Minefelter af Jens Nauntofte

Fra bogens forord af Leif Davidsen

Jens Nauntofte (1938-2017), historiker, journalist og forfatter.

Fra 1967 tilknyttet Dagbladet Information som journalist, i 1977 som udenrigsreporter på Danmarks Radio, først på radioprogrammerne Udefra og Orientering og fra 1988 på TV-Avisen, hvor han var ansat indtil 2008. Han er specielt kendt for sin intense dækning af Mellemøsten. Har udgivet over 14 bøger, deriblandt Gul stjerne over Vietnam (1975), Kadaffi, Libyens Godfather (1986) og Tyrannernes fald (2013).

Modtog i 2001 DR’s jubilæumspris for journalistik og reportage.

Han var desuden medlem af Eventyrernes Klub.

En af Danmarks mest anerkendte udenrigsreportere, Jens Nauntofte, nåede kort før sin død i marts 2017 at sætte sidste punktum i denne bog om sit begivenhedsrige og eventyrlige liv.

Danskerne kender ham for hans reportager fra verdens brændpunkter – fra de utallige krige i Mellemøsten til Vietnamkrigens kaotiske afslutning, hvor han som den eneste danske journalist blev tilbage, da Saigon faldt.

JENS NAUNTOFTE

”Heldigvis nåede Jens at blive færdig med sine erindringer, der sætter et smukt og varigt minde over et langt og produktivt liv.”

JENS NAUNTOFTE

I Minefelter følger han i fodsporet på de tyranner, der har præget hans personlige og professionelle liv. Han krydsklipper mellem nedslag i sin egen historie, der var præget af en kristen og maniodepressiv far og en bror, der var fremmedlegionær – og nedslag i de interviews, han gennem årene har lavet med nogle af verdens mægtigste og mest utilregnelige magthavere.

Deriblandt Muammar Gaddafi, Saddam Hussein og Yassir Arafat.

Minefelter er et anderledes stykke verdenshistorie formidlet af en journalist, der gennem 50 år rapporterede om og analyserede verden for os.

Min indre stemme var helt stille, men jeg kunne mærke situationen forplante sig i min stressfølsomme mave som en begyndende krampe. Jeg måtte hurtigt på toilettet, inden det gik galt. Forhørslederen åbnede døren og beordrede en betjent at tage mig på toilettet. Han førte mig over gangen til et rum med et hul i gulvet.

Jeg satte mig på hug, mens en kvindelig og en mandlig fængselsmedarbejder fulgte mig nøje. Jeg gjorde hidsigt tegn til de to om at skride og lukke døren efter sig. De ignorerede mig med et fjollet grin. Fint nok, tænkte jeg. Maven kunne ikke vente længere. Så måtte de tage det, som det kom.

Og det gjorde det. Diarréen sprøjtede ud af mig. De to betjente sprang baglæns og undgik med nød og næppe at blive tilsvinet på skoene. Nu var det min tur til at grine af dem, selv om der intet sjovt var over situationen. Jeg var 71 og for gammel til det her. ”Se det i øjnene, Jens. Du er en amatør, og din datomærkning er udløbet,” lød det selvkritisk fra den indre stemme.

ISBN: 978-87-400-3620-6

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

978-87-400-3620-6

ERINDRINGER Forord Leif Davidsen

Forsidefoto: Privatfotos og Robin Skjoldborg (nederst til højre)

Minefelter

2016139_Nauntofte_indhold.indd 1

25/04/2017 14.30

JENS NAUNTOFTE

ERINDRINGER Politikens Forlag

2016139_Nauntofte_indhold.indd 3

25/04/2017 14.30

2016139_Nauntofte_indhold.indd 4

25/04/2017 14.30

Indhold Forord ved Leif Davidsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Prolog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Grænseland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Hiroshima i Viborg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Så fik jeg sparket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Hugo, min bror . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Ankomsten til Saigon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 Opbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Kvinden i ozelotpelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Katastrofen ved Allenby-broen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Juleaften i Betlehem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 Tango med Arafat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 Den tyske orkan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 Nhu . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Hvide ryttere og sorte pantere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 Under en syret sommerhimmel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 Gaddafi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 185 Saigons fald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197 På hemmelig mission i Teheran . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221 Jan Stage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 Profession udenrigsreporter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 243 Maria . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 Da Muren faldt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 259 Porten til den glemte verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267 Bag Saddam Husseins linjer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 Farvel til Rabin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 Jagten på de røde lejesvende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293 Underfundige dage i Yemen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 301 Rejsen tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333

