Page 1

e /rstlle fO icieaft­offe cr ­Min oman r

TM

ALENE PÅ EN ØDE Ø

Bogens hovedperson strander på en ø og ser sig omkring. Hvor er jeg? Hvem er jeg? Og hvorfor er både solen og alt andet lavet af firkantede blokke?

OFFICIAL PRODUCT

TM

Det bliver meget hurtigt mørkt, og så snart solen er væk, kommer zombierne frem … og man skal være både modig og kreativ for at finde mad og bygge et hjem, mens man forsvarer sig mod creepere og bevæbnede skeletter og forsøger at undgå en strøm af brandvarm lava. Når man ikke kender reglerne i den verden, man er havnet i, og det ene eneste, man har, er nogle få redskaber, er det dejligt at møde en ven, der indimellem kan give nogle gode råd - også selvom det er en ko.

ISBN: 978-87-4004-268-9

Minecraft-Øen_9780399181771_jkt_all_r1_DK.indd 1

16/05/2018 11.16


Minecraft Øen.indd 1

17/05/2018 08.46


Max Brooks

Oversat af Brian Christensen

POLITIKENS FORLAG

Minecraft Øen.indd 3

17/05/2018 08.46


Til Michelle og Henry, som sørger for, at jeg ikke er en ø.

Minecraft Øen.indd 4

17/05/2018 08.46


FORORD

Jeg forventer ikke, at du vil tro på, at der findes en verden som den, jeg nu skal til at beskrive, selv om du faktisk allerede befinder dig i den, hvis du læser det her. Måske har du været i denne verden et stykke tid, men har først opdaget øen nu. Eller måske er øen dit første møde med denne verden, ligesom den var det for mig. Hvis du er alene, forvirret og skræmt fra vid og sans, har du det på præcis samme måde, som jeg havde det på min første dag. Denne verden kan virke som en labyrint og nogle gange som en tyran, men i virkeligheden er den en læremester, og dens prøvelser er faktisk beregnet til at give livserfaring. Det er derfor, jeg har efterladt dig denne bog – så du kan lære af mine erfaringer.

Minecraft Øen.indd 5

17/05/2018 08.46


Minecraft Øen.indd 6

17/05/2018 08.46


FØLGENDE HISTORIE BYGGER PÅ VIRKELIGE BEGIVENHEDER.

KAPITEL 1

GIV ALDRIG OP

Jeg drukner! Jeg vågnede nede i vandet, langt nede i vandet, og det var min første tanke. Det var koldt. Mørkt. Hvor var overfladen? Jeg sparkede mig frem i alle retninger i et forsøg på at finde op. Jeg vendte og drejede mig, og så så jeg det: et lys. Svagt, mat og langt væk. Jeg svømmede instinktivt hen mod det og lagde hurtigt mærke til, at vandet omkring mig blev klarere. Det måtte være overfladen, solen. Men hvordan kunne solen være … kvadratisk? Jeg måtte se syner. Måske var det en mystisk spejling i vandet. Lige meget! Hvor meget luft har jeg tilbage? Kom nu bare videre. Svøm! Mine lunger svulmede op, og små bobler piblede ud mellem mine læber, som om de forsøgte at komme først op i det fjerne lys. Jeg fægtede og sprællede i vandet som et fanget dyr. Nu kunne jeg se det: et loft af små bølger, der kom nærmere for hvert desperate svømmetag. Nærmere, men stadig langt væk. Det gjorde ondt i musklerne. Det sved i lungerne. Svøm! SVØM! 7

