Page 1

90 mm

148 mm

havns Politi, Niels Bentzon, sig selv. Hans elskede kone, den terminalt

syge Hannah Lund, forlader Danmark i jagten på en mirakuløs helbredelse. Og mens Niels står alene tilbage, havner han midt i en spektakulær mordsag: En 33-årig gymnasielærer findes myrdet i Nordvest. Hvad der først ligner et fatalt knivopgør, viser sig at blive startskuddet til en sag, der trækker tråde tilbage læreren er blevet korsfæstet. Korset er blevet fjernet, tilbage er kun hullerne i håndleddene og fødderne og en mystisk tegning på væggen. For at standse morderen får Niels brug for Hannahs hjælp. Hun må trodse døden og forfølge de spor, der peger i retning af Via Dolorosa, lidelsens vej, de små, snævre gader i det antikke Jerusalem – miraklernes by.

Miraklernes Nat er femte, selvstændige bind i serien om gidselforhandleren Niels Bentzon og astrofysikeren Hannah Lund.

”Det er elegant og uhyggeligt spændende komponeret.” – BERLINGSKE ”… helt forrygende.” – DAGBLADENES BUREAU

90 mm

A. J. K A Z I N S K I

MIRAKLERNES N AT

Bag navnet A.J. Kazinski finder man forfatterne Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Forfatterparret debuterede i 2010 med romanen Den sidste gode

mand, der gav dem deres internationale gennembrud, og modtog samme år Det Danske Kriminal­akademis debutant-­ diplom. Året efter modtog de den prestigefyldte franske pris, Prix Relay. Siden har de fulgt op med de internatio-

”Hæsblæsende spænding … Masser af tempo, drama og action.” – EKSTRA BLADET

nale bestsellere Søvnen og døden (2012),

En hellig alliance (2013),

F F F F F F – FEMINA

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH – JYDSKEVESTKYSTEN

A.J. KAZINSKI

Forfølgerne (2014), Den genfødte morder (2015) og Drømmetyderens død POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

(2016).

ISBN 9788740042801

9 788740 042801

POLITIKENS FORLAG

K R I M I

232 mm

Bøgerne om gidselforhandleren Niels Bentzon er udgivet i 27 lande verden over og har alene i Danmark solgt mere end 200.000 eksemplarer. Den første bog i serien, Den sidste gode mand, har vundet priser både herhjemme og i udlandet – og er solgt til filmatisering i Hollywood.

148 mm

FOTO © BJARKE JOHANSEN

til Jesu lidelse og død på korset i Jerusalem for 2000 år siden. Gymnasie­

A . J. K A Z I N S K I M I R A K L E R N E S N A T

H

vordan er jeg endt her? Sådan spørger gidselforhandleren hos Køben-

39 mm


A.J. Kazinski

Miraklernes nat

Politikens Forlag

Miraklernes_nat.indd 3

18/09/17 14.42


DEL 1

KorsfĂŚstelsen

Miraklernes_nat.indd 7

18/09/17 14.42


Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? MATTHÆUSEVANGELIET 27,46

Miraklernes_nat.indd 9

18/09/17 14.42


1

Nordvest, København Lyden af vinden der flåede i den hårde plastic, fik ham til at se op. Han sad på stilladset bag den presenning som beskyttede håndværkerne mod novemberregnen. Nu var han alene, håndværkerne gik punktligt hjem klokken halv fire, så han kunne sidde i fred, i skjul, og holde øje med Jakob gennem de små huller i presenningen. På den anden side af gaden var Jakob faldet i snak med en af sine naboer, en ung kvinde. Om lidt ville han gå op i sin toværelseslejlighed på tredje sal. Tage sit løbetøj på. Løbe en tur i parken på små halvtreds minutter. Det gjorde Jakob næsten hver dag, ikke onsdag hvor han underviste til sent, og ikke søndag hvor han havde tømmermænd. Han havde fulgt Jakobs daglige rutiner i måneder nu. Og de sidste tolv eftermiddage havde han ventet her, med riflen og de små pile, bag den presenning der var spændt ud over stilladset. Han så hurtigt på riflen. Det var ikke som på film. Der fandtes intet bedøvelsesmiddel der bare fik en til at falde om, så snart det blev sendt ind i blodbanerne. Tværtimod, det var besværligt at bedøve, kroppen kæmpede imod, mennesket ville leve. Han havde endda afprøvet den lille pil på sig selv, skudt den ind i foden hvor det bedøvende stof straks var blevet udløst. Han havde siddet på sin seng, ville ikke risikere at falde om på badeværelsets gule og grønne klinker når effekten satte ind. Efter

