Mandelgaven af Erik Valeur

15 mm

102 mm

12 mm

12,5 mm 12 mm

102 mm

15 mm 184 mm

I syv små forunderlige – men også grumme – fortællinger vender Erik Valeur vrangen ud af danskernes mest elskede juletradition. I mange hjem krakelerer familiehyggen, med snyd, skuffelse, grådighed, jalousi og vrede som resultat, når risalamanden skal serveres og mandelgaven uddeles.

Det er ikke noget, vi normalt taler højt om …

Den lille pige så på de voksne omkring bordet og gentog med en lav hvisken: ”Det er forkert!”

ERIK Mandel VALEUR gaven

Af forfatteren til

Det syvende barn

ERIK VALEUR Syv barske fortællinger om

Mandel gaven

Hvorfor vreden ramte hans mor – endda på selve juleaften – kunne han aldrig senere forklare.

Blodet silede ud mellem hans fingre og dryppede ned på den sidste rest af risalamande. Det var lige så rødt som sløjfen om halsen på grisen.

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-567-9913-3

- en rejse gennem de skjulte sider af danskernes elskede juletradition

15 mm

15 mm

Syv barske fortĂŚllinger om

Mandelgaven – en rejse gennem de skjulte sider af danskernes elskede juletradition

Politikens Forlag

Mandelgaven.indd 3

29/09/16 09.

ndelgaven.indd 4

Indhold Forord – Glædelig jul – og rigtig god mandelgave! 7 1. Et uheld kommer sjældent alene 9 Historien om en soldat, der tog vreden med sig hjem fra krigen

2. Pigen, der sagde: ‘Det er forkert!’ 19 Historien om en mor, der ville lære sin datter, at hun ikke måtte tænke på sig selv

3. Den jul, hvor alle kom op at skændes 30 Historien om to mødre, der blev misundelige på hinandens børn

4. Hvad krystalskålen gemte til den gamle tyran 40 Historien om en dreng, som hver eneste juleaften lod sin morfar vinde mandelgaven – af skræk for, hvad der ellers ville ske

29/09/16 09.38

5. Julemiddagen, der gik op i røg 52 Historien om en jæger, der ville lave om på sin nye families traditioner

6. Den fortabte bror fra skoven 66 Historien om to søstre, der inviterede deres lillebror til julemiddag i et forsøg på at gøre alting godt igen

7. Hvis kærligheden kunne flytte klipper 78 Historien om et ægtepar, der flyttede til Bornholm for at finde et nyt liv

Mandelgaven.indd 5

29/09/16 09.

1 Et uheld kommer sjældent alene Historien om en soldat, der tog vreden med sig hjem fra krigen

For ikke så længe siden vendte en ung dansk soldat hjem fra krigen. To gange havde han fejret jul i brændende hede, under en flimrende og nådesløs sol, på en base omringet af fjendtlige krigere, der aldrig syntes at sove. De lå på lur overalt. Den første jul havde soldaten og hans kammerater i lejren forsøgt at spøge med den vanskelige situation: “Hvis jule­manden kommer forbi med sin bugnende rygsæk og sit lange skæg, vil vi være nødt til at skyde ham allerede i porten – som selvmordsbomber!”

Alle lo, men de savnede deres hjem og deres familie og den jul, de fleste danskere kender til, med flæskesteg og and eller gås – og selvfølgelig den store finale, med risalamande og tilhørende mandel­gave ... ... nu sad soldaten i sit barndomshjem i Nord­ sjælland, hvor han var vokset op i et parcelhus, der 9

Mandelgaven.indd 9

29/09/16 09.

ndelgaven.indd 10

ikke syntes at have forandret sig det mindste, siden han blev født. Hans forældre havde købt det dyrt, for det var opført som typehus og tegnet af en kendt arkitekt. Efter indflytningen havde de fået tre børn med nøjagtig et års mellemrum, en pige og to drenge, og han var den yngste. Huset lå præcis i midten af det lille parcelhuskvarter, og mod vest kunne de se byens sygehus på en bakketop, omkring en kilometer væk.

Mod øst kunne man i klart vejr skimte den blå stribe, der var Øresund, med Hveen og svenske­ kysten langt derude i horisonten.

“I havde alle tre værelse med udsigt,” som hans far yndede at fortælle dem, da de voksede op og startede i skole og senere fortsatte i gymnasiet, sådan som alle de andre børn i kvarteret gjorde.