Minecraft Øen.indd 7

17/05/2018 08.46


Argh! Jeg krympede mig, da en smerte pludselig jog gennem hele kroppen. Jeg åbnede munden i et stumt skrig, da jeg rakte ud efter lyset, luften, livet. Jeg kom op i den kølige, rene luft. Jeg hostede. Jeg spruttede. Jeg stønnede. Jeg grinede. Jeg trak vejret. Et øjeblik nød jeg det bare, lukkede øjnene og lod solen varme mit ansigt. Men da jeg åbnede øjnene, kunne jeg ikke tro det, jeg så. Solen var kvadratisk! Jeg blinkede hårdt. Også skyerne? I stedet for runde, dunede vatkugler gled nogle smalle, firkantede former langsomt af sted over mig. Du ser stadig syner, sagde jeg til mig selv. Du slog hovedet, da du faldt ud af båden, og nu er du bare en smule ør. Men var jeg virkelig faldet ud af en båd? Jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne faktisk ikke huske noget som helst – hvordan jeg var havnet her, eller hvor ”her” i det hele taget var. ”Hjælp!” råbte jeg og spejdede ud mod horisonten efter et skib eller et fly eller land. ”Er her nogen? HJÆLP!” Jeg fik ikke andet end tavshed til svar. Det eneste, jeg kunne se, var vand og himmel. Jeg var alene. Næsten. Et eller andet plaskede lige foran mig, og jeg fik et glimt af nogle tentakler og et tykt, sortgråt hoved. Jeg hylede af skræk og sparkede mig baglæns. Det lignede en blæksprutte, men var kvadratisk som alt andet på dette mærkelige sted. Tentaklerne vendte sig mod mig og åbnede sig. Jeg kiggede ind i et stort, rødt gab med knivskarpe, hvide tænder. 8

Minecraft Øen.indd 8

17/05/2018 08.46


”Skrid med dig!” skreg jeg med hjertet i halsen og plaskede febrilsk væk fra bæstet. Det behøvede jeg nu ikke. I det samme trak tentaklerne sig sammen, og blæksprutten strøg i den modsatte retning. Jeg trådte vande et par sekunder, indtil dyret var forsvundet i dybet. Så pustede jeg lettet ud. Jeg tog en dyb indånding, så en til og derefter mange flere. Til sidst faldt mit hjerte til ro, lemmerne holdt op med at sitre, og for første gang efter at jeg var vågnet i vandet, kom hjernen på banen. ”Okay,” sagde jeg højt. ”Du må være langt ude på en sø eller et hav eller noget lignende. Ingen kommer og redder dig, og du kan ikke blive ved med at træde vande.” Jeg vendte mig langsomt hele vejen rundt i håb om at få øje på antydningen af en kystlinje, som jeg havde overset tidligere. Ingenting. Jeg så fortvivlet op i himlen igen. Ingen fly, ikke engang en tynd, hvid stribe. Hvad er det da for en himmel, der ikke har den slags striber? En med en kvadratisk sol og firkantede skyer. Skyerne. Jeg lagde mærke til, at de bevægede sig støt i samme retning, væk fra solen, stik vest. ”Den vej kan jeg jo lige så godt prøve,” sagde jeg med endnu et dybt suk og begyndte langsomt at svømme mod vest. Jeg havde ikke noget at svømme efter, men tænkte, at vinden kunne hjælpe mig lidt på vej eller i det mindste ikke sinke mig. Og hvis jeg svømmede nordpå eller sydpå, risikerede jeg, at vinden ville føre mig rundt i en kurvet bane, så jeg endte med at svømme i ring. Jeg vidste ikke, om det faktisk passede. Det ved jeg stadig ikke. Jeg var jo for pokker lige vågnet 9

Minecraft Øen.indd 9

17/05/2018 08.46


og havde sikkert slået hovedet hårdt mod havbunden, og jeg kæmpede virkelig hårdt for ikke at havne dernede igen. Bare fortsæt, sagde jeg til mig selv. Koncentrér dig om, hvad der er forude. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvor underligt jeg ”svømmede”. Det foregik ikke i den sædvanlige ”svømmetag-pause-svømmetag”-rytme, men føltes mere, som om jeg gled gennem vandet med armene og benene på slæb. Jeg har slået hovedet, tænkte jeg og havde ikke lyst til at forestille mig, hvor slem skaden kunne være. Der var én ting, der gjorde mig glad: Jeg blev åbenbart ikke træt. Burde det ikke være udmattende at svømme? Begynder ens muskler ikke at krampe til efter et stykke tid? Det må være adrenalin, tænkte jeg og gjorde mit bedste for ikke at tænke på, at den reserve ville slippe op på et tidspunkt. For det ville den. Før eller siden ville jeg tabe pusten, få krampe og gå fra at svømme til at træde vande og derefter fra at træde vand til at flyde. Jeg ville naturligvis forsøge at hvile mig og vugge på bølgerne for at spare kræfter, men hvor længe ville jeg kunne blive ved med det? Hvor lang tid ville der gå, før det kolde vand til sidst fik bugt med mig? Hvornår ville jeg med klaprende tænder og dirrende krop synke ned i mørket igen? ”Ikke endnu!” råbte jeg. ”Jeg giver ikke op endnu!” Det råb var, hvad der skulle til for at få mig til at hanke op i mig selv. ”Koncentrér dig! Fortsæt!” Og det gjorde jeg. Jeg svømmede videre af alle kræfter, samtidig med at jeg forsøgte at være opmærksom på mine omgivelser. Jeg krydsede fingre for, at jeg ville få øje på masten af et skib eller omridset af en helikopter. Om ikke andet fik det mig til at tænke på noget andet end min nuværende kattepine! 10

