Lodbrogsønnernes hævn

FORÅRET 866. En nordengelsk landsby bliver overfaldet af vikinger. På byens galgeplads står den dansk-saxiske dreng Wulf med løkken om halsen. Mens landsbyen brænder bag dem, tager angriberne ham med til deres ringborg og kalder ham Rolf.

Langsomt går det op for Rolf, at overfaldet på landsbyen ikke var tilfældigt: Den berømte viking Ragnar Lodbrogs fem sønner – Bjørn Jernside, Ivar Benløs, Sigurd Slangeøje, Ubbe Frillesøn og Halfdan Hvidsærk – er kommet til England for at hævne deres far, som er død af slangebid i den northumbriske kong Ællas varetægt.

et kapløb med tiden. Kan han nå at bevise kongens uskyld og forhindre den massakre, der truer i horisonten?

LODBROGSØNNERNES HÆVN bygger på virkelige begivenheder og er første del i en trilogi om den tidlige OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

vikingetid.

POLITIKENS FORLAG

LODBROGSØNNERNES

HÆVN LASSE

HOLM

ROMAN | POLITIKENS FORLAG

LASSE HOLM ( f. 1968) har tidligere udgivet de anmelderroste historiske krimier Romeren, Grækeren og Republikaneren, der udspiller sig i antikkens Rom. Lasse Holm er uddannet grafisk designer fra Grafisk Højskole i København og illustrerer selv sine romaner med smukke land- og bykort.

Lodbrogsønnernes hævn er første bind i en planlagt trilogi.

FOTOGRAF FRANNE VOIGT

og Rolfs egne hemmeligheder gradvist bliver afsløret, starter

HÆVN

Da brødrenes hævntogt udvikler sig til en storstilet invasion,

LASSE LODBROGHOLM SØNNERNES

Ragnar Lodbrog er død Hans fem sønner lever Og de vil have hævn

Af samme forfatter: POP!, roman og CD, 2004 Formateret, roman, 2007 Romeren, roman, 2014 Grækeren, roman, 2015 Republikaneren, roman, 2016

Lodbrogsønnernes hævn.indd 2

30/08/17 08.12

LODBROGSØNNERNES

HÆVN LASSE

HOLM

ROMAN | POLITIKENS FORLAG

Lodbrogsønnernes hævn.indd 3

30/08/17 08.12

Lodbrogsønnernes hævn.indd 4

30/08/17 08.12

Lodbrogsønnernes hævn.indd 5

30/08/17 08.12

Personliste

Alton

Smed i landsbyen Teurintone, far til Bella.

Bella

Teurintones smukkeste unge kvinde, Altons datter.

Bjørn Jernside

Ragnar Lodbrogs ældste søn, fosterfar til Hastein.

Brage Boddasøn

Mesterskjald og vidt berømt historiefortæller.

Egbert

Fangevogter i Eoforwics bispegård.

Eldrid

Reeve (borgmester) i Teurintone.

Halfdan Hvidsærk Ragnar Lodbrogs yngste søn.

Hastein

Bjørn Jernsides fostersøn.

Ingrith

Mor til Rolf/Wulf.

Ivar Benløs

Ragnar Lodbrogs snedigste søn.

Jarvis

Lægbroder og sårkyndig ved Skt. Cuthberts Kloster.

Kraka/Aslaug

Ragnar Lodbrogs anden kone.

Ladgerd

Skjoldmø og mor til Bjørn Jernside, bedstemor til Ylva.

Merton

Munk og kok ved Skt. Cuthberts Kloster.

Offa

Afdød munk og skriver ved Skt. Cuthberts Kloster.

Olav Hvide

Nordmand og jarl over Dyflin.

Osbert

Ekskonge af Northumbria.

Rolf/Wulf

Ingriths søn.

Selwyn

Munk og skriftlærd ved Skt. Cuthberts Kloster.

Sigurd Slangeøje

Ragnar Lodbrogs mellemste og langsomste søn.

Thora

Ragnar Lodbrogs første kone.

Ubbe Frillesøn

Ragnar Lodbrogs næstyngste søn.

Lodbrogsønnernes hævn.indd 6

30/08/17 08.12

Waltheof

Ambitiøs munk ved Skt. Cuthberts Kloster.