11

Miraklernes_nat.indd 11

18/09/17 14.42


fem minutter var der ikke sket noget som helst, ingen tunge øjenlåg, end ikke et lille gab, intet ud over smerten i foden, der hvor pilen havde sat sig fast. Der var gået så lang tid at han måtte læse instruktionerne igen. Måske var dosen forkert? Nej, efter et kvarter kunne han mærke det i kroppen, en fremmed tyngde, som om han pludselig havde fået flod­ hestens vægt, men stadig kun havde sine egne gamle muskler til at bære det hele med. Det var umuligt at stå oprejst. Nede på gaden stod Jakob stadig med den unge kvinde. Måske ville det heller ikke blive i aften. Lige meget, bygningen bag ham skulle totalrenoveres, og håndværkerne gik tidligt hjem. Han ville have muligheden mange aftener endnu. – Nej, vent, hviskede han, løftede blikket fra kikkertsigtet og så ud over gaden. Jakob var alene nu, stod og ledte efter sine nøgler. Han havde næsten lyst til at råbe til ham at de lå i lædertaskens forrum, hvor de altid lå. Aldrig i jakkelommen. Sådan, Jakob trak det tunge nøglebundt op, nøgler til skabe på gymnasiet hvor han arbejdede, til ejendommens hoveddør, til cykelkælderen under boligblokken. Han låste den tunge dør til kælderen op. Det var en dyr cykel, Jakob havde ingen bil, den tohjulede betød meget for ham. Hurtigt. Han tog sigte. Jakob løftede sin cykel op på skulderen. Det gjorde tidspunktet perfekt, Jakob var forsvarsløs. Låret. Han sigtede efter baglåret, ventede på at Jakob stod i den rette vinkel. Så pressede han aftrækkeren ind. Et lille smæld. Det kunne ikke høres af andre end ham selv. Han kunne se på Jakobs bevægelser at han havde ramt. Jakob vred sig. Så sig over skulderen. Ned ad sig selv. Hvad fanden var det? Ned med riflen, han skubbede den ind i det hulrum han havde forberedt i noget af den rockwool som stod ubrugt for enden af stilladset. Den måtte han hente senere, i nat, inden håndværkerne dukkede op. Nu handlede det om at komme over til Jakob. Han kravlede ned ad den primitive stilladsstige, ikke hurtigt, men med sikre og stærke bevægelser. De mange timers træning betalte sig. Trods sin alder var han en af de stærkeste i fitnesscentret. Han havde med fryd betragtet de unges ansig12

Miraklernes_nat.indd 12

18/09/17 14.42


ter når han løftede 130 kilo i bænkpres eller tog fyrre, hårde minutter på cross-traineren. Han løb over gaden hen til Jakob der havde sat cyklen fra sig, stod og ømmede sig, forsøgte at forstå smerten. En stiksmerte, en fibersprængning? – De lorteunger, sagde han til Jakob da han indhentede ham ved trappen. Jakob så op, det var tydeligt i hans øjne. Han ledte efter en forklaring. – De ligger og skyder med pile. – What? Du tager pis på mig. Jeg tror jeg er blevet ramt. – Oppe fra taget. De skyder de voksne i røven. – Vil du lige ... Jakob vendte sig, men det var umuligt for ham at se ned ad sig selv bagpå. – Skal jeg se? – Ja. Gider du? Nu gjaldt det om at trække tiden ud. Han havde skruet op for dosen, tilsat ketamin. Da han prøvede det på sig selv for anden gang, gik der kun få minutter inden fornemmelsen af tyngde satte ind. Bevægelserne blev sløve. Taleevnen var det første der blev påvirket. – Er det indvandrerknægte? spurgte Jakob. – Jeg tror faktisk det er en blanding. Jeg kan ikke se noget på dine bukser bagpå. – Jeg er helt sikkert blevet ramt. – Der skete det samme for mig i går. Jeg var på skadestuen og få en stivkrampe. – Fuck, hviskede Jakob og forsøgte igen det umulige. At se på sit eget baglår. – Jeg kan godt tjekke om den er gået igennem ... men det kræver nok at du trækker ned. Måske er der nogen hjemme deroppe? Som kan hjælpe dig, sagde han, selv om han godt vidste at Jakob boede alene. Han havde en kæreste, eller elskerinde, han havde set hvordan hun nogle gange besøgte Jakob om aftenen. – Det er selvfølgelig vigtigt at finde ud af om du skal på skadestuen, tilføjede han. Kunne se tvivlen i 13

