148 mm

226 mm

Foto © Les Kaner

100 mm

JULI E H AST RUP (f. 1968) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har blandt andet arbejdet på TV2/Lorry og Danmarks Radio. Hun debuterede i 2009 med bestselleren En torn i øjet. Derefter fulgte Det blinde punkt i 2010, og året efter udkom Blodig genvej. Portræt af døden, fjerde bind i serien om REB EKKA H O L M , blev udgivet i 2013, mens Farlig fortid udkom i 2015. Julie Hastrups romaner er solgt til udgivelse i en lang stribe lande.

39 mm

148 mm

100 mm

MI R A K E L MA N D E N ER SJETTE SELVSTÆNDIGE BIND I SERIEN OM DEN DANSKE DRABSEFTERFORSKER REBEKKA HOLM.

Da Vladimir kom til sig selv, var han ude af stand til at se noget. Han prøvede at blinke med øjnene, men det ændrede ingenting. Alt omkring ham var mørkt. Han overvejede, om det mon var, fordi nogen havde givet ham bind for øjnene, men da han forsøgte at trække armene op til ansigtet for at mærke efter, gik det op for ham, at han ikke kunne røre sig. Han var iført en jakke som fikserede hans korslagte arme på brystkassen, en spændetrøje, og da han forsøgte at bevæge benene, opdagede han, at begge hans ankler var spændt fast med stive læderremme. Han stivnede. Lå helt stille og mærkede panikken ulme under huden. ”Hallo,” kaldte han. ”Er her nogen?”

REBEKKA HOLM

Drabsefterforsker er sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste Niclas Lundell. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.

– Uddrag fra bogen

Niclas har travlt med sin egen private efterforskning af omstændighederne ved sin tidligere kones død, men han afviser Rebekkas tilbud om hjælp. Optændt af frustration og nysgerrighed går hun selv i gang med at undersøge, hvad der egentlig skete da Magdalena Lundell omkom. Lidt efter lidt erfarer hun, at Niclas har holdt vigtig information om sit ægteskab hemmelig, hvilket får Rebekka til at tvivle på, om hun overhovedet kan stole på ham. Samtidig opdager hun, at Magdalena i det skjulte arbejdede på en historie, som handlede om forsvundne mennesker, der har lidt grufulde skæbner, og som alle kan kædes sammen med én dødsensfarlig person. Rebekka er nødt til at gå i Magdalenas fodspor, som fører hende til Finland, hvor hun spindes ind i en vanvittig morders dræbende net … ISBN 978-87-400-2768-6

EN

RE BEKKA HOL M -K RIMI P O LI T I K E N S F O R L A G Omslag: henriettemork.dk

Mirakelmanden_ORDINÆR HBK_omslag_OK.indd 1

14/02/17 12:59

Af samme forfatter En torn i øjet (2009) Det blinde punkt (2010) Blodig genvej (2011) Portræt af døden (2013) Farlig fortid (2015)

Mirakelmanden.indd 2

14/02/17 17.08

Julie Hastrup

Mirakelmanden Krimi

POLITIKENS FORLAG

Mirakelmanden.indd 3

14/02/17 17.08

Til hjertedrysset – Emma

Mirakelmanden.indd 5

14/02/17 17.08

“En slyngel har intet tilflugtssted. Har man begået en forbrydelse, er verden lavet af glas.” Ralph Waldo Emerson

Mirakelmanden.indd 7

14/02/17 17.08

Mirakelmanden.indd 8

14/02/17 17.08

Prolog

Seili, Finland, sommeren 1969

Tuku tuku lampaitani, Kili kili kiliäni, Päkä päka puskuripässiä, Päka päkä pässiäni ... Drengens lyse sangstemme gav genlyd mellem de høje graner, og Ritva løftede et øjeblik hovedet og lyttede. Han sang så klangfuldt og så rent, at hun fik gåsehud, selvom solen bagte varmt på hendes bare arme, der var lysebrune mod den kortærme­ de, hvide kittel. Hun strakte hals i håb om at få øje på hans lille lyse hoved, men han var ikke at se nogen steder, kun hans sangstemme vidnede om, at han befandt sig i nærheden. Ritva koncentrerede sig atter om vasketøjet. Drengen kunne synge i timevis, mens han vandrede rundt på øen på evig jagt efter svampe og bær, og sangen var blevet en fast bestanddel af øens lyd, præcis som fuglenes skrig, vindens sagte susen i birketræerne over hende og skær­ gårdens lette bølgeskvulp, der klukkede, når de ramte klippekanterne. Det var ikke kun Ritva, der holdt af at lytte til ham, både doktoren og sygeplejerskerne opmuntrede ham ofte til at synge, for de opfattede 9

