Mødre og døtre. Samtaler om kærlighed og tab by JP/Politikens Forlag

Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet

LENE JOHANSEN (f. 1962), journalist, har i mere end tyve år været ansat i Danmarks Radio – bl.a. som vært på TV-Avisen, Temalørdag, Deadline og diverse programmer som Søndagsmagasinet. Hun har desuden tilrettelagt de internationale portrætserier Modige Kvinder og Europæiske Divaer. Har i dag freelancetilknytning til DR bl.a. som vært på dokumentarserier som Forført af en Svindler og Død over Downs og som vært på P1-programmerne Mennesker og Medier og Orientering. Hun er forfatter til bøgerne Modige kvinder – Ti kvinder, der gør en forskel (2008), Kunsten at give slip – når børnene flytter hjemmefra (2011) og Foldschack. Knud den heldige (2012).

Vores mødre dør, før vi selv gør. Det er naturens orden, og derfor forventes vi at kunne håndtere tabet. Men når vores mor dør, og vi mister det menneske, vi har kendt længst og spejlet os i på godt og ondt, er tabet ofte langt større, end vi forestiller os. Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet mistede alle deres mødre inden for samme tidsrum. Det fortæller de om i denne hjertevarme og tankevækkende bog om forholdet mellem mor og datter. De fortæller om deres oplevelser og erfaringer – om forløbet op til dødsfaldet og om sorgen og savnet. De ser også tilbage på deres mødres liv og deres forhold til dem. Journalisten Lene Johansen har været med under de fires samtaler. Hun har lyttet, stillet spørgsmål og skrevet de mange ord sammen i en indimellem barsk, men også kærlig og humoristisk samtalebog om det, som mange oplever, men alt for tit står alene med. Bogen udkom første gang i 2010 med titlen Min mor er død. Denne nye udgave er forøget med en nyskrevet del, hvor de fire kvinder ser tilbage på de år, der er gået, siden deres mødre døde. Har de forløbne år og de oplevelser, de selv har haft med blandt andet alvorlig sygdom inde på livet, sat tabet af deres mødre i nyt perspektiv?

Mødre

og døtre

… uanset hvilket liv man lever som voksen kvinde, vil det være påvirket af den kvinde, ens mor var. Vi har det samme køn, så vi fortsætter historien om udviklingen af kvinders muligheder i samfundet. At vores mødre har været til, er forudsætningen for den måde, vi kom til at leve vores liv. De er en vigtig og afgørende del af vores opvækst, langt hen ad vejen har de formet vores selvforståelse og bidraget til at gøre os til de kvinder, vi er i dag. Selv om vores mødre nu er døde, er de fortsat en stor del af os, og sådan vil det være for alle døtre.”

Samtaler om kærlighed og tab i samarbejde med Lene Johansen

Omslagsfotos: Les Kaner

2017139_Mødre og døtre COVER.indd 1

POLITIKENS FORLAG.DK

POLITIKENS FORLAG

Citat fra Ritt Bjerregaards forord

06/02/2018 14.12

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 2

05/02/2018 15.42

Mødre

og døtre Samtaler om kærlighed og tab Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet

i samarbejde med Lene Johansen

POLITIKENS FORLAG

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 3

05/02/2018 15.42

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 4

05/02/2018 15.42

INDHOLD Forord 7 Prolog 11 DEL 1

LIVET Forsoning på falderebet 15 Mæt af dage 49 Det her er så den svære samtale … 83 Hils mor og sig, at jeg er der snart 125 100 års kvindeliv 156 DEL 2

DØDEN Hvad stiller man op med et lig? 173 Fire bisættelser 177 Tilbage til livet 197 Det moderløse land 236 Min egen død 255 DEL 3

TIDEN EFTER Prolog 269 Siden sidst 270

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 5

05/02/2018 15.42

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 6

05/02/2018 15.42

FORORD

Min mor døde i juni 2009. Hun var næsten 89 år og sov stille ind. Hun var ”mæt af dage”, så det var en død, mange af os håber at få. Hun var træt af at leve og havde været det i et stykke tid. Hun syntes, at hun var blevet gammel nok. Min mor kendte mine venner og veninder, fordi hun deltog i mine mange sociale aktiviteter, så jeg talte med dem både om hendes liv og død. Det gik op for mig, at såvel Anne Linnet som Hanne-Vibeke Holst og Christine Antorini havde mistet deres mødre inden for det sidste års tid, og at det for nogle af dem havde været langt mere dramatisk og sørgeligt, end det var for mig. Jeg blev optaget af vores meget forskellige tilgang til døden – fra begravelsen til delingen af boet. Det var tydeligt, at døden og det, der følger efter, på mange måder stadig var tabu eller i hvert fald noget, vi ikke talte om uden videre. Samtalerne fik mig også til at tænke over, i hvor høj grad det at miste sin mor præger voksne kvinders liv – er der et særligt bånd mellem mor og datter? I efteråret 2009 foreslog jeg, at vi fire sammen skrev bogen om vores mødre og vores forhold til dem. Vi spændte vidt aldersmæssigt, fra 44 år til 69, og vores mødre blev fra 66 til 89 år, så der var store og markante forskelle. Anne Linnets mor havde levet sit liv i Århus som tandlæge med lægemand og fire børn. Hun blev gammel og døde på plejehjem. Christines mor var fra

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 7

05/02/2018 15.42

Schweiz og flyttede hertil for at blive gift med Christines far. De levede hele deres liv i Jyllinge, hvor hun var lærer på den lokale skole. Hun døde pludseligt af sin kræftsygdom og nåede ikke at blive gammel. Hanne-Vibekes mor var forfatter og skilt fra Hanne-Vibekes forfatterfar. De var tre piger og voksede op i Løkken i Nordjylland. Hendes mor nåede at blive 72 år og døde af kræft. Mens min mor og snedkerfar levede med tre børn på det københavnske Vesterbro. Min mor levede et langt liv og sov stille ind. Tilsammen udgør vores mødres historier altså kvindeliv i Danmark over et spand af år startende fra 1920. For at komme i gang inviterede jeg på middag i november 2009. Vi nød at være sammen. Som døtre var vi glade og stolte af vores mødre, men vi kunne også godt se, at de havde været bundet af den tid, de levede i, og dermed også havde været hæmmet af de begrænsninger, der var for kvinder. Dertil kom deres egen evne og vilje til at få noget ud af de muligheder, livet gav dem. Efter den aften mente vi nok, at vi ville have noget at sige, der kunne inspirere andre. Bogen skulle handle om vores forhold til livet og døden. Vores indledende samtaler havde gjort det klart for os, at vi måtte fortælle hinanden om de kvinder, vores mødre havde været, og de liv, de havde haft – og om vores kærlighed til dem. At gennemleve den usikkerhed og sorg, som vores mødres død havde betydet, blev en meget givende oplevelse for os alle fire. Vi gav os tid til både at leve os ind i vores egen mors liv og være gode tilhørere til de andres fortællinger; vi kunne stille spørgsmål til hinanden og derigennem både forstå de andres historie og få en dybere forståelse af vores egen. Fra begyndelsen stod det klart for os, at vi måtte have en person med, der kunne holde sammen på de mange forskellige tanker, fortællinger og ideer, der ville dukke op, når vi begyndte at fortælle til hinanden – og ikke mindst få dem ned på papir. Det blev journalist Lene Johansen, der har været med fra vores første snak til båndoptageren. Vi er taknemmelige over, at hun var med til at strukturere bogen. Bogen ”Min mor er død”, der udkom første gang i 2010, er i dag udsolgt fra forlaget. Dengang oplevede vi stor interesse for at tale om det tab, de fleste

