Lodbrogsønnernes ran - Lasse Holm

FORÅRET 868. En flåde på 80 skibe lægger ud fra Frankerrigets kyst og sætter kurs mod syd. Ombord er Rolf Rapkæft, hans ven Hastein, broder Jarvis og skjoldmøen Ylva – foruden lodbrogsønnerne Bjørn Jernside, Sigurd Slangeøje, Halfdan Hvidsærk og mere end 2.000 andre vikinger.

„Jeg har været rigtig godt underholdt af denne velfortalte fortæl-

Målet er det muslimske Spanien, hvor der efter sigende fin-

ling fra en svunden tid.“

des god plyndring. Mange byer falder og skibene fyldes med

Bogfidusen

sølv, men da maurerne går til modangreb, strander et enkelt

poetisk, troværdigt og med gen-

afsløre den skyldige.

nemtænkt plot og handling. Man bliver suget lige ind i det krigeriske

LODBROGSØNNERNES RAN bygger på virkelige

vikingeunivers fra første sætning.“

begivenheder og er andet selvstændige bind i Lasse Holms

Litfix.dk

succesfulde krimitrilogi om vikingerne.

„Spændingskurven er på plads.“

„Lasse Holms styrke som forfatteraf historiske spændingsromaner er, at han kan leve sig ind i fortidens tanker og gerninger.“ Politiken

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

Fyens Stifttidende

POLITIKENS FORLAG

RAN

skabet én for én, må Rolf tage al sin snilde til hjælp for at

LODBROGSØNNERNES

ran

LASSE

HOLM

ROMAN | POLITIKENS FORLAG

LASSE HOLM ( f. 1968) har tidligere udgivet de anmelderroste historiske krimier Romeren, Grækeren og Republikaneren, der udspiller sig i antikkens Rom. Lasse Holm er uddannet grafisk designer fra Grafisk Højskole i København og illustrerer selv sine romaner med smukke land- og bykort. Lodbrogsønnernes ran er andet bind i en planlagt trilogi, første bind, Lodbrogsønnernes hævn, udkom i 2017 og er solgt til udgivelse i Spanien, Tjekkiet og Rusland.

FOTOGRAF FRANNE VOIGT

skib i Middelhavet. Og da nogen begynder at aflive mand-

„Lasse Holm skriver eminent:

LASSE LODBROGHOLM SØNNERNES

De er alene på havet De er omgivet af fjender De har en morder ombord

Af samme forfatter: POP!, roman og CD, 2004 Formateret, roman, 2007 Romeren, roman, 2014 Grækeren, roman, 2015 Republikaneren, roman, 2016 Lodbrogsønnernes hævn, 2017

Lodbrogsønnernes ran.indd 2

05/02/18 13.55

LODBROGSØNNERNES

RAN

LASSE

HOLM

ROMAN | POLITIKENS FORLAG

Lodbrogsønnernes ran.indd 3

05/02/18 13.55

ENGLAND

Lundene (London)

Sei

ne

Paris Brissarthe Angers

Loire

VESTERLED

Cha

ren t

e

KARL DEN SKALDEDES RIGE Valence

Dordogne

Ga

ron n

Bregancio (La Coruña)

ASTURIAS

GALICIEN

Santiago de Compostela

LEON

Douro

NAVARRA

(Hondarribia)

CASTILIEN

Eb

ro

(Tortosa)

AL ANDALUS Tagus

Júcar

na Wadi A na) ia d a (Gu

Qurtuba

abir ivir)

(Córdoba) Wadi al-K

u (Guadalq

Ishbiliya

Malaqa

(Sanlucar)

(Malaga)

Qadis

Lodbrogsønnernes ran.indd 4

Minorica (Menorca)

(Palma)

Maiorica (Mallorca)

(Orihuela)

(Alhambra)

Shaluqa

(Cadiz)

Palmaria

War Iviza al-ab (Ibiza) (Segu ait ra) Aurariola

al-Hamra

(Sevilla)

UDHAVET Atlanterhavet

CATALONIEN al-Turtusha

(Porto)

(Lissabon)

Narbonne Perpignan

Pamplona

Oporto

al-Lishbuna

Arles

Mundaka Undaribia/Thorsgård

ho

in

M

Nimes

e

Rhône

Nantes

Thorsø (Noirmoutier)

Bab al-Mahgrib (Gibraltarstrædet)

al-Jazira

(Algeciras)

al-Mazimma (el Hoceima)

al-Mariya (Almería)

BLÅLAND Ifriqiya/Afrika

NAKUR

05/02/18 13.55

es

LOUIS DEN TYSKES RIGE

Rhône

ce

DEN HISPANISKE HALVØ, VESTLIGE MIDDELHAV OG VIGTIGSTE BYER.

rica rca)

Po

Luna

Ren

o

Fiesole Pisa Firenze Arno Tib e

r

s

nne nan

Adige

LOUIS DEN ANDENS RIGE

ØSTERLED

PAVEKORSICA STATEN

LOUIS DEN ANDENS RIGE Rom

Volturno

LOMBARDIET

Napoli

SARDINIEN

INDHAVET Middelhavet

DET BYZANTINSKE IMPERIUM SICILIEN

N

Ø

V

D ka

S

Lodbrogsønnernes ran.indd 5

05/02/18 13.55

NORDBOERNES HJEMLANDE OG OMGIVENDE RIGER

SAMELAND HÅLOGALAND

TRØNDELAG MØRE FINLAND

OPPLANDENE

NORDMANNALAND

SVEARIGET

Uppsala

Skiringssal

VIRLAND

(Kaupang)

VIKEN GÖTALAND

GOTLAND

DANEVÆLDET Ripa (Ribe)

