Page 1

OXEN-SERI EN er blevet Jens Henrik Jensens helt store gennembrud på både den nationale og den internationale scene. I bøgerne De hængte hunde, De mørke mænd og De frosne flammer udfoldes og afrundes historien om den danske krigsveteran Niels Oxens kamp mod det hemmelige magtnetværk Danehof. Jens Henrik Jensens nye krimi Lupus er et selvstændigt bind i serien om Niels Oxen.

OXEN-SERIEN HAR GIVET JENS HENRIK JENSEN ET INTERNATIONALT GENNEMBRUD SOM BESTSELLERFORFATTER

Krigsveteranen Niels Oxen forlader sit stille liv i

******

lejligheden i Vangede i København for at drage ind på ulveterritorium på den jyske hede.

Der er næppe nogensinde skrevet en dansk spændings­ roman, som holder det niveau, Jens Henrik Jensen præsterer med De hængte hunde. - JYSKE MEDIER

Oxen skal løse en tilsyneladende nem opgave for tidligere PET-chef Axel Mossman: Han skal lede efter en 76-årig forhenværende departementschef, der er forsvundet fra sin gård. Oxen, der plages voldsomt af et knirkende forhold til sin søn, finder et mystisk spor på den faldefærdige

.,.,.,.,.,

gård ved Harrild Hede. Sporet drager ham dybere og dybere ind i mørket, hvor flere slags ulve lurer.

... spændingen er fuldkommen sublim, det her er guf for de kræsne. -KRIMIFAN.DK

Sporet fører desuden Oxen tilbage til hans gamle makker i PET Margrethe Francks fortid. En fortid, der er langt farligere og mere hemmelighedsfuld, end nogen aner.

*****

Jens Henrik Jensen overgår sig selv. - JYSK FYNSKE MEDIER

_

.

..

LUPUS er et selvstændigt bind i historien om Niels

�n. Bogen kan læses uafhængigt af bøgerne i den 4 , \ � _ afsluttede Danehof-trilogi, De hængte hunde, •

0

.\.

Dt,-;ørke ��nd og De frosne flammer.

POLITIKENS FORLAG

po I iti ke n sforlag.dk

JENSHENRIK

m z "' m

z u rn z �

LUPUS

JENSEN JENS HENRIK

JENS HENRIK JENSEN, forfatter og journalist, slog igennem med Kazanski­ trilogien, Kællingen i Krakow (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002). Han udgav derefter den anmelderroste bestsellerserie om kriminalassistent Nina Portland, Økse­ skibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøge/sesfangen (2010). I 2012 udkom De hængte hunde, første bind i trilogien om krigsveteranen Niels Oxen og magt­ netværket Danehof, der blev efterfulgt af De mørke mænd (2014) og De frosne flammer (2016). Oxen-serien blev Jens Henrik Jensens store internationale gennembrud, og hans krimier er nu solgt

LUPUS

til udgivelse i 12 lande, ligesom de tre første Oxen-bøger er solgt til SF Studios til filmatisering.

MØD FORFATTEREN PÅ www.jenshenrikjensen.dk


Lupus

Lupus.indd 1

28/06/18 13.15


Af samme forfatter: Wienerringen, roman 1997 Kazanski-trilogien: Kællingen i Kraków, roman 1997 Hofnarren i Murmansk, roman 1999 Ulven i Banja Luka, roman 2002 Nina Portland-trilogien: Økseskibet, roman 2004 Kulmanden, roman 2007 Spøgelsesfangen, roman 2010 Oxen-serien: De hængte hunde, roman 2012 De mørke mænd, roman 2014 De frosne flammer, roman 2016 Mød forfatteren på

www.jenshenrikjensen.dk

Lupus.indd 2

28/06/18 13.15


Jens Henrik Jensen

Lupus

Politikens Forlag

Lupus.indd 3

28/06/18 13.15


1. kapitel

M

andens ånde bølgede ud af hans mund, og der steg damp op fra   hans svedige krop. Det var knitrende koldt. Han stod indhyllet i sin egen tykke, blåhvide tåge, der tog farve efter lyset, som strømmede ud fra hans pande. Når han holdt en pause og rettede sig op, faldt en smule af lysskæret ned over hans furede ansigt, som han med jævne mellemrum tørrede af med sit ærme. Begge hans grove hænder hvilede på spadens håndtag, og han lænede sig lidt frem under sit hvil, mens lungerne faldt til ro. Han var ingen årsunge, men han kunne stadig arbejde hårdt. Rundt om ham stod fyrrestammerne side om side som tungeløse vid­ ner, der aldrig ville mæle et ord om hans ugerning. Og snart var han væk og ville aldrig komme tilbage. Han havde været i gang længe. Heldigvis havde frosten endnu ikke fået tag i skovbunden, som han med omhu havde skridtet af, inden han gik i gang. Nu stod han nede i hullet, der var så dybt, at det næsten gik ham til hoften. Bare fem minutter mere. Han tog et par dybe indåndinger, som gav ham et voldsomt hoste­ anfald. Han rettede lidt på pandelampen, der generede ham. Så tog han fat igen. Skiftevis kastede han jorden op på sin højre eller venstre side på de to stykker presenning, som han havde haft med, fordi han var en forsigtig mand, der ikke ville efterlade sig flere spor end højst nødvendigt. Det var også forsigtighed, der fik ham til at grave så dybt. Havde man ikke så tit set de amerikanske tv-serier om polititeknikeres 5

Lupus.indd 5

28/06/18 13.15


arbejde? Set, hvordan en knogle pludselig stak op efter mange år? Set, hvordan vilde dyr snusede sig frem og gravede hemmeligheder op af en skovbund? Det skulle ikke overgå ham. Da han omsider var tilfreds, kravlede han op af hullet, lagde spaden fra sig og tog bestik af situationen, mens han fik pusten igen. Der var i virkeligheden kun én måde at gøre det på, for han kunne ikke trække liget op over jordvoldene. Han gik over til den store, aflange bylt, der var rullet ind i en presen­ ning og snøret til med reb. Han fik fat om benene og hev til. Bylten var tung, men presenningen gled let hen over skovbunden og hen til den ene ende af graven. Forsigtigt, af hensyn til sine gamle og nu trætte ben, kravlede han ned igen, tog på ny fat og trak af alle kræfter. Kort efter var han færdig. Det kunne ikke gøres bedre, end han havde gjort det. Han kravlede op igen. Denne gang mærkede han det værke hårdt i sit ene knæ. Han trængte så helvedes meget nu. Og han havde fortjent det. Han fiskede en smøg op af pakken, tændte, sugede begærligt ind og pustede ud. Tobaksskyen var lige så tæt som hans varme ånde. Det føltes vidunderligt efter så lang tids hårdt arbejde, og han inhalerede på ny. Det varede ikke mange hiv, før det var slut. Han skoddede mod sin støvlesål – og huskede naturligvis at putte skoddet i lommen. Sgu fanden da efter­ lade sig DNA-spor, når nu han havde været så omhyggelig med resten. Han tog hul på sidste etape og begyndte at kaste jord på. Det var ikke nær så anstrengende som at grave. Om en halv times tid ville han være på vej hjem. Og var der nogen, der kunne holde på en hemmelighed, var det ham. Han havde stirret så koncentreret på manden, der gravede og gravede, at han efterhånden var blevet helt svimmel. Og han frøs. Helt ind i knog­ lerne. Men han turde ikke røre på sig. Turde næsten ikke trække vejret. Derfor var lettelsen enorm, da manden med det skærende, onde øje i panden til sidst tog spaden på nakken og luntede væk. Øjeblikket efter 6