Minecraft Øen.indd 10

17/05/2018 08.46


Jeg bemærkede, at vandet var roligt, og det var da et lyspunkt. Eftersom der ikke var nogen bølger, var der heller ikke nogen modstand, hvilket betød, at jeg kunne svømme længere, ikke? Jeg lagde også mærke til, at vandet var ferskt, ikke salt, hvilket ville sige, at jeg befandt mig i en sø og ikke i et hav, og søer er mindre end have. Okay, en stor sø kan være lige så farlig som et hav, men helt ærligt: Har du et problem med, at jeg forsøgte at se lyst på tingene? Jeg lagde også mærke til, at jeg kunne se bunden. Søen var skam dyb nok – man kunne smide en pænt høj kontorbygning ned i den, uden at taget ville rage op – men den var ikke bundløs, som man ellers siger, at havet kan være. Jeg kunne også se, at bunden ikke var flad, men havde masser af små grave og skrænter. I det samme bemærkede jeg til højre for mig, at en af skrænterne hævede sig så højt i vandet, at toppen forsvandt i det fjerne. Brød den overfladen? Jeg vendte mig mod nord, nordvest, tror jeg, og svømmede mod højdedraget. Og før jeg vidste af det, blev det til et undersøisk bjerg. Og lidt efter syntes jeg faktisk, at jeg så toppen stikke op af vandet. Det må være land, tænkte jeg, men sagde samtidig til mig selv, at jeg ikke måtte skrue forventningerne i vejret. Det kan være en luftspejling, et synsbedrag eller noget tåge eller … I det samme fik jeg øje på træet. Eller jeg troede i det mindste, at det var et træ, for på den afstand kunne jeg ikke se andet end en mørkegrøn, kantet masse på en ​​ mørkebrun linje. Forventningen drev mig frem som en torpedo. Med blikket rettet stift frem for mig fik jeg lidt efter øje på nogle andre træer på en gyldenbrun strand. Og pludselig så jeg en grønbrun skrænt af en bakke. 11

Minecraft Øen.indd 11

17/05/2018 08.46


”Land!” råbte jeg. ”LAAAND!” Jeg havde klaret det! Varm, fast jord under fødderne! Et par svømmetag til, og så ville jeg være der. En bølge af lettelse skyllede gennem mig … og ligesom en rigtig bølge ebbede den ud igen. Jeg nåede dårligt at juble, før øen kom helt til syne. Da jeg nåede ind til stranden, var jeg lige så forvirret, som da jeg var vågnet under vandet. Øen var firkantet. Eller den var rettere sagt lavet af firkanter. Alting: sandet, jorden, klipperne, selv de ting, som jeg først antog for at være træer. Det hele var opbygget af terninger. ”Okay,” sagde jeg og nægtede at tro det, jeg så. ”Giv mig bare lige et øjeblik.” Jeg stod i vand til livet og hev efter vejret, mens jeg blinkede og ventede på, at mine øjne ville se klart igen. Jeg var sikker på, at lige straks ville alle de hårde, lige linjer forvandle sig til normale bløde, runde former. Det gjorde de ikke. ”Det må være på grund af slaget i hovedet,” sagde jeg til mig selv og vadede i land. ”Det går nok. Men tjek lige, at du ikke bløder for meget og …” Jeg rakte instinktivt hånden op mod det formodede sår i hovedet, men da den gled op foran ansigtet, gispede jeg. ”Hvad …?” For enden af min firkantede arm sad der en kødagtig klods, der ikke ville åbne sig, uanset hvor meget jeg prøvede at få den til det. ”Hvor er min hånd?” råbte jeg panisk.

