Page 1

LONE STAR ROMAN

MATHILDE WALTER CLARK POLITIKENS FORLAG


LONE STAR ROMAN

MATHILDE WALTER CLARK POLITIKENS FORLAG


Lone_Star.indd 1

24/05/2018 11.21


Lone_Star.indd 2

24/05/2018 11.21


MATHILDE WALTER CLARK

LONE STAR POLITIKENS FORLAG

Lone_Star.indd 3 POL_Lone Star_omslag_FINAL2.indd 13

24/05/2018 11.21 23/05/2018 10.01


Til min far og min mor

Lone_Star.indd 6

24/05/2018 11.21


Lone Star

Erindringsbog

Lone_Star.indd 7

24/05/2018 11.21


Det er, som hun sagde, vanskeligt at beskrive et menneske, fordi erindringen ifølge sin natur optræder i stumper, enkeltvis og tilfældige som de glimt man får om aftenen gennem oplyste vinduer. MARILYNNE ROBINSON, Hus og hjem

Kan man sørge over et menneske som stadig lever? LINN ULLMANN, De urolige

Lone_Star.indd 9

24/05/2018 11.21


Min far er astronauten der vender hjem i slutningen af Stanley Kub­ricks film Rumrejsen 2001. Han ser sig selv sidde i en stor seng, det ene øjeblik et barn, det næste en olding. Ansigtet gennem visiret i astronautdragten spørger: Hvor blev tiden af? Min far så filmen sammen med min mor før jeg blev født. Det var mens de boede i St. Louis, i biografen på Lindell Boulevard, og selvom han dengang var i starten af trediverne vidste han med det samme at det var ham, at han var dem alle tre, barnet, oldingen, astronauten, og at den scene ville komme til at forfølge ham resten af livet. Allerede inden Kubrick lavede sin film, havde han set de billeder for sig. De indeholdt en forfærdelig erkendelse af at vi står magtesløse overfor tiden. Ikke nok så mange opfindelser, ikke alverdens samlede viden kan forhindre det. Om så han og alle de andre fysikere stillede sig op på skuldrene af alle de fysikere der havde levet før, ville de ikke kunne gøre noget. På den tid det tager at blinke, er det hele ovre. Time is the great mystery, sagde han engang til mig, maybe the only mystery. If only we could understand time, we could understand it all. Jeg var kun teenager, og jeg kunne ikke selv mærke det endnu. Men det ville komme, lovede han. 2001 is really the story of life, sagde han. Hvis jeg trådte et skridt tilbage og kneb øjnene sammen, ville jeg kunne mærke dem. Æonerne der rullede ind over os.

1

Lone_Star.indd 1

24/05/2018 11.21


Sidst jeg så min far, var da jeg besøgte ham i det hus hans kone har impulskøbt i Belgien. Det var i august sidste år i en lille by absolut uden særpræg, uden nogen steder at besøge eller se eller gå hen. Min fars kone havde bygget en del af værelserne om til badeværelser, og stuen fik mig til at tænke på de museer hvor man har hængt en snor henover alle stolene. Ligesom i St. Louis havde hun møbleret på en sådan måde at der ikke var noget sted man kunne sætte sig ned og være sammen, det nærmeste man kom, var den krog i udestuen hvor vi indtog vores fælles måltider, og som bestod af tre lave kurvestole om et højt rundt glasbord med en flettet fod som gjorde, at man ikke kunne få benene ind under bordet. Kunstige blomster, draperede gardiner der lå hen ad gulvet. Et køleskab med langsomt fordærvede madvarer. Overalt samme sødligt-beskidte, støvede luft jeg husker fra huset i St. Louis. Efter at de havde hentet mig på stationen, og vi ankom til huset, spurgte min far om ikke vi skulle gå en tur med deres lille hvide malteserterrier, Molly. Vi havde ikke set hinanden i et år, men hans kone hentede straks sin jakke for at gå med. Stemningen var anspændt, men hun lod ikke til at mærke det. Min far og jeg gik ned ad vejen mod kanalen, og da vi passerede et grønt anlæg med en lav mur, vendte min fars kone sig imod mig og meddelte med sin markante hollandske accent at det var en kirkegård. Og så fortalte hun, som om det var en mærkværdig skik hun lige havde opdaget at de lokale praktiserede i denne belgiske udkant, at der hver dag kom folk for at besøge deres døde slægtninge. 2

Lone_Star.indd 2

24/05/2018 11.21


They cøme and they park all øver the street. Hun gestikulerede og pegede op og ned ad gaden. To visit dead people! And they bring flovers too. To the dead people! Can you believe that? Og hun tilføjede, som ved nærmere eftertanke, at dér kunne jeg også komme og besøge hende når hun engang var død. Dét mere end noget andet kom bag på mig. Hvad havde hun forestillet sig? At hun ville begraves her, langt væk fra min far og deres børn og børnebørn i St. Louis, i en by hvor hun ingen kendte? Og troede hun at jeg ville komme og besøge hende? Tænkte hun måske at det var hende jeg var kommet for at besøge? Uanset hvad var det svært i løbet af den uge at få et øjeblik alene med min far. Hver formiddag spurgte hun rastløst: What do you vant to do today? Og ingen af os turde sige at vi bare gerne ville have lidt tid sammen alene. Sidde og rumstere foran computeren, måske finde en antikvarboghandel med nogle muldne kasser vi kunne stå og rode i. Men i stedet arrangerede hun udflugter, hvis formål vi ikke kunne gennemskue. Hun trak os rundt i de omkringliggende landsbyers gader og spurgte os hvad vi ville se, nu vi var her. Ingen af os vidste hvad vi skulle svare, for vi havde ikke på noget tidspunkt næret ønske om at gå rundt i disse kønsløse, menneskeforladte byer, vi var bare fulgt med. You mean, we came all this way for nøthing? Hun var rasende. Vi havde malet os selv op i en krog. Now you jøst vant to go back or vat? If you want, sagde min far, nervøst. Uanset hvad vi gjorde, malede vi os selv op i nye kroge. Resten af tiden tilbragte vi foran computeren på hans værelse, en ombygget garage hvor han havde sin seng og sit skrivebord. Vi besøgte 3