Mirakelmanden.indd 9

14/02/17 17.08

hans sangstemme som en velsignelse, da den overdøvede de syges skrig og den konstante summen af stemmer – flere af patienterne kunne rable endeløse sætninger af sig og skræmme livet af hver eneste ny sygeplejer­ ske eller sygehjælper, som vovede sig ud på øen. Nu dukkede drengens spinkle skikkelse op mellem granerne på høj­ deryggen, hvor han holdt af at stå på klipperne og skue ud over skærgår­ den. Man kunne ane Turku i horisonten, og hun vidste, at han drømte om at komme tilbage dertil. Doktoren havde et par gange taget ham med derind, og drengen havde suget alle indtryk til sig: husene, bilerne og butikkerne, floden Aura, der bugtede sig gennem byen, og bådene, en af dem kunne man endda spise på, og doktoren havde nærmest måt­ tet tvinge ham med, da de skulle sejle tilbage til Seili. Han ville synge derinde, havde han betroet Ritva. Når han blev stør­ re, ville han stå på torvet foran Åbo Svenska Teater og synge så smukt, at alle Turkus indbyggere kom strømmende og omringede ham med hujen og klapsalver og bad ham om aldrig at stoppe. Drengen havde delt sin drøm med hende en dag, hvor han hjalp hende med at bære havemøblerne ned i hospitalets kælder. Hun turde ikke gå derned alene, for slangerne gemte sig mellem kasser og kassere­ de møbler – hun havde selv set indtil flere af dem som mørkegrå skyg­ ger lynhurtigt bugte sig hen ad gulvet. En dag havde en af dem endda hvæset ad hende, mens hun var nede for at hente en ny natpotte til en patient, og hun havde sluppet potten med et skingert skrig og var galop­ peret op ad trapperne, mens hun rystede over hele kroppen. Drengen havde hørt hende og derefter tilbudt at gå med, når hun fremover skulle ned i kælderen. Hun havde taknemmeligt taget imod hans tilbud. Hvor besynderligt det end lød, så føltes hans tilstedeværelse betryggende. Og besynderligt var det, for drengen var bare syv år gammel, mens hun, Ritva, var 15 og nærmest voksen. Der var et helt liv imellem dem, eller i al fald en barndom, men trods det havde hun ikke følt sådan for nogen, siden hun mistede sin elskede mummi. Det var efterhånden tre år siden, at hendes bedstemor var død, og Ritva savnede stadig det særlige bånd, der havde været mellem dem, en slags tavs forståelse, lidt på samme måde som hun havde med drengen. 10

