Page 1

Femogtredive år senere vender Sonja tilbage til Tasmanien. Til sin far, der er svækket af druk og hærget af sine gamle rædsler – og af nye, der er kommet til siden. Men inden fortidens skygger truer med at ødelægge alt for dem, sker der noget, som forandrer begges liv for altid.

Øjeblik efter øjeblik af gennemborende, smertefuld

RICHARD FLANAGAN

I vinteren 1954 i en baraklejr i en fjern afkrog af Tasmanien, da Sonja Buloh er tre år gammel, går hendes mor ud i en snestorm og vender aldrig tilbage. Det sidste Sonja husker om hende, er hendes røde frakke, der forsvinder i snefoget. Alene med sin ensomme og ulykkelige far udsættes hun for de vilkår, han byder hende, indtil hun selv får chancen for at komme væk.

AF FORFATTEREN TIL DEN SMALLE VEJ TIL DET DYBE NORD VINDER AF MAN BOOKER-PRISEN 2014

R IC H A R D F L A NAG A N

sandhed. Hjerteskærende smukt fortalt fra sin atmosfæremættede start til sin rørende slutning. – Literary Review

RICHARD FLANAGAN er en af Australiens fremmeste forfattere. Han har modtaget adskillige internationale priser, senest den prestigefyldte Man Booker-pris for romanen Den smalle vej til det dybe nord. Richard Flanagan bor i Hobart i Tasmanien med sin kone og sine tre døtre.

VINDER AF MAN BOOKER-PRISEN 2014

R IC H A R D F L A NAG A N

♥♥♥♥♥ – Politiken

★★★★★ DE N S M A L L E V E J T I L DE T DY B E NOR D

– Berlingske

Flanagans roman er et mesterværk, intet mindre. – Financial Times RO M A N • P O L I T I K E N S F O R L AG

LYDEN AF EN HÅND DER KLAPPER

Forfatterfoto: Ulf Anderson

– The Times

LY DE N A F E N H Å N D DE R KLAPPER

ISBN 9788740039504

ROMAN • POLITIKENS FORLAG


Lyden af en hĂĽnd der klapper

Lyden af en hĂĽnd der klapper.indd 1

21/11/17 14.31


Lyden af en hånd der klapper Richard Flanagan Roman

På dansk ved Jakob Levinsen

Politikens Forlag

Lyden af en hånd der klapper.indd 3

21/11/17 14.31


Af samme forfatter Goulds bog om fisk Den ukendte terrorist Savn Den smalle vej til det dybe nord

Lyden af en hĂĽnd der klapper.indd 4

21/11/17 14.31


Til Archie Flanagan Helen Flanagan Anton Smolej Tilgiv mig dens mangler, men jeg fortæller den med kærlighed.

Lyden af en hånd der klapper.indd 5

21/11/17 14.31


Sarajevo 1946 Ligesom i Beograd oplever jeg i gadebilledet et betragteligt antal unge kvinder med grånende eller helt gråt hår. Deres ansigter er forpinte, men stadig unge, ungdommen afsløres endnu tydeligere af deres kropsform. Jeg mener nok at kunne forstå hvordan den seneste krig er gået hen over disse skrøbelige væsener ... Synet lader sig ikke bevare for eftertiden; hovederne vil snart blive endnu mere grå og derefter forsvinde. Det er en skam. Intet kunne tydeligere berette for fremtidige generationer om vores tid end disse ungdommelige, grå hoveder som er blevet frarøvet ungdommens nonchalance. Lad dem i det mindste blive mindet i denne lille notits. Ivo Andric

Lyden af en hånd der klapper.indd 7

21/11/17 14.31


Kapitel 1 ––––

1954 Alt dette vil du forstå engang uden nogensinde at vide det med sikkerhed, og det fandt alt sammen sted for længe, længe siden i en verden der siden er blevet til tørv, en glemt vinter på en ø som de færreste overhovedet har hørt om. Det begyndte på det tidspunkt, lige inden sneen fuldstændigt og uigenkaldeligt dækker fodsporene. Mens sorte skyer indhyller himlens stjerner og måneskin, mens et skyggeløst mørke falder over det hviskende land. I nøjagtig det øjeblik hvor tiden spidsede til, nåede Maria Bulohs vinrøde sko ned på det tredje og sidste snedækkede trappetrin uden for deres træhytte. Det var netop da, mens hun vendte blikket væk fra hytten, at Maria Buloh forstod at hun allerede var gået for langt og ikke længere kunne vende om. Nogle siger at hun samme nat slet og ret blev blæst ud af byen af de rasende snestorme, at uvejrets hidsige, blafrende åndedrag samlede hende op, og at hun som en engel steg til vejrs ind i skoven på den anden side, at hun som et genfærd fløj ud i vildnisset bag samtlige verdenshjørner hinsides det sted der brændte i kødet som et frisk skudhul. Men sådan skete det naturligvis ikke. Nogle siger sågar at hun forvandlede sig til vinden selv og blev den orkan der kom til at hjemsøge dem alle. Men den slags rædselsvækkende vinde kan man ikke bare ride på ligesom i en drøm. Dem kan 9

