Leona - Med alle lovlige midler

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

00

01

02

03

04

05

06

07

32

33

34

35

35

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

00 04 05 06 07 08

Fra bogen

09

03

JENNY ROGNEBY

02 10

Om trilogiens første bind, Leona

JYLLANDS-POSTEN 13

SPÆNDINGSROMAN

★★★★★

12

MED ALLE LOVLIGE MIDLER

11

❤❤❤❤ POLITIKEN

14

”Historien er tankevækkende og særdeles troværdig.”

ALT FOR DAMERNE

15 16

”En kulsort krimi, der stærkt og uden for­mildende træk portrætterer ’det hypermoderne menneske’.”

WEEKENDAVISEN

17 18 19

Følg Jenny Rogneby på: www.facebook.com/jenny.rogneby Instagram: @jennyrogneby Twitter: @JennyRogneby www.jennyrogneby.com

MED ALLE LOVLIGE MIDLER

Jenny Rogneby er født i 1974. Hun er ud­­­dannet kriminolog og har, ligesom sin hovedperson, arbejdet som efterforsker ved Citypolisen i Stockholm. Med alle lovlige midler er andet bind i en planlagt serie på tre. Første bind i serien udkom på dansk i 2015. Jenny Rogneby arbejder nu på tredje og sidste bind om den grænseoverskridende efterforsker Leona Lindberg.

Med alle lovlige midler er en thriller om en kvinde, der lever livet på kanten.

Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at nå sine mål.

01

Men Leona kan ikke fokusere på sit politiarbejde. Hendes familieliv er ved at falde fra hinanden, og hun har magtfulde fjender, der truer og afpresser hende.

Hun har desperat behov for penge – mange penge, og hun ved også, hvordan hun skal skaffe dem. Men det kræver, at hun vover sig længere ud, end hun nogen­sinde før har gjort.

LEONA

En mand sprænger sig selv i luften uden for Rigsdagsbygningen i Stockholm og overlever mirakuløst. Politiet er på bar bund. Ingen ved, om det er et terror­angreb, om der er flere angreb på vej, eller om manden er en vanvittig enspænder.

Det bliver kriminalefterforskeren Leona Lindberg, der får den svære opgave at afhøre den hårdt kvæstede mand og prøve at finde frem til motivet bag hans handling.

JENNY ROGNEBY

”Jenny Rogneby er den nye dronning af nordic noir. Hendes hovedperson er helt uden sidestykke, og hun fanger sin læser, så man bare må blive ved med at læse.”

DAVID LAGERCRANTZ (Det der ikke slår os ihjel )

”Kun få vidste, hvem jeg egentlig var.

At jeg havde fravalgt det almindelige, hæderlige svenske middelklasseliv. At jeg var holdt op med at gøre andre tilpas og var begyndt at leve.

Sådan rigtigt.

Uden sikkerhedsnet.

Jeg havde bragt store ofre og krydset en grænse, som ikke mange trådte over. Men for at komme væk fra et liv i løgn var det blevet nødvendigt.

De få, der vidste, at jeg egentlig var ansat som efterforsker ved politiet med en fod på begge sider af loven, havde al mulig grund til at holde tæt med det.”

ISBN 978-87-400-3408-0 20 21

POLITIKENS FORLAG

omslag: eyelab.dk

Forfatterfoto: Mikael Eriksson Dansk omslag: eyelab.dk

22

Med alle lovlige midler SOFT-FLAP 145+3x220.indd 1

22/08/2017 19.54 23

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

Jenny Rogneby

LEONA MED ALLE LOVLIGE MIDLER

PÃ¥ dansk ved Birgitte Steffen Nielsen

Politikens Forlag

Leona 2.indd 3

23/08/17 09.05

Han rettede på det tunge bælte rundt om hoften, lettede presset fra de fyldte stålcylindre, som fik bukselinningen til at skrabe mod huden.

Ledningen til udløseren svajede let på ydersiden af det højre bukseben.

Han tog fat omkring dåsen. Knugede den hårdt. Hånden var våd. Sved?

Han vidste det ikke.

Han havde kun missionen i hovedet.

Hans sidste.

Et tryk på knappen, og alt ville være forbi.

Med blikket fulgte han den lave, firhjulede politirobot, der langsomt bevægede sig hen mod ham. På trods af lyden af sirener og politiets Eurocopter, som svævede over hans hoved, kunne han høre sit eget ån­ dedræt. Kort. Uregelmæssigt. Skyggerne af rotorbladene fejede hen over den storslåede, solbeskinnede facade foran ham.

Rigsdagsbygningen.

Han betragtede rigsvåbnet over indgangen, den vågende Moder Svea, symbolet for Sverige. Rundtomkring i den grønne park, der var hegnet ind af afspærringsbånd, kunne han ane omridset af bevæbnede mænd.

Skarpskytternes geværløb stak frem oppe på taget af Kongeslottet.

Politirobotten, der nu var nået op på græsset, kørte frem mod ham med stødvise bevægelser.

– Den ligger ovenpå.

5

Leona 2.indd 5

23/08/17 09.05

Forhandlerens metalliske stemme i højtaleren rungede mellem heli­ kopterbladenes rytmiske lyd.

Han så den.

Tangen, der var tapet fast oven på robotten, var til ham. Til at klippe wiren over med. Gøre uret god igen. Som om det var muligt.

Da han lod sin opknappede jakke falde til jorden, så hele bæltet blev synligt, og han endnu en gang greb fat i æsken, blev forhandlerens stem­ me afløst af råbende politimænds ordrer.

– Neeej! Læg æsken ned! Læg æsken ned! Hænderne op! Ned på knæ! Ned på ...

Han lukkede af.

Holdt op med at høre efter.

Ingenting betød noget længere.

Nu var tiden inde.

Han løftede hånden og lod fingrene glide langs kæden om sin hals.

Tog fat i sølvvedhænget, der havde klistret sig ind til hans brystkasse.

Knugede det hårdt, mens han flyttede den anden hånds tommelfinger hen på aftrækkeren.

Han trak vejret ind.

Dybt ned i lungerne. Hævede så blikket en sidste gang mod den strå­ lende blå sommerhimmel.

Lukkede øjnene.

Og trykkede af.

Leona 2.indd 6

23/08/17 09.05

ET

Jeg lukkede øjnene, men var alligevel klar over, at jeg blev nøje iagt­ taget. Hver eneste ansigtstrækning. Bevægelse. Reaktion. Alt blev note­ ret og analyseret. Jeg, Leona Lindberg, havde selv gjort det tusindvis af gange. Som efterforsker på AGK, afdelingen for grov kriminalitet hos Citypolitiet i Stockholm, var jeg vant til at være den, der afhørte andre.

