Page 1

Gitte Løkkegaard

GITTE LØKKEGAARD (f. 1963) er forfatter og journalist og var i en årrække tilknyttet Danmarks Radio, hvor hun blandt andet lavede programmerne P4 i P1, Strax og Løkkegaards. Hun har skrevet flere børnebøger, blandt andet MGP missionen (2009) og Victoria Roses to liv (2015). Hun er også forfatter til biografierne Tine Bryld – et lettere kaotisk ridt (2009) og Sten Hegeler – dobbeltbastarden (2015).

i samarbejde med Gitte Løkkegaard

Selvom man ikke nødvendigvis skærer sig på 50-årsdagens skarpe hjørne, opdager de fleste kvinder i årene efter, at de alligevel har fået en lille rift. Gradvist erkender man, at følelsen af usårlighed ikke er så triumferende som før, at kroppen trods jernvilje og pilatesøvelser er kodet til at forgå, og at der bliver kigget henover hovedet på en i flere af livets sammenhænge. Det, man aldrig havde troet skulle ske for én selv, indtræffer skamfuldt nok: Man ældes. Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet er alle kendt som stærke kvinder med masser af succes. Alligevel har de hver især oplevet den aldersbestemte modstand, som mange kvinder halvtreds plus føler sig ramt af. En modstand, som finder sted både åbenlyst og i det skjulte, men som det ikke desto mindre er muligt at gå op imod. I en åbenhjertig og uhøjtidelig samtale med Gitte Løkkegaard, der strækker sig over et halvt år, deler de deres erfaringer, tanker og refleksioner om kvindeliv og det at blive ældre i en ungdomsfikseret verden. De snakker om kærlighed, sex og lidenskab. Om overgangsalder og forfald, om livsglæde og livsfylde. Om hvordan man møder sin alder med værdighed og nysgerrighed og om at forlige sig med døden, hvilket i løbet af den lange samtale bliver helt konkret, da sygdom pludselig rammer.

Omslagsfotos: Les Kaner

Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet

POLITIKENS FORLAG

Samtaler om kvindeliv, kærlighed og kunsten at leve til allersidste suk

Hanne-Vibeke: Når man går ind i livet – og er i sin ungdom, så står alle dørene åbne. Man har masser af tid og kan gå ind i hvert eneste rum og prøve lidt af det hele: En kjole her, en mand der, en bog her og et job der. Når man så med tiden kommer længere ned ad gangen, finder man flere af dørene lukkede – og der bliver mørkere, så man får sværere ved at se dem. Sådan tror jeg, mange kvinder oplever den her livsfase. Efter de halvtreds. Men så tænker jeg: Er det rigtigt? Er de døre virkelig lukkede? Og er der nogle døre, vi slet ikke får øje på? Udfordringen nu er jo at få kastet noget lys ned for enden af gangen, så man stadig kan se, at der er døre. Det kan godt være, at de ikke står pivåbne, men det er ikke sikkert, de er låste. Mange af os giver måske op på forhånd og tager ikke engang i dørhåndtagene. Men hvis vi nu gjorde det, så kunne det jo være, at vi sagtens kunne komme ind – stadigvæk. Og bag dørene er der måske stadig dejlige mænd, gode bøger, intense oplevelser og givende jobs.

Citat fra bogen


2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 2

20/04/2017 12.05


LIVSMODIG Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet i samarbejde med

Gitte Løkkegaard

POLITIKENS FORLAG

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 3

20/04/2017 12.05


2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 4

20/04/2017 12.05


Forord 6 De fire samtalepartnere 9 Prolog 13 1 Midaldrende, ældre … eller slet og ret gammel 17 2 Nu stopper festen … eller 23 3 Om hamsterposer og rynkeboller 29 4 Er vi blevet usynlige? 43 Fire hurtige om overgangsalder 5 Aldersfascisme eller bare god gammeldags diskrimination 61 6 Døden – livets antitese 83 Fire hurtige om gravstene 7 En såret kriger 102 8 En søgen efter mening 114 9 I medgang og modgang … eller en ad gangen 119 10 Sex, lyst og tabuer 137 11 Ansigt til ansigt med døden 152 12 Erfaringer med nattens dæmoner 159 Fire hurtige om tro 13 Må vi selv vælge døden? 165 14 Kønskamp igen, igen 179 15 Livet skal leves til allersidste suk 207 Fire hurtige om konkret livsmod 16 Om visdom og livsfylde … og hvordan man undgår at blive træls 221 Fire hurtige om meningen med livet