Det svimlede for mig, og halsen snørede sig sammen, da jeg

nervøst kiggede ned ad mig selv. Murstensformede fødder, firkantede ben, en skotøjsæskeformet torso – det hele dækket af påmalet tøj. 12

Minecraft Øen.indd 12

17/05/2018 08.46


”Hvad er der sket med mig?” skreg jeg ud over den øde strand. ”Det her kan ikke passe!” råbte jeg og løb frem og tilbage, mens jeg forsøgte at rive det malede tøj af kroppen. Jeg hev desperat efter vejret, da jeg spænede ned til vandet igen for i det mindste at se det beroligende spejlbillede af mit eget ansigt. Men jeg så intet. ”Hvor er jeg?” råbte jeg ud over den flimrende sø. ”Hvad er det her for et sted?” Jeg tænkte på, hvordan jeg var vågnet i vandet … eller var jeg? ”Det er en drøm!” sagde jeg med lettelse i min panikstemme og klamrede mig til den eneste forklaring, jeg kunne finde på det hele. ”Selvfølgelig!” Og et kort øjeblik var jeg lige ved at genvinde fatningen. ”Det er bare en vild drøm, og lige om lidt vågner du og …” Og hvad? Jeg prøvede at forestille mig, at jeg vågnede op hjemme hos mig selv i mit normale liv, men det hele var væk. Jeg kunne huske verden, den virkelige verden med bløde, runde former, med mennesker og huse og biler og liv. Jeg kunne bare ikke huske, at jeg var med i den. Jeg kneb øjnene sammen, da en usynlig næve greb fat om mine lunger. ”Hvem er jeg?” Årerne i min hals dunkede. Jeg kunne mærke huden uden på ansigtet, rødderne i tænderne. Jeg vaklede svimmel og utilpas hen mod foden af bakken. Hvad hed jeg? Hvordan så jeg ud? Var jeg gammel? Var jeg ung? Jeg blev ikke klogere af at se ned ad min kasseformede krop. Var jeg en mand eller en kvinde? Var jeg overhovedet et menneske? ”Hvad er jeg?” 13

Minecraft Øen.indd 13

17/05/2018 08.46


Kæden sprang af. Jeg brød sammen. Hvor? Hvem? Hvad? Og så det sidste spørgsmål. ”Hvorfor?” skreg jeg op mod den skarpe, kvadratiske sol. ”Hvorfor kan jeg ikke huske noget? Hvorfor er jeg anderledes? Hvorfor er jeg her? Hvorfor sker alt det her for mig? HVORFOR?” Jeg fik ikke andet end stilhed til svar. Ingen fuglesang, ingen bølgebrus, ikke engang vindens raslen mellem de kantede former, der skulle gøre det ud for træer. Ikke andet end ren, afstraffende stilhed. Og så … GRRRP. Lyden var så svag, at jeg ikke var sikker på, at jeg havde hørt den. GRRRP. Denne gang hørte jeg den helt sikkert – og mærkede den også. Den kom inde fra mig. Min mave knurrede. Jeg er sulten. Det var lige det, jeg havde brug for for at komme på ret køl. Noget at foretage mig, noget enkelt og ligetil at koncentrere mig om, og ud over det at trække vejret findes der ikke noget enklere end at spise. GRRRP, brummede min mave, som om den sagde: ”Jeg venter.” Jeg rystede hårdt på hovedet for at få farve i kinderne igen og kiggede ned ad mig for at se, om jeg havde noget at spise. Jeg var blevet så forskrækket ved synet af mig selv, at jeg måske havde overset noget. Måske havde jeg en vandtæt mobil i lommen eller endda en tegnebog med noget legitimation. Jeg havde ingen af delene, ikke engang lommer. Men jeg 14

