Page 1

Elise dater på Tinder og tumler rundt mellem forskellige mænd og flygtige forhold. Indtil hun møder Victor. Men hvordan finder man ro i lykke og tosomhed, når tomhedsfølelsen lurer og truer med at slå over i desperat længsel efter noget andet?

„Rystende godt samtidsbillede.“ AFTONBLADET

„En generationsroman om pulsen i en hjerteløs tid.“ DAGENS NYHETER

„ ... kaster et stroboskoplys over samtidslitteraturen ... Hvilken debut! En gudsbenådet fortæller.“ ETC

C&K Forlag

Lige nu er jeg her

Lige nu er jeg her er en roman om ensomhed, kærlighed og relationer – og om den tid, vi lever i.

Isabelle Ståhl

Hvordan siger man „jeg elsker dig“ i en tid, hvor ord og følelser lynhurtigt mister mening, mens længslen efter nærhed er konstant?

C&K

roman

Lige nu er jeg her

Isabelle Ståhl


Lige nu er jeg her

Lige nu er jeg her.indd 1

13/04/18 12.47


Isabelle StĂĽhl

Lige nu er jeg her Roman

PĂĽ dansk ved Lotte Kirkeby Hansen

C&K Forlag

Lige nu er jeg her.indd 3

13/04/18 12.47


No one’s gonna take my soul away Lana del Rey

Lige nu er jeg her.indd 5

13/04/18 12.47


1

Den søde lugt af benzin og elektrisk strøm, Hammarby-­ værkets kolde neonlys, som flimrer forbi i det tågede mørke under broen. De spiller Kents “FF” i radioen, det føles, som om jeg har taget noget, tellement loin de ce monde, så langt fra denne verden. Musikken er så stærk, det er forestillingen om et andet liv, en hemmelig vej ud af denne tilværelse. Bilen triller ind i et fremmed kvarter. I det blege lys i hans entre mærker jeg, hvor ædru jeg er, og at han er et menneske. Vi sidder og snakker lidt til en tv-serie, mest om vores ekser. Jeg lader, som om jeg sover, og tager en taxa hjem et par timer senere. Fugten fra snesjappet på jorden trænger ind i mine 7

Lige nu er jeg her.indd 7

13/04/18 12.47


sko. Klokken er halv ti om formiddagen, jeg er otteogtyve år, og det er fredag den syvogtyvende februar. I nat var jeg hjemme hos en fra Tinder. Lige nu står jeg og venter på bussen ved Odenplan på vej til universitetet og et forløb i kunsthistorie. Jeg er nødt til at gentage det for mig selv som en bøn for at mærke, at jeg findes, at jeg ikke bare er et minde eller en drøm. Min psykolog sagde, at jeg skal mærke efter, hvordan jorden føles mod fødderne, og hvordan luften føles i lungerne, det er en øvelse i mindfulness. Jeg lukker øjnene og prøver at mærke, hvordan luftes føles, når jeg ånder. Jeg mærker, hvordan hele kroppen fyldes af tomhed, og hvordan tiden bare går. Da jeg åbner øjnene, er jeg der stadig. Jeg kigger på den revnede skærm på min mobil. “73 personer har liket dig, siden du sidst tjekkede. Tryk for at se hvem.” Hej Elise, hvordan har du det i dag? er der en, der skriver på Tinder. Det føles ubehageligt intimt, at han bruger mit navn, som om vi kendte hinanden. Beskidt sne smelter på asfalten. En kvinde med høj hestehale og lyse solbriller kigger på mig med et blik, der enten kan være fjendtligt eller ligegyldigt. Jeg kigger ned på skærmen på min mobil. “64 døde i Middelhavet.” En mor skubber en barnevogn gennem snesjappet. Et lille barn på omkring et år sidder i vognen og pludrer. Det vender ansigtet op, og den blå himmel spejler 8