Lyden af en hånd der klapper.indd 9

21/11/17 14.31


man kun værne sig mod, og det var nøjagtig dét Maria Buloh gjorde, for hvad folk end siger, var hun i sidste ende en fornuftig kvinde og værnede sig mod vinden som var det en mur der hvert øjeblik kunne styrte sammen over hende, og derfor samlede hun sin højrøde frakke, den tarvelige højrøde frakke, samlede den tæt sammen om sin spinkle krop. Men allerede denne gestus er at tage historien på forskud, for det begyndte ikke for alvor at blæse op før hun næsten var kommet helt ud af bosættelsen. Og hun skulle gå et pænt stykke vej for at komme så langt. “Moar,” hørte hun en spæd pigestemme sige inde fra hytten. Så endnu en gang, og denne gang mere en klynken – “Moar ...” Maria Buloh blev stående på trappetrinnet, så sig om i alle andre retninger end hytten bagved og prøvede at berolige det barn hun havde efterladt derinde. Maria Buloh så ned på sine vinrøde sko, så på det smukke aftryk selv så slidte sko lavede i nyfalden sne, så på de to trætrappetrin oven over der hvor hun stod, så sine fodaftryk begynde at forsvinde i en ny omgang snefygning og tænkte på skønhedens væsen, tænkte på den korte tid som det gode altid kun får før det atter bliver udslettet. “Aja, aja,” sagde Maria Buloh i et forsøg på at berolige barnet med de ord som mødrene i hendes hjemland altid brugte til at få deres børn til at sove. “Aja, aja.” Mens hun gik derfra, så hun sig ikke tilbage mod hytten, men lod i stedet blikket glide opad, lod det vandre ud over bosættelsens tilfældige uorden og ind i den mørke skov. Så på nattemørket ovenover. Så sneen falde gennem keglerne af gult elektrisk lys. Så sneen kredse sig ned mod jorden. Hvordan de hvide fnug snurrede og hvirvlede rundt i luften som var de tiden der gik uberegneligt i stedet for konstant. Hun så den faldende sne vise at luften aldrig stod stille, men altid rummede endeløse, kredsende kompleksiteter, rummede utallige muligheder for yndefulde og uforklarlige bevægelser. I dette øjeblik følte Maria Buloh at hun kunne se alting, også sig selv, som om hun var med i en film og det her var en filmkulisse. Ved at tænke på denne måde undgik hun at hun at kunne høre de fjerne lyde af sin 10

Lyden af en hånd der klapper.indd 10

21/11/17 14.31


datter der græd efter hende inde fra den hytte hun netop havde forladt. Mærkelige lyde. Lyde hun helst ikke ville høre. “Moar,” græd barnet, men hendes mor hørte det ikke. “Aja, aja,” sagde Maria Buloh beroligende, men om ordene var til hende selv, hendes barn eller uden noget som helst mål, er ikke til at vide, for hun var allerede langt væk fra hytten, og i alle tilfælde dæmpede sneen alle lyde. “Aja, aja.” Hun blev ved med at kigge: se det alt sammen på ny som om det ikke havde noget med hende at gøre. Hun så hvordan hele det sort-­hvide sceneri blev oplyst af de stærke elektriske lamper langs den såkaldte gade, hvordan der på begge sider af gaden lå primitive bræddehytter med bølgebliktage og bølgeblikskorstene, og hvordan det at bo der for nogle vakte kun alt for smertelige minder om tvangsarbejdslejre i Uralbjergene eller Sibirien. Men selv vidste hun godt at det ikke var USSR under Stalin. Vidste godt at det hverken var Kolyma eller Goli Otok eller Birkenau. Vidste godt at det ikke engang var i Europa. Vidste godt at det var en snedækket byggearbejderlejr under Vandkraftstyrelsen ved navn Butlers Gorge der lå som et åbent sår i et vildnis af regnskov. I dette uendeligt vidtstrakte område lå samtlige hytter klos op ad hinanden, nærmest som om de skuttede sig i bævende klynger for kraften, tyngden og tavsheden i det ukendte der måske, måske ikke var imødekommende og måske ikke engang bekymrede sig om mennesker, men som de på grund af deres forfærdelige historier – beretninger om århundreders tilbagevendende umenneskelighed og rædsler som de bar med sig sammen med nogle få kniplingsservietter, krøllede fotografier, sære skikke og mærkelige spisevaner – kun havde anledning til at frygte. For det ikke at frygte var det samme som at forestille sig en verden hinsides al erfaring. Og det var ingen i stand til. I disse sammenklumpede klynger af hytter var arbejderne nødt til at leve, for i dette afsides højland på den afsides ø ved navn Tasmanien langt væk fra det afsides kontinent Australien var der i mange kilometers omkreds ingen andre menneskelige bosættelser. Der var kun vilde flo11

Lyden af en hånd der klapper.indd 11

21/11/17 14.31


der, endnu vildere bjergkæder og overalt en regnskov der kun løsnede sit greb om landet for at give plads til spredte draphavresletter eller alpelignende lynghede højere oppe. Det var det hun så. Hun hørte absolut intet. Det var ved begyndelsen på den store bølge af dæmningsbyggerier. Dengang hvor de nye australiere kom ud til så vildsomme steder for at udføre slavearbejdet i forbindelse med dæmningsbyggeriet, for selv om de nye australiere havde foretrukket at arbejde inde i byerne, så var dét de rigtige australieres arbejde. Men Maria Buloh, hustru til Bojan Buloh og mor til Sonja Buloh, var ikke på vej ud til Butlers Gorge. Hun var på vej væk. For altid. Derfor gik Maria Buloh videre ned ad den øde gade, en ung kvinde i en gammel frakke og med en lille papkuffert i hånden hvis fodspor for et øjeblik krydsede igennem den dystre, sure og snedækkede lejr, og hvis silhuet allerede var begyndt at miste sit jordiske omrids i den faldende sne. Det tæppe af stilhed som sneen havde kastet over bosættelsen, blev flået i stykker af den raslende lyd fra en lille motor der nærmede sig. De uklare gule striber fra en enkelt lille forlygte dannede en urolig, pisfarvet pyt blandt de fygende snefnug. Så antog en foroverbøjet trafikant på en motorcykel med tom sidevogn form ud af det hvide intet og kom hen ad gaden mod hende. Motorcyklisten kørte forbi Maria Buloh, for så godt halvtreds meter længere fremme at sagtne farten, dreje til højre og holde ind foran marketenderiet. Maria Buloh standsede op, vendte sig om og stirrede. Foran kantinens hovedindgang, en dobbelt tremmedør af træ, så hun et dusin kvinder klumpe sig sammen om et improviseret bål i en olietønde og foretrække selskab under sådanne forhold frem for ensomhed inde i varmen. De var iført en kaotisk blanding af sommerkjoler, tunge vinterfrakker og forskellige slags eksotisk hovedbeklædning – et par baretter, en bulehat, to stråhatte og strikhuer i alle regnbuens farver. Nogle 12