5

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 5

25/04/2017 13.47


FORORD

Jeg gik ærlig talt og hang lidt med næbbet. Jeg var ikke decideret deprimeret eller ulykkelig. Der var mere tale om en slags stille rådvildhed. Jeg havde en fornemmelse af at være i transition. På vej mod en ny måde at være til i livet på uden at vide, hvordan det ville komme til at se ud, eller hvordan det ville føles. Det var således ret diffust, men jeg vidste dog, at det handlede om alder. Om pludselig at have ramt halvtredserne og slet ikke at være i ro med det. Det handlede ikke kun om, at mine hænder begyndte at ligne min mors, eller at huden slap knoglerne og fik sit eget skvulpende liv. Heller ikke kun om, at min ældste søn flyttede hjemmefra, ligesom det var vemodigt, men ikke ubærligt, at leve med bevidstheden om, at tiden, hvor man kunne varme sig i ukendte mænds begærlige blikke, definitivt var ved at være forbi. Det handlede selvfølgelig også om alt det, men det var alligevel, som om jeg sloges med noget andet og mere end løs hud, snart voksne børn og en tiltagende usynlighed. Det føltes tungere og mere grundlæggende. Jeg havde en udefinerlig fornemmelse af at føle mig svækket. Der var ikke længere den samme selvfølgelighed og sikkerhed i mit møde med dage og mennesker. En underlig form for skamfuldhed havde sneget sig ind, og det undrede mig. Skulle det nu – ud over alt det andet – også være skamfuldt at blive ældre. Det gav ingen mening. I netop den periode blev jeg kontaktet af Ritt Bjerregaard, der spurgte, om jeg ville redigere en bog om det at være kvinde efter de halvtreds. De fire, der ville dele ud af deres erfaringer, var Anne Linnet, Hanne-Vibeke Holst, Christine Antorini og hende selv. Jeg var fristet. For det var jo det,

6

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 6

20/04/2017 12.05


jeg gik og lagde arm med – at være kvinde efter de halvtreds, og jeg vidste, at jeg på et tidspunkt måtte gå ind i den før beskrevne rådvildhed – med hovedet først. Samtidig var jeg betænkelig. For de her fire var – og er – ressourcestærke powerkvinder med så meget, der kører for dem – også ind i + alderen. Skulle de kunne nå ud til mindre privilegerede medsøstre? Til kvinder, der var begyndt at vende blikket mod jorden, som jeg? De fire tog mine betænkeligheder meget alvorligt. De ved godt selv, at de hører til i en bestemt gruppe. Men de overbeviste mig om dette: At være kvinde – fra overgangsalderen og fremefter – har karakteristika, som er ens for alle. Den modstand, ældre kvinder møder, er strukturel, historisk, kulturel og normativ, og den eneste vej frem og ind i alderdommen er samtale og erkendelse. Jeg sagde ja. Og siden da har de fire kvinder mødtes adskillige gange. De har udvekslet erfaringer, formidlet sig selv og givet hinanden både omsorg og modspil, mens jeg har siddet på sidelinjen. Dette er ikke en selvhjælpsbog, der oplister ti gode råd til et optimalt liv efter de halvtreds. Det er en samtale, der handler om vores måde at eksistere på – en diskussion om, hvordan vi træder ind i den her alder med værdighed, nysgerrighed og en bevidsthed om vores helt særlige alderstegnende styrker. Jeg er glad for, at jeg sagde ja. De fire havde ret. Det er i erkendelsen og samtalen, at guldet ligger. Jeg synes, jeg igen har løftet mit blik op og ud mod verden, og det er mit håb, at andre kan få den samme oplevelse. Gitte Løkkegaard Marts 2017