2016139_Nauntofte_indhold.indd 5

25/04/2017 14.30

PB

2016139_Nauntofte_indhold.indd 6

25/04/2017 14.30

Forord Jens in memoriam

Min kone, Ulla, og jeg havde det privilegium at følge tilblivelsen af Jens’ fine erindringsbog, der sørgeligt nok først udkommer efter hans pludselige død. Især Ulla havde samtaler og mailudvekslinger om form og indhold. Jens hentede råd og vejledning hos flere, men det fascinerende og personlige færdige resultat er selvfølgelig hans helt eget.

I arbejdet med erindringsbogen var Jens lige så lyttende og perfektionistisk som i sit lange journalistiske liv. Det skulle være en erindringsbog, der både spejler et levende liv og en verdens­historisk epoke.

Det liv havde jeg den glæde at være en del af i mange, mange år, hvor vi var både venner og kollegaer. Jeg mødte Jens i 1976, da jeg som ung freelancer blev ansat på P1’s udenrigspolitiske magasin Udefra. Jens var en del af en gruppe ualmindelig begavede og i ordets mest positive betydning originale og temperamentsf­ulde journalister: Udenrigsredaktør Jørgen E. Petersen, tjekkoslovakken Frank Osvald og islændingen Halldór Sigurdsson. Senere kom Hans Jørgen Stadsing til. Jens havde selv været freelancer på programmet.

Han var begyndt at arbejde seriøst for radioen, efter at han var vendt hjem fra Vietnam, hvor han blandt andet havde overværet Saigons fald. Nu blev han fastansat, og jeg overtog hans freelance job.

Det var en talentfuld gruppe, hvis kreativitet og individualisme var fantastisk og en øjenåbner for en ung journalist som mig. Jeg tror ikke, at de ville have en chance for at få job i dagens djøfiserede DR, men dengang lagde man vægt på talent, flid og originalitet frem for regler og det at kunne indordne sig utallige mellemledere og deres rigide koncepter.

Friheden til at være kreativ og rejsende journalist udnyttede Jens suverænt og med stort talent, som mange af hans historier i

2016139_Nauntofte_indhold.indd 7

7

25/04/2017 14.30

erindringsbogen afslører. Han var evigt nysgerrig og altid på jagt efter sandheden. Han ville altid ind til kernen af en historie og en konflikt, som utallige reportager fra Mellemøsten og Tyskland viser. Derfor var det også sårende for ham, at hans gamle arbejdsplads DR i en svinsk og manipulatorisk udsendelse helt grundløst anklagede ham for at være en af de såkaldte røde lejesvende.

Ulla og jeg talte meget med ham om, at de enøjede udsendelser behøvede han ikke lægge så meget vægt på. Det var han for god til.

Den ære skulle en ringe journalist og en hævngerrig redaktør ikke have, men det var typisk for Jens, at det gik ham på, fordi det beklikkede hans journalistiske integritet. Og den besad han, og den værnede han om i meget høj grad.

8

Jens var også en utrolig modig reporter. Til tider nærmest dumdristig. Jeg kunne nævne mange reportagerejser, hvor han uden frygt stod midt i historien. Jeg glemmer aldrig, da Jens dækkede raceurolighederne i Los Angeles i 1992 i det USA, som han holdt meget af og ofte rejste til. Los Angeles eksploderede i vold, da en hvid jury frikendte fire hvide politifolk for mordet på den sorte Rodney King.