Ledte efter svagheder i deres udsagn. Det var en rolle, jeg kendte, følte mig hjemme i.

Men nu var det anderledes.

Nu var det mig, der var genstand for iagttagelse.

Terapeut Aimi Nordlund observerede mig omhyggeligt fra lænesto­ len overfor. Hendes konsultation bestod bare af et enkelt rum, indrettet efter diverse samtalefremmende retningslinjer. Svagt grøntonede vægge, mørke lærredslænestole og puder, der betød, at man landede blødt, men alligevel i en ergonomisk korrekt stilling. Farveskalaen gav indtryk af, at man var i en nyindrettet stue, alligevel havde jeg svært ved at få luft, når jeg var der. Det var, som om der lå en tung byrde over mit bryst. Som pressede mig bagover ind mod lænestolens ryg.

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle sidde hos en terapeut og tale om mit liv. For kun få måneder siden havde det været helt utænkeligt.

Det var ikke min stil at gå til en hjernevrider. Men efter alt, hvad der var sket, befandt jeg mig på et nulpunkt.

7

Leona 2.indd 7

23/08/17 09.05

Nej, var på minus. Økonomisk.

Mentalt.

Selv fysisk.

Fem måneder efter hjemkomsten fra England var jeg vågnet en mor­ gen ude af stand til at rejse mig fra sengen. Min krop føltes, som om den var sømmet til madrassen. Det tog mig en time at komme op. Den dag på arbejdet har jeg ingen erindring om. Åbenbart havde jeg arbejdet som sædvanlig, men mentalt var jeg ikke til stede. Når jeg ikke var på ar­ bejde, holdt jeg mig derhjemme. Sad i mørket bag nedrullede gardiner og bare stirrede frem for mig.

Til min første terapisession hos Aimi havde jeg næsten ikke kunnet få et ord frem. Vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. Tusind tanker havde myldret rundt i mit hoved. Det var ikke muligt selv at bringe orden på dem. Så de hærgede bare løs. Baskede rundt som flagermus i natten, umuligt at få mere end et kort glimt af og endnu sværere at gribe fat i.

Men her i samme rum som Aimi holdt de sig af en eller anden grund tilbage.

Hun stillede mig spørgsmål, ingen havde stillet før. Om min bag­ grund, hvem jeg var.

Ja, hvem var jeg?

De fleste ville sige en venlig, fraskilt mor på femogtredive, måske nok med en lidt usædvanlig profession, politikvinde, men ellers nøjagtig li­ gesom alle andre.

Kollegaerne betragtede mig som en dygtig efterforsker. Ganske vist en, der udfordrede autoriteterne og ikke var helt så begejstret som andre for at arbejde i et team, men bortset fra det en ansvarsbevidst samfundsbor­ ger, der tilsluttede sig myndighedernes værdigrundlag og landets love.

Kun få vidste, hvem jeg egentlig var.

At jeg havde fravalgt det almindelige, hæderlige svenske middelklas­ seliv. At jeg var holdt op med at gøre andre tilpas og var begyndt at leve.

Sådan rigtigt.

Uden sikkerhedsnet.

8

Leona 2.indd 8

23/08/17 09.05

Jeg havde bragt store ofre og krydset en grænse, som ikke mange tråd­ te over. Men for at komme væk fra et liv i løgn var det blevet nødvendigt.

De få, der vidste, at jeg egentlig var ansat som efterforsker ved politiet med en fod på begge sider af loven, havde al mulig grund til at holde tæt med det.

Jeg så op i loftet i Aimis konsultation. Tænkte på, hvad hun ville sige, hvis hun vidste, at jeg for nogle måneder siden havde fået en politimand dømt for flere forbrydelser, jeg selv stod bag. Gad vide, om hun så ville tilrettelægge sin terapi på en anden måde. Det havde ikke været min mening at få ham i fedtefadet, men det var min sidste udvej. Han var be­ gyndt at blande sig i, hvad jeg gik og foretog mig, modarbejdede mig for egen vindings skyld. Først bagefter fik jeg at vide, at han havde aflyttet mig. Mens han forsøgte at fremskaffe flere beviser, endte han selv med at blive anholdt for forbrydelserne.

Jeg klarede frisag i sidste øjeblik, men skulle snart opdage hans krav.

Da det gik op for ham, hvor mange penge der var på spil, valgte han at lade være med at afsløre noget og i stedet udsætte mig for afpresning. Jeg blev tvunget til at overlade ham de mange millioner, som mine forbry­ delser havde skaffet mig. For den sum var han parat til at sidde i fængsel nogle år. Han var alligevel overbevist om, at han aldrig ville kunne gen­ vinde sine overordnedes tillid og fortsætte sin karriere inden for politiet, heller ikke selvom han appellerede og blev frikendt. Det havde han sik­ kert ret i. Blandt kollegaerne havde der længe gået rygter om, at han ikke spillede med rene kort. Der var også mange, der havde hørt hans beklagelser over, at politiarbejdet var for usselt lønnet. Mine millioner havde ganske enkelt været for stor en fristelse. Nu ruskede han tremmer på anstalten Hall uden for Södertälje.

Det var selvfølgelig ikke sjovt at skulle aflevere alle millionerne. Jeg havde gået meget igennem for at få de penge. Med dem havde jeg tænkt mig, at jeg skulle ændre mit liv.

Men tårer ville ikke hjælpe mig med at få pengene igen.

Jeg havde nye planer.

Som ville give mig mange flere penge.

9

Leona 2.indd 9

23/08/17 09.05

Det eneste, jeg havde brug for nu, var styrken til at gennemføre dem.

Jeg havde brug for hjælp til at komme på benene, og Aimi var den ret­ te person at tale med. Jeg studerede hende. Terapeuter brød sig åbenbart ikke om at tale om sig selv, så det eneste jeg vidste om hende, var det, jeg tolkede ud fra hendes udseende. Hendes mørkebrune, kniv­skarpe page, hendes lysebrune teint, navnet og ringene på venstre ringfinger sagde mig, at hun var omkring halvtreds, havde japansk baggrund og var gift med en svensk mand.

Jeg tog en dyb indånding, pressede tyngden i brystet tilbage. Måtte kæmpe for at få ordene frem, især nu hvor jeg skulle fortælle om det, der var ved at kvæle mig om natten. Jeg lukkede øjnene.