Lige nu er jeg her.indd 8

13/04/18 12.47


sig i de store øjne. De er fyldt med forundring over en verden, som endnu ikke har mistet sine hemmeligheder. Barnet taber sin hue på jorden. Hovedet er dunet og lyserødt, under huden er knoglerne stadig bløde, det ser så levende ud, så fint og nyt, jeg kan næsten mærke, hvor blød den fede hud er. Barnet ser så virkeligt ud, at man kunne tage fejl af det og en computeranimation. Jeg bliver grebet af en følelse af uvirkelighed. Barnet ser mig ind i øjnene, det lyse blik gennemborer mig. Der er ikke andre, der har kigget mig i øjnene i dag. Hele ugen har jeg kunnet lade, som om jeg ikke eksisterer, i H&M, på gaden, foran skærmen og i tunnelbanen, men nu møder barnet mit blik, og jeg er her, med en fortid, et nu og en fremtid; mit hjerte begynder at hamre, jeg koldsveder, og jorden begynder at gynge under mig. Jeg er her, helt alene, ude at flyde i verden, der er ikke noget at holde fast i. Jeg leder efter en Sobril i min rodede håndtaske, pillearkene er tomme. Jeg ville ønske, at jeg var et andet sted, inde i nogens mave, inde i en andens krop, i et varmt mørke. Det er det eneste, jeg længes efter. Bus 50 mod Lappkärrsberget ruller ind, og vi flokkes omkring indgangen. Jeg stryger rejsekortet hen over det blå felt, har kun to dage tilbage på månedskortet og får ikke råd til et nyt. Jeg møder buschaufførens neutrale blik. En mand støder ind i mig, da han går forbi og siger “hov”. Mobi9

Lige nu er jeg her.indd 9

13/04/18 12.47


len brummer hårdt i min hånd. Et ukendt nummer, sikkert kommunen igen, som undrer sig over, hvorfor jeg ikke har betalt tilbage endnu. Jeg trykker opkaldet væk. Bussen er uudholdelig varm, sveden klæber mod ryggen. Jeg hiver ned i lynlåsen på dunjakken og tager den af. På himlen viser solen sig for første gang i flere måneder. Alt ser så beskidt ud i lyset: de høje huse og sidste års græs langs motorvejen. Flybussen kører hurtigt forbi os. Jeg ser misundeligt på de enlige mænd, som sidder derinde, på vej til plusgrader i europæiske hovedstæder. Der er billetter med Ryanair til Paris på tirsdag til 237 kroner. En forårsdag for længe siden sad Sofia og jeg i denne bus, og alting føltes nyt og hemmelighedsfuldt. Hvorfor føles det ikke sådan længere? “Jeg køber ind efter træning i aften. Skal vi have tacos?” spørger manden på sædet ved siden af en eller anden i sit headset. Han har mappe, jeans og sneakers og er sikkert civiløkonom. Jeg ville gerne sidde i en af lænestolene i hans stue, når han og familien spiser tacos foran et quizprogram. Det gør mig rolig at være hos andre familier. Weekenden føles som mørkt vand foran mig, jeg ville ønske, at jeg kunne få en alvorlig, men hurtigt overstået sygdom og blive indlagt hen over weekenden. “Hej, hvordan går det? Jeg er på vej til forelæsning.” På sædet skråt foran mig sidder en mand med en rød hue og snakker i telefon. Han har en fin dialekt, det lyder, som om han kommer fra Stockholm; han lyder så 10