Det gik ualmindelig voldsomt for sig. På de seks dage blev 55 mennesker dræbt og over 2.000 sårede under plyndringer, ildspåsættelser og kampe med politiet. Jeg var med til at modtage Jens’ reportage fra LA på TVA. Det var dengang, stoffet kom hjem via EBU, som var de europæiske tv-stationers tekniske samarbejdsorganisation. Korrespondenten fra den konkurrerende kanal stod langt fra den brændende ghetto og fortalte, hvad han havde hørt skete, men da Jens sendte sin reportage, stod han selvfølgelig midt inde i bydelen omgivet af vrede unge, sorte mænd, som han fik til at fortælle deres historie. Deres raseri og frustration trængte i den grad igennem skærmen. I baggrunden kunne man se huse og biler brænde. Folk bar tv-apparater og andre varer ud fra de plyndrede forretninger. Ingen andre hvide turde være i bydelen, med mindre de var kampklædt politi, men der stod Jens og hans kameramand,

2016139_Nauntofte_indhold.indd 8

25/04/2017 14.30

og Jens brugte sig selv på kamera. Sådan lavede man ikke tv-journalistik dengang. Han viste, at man kunne bruge sig selv på en måde, der dengang var revolutionerende.

Jens havde forladt radioen og var i 1988 begyndt på TV-Avisen.

Samtidig kom jeg tilbage fra Moskva, og vi arbejdede sammen, indtil jeg stoppede i TVA med udgangen af 1996. Det var en ualmindelig frugtbar og stærk periode for TVA’s udenrigsredaktion, hvor verden ændrede sig radikalt med Berlin-murens fald og Sovjetunionens opløsning. Vores fælles ven Steffen Gram blev udenrigsredaktør, og han samlede et utroligt stærkt hold.

Jens mestrede lynhurtigt tv-mediet og satte dagsordenen med sine reportager blandt andet fra Berlinmurens fald og den trøstesløse arv, som DDR efterlod. Vi havde kontorer tæt på hinanden og havde de mest fantastiske diskussioner, og typisk Jens rådførte han sig ofte hos mig, som han mente, var en mere rutineret tv-journalist. Sammen genstartede vi udenrigsmagasinet Horisont i 1995 med mig som studievært og Jens som den omkringfarende reporter. Hele den tid ser jeg tilbage på med den største veneration og glæde.

Jeg kunne fylde side efter side med hans journalistiske bedrifter, men det er bedre, at man får hans egen version og hans egen tilgang til faget i erindringsbogen, der heldigvis også giver et billede af mennesket Jens. Som alle kreative mennesker kunne han være frygtelig besværlig og ind i mellem noget trættekær. Det var barndomsbyen Viborg, mente han selv, der stak næsen frem, men han var nem at tilgive, når han var kørt ud ad en af sine tangenter.

Jens måtte stoppe i DR, da han blev 70, men han blev ved med at arbejde. Han skrev bøger, han holdt foredrag og var stadig nysgerrig på verden og på sine venners liv og arbejde.

Han var et stort menneske med varme følelser, men også et gnistrende temperament.

Han blev gift med Maria i 1982. Det var en kæmpelykke for ham og vederkvægende for hans rastløse sjæl. De to passede sammen

2016139_Nauntofte_indhold.indd 9

9

25/04/2017 14.30

som fine handsker til smukke hænder. Når jeg savner Jens, tænker jeg tilbage på en lang række sammenkomster på første nytårsdag i deres dejlige hus i Sandbjerg, hvor Ulla og jeg holdt meget af at komme. Første nytårsdag samlede Jens og Maria deres store vennekreds i huset. Som Jens altid sagde, så er de fleste hjemme første nytårsdag og har ikke noget at tage sig til. Maria kokkererede, og når jeg lukker øjnene, kan jeg dufte grønlangkålen, de brune kartofler, medisterpølsen og alle de andre af Marias lækkerier. Røgen fra brændeovnen blander sig med tobaksrøgen og stemmerne, og latteren og de glade stemmer stiger mod loftet og sejler ud ad vinduerne til brændestabler i sneen. Det synlige resultat af, at Jens fældede og kløvede træer.

Jens går rundt med to flasker indeholdende hver sin slags snaps langs de lange borde, der er stillet op, og byder sine gæster efter tur. Et glas, men også en bemærkning, en joke og et spørgsmål om, hvordan det går med et bogprojekt eller en film, et job eller et barn.

Der er tid til et smil til Maria, der står ved køkkenbordet med sit store, varme smil ved siden af sine børn. Sådan vil jeg gerne huske ham. Vennen og den fantastiske vært. Den gode reporter og den ­belæste mand.

Sådan håber jeg, at Ulla og jeg engang møder ham på den anden side. Med flasken i hånden, det afvæbnende smil på læben, skænkende for de venner, som han værdsatte og som værdsatte ham.