Haithabu (Hedeby)

FRISLAND

N

Lethra (Lejre)

VENDLAND

Ø

V S

Lodbrogsønnernes ran.indd 6

05/02/18 13.55

Personliste

Bella Sigurd Slangeøjes saxiske kone Bjarni Medlem af Bavneflokken, storebror til Bård Bjørn Jernside Ældste Lodbrogsøn og fosterfar til Hastein Bård Medlem af Bavneflokken, lillebror til Bjarni Dagfinn Fagre Medlem af Bavneflokken, smuk ung mand Fridtjof Lange Medlem af Bavneflokken, rødhåret, fregnet sømand Halfdan Hvidsærk Yngste Lodbrogsøn, hidsig og ærekær kriger Hastein Bjørn Jernsides fostersøn, Rolf Rapkæfts

bedste ven Hjalmar Hårfager Skaldet og langskægget jarl fra Møre i Norge Jarvis Sårkyndig og forhenværende lægbroder Khalid Maurisk dreng Ravn Buesøn Vikingekriger med knogler i fletskægget Rolf Rapkæft Fortæller og Hasteins bedste ven Sigurd Slangeøje Mellemste Lodbrogsøn, langsomtopfattende jarl Sture Sjællænder Medlem af Bavneflokken, bralrende stormundet Thorvald Træskær Medlem af Bavneflokken, træskærer fra Viken Uggla Ugglason Jarl fra Sveariget, vansiret offer for Jernside Vímara Peres Hærfører for kong Alfonso af Leon, Asturien og Galicien Ylva Skjoldmø og livvagt for Bella 7

Lodbrogsønnernes ran.indd 7

05/02/18 13.55

Lodbrogsønnernes ran.indd 8

05/02/18 13.55

Efterår 870 – Første dag

Vi har for længst agterudsejlet vragresterne. Vi flyder midt i intetheden.

Himlen er overskyet, havet er mørkt og uroligt. De to flader opløser sig i en grå tåge, der gør det svært at se, hvor i horisonten de mødes.

Vi sidder tæt sammen på kisterne. Når jeg fra min åreplads ser rundt, møder ingen af de andre mit blik. Den skarpe lugt af sved og den sure stank af fugtigt, jordslået tøj hænger mellem os. Håbet om at overleve den katastrofe, togtet har udviklet sig til, har forladt os. Resignationen står tydeligt tegnet i vores indadvendte ansigter, mens vi arbejder. Kun åreskafternes knirken i rælingens slidte huller høres over vindens og bøl­ gernes evige sang.

Man kan med god grund spørge, om det er umagen værd at fortsætte med at ro, når vi er faret håbløst vild i ukendt farvand, men ingen har lyst til at tage emnet op og slukke fremdriftens spinkle håb. Så længe vi bevæger os, er vi i live. Stilstand er lig med døden.

På kanten af toftens let forhøjede platform sidder Bjørn Jernside med spredte ben og korslagte arme over vommen. Udtrykket i hans gråskæg­ gede ansigt er fjernt og uudgrundeligt. De bleggrå øjne er klemt sammen til sprækker.

Ved bagbords skibsside sidder Bella, omsluttet af en mørk kappe, der skjuler hendes lange, sorte hår. Kun det blege ovale ansigt er synligt.

Hun stirrer tavst ned i dækkets slidte planker. Hendes hænder er foldet om Sigurd Slangeøjes ansigt. Den sortskæggede jarl ligger på toftdør9

Lodbrogsønnernes ran.indd 9

05/02/18 13.55

ken. Han ser ud, som om han tager sig en lur med hovedet i sin kones skød. Han har været bevidstløs, siden vi trak ham op af bølgerne.

Ved roråren står skjoldmøen Ylva, høj og bredskuldret som mændene.

Hendes sorte læderkofte, der strammer over det flade bryst, knirker, hver gang hun svajende følger skibets bevægelser. Hendes tætsiddende øjne møder mine. Mellem os hænger det uudtalte spørgsmål: Hvordan kunne det gå så galt? Få dage tidligere var havet omkring os fyldt med stolte langskibe. Nu er vi alene.

Jeg ser på Halfdan Hvidsærk, der bleg og sammenbidt arbejder ved åren nærmest toften med en mørk stribe af sved ned ad ryggen. Han fornemmer mig og vender sig halvt. Fra hans normalt glatragede hage stritter skægstubbene. Ansigtet fortrækker sig i spasmer, der får smilet til at ligne en uhyggelig grimasse. De brune øjne er fulde af vanvid.

Det er ikke uden grund.

Søslaget havde lignet en scene fra de kristnes helvede. Fjendens skibe havde spyet ild, der fik selv havoverfladen til at brænde. Flammerne hav­ de grådigt fortæret alt, lige fra skrog, master og rigninger til stævnbæster og mænd. Mange var brændt op. Endnu flere var blevet dræbt af maurer­ nes horder, der brølende var sprunget fra deres egne fartøjer over på vores.

Tanken om nederlaget er slem, og alle krymper sig ved den. Alligevel skal det snart blive værre. Vi ved det ikke endnu, men om kort tid får vores modløshed ny næring; for inden længe begynder mordene. Én for én vil mænd blandt os falde som ofre for en ukendt morder.

Lidt efter lidt vil det gå op for os, at vedkommendes motiver hænger nøje sammen med alt, der er sket siden togtets begyndelse. Dødsfaldene vil ændre de ombordværendes skæbne på måder, ingen kan forudse. Op­ klaringen vil bringe det værste op i de overlevende. Efter afsløringen af morderens identitet vil intet blive det samme.

