2969_EB__OK_LINSE.indd 2
01-10-2014 17:00:36
LI NSE JEG GØR , H VA D JEG V IL
2969_EB__OK_LINSE.indd 1
01-10-2014 17:00:36
2969_EB__OK_LINSE.indd 2
01-10-2014 17:00:36
LI NSE JEG GØR, HVAD JEG VIL
LINSE K ESSLER I SA M AR BE JDE M ED MICHAEL HOLBEK
Ekstra Bladets Forlag
2969_EB__OK_LINSE.indd 3
01-10-2014 17:00:36
Til mine familier, mine venner og mine hunde
2969_EB__OK_LINSE.indd 4
01-10-2014 17:00:36
B
M
M
R
V
Indhold
D
H
N
F
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
D
Fangeflugt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
K
Bryggetøs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20
S
Mopper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
G
Min far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28
T
Rødderne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31
K
Værtshusbarn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35
B
Delt mellem to verdener . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
s
Hanne og Niels . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43
I
Nye søskende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57
G
Figur- og friløb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64
B
Det bedste ved skolen var veninderne . . . . . . . . . . . 72
R
Knoklede efter skoletid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84 Sent udviklet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88 Gasolin på Staden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Tidslommen på Kløvermarksvej . . . . . . . . . . . . . . 99 Bonnie og Clyde smugler hash . . . . . . . . . . . . . . . 107 Iso . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 Gangpige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Bryllup i fængslet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135 Rejekælling på Grønttorvet . . . . . . . . . . . . . . . . . 146
2969_EB__OK_LINSE.indd 5
01-10-2014 17:00:36
Røvtur i Lissabon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 Gravid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 Den smukkeste lille mus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 Mine første nye bryster . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180 Rejsende i strip . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Kniven sad lige i plet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Livet i fængslet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 Seks år i spjældet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 238 Fængselsvagter og P-vagter . . . . . . . . . . . . . . . . . 252 Stripklubejer i Nyhavn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 262 Tattoo Artistico . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281 Mine tusser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 292 Under kniven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 Større og større . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 Ungdomsguf . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 319 Ikke gratis at se billig ud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 327 Hestepige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 334 Drengen ved min side . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 346 Jytte-mor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 352 Hunderedder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 360 I kamp for hundene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 364 Det var en ny dag på Bryggen … . . . . . . . . . . . . . . 372 Elsk dig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 385 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 391
2969_EB__OK_LINSE.indd 6
01-10-2014 17:00:36
Forord “Hvis ikke reality-genren eksisterede, ville man være nødt til at opfinde den for at kunne rumme hende. Hun ville nemlig aldrig gå i en fiktion. Dertil er dronningen af reality alt for utrolig. Såvel fysisk som mentalt er hun larger than life. Hun er rar. Og frygtindgydende. Hun er blid. Og voldsom. Hun er forstående. Og psykopatisk. Hun er skæg. Og snerrende alvorlig. Kort sagt er hun inkarnationen af det menneskelige med alle de modsætninger, dette indebærer. Linse Kessler er hele Danmarks og Årets Big Character.” (Juryens begrundelse for at tildele Linse Kessler prisen for dansk tv’s største karakter i 2014 ved tv-branchens award show, Copenhagen TV Festival, i august 2014.) Jeg er stolt af prisen som Big Character og glad for juryens ord. Jeg er jo en, alle har en mening om. Der bliver sagt og skrevet meget om mig. Noget er sødt, andet er grimt. Det kan ikke være anderledes, når man stikker snotten frem.
Men hvem er nærmest til at vise, hvem jeg er? Det tror jeg
sgu nok, jeg selv er. Derfor fortæller jeg nu min egen historie. Enkelte navne er ændret, men det hele er sandt.
God tur til Linseland Linse Kessler Islands Brygge, september 2014
2969_EB__OK_LINSE.indd 7
01-10-2014 17:00:36
2969_EB__OK_LINSE.indd 8
01-10-2014 17:00:36
Fangeflugt December 1995 Ritzz-ritzz-ritzz-ritzz …
Nedstrygeren gnavede små bitte spåner af stålrøret lige
over vindueskarmen.
Ritzz-ritzz-ritzz …
Jeg måtte arbejde stille og roligt med klingen. Ikke larme.
For alt i verden ingen høje lyde, så ville min plan gå i vasken.
Ritzz-ritzz …
Hold kæft, et arbejde! De er godt nok seje, sådan nogle
tremmer. Men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg skulle ud, og sådan var det.