Minecraft Øen.indd 14

17/05/2018 08.46


opdagede, at jeg havde et smalt bælte i samme farve som mine bukser – det var endnu en grund til, at jeg havde overset det første gang – med fire flade lommer i hver side. Lommerne var tomme, men da jeg kiggede i dem, mærkede jeg pludselig et svagt tryk fra noget, der hvilede mod min ryg. Jeg vil kalde det en ”rygsæk”, men den var ikke forsynet med stropper eller spænder eller noget, der kunne holde den på plads. Den sad der bare, og ligesom med bæltet og det påmalede tøj kunne jeg ikke tage den af. Jeg kunne ikke gøre andet end at række om efter den og trække den om foran. ”En vild drøm,” sagde jeg og støttede mig til den eneste mentale krykke, jeg havde. Rygsækken havde 27 små lommer indvendigt, og ligesom lommerne i bæltet var de helt tomme. Ingen forsyninger at gøre status over, tænkte jeg, mens min sult tog til. Det ville sige, at jeg var nødt til at gå på jagt efter mad. Jeg så mig omkring efter noget, der så ud til at være bare den mindste smule spiseligt. I begyndelsen kunne jeg ikke rigtig finde andet end nogle firkantede græsstrå på en bloks længde. De voksede enkelt- og parvis i den grønne jordoverflade bag stranden. Jeg rakte ned efter et strå lige ved mine fødder, men af en eller anden grund kunne jeg ikke plukke det, men greb bare ud efter det med fumlende bevægelser. Ængstelsen vældede op i mig igen. Det var sin sag at have en underlig krop, men noget helt andet at opdage, at selvsamme krop ikke ville lystre mig! Jeg prøvede igen, men fik heller ikke denne gang fat i græsset. Dette gentog sig, og da jeg omsider fik fat i græsset, knuste min næve det. Og det mener jeg bogstaveligt. De lange, grønne strå knækkede ikke bare, men forsvandt fuldstændig. En hurtig knasende lyd, og ”puf!”, så var de væk.

”Helt ærligt!” sagde jeg surmulende og kiggede på det kan15

Minecraft Øen.indd 15

17/05/2018 08.46


tede vedhæng for enden af min arm. ”Virk nu bare, gider du?” Af en eller anden grund hjalp det ikke at tale indtrængende til min hånd. Og det gjorde det heller ikke at gentage den samme ubehjælpelige bevægelse på en anden tot græs. Jeg har hørt, selv om jeg ikke husker hvor, at definitionen af sindssyge er at gøre det samme om og om igen i håb om at opnå et andet resultat. Jeg ved ikke, om det gælder for andre, men for mit vedkommende var det fandens tæt på. ”Virk nu bare!” gryntede jeg arrigt og slog ned i græsset, som om det havde langet ud efter mig først. ”Virk. Virk. VIRK!” Det var ved at slå klik for mig igen. Min forstand gik på meget tynd line i det øjeblik, og jeg trængte i den grad til lidt medgang. Det fik jeg ikke ligefrem, men jeg brød den onde cirkel ved uforvarende, og bogstavelig talt, at bryde jorden. I fjerde forsøg slog jeg så hårdt og så mange gange, at jeg ikke kun ødelagde de små, grønne strå, men også slog en hel blok jord væk under dem. ”Hvad sker der?” udbrød jeg. Nu var jeg mere nysgerrig end frustreret. Til at begynde med kunne jeg ikke se blokken, men kun det firkantede hul, den var forsvundet ned i. Jeg kiggede ned i hullet og så, at blokken nu var blevet til en mindre terning, der svævede et stykke over jorden. Jeg rakte ned efter terningen, men nåede ikke mere end halvvejs, før den susede op til mig. Jeg vaklede overrasket baglæns og så på terningen i min hånd. Den føltes som jord, ru og tør og med nogle få småsten indeni. Jeg prøvede at klemme den og mærkede den give efter uden at smuldre. Jeg førte den op til næsen og snuste til den. Den lugtede af jord. 16

Minecraft Øen.indd 16

17/05/2018 08.46


Jeg snuste igen og kom pludselig i lidt bedre humør. Alt havde været fremmed og anderledes indtil da – alt omkring mig og tilmed mig selv. Men det var det her ikke. Denne lugt var velkendt. Jeg mærkede, hvordan jeg slappede af i nakken og kæben, og jeg er ikke flov over at indrømme, at jeg tog yderligere fire-fem lange, dejlige snus til jordblokken, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at jeg mellem hver inhalering så mig over skulderen for at sikre mig, at ingen kiggede. Jeg vil ikke påstå, at oplevelsen gjorde alting bedre, men den gav mig selvtillid til at prøve at åbne hånden for at lade blokken falde ned på jorden. Og det gjorde den. Det gjorde mig i endnu bedre humør. ”Okay, udmærket,” sagde jeg og pustede ud. ”Nu er jeg i det mindste i stand til at give slip på ting.” Det var ikke en kæmpesejr, men dog noget. Det gav mig en smule kontrol over tingene.