Alt dette er jeg uvidende om, mens vi ror ind i intetheden. Mine tanker kredser i stedet om den dag, hvor hele miseren begyndte – to og et halvt år tidligere i en lille landsby i Frankerriget.

Lodbrogsønnernes ran.indd 10

05/02/18 13.55

Første del Forår og sommer 868

Lodbrogsønnernes ran.indd 11

05/02/18 13.55

Lodbrogsønnernes ran.indd 12

05/02/18 13.55

1

“Stæng porten!” Hasteins stemme var myndig og bestemt. “Bueskytter ved vinduerne! Alle mand til forsvar! Vi skal nok få has på de gravpissere.”

Det lange, lyse pandehår, der engang havde hængt ham ned i øjnene, var nu redt bagud og samlet i en knude over den glatragede nakke.

Omkring de smalle læber havde hagens spredte, lyse dun samlet sig til et rigtigt skæg. Hastein lignede ikke længere den dreng, jeg havde mødt i England. Han var blevet voksen, havde fået autoritet og pondus, og han tøvede ikke, når han råbte ordrer til højre og venstre. De knap 80 mænd, vi endnu havde tilbage i vores følge, adlød ham uden vrøvl.

“Hvad nu, hvis frankerne kaster fakler op på taget?” spurgte jeg.

“Så er vi færdige.”

Han hviskede, for at de andre ikke skulle høre ham. Hans muntre skødesløshed kunne ikke skjule, at vi var i knibe.

Ti dage tidligere havde vi fra Frankerrigets vestkyst begivet os op langs den flod, de indfødte kalder Loire. Vi havde passeret Nantes, hvis beboere for længst havde forskanset sig bag uindtageligt tykke mure, og var nået frem til Angers, som allerede året før var blevet så grundigt udplyndret, at den ikke var værd at beskæftige sig med. Længere inde i landet, hvor floderne var vanskeligt farbare, havde Hastein ment, at vi kunne finde nye mål.

Jeg var nu et fuldgyldigt medlem af vikingernes ulveflok og gjorde 13

Lodbrogsønnernes ran.indd 13

05/02/18 13.55

mit bedste for at leve op til det. Gennem et helt år havde jeg sejlet, redet og plyndret med mine fæller. Jeg havde drukket mig sanseløs ved bålet om aftenen og trænet i skjoldmuren med tømmermænd dagen efter. Jeg havde brovtet og brølet og hævdet min ære, og jeg var aldrig veget tilbage for en udfordring.

Det samme gjaldt Hastein. Derfor havde vi heller ikke haft betænkeligheder ved at efterlade skibene og begive os ind i landet med en styrke på omkring 400 andre unge mænd. Eventyrlysten havde fået os til at se stort på risikoen ved at kæmpe på fjendens vilkår. Det havde vi fortrudt nu.

En hær af frankere, anført af grev Robert af Anjou, havde afskåret os fra kysten. På bare fire dage havde greven og hans mænd spredt os i flere mindre grupper, nedkæmpet eller fanget dem, der sakkede bagud, og drevet os længere og længere mod nord. Nu havde de omringet os ved et sted, der hed Brissarthe – en samling stråtækte hytter omkring en kirke, hvor vi havde forskanset os med vores heste. I betragtning af landsbyens beskedne størrelse var kirkebygningen usædvanligt stor – 15 skridt på den ene led og mere end 30 på den anden. Murene var af solide grå kampesten, men taget bestod af træspåner, understøttet af en tømmerkonstruktion.

“Skyd enhver, der nærmer sig med en fakkel!” råbte Hastein op til en håndfuld bueskytter, der var kravlet op ad stigen til reposen under de to høje vinduesbuer i gavlen. Bueskytterne smadrede de små, rombeformede glasruder med økser og tog sigte gennem blyindfatningerne. Ved glughullerne højt under taget i kirkeskibets sider satte andre sig klar. Frankerne, der havde forsamlet sig på torvet udenfor, gjorde dog ikke mine til at angribe.

“De kujoner har ikke mod på at smage vores våben,” råbte Hastein.

“Eller også har de bare en anden plan,” sagde jeg. “Hvis de vil sætte ild på kirken, kan de gøre det med brandpile.”

Med et vredt blik bragte han mig til tavshed. Vi vidste begge, at jeg havde ret, men det var vigtigt at holde kampmoralen oppe.

Eftermiddagen gik med at vente. Efterhånden som aftentågen lagde 14

Lodbrogsønnernes ran.indd 14

05/02/18 13.55

sig over marker og skove, sank modet blandt mændene i kirken. Hastein spurgte skytterne ved gavlvinduerne, hvad de kunne se.

“Grev Roberts krigere skændes med de lokale,” svarede en af dem.

“Der er en præst, som taler meget højt til grevens høvedsmand.”

“Landsbyboerne vil ikke have brændt deres kirke ned. Deres gerrighed er til vores fordel.” Hastein så sig omkring. “Gad i øvrigt vide, om der ikke er en underjordisk gang ud herfra?”

I foråret havde nogle besætninger forsøgt at plyndre et kloster nær kysten. Det havde vist sig, at munkene allerede havde forladt stedet gennem en skjult tunnel, og den historie var blevet fortalt mange gange siden ved bålet. Selvom det var tvivlsomt, om en landsbykirke var lige så veludstyret, greb vores modløse mænd idéen.

“Søg efter løse sten i gulvet,” råbte Hastein. “Skjulte huller i væggene. Prøv om alterstenen kan flyttes.”