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 8

05/02/2018 15.42

oplever, når deres mødre dør. Overalt mødte vi kvinder, der var glade for at høre, hvordan vi tacklede tabet af vores mødre. Og her 8 år efter, når vi er ude for at fortælle om vores efterfølgende bog ”Livsmodig”, er der tit tilhørere, der spørger til bogen fra dengang. Måske fordi de gerne vil høre og læse, hvordan andre har haft det med deres mødres død, eller måske bare fordi deres mødre er blevet gamle. Politikens Forlag besluttede sig derfor til at genudgive bogen. Det er vi glade for, så fik vi endnu en god grund til at mødes og snakke om, hvad der er sket i vores liv, siden bogen udkom første gang. Hvordan er vores liv blevet uden en levende og tilstedeværende mor. Hvordan er vi hver især kommet videre? Hvilket syn har vi, med årenes afstand, på vores mødre – og på os selv, deres døtre. Vi ville også gerne have en titel til bogen, der var mere rummelig og i højere grad afspejlede bogens indhold. For nok handler bogen om død og om at miste sin mor, men den handler også om det forhold, der er mellem mødre og døtre. Vi tror, at bogen stadig kan inspirere andre end os til at snakke om forholdet til deres mor, hvad enten det var let eller kompliceret, hvad enten hun endnu lever eller allerede er død. For uanset hvilket liv man lever som voksen kvinde, vil det være påvirket af den kvinde, ens mor var. Vi har det samme køn, så vi fortsætter historien om udviklingen af kvinders muligheder i samfundet. At vores mødre har været til, er forudsætningen for den måde, vi kom til at leve vores liv. De er en vigtig og afgørende del af vores opvækst, langt hen ad vejen har de formet vores selvforståelse og bidraget til at gøre os til de kvinder, vi er i dag. Selv om vores mødre nu er døde, er de fortsat en stor del af os, og sådan vil det være for alle døtre. RITT BJERREGAARD Januar 2018

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 9

05/02/2018 15.42

Foto: Henrik Stenberg (2010)

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 10

05/02/2018 15.42

PROLOG 20. januar 2010

I Skjoldenæsholms "Vægterhus" er der rart og lunt. Der er kommet eftermiddagste i kopperne og hjemmebagt kage på tallerknerne. Stearinlysene er tændt, og de fire samtalepartnere har sat sig godt til rette i de bløde sofaer. Alt sammen befordrende for den gode stemning, trygheden, som er nødvendig, når man skal i gang med at tale om noget så personligt som ens mors liv og ikke mindst hendes død. De fire ved det ikke endnu, men inden dagen er omme, vil de hver især have snøftet og grinet, talt i munden på hinanden, trøstet og grinet igen, når de på skift har fortalt deres egen historie og kommenteret de andres. Lige nu tøver de, hvem skal lægge ud? Det skal Hanne-Vibeke. Okay, hun rømmer sig og begynder sin historie, mens de andre tier, lytter og lever med.

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 11

05/02/2018 15.42

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 12

05/02/2018 15.42

DEL 1

LIVET

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 13

05/02/2018 15.42

Kirsten Holst

2017139_MĂ˜DRE og dĂ¸tre indhold.indd 14

05/02/2018 15.42

FORSONING PÅ FALDEREBET

”G

oddag, vi vil gerne se på en begravelse.” Situationen er barok. Den kvindelige bedemand, Lone, i Horsens er ved at tygge af munden efter frokost. Hun ser umiddelbart lidt forvirret på de to kvinder foran sig. Solbrændte Kirsten Holst ser med sine 72 år godt ud. Alligevel peger Hanne-Vibeke på sin mor og erklærer: ”Det er hende her, der skal dø.” Da Hanne-Vibeke et par dage forinden har fået at vide, at moren ved en scanning har fået konstateret metastaser i hjernen og dermed er erklæret terminalpatient, er hun styrtet hjem fra ferie i Nice, hvor hun har efterladt sin mand og sin yngste søn. Det er i juli 2008. Hun sætter straks kurs mod Stouby ved Vejle Fjord for at være tæt på sin mor og hjælpe med det praktiske. Der er ingen tid at spilde. Metastaserne breder sig og vil hurtigt reducere hendes mor. Den private Hanne-Vibeke er lige så målrettet som forfatteren og går sammen med sin mor i gang med to-do-listen. Først går turen til bankboksen i Juelsminde. Moren ved godt, at de skal skynde sig. Hun er nervøs for, om hun er i stand til at skrive under i banken, uden at de opdager noget. De ved ikke noget om hendes sygdom, og det skal de heller ikke. Bankassistenten aner måske nok uråd, men siger ikke noget, så det lykkes stort set. Underskriften er ganske vist rystet, men den er der, så Kirsten Holst kan tømme sin bankboks. Det er efter besøget i banken, at de finder på også at køre forbi bedemanden, for ”nu er de jo ligesom ude at køre”, som Hanne-Vibeke udtrykker det. Den nærmeste ligger i Horsens, en tur på tyve kilometer. Hos bedemanden kan moren selv