Heldigvis nåede Jens at blive færdig med sine erindringer, der sætter et smukt og varigt minde over et langt og produktivt liv.

Ved at læse dem kan alle få et billede af en mand, som det var et privile­gium at kende og kalde sin ven.

10

Leif Davidsen April, 2017

2016139_Nauntofte_indhold.indd 10

25/04/2017 14.30

2016139_Nauntofte_indhold.indd 11

25/04/2017 14.30

Min far med et fast tag i min øreflip engang i 1940’erne.

2016139_Nauntofte_indhold.indd 12

25/04/2017 14.30

13

2016139_Nauntofte_indhold.indd 13

25/04/2017 14.30

2016139_Nauntofte_indhold.indd 14

25/04/2017 14.30

Prolog

En sprængt blindtarm midt om natten. Omtåget blev jeg puffet ind i en bil og kørt til Bispebjerg Hospital. Hvide kitler. Uden tøven blev jeg lagt på operationsbordet, skarpt lys, fuld narkose, væk. ”Det var i sidste øjeblik,” sagde lægen lakonisk, da jeg vågnede. ”Sådan en sprængt blindtarm kan man dø af.”

Så nu har jeg sænket tempoet og lovet lægen at gå en lang tur hver dag. I morges tog jeg elevatoren ned fra 14. etage for at komme i gang. Det var en kølig, solrig søndag. Med tøvende skridt forsøgte jeg mig ned ad Vesterbrogade. Ikke lige min stil, det med de tøvende skridt. Selv hundene holdt en respektfuld distance, som undrede de sig over min vaklen. København levede endnu, og ungdommen slog stadig fra sig. ”Se dig for, gamle,” lød en frisk pigestemme i mit venstre øre, da et ungt, forelsket par lattermilde bumlede ind i mig og næsten væltede mig omkuld.

Jeg svarede med et tamt smil. Er det sådan, forfaldet begynder, eller er det bare mig? Jeg gik usikkert, svingende til højre og venstre, havde mest lyst til at droppe lægens anbefalinger om den lange gåtur og slå mig ned på en gadecafé i solsiden og få en stor, kold øl. Jeg besindede mig og købte i stedet friske tulipaner til Maria.

Tilbage i lejligheden satte jeg dem i vand og gik i lige linje gennem lejligheden ind til mit arbejdsværelse. Her i den gamle Carlsbergsilo, 14 etager over København, kan jeg se hele byen. I al slags vejr har jeg styr på, om den ligger, som den skal. Broen til Sverige står som mit faste støttepunkt i horisonten, og trafikken spænder dynamisk byens indfaldsveje under mig op i en bred strøm af biler styrende ad Vesterbrogade og ind mod Rådhuspladsen med høj arabisk musik, åbne bilvinduer og lyshårede kvinder på cykel gennem byen. Homo metropolis!

2016139_Nauntofte_indhold.indd 15

15

25/04/2017 14.30

Jeg satte mig i mit cirkelrunde bibliotek med alle bøgerne omkring mig i reolerne, der går fra gulv til loft. Mit arbejdsværelse er i sig selv et vidnesbyrd om mine mange rejser. Her er forladerifler fra Kabul, en lerkrukke fra Hebron, en håndlavet mosaik af klinker fra Jerusalem, masker og en udskåret figur i mandshøjde fra Papua Ny Guinea. Når jeg dør, vil artefakterne leve videre i Eventyrernes Klub i dens fantastiske hule i Nyhavn, få meter fra min ungdoms lejlighed på højre kanalbred. Det var dengang, jeg tog kloden til mig.

Jeg kunne høre Maria arbejde i køkkenet med at bage brød. Altid når hun arbejder, pulser hun på sine små, tynde Mistral-cigaretter, hvis lette røgskyer siver hele vejen ind i arbejdsværelset. Jeg er så glad for den duft af Mistral, at jeg er begyndt at ryge igen. Totalt politisk ukorrekt. Og hvad så? Her indendørs kan vi stadig gøre, hvad der passer os. Så længe det varer.