Miraklernes_nat.indd 13

18/09/17 14.42


Jakobs øjne. Var der andre muligheder? Måske oppe på badeværelset, noget med to spejle, så kunne han se om pilen var gået igennem. – Jeg kan lige hjælpe dig med cyklen. – Tak skal du have, sagde Jakob. – No problem, sagde han, lagde den ene hånd på cyklens saddel, den anden om styret. – Hvis du lige holder døren for mig. Han placerede cyklens forhjul i den lille metalsliske, der løb langs trappen. Jakob fulgte efter ned i kælderen. – Hvad fanden tænker de også på? Ligge og skyde pile efter folk, sagde han. – Hvor skal jeg stille den? – Lige herinde, sagde Jakob, pegede. Han tog sig god tid med at finde det rette sted. Mellem en firserBMX og en gammel ladcykel. Han lod som om der var problemer med støttefoden. – Sådan, sagde han, vidste at han havde vundet dyrebare sekunder. – Tusind tak. Og gider du lige tjekke? Så trækker jeg sgu lige ned, sagde Jakob og løsnede sine bukser. – Kan du se noget? – Hvis bare jeg havde haft mine læsebriller på, sagde han. – Måske er der mere lys herovre? I det samme skete det. Noget i Jakobs tale, et slør havde lagt sig over ordene. – Fuck, hvor har jeg det underligt. Han vendte sig om. Noget var gået op for ham. – Har jeg set dig før? spurgte han. – Det tror jeg ikke, sagde han, klar over at de næste sekunder var afgørende. Hvis Jakob skreg. Der kunne komme nogen. – Men jeg har hørt det før. At jeg ligner en eller anden fra fjernsynet. – Nej. Det ... Jakob ville væk, slog ud efter ham, men bevægelsen var upræcis, sløv. – Hvad er det her? Hvem er du? Jakob faldt, bukserne hang om anklerne på ham mens han stod og snøvlede og slog huller i luften. – Hvad vil du? Hvorfor ... – Rolig nu, hviskede han, men kunne se det i Jakobs øjne. Han var alt andet end rolig. Hans krop var sløv, bedøvet, men øjnene vidste det. De havde set det. Dødens komme.

Miraklernes_nat.indd 14

18/09/17 14.42


2

Kastrup Lufthavn Hvordan er jeg endt her? tænkte Niels Bentzon, netop som skiltet med fastspænd sikkerhedsbælte blev slukket. De fleste passagerer stod allerede op. – Undskyld? Passageren ved vinduespladsen gad ikke vente på Niels og hans grublerier. Hun ville bare ud. – Selvfølgelig, sagde Niels, rejste sig. Han var tung, andet ville også have været mærkeligt. Følelser vejer, følelser er en fysisk ting. For et par timer siden havde han sagt farvel til sin kone i lufthavnen i Paris. De havde stået der i morgenmylderet i Charles de Gaulle mellem forretningsfolk, backpackere, børnefamilier på vej til Key West eller Koh Samui, på flugt fra Europas sene efterår. Håndværkere var ved at restaurere loftet. En asiatisk elektriker i kedeldragt havde stået på en trappestige næsten lige over Niels og Hannah, et kabel hang og dinglede, havde givet Niels associationer til en galge. Døden var overalt. Sådan var det i øjeblikket. Som gidselforhandler hos Københavns Politi var Niels Bentzon vant til døden. Ønsket om døden, angsten for døden, alt det der var en del af jobbet når man arbejdede med desperate mennesker som var blevet fyret eller ydmyget eller af andre årsager havde fået nok af livet og besluttet

15

Miraklernes_nat.indd 15

18/09/17 14.42


sig for at forlade festen ad bagvejen. Så stod de der med geværet i hånden eller køkkenkniven fra den lokale isenkræmmer og truede verden med død og vold. Indtil nogen tilkaldte Niels. Forhandleren, frelseren, den midaldrende politimand der for en løn på niveau med en skolelærer skulle tale lidt livslyst ind i dem igen. Men Hannah kunne han ikke hjælpe. Kræften i hendes krop var alt for fremskreden. Ingen kunne stoppe de neuroendokrine tumorer der havde kapret hans kone. De havde efterhånden vidst det længe. At der ikke var noget håb. Lægerne havde sagt det, Hannah havde erkendt det, indstillet sig på at livet var ganske få dage fra at forlade hende. Det sker for millioner af mennesker hvert år. Som astrofysiker ved Niels Bohr Institutet var Hannah et rationelt menneske. Der fandtes forklaringer på de fleste ting, tal, bogstaver, sammenhænge og konklusioner. Og nu var lægerne på Rigshospitalet nået frem til den konklusion at de ikke kunne hjælpe hende. Var det her Trekroner kom ind i billedet? Niels havde svært ved at huske rækkefølgen, måske havde sorgen sat sig på hans hjerne. Hannah var overbevist om hun ville blive henvist til et hospice i Trekroner, at hun derude i den østlige udkant af Roskilde kunne ligge og trække vejret for sidste gang. Tanken var ubærlig for hende. Måske var det derfor hun havde haft drømmen. En slags underbevidsthedens flugt fra udsigten til at drage sit sidste suk ved siden af et trist indkøbscenter og et kollektiv for lykkelige småbørnsfamilier. Drømmen handlede om roser. Smukke, gule blomster der voksede ud af fødderne på en ung pige. Niels forstod det ikke. Jo, han forstod at Hannah så drømmen som et tegn. En udstrakt hånd fra livet. Det er ikke slut endnu. Mirakler findes. Noget i den stil havde hun sagt mens Niels havde lyttet og kæmpet med tårerne. Han ville gerne være med på noget med alternativ medicin, en rejse til Kina eller Indien i jagt på helbredelse. Men han havde det svært med mirakler. – Farvel og tak for i dag. Stewardessen smilede, Niels var ikke i stand til at gengælde det, ikke nu da hans kone var på vej mod Sydfrankrig i jagten på et mirakel. 16