Lyden af en hånd der klapper.indd 12

21/11/17 14.31


af kvinderne stod op, og andre sad på tomme ølkasser af træ rundt om indgangen mens de snakkede og drak øl som deres fyre – ægtemænd, kærester og bejlere – bragte ud til dem fra kantinen der kun havde adgang for mænd. Når døren gik op for at lukke en mand ind eller ud, sivede der sladderfyldt damp og dampende historier, latter og lyden af knuste glas ud til kvinderne og videre ud på hovedgaden. En skikkelse i læderjakke og hjelm steg af motorcyklen og gik med sans for dramatisk entré forbi kvinderne og ind i marketenderiet. Kvinderne omkring tønden lod sig et øjeblik rive med af denne farve­rige nyankomne. De hørte hans stemme runge gennem den tætpakkede kantine. “Mit navn er Eric Preston,” råbte han. “Jeg er fra fagforeningen og er kommet for at få løst problemet med flygtningene. Hvem er tillidsmand her på stedet?” Men så gik hans gennemtrængende stemme tabt i det virvar af stemmer hvormed kantinen prøvede at drikke sig fra fortiden, og kvindernes interesse gled over til synet af den enlige kvinde med en kuffert der en så gudsforladt aften var på vej ud af byen, til guderne måtte vide hvor; den enlige kvinde der stirrede på dem og gennem dem som om de var der uden nogensinde at have været der, som om hun kunne se en fremtid mage til fortiden, hvor de alle sammen endnu en gang ville blive revet med af vinden og intet af dette hæslige tidsrum og sted ville blive tilbage. Hendes ansigt (ungt, så ungt at det nu nærmest virker chokerende) forekom næsten orientalsk; knoglebygningen og de store øjne var anderledes end australiernes, og linjerne – kun nogle få, men ikke desto mindre dybe – så ud til hverken at være afstedkommet af årenes gang eller solen, men snarere at være hugget ud i ansigtet på hende af en billedhugger for at fremhæve en særlig fremmedartet, eksotisk skønhed. Senere var der dem der sagde at hun gjorde fejl i at fordømme noget der lå uden for deres fatteevne. Måske på grund af denne dom eller måske som følge af en modsatrettet følelse, et svagt mål sympati for en tragedie der kunne ramme dem alle, eller måske af grunde som ingen af dem nogensinde ville kunne regne ud, puffede de til hinanden og holdt op med at snakke da de så Maria Buloh se sådan på dem, og hverken 13

Lyden af en hånd der klapper.indd 13

21/11/17 14.31


de selv eller Maria Buloh kunne høre andet end den konstante larm fra mændene indenfor. Maria Buloh vendte sig bort. Hun fortsatte med at gå ud af byen. Inde fra kantinen kunne hun høre de svage, og stadig svagere, toner fra en ny amerikansk countrysang som blev spillet på grammofonen. Sangen syntes at drive af tårer, som var det en gullasch lavet på sorg. Efterhånden som Maria Buloh gik videre hen mod den mørke skov, døde støjen fra kantinen bort. Sangen gik tabt i den blide snefygning. Maria Bulohs ansigt viste ingen følelser. Jo, det ansigt – smukt, ja, ungt, ja, men også noget andet. Hvad var det? Som for at fæstne hendes mysterium for evigt begyndte der at løbe tårer – om end kun et par stykker – ned fra hendes øjne så ansigtet kom til at skinne. Bag Maria Buloh førte sporene tilbage til det sted hun kom fra, de spor som gik tabt endnu mens hun lavede dem i den faldende sne, og som forsvandt i den hvidhed der truede med at indhylle alt og alle i den dystre lille landsby for længe, længe siden. Og først nogen tid efter, efter at marketenderiet var lukket, slagsmålene holdt op, og selv kortspillerne var tørnet ind for natten og snorkede deres sure ånde ind i ryggen på kvinder som beholdt strikhuen på i seng, begyndte stormen at tage til og vinden at græde på en måde der fik selv den vilde våde jord til at isne. Aja, aja, lod den til at tude. Aja, aja. Og de enorme gamle træer kunne høres knage og give sig, de nye kabler som strejfede den vældige nattehimmel, fløjtede uhyggeligt, og ingen af de kvinder der denne nat lå vågne i deres vakkelvorne senge, lod sig berolige af sådanne lyde.

Lyden af en hånd der klapper.indd 14

21/11/17 14.31


Kapitel 2 ––––

1967 Han arbejdede i træ; så meget ville Sonja Buloh gerne kunne huske. Hvor tit? Når han kunne, både på arbejdet og i fritiden. Hvilken slags træ? Tasmansk eg, akacierester fra affaldstønderne på arbejdet. Huonfyr når det var til at få billigt fra finnernes savværk, ellers spånplader. Det lyse træ fra gamle pakkasser, den sekslagede krydsfiner der på nogle byggepladser blev brugt til at pakke ind i, og som stadig havde mærker efter betonrester. Celery top og King Billy og sortkernet sassafras når tømmerpladserne ryddede ud i umage stykker lokale eksotiske træsorter. Men han fik noget ud af det alt sammen, og det var det godt for hende at være en del af. Hvad lavede han? Hvad som helst overhovedet: skabe og borde til at sælge, kister til sengelinned de aldrig fik, en konsol til Holden FJ’en i stil med dem han havde set i en reklame for et flyselskab, håndtag til det gamle køleskab, stole, taburetter, boghylder til naboerne og servanter og redskabskasser til dem selv. Han viste hende de forskellige træsorters egenskaber og anvendelsesmuligheder: hvordan sassafras skinnede og spåner fra huonfyr holdt hundelopper væk, hvordan tasmansk eg var smukt til at ramme ind med 15