7

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 7

20/04/2017 12.05


For samfundet fremtræder alderdommen som en slags hemmelig skam, som det er ublufærdigt at tale om. Om kvinden, barndommen og ungdommen findes der på alle områder en overflod af litteratur; men bortset fra specialafhandlinger er det sjældent, der hentydes til alderdommen. Simone de Beauvoir Uddrag fra Alderdommen

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 8

20/04/2017 12.05


DE FIRE SAMTALEPARTNERE

RITT BJERREGAARD Født i 1941. Pensioneret politiker. Tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær. Har været gift med Søren i halvtreds år. Forholdet har altid været åbent, og begge parter har haft kærester ved siden af ægteskabet. Parret har ingen børn. Ritt blev diagnosticeret med tarmkræft i 2015.

ANNE LINNET Født 1953. Komponist og sanger. Har tre voksne biologiske børn. En datter og en søn med sin tidligere mand, Holger og en søn fra et tidligere forhold med en kvinde, Anne-Mette, hvor den biologiske far hedder Mads. Endvidere har hun to voksne adoptivbørn. De sidste otte år har hun levet i forhold med Tessa, og sammen har de to børn på henholdsvis seks og tre år. Parret har i perioder været fra hinanden.

HANNE-VIBEKE HOLST Født i 1959. Forfatter. Har levet i monogamt forhold med Morten igennem enogtyve år. Sammen har de en søn på tyve, og derudover har hun to voksne børn fra et tidligere ægteskab.

CHRISTINE ANTORINI Født i 1965. Politiker, tidligere sekretariatschef for Forbrugerinformationen og tidligere undervisningsminister. Single på ottende år. Har to voksne børn fra sit første ægteskab med Jan. Blev skilt og sidenhen gift med Henrik, med hvem hun levede i en sammenbragt familie, indtil de blev skilt i 2009.

9

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 9

20/04/2017 12.05


2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 10

20/04/2017 12.05


ODSHERRED AUGUST 2016 De har sat hinanden stævne på Dragsholm Slot, der ligger imposant og selvbevidst med udsigt ud over Sejerøbugten. Hanne-Vibeke og Christine har kørt i én bil. Ritt og Anne i en anden. De ankommer præcist. Godt nok har de aftalt at lægge roligt ud med en frokost, inden de begynder på arbejdet, men disse fire kvinder har levet lange liv med travle kalendere og mange deadlines, og de kunne ikke drømme om at spilde andres tid ved at komme slentrende ti minutter for sent. Eller det vil sige, det kunne Anne Linnet måske godt, hvis hun ikke lige var blevet holdt i kort snor af Ritt Bjerregaard, som hun har fulgtes med fra København. Det skal i hvert fald vise sig at være mønsteret de næste dage, hvor Anne som regel er den sidste, der ankommer til de aftalte møder. De andre tre vil sidde parat, når hun gør sin entré: ”Nå,” vil hun sige med sin velkendte hæse stemme: ”Er vi klar?”, og de andre vil smile til hende. Selv Ritt, der er mest kompromisløs med punktligheden. Det er tydeligt, at de kender hinanden, holder af og bærer over. Det er lige så tydeligt, at de har glædet sig. Allerede på vejen fra parkeringspladsen op til slottet går snakken muntert og dansende mellem dem. Den fortsætter ind igennem receptionen, videre op i restauranten og holdes skiftevis i gang af to eller tre, mens den fjerde er optaget af at få en jakke af, studere et menukort eller bestille et glas vin. Der skal høres detaljer om resultaterne fra Ritts seneste scanning, som viste, at metastaserne var blevet lidt mindre, Hanne-Vibeke får anerkendelse for, at hun for første gang har udsat en bogudgivelse, fordi hun ikke orkede at stresse sig igennem den sidste fase, Christine får udelt opmærksomhed, da hun fortæller om personlige overvejelser i forhold til en svær politisk situation, og Anne bliver beordret til at fortælle om den seneste udvikling på hjemmefronten, hvor hun er flyttet tilbage sammen med sin kæreste, der er biologisk mor til de to yngste af Annes syv børn. En helt almindelig hurtig opdateringsrunde blandt veninder, inden båndoptageren bliver tændt, og de vil blive bedt om at holde sig til de afgrænsede temaer. De har lovet hinanden at være fuldstændig ærlige. Om kvindelivet efter de halvtreds. Der er en forventningsfuld stemning i rummet. Koncentration. Båndoptageren kører.