Lone_Star.indd 3

24/05/2018 11.21


døde slægtninge på Google. Min far var kommet i den alder hvor fortiden, også den han ikke selv havde været en del af, blev levende. I de senere år var han blevet optaget af slægtshistorie. Vi gik på Google Maps og fandt Ruby Ranch ikke så langt fra det sted i Texas hvor min far er vokset op. Det var dér, på Ruby Ranch, min mor og han engang havde besøgt en rig slægtning. Min mor har fortalt historien et utal af gange, om hvordan min fars Uncle Cecil havde siddet for enden af spisebordet som en rigtig Texas-patriark, en rasende, fordrukken motorvejskonge som var vant til at få sin vilje, og hvordan alle andre havde siddet dér, tavse og føjelige, kone og børn, og tjenestefolkene som holdt sig i baggrunden. Udenfor vinduerne strakte hans jorder sig uendeligt, man skulle køre i en jeep for overhovedet at nå frem til ranchen fra hovedindgangen. Han havde insisteret på at min mor drak whisky til maden, og min mor nægtede. Hun var gravid med mig. Hans hysteri udartede. På et tidspunkt var han så desperat at han tog sin pung frem og tilbød hende penge. Fra der hvor min mor sad, kunne hun se at tjenestefolkene, et sort ægte­­par hvor manden fungerede som en slags butler og konen lavede mad, stod og så til fra køkkenet hvordan husets herre teede sig for at få sin vilje med ansigter anstrengte af skam. Men min mor vandt. Det handlede ikke om penge, det handlede ikke engang om at få sin vilje, men om at bevare sin egen sunde dømmekraft i mødet med vanviddet. Senere døbte de aftenen The Tennessee Williams Night. Nu, mange år efter, har sønnen, min fars afdøde fætter, anlagt noget som de kalder Ruby Ranch Neighbourhood på sin del af jorden, et helt beboelseskvarter med ranches på private veje. Vi GoogleMaps-kravlede rundt på dem. Vejene havde fået familiens navne: Walter Circle, Humphreys Drive, Clark Cove … Jeg så på min fars hænder på tastaturet. Det er ikke kun det at jeg hele mit liv har ventet på noget fra dem, ventet eller håbet på, det er 4

Lone_Star.indd 4

24/05/2018 11.21


også noget andet. Det er som om der findes en form for svar i dem. Den måde de bevæger sig på, de overtydelige led, jeg har altid brugt meget tid på at kigge på min fars hænder. De havde travlt med at grave i fortiden, men der forekom mig stadig at være meget liv gemt i de hænder, mange historier til gode, og jeg håbede at nogle af dem involverede mig. En aften vi alle tre sad om det runde glasbord i udestuen og over middagen gennemførte den nervebetonede samtale der kommer af at samtalefeltet er overstrøet med diverse miner og fælder, fandt min fars kone ud af at min stedfar hjemme i Danmark var syg. Hvad jeg ikke havde kunnet forudse var at oplysningen ville få hende til at udbryde: Then your møther and father can get back tøgether! Jeg blev så lamslået at jeg ikke kunne sige noget. Min far sagde heller ingenting. Hun spiste videre uanfægtet af det stille chok min far og jeg sad tilbage med. En mere nærliggende reaktion ville have rettet sig imod den forstemmende virkelighed min mor og min stedfar befandt sig i. Men hendes tanker gik frem i tiden, forbi den død hun forestillede sig som en naturlig udgang. Og de gik endnu længere i en fantasi om at min far, i de omtrent fyrre år han havde været gift med hende, kun havde gået og ventet på en lejlighed til igen at gifte sig med min mor. Og at min mor tilsvarende havde gået og ventet og var klar. At kontinenterne på den måde ville lime sig sammen, at alt hvad der engang havde været igen ville blive, klinket og intakt, og i midten af alt dette lå jeg og badede i verdensgrøden som en lykkelig smeltende smørklat. Ingen nævnte noget om det til hinanden bagefter. Vi tog afsked aftenen før jeg skulle hjem. De sover længe, min far og hans kone, og mit tog gik før den tid de plejer at vågne. Jeg stod op i god tid, min fars kone havde forbudt mig at bruge det varme vand, men jeg tog alligevel et varmt brusebad i et af de mange badeværelser, 5

Lone_Star.indd 5

24/05/2018 11.21


det samme som min far brugte. Jeg vidste ikke om jeg nogensinde ville vende tilbage til det hus, eller hvornår jeg ville se min far igen. Min far havde bestilt en taxa hos en vognmand de før havde brugt. Det var en grå morgen, tåget og råkold. Jeg trak min lille rullekuffert ud i den, og vognmanden kørte mig til stationen uden at mæle et ord.