Mirakelmanden.indd 10

14/02/17 17.08

Ritva trak endnu et vådt lagen op fra vaskekurven. Hun holdt af at hænge vasketøjet op, det var et tiltrængt afbræk fra arbejdet med pa­ tienterne, et øjeblik, hvor hun kunne være alene med sine egne tanker, bearbejde den konstante strøm af indtryk, som hun fik af at leve på en isoleret ø midt ude i skærgården omgivet af et halvt hundrede sindssyge kvinder. Ritva havde været skrækslagen de første par uger, hun havde boet her. Hun havde aldrig mødt nogen sindssyge før, og da hun samtidig fik at vide, at mange af dem var mordere, endda børnemordere, havde hun fået en knude i maven af angst. Men angsten var lige så stille veget for nysgerrigheden. Hvordan mon de mennesker var, som havde så frygte­ lige ting på samvittigheden? Hvordan opførte de sig, og kunne man se på dem, at de havde slået nogen ihjel? Hun iagttog dem i smug og indså hurtigt, at der var lige så stor forskel på dem herude som på mennesker i den rigtige verden. Mange af de syge var ganske fredelige, når man lærte dem at kende, nogle virkede ligefrem helt normale. Kvinderne havde gode forhold på øen. Hver patient havde enestue, et smalt kammer dekoreret i lyse og mørkebrune tern, der ifølge doktoren skulle virke beroligende, uanset hvor forpint man var, en smal jernseng med læderremme og en tilhørende spændetrøje, en natpotte og en kom­ mode i træ med et eksemplar af Biblen på. En del af patienterne kunne vandre frit omkring på øen, kun de meget syge blev holdt inde bag et højt hegn, der omkransede hospitalets lysegule mure. Ritva bredte det våde lagen godt ud. Det var lykkedes hende at vaske afføringen af, hun var jo ung og havde gode kræfter, hvilket var en nød­ vendighed, når man skulle arbejde på hospitalet. Nogle af de syge var slemme til at svine alting til, de lod natpotterne flyde over og brød sig ikke om at skifte tøj eller få lagt rent linned på sengen, og indimellem måtte hun kæmpe korporligt med dem, hvilket skræmte hende i starten, men hun havde indset, at hun selv risikerede at komme til skade, hvis hun ikke var i stand til at uskadeliggøre dem hurtigt og effektivt, og som tiden gik, blev hun mere og mere taknemmelig over, at hun var så høj og så stærkt bygget, som hun var. Drengens sang blev svagere, men hun kunne stadig ane ham bevæ­ 11

Mirakelmanden.indd 11

14/02/17 17.08

ge sig rundt nede ved den flere hundrede år gamle trækirke. Det ville blive godt for ham at starte i skole, når sommeren gik på hæld, tænkte hun, det kunne ikke være sundt for et barn at tulle rundt for sig selv år efter år, kun omgivet af sindssyge kvinder og hvidkitlede sygeplejersker. Drengen havde ingen far. Hun havde engang spurgt ham, og han havde trukket på de spinkle skuldre og sagt, at hans far, en russer, var stukket af, da han lå i sin mors mave. Hans mor hed Mirja, og synet af hende fyldte Ritva med ubehag. Hun kendte ikke meget til hende, undveg hende altid, men hun vidste dog, at Mirja havde taget livet af mindst tre af sine børn, og at drengen kun havde overlevet, fordi Mirja havde født ham herude. Ritva havde en dag spurgt doktoren, om ikke drengen var i fare, når han havde sådan en mor. Doktoren havde rystet overbærende på hovedet. “Så længe Mirja befinder sig i et beskyttet miljø som vores, er der ingen fare på færde, lille Ritva.” Ritva havde nikket eftertænksomt, men inderst inde havde hun alli­ gevel tilladt sig at tvivle en smule på doktoren. Guds ord og alkohol var standardbehandling på Seili, både doktoren og sygeplejerskerne opfordrede kvinderne til at nyde den hjemmebryggede alkohol, men det var langtfra alle, der tolererede rusen, og Mirja var en af dem. Vanviddet tændtes i hendes øjne, når hun drak. Det var, som om sprutten vækkede hendes slumrende temperament, og hun kunne finde på at true de andre kvinder, og nogle gange, hvis hun blev rigtig fuld, truede hun også drengen. Men selvom Mirja indimellem skræmte sin søn, var det også tydeligt, at hun var pavestolt af ham, særlig af hans smukke sangstemme. Hun lod ham optræde for de andre patienter, gennede ham ind på deres værelser, hvor han sang så højt og klart, at ruderne klirrede, og han fortsatte syngende fra værelse til værelse ned gennem den lange gang, mens hun sjoskede efter ham som en skygge og skrabede mønter ind. Men det var ikke bare drengens sangstemme, der virkede beroligende på patienterne. Det var hans blotte tilstedeværelse. Han kunne lægge sin smalle, blege hånd på en urolig patient, og få minutter efter faldt patienten til ro. Ritva havde set det ske utallige gange, og sygeplejer­ 12