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 15

05/02/2018 15.42

træffe beslutninger vedrørende sin endelige sortie. Men Hanne-Vibeke har også et andet formål med turen: Et ønske om at blive forsonet med sin mor og få løst den konflikt, der igennem de sidste tretten år har sat en kile mellem mor og datters ellers så nære forhold. Inden den endelige afsked vil hun have talt ud og allerhelst have en undskyldning for morens svigt. Det er en farverig rejse, man kommer med på med Hanne-Vibeke som fortæller. Den tager sit udspring i Løkken i Vendsyssel, men fører til flere steder i det jyske og videre til Sjællands Odde, København, Moskva og Bruxelles. Og det er både morsomt og underholdende, til trods for at det har været meget smertefuldt for hende at miste sin mor. Gennem hele barndommen, ungdommen og de første voksenår havde hun et nært og fortroligt forhold til moren. ”Som barn var jeg dybt betaget – nærmest forelsket i min mor. Hun var jo ung, kun 23, da hun fik mig, og jeg havde det ufattelig sjovt med hende. Vi kunne grine enormt meget sammen,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Og jeg kunne få hende til at grine. Det betød meget for mig. Jeg elskede, når hun ”hylede” af grin og råbte: ’Jeg tisser i bukserne, jeg tisser i bukserne!’ Hun var en fantastisk mor for os, da vi var børn, stærk og kompetent. De fleste opfattede hende som charmerende og morsom, men hun var også stædig og selvoptaget – det hører med til karakteristikken. Da jeg var teenager, beskyldte jeg hende for at være kynisk. Det stødte hende, tror jeg.” Den indimellem uforsonlige side var den, Hanne-Vibeke selv skulle slå sig så grueligt på, da hun var midt i trediverne. Men sej er nok morens dominerende karaktertræk, hvilket historien om Kirstens liv ikke levner nogen tvivl om. Og det stod også klart, da hun året før trodsede en ellers dyster diagnose. Det var ved påskefrokosten i april 2007, hvor familien traditionen tro var samlet påskesøndag i Hanne-Vibekes og Mortens sommerhus på Sjællands Odde, at moren antydede, at noget var galt. ”’Prøv lige at se den her hævede kirtel,’ sagde hun til mig og pegede på sit kraveben. Som ægte hypokonder er jeg meget interesseret i sygdomme og er kendt som dr. Holst i familien. Så jeg kiggede på den og sagde: ’Det ved jeg sgu ikke, hvad er.’ Min mor mente selv, at det var noget allergi, men jeg sagde, at hun skulle gå til lægen med den,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Og så glemte jeg ellers alt om det. Det krydsede ikke mine tanker mere.”

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 16

05/02/2018 15.42

Men en uges tid efter ringede telefonen på Hanne-Vibekes kontor. Det var Kirstens mand, Henning. Alene det, at det var ham, der ringede, var alarmerende, og hun kunne med det samme høre, at han var rystet: ”Din mor har fået konstateret lymfekræft,” lød det i telefonen. ”Jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Det viste sig, hun var gået til en specialist med sin mistanke om allergi, og specialisten havde sendt hende på hospitalet for at få taget en biopsi. Og der fandt de ud af, at hun havde kræft. I løbet af den korte tid på et par timer var kirtlen faktisk hævet så meget, at hun var ved at blive kvalt. Hele lymfesystemet var gået agurk, så de troede, at hun havde lymfekræft. Vi fik et chok, men så beroligede vi hinanden med, at prognosen for den kræftform ikke var så ringe,” forklarer Hanne-Vibeke. Diagnosen blev ændret i løbet af et par dage, da det viste sig, at Kirsten havde småcellet lungekræft. Hun tog det selv meget cool, så Hanne-Vibeke holdt sin frygt for sig selv: ”Jeg gik på nettet med det samme og fandt ud af, at småcellet lungekræft, det dør man af. Det gør de alle sammen stort set – hurtigt. Og da gik det op for mig, at dét her, det kommer hun til at dø af. Om aftenen kunne jeg ikke sove. Jeg lå bare og tudbrølede ned i puden. Jeg har aldrig grædt på den måde før. Det var sådan en dyb, guttural gråd – helt primal.” Kirsten blev stabiliseret med Prednisolon, som er et præparat med binyrebarkhormon, der tit gives til kræftpatienter, så hun havde det efter omstændighederne godt, når Hanne-Vibeke ringede til hende. ”Det går fint, det skal nok gå,” beroligede hun datteren. Kirsten blev sat i kemobehandling med det samme, og det tålte hun overraskende godt, så hun fik ekstra store doser. ”Vi tog til Jylland og besøgte hende meget tit, det var sådan en impuls hos mig bare at styrte hjem til mor. Den medicin, min mor fik, gjorde hende ’høj’ og hyperaktiv, så hun asede rundt i haven. Blandt andet løftede hun en tung urtepotte og fik selvfølgelig hold i ryggen,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Hun havde altid haft rygproblemer, så hun gik til kiropraktor, og idioten brækkede simpelthen noget nede ved halebenet. Det betød, at den sommer, hvor hun egentlig kunne have det tåleligt, sad hun i kørestol. Det var hun

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 17

05/02/2018 15.42

irriteret over og syntes, at det var fandens ærgerligt, at hun skulle sidde der, hvis nu det var hendes sidste sommer.” Hanne-Vibeke besluttede sig for at lave en dokumentarfilm om sin mor. For at det ikke skulle virke for voldsomt, blev det en film både om hendes sygdom og om hendes have. Kirsten havde nemlig anlagt en fuldstændig overdådig, parklignende have med de smukkeste roser, som hun passede og plejede med den største omhu. ”Vi lavede nogle optagelser i løbet af foråret og sommeren. Vi talte meget om haven, men også om hendes liv. Hun fortalte, at hun havde en Plan A for sit liv. Lykkes den ikke, må man ty til Plan B. Når man er ryger, er det lidt ligesom at spille ’Deal – No Deal’, og for hende blev det altså ’No Deal’, så vi talte også om døden,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Hun lignede ikke en, som skulle dø. Tværtimod, hun så fantastisk ud. Jeg kan huske, at jeg engang under kemoforløbet fik et glimt af hende, da hun kom ud af badet. Hun var nøgen og havde ikke sin paryk på, så hendes hoved var helt glat. Sådan en smuk lille nipsgenstand, slank og med et perfekt formet kranie. Det var jeg ret betaget af. Hold kæft, hvor var hun flot. Selv uden hår var hun smuk! Det var ikke skræmmende, bare flot.” I august 2007 skulle Kirsten til scanning og have undersøgt, hvordan behandlingen havde virket. Den dag gik hele familien og holdt vejret. Hanne-Vibeke vandrede op og ned ad stuegulvet, men moren ringede ikke. ”Jeg var sikker på, at hun ikke ringede, fordi hun ikke turde fortælle os, at den var helt gal,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Men det viste sig selvfølgelig, at de bare var forsinket på hospitalet, så efter et stykke tid ringede hun endelig. Hun grinede i telefonen og sagde ’Jeg fik elleve!’ Det var lige før, jeg sagde: ’Hvorfor fik du ikke tretten?’. Hun fik elleve, fordi svulsten faktisk var væk, og når hun ikke fik tretten, skyldtes det risikoen for, at den kunne vende tilbage. Men hun var erklæret rask,” forklarer Hanne-Vibeke. ”Vi fejrede det en solskinsweekend i august. Hendes tre døtre, vores mænd og børn, hendes mand, Henning, og hendes søster. Vi skålede i champagne og var glade – på kanten af det euforiske.” Forinden havde hjemmedoktor Holst selvfølgelig været på nettet og læst, at kræften ganske rigtigt kan være recidiv – at den sandsynligvis vil vende