Lupus.indd 6

28/06/18 13.15


hørte han en motor blive startet og så to forlygter, der så ud til at sidde på en ATV. Han ventede forsigtigt nogle minutter, inden han rejste sig op. Han var frosset til is indvendig og kunne næsten ikke bevæge sig. Langsomt gik han over mod den lille lysning, der lå badet i måneskin, og hev sin lommelygte frem. Der var intet at se i lyskeglen. Skovbunden var dækket omhyggeligt til, men neden under visne blade og brune nåle ville den kunne ses, graven ... Han kom til at bide sig selv hårdt i læben. Det var det, han vidste: at der nedenunder ville være et eller andet. Og han ønskede ikke at vide mere.

Lupus.indd 7

28/06/18 13.15


2. kapitel

H

an stirrede på Magnus’ hænder, der var krøbet frem for enden af   vinterjakkens blå ærmer, og som han havde foldet foran sig, mens han lod albuerne hvile på rækværket til pingvinernes domæne. De var så små, hænderne. Fint formede, hvide og sarte og ubesmittede hænder, blot 14 somre gamle og med masser af år forude til at føle på livet og samle erfaringer op. Han kiggede på sine egne. Barkede næver mærket af et urgammelt håndværk. Krigeren og drengen ... Med en lille halv meters afstand mel­ lem sig, betragtende de legesyge pingviner. Det var blæsten, der fejede hen over Københavns Zoo, der fik det til at virke koldt, for i virkeligheden var det ganske mildt af februar at være. Regnen, der kom i spredte byger, gjorde det naturligvis ikke bedre. Han havde en ubændig trang til at lægge sin hånd på Magnus’ hænder. Klog af skade lod han være, men han måtte forsøge et eller andet. Gøre noget for at styrke båndet mellem dem, selv om han på forhånd vidste, at det ville mislykkes. Han lagde i stedet sin arm om drengen og lod hånden hvile på hans skulder med et lille klap. – Pragtfulde dyr, ikke? Næsten som små bitte mennesker. Kan du huske, hvad de hedder, Magnus? Altså arten. Drengen stirrede tomt ud i luften og rystede på hovedet. – Næh ... – Det begynder med “h”. H-u-m ... – Næh. 8

Lupus.indd 8

28/06/18 13.15


– H-u-m-b-o ... – Næh. – Humboldtpingviner. De lever i det kolde klima omkring Antarktis. De er de eneste pingviner, der er kødfarvede ved næbbet, så de er nemme at kende. Der er 20 forskellige i hele ... – Skal vi ikke bare se at komme videre, Niels? Det er pissekoldt. Og vi har set dem så tit. Magnus sukkede dybt, rullede med overkroppen og gjorde sig behæn­ digt fri af hånden på sin skulder. “Niels”... Hans eget navn var som en issyl, der borede sig ind i hjertet, hver gang Magnus brugte det. “Far” ... I begyndelsen havde han taget kampen op og foreslået Magnus, om ikke han bare kunne kalde ham “far”, fordi det slet og ret var det, han var – hans far. Men han havde gjort regning uden søn. Til sidst gav han op. I virkeligheden besad han ikke de mest elementære forældre-egenska­ ber længere. Han befandt sig i ingen-søns-land. Et djævelsk goldt område formet af års fravær, og hvor der ikke groede ét eneste fælles minde. Konklusionen udløste et jag i hans mellemgulv. – Okay, lad os gå videre. Hvad siger du til at slå et slag forbi ulvene, Magnus? Han foreslog sine yndlinge, vel vidende at der skulle mere end en ulv til at redde dagen. Magnus trak automatisk på skuldrene og stak hænderne dybt i lommer­ ne. Det kunne ikke blive ved med at gå på den måde. Han måtte finde på noget nyt. Zoologisk Have havde udspillet sin rolle – uden nogensinde at have haft en effekt. Han erindrede som så ofte før, hvad han havde tænkt før deres første møde: at zoo var det helt rette sted. Fordi det var ude i det fri, man kunne navigere uden om de steder, hvor der var for mange mennesker samlet – og fordi han vidste noget om dyr. Han havde sitrende over hele kroppen tryglet tigre, ulve, lemurer og alle andre af havens indbyggere, om de ikke nok ville hjælpe ham på hans første vagt som far. 9

Lupus.indd 9

28/06/18 13.15


Forgæves. Magnus havde ikke mælet mange ord til ham i løbet af de tre timer. Var det i realiteten blevet meget bedre i løbet af de forgangne otte måneder? Der var ikke så tavst mellem dem, men drengens mutte facade var intakt det meste af tiden. Han gruede for, hvordan det skulle gå i vinterferien. Der var ikke lang tid til. Han havde intet reelt samarbejde med sin ekskone om Magnus. De sås ikke. De diskuterede ikke udkommet af deres fordums forelskelse. En sjælden gang blev det til en kort, opklarende telefonsamtale – med is på linjen. De var fjender. For evigt. Intet kunne ændre det. Alligevel havde han lovet Birgitte, at han kunne tage Magnus i vinter­ ferien, selv om det ikke var hans tur. Hvordan skulle han kunne sige nej til det, han havde drømt om i flere år? At have sin dreng ... Han måtte vride sin hjerne for at finde på noget. For at undgå den helt store ned­ smeltning mellem dem i lejligheden i Vangede. De spadserede tavse over mod ulvenes territorium, standsede på gang­ broen af træ og så over mod det alt andet end imponerende ulveland. – Jeg giver en pølse, hvis du kan huske det latinske navn, Magnus. Opfordringen blev modtaget med et suk og et nyt skuldertræk. Må­­ske blev han for meget overlærer? Man kunne sagtens være knægt i Skovs­­hoved uden at kunne de latinske betegnelser på alt fra gnuer til gribbe. – Okay så. Jeg giver en pølse alligevel. Lupus ... Canis lupus, gråulv. Et fantastisk dyr, ikke? Magnus brummede et eller andet og kiggede på sit ur. – Er det okay, hvis jeg tager hjem om lidt, Niels? Jeg har lidt ondt i hovedet, og jeg har også en masse lektier til i morgen. – Er du træt af at komme i zoo? Magnus trak på skuldrene. – Jeg kan godt lide dyr. Men jeg synes, det er kedeligt, at vi skal herud evig og altid ... bare fordi du er ... Magnus tav. – Jeg er hvad, mener du? – Altså, du har det ikke så godt, det er det, jeg mener. Og det går 10