Mirakelmanden.indd 12

14/02/17 17.08

skerne kaldte ofte på ham, hvis de ikke selv kunne berolige en patient. Det tydeligste bevis på, at han havde helt særlige evner, var kvinden, de kaldte Kællingen. Kællingen var berygtet i hele det sydvestlige Fin­ land. Det, hun havde gjort, oversteg langt folks værste forestillinger om, hvilke forbrydelser sindssyge mennesker var i stand til at begå. Hvad det helt præcis var, hun var skyldig i, vidste Ritva ikke, og hun turde ikke spørge sine kollegaer om det, for hun fornemmede, at det var så slemt, at ingen brød sig om at tale om det. Alle veg uden om Kællingen, selv doktoren, der ellers altid var så venlig, fik et anspændt udtryk i ansig­ tet, når han tilså hende. Kællingen ravede rundt som en vild, hendes arme og ben fægtede konstant i alle retninger, og hun lavede mærkelige vrid med kroppen, som om hun dansede. Men det mest uhyggelige var hendes mimik. Hendes smalle ansigt, hvor den ældede hud lå i folder som skiveskåret skinke, var ofte forvredet i en hæslig grimasse, som trak munden helt skæv. Kællingen talte ikke, men hun udstødte med jævne mellemrum høje, gurglende råb, mens spyttet stod ud af hendes tand­ løse mund. Ritva følte sig altid urolig i nærheden af Kællingen og und­ gik hende helst, hvis hun kunne komme til det. Men drengen lod sig ikke afskrække. Når han lagde sin spinkle hånd på den gamle kone, mildnedes hendes spasmer, og indimellem kunne han sidde så længe hos hende, at hun faldt i en dødlignende søvn, så tung at det næsten så ud, som om hun ikke trak vejret, hvilket Ritva flere gange havde taget sig selv i at håbe var tilfældet. Hun rystede et øjeblik armene og lod blikket glide hen over omgi­ velserne, birketræerne, granerne, de store mosklædte klippestykker – og vandet, der slog ring om øen, blankt og blåt. Og drengens skønsang lå som en undertone i det smukke landskab. En rovfugl dykkede mod vandet, og Ritva trak det sidste våde lagen op fra den flettede kurv, stak to tøjklemmer i munden og gav sig til at ryste det hvide klæde. I det samme forvandledes sangen til et skingert skrig. Ritva stivnede med det våde lagen mellem fingrene, indtil endnu et skrig fik hende til at slippe taget, flå træklemmerne ud af munden og styrte ned mod den gamle trækirke, der lå ved fårefolden. Drengens skrig gik over i en voldsom gråd. Havde han mon trådt på en 13

Mirakelmanden.indd 13

14/02/17 17.08

hugorm? Det vrimlede med hugorme på øen, og hun prøvede at memo­ rere, hvad det var, man skulle gøre, hvis nogen blev bidt, og huskede så, at man skulle binde noget stramt om det sted, hvor slangen havde hugget. Ritva var nået ned foran den røde trækirke. Hun standsede brat op i græsset, mens hun hev efter vejret. Hun kunne ikke se drengen nogen steder, og hun kunne heller ikke høre hans gråd, for hendes puls trom­ mede så hårdt i øregangene, at den blokerede for lydene udefra. Hun gispede efter luft, tvang sig selv til at falde en smule til ro, lyttede. Så kom drengens gråd atter bølgende mod hende, iblandet en sagte nyn­ nen. Ritva rynkede panden. Den nynnende stemme lød som Mirjas. Hun fulgte lyden om bag den lille kirke, hvor gravene var. Insekterne sværmede om hendes ansigt, og hun viftede dem væk med den ene hånd, mens hun spejdede hen over de ujævne rækker af hvide trækors, der stod plantet i det høje græs, men hun kunne ikke få øje på drengen og Mirja, selvom hun kunne høre dem. Nuku, nuku, nurmilintu Väsy, väsy västäräkki ... Mirjas sangstemme steg skingert mod himlen, Ritva vendte sig brat om, og dér i skyggen op ad kirkevæggen sad de. Nuku, kun mie nukutan Väsy, kun mie väsytän ... Mirja sang med lukkede øjne, og mellem hendes ben halvt sad, halvt lå drengen. Hans hoved dinglede til den ene side, og han udstødte en raspende lyd. “Hvad er der sket?” råbte Ritva, mens hun nærmede sig dem. Mirjas øjenlåg gled langsomt op, og hun stirrede på Ritva med sine sorte, gnistrende øjne, mens hendes hånd knyttedes om en blodig kniv. Ritva standsede brat. Og fik øje på blodet. Drengen havde nøgen underkrop, og mellem hans tynde, blege ben strømmede blodet ud – og bredte sig under ham som et mørkerødt tæppe.