Ylva

Skjoldmø og jarl. Ragnar og Ladgerds barnebarn.

Ælla

Konge af Northumbria.

Æthelbert

Abbed ved Skt. Cuthberts Kloster.

7

Lodbrogsønnernes hævn.indd 7

30/08/17 08.12

Lodbrogsønnernes hævn.indd 8

30/08/17 08.12

Prolog

Han ryster af kulde i sit underjordiske fængsel. Hvor længe han har op­ holdt sig her, kan han kun gætte på. Det kan dreje sig om timer eller dage. Måske uger. Hans tidsfornemmelse er forsvundet i mørket.

En skarp hvinen får ham til at løfte hovedet. En fakkels orangegule flakken blænder ham fra hullet langt oppe. Han strækker sig mod lyset.

En hånd holder en sivkurv frem og tømmer den for indhold. Noget blødt rammer ham. Først tror han, det er tovender – stumper af reb, der snor sig om hans arme og skuldre, hvor de rammer. Så går det i et gys af ræd­ sel op for ham, at det er slanger.

Han skriger uvilkårligt og slynger de sky krybdyr fra sig. De snor sig over stengulvet mod brøndens sider. Med heftigt åndedræt står han stille og undersøger sig selv. Han er ikke blevet bidt. Hans tykke skindbenklæ­ der og læderkjortel har beskyttet ham.

Lemmen smækker, og mørket vender tilbage. Langs stengulvets buede sider kryber slangerne. Ligesom han selv kan de ikke undslippe.

Efter nogen tid hviner hængslerne igen. Denne gang vender han sig bort.

Han venter sig ikke længere noget godt oppe fra verden.

Til hans overraskelse kommer gyngen ned. Den skramler et par gan­ ge mod brøndens buede vægge, før den når ham. Han griber fat i dens træsæde. Nogen rykker i rebets anden ende – en utålmodig opfordring.

Langsomt, som frygter han at blive narret, lægger han armene gennem 9

Lodbrogsønnernes hævn.indd 9

30/08/17 08.12

løkken, trækker gyngen videre ned om sin overkrop og skubber sædet ind under sig.

Han bliver omgående belønnet. Hans skosåler slipper stengulvet. Et øjeblik nyder han suset af frihed i bevægelsen. Så står han midt i fak­ kelskæret. Stærke hænder griber ham fra begge sider og holder ham fast.

Hårdhændet og hastigt skærer de hans læderkjortel i stykker. Sprætter skindbenklæderne op. Kapper skoenes lædersnører. Til sidst står han nø­ gen foran sine to vogtere. Selvom mændenes ansigtstræk flyder ud for hans blik, kan han se, at en af dem har en stor blårød bule i panden.

Hænderne trækker i ham. Han tror, at han nu skal stilles for en skue­ ret, lytte til de opdigtede anklager og idømmes den på forhånd afsagte dom. Han vil møde dem med trods og hån. Han vil tage det hele med oprejst pande. Han har et kraftfuldt svar parat, til når de spørger, om han har noget at sige. Alt har han forberedt sig på – med undtagelse af det, der nu sker.

Jorden åbner sig under ham. Uden anden reaktion end et overrasket grynt forsvinder han fra dens overflade. En halv mandslængde nede strammer gyngens løkke hårdt mod hans bryst og armhuler, da den standser hans fald. Fortumlet hænger han frit i luften, mens det går op for ham, at han bliver sat tilbage i hullet. Et øjeblik efter står han igen på stengulvet. Dets kulde forplanter sig op gennem hans nøgne fodsåler.

Han gør sig fri og følger gyngens himmelflugt. Han skærmer for fakkel­ lyset med hånden og undrer sig over, at de ikke straks smækker lemmen i.

En fletkurv skygger for faklen. Kurven bliver vippet over ende.

Da slangerne rammer ham, bliver han grebet af panik. Han mærker et bid trænge gennem huden på sin ene ankel. Så endnu et bid i under­ armen. Og et tredje i låret.

Han ved, at det er slut.