Lige nu er jeg her.indd 10

13/04/18 12.47


sikker på, at det hele nok skal gå. “Ja, det lyder godt, skal jeg tage noget med? Okay, godt. Så ses vi ved syv-tiden.” Det er Victor eller Vidar, eller hvad han nu hedder. Han går på samme hold som mig. Han skal sikkert hjem til nogen og spise middag i aften, sikkert en masse venner i en lejlighed på Söder. Han har en grøn parka og en Fjällräven-rygsæk på, en bog i skødet. Solen falder ind over hans nakke. Uden for vinduet passerer de nøgne træer i diset grønt langs E20. Industriområdet i horisonten blinker i lyset. Jeg mærker en svag duft af træer, der blomstrer først på foråret. Da en ældre dame står på bussen, rejser Victor eller Vidar sig fra sin plads og tilbyder hende den. Han trykker på stopknappen ved stoppestedet “Universitetet” og lægger sin bog ned i en stofpose, som der står Med­ borgar­platsens Bibliotek på, så stiller han sig hen til bussens dør og holder fast i en af de gule stænger, mens han ser på sin telefon. Jeg stiller mig bagved. Han har pæne sorte støvler, der ser ud til at være dyr vintage. Selv har jeg et par nye vinterstøvler på i sort plastik fra H&M, de er allerede begyndt at lugte dårligt. Han kigger på træerne, der passerer forbi uden for vinduet i sløret grønt og gråt. “Hej,” siger jeg. Han reagerer ikke. Han har høretelefoner i ørene, ser jeg, da han vender sig om mod døren og står ud. Han går hurtigt hen mod universitetet med lange, regelmæssige skridt på asfaltvejen, der gennem11

Lige nu er jeg her.indd 11

13/04/18 12.47


skærer campusområdet. Han forsvinder i mængden af studerende, som bevæger sig hurtigt fremad med blikkene fæstnet i telefonerne. Jeg opdager pludselig, at jeg har glemt min jakke i bussen. Det gør ikke noget, den kostede 249 kroner på udsalg i Gina Tricot for to måneder siden, og jeg følte mig alligevel som noget gammelt og dødt i den. Det ville være skønt snart at købe noget nyt, noget som fik mig til at føle mig helt ny, måske en kort lille denimjakke, sådan en som jeg havde, da jeg var tyve og lige kommet til Stockholm. Jeg tager en genvej og når hen til Humaniora-villaen før ham. Jeg stiller mig på trappen og spejler mig i mobilens kamera. Makeuppen sidder godt, en lys foundation skjuler de tynde, røde blodkar under øjnene. Små rynker rundt om øjnene, de var der ikke før. Jeg spekulerer på, hvorfor det er blevet sådan, sikkert cigaretterne og nætterne med kold tør luft, jeg burde være begyndt at bruge cellefornyende cremer tidligere i livet. Nu er det for sent at redde ansigtet. Og nu kommer der mennesker, jeg er ikke parat. Jeg har ikke noget at sige. Februarsolens kolde lys falder over en flok mænd med glatte ansigter og tynde indiekroppe. Vidar eller Victor går ved siden af Johan og Simon. Jeg ser på deres smalle læber og blege ansigter. De ser ligesom porøse ud, tomme, man ville kunne knuse dem med et tramp med foden. Unge fyre fylder mig med 12

Lige nu er jeg her.indd 12

13/04/18 12.47


ubehag, og samtidig misunder jeg dem. Skjorterne, som strammer over de kantede skuldre og kravebenene, de lige hofter. De har ingen fedtdepoter, svulmer ikke op, flyder ikke over. De kender ikke til sult, længes aldrig efter stoffer eller sukker, de griner ad hinandens vittigheder. De får mig til at føle mig så gammel. Jeg vil ikke være sammen med nogen på min egen alder, som er født samtidig som mig, og som siger, at han vil blive gammel sammen med mig. Jeg vil ikke møde nogen, som føler sig hjemme i denne tid. Alt fra samtiden gør mig syg af lede. Måske har de det også sådan. De har duffelcoat, lædersko og hornbriller på, vil sikkert gerne ligne de intellektuelle i Paris i 1950. De er sikkert rimelig svage, har aldrig aftjent værnepligt, har ikke køre­kort. Under de dyre materialer er kroppene tynde og indsunkne. De ser så vegetariske ud. Deres ansigter glatte. Jeg ved ikke engang, hvad jeg ville gøre med dem. De stiller sig neden for trappen i en rundkreds og snakker. “Hvad skal du lave i weekenden?” “Jeg skal se Fædre og sønner på Dramaten med mine forældre.” “Du skulle tage med til vores læsekreds om fredagen. Vi læser Lacan.” “Ja, gerne.” De står så tæt på hinanden, at deres ånde samler sig i en synlig sky. Jeg ville gerne stille mig mellem dem og indånde deres luft. 13