Alligevel virkede den hyggelige dagligstue mærkværdigt fremmed på soldaten, der var gået fra stationen med sin taske over skulderen og nu sad i sofaen og lyttede til de velkendte lyde af hans mors raslen med potter og pander og fade i køkkenet. Hans store­ søster og storebror var begge blevet skolelærere, og alle havde studset lidt, måske mere end det, da han flyttede hjemmefra som 19-årig, fordi han havde meldt sig til militæret og skulle starte på en kaserne syd for København. Det var syv år siden, og det var første gang, han var vendt tilbage for at holde juleaften.

10

29/09/16 09.38

Måske havde de kigget med lidt bekymring på ham, studeret hans ansigt og gransket hans blik, for han var jo – på papiret (og ikke mindst som beskrevet i aviser og nyhedsudsendelser) – en af de overlevende fra en dybt skadet og ulykkesramt deling soldater; et af de sidste hold, der var blevet sendt afsted, før Danmark opgav sin deltagelse i krigen. Han kunne se det i deres øjne, han kunne mærke det på sin ­niece og sine to nevøer, og han forstod godt den lidt nervøse anspændelse, som slet ikke burde overgå sådan en flok glade børn på årets allerstørste dag. De var naturligvis blevet behørigt advaret om at behandle deres onkel, så godt de overhovedet kunne – for han havde oplevet noget slemt – noget meget slemt, sådan som det kan ske, når uheldet er ude.

Han havde forstået uheldets natur. Han havde lært det bedre at kende end nogen. Hvis man lagde en plan – og fæstnede sin lid til den – ville den uvægerligt falde sammen og gå i opløsning, og den skjulte fjende ville alligevel få ram på dig. Ingen list havde været god nok til at redde hans døde kammerater.

“Det kan være, I kunne få and og gås dernede i lejren,” havde hans far sagt, da de bød ham velkommen. “Men ingen kan lave en skål risalamande, som din mor kan!” Han havde taget imod omfavnelsen, men af en eller anden grund havde bemærkningen puffet til det ubehag, der havde siddet dybt i krop11

Mandelgaven.indd 11

29/09/16 09.

ndelgaven.indd 12

pen på ham, lige siden han vågnede i sin lejlighed i København – og han havde ikke svaret.

Han ville smile, men det lykkedes ikke, og han kunne mærke den trækning i kæben, han kendte så godt fra det liv, han netop havde forladt; liggende på kanten af en solsveden grøft, ventende på det skud, der ville falde, som den straf, en ukendt hævner havde nedkaldt over ham og hans deling i det fjerne land; det uheld, der ikke skulle ske.

De tre børn på fem, seks og syv år havde set på ham med en slags skrækblandet nysgerrighed, mens de ventede på det svar, der ikke kom. Hans svoger og svigerinde tav og så omhyggeligt væk. En engel af den papirklippede slags hang i en sytråd ned fra lampen og lod vingerne vippe næsten umærkeligt.

“Nå, men lad os nu ikke tænke på fortiden, men i stedet fejre julen og takke vores Skaber for, at vi er født lige netop her – på denne fredelig plet,” sagde hans far og kastede et blik ud ad panoramavinduet, som for at signalere at hans taksigelse i hvert fald omfattede hele parcelhuskvarteret, måske endda et par tilstødende lokaliteter i det nærmeste nabolag.

Soldaten havde bemærket det blik i hans søsters øjne, han kendte så godt. Hun sad i den lave, s­orte læderlænestol, hvor han som dreng havde ligget sammenkrøllet med benene oppe under hagen og set fjernsynsfilm, der var forbudt for børn. Hendes budskab var ikke til at tage fejl af, for hun havde altid 12

29/09/16 09.38

besiddet en storesøsters moralske ret til at sætte alting på plads og glatte alle uoverensstemmelser ud. Nu bebrejdede hun ham, at han lod sit ubehag underminere glæden på lige netop denne dag, årets største. Han kunne pakke sine krigstraumer væk, kunne han, på denne ene strålende aften, og så genoptage dem efter jul, hvis det var sådan, han ville leve sit liv.