Lyden af en hånd der klapper.indd 15

21/11/17 14.31


og dårlig fyr ikke var, hvordan krydsfiner kunne dampes og akacie fik én til at nyse når det fik sandpapir, hvordan myrte var til møbler og celery top til vindueskarme. Han arbejdede i træ og prøvede at få noget ud af det, og ved at gøre det også få noget ud af dem selv. Han arbejdede i træ, og for hende var han lutter træ, og det elskede hun ham for, åh gud, hvor hun elskede ham for det. Mens Sonja Bulohs næsebor endnu en gang blev ramt af den gennemtrængende lugt af muggent brød med alt hvad den så dystert indvarslede, og hun kiggede op, var det ikke til at tage fejl af. Han var fuld igen. Han var ikke en stor mand, det skal siges, men når raseriet greb ham, kunne han virke enorm nok til at brase ud af et lokale og få væggene til at falde sammen, vælte døren med den enorme vrede og knuse både én selv og alle andre som en damptromle over en myre. Og raseriet kom over ham når spritten var i ham, og det var den tit, og med årene endda oftere og oftere. Han stillede sig op foran Sonja Buloh og svajede med hovedet vendt lidt til den ene side, og hun kunne se de røde folder i hans nakke. Vild og uordentlig med en blåternet flannelsskjorte hængende halvt udenfor, og bukserne åbne og oversået med buketter af indtørret urin – en brølende kæmpe, en malstrøm af en mand, hvor stumperne fløj til alle sider uden nogensinde helt at ryge af, og hun selv var blot endnu et stykke, endnu en ting som på samme tid sad næsten fast og næsten var rykket fri, det hele kun holdt sammen og i bevægelse af en mægtig og ufattelig gåde midt inde i ham, hvor hans arm hang løftet i vrede over hans hoved der råbte: “Du skal fandeme ikke kalde mig fuld,” mens armen blev svinget vildt rundt og skubbede noget til side der ikke var til at se eller nå: “Ingen skal kalde mig fuld, jeg har fået et par øl på pubben med drengene og haft det lidt sjovt, og så kommer jeg hjem og hører dig sgu sige at jeg er fuld.” Han var ikke særlig stor, og det var Sonja Buloh heller ikke, ej heller havde hun hans usædvanlige evne for at vokse til gigantiske proportioner. Hendes evne bestod i det stik modsatte. For at undvige hans vrede 16

Lyden af en hånd der klapper.indd 16

21/11/17 14.31


havde hun lært sig den kunst at gøre sig lille, at blive ved med at gøre sig så lillebitte at hun var usynlig for alle andre end de allermest nøjeregnende. Hvis hendes sekstenårige krop blev strakt ud og frisat for sin forpligtelse til at være lille, var hun faktisk høj af sin alder, måske næsten en meter og firs, og dermed lige så høj som ham, en jævnbyrdighed som ingen af dem lod til at have lyst til at dvæle ved, og som hun havde udviklet en vis duknakkethed for at fornægte. Men det var dog ikke Sonja Bulohs eneste evne. Ved lugten af muggent brød var hendes sjæl også i stand til på forunderlig vis at forlade kroppen. På denne måde oplevede Sonja kun hans raseri på lang afstand. Hans stemme hørte hun kun som noget der kom langvejsfra, som om hun lyttede til en ånd der sad fanget i en konkylie som hun holdt op til øret på en fjern sandstrand. I dag sejlede hun sig selv ud at fiske med Bojan i en jolle midt på Derwentfloden. Op mod den enorme skov­klædte blåhed på bjerget bagved stod det peberbøsselignende sandstensspir på den gamle kirke i Cromwell Street i Battery Point gulligt og ensomt. Sporadisk og kun som i tåge kunne hun se husene i byen under det. Det kunne både have været i 1840’erne og 1940’erne. Det kunne sågar have været i Østeuropa. Men som hun selv havde skrevet hen over sit skolehæfte, var det Hobart, Tasmanien, Australien, Sydlige Halv­kugle, Verden, Solsystemet, Universet. Det var 1967. Det var ikke ham. Det var det ikke. Men i det fjerne kunne hun se sit hjem, og hendes hus var ved at gå i stykker, og en kæmpe kom brasende ud af det, og kæmpen holdt ikke op med at vokse, og solen forsvandt bag om ryggen på ham, og verden blev mørk, og kæmpens vrede var blevet til raseri. “Jeg vil vædde på at du har været ude med de skide drenge, jeg ved det, jeg ved det, din elendige tøjte, din lille tøs, du er nøjagtig ligesom din luder af en mor at sige sådan noget ...” På dette tidspunkt trak hans overlæbe sig op og begyndte at bæve, hans hoved virrede, hans krop rystede, og et øjeblik svigtede hans raseri som om et længe indeklemt minde pludselig trængte sig på, men han drev det tilbage med hver eneste partikel af styrke der var tilbage i ham, 17