Lupus.indd 10

28/06/18 13.15


aldrig over. Vi kan aldrig gøre noget andet, aldrig tage til fodbold, fordi du ikke ... tør. – Tør? – Du kan ikke lide, hvis der er for mange mennesker omkring dig. Det har du da selv fortalt engang. “Tør.” Han mærkede, hvordan slaget ramte ham i solar plexus. Al­­ lerede en af de første weekender med Magnus havde han prøvet at for­ klare, hvordan situationen var. Han kunne stadig høre sig selv famle på en bænk i den varme sol: “Hør min ven ... Jeg har ... nogle problemer. Noget, som jeg arbejder på skal blive bedre ...” Han havde valgt at være så åben om det, som man kunne være over for en dreng på 14. Så ærlig, som det gav mening at være om krig. For krig var ikke noget, der hørte hjemme i et barns univers. Én eneste ting var han dog kommet til enighed med Birgitte om: Det var vanvittigt at fortælle deres søn andet, end at han havde været soldat, ganske almindelig soldat ligesom alle andre soldater. Konturerne af en jægersoldat og forestillingerne om, hvad den slags specialister beskæf­ tigede sig med, havde intet at gøre i et barns baghoved. På bænken i solen dengang havde han forsøgt at kridte banen næn­ somt op. Forsøgt at forklare, hvad traumer var for noget. En slags grimme minder om grumme ting. Svære at slippe af med. Og trælse, fordi de gjorde, at man nogle gange kunne få det ubehageligt. For eksempel hvis der var en masse mennesker omkring én, og man følte, at de var for tæt på, og man skulle prøve at holde øje med dem alle sammen på én gang. Og larm. En pludselig høj lyd, som man godt kunne blive forskrækket over. Lidt ligesom hvis en havde gemt sig bag en dør og sprang frem og råbte “bøh”. Og de dårlige drømme, mareridtene. Og de der underlige glimt, man kunne få inde bag øjnene, selv om det var højlys dag – flashbacks. Små lynhurtige film om noget, man havde oplevet. Og når man så dem, kunne man gå helt i stå, uanset hvor man befandt sig. Sådan var det desværre blevet, fordi det havde været hans arbejde at være soldat. I mange år. Ikke for at slå nogen ihjel. Men for at passe på 11

Lupus.indd 11

28/06/18 13.15


mennesker. Gøre noget godt for dem. Men den udlægning, Magnus kom med ... – At det aldrig går over? Det har jeg da vist ikke sagt. Har jeg? Eller ... Hvem har sagt det, Magnus? – Ingen ... Det er bare noget, jeg tænker. Knægten holdt hånden over sin mor. Det var et positivt træk, at han ikke sladrede. Det var langtfra første gang, han havde den der klare for­ nemmelse af, at mens han kæmpede på den ene front og forsøgte at rive barrierer ned, så blev der bygget nye på en anden front. Lige her, foran alfahannen, der luskede rundt derovre i buskene, blev han knockoutet af magtesløshed. Måske var kampen for ulige til, at den nogensinde kunne vindes? – Det er rigtigt, at jeg har nogle problemer. Det har jeg jo fortalt dig for længe siden, men problemer kan løses. Heldigvis. Og jeg er i gang med at løse mine. En dag, når de er ovre, kan vi godt se en fodboldkamp. Lad os bare sige, at vi holder op med at tage i Zoologisk Have. Og det er okay med mig, hvis du ikke er helt frisk og hellere vil hjem og lave lektier. Den undskyldning havde han hørt flere gange, men hvad godt skulle der komme ud af, at han insisterede på, at deres fælles weekend først slut­ tede klokken 17.00 søndag eftermiddag, hvis drengen hellere ville hjem? – Vi kan godt tage den pølse først, lød det fra Magnus. Var det et udslag af dårlig samvittighed – eller var knægten bare sulten? Han elskede Magnus over alt på jorden. Nu måtte han prøve at træde ti skridt tilbage og revurdere det hele. Udtænke en ny strategi. Ellers ville vinterferien blive en katastrofe.

Lupus.indd 12

28/06/18 13.15


3. kapitel

A

fgrænset af Tagensvej mod nord, Hothers Plads i syd, Midgårdsgade  i øst og Mimersparken i vest lå det store almene boligbyggeri Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København. Det var opkaldt efter den berømte hammer, der tilhørte nordisk myto­ logis supergud nummer et, Thor. Det specielle ved hammeren var, at den altid vendte tilbage til hans hånd, når han havde kastet den. Akkurat som problemerne med alskens kriminalitet forekom umulige at kaste fra sig for ejendomsadministrationen. Mjølnerparken bestod af små 600 lejemål. Der var flest treværelsers. I en af dem befandt der sig denne søndag eftermiddag en 36-årig beboer af libanesisk herkomst. To dage forinden var han vendt tilbage til sin lejlighed efter fem måneder bag tremmer. Stik imod sædvane var det ikke endnu en straf for grov vold, der havde fundet sin plads i mandens portefølje af domme. Det var i stedet hæleri. Idris Nassar lå i sin seng, kun med et lagen over sig. Han havde det stadig varmt efter at have dyrket sex med kvinden, der lå ved siden af. Idris betød “den virile” eller “den maskuline”, og det havde han til fulde levet op til. Det havde været langvarigt. Kvinden var faldet i søvn. Selv slappede han af i hele kroppen og lå med hænderne foldet bag nakken og så op i loftet. Måske skulle han stå op? Omar ville snart komme. Han havde ringet for tre timer siden. De havde ikke set hinanden, siden han røg ind. Netop som han havde tænkt tanken, blev der ringet på dørklokken. Han sprang