Juletræet stod pyntet lige bag hende, og ungerne havde hjulpet til, næsten uden skænderier. Stjernen i toppen skrabede mod loftet, og pakkerne lå stablet højt under de nederste grene. På teaktræskommoden til venstre for havedøren stod tre store pakker i guldpapir. Det måtte være mandelgaverne. Han rynkede panden. Én gave til hvert af børnene? I hans barndom havde der kun været én heldig position blandt de deltagende, kun én mandel, og det fyldte ham med en pludselig, uforklarlig følelse af raseri. Han kunne næsten ikke udholde tanken om den lethed, hvormed de voksne ville skjule bedraget for dem, der havde stolet på dem. Hans søster ville klappe henrykt, hans bror ville sætte to fingre i mundvigene og pifte, og hans far slå ud med armene og udbryde: “Jamen dog, så blev det alligevel jul for jer alle tre!” Hans mor ville bøje hovedet, så man kun lige skimtede det stille vidende smil, der var alle mødres adelsmærke i sådan en stund.

Han fandt hende i køkkenet, hvor hun var i færd med at partere den første af ænderne og anrette fade13

Mandelgaven.indd 13

29/09/16 09.

ndelgaven.indd 14

ne. De ti desserttallerkener stod allerede klar og øst op i en lang lige række på køkkenbordet – med de tre mindste portioner stående lidt fra de andre. Der lå tre skinnende hvide mandler på en ren grydelap ved siden af dem. Hun må have fornemmet hans blik, for hun sagde: “Ja ... du ved jo, hvordan børnene er ... de skal puttes i de tre små portioner. Måske kan du hjælpe ...”

Hun var blevet stående med ryggen til, helt uanfægtet af indrømmelsen – af det bedrag, hun netop havde gjort ham til medvider i. “Der ligger en ske i skuffen, bare put mandlerne i, så ingen kan se dem.”

Hun må have hørt ham rasle med skeerne i skuffen, for hun vendte sig end ikke om for at studere resultatet.

Bagefter havde hun sat alle ti tallerkener i køleskabet og dækket dem med stanniol.

Efter hovedretten og mindst to glas vin til hver af de voksne havde hans søsters øjne fået et lidt mildere skær. Han havde hjulpet med at skære kødet i stykker for den mindste, og han havde smilet, så godt han formåede, ad sin fars og storebrors feststemte bemærkninger.

Kun en enkelt gang havde nogen hentydet til hans fortid i hæren, og det havde selvfølgelig været hans far: “Ta’ et stykke til, min dreng! Her ved bordet er der ingen, der behøver at være afhængig af feltrationer!”

14

29/09/16 09.38

Der var endnu en gang spadseret en lille Guds engel gennem forsamlingen, imens alle syntes at holde vejret, men så havde han selv brudt den pludselige akavede stilhed ved at stikke gaflen i det sidste fede andelår og se på sin far og sige: “Nej, det ved jeg.”

De havde alle skålet, og bagefter havde han hjulpet med at bære ud.

“Du ved, hvor tallerkenerne er,” havde hans mor sagt. “Nu bliver det spændende! Hvem vinder mandelgaven i år?”

Han havde ladet sin søster bære børneportionerne ind, og han havde selv sat de to største foran sin mor og far. De to skåle med kirsebærsovs gik bordet rundt, og hans far skænkede portvin til de voksne.

Børnene spiste hurtigt – for den ved bordet, der først fik en mandel, ville kunne vælge den største af pakkerne på kommoden, havde hans søster sagt.

Måske var den usynlige engel vendt tilbage, for pludselig var der en tavshed i stuen, som ingen kunne huske, de havde oplevet før – som om noget var helt galt.

Den syvårige, der var den ældste, havde tømt sin tallerken først. Nu kiggede han på sin mor med et næsten vantro blik, og hans mor kiggede på sin mor, men der blev ikke mælet et ord imellem dem. Så lagde den næstældste skeen på sin tallerken, og heller ikke her var der det mindste spor af en mandel, hverken hel eller hakket – eller i nogen anden til15

Mandelgaven.indd 15

29/09/16 09.

ndelgaven.indd 16

stand. I næsten samme sekund brød den yngste ud i et grådkvalt snøft, og alle forstod hvorfor; også hun ville gå glip af den mandelgave, de alle tre ellers havde været så sikre på at vinde. Hendes tallerken var tom.

Storesøsteren, der var mor til de to ældste, så igen på sin mor – og nu slog det bebrejdende blik, hun mestrede så dygtigt, næsten gnister hen over julepynten og krystalglassene. Men der var stadig ingen, der talte, og soldaten greb resolut sin ske og spiste videre, vel vidende at ingen umiddelbart kunne sige det, de alle tænkte – for alle havde jo holdt snyderiet ved lige som en hemmelighed, ingen talte om. Et ganske særligt held, der kun tilfaldt børn.