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 18

05/02/2018 15.42

tilbage. Men det sagde hun ikke noget om, og det gik fint hen over efteråret. I november holdt Kirsten foredrag i en københavnsk boghandel, og på en af tilhørerpladserne sad Hanne-Vibeke: ”Hun havde sin flotte paryk på. Den klædte hende sindssygt godt. Publikum åd den råt, de lagde ikke mærke til, at hun lige havde været syg. Og jeg sad bare og tænkte for mig selv, at det alligevel var utroligt, at hun kunne det dér! Hold kæft, hvor var hun sej! Jeg tænkte, at det her ville jeg aldrig glemme, for det var ikke sikkert, at jeg kom til at opleve hende sådan igen. Så jeg havde hele tiden haft skrækken for, at sygdommen skulle vende tilbage. Men lige dér var hun supercharmerende og kørte den bare hjem.”

TILBAGEFALD Vinteren 2008 tilbragte Kirsten og Henning et par måneder på Gran Canaria. Desværre var opholdet ikke en ubetinget succes, for det regnede, og Kirstens planer om at skrive på sin selvbiografi blev hæmmet af et voldsomt udbrud af helvedesild. Det var et symptom på, at hendes immunforsvar var i bund, så det var et dårligt varsel, konstaterede Hanne-Vibeke. Hjemme igen samledes familien flere gange. Først til påske og senere i maj til 70-års fødselsdag for Kirstens søster. Til festen var Kirsten iklædt en hvid todelt dragt. ”Hun så så fantastisk ud med sin solbrændte hud i udskæringen under den hvide blondekant,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Men hvad hverken jeg eller andre vidste, var, at hun et par dage forinden havde opdaget endnu en hævet lymfekirtel, da hun skulle prøve dragten. Hun sagde det ikke til nogen, men tog efterfølgende selv på onkologisk afdeling, hvor de konstaterede, at der var ondartede celler i kirtlen. Både hun og lægerne dyssede det ned – det skulle vi ikke bekymre os om.” Det var en travl periode for Hanne-Vibeke. Hun skrev på sin seneste roman "Dronningeofret", så efter at den første fare var drevet over, så hun ikke sin mor så ofte. Sommeren oprandt, og Hanne-Vibekes datter blev student. Henning og Kirsten kom over til translokationen, som foregik i Christians Kirken på Christianshavn. Bagefter skulle de spise frokost på en restaurant

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 19

05/02/2018 15.42

i nærheden. Den lå få hundrede meter væk, men Henning tvivlede alligevel på, om Kirsten kunne gå så langt. Hanne-Vibeke lagde godt mærke til, at moren ikke var helt skarp på de høje hæle, men hun lod det blive ved anelsen. For denne sommer var hun optaget af andre sorger. I juli døde en af hendes gamle venner, og hun var også tæt på forfatterkollegaen Jacob Ejersbos kræftforløb og var med til hans begravelse. Over telefonen fortalte hun efterfølgende moren detaljeret om begravelsen og spurgte spontant: ”Hvad med dig? Du har det vel godt?” Moren trak lidt på det og svarede: ”Jo, men jeg føler mig godt nok lidt konfus.” ”Konfus?” sagde Hanne-Vibeke, mens gulvet åbnede sig. ”Hvad mener du med det?” Det viste sig, at Kirsten havde fået problemer med at kunne skrive sit eget navn. Somme tider kunne hun heller ikke huske vejen hjem, men den berømte dråbe, som både frustrerede og foruroligede hende, var, da hun aftenen forinden fumlede med sengetøjet i en time uden at kunne finde ud af, hvordan hun skulle lægge det på. Sådan var situationen lige op til, at Hanne-Vibeke, hendes mand og søn pakkede deres kufferter og gjorde klar til ferien hos deres gode venner i Frankrig. Derfor opfordrede Hanne-Vibeke sin mor til at få foretaget en hjernescanning. Der var tid på hospitalet samme dag, som der var afgang til Nice. Flyet var tre-fire timer forsinket, men alligevel lykkedes det ikke Hanne-Vibeke at få fat på sin mor, før de tog af sted. Hjulene på flyet nåede knap at ramme landingsbanen i Aéroport de Nice Cote d’Azur, inden Hanne-Vibeke fik tændt sin telefon. Men der var hverken opkald eller beskeder, og hun kunne heller ikke komme igennem til sin mor. Uroen voksede – særligt efter at hun fik fat i sin søster, Charlotte, som mente, at moren selv skulle fortælle det. Men Hanne-Vibeke insisterede: ”Jeg kan ikke få kontakt. Sig det nu! Er der metastaser i hjernen?” Svaret var ja. Det var den 22. juli 2008, og Hanne-Vibeke var slet ikke landet mentalt, selv om hun efter en rodet biltur ad forvirrende motorveje omsider sad bænket til lækker mad og vin sammen med andre gæster hos vennerne i den lune sydfranske aften. Hun havde stadig ikke talt med sin mor. Forestillingerne for rundt i hovedet på hende om, at moren havde hevet stikket ud og lå og tudede der-

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 20

05/02/2018 15.42

hjemme. Intet kunne dog være mere forkert. Kirsten og Henning var nemlig til middag hos en god veninde, så terminalpatienten sad også med lækker mad og vin. ”Hun gennemførte bare den der middag uden at sige en lyd,” fortæller Hanne-Vibeke. ”De andre anede overhovedet ikke uråd. De syntes, hun var på toppen, og hun selv var så glad for den middag. Hun vendte tilbage til den flere gange senere.” Næste dag lykkedes det omsider Hanne-Vibeke at komme til at tale med sin mor, og hun var helt cool. Så vidt Hanne-Vibeke husker, græd hun ikke engang, hun konstaterede bare, at det var noget lort. Hanne-Vibeke spurgte alligevel, om ikke hun skulle komme hjem, men moren svarede, at det var der ingen grund til. ”Hold I nu jeres ferie,” sagde hun. ”Du kan jo alligevel ikke gøre noget.” Den beslutning kunne Hanne-Vibeke imidlertid ikke falde til ro med. Kirsten ville hurtigt blive svækket, så der var ingen tid at spilde, og Hanne-Vibeke besluttede at bryde op og rejse hjem. Hun vidste, at hun skulle hjem og forberede sin mors død. Det var uomtvisteligt. Alene i flyet havde hun god tid til at tænke tilbage på morens liv. Kirsten var krigsbarn, vokset op som den næstældste i en børneflok på seks. Hendes far gjorde juridisk karriere inden for politietaten, mens hendes mor sled for at holde det borgerlige hjem oven vande. Fire år gammel oplevede Kirsten Danmarks besættelse og voksede op under den knaphed, som prægede efterkrigstiden. Hun havde været vidne til samfundsudviklingens kolossale acceleration, forandrede normer og kulturelle mønstre, som hun i høj grad selv bidrog med at beskrive. Hanne-Vibekes fortælling om Kirsten virker på mange måder som beretningen om en moderne kvinde, som i udgangspunktet nok er underlagt sin mand, men senere tager voldsom revanche. ”Jeg har en opfattelse af hende som sådan en supermor, for det var hun. Hun var ganske vist lille – kun 1,56 – men hun lavede alt i vores barndomshjem, ikke kun de almindelige ’kvindeting’. Hun tapetserede, knækkede fliser, anlagde have og kørte bilen,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Men hun kunne også sy og lave mad. Hun så hammer godt ud, var sjov og en fantastisk værtinde, mændene var vilde med hende. Og så kunne hun jo skrive. Midt-