13

Lupus.indd 13

28/06/18 13.15


op og gik splitternøgen ud for at lukke op. Men først kiggede han gennem dørspionen. Der var ganske rigtigt Omar, i hvid hættetrøje. Han åbnede døren for sin gæst, men vendte ryggen til for at gå ind og finde sine underbukser, mens han højlydt sagde: – Fuck dig, Bro ... Du ved sgu da, at jeg altid knepper søndag eftermid­ dag, ikke? Altid. Og jeg har ikke fået fisse i fem måneder. Og nu kommer du her ... Hva’ sker der for dig, Bro? Idris grinede højt, vendte sig på dørtrinet ind til stuen for at se på Omar og give ham et kram. Men Omar var væk. Han stirrede i stedet på to mandsskikkelser med sorte hætter over hovederne. Der var huller til øjne og mund, og de bar sorte handsker. – What the fuck! Hver en muskel i hans muskuløse krop spændtes, og han sprang instinktivt et skridt frem og rettede med eksplosiv kraft et højrehånds­ sving op mod den ene mands kæbe, men slaget blev undveget. I samme moment svingede han sit højre ben og plantede et cirkelspark mod den anden hætteklædte mands ansigt, så han røg bagover. Og så var spillet ovre. Idris Nassar nåede lige at se, at den første mand satte en underlig sort stav i hans ene skulder. Så blev han slået i gulvet med enorm styrke af de mange tusind volt. Den hætteklædte mand, der blev ramt af karatesparket, kom hurtigt på benene igen. Herfra arbejdede de to lynhurtigt, indforstået og tavst. Denne ene tog et par hurtige spring ind i soveværelset og passiviserede kvinden med sin strømstav, førend hun nåede at skrige, bandt hende med strips om ankler og håndled og satte gaffertape om hendes mund. Det samme overgik det nøgne muskelbundt på stuegulvet. Begge mænd måtte have fat under hans arme og hive den 103 kilo tunge krop op i en lænestol. Her begyndte libaneseren hurtigt at ane, hvad der fore­ gik. Hans opspilede øjne udtrykte forvirring – og noget ellers så aldeles ukendt for ham: angst. Den mindste af de to hætteklædte mænd hev en pistol frem af et hyl­ ster under sin jakke og monterede med sikre bevægelser en lyddæmper. 14

Lupus.indd 14

28/06/18 13.15


Han holdt mundingen mod Nassars højre knæskal og trykkede på aftrækkeren. Og endnu et skud et par centimeter længere nede på knæet. Nassars krop spændtes som en flitsbue i smerten, og han kastede sig fra side til side i stolen, indtil en ny ladning fra strømstaven gjorde en ende på modstanden. Manden med pistolen satte den mod det venstre knæ og lod to nye skud molestere det fuldstændig. Til sidst satte han mundingen mod Nassars ene svulmende biceps, trykkede på aftrækkeren – og gjorde det samme på den anden overarm, hvilket efterlod Nassar med store blodige plamager på sin krop. Og med ét gjorde ham til krøbling. De to hætteklædte mænd, der ikke én eneste gang havde brudt deres tavshed, nikkede kort til hinanden, og så trak de sig lige så hurtigt ud af lejligheden, som de var kommet ind. Omar, manden, de havde tvunget til at lave telefonopkaldet til Nassar og tvunget til at følge med ind i opgangen, kunne i teorien have slået alarm. Det forekom dog næppe realistisk, al den stund at deres medhjæl­ per lige nu havde en af Omars tre små sønner i sin varetægt. Knægten ville først blive leveret tilbage, når der var gået seks timer, og man derfor var sikker på, at Nassar ikke kunne repareres. Hvis han da ikke forinden var død af blodtabet. Var han det, ville det dog også være en acceptabel løsning af opgaven.

Lupus.indd 15

28/06/18 13.15


4. kapitel

F

ra endevæg til endevæg. Gennem de få værelser og tilbage igen. Rastløsheden drev ham rundt i lejligheden i Vangede, akkurat som han kendte det fra rovdyrene i zoo, som de havde besøgt tidligere på dagen. Det var søndag aften nu. Han forsøgte at arbejde endnu en mislykket weekend med Magnus ud af sin martrede krop og hjerne. Han gik og gik, hen over gulvtæpper, linoleum og parket, men vandrin­ gen var lige så trøstesløs, som havde det været en stenørken i Afghanistan. Til sidst satte han sig til rette i vindueskarmen i stuen, hans vante plads, kun med glasset mellem sig selv og den vintermørke verden udenfor. Han var blevet som den gamle dame i lejligheden i blokken overfor. Hun trissede hvileløst rundt i sin lilla morgenkåbe, hvert eneste minut hun kunne holde sig på benene. Bortset fra i dag. Han havde slet ikke set hende. Der var intet lys ovre i lejligheden. Måske var hun blevet hentet til en sjælden søndagsvisit hos familien? Han anede ikke, hvad den lilla kvinde hed. Han anede ikke, hvad nogen hed i Dalstrøget. Det var ikke som før, dengang han boede i kælderen i Nordvestkvarteret. Han kom faktisk ud i dagslys nu. Bare ikke overvældende meget. Mørket var stadig hans ven. Når han trak i træningsdragten og snørede sine løbe­ sko, hvilket han gjorde fire-fem gange om ugen – så var det mørkt derude. Han løb og løb, ikke fra endevæg til endevæg, men i store, frie cirkler med en omkreds på mindst syv-otte kilometer. Oxen = diameter x π ... Var det ikke formlen på hans liv? Måske skulle han trække i tøjet og løbe en lang tur nu? Svede weekenden ud af kroppen og gøre plads til 16

Lupus.indd 16

28/06/18 13.15


håbet om bedre held næste gang. Eller skulle han gå ind i soveværelset, lægge sig på træningsbænken og arbejde med vægtstangen og de tunge håndvægte, der ud over madrassen på gulvet var det eneste i rummet, hvor god, rolig søvn absolut heller ikke hørte til det faste inventar? Han sad i bare tæer, jeans og undertrøje. Han lod blikket løbe lang­ somt ned over højre arm. Musklerne var markerede og snoede sig ned over hans underarm. Han kunne løfte tungt, og han kunne løfte længe. Han kunne løbe 20 kilo­ meter uden besvær. Han var 45 år – og hver en fiber stod snorlige og til tjeneste ved det mindste vink. Fra sin ene storetå lod han blikket fortsætte hen over vinduets karm, op ad væggen og ind over det hvide loft – han havde aldrig fået købt sig en lampeskærm, og derfor hang pæren stadig og skinnede nøgent for enden af ledningen. Til gengæld havde han hentet en lille sofa med bord og stol i Ikea. Møblementet var indkøbt efter det ræsonnement, at han ikke kunne byde Magnus indenfor hver anden weekend under så spartanske forhold, som han sagtens selv kunne fungere i. Derfor stod sofaen foran den store 55 tommers fladskærm, der sad på væggen overfor og udgjorde stuens reelle midtpunkt. Inde på Magnus’ værelse stod der en seng, et lille skab, en kommode og et skrivebord, der var indkøbt, fordi alle børn vel havde nogle lektier, de skulle have ordnet i løbet af weekenden. Men Magnus havde aldrig haft en eneste skolebog med. Han ville helst tidligt hjem og lave sine lektier. Sagde han. Altid. Han skævede til sit armbåndsur. Skulle han blot dumpe ned i sofaen og se National Geographic eller Animal Planet? Eller vente på en sjæl­ den omgang nyheder fra livet hinsides Vangede-vinduet? Han lod sig glide ned fra karmen og nåede lige at genoptage sin faste rovdyrsrutine gennem buret, da dørtelefonen bimlede og nær skræmte livet af ham. Klokken var næsten otte. En søndag aften i buldrende februarmørke og regn. Hvem i alverden var det? Han sprang hen og trykkede på knappen. – Ja? 17