Jeg så den lille terning af jord svæve ved mine fødder et øje-

blik og bukkede mig så ned efter den igen. Da den for anden gang susede op til mig, fór jeg ikke sammen. ”Okay,” sagde jeg og trak forsigtigt vejret. ”Hvis jeg kan give slip på dig, kan jeg måske …” Jeg førte terningen hen til en af lommerne i mit bælte og drog et lettelsens suk, da den lydigt faldt ned i den. ”Javel ja,” sagde jeg og smilede. ”Så ting – eller i hvert fald jord – skrumper så meget ind, at du kan bære dem på dig. Mystisk, men måske nyttigt i denne v… drøm.” Jeg kunne stadig ikke sige ”verden”. Jeg var stadigvæk alt for skrøbelig. GRRRP, rumlede min mave og mindede mig om, at den stadig var der. ”Fint nok,” sagde jeg og tog terningen op af bæltet igen. 17

Minecraft Øen.indd 17

17/05/2018 08.46


”Og da jeg ikke kan spise dig og ikke ser nogen grund til at slæbe rundt på dig …” Jeg bar den indskrumpede blok hen mod hullet, som jeg havde gravet den op af. Et par skridt derfra hoppede den ud af hånden på mig, voksede til sin oprindelige størrelse og faldt på plads, som om intet var hændt. Eller næsten intet: Da den var blevet gravet op, havde den mistet sit grønne græsdække. ”Hmm,” brummede jeg og prøvede at grave den op igen. Og ganske rigtigt: Jeg gav blokken et par slag, og så sprang den op i min hånd som en terning. Jeg lagde den fra mig ved siden af hullet i stedet for nede i det. Og igen antog den sin normale størrelse og stod nu solidt plantet på jorden. Jeg brummede eftertænksomt, da min nyvundne ro satte gang i tandhjulene i mit hoved. Da jeg havde stillet blokken fra mig, havde det vakt et minde. Jeg tror ikke, at det var et minde, der var knyttet særligt til mig, men mere til den virkelige verden. Noget med små børn, der legede med klodser og byggede ting med dem. ”Hvis alting består af blokke,” sagde jeg til terningen, som jeg havde stillet fra mig, ”og hvis alle disse blokke bevarer deres form, vil jeg så kunne stable dem og bygge noget med dem?” GRRRP, lød det vredt fra maveregionen. ”Okay,” sagde jeg til min mave og vendte mig om mod blokken. ”Måske senere. Jeg er nødt til at få noget at spise først.” Jeg ville lige prøve en gang til med græsset, inden jeg gik videre, og det var godt, jeg gjorde det. Ved mit femte forsøg efterlod den forsvundne jordklump nogle frø svævende et 18

Minecraft Øen.indd 18

17/05/2018 08.46


stykke over jorden. Endelig, tænkte jeg og forsøgte at samle dem op. Men der var det underlige ved denne drøm, at jeg kun kunne tage fat i alle seks frø på samme tid og ikke holde dem et ad gangen. Noget andet meget mystisk ved drømmen var, at jeg ikke kunne spise frøene. Min hånd stivnede bare lige foran munden og ville ikke lade mig spise dem. ”Seriøst?” sagde jeg og prøvede i stedet at føre ansigtet frem mod hånden. Det virkede heller ikke. Det var, som om et usynligt kraftfelt adskilte dem. ”Seriøst,” gentog jeg spydigt og mærkede frustrationen og vreden melde sig. ”Fint nok!” Jeg bøjede armen bagud for at kaste frøene væk. Jeg holdt inde, da jeg fik øje på den jordblok, som jeg lige havde eksperimenteret med. Da jeg havde stillet den fra mig for lidt siden, havde den grønne top været væk, men nu var den kommet tilbage. Græslaget var vokset ud igen. Så hurtigt? tænkte jeg og kiggede på frøene. Vokser alle planter så hurtigt? Måske skulle jeg prøve at plante de her frø. Og jeg prøvede på alle mulige tænkelige måder! Jeg smed frøene ned mod jorden igen, men de svævede bare lige over den. Jeg slog ned i jorden, men det betød bare, at endnu en blok rev sig løs. Og da jeg havde stillet denne blok et nyt sted på jorden, forsøgte jeg at trykke frøene ind i siden på den. Uden held. ”Hvorfor kan jeg ikke …” snerrede jeg sammenbidt, men bremsede så mig selv. Hvis jeg forfulgte det spørgsmål, ville det ende med, at jeg gik fra forstanden. ”Videre,” opmuntrede jeg mig selv. ”Lad være med at give op.” Jeg lagde frøene ned i en af bæltelommerne og så mig de19