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 21

05/02/2018 15.42

vejs i livet fik hun sit store gennembrud og oplevede både anerkendelse og popularitet. Jeg er vokset op til klaprende skrivemaskiner nærmest i stereo. Fra min mors skrivemaskine, som var praktisk placeret på spisebordet i stuen, så hun smidigt kunne drible mellem husmor- og forfatterrollen. Og fra min fars bag den lukkede dør til hans arbejdsværelse, hvor han kunne få ro til at tænke. Knud var det store, tavse geni.” Knud Holst, Hanne-Vibekes far, var den fattige bondedreng fra den missionske familie, som gennem hele sin opvækst på mange måder var skæv i forhold til det omgivende miljø. Han var en bognørd, som læste, skrev digte og tegnede, mens de andre drenge arbejdede fysisk på de små og store landbrug. Alligevel lykkedes det Knud at score pigen fra den privilegerede familie. ”Jeg tror, han var ret sjov, kvik i pæren og meget, meget anderledes. Vældig begavet, ambitiøs og belæst,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Han var sådan en slags alien i den fattige husmandsfamilie, for han var speciel allerede fra barn, hvor han lærte sig selv at læse og nærmest kunne latin, fra han var fjorten år. Min mor er nummer to i politimesterens flok på seks. Politimesteren var en stor mand i Hjørring, og det passede ikke mine noget snobbede morforældre, at hun stillede med den fattige bondedreng. De kunne egentlig godt lide ham, men de syntes givetvis, at hun kunne have gjort det bedre. Hun insisterede på at gifte sig med ham, for deres modstand gjorde hende stædig. Men hun beundrede ham også og så op til ham som sådan et stort talent. Det var hun selvfølgelig også nødt til, for hun var blevet gravid med mig, så nu skulle de giftes. Det betød, at hun ikke kunne realisere sin egen drøm om at læse dansk og engelsk på universitetet i København.” Hanne-Vibeke blev født i 1959 i gæsteværelset i politimesterens embedsbolig, og det lykkedes Kirsten at få hele ti dages barsel, fordi forstående og flinke kolleger mingelerede med skemaet. Derefter var det ellers tilbage på skolen, hvor hun arbejdede som lærervikar. Vilkår, som kan få vores dages barsel til at ligne a walk in the park. Særligt i betragtning af, at Kirsten ammede om morgenen, inden hun overlod babyen til den unge pige, der var hyret som babysitter. I tifrikvarteret styrtede hun hjem og ammede igen, og det gentog sig i middagspausen, inden hun klokken 14.00 fik fri og selv kunne overtage pasningen af den lille. To år senere fulgte datteren Charlotte og seks år senere Henriette.

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 22

05/02/2018 15.42

Knud Holst var en kompliceret mand, som var martret af indre dæmoner. Det drev ham siden ud i alkoholisme og ødelagde hans helbred, så han døde allerede som 59-årig. Men han var også en æstetisk laps, som havde noget at bevise over for barndommens hovne gårdmandssønner, som havde mobbet ham gennem hele opvæksten. Han kunne ikke se sig selv i en lille studenterhybel, og derfor lykkedes det ikke Kirsten at lokke ham med til København, hvor hun gerne ville have læst. Og selv om de indimellem siden studerede husannoncer fra den nordlige del af København, blev det aldrig aktuelt at flytte: ”Han var en stor mand i Vendsyssel, og hvis han tog til København, ville han blive en lille mand i en stor by,” siger Hanne-Vibeke. ”Hun var politimesterens datter, det kunne de jo ikke tage fra hende, og derfor havde hun status med hjemmefra. Han skulle derimod bevise, at han godt kunne blive til noget. Derfor kunne han ikke flytte. Men den beslutning blev afgørende for dem begge to.” Til gengæld blev han ”Løkkens berømte digter”, og anerkendelsen blev omsat i Arne Jacobsen-møbler og PH-lamper, efterhånden som der kom gang hjulene i 1960’erne, og familien flyttede fra lejligheden uden bad og varmt vand til en af byens mere pompøse villaer.

OPBRUD Succesen blev også understreget af en Vauxhall Viscount med automatgear, elruder og grønt læderindtræk. Det var dog – som i så mange andre tilfælde i familien Holst – Kirsten, som sad bag rattet. Hun tog kørekort, det gjorde han ikke, og det blev en ganske tydelig indikator på den fremtidige magtfordeling i forholdet. Mens kvindekampen rasede – særligt i storbyerne – barrikaderede han sig mere og mere bag sin mandlige stolthed, og i samme takt påtog hun sig flere og flere opgaver. ”I starten var han det store litterære lys, men så kom hun på banen. Hun skrev også selv – både kronikker, noveller og føljetoner til tv. Det var han ikke så begejstret for, da hun fik stor succes,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Men hun fungerede også som hans sekretær og assistent, og de oversatte bøger