Lupus.indd 17

28/06/18 13.15


Der var et øjebliks knitrende tavshed. Så lød en dyb stemme: – Det er mig ... Mossman ... Han trykkede på knappen. Kort efter hørte han skridt ude på trappen og åbnede døren. Mossman stod og rystede regnen af sin jakke. Han så ud præcis, som da de skiltes for over et halvt år siden, dengang alle brikker faldt på plads, og de mod alle odds knækkede Danehof-organisationen. Den tidligere almægtige chef for Politiets Efterretningstjeneste lignede stadig en bulldog, der havde tabt sig og derfor ikke kunne fylde sit skind ud. – Godaften, soldat. My black knight in shining armour, må jeg have lov at komme indenfor? Mossmans håndtryk var stadig en skærveknuser. Den anglofile kæmpe, klædt i stilig mørkebrun tweedjakke, lagde frakken over sit ene ærme og så spørgende på ham med et smil, der virkede formet af gensynsglæde. – Naturligvis. Stadig ramt af undren trådte han til side og bød sin uventede gæst ind. Følelsen af et deja-vu dryppede på gulvet. Axel Mossman så sig forgæves om efter en knagerække i den nøgne entré og hængte i stedet sin frakke over dørhåndtaget. Han studerede sin gæst i smug. Allerførste gang han havde mødt ham, var, da Mossman tronede stor og mægtig og adskillige kilo tungere til afhøringen på politistationen i Aalborg, hvortil han selv var blevet hentet ind fra Rold Skovs dyb og senere tvunget med i en drabsefterforskning. Den hvirvlede ham som et frø i en tornado videre ud i hans langvarige opgør med den hemmelige magtelite i organisationen Danehof. Han havde ikke set Axel Mossman, siden de sammen med Margrethe Franck og Mossmans nevø, Christian Sonne, besejrede overmagten. Flere års stædig kamp, der undervejs havde gjort ham til mordmistænkt og offer for en storstilet menneskejagt – og ved flere lejligheder millime­ ternært havde kostet ham livet – var endt på 2. sal i Dalstrøget, Vangede, hvor hverdagen var så begivenhedsløs, at der blot skulle en uanmeldt gæst en søndag aften til for at forstyrre hans cirkler. – Jeg har ikke te – kun kaffe. 18

Lupus.indd 18

28/06/18 13.15


– Tak, som byder. Her bor du jo ... hyggeligt ... soldat. Han trak på skuldrene ad Mossmans høflighedsfrase. – Jeg har i hvert fald tag over hovedet. De gik ud i køkkenet, hvor han hældte vand på elkogeren, fandt to krus og glasset med pulverkaffe frem. Han ville lade Mossman sætte farten. – Hvordan går det alt sammen? Jeg håber, at livet er dig nådigt i Van­ gede, soldat? Det var en klassisk Mossmansk måde at vægte og turnere tunge ord. Hvornår var noget “nådigt”? Han trak på skuldrene igen. – Det går okay. – Og hvordan er det? Ser du egentlig noget til Margrethe Franck, eller? Spørgsmålet lød henkastet, men der var intet henkastet over den gamle efterretningschef. Det vidste han nu. – Ikke meget ... Vel i virkeligheden slet ikke. Vi snakker en gang imel­ lem i telefon. Jeg tror, hun har travlt i sit nye job. Mossman nikkede, trådte ind i stuen og stillede sig ved vinduet og skuede ud i mørket. – Well, Vangede ... Han sukkede måske og blev stående med ryggen til. – Kender du nogen herude? lød det lidt efter. – Næh. – Hvor længe er det nu? – Godt otte måneder. – Jeg burde i virkeligheden være kommet noget før, Oxen, bare for at hilse på. Beklager, men tiden løber fra mig. – Arbejdet med kommissionen? Mossman-kommissionen, ikke? Mossman klukkede. – Jo. Nogle kalder den et mausoleum. Det er højst en smule forfænge­ lighed. Arbejdet er omfattende, og det sparer mig reelt for titel af “pensio­ nist”. Den har jeg aldrig kunnet forlige mig med. Han stillede de to krus på det lille bord. Mossman tog plads i sofaen, og selv lod han sig dumpe ned i stolen ved siden af. – Så ... Jeg forsøger mig igen. Hvordan går det, soldat? Med selve livet? 19

Lupus.indd 19

28/06/18 13.15


Hvad havde Mossman forestillet sig? En debriefing om hans liv – fan­ get på det forkerte ben midt i en sønderslidende søndagsstatus? – Der er gode dage og dårlige dage. Sådan er det vel for alle? – Er du i en slags behandling eller terapi? – Jeg har faste aftaler hos en psykolog ved Forsvarets Veterancenter. – Og nytter det? – Det er en proces. En lang proces, siger man. Den burde være kor­ tere. Tingene har fået lov at sætte sig for hårdt fast. Jeg ved ikke ... – Og dine mareridt? – De er der stadig. – Ingen bedring? – Det svinger, som det altid har gjort. – Hmm ... Og din dreng? Ser du ham? – Hver anden weekend. – Går det godt? Han tøvede en brøkdel af et sekund for længe. Det kunne man slippe af sted med over for 99 ud af 100. – Det går fint. – Du behøver ikke at pynte på noget. Vi kender hinanden, Oxen. Det er også en proces, det med knægten. Hvad med arbejde? Du har ikke noget job, vel? – Ikke endnu. Jeg skulle først godt ind i behandlingsforløbet. Men ifølge min sagsbehandler skal jeg snart til at tænke tanken om jobtræning og aktivering og den slags. Jeg har været på kursus i at skrive en ansøg­ ning. Og jeg har fået et CV bikset sammen. Mossman klukkede, så den løse hud under hans hage dinglede. – Du godeste. De skulle bare vide, hvad du i virkeligheden kan, soldat, de skulle bare vide ... De sad et kort øjeblik tavse. Så lød det eftertænksomt fra Mossman: – Så måske man kunne tilbyde soldaten et lille, hurtigt job? – Næppe. Jeg skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, snart, i hvert fald. Er det ikke sådan, det er? Mossmans “ha” ned i kruset rungede hult. 20