Lyden af en hånd der klapper.indd 17

21/11/17 14.31


han tvang det dybt, dybt ned igen, vaklede et øjeblik som et angribende vildsvin der bliver ramt af en kugle, og råbte så et eneste ord i indædt fornægtelse – “pis.” Sonja hørte hans raseri langt væk fra. Hans slag i ansigtet på hende ville hun helst føle skete på lang afstand, ligesom når en uventet kold bølge blev afledt af jollens ræling. Men slaget var ikke en bølge. Det var et krav om at hun forlod jollen, forlod udsigten til bjerget og holdt op med at se på den by der gemte sig mellem dets lår. Hans slag i ansigtet på hende var et krav om at hun forlod floden og kom tilbage, og pludselig var hans stemme høj, og hans hånd fik hendes ansigt til at stå i flammer. Hun fik øje på ham, et uigenkendeligt monster. Hun ville have sin far. Hun ville ikke have ham. Det ville hun ikke. Hun skreg. Hun skreg for at få sin far tilbage fra jollen. “Nej, det passer ikke, du er kun vred, fordi du er fuld, du siger kun ...” Men før hun kunne nå at afslutte sætningen, slog monsteret hende i ansigtet igen, denne gang to gange, denne gang med mere styrke bag, og denne gang mens han sagde, sagde med en vrede så kold at ordene skræmte hende mere end hans flade hånd: “Jeg skal sgu nok vise dig, hvem der er fuld.” Mens han fortsatte med at slå hende, forblev Sonja passiv og lod være med at græde selv om hans slag gjorde meget ondt. Hun græd ikke selv om der sprang striber frem på hendes kød og blodet dryppede ned fra hendes næse og sprøjtede ud på væggen hver gang hendes hoved drejede efter endnu et slag. Hun græd ikke, men han var ved at ødelægge noget, og uanset hvor meget hun prøvede, var hun ude af stand til at sætte det sammen igen, og smerten syntes nærmest at åbne en afgrund i hjertet på hende. Indimellem tænkte hun endda den syge tanke at det var den fornemmelse hun gik rundt med, der fik ham til at blive sådan. Hver dag bad hun til at denne brudlinje af en følelse ikke ville forskyde sig, og ikke desto mindre gjorde den det hver aften alligevel. Enorme underjordiske og altomstyrtende kræfter uden for hendes synsfelt som ødelagde deres hjem, og som de begge var lige så magtesløse over for, som træet er for at jorden falder sammen under dets rødder. 18

Lyden af en hånd der klapper.indd 18

21/11/17 14.31


Hun bønfaldt jorden på slovensk. Sagde: “Ni, Artie, ni, ni, ni, ni ...” Men hans raseri var totalt og uimodtageligt for selv hendes skingre skrig, uimodtageligt selv for sit eget minde som han aften efter aften formåede at drikke væk for så blot at opleve det vende tilbage næste morgen og drive ham til at drikke igen samme aften. Hun burde have grædt, det burde hun virkelig, eller i det mindste ladet en enkelt tåre få frit løb, men noget inden i hende var gået i stykker for længe siden, og selv om hans slag frembragte skrig på samme måde som en hårdtpumpet blæsebælg udløser luft i eksplosioner, kunne han aldrig se hendes ansigt afspejle de ting han selv følte, og havde derfor heller ikke andet valg end at blive ved med at afsøge pigekroppens stumme, uudgrundelige landskab med sine stød og slag på jagt efter det, han selv bar rundt på. Det var et uhyrligt forsøg på at beskrive, disse slag, et smerteligt velformuleret forsøg på at finde ud af hvad de havde til fælles, ved med voldelige midler at afbilde alt hvad han selv følte. Men der er både gode og dårlige måder at beskrive smerte på, og hans måde for­ øgede kun deres smerte. Næste morgen virkede huset lyst og frisk. Han satte sig nyvasket og nybarberet til bordet og så kun en anelse slidt ud. Sonja lavede kaffe og kom mælk i. Hun kom brød i to skåle og hældte kaffen over brødet. Så satte hun sig, og de begyndte at spise. Uden at kigge direkte på hende begyndte han at tale. “Det er underligt,” sagde han og kørte skeen rundt om det kaffe­ søbende brød. “Jeg kan overhovedet ikke huske noget efter at jeg forlod pubben i aftes.” Sonja sagde ikke noget. Han blev ved med at undgå hendes blik. Han løftede en skefuld kaffe og brød op til munden og skulle lige til at synke det da han standsede op. Og talte igen. “Kan du måske huske hvad der skete da jeg kom hjem?” Og så kig­ gede han på Sonja for at få bekræftet det som han godt vidste var løgn. “Jeg må være gået på hovedet i seng.” Sonja hævede ansigtet fra sin skål med brød og sød kaffe. Han foregav ikke at bemærke det fuldkommen 19

Lyden af en hånd der klapper.indd 19

21/11/17 14.31


indlysende, foregav ikke at bemærke hvor slemt opsvulmet hendes ansigt var, og hvor grotesk hun han engang fandt så smuk, nu så ud, foregav ikke at se hævelserne og de lilla striber og de højrøde mærker. “Ja, du gik på hovedet i seng,” sagde hun. Der fulgte en lang tavshed. Han sagde ikke noget, hans ansigt forrådte intet. “Og du snorkede noget så forfærdeligt,” tilføjede hun. Han lo ad den beskedne morsomhed. Han var tilfreds. Sonja lo også, for nu hvor han var ædru og skyldtynget, skulle det nok gå alt sammen. Indtil han røg på druk næste gang. Det var alt sammen mange år siden nu, og Sonja havde siden da i størst muligt omfang tilbragt livet med at forsøge på at frigøre sig fra alt det der ikke var nødvendigt til daglig; alle ekstra ejendele som ikke var absolut påkrævede, alle overflødige minder ud over det hun behøvede for at arbejde, være til og forstå hvem hun var. Men visse ting, enkelte minder, blev dog tilbage. Sonja mindedes stedet som værende i besiddelse af en særlig følelsesmæssig voldsomhed. Vinden omgav huset med pludselige vindstød, regnen ramte deres bliktag med en styrke som et jordskred, og bagefter skinnede solen altid så stærkt at hun måtte knibe øjnene sammen hver gang hun gik udenfor hvor dampen stod i store striber op mellem hendes tæer fra den glohede, blåsorte asfalterede gårdsplads. Nu ville hun se at få besøgt stedet, selvfølgelig ville hun det – den lille hytte i baghaven til det hjem i Hobarts nordlige forstæder hvor de havde tilbragt hele livet før dette liv. Hun havde ingen illusioner om det sted. Hun var fremmed for sin egen fortid. Ingen ville i denne professionelle kvinde kunne få øje på det tynde, skræmte barn med øjne der altid kiggede til siden i forventning om et uventet slag. Og inde i skuret ville der ikke været noget træ at arbejde med, heller ingen lugt af muggent brød og dermed ingen magi til at trylle hendes sjæl væk fra alle hendes sorger. Dem – sorgerne – havde hun i alle tilfælde for længe siden lært at leve med og acceptere som en del af sig selv. Så altså: ingen kæmper, ingen magi og ingen lykkelig slutning.