6

Lone_Star.indd 6

24/05/2018 11.21


Otte måneder senere, i april, døde min stedfar på Frederiksberg Hospital. Han havde siddet i sin stol og var blevet dårlig, og få timer efter kunne han ikke længere selv stå ud af sengen. Det var fredag, og min mor turde ikke satse på at de kunne komme igennem weekenden alene, så hun lod ham indlægge på den medicinske afdeling i den tro at tingene ville løse sig til om mandagen. Næste eftermiddag, om lørdagen, informerede en svensk læge min mor og mig om at hun ikke ville få ham med hjem igen. Vi sad på hver sin kontorstol i midten af en nedlagt hospitalsstue der skulle gøre det ud for kontor. De ville fjerne hans drop, sagde lægen, ordene han brugte, var: trække i langdrag. Det andet trækker bare i langdrag, sagde han. ‘Det andet' værende: at få væske. Droppet blev pillet ned, og han blev på stue syv. Min mor sad ved siden af sengen mens døgnene akkumulerede i hendes ansigt. Alligevel kommer det som et chok. Vi havde set angsten i hans øjne, og alligevel kommer det som et chok da der bliver stille på stue syv. Vi sidder på hver sin side af hans seng og kan ikke længere høre hans vejrtrækning. De sidste fem døgn er blevet til ét langt mareridtsagtigt. For fjorten dage siden, fjorten dage før han blev indlagt, spiste vi frokost i De Små Haver på Frederiksberg. Vi havde fejret hans fødselsdag lidt på forskud. Han rejste sig op og viste sine nye bukser frem, forfra og bagfra, nye bredriflede fløjlsbukser. En uge senere købte han bøffer hos Slagter Lund. Vi talte sammen i telefonen, det var den dag han fyldte treogtres. Han fortalte at 7

Lone_Star.indd 7

24/05/2018 11.21


bøfferne, to ordentlige ‘tornadoer’, var så imponerende at slagteren havde vist dem frem for de andre kunder, før han pakkede dem ind. Så blev han indlagt. Jeg havde taget gule tulipaner med, de stod i en spand hos en blomstersælger på Kongens Nytorv, og jeg tog dem med mig på vej ned i metroen fordi han elskede gule blomster. Fem dage senere ligger han under dem. Den ene af sygeplejerskene siger, om blomsterne: De var så friske. Hun står lidt med os. Så ser hun på mig og siger: Du ligner din far. Samme nat vågner jeg med hjertebanken. Jeg har en fornemmelse af at nogen har sat en fod på mit bryst. Det er ikke min egen dødsangst jeg er vågnet op til, ikke en erkendelse af at jeg selv en dag skal dø, at jeg er den næste i rækken eller noget af alt det jeg har hørt folk tale om i lignende situationer. Jeg har kun én eneste tanke i mit hoved. Min far kan dø. Jeg må gå ud fra at han er tilbage i St. Louis, men faktum er at jeg ikke har nogen anelse om hvor han er. Det er ikke usædvanligt at der går flere måneder mellem vores mails. Nu ligger jeg og spekulerer på om han kan være død. Jeg har ikke hørt fra ham siden februar. Det er aldrig før faldet mig ind at min far på den måde kan dø. Ikke som andet end en abstrakt mulighed. Som i: Vi skal alle dø engang. Som noget der lå ude i en fjern fremtid og derfor også noget, der angik et andet menneske end mig. Men nu er det rykket tæt på. Det er blevet kødeligt, uomgængeligt. Som i: Den ene dag står man hos slagteren, den næste ligger man under et bundt gule tulipaner. De følgende nætter sker det samme, nøjagtigt det samme. Jeg vågner med vejrtrækningsbesvær og koldsved og ligger derefter vågen i lang tid og tænker på det med telefonen. På hvordan en fars død altid er knyttet sammen med en telefon. Nogen ringer, for eksempel en sygeplejerske, som siger: Din mor synes du skal komme. Betydningen af 8

Lone_Star.indd 8

24/05/2018 11.21


den opringning kan ikke overvurderes. I min stedfars tilfælde nåede jeg frem til hans seng, jeg nåede frem tidsnok til at høre ham holde op med at trække vejret. Men selv hvis jeg ikke var nået frem, er opringningen afgørende. Jeg vil gå så langt som til at sige at telefonopringningen ligefrem er en nødvendighed for det efterfølgende forløb. Måske er det derfor alle de bøger der er skrevet om at miste sin far, begynder med netop sådan en telefonopringning. Den deler livet op i et før og et efter. Den rummer en besked af indlysende vigtighed. Men der er mere end det. Telefonopringningen siger: Du hører til, den fortæller at der er nogen i den anden ende, nogen som anerkender at din fars død vedrører dig. Den siger: Du er ikke alene. For hvad er alternativet? Slet ikke at få noget at vide. Faderen dør et sted, nogen sørger for at begrave ham. Det var så det. Du ved det ikke, finder måske først ud af det ved et tilfælde lang tid efter: Han er død. Uden sådan en telefonopringning er der slet ikke nogen historie. Uden sådan en telefonopringning er der bare ligegyldighed. Din far er død, men ingen mente at det vedkom dig. I mine natlige mareridtsforestillinger falder meddelelsen i form af en auto-reply fra hans mailkonto. To whom it may concern, noget der ikke er til mig specifikt, men alle i almindelighed, et køligt faktum. Han er død på sit kontinent, uden at jeg vidste det på mit. Der er ikke længere nogen i den anden ende. Det er som om han aldrig har levet. I gården, lige uden for vores køkkenvindue, står et kirsebærtræ. Jeg har holdt øje med det, det er den årstid hvor det i et kort øjeblik bliver sig selv. Viser sig som det virkelig er. Grenene er blevet tunge af knopper, jeg er tit væk i april eller maj, men her til morgen folder de sig ud mens jeg står og ser på det, drømmeagtigt. Hvide forårs­ fede blomster. 9