Lige nu er jeg her.indd 13

13/04/18 12.47


“Jeg elsker Lacan,” siger jeg højt. De kigger ikke på mig, de fortsætter med at snakke med hinanden, ansigterne er neutrale. “Skal I til det der på Moderna museet i morgen aften?” spørger Simon. De stiller sig tættere sammen og snakker om kunst. Når de smiler til hinanden, skinner deres øjne. De er som mænd i det antikke Grækenland, hvor der var læsekredse kun for mænd og guddommelig kærlighed mellem dem. Jeg trækker tørklædet tættere omkring mig. Det må være minusgrader. Da jeg var yngre, var der altid nogen, som tilbød mig deres jakke. Fyrene vender ryggen til mig, og jeg går ind i Huma­ niora-villaen med blikket på Tinder. Kim, 30: Jeg kan sælge din lejlighed. Dyrt. Joakim, 29: Pop, Japan, arkitek­ tur. Vi har tredive fælles venner, og jeg swiper til højre. 22.000 kilometer over Nordsøen bevæger en GPS-satellit sig rundt. Den gør det muligt for andre mennesker, som befinder sig inden for en radius af tredive kilometer, at opdage mig. Jeg venter på nogen, som ser mig og forstår, hvem jeg er. Nogen skriver i chatten: Skal vi tage til det der arrangement i aften Eller jeg orker ikke, kan vi ikke bare snakke og drikke øl på Harvest Jo måske, bliver måske hjemme, har det ikke så godt, vi kan bare snakkes ved 14

Lige nu er jeg her.indd 14

13/04/18 12.47


skriver jeg, for jeg ved ikke, om der dukker noget bedre op om et par timer. Jeg bliver irriteret over, at hun ikke skriver noget spørgsmålstegn, det er åbenbart for fjollet at bruge punktum og spørgsmålstegn, for pænt tænker jeg, mere interesseret på en måde. “Nogen, som skal med tunnelbanen?” spørger Victor, da seminaret er slut. “Ja,” siger Johan og Simon. De burde ikke have lov til at spise frokost. De har sikkert kærester derhjemme, som mader dem, går loyale og mætte rundt i deres parforhold. Jeg hader at spise frokost, man får kvalme af at være mæt, men føler sig samtidig tom, måske fordi man aldrig kan snakke om noget alvorligt. Så snart man siger noget alvorligt, bliver man forstyrret af en eller andens åndssvage vittighed. Jeg står stille og ser dem forsvinde ned mod tunnelbanen. Det ville være hæsligt at havne i samme vogn som nogen fra holdet og småsnakke i tyve minutter. Det er svært at forestille sig noget mere ulideligt. Bag universitetet ligger en hvid snedækket skov. Jeg lukker øjnene og ser, hvordan vi kunne være gået derind og forsvinde. Lydene fra motorvejen ville fortone sig. Vi ville blive sneblinde, vores spor ville forsvinde i sneen, vores mobiltelefoner ville dø. Alle ville lede efter os. Vi ville have en fælles opgave at løse. Når jeg ikke orkede at gå længere, ville de bære mig det sidste stykke.