– Jeg befinder mig i kirken. Er klædt helt i sort. Har en form for hætte over hovedet, som jeg prøver at tage af for at kunne se. Jeg er nødt til at koncentrere mig for at bevæge mig op gennem midtergangen. Sætter den ene fod foran den anden, alligevel er det, som om jeg ikke kommer ud af stedet.

Jeg talte dæmpet og behersket. Anstrengte mig for at gengive drøm­ men så tydeligt som muligt.

– Bænkerækkerne på hver side af mig er proppet med mennesker i sorte kapper. Da jeg ser ned over min krop, opdager jeg, at jeg også selv har sådan en på. De har trukket hætterne op over deres hoveder. Det lykkes mig at få min egen af, og jeg vender mig om for at få et glimt af personerne, finde ud af, hvem de er, men det er umuligt på grund af hætterne. Alle sammen står de der og vugger lidt som lange, sorte gen­ færd. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er der. Der må være en eller anden, der er død, tænker jeg, men jeg ved ikke hvem. Bliver desperat af ikke at vide det.

Selvom jeg kunne mærke, hvordan hjertet slog hurtigere, blev jeg ved med at fortælle.

– Jeg har en ubehagelig fornemmelse i maven. Tunge ben. Jeg hører orgelmusik, kæmper for at komme helt op foran, så jeg kan se, om der står en kiste deroppe. Det er, som om jeg vader i sirup, men alligevel kommer nærmere. Syv bænkerækker tilbage. Seks.

10

Leona 2.indd 10

23/08/17 09.05

Jeg havde aldrig før genfortalt denne drøm for nogen. Nu hvor jeg gjorde det, føltes det næsten lige så virkeligt som om natten.

– Som på et givet signal sætter alle sig ned. Der bliver fuldstændig stille. Da ser jeg det. Helt oppe til højre for alteret står den. En lille hvid kiste lyser mig i møde. Så vender personen på den første bænkerække sig om mod mig. Selvom halvdelen af ansigtet er dækket af kappens hætte, ser jeg, hvem det er. Min mand. Han er forgrædt. Da jeg kommer endnu nærmere, ser jeg, at han holder vores femårige Beatrice i hånden. Hun sidder ved siden af ham. Med sine uskyldige blå øjne kigger hun op på mig. Pladsen ved siden af hende er tom. Jeg fatter ikke sammenhængen til at begynde med. Ser mig om efter Benjamin. Min elskede søn. Hvor er han? Da mit blik falder på kisten igen, holder jeg op med at trække vejret. Falder. Gulvet i kirken forsvinder under mine fødder, og jeg syn­ ker ned i en stor sort afgrund.

Jeg kiggede op på Aimi. Hendes ansigtsudtryk udstrålede ro og venlig­ hed. Hun opfordrede mig til at blive ved med at fortælle.

– Jeg vågner ved, at jeg trækker vejret i panik. Kan ikke få luft. Som om jeg er ved at drukne. Så hører jeg Benjamin.

Der gik ikke en nat, uden at jeg vågnede, fordi jeg mente at kunne høre Benjamin græde. Hans råb om hjælp, når mavesmerterne tog til.

Selvom han ikke var der længere og ikke længere græd om natten, var det, som om han ikke ville give slip. Eller også var det mig, der ikke ville. Det gjorde ondt ikke længere at kunne hjælpe ham. Først når jeg var halvvejs ude af soveværelset, vågnede jeg. Han var der ikke længere.

– Drømmen er forfærdelig, men det værste er nu alligevel, når jeg vågner og indser, at ... det ikke er en drøm. At han er væk for altid. Min søn var ...

Det var svært for mig at sætte ord på tankerne. Tale om ham. Jeg havde egentlig ikke lyst. Alligevel forstod jeg, at jeg var nødt til det.

– Han betød alt for mig.

Tårerne piblede frem i mine øjne. Fyldte hele synsfeltet. Da jeg blin­ kede, var der ikke længere plads til dem, så de trillede hurtigt ned ad 11

Leona 2.indd 11

23/08/17 09.05

kinderne, ned på min sorte bluse. Jeg hørte Aimi røre ved papirlomme­ tørklæderne på bordet. Jeg strakte mig frem efter et.

– Så er der minderne fra hospitalet, sagde hun.

Jeg nikkede. Minderne fra hospitalet i England kørte tit som en film i mit hoved. Vi ventede på, at Benjamins komplicerede tarmoperation skulle blive overstået. At lægerne skulle komme og fortælle, at alt var gået godt, at vores elskede søn ville overleve Crohns sygdom, og at vi snart vil­ le høre hans lille spinkle stemme igen. Men i stedet så jeg lægen gå hen til min mand. Peter, min pæne og nydelige mand med styr på det hele, faldt sammen på gulvet der midt i gangen. Lægen havde fortalt, at de havde gjort, hvad de kunne, men at Benjamins liv ikke stod til at redde.

Jeg havde ikke hørt ordene, der hvor jeg stod, Peters reaktion var rigeligt.

Min hals havde snøret sig fuldstændig sammen. Jeg ville skrige, men kunne ikke få et ord frem. Kunne ikke få luft ind i lungerne. Fornuften sagde mig, at jeg måtte gå hen og høre, hvad lægen sagde, være der for Peter, men kroppen adlød mig ikke. Jeg var som i trance, da jeg begynd­ te at gå baglæns væk fra Peter og lægen. Jeg var nødt til at komme ud. Få luft. Herefter husker jeg kun, at jeg løb. Og løb. Til benene ikke kunne bære mig mere. Da sank jeg sammen. Græd. Utrøsteligt.

– Hvordan havde I det sammen, du og Peter, i tiden bagefter? Spurgte Aimi.

Jeg svarede ikke. I tiden efter gik jeg rundt som i en tåge. Dagene flød sammen. Min nye chef, Alexandra, havde tvunget mig til at tage orlov den første uge. Selv havde jeg været bange for, hvad der ville ske, når jeg ikke var ude blandt folk. Dengang var jobbet min redning. Det eneste, der holdt mig oppe. Indtil alting styrtede sammen, og jeg ikke kunne komme ud af sengen.

– Peter ville tale om ham hele tiden, sagde jeg. Det magtede jeg ikke.

Kunne ikke engang sige hans navn. Det var for hårdt. Peter havde al­ lerede tidligere sagt, at han ville skilles, så jeg flyttede. Prøvede at lade være med at tænke på alt, hvad der var sket. Det var den eneste måde for mig at overleve på.