Da lemmen bliver åbnet for tredje gang, er han knap nok ved bevidst­ hed. Hele hans krop snurrer og summer, som havde han myrer under huden. Hans øjenlåg er så hævede, at han knap kan se. Hans svælg har næsten lukket sig til. Stanken af opkast og afføring, som han ikke har været i stand til at holde i sig, får uvilkårligt skikkelserne deroppe til at 10

Lodbrogsønnernes hævn.indd 10

30/08/17 08.12

vige tilbage. Med sin sidste luft får han fremsagt den blanding af en forbandelse og et løfte, han har forberedt i mørket.

“Om grisene vidste, hvad galten må lide, til strid de stævnede og stor­ mede stien.”

Jeg var ikke selv til stede. Kun på anden hånd har jeg hørt, hvad der skete. Men jeg er overbevist om, at det var sådan, det gik til, da Ragnar Lodbrog kom af dage.

Og hans død førte til et kongeriges fald.

Lodbrogsønnernes hævn.indd 11

30/08/17 08.12

Lodbrogsønnernes hævn.indd 12

30/08/17 08.12

Første del Forår 866

Lodbrogsønnernes hævn.indd 13

30/08/17 08.12

Lodbrogsønnernes hævn.indd 14

30/08/17 08.12

1

Intet tydede på, at en massakre var nært forestående. I den stille morgen var himlen høj, blå og klar som overfladen på en nyfrossen sø.

Over markerne hang en halvgennemsigtig tåge af morgendis. Det lette, hvide tæppe, som forvandlede landskabets træer til fjerne skyggekæmper, bredte sig i bløde bølger ind mellem Teurintones lave hytter, smøg sig om deres vejrbidte vægge og efterlod, helt usædvanligt for det sene forår, et fint lag af rim på stråtagene og de flettede hegn. Fra røghullerne steg skrøbelige søjler til vejrs. Der var tændt op i ildstederne.

Menneskene krøb sammen om varmen og grøden.

Først da solen havde fået tilstrækkelig kraft til at jage tågerne bort, vovede landsbyfolkene sig frem én for én eller i små grupper. De voksnes rygge var krumme af hårdt markarbejde. Børnenes blikke var kuede af sult og tæv. Jeg iagttog dem gennem revnerne mellem plankerne i døren til hallen, hvor jeg ventede. Jeg lænede mig frem og lagde panden mod det solide træ. Da jeg så Eldrid nærme sig, rettede jeg mig op og trak vejret dybt ind.

De var muntre, da de kom ind til mig. Anledningen var for dem åbenlyst festlig, og de gjorde sig umage for at få det bedste ud af den.

Jeg missede mod lyset. Eldrid lagde en varm hånd på min skulder og nikkede mig med udenfor, hvor landsbyens godt 100 beboere stod samlet i en halvkreds. Tavsheden var trykkende.

Tøbruddet kom over et enkelt ansigt. Derefter et par mere. Til sidst 15

Lodbrogsønnernes hævn.indd 15

30/08/17 08.12

smilede de alle. Børnene bevægede sig friere. De lo og pjattede med hinanden. En flok drenge løb endda i forvejen mod den lave høj med det store egetræ på toppen, som udgjorde centrum i den ujævne ring af bygninger. Drengene havde fået til opgave at gøre alt parat til mig.

De snavsede ansigter strålede af stolthed. En enkelt – han hed Holl – mødte mit blik med klare blå øjne under det fedtede hår. Han rettede dog straks igen blikket mod jorden, som havde han tilsneget sig en æresbevisning, han ikke var berettiget til.

Et højtideligt øjeblik indtraf, mens Eldrid personligt gjorde de sidste forberedelser under egetræets lysegrønne bladhang. Så vendte han sig mod forsamlingen for at sige noget. Før ordene havde forladt hans læber, havde en anden lyd druknet dem. Et gutturalt, mangestemmigt brøl søndersled på et øjeblik formiddagens fred.

Teurintones indbyggere stod som lammede, mens mændene, der havde ligget i skjul, trængte frem mellem de lave, stråtækte huse og fortsatte hen mod forsamlingen. Først da de fremmedes leder – en bredmavet kæmpe med et stort, gråt fuldskæg – kløvede en tilfældig mands hoved med sin økse, greb panikken om sig. Bønderne forsøgte at flygte eller skjule sig, men ringen omkring dem var sluttet. Der var ingen steder at løbe hen.