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 23

05/02/2018 15.42

sammen. Det foregik sådan, at hun lavede den rå oversættelse og læste den op. Derefter lyttede han og rettede et par ord, og så stod de begge to på titelbladet!” ”Den lille hårde nit” kaldte han hende. Og det lyder hun til at have været; hun arbejdede både som rejseleder, skolevikar og manuskriptforfatter for DR, hvor hun allerede i slutningen af 1960’erne havde succes med en tv-serie om den komplicerede kærlighed i parforholdet med et lille barn. Trods succesen var kassen slunken – parret brugte mere, end de tjente. Derfor var det ikke kun for at vinde hæder og berømmelse, at Kirsten i 1976 meldte sig til en krimikonkurrence. Udsigten til førstepræmien på 100.000 kroner var den mest motiverende faktor. Hun vandt. Først den danske del af konkurrencen, siden førsteprisen for alle de skandinaviske lande med krimien "De unge, de rige og de smukke". Hanne-Vibeke har beskrevet den store festdag i ”Min Mosters Migræne”, hvor hun fortæller: ”Det var fantastisk! En virkelig festdag. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg styrtede ned i byen og købte blomster til hende. Kun få gange i mit liv havde jeg været så stolt af nogen eller noget.” Men glæden blev alligevel iblandet en misstemning: ”Udadtil var min far stolt af hende. Men han kunne ikke skjule sin jalousi. Nu var det hende, der kørte med klatten, og det gjorde ham bange, for han elskede hende og var rædselsslagen for at miste hende. Men hun var tvunget til at køre med klatten, for en af dem skulle jo for helvede tjene nogle penge,” siger Hanne-Vibeke. Julen året efter i 1977 blev den sidste, de tilbragte sammen. Knud anede tilsyneladende ikke uråd på det tidspunkt, men Hanne- Vibeke havde lugtet lunten, for Kirsten skulle hele tiden besøge ”Lis på Fyn”, og hun var pludselig begyndt at købe lækkert undertøj. Lis viste sig at hedde Henning og at være en tidligere skolekæreste. De to havde mødt hinanden igen og indledt et hemmeligt forhold. ”Det var det år, jeg blev student,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Da fortalte hun, at hun havde mødt en anden og ville forlade vores far. Min far vidste ikke noget – eller også ville han ikke vide det. Han fortrængte det i hvert fald. Jeg boede i Paris, men den jul var jeg hjemme, og han overdængede mor med gaver. Hver gang, hun pakkede et nyt guldarmbånd ud,

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 24

05/02/2018 15.42

tænkte jeg bare ’Nej, nej, nej! For sent!’ Hun havde fortalt os børn, at hun rejste den 1. januar. Hun havde besluttet sig. Jeg forstod hendes beslutning, men måden, altså … Nytårsaften futtede han fyrværkeri af for at imponere hende, og mens han stod ude i kulden og sendte raketter til himmels, stod hun og kurrede med kæresten i telefonen. Jeg kunne myrde hende! I det mindste kunne hun da være gået ud og have ladet, som om hun gloede på fars skide raketter. Det var forfærdeligt. Jeg hadede hende for at gøre det på den måde!” Kirsten var pænt snalret den aften. Hun for rundt med et glas i den ene hånd og en smøg i den anden og snakkede og snakkede – bare ikke om netop ’det’. Hanne-Vibeke kunne slet ikke holde det ud. Hun var sydende vred på sin mor og gik i seng, men pludselig blev hun vækket ved lyden af Kirstens gråd. Hun stod op, listede hen ad gangen og så sin mor sidde på sengekanten i soveværelset og skælde ud på Knud. Hun græd. Hun var fuld, ulykkelig og mere eller mindre i opløsning. Hun havde stadig festtøjet på, men sminken hang i strimer ned ad ansigtet. Hun skiftevis skældte ud og græd hæmningsløst. Knud var tavs, mens han lod sig overdænge af bebrejdelser. Da Hanne-Vibeke gik ind til sine forældre, forlod han rummet. Hun satte sig på sengekanten og lagde armen om sin mor, trøstede hende og lagde hende i seng. ”Jeg fik meget medfølelse med hende. Lige pludselig så jeg hendes smerte, jeg så, hvor ulykkelig hun var. Da masken krakelerede, var hun ikke længere den hårde mor, som jeg havde bebrejdet hende, at hun var,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Dagen efter tog hun sammen med min yngste søster på tolv år toget til Skanderborg, hvor Henning ventede, og så flyttede de ind hos ham. Min anden søster var i USA, og jeg tog tilbage til Paris.” Barndomshjemmet blev opløst i løbet af en formiddag. Siden var familien aldrig samlet igen. ”Uanset hvor ulykkelig hun selv var, så var det sgu ikke i orden at bryde familien op på den måde.” Hanne-Vibeke kritiserede ganske vist moren, men samtidig forstod hun og søstrene hende: Hun havde altid stået alene med alt fra børn til ferier og fødselsdage – fuldstændig alene. Men samtidig led de med faren og frygtede, at han skulle gå til grunde. Hos au pair-familien i Paris ventede Hanne-Vibeke

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 25

05/02/2018 15.42

flere dage på at høre fra sin far. Da det ikke skete, tog hun mod til sig og ringede til ham. Hun gengiver med rystende og bævende stemmeføring sit forgæves forsøg på på en gang at lyde kæk og naturlig: ”Hej, det er Hanne-Vip.” Med dyb stemme: ”Hmm!” Igen den nervøse pigestemme: ”Nåh, hvordan går det så?” ”Udmærket.” ”Jamen, jeg mener jo her nu, hvor Henriette og mor er rejst?” ”Vi talte jo nærmest om det, som om de var taget fjorten dage på charterferie,” konstaterer Hanne-Vibeke. Ikke engang dér tog Knud imod hendes frygtsomme kontaktforsøg. Han magtede ikke at smide sit panser og lade hende trænge ind på livet af sig. Kirsten selv gik nu i gang med en ny fase af sit moderne kvindeliv. Hun forsøgte at finde sine ben, så hun både kunne stå alene, være sammen med en ny mand og samtidig være ’super skilsmissemor’ for både hans to sønner, sin egen hjemmeboende Henriette og sine to store døtre, Charlotte og Hanne-Vibeke. ”Det, syntes hun, var svært,” siger Hanne-Vibeke. ”Sådan at blive smidt ned med faldskærm i en familie med to små drenge ude på landet ved Skanderborg. Oprindelig havde hun en ambition om at få de her to familier splejset sammen, men det lykkedes ikke rigtig. Der var meget modstand fra os alle, og hun kunne heller ikke få fred til at arbejde. Henry var vranten og ked af det, og vi to store døtre var også skeptiske.” Første gang, Hanne-Vibeke skulle møde Henning, blev heller ikke nogen succes. Hun boede stadig i Paris, men var hjemme hos en kæreste i København, da hun skulle besøge sin mor i påsken. ”Det var jeg ikke meget for. Det er jo ikke let det dér, når det er første gang, man skal møde en vildfremmed mand. Min far havde det dårligt og … arhhh, det var en stor overvindelse overhovedet at tage af sted,” fortæller hun. ”I det hele taget brød jeg mig ikke om den dér måde, hun skulle lege familie på. Jeg syntes, det var så anstrengende.” Alligevel kunne Hanne-Vibeke regne med sin mor. Det vidner en episode nogle år senere om. Hanne-Vibeke var vel hjemme fra Paris og i fuld gang med at færdiggøre sin uddannelse som journalist på Journalisthøjskolen i Århus, da en kæreste svigtede hende på det groveste. Ikke alene løj han, han bedrog hende også med en anden journalist-chick, og ovenikøbet så Han-