Lyden af en hånd der klapper.indd 20

21/11/17 14.31


Kapitel 3 ––––

1989 Sonja Buloh prøvede at huske det første der havde dannet sig i hendes mave, men hun frøs, hendes hænder brændte, og det gjorde vanvittig ondt i hendes bryster, og kulden trængte gennem kødet ind i knoglerne. Noget havde grebet hende ligesom en krampe den skæbnesvangre morgen i Sydney kun en uge forinden, havde samlet hendes indvolde sammen og kastet dem nedad, noget hun til at begynde med først opfattede som en længsel, lige så nysgerrig og stor og mærkelig som himlen ovenover. Et ønske om endnu en gang at se det særegne tasmanske lys og det som det rørte ved, hvad det var der stod mellem solen og jorden, dette mærkelige lys af negativer hvor himlen kunne være bælgmørk, jorden gløde rødgyldent, og kun skyggerne til at holde de to sammen. Hun kommenterede kulden over for tankpasseren der var dukket op for at fylde benzin på hendes bil. Han var høj og mager med kort sort hår og et overskæg der modsagde hans alder og de år og årtier, han havde set gå i opløsning og flyde bort fra værkstedets asfalt sammen med den beskidte olie og det rene regnvand. “Fra fastlandet, hm?” spurgte han. Det var et stort spørgsmål og ikke helt let at besvare, selv ikke ved slet og ret at svare at hun ikke hørte hjemme noget sted. “Nej,” sagde Sonja selv om det ikke var helt sandt, men hvad der så var helt sandt, var heller ikke til at vide eller for den sags skyld sige. 21

Lyden af en hånd der klapper.indd 21

21/11/17 14.31


Sonja betalte ham og fulgte med ind på hans lille kontor for at få byttepengene. Hun fik øje på sig selv i et spejl bag disken og indså at hun stirrede i stedet for at lytte. Spejlet var gammelt og revnet og havde i det ene hjørne et stort billede af et tændrør og logoet: ‘På vej mod i morgen for at holde dig på vejen i dag!’ I spejlet kunne hun se en snart midaldrende kvinde i slutningen af trediverne, elegant, i kontordragt som på vej til en formel aftale med en fremmed, og i praksis var det vel også det hun var, tænkte hun. I hvis inderste der befandt sig et mysterium som få overhovedet bemærkede og ingen kunne forstå. Og ved aldrig at være forstået var mysteriet blevet til en sørgmodig svane, og i spejlet så hun svanevingerne vokse ud fra sine skulderpuder ligesom på en engel. Sonja så også sit ansigt, stadig glat og stadig olivenfarvet, om end efterhånden også med en del linjer i. Hendes bobbede hår med de blonde spidser, men stadig ikke gråt nedenunder. En krop som stadig ikke var tørret ud sådan som hun kunne se det skete for mange kvinder på hendes egen alder. Stadig frodig, og konstateringen både chokerede og morede hende. Frodighed var ellers ikke noget hun forbandt med sig selv. Men hun kunne ikke nægte at det var sådan hun følte sig: frodig. Eller nægte sin glæde, tåbelighed og stolthed over at føle sig sådan. “Vi ser mange fra fastlandet holde ind her,” sagde tankpasseren og rakte hende byttepengene. “De kan godt lide vores historie og den slags.” Sonja kiggede om bag kontoret på det firkantede betontoilet med en sø af urin rundt om, og i udkanten af søen hvor urinen havde blandet sig med gammel sumpolie, så hun alle regnbuens farver svømme rundt, og på den anden side af disse enestående krøller af metalliske vidundere: en nedslidt provinsby. Hun kiggede tilbage op i spejlet og så ikke læn­ gere et billede af hverken sig selv eller en engel, men af et lille forskræmt barn med en tepotte. Hun kom ufrivilligt til at sitre. Men da hun kiggede igen, var barnet forsvundet, og kun hendes eget billede var tilbage. “Det er koldt, frue,” sagde manden. “Mange af dem fra fastlandet finder det koldt hernede på Tassie.” Selv efter alle disse år skulle hun nok finde ham, endelig få ham opsporet og spørge hvad der var sket med dem. Hvad var det? ville hun 22

Lyden af en hånd der klapper.indd 22

21/11/17 14.31


spørge. Var det bare tilværelsens luner? Ham? Hende? Eller var det denne kvinde i kniplinger der pinte Sonja i drømme? Hun skulle nok finde ham, tænkte hun. Det skulle hun. Manden gav den gamle kasseskuffe af træ et hårdt skub, og da den gik i, ringede der en klokke indeni med en kortvarig klemten der fik Sonja til at fare sammen. Hun drejede hovedet for at se på ham. Han lyste op i et beroligende smil. “Der er endnu koldere ude vestpå.”