11

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 11

20/04/2017 12.05


2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 12

20/04/2017 12.05


PROLOG

Hanne-Vibeke: Jeg har sådan et billede i mit hoved: Af en lang gang med mange døre, der alle gemmer på noget forskelligt. Bag én dør er der et bibliotek fyldt med bøger, bag en anden er der en masse kjoler, bag en tredje forskellige spændende jobs, bag en fjerde mulige elskere eller kærester. Og når man går ind i livet – og er i sin ungdom, så står alle dørene åbne. Man har masser af tid og kan gå ind i hvert eneste rum og prøve lidt af det hele: En kjole her, en mand der, en bog her og et job der. Når man så med tiden kommer længere ned ad gangen, finder man flere af dørene lukkede – og der bliver mørkere, så man får sværere ved at se dem. Sådan tror jeg, mange kvinder oplever den her livsfase. Efter de halvtreds. Men så tænker jeg: Er det rigtigt? Er de døre virkelig lukkede? Og er der nogle døre, vi slet ikke får øje på? Udfordringen nu er jo at få kastet noget lys ned for enden af gangen, så man stadig kan se, at der er døre. Det kan godt være, at de ikke står pivåbne, men det er ikke sikkert, de er låste. Mange af os giver måske op på forhånd og tager ikke engang i dørhåndtagene. Men hvis vi nu gjorde det, så kunne det jo være, at vi sagtens kunne komme ind – stadigvæk. Og bag dørene er der måske stadig dejlige mænd, gode bøger, intense oplevelser og givende jobs. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi kvinder over halvtreds bliver ved med at visualisere, at der er åbne døre i den korridor, og at verden stadig er mangfoldig. Den er der jo endnu. Verden. Det er en perception – en forestilling, vi har, at den lukker ned. Det er op til os selv at være opdagelsesrejsende i

13

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 13

20/04/2017 12.05


vores eget liv. Der er faktisk ikke nogen, der siger: ”Nå, lille ven, nu er du syvoghalvtreds, så er døren låst.” Der er jo trods alt ikke adgang forbudt i livet for ældre mennesker. Anne: Det er et fint billede, men jeg oplever faktisk slet ikke, at de døre er lukkede. Og jeg er treogtres. Christine: Men det er måske også, fordi du er selvstændig – og mest til piger. For når kvinder i halvtredserne og opefter taler om usynlighed, så er det nok mest i forhold til arbejde og mænd. Hanne-Vibeke: Det er klart, at der er alle mulige undtagelser og nuancer, men det, jeg bare vil frem til, er, at vi selv må skaffe os adgang. Vi får den ikke tildelt, for samfundet tilhører de unge. Og ikke bare de helt unge, men især de unge fra den højproduktive alder. Og vi kan stå og hoppe og danse lige så meget, vi vil, men de ser os jo ikke. Eller de overser os. Det er ikke bevidst, men de regner os bare ikke for noget. De synes, vi ser gamle ud, at vi er grimme, og vi er … altså de synes bare ikke, vi er interessante. Anne: Nu du siger det, så kommer jeg i tanke om en sjov historie. Jeg gik på en strand med min ældste datter, da hun var en ti-elleve år, og så sagde hun pludselig: ”Jeg synes, alle dem over fyrre skal skydes, for de er grimme.” ”Hvad så med mormor?” spurgte jeg. ”Nej, selvfølgelig ikke mormor.” Og mange år senere, hvor vi også var ude at gå tur, så huskede jeg hende på, hvad hun havde sagt, og så sagde hun: ”Men helt ærligt, mor, fortæl mig lige: Hvad er egentlig det fede ved at blive ældre?” Så sagde jeg: ”Det skal jeg sige dig … jeg nævner i flæng …” – og så kom der ikke mere. Der blev helt stille, og så brød vi bare sammen af grin. For jeg kunne ikke komme i tanke om noget. Jeg omgiver mig faktisk mest med unge mennesker. Jeg søger dem ubevidst. Den energi, der er i ungt selskab, tiltaler mig, og jeg har jo overlevet den ene generation af musikere efter den anden. Der er bare mere knald på de unge. Energien bliver ofte sløvere og mere tilbageholdende, når folk bliver ældre.