– På en måde kunne man sige, at Peters og mit forhold fortsatte som 12

Leona 2.indd 12

23/08/17 09.05

før, efter jeg flyttede, vi kommunikerede kun, når det drejede sig om Beatrice. Vores ægteskab savnede jeg ikke. Jeg havde i alle årene be­ stræbt mig på at være en kærlig ægtefælle for Peter og en god mor for vores børn. Til sidst kunne vores familieliv bedst sammenlignes med et firma. Der var en evig planlægning for at få logistikken til at hænge sammen. Alle Peters og mine samtaler handlede om, hvem der skulle hente og bringe i børnehaven, hvem der skulle købe ind, hvem der skulle køre børnene til forskellige aktiviteter, lave mad, læse historier, planlægge fami­liemiddage, listen kunne blive lang. Vores hverdag gik ud på at sørge for at løbe så hurtigt rundt i hamsterhjulet som muligt for at opretholde vores robotagtige liv.

Det var det, der blev forventet.

Allerede som barn havde jeg opdaget, at det var livsvigtigt at gøre det, der blev forventet af mig. Så længe jeg gjorde det og ikke stak næsen frem, kunne jeg overleve. I arbejdslivet var det lettere, der kom jeg aldrig rigtig tæt ind på livet af nogen, men med Peter havde det været mere kompliceret. At holde facaden inden for min egen familie havde udmat­ tet mig fuldstændig gennem årene. Da det gik op for mig, at jeg ikke længere magtede at være den kærlige hustru, som Peter ønskede sig, eller den perfekte mor, som mine børn havde fortjent, vidste jeg, at jeg ikke havde noget andet valg end at forlade den tilværelse, jeg gennem en årrække havde bygget op.

Det var på det tidspunkt, min rejse mod et nyt liv begyndte.

Jeg var bevidst om, at jeg traf nogle valg, der stred mod forventninger­ ne til, hvad en kvinde, mor og politiansat burde gøre. Men jeg nægtede at lade mig påvirke af andre længere. Accepterede ikke længere at lade dem opstille reglerne for, hvordan jeg skulle leve mit liv.

Jeg gik mine egne veje, og de personer, jeg havde samarbejdet med, havde fået en bedre tilværelse takket være mig. En af dem var en halvt finsk småbørnsfar, der nu var flyttet tilbage til Finland, nogle millioner rigere. En anden var en anklager, der efter vores samarbejde kunne ind­ levere sin afskedsbegæring til Stockholm Citys anklagemyndighed og slå sig ned på den franske riviera.

13

Leona 2.indd 13

23/08/17 09.05

Jeg havde været så tæt på at nå til, hvor jeg gerne ville, men fordi jeg havde mistet min del af pengene, var jeg blevet tvunget tilbage og måtte lægge nye planer.

Hvis ikke det var, fordi det stort set føles meningsløst uden Benjamin, ville roen og stilheden omkring mig i min egen lejlighed gøre det let­ tere. Jeg havde ikke Peter at tage hensyn til og ingen at holde en facade over for inden for hjemmets fire vægge. Jeg prøvede at være der for Bea­ trice, men fik ingen ro og ingen søvn. Tankerne om Benjamin holdt mig vågen hver nat.

Aimi lænede sig stille frem i lænestolen. Så mig lige ind i øjnene og sagde med rolig stemme: – Leona, har du givet dig selv lov til at sørge over dit barn?

Jeg vendte blikket væk og så ud ad vinduet, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg havde gjort alt for ikke at sørge. For at fungere normalt.

Passe arbejdet. Skaffe ny bolig. Forsøge at tage mig af Beatrice. Tidligere i mit liv havde det virket at skifte fokus, når jeg stødte på forhindringer.

Men ikke denne gang.

Jeg var bange for mig selv. Forstod ikke, hvad der foregik. Jeg vidste det stadig ikke. Det var derfor, jeg var her, hos Aimi.

– Hvad ville der ske med dig, hvis du gjorde det? spurgte hun.

Tavsheden blev brudt af min mobil, der ringede. Det var Alexandra, min chef. Jeg trykkede på svar, men kunne ikke få en lyd frem.

– Leona, hvor er du? Du må komme herind. Så hurtigt som muligt.

Jeg rejste mig. Tørrede hurtigt tårerne væk. Forklarede Aimi, at jeg var nødt til at gå. Jeg kunne alligevel ikke magte at blive der. Ville have hjælp til at blive stærk igen, ikke svag. Som regel havde Aimi en bero­ ligende virkning på mig, men jeg kunne ikke lide, at jeg nogle gange havde det værre, når jeg gik derfra, end når jeg kom derhen. Eller også var det lige præcis det, at hun fik mig til at føle noget i det hele taget. Det gjorde mig bange. Hvis jeg åbnede mig for meget, ville jeg ryge ned i et stort sort hul og aldrig mere kunne komme op igen.

Der ville jeg ikke tilbage til.

Leona 2.indd 14

23/08/17 09.05

TO

I bilen på vej væk fra Aimis konsultation tænkte jeg over telefonsamta­ len med Alexandra. Jeg havde kunnet høre på hendes tonefald, at det, hun ville sige, var vigtigt.

Alexandra Risberg var min nye afdelingschef. Det var hendes stillings­ betegnelse indtil videre. Efter nytår skulle politiet gennemgå den største omstrukturering i et halvt århundrede. Afdelingerne skulle ikke længere hedde afdelinger, og derfor skulle Alexandras titel i sagens natur heller ikke være afdelingschef. Selvom hun var nyansat, var det tydeligt, at hun havde ambitioner om at stige i graderne inden for organisationen.

Alexandra havde forklaret, at afdelingen havde fået bevilget flere mid­ ler til støttesamtaler, som hun så havde tilbudt mig ved flere lejligheder efter Benjamins død. Jeg havde hver gang sagt nej tak. Da jeg fortalte, at jeg havde valgt at gå i terapi i privat regi, var hun meget støttende og lod mig tage af sted i arbejdstiden. Hun vidste udmærket, at det var dér, jeg var, da hun ringede, og alligevel bad hun mig komme ind på stationen så hurtigt som muligt.

Jeg slukkede politiradioen og ledte blandt radiokanalerne efter lidt opmuntrende musik i håb om at kunne ryste noget af den tunge stem­ ning efter terapisessionen af mig. Efter nogle programmer med uinteres­ sant snak opgav jeg og blev på P3, hvor en kvinde talte med monoton stemme: 15

Leona 2.indd 15

23/08/17 09.05

Her er Nyhederne på P3. Den bombe, der blev udløst af en mand uden for Rigsdagsbygningen i sidste uge, krævede en omfattende politiindsats.