Lyden af en hånd der klapper.indd 23

21/11/17 14.31


Kapitel 4 ––––

1989 Gennem den overskyede morgens blodrøde mørke kørte Sonja Buloh hen ad vejen mod vest, en snoet spoleorm af smuldrende asfalt der bortset fra hendes røde udlejningsbil lå øde hen. Her i revolutionsåret kørte hun gennem en tid der midlertidigt var smeltet. Mere og mere rundtosset følte hun tiden kredse omkring sig, til at begynde med langsomt, som om den ventede på noget. Og selv om det føltes som at drømme nye drømme, var det ikke tilfældet. Det var bare Tasmanien om for­året. Da lyset endelig vendte tilbage – mærkeligt, nærmest som om det var nysgerrigt – var det på samme tid fremmed og velkendt land. Fra det hærgede land og ind i småbyernes hjerter bar langsomme floder afbrækkede pilegrene og vild tornblad – bushens nye australiere – ind i gamle straffefangebyer der nu gik i opløsning som forældede aviser i blæsten. Sonja Buloh kørte igennem dem og ind i fårenes verden hvor der fra tid til anden stod en gammel eukalyptus som en rugende overlevende der efter en forfærdelig massakre kun delte sin melankoli med de regnbuefarvede rosellaparakitter der kortvarigt aflagde visit i dens krone og derefter flaksede andetsteds hen, nærmest som om de ikke kunne holde ud at høre de fortællinger de ømme grene fortalte dem. Engang havde denne udslidte landidyl været åben skov hvor de sorte gik på jagt, slog lejr og fyldte natten med historier hvoraf i hvert fald 24

Lyden af en hånd der klapper.indd 24

21/11/17 14.31


én aldrig fik ende: den om deres indædte kamp mod de indtrængende hvide. Så kom landmålerne med deres barfodede straffefanger som stiskærere og gav landet mærkelige nye navne, og gennem deres navngivning og beskrivelser forkyndte de en forfærdelig revolutions komme. Hvor deres tuschtegnede kort skar det nye land op i nydelige grevskaber med svagt betryggende engelske navne som Cumberland og Bothwell, gjorde landmålernes efterfølgere, vandkraftingeniørerne, deres lige linjer til virkelighed i form af de kabler langs hvilke den nye energi, elektricitet – den nye gud – summede sin sang med forførende falske løfter om at Tasmanien en dag ville blive det australske Ruhrområde. Hektisk og nærmest hysterisk forsøgte øen at begrave sine minder om en nylig og ofte hæslig fortid i forestillingen om en sværindustriel fremtid, om gigantiske smelteovne og enorme maskiner der skulle få energi fra de vældige vandressourcer som stedet havde i overmål, og for en tid blev øen fejlagtigt hyldet som jomfrueligt land uden historie. Det var der intet nyt i; det siges at den kinesiske kejser Shih Huang Ti både gav ordre til bygningen af Den Kinesiske Mur og ødelæggelsen af alle bøger fra før hans egen regeringstid, således at historien fremover ville komme til at begynde med ham og hans mur. Og hvis historien om det sted hvor migranterne var kommet til at bo, blev fornægtet fuldstændig, var det kun en retfærdig konsekvens af deres egen ambition: at lade deres egen individuelle fortid bag sig. For en tid så der ud til at være sammenfald mellem visionerne hos staten, kapitalen, og så dem der var så uheldige at skulle slide i det for at gøre visionerne til virkelighed. Gennem en sådan alkymi blev den sløve frygt for fortiden forvandlet til elektrisk magt, den ny tids efterstræbte guld, og nederst i alkymisternes destillationsapparater var der ikke andet tilbage end de skadelige biprodukter af den magiske proces som ingen interesserede sig for: den ødelagte natur og de knuste menneskeliv. Begge dele bundfald som var let at afskrive når de ubetydelige omkostninger i forbindelse med dem blev sat op over for den voksende formue i det blomstrende vandkraftdrevne elnetværk. Ingen tænkte på at tælle de voksende omkostninger, 25

Lyden af en hånd der klapper.indd 25

21/11/17 14.31


og ingen forestillede sig at dagen i morgen kunne blive værre end dagen i dag. Da slet ikke den dag for så længe siden hvor Sonjas forældre stævnede ind i havnen i Hobart med deres seksten måneder gamle datter til det de troede var afslutningen på deres lange flugt fra Europa. Mens Sonja kørte forbi de enorme elmaster der stod strunke hen over det fortabte land som gigantiske, muskuløse krigere, labbede hun det alt sammen i sig og fordybede sig i verden uden for bilruderne. Det gjorde hun altid: fordybede sig i overflader. I tingenes fremtræden. Der var lykkedes hende at forvandle noget der engang bare var en simpel længsel, til en stærk vane der nu havde bemægtiget sig hovedparten af hendes voksne liv. Som folk kunne lide hende for. Hun trængte sig ikke ind på deres sjæle og minder. Ej heller afslørede hun sine egne. Hvordan skulle hun dog kunne det? Hvordan skulle hun kunne det? Mine venskaber er borte, og mine minder er knust, tænkte Sonja, borte og knust. Bag dette døde land af tårne og får kørte Sonja videre op i højlandet som træfældemaskinerne først for nylig havde fået ryddet så landet stadig så ud som efter en krig: så langt øjet rakte et chok af opkørt mudder og aske, hist og her understreget af en stor, forkullet træstub der stadig stod og smuldrede flere uger efter afbrændingen af den overflødige regnskov der ikke kunne laves til silkepapir til Japan. Visse steder er jeg død, tænkte Sonja. Hendes mave trak sig sammen. Aske og silkepapir, tænkte hun og så ud på ødemarken omkring sig. Hun kørte videre. Man er ikke sin fortid, forklarede hun sig selv, og kan heller aldrig blive reduceret til eller forklaret af fortiden. Man er sine drømme, og derfor er Sydney – denne lumske by fuld af lokkende løfter – også stedet for mig. Jeg er hvad jeg nu er. Jeg har boet her engang, sandt nok, men det var dengang, og det her er nu. Andet er det ikke. Andet er der ikke overhovedet, og det vil der heller aldrig være. Jeg er mine drømme om i morgen. Fortiden er ikke vores skæbne, og man tager chancer på samme måde som man kører bil, enten langsomt uden at hverken vove eller vinde noget, eller hurtigt, hvor det eneste vigtige er det som netop nu er lige foran én, samtidig med at alt bagved er fuldstændig uden betydning. 26