14

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 14

20/04/2017 12.05


Ritt: Det tror jeg, du har ret i, Anne, og jeg synes altså heller ikke, vi skal sidde her og lade, som om vi helt kan afskaffe alderdommen. Der er nogle ting, vi ikke kan gøre noget ved. At vi ikke har så mange kræfter for eksempel. Det er godt at snakke om, hvad vi kan gøre for at holde os i gang og livsmodige, men vi kommer bare ikke uden om, at der er en tristhed indbygget i det at blive gammel. Man kan se på sin krop, at den forfalder, man kan se på musklerne og huden, at man ældes – og man ved, at det kun bliver værre. Men samtidig har du jo ret i det med dørene, Hanne-Vibeke. Det handler om at finde en strategi. Vil man gå op i den tristhed, eller vil man sige, som jeg gør, at det gider jeg simpelthen ikke beskæftige mig for meget med. Det kan godt være, jeg ikke kan det og det, men så kan jeg det og det. Jeg dør nok ikke af, at jeg ikke kan gå i ærmeløse kjoler mere. Altså, det kunne jeg jo godt, men det er blevet lidt kønnere med et par små ærmer, og så går jeg i det. Det er jo en detalje og ikke spor vigtigt. Christine: Jeg er enig. Og hvis jeg skulle prøve at spidsformulere, hvad der er det allervigtigste for mig at nå frem til i den her samtale, så er det, at man må være bevidst om, hvordan man får mest muligt ud af den tid, vi har her på jorden. Man må træffe nogle afklarede valg og ikke udsætte noget. Det er sindssygt vigtigt for mig. Min mor var noget yngre end min far, og de troede begge to, at han ville dø lang tid før hende. Hun havde mange planer om, hvordan hendes liv skulle være, når han var død: Hun vidste, hvor hun ville flytte hen, hvad hun ville lave, og hun sparede endda op til det. Og så døde hun … da hun var seksogtres! Hun fik ikke realiseret nogen af sine planer. Min far er et andet skrækeksempel. Han havde ikke forberedt noget som helst med hensyn til den sidste del af livet. Han levede otte år længere end min mor, og han sad egentlig bare i en stol og var ved at dø af skræk over at skulle dø, men han brugte det ikke – overhovedet – til at tænke over, hvad han ville med de sidste år af sit liv. Så altså – jeg er blevet meget bevidst om, hvad fejlslagne livsstrategier kan føre til, og jeg er ikke i tvivl: Vi skal simpelthen leve det liv, vi har tilbage, og leve det til allersidste suk.

15

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 15

20/04/2017 12.05


Med vantro kigger vi på det billede, som de gamle viser os af vores egen fremtid; en indre stemme mumler absurd, at det ikke vil ske for os: vi vil ikke længere være os, når dette kommer. Simone de Beauvoir Uddrag fra Alderdommen