Både Den nationale indsatsstyrke, Den nationale bomberydderenhed samt politifolk fra hele Stockholms Len deltog. Snigskytter og særlige forhandlere blev også kaldt ind. Sammenlagt drejede det sig om en indsats med omkring to hundrede politifolk under den akutte fase, som strakte sig over cirka ti timer. Rigspolitichefen vurderer nu, at Sverige ligesom andre lande bliver nødt til at afsætte langt flere ressourcer for at bekæmpe terror i fremtiden ...

Jeg slukkede. Orkede ikke at høre på det. Medierne havde den sene­ ste uge været fuldstændig domineret af nyheden om selvmordsbombe­ ren uden for Rigsdagsbygningen. Man kunne ikke tænde for fjernsynet, radioen, gå på nettet eller bladre i en avis uden hele tiden at støde på op­ lysninger eller debatter om sagen. Alle eksperter havde deres egen teori, som de gerne ville lufte. Selv på jobbet blev den ivrigt diskuteret. Man spekulerede i, om Sikkerhedspolitiet virkelig havde styr på landets even­ tuelle terrorister, og om det var rigtigt af dem at hæve trussels­niveauet i hele landet på anbefaling af Nationalt Center for terroranalyse og sik­ kerhedsvurdering. Jeg holdt mig uden for diskussionen. Det hele fik mig til at længes endnu mere efter en anden tilværelse.

Ikke før jeg standsede for rødt lys på Sveavägen, bemærkede jeg den svage lugt af gammel tobak i bilen. Det tog ikke lang tid at lokalisere skoddet, der lå på gulvet ved siden af mine fødder. Jeg rullede vinduet ned og skulle lige til at kaste den ud, da jeg hørte et barn, der græd.

– Mor, mor.

En kvinde holdt en lille dreng i hånden og gik så hurtigt af sted på for­ tovet, at drengen måtte halse efter hende og ikke kunne holde balancen.

Benene kunne ikke bære ham. Moren hev og sled. Råbte, at de skulle skynde sig. Jeg rullede vinduet op igen. Fik kvalme. Af røglugten. Og fordi jeg kunne genkende mig selv. Mit tidligere liv.

Drengen var ikke mere end et år eller to ældre end Benjamin. Jeg genkendte stressen. Hvis bare jeg ikke havde jaget af sted ligesom den kvinde. Hvis bare jeg havde fået noget mere tid sammen med min søn.

16

Leona 2.indd 16

23/08/17 09.05

Det liv var som et satanisk hamsterhjul.

Folk klagede over småting i hverdagen, men fik aldrig øje på det store mønster. Eller måske ville de ikke se det. De ville hellere holde ud end at gøre noget ved situationen. Det var for besværligt at ændre på tingene.

Selv havde jeg haft mine grunde til at leve som dem. Jeg havde gjort det, fordi jeg vidste, at samfundet ikke accepterede afvigelser. Stak man af fra den smalle skabelon, der angav, hvad der blev anset for at være nor­ malt, så blev man stillet udenfor. Uden at have nogen værdi. Så måtte man klare sig, så godt man kunne.

Jeg tænkte på, hvor lang tid der ville gå, før kvinden på fortovet indså, at det ikke gav mening at kæmpe for at passe ind. At hun deltog i en konkurrence, det var umuligt at vinde.

Der var kun tabere.

Hun var standset op på fortovet, havde bøjet sig ned og stod og hev i sin søn, som nu strittede endnu mere imod. Han nægtede at rejse sig og græd så højt, at jeg tydeligt kunne høre det, selvom jeg havde rullet vinduet op igen. Måske ville kvinden vågne op en dag. Indse, at hvert eneste minut sammen med sønnen var mere værd end det, hun nu end jagede af sted efter.

Jeg gassede op, kørte alt for stærkt og satte farten ned igen, da jeg så to patruljerende kollegaer på fortovet. Siden sidste uge havde der været kommanderet en masse politifolk ud på gaden, og man så nu flere uni­ formerede politifolk end normalt i den indre by.

Oppe på afdelingen gik jeg direkte ind i kaffestuen, hældte et glas vand op og skyllede en hovedpinepille ned på vej hen til Alexandras kontor.

Hun talte i telefon, men vinkede mig ind, da hun så mig gennem glas­ ruden ud til gangen. Jeg gik ind og hen til vinduet. Bortset fra et par grønne planter, så rummet ud, som da min forrige chef, Claes, havde siddet der. En del af kollegaerne troede, at det ville være en stor foran­ dring med en kvindelig chef. Claes havde let ved at hidse sig op og var tit meget højrøstet. Alexandra var mere rolig, men hun var heller ikke den, der trak sig baglæns ud af en konflikt.

17

Leona 2.indd 17

23/08/17 09.05

Jeg satte mig på en stol ved det runde mødebord og ventede på, at hun blev færdig. Som altid talte hun med en rolig og behersket stemme.

Alligevel afslørede de små rynker i hendes normalt så glatte pande, at noget bekymrede hende. Hun lagde på og så forskende på mig.

– Sover du stadig dårligt, Leona? Du ser træt ud.

Jeg trak på skuldrene. Det var vel det mindste, man kunne sige, men jeg havde ikke lyst til at diskutere min helbredstilstand med hende. Det var også tydeligt, at hun ikke kun spurgte af omtanke, hun ville næppe have afbrudt min terapisession bare for at diskutere mit velbefindende.

Jeg hældte vand op fra kanden, der stod på bordet, og tog en slurk. Jeg syntes, det smagte af jern.

– Jeg har brug for dig til en ny case, sagde hun. De har vækket bombe­ manden, der sprængte sig selv i luften uden for Rigsdagsbygningen i sidste uge.

Jeg bed tænderne sammen. Af alle igangværende sager, jeg havde kunnet få i hele Stockholms Len, var denne den værst tænkelige for mig lige nu.

– Han ligger på Karolinska Sjukhuset. Nægter at tale med Säk, fort­ satte hun.

Ikke så mærkeligt, at han ikke vil tale med dem, tænkte jeg. Säk var den forkortelse, som man altid havde brugt internt om Sikkerhedspo­ litiet, der i offentligheden var kendt som Säpo. Et bombeangreb som dette blev anset for at udgøre en trussel mod rigets sikkerhed, og derfor lå efterforskningen af sagen ovre hos dem. Hvad jeg havde med det at gøre, forstod jeg ikke.