Lone_Star.indd 9

24/05/2018 11.21


Træet er ikke en metafor for at livet går videre. Livet går ikke videre, livet bliver noget andet, og træet er bare et træ. Det kommer til syne som indefra en anden verden, et øjeblik, en uge, tre uger. Så er det væk. Det gælder om at være der når det sker. Jeg sender min far en e-mail: Findes der en plan? Hvem ringer hvis der skulle ske ham noget? Han skriver tilbage: Don’t worry, nothing will happen to me. Han har travlt på universitetet, og trods sine syvoghalvfjerds år føler han sig stadig frisk og energisk. Han dør simpelthen ikke, det er beskeden. Der er ikke brug for nogen plan. But if something does happen to me, skriver han, Sabrina will surely contact you. Sabrina, den yngste af mine tre søstre. Jeg ved at hun bor et sted i St. Louis, men jeg kender ikke adressen, og så vidt jeg ved, kender hun heller ikke min. Det er seks år siden jeg så hende sidst. Jeg var forbi St. Louis, kørte igennem byen med min kæreste og blev en enkelt overnatning på et hotel med en udstoppet bjørn i foyeren. Hun var blevet hjemme­ gående husmor, mor til to børn, hendes mand arbejdede for Whole Foods i en anden stat. Han var ikke hjemme. Sådan var det ofte, sagde hun, manden knoklede i den anden stat, og hun blev derhjemme og passede børnene. Jeg husker at vi var forbi et supermarked for at hente et eller andet, det var ikke en Whole Foods, men den Kroger som vi plejede at komme i som børn. Jeg har ikke tal på hvor mange timer vi har brugt i de gange. Hendes mor plejede at skubbe en tung indkøbsvogn foran sig, og nu gik min søster foran mig med en håndtaske hængende over armen og en stor, plump damepung i hånden og spurgte: Do 10

Lone_Star.indd 10

24/05/2018 11.21


you want anything? Håndbevægelsen som på én gang omfattede hele super­markedet. Bagefter kunne jeg ikke slippe billedet af hende, sådan som jeg huskede hende da hun var ti, og min far uden besvær kunne få sine fingerspidser til at mødes omkring hendes liv. Hun mindede mig dengang om en lille rystende fugl, en spurveunge, og nu trak hun mig efter sig gennem supermarkedet som om jeg var et barn. Lille Sabrina var blevet voksen. Men ville hun tænke på at tage hjem til vores far og lede i hans papirbunker efter mit telefon­nummer? Hvis der skete ham noget? Ville hun overhovedet komme i tanker om min eksistens? Jeg tror det ikke. Af min far får jeg Sabrinas emailadresse. Jeg skriver og spørger om vi kan lave en aftale. Jeg venter, men der kommer ikke noget svar. Ingenting, ikke engang et auto-reply. Jeg skriver til Carissa, den ældste, hende jeg var tæt på som barn. Hun skriver tilbage: Don’t worry, we won’t forget you, Mathilde. En fortravlet note i forbifarten. Ingen Dear, ingen Love. Først og fremmest ingen: Yes, of course, here is my number. Let’s test if this works. Kun disse syv forblæste ord. Don’t worry, we won’t forget you, Mathilde. Og så ikke mere.

11

Lone_Star.indd 11

24/05/2018 11.21


Siden jeg var i tyverne, har jeg vidst at jeg en dag ville blive nødt til at skrive om min far. Måske har jeg vidst det i længere tid, måske har jeg vidst det siden jeg første gang besøgte ham og hans familie i St. Louis. Men jeg blev først klar over at jeg vidste det, efter at jeg havde læst Paul Austers The Invention of Solitude. Bogen begynder med præcis sådan en opringning som den jeg nu bekymrer mig om ikke at få. Paul Auster er i sommerhus med sin kone og deres lille søn. Det er tidligt søndag morgen da telefonen ringer, og som med den slags opringninger ved han med det samme at noget er galt. Hans far er død, uden varsel, fra den ene dag til den anden. Så snart Auster har lagt røret på, ved han at det vil blive nødvendigt at skrive om faren. Det er som om han slet ikke har eksisteret, et ekstremt eksempel på den fraværende far, en usynlig mand, en gåde. Auster har en overvældende fornemmelse af at det haster. Hvis ikke han skynder sig, vil det hele forsvinde, erindringen, sporene, mulig­heden for at finde ud af hvem han egentlig var. “If I do not act quickly,” skriver han, “his entire life will vanish with him.” Den fraværende far. The distant father. I min fars tilfælde er udtrykket mere præcist på engelsk. Han er ikke kun en fraværende far som i ikke til stede, men også i betydningen af at være på lang afstand. Som at kigge gennem en omvendt kikkert og måske måske få øje på en skikkelse i det fjerne. En lillebitte figur med hovedet skildpaddeagtigt 12