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 16

20/04/2017 12.05


1 MIDALDRENDE, ÆLDRE … ELLER SLET OG RET GAMMEL

Ritt: Jeg kan huske, at du blev sur på mig engang, Anne, fordi jeg kaldte dig gammel. Anne: Nej, jeg blev da ikke sur. Men det var jo, fordi … har I andre hørt den historie? Nå, men Ritt og jeg var til Bruce Springsteen-koncert for ikke så lang tid siden, og pressen var der. Så sagde Ritt på et tidspunkt noget med: ”Vi gamle …” og pegede på mig. Så sagde jeg: ”Tal for dig selv”, for jeg følte mig overhovedet ikke gammel, og det gør jeg heller ikke nu. Ritt: Men det gør jeg. Jeg er femoghalvfjerds år, og det er gammelt. Anne: Jeg synes slet ikke, du er gammel. Ritt: Jamen, det synes jeg selv. Og jeg er det også – rent numerisk. Når man er femoghalvfjerds, så er man gammel! Hanne-Vibeke: Jamen, er man så det? Nogle forskere siger, at man er ældre fra tres til firs og gammel fra firs til hundrede. Anne: Jeg kender mange kvinder, der er yngre end dig, Ritt, men som i virkeligheden er ”mere gamle”, hvis I forstår, hvad jeg mener. Jeg kan simpelthen ikke se, hvor du skulle være gammel.

17

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 17

20/04/2017 12.05


Hanne-Vibeke: Nej, det kan jeg heller ikke. Ritt: Jamen, det står på min dåbsattest. Det er meget enkelt. Christine: Det er rigtigt. Det tæller altså. Anne: Jamen, har det nogen betydning? Ritt: Ja, det har det faktisk. Det kan være sværere at følge med – for eksempel i den digitale udvikling, hvor jeg altid bliver fuldstændig imponeret over, hvor meget de unge kan. Vi bliver svækkede på nogle områder. Man bliver mere træt, ordene kan glippe for en, man overkommer ikke så meget. Hanne-Vibeke: Men det er jo forskelligt, hvornår det rammer. Du kan sådan set ikke sige, at bare fordi du er femoghalvfjerds, så er du gammel. Ritt: Det kan jeg da. (Alle griner) Hanne-Vibeke: Jeg opponerer mod ordet gammel, fordi det også bruges på en anden måde – altså værdiladet. Når man siger: ”Hun er godt nok blevet gammel”, så betyder det jo affældig. Og det lyder som en diagnose – ligesom sklerose eller et dårligt knæ. Det bryder jeg mig ikke om. Og så er der også noget forfærdelig statisk over det. Når man siger: ”Jeg er gammel!”, så er det, som om at nu er bussen kørt i remise en gang for alle. Jeg synes, det er vigtigt at fastholde, at livet bliver ved med at være dynamisk, at aldersbegrebet er plastisk og ikke skal støbes i cement. Ritt: Men man bestemmer jo i høj grad selv, hvad man lægger i ordet, hvordan man definerer det – og omdefinerer det. Hanne-Vibeke: Jo jo, men du kan jo ikke bare være din egen lille onewoman-hær på den måde. Du kan jo trods alt ikke bare ene kvinde bestemme, hvad det ord betyder for andre.

18

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 18

20/04/2017 12.05


Ritt: Næh, men jeg kan definere, hvad det betyder for mig, og så kan det være, andre følger efter. Helt personligt er det vigtigt for mig at bruge det ord. For at tvinge en erkendelse frem. Jeg tror, man er nødt til at bruge ordet gammel for at komme over på den anden side af den tunghed, der ligger i det. Og så synes jeg, det handler meget om generobring. Vi gamle kvindeforkæmpere har jo indtaget det ene område efter det andet i vores levetid, og det kommer vi selvfølgelig også til som gamle. En af de ting, vi må gøre, er at tage det ord tilbage og bruge det med stolthed. Jeg bliver jo netop ikke en enmandshær. Der kommer andre fra min generation, der bruger ordet gammel på samme måde og giver det et nyt indhold. Hanne-Vibeke: Så du er bevidst demonstrativ, når du siger, du er gammel? Ritt: Jeg er gammel! Men ja. (Alle griner) Christine: Det er ligesom, når man efter en skilsmisse meget højt skal sige: ”Jeg er skilt!” Det er først, når man får sagt det, som det er, at erkendelsen og dermed muligheden for at komme videre for alvor sker. Anne: Det er vigtigt, det, du siger, Ritt. For alting forandrer sig jo. Alle i et rum tager farve af hinanden. Hvis noget bliver sagt tilstrækkeligt mange gange på en bestemt måde, bliver det til en del af vores fælles vokabularium. De tanker, man smider på bordet, bliver endevendt og bliver til fælles tankegang. De ord, vi bruger på en bestemt måde, får en fælles betydning. Hanne-Vibeke: Så gammel kan holde op med at være et negativt begreb? Ritt: Ja, men der er vi ikke endnu. Det kræver, at flere vil stå ved at være det – og bruge ordet. Men det kommer, og ja, det er en politisk – en kvindepolitisk – handling. Hanne-Vibeke. Så forstår jeg det bedre, hvorfor du insisterer på at være gammel. Men jeg synes stadig, udtrykket er problematisk og skal udfor-