Skingre angstskrig blandede sig med de dumpe lyde af sværdenes og øksernes nedslag. Nogle af ofrene sank på knæ og bad for deres liv, andre affandt sig med deres skæbne, alle blev de hugget ned for fode.

Blodet fra deres sår vædede jorden. Jeg stod uden at røre mig og så de små tragedier udfolde sig i den store.

Holl løb op mod mig, som håbede han, at jeg kunne beskytte ham.

Han blev fældet i forbifarten, faldt om i græsset og kæmpede et øjeblik for at komme på benene, før han sank sammen og udåndede.

Den kvinde, jeg først for nylig havde fundet ud af var min faster, undslap heller ikke. En mand, hvis flettede skæg blev holdt sammen i enderne af små knogler, borede en langkniv gennem hendes mellemgulv. Hendes slidte ansigt var en fortrukket maske af smerte. Hendes tavshed ramte mig hårdere end noget skrig.

16

Lodbrogsønnernes hævn.indd 16

30/08/17 08.12

Angribernes gråskæggede leder, som hverken bar læder eller ringbrynje, betragtede et øjeblik Eldrid og mig under egetræet. Hans blik gled roligt over vores ansigter. Med et udtryk, som udførte han en kedelig pligt, tog han sigte og kastede. Lyden, da øksen ramte midt i brystkassen, var hul, som et slag på en tromme. Med et støn faldt Eldrid om på jorden bag mig.

Gråskægs ansigt forrådte ingen følelser, mens postyret langsomt døde hen. Hans nussede uldkofte var kortærmet. Ringe af snoet sølv spændte fedtlaget på hans arme ind. Hjelmkantens mønstre forestillede to små slanger, der vred sig rundt om hans pande og spillede med de kløvede tunger over næsebeskytteren. Han standsede få skridt borte med vidtspredte ben og tommelfingrene stukket ind under bæltet, der holdt vommen oppe. Hans øjne, der lyste bleggråt under de buskede bryn, fulgte rebet fra den tykke gren over mit hoved og ned til løkken, der lå stramt om min hals. De hvilede et øjeblik ved mine sammenbundne hænder. Så gled hans blik videre ned til mine gedeskindsstøvler og endte ved den lille tønde, jeg stod på, og som han med et enkelt spark kunne få til at vælte og rulle bort.

“Vil du bjærge dit liv?” spurgte han mig på saxisk. “Eller vil du hellere hænges, sådan som dine frænder havde tænkt sig?”

Lodbrogsønnernes hævn.indd 17

30/08/17 08.12

2

Med den gråskæggede kæmpes spørgsmål begyndte mit lange livs rejse, der har forvandlet mig fra en ensom ung mand, forrådt og forladt af alle, til en stærk og mægtig jarl med en personlig hird på 300 mand.

Jeg har været på togt til fjerne riger. Jeg har set solen synke over Miklagårds tage og spir. Jeg har ført hænderne gennem græsset på Ruslands uendelige stepper, vandret mellem Norges høje fjelde, set en vulkan spytte røg og glødende sten over Islands barske landskab og kommanderet tusindvis af hærmænd i slag så store og blodige, at kun de færreste forstår deres omfang og grusomhed. Jeg har oplevet mere end de fleste. Jeg står ikke tilbage for kejseren af det mægtige Fran­ kerrige i hverken rigdom eller ry. Og dog ved jeg, mens jeg i mit livs aften skriver disse linjer, at jeg aldrig har følt noget så stærkt som den livsglæde, der strømmede gennem mig, da jeg stod på tønden i den fattige saxiske landsby med rebet om halsen og forstod, at mit liv var reddet ved en usandsynlig tilfældighed, som kun kunne skyldes gudernes indgriben, og at jeg i dette øjeblik havde deres fulde bevågenhed; for de nordboer, som fra tid til anden hærgede på egnen, havde aldrig før talt saxisk, ligesom de kun sjældent havde ofret fattige bønder og deres magre afgrøder nogen opmærksomhed. Deres mål havde altid været klostrene med deres relikvier af sølv og ealdormændenes storgårde med deres rigdom af husdyr og forråd. Gråskægs spørgsmål var lige så uventet, som massakren i landsbyen var usædvanlig. Jeg gjorde 18

Lodbrogsønnernes hævn.indd 18

30/08/17 08.12

mig umage for at svare ham på en måde, som jeg forestillede mig ville vække hans interesse.