Lone_Star.indd 12

24/05/2018 11.21


fremskudt og den ene hånd stukket ned i en raslende lomme. Rar, velmenende og komplet verdensfjern. If something does happen to me, Sabrina will surely contact you. Faderen som en fjern planet. “If I do not act quickly, his entire life will vanish with him.” Jeg kommer i tanker om den sætning én af mine søvnløse nætter. Igen er jeg vågnet med en fornemmelse af at være stødt på noget forfærdeligt inde i en drøm, noget jeg ikke kan vende tilbage til. Bagefter har jeg ligget i timevis og drømt videre, vågen. Jeg driver rundt i nogle labyrintiske gange, hjemsøger dem, jagter hvidklædte skikkelser, flygtige, flygtende. På et eller andet tidspunkt indtræffer døden bag en for mig uigennemtrængelig mur. Jeg er godt klar over at der under disse gentagne natlige omløb sker en mytisk sammenblanding. Med et eller andet logisk brud er faderen trådt i stedet for stedfaderen. Det er min far jeg prøver at redde ud af Frederiksberg Hospital. Jeg prøver at redde den ene fra den andens skæbne. Men lige meget hjælper det, hver nat dør de, mine fædre, uden at jeg kan stille noget op. Det er som at løbe gennem vand, som at læse en bog gennem en nylonstrømpe. En tung fornemmelse af at tiden er ved at rinde ud. Jeg tænker på min fars hænder sådan som de så ud på tastaturet på hans værelse i Belgien. If I do not act quickly … En af de scener fra The Invention of Solitude som stadig står knivskarpt i min erindring, handler om oprydningen i farens hus. “There is nothing more terrible”, opdagede Auster, “than having to face the objects of a dead man”. Huset var vokset faren over hovedet. Det var stort, det samme Auster selv var vokset op i. Rædslen ved at gennemgå de overfyldte kommodeskuffer og finde en pakke 13

Lone_Star.indd 13

24/05/2018 11.21


kondomer mellem underbukserne eller et dusin tomme tuber hårfarve gemt væk i et læderetui i badeværelsesskabet. Paul Auster rydder op i det i håbet om at faren vil vise sig gennem de spor han har sat. Men tingene baner ikke vej til nogen dybere forståelse, tværtimod forstærker de fornemmelsen af et uigennem­ trængeligt mysterium, af noget uopretteligt og meningsløst. Huset rummer alle tegn på manglende tilhørsforhold. Faren har gået og levet sit fremmede følelsesliv uafhængigt af sine ting. De afslører intet. Det værste øjeblik kommer da Paul Auster går hen over græsplænen med alle farens slips i favnen. Regnen siler ned, på det tidspunkt har han foræret det meste af husets indhold væk, og til det sidste har han tilkaldt en ladvogn fra en genbrugsforretning. Han går altså der med slipsene, og så er det han opdager at han kan huske dem. Hvert og et af dem, mønstrene, farverne, materialerne, de står tegnet lige så skarpt i hans erindring som farens eget ansigt. Idet han kaster slipsene fra sig på vognladet, brister han i gråd. Det værste øjeblik er samtidig det smukkeste og mest nødvendige. I det øjeblik han kaster sin fars slips fra sig, forstår han at faren er død. Det var rydningsscenen af huset der gjorde størst indtryk på mig. Siden er jeg stødt på en tilsvarende scene i alle de bøger om fædres død jeg har læst. Rydningen af et hus (i en eller anden form) hører med til dramaturgien i en fars død, på samme måde som telefonopringningen. I Linn Ullmanns bog De urolige får hver af de ni børn lov til at gå ind og vælge én af hans ting, og resten af huset består, intakt, med alle tingene i sig, præcis som de stod, som et kæmpemæssigt arkiv, en åben hukommelse. I den haitianske forfatter Dany Laferrières bog The Enigma of the Return får han ved farens død udleveret en nøgle til en bankboks. Det viser sig at han ikke kan åbne boksen uden den kode som faren tog 14

Lone_Star.indd 14

24/05/2018 11.21


med sig i graven, og det er jo netop det. Når fædre dør, forsvinder koden, og man er henvist til sine gisninger om hvad der ligger gemt i den boks. Men han får udleveret nøglen. Det er det jeg hæfter mig ved. Faren efterlod ham nøglen, ligesom Austers far efterlod ham huset. I slutningen af bogen har Auster tilegnet sig tingene, han går i farens sweater og kører rundt i farens bil. Tænder farens lampe. Han konkluderer at de er blevet ting på linje med alle mulige andre ting, og at faren stadig er utilgængelig. “I doubt that it will ever matter,” siger han. Men en nøgle eller et hus, det er allerede meget. Nogle mønstrede slips. Alt det der ligger indlejret i dem og som ikke har noget sprog. Uden tingene ingen erindring, og uden erindring, ingen forsoning. Den hemmelige forbindelse mellem slipsene og farens ansigt, skønheden i det øjeblik han kaster dem fra sig. Det at han overhovedet kan kaste med slips, den sorgens ekstravagance der ligger i den bevægelse. Nu sætter han selv sine spor. De er begyndt et sted længe før ham, farens spor glider umærkeligt over i hans egne, og på den måde er han eller bliver han på trods af alle farens mangler indiskutabelt sin fars søn. Selvfølgeligheden ved at gå ind i sin fars hus og rydde op. Beret­ tigelsen til det, den frie, uhindrede adgang. Det var det jeg hæftede mig ved: At et hus at rydde op i allerede er meget. At rædslen ved at skulle rydde op i et hus ikke kan overgå rædslen ved slet ikke at have adgang til et. Jeg står til at arve min fars gamle tegneserieblade, de superhero- og science fiction-hæfter han samlede på som barn. Jeg formoder at de stadig ligger på de øverste hylder i køkkenskabene i det hus mine søskende voksede op i, og som de aldrig omtalte som andet end my mother's house. Det er det samme hus som har stået ubeboet hen siden hun kom til at købe det i Belgien, til salg på femte eller syvende år. Min far pegede hæfterne ud for mig da jeg var tretten. Jeg sad for mig selv og så tv i det rum de kaldte the solarium, en enorm havestue med marmorgulv og sprossede ruder fra gulv til loft (jeg ved ikke hvor 15