Miraklernes_nat.indd 16

18/09/17 14.42


Nej, Niels troede ikke på mirakler. Hverdagen på Politigården med alt hvad den indebar af kedelige møder på sjælløse kontorer, macho­ humor, bitter maskinkaffe og afhøringer af afstumpede forbrydere, levnede ikke plads til troen på det mirakuløse. Afstanden var for stor. Så hvad skulle Niels gøre? Hvad skulle han sige? For få timer siden havde Niels meddelt sin chef at han ikke ville være gidselforhandler mere. De måtte finde en anden plads på holdet til ham. Paskontrollen, kontornusser, hyggebetjent i Sønderborg, alt andet end forreste geled når det handlede om desperate mennesker med skydevåben. Nej, nu gjaldt det ungerne, afkommet, næste generation af familien Bentzon, psykopaterne måtte finde nogen andre at lege med. Alt det havde han indtalt på chefens telefon inden han sagde det samme til Hannah, omformulerede det til et løfte om at Bjørn og Ellen var i gode hænder, at Hannah kunne være rolig, at Niels nok skulle være der til at passe på dem. Således havde deres sidste samtale handlet om børnene. Børnene, dødens modsætning, det sidste Niels havde tilbage. Det var Bjørn og Ellen der fik ham til at gå her, væk fra bagagebåndet med en kuffert på hjul, træde ud i ankomsthallen. Fordi børnene levede videre. Mor var død, næsten, men de levede, de skulle hjælpes gennem livet som alle andre børn, de havde fortjent at der hver morgen stod et voksent, kærligt menneske og bad dem om at stå op. Et voksent menneske der gav dem morgenmad og tøj på kroppen. Og i Bjørn og Ellens tilfælde hed dette voksne menneske ... – Bentzon? Niels så op, mødte Leons blik. Der var noget trygt ved indsatslederens stemme. Den passede til hans udseende, et hårdt ansigt, øjne der sjældent blinkede. Det havde taget Niels mange år at lære at holde af Leon. Men langsomt var han ved at være der. Leon ragede lidt op over de fleste andre i ankomsthallen. Passede ikke rigtig ind mellem børnefamilier, dannebrogsflag og udenlandske chauffører der holdt skilte op med navne på personer de skulle fragte videre. – Jeg skal nok køre dig hjem, sagde Leon og fulgte ordene op med et mandigt klap på skulderen. Små perler af fugt sad i indsatslederens 17

Miraklernes_nat.indd 17

18/09/17 14.42


skæg. Leon gjorde ikke mine til at hjælpe med bagagen. Han vendte sig bare mod udgangen, begyndte at gå. – Vejret er desværre noget fuck. Indsatslederen havde ret. Udenfor bød en depressiv formiddagsregn velkommen til Kastrup, til Danmark om efteråret, til tre eller fire måneder i et koldt, fugtigt mørke. – Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige, sagde Leon da de sad i bilen. Han så på Niels, bare et øjeblik. Niels trak på skuldrene. Man kunne bruge Leon til meget. Man kunne regne med ham, selv i de sværeste situationer. Hvis nogen på stationen havde glemt betydningen af ord som loyalitet og tillid, skulle Leon nok minde dem om det. Men når talen faldt på Hannahs sygdom, var det anderledes. Her var det tydeligt at Leon nærmede sig sit maksimum for hvad han kunne håndtere. Niels forstod ham godt. Døden var svær at tale om. Da en af kollegerne sidste år havde mistet sin kone i en trafikulykke, havde det taget Niels flere dage at finde på noget at sige. – Er der nogen ... Leon gik i stå mens bilen startede op, og han trak ud blandt de andre biler. – Nogen? – Har du søskende? Nogen der kan være hos dig? Spørgsmålet fremkaldte billedet af Niels’ mor, hendes sidste år i sit lille hus ved siden af biblioteket på Degnebakken. – Niels? Niels så på Leon. – Hvad? – Har du søskende? – Nej. Enebarn, sagde Niels, så sin mor for sig igen, i køkkenet, med ryggen til den lille Niels, hendes blik rettet mod vejen. Hvad stod hun og så efter? Den far som Niels aldrig havde kendt? – Har du? – Har jeg hvad? spurgte Leon. – Søskende. Leon så forvirret på Niels. – En storesøster der bor i Jylland med to røvirriterende unger og en mand jeg ikke kan holde ud. – Så hende vil du ikke anbefale? sagde Niels. Politihumor, det vir18