– Både chefanklageren ved Sikkerhedsdomstolen og chefen på Säk har givet lyd. Jeg har også lige talt med kriminalchefen. De spurgte alle sammen specifikt efter dig, fortsatte hun.

Jeg sukkede. Gang på gang blev jeg mindet om ulemperne ved, at jeg for et halvt år siden havde fået en pris for bedste efterforskningsindsats.

Det var en smule ironisk, at jeg fik den udmærkelse efter at havde tørret en forbrydelse, jeg selv havde begået, af på en kollega. Men under alle omstændigheder så var jeg efterfølgende blevet tildelt en masse svære 18

Leona 2.indd 18

23/08/17 09.05

sager. Dog ikke noget, der lignede den her. Tidligere var jeg blevet tændt af udfordringen, men nu havde jeg brug for den smule energi, jeg havde, til andet end arbejde.

Jeg havde befundet mig inde på stationen i sidste uge, da det, som Alexandra nu talte om, indtraf. En mand sprængte sig selv i luften uden for indgangen til Rigsdagsbygningen. Selvom der tidligere havde fundet en lignende eksplosion sted i Stockholms centrum, var det svært at fore­ stille sig, at det virkelig var en selvmordsbomber. De kollegaer, der var først på stedet, havde fortalt om det ubehagelige hændelsesforløb, hvor de måtte overvære, hvordan mandens krop blev flået i stykker for øjnene af dem. Han mistede flere lemmer, men overlevede. Heldigvis var der ingen andre i nærheden, men bagefter forhøjede man beredskabet og spærrede det halve af den indre by af, eftersom trusselsniveauet for po­ litiske bygninger blev anset for at være forhøjet. Jeg havde allerede da været glad for, at jeg ikke arbejdede på Säk og dermed blev fri for at tage mig af sagen. At skulle beskæftige mig med så krævende en efterforsk­ ning havde jeg hverken ork eller motivation til.

– Den sag er gigantisk, Alexandra. Hvis den skal overgå til os, vil der komme et opbud af journalister, vi sjældent har set. Er det virkelig ...

– Det er ikke noget, vi er blevet spurgt om, Leona, sagde hun. Det er allerede besluttet, at vi skal foretage afhøringerne af mistænkte. Jeg ved, at du har det svært lige nu, men vi er alle overbevist om, at du er den rette til opgaven.

Jeg vidste, at der var mange efterforskere på vores afdeling, der ville gøre meget for at få mulighed for at stå for de her afhøringer, men i den nuværende situation ville det ikke give mig andet end problemer. Jeg var hverken fysisk eller mentalt i form til det.

– Det lykkedes som bekendt heller ikke forhandlerne at nå frem til ham på stedet. Jeg vil gerne have, at du tager op på hospitalet og afhører manden, så tager vi den derfra.

Hun trak mobilen op af lommen. Tog et hurtigt kig på skærmen.

Efter at have trykket på den stak hun den i lommen igen. Mit blik gled søgende hen over skrivebordet og mødebordet.

19

Leona 2.indd 19

23/08/17 09.05

– Hvor er sagsmappen? spurgte jeg.

– Forundersøgelsen bliver liggende hos Säk, eftersom der er tale om en terrorhandling. Du skal bare afhøre manden. Ikke andet.

Alle ved politiet vidste, at det ikke “bare” var at afhøre ham. Det kræ­ vede meget af en efterforsker at skulle være forhørsleder i forbindelse med en så alvorlig sag som denne. Det var heller ikke så tit, at vi samar­ bejdede med Sikkerhedspolitiet på den her måde.

Jeg sukkede og satte hånden i siden.

– Mener du, at de ikke har tænkt sig at udlevere mere information? spurgte jeg.

Säk var ikke bare hemmelighedsfuld over for offentligheden, men også over for os andre. Så meget, at det nærmest blev komisk.

Når de ikke engang gav mig mulighed for at udføre arbejdet ordent­ ligt, ville jeg personligt mene, at de kunne gøre det selv. Havde jeg sid­ det i Alexandras stol, ville jeg have smidt røret på efter nogle velvalgte ord til Säk-chefen om, at de ikke behøvede at vende tilbage, før de var villige til at dele de nødvendige oplysninger. Men det var nok også grunden til, at det ikke var mig, der havde Alexandras stilling. At holde mig på god fod med cheferne var ikke min stærke side. Jeg nægtede at fedte for dem, der stod over mig. Især hvis jeg ikke fik noget som helst af værdi tilbage.

– De vil gerne have, at du tager derhen med et åbent sind, uden en masse baggrundsinformation. Du ved jo allerede en del om sagen.

Nå, det var det, det hed, “et åbent sind”. Selv Alexandra lod til at kunne høre, hvor dumt det lød.

– Hvordan er det så meningen, at jeg skal få information? Via medi­ erne?

Hun fnøs ad min sarkasme.

– Det er, som det er, sagde hun og rejste sig. Vi må affinde os med Säk’s arbejdsmetoder.

Efter at jeg havde besluttet mig for at forandre mit liv, lod jeg mig irritere mere og mere over den slags bemærkninger. At “det var, som det var”, som om man stod som en passiv tilskuer til alt, hvad der “bare 20

Leona 2.indd 20

23/08/17 09.05

skete”. Jeg var bevidst om, at alle var skrækslagne for, at hemmelig­ stemplet materiale skulle blive lækket, især i en sag som den her, men det her var nu alligevel latterligt.

– Her er mandens personoplysninger og resultaterne af opslagene i registrene, sagde Alexandra. Tag Fredrik med, så kan han køre, mens du læser dig ind på ... ja, det bliver så kun anmeldelsen.

– Nåh, den har de altså været imødekommende nok til at give fra sig?

Hold da helt op! sagde jeg.

Jeg var ironisk. Politianmeldelsen kunne vi selv have printet ud, og den ville alligevel ikke indeholde nogen oplysninger om mandens bag­ grund.

– Er han allerede blevet oplyst om, hvad han er anklaget for? spurgte jeg.

– Det tror jeg, men fortæl ham det alligevel, som sædvanlig. Det står dér. Det er usikkert, om han har opfattet, hvad der er blevet sagt til ham.

Jeg bekæmpede en trang til at ryste på hovedet.

– Det vil sige, at det er Fredrik og mig, så? Med ham som assisterende forhørsleder, mener du? sagde jeg.

– Njah, sagde Alexandra og gik rundt om skrivebordet. De vil gerne have, at du selv står for afhøringen. De vil også have et ...