Lone_Star.indd 15

24/05/2018 11.21


de andre var, det var et af disse sjældne stille øjeblikke alene), og min far dukkede op og sagde: I want to show you something. Jeg rejste mig og fulgte med ham ud i the butler’s pantry, et langt smalt og meget højloftet anneks til køkkenet med lange marmor­diske og mahogniskabe med glaslåger langs væggene. Den øverste skabsrækkes låger var lavet af træ, og min far pegede op på en af dem. Der­ oppe, pakket i kasser, lå hans tegneseriehæfter. I want you to remember this, sagde han. Han strakte sig og lindede på lågen, så jeg kunne se papkasserne med hæfterne. Things get so easily lost around this house. Han sagde ikke mere, og jeg sagde heller ikke noget. Vi vidste begge godt hvad det betød, hvad det var han prøvede at sige. Det betød at han en dag skulle dø. Det betød at det var op til mig. Det forfærdede mig. Hvad havde han forestillet sig? Troede han at jeg, en tretten-årig pige, kunne flyve ind fra Danmark og spadsere lige ind i hans hus, deres hus, i hans kones hus og sige at deroppe i dét skab, osv.? Da han pegede på det skab, pegede han uafvidende på noget andet. Tingene er ingen selvfølgelighed. Der vil ikke blive noget med at bære slips ud i nogen skraldevogn. Jeg har min far mens han er her. Der er kun de øjeblikke der er. Og så er der ikke mere. At skrive om døde fædre er en luksus forbeholdt sønner og døtre som kan gå ind i huse. I min notesbog har jeg skrevet ordet papirstynd. Papirstynd hvad? Papirstynd erindring. Papirstyndt billede. Min papirstynde fornemmelse af hvad det vil sige. Hvad folk i almindelighed mener når de siger far. Luftpostpapirstynd og knitrende og foldet to gange på langs. Mit ti dage forskudte billede af min far. Jeg vil skrive det ned. Jeg vil gøre det til papir. Jeg vil gøre det til en ting. Jeg vil bygge et hus af det, et hus af erindring, et hus af refleksion, et hus jeg engang kan gå ind i, og det hus skal være mine slips. 16

Lone_Star.indd 16

24/05/2018 11.21


Hans barndom, eller mit indtryk af hans barndom, er et idyllisk koncentrat af den kollektive hukommelse om fyrrernes Amerika. Den ligner noget fra Woody Allens Radio Days. Bortset fra at den ikke foregik i en jødisk familie, eller i New York, men i en hvid angelsaksisk familie i sydstaterne, en familie som allerede dengang havde boet i den samme lille by i Texas i generationer. Radioen spiller en rolle, radioen som rygrad, noget med at ligge i korte bukser på et gulvtæppe og høre programmer om helte med navne som Captain Midnight og The Shadow. Noget med at klippe toppen af morgenmadsprodukternes papæsker for at få fat i en lille plastikdims, som på en eller anden måde knytter sig til disse radioprogrammer. Min far, i skikkelse af lille Johnny, der står ved postkassen og venter på at få en afkodnings­ fidus som kan lyse i mørke. Vandkæmmet, i korte bukser og bare fødder. Hans mor førte omhyggeligt regnskab med hans præsta­tioner i en Baby Book, og han friede, i en alder af seks, til en pige der hed Patty Pope. Han gik barfodet i skole. Han havde en hund der hed Poochie Scabbie. Når jeg hører om hans barndom, tænker jeg: Har verden virkelig været så uskyldig? I min forestilling står min farmor som familiens livgivende midtpunkt, på en gang bossy og varm og fuld af den skælmske humor, jeg mange år senere kom til at opleve i køkkenet i hendes lille hvide træhus på West San Antonio Street. Hun var datter af sadelmageren August Walter, som havde en butik på byens torv. Udfra min fars beskrivelser mindede butikken om noget jeg havde set i Det lille hus på prærien, en butik med træplanker overstrøet med høvlspåner som foruden 17