Lupus.indd 20

28/06/18 13.15


– Du kunne stå til rådighed for mig i stedet. Må jeg forklare? – Ja. Så var de altså nået frem til selve Mossmans ærinde. – Da vi fik gravet Danehofs arkiver frem, var der naturligvis mange spændende sagsakter. Som du ved, endte hele molevitten på forbræn­ dingsanlægget. Det var i nationens interesse, at det blev destrueret. Men en smule blev lagt til side, kan man sige ... – Du glemte at kaste noget i flammerne? Axel Mossman nikkede alvorligt. – Jeg kom i ren distraktion til at lægge lidt til side. Interessante ting til arkiverne hjemme i min kælder. Det var jo, som om hele historien med Danehof var en slags Pandoras æske. Ulykkerne og de for demokratiet så kompromitterende ting fløj til alle sider. Jeg har nu arbejdet mig gennem nogle af akterne. Og det fortsætter. Inde i æsken var der en æske, og inden i den en ny æske, og inden i den en ny og så videre. Lidt som de russiske babusjka-dukker. Råddenskab i mange lag. Mossman fastholdt hans blik med hævede øjenbryn. Lige om lidt ville han formentligt rive låget af. Mossman rømmede sig og fortsatte: – Jeg har set skyggen af en ny ulykke derinde i en af kasserne, sagde han. – Men også kun skyggen. Og jeg skal understrege, at jeg naturligvis kan tage fejl, men jeg vil gerne lave nogle ... forundersøgelser. Og det er hér, du kommer ind i billedet, soldat. Jeg vil spørge dig, om du har lyst til at tage til Jylland og forsøge at finde ud af lidt om ejeren af en gam­ mel gård, en ældre herre på 76 år, ugift. Han er tilsyneladende pludselig forsvundet fra jordens overflade. Jeg ville ellers meget gerne have haft en samtale med denne mand. Faktisk har jeg selv banket på hans dør for nylig, men han er væk. Pist væk. Kunne det ikke være lidt afveksling i din ... Vangede-trummerum? – En gård i Jylland? Det lød uventet banalt, men han var overbevist om, at han ikke skulle have noget klinket. Det var slut. Slut med at arbejde for Mossman. Slut med alt, der ikke vedkom ham selv – eller Magnus. – En gård ... Harrildholm, hedder den. Nærmere betegnet ved Harrild 21

Lupus.indd 21

28/06/18 13.15


Hede i det midtjyske. I øvrigt ikke ret langt fra dambruget ved Brande, hvor du arbejdede. Det var dér, hans deja-vu ved Mossmans ankomst stammede fra. Den­ gang for længe siden da Axel Mossman pludselig stod på trappen foran den usle medarbejderbolig ved dambruget, havde det også været en regn­ fuld aften. Besøget havde varslet en skæbnesvanger drejning af hans liv og sendt ham på flugt. Han hørte Mossmans stemme fortsætte: – Jeg tænkte, at der måske kunne være noget positivt at hente for dig i netop at konfrontere fortiden. Nær eller fjern. Og det var jo ret så drama­ tiske omstændigheder derovre ... Så du kunne slå to fluer med et smæk. Besøge gården, se dig omkring, måske spørge en nabo eller to om, hvor den gamle starut er blevet af. Og samtidig kunne du besøge dambruget, hvis du ville. A walk down memory lane, ikke? Det kan overstås på en dag eller to. Jeg betaler naturligvis et fornuftigt honorar. Han var tilbage i sin vindueskarm. Det var en time siden, Axel Mossman havde sagt farvel. Der var omslag i vejret. En koldfront, der var hurtig på fødderne. Regnen var blevet til sne. Et fint drys derude af hvide krystaller. Mossman havde accepteret hans nej uden indvendinger. De havde snakket om løst og fast en kort stund. Så rejste Mossman sig resolut, gav hånd, tog sin våde frakke og forsvandt ned ad trapperne – efterladende sig kulde i strækmarch. Det var så underlig harmløst. Og så modsat de andre gange gennem de seneste år, hvor Mossmans entré altid havde varslet radikale forandrin­ ger. Han havde siddet der og haft akkurat den samme fornemmelse som tidligere: at han var den legendariske efterretningsmand underlegen. At kæmpen i tweed altid ville være flere tanker og flere handlinger foran ham selv, og at der notorisk altid ville være dobbeltbund i de kufferter, handelsrejsende Mossmans bagage bestod af. Herregud. En gård i Jylland. På Harrild Hede. En mand på 76 år, der var forsvundet ... Syntaksen var alt for helvedes simpel. 22

Lupus.indd 22

28/06/18 13.15


Lyset blev pludselig tændt i lejligheden ovre hos den gamle, lilla dame. Det skinnede i de hvide omgivelser. Det måtte være familien, der havde kørt hende hjem igen. Nu kunne han se en kvinde derovre. Hun lignede en fra hjemme­ plejen. Det passede også med tidspunktet. Der blev tændt mere lys. Un­­ derligt ... Kvinden derovre så op. Et kort sekund havde han fornemmel­ sen af, at de havde øjenkontakt, og han satte sig over i sofaen og tændte for fjernsynet. Han valgte for en sjælden gangs skyld verden udenfor og trykkede på kanalknappen. De sene nyheder var lige begyndt. Den amerikanske præ­ sident havde igen brækket et tweet op og efterladt en hel verden målløs. Han skulle lige til at slukke igen, da studieværten skiftede retning: “... Og fra USA og herhjem igen, hvor ulven er tilbage på Harrild Hede i Midtjylland. Det var hér, danskerne for få år siden for første gang blev præsenteret for tydelig fotodokumentation for, at ulven var tilbage i landet efter mere end 200 års fravær. Måske husker I billedet? Det kom­ mer her ... en ulv fanget af et vildtkamera ved en foderplads for rådyr på Harrild Hede. Dengang en helt unik optagelse. Og nu er den altså tilbage på samme sted, ulven. Det er Naturstyrelsen, der her til aften har fri­givet en helt usædvanlig god videooptagelse fra hedeområdet, hvor man i samarbejde med Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus har opsat en serie vildtkameraer. Og se, hvad der pludselig dukker op i venstre side af billedet ...” Ulven stod knivskarpt og tæt på. Vagtsomt trådte den ind i billedets midte. Det var en skovvej, pløret og med vandpytter. Ulven snusede i mudderet, stod bomstille igen – og satte så i det karakteristiske lette trav, der næsten fik den til at svæve ud af billedet og forsvinde under tapetet. “Optagelserne er næsten tre uger gamle, men er altså først blevet offentliggjort i dag. Harrild Hede er et af Midtjyllands største vilde naturområder, med både hede og store, gamle plantageområder plantet i efterkrigstiden. En ulv kan tilbagelægge helt op til 70-80 kilometer på et døgn, så måske den for længst er over alle bjerge. Og nu vender vi os 23

Lupus.indd 23

28/06/18 13.15


mod det politiske liv, hvor weekendens forhandlinger har vist, at mindre­ talsregeringens dage snart kan være talte ...” Han slukkede resolut. Det var en flot optagelse. Var der noget dyr, der kunne tryllebinde ham, var det ulven. Denne fantastiske jæger og over­ lever, Canis lupus. Hvor længe han havde siddet i sofaen og set ulve og Mossmaner kryd­ se hinandens spor for sit indre blik, anede han ikke, men det var en blå, jagende skygge i stuevinduet, der fik ham på benene. Han afholdt sig fra at stå og glo, men han kunne ikke undgå at se de to redningsfolk, der rullede båren ud gennem stuen derovre. De havde trukket et hvidt lagen hen over hende. Den lilla kvinde havde gået sine sidste skridt. Uden nogensinde at komme nogen vegne.