Mirakelmanden.indd 14

14/02/17 17.08

København, forår 2015

Rebekka måtte på det nærmeste snige sig ind på Politigården, og da hun forcerede stentrappen op til drabssektionen, krydsede hun fingre for, at hverken hendes chef, Gundersen, eller hans højre hånd, Simonsen, ville få øje på hende. Siden hun blev udskrevet for en uge siden, havde hun hver dag ringet derind – hun kunne ikke lade være, for hun var ved at gå til over at sidde derhjemme og glo. Måske var der noget, hun kunne hjælpe med, men Gundersen havde hver gang afvist hende og bedt hende om at blive hjemme. Men nu kunne hun ikke holde det ud længere. Hun havde brug for at være lidt på sit kontor og mærke følelsen af at skulle noget. Noget vigtigt. Hun skubbede forsigtigt døren til sit kontor op. Tatjana kiggede overra­ sket på hende, og selvom det stak en smule i hjertet at se hende sidde på Rezas plads, så blæste Tatjanas varme smil med det samme vemodet væk. “Godt at se dig, Rebekka. Vil du have kaffe eller noget?” “Det kan jeg da selv hente. Jeg kender det jo ...” “Nå ja, selvfølgelig. Det ved jeg da godt.” Tatjana slog ud med armen og ramte den fyldte kaffekop, der stod på hendes bord. Hun udstødte et lille hvin, da koppen væltede, og kaffen plaskede ud over bordet, bunken af papirer og computerens tastatur. 15

Mirakelmanden.indd 15

14/02/17 17.08

“Åh, pis altså ... Det er da altid noget, at det ikke er en bærbar,” ud­ brød Tatjana. “Her.” Rebekka greb en stabel servietter fra det nedslidte mødebord og rakte dem til Tatjana, der skyndte sig at lægge dem over den sivende kaffe. Et øjeblik stod de begge og betragtede kaffen trænge gennem det storblomstrede papir. “Jeg må tilstå, at jeg er ret klodset,” udbrød Tatjana med et grin. “Da min plejemor fik mig, troede hun en overgang, at jeg var spastiker, for hvad jeg ikke ødelagde af nips i deres hjem. Jeg håber ikke, at det afhol­ der dig fra at ville have mig som makker?” Rebekka smilede afværgende og sank ned på sin egen kontorstol. Sto­ len var elendig at sidde på, men den var velkendt, og det kriblede i hen­ des fingre for at tænde computeren og tjekke mails og døgnrapporter. I stedet pillede hun ved en stak rapporter, som hun ikke havde nået at få arkiveret inden overfaldet. Hun kunne mærke Tatjanas undersøgende blik hvile på sig. “Hvordan har du det? Det må være irriterende at gå rundt med det der på?” Tatjana gjorde et kast med hovedet i retning af den efterhånden miserable bandage, der dækkede højre side af Rebekkas ansigt. “Kan du mærke, at såret heler, som det skal ...?” Rebekka trak på skuldrene. “Det tror jeg. Det strammer og klør en del derinde, og i morgen skal jeg over på Riget og have forbindingen af. Jeg er virkelig spændt på at se, hvordan jeg ser ud.” Hun løftede forsigtigt hånden op mod såret og tilføjede: “Jeg skal formentlig have et par korrigerende operationer hen ad vejen ... men lige nu skal det bare vokse pænt sammen, hvilket betyder, at jeg ingenting må. Jeg må ikke dyrke motion, ikke ryge, ikke drikke, og værst af alt – ikke arbejde.” Hun sukkede dybt. Pillede lidt mere ved papirbunken. “Det tager tid, sådan noget. Det ved jeg alt om.” Tatjana sendte hen­ de et medfølende blik, og Rebekka blev i tvivl om, hvad hun egentlig mente. Hentydede hun til sit eget hovedtraume, et kraniebrud, som hun havde pådraget sig, da hun netop var startet i afdelingen, og de sammen var trængt ind hos en seriemorder, eller talte hun mon om noget helt andet, måske noget fra sin barndom? Da Tatjana blev ansat i 16