Lone_Star.indd 17

24/05/2018 11.21


sadler og seletøj solgte krudt og pistoler og fiskestænger og andre livsnødvendigheder til livet på de kanter. En hardware store med en tryg lugt af tjæret reb og læder. August Walter var den eneste af min fars bedsteforældre der ikke selv var vokset op i den lille by hvis navn var Lockhart. Efter hvad min far har fortalt, var hans forældre stukket af til Amerika fra Østrig som helt unge for at gifte sig (drengen kom fra fattigere kår og pigen fra et fint hjem), hvilket skulle gøre August til førstegenerationsamerikaner, men noget tyder på at det måske i virkeligheden var hans bedsteforældre der var stukket af. I hvert fald boede hans forældre en dagsrejse i hestevogn fra Austin hvor de sendte ham i lære som sadelmager som trettenårig, så han kom tidligt til at klare sig selv. Da hans læretid var slut, fandt han lokalerne på torvet i Lockhart og etablerede sin sadelmagerforretning. Af gode grunde nåede jeg aldrig at møde ham, han døde mange år før jeg blev født, men han har altid stået skarpt for mit indre øje, for jeg havde fået noget at vide om ham som trak ham ud af de almindelige dødeliges rækker. Han havde lavet en hvid sadel til Buffalo Bill. Tænk, en hvid sadel til Buffalo Bill. Hvis jeg havde fået en krone alle de gange jeg havde sagt den sætning til andre, ville jeg være rig. Som ung var August Walter en lille og væver mand, senere fik han mere statur, men der var ikke nogen som var i tvivl om at han udgjorde familiens øverste myndighed. En gang om ugen havde han en pose lækkerier med hjem til sin kone, Pearl, som han forkælede lige så meget som deres fem børn. Alle ville elskes af Poppa. August Walter blev ikke kaldt August Walter af nogen i familien, men Poppa, ligesom hans kone blev kaldt Momma, ikke bare af deres børn, men senere også af deres børnebørn. Så for min far var hans egen mor ikke mor, men bare Gussie. Eller ikke bare, for Gussie var ikke bare. Other kids 18

Lone_Star.indd 18

24/05/2018 11.21


only have a mother, sagde min far da han var helt lille, but we have a Gussie! Min farmor fik sit usædvanlige navn fordi hun egentlig skulle have været en dreng. I Texas lægger man mindst lige så meget vægt på drengebørn som andre steder i verden, hvis ikke mere, og efter to piger havde Poppa bestemt sig for at nu var tiden var inde til en dreng som så passende kunne hed Gus, og da der så kom endnu en pige, var der ikke andet for end at kalde hende Gussie. Måske stod det allerede tidligt klart at der var meget mere krudt i min farmor end i nok så mange drenge tilsammen. I hvert fald var det Gussie som Poppa valgte at tage med sig da hans forældre lå for døden. Det var i 1910, min farmor var fem år gammel, og turen sydpå til den by forældrene boede i, var lang. I mellemtiden havde Poppa fået to sønner, men han tog kun et af sine fem børn med sig, og det blev altså hans tredje datter. Gussie huskede intet fra rejsen, og heller ikke rigtig noget om sine bedsteforældre, kun at have set nogle utrolig gamle mennesker i en seng, to knitrende oldinge der lå og betragtede hende og talte med hendes far på tysk. Det der havde gjort allerstørst indtryk på hende, var at Poppa havde valgt hende. Of all his children, I was the one he picked. Jeg kom først til at møde Gussie da jeg var elleve. Min farfar var ligesom Poppa død længe før jeg blev født, og i modsætning til de andre har jeg ingen indre billeder af ham. Uanset hvem jeg spørger, får jeg det samme at vide: At Preston, som han hed, var en rar og stille mand, ordentlig og loyal, adjektiver som på hver sin måde vidner om et godt og stabilt ægteskab, endda lykkeligt, men som ikke er stof for fantasien. De billeder jeg har set af ham, er alle sort-hvide og bittesmå, ikke større end en tændstiksæske og med smal hvid kant. På et af dem står han som ung mand lænet op ad et stakit på en veranda, i solen, kroppen ikke større end en papirklips, ansigtet ikke til at skelne fra broren Hughs der står lige ved siden af, og som min farmor havde kærestet lidt med før min farfar. Ikke at man skal lægge så 19

Lone_Star.indd 19

24/05/2018 11.21


meget i det, uskyldig kurtisering, dating, var udbredt blandt tyvernes og tredivernes amerikanske ungdom, så da broren og min farmor havde været ude nogle gange og var kommet frem til at det ikke rigtig var noget, foreslog han Preston at invitere hende ud. She’s smart, sagde han, and good fun. Preston fulgte sin brors råd, og så var de, som hun senere skrev til min far: ‘hooked’. Før det havde min farmor haft mange boyfriends. Hun har gemt deres breve i en æske, ordnet og sorteret med billeder af kæresterne klæbet fast bagpå konvolutterne. Under billederne har hun skrevet deres navne med sin smukt formede håndskrift, George Schlother, Floyd Langford, Dendy O’Neal og en der kun beskrives som Mrs. Harris’ son (i parentes har hun skrevet: next door), og der er også en Murray Denman som står med nydelig midterskilning og hænderne i lommen under teksten: Main Boy Friend. Hun har efterladt deres breve til min far som har givet dem videre til mig. På den seddel som fulgte med, har hun skrevet: John, somehow I want someone to hold on to this part of my life. It was fulfilling and interesting. I was happy. But real lasting love came to me in 1929 — when Preston came along. We ‘hooked’ from the first! Love, Gussie.