Lige nu er jeg her.indd 15

13/04/18 12.47


2

Jeg står i tunnelbanevognen og spiser en proteinbar. Mennesker sidder og stirrer ind i deres skærme. De er på vej hjem til deres privatliv, varme, hyggelige liv fyldt med familie, hunde og indretning. Jeg lader være med at holde fast i vognens gelænder, fordi det er fyldt med andre menneskers bakterier, jeg vil hellere falde. Toget kører ind over broen mellem Gamla Stan og Södermalm. Stormatol-skiltet ved Slussen lyser rødt i tågen. Jeg slår GPS’en til og åbner Tinder, gennemsøger nærområdet for at mærke, at jeg stadig findes. GPS’en blev opfundet af militæret til at positions­ bestemme fjenden i krig. En stille krig mod usynlige fjender og med uudtalte ordrer, her er ingen slag, bare en masse tid, som skal gå, 16

Lige nu er jeg her.indd 16

13/04/18 12.47


lang, mørk tid. Jeg swiper profilerne frem på skærmen. Mændene på Tinder er altid fotograferet på afstand, som om de konstant forfølges af paparazzier, de klatrer i bjerge, fisker og drikker økologisk øl. Working on software used in the fight against Tuber­ culosis and Polio. Spiser økologisk. LCHF. Palæo. Fine dining. Søger en afslappet pige med begge ben på jorden. Netflix and chill. Jeg føler mig mere og mere fremmedgjort over for menneskeligt jordisk liv. Jeg står af og går hurtigt op af Götgatsbacken. Det skumrer, og løberkroppene bevæger sig hurtig hen ad gaderne med blikket i telefonskærmene, de træder hen over tiggernes krus og forsvinder ind i de aflåste huse. Reklameskiltene skinner i den mørke tåge ved Medborgarplatsen, de slanke kroppe bevæger sig i slowmotion. Der er noget, der mangler, noget, jeg har glemt eller tabt, en taske, der hang på min skulder, noget, jeg sad fast i. Shoppingcenterets varme lys og den søde kemiske duft fra Wayne’s Coffee lokker mig til at blive. Så skønt at kunne forsvinde og slippe for at deltage i noget, gå ud af byen og ind i shoppingcenternes dødsløse rum, hvor det stråler af lys, og man bliver mødt af smil. Det mørkner. Jeg slår min GPS til og åbner en app med mennesker. Økonom. Træning og et glas god hvidvin med gode venner. Skiløb. Livsnyder. 179 cm. Rejser gerne til sol og varme, men holder lige så meget af at stå på ski. Addicted 17

Lige nu er jeg her.indd 17

13/04/18 12.47


to fun and new experiences. Positiv. Jeg tror på kær­ ligheden. Står på ski. Åben. Humor. Romantisk med begge ben på jorden. Elsker smil. Like simple things, like cuddling in front of a fire. Antiracist. Nogle timer senere tager jeg elevatoren op til baren på toogtyvende etage i Skrapan og bestiller et glas rødvin. Loungemusik strømmer gennem den tørre luft. Nogle amerikanske turister sidder og tager selfies. Vinen begynder at virke. Beruselsen skyller ind over mig som en varm tåge, og da jeg ser ud over byen, virker den hemmelighedsfuld og indbydende. Den funkler i mørket. Det er bedst, inden det begynder, inden han kommer ind, og sproget fører os væk fra hinanden, lægger sig som en tæt brusen mellem os. Jeg vil altid være her, i en ny bar først på aftenen, med en ny kjole fra H&M, som ikke er blevet fnuldret endnu, en svag duft af blomster og ceder, med sulten værkede i kroppen, tom og ren, alkoholens første morgenlys gennem nervesystemet, jeg vil altid være i den første beruselses søvndrukne, omtumlede varme. Jeg vil aldrig møde nogen mere end måske fem gange. Der må ikke være nogen historie. Når jeg er sammen med nogen for længe, bliver jeg hele tiden mindet om, at jeg findes. Jeg vil ikke efterlade aftryk. Jeg vil ikke have noget, som antyder, at jeg har en begyndelse og en afslutning. Ingen navle, ingen minder, ingen som kan 18