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 26

05/02/2018 15.42

ne-Vibeke stod ansigt til ansigt med fornedrelsen på byens mest trendy café, Casablanca. Trods sine 23 år brød hun ikke bare sammen, hun ringede også til sin mor, og Kirsten reagerede resolut. Det var ganske vist midt om natten, og de skulle helt fra Båstrup ved Skanderborg til Århus, men Henning blev gennet om bag rattet, og så kørte de af sted. På tilbagevejen sad Kirsten med Hanne-Vibeke på bagsædet, aede hende over håret og trøstede hende. ”Hvor er det synd, at drømmen brast,” sagde hun. Og da Hanne-Vibeke dagen efter skulle til København for at forhandle købet af en ejerlejlighed, overtog Kirsten også der, mens Hanne-Vibeke så passivt til med sit sønderskudte hjerte. Hun kom sig dog med overraskende fart, da en ny bejler viste sig på arenaen. Det var ovenikøbet én, moren påskønnede ud over det sædvanlige.

DET FATALE SVIGT Tilbage i Skanderborg opgav Kirsten efterhånden forsøget med at fusionere de to familier. Henriette var flyttet hjemmefra, og Kirsten købte sig ind i sin fars nærliggende fritidshus. Det var et lille primitivt bindingsværkshus med stald i den ene ende, petroleumslamper og limfarve på væggene. ”Det endte med at blive hendes hjem. Godt nok var Henning ikke så vild med, at hans samlever boede størstedelen af tiden nede i skoven, men så indgik de det kompromis, at hun skulle have lov til at bo dernede, mod at de til gengæld giftede sig. Så det gjorde de til hendes 50-års fødselsdag,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Derefter havde de et weekendforhold, indtil Henning en dag kom med en taske og sin tandbørste og meddelte, at han havde solgt sin gård, så nu flyttede han ind. Det tilgav hun ham aldrig. I den situation var hun simpelthen ikke stærk nok, for hun fik ikke sagt fra. Derefter var det, som om hun trak sig ind i en skal.” Heller ikke med Henning lykkedes det altså at rykke til København og indfri ungdomsdrømmene. Hanne-Vibeke har formuleret, hvad der holdt hende tilbage, i de tre H’er: Henning, haven og hundene. Kirsten anskaffede sig nemlig på et sent tidspunkt to Bichon Frissé-hunde, Max og Mini. ”Min mor var på mange måder et meget nøgternt menneske. Og i nogle perioder tror jeg, at hun var noget smådeprimeret. I hvert fald sagde hun

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 27

05/02/2018 15.42

indimellem, at hun syntes, at livet var lidt opreklameret,” fortæller Hanne-Vibeke. Laurs var bejleren, som for alvor fik Hanne-Vibeke til at glemme tidligere fortrædeligheder og indimellem også sin egen kurs i livet. Han var charmerende, lynende intelligent og mindst lige så ambitiøs som Hanne-Vibeke selv, der var blevet færdig som journalist og var ved at få gang i karrieren. Laurs læste statskundskab i Århus, og senere blev han sprogofficer i russisk, hvilket førte til en lynudsendelse i Udenrigsministeriet. Da Laurs ringede til Kirsten for at anmode om Hanne-Vibekes hånd, spurgte hun til hans fremtidsplaner, hvorpå han resolut svarede, han ville være generalsekretær for NATO. Det kunne hun lide. ”Min mor var helt bjergtaget af ham. Hun syntes, at han var fantastisk. Og hun var sikker på, at han nok skulle blive til noget stort. Hun var også vild med hans baggrund, for han kom fra sådan en københavnsk højborgerlig familie, hvor hans far var chefredaktør på Berlingske Tidende, og han var i familie med Niels Bohr,” forklarer Hanne-Vibeke. ”Men jeg var også vild med ham. Vi blev gift i 1984, kort efter at vi mødtes.” NATO blev der nu ikke noget af, men sammen med Laurs fik Hanne-Vibeke to børn og et begivenhedsrigt liv, hvor hun skulle holde tungen lige i munden for at begå sig på den ene side som diplomatfrue og på den anden som samfundsengageret og kønspolitisk forfatter, debattør og mor. Livet førte dem først til Moskva, siden Bruxelles. ”Jeg tror, at min mor var meget betaget af, at det var lykkedes for mig at score sådan en stor fisk. Det syntes hun alligevel var utroligt, så det lå hende meget på sinde, at ham tager du bare. Nu holder du fast ved ham! Hun var meget optaget af det her ”golden couple”, som hun flashede over for sine venner.” Eventyret varer omkring ti år, indtil 1995, da Hanne-Vibeke drager på en 25 dage lang tv-odyssé gennem det nye Øst- og Centraleuropa for TV2. Privat knirker forholdet til Laurs – eller der er i hvert fald opstået en distance mellem dem. De er på en eller anden vis vokset mere hver sin vej end sammen. Laurs er super stresset, og Hanne-Vibeke temmelig oprevet, fordi hun netop har taget afsked med sin far, Knud Holst, der døde af cancer i en alder af kun 59 år.