Mens natten faldt på, ledte vi i skæret fra faklerne udenfor. Mange opgav efter nogle timer, mens andre stædigt blev ved. Med mellemrum opstod der skænderier i mørket, når de søgende skubbede til de sovende. Kort før daggry lød der høje jubelråb fra koret. En stor flise i gulvet bag stenalteret gav en hul lyd fra sig, når man bankede på den.

Vi skrabede og gravede langs flisens sider med sværd og økser. Iveren og håbet steg. De sovende vågnede og kom til hjælp. Til sidst lykkedes det nogen at stikke en spydspids ned i revnen. Under store anstrengelser fik vi løftet flisen op.

Fra en knædyb grav i kirkens fundament glimtede et drikkebæger og fire lysestager af massivt sølv op til os. Et skrin med en rød glasperle indlejret i låget indeholdt en håndfuld fingerringe og mønter. Øverst lå et sølvkrucifiks, udsmykket med ædelsten. Det var første og eneste gang, jeg hørte nordboerne stønne af skuffelse over sådan en skat.

“Det er derfor, greven ikke allerede har sat ild til kirken,” sagde jeg.

“Landsbyboerne frygter, at heden skal smelte deres sølv.”

“Så kan vi takke vores nyvundne rigdomme for, at vi stadig er i live.”

Hastein holdt krucifikset op i solens første stråler, der faldt skråt ind gennem korets vinduer. Reflekserne glimtede over stenvæggene. “Vil15

Lodbrogsønnernes ran.indd 15

05/02/18 13.55

le Thor lade os finde sådan en formue, hvis det var vores skæbne at dø for frankernes sværd?”

Mange smilede fortrøstningsfuldt, for den retsindige tordengud ville aldrig spille os sådan et puds. Andre mente, at hvis det var Odin eller drilleguden Loke, der havde ledt os til landsbyen, kunne ingen vide sig sikker. Det ville ikke være første gang, modige mænd vandt sig gods for kort efter at dø i kamp, så de kunne fylde i rækkerne af einherjer – døde krigere, der samledes i Valhalla for at forsvare gudernes verden, Asgård, mod deres arvefjender jætterne.

“I er en flok sladrekællinger,” hånede Hastein de vankelmodige.

“Odin har vigtigere ting for end at blande sig i menneskers sager, og Loke er en kujon, der holder sig langt borte, når det trækker op til kamp. Det er tordenguden, der har ledt os til Brissarthe. Jeg hørte hans hammer, Mjølner, runge i nat.”

Flere andre mente nu også at have hørt en fjern torden, selvom natten havde været stjerneklar og stille.

“Jeg er jeres leder, og jeg har altid været thorsmand,” skar Hastein igennem, som om det afgjorde sagen. “Se selv hammeren om min hals.”

Der blev nikket ad den lille sølvtalisman, han trak frem og lod dingle i lædersnoren, men der blev også protesteret. Det havde, sagde de mistroiske, på ingen måde stået klart, at Hastein var ekspeditionens leder, for han var hverken stormand eller jarl. Man havde forladt sig på hans lokalkendskab, og nu sad man i fælden.

“Ingen af jer andre kunne have ledt os bedre,” forsvarede Hastein sig.

Vrede stemmer rejste sig under kirketagets bjælker. Gensidige beskyldninger føg gennem luften. De hidsigste greb efter deres våben.

Jeg bemærkede, at Hasteins stemme var begyndt at blive skinger, og at hans pande var våd af sved, da der pludselig lød et råb fra de to høje vinduer over porten, hvor bueskytterne stadig vågede.

“Frankerne rører på sig.”

“Hvad laver de?” skyndte Hastein sig at spørge.

16

Lodbrogsønnernes ran.indd 16

05/02/18 13.55

“De graver!”

Hastein og jeg kravlede op ad stigen til dem. Udenfor var frankerne ganske rigtigt gået i gang med at grave en dyb rende tværs over kirketorvet og dynge jorden op i en belejringsvold, som de udstyrede med spidse pæle.

Hastein så ned mod hestene på kirkegulvet, der stod tæt som i en stald, og fik en ny idé.

Formiddagsheden flimrede over bytorvet, hvor frankerne havde smidt kofter og ringbrynjer, mens de arbejdede med økser og hakker. Da de hørte lyden af bommen, der blev fjernet fra kirkeportens inderside, rettede de sig op og tørrede sved af ansigterne. De havde ikke regnet med, at vi ville overgive os så hurtigt. De smilede til hinanden og nikkede sejrssikkert.

Kirkeporten sprang op. Vores heste galoperede ud i sollyset. De stakkels dyr var i panik, for vi piskede dem frem med spydstager og kæppe, og de trampede alle ned, der ikke kom af vejen hurtigt nok. Vi jog de overlevende på flugt med hug i ryg og balder, men undslippe kunne vi ikke. Hestene forsvandt mellem husene, og frankernes fodfolk, der havde slået sig ned omkring landsbyen, strømmede hurtigt til og fik dannet en skjoldmur. Bag dem fulgte en overvægtig mand på en hvid hingst. Han kæmpede febrilsk for at få ringbrynjen på. Hans blankpud­ sede hjelm dinglede fra saddelknappen.

“Der har vi jo grev Robert af Anjou,” brølede Hastein muntert over kamplarmen. “Før eller siden får han vel udstyret i orden, så vi må hel­ lere gøre klar til at forsvare os.”

Vi rykkede tæt sammen, fastklemt skulder ved skulder i en skjoldmur.

Rundskjoldene, der overlappede hinanden, var vores eneste beskyttelse mod frankernes had. Deres våben hamrede hårdt mod skiverne af malet lindetræ, der var på størrelse med et brønddæksel, mindre end en tomme tykke og kantet af læder, som hurtigt gik til i kampens hede.