– Hvad? Afbrød jeg og stirrede på Alexandra.

Hun så op på mig uden at svare.

– Har chefen på Säk sagt, at jeg skal stå for afhøringen selv? blev jeg ved.

Hun nikkede.

– De vil også have et afhøringsmøde med dig og gennemgå, hvad du skal spørge om.

– Hvad fanden er det her for noget? sagde jeg.

Det var bemærkelsesværdigt. Med en sag af så stor betydning ville det normalt være udelukket kun at have en enkelt afhøringsleder. Personligt havde jeg ikke noget imod at foretage afhøring selv, tværtimod så syntes jeg kun, at det var skønt, men det var bare ikke den gængse fremgangs­ måde.

21

Leona 2.indd 21

23/08/17 09.05

– Jeg forklarede dem, at du helst ville arbejde selvstændigt. Men du filmer afhøringerne og skriver sammenfatninger af afhøringsprotokol­ lerne, som de kan se igennem bagefter.

Jeg sad et øjeblik og tænkte. Var det nu pludselig i orden at arbejde selvstændigt?

– Alexandra, hvis I alle sammen er blevet enige om, at jeg er den rette til at afhøre bombemanden, og gerne vil have, at jeg gør det alene, så går jeg ud fra, at I lader mig gøre det på min måde. Så vil jeg ikke sidde i lange møder med nogle højrøvede typer fra Säk, der skal fortælle mig, hvordan jeg skal passe mit arbejde.

Alexandra nikkede.

– Sørg for at få den første afhøring klaret, sagde hun. Kør op og mærk ham på tænderne, og rapportér direkte tilbage til mig efter afhøringen.

– Hvad var det egentlig, der skete? spurgte jeg. Hvordan kunne han overleve det brag?

– Bombebæltet gled ned over hofterne, lige inden bomben detone­ rede, hvilket betød, at begge ben blev rykket af. Ifølge ambulancered­ derne var manden ved bevidsthed og forsøgte at kravle derfra, da de ankom til stedet.

Jeg nikkede. Den her sag ville kræve min fulde opmærksomhed. Så slog det mig, at jeg måske kunne forlange at slippe af med mine øvrige sager. Hvis det var hele bombesagen, der lå på mit bord, havde det været en selvfølge, at jeg ikke skulle arbejde med andet ved siden af, men nu hvor min opgave kun bestod i at stå for afhøringerne, og sikkert kun i en meget begrænset periode, var det langtfra så indlysende. Men jeg ville nu alligevel gøre forsøget. Hvis jeg kunne nøjes med de her afhøringer, ville det lette min tilværelse betragteligt.

– For resten, mine øvrige opgaver ... sagde jeg. Det bliver svært at nå dem ved siden af.

Alexandra så på mig med rynkede bryn. Hun kunne glo alt det, hun ville. Hvis de mente, at jeg var den eneste efterforsker i byen, eller i hele landet, for den sags skyld, der kunne varetage afhøringerne af bombe­ manden, og i øvrigt mente, at jeg skulle gøre det alene, så måtte jeg 22

Leona 2.indd 22

23/08/17 09.05

også kunne stille nogle få krav. Jeg ville være nødt til at sidde oppe om aftenen og natten for at se optagelserne af afhøringerne igennem og analysere dem, vende og dreje hvert eneste forbandede ord, som bom­ bemanden sagde.

– Hvis jeg skal nå det her, vil jeg bede dig om at lade nogle andre overtage mine andre sager, sagde jeg og så på Alexandra.

Det var ikke noget urimeligt krav, tværtimod, det var en forudsætning for, at jeg ville kunne udføre arbejdet på en tilfredsstillende måde.

Hun sukkede. Cheferne kunne ikke fordrage at omfordele opgaver.

Selvom alle efterforskere nu omhyggeligt dokumenterede hvert skridt i en logbog, skete der altid et vist tab af viden, hvis nye efterforskere overtog en sag. En del informationer kunne ganske enkelt ikke doku­ menteres, hvilket havde den konsekvens, at de, der arbejdede med den pågældende sag, ofte havde et særligt kendskab til den, som risikerede at gå tabt, hvis en anden tog over.

Hun nikkede, men holdt en advarende finger op mod mig.

– Men tro ikke, at du kan gå under jorden, Leona. Du er stadig en del af den her afdeling. Du sørger for at komme til møderne og passe dine øvrige forpligtelser.

Nu var det min tur til at nikke.

– De foredrag, der er planlagt, for eksempel, dem bliver du nødt til at holde. Andet kan jeg ikke acceptere, sagde hun.

Allerede da jeg var nyuddannet, havde politiledelsen opdaget, at jeg ikke alene var hurtig til at indoptage ny information, men også havde “en evne til på en pædagogisk måde at formidle viden videre til andre”, som de udtrykte det. At få viden ud i alle led var en af politiets store vanskeligheder. Gennem årene var jeg derfor blevet sendt af sted til konferencer og vigtige informationsmøder med den opgave at formidle denne viden videre ved at forelæse både på min egen arbejdsplads og for kollegaer i hele landet. Det fik jeg selvfølgelig ikke noget ekstra i løn­ ningsposen for, man anså det for at høre under det almindelige politiar­ bejde. Strittede man imod, så var man fodslæbende og modarbejdede udviklingen. Og så kunne man godt glemme alt om at stige i graderne.

23

Leona 2.indd 23

23/08/17 09.05

Men jeg betragtede nu også mest foredragene som et dejligt afbræk i efterforskningsarbejdet. Det gav også en vis status.

– Okay, fortsatte Alexandra. Giv mig de originale sagsmapper, så for­ deler jeg dine øvrige sager mellem dine kollegaer.

Jeg gik hen mod døren.

– Leona, sagde Alexandra. Som du forstår, så er der mange, også in­ ternationalt, der har interesse i at få bombesagen opklaret. Vi regner med dig.

Jeg forlod Alexandras kontor og gik hen mod elevatorerne. Mærkede en vibration i min lomme. Jeg havde ikke lyst til at kigge. Orkede ikke.