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 28

05/02/2018 15.42

”Morten var fotograf på tv-serien, jeg var vært, og jeg blev smaskforelsket. Han var ældre, mere livsklog og god til at trøste. Da jeg kom hjem, var jeg ude af balance følelsesmæssigt og uafklaret i forhold til min familie og mit ægteskab,” fortæller Hanne- Vibeke. ”Jeg var forvirret og tænkte, ’hvem skal jeg ringe til?’ Jeg blev nødt til at tale med et eller andet menneske, og så var det, at jeg tænkte: ’Min mor må kunne hjælpe mig.’ Så jeg ringede og sagde: ’Der er sket noget frygteligt! Jeg er blevet forelsket!’ Til min store overraskelse begyndte hun bare at tude. Hun skældte mig ud og var totalt afvisende, så der var virkelig ingen kære mor dér. Det gjorde mig endnu mere ked af det, for så var jeg jo helt alene. Og i den næste tid lukkede hun fuldkommen i, jeg kunne slet ikke trænge igennem til hende. Jeg havde ønsket, at hun havde sagt: ’Kom hjem til mig og lad os snakke om det.’” Andre dele af familien er mere hjælpsomme. Selv Hanne-Vibekes gamle mormor, politimesterfruen, bakker hende op, og en svoger stiller som chauffør, da hun pakker sit liv og to børn sammen og forlader Bruxelles i december 1995. ”Det var for længst planlagt, at vi skulle holde jul hos min mor og Henning, så jeg sagde til hende, at børnene og jeg ville til jul som aftalt. Hvorefter hun sagde, at tanken om at skulle holde jul med mig gjorde hende fysisk dårlig, så det kunne jeg godt glemme. Det sagde hun simpelthen! Og ikke alene sagde hun det, hun var så dum også at skrive det. Så den samme dag modtog Laurs og jeg hver sit brev. I mit skrev hun om alle de helvedes ulykker, som ville ramle ned over mig, om hvor meget jeg skuffede hende, og om at hun ikke ville se mig. I brevet til Laurs skrev hun, hvor forfærdeligt det var at miste ham – hendes svigersøn. Med streg under søn. At hun altid ville være der for ham, og hendes hjem ville stå åbent for ham,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Det var virkelig et chok for mig. En ting var hendes afvisning, som i sig selv var traumatiserende. Men derudover valgte hun side til fordel for min mand. Han måtte komme any time, mens jeg skulle holde mig væk.” En veninde slår dørene op for Hanne-Vibeke og hendes børn i julen. Kort efter flytter Hanne-Vibeke sammen med Morten, sine to børn og hans hver anden weekend, og efterhånden lykkes det dem at få skabt en sammenbragt familie. I slutningen af sommeren tager Hanne-Vibeke på besøg hos

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 29

05/02/2018 15.42

sin mor. Hun regner med, at bølgerne har lagt sig, at de skal forsones, og at hun skal have en undskyldning. ”Jeg syntes, hun havde været for strid! Så jeg snakkede med hende til klokken fire om morgenen, men hun var hverken til at hugge eller stikke i. Til sidst, mens hun stod ved køkkenvasken og drak et glas vand, sagde jeg: ’Vil det sige, at der slet ikke er noget i det her forløb, som du ville ønske, du havde gjort anderledes? Som du fortryder?’ Fuglene var begyndt at synge udenfor, hun drak langsomt og sagde: ’Nej.’ Så sagde jeg godnat og gik i seng,” fortæller Hanne-Vibeke. Hun er gravid på det tidspunkt, men ender med at rejse hjem uden at fortælle sin mor om det nye barn, der er på vej. Den nyhed overlader hun til sine søstre at overbringe. ”Min far var lige død, så jeg havde det, som om jeg havde mistet begge mine forældre. Jeg overvejede at bryde med hende, men så forærede Morten mig en konsultation hos en meget trendy astrolog. Han var klog og sagde, at jeg identificerede mig meget stærkt med min far, men at jeg var endnu mere bundet til min mor. At det var min mor, som betød noget for mig. Han kunne se, at der var en konflikt, og sagde, at jeg blev nødt til at række hånden ud til forsoning. Hun kunne ikke, hun var alt for stædig. Jeg tænkte, at okay, det måtte jeg så gøre, og derfor brød jeg ikke med hende og opretholdt kontakten. Men vores relation blev aldrig den samme, den blev ikke repareret.” Da Jonathan blev født, kom Kirsten trods alt på besøg på barselsgangen, men hun har aldrig tilkendegivet, at hun har accepteret Hanne-Vibekes valg, og det er dén uudtalte konflikt, som har domineret deres forhold i godt tretten år. Nu befinder de sig så side om side i en bil på vej fra banken til bedemanden, hvor Kirsten skal forberede sin begravelse. ”På de omkring tyve kilometer fik vi talt om nogle meget vigtige ting. Jeg vidste, at hvis jeg skulle forsones med min mor, så var det simpelthen nu, fordi vi var alene,” siger Hanne-Vibeke. ”Vi talte om ægteskab og parforhold og om, hvordan hun havde ladet sig begrænse af sine mænd. Hun endte med insisterende at konkludere: ’Du skal skrive! Du må aldrig lade dit kærlighedsliv eller dit ægteskab eller noget som helst andet blokere for

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 30

05/02/2018 15.42

dit skriveri. At skrive er det vigtigste for dig.’ Det havde det også været for hende, men hun havde ikke været tro nok mod sig selv.”

FRA BANKEN TIL BEDEMANDEN De tyve kilometer er så småt trillet ind, mens mor og datter har gennemtrawlet livets små og store valg, dilemmaer og fortrydelser. Lige før de når frem til bedemanden, vender Hanne-Vibeke sig mod sin mor: ”Nåh, mor, når du siger det, kan du så ikke også godt se, at det var rigtigt af mig dengang? At jeg var nødt til at forlade Laurs?” Og så kommer den forløsning, Hanne-Vibeke har ventet så længe på, da moren svarer: ”Jo, det kan jeg godt se. Det var du nødt til. Du var blevet knust i det ægteskab. Du havde aldrig kunnet skrive de bøger, du har skrevet nu.” ”Hun indrømmede, at hun havde opført sig forkert over for mig dengang. Og hun sagde, at hun havde fortrudt sin opførsel mange gange. Det var så vigtigt for mig, at hun sagde det, at hun erkendte, at jeg havde truffet det rigtige valg, og så var det, at jeg bad om en undskyldning,” fortæller Hanne-Vibeke. ”Jeg sagde til hende: ’Mor, det er jeg rigtig, rigtig glad for, at du siger. Det betyder enormt meget for mig! Vil du så ikke godt sige undskyld?’” Hanne-Vibeke gengiver morens næsten hviskende ’Jo’, og efter en kort pause ’Undskyld’. ”Vi omfavnede hinanden, og jeg var så lettet!” forklarer Hanne-Vibeke. ”For nu var der ingen "hangs" mellem os længere. Jeg kunne lade hende dø i fred, hvis man kan sige det sådan. Men forinden vidste jeg bare, at nu skal vi nå helt i mål! Jeg vidste jo, at konflikten også havde pint hende.” Kort efter træder de to kvinder ind i bedemandsforretningen. Ingen af dem ser tyngede ud. Hanne-Vibeke forklarer, at moren altså er alvorligt syg, selv om man ikke umiddelbart kan se det, og Kirsten bekræfter det. Situationens alvor med metastaser, hjernen og lungekræften går op for bedemanden Lone, og så finder hun skemaer frem til Kirsten, som går i gang med at udfylde dem.

2017139_MØDRE og døtre indhold.indd 31

05/02/2018 15.42

Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet

Mødre

og døtre

Samtaler om kærlighed og tab i samarbejde med Lene Johansen

Omslagsfotos: Les Kaner

2017139_Mødre og døtre COVER.indd 1

POLITIKENS FORLAG.DK

POLITIKENS FORLAG

Citat fra Ritt Bjerregaards forord

06/02/2018 14.12