Langsomt fulgte de øvrige voksne ved bordet hans eksempel og tømte deres tallerkener, én for én. Kun hans mor spiste langsommere end de andre, næsten mekanisk som ramt af en pludselig lammelse, og da soldaten endelig var færdig, manglede de kun hende. Der var stadig ikke dukket en mandel op på en eneste af de tomme tallerkener, og det var tydeligt, at ingen sad og gemte et trofæ inde i kinden, dertil var stemningen alt for alvorlig.

Nu græd også det mellemste barn, og selv den ældste – som var en dreng – lod en tåre dumpe ned på dugen.

Det må have været den tredje- eller næstsidste – eller måske allersidste – mundfuld (ingen ville kun16

29/09/16 09.38

ne huske det), der åbenbarede juledessertens eneste mandel ... ... selv soldatens storesøster tabte det kampberedte blik i sine øjne og lænede sig lamslået frem. Hans far ville have sagt noget, men hans mund blev stående åben, for en gangs skyld uden en lyd. Den mellemste udstødte et grådkvalt snøft, og den syvårige græd nu helt åbenlyst.

Soldatens mor havde med en langsom, forundret bevægelse taget mandlen ud af munden og lagt den på sin tallerken.

Dér lå den og skinnede, sådan som enhver engel i stuen ville have ønsket det – hvis ikke alting skulle have været helt anderledes.

Med en kraftanstrengelse løftede hun blikket fra tallerkenen, fra mandlen på det fine porcelæn, og så på sin mand. Hvad de talte om i dette ene, tavse øjeblik, kan ingen vide, og måske husker de det end ikke selv.

Soldatens far skubbede brat stolen tilbage, rejste sig og klappede tre gange i hænderne som for at få ørenlyd. Alle så på ham. “Så var der altså ingen, der vandt mandlen i år!” sagde han, alt for højt og i samme muntre tonefald, som da han afleverede sine soldatervitser. “Måske har nissen taget den ... det er jo den slags, der sker, når man tror på Julemanden ... men heldigvis er der masser af gaver under træet!

Velbekomme!”· 17

Mandelgaven.indd 17

29/09/16 09.

ndelgaven.indd 18

Da soldaten og hans svigerinde bar de ti tomme tallerkener ud, var der ikke længere noget spor af mandlen på hans mors tallerken. Inde i stuen var pakkerne på kommoden væk.

De dansede om juletræet, som om intet var hændt, og de mange gaver, der lå under grenene i hobevis, fik de tre mindste til at glemme det mærkværdige, der var sket.

Senere gik hans mor alene ud i køkkenet – akkurat ligesom moren i den gamle julesang – og han kunne høre hendes skramlen med gryder og potter og pander, sådan som det altid havde været.

Hvorfor den vrede, der aldrig skulle have været der, lige ramte hans mor – juleaften – kunne han ikke senere forklare ... ... historien fortalte han til meget få mennesker, og hvis nogen gjorde mine til at stille det afgørende spørgsmål, rystede soldaten bare på hovedet, sådan som soldater gør, når de er kommet hjem fra kamp og helst vil glemme det hele. Som om det, der skete den juleaften, ikke var af denne verden. Et uheld, der aldrig burde overgå de forudseende og forsig­tige – og de er trods alt de fleste.

29/09/16 09.38

15 mm

102 mm

12 mm

12,5 mm 12 mm

102 mm

15 mm 184 mm

I syv små forunderlige – men også grumme – fortællinger vender Erik Valeur vrangen ud af danskernes mest elskede juletradition. I mange hjem krakelerer familiehyggen, med snyd, skuffelse, grådighed, jalousi og vrede som resultat, når risalamanden skal serveres og mandelgaven uddeles.

Det er ikke noget, vi normalt taler højt om …

Den lille pige så på de voksne omkring bordet og gentog med en lav hvisken: ”Det er forkert!”

ERIK Mandel VALEUR gaven

Af forfatteren til

Det syvende barn

ERIK VALEUR Syv barske fortællinger om

Mandel gaven

Hvorfor vreden ramte hans mor – endda på selve juleaften – kunne han aldrig senere forklare.

Blodet silede ud mellem hans fingre og dryppede ned på den sidste rest af risalamande. Det var lige så rødt som sløjfen om halsen på grisen.

POLITIKENS FORLAG

politikensforlag.dk

ISBN 978-87-567-9913-3

- en rejse gennem de skjulte sider af danskernes elskede juletradition

15 mm

15 mm