Mirakelmanden.indd 16

14/02/17 17.08

drabssektionen for tre måneder siden, havde Gundersen kort orienteret Rebekka om Tatja­nas baggrund. Det viste sig, at han som nyuddannet politiassistent havde været med til at fjerne Tatjana og hendes søskende fra deres hjem i en uhyggelig børneværnssag. Gundersen var ikke gået i detaljer med, hvor grov sagen havde været, og hvad Tatjana og hendes søskende reelt havde været udsat for, men Rebekka fornemmede, at det havde været alvorligt. Tatjana var efterfølgende blevet anbragt i pleje hos Gundersens søster, og med tiden havde hun besluttet at vie sit liv til at hjælpe andre og blive politimand, præcis som sin redningsmand – Gundersen. Det var alt, hvad Rebekka vidste om Tatjanas fortid so far, for de havde kun arbejdet sammen på én vagt, den fatale aften da Ta­ tjana blev slået ned og pådrog sig et kraniebrud. Og der ville gå mindst en måned eller to, før Rebekka måtte arbejde igen, og de reelt kunne afprøve deres midlertidige makkerskab. “Hvad med dig selv? Kan du arbejde på fuldtid nu, eller skal du stadig tage den med ro?” spurgte Rebekka og hentydede til Tatjanas hoved­ traume. “Ok ja. Ingen mén eller noget.” Hun sendte Rebekka et skævt smil og tilføjede: “Jeg har muligvis mistet den sidste rest hjerneceller, men hvad ...” Hun lo hæst, og Rebekka sendte hende et smil og prøvede at ignorere de skarpe smerter, grimassen forårsagede. En telefon kimede på nabokontoret, og Rebekka skævede rundt i det halvtriste lokale, hvor hun havde tilbragt knap seks år af sit arbejdsliv uden at gøre et eneste forsøg på at forskønne omgivelserne. Tatjana derimod havde allerede bidraget med sit til at pifte lokalet op, bemærkede hun. Der stod grønne planter i vindueskarmen, der hang et genoptryk af en gam­ mel Tivoliplakat på væggen, og pakken med blomstrede servietter var en opgradering i sammenligning med den toiletrulle, som Rebekka normalt havde haft stående i mangel af bedre. Rebekka blev opfyldt af en pludselig ømhed for sin nye makker, selvom hun egentlig ikke kendte hende. “Du har virkelig gjort det rart herinde, hvilket jo nærmest er en umu­ lig opgave. Er du faldet godt til i afdelingen?” Tatjana nikkede ivrigt. “Det er jeg. Folk er jo søde og sådan, og det passer bare godt til mit 17

Mirakelmanden.indd 17

14/02/17 17.08

temperament at være et sted, hvor der konstant sker noget. Jeg har lidt damp, hvis man kan sige det sådan.” “Så er du kommet til det rette sted,” smilede Rebekka. “Folk holder ikke op med at begå drab. Desværre, selvom det selvfølgelig giver os no­ get at lave. Men du ...” Rebekka så alvorligt på Tatjana. “Er der et eller andet, jeg kan gøre? En eller anden sag du sidder med, hvor du mangler et par ekstra øjne, eller ...” Døren gik pludselig op, og Gundersen kiggede ind. Han trådte et skridt tilbage, da han fik øje på hende. “Holm, hvad laver du her?” Hun rejste sig hurtigt. “Jeg var i nærheden, og så tænkte jeg, at jeg lige ville hilse på og ...” Hun tav, da hun mærkede spyttet samle sig i den dårlige side. Nu måtte hun for alt i verden ikke stå der og savle. Det var vigtigt, at hun virkede så rask som muligt. “Jeg har jo udtrykkeligt bedt dig om at holde dig væk,” brummede hendes chef med rynket pande. “Ja, men jeg befandt mig som sagt tæt på, og så ville jeg bare lige høre, om der var noget, jeg kunne gøre. Jeg mener, når nu Reza er på orlov, og Tatjana er ny, så ...” “Holm, du er sygemeldt. Du har været udsat for et groft overfald.” Han tøvede, og hun slog blikket ned, mens han tilføjede: “Jeg har sagt til dig, at du ikke behøver at bekymre dig om, hvordan vi klarer os herinde uden dig og Reza, for ...” “Hvad sker der?” lød det bag Gundersens brede korpus, og Rebekka genkendte med det samme stemmen, som tilhørte drabssektionens sous­ chef, Jan Simonsen. Simonsen maste sig ind over dørtrinnet, og hans blik blev mørkt, da det landede på Rebekkas indbundne kind. Et kort sekund vidste hun ikke, om det var hende som person eller den snuskede banda­ ge, der trak ubehaget frem i souschefens ansigt. Formentlig begge dele. “Ja, beklager, at jeg stadig ikke ser appetitlig ud,” kunne hun ikke lade være med at udbryde. “Jeg skal have bandagen af i morgen, og så må vi se, om det bliver bedre eller værre.” Tatjana kunne ikke lade være med at fnise, men Simonsen så stadig utilpas ud. 18