16

Denne bog er skrevet i Galilæa, Østjerusalem, Saigon, USA, Viborg og her i mit tårnværelse under himlen over København. Det inspirerede mig at skrive fra de steder, hvor oplevelserne havde deres rod. I Viborg boede jeg for eksempel i nogle uger på Palads Hotel i Mathiasgade, hvor hotellets ejer, Gerner, gav mig husly, mens jeg skrev om min barndom. Det var paradoksalt, at jeg havde brugt så mange kræfter på at komme væk fra mine forældres hjem, og nu stod der som 78-årig på tæer for at kigge ind ad vinduerne til den villa, vi boede i dengang i 1940’erne. Jeg måtte gense den magiske prinsessebænk under birketræet i Enghaven, der stadig sprødt hvisker hemmeligheder til mig, og som blev storytelleren i mit liv.

I arbejdsværelset i siloen på Vesterbro overvejede jeg, hvad jeg burde genlæse. Jeg tog Leif Davidsens Den russiske sangerinde ned fra reolen. Den skrev han, mens han var korrespondent i Moskva, og jeg slugte den. Jan Stages sidste bog, Niemansländer, blev skrevet ud af hans eget ingenmandsland, kort før han døde. Dødelig syg reddede han sig hjem fra Afghanistan, skrev bogen færdig, og på titelbladet nedfældede han i hånden ordene til mig: ”Så nåede jeg

2016139_Nauntofte_indhold.indd 16

25/04/2017 14.30

det!” Jan er her ikke mere, men han lever videre med sin stærke personlighed. På min bogreol og i mine tanker. Vi var uovervindelige, vi to. Fyldte, som vi var, af fremdrift, uro og eventyrlyst.

Det har krævet tilløb at skrive disse erindringer. Især at skrive historien om min far helt ærligt. Tvivlen har fulgt mig hele vejen.

Huskede jeg korrekt? Fortalte jeg sandheden? Jeg spurgte selvfølgelig min bror Niels, det eneste direkte vidne, jeg har tilbage, om netop dette. ”Det ser rigtigt ud, Jens. Også beskrivelsen af far, selv om det er lidt hårdt at læse den.”

Selv er jeg ikke i tvivl. Det er et nådesløst ærligt billede, jeg har tegnet af min far. Han var min barndoms tyran, der lagde sin hånd tungt på mine rygstykker. Tyktarmen snerrer stadig, og hånden kan jeg fysisk mærke. Så mange år er gået, og jeg kan stadig mærke den energi. Nu står jeg dog ved ham, som han var, og jeg har tegnet præcis det billede af ham, som står mejslet i min erindring. Samtidig ved jeg, at han døde uden at nå at opleve mig. Da han endelig begyndte at interessere sig for mig, var han på vej ud af livet, og jeg var, lidt sent, på vej ind. Så underteksten i denne bog lyder: ”Her er jeg, far. Du kender mig ikke. Og du har aldrig kendt mig!”

2016139_Nauntofte_indhold.indd 17

25/04/2017 14.30

2016139_Nauntofte_indhold.indd 18

25/04/2017 14.30

Grænseland Vietnam, 27. marts 1975

Fyijjj – fyijjj – fyijjj.

Helikopternes rotorblade skærer sig gennem den tunge trope­ luft og forvandler verden til skiver af hård lyd. Motorerne på de fire mørkegrønne Bell UH-1 Huey-kamphelikoptere hviner, da maskinerne synkront løfter sig fra den varme asfalt på Tuy Hoy-basen i det sydøstlige Vietnam.

Jeg er placeret i et sæde ved siden af maskingeværskytten ved den åbne luge. Jeg fik den sidste plads, den uden sikkerhedsbælte, men jeg fik en plads. Med blok og kamera klar til at dokumentere endnu en dag i krigen. I cockpittet oppe foran sidder to andre reportere, begge amerikanere, og den sydvietnamesiske general Chuck ved siden af piloten. Et par meter over jorden krænger piloten snuden skråt forover og accelererer. Kursen er sat mod Pleiku i det centrale højland og fronten, hvor Chucks tropper kæmper nogle af Vietnamkrigens sidste og hårdeste kampe mod den fremadstormende nordvietnamesiske hær.