Miraklernes_nat.indd 18

18/09/17 14.42


kede, i hvert fald i politiet, et kort øjeblik smilede de to gamle betjente, Leon rystede på hovedet. – Hvad fanden sker der for det vejr? sagde Leon lavt og fortsatte med samme tema, vejret, al ubehagelig samtales redningsbåd. Leon talte om hvordan København skulle bruge milliarder de næste år på at sikre byen mod oversvømmelser. Et helt nyt kriseberedskab. Det passede Niels fint, hellere tale om vejret end om hans personlige liv, at være enebarn og ensom. Om hvad der skulle ske når miraklet udeblev, lige om lidt, når Hannah kom tilbage i en kiste, og Niels kunne begynde tilværelsen som enkemand. Alene igen. Børnene var for små til at forstå det. Men Niels skulle begynde i en sorggruppe. Det havde Hannah bestemt, havde allerede tilmeldt Niels over nettet. De havde skændtes en lille smule om det. Hvis hun skulle tro på miraklet, ligesom de millioner af andre uhelbredeligt syge der hvert år rejste til Lourdes, så kunne hun ikke samtidig melde Niels til et hold af enker og enkemænd. – Sludder, havde Hannah sagt. – Man tager også sikkerhedsbælte på når man kører til købmanden, selv om man regner med at komme hjem igen. Leons mobil var en velkommen afbrydelse, den lyste op fra sin faste plads i holderen ved instrumentbrættet. “Hans Herbert”, stod der i displayet. Et af de navne man ikke kunne ignorere, i hvert fald ikke som dansk betjent. Herbert var den mangeårige drabschef. – Herbert, du er på medhør, sagde Leon højt. – Hvor er du? spurgte Herbert, hans stemme gik tydeligt igennem. – Vi har en situation i Nordvest. Der skal spærres af. Et større område på Svanevej der skal sporsikres. En situation. Typisk politijargon. Hvorfor pakke tingene ind i et køligt, neutralt ord som ‘situation’? Hvorfor ikke sige det som det var? Situationer af den slags der involverede Hans Herbert og afspærringer, handlede om døde mennesker. De handlede om mennesker der på brutal vis pludselig var blevet frarøvet livet. Jargonen burde ændres til, “vi har noget fuldkommen tragisk lortefuck, og verden bliver aldrig den samme igen. Kan du komme?” – Sig noget mere, Herbert, sagde Leon. 19

Miraklernes_nat.indd 19

18/09/17 14.42


– Noget mere? Mand, myrdet, fundet i kælderen under ejendommen. Det var en vicevært der fandt ham, hvor meget mere skal jeg sige før du kommer herud? spurgte Herbert. – Ti minutter, sagde Leon. Han så på Niels, et øjebliks øjenkontakt mellem de to politimænd. – Jeg kører dig hjem først, sagde Leon. – Nej. Der er brug for dig. Lad os bare køre derud, så finder jeg selv hjem. Leon sukkede, ikke en beklagelse, nærmest et lydligt skuldertræk der betød: Sådan er livet, Niels. Man må bare følge med. – Vi finder en derude der kan køre dig hjem, lovede han. Et øjeblik var Niels’ tanker forbi børnene. Bjørn og Ellen var i institution. Hannahs mor, Dorthe, havde fulgt dem derhen i morges. Det var systemet der hjalp systemet, tænkte Niels. Politimanden der må til Nordvest for at håndtere en ‘situation’. Andre led i systemets endeløse kæde må se efter hans børn. Danmark var en finmekanisk konstruktion af små usynlige tandhjul der i al ubemærkethed gled ind og ud af hinanden, og lige nu – hvor Leon overhalede en lastbil for fuldt optrukne linjer på Englandsvej – gav det en form for mening for Niels. Tryghed næsten. Hvordan er jeg endt her? Hvad laver jeg her? Svar: Jeg udfylder en rolle i systemet, får det hele til at køre rundt. * Politibilerne holdt på begge sider af gaden, de rytmiske blink oplyste regnen, fik næsten dråberne til at stå stille i et uendelig kort øjeblik. En ambulance holdt parkeret tæt på nedgangen til kælderen. Et par politifolk løftede op i den rød-hvide afspærringstape så Leon kunne bane sig vej gennem mængden af nysgerrige, de lokale, folk der altid var tiltrukket af tragedie. – Du bliver bare her, Bentzon, sagde Leon, så på ham. – Du har rigeligt i dit eget. Niels betragtede Leon der steg ud, talte med en af de unge betjente. Indsatslederen var i sit rette element igen, det var tydeligt. Havde bat20