Jeg trak min sax – en kniv af samme længde som en mands underarm. Den hed Blodlyst, for et godt våben skal have et navn, og hver 17

Lodbrogsønnernes ran.indd 17

05/02/18 13.55

gang det smager fjendeblod, øges dets styrke. En sax er lettere at håndtere i skjoldmurens trængsel end et sværd eller en økse, og jeg stak op under frankernes skjolde for at lave så megen ravage som muligt i deres bentøj og underliv. Med Blodlyst i hånden har jeg vundet mange kampe gennem mit lange liv, og allerede den morgen i Brissarthe, da jeg var ung og grøn og savnede den erfaring, jeg har i dag, kendte jeg teknikken fra de mange kampøvelser, vi havde brugt al vores ledige tid på hele vinteren. Alligevel var jeg bange. Uden mulighed for at flygte rammes selv de modigste og mest erfarne krigere ofte af frygt i skjoldmuren og begynder at kaste op eller skide i bukserne.

Så snart frankerne rykkede frem, trak vi os tilbage. Grev Robert fik et triumferende grin i sit fede fjæs. Han brølede ordrer til højre og venstre fra hesteryggen og brød sig ikke længere om at ordne sin brynje eller tage hjelmen på. Barhovedet tvang han sine krigere frem med ordrer og trusler. Frankerne var ikke nær så dygtige krigere som vi, men de var fire gange så mange, og de var ikke indstillede på at lade os slippe væk. Skridt for skridt trængte de os tilbage, og vores skjoldmur tog efterhånden form af en halvring, snarere end en linje, for vi var tvunget til at forsvare begge flanker. Mænd kæmpede og skreg og døde på den begrænsede plads, og konstant kom flere brynjeklædte og tungtbevæbnede frankere til.

Midt i tumulten vendte Hastein sig om og gjorde signal til bueskytterne over kirkens port. To pile borede sig ind i grev Roberts ubeskyttede overkrop. Forbløffet betragtede han de fjerede skafter, der stak ud af hans brystkasse og overarm. I den næste byge blev han ramt gennem højre øjenhule. Han vaklede i sadlen, lagde hovedet tilbage og væltede sidelæns af hesten.

“Le compte est mort!”

Råbet rejste sig og blev gentaget over hele kirkepladsen. Frankernes angreb mistede momentum. Det udnyttede vi ved at trække os tilbage til kirken og smække porten efter os.

“Vi får se, hvad den frankiske okse kan stille op uden hoved,” råbte Hastein og nød mændenes jubel i fulde drag.

18

Lodbrogsønnernes ran.indd 18

05/02/18 13.55

Før vores udfald havde han forklaret os, at frankernes store svaghed var deres autoritetstro. Når grev Robert, der også blev kaldt Robert den Stærke, havde sat sig noget i hovedet, helmede han ikke, før han fik sin vilje. Han var en skiderik, en tyran og en mester i at intimidere sine mænd til at parere ordre, og hans evner som hærfører og strateg var store. Men netop derfor var hans soldater uvante med at tage et selvstændigt initiativ.

Mange havde haft svært ved at tro på det, Hastein fortalte om frankerne, for blandt nordboerne lod kun de ringeste sig lede af andet end gudernes vilje og deres egen sunde fornuft. Efter megen palaver havde mændene dog indvilliget i at forsøge hans list. Det var velkendt, at Hastein siden barndommen havde plyndret sig vej gennem frankernes land sammen med Bjørn Jernside – den ældste af den navnkundige Ragnar Lodbrogs fem sønner – og da han nu var næsten 17 år gammel, havde flertallet ment, at han var til at stole på, selvom han stadig kun var en dreng uden ar eller rynker.

Det viste sig at holde stik. Ved solnedgang kunne vi gå ud på landsbytorvet uden at møde en sjæl. De halvt gravede grøfter og påbegyndte barrikader lå forladte hen. Frankernes overlegne styrke var forduftet.

Lodbrogsønnernes ran.indd 19

05/02/18 13.55

2

Det kan virke underligt, at jeg, der året forinden havde forsøgt at standse nordboernes hærgen i England, nu havde så let ved at plyndre blandt frankerne, især da jeg hurtigt havde tilegnet mig deres sprog.

Men jeg var ung og letpåvirkelig, og glæden over at være accepteret fik mig til at lukke øjnene for den død og elendighed, vi spredte. I dag er jeg en gammel mand, der af bitter erfaring har lært at undgå enhver unødig risiko, men dengang følte både Hastein og jeg os usårlige. På trods af at vi kastede os ud i det ene farlige eventyr efter det andet, slap vi godt fra det hele, og episoden ved Brissarthes kirke var et foreløbigt højdepunkt. Vi var derfor i højt humør, da vi nærmede os Hasteins fosterfar, Bjørn Jernsides, ø, der lå ud for kysten ved Loire­ flodens munding.

De lokale kaldte øen for Noirmoutier. Den var godt 16 mil lang og knap 10 mil på det bredeste sted. På dens vindblæste vestkyst lå ruinerne af et kloster, der engang havde været en god og stabil indtægtskilde for driftige mænd på togt, men munkene var forsvundet, længe før Bjørn Jernside havde taget Noirmoutier i besiddelse og omdøbt den til Thorsø. Vi nåede frem sent den fjerde dag, netop som lavvandet gjorde en lang tange i øens sydende landfast med kysten, og krydsede vadehavets fugtige sandbund, mens mågerne skreg deres misbilligelse ud over os. En stor flok bevæbnede mænd ventede i klitterne, da vi nåede øens smalle, stenede strand. Af antal var vores to grupper nogenlunde 20

Lodbrogsønnernes ran.indd 20

05/02/18 13.55

jævnbyrdige, men de var udhvilede, mens vi var trætte efter den lange march.