Lyden af en hånd der klapper.indd 26

21/11/17 14.31


Sonja drejede væk fra hovedvejen og videre ad en opkørt grusvej og trykkede foden i bund som for at bekræfte sine tanker, men bilen, en fircylinders, reagerede langsomt. Hun kørte videre ad vejen gennem ødelagt bush, der følger efter fældning og afbrænding, indtil hun nåede et højdedrag hvor hun på den anden side kunne se det øverste af en dæmning blive afløst af en vandmasse så kolossal at den lige så godt kunne være et hav. Hun holdt ind og så ud over de bølgeforrevne vande hen til der hvor regnskov, hedeområde og snedækkede bjerge gled sammen i et samlet, vildt landskab som strakte sig så langt øjet rakte. Dette land bød hende ikke spor mere velkommen og tog sig ikke spor mere af hende end det havde budt hendes forældre velkomne og taget sig af dem der for så længe siden var kommet hertil for at slå sig ned. Og alligevel havde landet dog også formet hende, formet dem alle. Og omvendt. Sonja tændte for bilradioen og fik ild på en cigaret. En nyhedsoplæser var i gang med at berette om forvildede grænsevagter der bare få måneder forinden havde skudt og dræbt en mand der prøvede at hoppe af til Vestberlin, og som nu vinkede enorme østberlinske folkemasser ind til Vesten gennem huller lavet med kran. “Berlinmuren,” sagde nyhedsoplæseren med så tonløs en stemme som havde det været en reklame for en pizzaforretning, “det store symbol på Den Kolde Krig, er faldet.” For hende betød det ingenting, denne nyhed og denne historie, og hun blev bare siddende omsluttet af røg, på samme tid en del af histo­rien og ude over og glemt af historien, irrelevant for historien og alligevel i et og alt formet af den, og uforståelig hvis man ikke kendte dens grænselinjer og dem der, som hun selv og hendes forældre, var endt langt borte fra dem. For i sidste ende er det historien – som nu Berlinmuren – der skaber folk og havde skabt hende, men i det lange løb alligevel ikke kunne bestemme over hende, for i sidste ende kan den ikke tage højde for de store irrationelle – de store menneskelige – kræfter: ondskabens evne til at ødelægge og kærlighedens evne til at forløse. Men alt dette lå endnu foran Sonja, ligesom det vand der blev holdt tilbage af dæmningen: enormt, mystisk og ventende. 27

Lyden af en hånd der klapper.indd 27

21/11/17 14.31


Sonja slukkede for radioen, skoddede cigaretten uden at have røget af den, vendte bilen og kørte langsomt ned ad bakken for foden af den aldrende dæmning.

Lyden af en hånd der klapper.indd 28

21/11/17 14.31


Femogtredive år senere vender Sonja tilbage til Tasmanien. Til sin far, der er svækket af druk og hærget af sine gamle rædsler – og af nye, der er kommet til siden. Men inden fortidens skygger truer med at ødelægge alt for dem, sker der noget, som forandrer begges liv for altid.

Øjeblik efter øjeblik af gennemborende, smertefuld

RICHARD FLANAGAN

I vinteren 1954 i en baraklejr i en fjern afkrog af Tasmanien, da Sonja Buloh er tre år gammel, går hendes mor ud i en snestorm og vender aldrig tilbage. Det sidste Sonja husker om hende, er hendes røde frakke, der forsvinder i snefoget. Alene med sin ensomme og ulykkelige far udsættes hun for de vilkår, han byder hende, indtil hun selv får chancen for at komme væk.

AF FORFATTEREN TIL DEN SMALLE VEJ TIL DET DYBE NORD VINDER AF MAN BOOKER-PRISEN 2014

R IC H A R D F L A NAG A N

sandhed. Hjerteskærende smukt fortalt fra sin atmosfæremættede start til sin rørende slutning. – Literary Review

RICHARD FLANAGAN er en af Australiens fremmeste forfattere. Han har modtaget adskillige internationale priser, senest den prestigefyldte Man Booker-pris for romanen Den smalle vej til det dybe nord. Richard Flanagan bor i Hobart i Tasmanien med sin kone og sine tre døtre.

VINDER AF MAN BOOKER-PRISEN 2014

R IC H A R D F L A NAG A N

♥♥♥♥♥ – Politiken

★★★★★ DE N S M A L L E V E J T I L DE T DY B E NOR D

– Berlingske

Flanagans roman er et mesterværk, intet mindre. – Financial Times RO M A N • P O L I T I K E N S F O R L AG

LYDEN AF EN HÅND DER KLAPPER

Forfatterfoto: Ulf Anderson

– The Times

LY DE N A F E N H Å N D DE R KLAPPER

ISBN 9788740039504

ROMAN • POLITIKENS FORLAG

Lyden af en hånd der klapper  
Lyden af en hånd der klapper  

I 1954 befinder den jugoslaviske flygtning Bojan Buloh sig i en baraklejr i Tasmanien sammen med sin kone Maria og deres lille datter Sonja....

Advertisement