“Om jeg har et valg, vælger jeg livet.”

Jeg sporede for første gang en følelse i hans blik. Det var overraskelse.

“Hvordan går det til, at du taler vores sprog?” spurgte han.

“Er det svaret på det spørgsmål, der kan frelse mig?”

“Næppe,” brummede han. “Men måske dit lokalkendskab kan.

Kender du din konges by?”

Jeg havde stadig løkken om halsen. Gråskægs højrefod kærtegnede tønden. Jeg overvejede ikke mit svar længe.

“Vi saxere kalder byen for Eoforwic. Og selvfølgelig kender jeg den.

Jeg kender hver en vej og sti i Northumbria.” Han så på mig med tvivl i blikket, så jeg smurte tykkere på. “Faktisk har jeg rejst over hele Anglerland.”

Min brug af nordboernes eget ord for England overbeviste ikke Gråskæg. Måske vidste han, at kun thegner og ealdormænd havde lov at begive sig uden for deres herreder. Tønden knagede under mine fødder. Løkken strammede om min hals.

“Skt. Cuthberts Kloster i Creca ligger meget nærmere end Eofor­ wic,” fortsatte jeg, ængstelig for, om gudernes gunst havde været kortvarig og forbigående, som det så ofte er tilfældet. “Det er det rigeste kloster på egnen. Munkene har relikvier af massivt sølv. Bogomslag dækket af ædelsten. Forgyldte bægre med glasperler.”

“Ser man det.”

Den gråskæggede kæmpes ansigt forblev neutralt. Han tænkte sig om et øjeblik, før han vendte sig og kaldte.

“Ylva!”

En bredskuldret kriger, der som den eneste i flokken ikke havde skæg, og hvis blonde hår hang ud under hjelmkanten i uglede totter, nærmede sig.

“Ylva, hvordan er det nu, det forholder sig med skattene fra Skt. Cuthberts Kloster?”

19

Lodbrogsønnernes hævn.indd 19

30/08/17 08.12

Det var en kendt sag, at nordboerne havde besynderlige navne, så det var først, da den glathagede svarede, jeg spærrede øjnene op. Stemmen var lys og syngende. Den tilhørte en kvinde.

“Fadene pryder væggene i min families hal,” sagde hun. “Bægrene drikker jeg min mjød af hver vinter. Sølvskrinet med den røde ædelsten bruger min mor til sine kvindeting, og det store bronzespejl sidder min søster længe foran hver morgen, skønt der ikke er meget for hende at beundre i det. Hvad vedkommer det dig?”

Mens kvinden talte, havde hun taget sin hjelm af og afsløret, at hun langtfra var nogen skønhed. Hendes ansigt var groft og kantet, kinderne arrede og øjnene små og tætsiddende. Den flade brystkasse forrådte ingen former under ringbrynjen, og hun var ikke helt ung. Jeg anslog hende til at være midt i tyverne.

“Fordi bondedrengen her påstår,” svarede Gråskæg, “at Skt. Cuthberts munke stadig har mere gods tilbage end det, du skaffede dig for ti år siden.”

Nu havde jeg også de andres opmærksomhed. Flokken trak sammen under egetræet og betragtede mig med undren, på trods af at jeg ikke var nær så sælsomt et syn som de selv.

Mændene var skæggede og langhårede. Deres tøj og udstyr vidnede om mange tilfældige plyndringer. Nogle havde ubestemmelige hovedtøjer med buler og huller, andre var barhovedede, mens atter andre, som Ylva og Gråskæg, havde fornemt tilvirkede hjelme med mønstre og øjenbeskyttere. Deres våben var lige så forskelligartede som deres klædedragter; forsirede nordiske jernøkser og spyd hang fra de barkede næver ved siden af fine frankiske eller irske sværd af stål med korsformede skæfter i forsølvede skeder. Hvis ikke flokken netop havde slået en hel landsbys befolkning ihjel på få øjeblikke, kunne man have taget dem for en flok omrejsende gøglere.

“Passer det, at klosteret har flere skatte?” spurgte Ylva og kløede sig i det blonde hårs ustyrlige høstak. Hun smilede med en række store, uregelmæssige tænder, da hun registrerede min overraskelse over hendes køn.