“Det er ikke hver dag, man ser vikinger på gåben,” grinede deres anfører, en kriger med brede skuldre, lyst hår og et forventningsfuldt smil.

“Det er heller ikke hver dag, folk vender tilbage med så rigt bytte som vi,” svarede Hastein.

“Så kunne det være, vi skulle lette jer for byrden.”

“Det var sikkert bedre for jeres helbred, om I lod være. Jeg er Bjørn Jernsides fostersøn, Hastein, og han undrer sig sikkert allerede over, hvor jeg bliver af.”

Mændene hørte til et par af de mange mandskaber, der i det tidlige forår havde anløbet stranden ved langfortet for at høre, hvor på fastlandet plyndringen var bedst. Som alle andre var de blevet skuffede, for stormændene på Thorsø havde for længst delt Loiredalen i territorier, og det gik ilde for enhver, der brød overenskomsten. De talte alvorligt sammen indbyrdes og blev modstræbende enige om, at det netop i dag var mest belejligt for dem at lade os drage videre i fred. Vi fortsatte nordpå gennem øens flade englandskab, der vuggede af mimoser og flimrede af eftermiddagens hede.

Hastein lod vores kammerater komme foran. Jeg ventede på at høre, hvad han havde at sige, for jeg kendte det tænksomme udtryk i hans markerede ansigt.

“Der er efterhånden kommet vel mange lykkeriddere og grønskollinger til Thorsø,” sagde han. “Som nu sveerne der.”

“Var de fra Sveariget?” spurgte jeg og så tilbage.

“Selvfølgelig var de det,” grinede han. “Kunne du ikke høre det på deres snøvlen og læspen?”

Jeg var vokset op i England, men min mor var daner. Selvom hun havde lært mig nordboernes sprog, havde jeg stadig svært ved at skelne mellem dialekterne.

“Og der er ingenting, der tyder på, at de har tænkt sig at drage hjem til efteråret,” fortsatte Hastein.

21

Lodbrogsønnernes ran.indd 21

05/02/18 13.55

“Det kan dårligt være anderledes. Bjørn Jernsides ry har fået mange til at tro, at de kan vinde gods og rigdom bare de holder sig i nærheden af ham.”

“Forhåbentlig bliver de klogere. Jeg har aldrig oplevet et magrere år. En skat som den, vi bringer med tilbage i dag, ville vi have grinet overbærende ad for ti år siden.”

“Jeg synes, det var et godt ran.” Jeg så efter godset, som nogle af de andre bar i en lædersæk mellem sig. “Og du ledte os som en rigtig jarl.”

“Vi var heldige. Havde grev Robert haft sin hjelm og brynje på, havde vi alle ligget i støvet nu. Jeg har stadig meget at lære, før jeg kan lede mænd i kamp.”

“Det kan ingen vel lære dig bedre end Bjørn Jernside?”

Hastein trak på skuldrene og gjorde en ærgerlig grimasse.

“Min fosterfar er efterhånden kun interesseret i at sidde på sin fede røv og samle sølv.”

“Han er ikke helt ung længere. Han er sikkert træt.”

“Jeg er træt. Træt af den her åndssvage ø og dens grimme indbyggere.”

Hastein og jeg var begge vokset op i selskab med rovdyr – jeg i en saxisk skov med en ægte ulveflok, han på Thorsø med havulve iklædt hjelm og brynje. Han havde ofte fortalt mig om sin barndom på den lille, flade ø: om de lange somre, hvor han havde svømmet ved stranden og fisket i de lavvandede bugter, om andejagt i vadehavet og kaninjagt i klitterne, om hans første plyndring af Nantes, der dengang havde været dårligt beskyttet, om ran på skibe, der forgæves havde forsøgt at liste sig op ad floden, og om baghold på handelsmænd, der havde været lige så rige som forsvarsløse. Jeg havde lyttet med store ører og en klump af misundelse i halsen, for jeg var ung og dum og hungrede selv efter at vinde ære og sølv. Da Hastein var 14, havde kaldet fra Bjørn Jernsides halvbrødre om at hævne Ragnar Lodbrogs død, revet ham op fra den sorgløse tilværelse. I to år havde han plyndret og erobret i England, og nu kunne han ikke længere finde sig tilpas på den lille ø.

“Har du set pigerne her på stedet?”

22

Lodbrogsønnernes ran.indd 22

05/02/18 13.55

Han slog ud med hånden mod en flok unge kvinder, der lå på alle fire i vadehavets mudder og søgte efter muslinger. I de lave marskområder midt på Thorsø udvandt de indfødte havsalt af lavvandede bassiner.

I øens nordende lå et par fiskerlejer, hvor man kunne købe alle slags fisk og skaldyr. De lokale levede i fred med nordboerne, men århundreders indavl havde gjort deres kvinder fladnæsede og hjul­benede.

“De tøser var fine nok, da jeg var yngre. Men nu, hvor jeg har været i England og Irland, er jeg blevet bedre vant. Her findes ikke længere nogen, jeg gider springe på.”

Om Hastein havde villet, kunne han let finde kønnere piger på fastlandet. Vi kendte begge den virkelige årsag til hans rastløshed, men undgik omhyggeligt at nævne den, mens vi nærmede os langfortets solide port midt i palisaden af vejrbidt tømmer. Hastein fik mændene ved brystværnet til at åbne for os.

“Hvor er min fosterfar?” spurgte han.

“Bjørn Jernside sidder ved bålet foran hallen,” lød svaret. “Vær forsigtig, for han har drukket siden midt på dagen.”