Minecraft Øen.indd 19

17/05/2018 08.46


sperat omkring efter en anden mulighed. En anden slags fødekilde, en afledning … Træerne! Jeg løb over til det nærmeste træ og prøvede at skrælle barken af det. Spiser mennesker bark? Måske, men jeg kunne i hvert fald ikke. Min hænder ville ikke lade mig gribe fat i træskorpen med lyse og mørke striber. De ville heller ikke lade mig klatre op ad stammen, så jeg kunne få fat i de firkantede bundter af små, terningformede blade. Men jeg gav ikke op. Det kunne jeg ikke tillade mig. ”Hvis det her er en drøm,” sagde jeg, ”kan jeg jo bare flyve op og snuppe nogle!” Jeg rakte næven i vejret, løftede blikket og sprang op i luften … og kom bogstavelig talt lige så hurtigt ned på jorden igen. Men i det øjeblik, hvor jeg hang midt i luften, skete der noget helt fantastisk. Jeg slog ud efter bladene over mig, og selv om de var et par blokke væk, mærkede jeg min næve ramme noget. Jeg begyndte forsigtigt at slå op i luften. ”Kan jeg ramme dem?” Og ganske rigtigt. Selv om min arm ikke strakte sig, kunne jeg alligevel ramme de plettede bladterninger. ”Jeg kan få fat i dem!” råbte jeg og begyndte at slå ud efter bladene. Mit snigende vanvid aftog for hvert slag. ”Ja!” skreg jeg, da den første terning forsvandt, og en rød, skinnende, halvrund frugt landede i min hånd. ”Det var meget bedre!” Og denne gang lod min krop mig spise. Måske er det sådan, det hænger sammen, tænkte jeg, mens jeg gnaskede den sprøde, søde frugt i mig og mærkede saften løbe ned i halsen. Måske vil min hånd kun lade mig spise det, der er spiseligt. 20

Minecraft Øen.indd 20

17/05/2018 08.46


Frugten lignede måske ikke helt et æble, men den smagte fuldstændig som et. Og hvis lugten af jord havde føltes dejlig, var denne smag så overvældende, at jeg faktisk fik tårer i øjnene. ”Fortsæt,” sagde jeg, da hele æblet var forsvundet ned i min sultne mave. ”Giv aldrig op!” Uden egentlig at være klar over det havde jeg lige lært noget. Man kan kalde det et mantra eller en morale, men uanset hvad var det nogle ord til efterlevelse, og det var de første af mange på denne forunderlige og vidunderlige rejse: Giv aldrig op.

Minecraft Øen.indd 21

17/05/2018 08.46


e /rstlle fO icieaft­offe cr ­Min oman r

TM

ALENE PÅ EN ØDE Ø

Bogens hovedperson strander på en ø og ser sig omkring. Hvor er jeg? Hvem er jeg? Og hvorfor er både solen og alt andet lavet af firkantede blokke?

OFFICIAL PRODUCT

TM

Det bliver meget hurtigt mørkt, og så snart solen er væk, kommer zombierne frem … og man skal være både modig og kreativ for at finde mad og bygge et hjem, mens man forsvarer sig mod creepere og bevæbnede skeletter og forsøger at undgå en strøm af brandvarm lava. Når man ikke kender reglerne i den verden, man er havnet i, og det ene eneste, man har, er nogle få redskaber, er det dejligt at møde en ven, der indimellem kan give nogle gode råd - også selvom det er en ko.

ISBN: 978-87-4004-268-9

Minecraft-Øen_9780399181771_jkt_all_r1_DK.indd 1

16/05/2018 11.16

Minecraft - Øen  

En moderne Robinson Crusoe-historie med en hovedperson, der skal overleve på en ø i Minecraft-universet. Bogens helt er strandet på en ø og...

Minecraft - Øen  

En moderne Robinson Crusoe-historie med en hovedperson, der skal overleve på en ø i Minecraft-universet. Bogens helt er strandet på en ø og...

Advertisement