20

Lodbrogsønnernes hævn.indd 20

30/08/17 08.12

“Munkene har en hemmelig krypt,” svarede jeg, “hvor de gemmer deres værdifuldeste relikvier, mens de lader nogle småting stå fremme for at narre ransmænd.”

“Det var nok værd at finde ind til sandheden i den historie,” sagde hun med noget, der lignede hunger i blikket.

“Det var det sikkert,” brummede den gråskæggede kæmpe, “og mange andre end du bør få glæde af det. Men vores opgave her er en anden, og det er derfor bedst, hvis du og andre nysgerrige holder jer i skindet og lader munkene være i fred indtil videre.” Han hævede stemmen og henvendte sig til alle. “Er det forstået, manne?”

Modvilligt brummede og nikkede flokken. Ylva var den eneste, der protesterede. Hendes læderkofte knirkede, da hun lagde armene over kors. Uden på de lange ærmer glimtede sølvarmringene i solen.

“Hvis munkene har flere skatte tilbage, tilhører de mig og mine nordmænd, som plyndrede dem for ti år siden og ikke fik det hele med. Det ville være uret, om vi nu skulle dele med andre.”

Gråskæg klemte de bleggrå øjne sammen og så på den bredskuldrede kvinde.

“Det bytte,” brummede han roligt, “som du dengang nåede hjem med, tilhører dig, hvis du kan holde på det. Det, du efterlod her i England, er hvermandseje. Jeg må minde dig om, at du har svoret samme ed som vi andre. Hvis du nu er til sinds at bryde den, må du tage konsekvenserne.”

Ylva og Gråskæg stirrede en tid på hinanden. Hans blik var fast og uudgrundeligt. Hendes var fuldt af overvejelser og betænkeligheder.

Til sidst slog hun ud med armene.

“Det er et held,” sagde hun, “at jeg er så skikkelig. Andre kunne let finde på at tage den slags ord ilde op og udfordre dig til holmgang.”

“Så kommer din skikkelighed os begge til gode,” svarede han, “for tvekampe fører tit til et farligt besvær for den vindende part, når taberens familie vil have erstatning. Men i dit tilfælde ville der i det mindste ikke blive tale om mandebod.”

Et øjeblik var jeg sikker på, Ylva ville trække sværdet, men hun åd 21

Lodbrogsønnernes hævn.indd 21

30/08/17 08.12

vreden i sig og sagde: “Jeg tager mig gerne af fangen og ser til, at han ikke stikker af.”

“Det kan jeg forestille mig. Men jeg tror nu, vores fælles mål er bedre tjent med en anden vogter.” Uden at slippe hende med blikket råbte han: “Hastein! Kom.” Råbet blev mødt med tavshed. De øvrige mænd så sig omkring med spørgende blikke.

“Hastein!” brølede kæmpen.

Fra smedjens lave dør tumlede en spinkel skikkelse frem i lyset. En ung mand på min egen alder holdt sine benklæder oppe med den ene hånd, mens han med den anden famlede efter sit sværd, der stod lænet op ad dørstolpen.

“Hvad laver du derinde, Hastein?”

Ynglingens ansigtshud var glat og fin. Hans spredte skægvækst, der var koncentreret om hagen, og de lange lokker af pandehår, som stak ud under hjelmkanten, havde samme farve som hø. Han tøvede, men rakte så armen ind bag døren og trak en kvinde frem. Jeg gispede uvilkårligt ved synet af landsbysmeden Altons datter, Bella, og hendes regelmæssige, ovale ansigt med den lille næse, de fyldige læber, de store blå øjne og det lange mørke hår. Hun havde holdt sig skjult i sin fars smedje under angrebet. Nu havde skæbnen alligevel indhentet hende.

Den gråskæggede vraltede tungt ned fra højen, standsede få skridt fra det umage par og tog Bella i øjesyn.

“Er tøsen jomfru?” spurgte han.

“Det ved jeg ikke.” Et gavtyvesmil gled over den unge mands tynde læber. “Du gav mig jo ikke tid til at springe på hende og undersøge det.

Men den sag kan jeg hurtigt tage mig af.”

Bella krøb sammen uden at forstå ordene, skræmt over ligene på jorden foran hende.