Jeg vidste, hvad det var. Det var en sms fra en fransk bankmand ved navn Armand. Jeg havde fået kontakt med ham gennem Ronni, den mand jeg havde begået de tidligere røverier sammen med. Ham der var halvt finne. Armand, der gennem mange år havde lånt penge til lyssky eksi­ stenser samt været dem behjælpelig med at inddrive og hvidvaske store summer, var blevet en kendt mand i den kriminelle underverden på grund af sin nebengesjæft. Nu kunne han vælge og vrage mellem opga­ verne. De få, han påtog sig, var han meget engageret i, havde jeg person­ ligt mærket. Langt ud over hvad jeg synes var behageligt. Jeg havde hyret ham til at hvidvaske de penge, jeg havde tjent ved de tidligere røverier, som jeg havde bestilt. Til gengæld skulle han have fem procent af belø­ bet. Allerede tidligt i forløbet var han begyndt at kontrollere mig. Havde krævet via sms at blive opdateret på, hvorvidt alt forløb efter planen.

Jeg havde kun mødt ham et par gange. Han var iført jakkesæt og var overdrevet høflig. Jeg havde dog hørt, at han ikke var en mand, man havde lyst til at blive uvenner med. Der gik rygter om, hvad han havde gjort ved folk, der ikke betalte. Hvor meget sandhed, der var i det, vid­ ste jeg ikke. Mange kriminelle elskede at skabe myter om sig selv som farlige personer.

Ifølge vores aftale skulle det samlede beløb leveres til hvidvask hos ham, når det sidste røveri var overstået. Derefter skulle han have sine 150.000. At jeg skulle miste alle pengene på grund af afpresning, havde jeg selvfølgelig ikke regnet med. Da jeg prøvede at forklare situationen 24

Leona 2.indd 24

23/08/17 09.05

for Armand, gav han mig et skræmmende, iskoldt blik. Han kneb øjnene sammen og spurgte på sit formelle engelsk med fransk accent, om jeg ville være så venlig at gentage det, jeg netop havde sagt om den sum, jeg skyldte ham. Han sagde, at han syntes, det lød, som om jeg ikke havde flere penge tilbage, men at han var ganske sikker på, at han havde hørt forkert.

Den mand havde en evne til at gøre selv mig nervøs.

Ikke før jeg havde fortalt, at jeg planlagde et nyt stort kup, fik han no­ get andet i blikket. Som erfaren bankmand forstod han straks, hvad det drejede sig om. Meget høje beløb i flere forskellige valutaer. Det betød, at jeg ville blive endnu mere afhængig af ham til at veksle og hvidvaske pengene. Jeg havde dog omhyggeligt undgået at fortælle ham det ek­ sakte tidspunkt, og hvordan jeg havde tænkt mig at gå til værks.

Herefter havde han holdt lav profil et stykke tid. Men nu var han be­ gyndt at røre på sig igen og afkræve mig pengene.

Jeg masserede tindingerne og prøvede at lette hovedpinen, mens jeg ventede på elevatoren. Som om det ikke var nok, havde jeg lige fået et nyt problem.

Bombemanden.

Alexandra og alle de andre politichefer ville være over mig som høge og diskutere og holde øje med mit arbejde. Det samme ville andre lan­ des sikkerhedstjenester og Europol. Svenske og udenlandske medier ville jagte mig for at stille spørgsmål. Jeg var nødt til at læne mig mod væggen i elevatoren. Puste ud.

Jeg måtte forsøge at sno mig ud af den opgave.

Leona 2.indd 25

23/08/17 09.05

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

00

01

02

03

04

05

06

07

32

33

34

35

35

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

00 04 05 06 07 08

Fra bogen

09

03

JENNY ROGNEBY

02 10

Om trilogiens første bind, Leona

JYLLANDS-POSTEN 13

SPÆNDINGSROMAN

★★★★★

12

MED ALLE LOVLIGE MIDLER

11

❤❤❤❤ POLITIKEN

14

”Historien er tankevækkende og særdeles troværdig.”

ALT FOR DAMERNE

15 16

”En kulsort krimi, der stærkt og uden for­mildende træk portrætterer ’det hypermoderne menneske’.”

WEEKENDAVISEN

17 18 19

Følg Jenny Rogneby på: www.facebook.com/jenny.rogneby Instagram: @jennyrogneby Twitter: @JennyRogneby www.jennyrogneby.com

MED ALLE LOVLIGE MIDLER

Jenny Rogneby er født i 1974. Hun er ud­­­dannet kriminolog og har, ligesom sin hovedperson, arbejdet som efterforsker ved Citypolisen i Stockholm. Med alle lovlige midler er andet bind i en planlagt serie på tre. Første bind i serien udkom på dansk i 2015. Jenny Rogneby arbejder nu på tredje og sidste bind om den grænseoverskridende efterforsker Leona Lindberg.

Med alle lovlige midler er en thriller om en kvinde, der lever livet på kanten.

Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at nå sine mål.

01

Men Leona kan ikke fokusere på sit politiarbejde. Hendes familieliv er ved at falde fra hinanden, og hun har magtfulde fjender, der truer og afpresser hende.

Hun har desperat behov for penge – mange penge, og hun ved også, hvordan hun skal skaffe dem. Men det kræver, at hun vover sig længere ud, end hun nogen­sinde før har gjort.

LEONA

En mand sprænger sig selv i luften uden for Rigsdagsbygningen i Stockholm og overlever mirakuløst. Politiet er på bar bund. Ingen ved, om det er et terror­angreb, om der er flere angreb på vej, eller om manden er en vanvittig enspænder.

Det bliver kriminalefterforskeren Leona Lindberg, der får den svære opgave at afhøre den hårdt kvæstede mand og prøve at finde frem til motivet bag hans handling.

JENNY ROGNEBY

”Jenny Rogneby er den nye dronning af nordic noir. Hendes hovedperson er helt uden sidestykke, og hun fanger sin læser, så man bare må blive ved med at læse.”

DAVID LAGERCRANTZ (Det der ikke slår os ihjel )

”Kun få vidste, hvem jeg egentlig var.

At jeg havde fravalgt det almindelige, hæderlige svenske middelklasseliv. At jeg var holdt op med at gøre andre tilpas og var begyndt at leve.

Sådan rigtigt.

Uden sikkerhedsnet.

Jeg havde bragt store ofre og krydset en grænse, som ikke mange trådte over. Men for at komme væk fra et liv i løgn var det blevet nødvendigt.

De få, der vidste, at jeg egentlig var ansat som efterforsker ved politiet med en fod på begge sider af loven, havde al mulig grund til at holde tæt med det.”

ISBN 978-87-400-3408-0 20 21

POLITIKENS FORLAG

omslag: eyelab.dk

Forfatterfoto: Mikael Eriksson Dansk omslag: eyelab.dk

22

Med alle lovlige midler SOFT-FLAP 145+3x220.indd 1

22/08/2017 19.54 23

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51