Lige nu er jeg her.indd 18

13/04/18 12.47


forankre mig i tiden, måle mine timer, se mig vågne og falde i søvn, minde mig om, at jeg har en fødselsdato. Personen fra Tinder træder ind i lokalet. Han ser normal ud, generisk. Jeg har ikke snakket med nogen i to dage, al interaktion med omverdenen er sket digitalt i Google Chrome og Messenger, og min stemme lyder som en andens. Samtalen er hyggelig, men upersonlig: Vi snakker om familie, arbejde, fritid, oplevelser, personlige egenskaber. Jeg har mødt så mange fyre, og de ligner næsten alle sammen hinanden. Når jeg spørger, kender jeg allerede svarene, og jeg ved, at der snart kommer en ny person, ny, men næsten præcis magen til den forrige, for alle mennesker er næsten ens. Det er anstrengende at sidde op, jeg har ondt i ryggen, jeg vil ligge ned eller blive opløst i musikken i et køligt underjordisk rum, hvor der er så mørkt, at man ikke kan se hinanden i øjnene. Hvorfor skal det føles som en ansættelsessamtale, så snart man møder folk? Jeg vil bare have dem i baggrunden, nogen, som snakker i rummet ved siden af, når man sover, lyde, man genkender. Vi bliver på toogtyvende etage i flere timer og snakker. Han spørger meget til mig, men fortæller ikke ret meget om sig selv. Han snakker om at tage ud til sit hus på Gotland i morgen og skrive. Han piller ved sin smartphone, har sikkert GPS’en slået til, så han selv i aften kan blive opdaget. 19

Lige nu er jeg her.indd 19

13/04/18 12.47


Han siger, han er træt, og spørger, om jeg vil med ham hjem. I hans lejlighed ser det ud som hos alle andre, jeg kender: halvtredsermøbler, hvide vægge, som er nøgne bortset fra en plakat fra Fotografiska museet. En udskiftelig situation. Han åbner en flaske vin og sætter sig i en lænestol og begynder at snakke om, hvor dårlig al kulturjournalistisk er for tiden. Der går flere timer, inden han endelig begynder at blive søvnig og taler utydeligere. Sproget går i stykker, og vi falder langsomt i søvn i det varme mørke. Det, der var forkert ved hans ansigt, opløser sig og forsvinder. Det er som i musikken, et mørkt vand som fratager kroppen sin tyngde. Da vi vågner, er det formiddag, og lyset falder ind over vores ædru kroppe. Han følger mig hen til tunnelbanen. Det er en kold, blæsende dag. Ved Skanstull siger vi “hej med dig” og giver hinanden hånden. Jeg går hen over Tranebergsbron, følger skinnerne mod vest, lægger et billede af mig selv og udsigten op på Instagram og slår mobilens GPS til.

Lige nu er jeg her.indd 20

13/04/18 12.47


Elise dater på Tinder og tumler rundt mellem forskellige mænd og flygtige forhold. Indtil hun møder Victor. Men hvordan finder man ro i lykke og tosomhed, når tomhedsfølelsen lurer og truer med at slå over i desperat længsel efter noget andet?

„Rystende godt samtidsbillede.“ AFTONBLADET

„En generationsroman om pulsen i en hjerteløs tid.“ DAGENS NYHETER

„ ... kaster et stroboskoplys over samtidslitteraturen ... Hvilken debut! En gudsbenådet fortæller.“ ETC

C&K Forlag

Lige nu er jeg her

Lige nu er jeg her er en roman om ensomhed, kærlighed og relationer – og om den tid, vi lever i.

Isabelle Ståhl

Hvordan siger man „jeg elsker dig“ i en tid, hvor ord og følelser lynhurtigt mister mening, mens længslen efter nærhed er konstant?

C&K

roman

Lige nu er jeg her

Isabelle Ståhl

Lige nu er jeg her  

Lige nu er jeg her handler om, hvordan man skal kunne sige ”jeg elsker dig” i en tid, hvor alle ord og følelser lynhurtigt mister deres magi...

Lige nu er jeg her  

Lige nu er jeg her handler om, hvordan man skal kunne sige ”jeg elsker dig” i en tid, hvor alle ord og følelser lynhurtigt mister deres magi...

Advertisement