Lupus.indd 24

28/06/18 13.15


5. kapitel

H

ellere være omringet af en håndfuld militskrigere en ond nat i  Helmand-provinsen end denne duel ved højlys dag med den ældre kvinde i stolen over for ham. Han skævede til sit armbåndsur. Han var snart halvvejs gennem sean­ cen med psykologen. Hun var en både intelligent og venlig dame, som i adskillige år havde arbejdet med krigsveteraner og deres traumer, tilknyt­ tet Forsvarets Veterancenter. Det var statustid. Hun sad altid afslappet og imødekommende og med kloge øjne bag de blanke brilleglas. Han sad altid spændt som en fjeder i en rævesaks. – Og hvad med De Syv, Niels? Nogen ændringer? Hun spurgte til rækken af mareridt, som havde plaget ham de senere år. De kom og gik – ind og ud af hans hjerne og svedige nætter – som det passede dem. De eneste brugbare erfaringer, han havde gjort, stammede vel fra hans ophold på dambruget, hvor han arbejdede med fiskene og som skovhugger. De lange arbejdsdage med tungt, opslidende arbejde havde lagt en dæmper på mareridtenes intensitet. Ro, rutiner og stor fysisk aktivitet var den eneste recept, han kunne udskrive til sig selv, hvor utilstrækkelig den end måtte være. – De Syv? Nej, ikke rigtigt ... – Flashbacks? – Som sidst, ikke mange. Min hverdag er rolig. Der sker ikke noget nyt, som kan udløse en reaktion.

25

Lupus.indd 25

28/06/18 13.15


– Lad os snakke om din undgåelsesadfærd. Har du forsøgt at tage udfor­ dringen, vi talte om, op? Var det ikke sæsonpremieren? Han rystede på hovedet. At stå til en fodboldkamp i Parken var stadig en tanke, der fik ham til at gyse. – Jeg har ikke følt, at tiden var ... moden. – Det bliver den aldrig, Niels. Som jeg sagde sidst, det paradoksale er, at man undgår noget for at beskytte sig selv, men undgåelse betyder reelt, at ens situation fastholdes – eller bare bliver værre. Psykologen holdt inde. Hun så på ham med et stramt smil. Han følte sig som en, der havde blæst på sine lektier. – Jeg har tænkt over din situation og vores forløb den seneste tid. Jeg er nødt til at konkludere, at det slet ikke går efter planen. Du har ikke rykket dig. I hvert fald kun minimalt i forhold til den tid, der er gået. Og det er ikke din skyld. Du har gået i det her morads alt for længe. PTSD er en kompleks og lunefuld størrelse at håndtere. Jeg er nødt til at sige stop – for din skyld. Han så på hende. Og kunne ikke skjule sin overraskelse. En djævelsk følelse af lettelse strejfede ham. Dernæst slog bekymringen ham. – Men hvad så? – Du har levet for længe med de her ting. Og den slags har jeg ikke den nødvendige kompetence til at arbejde med. Det ville også være helt misvisende og forkert af mig, hvis jeg sendte dig videre i systemet blandt de virkelig tunge og komplekse sager i psykiatrien. For du hører ikke hjemme i psykiatrien. Jeg vil gerne have lov at introducere dig til en tera­ peut, jeg kender. Han er meget erfaren i EMDR-terapi. – EM ... – ... DR. Eye Movement Desensitization and Reprocessing. Det er en relativt ny psykoterapeutisk teknik, som har vist rigtig fine resultater i praksis. Det er påvist. Til gengæld er det ikke videnskabeligt bevist, hvorfor EMDR-metoden virker, men selveste WHO har anerkendt metodens virkning på posttraumatisk stress. – Noget med øjenbevægelser? Hans skepsis stod sandsynligvis malet i panden på ham – med versaler. 26

Lupus.indd 26

28/06/18 13.15


– Korrekt. En del af terapien består i, at terapeuten fremkalder en serie rytmiske øjenbevægelser, for eksempel ved at patienten følger tera­ peutens fingre fra højre mod venstre i ganske mange repetitioner, 30 sekunder, måske. Imens bliver patienten bedt om at bringe de negative følelser, erindringer og tanker, som er forbundet med traumet, frem i sin bevidsthed. De bearbejdes – og erstattes med positive. Det med øjnene – bi­lateral stimulation kaldes det – er bare en del af processen. Det hensætter formentligt patienten i en ganske let trance, som gør, at man bedre tager mod behandling. Det handler om at adskille fortid fra nutid, populært sagt. EMDR kan bryde denne forbindelse. Han nikkede tavs. For sit indre blik så han snarere en hypnotisør bevæge en finger foran sit ansigt for at få ham til at tro, han var en bruns­tig kanin. – Det er en temmelig konfrontatorisk metode. Derfor kan den være barsk. Terapeuten kører på i 60 til 90 minutter. Man skal være i ro. Ellers kan man ikke klare det. Og du lever i rolige rammer. Han nikkede igen. Så den kognitive terapi skulle altså erstattes af en stroppetur med rullende øjeæbler – anbefalet af WHO. Who the fuck ... – Hvis jeg ikke troede, det kunne være vejen frem for dig, Niels, så ville jeg aldrig anbefale det, sagde psykologen alvorsfuldt. Han kæmpede en kamp. En del af terapien var at genkende sine reak­ tioner. Et af hans udtalte symptomer var mistro. “Identificér den, grib den – og afvæbn den”. Sådan havde han formet sin egen stående ordre. – Det lyder ... interessant ... absolut interessant. Hvis du anbefaler det, så vil jeg ... gerne ... prøve. Psykologen nikkede med tilfreds mine. – Godt. Jeg sætter et forløb i værk hurtigst muligt. Der er en del intro­ duktion, og du skal være et hundrede procent tryg ved terapeuten. – Okay. Jeg har et spørgsmål. Psykologen nikkede. – Vil det være gavnligt – eller skadeligt – hvis jeg genoplever for eksem­ pel et sted, hvorfra jeg har voldsomme erindringer? – Fra dine udstationeringer? – Nej, herhjemme. 27