Jeg sad i Haderslev Arrest. Vi var 17 fanger, og det var sgu
meget hyggeligt. Vagterne var ældre mænd, nogle hyggelige nisser, pissesøde. Vi var nærmest som en lille familie. Jeg har altid været god til at sidde i spjældet. Jeg indordner mig. Fuldstændig. Men jeg er samtidig en bryggetøs, og når jeg sætter mig noget i hovedet, så bliver det sådan.
Det var december måned. Jeg var 29 år gammel, og jeg
havde siddet tre af de 15 måneder, jeg fik for at jage en bowiekniv i maven på en kvinde. Jeg savnede min datter, Geggo, helt vildt, det forstår I nok? Hun var fem, gik i børnehave og blev passet af Johnny og Ninett, mens jeg var buret inde. De kom ikke ret tit på besøg, og det var der ikke noget at sige til. Det var dødbesværligt, og jeg kunne mærke på Geggo, at hun
9
2969_EB__OK_LINSE.indd 9
01-10-2014 17:00:36
blev stresset af at rasle i bil i så mange timer. Det var også dyrt for dem at køre til Sønderjylland fra København, og der var ikke nogen af os, der havde mange penge. Ingen tvivl om, at hun savnede sin mor. Hun ville kun sidde på skødet, mens hun holdt mine kinder mellem sine små hænder og sagde “min mor”. Det var som at få det sygeste los i hjertet. Mit barn er en del af mig selv, og jeg tænkte på hende og drømte om hende 24 timer i døgnet. Der var kort tid til jul. Jeg var blevet nægtet udgang, og jeg var vanvittig ved tanken om, at jeg ikke kunne være sammen med hende juleaften. Jeg så kun én udvej.
Ritzz-ritzz-ritzz …
Vi var begyndt at skære i den tremme en måned tidligere, Morten og mig. Morten var adopteret fra Korea, en knivskarp fyr, det kørte virkelig hurtigt i hovedet på ham. Han var også damp, fuldt skrald på, han for rundt på væggene. Vi blev rigtig gode venner fra det øjeblik, jeg trådte ind ad døren. Vi talte godt med hinanden, og vi møssede også lidt. En dag i november sagde jeg til Morten:
“Jeg savner min datter helt forfærdeligt. Jeg kan ikke få
udgang, så jeg bliver nødt til at smutte.”
“Det er jeg ked af at høre. Vi har det jo meget hyggeligt,
ikke?”
“Jo, men jeg er nødt til at se hende … “
Han kunne se på mig, at jeg mente det alvorligt.
“Hvordan fanden gør jeg?” spurgte jeg.
Han tænkte sig lidt om.
10
2969_EB__OK_LINSE.indd 10
01-10-2014 17:00:36
“Vi saver dig ud!”
“Nå, ja! Det er da det, vi gør!”
Jeg skrev et brev til min gamle veninde Dorthe i Vejle. Om
at jeg ville stikke af og havde brug for savklinger og sådan noget grej. Så kørte hun til Haderslev og besøgte mig, og det hele gik nemt. Jeg er ikke misbruger, og vagterne vidste, at jeg ikke havde tjald eller stoffer, så jeg blev aldrig visiteret. Det gjorde mine besøgsgæster heller ikke.
Dorthe kom ind i en lang, sort, elegant frakke, og da vi var
alene, slog hun skøderne til side som en anden blotter. I begge sider var den foret med unbrakonøgler og forskelligt værktøj. Efter en hurtig vurdering snuppede jeg en nedstryger, en håndfuld savklinger og en bidetang. Jeg pakkede det ind i noget tøj, hun havde med til mig, og fik det listet med op på min pind. Morten var færdig af grin, da jeg viste ham værktøjet, og så var det bare med at komme i gang.
Vi havde fællestoilet på gangen, og når man trådte op på
brættet, kunne man få hasperne af et vindue. To solide tremmer spærrede, så man ikke kunne komme ud, men jeg havde målt, hvor meget plads jeg skulle have. Jeg er 180 cm høj, og jeg var tynd som et bindeslips, så det var nok at save den ene tremme over. Så kunne jeg lige akkurat klemme hovedet og mine C-skåle igennem.