Gussie, som var skolelærer og underviste fjerde klasse, lærte min far alfabetet, og Preston, som var kasserer i den lokale bank, lærte ham tallene. Historien om hvordan de opdagede at han kunne læse, har jeg fået fra min mor, som har den fra Gussie. Den gik på at han havde siddet i deres køkken og bladret i et National Geographic. Gussie antog at han kiggede på billeder, indtil han så op fra bladet og stillede hende et spørgsmål til teksten. Han var tre år gammel. Da jeg engang spurgte ham om den historie og muligheden for at han havde lært sig selv at læse, svarede han: Certainly not. Han havde 20

Lone_Star.indd 20

24/05/2018 11.21


ingen erindring hverken om hvornår han havde lært at læse eller om den dag i køkkenet, kun at hans mor måtte have lært ham alfabetet, og at hans interesse for at bryde koden, som han kalder det, til de læsendes hemmelige verden af tegn måtte have drevet ham til at finde ud af hvordan man kombinerede bogstaverne til ord og sætninger. Altså med andre ord det man almindeligvis mener når man taler om at lære sig selv at læse. Noget lignende med regning. Hans far havde lært ham tallene og lidt om hvordan man kombinerede dem, så når han af og til spiste med hjemme hos sine jævnaldrende kammerater, og deres fædre hørte de ældre søskende i regning, var det lille Johnny, som ikke var begyndt i skolen endnu, der sad og pippede de rigtige svar frem over middagsbordet. I stayed clear of dating, sagde han engang, during college and graduate school. Selvom det var fristende, vidste han at pigerne bare ville distrahere og frustrere, og han havde svoret at han ville få sin ph.d. på syv år. Da han kom på universitet i en alder af sytten, havde han allerede sprunget et år over på high school. Faktisk fortrød han at han efter studentereksamen havde spildt en hel sommer hvor han kunne have taget tre-fire universitetskurser. Han fortsatte med at springe år over, zigzaggede sig vej igennem de amerikanske universiteter, Texas University i Austin, Princeton i New Jersey, og endte med at færdiggøre sin ph.d. på Washington University i St. Louis syv år efter, en afhandling som tog ham en måned at skrive. Måske fornemmede han allerede dengang at Kubricks astronaut snappede ham i haserne. Han blev siddende på sit kontor til ud på de små timer, der stod en briks som han til pedellens store frustration tog sig et par timers lur på før han igen stod op og fortsatte arbejdet. Pedellen var overbevist om at han var hjemløs, og sørgede for at støje så meget som muligt med kosten, men min far opdagede det ikke, eller næsten ikke, han var fokuseret på sin afhandling, Theory of Strongly Interacting Particles. Den indeholdt en beregningsmodel til komplicerede kvantesystemer, og nu 21

Lone_Star.indd 21

24/05/2018 11.21


var den færdig. I alt havde han sparet fem år. Han var fireogtyve. Han hvilede sig på briksen et øjeblik.

22

Lone_Star.indd 22

24/05/2018 11.21


CMYK + GLOSSY KASCHE

100 mm

143 mm

43 mm

143 mm

100 mm

MATHILDE WALTER CLARK (f. 1970)

Samme nat vågner jeg med hjertebanken. Jeg har en fornemmelse af at nogen har sat en fod på mit bryst. Det er ikke min egen dødsangst jeg er vågnet op til, ikke en erkendelse af at jeg snart selv skal dø, at jeg er den næste i rækken eller noget af alt det jeg har hørt folk tale om i lignende situationer. Jeg har kun én eneste tanke i mit hoved. Min far kan dø. ... FRA BOGEN

MATHILDE WALTER CLARK

LONE STAR er en roman om familie og tilhørsforhold

og om at overvinde enorme afstande. Om at være levende og om at se og forstå – og elske alligevel.

POLITIKENS FORLAG

OMSLAG: ALETTE BERTELSEN, ALETTEB.DK OG MATHILDE WALTER CLARK

POL_Lone Star_omslag_FINAL.indd 2

LONE STAR

LONE STAR ROMAN

MATHILDE WALTER CLARK POLITIKENS FORLAG

FOTO: LES KANER

214 mm

...

Da Mathildes stedfar dør, plages hun af spørgsmålet om hvad der vil ske, hvis hendes egen far dør ovre på den anden side af Atlanten. Vil der være nogen som ringer? Af skræk for at fortiden skal gå til grunde i hendes erindring, går hun i gang med at skrive den bog om sin far som hun altid har vidst at hun skulle skrive. Det er historien om en far og en datter og om alt det der adskiller dem – havet, sproget og en stedmor af mytologiske dimensioner. Og om tiden der nådesløst går. En dag er vi voksne, og barndommen ligger uigenkaldeligt bag os, fuld af huller og ting vi fortryder. Men faren er endnu levende, og datteren har masser af vilje. De mødes på hans fødeegn i Texas. Kan hun gøre slægtens sted til sit eget? De besøger slægtninge, døde som levende. Texas’ historie filtrer sig sammen med familiens. Der vokser et landskab frem. Tiden bliver langsom. De sidder på verandaen i hver sin gyngestol og ser himlen sortne ...

debuterede i 2004 med romanen Thorsten Madsens Ego og har siden udgivet Tingenes uorden (2005), Priapus (2010), Grumme historier, (2011) og Gips (2012). Udvalgte noveller og essays er publiceret i internationale tidsskrifter som The Literary Review og Los Angeles Review of Books.

23/05/2018 13.52

Lone Star - Mathilde Walter Clark  

Da Mathildes stedfar dør, plages hun af spørgsmålet om hvad der vil ske, hvis hendes egen far dør ovre på den anden side af Atlanten. Vil de...

Lone Star - Mathilde Walter Clark  

Da Mathildes stedfar dør, plages hun af spørgsmålet om hvad der vil ske, hvis hendes egen far dør ovre på den anden side af Atlanten. Vil de...

Advertisement