Et smil bredte sig i Hasteins ansigt. Jeg gættede hans tanker.

“Du vil da ikke diskutere med ham nu?” spurgte jeg. “Du ved, han bliver vanskelig, når han er fuld.”

“Bjørn Jernsides pirrelighed har sine fordele. Og han skal under alle omstændigheder have besked om vores ran.”

Enhver, der ranede i Frankerriget med Thorsø som base, måtte opgive en del af byttet til Bjørn Jernside. Det gjaldt også hans fostersøn.

“Gør, som du vil,” sagde jeg. “Jeg går hen og taler med broder Jarvis.”

“Hils den gamle kristenhund fra mig.”

Jeg forlod gruppen og fortsatte ad plankestien mellem volden og bebyggelsens udkant, mens jeg indsnusede den velkendte lugt af tjære, saltvand, fisk og røg. På de små jordlodder uden for de stråtækte hytter arbejdede håndværkere ved borde og bænke i solens sidste stråler med at fremstille alt fra sko, kofter og smykker til sværd, økser og skjolde.

Der var kun få kvinder og slet ingen børn, for Thorsø var en base, 23

Lodbrogsønnernes ran.indd 23

05/02/18 13.55

snarere end en bosættelse. Det var først efter, at Bjørn Jernside ti år tidligere havde taget langfortet i besiddelse, at der var blevet bygget permanente huse til overvintring inden for palisaden. Jeg gik hen mod det eneste hus med et kors på gavlen, bukkede mig og trådte tre trin ned gennem en lav dør. Den lille stue var gravet ud af jorden og foret med bjælker langs væggene.

“Har du fået omvendt nogen, mens jeg var borte?” spurgte jeg den krumryggede skikkelse, der knælede foran en kiste af slidt træ, som gjorde det ud for et alter. På låget stod et enkelt vokslys i en stage af tin.

“Jeg sætter som altid min lid til morgendagen.”

Broder Jarvis kom på benene, greb mig om underarmene og så kærligt op på mig. Rynkerne strålede fra øjenkrogene ud over kinderne.

“Hvordan gik det på fastlandet?” spurgte han. “Jeg nåede at blive urolig.”

Under hans sædvanlige mildhed mærkede jeg misbilligelsen over det ærinde, han vidste, at jeg havde været borte i.

“Grev Robert snusede sig frem til os og forfulgte os med sin hær,” sagde jeg. “Vi måtte søge tilflugt i en kirke. Den var noget større end din.”

Det lille grubehus var fire skridt på den længste led.

“Men greven lod jer slippe med skrækken?”

“Ikke godvilligt. Vi måtte kæmpe os fri, og det kunne let være gået galt. Færden kostede mange livet.”

Broder Jarvis nikkede, men bekymrede sig ikke meget over de døde hedninge. Det var noget andet, der interesserede ham.

“Fik det dig til at overveje din omvendelse?”

Han håbede stadig, jeg ville vende mig mod Hvide Krist, sådan som jeg havde gjort syv år tidligere. Det var Jarvis, der havde været min skriftefader, men min omvendelse dengang, i Skt. Cuthberts kloster ved Creca, havde mere været et spørgsmål om nødvendighed end om religiøs overbevisning.

“Ikke rigtigt,” svarede jeg. “Robert den Stærke fik en pil i øjet, og hans mænd flygtede, da de så hans lig. Vi fandt en skat under kirkegulvet og nåede tilbage uden vanskeligheder.”

24

Lodbrogsønnernes ran.indd 24

05/02/18 13.55

Broder Jarvis’ smil forsvandt. Han kløede sig i det tætte, hvide hår.

Som 50-årig var han det ældste menneske, jeg kendte – ældre end selv Bjørn Jernside – men han havde aldrig set så gammel ud som nu.

“Er grev Robert af Anjou død?” spurgte han.

“Og hvad så? Den gale krigskarl var vel ikke en af dine venner?”

“Nej, men han var troens ivrigste forkæmper på disse kanter.”

I en lejr fuld af hedninge kunne man med god ret undre sig over, at broder Jarvis fik lov at gå i fred. Men han var sårkyndig, behandlede enhver efter behov og krævede ikke anden betaling end lov til at fortælle lidt om Hvide Krist, hvad de fleste kunne bære over med. Derudover var han en dygtig sværdkæmper. Men især var han skriftefader for Thorsøs eneste anden sande kristne, der i det samme bankede på dørstolpen til hans kombinerede kirke og hjem.

“Broder Jarvis? Jeg forstyrrer vel ikke?”

“Du forstyrrer aldrig, kære barn. Kom indenfor.”

Engang havde Bella været den smukkeste pige i den lille, saxiske landsby, hvor jeg var vokset op. Nu var hun den smukkeste unge kvinde på Thorsø. Ansigtet var en regelmæssig oval omkring en lille, fregnet næse, fyldige læber og store, blå øjne. Det mørke hår hang tykt og blankt ned ad den ranke ryg. Bella var kun knap to år ældre end mig, men hun udstrålede en arrogant modenhed, der fik hende til at virke meget voksen. Min udsigtsløse forgabelse i hende havde varet fra det øjeblik, jeg første gang så hende bære to fyldte vandspande gennem landsbyen, til den nat et halvt år senere, hvor hendes far havde fortalt mig, at han også var min far.

Bella vidste ikke, at vi var halvsøskende. I det hele taget kendte hun ikke noget til mig. Vi havde aldrig talt sammen, hverken i England eller på Thorsø. Hun var jarlefrue, mens jeg var et anonymt medlem af havulvenes rå bølleflok. Jeg havde det bedst med, at det forblev sådan.