Miraklernes_nat.indd 20

18/09/17 14.42


teriet i ham før været halvdødt, var det nu blevet opladet. Niels kunne se det på hans bevægelser, armene, lidt aggressive, en krop, parat til at konfrontere hvad som helst. Sådan så Leon på verden. Alt der stod i vejen, skulle fjernes. Hans Herbert kom op ad trappen fra kælderen. Drabschefen fik øje på Niels i bilen og nikkede inden han udstak en verbal ønskeliste til Leon. Niels kunne ikke høre hvad der blev sagt, men han vidste at afspærring og sporsikring stod øverst på listen. Dernæst fulgte forhør af samtlige naboer, indsamling af overvågningsmateriale, alt det der skulle gøres hurtigt inden en eventuel gerningsmand eller bare en ubetænksom beboer kunne ødelægge det. Det var formiddag midt i København, efterår og hverdag, og bortset fra en død mand i en kælder under en ejendom på Svanevej var alt som det plejede. Der var allerede sat afspærring op. Men området skulle udvides, virkeligheden og dens nysgerrige beboere skulle trænges yderligere tilbage så politiet kunne få ro til deres arbejde. Alt det forstod Niels. Han kendte kropssproget hos Hans Herbert. Han forstod på Leons gestik at han tog opgaven på sig, selvfølgeligt, det var hans job. Niels’ job var at vente her, i bilen, holde sin egen lille virkelighed på så stor afstand som muligt. Fortrængning, blev det kaldt. Niels var ikke god til den slags, Hannah blev ved med at vise sig for hans indre blik, smerten som hun kæmpede så bravt for at skjule, de mørke pletter omkring øjnene, læberne der havde mistet al farve. Regnen var omsider hørt op, små dråber løb stadig ned ad forruden. Niels åbnede døren og steg ud. Et eller andet ... noget han ikke kunne sætte fingeren på ... en fornemmelse. Han ville ind og se den døde. Det var latterligt, han burde finde en taxa, tage hjem, hente ungerne tidligt, måske en tur på legepladsen, være noget for dem. Vise dem nogle billeder af Hannah. Hannah som de skulle huske hende, som mor, som smil og varme. Leon havde taget kommandoen over en håndfuld betjente. Uddelte ordrer om at der skulle stemmes dørklokker. I hele gaden, måske havde nogen set noget? Niels var den eneste der ikke havde nogen funktion. Han stod ikke i vejen, han stod der bare, midt i en myriade af politifolk der alle kendte deres opgaver. 21

Miraklernes_nat.indd 21

18/09/17 14.42


– Bentzon. Et klap på skulderen, dagens andet inden for en halv time. – Godt at se dig, sagde Herbert. – Jeg er frygtelig ked af det med din kone. Niels nikkede, så på asfalten, samme farve som vejret, som humøret. – Sommersted siger vi skal finde noget andet til dig. Få dig væk fra frontlinjen. – Ja. Jeg har lovet Hannah ... Niels gik i stå. Det var hendes navn der gjorde det. Hannah. For evigt ville hendes navn få ham til at gå i stå, føle smerte. – Hvad er der sket dernede i kælderen? spurgte Niels, ville gerne skifte emne. – Det skal du ikke tænke på. Jeg skal nok få dig indlemmet i afdelingen, du har jo hjulpet os før. Men du skal være ovenpå igen. Ikke? Måske kan jeg få en til at køre dig hjem? Det var ikke et reelt tilbud, mændene havde for travlt, Herbert fulgte heller ikke sine ord op inden han forsvandt ned i kælderen under ejendommen. Sådan var det. Niels gik et lille skridt nærmere trappen til cykelkælderen. Var det nysgerrighed der drev ham? Eller noget så simpelt som trangen til at ... gøre noget? Alt andet end at være reduceret til en ligegyldig statist? Det var bare lige et kig ind. En syrlig stank hang i luften. Urin? Et par betjente trak respektfuldt til side så Niels kunne komme forbi. Kælderen lignede de fleste andre kældre under gamle ejendomme. Små opbevaringsrum til habengut ingen kunne tage sig sammen til at smide ud, vaskemaskiner, tørrerum, dårlig belysning. Et par tykke, sorte ledninger førte ned til et stærkt oplyst rum for enden af den lavloftede gang. Lyset for enden af tunnelen, tænkte Niels, men vidste godt at det forholdt sig modsat. Det var mørket han nærmede sig. Alligevel fortsatte han. Skridt for skridt, i retning af lyset, i retning af mørket. – Det er Bentzon, ikke? En tekniker standsede ham. Maske for munden, gummihandsker, heldragt, alt i hvidt. – Du skal lige tage det her på. – Selvfølgelig, sagde Niels, tog imod handskerne og det tynde plastic der skulle trækkes over skoene. 22

Miraklernes_nat.indd 22

18/09/17 14.42


– Helst ikke røre ved noget, sagde teknikeren og ventede på at Niels var klar. – Vi er ikke færdige. En fugtig, varm luft. Som et indre, tænkte Niels. Bugen på et stort dyr, en hval, måske, de mange små rør langs gulv og vægge var dyrets årer, det varme blod der løb i kroppens vidtforgrenede net af arterier, vener der sørgede for liv til dyrets organer. Hans Herbert var derinde, omgivet af politiets teknikere. Niels trådte nærmere. Liget var ikke flyttet, lå som det var fundet, sammenkrummet og nøgent på gulvet. Stukket ihjel? Tæsket, en blanding af alt godt fra voldens uendelige menukort. Sådan så det ud, tydelige blodstænk på gulvet, en lille sø samlet omkring den dødes fødder. Og så tøjet revet af bagefter, måske fordi morderen ville fjerne sine spor? Liget på det beskidte gulv fik igen Niels til at tænke på Hannah. Noget med at dø alene, uden nogen til at holde ens hånd, et venligt klem, en sidste kontakt med den levende verden. Helt alene havde han dog ikke været, ham her. Han havde haft selskab af sin morder. Hannah havde også selskab af sin morder, kræften i hendes krop, livet der pludselig er reversibelt, bliver rullet tilbage, celle for celle, organ for organ, åndedrag for åndedrag. Hannah ville heller ikke holde nogen i hånden, hun ville lide en ensom død. Men Niels forstod hende godt. Døden var alligevel altid ensom, og hvorfor egentlig have vidner til de sidste dages umulige kamp, en blanding af fremmede og velkendte øjne der hviler på en? Læger, sygeplejersker, Hannahs mor, Niels, gamle venner, kolleger. Nej, Hannah var modig. Det var ikke mange der turde gå døden i møde uden støtte. Men sådan havde hun altid været. Radikal. Hannah havde altid kun gjort tingene helt, en hundredeprocents-kvinde. Når hun elskede, elskede hun helt vildt. Når hun arbejdede, knoklede hun indtil hun faldt om. Knoklede så hun ikke lagde mærke til at kroppen var ved at bryde sammen. Det var sådan hun havde overset alle symptomerne. Fordi hun var en hundredeprocents-kvinde. Derfor var det typisk Hannah at når hun skulle dø, skulle hun dø hundrede procent, slæbe sig smertefuldt, alene, gennem et dødshelvede på jord, blandt andre syge, elendighed. Ikke en blød seng og nogle store doser morfin. Ikke Hannah. 23