Dagene i fængslet var lagt i fast skema med arbejde og
spisetider. Det var helt umuligt for os at komme til at file på tremmen i løbet af dagen, men efter aftensmaden havde vi hver dag en time, hvor vi kunne arbejde med nedstrygeren. Morten
11
2969_EB__OK_LINSE.indd 11
01-10-2014 17:00:36
og jeg skiftedes til at save, mens den anden holdt diskret vagt uden for døren. Hvis en medfange skulle på lokum, bad vi ham bruge et på en anden etage. Vi nåede ikke så langt på en time, og vi skulle også huske at rydde op efter os, så ingen fattede mistanke. Morten fandt på, at vi kunne skjule savsporet med sort skosværte, som han skaffede fra et af værkstederne. Vi var et godt team, men ideen med skosværten må han få æren for.
Ritzz-ritzz-ritzz …
Der var gået omkring en måned, da vi endelig røg igennem, og det var et kæmpesus. Jeg kunne næsten ikke fatte det. Tænk, at vi gjorde det – fik savet den skide tremme over i begge ender. 17. december og en uge til jul, det var nærmest som en tidlig julegave.
Da jeg havde lagt det sidste lag skosværte på den over-
savede tremme, havde jeg de vildeste sommerfugle i maven ved tanken om, at jeg kunne stikke af næste morgen. Samtidig blev jeg også nervøs. Jeg var sikker på, jeg kunne få hovedet ud, men hvad hvis det kneb med skuldrene og røven? Jeg var nødt til at skubbe tvivlen væk ved at sige til mig selv:
“Linse, du er en vinder. Du giver ikke op.”
Hen under aften kom en anden fange hen til mig og hvi-
skede:
“Jeg vil med.”
Jeg gloede vantro på ham. Morten og jeg havde jo holdt
det fuldstændig hemmeligt mellem os.
“Med … hvorhen?”
12
2969_EB__OK_LINSE.indd 12
01-10-2014 17:00:36
“Jeg ved godt, du smutter i morgen,” hviskede han.
“Jeg smutter ikke nogen steder …”
“Jeg ved, I har savet tremmen over ude på lokummet.”
Lidt af en bombe. Hvordan fanden havde han opdaget
det? Men jeg var slet ikke i tvivl. Han var både alt for tyk og alt for forvirret, og jeg skulle ikke have ham på slæb. Jeg tog fat i hans skjorte og hvæsede:
“Du holder din kæft. Jeg skal ud til min datter, og du kom-
mer ikke med ud af min tremme.”
Han blev sur, men jeg var ligeglad.
“Og hvis du røber mig, så slår jeg dig ihjel.”
Så klappede han i.
Lidt før sengetid spurgte jeg Morten, om han skulle med.
Men han havde ikke brug for at komme ud og se nogen. Det ville også være åndssvagt af ham at stikke af, han havde ikke mere end et halvt år tilbage i fængslet. Vi stod på gangen og så på hinanden. En stærk duft af kaffe trængte op fra vagtstuen på etagen under os, og i det øjeblik føltes det som duften af frihed. Vi krammede og kyssede hinanden.
“Tusind tak for hjælpen, Morten.”
Vi sagde godnat og farvel, og jeg var glad, da jeg gik ind
til mig selv. Jeg troede på det. Jeg ville heller aldrig kaste mig ud i det, hvis ikke jeg troede et hundrede på, at det kunne lade sig gøre. Under min seng havde jeg en stor taske, som jeg pakkede mit tøj i. Jeg havde tit set, hvordan vagterne måtte stå og rydde op i folks sure underbukser, når en fange var skredet eller stukket af. Det ville jeg ikke byde dem; der er ikke nogen,
13
2969_EB__OK_LINSE.indd 13
01-10-2014 17:00:36
der behøver rydde op efter mig. Da jeg havde pakket, lagde jeg lidt tøj oven på tasken, så den ikke så alt for rejseklar ud, og skrev et lille afskedsbrev: Kære søde vagter – jeg smutter nu. Jeg skal ud og sige god jul til mit barn. Jeg har pakket så godt, jeg kunne. I må have det godt og tak for fantastisk god behandling. Nogle få vigtige ting stoppede jeg ned i en lille pølsetaske, som jeg kunne tage med. Så løb jeg hurtigt planen igennem i hovedet og lagde mig til at sove. Næste morgen blev jeg vækket klokken halv syv. Jeg trak hurtigt i et par stretch-jeans og en T-shirt og hev en morgenkåbe på udover. Jeg stak fødderne i mine gummisko og gned øjnene ekstra grundigt for at komme til at se rigtig, rigtig træt ud. Normalt blev vi ikke lukket ud af cellen før klokken syv. Så jeg ringede på klokken, og da vagten kom, forklarede jeg, at jeg havde fået russerne på besøg. At jeg havde mensessmerter og havde blødt ud over det hele.