“Undskyld, Jarvis,” sagde hun og sendte mig et køligt blik. “Jeg vidste ikke, du havde gæster.”

Midt i flokken af krigere, der talte det nordiske fællessprog, holdt Bella stædigt fast i sit saxiske modersmål. Også Jarvis slog over i saxisk.

25

Lodbrogsønnernes ran.indd 25

05/02/18 13.55

“Rolf bringer nyheder fra fastlandet, men jeg er ikke sikker på, jeg kan bære at høre mere.”

“Der er ikke mere at fortælle,” sagde jeg, “og jeg skal ikke trænge mig på, når jarl Sigurds frue ønsker at skrifte.”

Bellas mand var den fornemme Sigurd Slangeøje. I kraft af det antal skibe, Sigurd Slangeøje ejede, og de mange krigere, hans besætninger bestod af, var han den næstmægtigste mand på Thorsø, og min bemærkning var ment som et tegn på respekt. Bella opfattede den som det modsatte.

“Hvad skulle jeg skrifte om?” spurgte hun hårdt. “Hvad regner du mig for, din stodder? En so, der spreder lår for alle og enhver?”

Bella havde en engels udseende og en gadeluders ordforråd. Og en løvindes hjerte, ville nogle sikkert tilføje.

“Det var ikke min mening at fornærme,” begyndte jeg.

“Broder Jarvis lærer mig at læse latin,” afbrød hun og betragtede mig med et blik, som var jeg en herreløs hund med skidt i pelsen. “Ingen bønner. Ingen skriftemål. Men jeg ved godt, hvad rygtet siger: at jeg angrer, fordi jeg puler med min mands lillebror Halfdan Hvidsærk. Er det ikke rigtigt?”

Sådan et spørgsmål fandtes der kun forkerte svar på, men jeg gjorde mig umage med at formulere mig så neutralt som muligt.

“Det er sandt, at nogle siger, det forholder sig sådan. Jeg er heldigvis for klog til at sladre om Halfdan Hvidsærk.”

“Men dum nok til at sladre om mig?”

Selv neutrale formuleringer kan tages ilde op. Jeg hostede og stammede en forfjamsket benægtelse.

“Du taler glimrende saxisk. Hvor har du lært det?”

Jeg kunne have bidt tungen af mig selv. Jeg så op og mødte hendes rolige blik. De store, himmelblå øjne ventede på svar.

“Jeg lærte saxisk i England, frue.” Det var kun en halv løgn. “De to sprog er ikke meget forskellige, for saxerne nedstammer fra angler og jyder, der kom til landet for hundredvis af år siden. Det er mest et spørgsmål om at vænne sig til at udtale ordene anderledes.”

26

Lodbrogsønnernes ran.indd 26

05/02/18 13.55

Det samme havde min mor i sin tid forklaret mig, men der fandtes ingen grund til, at jeg skulle gentage det nu. Ordstrømmen fik dog Bella til at miste interessen, og hun viftede med hånden som tegn på, at jeg kunne gå. Jeg skyndte mig gennem den lave dør og bildte mig ind, at jeg stadig kunne mærke hendes skarpe blik i ryggen, da jeg nåede ud i den lune aften.

I solnedgangen ventede to bredskuldrede skikkelser på mig foran broder Jarvis’ lille kirke.

Lodbrogsønnernes ran.indd 27

05/02/18 13.55

FORÅRET 868. En flåde på 80 skibe lægger ud fra Frankerrigets kyst og sætter kurs mod syd. Ombord er Rolf Rapkæft, hans ven Hastein, broder Jarvis og skjoldmøen Ylva – foruden lodbrogsønnerne Bjørn Jernside, Sigurd Slangeøje, Halfdan Hvidsærk og mere end 2.000 andre vikinger.

„Jeg har været rigtig godt underholdt af denne velfortalte fortæl-

Målet er det muslimske Spanien, hvor der efter sigende fin-

ling fra en svunden tid.“

des god plyndring. Mange byer falder og skibene fyldes med

Bogfidusen

sølv, men da maurerne går til modangreb, strander et enkelt

poetisk, troværdigt og med gen-

afsløre den skyldige.

nemtænkt plot og handling. Man bliver suget lige ind i det krigeriske

LODBROGSØNNERNES RAN bygger på virkelige

vikingeunivers fra første sætning.“

begivenheder og er andet selvstændige bind i Lasse Holms

Litfix.dk

succesfulde krimitrilogi om vikingerne.

„Spændingskurven er på plads.“

„Lasse Holms styrke som forfatteraf historiske spændingsromaner er, at han kan leve sig ind i fortidens tanker og gerninger.“ Politiken

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

Fyens Stifttidende

POLITIKENS FORLAG

RAN

skabet én for én, må Rolf tage al sin snilde til hjælp for at

LODBROGSØNNERNES

ran

LASSE

HOLM

ROMAN | POLITIKENS FORLAG

LASSE HOLM ( f. 1968) har tidligere udgivet de anmelderroste historiske krimier Romeren, Grækeren og Republikaneren, der udspiller sig i antikkens Rom. Lasse Holm er uddannet grafisk designer fra Grafisk Højskole i København og illustrerer selv sine romaner med smukke land- og bykort. Lodbrogsønnernes ran er andet bind i en planlagt trilogi, første bind, Lodbrogsønnernes hævn, udkom i 2017 og er solgt til udgivelse i Spanien, Tjekkiet og Rusland.

FOTOGRAF FRANNE VOIGT

skib i Middelhavet. Og da nogen begynder at aflive mand-

„Lasse Holm skriver eminent:

LASSE LODBROGHOLM SØNNERNES

De er alene på havet De er omgivet af fjender De har en morder ombord