Snart trækker vi ind over junglen. Lange kolonner af civile sydvietnamesere vandrer på junglestierne under os i et forsøg på at slippe væk fra fronten og ud mod kysten. Hundredtusindvis af civile er allerede døde i den modbydelige overlevelseskamp, som krigen også er. Vi nærmer os fronten. Der er spredte ildglimt nede mellem træerne. Huey-helikopteren ligger i 500 meters højde, et godt stykke over junglen. Den amerikanske hær har sendt mere end 7.000 af disse dræbermaskiner ind i krigen. Næsten 5.000 er blevet skudt ned.

Jeg er klam af angst. Og luftsyg. Piloten laver bukkespring med helikopteren for ikke at være for oplagt et mål for det nordviet-

2016139_Nauntofte_indhold.indd 19

19

25/04/2017 14.30

20

namesiske artilleri på jorden. Her stinker af dieselolie og svedige kroppe. Det svimler for mig, da jeg eksplosivt brækker mig ned over mine støvler. Maskingeværskytten ved siden af mig er iskold. Han har Ray-Ban-solbriller for øjnene, Jim Morrison i hørebøfferne og begge hænder på sit M1919 Browning-maskingevær. Vi er på vej til en lejr ved fronten, men han tøver ikke med tømme sine magasiner ned over junglen – og Viet Cong – under os. Han ligner det, han er: en upåvirket massemorder forklædt som cool krigshelt. Emblemet med et dødningehoved griner fra hans skulder.

Jeg skal brække mig igen. Krigen kommer forbandet tæt ind på livet af os heroppe. Tæt på, men alligevel på afstand, som et krigslaboratorium. Krudtslammet fra maskingeværet lugter af død. Der er store blodplamager på gulvet fra de sårede, der i går blev fløjet hjem fra dagens kampe. Heden er kvælende, og jeg føler mig dødsmærket. Vi er lette ofre for vietcongernes raketstyr, hvis de er dernede.

Sitting ducks, lige til at plukke ned fra himlen. Jeg vinker arrigt op mod helikopterpiloten i cockpittet og råber alt, hvad jeg kan: ”I need a security belt!”

Han reagerer ikke. Ved siden af ham sidder general Chuck, nederlagets general. Han reagerer heller ikke, men stirrer bare ned mod højdedragene, hvor Vietnamkrigen afgøres i disse timer. Jeg forstår ikke, hvorfor han sidder her, mens hans tropper bliver massakreret nede i junglen? Måske søger han efter at få et overblik over katastrofen? Der er ingen til at give ham en skideballe for at svigte sine tropper. Alt er i opløsning. Landet. Menneskene. Mig. Jeg flygter væk i tankerækker fra min morgen i Saigon med Nhu. Stilhed på et rodet hotelværelse midt i byen lige før solopgang. Levende øjne fastlåst i mine. En blød skulder ind i min armhule, et hoved, der fandt støtte på mit bryst. Jeg vågnede til den berusende duft af hendes Shalimar-parfume og gav mig god tid til at nyde den, mens morgendæmringen jog natten på flugt udenfor.

Vi vidste begge, hvad dagen ville bringe, og nød minutterne inden uden ord.

2016139_Nauntofte_indhold.indd 20

25/04/2017 14.30

En ætsende stank af bræk, en raslen fra patronhylstre ved mine fødder og maskingeværskyttens aggressive og øredøvende salver mod Viet Cong under os river mig tilbage til nuet. Det føles, som om jeg svæver frit i luften. Jeg tæller sekunder, men min hjerne opgiver at følge med. Jeg har ingen kontrol over situationen eller min skæbne. Er det sådan, livet slutter? Uden varsel, fordi jeg sprang ind på det forkerte sæde?

Vi flyver over oversvømmede rismarker, der spejler skyerne over os. Vandbøfler er væltet omkuld og ligger døde i vandet. Angsten i min krop giver mig kvælningsfornemmelser. Jeg begynder at hikke som en idiot, og adrenalinen roterer helt ud i tæerne, da helikopteren svinger om på venstre side. Jeg stemmer fødderne mod gulvet og presser hænderne op mod loftet for ikke at falde ud. Mine arme ryster, og jeg kan mærke, at jeg ikke har kræfter nok til at holde mig fast. Jeg slipper og griber fat i overarmen på skytten for at have noget at holde i. Rasende hugger han sin albue i mit mellemgulv, så jeg mister den sidste rest af luft.