Mirakelmanden.indd 18

14/02/17 17.08

“Nå,” Rebekka bankede med knoerne på bordpladen, “jeg må hellere se at komme videre.” Hun mærkede Gundersens stikkende blik på sig. “Husk det nu, jeg vil ikke se dig herinde igen, før du er rask. Og jeg mener det.”

Mirakelmanden.indd 19

14/02/17 17.08

148 mm

226 mm

Foto © Les Kaner

100 mm

JULI E H AST RUP (f. 1968) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har blandt andet arbejdet på TV2/Lorry og Danmarks Radio. Hun debuterede i 2009 med bestselleren En torn i øjet. Derefter fulgte Det blinde punkt i 2010, og året efter udkom Blodig genvej. Portræt af døden, fjerde bind i serien om REB EKKA H O L M , blev udgivet i 2013, mens Farlig fortid udkom i 2015. Julie Hastrups romaner er solgt til udgivelse i en lang stribe lande.

39 mm

148 mm

100 mm

MI R A K E L MA N D E N ER SJETTE SELVSTÆNDIGE BIND I SERIEN OM DEN DANSKE DRABSEFTERFORSKER REBEKKA HOLM.

Da Vladimir kom til sig selv, var han ude af stand til at se noget. Han prøvede at blinke med øjnene, men det ændrede ingenting. Alt omkring ham var mørkt. Han overvejede, om det mon var, fordi nogen havde givet ham bind for øjnene, men da han forsøgte at trække armene op til ansigtet for at mærke efter, gik det op for ham, at han ikke kunne røre sig. Han var iført en jakke som fikserede hans korslagte arme på brystkassen, en spændetrøje, og da han forsøgte at bevæge benene, opdagede han, at begge hans ankler var spændt fast med stive læderremme. Han stivnede. Lå helt stille og mærkede panikken ulme under huden. ”Hallo,” kaldte han. ”Er her nogen?”

REBEKKA HOLM

Drabsefterforsker er sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste Niclas Lundell. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.

– Uddrag fra bogen

Niclas har travlt med sin egen private efterforskning af omstændighederne ved sin tidligere kones død, men han afviser Rebekkas tilbud om hjælp. Optændt af frustration og nysgerrighed går hun selv i gang med at undersøge, hvad der egentlig skete da Magdalena Lundell omkom. Lidt efter lidt erfarer hun, at Niclas har holdt vigtig information om sit ægteskab hemmelig, hvilket får Rebekka til at tvivle på, om hun overhovedet kan stole på ham. Samtidig opdager hun, at Magdalena i det skjulte arbejdede på en historie, som handlede om forsvundne mennesker, der har lidt grufulde skæbner, og som alle kan kædes sammen med én dødsensfarlig person. Rebekka er nødt til at gå i Magdalenas fodspor, som fører hende til Finland, hvor hun spindes ind i en vanvittig morders dræbende net … ISBN 978-87-400-2768-6

EN

RE BEKKA HOL M -K RIMI P O LI T I K E N S F O R L A G Omslag: henriettemork.dk

Mirakelmanden_ORDINÆR HBK_omslag_OK.indd 1

14/02/17 12:59