19

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 19

20/04/2017 12.05


dres. For det er så fast defineret i vores kultur, hvad det vil sige at være gammel. Der er jo ingen, der glad udbryder: ”Ih, hvor er han blevet gammel” eller ”Nej, det er da helt fantastisk, så utrolig gammel hun ser ud!” Ritt: Nej, men det er jo præcis, fordi vi ikke er færdige med at omdefinere ordet. Christine: Hvad kalder du dig selv, Hanne-Vibeke – hvis du skal omtale dig selv på en aldersbestemmende måde? Hanne-Vibeke: Midaldrende, tror jeg. Anne: Ej, det er sgu et nederen ord. Ritt: Ja, det er altså lidt fesent, og for øvrigt er du vel nok et godt stykke over halvvejs, medmindre du har tænkt dig at blive overordentlig gammel. Hanne-Vibeke: Jamen, jeg synes ikke, jeg er klar til at kalde mig ”ældre” endnu. Anne: Behøver du at kalde dig selv noget. Jeg er bare voksen. Og jeg er treogtres. Det må alle gerne vide. Jeg er treogtres, og jeg er glad for det. Christine: Og det sidste er jo vigtigt. For hvis du nøjedes med at sige: ”Jeg er voksen” og udelod det med de treogtres, så kunne det ligne en fortrængning, for man er jo i princippet også voksen, når man er femogtyve. Men jeg tror også, jeg mest bruger ordet ”en voksen kvinde” om mig selv. Hanne-Vibeke: Kirsten Thorup har en god formulering omkring ordet ”voksen”. Hun siger, at man bliver voksen mange gange i løbet af livet, og det er jo rigtigt. For man har en pigekerne. Den, man havde, da man var barn, og så bliver man voksen én gang, og så igen – og igen … for det er de skelsættende begivenheder, man bliver udsat for, der gør, at man bliver voksen: Første barn, dødsfald i familien, skilsmisse. Man udvikler sig i

20

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 20

20/04/2017 12.05


spring, og så kan man godt nogle gange gå lidt tilbage, for igen at tage et spring frem – i mod eller indsigt eller erfaring. Så den numeriske alder er selvfølgelig ligegyldig, hvis man ser det fra den vinkel. Christine: Men når jeg bruger ordet ”voksen”, så er det også, fordi ungdommen spreder sig alt for meget. Jeg kan ikke udstå, når kvinder i vores alder kalder sig for piger. Hvad fanden er det for en fortrængning? Vi er da ikke piger længere. Men jeg tror egentlig – jo mere vi taler om det – at jeg er tilhænger af, at man bare siger, hvor gammel man er. Jeg er enoghalvtreds. Punktum. Anne: Jeg vil helst slippe for alle de termer med ung, ældre, gammel, ung-ældre, ældre-ældre og så videre. De strammer, og de er misvisende på samme tid. For hvis de skulle kunne noget, skulle man have en fælles definition af, hvad de betyder, og det kan du jo aldrig få. Christine: Enig, og der er en øvelse i bare at sige, hvilken alder man har. Hvad er det også for noget pjat, at man ikke må spørge til en kvindes alder? Det er jo med til at fastholde os i, at der er noget pinligt ved at blive gammel. Jeg har en veninde, der netdater, og hun siger, at alle – både mænd og kvinder – lyver om deres alder på nettet. Det er jo helt galt. Vi bliver simpelthen nødt til at lave en bevægelse imod det. Anne: Yes. Vi starter nu. Jeg er treogtres. Hanne-Vibeke: Jeg er syvoghalvtreds. Ritt: Jeg er gammel! (Alle griner)