Miraklernes_nat.indd 23

18/09/17 14.42


Niels fik øjenkontakt med Herbert. – Det er en syg verden, Bentzon. – Mere end du aner. – Vi skal se at få ham ud herfra, sagde Herbert. Niels forstod meningen. Meningen var: Gå nu hjem, Bentzon. Alligevel blev han stående. Så på lægerne, de to ambulanceførere og et par teknikere der foldede liget ud som man åbner sin madpakke. Hvorfor tænkte Niels på det? Dødt kød? Måden de først løftede den ene arm, så den anden, strakte benet ud, trak det andet ben til side. Alt det blod. Især på hænderne, underarmene, måske havde han forsøgt at afværge? Niels trådte nærmere så han kunne se ansigtet. En mand i trediverne, hipster-skæg sådan som moden foreskriver, halvt viking, halvt metroseksuel. Livet havde forladt staklen midt i et skrig, munden var på vid gab, trukket lidt ud til siden, det ene øje lukket, det andet åbent og blodsprængt. Noget fik Niels til at stirre på den døde mand. En følelse. Af hvad? Genkendelse? – Er der et navn? spurgte han ud i rummet. – Ikke endnu, sagde Herbert og sukkede, måske bare over det at føje endnu et navn til sin livslange liste af liv der blev taget uden statens tilladelse. En svær tilladelse at opnå, det havde Niels tænkt på. At man helst skulle være araber og i nærheden af noget olie som amerikanerne ville have, før den danske stat var cool med mord og sendte Jens på vingerne. Men ikke her i København, ikke i november. Niels gik tættere på. Måske var han kendt for et eller andet, der var så mange kendte i dag, mange flere end i gamle dage. Eller også var det bare ligheden med Edvard Munchs berømte maleri “Skriget” der tiltrak sig Niels’ opmærksomhed. Niels gjorde plads så de kunne få liget op på en båre og bære det ud. Væggen havde samlet lidt graffiti gennem årene, helt fra den falmede Kilroy was here, sikkert tegnet i 80’erne, til klassikeren: Gud er død – Nietz­sche. Og nedenunder, svaret: Nietzsche er død – Gud. De sædvanlige støtteerklæringer til hash og Christiania og Ungdomshuset. Niels’ øjne fæstnede sig ved fisken. En primitiv streg, næsten bare to halvcirkler der krydsede hinanden i højre ende og dermed formede en hale. En rødbrun farve, malet med pensel. 24

Miraklernes_nat.indd 24

18/09/17 14.42


– Har vi affotograferet væggen? spurgte Niels en af teknikerne, ham med kameraet. – Hver en centimeter. Niels rørte forsigtigt det yderste af fiskens hale. Gennem den tynde plastichandske kunne han mærke den ru og fugtige væg. Han kunne ikke forklare hvorfor, men resultatet var som forventet. Stregen trak ud, bare ganske let, malingen var frisk. – Leon! Niels hævede stemmen. Herbert standsede op, teknikerne stod stille. – Hvad sker der, Bentzon? spurgte Herbert. Inden Niels nåede at svare, maste Leon sig forbi to teknikere og var ved Niels’ side. Sådan havde det altid været. I alle de år Niels havde været forhandler, havde Leon aldrig svigtet ham. – Hvad så, ven? hviskede Leon, en hånd på skulderen. – Malingen. – Hvad med den? – Den er frisk, sagde Niels, viste det igen til Leon og Herbert, en finger gennem stregen, den fulgte fingerens bevægelse, løb ud, som en tåre ned ad kinden. – Hvad betyder det? spurgte Leon, selv om Niels kunne se det på indsatslederen. At det betød noget. – Hvor længe er blod om at tørre? spurgte Niels. – Det kommer an på mængden, sagde Herbert. – Men ... Niels overtog: – Ikke så længe. – Og? sagde Leon, begyndte at røre utålmodigt på sig. Niels vidste hvad der ville ske om få sekunder: Indsatslederen ville eksplodere i et orgie af ordrer, af præcis koordination. – Her er varmt, blodet ville tørre hurtigt selv om væggen er fugtig, sagde Niels, og Herbert nikkede. – Enig. Det er godt set, Niels. Han har malet med staklens blod lige inden vi dukkede op. For hvad? En lille time siden? – Han kan stadig være her, hviskede Leon, de sidste ord der blev sagt lavt, resten kom som kontrollerede råb. At alle skulle smide alt, at enhver 25