Et syn vokser frem på stierne nede i junglen. Drømmer jeg? Under mig ser jeg lange kolonner af hvide skikkelser, der langsomt bevæger sig gennem den grønne jungle. Er de døde eller levende? Er jeg? ”SLAP AF, UNGE M AND!” lyder det pludselig gennem larmen.

Det er general Chuck. Han har vendt sig mod mig i helikoptersædet, og med hele sit kridhvide tandsæt halvt ude af munden råber han: ”Don’t worry … Fremdriften ophæver tyngdekraften ... Du skal nok komme sikkert til Saigon i aften!” ”Saigon i aften …” tænker jeg og forsvinder ind i mig selv, hvor duften af Nhu stadig står helt skarp.

2016139_Nauntofte_indhold.indd 21

25/04/2017 14.30

Fra bogens forord af Leif Davidsen

Jens Nauntofte (1938-2017), historiker, journalist og forfatter.

Fra 1967 tilknyttet Dagbladet Information som journalist, i 1977 som udenrigsreporter på Danmarks Radio, først på radioprogrammerne Udefra og Orientering og fra 1988 på TV-Avisen, hvor han var ansat indtil 2008. Han er specielt kendt for sin intense dækning af Mellemøsten. Har udgivet over 14 bøger, deriblandt Gul stjerne over Vietnam (1975), Kadaffi, Libyens Godfather (1986) og Tyrannernes fald (2013).

Modtog i 2001 DR’s jubilæumspris for journalistik og reportage.

Han var desuden medlem af Eventyrernes Klub.

En af Danmarks mest anerkendte udenrigsreportere, Jens Nauntofte, nåede kort før sin død i marts 2017 at sætte sidste punktum i denne bog om sit begivenhedsrige og eventyrlige liv.

Danskerne kender ham for hans reportager fra verdens brændpunkter – fra de utallige krige i Mellemøsten til Vietnamkrigens kaotiske afslutning, hvor han som den eneste danske journalist blev tilbage, da Saigon faldt.

JENS NAUNTOFTE

”Heldigvis nåede Jens at blive færdig med sine erindringer, der sætter et smukt og varigt minde over et langt og produktivt liv.”

JENS NAUNTOFTE

I Minefelter følger han i fodsporet på de tyranner, der har præget hans personlige og professionelle liv. Han krydsklipper mellem nedslag i sin egen historie, der var præget af en kristen og maniodepressiv far og en bror, der var fremmedlegionær – og nedslag i de interviews, han gennem årene har lavet med nogle af verdens mægtigste og mest utilregnelige magthavere.

Deriblandt Muammar Gaddafi, Saddam Hussein og Yassir Arafat.

Minefelter er et anderledes stykke verdenshistorie formidlet af en journalist, der gennem 50 år rapporterede om og analyserede verden for os.

Min indre stemme var helt stille, men jeg kunne mærke situationen forplante sig i min stressfølsomme mave som en begyndende krampe. Jeg måtte hurtigt på toilettet, inden det gik galt. Forhørslederen åbnede døren og beordrede en betjent at tage mig på toilettet. Han førte mig over gangen til et rum med et hul i gulvet.

Jeg satte mig på hug, mens en kvindelig og en mandlig fængselsmedarbejder fulgte mig nøje. Jeg gjorde hidsigt tegn til de to om at skride og lukke døren efter sig. De ignorerede mig med et fjollet grin. Fint nok, tænkte jeg. Maven kunne ikke vente længere. Så måtte de tage det, som det kom.

Og det gjorde det. Diarréen sprøjtede ud af mig. De to betjente sprang baglæns og undgik med nød og næppe at blive tilsvinet på skoene. Nu var det min tur til at grine af dem, selv om der intet sjovt var over situationen. Jeg var 71 og for gammel til det her. ”Se det i øjnene, Jens. Du er en amatør, og din datomærkning er udløbet,” lød det selvkritisk fra den indre stemme.

ISBN: 978-87-400-3620-6

POLITIKENS FORLAG www.politikensforlag.dk

978-87-400-3620-6

ERINDRINGER Forord Leif Davidsen

Forsidefoto: Privatfotos og Robin Skjoldborg (nederst til højre)