“Ylva,” sagde den gråskæggede over skulderen, “jeg har alligevel en opgave til dig. Du tager dig af tøsen.”

Krigerkvinden nikkede tavst, kom nærmere og knyttede næven om 22

Lodbrogsønnernes hævn.indd 22

30/08/17 08.12

Bellas spinkle overarm. Et fortroligt nik fik hende til at føje sig. De to kvinder blev standset af Hasteins greb i Bellas anden arm.

“Det var mig, der fandt hende,” sagde han og fattede med sin frie hånd om sværdskæftet. “Hun er mit bytte.”

Der var ikke samme trussel i Gråskægs blik, da han betragtede Hastein, som der havde været, da han et øjeblik tidligere havde nidstirret Ylva. Det virkede snarere, som om den store, bredmavede høvding morede sig over den unge mands opsætsighed.

“Godt da,” afgjorde han. “Eftersom du var skarpsindig nok til at undersøge husene, har du vel fortjent at beholde, hvad du fandt. Men hvis hun er jomfru, må du nøjes med mindre, og du ved meget vel hvorfor. I mellemtiden har jeg en anden opgave til dig.”

Da dette var på plads, var Hastein ivrig efter at leve op til den tillid, han blev vist. Sammen med Gråskæg gik han gennem flokken af krigere hen mod mig under egetræet.

“Det ser ud, som om han har været en tur på bålet,” sagde han og betragtede de halvt lægte brandsår på mine hænder, mit svedne tøj og mit hår, der strittede, hvor flammerne havde slikket det. “Hvorfor skulle han hænges?”

“Det spiller ingen rolle, hvad saxerne havde af udestående med ham. Han er lokalkendt og taler vores sprog. Tag ham ned, og pas godt på ham.”

“Stol på mig, Bjørn Jernside.”

Navnet fik mig til at stivne.

Mens Hastein fjernede løkken om min hals, og de øvrige nordboer med skødesløse bevægelser slyngede brændende kævler fra hytternes bålsteder op på de stråtækte tage, havde jeg kun øje for den bredmavede høvding, der vraltede rundt og ledte ødelæggelserne.

Hvis Gråskæg var identisk med den navnkundige Bjørn Jernside, hvis plyndringstogt mod Frankerrigets hovedstad, Paris, munke og præster havde talt så meget om få år tidligere, varslede det ilde for Northumbria.

Lodbrogsønnernes hævn.indd 23

30/08/17 08.12

FORÅRET 866. En nordengelsk landsby bliver overfaldet af vikinger. På byens galgeplads står den dansk-saxiske dreng Wulf med løkken om halsen. Mens landsbyen brænder bag dem, tager angriberne ham med til deres ringborg og kalder ham Rolf.

Langsomt går det op for Rolf, at overfaldet på landsbyen ikke var tilfældigt: Den berømte viking Ragnar Lodbrogs fem sønner – Bjørn Jernside, Ivar Benløs, Sigurd Slangeøje, Ubbe Frillesøn og Halfdan Hvidsærk – er kommet til England for at hævne deres far, som er død af slangebid i den northumbriske kong Ællas varetægt.

et kapløb med tiden. Kan han nå at bevise kongens uskyld og forhindre den massakre, der truer i horisonten?

LODBROGSØNNERNES HÆVN bygger på virkelige begivenheder og er første del i en trilogi om den tidlige OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

vikingetid.

POLITIKENS FORLAG

LODBROGSØNNERNES

HÆVN LASSE

HOLM

ROMAN | POLITIKENS FORLAG

LASSE HOLM ( f. 1968) har tidligere udgivet de anmelderroste historiske krimier Romeren, Grækeren og Republikaneren, der udspiller sig i antikkens Rom. Lasse Holm er uddannet grafisk designer fra Grafisk Højskole i København og illustrerer selv sine romaner med smukke land- og bykort.

Lodbrogsønnernes hævn er første bind i en planlagt trilogi.

FOTOGRAF FRANNE VOIGT

og Rolfs egne hemmeligheder gradvist bliver afsløret, starter

HÆVN

Da brødrenes hævntogt udvikler sig til en storstilet invasion,

LASSE LODBROGHOLM SØNNERNES

Ragnar Lodbrog er død Hans fem sønner lever Og de vil have hævn