2

21

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 21

20/04/2017 12.05


Enten er man nødt til at dø i utide – eller også bliver man gammel. Livet går med at blive ældre. Nogen tredje mulighed gives ikke. Suzanne Brøgger Kronik i Politiken, 14. august 2016

2017034_Livsmodig indhold FINAL.indd 22

20/04/2017 12.05


Gitte Løkkegaard

GITTE LØKKEGAARD (f. 1963) er forfatter og journalist og var i en årrække tilknyttet Danmarks Radio, hvor hun blandt andet lavede programmerne P4 i P1, Strax og Løkkegaards. Hun har skrevet flere børnebøger, blandt andet MGP missionen (2009) og Victoria Roses to liv (2015). Hun er også forfatter til biografierne Tine Bryld – et lettere kaotisk ridt (2009) og Sten Hegeler – dobbeltbastarden (2015).

i samarbejde med Gitte Løkkegaard

Selvom man ikke nødvendigvis skærer sig på 50-årsdagens skarpe hjørne, opdager de fleste kvinder i årene efter, at de alligevel har fået en lille rift. Gradvist erkender man, at følelsen af usårlighed ikke er så triumferende som før, at kroppen trods jernvilje og pilatesøvelser er kodet til at forgå, og at der bliver kigget henover hovedet på en i flere af livets sammenhænge. Det, man aldrig havde troet skulle ske for én selv, indtræffer skamfuldt nok: Man ældes. Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet er alle kendt som stærke kvinder med masser af succes. Alligevel har de hver især oplevet den aldersbestemte modstand, som mange kvinder halvtreds plus føler sig ramt af. En modstand, som finder sted både åbenlyst og i det skjulte, men som det ikke desto mindre er muligt at gå op imod. I en åbenhjertig og uhøjtidelig samtale med Gitte Løkkegaard, der strækker sig over et halvt år, deler de deres erfaringer, tanker og refleksioner om kvindeliv og det at blive ældre i en ungdomsfikseret verden. De snakker om kærlighed, sex og lidenskab. Om overgangsalder og forfald, om livsglæde og livsfylde. Om hvordan man møder sin alder med værdighed og nysgerrighed og om at forlige sig med døden, hvilket i løbet af den lange samtale bliver helt konkret, da sygdom pludselig rammer.

Omslagsfotos: Les Kaner

Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst & Anne Linnet

POLITIKENS FORLAG

Samtaler om kvindeliv, kærlighed og kunsten at leve til allersidste suk

Hanne-Vibeke: Når man går ind i livet – og er i sin ungdom, så står alle dørene åbne. Man har masser af tid og kan gå ind i hvert eneste rum og prøve lidt af det hele: En kjole her, en mand der, en bog her og et job der. Når man så med tiden kommer længere ned ad gangen, finder man flere af dørene lukkede – og der bliver mørkere, så man får sværere ved at se dem. Sådan tror jeg, mange kvinder oplever den her livsfase. Efter de halvtreds. Men så tænker jeg: Er det rigtigt? Er de døre virkelig lukkede? Og er der nogle døre, vi slet ikke får øje på? Udfordringen nu er jo at få kastet noget lys ned for enden af gangen, så man stadig kan se, at der er døre. Det kan godt være, at de ikke står pivåbne, men det er ikke sikkert, de er låste. Mange af os giver måske op på forhånd og tager ikke engang i dørhåndtagene. Men hvis vi nu gjorde det, så kunne det jo være, at vi sagtens kunne komme ind – stadigvæk. Og bag dørene er der måske stadig dejlige mænd, gode bøger, intense oplevelser og givende jobs.

Citat fra bogen

Livsmodig  

Hanne-Vibeke Holst, Ritt Bjerregaard, Anne Linnet og Christine Antorini er fire forskellige kvinder med vidt forskellige tankesæt, der også...

Advertisement