“Jeg er nødt til at gå ud i bad.”
“Ja, ja, selvfølgelig, Linse. Helt i orden. Jeg lader døren stå
på klem, så kan du bare smække efter dig, når du er færdig derude.”
Det var sødt af ham, ikke?!
Mens jeg samlede mine ting, gik han ned i vagtstuen på
etagen under for at få sin morgenkaffe. Jeg vidste, jeg havde
14
2969_EB__OK_LINSE.indd 14
01-10-2014 17:00:36
en god halv time, hvor jeg ikke ville blive forstyrret. Mit hjerte bankede. Så var det nu. Afgang.
Jeg skyndte mig ud på toilettet og lukkede døren. Morten
havde skaffet mig tre lagener. Nye, forklarede jeg ham. Nye, husk det nu. Hvis de var for møre, ville de ikke kunne bære mig. Men han havde kun kunnet skaffe to nye og et brugt. Det indebar en risiko. Spørgsmålet var, hvor slidt det brugte var. Men okay, det var ikke lige tidspunktet at spille kostbar. Jeg snoede lagenerne stramt og bandt dem sammen med solide knuder. Den oversavede tremme sad godt fast, den var svær at vride ud af karmen, og jeg begyndte at blive nervøs. Pludselig virkede det ikke så nemt. Vi havde af gode grunde ikke holdt generalprøve. Jeg vrikkede og rev i stålrøret, og endelig gik det løs. Pyha. Hurtigt fik jeg skubbet vinduet op, et kort øjeblik stirrede jeg på det lille hul ud til friheden, så fik jeg hevet mig op i karmen og kastede min lille taske ud først.
“Tjiiing …”, sang det. Jeg kunne høre, den landede en eta-
ge nede i nettet oven på trådgården, hvor vi fanger dagligt blev luftet.
Jeg havde bundet lagenet om en træstok, som jeg satte i
spænd mellem væggen og den anden tremme. De sammenbundne lagener smed jeg ud ad vinduet, og jeg fik kantet mig igennem. Det skarpe metal flænsede min jakke op, men hul i det. Udenfor var det stadig mørkt, og der var ingen mennesker at se. Med hurtige bevægelser begyndte jeg at fire mig ned. Man skulle tro, jeg havde prøvet det før. Da jeg næsten var nede ved tasken og trådgården, fik jeg et ordentligt sug i
15
2969_EB__OK_LINSE.indd 15
01-10-2014 17:00:36
maven. Det er bare løgn, dét her! Min krop hang og dinglede foran vinduet ind til vagtstuen. En håndfuld vagter sad tæt på vinduet. Men er I klar over, hvor heldig jeg var? Virkelig heldig, for de vendte alle sammen ryggen til vinduet og havde øjnene klistret fast til morgen-tv. Jeg firede mig lynhurtigt videre ned og rystede i hele kroppen, da mine fødder nåede trådtaget. Jeg måtte i dækning, så vagterne ikke kunne se mig, hvis de pludselig gav sig til at glo ud ad vinduet. Men jeg skulle bruge lagen-lianen igen til næste etape, så jeg baksede med den for at få træstokken til at slippe vinduet deroppe. I nogle sekunder var jeg hunderæd for, at den ville gokke ind i vagtstuens rude, når den slap. Adrenalinet piskede pulsen op. Kom nu, for fanden! Giv slip, din åndssvage stok! Endelig fik jeg den lirket løs. Den dansede ned mod mig som en vingeskudt fugl, og jeg greb den uden ballade. Jeg var ikke blevet opdaget, og nu var jeg halvvejs nede. Fantastisk!
Jeg løb hen over trådtaget, ud til kanten af den høje sten-
mur, der omkransede fængslet, og kiggede ned. Fuck, der var langt. Jeg havde ikke set fængslet udefra, så jeg anede ikke, hvor høj muren var ud mod gaden. 9-10-11 meter, det lignede en afgrund heroppefra. Det gav igen et sug i maven, men der var ingen vej tilbage. Kom så, Linse, du kan godt!