Miraklernes_nat.indd 25

18/09/17 14.42


betjent nu var under Leons kommando, det var ikke bare et gerningssted, men et sted med potentielt stor fare, det gav Leon uindskrænket magt over alle andre afdelinger, over borgere, politikere, kongehus, alle var under ham når noget var et indsatsområde, han havde det første og det sidste ord. Det var også sådan han bedst kunne lide det. Niels kunne se det på Leons ansigt da han trådte op ad kældertrappen, høre det på ham som han stod der i centrum for de små 30 betjente der havde slået ring om ham og fik ordrer til at se efter bestemte ting. Blod på fingrene eller tøjet, udspilede øjne, tegn på stress. – Gå ind på ethvert vaskeri, i enhver opgang, ring på samtlige døre, tjek morgenværtshuse, fixerum, offentlige toiletter, de små parker mellem boligblokkene. Han er ikke kommet langt, vi har gode chancer for at fange svinet hvis vi arbejder koncentreret, indædt og systematisk, hvis vi passer på os selv. Han er desperat, desperate mænd gør tåbelige ting, råbte Leon og sendte et kort, anerkendende nik til Bentzon inden han vendte sig mod verden, den verden der kunne lade offeret slå ihjel, der kunne tage livet af Hannah, en verden som Leon altid var frisk på at lære en ting eller to om dansk retfærdighed i november.

Miraklernes_nat.indd 26

18/09/17 14.42


90 mm

148 mm

havns Politi, Niels Bentzon, sig selv. Hans elskede kone, den terminalt

syge Hannah Lund, forlader Danmark i jagten på en mirakuløs helbredelse. Og mens Niels står alene tilbage, havner han midt i en spektakulær mordsag: En 33-årig gymnasielærer findes myrdet i Nordvest. Hvad der først ligner et fatalt knivopgør, viser sig at blive startskuddet til en sag, der trækker tråde tilbage læreren er blevet korsfæstet. Korset er blevet fjernet, tilbage er kun hullerne i håndleddene og fødderne og en mystisk tegning på væggen. For at standse morderen får Niels brug for Hannahs hjælp. Hun må trodse døden og forfølge de spor, der peger i retning af Via Dolorosa, lidelsens vej, de små, snævre gader i det antikke Jerusalem – miraklernes by.

Miraklernes Nat er femte, selvstændige bind i serien om gidselforhandleren Niels Bentzon og astrofysikeren Hannah Lund.

”Det er elegant og uhyggeligt spændende komponeret.” – BERLINGSKE ”… helt forrygende.” – DAGBLADENES BUREAU

90 mm

A. J. K A Z I N S K I

MIRAKLERNES N AT

Bag navnet A.J. Kazinski finder man forfatterne Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Forfatterparret debuterede i 2010 med romanen Den sidste gode

mand, der gav dem deres internationale gennembrud, og modtog samme år Det Danske Kriminal­akademis debutant-­ diplom. Året efter modtog de den prestigefyldte franske pris, Prix Relay. Siden har de fulgt op med de internatio-

”Hæsblæsende spænding … Masser af tempo, drama og action.” – EKSTRA BLADET

nale bestsellere Søvnen og døden (2012),

En hellig alliance (2013),

F F F F F F – FEMINA

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ – POLITIKEN HHHHH – JYDSKEVESTKYSTEN

A.J. KAZINSKI

Forfølgerne (2014), Den genfødte morder (2015) og Drømmetyderens død POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

(2016).

ISBN 9788740042801

9 788740 042801

POLITIKENS FORLAG

K R I M I

232 mm

Bøgerne om gidselforhandleren Niels Bentzon er udgivet i 27 lande verden over og har alene i Danmark solgt mere end 200.000 eksemplarer. Den første bog i serien, Den sidste gode mand, har vundet priser både herhjemme og i udlandet – og er solgt til filmatisering i Hollywood.

148 mm

FOTO © BJARKE JOHANSEN

til Jesu lidelse og død på korset i Jerusalem for 2000 år siden. Gymnasie­

A . J. K A Z I N S K I M I R A K L E R N E S N A T

H

vordan er jeg endt her? Sådan spørger gidselforhandleren hos Køben-

39 mm

Miraklernes nat - A.J. Kazinski  

Hvordan er jeg endt her? Sådan spørger gidselforhandleren hos Københavns Politi, Niels Bentzon, sig selv, igen og igen. Hans elskede kone, a...

Miraklernes nat - A.J. Kazinski  

Hvordan er jeg endt her? Sådan spørger gidselforhandleren hos Københavns Politi, Niels Bentzon, sig selv, igen og igen. Hans elskede kone, a...

Advertisement