Lupus.indd 27

28/06/18 13.15


– Hvor langt er vi tilbage i tid? – Halvandet års tid. – Det skulle ikke betyde noget, tror jeg. Dine traumer er langt ældre. Hvad skulle formålet være? – At ... konfrontere minder og spekulationer. – Det kan du roligt gøre. Det gavner næppe din posttraumatiske stress, men hvis det gavner et eller andet, så glimrende. Psykologen smilede og så op på uret på væggen. Om få minutter kunne han puste ud. – Må jeg have lov at spørge mere privat her til slut? Bare høre en mening ... Om min dreng ... – Naturligvis, Niels. – Du ved, jeg har set ham fast siden før sommerferien sidste år. Det kører ikke. Det kører simpelthen ikke. Psykologen hævede øjenbrynene. – Hmm, jeg troede, det gik okay. Det sagde du, sidst jeg spurgte. Han trak beklagende på skuldrene. – Det var løgn. Eller også ønsketænkning. Undskyld. Jeg har lige haft ham i weekenden. Jeg kan ikke komme i snak med ham. Ikke komme tæt på ham. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. – Jeg er jo ikke uddannet i børnepsykologi, men har selv tre. To piger og en dreng. Jeg er endda blevet både mormor og farmor. Jeg vil sige, som det gælder for mange forhold i livet: Hvis man prøver for hårdt, så stiger risikoen for, at man mislykkes. Prøver du for hårdt? – Jeg synes, jeg forsøger at give ham plads og tid. Forsøger at nærme mig lige så forsigtigt. – Hvad laver I, når I er sammen? – Vi er hjemme hos mig meget af tiden. Vi tager også ud og går en tur, måske i skoven, eller tager i zoo. En enkelt gang i Tivoli – men det med større menneskemængder sætter en begrænsning. – Præcis, det fastholder dig. Og øger din isolation, som jeg tror, er på fremmarch. Har du tænkt på, om han måske keder sig gudsjammerligt, når han er hos sin far? 28

Lupus.indd 28

28/06/18 13.15


Han nikkede. Det havde han. – Men jeg tænkte fra begyndelsen, at det var vigtigt ikke hele tiden at arrangere noget. Vi skulle lære hinanden at kende igen. – Har I nogensinde været på en lille ferie eller bare en længere tur væk fra der, hvor du bor? – Vangede ... – Vangede, det er rigtigt. Har I? – Ikke sådan. – Hvorfor så ikke prøve? Forsøge at ændre de fysiske rammer for jeres møde. Skift omstændighederne ud med nogle andre. Bryd det mønster, som helt åbenlyst ikke fungerer. – Altså, en ferie? – Eller noget andet. Nogle dage. Et markant skifte. Væk fra Vangede. Jeg siger ikke, det hjælper, Niels, men det kunne måske afføde en ny og anderledes reaktion fra din dreng. I virkeligheden fra jer begge. Klokken var ti om aftenen. Han havde siddet på sin faste plads i vindues­ karmen og tænkt det hele igennem en sidste gang. De oplyste vinduer i naboejendommen stod som skarpe felter i det buldrende mørke. Lige over for ham var vinduerne sorte og havde været det lige siden den aften, hvor de bar hende ud. Familien havde dog været der for at køre hendes jordiske gods væk. Viceværten og en stribe håndværkere havde også været der. Der var malet overalt. Ethvert spor efter den lilla dame var dækket med hvidt. Han sad med sin mobiltelefon mellem hænderne. Grufulde minder, ulve og ham og Magnus i en ny ramme ... Et roadtrip til Jylland? Han hentede nummeret frem fra listen og trykkede på knappen. Kort efter lød den dybe stemme, som var så karakteristisk: – Mossman.

Lupus.indd 29

28/06/18 13.15


OXEN-SERI EN er blevet Jens Henrik Jensens helt store gennembrud på både den nationale og den internationale scene. I bøgerne De hængte hunde, De mørke mænd og De frosne flammer udfoldes og afrundes historien om den danske krigsveteran Niels Oxens kamp mod det hemmelige magtnetværk Danehof. Jens Henrik Jensens nye krimi Lupus er et selvstændigt bind i serien om Niels Oxen.

OXEN-SERIEN HAR GIVET JENS HENRIK JENSEN ET INTERNATIONALT GENNEMBRUD SOM BESTSELLERFORFATTER

Krigsveteranen Niels Oxen forlader sit stille liv i

******

lejligheden i Vangede i København for at drage ind på ulveterritorium på den jyske hede.

Der er næppe nogensinde skrevet en dansk spændings­ roman, som holder det niveau, Jens Henrik Jensen præsterer med De hængte hunde. - JYSKE MEDIER

Oxen skal løse en tilsyneladende nem opgave for tidligere PET-chef Axel Mossman: Han skal lede efter en 76-årig forhenværende departementschef, der er forsvundet fra sin gård. Oxen, der plages voldsomt af et knirkende forhold til sin søn, finder et mystisk spor på den faldefærdige

.,.,.,.,.,

gård ved Harrild Hede. Sporet drager ham dybere og dybere ind i mørket, hvor flere slags ulve lurer.

... spændingen er fuldkommen sublim, det her er guf for de kræsne. -KRIMIFAN.DK

Sporet fører desuden Oxen tilbage til hans gamle makker i PET Margrethe Francks fortid. En fortid, der er langt farligere og mere hemmelighedsfuld, end nogen aner.

*****

Jens Henrik Jensen overgår sig selv. - JYSK FYNSKE MEDIER

_

.

..

LUPUS er et selvstændigt bind i historien om Niels

�n. Bogen kan læses uafhængigt af bøgerne i den 4 , \ � _ afsluttede Danehof-trilogi, De hængte hunde, •

0

.\.

Dt,-;ørke ��nd og De frosne flammer.

POLITIKENS FORLAG

po I iti ke n sforlag.dk

JENSHENRIK

m z "' m

z u rn z �

LUPUS

JENSEN JENS HENRIK

JENS HENRIK JENSEN, forfatter og journalist, slog igennem med Kazanski­ trilogien, Kællingen i Krakow (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002). Han udgav derefter den anmelderroste bestsellerserie om kriminalassistent Nina Portland, Økse­ skibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøge/sesfangen (2010). I 2012 udkom De hængte hunde, første bind i trilogien om krigsveteranen Niels Oxen og magt­ netværket Danehof, der blev efterfulgt af De mørke mænd (2014) og De frosne flammer (2016). Oxen-serien blev Jens Henrik Jensens store internationale gennembrud, og hans krimier er nu solgt

LUPUS

til udgivelse i 12 lande, ligesom de tre første Oxen-bøger er solgt til SF Studios til filmatisering.

MØD FORFATTEREN PÅ www.jenshenrikjensen.dk

Oxen - Lupus. Af Jens Henrik Jensen  

Krigsveteranen Niels Oxen lever et stille liv i sin lejlighed i Vangede. Han ser frem til hver 14. dag at have besøg af sin søn – men deres...

Oxen - Lupus. Af Jens Henrik Jensen  

Krigsveteranen Niels Oxen lever et stille liv i sin lejlighed i Vangede. Han ser frem til hver 14. dag at have besøg af sin søn – men deres...