Jeg fik sat træstokken fast i trådnettet, kastet lagenet ned
og kravlede ud over kanten. Små tag, hele tiden forsigtigt, og med noget besvær kom jeg et stykke ned ad muren. Det begyndte at blive tungt i armene. Jeg var ikke ligefrem nogen bodybuilder, og det syrede i musklerne. Jeg skal ned, brølede
16
2969_EB__OK_LINSE.indd 16
01-10-2014 17:00:36
det i mig. Jeg skiftede greb fra det midterste til det sidste lagen. Det rakte godt to af de sidste fem meter ned mod gaden. Pludselig hørte jeg en flænsende lyd. Det hele gik så hurtigt, og det eneste, jeg mærkede, var, at selvtilliden blev slået ud af mig, som når man baldrer en pose fyldt med luft. Det slidte lagen blev flået over, og inden jeg nåede at reagere, styrtede jeg mod asfalten. Dunk-dunk-dunk … mit hoved og min krop klappede mod muren i et rasende fald … så landede jeg på røven med et brag, væltede bagover og knaldede hovedet ned i noget hårdt – en togskinne eller en kantsten. Det hele snurrede rundt for mine øjne. Jeg mærkede på mit baghoved, en stor bule havde allerede fået vokseværk. Min krop dirrede af nervøs adrenalin, og mens jeg samlede mig sammen der på gaden, steg én følelse i mig:
Jeg er fri! Fri, for fanden!
Længere henne på fortovet lå min taske, jeg fiskede den
op og spejdede efter bilen. Via Dorthe – hende, der smuglede nedstrygeren ind til mig – havde jeg arrangeret, at der skulle holde en flugtbil parat. Hvor var den? Det var, som om det hele sejlede rundt. Jeg støttede mig til en lygtepæl, som jeg ikke bare så dobbelt, men ni-dobbelt. Endelig fik jeg øje på et par røde billygter på en mørk parkeringsplads et stykke fremme. Jeg krammede tasken og løb hen mod bilen. Mit hoved gjorde sindssygt nas, det virkede som en hjernerystelse, men jeg havde ikke tid til at tage mig af det. Jeg var ude, og fængselsvagterne skulle for alt i verden ikke opdage mig nu. Uden at ane, om det var den rigtige bil, stormede jeg bare derover.
17
2969_EB__OK_LINSE.indd 17
01-10-2014 17:00:36
I bilen sad tre gutter, som lyste op i et grin og klappede,
og selv om vi ikke direkte kendte hinanden, var de herreglade for at se mig. Jeg væltede ind på bagsædet og opdagede, at de havde fuldt knald på en fest. De havde forsyninger af vodka, whisky, bajere, cola og kakaomælk. Og jeg blev budt på kokain, heroin, amfetamin og joints.
“Nu skal du fandeme bare hygge dig, Linse!”
Mine øjne var en suppe af dansende stjerner, og det banke-
de fra bulen i baghovedet. Jeg skulle hverken have sprut eller stoffer, bare en Cocio, tak. De spurgte, hvad der var sket med mit ansigt, og jeg mærkede det som én stor hudafskrabning. Drengene fik sig den største griner, da jeg fortalte om lagenet, der var gået i stykker på turen ned. De havde siddet i bilen og røget joints hele natten, mens de ventede, så de var knokle skæve.
“Se nu at få lettet røven,” sagde jeg.
Styrmanden gassede bilen op, og fængselsbygningen
skrumpede hurtigt ind til en valnød i bagruden. Hvordan tror I lige, jeg havde det? Altså, bortset fra et fjæs med frisk asfalt eksem og et dunkende hoved. Jeg havde det sgu fantastisk!
Jeg var så stolt af mig selv. Jeg havde fuldført den plan, jeg
havde sat mig for. Jeg havde savet mig ud af arresten og var ude i friheden.
Der var ikke nogen, der skulle bestemme over mig.
Jeg er Linse. Jeg gør, hvad jeg vil, og jeg er altid gået mine
egne veje.
18
2969_EB__OK_LINSE.indd 18
01-10-2014 17:00:36
Mens vi kørte af sted der i mørket, smilede jeg ved tanken
om min flugtmanøvre. I spjæld-regi, og det gjaldt både indenfor og udenfor – altså, i røddernes verden – var det røvsejt, at jeg bare var skredet. Især fordi jeg er en kælling. Det var ikke noget, jeg behøvede at gå og prale med, for snart ville alle vide det. Det var et stunt, der pyntede på mit rod-CV. Jeg smilede også ved tanken om, at jeg snart skulle se Gegs. Det var jo derfor, jeg skulle ud. Jeg savnede hende, og hun savnede mig. Det er altid noget skidt at sidde i fængsel, når man har små børn. Men jeg orker ikke at spille klagesange på violin. Man skal være der for dem, man holder af.
Og se så at få det søm i bund! Nu vil jeg hjem!
19
2969_EB__OK_LINSE.indd 19
01-10-2014 17:00:36