en stor flok.” Jeg følger hans blik og får øje på noget, der ligner en stor, grå sø i landskabet. Det er bramgæssene. Iver triller forsigtigt ind til siden og parkerer og beder mig hviskende om at blive siddende lidt, så vi ikke forstyrrer fuglene. Efter et par tavse minutter åbner han stille døren og træder ud med mig i hælene. “Det er vandkoldt,” gyser han let, og fugten sidder ganske rigtigt i huden og suger varmen ud af kroppen. Vi er pakket ind i hav, og det mærkes tydeligt. “Nu kan du liste stille hen mod dem,” siger han. Jeg nikker og begynder at gå fremad mod fuglene. De er meget mindre, end jeg normalt forestiller mig gæs, og ligner mest store duer. Jeg hører dem også tydeligt nu. De lyder som en masse mågeskrig samlet i ét, nærmest som en gøen. Forsigtigt nærmer jeg mig og holder øje med deres halse for at se, om de har opdaget mig. Da jeg er 20-30 meter fra dem, stopper jeg for at betragte dem. Få øjeblikke efter sætter de tusindvis af gæs af med et tungt sus, der forplanter sig til min mave. Hvor stærene i den sorte sol var et berusende syn, er dette en berusende lyd. Det er som at stå under en turbine, og jeg hopper begejstret, mens jeg mærker dunderet fra deres vinger og lægger nakken tilbage for at se dem bruse hen over mig. De er større og stærkere end de elegante stære. Jeg føler en stor ydmyghed ved at se dem så kraftfulde sammen og så sikre i deres bevægelser. “Hvor er det vildt!” råber jeg og ser dem dele sig på himlen, slå et sving og rykke længere ud vestpå, hvor de dykker ned og atter bliver en grå sø, man let kunne overse i landskabet, hvis man ikke var opmærksom og nærværende. Over de næste timer vil de langsomt bevæge sig længere i den retning for at nå ud til havet og overnatte, mens jeg vil falde i søvn med endnu en fantastisk oplevelse fra Tøndermarsken i tankerne.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 23

21/08/2018 13.06


24

MIT LYKKELIGE LAND

Tilbage i bilen smiler Iver af min begejstring. “Det er smukt, ikke?” siger han, mens vi kører ud mod slusen og diget til havet, der viser sig at være helt blikstille i dag. Der er ikke en krusning på vandet under den isblå himmel. En musvåge sidder rank og helt stille på et skilt, og skuer ud over landskabet. Vi ser også viber. Det siges at være et tegn på forår i Danmark, men her på egnen har man viben hele året.

2018065_Alexandra_INDHOLDET.indd 24

21/08/2018 13.06


GREVINDE ALEXANDRA

MIT LYKKELIGE LAND verdens lykkeligste folkefærd? Og hvordan ser lykken egentlig ud? Det er nogle af de spørgsmål, som grevinde ­Alexandra forsøger at finde svar på i Mit lykkelige land. I sin søgen rejser hun Danmark rundt, fra Skagen til Skarø, fra Møgeltønder til Køben­ havn. Hun opsøger landskaber og virksomheder,

GREVINDE ALEXANDRA

Hvorfor kåres danskerne gang på gang til et af

dansk historie, kultur og identitet.

og HH Prins Felix fra ægteskabet med HKH Prins Joachim (gift 1995-2005). Sammen med professor

Turen er samtidig en personlig rejse i erindrin-

Tim Fort har hun skrevet bogen om forretnings­

gen. Alexandra beskriver, hvordan det var som

etik The Sincerity Edge (2017) . Medlem af bestyrelsen i Ferring Pharmaceuticals og formand for Ethics and Compliance Committee samme

31-årig i 1995 at forlade sin hidtidige tilværelse i en af verdens største byer, Hongkong, for at

sted. I 2018 Leader in Residence på The Kelley

bosætte sig i marsken i Sønderjylland og blive en

School of Business i Indiana, USA. Protektor for

del af den kongelige familie. Hun fortæller om at

en lang række danske institutioner og organisa-

tilegne sig et nyt sprog og en ny nationalitet, om

tioner. Har tidligere arbejdet som børsmægler i

at være mor til to prinser – og om hele tiden at

Hongkong og som vicedirektør i GT Management,

turde kaste sig ud i livet.

Hongkong.

Mit lykkelige land er en kærlighedserklæring til RIKK E HYL D G A A R D

Danmark og en personlig fortælling om at blive

(Født 1972). Journalist, forfatter og lektor på

en lykkelig dansker.

Center for Journalistik ved Syddansk Universitet. Forfatter til bøgerne Soldaten – i krig og kærlighed

lille klit og går ned mod vandet. Hele blikket fyldes af himmel og hav. Lige over horisonten hænger solen, endnu blød og gylden, på en baggrund af pastelfarver. Lavendel, gul, rosa, blå. Nedenunder bruser havet mørkegråt og med kridhvide skumsprøjt.

stærkt at være en del af Isbryderne.

MIT LYKKELIGE LAND

(Født 1964 i Hongkong). Mor til HH Prins Nikolai

og lammer læberne, så snart vi forcerer den

sagde, at naturoplevelsen i sig selv gør det

konsulterer eksperter i blandt andet kunst, sprog og lykke. Alle bringer de hende tættere på

Udenfor slår vinden bidende mod kinderne

Jeg forstår, hvad Mette mente, da hun

hun besøger øboere og vinterbadere, og hun G RE VIND E A L E X A N D R A

MIT LYKKELIGE LAND

“Vi følger årets gang og lægger mærke til temperaturforskelle, vindretninger og skiftene fra dag til dag. Det er skønt at være i pagt med naturen, og den oplevelse deler vi med hinanden. Det er en lykke,” mener hun. Der er også en fryd i at møde vandet, hævder hun. En biologisk lykkerus, hvor chokket får huden og blodkarrene til at trække sig sammen og udløser blandt andet adrenalin, dopamin og endorfiner, der får velværet til at brede sig. Vi må se. De andre badere krænger rutineret badekåberne af sig og lader dem falde ned i det kolde, blege sand uden at tøve. De fortsætter direkte mod vandet. Jeg skal først have gummistøvler og jeans fumlet af under badekåben. “Vent på mig!” råber jeg og smider alt ned

(2011), Dorthe Kollos Jeg er stadig her (2014),

i sandet for at løbe efter dem ud i bølgerne.

Hans Pilgaards Støj og fortielser (2016) og Johannes Langkildes Da amerikanerne gik hver til sit (2017). Modtog i 2011 Spadestiksprisen for fortællingen I krig og kærlighed i Fyens Stiftstidende. ISBN 978-87-400-4068-5

9 788740 040685

POLITIKENS FORLAG w w w. p o l i t i ke ns f orlag.d k

Omslagsfotos: Bax Lindhardt Tak til Thorvaldsens Museum

Profile for JP/Politikens Forlag

Mit lykkelige land af Grevinde Alexandra  

Hvorfor kåres danskerne gang på gang til et af verdens lykkeligste folkefærd? Og hvordan ser lykken egentlig ud? Det er nogle af de spørgs...

Mit lykkelige land af Grevinde Alexandra  

Hvorfor kåres danskerne gang på gang til et af verdens lykkeligste folkefærd? Og hvordan ser lykken egentlig ud? Det er nogle af de spørgs...